Sagaerne om Gudmund den gode som præst og Gudmund Dyre

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Dansk.gif


Sturlunga Saga


i dansk oversættelse

ved

Kr. Kålund (Versene ved Olaf Hansen)

udgiven af Det Kgl. Nordiske Oldskriftselskab

Gyldendalske Boghandel
Nordisk Forlag
København og Kristiania

1904


SAGAERNE OM GUDMUND DEN GODE SOM PRÆST OG GUDMUND DYRE. (1)
(1161—1202.)

Torgeir Halleson boede under Hvassafjæld i Øfjord; han var gift med Hallbera, datter af Einar fra Reykjanæs, som var sön af Are, sön af Torgils, en sön af Are Mårsson. Torgeir og Hallbera havde 10 börn, som nåede den voksne alder, 5 sönner og 5 døtre. En af deres sönner var Einar, som ikke efterlod sig börn. Han fandt døden i Grönland i ubygdeme, og der er to fortællinger om hans død. Styrkår Sigmundsson fra Grönland, en dygtig og pålidelig mand i sine beretninger, fortæller, at deres skib fandtes i ubygderne, men besætningen havde delt sig i to partier og kæmpet indbyrdes, fordi lævnedsmidlerne slap op for det ene parti, för end for det andet. Einar undkom selv tredje og søgte til bygden; han gik op på jøklerne og mistede livet dêr, da der var en dagsrejse til bygden. De fandtes året efter; Einars lig var helt og uskadt, og han hviler på Herjulvsnæs (2). Torgeirs anden sön var Torvard; han rejste udenlands 18 år gammel, og straks da han steg i land i Bergen, slog han en af kong Inges hirdmænd ved navn Jon, så at han aldrig blev rask og døde året efter. Grunden hertil var, at denne mand havde sejlet fra ham i Øfjord, men Torvard fik sig straks plads ombord i et andet skib, og de kom til Bergen tre dage senere end Jon. Torvard søgte beskyttelse hos Ketil Kalvsson og havde i hver sin hånd øksen og skaftet, som knækkede, da han slog Jon. Men den sag endte således, at Torvard blev kong Inges hirdmand og blev ham kær. Nu stanser beretningen om Torvards foretagender, ti deri er mere indhold end jeg vil skrive i denne saga (3). Han giftede sig, da han ophørte med rejserne, og ægtede Herdis Sighvatsdatter. Han havde 5 døtre, som nåede den voksne alder; en var Gudny, som blev gift med biskop Brands sön Torgeir og derefter med Erik Håkonsson fra Orknøerne, en dattersøn af Sigurd slembe; den anden var Gyrid, som Kolbein Tumeson var gift med, den tredje Gudrun, som Kløng Kleppjarnsson ægtede, den fjærde Hallbera, der ægtede Tord Önundsson, den femte Ingebjörg, som var gift med Brand. Men för Torvard giftede sig, havde han en datter med Yngvild, datter af Torgils Oddeson (4); hun blev gift med Hjalm Asbjörnsson. En anden datter havde han med Herdis Kløngsdatter, hun hed Helga og var gift med Teit Oddsson i Østfjordene. Torvard havde en sön, som hed Ögmund, med en kvinde, som hed Helga. Ögmund ægtede Sigrid Eldjarnsdatter fra Espehol. I sin alderdom havde Torvard en datter, som hed Berghild, med Birna Brandsdatter; hun blev gift med Eldjarn i Fljotsdalsherred. Torgeirs tredje sön hed Tord og var munk i Tværå og døde der, han havde ingen börn. Den fjærde hed Ingemund, han var gift med Sigrid Tumedatter og havde ingen börn; han var præst og en meget anselig mand. Are hed Torgeirs femte sön, han var en stor og stærk mand. Torgeirs datter Tora var gift med Hedin Eilivsson, som boede på Holar i Øfjord, men senere blev hun gift med Eyjulv Einarsson. Torgeirs anden datter hed Ingebjörg, hun var først gift med Helge Eriksson fra Langahlid, men senere med Hvam-Sturla. Torgeirs tredje atter hed Torny, hende ægtede Grim Snorreson fra Hov på Hövdastrand i Skagafjord. Torgeirs fjærde datter hed Grima, hun var gift med Brand Tjörveson på Videvellir. Torgeirs femte datter hed Oddny, hun var gift med Darr-Tore Torvardsson. Gunnar hed en Mand, som kaldtes Slegge-Gunnar (5), han var en sön af Helge, sön af Tord, sön af Tore, sön af Arngeir, sön af Bödvar. Gunnar var gift med Rannveig, datter af Ulvhedin, som var sön af Kolle, sön af Tormod (sön af Kolle (6)) Torlaksson, som var en broder til Steindor på Øre, fra hvem Ørbyggerne nedstammer (7). Tormod Kolleson var gift med Torny Aredatter fra Reykjanæs. Gunnar og Rannveig havde en datter, som hed Ulvheid, hun blev bortgiftet mod sin vilje. Senere hen blev Are Torgeirsson forelsket i hende og havde med hende 4 börn. Klement hed en sön af dem, som døde ung. De havde en anden sön, som hed Gudmund; han var født på den gård, som hedder Grjotå i Hörgådal, dêr boede den gang Steinunn, som var datter af Torstein og Sigrid Ulvhedinsdatter; hun var Ulvheids fætterske (8), og der var et kærligt forhold imellem dem. Det var tre dage för Mikaels messe, at drengen blev født. Der var til stede en indsigtsfuld og forstandig mand ved navn Gudmund krushoved; han tog til orde, da den nyfødte dreng lod sin stemme høre, og han tilstod aldrig at have hørt nogen sådan barnestemme og sagde sig i sandhed vide, at det barn vilde blive ypperligere end andre mænd, hvis det levede, og at han blev meget forfærdet ved at høre denne røst. De havde en datter, som hed Gudrun og en sön, som hed Gunnar og døde ung. Da Åres og Ulvheids samliv begyndte, overlod hun ham 15 hundred tre-alens ører (9), til rådighed og anvendelse, og ejede desuden en guldring og mange andre kostbarheder, men da Are var en rundhåndet mand, forbrugtes snart disse penge.


Are Torgeirssons fald.

Nu er det at fortælle, at Torvard Torgeirsson kom tilbage efter kong Inges fald (10) og erklærede, at han vilde ikke tjæne nogen jordisk konge efter kong Inge, ti han mente, at ingen vilde blive hans jævning. Og derom bad han sin broder Are, hvis han kom til Norge, at han da ikke skulde slutte sig til den flok, som havde fældet kong Inge; han sagde, at det var sandsynligt, at en flok vilde rejse sig østpå i Vigen (11) for at søge hævn, og bad ham slutte sig til denne og indtage hans plads. Nu drog Are bort, men Ulvheid med deres sön Gudmund blev tilbage. Are opsøgte Erling jarl og traf ham næste forår østpå i Vigen, og straks efter stod en kamp i Tunsberg mellem Håkon herdebred og Erling jarl, i hvilken Håkon tabte og flyede. Kort efter kæmpede de ved Ravnebjærgene og Håkon flyede atter (12). Et tredje slag holdt de den sommer under Sekk ud for Raumsdal; der faldt Håkon og mange ansete mænd med ham (13). Erling jarl agtede Are höjt for hans bistand. Om vinteren drog jarlen og kong Magnus omkring på Oplandene, og Are og mange hirdmænd med dem; de havde da en kamp ved Reyr kort fra Hamar købstad og kæmpede med Sigurd jarl; der faldt han og. mange folk med ham (14). [1166] Men da disse tidender kom til Island, og det med, hvilken anseelse Are nød hos kongen og jarlen, kvad Torvard følgende vers:

20.
Stridsglad, støt hos Erling
stod sydpå min broder
i det bragende hulder
bold under brede skjolde.

Ung han kom til kampen
kæk han slog for os bægge,
hvor de brast, de brune
brynjesærke stærke.

Om våren længtes Are tilbage her til landet, og jarlen gav ham en knar med rå og redskab. Han havde en heldig rejse og landede ved Gåsar i Øfjord; Åmunde Konradsson og han ejede i forening skibet, halvdelen hver. Den sommer blev kaldt Stenkast-sommeren; da kæmpede man i lovretten på altinget, og mange folk såredes, der faldt præsten Halldor Snorreson og der såredes Torvard Torgeirsson; men da disse begivenheder var indtrufne, da forekom det hövdingerne nødvendigt at forlænge tinget, for at de sager straks kunde søges, hvor folk havde taget skade af stenkast og våben, ti under stenkastningen gik det så utroligt til, at sandfærdige mænd, som var nærværende, fortæller, at efter kampen kunde folk næppe løfte de sten fra jorden, som under kampen kastedes. Og da dette spörgsmål, om tinget skulde forlænges, omhyggelig overvejedes, ytrede Torgeir Halleson sig således: »det er sikkert, at jeg ikke giver mit minde til denne sag, at göre alle folk så stor skade og ulejlighed at forlænge tinget, og jeg frygter for, at herved vil strid og ufred øges, men ikke mindskes. Men de forstandigste mænd har lært det, at man skal dæmpe striden og ikke göre den voldsommere. Nu er min sön blevet såret, og jeg ansér ham for en fuldgod mand, dog vil jeg ikke skaffe ham eller mig de vilkår, som medfører besvær for almenheden; hellere vil jeg vænte og søge råd og drage hjem for tiden«. Og da han havde erklæret dette, fulgte alle hövdinger hans råd, og tinget opløstes. Om efteråret begav Are sig til Hvassafell til sin fader, og derhen fulgte ham Ulvheid; dêr var de to år, og derhen var også deres sön Gudmund kommen.

Da Are havde været der to år, drog han og hans broder Ingemund udenlands, og da de kom over havet, fik Are plads i Erlings hird og var hos ham om vinteren. Den vinter rejste sig en flok under Olav Gudbrandsson, Harald gilles dattersøn (15). Are rustede om foråret sit skib til Island, og de var fuldtfærdige til at stikke søen; men hans avindsmænd lagde ham til last, at han viste Erling sin hjælp ved at forlade ham, når han mest trængte til folk og ufred var at vente. Da Are hørte disse ord, lod han straks bære sit rejsegods af skibet og trådte atter ind i kongens og jarlens hird; men Ingemund præst og de andre Islændere sejlede til Island og havde en lykkelig rejse. Den sommer ledsagede Are jarlen og fulgte ham om høsten østpå til Vigen. Natten efter alle helgens messe befandt jarlen sig med sit fölge på gården Rydjøkel; han stod efter sædvane om natten op til ottesang og gik til kirke og med ham de mænd, som var ham kærest (16). Da ottesangen var til ende, sad jarlen og sang salmer. Da hørte de luklang og forstod, at der vilde komme ufred. Jarlen endte sin salme og gik derefter ud; de så, at krigsfolk var kommet til gården, så at den var fuld af mænd, og jarlen vilde nu søge til sin stue og få sig folk og våben. Da tog Björn buk ordet for, at det var jarlens eneste udvej at se at undkomme, da de ikke havde våben at værge jarlen med, om de end vilde. Are svarede: »lad os blive her og ikke skilles fra jarlen, selv om våbnene mangler«. De tog nu flugten, og fjenderne forfulgte. Jarlen ledsagedes af lensmændene Björn buk og Ivar gille, Björn staller og Are; da de kom til et plankeværk, sprang Björn buk og Ivar gille over gærdet, men jarlen kunde ikke komme over, da han var tungfør, og Björn og Ivar hjalp ham. Are løb da mellem jarlen og fjenderne og satte sig som et skjold foran ham og vendte sig mod krigerne; således gav han jarlen liv, men kom selv til at undgælde, ti hidtil var han ikke såret, men nu blev han ramt i halsen af et kastespyd og derved naglet til plankeværket. Der lod Are sit liv, men jarlen slap bort og fik dog et skud i låret, för han slap over gærdet. Ved dette overfald faldt 10 mænd foruden Are; af jarlens folk faldt efter Torkel hages (17) udsagn Are Torgeirsson, Einar åben-pung, Björn stærke, Jon fjose (18), Ivar dølske (19), Såm tjæreskind, Torodd Jorsalamand. Da jarlen var kommet over gærdet og i nogenlunde sikkerhed, spurgte han, hvor Are Islænding var; hans folk svarede, at han var bleven tilbage ved gærdet livløs. Jarlen sagde: »det er vist, at der døde den mand, som har støttet os bedst, og vi har ingen lige så tapper tilbage, han alene af eder var beredt til af egen vilje at give sit liv for mit liv. Hans frænder kan jeg ikke erstatte det tab de har lidt for min skyld«. Derefter nåede jarlen til sine tilhængere, samler sin flok sammen og lod begrave de af sine mænd, som var faldne. Disse tidender kom til Island somren efter. Da digtede Ares broder Torvard en arve-flok (20) om ham og syntes snarest således at kunne finde trøst over Ares død ved at mindes hans heltemod i digte, som spredtes viden om.


Gudmund Areson sættes til bogen.

Nu begynder jeg fortællingen med Gudmund Aresons fødsel på Grjotå. Det var samme år som kong Inges fald og branden på Sturlas gård Hvam. Da var Björn biskop på Holar, og Kløng biskop i Skålaholt. Ærkebiskop Eystein indviedes året i forvejen. Da var ledet fra vor herres fødsel 1162 år (21). Den næste sommer begav biskop Björn sig nordpå til Tværå for at indvie sin broder Björn til abbed (22), og på den rejse konfirmerede (23) han Gudmund Areson på Mödruvellir, det skete om foråret efter påske. Den sommer agtede biskop Björn at ride til tings, men da blev han syg og nåede ikke til tinget. Han stævnede da sine frænder og venner til sig og anordnede alt, som om han havde kort tilbage, således som det senere viste sig. Han gav 1 hundred hundrede (alen) fra bispestolen til Munke-Tværå og viste dermed to ting, dels at han mente at have været for påholdende med bispestolens gods, dels at han anså det for kristendommens störste støtte at styrke klostrene, og han overdrog sin frænde Brand, som blev biskop efter ham, gennemførelsen; dette var forsigtigt, at overdrage udførelsen til den, som selv skulde betale. Derefter drog han hjem til Holar og lå hele somren, indtil han døde på Kölns-møernes messe (24) Da tilbød Torgeir Halleson at tage Gudmund Areson hjem til sig til opfostring, det var i hans andet år. Det år faldt kong Håkon herdebred under Sekk, og Magnus blev konge. Det år døde abbed Asgrim og Torvald den rige; samme år sloges folk ved fårefoldene i Floe på sydlandet, og da indviedes til Færøerne biskop Roe. Det tredje år kom Are Torgeirsson tilbage, og dette år fandt lovrette-kampen sted, som för er skrevet. Samme sommer blev Brand Sæmundsson viet til biskop. Fjærde år mødte Torgeirs-sönneme Torvard og Are meget mandstærke på tinget, Are havde mange Nordmænd, næsten tredive, i sin flok; den sommer kaldtes Skjold-somren. Da sagsøgte de Vatnsfjordingeme for det Torvard tilföjede sår, og enden blev, at den mand gjordes fredløs, som havde forøvet anfaldet. Vatnsfjordingerne Povl og Snorre overdrog Torvard selvdom (25). Torkel Floseson, som var bleven gjort fredløs den sommer, bragte Torvard næste skærtorsdag aften sit hoved og lagde det på bordet for ham; men han gav ham hovedet, bød ham drage bort i fred, hvorhen han vilde, og gav ham efter påskeugen en hest; han skulde nyde godt af, at han kom på en sådan tid (26). Femte år kom biskop Brand tilbage, da var der store jordskælv i Grimsnæs og 18 mennesker omkom; da var Karl-stormen Gregorius messe (27). Sjette år faldt Are Torgeirsson; da kom Kristi blod til Nidaros. Den vinter døde Jon Sigmundsson den ældre; abbed Rein viedes (28).

Da de midler, som Are havde ejet, ikke tilfaldt hans sön Gudmund (29), forekom det hans frænder bedst at sætte ham til bogen; Ingemund præst tog imod ham for at undervise ham og gav ham således først i bod og arv efter faderen, at han blev pryglet til bogen. Han var meget ivrig, og det var straks klart af hans adfærd, at han havde taget ufordragelighed i arv, ti han vilde råde, hvem han end havde at göre med, og derfor var hans fosterfader hård imod ham. Den vinter kaldtes Vidunder-vinteren, ti da tildrog sig mange underlige ting; da så man to sole, og alver og andre overnaturlige væsener sås ride flokkevis i Skagafjord, det så Are Bödvarsson. I Hegranæs skete det, at en so løb ud af sit hus om natten og brød dörene op og løb hen til en sæng, hvori en kvinde lå med et barn; soen greb barnet og bed det ihjel og løb derefter ud, barnet lå dødt tilbage, men soen løb ind i sit hus. Næste år solgte Torgeir Hvassafell og flyttede til Munke-Tværå (30), men Torvard og Ingemund præst overtog gården; det år brændte kirken i Lauvås, Gudmund var da 8 år gammel. Da begav Ingemund med sin fostersön sig nordpå til Hals til Brand, som var gift med Grima Torgeirsdatter, og var hos ham det år; da flyttede Torvard med sin husholdning til Ljosavatn, og da var Gudmund 9 år. Nu drev Ingemund i forening med sin måg Brand gården Hals, og her var de den næste vinter. Det år dræbte Torvard Höskuld Hareson, og Kår Kodransson og de med ham ihjelsloges; da viedes abbed Karl til Tingøre. Gudmund var 10 år gammel, da hans fosterfader Ingemund flyttede sin husholdning til Vaglar, [men da overtog Torvard gården Hals] (31) og da de to brødre således boede i nærheden af hinanden, legede Gudmund og Ögmund sammen og mange andre drenge med dem. Men hvad man end begyndte på, blev udfaldet af legen næsten altid det samme, at til Gudmund lavede de bispehue, stav og messeklæder, kirke og alter, og han skulde være biskop i legen, men Ögmund fik økse, skjold og våben, og han skulde være kriger. Heri så folk et stort varsel, da det senere viste sig, hvad der var bestemt for hver af de to. Det år omkom 80 mennesker ved sneskred, og den vinter kaldtes Rædsels-vinteren. Det år dræbtes ærkebiskop Tomas i England og døde munken Torgeir Halleson; den sommer stod en kamp i Saurbø mellem Einar Helgeson og Skogungerne Vilmund, sön af Snorre Kalvsson, og de andre, der faldt 8 mand af Vilmunds folk, men Einar såredes og blev båren bort på et skjold, ligeledes såredes nogle af hans parti (32). Næste forår flyttede Ingemund præst sin husholdning til Mödruvellir og lejede landet for 10 hundreder (33). Det år ægtede Ingemund Sigrid Tumedatter. Om høsten kæmpede Sturla Tordsson og Einar Torgilsson, som för er skrevet; da var Gudmund 12 år (34). Ingemund hævede sin husholdning og flyttede til Ås i Skagafjord til sin svigerfader Tume med sin kone Sigrid, ti deres samliv var temlig ufredeligt; da begav Gudmund sig til Hals til Torvard. Det forår døde Grund-Ketil. Om efteråret flyttede Ingemund bort fra Ås, da han og Sigrid ikke kunde leve sammen; mange ansete mænd indbød ham til sig, men han begav sig til Grenjadarstad til Hall Ravnsson. Derhen flyttede hans brodersön Gudmund [næste vår i fasten] (35). Den vinter kaldtes Den gode vinter; da brændte Bergen; somren forud var den hellige Sunniva overført fra Selja, og da hendes skrin blev båret mod ilden, stansede den (36). Det år dræbtes Einar Grimsson, og Helge Skoftesons gård Saurbø på Kjalarnæs brændtes; Styrkår Oddeson valgtes til lovsigemand.

Herefter tilbragte Ingemund og Gudmund 4 år på Grenjadarstad. Da Gudmund var 12 år gammel, indviede biskop Brand ham til akolut, næste år viede han ham til underdegn, og da han var 14 år til messedegn (37). Det første år skete det, at da dræbtes Ingemund Jonsson, en broder til abbed Karl; det år drog Povl Tordsson fra Vatnsfjord tilligemed Svein Sturlason og et talrigt følge til Helgafell og bortførte Hallgerd Runulvsdatter og hendes datter Valgerd (38). Næste år dræbtes Helge Skofteson på altinget, fordi han havde brændt et handelsskib, som tilhørte Povl Nordmand, som kaldtes Brand-Povl. Dette drab påtalte Torvard Torgeirsson, som nåede selvdom hos Nordmændene og derved vandt stor hæder (39). Det år døde Snorre Kalvsson på Mel. Det tredje år døde biskop Kløng; da faldt kong Eystein på Re og Nikolaus Sigurdsson (40). Samme år opstod tvist mellem Arnor Kolbeinsson og Svein Sturlason. Svein var redet hen for at besøge en kvinde, som Arnor forbød ham omgang med; Arnor red da efter ham selv syvende og kæmpede med ham ved Svinavatn sidste Marie-messe. Svein havde kun 1 mand med sig og han blev greben og holdt fast, men Svein løb ind på Arnor og huggede ham over armen, så at han straks blev ukampdygtig. De anfaldt ham da og mente at have livet af ham, men Svein kom sig af sine sår, hvorimod Arnor levede med en legemsskade fra den tid af. Denne begivenhed viser, at Kolbein slægtede sine frænder på ved ikke at dæmpe sin voldsomhed og vrede for himmeldronningen Maries skyld (41). Det fjærde år viedes den hellige Torlak til biskop, og da tog Sverre kongenavn; da var Gudmund 17 år (42).


Gudmund lider skibbrud.

[1180]. Nu flyttede Ingemund og Gudmund fra Grenjadarstad. Ingemund tog ophold på Stad i Kaldakinn hos Torarin og havde landbrug dêr i to år, men Gudmund begav sig til Saurbø i Øfjord til Olav Torsteinsson og opholdt sig dêr i de to år, da hans fosterfader var på Stad. Den første vinter fik Gudmund krushoved en åbenbaring. Den vinter var den første, i hvilken biskop Torlak beklædte sit embede. Næste vår faldt Erling jarl (43). Da vedtoges ved lov Ambrosius messe, Cecilie messe og Agnes' messe, hvorimod to dage af pinsen afskaffedes. Det påfølgende år døde Hallbera Einarsdatter. Da blev Gudny Torvardsdatter gift med Torgeir biskopssön (44), brylluppet stod på Hals, og der var indbudt 500 gæster. Det år stod slaget på Ilevoldene, mellem Sverre og Magnus (45). Om våren, da Gudmund var 19 år, beredte Ingemund præst sig til en udenlandsrejse og med ham hans fostersön Gudmund. De fik sig skibslejlighed på Gåsar hos Hallstein pukkelryg og stak i søen dagen för Mikaels messe. Det var en söndag; vinden førte dem nordpå forbi Nup til Melrakkaslette. Da kom der modvind, så at de drev for vinden, og således omtumledes de en uge og førtes vestpå til Hornstrandene. En aften, da de sad ved spisebordet, løsnede en mand, som hed Asmund, tæltkanten, han var Nordmand, og da han så ud, faldt ham i munden: »hys, tys! Tæltene ned, op alle mand, rask og hurtig! der er brændinger overalt forude, skyd bordene til side og bryd jer ikke om maden« (46). Da sprang alle op og kastede tæltene af. Da råbte styresmanden (47) Håvard: »hvor er vor skibspræst«? »Han er ikke langt borte«, svarede Ingemund, »hvad vil I ham«? »Vi vil gå til skrifte«. Ingemund siger: »nu er der ikke bedre lejlighed til at gå til skrifte end i høst; jeg har bedet eder derom for guds skyld hver söndag, men I vilde aldrig lyde; nu må gud skrifte eder, ti nu er søen ikke fjærnere mig end eder, værer nu raske og uforfærdede«. »Så vil du dog, præst! sammen med os love valfart og andre storløfter, ti nu hjælper ikke andet«. »På ingen måde«, svarede præsten, »jeg vil være med, hvis jeg må afgöre, hvad der skal loves; ellers vil jeg på alle de Islænderes vegne, som er ombord, erklære, at ingen skal göre løfter sammen med eder, ti jeg vil nu lige så lidt have eders omsorg for mig, som I vilde have min i høst«. »Hvad vil du da love, præst«? »Jeg vil anråbe den almægtige gud, det hellige kors, fru sankte Marie og alle helgen og love den tiende del af alt det, som reddes, til kirker og fattige efter biskoppens bestemmelse«. De svarede: »du skal råde, præst! ti vi kan nu ikke undvære din forsorg«. Derefter gav de hverandre håndslag på dette løfte. De var nu komne brændingerne ganske nær; og der var nu stor uenighed om, hvilken beslutning de skulde tage, og hver vilde sit. Nogle vilde hejse sejl, og man løb hen for at göre det. Håvard styresmand spurgte Ingemund, om han kendte guds höjeste navn. »Jeg kender nogle navne på gud, og jeg tror, hvad apostelen Paulus siger, at ikke er noget navn helligere end Jesus; men jeg kan ikke vide, hvilket du anser for det höjeste«. Styresmanden svarede: »sådanne folk kalder jeg ikke præster, som ikke kender guds navn«. Da kaldte han på Hallstein styresmand og spurgte: »kender du det höjeste navn«? Han svarede: »gud skal vide, at jeg desværre ikke tror, at jeg kan huske det i öjeblikket, men Tord krage kender det vistnok«. »Tord krage, kender du navnet«? Han svarede: »jeg har uheldigvis glemt det, min ven, men jeg kender en, som kan det, Torbjörn humle vêd det«. »Ja vel da, Torbjörn humle! sig navnet, hvis du kan«. Han svarede: »jeg vilde gærne, men jeg ved aldrig af at have hørt det navn, men jeg kan påvise en mand, som jeg tror kender det, det er Einar vibe«. Nu henvendte man sig til ham, og han nævnte navnet (48).

