Spor af Soldyrkelse i Norge

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Danske Studier
1905
s. 115-120
København 1905


Spor af Soldyrkelse i Norge


af Ivar Mortensson & Axel Olrik


I. af Ivar Mortensson
J. A. Friis fortæller i sin »Lappisk Mythologi«, at »som en Levning af Soldyrkelsen finder man endnu en og anden overtroisk Skik blandt Befolkningen, f. Ex. at kline Smør paa Væggen, saaledes at Solen kan smelte det, naar den igjen om Vinteren kommer tilsyne.« Det synes, at han med denne Setning tager Sigte paa Lapperne, der er kendte som nidkære Soltilbedere.

Selvsamme Skik finder man ogsaa i mange norske Bygder.

Fra Valdres fortæller saaledes Hallv. A. Bergh (Nye Folkeeventyr S. 75) at »det for ikke ret længe siden var Skik at give Solen Smør. Naar Husene laa saa dybt nede i Dalen, at Solen var borte endel af Vinteren, lagde Husmoderen et Smørgran paa det Sted i Stuen, som Solen om Vaaren først skinnede paa. Dette skulde da opfattes som en taus Bön om at den dog tidt og ofte maatte sende sine varmende Straaler didhen.« Fra Vikøyr i Hardanger er mig meddelt, at man sætter en Ske med Smør i Vinduet, hvor Solen først kommer efter Solhverv. I Sætesdalen sættes Smørret paa Stuetaget.

J. Storaker beretter følgende[1]: »Fra et enkelt Sted i Mandals Fogderi er mig fortalt, at man i gamle Dage brugte ʻat ofre til Solenʼ. Naar den kom saa høit paa Himmelen, at den kunde skinne ned igjennem Ljoren i Ildhusets Tag, gik En op paa Taget og lagde endel Smør for den, saa dette kunde smeltes af dens Straaler.

Paa Gaarden Egeland i Vennesland, hvor Solen ikke skinner endel af Vinteren, da en Aas stænger Adgangen mod Øst og Syd, blev der gjort en Ring af Smør i Ljorehullet, naar Solen første Gang naaede Huset. Man kaldte det ʻat give Solen Smørʼ.«

Fra et Par Steder i Sundalen er ogsaa meddelt, »at det tildels endnu er Skik, at naar Solen begynder at skinne om Vaaren første Gang, efterat den har været borte om Vinteren, at give den Smør. Man lægger lidt helst i Vinduet eller ogsaa stundom paa en Væg udenfor Stuen mod Syd, saa Solen kan skinne derpaa, naar den kommer op over Synskredsen. Naar man gjør dette, vil der blive meget Solskin om Sommeren. Dette udtrykkes ogsaa saa, at Solen skal se paa En med et behageligt Øie.«

Ogsaa fra Guldbrandsdalen har man meddelt, og det synes antydet, at den gamle Skik enkeltsteds tør blive iagttaget endnu, »at første Gang Solen kommer tilbage og skinner ind i Stuen, kliner man lidt Smør paa det Sted, hvor den skinner, og saa faar den god Lyst til at skinne hele Sommeren.«

Fra Søndmøre fortælles ogsaa, at naar Solen første Gang viser sig, efter at den en Tid ikke er gaaet op over Synskredsen, skal man give den lidt Smør. Det lægges lidt i Vindueskarmen, eller man klæber det til en Rude, saa at det kan smelte i Solen.

I Nordre Østerdalen, nærværende Meddelers Hjemsted, har det ogsaa været gammel Skik at fæste en Smule Smør paa det Sted paa Væggen, hvor Solen først skinner efter Vinter-solhverv. Det er dog ikke mange, som kjender til dette nu. Jeg maa dog bekjende, at mig selv sidder gammel Vane saa fast i Blodet, at jeg intet Aar undlader at følge nedarvet Sæd.

Ifjor spurgte jeg en ung Pige her fra Dalen, som kjendte Skikken, om hun havde hørt, hvorfor man skulde bære sig saaledes ad. Hun svarede, at hun havde hørt at naar man gjør saaledes, »skal man faa godt Aar.«

Man kommer til at tænke paa, hvad det hed om Midvintersblotet i gamle Dage, at det blev holdt »til gróðrar«, for at det skulde vokse godt Sommeren efter. Og denne Vinterfest (jól) blev holdt paa samme Tid (9-16de Januar), hvor man nu almindeligvis giver Solen oven omtalte Smøroffer, omtrent samme Tid, hvor Tyvende-dagen falder, som endnu er halv Helligdag i norske Bygder.