Da de havde hejst sejlet knap en mandshöjde fra lasten, kom en styrtesø foran lasten og agter og slog over ladningen. Folkene holdt fat i alle tove, og Ingemund greb en rebestang og vilde drage sejlet ned. Hans fostersön Gudmund, som havde sit tilhold i båden, stod mellem båden og sejlet for at klare dette. Da kom en anden sø, så stor, at den gik helt over skibet og bortrev flöjen og bægge skanseklædninger; den tog med sig udenbords alle løse genstande ovenpå lasten undtagen skibsfolkene, og skib og båd tog stor skade. Nu dreves de frem over brændingen, og de fik en tredje sø, som dog var mindre end de andre. Man løb til øsning for og agter, og sejlet hejstes. De så nu land og talte om, hvor de var komne. Nogle sagde, at de var ved Malmø (49), men Islænderen Torarin roste (50) sagde, at de måtte være drevet længere end som så. Da sagde Mår Eyjulvsson, at han kendte, at de var komne vestpå til Skjaldabjarnarvik på Hornstrandene, hvor han havde været somren i forvejen, og de bad ham da om at vise sig til en havn; de vilde længere nordpå til Taralatrsfjord, hvor der var en god havn. Man undersøgte nu, hvad skade der var lidt. Ingemund kom da til sin brodersön Gudmund, hvem styrtesøen havde slået ind i båden, således at foden hang udenfor bådsrælingen og var fast i sejlet. Ingemund spurgte, hvorfor han ikke stod op, men han svarede, at der tyngede en sådan vægt på ham, at han ikke kunde røre sig. Man kastede nu alt af ham, men han kunde alligevel ikke stå op, og da Ingemund spurgte, hvorfor han ikke rejste sig, sagde han, at hans fod var så tung, at han ikke kunde røre den. »Den er dog vel ikke brækket« ? spurgte Ingemund. »Jeg ved ikke«, svarede han, »jeg føler intet«. Da så man efter, og benet var knust mod bådskanten så småt som skal-smuld, og tæerne vendte den vej, hvor hælen skulde være; man lavede ham da et leje i båden. Nu savnede Ingemund præst sin bogkiste, og den var skyllet overbord. Det var et hårdt slag for ham, ti der var hans glæde, hvor bøgerne var, og tilmed var den mand lemlæstet, som han elskede höjest. Dog tog han det alt som en guds tilskikkelse, og han så nu sin dröm hurtig opfyldt, som han havde haft natten forud, da han syntes han kom til ærkebiskop Eystein, som modtog ham vel [men sagde: »jeg synes ikke det går hurtig med din rejse, og jeg er bekymret angående den«] (51). Den dröm havde Gudmund tydet således, at der skulde komme over dem en ærke-bestyrtelse. Samme dag de sejlede ind mellem brændingerne, tog Magnus Åmundeson til orde og spurgte, om nogen vidste, hvor de brændinger var, som hed Tuebrændingerne; man svarede ham, at de var ud for Strandene. »Jeg har drömt«, sagde han, »at nær dem er vi komne«. Og kort efter disse ord så de brændingerne. Skibet førtes nu nord forbi Reykjafjæld, men længere kunde de ikke komme; de lod da sejlet falde og kastede anker; omsider fik et tov-anker fast i bunden, og de lå så dêr om natten. Næste morgen bjærgede besætningen sig i land med tømmer fra skibet, de huggede mast og tove og lod det gå overbord, så at det kunde drive op. Da man talte om, hvor- ledes man skulde bære sig ad med Gudmund, sagde en mand, som hed Berse og kaldtes valbrad (52), ti hans ene kind var blåsort: »hvorledes skal vi kunne føre en mand med os, som har brækket benet, da vi ikke kan bjærge os selv, og lad os kaste ham overbord«. Torarin roste svarede: »gid du få en ulykke for din tale, du fortjænte selv at kastes overbord, men vi vil finde en anden udvej«. Han sprang med det samme overbord og ligeledes Einar vibe (53). Da havde skibet flyttet sig, så at det stod fast på grunden, og nu hejsede de Gudmund ned i vadmel langs skibssiden, men Torarin og Einar tog imod ham, således at hver af dem holdt om et af hans lår, men han med sine arme om bægges hals; nogle gik bagefter og beskyttede ham mod søerne. Når bølgerne sank, stod de i fare for at blive trukne med ud i havet; når bølgerne skyllede op mod stranden, førtes de indefter, og således slap de i land omsider. Derefter kæntrede skibet ud mod havet, og alt hvad der var ombord skyllede til havs, skibet sønderbrødes, og kun lidet af godset kom i land.

På det sted boede en mand, som hed Snorre Arngeirssön; han var læge. Han tog imod Gudmund, gav ham ophold hos sig og behandlede ham på bedste måde; han var fattig, men havde en god vilje. Mange folk kom fra de omliggende bygder for at hjælpe de skibbrudne og redde godset. Ingemund gjorde et løfte, for at hans bogkiste og bøger skulde komme i land, og få dage efter spurgtes det, at den var dreven i land ved Drangar uskadt, med alt det der var deri, og således at én haspe holdt, men to var brudte af. Alle andre kister, som kom i land, var derimod sønderslagne og alt borte, som var i dem. Derhen tog Ingemund for at törre sine bøger; og dêr var han til Martinsmesse; da vendte han tilbage for at træffe sin brodersön og se, hvorledes det gik med foden; benet var da grot sammen. Ingemund begav sig derfra til Bredebolstad i Steingrimsfjord; dêr boede da Jon Brandsson, som var gift med Ingemunds søsterdatter Steinunn, en datter af Sturla og Ingebjörg Torgeirsdatter; de tog imod ham med åbne arme, og dêr var han om vinteren. Tre uger för påske kom Gudmund nordfra, så at benpibens brudstykker stak frem; i denne forfatning kom han gående til Bredebolstad Passio domini-dagen (54) og hans farbroder Ingemund blev meget glad ved at se ham. Der opholdt han sig, til påskeugen var til ende, men da mente man hans fod ikke længer kunde undvære behandling. Han rejste da sydpå til Holar på Reykjanæs, til præsten Helge Skeljungsson, han var en ypperlig mand og en fortrinlig læge. Han gav Gudmund en udmærket modtagelse, og der var han under lægebehandling til på den anden side fardagene (55). Kort efter at han var kommen derhen, æltede lægen foden, og to mænd måtte med en tang drage benstumpen ud af foden, för den gik bort. Derefter lægede han såret, og ved fardagstid var Gudmund rask; efter fardagene rejste han nordpå til Bredebolstad.

Den vinter da Gudmund var på Strandene, kaldtes Sot-vinteren; da døde mange mænd, hvis bortgang var et stort tab: Björn abbed på Tværå, Stykår lov(sige)mand, Odd Gissursson, Arnor Kolbeinsson. Da blev Gissur Hallsson lovsigemand; da forefaldt Deildartunge-sagen (56). Nu var Gudmund 20 år. Om somren drog Jon Brandsson nordpå til Tingøre til gilde og med ham Gudmund Areson; Ingemund ønskede nemlig, at han skulde tage ophold på Hals hos Torvard, og dêr var han om vinteren. Da længtes han tilbage til sin fosterfader, og med Torvard fulgtes han så til altinget. Den sommer kaldtes Græsløse-somren. Den foregående vinter døde kong Valdemar Knudssön i Danmark (57). Den vinter ind traf store jordskælv, og herved omkom 11 mennesker. Da var Gudmund 21 år. Fra tinget om somren fulgtes han med Jon Brandsson. Den sommer besøgte den hellige biskop Torlak første gang Vestfjordene. Da han kom til Steingrimsfjord, tog han ind på Kalvanæs, hvor kirken var uviet og nyopført. Der samledes mange ansete folk, hvoriblandt abbed Ögmund og Torstein Tumeson, som senere blev abbed; der var også Ingemund præst og hans fostersön Gudmund. Da Gudmund fandt det morsommere at tale med biskoppens klærke end være ved messe og kirkevielse, gik Ingemund præst til ham og sagde: »begiv dig til messen og kirke-indvielsen og læg nöje mærke til alt, ti man kan aldrig vide, hvem der får brug for sligt; men jeg tror, at for den, som skal lære sligt, vil der ikke blive lejlighed til at lære af nogen bedre mand end den, som skal udføre denne forretning her«. Dette var en dobbelt spådom, ti bægge de ting, som lå i hans ord, blev senere til virkelighed, nemlig at biskop Torlak var en helgen, og at Gudmund vilde få denne virksomhed at forrette.


Gudmund Areson sagsøger Koll-Odd.

[1183]. Om efteråret begav Ingemund sig til et skib, som lå i Hvitå, for at købe varer til salg og forrentning, ti han tænkte stadig på udenlandsrejse, således som det senere viste sig. Han og Gudmund skiltes i Dalene, og herfra skaffede Sturla Gudmund en ledsager nordpå til Hals, hvorhen Ingemund præst igen sendte ham. Men her holdt han ikke ud mere end en halv måned og vendte tilbage til vestlandet, hvor han tilbragte vinteren på Bredebolstad. Den vinter dræbtes Gudmund Björnsson på Kleivar i Gilsfjord; han var en god ven af Jon Brandsson, og Gudmund Areson påtalte drabet.

Nu stævnede Gudmund en mand ved navn Koll-Odd for drabet og sagsøgte ham til fredløshed. Da han var erklæret fredløs, tog Jon Hunrødsson imod ham. Fra tinget drog Gudmund til Saurbø på vestlandet for at holde eksekutionsdom over Odd på Stadarhol. Derfra begav han sig til Bredebolstad for at træffe sin slægtning Jon og var på besøg der. Herfra tog han til sin svoger Sturla i Hvam for at bede ham søge efter sin skovmand (58). Men da skete det, at Sturla, som lå i sin banesot, døde to dage efter Gudmunds ankomst. Gudmund blev der, til Sturla var begravet, men nu havde han mistet den hjælp, som derfra var at vænte. Hans iver havde dog ikke tabt sig, og han overvejede nu, hvorledes han skulde søge sin sag fremmet, således at han på den ene side ikke fik skam af forgæves at have gjort en mand fredløs, på den anden side ikke pådrog sig et sådant ansvar, at han derfor mistede sine vielser og den gejstlige stand. Han fandt da råd hos den, der var hans hjælper, den almægtige gud, som indgav ham den beslutning at påkalde den almægtige gud, og han lovede at give gud alt det gods, som tilfaldt ham ved Odds fredløshed, om sagen kunde forliges, så at det ikke blev ham til sjælefare. Nu er denne fortælling ført frem til hvor der stansedes i Heidarvigs-sagaen, og de to har alt længe løbet ved siden af hinanden (59).

Dette år tildrog sig Bø-Högne sagen, da Högne bortgiftede sin datter Snelaug til Tord Bödvarsson trods dobbelte hindringer (60). Dette ægteskab forbød den hellige biskop Torlak med så stor fortrøstning til gud, at han gik til lovbjærget med sin klærkeskare og lod aflægge ed på, at ægteskabet var imod guds lov. Derpå udnævnte han sig vidner og erklærede ægteskabet opløst og udelukker alle dem fra nadveren (61), som havde stiftet dette. Denne sommer forliste fem søgående skibe, og den kaldtes Ufærds-somren. Dette år havde kong Sverre en kamp på Ilevoldene (62). Nu er Gudmund 22 år gammel.

Efter Sturlas død rejste Gudmund til Tingøre. Der var til stede hans ven og fostbroder Torgrim foderkarl (63). Han bad Gudmund tage med sig til en hestekamp på Vatnsende i Vesterhôp. Gudmund svarede: »jeg ved ikke, om det passer sig, ti der kommer folk, som jeg ikke skøtter om, nemlig min skovmand Odd og de mænd, som beskytter ham, og det vil være mig en tort at se dem. Dog, hvis du ønsker det, skal jeg følge med, og gud vil da våge over mig«. De tog nu afsted og overværede sammenkomsten. Der mødte Jon Hunrødsson omgivet af en skare uroligt og overmodigt pak; der var den fredløse Odd. Der kom også Tord Ivarsson fra Torkelshvål og med ham et talrigt følge; ligeledes var Bjarne Halleson ledsaget af mange Midfjordinger til stede. Koll-Odd og en søstersön af Jon ved navn Hunrød blev uenige og gik løs på hinanden, og Hunrød huggede til Odd, så at han fik et sår i armen. Derover blev Jon vred og vilde anfalde sin frænde Hunrød. Nu opstod stor trængsel, og Hunrød huggede da for anden gang til Odd, men ramte af en fejltagelse Jons sön Eyjulv, som døde heraf. Jon tilföjede Tord Ivarssons huskarl Torodd et sår, og mange andre såredes her. Således havde gud, da Gudmund forlod mødet, taget hævn over hans fender, idet Jon mistede sin sön for Odds skyld og Odd selv blev hårdt såret, og alle disse forviklinger var Odd skyld i. Men gud vågede således over Gudmund, at han hverken i ord eller gærning havde bidraget hertil. Herefter begav han sig til Torgeir biskopssön og tilbragte vinteren hos ham godt behandlet, så at han senere bevidnede, at ingen ubeslægtet mand havde været ham så god som Torgeir. Næste vår anlagde Tord Ivarsson sag mod Jon Hunrødsson for det af ham tilföjede sår, og om somren dömtes Jon fredløs. Under denne retssag støttedes Tord af biskop Brand og hans sön Torgeir med disses frænder og venner. Alle mødte mandstærke til eksekutionsdommen, og man enedes her om, at sagen skulde henskydes til biskop Brands afgörelse. Biskoppens sön Torgeir erklærede da, at forliget vilde gå over styr, hvis ikke Gudmunds sag angående Koll-Odds fredløshed og den ham ydede beskyttelse tillige afgjordes, og han viste ham i denne sag så stor kærlighed og trofasthed, at der ikke var noget andet vilkår for forlig. Nu forligtes man, så at biskoppen og Torvard skulde kende i sagen. Dette år var de tidender, at da faldt kong Magnus Erlingsson i Sogn, og da dødeTume Kolbeinsson; da brændte gårdene Mödruvellir og Bakke i Midfjord. Da var Gudmund 23 år. Denne sommer drog Gudmund Areson til altinget og derfra sydpå til Næssene på besøg til Magnus Åmundeson og Torfinn, som senere blev abbed (64) ledsaget af præsten Gelle Höskuldsson, og han var derfor ikke til stede ved forligsmødet på Asgeirså. Efter dette besøg begav han sig nordpå til Stad til Torgeir og var der det år sammen med sin fosterfader Ingemund præst. Næste vår hævede Torgeir sin husholdning og beredte sig til at rejse udenlands; han skaffede sig plads på et skib i Øfjord. Det skib ejede Ögmund ravhoved, han var fader til Helge, som senere blev biskop på Grönland. Sammen med ham rejste præsten Toralv Snorreson, Erikssönnerne Torstein og Torkel og mange andre Islændere. Den sommer drog også udenlands på et andet skib i Øfjord Karl abbed, præsten Ingemund Torgeirsson, Ögmund Torvardsson og mange andre islandske mænd. Gården Stad blev da drevet af en mand ved navn Hesthövde, en sön af Gunnar og Gudrun Sæmundsdatter, som var en søster til biskop Brand. Denne vinter døde Einar Torgilsson på Stadarhol. Da rejste Kuvlungerne (65) sig. Einar kåde forliste alle helgens messe og mange brave mænd med ham. Samme vinter styrtede et skred ned på østlandet i Geitdal, hvorved 18 mennesker omkom. Nu er Gudmund 24 år.


Gudmund præstevies.

[1185]. Dette forår i fastetiden viedes Gudmund til præst af biskop Brand 4 nætter efter Gregorius messe (66). Ingemund gav ham ved deres afsked alle sine bedste og indholdsrigeste bøger og en messedragt, og skiltes således først fra ham, da han var præst og fuldfærdig i gode sæder. Nu drog da de to mænd bort, som han elskede höjest, Ingemund og Torgeir. Skibene lagde ud fra Øfjord og landede i Norge, og lå bægge vinteren over i Trondhjem. Torgeir biskopssön opholdt sig hos ærkebiskop Eystein om vinteren, men Ingemund præst havde bolig i byen og fik overdraget Jons-kapellet ved domkirken for deri at forrette gudstjænesten; jule- og påskehöjtiden tilbragte han hos ærkebiskoppen og nød hos ham megen anseelse. Næste forår vendte Torgeir og hans ledsagere tilbage til Island, men Ingemund blev tilbage i Norge og overtog gudstjænesten i Mariekirken på Stad (67), hvor han var to vintre. Det tjæner til bevis på, hvor god en mening ærkebiskoppen havde om hans lærdom, at da biskop Jon i Grönland, som kaldtes knude, døde, ønskede ærkebiskop Eystein at indvie ham som biskop til dette embede, men han indvilgede ikke heri, og deraf kunde man se hans mangel på ærgærrighed og hans forsigtighed. Den første vinter Ingemund var udenlands, tilbragte Gudmund på Hov hos sin måg Grim (68) som sognepræst. Denne vinter døde Bödvar Tordsson og Torvard den rige. Da var han 25 år. Om somren blev Torgeir, biskoppens sön, syg på overrejsen, og han måtte ligge til de landede. Efter at han var kommen i land, tiltog hans sygdom, og han døde to nætter för den første Marie messe (69). Hans lig førtes til Holar, og biskoppen erfarede ikke hans død, för de kom der med liget. Dette var en stor sorg for hans frænder og venner, men mest dog for biskoppen. Gudmund Areson sagde, at han havde ikke mistet nogen, hvis død gik ham så nær, og så tungt faldt det ham, at man næsten kunde sige, at han blev et helt andet menneske. Han opholdt sig fremdeles på Hov.


Gudmund viser stor trosiver.

Gudmund blev nu så ivrig i sin tro med bönnehold, messelæsning, gavmildhed og forsagelse, at der var dem, som fandt det overdrevent og frygtede for, at han ikke vilde kunne udholde sine spægelser og sorgen over Torgeirs død. Han tog hjem til undervisning gejstlige, og daglig var det hans forehavende mellem gudstjænesterne at undervise og skrive. Han tilbragte også en stor del af natten i kirke, både i begyndelsen og slutningen af natten, og gik hyppig til skrifte, når han traf præster. Han gennemgik folks bøger og uddrog af hver mands bøger, der hvor han kom, det som han ikke havde i forvejen. Alle beundrede hans tro, og de mest, som var de forstandigste. Meget optog ham i sin tro, som ingen vidste, at nogen mand forud havde antaget her i landet. Men på den anden side syntes folk at mærke den störste forskel på, hvorledes hans sind havde forandret sig den vinter han var på Strandene, ti da havde han hverken ro dag eller nat, för han traf sin fosterfader. Fra nu af gjorde hvert år ham til en bedre mand, og det kom så vidt, at han i næsten alle henseender syntes i sin adfærd forskellig fra hvad han tegnede til, da han var barn. Hermed fulgte også, at hans vand-vielser og oversyngen ledsagedes af mange tegn, som folk straks fandt betydningsfulde og hvoraf man kunde se, at gud fandt behag i hans adfærd. Menigmand viste, hvad de dömte om hans adfærd, ved at man gav ham det tilnavn, at han blev kaldt Gudmund den gode. Men det gik her, som det ofte sker, at alle var ikke lige taknemlige, skönt det var godt, hvad der ydedes. Nogle takkede gud, de som var trængende og nød godt af ham både åndelig og legemlig, men andre var avindsyge, de som var rigere end han, men gjorde mindre gavn. Det hændte hvert år, at hele det offer, som han modtog om vinteren, blev forbrugt ved det at han gav det til føde og klæder for fattige folk, som var hans frænder, og det var syv fattiglemmer, som han på den måde underholdt. Da forsøgte hans avindsmænd at berede ham vanskeligheder, så at han mindre kunde være til hjælp for andre; han forflyttedes til sogne, som var fattigere end de han tidligere havde, og biskop Brand krævede af ham bøger og messeklæder, da han sagde, at bispestolen på Holar havde ret til arv efter Ingemund præst, men dette voldte hans avindsmænd. Alligevel fik de hverken hindret hans gavmildhed eller spægelser; ti ved gode mænds hjælp tilbød der sig altid noget, hvorved han kunde vedblive med hvad han havde begyndt. Dette år tildrog der sig mange begivenheder. Da blev Jerusalem indtaget af Saracenerne, så at alle derværende kristne enten måtte fly eller blev dræbte, og al kristendom blev tilintetgjort. Da formørkedes solen ved middagstid, så at mange forstandige mænd troede, at verdens undergang var kommen. Den vinter kaldtes Kvægdøds-vinteren (70). Næste sommer indtraf stor græsmangel og uår, og der kom intet skib til Island fra Norge. Da var Gudmund 26 år.


Ingemunds Norgesrejse.

Det følgende forår (71) tog Gudmund ophold på Miklebø, hvor den gang Björn den rige boede, og var der to år. Det første år, da han var dêr, døde Eystein ærkebiskop; forud havde han viet biskop Jon Sverresfostre til Grönland, Da var Gudmund 27 år. Det andet år døde kong Henrik i England; den vinter tilbragte Jon Grönlændinge-biskop på Island i Østfjordene. Om foråret druknede abbed Ögmund og abbed Kåre døde. Disse år opholdt Ingemund præst sig i Bergen; han vandt ved sin optræden hos forstandige og ansete mænd större og större anerkendelse, jo mere han blev dem bekendt, og Jon kuvlung og hans mænd viste ham megen agtelse. Dêr befandt sig den gang også Ögmund Torvardsson og nød megen anseelse; han tog med åbne arme mod sin farbroder Ingemund præst og tilbød ham al den hjælp han kunde yde ham. Om foråret havde Ingemund gjort en handelsrejse til England og kom om efteråret tilbage til Bergen. Da de nu kom fra England med en rig ladning af vin og honning, hvede og klæde og mange andre ting, vilde Jon kuvlungs folk tage det fra dem og plyndre dem. Da gik Ögmund til Jon kuvlung og sagde til ham: »det vilde sandes, hvis kong Inge var i live, at da vilde han ikke lade Torvard Torgeirssons broder udplyndre, om han fik ham i sin magt, og lige så lidt Magnus for Ares skyld. Nu vænter jeg af Eder, at I for deres skyld og ved min forbön lader hans gods i fred«. Jon svarede: »du har ret, og det skal sandelig ske, at hver penning, som han ejer, skal være i fred; se selv efter sammen med din frænde, og han skal være i guds navn velkommen hos os«. Derefter gik Ögmund til skibet og forkyndte Jons ord. Jons mænd gik da hen til 8 vintønder, som købmændene havde, og spurgte hvem de tilhørte; Ingemund præst tilkendte sig 4 eller 5 og mange andre ting, som de spurgte om, indtil de fik mistanke om, at han ikke kunde være så rig som han sagde. De sagde da til ham: »nu ser vi, præst! at du vistnok tilkender dig, hvad der tilhører andre, og vi vil ikke finde os i at miste alt«; de tog så en tønde, og det traf sig således, at Ingemund præst ejede den, ligeledes tog de 16 alen rødbrunt klæde, som han ejede, det var fint klæde. Men han vilde ikke røbe det, og vilde hellere miste det end komme i uenighed med sine skibsfæller. Derefter fik Ingemund præst sig herberge og var der om vinteren. Da det led ud på vinteren, hændte det, at han kendte det klæde i hirdmændenes kjortler, som var blevet ham frarøvet om efteråret. Han kom da til at omtale for Ögmund, at han kendte klædet, men bad ham dog ikke tale derom, sagde at han ikke ønskede, at nogen ufred skulde opstå for hans skyld, og at han havde penge nok. Gæste-hövdingen (72) Björn fjælnæse var skyld i Ingemunds udplyndring, hvorimod hirdmændene havde villet opgive den. Det hændte en dag, at Ögmund flk öje på de mænd, som gik i kjortler forfærdigede af Ingemund præsts klæde. Han fortalte det til sine venner Bård lykke, Peter gnist og Endride og sagde til dem: »det står nu ikke vel til, jeg har set Björn fjælnæse og hans følgesvende bære det klæde, som var røvet fra min frænde Ingemund i høst«. Endride spurgte: »hvorfor forholdt du dig rolig og krævede det ikke«? Ögmund svarede: »han vil ikke selv lade det affordre, og han ønsker ikke, at sagen skal få slemme følger«. Endride sagde: »det skal aldrig ske, at så slette folk kuer os eller tilføjer vore venner sådanne krænkelser, og vi skal visselig forfølge den sag, selv om din frænde ikke vil«. De sprang nu op og gik ud, hver med en økse i hånden. Nordmændene gik til en drikkestue, hvor Björn fjælnæse og gæsteflokken med ham, henved 40 mand, holdt drikkelag, og dem fulgte Ögmund; Endride vilde straks gå løs på dem, men Bård sagde, at det kunde ikke lade sig göre, da der var 40 mand imod dem alene 4, og bad dem vænte til de gik ud. Og således traf det sig, at de 4 gik ud, der bar de omtalte klæder, som om de havde været udvalgte hertil. Endride huggede straks Björn banehug, men Bård, Ögmund og Peter dræbte de andre tre, så at det ikke kom til nogen modstand. Da lød gæsteluren, og 400 mand samledes sammen. Disse tidender kom for Jon kuvlung, og nu lød hirdmandsluren, og bægge parter fremstillede sagen for Jon kuvlung. Bård og Peter var nære frænder af ærkebiskop Eystein, og Jon tog så meget hensyn til dem i denne sag, at han afskedigede hele denne flok, men Ögmund og hans fæller tog klæderne til sig, og der blev ikke senere rørt ved denne sag. Næste vår skaffede Ingemund sig plads ombord på et skib, som hed Stangkarret (73), og rustede sig til at rejse til Island. Der var ombord Bergtor, en sön af Tord Ivarsson, og mange brave mænd, både Islændere og Nordmænd. Deres skib forsloges til ubygden i Grönland, og der omkom de alle. Dette erfaredes således, at 14 år senere fandt man deres skib, og der fandt man tillige ligene af 7 mænd i en klippehule. Blandt disse var Ingemund præst; han var hel og uforrådnet og lige så hans klæder, men ved siden af ham lå benene af 6 mænd. Der var også hos ham voks og runer, som fortalte omstændighederne ved deres død (74). Dette forekom folk at være et stort bevis på, hvor meget Ingemund præsts lævned havde behaget gud, at han havde ligget sålænge ude med uskadt legeme. Den sommer Stangkarret forliste, kom fra Grönland Asmund kastanrasse. Nu er Gudmund 28 år (75).


Jærtegn, som bebuder Gudmunds hellighed.

Medens Gudmund opholdt sig på Miklebø, havde han at forrette gudstjæneste på en gård, som hedder Marbøle. Der messede han en helligdag. Der var til huse en god og forstandig kvinde ved navn Hallfrid Ufeigsdatter. Hun overværede Gudmund præsts messe og fulgte den med opmærk- somhed, som hun plejede, og havde öjnene fæstede på ham under messen. Da evangeliet var læst og han vendte sig udefter og sagde »Dominus vobiscum«, da så hun ild fare af hans mund op i luften, meget klarere end nogen ild hun forhen havde set. Derefter flyttede han fra Miklebø til Vidvik og var der om vinteren hos Mår Finnsson. En gang da Gudmund var i kirken og holdt bön, kom Mår bonde ind i kirken, og da han kom i kirkedören, så han, at en lille fugl flöj fra Gudmunds skuldre op i luften og forsvandt der. Det år forsvandt Asmund kastanrasses skib, og der forliste mange islandske mænd, ved hvilke der var et stort tab. Da døde abbed Hall og Erik jarl (76), og da stod der en kamp østpå i Vigen. Nu er Gudmund 29 år.


Strid om arven efter Teit Gudmundsson. (77)

Da der er at berette om to samtidige tildragelser, begynder jeg nu fortællingen om en mand, som hed Gudmund Eyjulvsson og boede på Helgastad i Reykjardal; han var en mand rig på gods og vennesæl, men anset for temmelig påholdende. Han havde en sön, som hed Teit, en smuk og vennesæl mand. Gudmund havde to brødre, Halldor og Björn; de var mindre velstående end Gudmund, men havde dog hver sin gård der i dalen. Der var da dygtige bønder i den dal. I Fellsmule boede den gang Sigurd, en sön af lovsigemanden Styrkår, men på Grenjadarstad Eyjulv, en sön af Hall, som var sön af Ravn lovsigemand, som igen var sön af Ulvhedin lovsigemand, en sön af Gunnar lovsigemand. Sigrid, en datter af Hall Ravnsson, var moder til Gudlaug, som var moder til Ketil præst Torlaksson, Narvesönnernes morfader (78). Da Teit voksede til, søgte man ham en hustru. Der var en bonde ved navn Torulv, sön af Sigmund. Han boede i Øfjord, på den gård som hedder Mödrufell; han var dattersön af Havlide Mårsson og var en velstående bonde; hans Hustru hed Steinunn, en datter af Torstein ubillig. De havde tre sönner, som ikke her kommer til omtale. En datter havde de, som hed Oddkatla, hun var en smuk kvinde og vidste vel, hvorledes hun skulde skikke sig. Om den kvinde anholdt man til hustru for Teit, og partiet fandtes passende, da han var af fornemmere slægt, men hun rigere, og bægge meget afholdte. Hun bortfæstedes da til Teit og flyttede hjem til deres gård, hvor hun overtog husholdningens bestyrelse; men tidligere havde der været forskellige husholdersker, efter at Gudmunds kone var død. Dermed var alle vel tilfredse, og kort efter overdrog Gudmund dem gårdens bestyrelse og alt godset, men selv flyttede han til Tværå, med det som han behøvede til sit underhold, og blev munk dêr. Der var da Hall Ravnsson abbed. Efter at Gudmund var borte, blev det snart anderledes med Teits velstand. En vinter stod tre skibe trukne på land i Øfjord (79), det var da et stort uår. Kolbein Tumeson var den gang hövding i Skagafjord. Det var hans vilje, at bønderne ikke skulde tage mindre underholdningsvederlag (80) der i herredet (81) end han bestemte, og han satte en bøde for overtrædelsen heraf. Nordmændene fandt vederlaget temlig höjt og tog sig derfor ikke ophold vest for heden. Teit Gudmundsson tog mod tre Nordmænd (82) ved navn Grim den røde, Erling og Ravn; det var den vinter, da gårdene Mödruvellir i Øfjord og Bakke i Midfjord og flere andre brændte. Han syntes godt om dem og fik lyst til at rejse bort med dem, ti han havde ikke för været udenlands, og tog sig plads på deres skib. Da rejste også flere andre mænd til udlandet, deriblandt en mand ved navn Teit, som havde bot på Keldur og i Gunnarsholt, og som var gift med Vilborg, en datter af Gissur Hallsson. Samme sommer drog biskop Brands sön Torgeir udenlands og Gunnar fra Audkula. Somren i forvejen var Torvard Asgrimsson den rige rejst. Og om hver af dem gjaldt det, at der i hver enkelt bygd ikke var nogen, hvis tab var føleligere end deres, men ingen af dem kom tilbage.

Biskop Brand plejede i den tid hver sommer at berejse sin fjærding (83) og besøge hveranden kirke. Dette år skulde han besøge Teits gård Helgastad. Oddkatla havde indbudt sine frænder og venner, sin fader Torulv, sin morbroder Olav Torsteinsson og Eyjulv Hallsson, som var gift med Gudrun Olavsdatter, Oddkatlas fætterske. Den dag biskoppen var gæst dêr. tildrog der sig det vidunderlige, medens kvinderne ombar davren, at Oddkatla syntes gentagne gange at se sin husbond Teit sidde blandt de tilstedeværende. Men når hun så efter, fik hun ikke öje på nogen, som lignede ham, og hun kunde på grund af dette ikke deltage i opvartningen. För gæsterne drog bort, kaldte Oddkatla sin fader og sine fortrolige venner til sig og bad dem foretage skifte mellem hende og hendes husbond Teit. Dette forekom dem besynderligt, ti de holdt meget af hinanden den tid de var sammen; men da hun sagde dem hvad der var sket, var de mindre uvillige til dette. Der tilkom hende nu brudkøbssum (84) og medgift, og det blev nu bestemt hvad hun skulde have i jorder og løsøre. Hun erklærede, at hun hverken i henseende til formue eller samliv vilde skilles fra Teit sin husbond, hvis han kom tilbage, men samme sommer, da skibene kom, bragtes efterretningen om Teits død; han var død om foråret i Norge. Teit og hans hustru havde ingen börn; man talte nu om, hvem der var Teits arving, og det ansås for meget uvist, hvem den fordel vilde tilfalde. Mange mente, at hans fader måtte tage arv efter ham, men Gudmunds brødre Björn og Halldor sagde, at Gudmund kunde ikke besidde eller røgte ejendom, da han var munk. I denne sag delte folk sig i partier, og der var mange på hver side. Eyjulv Hallsson på Grenjadarstad erklærede det for sandsynligst, at arven tilkom Gudmund. Eyjulv havde to sönner, hvem han ønskede at skaffe en gård; han begav sig til Tværå og tilbød Gudmund at afkøbe ham jorderne og arven; han købte siden dette for næppe mere end dets halve værdi, men skulde selv have ansvaret for, hvorvidt loven tilkendte ham det. Gudmunds brødre mente, at dette var deres ejendom; de undte ikke Eyjulv besiddelsen heraf og var selv meget trængende. Eyjulv købte godset mellem jul og faste, men i påskeugen rejste de ind i Øfjord til Hörgådal for at opsøge deres godordsmænd (85). Den ene af dem var i ting med Torvard Torgeirsson, som boede på Mödruvellir i Hörgådal, den anden med Önund Torkelsson på Laugaland. De forklarede dem deres forlegenhed og bad dem om hjælp, og enden blev, at de overdrog hver sin godordsmand godsets indkrævning, hvad udfaldet end blev for deres vedkommende, hvorefter de rejste hjem, og hvad der var sket, blev almindelig bekendt. Om foråret efter påske anordner Oddkatla alt angående sine jorder og gennemførte det skifte, som var foregået den foregående sommer. Derefter flyttede hun fra Helgastad med alt sit til sin fader på Mödrufell og forekommer ikke mere i denne saga.


Hövdingerne Torvard og Önund forener sig.

[1187]. Nu holdt hövdingeme Torvard og Önund et møde og besluttede at optræde i forening; de drog da med 50 mand nordpå til Reykjadal og slog sig ned på gården Helgastad. Det spurgte Eyjulv snart, da rygtets vej kun var kort (86), og samlede folk. Til ham sluttede sig hans nabo Sigurd Styrkårsson, hans brødre Isleiv og Asbjörn samt Kleppjarn Kløngsson, som var gift med Sigurds søster Ingerid. Med Eyjulv var også Hjalm Asbjörnsson fra Vesterhôp, Asgrim Gilsson fra Vatnsdal, som var gift med Eyjulvs søster Jarngerd, og Eyjulvs nære frænde Mår Gudmundsson, som var gift med Helga, en datter af Snorre Kalvsson. Med Önund var Einar Hallsson fra Mödruvellir, som både var hans frænde og i forening med ham ejede godedömmet. Bægge partier holdt en mandstærk besætning. Eyjulv drog til Helgastad, men de kunde ikke blive enige, ti bægge parter påstod at eje alt det, hvorom der tvistedes, og det kunde ikke komme til noget forlig, da ingen vilde göre nogen indrommelse. Derefter fulgte en stævnefærd, og Eyjulv stævnede Önund for gods- forbrug og erklærede, at det var hans ejendom, som var forbrugt, men Torvard stævede Mår Gudmundsson, endvidere stævnedes Önunds to sönner Håmund og Vigfus og en mand ved navn Valgard. De indstævnede sagerne for Vadla-ting (87).


Gudmund dyre gör ende på striden.

Gudmund hed en mand, sön af Torvald, og kaldtes den dyre (88). Han boede i Øksnadal på den gård, som hedder Bakke (89); han var en broder til Torvard den riges fader Asgrim, til Alvheid, som var gift med Gissur Hallsson, og til Vigdis, som var gift med Forne Saksulvsson, efter hvem Fornungerne er benævnte, og han havde moder fælles med Tord Torarinsson på Lauvås. Gudmund var indehaver af et godedömme, som hans broder Asgrim og Torvard den rige havde ejet. Han havde ikke taget parti i denne sag. Han samlede folk, både sine egne og andres tingmænd, og drog således til vårtinget. Da man kom sammen på vårtinget, nyttede det ikke at arbejde på forlig, da ingen af parterne vilde give efter og bægge erklærede ene at have ret til alt hvad der stredes om. Torvard og Önund tilbød kamp, men intet lovligt forsvar. Gudmund med sin flok trådte da imellem, så at det hverken kom til kamp eller søgsmål. Sagsøgerne henskød sagen til altinget (90), da den ikke kunde søges på lovlig vis på vårtinget; og hermed opløstes tinget. Derefter rustede folk sig til altinget, da tiden hertil kom, men hverken Torvard eller Önund drog hid; Einar Hallsson sendtes til tings med Önunds godedömme, men med Torvards godedömme en mand ved navn Snorre Grimsson, en frænde af Torvard (91) De bad dem ikke fremføre noget forsvar, men sagde, at de selv skulde jævne sagen, når retsforfølgningen hjemme i bygden begyndte. Olav Torsteinsson bad Kleppjarn vælge, om han helst vilde hjælpe Eyjolv på tinge eller blive hjemme og vogte herredet; Kleppjarn drog til tings, og Olav blev hjemme. Önund og Torvard sad på deres gårde, så længe tinget varede, og holdt sig rolige, og gjorde ingen mand fortræd. Da folk kom tilbage fra tinget, fortalte de, at Önund og Torvard var fredløse. Bægge parter holdt da en talrig styrke samlet. Tiden for eksekutionsdommen nærmede sig nu, folk samlede sig langvejs fra; fra Østfjordene kom Torvards svoger Teit Oddsson for at hjælpe ham. Styrelsen af Skagafjord var da kommen i hænderne på Sigurd Ormsson og Turid Gissursdatter, som havde været gift med Tume Kolbeinsson; Kolbein Tumeson var rejst udenlands, og Sigurd skulde bestyre hans hövdingdömme. Gudmund sendte bud til Sigurd, at han skulde sende ham nogle folk til hjælp. Sigurd overlod ham 40 velrustede mænd. Den dag eksekutionsdommene skulde afholdes, drog Gudmund hjemmefra med halvandet hundrede mand og begav sig op på halsene mellem Hörgådal og Kræklingahlid, hvor han stødte på Eyjulvs flok. Af eksekutionsdommene var den ene bestemt til at afholdes på Mödruvellir, den anden på Laugaland (92). Önund og Torvard drog med deres flok mod Eyjulvs flok; da Gudmund havde stanset Eyjulvs flok, vendte han sig mod Önunds og Torvards skare og stansede dem. Eyjulv erklærede det for lovligt, at han afholdt eksekutionsdommene omgivet af sine folk dêr, hvor han ikke uden fare kunde nå længere frem; Önund og Torvard truede med straks at lade det komme til kamp. Da trådte Gudmund imellem og sagde, at han vilde vende sig imod den, som ikke vilde föje sig efter hans vilje. Det kom nu hverken til eksekutionsdom eller kamp, og da det led ud på dagen, drog folk bort, ti det var bestemt i loven, at alle eksekutionsdoms-beviser skulde være fremførte, för solen stod i syd (93).

Bægge partier holdt deres folk samlede og sad med en talrig styrke på deres gårde, men de, der var komne længst borte fra, drog til deres hjem. Kosten var bedst på Helgastad, og der havde man lettest ved at skaffe sig løse og ledige folk, men man forsynede sig, som man kunde, når husholdningen ikke kunde tilvejebringe det fornødne. Til Eyjulv bragtes hval og æg, og man fortærede alt hvad der var spiseligt, men benyttede kun hvad der tilhørte Eyjulv. Da forrådene på Helgastad tog af, begyndte man at røve, og da udplyndredes en mand ved navn Torgeir, som benævntes sön af Hliv og boede på gården Næs, og ligeledes en anden mand, som hed Hall Isleivsson — ham vilde de gribe, men han slap ud af et vindue på sin gård og red bort på en af deres egne heste; de borttog derfra gods og fødevarer. Da de var på tilbagevejen, bedede de i tunet på Grenjadarstad og æggede modstanderne til at komme ned fra forskansningen — ti bægge parter havde forskansning omkring deres gård. Isleiv Hallsson vilde gå ned og kæmpe med dem, men forhindredes af sine mænd; derefter drog Torvard og Önund til Helgastad med deres bytte. Eyjulv havde mangel på folk, men kunde intet mandskab få i nærheden. Da begav Isleiv sig vestpå til Skagafjord for at samle folk, han havde her en gård Geldingaholt. Da han kom vestpå, fik han besøg af en mand Grim Snorreson, som boede på Hov på stranden udenfor Hjaltadal; han var gift med Torny Torgeirsdatter, en søster til Torvard, men havde ikke været i vagtholdet hos dem. Han foretog sig nu en rejse og begav sig til Bakke til Gudmund dyre. Gudmund fulgte med ham, og de var nu i alt 15, nordpå til Reykjadal, til Helgastad og Grenjadarstadstad. De opsøgte bægge partier og arbejdede på forlig; de forestillede dem, at vagtholdet ikke kunde vedvare, uden at det kom til ran og anden ufred mellem dem. Grim var en kløgtig mand, som let fandt på udveje, og han og Gudmund fik dem forligte. Grim foreslog et ægteskab, nemlig at Kløng Kleppjarnsson skulde begære til hustru Torvard Torgeirssons datter Gudrun, og dette giftermål tillige med forliget gennemførtes. Man tog ingen voldgiftsmænd, men alt aftaltes her. Ingen af parterne skulde have de jorder, som de stredes om, og alt kvæget var fortæret. Kløng og Kleppjarn fik jorderne. Torvard mente, at de da gennem giftermålet vilde komme i hans besiddelse, — men de skulde betale ejendommenes værdi til dem, som de måtte tilfalde efter loven. Derefter forpligtede man sig gensidig ved håndslag i anledning af de ran, der var begåede, og var nu forligte. De afskedigede deres styrke, og de mænd, som havde fulgt dem, søgte sig ophold andensteds. Derpå skiltes man, og ingen af de stridende parter havde nogen ære af denne sag, men anseelsen tilfaldt Gudmund. Sagen var således afgjort, inden Isleiv kom tilbage, og Eyjulv trængte ikke længer til folk, men lovede da vinterophold til alle dem, som var tagne fra deres sommerarbejde. Herover blev brødrene Isleiv og Eyjulv uenige. Isleiv skilte sig da af med dem alle, idet han gik ned i Eyjulvs hvalgrave (94) og uddelte tre vægte (95) til hver, hvormed de drog bort. Det aftalte giftermål fandt sted om efteråret og brylluppet stod på Mödruvellir. Gudrun flyttede straks efter til Ravnagil med Kløng. Asbjörn Hallsson, Eyjulvs broder, var på denne tid uden gård; han ønskede at købe Helgastad af Kløng og Kleppjarn, og da de ikke havde midler til at drive gården, solgte de den til Asbjörn. Da Torvard erfarede dette, mishagede det ham, at gården var kommet i Halls-sönnernes besiddelse; men fader og sön erklærede, at de havde samme ret til at sælge denne ejendom som deres øvrige gods, og Asbjörn flyttede nu til Helgastad. Gudmund dyre var den, hvis anseelse disse sager mest havde øget.


Gudmund dyre erherver sig et nyt godedömme.

Björn hed en mand, sön af Gest, han boede på gården Sand i Olavsfjord. Han var Önunds følgesvend og tingmand, var en kraftig mand og voldsom i alle henseender, både overfor folk og når det angik gods, han samlede ofte sådanne mænd om sig, som handlede mod loven. Han havde hele den sommer ledsaget Önund og kom først hjem til sin gård, da disse sager var afsluttede; der var da kun udført lidet arbejde, han var fattig, men havde familie et forsørge. Den vinter foregik slemme ting i herredet, tyverier og indbrud i forrådshusene fandt sted i Olavsfjord og Fljot, og man blev vâr, at ugærningsmænd opholdt sig i Björns hus. Jon Ketilsson, en broder til Asgrim skjald, var hövding der; han drev gården Holt, men opholdt sig på Holar hos biskop Brand. Da rejste to bønder fra Fljot ind til Holar, den ene hed Mår, sön af Runulv, den anden Torvard, sön af Sunnulv, og underrettede Jon om deres vanskelige stilling. Jon spurgte biskop Brand til råds. Han svarede, at mange vilde finde det rigtigt at rense bygderne ved at dræbe dem, som længe havde vist sig som misgærningsmænd, og til sådanne folk hørte Björn. Derefter rejste Jon med Torvard og Mår ud i Fljot, og herfra ledsagedes han af Fljot-mændene, så at de i alt var hen ved 50 mand; de begav sig til Olavsfjord og kom til Sand. Björn var da rot på fiskeri. De tog to fartöjer og roede efter ham; de traf ham ude på søen, og det var nær ved, at han ikke var bleven greben; ombord hos ham var en mand ved navn Eyjulv. De tog Björn og bandt ham ombord på fartöjet og begav sig så i land med ham. Der var en mand ved navn Præst-Valde, en sön af Mår, det var en ugærningsmand, som Fljot-mændene havde grebet på fersk gærning; ham førte de med sig, han skulde frelse sit liv ved at dræbe Björn, og han udførte hvervet, men dårligt. Derefter begravede de Björn under en stendynge (96). Da Önund erfarede Björns henrettelse, erklærede han sig herved meget forulæmpet, ti han vurderede mænd efter den bistand de ydede ham, men ikke efter deres yndest hos andre folk, og han krævede fulde drabsbøder efter Björn, da han ikke var greben i nogen forbrydelse, da de fangede ham.

Nu gik den vinter indtil langefasten. Onsdagen i tamperdags-ugen under fasten kom en mand ved navn Sölve Torarinsson til Fljot. Han kom til gården Gil. Der boede Torvard, en sön af Björn, som kaldtes Skær-Björn; Torvard havde været til stede ved Björns drab, og Sölve var udsendt for at dræbe ham, men da folk drog hjemmefra til eftermiddagsmessen, begav Sölve sig bort og vilde ikke overraskes der, da han manglede bistand. Siden begav han sig til et fårehus, som Jon i Holt ejede, og skjulte sig der om aftenen. Glum hed den mand, som vogtede fårene her, og da han ved aftentid kom til fårehuset, dræbte Sölve ham. Derefter løb han om natten til Svarvadardal, men fik bægge fødderne stærkt skadede af frost; han nåede stranden indenfor Svarvadardal, og derfra fulgte man ham fra hus til hus, til han kom til Önund på Laugaland, hvor han derefter opholdt sig. Om foråret truede Önund med at drage ud i Fljot og anlægge sag mod dem, som havde deltaget i Björns drab, ti de var alle velstående, og sagen ansås for indbringende. Glums drab skulde påtales af Jon og hans broder Asgrim, men drabet var udført af en sådan person, at det forekom dem ligegyldigt, enten han blev fredløs eller ikke; og Fljot-mændene kunde indse, at de ikke vilde få fuld oprejsning i sagen overfor Önund, med mindre de fik bistand af andre. De begav sig til biskop Brand og spurgte ham til råds. Biskoppen fremhævede, at i de sager, som den foregående sommer havde været de betydeligste, havde Gudmund givet de bedste råd, og opfordrede dem til at gå til ham og få ham til at antage sig deres sag. Brødrene Jon og Asgrim drog da til Gudmund dyre og bad ham føre deres sag, men Gudmund sagde, at hertil følte han sig ikke forpligtet og at han stod ingen af parterne nær. De så nu, at de vilde ikke opnå noget hos ham i denne sag; men så gav de Gudmund Fljotamands-godedömmet, det var både talrigt og vel afrundet (97); Gudmund modtog gaven, og alle de, som sagen angik, blev nu hans tingmænd. Der aftaltes derefter et forligsmøde mellem Gudmund og Önund; de forligtes her angående deres sager og tog til voldgiftsmænd præsten Hall Gunnarsson fik Mödruvellir og præsten Björn Steinmodsson fra Øxnahol; disse vedtog ligestore bøder for Glums drab og Björns henrettelse, de fremhævede, at fordringerne efter Björn vilde blive så meget mere indbringende, som der var flere indviklede i sagen, og at han desuden ikke var værdig nogen bøde. Man blev enig om, at hver af de to parter skulde betale bøderne for sine mænd.


Gudrun Tordsdatters to første ægteskaber.

Der var en kvinde ved navn Gudrun, en datter af Tord; hun boede på gården Arnarnæs, på stranden udenfor Hörgådal, hun var en særdeles smuk og høvisk kvinde. Hun ejede både gård og kvægbesætning der; hun var ung og havde overtaget sin fædrene arv, hun ansås for det bedste parti blandt kvinder af lige stand. Til hende friede en mand ved navn Simon, en sön af Torvard, som kaldtes bart-hund; han var en vennesæl mand, og partiet fandtes passende. Ægteskabet blev sluttet, og herefter flyttede Simon sammen med hende. Deres samliv blev vanskeligt, og det skete snart, at Gudrun stundom forlod gården, stundom vendte tilbage. Simon var altid sagtmodig. De var sammen to vintre, og sidste vinter kom de bedre ud af det sammen, og hun opholdt sig da hjemme. Der var mangel på fastemad. Da langefasten kom, talte hun om, at han skulde hente den fastemad ude på Siglunæs, som han havde hos sin fader. Han drog afsted og sejlede ud efter fjorden (98); de løb på en klippe, som hedder Svarthövde-sten. Der druknede Simon og hans to huskarle, så at Gudrun nu var enke. Samme sommer friede en mand til hende, ved navn Ravn Brandsson, som havde hjemme vestpå i Skagafjord og var fra Grim Snorresons bygd, og denne antog sig sagen. Torvard Torgeirsson var hendes værge, og de to svogre bragte den sag i orden, at Gudrun bortfæstedes til Ravn. Ravns og hendes bryllup stod på Hov hos Grim; man fortalte at hun sprang ud af sængen den første nat, da Ravn førtes ind. De flyttede nordpå til deres gård Arnarnæs, og Ravn overtog bestyrelsen. Gudrun var lige så ustadig som för, om somren løb hun bort og begav sig vestpå til Hov, hvor Grim tog godt imod hende og hvor hun var en tid. Men da hun mærkede, at Grim agtede sig til et handelsskib i Øfjord, vilde hun ikke følge med. Hun sneg sig da hemmelig bort, så at hendes hest blev tilbage, og stansede ikke för hun kom til Torvard bart-hund på Siglunæs; hun kom der grædende, og sagde, at hun elskede alt dêr på grund af Simon. Torvard tog imod hende, og hun var der længe.

Torvard plejede hver sommer at laste en fragtbåd med fastemad og føre denne ind i herredet og sælge bønderne den. Således gjorde han også nu, sejlede ind efter fjorden og havde Gudrun med sig. Han begav sig til Gåsar, ti her lå et handelsskib. Torvard rejste her et tælt, og Gudrun var hos ham i tæltet. Der var til stede nogle mænd, som der bliver noget at fortælle om, nemlig Tord Torarinsson fra Lauvås og hans sönner Håkon, Hildebrand og Dagstyg. En gang traf Håkon og Gudrun hinanden, således at de kom til at tale sammen, men forud havde de ofte set hinanden, og efter den samtale gik Håkon hver dag hen for at tale med hende, så længe de opholdt sig her. Da Torvard havde gjort de indkøb, som han vilde, brød han op og havde Gudrun med sig, og da han kom til Arnarnæs, overgav han Gudrun til hendes mand og hus. Derfra begav han sig selv hjem og optræder herefter ikke i sagaen. Fra nu af blev Håkons besøg i Arnarnæs til vane, og således gik det hele den vinter. En dag sagde Gudrun til Håkon, at hun ikke ønskede hans besøg, så længe Ravn levede, »men siden kan du göre, som du vil«. Det var en dag, at Håkon og hans broder Hildebrand sad på tværbænken, hver på sin side af Gudrun, og alle tre talte sagte sammen, men Ravn sad på langbænken og snittede en ske, han var nemlig en kunstfærdig mand. Da rejste brødrene sig op, og idet de gik ud gennem stuen, stak Håkon med et kortskaftet spyd til Ravn og ramte ham i brystet. Endnu en gang stødte Håkon til ham og bibragte ham en skramme. Derefter gik de to brødre ud. Ravn greb efter en økse, som lå hos ham, og rejste sig op, men Gudrun tog fat på ham og bad ham ikke gå ud. Han svarede: »kort bliver gangen nu, skönt holdningen er pralende«. Hun spurgte, hvor hårdt han var såret. Han svarede: »skrammerne trænger ikke dybt ind, men hullet ved ribbenene tror jeg vil svie en tid«. Ravn lå tre nætter af sine sår og fik fuld berettelse, hvorefter han døde og førtes til Mödruvellir.


Forlig efter Ravn; Gudruns tredje ægteskab.

Hövdingerne var på denne tid urolige over Gudmund dyres stigende magt. Han havde mange folk. Han havde afskaffet Vadla-ting, således at her ikke skulde foretages søgsmål, da han syntes her opstod stor-tvister som på altinget (99). Hövdingerne væntede sig godt udbytte af sagen angående Ravns drab; Gudmund ledede forsvaret, da Håkon var hans brodersön. Gudmund fandt nu på råd og sendte en mand ved navn Valgard vestpå til Skagafjord til Erlend Brandsson, han var Ravns broder og nærmest til at påtale drabet og tage bøder efter Ravn. Gudmund lod ham indbyde til sig og bad Valgard tilföje, at på den måde vilde han nå de störste bøder efter sin broder. Erlend bragte Valgard med sig vestfra og medførte desuden to præster, Flose præst Tordsson, som boede på Silvrastad, og præsten Björn Olavsson, som boede under Fell i Skagafjord. De begav sig til Gudmund, som tog vel imod dem og sendte bud efter Tord og hans sönner; de gav møde på Steinastad, hinsides åen, hvor Gudmund havde en gård. Gudmund søgte nu at tilvejebringe et forlig, men Tord erklærede ikke at ville give bøder for Ravn, medmindre Gudrun udredede halvdelen, da hun, som han sagde, havde rådet Ravn bane. Dette vilde Gudrun ikke tilstå, og de enedes da om, at Gudmund og Flose præst skulde kende i sagen; disse bestemte 15 hundreder tre alens ører som bøder for Ravns drab, og Gudmund udbetalte straks hver øre. Han gav i betaling to jorder vest for heden, Halvdanartunge og Uppsalir ved Silvrastad, og gav dem alle gaver, da de drog bort (100); samtidig tilsagde man hinanden sikkerhed i anledning af Ravns drab, og hövdingerne fik intet om sagen at vide, för dette var tilendebragt. Derefter ægtede Håkon Gudrun; han var hård ved hende og sagde, at det ikke skulde hændes ham, at hendes mænd havde hans liv i deres hånd (101). Hermed må denne fortælling stanse.


Drabet på Helge præst og dets følger.

Helge Halldorsson hed en præst, som boede på gården Årskog på stranden indenfor Svarvadardal; han boede der sammen med en kvinde, som hed Herdis, som havde været gift med Brand Gelleson, som havde bot der og her var bleven dræbt i kirkedören. Tordis hed Helge præsts hustru; hendes moders navn var Torgerd Torgeirsdatter. Torgerd boede på gården Brattevold, hinsides åen, i Torgeirsdal. Hun ejede den gård hun beboede, og her vilde hun lade sin stue genopføre (102). Helge præst hjalp hende med arbejdet og hjemførte tømmer for hende og andet hvad hun behøvede. Der i bygden opholdt sig en mand ved navn Ingemund, han var løs og ledig, og en håndfærdig mand, som påtog sig husets bygning. Han opførte stuen og havde ophold der om vinteren, men herefter forblev han der i lang tid, og man sagde, at de syntes om hinanden. Dette var der ingen, som påtalte, da der ingen hindringer var for deres samliv og da på denne måde både hans egen stilling og hendes husholdning var bedre. Men det skete, at heri forlod lykken ham; han blev forelsket i en anden kvinde, som hed Asgerd og havde ophold på gården Kalvskind, derhen begav Ingemund sig ofte. Herover blev Torgerd og han uenige, og Torgerd flygtede stundom hjemmefra til Årskog. Fredagen efter jul besøgte Ingemund Åsgerd, og da han vendte hjem, kom det til en ordtvist mellem ham og Torgerd; hun løb da bort om aftenen og ned til Årskog, hvor hun blev om natten. Om aftenen da folk sad ved nadveren, kom Ingemund og vilde have Torgerd med sig, men hun vilde ikke bort. Da spurgte Ingemund Helge, om han vilde blande sig i denne sag. Han svarede: »det vilde jeg, at Torgerd aldrig slæbes nødtvungen her imellem gårdene, og det skal stå hende frit for, hvor hun vil være«, og derefter blev de der bægge om natten. Der var kun få mandfolk på gården, og alle tilstedeværende sov i stuen. Da folk var faldet i sövn, gik Ingemund ud; han havde sit leje på langbænken, men kvinderne sov på tværbænken. Der brændte lys i stuen og blusset var trukket til vejrs. Da Ingemund kom ind, gik han hen til Helge og huggede ham i hovedet med en økse, så at han ikke vågnede i dette liv, så vidt man ved. Derpå løb Ingemund bort og kom til Ydre Årskog, hvor han kaldte på Sommerlide, som boede der, og sagde, at han skulde bede for Helge præst (103). Han drog nu videre, til han kom til Holar, hvor han opsøgte biskop Brand og åbenbarede ham, hvad der var i vejen for ham. Biskoppen vilde ikke tage ham til skrifte; han sagde, at han fortjænte at tages af dage, men at sligt tilkom det ikke ham at göre. Biskoppen så sig ikke i stand til at foreskrive ham nogen bod, men han var villig til at give ham et råd. Der var en mand ved navn Sommerlide Asmundsson, som boede på Tjörn i Svarvadardal; han var Ingemunds frænde. Derhen sendte biskoppen ham, og Sommerlide tog imod ham.