J. Storaker beretter videre: »Nær Gaarden Kvarenæs i Randøsund Sogn ved Kristiansand er et Fjeld som man kalder Kvaren. Det rager forholdsvis høit op; man kan derfra se, naar Solen stiger op af Havet. Her findes en hel Hoben Stene, alle næsten runde og omtrent af ens Størrelse. I Bygden gaar det Sagn, at Fædrene her tilbade Solen og ofrede til den, naar den stod op i sin Glands. Sagnet tillægger, at de, som vilde ofre til den, altid bare en Sten med sig og lagde den i Stenhoben. Noget nærmere herom ved man ikke at fortælle.«

»Det sees at have været en almindelig Skik, og Beretningerne stemme ogsaa alle deri overens, at det ʻat ofre til Solenʼ, som den fra et enkelt Sted udtrykkelig kaldes, foretages ved Solens Tilbagevenden, efterat den ikke har været seet i endel af den mørkeste Vinter.

Til festlige Skikke og Sædvaner er det ellers almindeligt i Folketroen, at Ting, som da ske, varsle kommende Begivenheder, og vil man udfritte, hvad ens Vilkaar senere skal blive, saa er netop en saadan Tid dertil beleilig. I denne Henseende staar den her omtalte vistnok næsten glemte Skik heller ikke som Undtagelse. Fra Salten er det mig nemlig mundtligt meddelt, at man har brugt at gaa op paa en eller anden nærliggende høi Hei for at se Solen, naar den ved sin Tilbagevenden er kommen saa høit over Synskredsen, at den kan sees. Man har da havt med sig en Salmebog; denne har man slaaet op uden at se i den, og den Salmes Indhold, som da falder op, varsler, hvad man kan vente sig. Træffer man saaledes en ʻDødssalmeʼ, er man feig.«[2]

I Anledning af denne Berettelse minder Storaker om Prokops Fortælling om Thuliterne, at efter deres 35 Dage lange Vinternat klatrer de op paa Bjergene og speider efter den sig nærmende Sol og feirer da deres største Fest.

Fra Nordland meddeles mig mundtlig følgende af indfødte: Den Dag da man først faar Solen at se efter Nytaar (naar »Soløiet er fuldt«), er det Skik at drikke et Glas Vin. I Harstad skal man før i Tiden ogsaa have brugt at kaste noget af Vinen ud i Vind og Veir. Samme Dag bruger man at holde en Salmebog bag Ryggen og slaa op Bogen. Den Salme man da kommer til at se, tager man Varsel af. Skolerne har fri eller halvfri.

Enkelte Steder (Hammerø) pleier man ogsaa, naar Himmelen er klar paa den Dag da Solen kan ventes, at gaa i Flok og Følge op i Fjeldet. Naar saa Solen kommer til Syne, hilser man den med Jubel.


II. af Axel Olrik

Det er et rigt materiale til soldyrkelsens historie, som forfatter Ivar Mortensson her har bragt frem for en stor del fra utrykte, endogså mundtlige kilder. Hvad vi lærer at kende derigennem er

1) en over så godt som hele Norge udbredt skik at ofre smör til solen, når den efter vintermörket igen viser sig på de enkelte gårde.

2) en på Helgeland (ɔ: nord for polarkresen) eksisterende skik, at man under höjtidelige former går op på en höjde for atter at tage mod solen ved dens genkomst.

3) en mere usikker efterretning om soldyrkelse på et fjæld i det sydligste Norge.

Den förste form, gårdofferet til solen, ligger helt tydelig for os. I de trange dale har den laftstående sol i den mörkeste vintertid været skjult for gårdens beboere; den förste dag den atter skinner på gården sættes der smör til den på taget, på væggen eller i vinduet, og solstrålerne slikker det op: man byder den velsete gæst et måltid, at han skal komme snart igen. Hensigten med offeret opgives udtrykkelig at være den at skaffe meget solskin (eller god åring). Med julefestens skikke træder det ikke i forbindelse; det fejres jo også kun på den enkelte gård, og til forskellig tid efter som gårdene ligger til at nås af solen. Skikken kendes i en mængde norske bygder, fra Norges sydspids østover lige til Østerdalen og nordpå indtil Søndmøre. Efter sin natur kan den ikke have været fejret i samtlige bygder; i de mere åbne strækninger f. eks. Mjøs-sletten og Trøndelagen er solen jo synlig hele året. Mærkelig nok kender man den ikke i det nordenfjældske, med mindre Friis’s udtalelse skal gælde de derboende Lapper. I det egenlige Nordland træder i dens sted en anden form: at gå til fjælds og hilse den tilbagevendende sol. Men med denne begrænsning for de nordlige egnes vedkommende må smörofferet på gården betegnes som i höjeste grad almen-norsk.