Helge præst var Torvard Torgeirssons frænde og Önund Torkelssons tingmand; hver af dem skaffede en mand til at sidde på gården sammen med Torgerd; de skulde styre gårdens drift og passe på, at Ingemund ikke opholdt sig der, men dræbe ham, hvis de kunde. Den mand, som Önund havde sendt, hed Torarin med tilnavnet sprade, den anden, som Torvard havde skaffet, hed Jon Olavsson og kaldtes skolpe (104). De sad nu bægge der på gården. Da foråret kom, påskönnede Ingemund ikke opholdet hos Sommerlide som han burde, men løb ind på stranden for at træffe Asgerd og førte hende med sig ud i Svarvadardal til den gård, som hedder Reykjarhamar; der boede en mand, som hed Eyjulv og kaldtes slurk. I Hörgådal fik man at vide, hvor Asgerd var bleven af, og 8 mand i alt drog afsted og kom til Brattevold. Her sluttede Torarin og Jon sig til dem, så at de nu var 10. De kom til Reykjarhamar tidlig om morgenen og opdagede, at Ingemund opholdt sig der i et udhus. De opfordrede ham til at gå ud. Han svarede, at deres overlegenhed i styrke var betydelig, men Jon Olavsson erklærede, at han ikke skulde blive angrebet af andre end ham. Da løb Ingemund frem og ud gennem dören, i den hensigt at såre Jon, som stod lige for indgangen, men Jon dræbte ham, idet han kom ud. Derefter nedgravede de ham i en snedrive, inden de drog bort. Eyjulv løb bort fra gården og til Tjörn, hvor han fortalte Sommerlide, hvad der var sket. Han samlede folk og forftilgte dem selv femtende, men de stødte ikke på hinanden, som vel var. Dette blev al den bod, som nåedes for Helge præst, foruden hvad de fik i bøde af dem, som havde ydet Ingemund underhold (105). Men af Sommerlide fik de intet og han anså sig for meget forulæmpet ved Ingemunds drab, da han havde tænkt at betale hvad der behøvedes for at han kunde forlade landet (106).

Samme forår foregik i Svarvadardal et frieri; det var en mand fra Hov i Skagafjord ved navn Snorre Grimsson, som bejlede til en kvinde, som hed Turid, en søster til Sommerlide, der i forening med sin moder og søster havde afgørelsen. Grim var en kløgtig mand, men lille af vækst og kaldtes Ræve-Grim. Sommerlide svarede efter deres mening foragtelig, erklærede, at han ikke vilde give sin søster til Rævlingerne, og partiet gik over styr (107).

Gudmund Areson var på denne tid præst ved kirken på Vellir i Svarvadardal; han lod bære Ingemund bort op i Ovsadal, og der lå han, til folk kom fra tinge; så lod Gudmund præst tage ham op og føre til Vellir.


Sommerlide dræbes.

Örnulv hed en mand, som boede på gården Gardshorn kort fra Tjörn, hans sön hed Brand, en ung rask mand. Forholdet mellem de to gårde var ikke venskabeligt. En helligdag red Brand til Tjörn til messe og havde en utilreden hest. Hesten slap løs under messen og gik ind i tunet; Brand kom til og tog hesten, men kunde ikke styre den, og den løb endnu mere omkring end för. Da løb Sommerlide til med en prygl og slog både Brand og hesten, så at han med nød slap bort og næppe kunde hjælpe sig selv. Der lå endnu skibe ved Gåsar og der var livlig handel. På Øxnahol skulde om mandagen være kirkedags-fest, og folk kom om söndagen til gildet. Der kom Gudmund dyre og Önund; de fremmedes heste førtes bort under tilsyn, men Önund holdt sine heste i hilde (108) hjemme ved gården. Mandagen var andensteds ikke helligdag, og ved skibene var der mange folk til stede; den ene drog bort, når den anden kom. En mand ved navn Flose, som var præst på Silvrastad, skulde just bryde op, og folk hjalp ham med at løfte kløvbyrderne på hestene; blandt disse var Sommerlide, som var i færd med at støtte en kløvbyrde. Da red en mand imod ham på et føl, i grå kappe og med maske for ansigtet; han steg af og løftede masken. Det var Brand Örnulvsson. Han sagde, at Sommerlide nu skulde vise sig lige så modig som om somren, da han jog ham ud af tunet, og huggede ham over ryggen med en bredøkse; det var et betydeligt sår. Torstein Eyjulvsson Urda-Stein (109) var tilstede og vilde gribe Brand, men Snorre Grimsson, som også var til stede, og en anden mand ved navn Björn Olavsson holdt Torstein fast. En præst ved navn Torodd Grimsson, Önunds husfælle og Brands frænde, skaffede ham en hest, og han red bort. Folk forfulgte ham til hest, men han blev ikke greben.

Efterretningen herom nåede Øxnahol, da folk gik til aftensang; da den var sungen, blev Önunds og hans mænds heste sadlede. Önund erklærede, at han havde spurgt, at hans præst var indviklet i sagen, og red til skibs. Da han kom tilbage, spurgte Gudmund om nyt fra skibene. Önund svarede, at Sommerlide levede, men at han ikke havde langt igen. Gudmund spurgte efter Brand; Önund sagde, at Kolbein Tumeson ledsaget af mange mænd var gået ud på skibet, og at man mente, at Brand var i hans flok. Derefter red Gudmund til skibs og var der om natten; han foretog der de nødvendige bekendtgörelser; ti Sommerlide var hans tingmand og frænde. Sommerlide levede til samme tidspunkt dagen efter, da døde han og førtes til Vellir i Svarvadardal. Björn Olavsson ledsagede Brand til Kolbein Tumeson på Videmyre; derfra lod Kolbein ham ledsage østpå til Svinafell, hvor Sigurd Ormsson skaffede ham ud af landet; han døde på en pilgrimsrejse. Næste forår anlagde Gudmund sag mod Brand for Sommerlides drab, mod Snorre Grimsson for anslag mod hans liv og drabsmandens understøttelse og mod Björn Olavsson og Torodd præst for hjælp ydet drabsmanden. Disse sager kom for tinget, og Önund støttede Gudmund; det kom til forlig i sagerne undtagen med hensyn til Sommerlides drab, her svarede ingen for Brand og han blev fredløs. Snorre bødede 12 hundred og forvistes fra Skagafjord, hvorefter han drog sydpå til Odde. Björn Olavsson bødede 6 hundred og forvistes fra herredet. Torodd præst bødede 3 hundred, men kunde opholde sig, hvor han vilde (110).


Gudmund dyre og Önund besvogres.

Nu har flere end én begivenhed tildraget sig samtidig, og dog kan man kun berette om én ad gangen. I Hörgådal foregik et frieri, det var Önunds sön Torfinn, som begærede Gudmund dyres datter Ingebjörg til ægte; hun var uægte født, hendes moder hed Valdis. Gudmund erklærede, at Torfinn vilde være hende god nok, hvis det kunde stemme med med guds lov (111), men de var beslægtede, og derfor anså han det ikke for tilrådeligt at give Torfinn hende, da hverken guds eller landets lov tillod dette. Torfinn og hans fader betragtede dette svar som en fornærmelse og tog intet hensyn til Gudmunds indvendinger. Gudmund led under den fejl, at han elskede flere kvinder end sin ægtehustru. Han var gift med Arndis, en datter af præsten Povl Sölveson fra Reykjaholt. Gudmund havde mange tingmænd og nære frænder ude i Svarvadardal, og han drog til gæstebud der høst og vår. En gang om våren ved et gæstebud her fik han öje på en kvinde, som forekom ham både smuk og anselig; hun hed Torgerd og var datter af Asbjörn med tilnavnet valgrisk, en broder til Eyjulv den pragtelskende. Gudmund tog hende med sig og gav hende bolig i Mørkådal. Det år ankom der et skib, med hvilket forskellige mænd vendte tilbage. Blandt de ankomne var Berg Torsteinsson, Illuge Josefsson med tilnavn stengrisk og Tormod Einarsson, som alle var der fra egnen. Berg og Illuge tog ophold hos Gudmund, Tormod begav sig til Ravnagil til Kleppjarn, men de skiltes i uenighed; Tormod sagde, at han havde mistet lærred og andre varer, og beskyldte Illuge for, at han enten vidste hvor det var eller selv havde taget det.

Dette efterår begav Gudmund sig igen til Svarvadardal. Her var der en mand. som hed Torstein Skeggeson, han var skrinsnedker og en meget håndfærdig mand, som i kort tid tjænte stor lön, men han forbrugte pengene, så at de kun forslog til føde og klæder. Han havde talt med Torgerd, för Gudmund tog hende til sig. Gudmund indbød Torstein til ophold hos sig og foruden ham en mand ved navn Torstein, som kaldtes Skjald-Stein. De var der sammen med de fra udlandet forud ankomne. Torfinn Önundsson kom der ofte den vinter og talte med Ingebjörg. Om våren red Illuge til Ravnagil og opsøgte Tormod og spurgte, om han fastholdt hvad han havde sagt sidste høst, eller om han vilde tilbagekalde det; men Tormod svarede, at hvis Illuge i høst havde været ophavsmand eller medvider, kunde der ikke heri være sket nogen forandring denne vår. Da huggede Illuge fra hesten til Tormod og ramte ham over hærderne og tilföjede ham et stort sår. Derefter red Illuge bort; man forfulgte ham lige til gården Kropp; der var Urda-Stein til stede og Torstein Arntrudsson, og således fik forfølgerne ikke fat i ham. Tormods sår lægtes, men han blev aldrig rask. Det kom til forlig i sagen, Illuge skulde ved jærnbyrd rense sig for beskyldningen, biskop Brand skulde anordne bevisførelsen og det efterfølgende forlig. Dette gik nu for sig, at Illuge bar jærnet, så at han beviste sin uskyldighed godt. Tormod fik en ringe bod for såret, da man lagde megen vægt på fornærmelsen, ti Illuge havde hverken för eller siden været anset for skyldig i sligt. Illuge drog samme sommer udenlands, men kom tilbage om efteråret og begav sig til Mödruvellir i Hörgådal. Der boede da Torgrim Vigfusson kaldet foder-karl, han var gift med Gudrun, en datter af Önund Torkelsson, og hos Torgrim var Illuge den vinter. Næste forår giftede Illuge sig og ægtede en kvinde ved navn Finna og boede på Hladir.

Vinteren over lå der skib ved Gåsar, og om somren var der livlig handel. Der kom Fornungerne (112), og medlemmerne af slægten havde et tælt for sig. Til stede var brødrene Saksulv Forneson og Höskuld, ligeledes Saksulvs hustru Tordis, en datter af Dade Illugeson fra Skagafjord, og hendes broder Brand, som var gift med Signy, en datter af Gudmund dyre, og dêr var hendes søster Ingebjörg; her opholdt sig også stadig Gudmund, når han besøgte skibet. En gang rejste Gudmund ind i fjorden, og da han var borte, kom Torfinn en dag ind i deres tælt, hvor han satte sig til at tale med Ingebjörg, og gik først ved nadvertid bort. Da de var ved at gå til sængs, kom Torfinn selv tredje tilbage og talte med Ingebjörg, så at deres ophold i boden (113) trak ud. Da sagde Saksulv: »jeg beder dig, Torfinn, ikke at aflægge besøg her eller have nattefarter til vort tælt, så længe Gudmund er borte; men når han er til stede, vil vi ikke blande os i sagen«. Torfinn svarer: »du vil ikke have fortræd af mine besøg, hvis du ikke selv pådrager dig fortræd«. Derefter rejste Torfinn sig og greb Ingebjörg i hånden og vilde føre hende bort. Saksulv greb efter hende og rykkede hende ind i tæltet. Torfinn greb sit sværd og vilde hugge efter Saksulv, men han ramte tæltstængerne, som var i mellem dem, og overhuggede remmen på et dêr ophængt skjold, så at det faldt ned; dette tog Saksulv og dækkede sig med. Torfinn og hans ledsagere trak sig ud af tæltet; der veksledes hug over tæltstængerne og både Saksulv og Torfinn fik skrammer, men ingen af dem så betydelige, at de kunde kaldes sår. Derefter drog de bort, men deres tre skjolde blev tilbage, dem hæntede Torodd præst, han søgte med gode ord at få dem, og de blev ham overleverede. Næste dag kom Gudmund tilbage til skibet og førte Ingebjörg hjem med sig. Ingen af parterne vekslede noget ord med den anden om denne sag, som om intet var hændt. Samme uge begav Önund og Torfinn sig hjemmefra; de var i alt 15 mand og red op til Bakke. Gudmund var hjemme, men få andre folk, hans huskarle var i virksomhed og arbejdede langt borte. Jeg (114) kender ikke deres samtale, men angående udfaldet er det at berette, at Ingebjörg bortfæstedes til Torfinn, för de drog bort, og bryllupsdagen blev bestemt, og ligeledes hvormeget gods han skulde have med hende. Dette giftermål kom i stand, Gudmund holdt brylluppet, og derefter drog hun bort med Torfinn, og deres samliv var godt; men næste sommer bekendtgjorde biskoppen, at deres börn ikke skulde betragtes som ægtefødte. Önund bemægtigede sig alt det kvæg, som tilhørte en mand ved navn Tore Bårdsson, der boede på gården Langahlid, og erklærede, at han havde forkøbsret til denne gård; og de var så ulige i magt, at Tore måtte drage bort nødtvungen. Derefter flyttede Önund til Langahlid, men Torfinn boede på Laugaland.


Om Ögmund sneis og hans strid med Tords-sönnerne.

På denne tid kom tilbage en mand, som her må omtales. Han hed Ögmund og var sön af Torvard Torgeirsson, han kaldtes sneis (115). Han havde længe været udenlands. Han landede i Østfjordene og var om vinteren hos sin svoger Teit. Så mente Teit at have haft ham længe nok for denne gang. Nu drog Ögmund til Fnjoskadal, hvor en mand ved navn Brand, som boede på Dravlastad, indbød ham til sig; Brand var gift med Ingebjörg Torvardsdatter, og hos ham var han den vinter. Hos Brand opholdt sig en kvinde ved navn Turid; hun var søster til Brand, en smuk og rask kvinde. Hende besov Ögmund om vinteren; og det passede sig ilde, ti hun var gift med Björn, en sön af Hall Asbjörnsson, som havde bot på Fornastad, og Hall og hans sönner havde været Torvards ledsagere og venner. Ögmund og Turid forligedes dårlig, da bægge var af et heftigt sind, men hun blev frugtsommelig ved Ögmund, medens hendes husbond ikke var her i landet. Ved forårstid syntes Brand, at han havde haft Ögmund mere end længe nok hos sig. Da indbød Tord Torarinsson i Lauvås ham til sig, ti Tord havde været hans fader Torvards ledsager og ven; Ögmund flyttede til Tord, men havde ikke været der længe, for man sagde, at der var en forståelse mellem ham og Tords hustru Margret, en datter af Odd Gissursson. Denne sommer kom Björn Hallsson tilbage; Ögmund bragte ham hans kone og tilbød ham selvdom, og det kom til et forlig herom imellem dem. Ögmund var dette år hos Tord, men næste forår drog han bort, og Brand modtog ham atter; det blev nu bestemt, at Ögmund skulde drive den halve del af gården. Han aflagde hyppige besøg på Lauvås; dette satte splid imellem ægtefolkene Tord og Margret, og hun rejste til Østfjordene til sin broder Teit og blev der. Da opholdt sig Håkon Tordsson i Lauvås; ti Tord anmodede ham derom (116).

En gang havde Ögmund ærende i Hövdahverve (117), og hans vej førte forbi gården Lauvås; han ledsagedes af en mand ved navn Torstein Ketilsson, og de to var ene sammen. Da de var draget forbi, kaldte Tords-sönnerne deres huskarle sammen og sagde, at de skulde til skovs for at hente brænde. Blandt dem var en stor og stærk mand ved navn Gissur Halldorsson, desuden en anden ved navn Berg. og en tredje som hed Sölve Toroddsson. De begav sig op i dalen til den skrænt, som senere kaldtes Önundsbrekka (118), men det blev ikke til noget med skovarbejdet. Da forklarede Håkon huskarlene, at han havde i sinde at lægge sig i baghold for Ögmund og tage ham af dage, og spurgte hvilken bistand de vilde yde. Gissur svarede: »jeg vil ikke føre våben mod Ögmund, men hans ledsager skal jeg stanse.« Berg tav; men Sölve sagde, at han vilde ikke være Ögmunds modstander, selv om han muligvis ingen hjælp ydede ham, og ytrede, at han ikke skyldte Ögmund mindre tak end dem. Nu så de, at Ögmund kom tilbage; de sprang da op fra bagholdet, men Ögmund og hans ledsager sprang af hestene. Gissur greb Ögmunds ledsager og holdt ham fast bagfra, men Berg holdt ham om skuldrene, og således tumlede de omkring i krattet. De tre Tordssönner angreb Ögmund, Sölve derimod var uvirksom. Ögmund forsvarede sig godt, da han både var våbenøvet og vel rustet. Da stak Dagstyg ham med et spyd under armen; de troede, at han nu var dødelig såret, men skaden var dog ringe, da han havde et pålideligt panser (119). Ögmund havde også et sår i ansigtet, hvorfra blodet løb ham ned i öjnene, så at han ikke kunde bruge sine våben. Da satte han sig ned og bad dem skaffe sig en præst, hvis de vilde tage ham af dage. Hildebrand og Dagstyg vilde dræbe Ögmund, men Håkon vilde det ikke. Da sagde Sölve, at han vilde komme Ögmund til hjælp, hvis de ikke holdt op. Håkon tilbød at forbinde Ögmund, og de troede, at han var dødelig såret, men Ögmund vilde ikke tage derimod. Derefter drog de hjem. Tord stod ude og spurgte, hvad de havde foretaget sig. De fortalte, at Ögmund var såret og i live, men ønskede præstelig bistand. Tord svarede, at det kun var en list af Ögmund, og sagde, at han vilde have skilt hovedet fra kroppen, hvis han havde været til stede. Gårdens præst, som hed Erp, drog derpå afsted og en mand med ham, men da de kom til det sted, hvor kampen havde stået, var Ögmund borte, skönt han havde besværlige sår. Hans ledsager var uskadt, og således nåede de til gården Dravlastad; derhen kom der en kvinde ved navn Alvheid, som havde været gift med Hall Asbjörnsson fra Fornastad, for at læge Ögmund. Torvard Torgeirsson opholdt sig den gang på Videmyre hos Kolbein Tumeson; da han spurgte disse tidender, lod han sin hest sadle og red både dag og nat, til han kom til Dravlastad, og aldrig havde han faret hurtigere end den gang. Da Ögmund var kommet sig af sine sår, holdtes et forligsmøde, og det kom tilsyneladende til forlig mellem dem, men det overholdtes ikke. Derefter digtede de gensidig om hinanden i denne sag. Ögmund kvad om Dagstyg en vise:

21.
Med sit spyd i mørket
mærkede Hildebrands stærke
broder mig, — men bagfra
bonden (120) stak mig vunden.

Sådan let han sejred
— sommerens tid var kommen —
forud på jorden fodsvag
faldet jeg lå og såret.

Da kvad Dagstyg en vise:

22.
Harmeligt, at den hårde
helt med sværd ved bælte
ej hin dag vi dysted
døde ved vort møde.

Glædeligt dog. at den djærve,
dristige, angst måtte liste
sydfra, ludende, langsomt,
luskende mellem buske.

Denne vinter døde Dagstyg af sygdom. Men da det, som de var blevne forligte om, ikke overholdtes, anlagde Ögmund sag mod de efterlevende, og sagen kom for tinget. Jon Loftsson og hans sön Sæmund understøttede Ögmund i sagen: det kom da atter til forlig, og der tilkendtes Ögmund 12 hundreder, og Torstein 3 hundreder, fordi denne havde været fastholdt. Derfor optog Lauvåsingerne (121) den talemåde, at de sagde, når en mand var bleven holdt fast: »stå stille, så får du 3 hundreder (122)«. Gudmund dyre gik i borgen for forliget, og halvdelen skulde betales, når man kom hjem fra tinget, men resten på Tværå-høstting (123) i Øfjord. Ögmund opsøgte Gudmund, da folk kom fra tinget, men han betalte intet; til Tværå-høstting kom Ögmund ikke, og der betaltes heller intet. Da udnævnte Ögmund sig vidner og opsagde lejdet og hele forliget. Og hermed må vi nu stanse.


Strid mellem Gudmunds og Önunds tingmænd.

På gården Brekka boede en mand ved navn Torstein Halldorsson, og på den anden gård Brekka (124) boede Eyvind Björnsson og hans moder Sigrid. Man sagde, at Torstein syntes godt om Sigrid. Da var Eyvinds broder Sighvat den store kommen tilbage; han havde været udenlands nogle år og været på vikingetog, og nu boede han der på Brekka. De to brødre var bleven først færdige med deres høhøst, men Torstein havde endnu noget ude og havde ført det, som endnu ikke var indhøstet, hjem på tunet. Et pigebarn vogtede brødrenes kvæg, og en dag drev hun køerne ind i tunet; Torstein gik da imod hende og opfordrede hende til ikke at drive kvæget til høet og jog kvæget bort. Hun svarede, at hun skulde gå hjem og sige, at han jog både køerne og hende bort, og det gjorde hun. Derefter gik brødrene fra Brekka til Torstein og traf ham, idet han trak sin hest ud fra gården. De påtalte, at han havde jaget pigen hastig bort. Torstein nægtede det, men sagde, at der var tilstrækkelig græsning for kvæget andensteds end i tunet, hvor han havde hø. De svarede, at det nu var så langt ud på somren, at kvæget havde lov til at gå hvor det vilde. Sighvat havde en økse i hånden og slog efter Torstein, men hesten, som Torstein trak, var imellem dem; han kastede sig da ned ved siden af hesten, så at økseskaftet ramte hestens hærdetop og knækkede; øksen ramte Torsteins skulderblad, men han tog ingen skade deraf. Han smuttede om på den anden side af hesten og hen mod Sighvat og huggede til ham med en buløkse, han ramte ham på armen og tilföjede ham et stort sår, så at han ikke siden kunde bruge sin hånd; dermed skiltes de.

Torstein kunde ikke mere opholde sig der og flygtede bort, han var broder til Arnodd den store, som boede på Kviabekk. Torstein opsøgte nu Gudmund dyre, da han var hans tingmand, og var der om vinteren, men hans huskarl Tord blev tilbage og tog sig af gårdens drift. Björns-sönnerne sagde, at derfra skulde ingen indtægt komme; men om foråret drog Saksulv Forneson, som boede i Mørkådal, og Urda-Stein og Arntruds-sönnerne derud og bortførte alle Torsteins ejendele og bragte dem til Gudmund, uden at der blev ydet nogen modstand. Derefter anlagde Gudmund sag mod Sighvat for overfald på Torstein, men Önund Torkelsson anlagde sag mod Torstein for det Sighvat tilföjede sår, ti han og hans broder var hans tingmænd. Disse sager kom for tinget, og man forsøgte forlig; Torfinn Önundsson, Gudmunds svigersön, stod frem og bad Gudmund tage mod forlig og tilbød sin voldgift; han lovede Gudmund en fordelagtig afgörelse, så at denne lod sig bevæge, og de forligtes der. Disse sager kom for på det samme ting som Önunds sag. Derpå drog folk hjem fra tinge, og om somren på et møde i Skeid-holmene i Hörgådal bestemte Torfinn følgende forlig: 12 hundreder (125) til Sighvat for såret, men intet til Torstein; denne voldgiftskendelse vakte mishag, men dog udbetaltes for störste delen pengesummen.


Gudmund dyre fornærmes.

En sommer var der hestekamp i Fljôt ved Hamar. De to mænd, hvis heste skulde kæmpe (126) hed bægge Nikolaus. Den ene var sön af Runulv og var en fattig mand af temlig ringe stand; han havde tre sønner, Runulv, som var den ældste, Leiv og Halle, de var alle voksne mænd. Den anden var en sön af Skratta-Björn Torvaldsson på Grindil, han var velstående og regnedes til de ansete bønder. Bægge deres heste var grå af farve. Nu førtes hingstene mod hinanden, og de bed bægge godt fra sig, så længe de fik lov til at skøtte sig selv; men da syntes Nikolaus fra Mjovafell (127), at hestene ikke blev lige ivrig fremdrevne, og mente, at man lod personsanseelse gælde. Han havde en stor stav i hånden og vilde slå sin navnebroders hest. Men Nikolaus Björnsson løb frem under hugget, og staven ramte ham. Han huggede med en håndøkse sin navnebroder i hovedet, men det blev kun et ubetydeligt sår. Der opstod nu stor trængsel. Nikolaus fra Mjovafell's sön Runulv var til stede og blev holdt fast, men temlig løselig, han fik fat i en økse hos en mand og huggede Nikolaus Björnsson mellem hærderne og tilföjede ham et stort sår. Og hermed endte denne hestekamp. Nikolaus fra Mjovafell, som havde et ubetydeligt sår, sagde, da han red hjem: »jeg ved ikke, hvordan jeg skulde bære mig således ad, da jeg var i mine bedste år, — at hugge en 60årig mand i hovedet, så at han red med uforbundet hoved derfra!« Derefter flygtede Runulv bort, men Nikolaus Björnsson blev lægt; Han var Kolbein Tumesons nære frænde og Gudmund dyres tingmand. Det kom til forlig i sagen. Man lod det mellemværende, som de to navnebrødre havde haft, gå lige op, men Runulv skulde være fredløs i herredet (128) og måtte ikke opholde sig indenfor Gudmunds og Kolbeins godedömmer.

Næste sommer kom dog Runulv sydfra over heden (129). Der var en mand ved navn Bödvar Björnsson, som boede på Fell i Skagafjord, han var lille af vækst og velskabt og kaldtes lille-pral; han tog imod Runulv, og der var han om somren, lige til Kolbein Tumeson rejste til gæstebud hos Grim Snorreson på Hov. Da sendte Kolbein bud til Bödvar, at han skulde komme derhen. Bödvar kom og blev nu nødt til at slippe Runulv, som drog ind i herredet til gården Tværå, til Dalk Torgeirsson, som tog godt imod ham, og der var han om vinteren. Næste forår spurgte Runulv Dalk, hvad han skulde göre. Dalk svarede: »begiv dig først til Kolbein og tilbyd ham bøder for dit ophold her«. Dalk ledsagede ham, men Kolbein vilde ikke tage imod dem. Da gik Dalk ind og bad Kolbein om at komme ud. Han svarede, at han havde intet at forhandle i enrum om med Runulv. Dalk sagde: »du anser dig da for en betydeligere mand end din fader. Hos mig opholdt sig en vinter en mand, som han havde gjort fredløs; om foråret red jeg til hans gård med ham, han kom ud til os, og da jeg red bort med den fredløse, var straffen ham fuldstændig eftergivet«. Kolbein svarede: »råder du mig til at mødes med Runulv«? »Ja,« sagde Dalk, »jeg synes det er rigtigt at behandle Runulv således, at udfaldet bliver godt«. Derefter gik Kolbein ud, og Runulv tilbød ham da som gave nogle stodheste. Kolbein sagde: »gå først til Gudmund dyre og tilbyd ham hestene«. Derpå sendte Kolbein og Dalk bud til Gudmund med Runulv, om at han skulde tage velvillig mod bøderne (130). Runulv kom nu til Gudmund og tilbød ham hestene, som denne modtog, og Runulv tilbragte der nogle nætter. Derfra drog han ned til Langahlid, hvor hans brødre Leiv og Halle opholdt sig hos Önund. Halle fortalte, at Runulv havde bortskænket hestene. Önund udtalte sig misbilligende om denne gave, da han dog ikke havde opnåt utvivlsom fred; det kom så vidt, at Runulv opsøgte hestene og førte dem bort, han vidste nemlig, hvor de var, og bragte dem til Langahlid; han gav Önund hestene, og Önund tog både imod dem og Runulv, som nu kaldtes vendekåbe.

Gudmund lod som han intet mærkede, men hans anseelse aftog meget og syntes i höj grad at forringes ved det, som forefaldt. Önunds mænd sagde, at Gudmund sad på fredstol oppe i Øxnadal, og at de vilde bygge en mur i dalen ovenfor og nedenfor og siden dække rummet med græstørv, og således dêr begrave hans anseelse. Gudmund kom aldrig til nogen sammenkomst om somren og ingen af hans mænd, heller ikke til lege om vinteren. Første söndag efter jul var der leg på Bægiså. Der boede en mand, som hed Torvald og var Gudmunds nære frænde. Langhlidingerne drog derhen til leg, men oppe fra Øxnadal kom ingen. Der mødte til leg en mand, som hed Olav og kaldtes tjæreskind, han opholdt sig hos Kolbein Tumeson. Han sad som tilskuer ved legen på tværbænken, men da legen var endt, gik han frem og tilföjede Runulv et sår, idet han gik over gulvet udefter, og huggede ham over armen, så at han var enhændet siden. Olav nåede ud af stuen, men slap ikke ud. Langhlidingerne spærrede indgangsdören, og det kom til håndgribeligheder mellem folk. Kvinderne blandede sig heri, og det lykkedes dem at skaffe Olav bort til forrådskamret og derfra ud gennem vinduet; ude var der snefog op gennem dalen. Torvald (131) opfordrede dem til at stanse dette klammeri; de svarede, at de straks vilde holde op, når Olav blev dem udleveret, og erklærede, at de vilde føre ham for Önund samme aften og få at vide, hvad straf han bestemte han. Torvald sagde, at han ikke var i stand til at udlevere Olav, men at de sandsynligvis vilde få öje på ham, hvis de skyndte sig. De svarede, at de ikke forlangte mere. Torvald sagde, at det var deres egen skyld, hvis han slap bort. Siden løb de alle ud og så nu en mand løbe af alle kræfter, og han var da nåt til Søndre Bægiså. Langhlidingerne satte efter ham. Snefoget tog til, og det blev uvejr og mørke. Olav undgik alle bebyggede steder i dalen, indtil han kom til Gudmunds sæter ved navn Varmavatn; der lagde han sig ned i sæteret og sov en tid, hvorefter han drog bort. Da han var borte fra sæteret, kom Önunds folk der. Således gik det tre gange om natten, når han flygtede fra sæteret, at de kom der hver gang, efter at han var borte. Derefter drog de ned gennem dalen, og antog at han havde begivet sig sydpå over heden. Men da han så, at dagslysningen begyndte, brød han op og nåede uskadt tilbage til Videmyre. Langhlidingerne bragte Ranulv til Søndre Bægiså. Der boede Torstein guldsmed, som var gift med Sigrid Tjodulvsdatter, der længe havde haft den gård; dette parti og dermed gården havde Gudmund skaffet ham. Torstein modtog Runulv og forbandt hans sår.

Da boede Björn præst Steinmodsson på Øxnahol, han var gift med en kvinde, som hed Birna Gudmundsdatter; han skilte sig fra hende og gav hende bolig i Øvre Langahlid (132) De havde en datter, som også hed Birna; bægge var de smukke og belevne kvinder. Torvald fra Bægiså gik jævnlig derhen og talte med den yngre Birna. Han havde en huskarl, som hed Gudmund Tasseson; ham var det en fornöjelse at tale med den ældre Birna, og bægge fulgtes så derhen. Det var en halv måned efter, at Runulv var bleven såret, at de igen gik til Langahlid og sad i samtale med kvinderne, som de plejede. Der kom samme dag Nikolaus-sönnerne Leiv og Halle og sad derinde. I tusmørket kom ligeledes Torfinn Önundsson og med ham Tjörve, som boede på Raudaløk, men sædvanligvis opholdt sig hos Önund. Da de kom ind i stuen, sprang Halle op og huggede til Torvald; han ramte i brystet, men såret blev kun en skramme. Leiv og Tjörve holdt Gudmund fast. Derefter drog Torfinn og de andre bort, men den ældre Birna forbandt Torvalds sår; Gudmund begav sig hjem. Da Gudmund dyre spurgte dette, drog han hjemmefra, fra Bakke, og ned i Øvre Langahlid og vilde vide, om Torvald var så rask, at han kunde bringes op til ham; de var 14 sammen. Önund drog også hjemmefra, til Bægiså, for at få at vide, hvorledes det gik med Runulvs hånd; det var samme dag som Gudmund begav sig afsted, og ingen af parterne vidste noget om den andens forehavende. Önund og hans folk var i alt 15. De mødtes og kendte hinanden. Håkon Tordsson var i følge med Gudmund og sagde: »det er godt, at vi mødes her, og lad os nu bringe sagen til en afgörelse mellem os, det er uvist, om tabet bliver mindre en anden gang, ti opsættelsen bliver ikke lang«. Gudmund svarede: »der er ikke den forskel i styrke, som jeg kunde ønske«. Håkon sagde: »et sådant forhold i styrken vilde jeg helst, ti nu kan vort mellemværende gå som skæbnen vil«. Gudmund svarede: »jeg vil ikke fra min flok begynde tilråb eller angreb, men vi skal tage imod dem så flinkt som muligt, hvis de anfalder os«. Det var tydeligt, at Håkon gjorde hvad han kunde for at få kampen i gang. Önund og hans folk tog stilling på en lille höj, men Gudmund og hans mænd gik forbi, og ingen af parterne indlod sig med den anden. Gudmund begav sig til (Øvre) Langahlid og førte Torvald hjem med sig om aftenen, uden at han og Önund havde noget sammenstød. Torvald kom sig af sit sår.


Gudmund dyre drager ud for at angribe Önund.

Erlend hed en mand, sön af Torgeir, som kaldtes Udåds-Geir; han havde været udenlands med Torvard Asgrimsson den rige og boede på Mørkå. Han var en vennesæl mand, stor og stærk, han fulgte Önund, men havde dog ophold på sin gård. Det var tidlig om foråret, at Erlend begav sig til Langahlid for at tale med Önund; han sagde, at han havde iagttaget, at Gudmunds mænd holdt sig sammen i flok, hvor de så drog hen; han vidste også, at Saksulv Forneson i Mørkådal stadig havde mange folk hos sig, og han bad Önund om at vise större forsigtighed end ellers. Leiv og Halle var til stede og sagde: »for kort tid siden gik vi gennem hele Øxnadal og afsøgte alle de øvre græsgange, men vi fandt ingen får med undtagelse af et kullet hunfår, hvis uld var falden helt af, og det går ikke langt omkring dette forår; vi formoder, at Gudmund sidder urokkelig på sin fredstol (138). Önund svarede: »det kan være, at han sidder en stund, men hvis han rejser sig, da ved ingen, hvor langt han går frem«. Derefter drog Erlend hjem. Det hændte om foråret, at huskarlene på Langahlid kom ind og vilde søge Önund angående hvad de behøvede, men de så ham ikke, og således gik det tre gange, uagtet han sad på sin plads. På Sakka i Svarvadardal boede den gang Arntrud Fornedatter og hendes sönner. Det hændte sig en morgen, da folkene lå til sængs i skålen, at det sang höjt i to økser på økseplanken. De blev da tagne ned, og de tilhørte brødrene Torstein og Snorre, Arntruds sönner. De sang ikke mindre, skönt man holdt dem i hånden. Da sendte man bud efter præsten Gudmund Areson, og da han bestænkede dem med vievand, tav de. En uge efter, at Erlend havde besøgt Langahlid, blev han vâr, at der samledes folk, og drog da hjemmefra; det var tirsdagaften för gangdagene (134) Hans stesön ved navn Hauk ledsagede ham. De kom til åen Barkå. Der var Saksulv Forneson til stede selv ottende. Han spurgte, hvorhen Erlend agtede sig. Han svarede: »til Langahlid«. Saksulv sagde: »det råd vil jeg give dig ikke at rejse længere end du nu er kommen; og det tror jeg vil være et godt råd«. Erlend svarede: »jeg ved ikke af, at der er sådanne vanskeligheder på min vej, at jeg ikke skulde kunne fortsætte min rejse«. Saksulv ytrede, at det vilde vise sig, om det lod sig göre.

Erlend red videre og kom til Øxnahol, hvor han opholdt sig en tid; herfra drog de afsted 8 i alt. Da de kom ud forbi Hallfridstad, traf de Saksulv for anden gang, og han havde nu 14 mand hos sig. Saksulv sagde: »vend om, Erlend! og fortsæt ikke vejen længere; jeg ved, at du tror at bemærke, at der samler sig folk mod Önund og truer ham fare; det er bravt gjort af dig, at du vil advare ham, men det kan nu ikke hjælpe, og du udsætter dig måske selv for fare. Nu lader det sig ikke nægte, at vi skal mødes med ham. Du kan se ud for Øxnadals munding ved Grönnebro, at en krigerskare viser sig, og når solen skinner nede på klipperne, kan du se, at der blinker skjolde, det er folkene ude fra Svarvadardal, og hele denne styrke vil forene sig og angribe Önund i nat«. Erlend mente, at der var så meget mere grund til at komme afsted, og drev hesten frem, men Saksulv greb fat i töjlerne. Da sprang Erlend af hesten og vilde løbe. Snorre Arntrudsson huggede efter ham, men Hauk skød et skjold for, så at han ikke såredes. Erlend huggede imod, men Brand (135) skød skjold for, så at der intet sår tilföjedes. Da løb Sighvat Saksulvsson til og stak med et spyd til Erlend; det ramte oventil i låret og skar indefter og tilföjede et overfladisk sår. Herefter måtte Erlend og hans ledsagere vende tilbage til Øxnahol. Gudmunds og hans tilhængeres flokke samledes på ørerne (136) oven for Langahlid. Der var også kommen Kolbein Tumeson vestfra med sin flok, og han og Gudmund havde tilsammen henved 90 mand. Langhlidingerne fik öje på flokkene og antog nu, at de måtte være forberedte på ufred. De havde hos sig omtrent 50 mand. De talte nu om, at det vilde være rådeligt at berede sig til forsvar ude. Der var en slags forskansning på gårdens huse, og de formente, at forsvaret kunde længe fortsættes ude. Önund svarede, at man havde mange eksempler på, at det var vanskeligt at kæmpe mod folk, som skulde angribes inde i husene. Man indvendte, at da vilde ilden blive taget til hjælp. Önund vilde ikke forstå det; han vilde råde, og alle gik nu ind.


Önund indebrændes.

[1197]. Flokkene steg af hestene udenfor gærdet, hvorefter alle gik hen til gården; de fordelte sig nu således, at nogle gik bag om husene, og de agtede at angribe fra to sider, hvis man vilde værge sig ude. Men da de kom til indgangen, var alle gåede ind og kun én dør åben. Da spurgte Önund, hvem der rådede for den skare. Gudmund svarede: »styrelsen er kun ringe, her er nu kommet det kullede får, som er gået ned fra dalen, ulden er næsten helt tabt, og bedre fører-bede er nu ikke til at få (137), men dog agter det nu, at et af de to skal ske, at det enten skal miste hele sin pels eller gå hjem med fuld pels«. Önund spurgte, om folk her kunde nå forlig på noget vilkår. Gudmund svarede: »længe er det ikke blevet til noget med forlig, skönt man har givet det udseende deraf, og nu vil det ikke ske«. Så skal der heller ikke blive anmodet derom«, sagde Önund. Nu skød Gudmunds mænd ind i forstuen, og dören blev da lukket. Gudmund og hans mænd skönnede, at de vanskelig kunde blive herre over husene, med mindre man stak ild på dem; der var mange velbevæbnede mænd derinde. Der var ingen ild at få hjemme på gården, men den måtte hentes nede på grunden (138); nogle rev kostald og lade ned og bar høet hen til husene og tændte siden ild foran indgangen. Tord Lauvåsing og hans mænd var oppe på husene og brød hul på taget, hvorefter de optændte bål på tagværket; der blev stoppet hø i alle vinduesåbninger, og det underliggende tømmerværk var tört, så det var ikke let at værge sig mod ilden for dem inde i husene (139).

Nu bad man om udgangstilladelse for kvinderne og de mænd, som ikke havde forset sig mod angriberne. Da lod Gudmund bryde hul på væggen i nærheden af indgangen, ved vægbjælken, og der gik de mænd ud; som det tillodes, og der var mange, som de ikke ønskede at skade. Røgen blev nu så stærk, at de ikke kunde se klart. En mand ved navn Torodd løvernæse (140) kom med mange våben i favnen, som han vilde bære ud; Håkon Tordsson stod der udenfor og huggede ham straks ned, og han tog ikke fejl, ti ham havde de bestemt at dræbe. Torodd var den første, der mistede livet her. Der inde var en anset bonde ved navn Galm Grimsson fra Dynhage, han var en ven af dem alle, men mest dog Kolbein Tumesons. Han gik hen til indgangen for at tale med dem, og ilden havde da endnu ikke grebet mere om sig, end at alt kunde være reddet. Han bad Gudmund og Kolbein om, at de for denne gang skulde drage bort, og tilbød dem herfor al sin ejendom, men han var en hovedrig mand og havde en ypperlig gård. Kolbein svarede, at han vilde give Galm så meget gods, som han forlangte, for at han skulde gå ud. Galm sagde: »længe har I let af, at jeg har yndet bad og ofte drukket tæt; nu er her lejlighed til bad, men det kan være tvivlsomt, hvorledes det går med mjøddrikningen«. Og han gik ikke ud. Da sagde Torfinn til sin svigerfader Gudmund: »det er skade, at din datter Ingebjörg ikke er her inde«. Gudmund svarede: »det er godt, at hun ikke er her, men dog vilde det nu ikke hjælpe«. Da løb Halle Nikolausson ud; han var meget medtaget af hede og lagde sig ned i en bæk, som var udenfor dören. Snorre Arntrudsson var bestemt til at anfalde ham, og han løb til og gav ham dødshugget der i bækken. Derefter gik Tjörve ud; mod ham var Torvald fra Bægiså bestemt, han gennemborede Tjörve med et sværd. Tjörve gik ned på græsmarken, hvor Gudmund stod. Gudmund havde ikke set, at han var bleven såret; »Tjörve skal have fred,« sagde han, men tilföjede »skönt du ikke fortjæner det«! »Jeg ved intet af fred«, svarede Tjörve og faldt død om. Dernæst løb Leiv Nikolausson ud; til angreb på ham var Gudmund Tasseson udset. Leiv var våbenløs, men han greb en mand ved navn Svein Jonsson og dækkede sig med ham. Det så Håkon Tordsson og huggede ham på akslen, så at hele skuldren nedefter gik løs; han slap med sit sår ind i kirken.

Det blæste den nat, og de frygtede for, at vinden skulde føre ilden mod kirken. Da lovede Gudmund at give kirken en ko, hvis den bevaredes. Nu blev det vindstille, og dernæst kom vinden fra kirken og førte al ilden bort. På denne tid kunde ingen komme ilden nær, og flammerne slog så höjt op fra husene, at ilden faldt ned langt borte, da husene begyndte at brænde. Da så de, at noget kastedes ud gennem hullet, der var brudt på væggen, og bemærkede pludselig, at det bevægede sig; de spurgte, hvem det var. Manden svarede, at han var Torfinn. Ham skulde Urda-Stein føre våben mod, men han kunde ikke beslutte sig, ti alt stod i lue på Torfinn, både hår og klæder. Da løb Arntrudssönnerne Torstein og Snorre til og sårede ham. Torfinn sagde, at de skulde hugge både stærkt og ofte, da ingen mand vilde blive dem skadeligere end han, hvis han levede. Torfinn slap ind i kirken med sit sår og levede tre nætter derefter. Det var den almindelige mening, at Torfinn ikke vilde have levet, selv om han ikke var bleven såret, så ilde medtaget var han af ilden. Der brændte Önund inde og Galm. Branden var endt för dagmål (141). Tordssönnerne gik og stak med spyd overalt, hvor de formodede, at der var sådanne skjul, at mennesker kunde have reddet sig. Derefter drog alle bort; de spiste davre på Bakke. Da de drog fra branden, kvad Kolbein en vise:

23.
Lumsk de lo af Gudmund
lasted ham dog for hastig,
når de spydig spotted:
spag er han alle dage.

Nys de frække at føle
fik, han skåner ikke.
Mægtig han er og modig:
mand han var for branden.

Samme dag rejste Kolbein vestefter hjem, og för de skiltes, aflagde alle ed på, at de skulde hævne hinanden, hvis de forulæmpedes for denne sag. Kun én mand undslog sig, det var Vermund fra Moberg; han sagde, at han ikke vilde sætte sin velfærd på spil for at hævne enhver skurk, som kunde være der i følge.


Jon Loftsson mægler forlig.

Nu følte Gudmund, at han havde fuldt op af fjender, og sendte derfor bud til Ögmund sneis, at han skulde hente det gods (142), som havde været ham forholdt, og sagde, at det vilde blive udbetalt, når det afhentedes. Men da var forholdene således, at man mente at kunne vænte sig alt af Gudmund overfor de mænd, som han havde noget at udsætte på, og da Ögmund på den tid under små kår drev gården Hals og ikke så sig i stand til at have så mange folk med sig, at han var Gudmund voksen, mødte han ikke. Da tog Gudmund selv og vurderede gods til udbetaling, 12 hundreder, således som det tidligere var bestemt, og lagde hertil 3 hundreder, det lod han bringe til Ögmund og sendte hermed det bud, at Ögmund ikke skulde være hans modstander i de sager, som nu havde rejst sig. Da godset kom til Ögmund, blev han glad derover. Hörgdølerne var blevne så skrækslagne overfor Gudmund, at de sendte bud til biskop Brand, at han skulde komme vestfra og tilvejebringe stilstand imellem dem. Biskoppen rejste straks op til heden (143), og de havde med sig hud og reb, da de agtede at sætte biskoppen på den, hvis han trættedes under gangen. Da han kom dêr nordpå, lykkedes det ham at bringe den overenskomst til veje, at Jon Loftsson skulde afgöre sagen.

Torgrim foderkarl sendte Sæmund Jonsson bud, to af Sæmunds börn, Povl og Margret, var nemlig Torgrims søsterbörn (144); Sæmund samlede nu folk og havde en talrig styrke med sig til tinget. Mange mænd samlede den sommer talrige skarer, tinget var stærkt besøgt, og tingmændene var alle delte i to partier. Til Gudmund og Kolbein sluttede sig Torvald Gissursson og alle hans brødre samt Sigurd Ormsson (145), men på Sæmunds side stod alle Sturla-sönnerne. Eyjulv Hallsson fra Grenjadarstad red til sydlandet til Keldur og traf der Jon Loftsson. Han havde ikke haft i sinde at ride til tings, för Eyjulv sagde, at der snarest kunde være udsigt til forlig, når han kendte i denne sag. Jon svarede: »dette formår jeg ikke, da jeg aldrig för har haft sligt at forhandle«. Eyjulv sagde: »det ligger dog nær at forsøge et forlig, og det er ikke let at se, hvem der kan mægle, hvis du ikke mener dig i stand dertil«, og bad ham for guds skyld, at han ikke skulde undslå sig; det skete også omsider, at Jon drog til tings. Under tinget var det dårligt vejr og nedbør. Jon i forening med bægge biskopperne, Povl og Brand, forhandlede om forlig, og man kom til enighed om, at Jon alene skulde fastsætte forligsvilkårene uden indskrænkning. Gensidig sikkerhed blev nu tilsagt, og der på tinget afsagde Jon sin kendelse.

For Önunds indebrænding og de dermed forbundne begivenheder fastsatte han en bod af 60 hundreder tre alens ører, for Torodds drab 15 hundreder tre alens ører og for endnu én mand 15 hundreder tre alens ører; det blev 1 hundred hundreder tre alens ører tilsammen med det, som var bestemt for Torfinns drab, nemlig 30 hundred tre alens ører. Derefter vurderede man modpartens forseelser. Nogle af dem, som der omkom, ansås for ufredhellige ved egen gæming. Gudmund og Kolbein sagde, at de ikke vilde give bøder for Galm, da de endog havde budt ham penge for at gå ud. Gudmund skulde købe gården Langahlid, som om den ikke var nedbrændt, og give erstatning for alle de brændte ejendele, som havde tilhørt Önund; herfor skulde han bøde 40 hundreder tre alens ører. Men angående de ejendele, som andre folk havde haft inde her, da bestemtes det, at de mænd, som havde ejet til en værdi af 5 hundreder eller mindre, skulde have dobbelt så meget i erstatning, men de, som havde ejet 10 hundreder eller mere, skulde have lige så meget. Også fredløshedsdomme blev fastsatte. Arntrudssönnerne Torstein og Snorre skulde forlade landet og den ene være borte i tre vintre, den anden aldrig vende tilbage, og de kunde selv afgöre, hvem af dem det skulde være. Tordssönnerne skulde også begive sig bort, den ene tre år, den anden aldrig vende tilbage, og også de kunde bestemme, hvilken af delene hver af dem skulde göre. Endvidere bestemtes, at Tord Lauvåsing skulde forlade landet og være borte i tre år eller betale 15 hundreder, men han erklærede, at han vilde ingen af delene göre. For hver mand, som havde været til stede ved branden, skulde der betales 1 hundred, det blev i alt 100 hundreder; Kolbein skulde heraf udrede halvdelen og betale den halve bod for Önund. Kolbein og Gudmund skulde, om de vilde, kunne være borte fra deres gårde tre vintre og hver vinter få beløbet nedsat med 5 hundreder. Efter at dette var afgjort, drog folk hjem fra tinget. Gudmund begyndte straks udbetalingerne fra sin husholdning, alt hvad han kunde; han udredede både heste og andre værdigenstande hele den sommer, så meget han kunde afse. I begyndelsen af næste vinter døde Jon Loftsson, og i den følgende tid var det stille i bygderne (146).


Drab som fölge af mandjævning.

Erlend hed en mand, som kaldtes den røde, han opholdt sig i Skjaldarvik. En gang traf han sammen med Illuge fra Hladir. Genstanden for deres samtale blev en mandjævning (147). Erlend sagde, at der var ingen så beleven og rask mand som Kalv Guttormsson — han var da nylig kommen tilbage fra udlandet — , men Illuge sagde, at Torgrim foderkarl var i ingen henseende mindre dygtig. Deres samtale endte med, at Erlend dræbte Illuge, og der var ingen anden grund dertil end dette. Derefter flygtede Erlend til Kalv og Gudmund. Næste forår sendte de ham til sydlandet til Torvald i Rune (148), for at han skulde skaffe ham bort fra landet. Torvald skaffede Erlend plads på et skib ved Eyrar, men han blev ladt tilbage ved bortrejsen. Drabssagen føltes af en mand, som kaldtes Sigurd græker (149), sön af Odd, men han tabte den, og der blev ikke givet bod for Illuge. Torvald skaffede anden gang Erlend skibslejlighed på Eyrar, med nogle Hjaltlændinger, men de fik ikke medbør om høsten. Da vilde Torvald ikke have Erlend længer der sydpå for hans sinds skyld, og han vendte så tilbage til Gudmund. Erlend gav sig nu til at føre ladninger mellem landet (150) og Grimsø, indtil en mand ved navn Brand traf ham på Grimsø, han var broder til Illuge og knap 20 år gammel. Brand tilföjede Erlend et stort sår, og det var hver mand ham taknemlig for. Erlend kom sig aldrig helt. Han begav sig til biskop Brand og spurgte ham til råds om, hvorledes han skulde forholde sig. Biskoppen rådede ham til, at han skulde samle sig almisser og gå i kloster. Erlend drog nu den sommer omkring på indsamling, da brød hans sår op og lægtes langsomt; derefter viedes han til munk på Tingøre. Men længe kunde de ikke finde sig i at have ham der på grund af hans sindelag, og han drog da vidt omkring i bygderne.


Önunds slægt bryder forliget.

Brandsomren og den næste sommer kom der ingen skibe til nordlandet (151), og således forhaledes de mænds bortrejse, som skulde forlade landet. Da boede Torgrim foderkarl på Mödruvellir i Hörgådal; han var gift med Gudrun Önundsdatter. Gudmund dyre drog allevegne omkring for at skaffe sig indtægter; han rejste nordpå til Sletten (152) og til Grimsø med en færge, som han ejede, for at samle forråd til husholdningen og midler til udbetaling, han anmodede også mange steder om pengebidrag og ligeledes sendte han andre (153). Kolbein Tumeson var den første vinter borte fra sin gård og opholdt sig på Tingøre. Da sendte Torgrim en snigmorder, som vel intet udrettede, men Kolbein ophørte herefter med udbetalingerne. Om efteråret, da der var gået to somre efter branden, var alle Önundssönnerne i besøg på Mödruvellir: Vigfus, Håmund og Tord — han var barn af år og nylig viet til præst; Vigfus var også præst, han havde ikke deltaget i forliget og vist at han ingen lyst havde dertil. Der på gården var også Falke Dalksson og sammen med ham en fredløs mand ved navn Starkad. Til davre om dagen fremsattes for dem svedne hoveder og ben af de får, der var blevne slagtede om efteråret, og ingen anden mad. Torgrim spurgte: »hvad betyder dette skrab? det forekommer mig, man kunde vænte anden anretning, efter de mænd, som nu er komne«. Gudrun svarede: »det svedne er der for mig nu mest forslag i«. Hendes broder Vigfus sagde: »du forsömmer ikke at minde os om, hvad vi har at göre med det afsvedne (154)«. Samme dag drog Torgrim i en flok på 15 mand ud til Arnarnæs, hvor Håkon Tordsson boede. De søgte både gods og hævn. Håkon var ikke hjemme, men de plyndrede der og bortførte 10 hundreder brunstribet vadmel, som Håkon havde bestemt til udenlandsrejsen (155). De mødte ingen hindring, men Gudrun, Håkons kone, talte mange heftige ord til dem. Da de kom tilbage til Mödruvellir, stod Gudrun Önundsdatter i dören og sagde, at hun ikke vilde huse ranet gods; de bragte det da til Laugaland, her boede den gang Björnssönnerne Sighvat og Eyvind.

Men så snart de var borte fra Arnarnæs, sendtes der bud og meddelelse til Håkon, som var på et fartöj ude ved Hjaltaøre selv femte, nemlig foruden ham hans broder Hildebrand, Torstein Urda-Stein og Arntrudssönnerne Torstein og Snorre. Da de fik dette at vide, sejlede de langs landet til Svarvadardal, hvor de landede ved åmundingen og trak deres fartöj på land; de begav sig derfra til Sakka, og her sluttede Arntrudssönnerne Kløng og Brand sig til dem. Derfra drog de om natten op gennem dalen og havde til hensigt at opsøge Kolbein, da de anså dette for lettere end at træffe Gudmund, som var nordpå, på Melrakkaslette. De fortsatte nu vejen, til de kom til Lille Skard i den øvre del af dalen; så vendte de om og drog ned gennem dalen til Urdir, hvor de spiste davre — her boede da præsten Orm Forneson — , og derfra til Sakka, hvor Kløng blev tilbage. De begav sig nu 6 sammen til deres fartöj og roede østen om Hrisø, til et sted, som hedder Laugarkam, og lagde sig der til at sove ombord. Da Brand vågnede, var de så höjrøstede, at han var nær ved at skifte sind (156). De talte om, at Tord næppe vilde have fred i Lauvås, og at de vilde drage derhen og tage ham med sig. De landede med deres fartöj i den lille vig, som går ind ved nordsiden af tunet. De gik hjem til gården og spiste der nadver. Siden beredte man et leje for dem i stuen, hvor de lagde sig til at sove, og den lukkedes indefra. Tord var imidlertid ikke hjemme.