Den anden form er kun nordlandsk. Den er betinget af, at solen er under synskresen en vis tid af året; altså nord for polarkresen. Den ældste beretning skriver sig fra 6te årh. e. Kr. Prokop fortæller i sin Gotekrig om en folkestamme, der ved midvintertid har 40 dögns nat; når de 35 dögn er gåede, sender de spejdere op på de höjeste bjærge, og når de får solen at se, giver de det til kende for de nedenfor boende; derpå begynder de, skönt endnu værende i mörket, at göre gæstebud for at fejre solens genkomst. »Dette er hos Thuleboerne den störste höjtid.«

Man opfatter ofte Prokops beretning som vidne om en almindelig soldyrkelse på den skandinaviske halvø. Efter sit eget indhold er den dog begrænset til en landsdel der ligger et stykke nord for polarkresen, nemlig med en midvintersnat på 30 dögn (nede i bygden 40 dögn). Endvidere er det uvist, efter Prokops fremstilling, om det er en nordisk folkestamme, der holdt denne fest. Fra en anden samtidig kilde, Jordanesʼ Getica, véd vi, at denne folkestamme med de 40 dages nat hed Adogit; »namnet år såkerligen ej af nordisk-germansk ursprung.«[3] Det ligger da nær at opfatte det som navn for en finsk stamme eller — da heller ikke finske sprogforskere hidtil har været i stand til at forklare det — et nu forsvundet ukendt folk, hvis det da ikke skyldes skrivefejl.

Det er höjst mærkeligt, at 1400 år senere dukker den samme skik — at gå til fjælds for at tage mod solen efter den lange vinternat — op på samme egn (i Helgeland), denne gang öjensynlig hos den norske befolkning, og med religiøse orakler knyttet til. Skikken synes at have holdt sig gennem halvandet tusend år, og har muligvis overlevet et nationalitets-skifte; men den står jo også i et særlig inderligt forhold til disse egnes særlige naturforhold.

Hos Lapper, der boede sydligere end polarkresen, fandtes en offerfest på nytårsmorgen, hvorved hver mand med kone og børn lagde en messingring i brönd eller bæk som offer til solen; af ringens farve tog man siden varsler om liv og død (se ovenfor s. 41). Denne fest synes at være i slægt med de nordligere egnes solfest. For øvrigt er der jo også et vist alment slægtskab mellem den nordlandske fjældfest og den sydligere gårdfest, selv om offerskikkene er forskellige.

Mere uklare står vi overfor den tredje form, tilbedelse og stenoffer ved solopgang. Vi har kun den ene beretning fra det sydligste Norge, og den er med hensyn til solens betydning ikke udtömmende. De øvrige træk i overleveringen synes rigtige nok: at et særlig höjt og fremtrædende fjæld betragtes som helligt sted, og at der ofres ved at kaste en sten til dyngen. Om den sidste form af offer har der nylig været meddelt en række oplysninger både fra nordisk folkeskik og fra fjærne og vilde folkeslag[4], og vort tidsskrift skal snart bringe yderligere meddelelser om de højtidelige former, hvorunder dette offer er bevaret ned til vore dage på flere steder i Norden. Fra Island kender man derimod det stejle, lidt særligt formede fjæld der betragtes som helligt, og som hyppig bærer en stenhob som egenligt helligsted (Helgafell, Krorshólar, Borg). Dets hellighed står formodenlig i forbindelse med, at »det rager forholdsvis højt op, man kan derfra se når solen stiger op af havet«, og omvendt må fjældet være det förste sted som solskinnet faldt på. Endelig selve efterretningen, at man gik til fjælds for at bede til solen, når den stod op af havet, og ofrede sten til den, svarer i visse måder til den nordlandske skik, at gå til fjælds og hilse på den tilbagevendende sol. Men som beretning, der ikke er knyttet til solens årlige forsvinden, men giver en soldyrkelse i almindelighed står den for enlig og er formet for ubestemt, til at den kan have fuld troværdighed. Her må ønskes nye oplysninger, om muligt fra selve stedet, og ellers sidestykker andensteds fra.




Noter:

  1. Efterladte Samlinger vedkommende Folketroen. Manuskript tilhørende Universitetsbibliotheket i Kristiania.
  2. Jf. hermed II. J. Willes Optegnelser fra Thelemarken (Hist. Tidsskr. 1881) S. 186: »Julenyet, som blev tændt efter Juledagen, var det mærkværdigste i hele Aaret; om Aftenen gik man da ud med en Psalmebog, saa paa Lyset og da greb i Psalmebogen, som man holdt bag paa Ryggen; traf man da paa en Ligpsalme, da skulde man dø det Aar, traf man paa en Brudepsalme, skulde man giftes.«
  3. Läffler, Folknamnen hos Jordanes (Sv. landsm. XIII 9) s. 4.
  4. Dania VII 224 ff. VIII 50; Zeitschrift des vereins für volsk. 1902, 89. 203. 319.