Gården Lauvås overfaldes.

[1198]. Nu er der at fortælle om Torgrim og hans folk på den anden side fjorden (157). De gik ombord på et fartöj 12 i alt. Der var foruden Torgrim præsten Vigfus Önundsson og hans broder Håmund, Sighvat den store og hans broder Eyvind, Falke Dalksson, Starkad den fredløse, Asmund, Eyjulv, sön af Eiliv vrist-ben, Sölve, sön af Torodd løvernæse, Sigurd græker og hans broder Torgrim. De roede over jorden til Lauvås og landede ved Håkons og hans ledsageres fartöj og kendte dette. De gik op til gården og først ind i skålen, men traf der ingen folk. Da vilde de ind i stuen, men den var lukket. Da steg de op på huset og brød rammen af lyren (158). Brand vågnede ved stöjen, sprang op og spurgte, hvem der var. Torgrim kendte hans stemme og råbte på sine ledsagere og sagde: »her er de djævle Arntrudssönnerne inde«. De kastede derpå stene ind ad lyre-hullet, men det skadede ikke dem, der var inde. Håkon spurgte, hvor mandstærke de var. »Knap hundred mand«, svarede Torgrim. Håkon bad for sig og sine ledsagere om tilladelse til at gå ud, men det tillodes ikke. Nu hentede Torgrim og hans folk ild og bar den hen foran stuedören og antændte nogle kistefjæle, som de straks kunde rykke bort, når de vilde. Da de, som var i stuen, mærkede røgen, bad de om, at gården måtte blive skånet, og Håkon bad om fred for dem; Torgrim lovede ham og Hildebrand sikkerhed. Derefter brød de hul på stuen omkring lyre-hullet og trak alle derud igennem i et tov, undtagen Torstein Urda-Stein, han sagde, at han aldrig vilde lade sig trække ud der, selv om hele gården skulde blive brændt for hans skyld. Da de kom ud, blev alle grebne undtagen Håkon, han gik løs og opholdt sig derude.

Da Erp præst (159) kom ud, sagde han, at Håkon skulde gå ind i kirken og således frelse sig. Håkon sagde: »det behøves ikke, da jeg har fået fred«. Præsten svarede: »hvad godt de lover, holder de ikke«. Håkon sagde: »mig er det ikke tilladt at betræde kirken« (160). Præsten svarede: »jeg skal påtage mig ansvaret for, at du på denne måde redder dit liv«. Håkon sagde: »jeg vil dog ikke gå ind i kirken, da det ikke er mig tilladt; men hvis de gör mig noget ondt, da bliver det deres sag«. Præsten lod nu kirken stå åben. De tre Arntrudssönner skriftede for præsten. Brand mærkede, at man holdt ham løselig; han gjorde en hastig bevægelse og slap løs og nåede ind i kirken; de løb efter ham lige til kirken. De to brødre Torstein og Snorre beredte sig til døden; de toede deres hænder og kæmmede sig, som de skulde til gilde. Snorre sagde: »jeg beder om, at jeg må blive dræbt för end Torstein, ti jeg tiltror ham bedre end mig, at han kan tilgive eder, selv om han ser mig tagen af dage.« Torgrims mænd sagde, at man skulde binde dem noget for öjnene. De svarede, at de ikke behøvede at lade sig binde for öjnene som tyve, og at de ofte havde set våben. Snorre blev da først hugget ned, det gjorde Håmund Önundsson. Vigfus Önundsson sagde, at han var nærmest til at dræbe Torstein, men at han dårlig egnede sig dertil, da han var præst. Falke Dalksson tilbød at skaffe en mand til det, og Starkad den fredløse førte hugget mod ham. Sighvat den store trængte stærkt på og fordrede, at Tordssönnerne skulde dræbes, han sagde, at ingen vilde blive Torgrim værre fjender end de. Da bød Torgrim at lade de to brødre gribe. Hildebrand nåede hen til kirken og fik stolpen fat, men de sled ham bort fra denne, og derefter dræbte Sölve ham. Da var Håkon ene tilbage; han bad dem om at hugge hånd og fod af ham, og lade ham således rejse bort og drage på pilgrimsfærd for at göre bod for sine og andres synder. Torgrim sagde, at han ikke vilde pine ham således. Da bad Håkon, at de vilde stikke ham ihjel og ikke hugge ham. Torgrim afslog det. Ingen havde lyst til at ombringe Håkon. Sölve vilde ikke udføre dette værk, da han havde tilsagt Håkon sikkerhed for Torodds drab (161). Da sagde Sigurd græker: »den vanskelighed skal jeg klare, at dræbe Håkon«. Håkon svarede: »det vilde jeg også foretrække, ti af dig fortjæner jeg det mindst, blandt de mænd her er til stede. Jeg modtog dig, da du fattig kom tilbage her til landet, og gav dig ophold; og dog overraskede jeg dig tre gange i sængen hos min kone Gudrun«. Håkon gav sine våben til Sölve Toroddsson; derefter dræbte Sigurd Håkon.

Siden trængte de ind i stuen og brød den op for at få fat på Torstein (Urda-Stein) og angreb ham der. Han værgede sig tappert. Fra stuen var der adgang til et forrådskammer, og dören sprang op, da Torstein rørte ved den; han trak sig da tilbage hertil og var såret næsten dødelig. En kvinde gik henimod kirken med et drengebarn på armen, som Hildebrand var fader til. Sighvat opfordrede dem til at slå drengen ihjel. Torgrim sagde: »hverken mod börn eller kvinder skal man her føre våben, selv om den dreng volder os alle døden«. Nu drog Torgrim og hans følge bort. Tord kom hjem, da de var borte, og da han så, hvad der var udført, sagde han; »nyslagtet kød er her at behandle (162)«. De dræbtes lig ydede man den fornødne tjæneste, og Tordssönnerne blev begravede der hjemme, men Torstein og Snorre førtes til Vellir i Svarvadardal. Da Torgrim og hans folk var komne over på den anden side fjorden, fik de sig heste og red til Gudmunds gård Bakke, hvor de plyndrede; de bortførte alle våben og værger, men fandt dog ikke Gudmunds bedste skjolde. Da tog de Gudmunds huskarl Valgard Hjortsson og vilde tvinge ham til at sige besked. Sighvat den store sårede ham ved et hug over armen, så at han var enhændet siden, men de fik dog intet ud af ham. Derfra drog de ned til Skeid-holmene og rejste tælt der, ti de væntede, at Gudmund skulde komme tilbage fra sin rejse nordpå, og vilde sidde på lur efter ham, når han red fra skibet. Da brød to mænd op fra Bakke, Sighvat Saksulvsson og Gissur, sön af Höskuld Forneson. De drog over Skjalgsdalshede ned i Øfjordsbygden og derfra nordpå, tog nye heste, når deres trættedes, og stansede ikke för de kom til Sletten og traf Gudmund, hvem de fortalte, hvad der var sket. Gudmund sendte folk med skibet men selvfjærde rejste han til lands, så hurtig han kunde, så at Torgrim og hans mænd intet mærkede, för end Gudmund var hjemme og havde mange folk om sig.

Nu begav Torgrim og hans ledsagere sig til Laugaland, hvor der samlede sig mange folk, og tingmændene ydede bidrag (163); bægge partier sad mandstærke, men uden at angribe hinanden. Da kom biskop Brand vestfra og opfordrede dem til ikke at holde nogen væbnet styrke samlet. Torgrim og hans ledsagere begav sig da efter biskoppens råd bort herfra ind til Øfjord og over heden til sydlandet; de fortsatte rejsen, til de kom til Rangåvellir, til gården Klove. Her boede Einar Bårdsson, som var gift med Gudrun Gisledatter, Torgrim foderkarls søster. Der var de en tid. Derefter fulgte Einar dem til Odde, hvor Sæmund modtog dem godt, og hvor de var en halv måned. Derfra drog de til Østre Skard, til brødrene Eyjulv den rasende og Hall præst, sönner af Torstein; præsten Hall og Önund Torkelsson var søskendebörn. Da de havde forladt Odde, traf brødrene Sæmund og Orm hinanden, og Orm spurgte om nyt, men Sæmund sagde hvad der var hændt. Orm spurgte: »har du, broder, lovet at hjælpe Torgrim i disse sager«? Sæmund svarede: »det er sandt, at jeg har givet ham udsigt til min bistand; hvad synes du derom, og hvad del vil du tage deri«? Orm sagde: »du kan forlade dig på, at jeg aldrig vil skille mig fra dig, men der er ikke nogen sag, som er mig ubehageligere end denne«. Sæmund spurgte, hvorledes dette hang sammen. Orm svarede: »her mener jeg, at hovmod står bagved. Vi havde den fader, som nød så stor anseelse her i landet, at der ikke var nogen mand, som ikke var vel tilfreds, når han skulde kende i hans sag. Nu ved jeg ikke, hvad der er mest eksempelløst, den sags beskaffenhed, som overdroges ham, eller det forlig han senest gjorde. De overdrevne beløb, som fastsattes, og om hvilke folk mente, at de aldrig vilde blive udredte, og at det vilde føre til forligsbrud, er blevne betalte, men de, som modtog pengeboden, har nu brudt og kuldkastet alt det han bestemte; det er mig derfor ubehageligt at yde Torgrim hjælp og således beskæmme vor faders ord og ham selv og alle os hans sönner«. Og man sagde, at fra nu af aftog Sæmunds bistand overfor Torgrim.

Eyjulv fra Skard besøgte Sæmund og bad ham, at han skulde bidrage til hans og Torgrims underhold om vinteren, men han opnåede intet. Da indbød Eyjulv dem alle til sig om vinteren. Hans broder Hall var en velstående mand, men Eyjulv var ødsel, og hver af de to havde sin egen husholdning. Hall indså, at Eyjulvs husholdning kun en kort tid vilde kunne bære omkostningerne, og sluttede den overenskomst med Torgrim, at Torgrim skulde overtage hans husholdning, som om han havde modtaget den ved flyttedagstid; Torgrim skulde tage følgerne af boets forøgelse eller forringelse og kunde holde så mange folk om vinteren, som han vilde; Hall fik ophold hos Torgrim. Hall hjalp Vigfus Önundsson, men Håmund opholdt sig den vinter vestpå i Stavaholt hos Eyjulv Torgeirsson.


Gudmund dyre og Kolbein ruster sig.

Nu er at berette om Gudmund dyre. Om vinteren efter alle helgens messe (164) kom det rygte inde fra Øfjord, at Torgrim var kommen med 1 hundred mand og opholdt sig i Gnupufells-skovene og agtede sig mod Gudmund. Da sendte Gudmund bud til Kolbein Tumeson og bad ham komme vestfra med så mange folk, som han kunde få. Kolbein samlede straks mænd og drog nordpå. Gudmund havde imidlertid begivet sig til Laugaland, hvor han plyndrede og bemægtigede sig hvad der af husholdningen var efterladt, dernæst drog han omkring i dalen og tog bøder af de bønder, som om efteråret havde ydet Torgrim bidrag. Han kom også til Øxnahol til Björn præst og førte ham bort med sig og ligeledes Torunn Önundsdatter, Björns frille; det kom til omtale at lægge hende i sæng hos en eller anden kåd fyr og handle med Björn, så at der tilföjedes ham en ikke mindre skændsel, han havde nemlig om efteråret støttet Torgrim, og i vagtholdet dêr havde hans sön Steinmod deltaget. Den samme aften Gudmund vendte hjem, kom Kolbein vestfra med 50 mand. Da han hørte, at Torunn var dêr, sagde han, at for hendes broder Bruses skyld måtte ingen skændsel vederfares hende. Da kvad Kolbein en vise:

24.
Kløgtige folk! lad fjendskab
fare nu og sparer
disse; ej skånsel skader;
skån da! freden gråner.

Hvis til kamp over Kølen
krigerne atter stiger
sydfra, vist vi vide
vil vor hævn at stille.

Om aftenen, da man gik til sængs, havde hver af de to flokke sin soveplads (165). Da løb Björn præst fra sovepladsen hen til Kolbein og bad ham hjælpe sig, så at der ingen skændsel tilføjedes ham, men tilbød Kolbein til gengæld så meget af sit gods, som han vilde. Han tog Björn præst til sig, og Gudmund og Kolbein havde vanskelig ved at blive enige i denne sag, men Kolbein fremhævede, at han havde hjulpet Gudmund så meget, at han nok kunde råde heri. Enden blev også, at Kolbein fik sin vilje; om morgenen drog Björn præst med Torunn hjem og gav Kolbein to okser. Senere spurgtes det, at Torgrim ikke var kommet sydfra. Kolbein var der en tid. Hans og Gudmunds mænd forligtes dårlig; de stredes om tavlspil og kvinder og stjal fra hinanden, og skiltes således at bægge parter var utilfredse. Kolbein drog omkring i dalen, og tog fra bønderne hvad der behagede ham, hvorefter de skulde have fred for Gudmund, når Kolbein var borte. Derefter drog han vesterpå hjem og opløste sin flok på Miklebø.


Bödvar lille-pral dræbes.

Bödvar lille-pral hed en mand og Torvald hans broder (166). De drog ud langs Stranden (167) og kom til gården Tjörn. På vejen traf de en mand, som hed Torstein og kaldtes Rannveigsson; han var fredløs og førte med sig to toårs kvier, som han havde købt til vinterophold for sig. Torstein havde om høsten været med Torgrim i vagthold på Laugaland, men ikke deltaget i noget livsanslag. De to brødre anfaldt Torstein og vilde dræbe ham. Torstein var stærk, hvorimod Bödvar var en lille mand, og det lykkedes Torstein at gribe Bödvar, som han holdt foran sig og dækkede sig med, så at Torvald ikke kunde ramme ham, men Bödvar fik skrammer af sin broder Torvalds våben. Bödvar bad dem holde op, og de skiltes således, at Torstein havde deres skjold, men de hans spyd og kvier; Torstein slap bort over søen (168) og gik derover på én nat gammel is. De drev hans kvier hjem og slagtede dem. Torstein begav sig til Holar og opsøgte biskop Brand og fortalte, at Bödvar havde taget hans underhold fra ham. Der var en mand ved navn Olav Vivilsson, som boede i Laksådal, det er vest for Skagafjord ude mod kysten. Han var Torsteins frænde og var på tinget om somren gået i borgen for Torstein, men summen var ikke betalt, og derfor var hans fredløshed ikke bleven hævet. Biskoppen rådede ham til at opsøge Olav og forsøge, om han vilde give det til vinterunderhold for ham, som ikke var bleven betalt for hans straffrihed. Han begav sig afsted, men kom samme aften tilbage til Holar og sagde biskoppen, at der var intet at erholde. Da sagde biskoppen, at han ikke kunde give ham noget råd, men man skaffede ham våben, så at han kunde færdes med andre mænd.

Der var en mand ved navn Hermund, en anset bonde, han boede på grænsen af Fljot og Skagafjord, på gården Hede. Han havde en datter ved navn Groa, som kaldtes Hede-Groa, hun var en smuk og beleven kvinde. Bödvar fra Fell kom ofte og talte med Groa, men folk mente, at hun ikke syntes om det. Der var en mand ved navn Beine, sön af Sigmund, som var en sön af den Asulv, som havde bot i Næverholt på Rangåvellir; han var en stærk og beleven mand, han opholdt sig på Haganæs i Fljot hos Illuge, sön af Asgrim skjald. Beine kom stundom til Hede og morede sig med at tale med Groa, og folk antog, at dette behagede hende. Torstein den fredløse var beslægtet med Groa, og han besøgte gården, da han forlod Holar; han og Groa talte da nogen tid sammen. Derfra begav han sig til Haganæs og opsøgte Beine. De slog ind på den vej, som Bödvar plejede at følge, og sad på lur efter ham, indtil han kom, ledsaget af sin broder Torvald. Beine greb fat i Torvald og holdt ham fast, men Torstein dræbte Bödvar. Derefter tog Torstein den hest, som Bödvar havde redet, og red til han nåede Olavs gård. Der tog han en stodhest, som Olav ejede, men lod den tilbage, som han tidligere havde brugt. Han red derfra til Dalene på vestlandet, til Svein Sturlason, men Hermund og Illuge forpligtede sig til på Beines vegne at betale 12 hundreder, imod at han kunde opholde sig, hvor han vilde.


Et forlig med brandhævnerne aftales.

[1199]. Nu gik den vinter, og Torgrim med følge kom da sydfra over Kølen til Skagafjord, hvor sammenskrabet pak uden fast tjæneste flokkedes om ham. De drog op i Goddalene og over det indre höjland til Øfjorden, indtil de kom til gården Leyning. Der boede en mand ved navn Berse; de plyndrede her og bortførte fødevarer og vadmel til beklædning for sig. Derfra drog de vide om i herredet og blev modtagne af bønderne. Da dette spurgtes, begav Eyjulv sig fra Grenjadarstad nordfra til dem og opsøgte ligeledes Gudmund, og han fik aftalt et forligsmøde mellem dem. Kolbein ankom vestfra, men havde ikke mange folk med sig, og da han kom til Gudmund, kvad han en vise:

25.
Gudmund beværter gæster
godt, — men uden flothed!
fed man går ej fra ham;
føden man i sig nøder.

Renere er her ofte
inde end denne sinde;
mange må dog tåle
måden, hvorpå han råder.

De holdt forligsmødet ved Glerå, og hvert parti kom fra sin side; der var en bro over åen, og nedenunder kløftvægge. Eyjulv førte underhandlingerne og fik tilvejebragt et forlig; alle tilstedeværende forpligtede sig ved håndslag, så vel Vigfus som de andre. Teit Oddsson fra Østfjordene skulde fastsætte boden for Tordssönnernes drab og ranet i Arnarnæs. For Arntrudssönnernes drab samt Gudmunds udplyndring og det hans huskarl tilföjede sår skulde afgörelsen tilkomme Torvald Gissursson; Torstein Urda-Stein var nu bleven rask, og Torvald skulde ligeledes kende angående den ham tilföjede skade. Derefter drog man hjem fra mødet. Torgrim tog bolig på Laugaland og havde der om somren ikke mere end 10 køer. Denne sommer rejste Vigfus og Sölve bort fra landet og blev ikke herefter indviklede i disse sager. Om somren under enghøsten kom Hall præst fra sydlandet til Laugaland; Torgrim erstattede ham da hvad der om vinteren var forbrugt i hans husholdning. Derefter drog Hall hjem, og de skiltes som venner.


Fornyet spænding mellem Torgrim og Gudmund.

Da Hall præst havde været kort tid hjemme, begav han sig til Odde (170), uden at folk kendte årsagen til hans rejse. Men kort efter bred Torstein Jonsson op fra sydlandet og agtede at rejse udenlands, efter hvad han sagde, og hans hustru Tordis, også temlig mange mænd ledsagede ham. Han drog til Øfjord og var først i Miklegård med Jon Örnulvsson, men da folk erfarede, at Torstein var kommen i herredet, strömmede Indfjordingerne (171) flokkevis til ham. Da Torgrim fik dette at vide, flyttede han hele sin husholdning indefter og sluttede sig til ham; stundom drog de mange i følge ud på Laugaland eller til handelsskibene, og var der en nat over. Da boede i Audbrekka Kalv Guttormsson; han var gift med Osk, en datter af Torvard den rige, Gudmund havde bortgiftet hende, ti Torvard var hans brodersön; Gudmund var nu vekselvis hjemme på Bakke eller i Audbrekka, da det syntes det forsigtigste, hvis det skulde komme til forviklinger. Det var en helligdag, at Torstein og hans følge var på Laugaland og derfra red til skibet. Gudmund opholdt sig på Audbrekka, og Kalv og han brød op med deres flok. Torstein og hans parti kom først med deres flok og steg af hestene ved den ene side af boderne. Da kom Gudmund og Kalv med deres flok og steg ligeledes af hestene; de stod lige over for Torstein og hans mænd, og begge parterne betragtede hinanden. Østmændene (172) lo over, at Islænderne tede sig så overmodig. Nu gik af bægge partier nogle hen til købmændene, og tog sig mænd til ophold vinteren over. Gudmund tog en mand, som hed Asbjörn og kaldtes lyre (173), men Torstein og hans folk modtog hos sig en mand ved navn Torbjörn, som kaldtes Grönlænding. Da sagde Kalv til Gudmund: »hvorfor skal vi nu ikke gå løs på hinanden? nu er stillingen gunstig, og det er rimeligt, at andre vil betænke sig på at blande sig i sagen«. Gudmund svarede: »jeg vil ikke fra min flok begynde anfald eller fornærmelser«. De steg da til hest og red mellem tæltene og stranden, og dernæst bag Gudmunds skare og drev hestene hurtig frem over sandfladen, men Kalv slog med sværdskeden på sit skjold og spyttede ad dem, da de red bort. Gudmund og hans mænd steg derefter til hest og red afsted. Da de kom op på skrænterne, var Torsteins flok dêr. Da sagde Kalv: »nu er det selvfølgeligt ikke at opsætte vort mellemværende, nu er vor stilling dobbelt så god som för«. Gudmund sagde, at han vilde ikke med sin flok göre begyndelsen, men at man skulde tage kraftig imod dem, hvis de begyndte. Gudmund og hans mænd red da hjem, og det kom ikke til noget sammenstød. Men Torstein og hans følge var stansede der, fordi nogle vilde kæmpe, andre ikke.

Samme sommer kom Torvald fra sydlandet og forkyndte de forligsvilkår, som det var overdraget ham at bestemme. Der kom også Torgrim til stede. Torvald fastsatte 30 hundreder tre alens ører for hver af Arntrudssönnerne og regnede dem lige med Torfinn Önundsson (174); for det Valgard tilföjede sår bestemte han 10 hundreder, men for ran og overfald på Gudmunds gård 20 hundreder, foruden at de skulde bringe alt det bortførte tilbage, både skjolde og våben (175). Han fastsatte endvidere 12 hundreder tre alens ører for såret på Urda-Stein. Da Torgrim red bort fra forligsmødet og de var komne et kort stykke, red en mand hurtig efter dem nede fra Audbrekka ved navn Måne Grimsson. Drab-Starkad (176) ledsagede Torgrim og spurgte: »hvorfor farer du således afsted«? Måne sagde, at han søgte efter sin hest. Starkad svarede: »tror du måske den er i vor flok«? Måne sagde, at han ikke behøvede at lede længere, dersom han vidste hvor den var. Starkad huggede ham da på låret ved sadeldækkenet med en håndøkse og tilföjede ham et stort sår. På grund af dette jog Torgrim ham bort fra sit følge og sagde, at han kunde se, at han vilde de aldrig skulde leve i fred. Starkad drog da til Østfjordene og videre til sydlandet. Fra Østfjordene kom Teit og fastsatte de kendelser, som han skulde afsige. Han bestemte 30 hundreder tre alens ører for drabet på hver af Tordssönnerne og erklærede dem for lige så betydelige mænd som de andre, der bødedes med samme beløb; endvidere skulde det i Arnarnæs røvede bringes tilbage. Teit og hans fæller rejste videre og gæstede hos Gudmund fredag nat i efterårs-tamperdagene; Torvald og han sagde, at de havde hørt ymte om, at Indfjordingerne havde i sinde at overfalde Gudmund hjemme. De drog derfra om lördagen (177).


Gudmund knækker sine fjenders magt.

Natten för söndag var Gudmund i kirke, som han plejede van. Han blev opmærksom på, at der redes over åen ved tunet med temlig mange heste; vejret var stille. Gudmund gik ind og vækkede sine mænd. Kløng Arntrudsson løb først ud og en mand med ham. De løb op på husene og frem på forstue-væggene, da de troede, at angrebet vilde ske herfra (178). Det var Torstein Jonsson og Torgrim, som var komne udenfor forskansningen med 100 mand (179). Da løb 4 mand ud af flokken; nemlig Sigurd græker, Falke Dalksson, sydlændingen Torgeir Helgeson og en fredløs mand fra Skagafjorden ved navn Hall Torbjörnsson; de slap alle op i virket og søgte efter den löndör, som var på dette, men fandt den ikke. Da gik Gudmund ud af denne dör og en mand med ham, som hed Torkel. Det var nu lyst, og de fremmede, som var komne hen under husene, havde at se imod dagskæret. Gudmund så mændene, men kendte dem ikke, da han var svagsynet, og spurgte, hvem de var. Falke svarede: »her er gæster«. Gudmund sagde: »næppe velkomne gæster«. Gudmund holdt et skjold for sig, han havde et spyd i hånden og var omgjordet med et sværd; han gik løs på dem, men de veg tilbage til et gærdebrud i virket. Da blev Kløng og hans ledsager vâr, at der hørtes stöj bag ved husene, og løb derhen. Der faldt Falke, og ham dræbte Gudmund. Kløng huggede samtidig Hall banehug; også Torgeir faldt. Da mødtes Sigurd græker og Gudmund og kæmpede en tid sammen, bægge brugte sværdet, og ingen af dem blev såret. Da strömmede Gudmunds mænd til, og Sigurd trak sig ud baglæns af virket. En af Gudmunds huskarle ved navn Grim faldt ned fra virket i en bæk, som løb under dette. De, der var udenfor, så det, men troede, at det var en af deres mænd. Grim gik hen til dören, som kvinderne var ved at lukke, og slap der ind. Nu angreb de fremmede virket, og da såredes Gudmund og Kløng og flere andre mænd.

Da det var blevet lyst, fik de ankomne öjenforblændelse; de troede at se folk rykke imod sig fra alle sider, men det de så, var tørvekasser og høstaksindhegninger; der lå tåge over moserne, så at höjderne stak frem. De drog da bort og efterlod tre af deres fæller som faldne. De red ned gennem dalen og agtede sig til Langahlid for at gribe den mand, som boede der; han hed Torgeir og var Gudmunds frænde. De red hastig og vidste intet, för de var komne langt forbi gården Langahlid. Så besluttede de at drage til Audbrekka og berøve Kalv Guttormsson livet. Da red Sigurd græker fra dem og anbragte Kalv i kirken, og derefter stillede han sig foran kirken og sagde, at han vilde værge adgangen, så længe han kunde holde sig oprejst. Torstein Jonsson vilde nu lade bryde hul på kirken eller opbrænde den, men Torgrim vilde det ikke. De opbrød et forrådshus og tog en hest, som tilhørte Kalv; den belæssede de med fødevarer og drog således bort og ind i fjorden. Gudmund lod Falke bringe til Bægiså og jorde der, men Hall og Torgeir blev førte til det sted, som benævnes Hallsgrave og der jordede. Den næste morgen ved daggry kom de igen til Audbrekka og vilde gribe Kalv, men han var rejst op til Gudmund, og i hans sted var kommen Tord fra Lauvås med 90 mand; de var alle oppe i virket med deres heste. De ankommende gjorde et angreb på dem, men fik intet udrettet. De begav sig da til kostalden og tog otte køer, som de førte med sig. Det kunde de, som var i virket, ikke forhindre, ti de havde ikke styrke til at gå ned. Derfra drog de ind til Grund og lagde sig der som besætning.

Nu samlede Gudmund så mange folk han kunde få; han sendte ligeledes bud til Kolbein og til alle dem, som han væntede sig nogen bistand fra. Han rykkede med sine folk frem til Grund og slog tælte op i tunet, og således afspærrede de dem fra al tilførsel, efter at de var komne. Ögmund sneis kom Gudmund til hjælp med 40 mand. Gudmund og hans mænd foretog ikke noget angreb på dem, för Kolbein kom. Da havde Gudmund hos sig 6 hundred mand. De dækkede sig med flager (180) og satte leblade på lange skafter, de hagede disse fast i virkegærderne og brød således hul på virket og opbrændte et eller to huse. De havde hos sig i virket henved 1 hundred mand, vel rustede, men deres stilling blev vanskelig, fordi alle rådede lige meget, og den ene ikke var fører mere end den anden. Da alle var komne, begyndte kampen for alvor, og de mænd tog til at skyde, som forstod sig derpå. Da skydningen begyndte, sagde en degn, som var i virket, at man skulde angribe Gudmund; men kort efter ramte en med takker forsynet (181) armbröst-pil degnen i pandebenet ved öjenbrynet og trængte igennem, og man kunde ikke få den bort, för man anråbte biskop Torlak (182). Nu så de, at de vilde blive overvundne, og foreslog Gudmund forlig. Han svarede: »det hjælper ikke at indgå forlig med eder, og til forlig kommer det nu ikke, med mindre jeg får at råde ene«. De forpligtede sig da således, at alle overdrog Gudmund selvdom. Da forlig var sluttet, gik Torstein Jonsson ud af virket til en sammenkomst med Kolbein, og de talte en stund sammen. Derefter forkyndte Gudmund afgörelsen og bestemte først til udredelse alle de bøder, som var fastsatte somren forud, men som ikke var bleven udredede. Dernæst bestemte han angående det, som senere havde tildraget sig. Nu udrededes alt, hvad man var kommet overens om, og Torgrim havde da omtrent mistet alt hvad han ejede. Alle mere betydelige deltagere bødede noget. Gudmund forviste fra herredet Torstein Jonsson og Torlak Ketilsson (183); Torlak drog sydpå til Hitardal, hvor han kunde overtage denne gård. Torgrim begav sig vestpå til Skagafjord og opholdt sig den første vinter hos Isleiv i Geldingaholt.


Enkeltstående drab i Øfjorden.

Tord kom efter denne afgörelse hjem med sine huskarle til Lauvås. Samme aften traf han ude ved en bæk sin huskarl Torvard, som kaldtes barthund (184). Han havde hvæsset sin økse og viste den til Tord, som sagde: »nu kan den bide, hvis du tör nytte den«. Hos Tord opholdt sig to Nordmænd, de var brødre og hed Sörle og Torkel, sönner af Hånd-Basse. De havde behandlet Torvard dårlig og drillet ham om somren. Torvard gik ind, folk sad omkring ildene, og huggede Sörle banehug. Da Torvard vilde løbe ud, sad Tord bonde og strakte sig, så at Torvard faldt over hans ben. Torkel Basseson og endnu en mand sprang til og sårede ham; Torvard slap dog ud og til en båd, som han fik sat i søen, og roede over fjorden. Han nåede til Audbrekka og lå der af sine sår, men blev lægt.

Tord hed en mand, som boede på gården Fagreskog; han havde benyttelsen af en ko, som Gudmund dyre ejede. Om efteråret slagtede han koen, men forsynede en anden med Gudmunds mærke, hvad denne tillod (185). Næste forår sendte Gudmund efter koen en mand, som hed Haver Torarinsson, ledsaget af en anden mand ved navn Gudmund, som var præsteviet, men dog næppe tyveårig. Da de kom til Fagreskog, vilde Tord ikke give slip på den ko, som var mærket, men tilbød en anden, som var af mindre værdi, og sagde, at den var fuld erstatning. Men Haver vilde have den, som bar Gudmunds mærke. Tord var en stor og stærk mand og ubillig af tænkemåde. De søgte at drage koen til sig, men fik den ikke i deres magt. Da løb Gudmund til og tilføjede Tord et stort sår, de skiltes fra ham ved nogle tørvegrave kort fra huset. De tog koen med sig og gav på den nærmeste gård besked om, hvad Tord behøvede. Tord levede fra dagmåls-tid til middag. De kom hjem om aftenen til Gudmund, og Haver fortalte, hvad der var sket. Gudmund svarede: »det er tydeligt, at I ikke vilde rejse forgæves«. Gudmund bødede Tords drab.


Om Gudmund gode og Torlak den hellige. (186)

[1190]. Da Gudmund præst den gode Areson opholdt sig på Miklebø og var 29 år gammel, flyttede han til Vellir i Svarvardardal, ti hans frænke Arntrud Fornedatter, som boede der, bad han om dette. Hun var enke; hun havde anden gang været gift med en mand ved navn Eyjulv, de havde to sönner Brand og Kløng. Hendes første mand hed Snorre; de havde også to sönner, Torstein og Snorre. Hendes husbond blev dræbt af en Nordmand, fordi han ikke vilde betale sin huskarls gjæld, da huskarlen intet ejede. Önund Torkelsson tog Nordmanden til sig og skaffede ham ud af landet, og dette førte til, at Arntrudssönnerne deltog i Önunds-branden. Det andet år, da Gudmund præst var på Vellir, dræbtes om efteråret ved tæltene (187) Sommerlide Asmundsson; for ophavsmanden til dette drab anså man Snorre Grimsson, Gudmund Aresons søskendebarn på fædrene side. Biskop Brand støttede søgsmålet og vilde på tinget lade nævningerne erklære Snorre skyldig i livsanslag og i hjælp overfor Brand, som udførte drabet. Men på Gudmund præst Aresons bön og mange andre ansete mænds, som ydede Snorre hjælp, lod biskop Torlak nævningerne erklære Snorre uskyldig i livsanslag. Nu er Gudmund 31 år. Men da Gudmund var 32 år, om vinteren to nætter för jul, døde biskop Torlak den hellige i Skålaholt. Han havde noget forud indbudt til ophold dersteds Gissur Hallsson, da hans livsvilkår blev vanskelige, og der var Gissr, så længe han levede (188). Tre mænd agtede biskop Torlak höjest, og de har næppe lignet de fleste andre folk; den ene af dem var hans søstersön Povl, som siden blev biskop, den anden Torvald Gissursson, som senere blev en mægtig hövding, og som i de fleste henseender overgik sine andre samtidige, den tredje Gudmund gris, som bortgav mere til guds ære end de fleste andre og tilsidst handlede efter evangeliets bud, idet han på én dag skiltes fra sin formue og sine kære og gik i kloster (189). Gudmund gris’ sönner var Magnus gode og Torlak, fader til biskop Arne den ældre, som har været en af de ypperligste mænd på Island; Torlak Gudmundsson havde desuden sönnerne Orm præst, kannik i Tykkebø, og Magnus, der døde som kannik i Vidø; Torlaks døtre var Asbjörg nonne, moder til Arne biskop den yngre, og Agata abbedisse, samt Torgerd og Gudrun, nonner i Kirkebø. Alle Gissurs sönner satte biskop Torlak höjt; Magnus ydede han en kærlig opfostring, så længe han ønskede at være der; den hellige biskop Torlak havde vist ham megen hæder, fordi han både var forstandig, veloplært og veltalende; både Torvald og Magnus viede biskop Torlak til præster. Biskop Torlak skaffede ligeledes sin søstersön Orm Jonsson en bolig, idet han overdrog ham Bredebolstad i Fljotshlid, den gård, som han anså for bedst af dem. som han havde rådighed over (190). Den sommer efter at biskop Torlak var død om vinteren forud, døde Snorre Tordsson fra Vatnsfjord Remigius-messe (191).


Menigheden vil ikke give slip på Gudmund gode.

Nu er det at berette om Gudmund præst Areson, at da han havde været nogle år på Vellir og husfru Arntrud var flyttet til Sakka i Svarvadardal med sine sönner Brand og Kløng, da var det en sommer på altinget, at Halldora Eyjulvsdatter, abbedisse i Kirkebø, opfordrede Gudmund præst til, at han skulde flytte derhen til østlandet og hjælpe hende med styrelsen; dette gik han ind på, og hun skulde sende folk efter ham om somren. Efter Olavs messe kom der nu et handelsskib til Gåsar, og der var biskop Povl ombord (192). Biskop Brand red da til Grund, og her traf han og biskop Povl sammen. Her kom også Gudmund præst og fik tilladelse af biskopperne til at flytte til Kirkebø; men da bygdefolkene erfarede dette, begav de sig til biskop Brand og bad ham forbyde Gudmund præst at flytte bort, og heri indvilligede han. Da de traf Gudmund præst og sagde ham biskoppens ord, opsøgte han straks biskoppen, og nu sagde biskoppen, at han forbød ham at flytte bort. Derfra red Gudmund til Vellir og var der om vinteren. Denne tildragelse tillagde biskop Brand så stor betydning, at han syntes det gik her som med pave Gregor (193). Den følgende vinter opstod der en spænding mellem Gudmund præst og Torstein Traslaugsson, som boede på Vellir; bygdens folk bragte nemlig Gudmund de gaver, som de ved anråbelser havde lovet helgenerne, men Torstein sagde, at Gudmund selv tog dette gods. Gudmund plejede ofte ved höjtiderne at lade folk kysse relikvierne; Torstein sagde herom, at man kunde ikke vide, om det var hellige mænds ben eller hesteben. Heraf opstod fjendskab mellem dem, så at Torstein ansøgte biskop Brand om, at han skulde forflytte Gudmund præst derfra. Næste vår begav biskop Brand sig nordpå til Vellir og mærkede det på menigmand blandt egnens folk, at de vilde på ingen måde miste Gudmund. Da tilbød biskoppen ham selv at bestyre kirkegodset på Vellir, men det vilde han ikke; biskoppen ansatte da en anden præst der. Gudmund præst lod om våren forkynde Torstein to stævninger, dels stævnede han ham, fordi han beskyldte ham for tyveri af folks gudelige gaver, dels for gudsbespottelse, fordi han kaldte hellige mænds ben for hesteben. og flyttede derefter ved fardagstid bort til Upsir. Om somren red Gudmund til tinget og fik overdraget selvdom i sin sag. Fra tinget indbød Sigurd Ormsson ham til sig på Svinafell; efter tinget drog han da sydpå til Haukadal, dernæst østpå til Svinafell, derfra til Østfjordene, så til Fljotsdalsherred, Vapnafjord, Øxarfjord. derpå nordfra til Øfjord og kom tilbage til Upsir hen mod vinternætterne. På hans rejse tildrog sig flere mærkelige begivenheder end jeg formår at opregne, ved hans sang-besværgelser og vand vielser (194).


Arntrudssönnerne kræver bestyrelsen af Vellir. (195)

Arntrudssönnerne Brand og Kløng opholdt sig på Sakka i Svarvadardal, men deres fader Eyjulv havde boet på Vellir og havde fået håndslags-löfte på, at kirkegodset skulde gå i arv (196). Men da Eyjulv døde, erklærede biskop Brand, at Eyjulvs sönner ikke var i stand til overtagelsen, og overdrog gården til Torstein Traslaugsson, han var gift med biskoppens frænke. Arntrudssönnerne krævede den til kirken hørende gård, men Torstein vilde ikke slippe den. Det hændte en söndag på Vellir, at Kløng og Torstein for løs på hinanden, men folk sørgede for, at ingen af dem blev såret. Derpå drog Torstein vestpå til Holar og fortalte biskoppen dette; biskoppen bad ham vende tilbage og medgav ham som ledsager en mand ved navn Snorre Tordsson, en søstersön af Drab Starkad; men, som för er skrevet, Starkad havde dræbt Torstein Arntrudsson. Korsmesse om hösten (197) holdtes der sognemøde (198) på Hals i Svarvadardal, og om dagen, medens folk sad i stuen, huggede Kløng det ene ben af Snorre ovenover knæet, en anden mand, ved navn Grim, sårede også Snorre, som straks dræbtes. Torstein begav sig igen til Holar og fortalte biskoppen, hvad der var sket. Arntrudssönnerne derimod opsøgte Gudmund dyre og bad ham følge med dem og holde gården besat. Han svarede, at han vilde ikke følge med, men sagde, at de skulde opfordre Ögmund sneis hertil, som var dem lige så nær beslægtet; han lovede da at sende sin sön Torvald med ham. De begav sig nu til Ögmund, som også fulgte med dem. Ögmund lod bære alt, hvad der havde værdi, ud af husene og ind på kirkegården, for så vidt det ikke kunde rummes i kirken. Kirkegården var både god og stor, og ikke så nær ved husene, at den derfra kunde angribes. Derefter forskansede de kirkegården ved hjælp af rafter og beredte sig til at yde modstand herfra. De fordelte kirkegården mellem sig til forsvar, om det skulde behøves. Der var 30 mand, og Ögmund havde befalingen over dem.

På den anden side lod biskop Brand samle folk, og blandt dem var Hjalm Asbjörnsson kommen længst vestfra, af de mænd som havde nogen betydning. Biskoppen havde også selv i sinde at drage med; men den nat, da de var samlede på Holar, ramtes biskoppen af ansigtssmærter, så at han ikke kunde rejse. De brød nu op henved halvandet hundred mand; i spidsen for denne styrke var Kolbein Arnorsson og hans fostersön Haver Brandsson. De kom til Vellir og havde en samtale med Ögmund; han sagde, at de måtte vænte sig modstand af dem, der var til stede, og at de ikke agtede at opgive gården. Haver fandt det betænkeligt at angribe kirkegården, og sagde, at hvis kirkegården besmittedes, havde de ansvaret, som angreb, og ikke de, som måtte værge deres hænder. De lå der to nætter og fik intetsteds husly, ti alle egnens folk holdt mere med Ögmund. Ögmund gav dem en ko til slagtning, men de kunde ikke få kedler til at koge den i og stegte den ved ildene. De udrettede intet andet end at de forligtes angående Snorres drab, for hvilket der blev givet bøder. Derefter drog de bort. Gudmund dyre ankom nu til gården og tog Arntrudssönnerne med sig derfra; han begav sig til biskoppen, og de blev enige om, at biskoppen skulde sætte en mand til at bestyre gården, så længe han levede, men derefter skulde Arntrudssönnerne overtage den; Torstein skulde heller ikke have den. Da flyttede Torkel Torarinsson til gården og boede der, så længe biskoppen levede. Derefter overtog Arntrudssönnerne den.


Gudmund dyres sidste år.

En mand ved navn Skæring Roaldsson, degn af vielse og Gudmund dyres frænde, var bleven såret, ved at Nordmænd huggede en hånd af ham. Gudmund påtalte sagen, og han fik selvdom for såret; Haver Brandsson og Gudmund fastsatte da en bod af 30 hundreder, og denne skulde straks betales. Derefter red Gudmund bort fra skibet, men Nordmændene, som fandt boden for höj, trængte ind på Haver og forlangte, at han enten skulde nedsætte boden eller aflægge ed (199). Men han gjorde ingen af delene. Da red man efter Gudmund og sagde ham, hvorledes sagerne stod. Han vendte straks tilbage til skibet og spurgte Haver, hvad der var på færde. Haver sagde, hvorledes det stod til. Gudmund svarede: »aflæg du eden, ellers vil jeg göre det, men de skal da betale 60 hundreder; en ed fra en af os skal koste lige så meget som Skærings hånd«. Det vilde Nordmændene ikke gå ind på. Da sagde Gudmund: »et andet vilkår kan også stilles eder, jeg vil betale Skæring de 30 hundreder, som er fastsatte, mod at vælge af eders flok en mand, som synes mig ham jævnbyrdig, og hugge en hånd af ham, og for ham kan I da fastsættes så ringe bod, som I lyster«. Det vilde Nordmændene heller ikke og udbetalte beløbet. Gudmund førte Skæring med sig fra skibet. — Derefter boede Gudmund ikke længe på Bakke, för han flyttede vestpå til Tingöre og gik i kloster, idet han således opgav sin ansete stilling, og her døde han. Hermed stanser jeg denne fortælling (200).


Gudmund gode deltager i biskopperne Torlaks og Jons skrinlæggelse.

[1198]. Det samme forår, da Tordssönnerne og Arntrudssönnerne om høsten dræbtes i Lauvås, tog Gudmund præst Areson ophold på Stad i Skagafjord, fordi Kolbein Arnorsson indbød ham dertil. Efter tinget sendte biskop Povl fra sydlandet mænd efter biskop Brand og Gudmund præst Areson, med anmodning om at de skulde komme sydpå til Skålaholt straks efter tinget. Det var på tinget besluttet, at man skulde optage biskop Torlaks relikvier af graven. De drog da afsted efter tingtid og kom til Skålaholt Margrete-messe (201). Ved den gudstjæneste, som afholdtes gud og den hellige biskop Torlak til ære, stillede biskop Povl under hele tjænesten Gudmund Areson nærmest de to biskopper; de lod ham sammen med sig aftörre kisten, da den blev båren ind i kirken, og han bestemte for en stor del, hvad der blev sunget, da relikvierne optoges. Der skete da mange jærtegn ved den hellige biskop Torlaks fortjænester. Efter dette drog Gudmund præst hjem og var på Stad hos Kolbein det år. Næste forår flyttede han til Videmyre til Kolbein Tumeson. Den sommer besøgte Gudmund præst tinget, men fra tinget drog han vestpå til Borgarfjord, hvor mange mænd hele herredet over indbød ham til sig. Derfra begav han sig vestpå til Hvam og overværede Snorre Sturlasons bryllup. Derfra drog han til Fagredal og derfra til Reykjaholar og indviede den kilde, som man senere for at spotte ham pissede i, men det vand lægede alligevel ikke mindre end för. Derfra drog han til Steingrimsfjord, så til Midfjord og om efteråret hjem til Videmyre, hvor han tilbragte vinteren i god behandling. Kolbein viste ham så megen agtelse og hengivenhed, at han kaldte ham en i sandhed hellig mand, og sagde, at han selv havde mange beviser herpå. Somren forud var Torlaksmesse vedtagen som lovbefalet helligdag. Den vinter Gudmund præst tilbragte på Videmyre var meget stræng, og det så farligt ud for mange. Da erfaredes det i drömme om biskop Jons hellighed, at han åbenbarede, at vejrliget vilde bedres, hvis hans relikvier optoges (202). Dette besluttede da biskop Brand, og han sendte bud til Gudmund præst Areson, at han skulde komme derhen og være lederen af denne gudstjæneste, ti biskoppen lå selv til sængs. Biskoppen kaldte nu folk til sig, men vejret var så hårdt, at Gudmund kom en dag senere end det var bestemt; alligevel væntede man på ham. Da han kom, blev biskop Jons relikvier optagne under store jærtegn 7 nætter efter Mattias messe (203).


Gudmund godes undergærninger.

Om foråret rejste Gudmund nordpå til Øfjord. Medens han var borte, døde hans moder Ulvheid; hendes lig førtes til Holar, og biskoppen modtog det med kærlighed. Gudmund præst kom da hjem, men brød igen op. Han besøgte tinget om somren. Da vedtoges Jon biskops messe som helligdag på biskop Brands anmodning, og efter en tale, som Gudmund præst holdt i lovretten (204). Fra tinget indbød Vestfjordingerne ham, og han drog da først til Borgarfjord og derfra til Bredefjord. Fra Reykjanæs blev han sat over til Flatø. Torgils Gunnsteinsson lod sine sönner og en huskarl overføre ham. Han bad Gudmund præst give drengene bør, når de drog tilbage, »ti de har ikke mange kræfter«, sagde han, »og jeg anbefaler dem i dine hænder«. »Jeg skal bede gud, at han giver dem bør«, svarede præsten. Det var vindstille, da de kom til Flatø. Drengene beredte sig til at rejse tilbage; de gik til deres fartöj, ordnede deres sejl og bad præsten holde sit løfte til dem om børen. Han gik til kirken, men de hejsede sejl, så snart de var færdige. Der kom straks vind i sejlet, og de lod det ikke falde, för de var hjemme, og havde des bedre bør, jo længere de sejlede. Gudmund drog da mod vest ind i fjordene, og da han opholdt sig i Saudlausdal, viede han noget vand, som en kvinde bar hjem i sin hue. Derfra drog han nordpå i fjordene, indtil han kom i Keldudal til Tord Areson; han havde en vissen hånd, og den smærtede så meget, at han ikke kunde spise med den. Om natten, da han ikke kunde holde ud at ligge, gik han ud. Da han kom ind, så han i Gudmunds sæng et stærkt lys, som om en stråle skinnede ned. Han rakte den svage hånd ind i lyset, og det lys, der faldt på hånden, var lige så klart som för; men fra da af var hånden rask og uden smærter, og nu forsvandt lyset. Derfra drog han til Haukadal til Arne rødskæg. Om aftenen, da han var kommen i sæng, skaffede man en kvinde til at klø hans fødder. Hendes hænder var vanføre, så at tre fingre lå ind imod håndfladen. Men da han syntes, at hun kløede for svagt, sparkede han hårdt til med foden, så at hælen ramte i de sammenkrympede fingres böjning, og i bugten kom han til at sparke, så at det gjorde temlig ondt. Få dage efter kom hun til ham og viste ham sin hånd, som nu var rask; og alle, som så det, lovede gud. Han drog så til Isafjord og kom ved Mattæus-messe (205) i Sudavik. Der gav han sin frænde Bård 30 hundreder vare (206) til brudkøbssum (207), og til ham bortfæstedes da en datter af præsten Steindor Björnsson. Der kom en kvinde løbende, som havde levet sammen med Arne rødskæg trods biskop Povls forbud, og han havde ikke formået at skille dem. Men da hun hørte tale om Gudmund præsts lærdomme, da higede hun mest af alt efter at træffe ham, og hun måtte løbe hemmelig bort fra Arne, ti han elskede hende meget og de havde börn sammen; hun var også smuk af udseende. Hun nåede nu til Gudmund Mattæus-messe og bad ham med anger-gråd om at forbarme sig over hende og modtage hende, så at hun kunde forlade sin mislige stilling; og mødet med ham medførte så meget godt for hende, at hun aldrig henfaldt til sit tidligere liv, men fulgte bestandig ham siden, når ikke andres ufred skilte dem. Derfra drog han til Vatnsfjord og så til Steingrimsfjord til Jon Brandsson; han ledsagedes da af mange folk, og man talte om, at der burde sendes bud i forvejen, for at de ikke skulde komme uvæntet. Men Gudmund præst sagde, at det behøvedes ikke, »gud vil nok betale for os og sende dem en hval, för vi drager bort«. Og disse ord opfyldtes således, at samme dag drev en rørhval op på Jons forstrand, der hvor han var eneejer, og næste morgen berettedes hvalens inddriven. Jon gav Gudmund en bog, som var en kostbarhed, og som biskop Povl havde givet Jon. Derfra drog han til Broddanæs og så nord over Floe (208) til Midfjord og så til Vatnsdal.

Medens han var der dette efterår på Hov, hændte det, at han sang over en sængeliggende syg mand og bar sine relikvier over ham. Han lå i bænken hos den syge mand, og det så ud for dem. der var til stede, som om han sov ind under bönnen. Hans degn lå ved siden af ham i bænken, og Gudmund sank ned over ham, da han faldt i sövn (209). Da han havde ligget en kort tid, kunde degnen ikke mærke, at han hvilede på ham; men både han og de andre så, at han lå der. Dette varede meget længe. Men da han vågnede, spurgte degnen, hvorfor han ikke mærkede ham, da han lå på hans bryst; han vilde ikke sige det. Da kom om vinteren den beretning fra Vestfjordene, at en mand, som hed Snorre, vestpå i Skålavik, blev plaget af en troldkvinde, og hun anfaldt ham så stærkt, at han ikke væntede at beholde livet. Denne samme nat, som der foran er fortalt om, det var lørdagnat, begav Snorre sig alene til messe, og det var en meget lang vej at rejse. Da kom troldkvinden imod ham og angreb ham og vilde drive ham til fjælds. Da bad han, at Gudmund præst skulde hjælpe ham, hvis han havde så meget at sige hos gud, som han troede, og fri ham for denne troldkvinde. I det samme forekom det ham, at et lys kom over ham, og med lyset fulgte en mand i mørk kappe, som havde en vievandskost i hånden og stænkede på hende; da forsvandt troldkvinden, som om hun sank i jorden, men ham ledsagede lyset lige til gården, og han syntes tydelig at kende, at med lyset fulgte Gudmund Areson. Nu faldt det sammen, at på netop den tid åbenbarede han sig for Snorre, som degnen ingen tyngsel følte af ham. Denne degn havde en byld i hovedet, og en gang da han støttede Gudmund under messen og hans albue hvilede på bylden, voldte det ham stærk smærte, men da messen var sungen, mærkede han intet til bylden. Dernæst drog de til Tingøre og kom der för alle helgens messe; der var Karl abbed og Gunnlaug munk til stede (210). De modtog om dagen ham, der den gang var præst, med en procession og sang til ham responsoriet vir iste in populo suo mitissimus apparuit sanctitate del et gratia plenus; iste est qui assidue. Nu vidner dette om, hvor höjt man agtede hans vandel, för folk forblindedes af hovmod. Da prædikede han længe alle helgens dag. Derfra drog han ud til Blöndubakke og var der i lang tid. Da agede man ham derfra op gennem Langedal; man sendte bud efter den fedeste og stærkeste hest i dalen, men kunde ikke få den lånt. Om natten gik imidlertid hesten ud i bækken hjemme ved gården og døde. Gudmund fortsatte rejsen, til han kom hjem på Videmyre ved Nikolaus-messe (211). Kolbein blev meget glad ved at se ham, og han tilbragte nu vinteren under god behandling. Om foråret drog han i gæstebud nordpå til Øfjord og til Flatø (212), derfra til altinget og besøgte tinget; fra tinget indbød mange mænd ham til sig, sydlændinger og Østfjordinger, som senere skal berettes.


Noter:

1. Sagaen om den nordlandske hövding Gudmund dyre er indflettet i en oprindelig selvstændig saga om biskop Gudmund Aresons ungdomsår.

2. Herjulvsnæs (Ikigeit) var et af de sydligste af Nordboer beboede punkter i det gamle Grönland; der er her fundet lævninger af en kirke.

3. Om Torvard, der tidligere er nævnt i Hvam-Sturlas saga, fortælles adskilligt i Sturlunga sagas fra Gudmund dyres saga hentede afsnit.

4. Sml. foran s. 67—69.

5. Af sleggja d. v. s. forhammer.

6. Dette slægtled er tvivlsomt.

7. Efter denne slægt har den bekendte Eyrbyggja saga navn.

8. systrunga d. v. s. kusine på mødrene side.

9. 15 h. tre alens ører svarede til 15 mark sølv, i nutidens penge (efter købeævne) c. 4500 kr.

10. Kong Inge faldt 4. febr. 1161 i et slag ved Oslo mod Håkon hærdebred.

11. Vigen omfattede landet omkring Kristiania-Fjord.

12. Ravnebjærgene er en lokalitet ved Tunsberg, en fra slaget ved Tunsberg forskellig kamp her kendes dog ikke. Hvis Are virkelig har deltaget i slaget ved Tunsberg, har han ikke først „næste forår“ efter sin ankomst til Norge truffet Erling jarl, slaget ved Tunsberg var nemlig samme år som kong Inges fald.

13. Sekk er en ø i Moldefjord i det vestlige Norge; den nævnte kamp mellem Håkon og Magnus fandt dog ikke sted „den“ sommer, men først den næste (1162).

14. Det her omtalte slag stod 20. febr. 1163 på Re ved Tunsberg, hvormed i Sturlunga saga Reyr er forvekslet. Den ovennævnte kong Magnus er Erling jarls sön, Sigurd jarl var modpartiets fører.

15. Olav Gudbrandsson var ifølge kongesagaerne en dattersön af Magnus barfods sön Eystein (halvbroder til Harald gille).

16. Rydjøkel er en nu nedlagt gård Rjodokull nordøst for Kristiania; alle helgens messe falder på 1ste november. Af de to ottesange holdtes den første kl. 3, den anden kl. 6 om morgenen.

17. hage d.v.s. den kunstfærdige.

18. fjose d.v.s. røgter (?)

19. dølske d.v.s. tåbe.

20. En „flok“ (d.v.s. et kortere digt, i modsætning til „drapa“) forfattet til den afdødes ære og bestemt til fremsigelse ved arvegildet (erfi).

21. Dette rette årstal er 1161. Fra dette år udgår også i det følgende beregningen af Gudmunds aldersår og de dermed forbundne annalistiske notitser, men således at året regnes fra forår til forår (formodl. „1ste sommerdag“ i april) og at Gudmund angives at have fyldt lige så mange år som han har levet vintre. I henførelsen af annalnotitserne til de pågældende år findes dog adskillige unøjagtigheder.

22. Gården Tværå i Øfjorden (Munke-Tværå) var fra år 1155 til reformationen sædet for et benediktiner-munkekloster; den her nævnte abbed Björn bærer i virkeligheden samme navn som hans broder biskoppen.

23. Konfirmationen var i den romerske kirke en med biskoppelig håndspålæggelse forbunden salving.

24. D. v. s. de 11 tusinde jomfruers dag, d. 21. oktober.

25. D. v. s. overlod ham selv at afgøre, hvilken fyldestgörelse han vilde bestemme.

26. Den ydmygt bedende fredløse overgiver sig på nåde og unåde, men får tilgivelse under hensyn til helligdagen.

27. Gregorius messe er 12. marts; om den anførte Karl-storm (Karlshrið) vides intet. De under 5te år anførte begivenheder tilhører i øvrigt det nærmest foregående år, hvorimod sagaen her har glemt Ares udenlandsrejse 1165.

28. Her er glemt en meddelelse om, at i det 7de år (1167) kom tidenden om Ares fald til Island.

29. På grund af dennes uægte fødsel.

30. Som munk.

31. Den i skarpe klammer stående sætning mangler nu i Sturlunga saga, men må oprindelig have stået der. Til forklaring af det følgende tjæner. at Ingemund og Torvard var brødre, Gudmund og Torvards sön Ögmund fættere.

32. Sml. foran. s. 83. Denne kamp, som fandt sted 1170, henføres her urigtig til 1171(—72).

33. D. v, s. den årlige fæsteafgift af denne gård var 10 hundred alen vadmel.

34. Sml. foran. s. 88-91. Kampen mellem Sturla og Einar forefaldt 1171, ikke som her forudsat 1172(—73); ved dette års udgang (april 1173) er Gudmund 13 år gammel.

35. De i parentes satte ord er udfaldne i Sturlunga saga.

36. Den irske helgeninde Sunniva skal med sine ledsagere i 10. årh. have søgt tilflugt i en klippehule på øen Selja i det vestlige Norge, hvor relikvierne opdagedes på Olav Trygvesons tid, og hvorfra den hellige Sunnivas lævninger 1170 flyttedes til katedralkirken i Bergen.

37. Akolut (egl. ledsager), underdegn, degn og præst er de 4 øverste af den katolske kirkes 7 gejstlige grader.

38. Sml. foran s. 101-2, hvor de to kvinders bortførelse fortælles som 2 forskellige begivenheder. Gudmunds 1ste år på Grenjadarstad er 1174 (—75); ved dettes udgang, foråret 1175 er han 14 år.

39. Der er næppe tvivl om, at striden mellem Povl og Helge står i forbindelse med den forud nævnte brand af Helges gård Saurbø, som rimeligvis skyldes Povl under hans ophold på Island som købmand.

40. Den her nævnte kong Eystein er Sverres nærmeste forgænger Eystein meyla, som faldt i januar 1177; Nikolaus Sigurdsson, en af modpartiets hövdinger, var året i forvejen bleven dræbt af Eysteins folk.

41. Den nævnte Marie-messe indfalder 8. september. Den her nævnte Arnor Kolbeinsson tilhører samme familie som Kolbein Tumeson, der gjorde Gudmund til biskop, men snart kom i den hæftigste strid med denne; sagaen sigter til, at Kolbein på selv samme helligdag rettede et angreb på bispegården, under hvilket han selv fandt døden.

42. Ordenen af disse angivelser er ikke heldig, Sverres kongevalg (1177) foregår för Gudmunds fyldte 17. år (april 1178), biskop Torlaks indvielse den påfølgende sommer.

43. Erling jarl faldt 29. juni 1179.

44. Sön af biskop Brand på Holar.

45. Slaget på Ilevoldene ved Trondhjem stod 27. maj 1180.

46. De nævnte tælte er et tælttag, hvormed den tids skibe overspændtes, når mandskabet trængte til hvile, da kahyt eller overdækket lastrum ikke fandtes; herunder har man altså ved måltiderne fremsat flyttelige borde. Skibet, som kun i for- og bagstavnen havde et halvdæk, førte et råsejl, og ladningen var stuvet i det åbne lastrum midtskibs.

47. Styresmanden er skibsfører; da denne styresmand kaldes Håvard og tidligere Hallstein er nævnt som ejer af skibet, må der her være to styresmænd, som formodenlig i forening har ejet skibet.

48. Det skildrede optrin giver en interessant belysning af troen på „navnets magt“. Det navn, der fyldigst betegnede guddommens væsen, tillagde man guddommelig kraft, og den, som var herre over navnet, kunde ved dettes nævnelse sætte de dette iboende overnaturlige kræfter i virksomhed. Desværre får man ved fortællingens slutning ikke nærmere oplysning om det pågældende navn eller den påfølgende virkning.

49. Malmø er en ø i Skagafjorden.

50. „rosti“ d.v.s. slagsbroder?

51. De i klammer satte ord er ved uagtsomhed udeladte i Sturlunga saga.

52. valbráð (nyisl. valbrá) egl. „ligkød“, betegner en medfødt mørk plet i huden (et modermærke).

53. Den för nævnte Einar „vipa“ kaldes her E. „nefa“. Bægge tilnavnes betydning er tvivlsom.

54. D. v. s. 25. marts.

55. D. v. s. til slutningen af maj, den tid hvor de islandske fæstere tiltrådte deres gårde.

56. Sml. foran s. 103 fg.

57. Græsløse-somren er 1182; da kong Valdemar 1. døde 12. maj 1182, indtræffer altså dødsdagen strængt taget ikke vinteren forud, men nogle uger efter 1ste sommerdag, som dette år indtraf 15. april.

58. Sturla Tordsson på Hvam var besvogret med Gudmund ved at have været gift med hans faster Ingebjörg.

59. Heidarvigs-sagaen, sagaen om hede-kampen, er den foranstående Hvam-Sturlas saga; denne ender med beretningen om Sturlas død 1183.

60. Ifølge den kanoniske ret var ægteskabet af to grunde ugyldigt.

61. Biskoppen lyser „forbud“ over dem, d. v. s. excommunicerer dem (udelukker dem fra gudstjænesten), men går dog ikke så vidt som til egenlig banlysning.

62. Denne kamp på. Ilevoldene ved Trondhjem er forskellig fra det mere bekendte slag 1180. Den fandt i øvrigt ikke, som her angivet, sted 1183, men 1182.

63. Torgrim havde tilnavnet alikarl, som muligvis kan oversættes som oven angivet, da ali- (af ala, ernære) bruges i sammensætninger for at betegne husdyr, som opfodres med særlig omhu i hjemmet.

64. Torfinn Torgeirsson, abbed til Helgafell, d. 1216.

65. Kuvlungerne benævntes tilhængerne af den norske tronkræver Jon kuvlung, en forhenværende munk, hvortil hans tilnavn (af kufl, en munkekutte) sigter; om ham berettes i det flg., s. 139—40.

66. Gr. messe er 12. marts.

67. Stad i Stadsbygden i Søndre Trondhjems amt.

68. Grim Snorreson var gift med Gudmunds faster Torny.

69. Den første Marie messe er 15. avgust.

70. Egl. „fald“vinter (fellivetr) d. v. s. en vinter, hvor de udegående kreaturer styrter døde om af fodermangel og frost.

71. D. v. sige foråret efter den forud omtalte vinter (1186—87).

72. „Gæster“ benævntes en under hirdmændene i rang stående afdeling huskarle ved den norske konges hof, der forrettede forskellig livvagts-tjæneste.

73. eller (efter andre kilder) Stangfolen.

74. Ingemund havde altså på middelalderlig vis med en metalstift nedskrevet denne beretning på trætavler betrukne med voks.

75. Annalerne, som under 1189 omtaler disse begivenheder, beretter udførligere om Asmund: Asmund kastanrasse (bag-svinger?) kom fra Grönland, fra Korsøerne, selv 13de på et skib, som næsten alene var sömmet med trænagler og sammenbundet med senetråd; han landede i Bredefjord på Island; han havde også været i Finnsboderne. Næste år, efter afrejsen fra Island, forliste skibet, som det i det følgende berettes (formodenlig på vej til Norge).

76. 1190 døde i Tunsberg Erik jarl Sigurdssön, en halvbroder af kong Sverre.

77. Hermed begynder sagaen om Gudmund dyre; han selv optræder dog først senere hen i fortællingen.

78. Istedenfor „Narvesönnernes morfader“ har enkelte håndskrifter „min morfader, ligeledes Narvesönnernes morfader“. Sætningens ægthed i denne form er tvivlsom; den vilde ellers kunde give et vink om Sturlunga-samlingens istandbringelse. Narvesönnerne er nemlig sönnerne af den i Sturlunga saga oftere nævnte præst Narve Snorreson på Skard; en fætter af Narvesönnerne er abbeden Torstein böllott på Helgafell (d. 1351), og ham har man da gættet på som samlingens sidste bearbejder.

79. D. v. s. de overvintrede her.

80. Nemlig for de hos dem overvintrende skibsbesætninger.

81. D. v. s. landskabet Skagafjord, som omfatter nabobygderne til Øfjord mod vest, adskilt herfra ved en höjslette (hede).

82. Teits gård Helgastad lå i landskabet øst for Øfjord, det nuværende Tingø syssel.

83. D. v. s. Nordfjærdingen, den del af Island, som udgjorde bispedömmet Holar.

84. „mundr“, den sum, hvormed brudgommen købte sin brud af hendes formynder, og som blev hendes personlige ejendom.

85. D. v. s. de mænd, som var i besiddelse af det godedömme (goðorð), hvortil de havde sluttet sig, altså de goder (hövdinger), hvis tingmænd de var.

86. Eyjulvs gård Grenjadarstad ligger kun en mils vej fra Helgastad.

87. Vadla-ting, beliggende i Øfjord, var et af Islands 13 vårtingsteder, hvor der hvert forår af tinglagets 3 goder afholdtes ting. Det var værneting for de til tinglaget hørende, således at man kunde vælge, om man vilde anlægge sagen her eller ved fjærdingsretten på altinget.

88. „dyr“ betyder her ypperlig.

89. Øksnadalen ligger i den nordvestlige del af landskabet Øfjord og er en forgrening af den fornævnte Hörgådal, hvor Torvard og Önund boede.

90. Den udførligere af de to sagatekster tilföjer „således som loven bestemte“ hvori man — ligesom af flere i det følgende brugte udtryk — har villet se en henvisning til fristatstidens lovgivning som ikke længer bestående, og således en antydning af sagaens tilblivelse efter 1264.

91. D. v. s. disse mænd fik fuldmagt til at besørge de Ö. og T. som „godordsmænd“ påhvilende forretninger.

92. Med „var bestemt til at afholdes“ er her gengivet tekstens ,,var udnævnt“, et besynderligt udtryk, i steden for hvilket man væntede „skulde udnævnes“; retten, som på sagsøgerens begæring afholdtes udenfor den skyldiges gård, må i dette tilfælde antages at skulle udnævnes på begæring af Eyjulv og efter dennes ankomst udenfor Torvards og Önunds gårde.

93. För middag skulde retten være udnævnt og alle pågældende have givet møde, hvorefter først bevisernes fremførelse har kunnet gå for sig; muligvis er det også en sådan lovregel, der har foresvævet forfatteren.

94. Hvalgrave var gruber, hvori det til føde bestemte, afflænsede hvalkød gemtes.

95. „Vægt“ (vætt) betegner på Island en vægt af 80 pund.

96. At opkaste en dysse af løse sten over liget var den almindelige måde at begrave forbrydere på.

97. De islandske hövdingedömmer (goðorð) var ikke territoriale, da man som tingmand kunde vælge, hvilken gode man vilde stå under; men det var naturligvis for goden fordelagtigt at have sine tingmænd samlede, og i løbet af Sturlunge-tiden synes der at ske en stærk tilnærmelse til geografisk begrænsning.

98. D. v. s. Øfjord.

99. Vadla-ting, hvis tingsted var i Øfjorden, var et af Nordfjærdingens 4 regelmæssige vårting. Gudmund har sandsynligvis været indehaver af et af de 3 hertil hørende godedömmer, men har selvfølgelig ikke haft ret til egenmægtig at ændre tingets art. Ethvert vårting bestod af to afdelinger, et søgsmålsting, bestemt til pådömmelse af rettergangssager, og et omsætningsting, der gjaldt som lovbestemt betalingstermin; den første af disse virksomheder er det ifølge ovenstående, at Gudmund ophævede.

100. 15 h. tre-alens ører (= 15 mark sølv) var den almindelige mandebod; til denne sum svarer de to gårdes værdi, da de tilsammen i jordskyld er takserede til 46 hundred (alen).

101. D. v. s. at han skulde blive ryddet af vejen af en mand, som tænkte derefter at ægte Gudrun.

102. Hvert af de til en sammenbygget islandsk gård hørende værelser udgjorde egenlig et særligt hus; disse, der hovedsagelig bestod af græstørv, måtte temlig hyppig genopføres. De vigtigste var stue, skåle (soverum), køkken, forrådskammer (búr).

103. Således angiver han sig som Helges drabsmand, hvad loven krævede, for at han ikke skulde betragtes som morder.

104. Tilnavn af usikker betydning.

105. En drabsmand kunde ikke uden strafansvar huses eller hjælpes.

106. Ved forlig kunde man for den fredløse opnå visse læmpelser, således bl. a. tilladelse til at sende ham ud af landet.

107. Med „deres mening“ må forstås Grims og hans slægts; Grim er selvfølgelig Snorres fader; denne mand er i øvrigt, hvad man efter fremstillingen ikke skulde vænte, nævnt i det foregående, nemlig s. 148-49.

108. Den på Island brugelige hestehilde (hnapphelda) består af et reb, hvormed hestens forben sammensnöres.

109. Denne mand. der som oftest alene kaldes Urda-Stein (formodenlig efter gården Urðir i Svarvadardal), synes at være sön af den Eyjulv, som er fader til to af de i denne saga oftere forekommende Arntrudssönner.

110. Disse summer må vel antages at være hundreder alen vadmel.

111. D. v. s. den kanoniske ret.

112. Efterkommerne af den s. 146 nævnte Forne Saksulvsson (eller Sökkulvsson).

113. Udtrykkene tælt og bod bruges her i flæng; sandsynligvis har rummet haft vægge af græstørv og været dækket af et vadmelstag.

114. D. v. s. sagaens forfatter.

115. Sneis betyder „pind“.

116. Tords sön Håkon boede efter at være bleven gift med den s. 152-55 omtalte Gudrun på gården Arnarnæs.

117. Hverfi betyder „bygd“, og Höfðahverfi er navnet på et lille bygdelag nord for Laufás.

118. Brekka betyder skrænt.

119. Det da brugelige panser, som er forskelligt fra brynjen, var en tyk, fodret tröje.

120. „Bonde“ (egl. le-svinger) er her brugt som en nedsættende betegnelse for en kriger.

121. Mændene fra Lauvås, d. v. s. Tord og hans sönner.

122. De angivne beløb er vistnok hundreder alen vadmel.

123. På det sædvanlige vårtingsted skulde hvert år efter hjemkomsten fra altinget holdes et ting, hvor de på altinget vedtagne nye love m. v. kundgjordes.

124. De to nabogårde Brekka i Hörgådal benævnes nu Store og Lille Brekka.

125. Vistnok 12 h. alen vadmel.

126. Egl. „som skulde hidse hestene.“ Ved de yndede hestekampe kæmpede to og to heste med hinanden, således at de rejste sig på bagbenene og bedes, idet hver støttedes og opmuntredes af en med en stav forsynet mand. Af det følgende synes det dog at fremgå, at de to mænd af navnet Nikolaus vel har været hestenes ejere, men ikke selv har ført dem frem.

127. Dette må være den først nævnte Nikolaus.

128. „herred“ betegner på Island „landskab.“

129. Ved „hede“ forstås på Island „höjland“; her menes de fjældvidder, som skiller sydlandet og nordlandet.

130. D. v. s. de som bod tilbudte heste.

131. Bonden på gården.

132. Denne gård, som ellers ikke kendes, må være forskellig fra hovedgården Langahlid, hvor Gudmund dyres medbejler Önund boede.

133. Det er naturligvis Gudmund, som sammenlignes med det forkomne får, og hele billedet er taget fra den årlige afsøgning af fjældhederne, hvorved hvert efterår de om somren her frit græssende lam og beder atter føres ned til bygden.

134. Gangdagene („processionsdagene“), de tre dage för Kristi himmelfartsdag.

135. Formodenlig Brand Eyjulvsson, sön af Arntrud i dennes 2. ægteskab.

136. Flade grussletter langs bredden af den gennem Hörgådalen strömmende å.

137. De islandske fårehjorde, som om vinteren for en stor del selv må søge sig deres føde, ledes under snefog og uvejr af et af hjordens kraftigste dyr, den såkaldte „fører-bede“.

138. Betydningen af denne stedsangivelse er noget tvivlsom.

139. Langahlid har som alle islandske gårde bestået af sammenbyggede huse, hvert omfattende et beboelses- eller arbejdsrum. På de lave og tykke græstørvsvægge hvilede et tag, hvis indre del bestod af vandrette åse, på tværs af hvilke lå en bræddeforskalning eller et lag af rafter, medens den ydre beklædning også her var græstørv; i det svagtskrånende tag fandtes husets vinduer, for så vidt ikke lyset kom fra det i tagmønningen anbragte trækhul (lyren).

140. laugarnef; af laug, vaskevand, bad.

141. Tiden ved kl. 9 formiddag.

142. Den ham tildömte pengebod, se s. 166.

143. Det mellem Skagafjord og Øfjord skillende höjland; ved vintertid har de herværende passer sandsynligvis kun kunnet befares gående.

144. Den her nævnte Sæmund Jonsson er Jon Loftssons sön; det af Torgrim sendte bud har sandsynligvis indeholdt en anmodning om hjælp, T. var nemlig gift med en datter af den indebrændte Önund.

145. Torvald Gissursson var hovedet for den berömte Haukdøleslægt på sydlandet, Sigurd Ormsson var østlandets mægtigste mand.

146. M. h. t. de anførte beløb må det erindres, at 1 hundred tre alens ører var = 1 mark sølv (32 lod, i pengeværdi c. 300 kr.), 15 hundred tre alens ører er den almindelige mandebod. Ved de beløb, som angives i hundreder alene, må vistnok underforstås „alen vadmel“; 3 hundred alen vadmel er = 1 hundred tre alens ører.

147. En yndet, men noget farlig, selskabelig adspredelse var sammenligning mellem fremragende mænd — ofte rivaler, for hvilke da de ordskiftende tog lidenskabelig parti.

148. Hövdingen Torvald Gissursson.

149. grikkr, kan betyde „kneb“, „puds“, men har her snarere betydningen „græker“, da S. havde opholdt sig i Miklegård (Konstantinopel).

150. D. v. s. Island; den umiddelbart herefter nævnte Grimsø ligger c. 6 mil nord for Øfjord.

151. Handelen var på denne tid ganske i Nordmændenes hænder, dog kunde, som det ses af dette eksempel, to år hengå, uden at en hel landsdel besøgtes af noget fremmed købmandsskib; muligvis står dog dette i forbindelse med, at annalerne for brandåret (1197) mælder „stort uår og islæg“.

152. Ved Sletten menes her bygden Melrakkaslétta i det nordøstlige Island.

153. Ved „penge“ må, hvor det gælder islandske forhold, ikke forstås udmøntet metal, men kun i almindelighed lovlige betalingsmidler.

154. Disse hentydninger med „svide“ gælder naturligvis Langahlid-branden.

155. For Islænderne var vadmel det almindelige betalingsmiddel.

156. Meningen må vel være, at B. bliver så uhyggelig til mode, at han kunde ønske at vende om.

157. Gården Lauvås, hvortil Tordssönnerne og Arntrudssönnerne havde begivet sig, ligger på østsiden af Øfjord, alle nærmest forud nævnte lokaliteter derimod på dennes vestside.

158. Det i tagmønningen anbragte lys- (og røg-) hul, lyren, lukkedes med en, med en gennemsigtig hinde overdraget, træramme.

159. Den præst, som betjænte Lauvås kirke.

160. Formodenlig på grund af hans deltagelse i mordbranden.

161. Sölve må være den S Toroddsson, der s. 164—65 er omtalt som daværende huskarl på Lauvås, og hans fader T. den under Langahlid-branden dræbte T. løvernæse. — Håkons påfaldende forlangende sigter vistnok til, at han ønsker at göre bod for sin andel i mordbranden.

162. Tord var fader til to af dræbte, nemlig Håkon og Hildebrand.

163. De tingmænd, der tilhørte Önunds godedömme, måtte underholde den på Laugaland samlede styrke.

164. Alle helgens messe er 1. november.

165. Langs de to sidevægge i det egenlige sovehus på de islandske gårde, den såkaldte skåle, løb et ophöjet bræddegulv (set), som udgjorde sovepladsen og væsenlig optoges af sængene. G.s og K.s flokke indehavde altså hver sit set i samme skåle.

166. Bödvar har dog allerede tidligere været nævnt, nemlig s. 169.

167. Den her omtalte „Strand“ er bygden Höfðaströnd ved Skagafjordens nordøstlige kyst; den kort efter nævnte gård Tjöm hedder nu Tjarnir.

168. Vistnok indsøen Höfðavatn.

169. Elvens leje havde her stejle klippevægge, hvorover broen førte.

170. Gården Odde var hovedsædet for Sæmund frodes bekendte slægt (Oddaverjerne); her boede Jon Loftsson og efter ham sönnen Sæmund; den umiddelbart i det følgende nævnte Torstein Jonsson har vistnok været Sæmunds broder.

171. Indfjordingerne er beboerne af Øfjord-herredets indre del.

172. D. v. s. de norske købmænd.

173. lýri, = hlýri, ven, broder?

174. Med 30 h. tre-alens ører var nemlig Torfinns drab blevet bødet.

175. Disse 10 og 20 hundreder er formodenlig h. alen vadmel; det første beløbs størrelse er i øvrigt ifg. teksten tvivlsom.

176. Víga-Starkaðr; angående navne-tillæget víga, som bares af mange bekendte voldsmænd, sml. s. 65. Det er öjensynlig den tidligere omtalte fredløse Starkad.

177. I steden for „Teit og hans fæller“ og „Torvald og han“ har teksten de tvetydige udtryk „þeir Teitr“ og „þeir Þorvaldr“; ved Torvald skal vel snarest forstås forligsmægleren Torvald Gissursson, og han og Teit har da været rejsefæller.

178. De sammenbyggede islandske huses brede og lave græstørvsvægge er det let at bestige og finde fodfæste på.

179. Denne forskansning (virki) synes således at have befundet sig i gårdens umiddelbare nærhed; angribernes antal er ikke ganske sikkert.

180. Bevægelige skråtage af brædder eller ris.

181. ok malla í, oversættelsen er usikker.

182. Den år 1193 afdøde biskop Torlak Torhallsson af Skalholt var netop året forud (1198) bleven erklæret for helgen.

183. T. K., barnebarn af hövdingerne Torstein ubillig og Torleiv beiskalde, er i det nærmest foregående ikke udtrykkelig nævnt, men må have vist sig som Gudmunds modstander ved at modtage hans fjender på sin gård Grund.

184. Han må være forskellig fra den s. 152 således benævnte mand.

185. Kreaturerne kendtes på indsnit i ørene, forskellige for hver ejer.

186. Her tager igen Gudmund godes saga fat.

187. Købmændenes boder. Sml. foran s. 158 og 60.

188. Gissur Hallsson, som havde været lovsigemand 1181—1200, tilhørte Haukdøleslægten og var en for sine på vidtløftige rejser erhvervede kundskaber og dannelse höjt ansét mand. Han var fader til Torvald Gissursson.

189. Gudmund gris, som var gift med en datter af Jon Loftsson og boede på den på altingsstedet beliggende gård Tingvellir, bliver senere nærmere omtalt i Sturlunga saga.

190. Bredebolstad var en af de mange gårde på Island, som var kirkeejendom under den form, at en verdslig stormand drev gården til egen fordel blot mod at sørge for gudstjænestens udførelse ved den derværende kirke. De islandske præsters stilling var höjst forskellig; dels lod höjbårne mænd, som de ovenfor nævnte Torvald og Magnus, sig indvie for at have de med standen forbundne fordele og da navnlig kirkegodsets forvaltning; dels — og således i reglen — besørgedes gudstjænesten af lejede og af kirkeherren stærkt afhængige gejstlige, hvis vilkår ofte ikke var bedre end en tjænestekarls.

191. Remigius messe er 1. oktober; årstallet er 1199.

192. Povl Jonsson (sön af Jon Loftsson), biskop i Skalholt 1195—1211, kom netop da tilbage fra sin indvielse i Norge.

193. Gregor den store blev som abbed af Romerne, der ikke vilde miste ham, holdt tilbage fra at gå som missionær til Angelsakserne.

194. Gudmunds undergærninger bestod især i ved salmesang at fordrive onde ånder og ved indvielse af kilder at give disses vand helbredende kraft.

195. Dette og det følgende stykke er taget fra Gudmund dyres saga.

196. D. v. s. at kirkegodsets bestyrelse, brugsretten af gården Vellir, hvor kirken stod, skulde være arvelig i hans slægt.

197. K. om h. er 14. september.

198. Sognemøde er en ikke ganske nöjagtig oversættelse af hreppstefna, da grænserne for den islandske landkommune (hreppr) ikke behøver at falde sammen med sognegrænsen.

199. D. v. s. aflægge ed på, at hans afgörelse var sket efter bedste overbevisning. Bodens størrelse har vel været 30 h. alen vadmel.

200. Gudmund dyre døde år 1212 og havde altså forinden ladet sig optage som munk i benediktinerklosteret Tingøre (i den vestlige del af Nordisland).

201. Margr. m. er 13. juli.

202. Biskop Jon Ögmundsson, som år 1200 erklæredes for helgen, var nordlandets 1ste biskop 1106—21 og residerede som alle hans efterfølgere på Holar i Skagafjorden.

203. M. m. er 24. februar.

204. Lovretten var altingets lovgivende forsamling, som bestod af landets styrende hövdinger (goderne) med bisiddere, samt de to biskopper og lovsigemanden. Denne sidste, landets øverste (og på en vis måde eneste) embedsmand, ledede forhandlingerne.

205. Mattæus m. er 21. sept.

206. „vare“, egl. handelsvare, betalingsmiddel, men bruges særlig som betegnelse for vadmel.

207. Denne ydelse havde brudgommen för ægteskabets indgåelse at udrede til brudens værge, men den tilfaldt hende.

208. Floe er stor bugt, der skiller Vestfjords-halvøen fra nordlandet.

209. „Bænk“ betegner her en lignende soveplads som den s. 188 omtalte.

210. Benediktinerklosteret Tingøre (det ældste islandske kloster, grundlagt 1133) var beliggende ud for Vatnsdalens munding, i det nuværende Hunavatns syssel, vest for Skagafjord. Det talte blandt sine brødre adskillige ved lærdom og åndelige interesser fremragende mænd, således bægge de her nævnte, abbeden Karl Jonsson (abbed 1169—81 og 1187—1207), som er forfatter til Sverres saga, og munken Gunnlaug Leivsson (d. 1219), som bl. a. på latin forfattede flere sagaer, som dog kun kendes i oversættelse eller uddrag.

211. Nik. m. er 6. december.

212. Flatø på nordlandet, nordøst for Øfjord, forskellig fra F. i Bredefjord.