Tordenguden og hans dreng

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Danske Studier
1905
s. 129-146
København 1905


Tordenguden og hans dreng


af Axel Olrik


1. THOR OG THJALFE
Axel Olrik
Thjalfe er i den nordiske myteverden Thors hyppige ledsager på hans vandringer. Men det er en ledsager af yderst beskeden rang. Han optræder aldrig med ham indenfor Asgårds gudekres; og en myte, der tidligst forekommer i 10de årh., fortæller at han er sön af en bonde, der har måttet skænke sine to børn Thjalfe og Roskva til Thor som bod for at hans buk ved deres fejl er bleven halt.

Indenfor vikingetidens digtning findes dog også en anden opfattelse af ham. Skjalden Eilif Gudrunsön betegner i sin ʻThorsdrapaʼ fra slutn. af 10de årh. Thjalfe og Thor som »fostbrødre«, eiðsvara[1].

Går vi til myterne om Thors kampe, vidner de om en fast og nær samhørighed mellem de to personer.

I en af dem, Hrungne-myten, har Thjalfe en vis selvstændig rolle. Da Thor skal kæmpe med Hrungne løber Thjalfe i forvejen og råber: »Du står uvarlig, jætte, du holder skjoldet foran dig, men Thor kommer gennem jorden og angriber dig nedenfra.« Da skød Hrungne skjoldet under fødderne og svang sin slibesten med begge hænder; men Thor slyngede sin hammer gennem luften, den törnede först sammen med slibestenen og splintrede den, og slog dernæst Hrungnes hoved sønder[2].

At denne myte er gammel, vidner ikke blot de mange og tidlige hentydninger til den, og det ry der går af denne kamp[3], men selve dens indre bygning. En Thor der ager til strid er forholdsvis sparsomt repræsenteret i sammenligning med de talrige myter, der lader ham vandre, og står sikkert tordenens naturfænomen et stykke nærmere. At Thor slynger sin hammer, således som man skulde vente af en tordengud, er ganske enestående; den er altid ellers et hugvåben til nærkamp. Også det at guderne vinder ved list, tör være et gammelt træk. Den sædvanlige eddadigtning gör sig kendelig umage for at fastholde Thors karakter af den stærke men ikke kløgtige. Endelig er også Thjalfe på sin plads her, fordi han udfører en i historien nødvendig rolle.

Lidt anderledes står han i forskellige andre digtninger. Eilif Gudrunsön giver i sin ʻThorsdrapaʼ en skildring af Thors færd til Geirrød. Loke lokker ham til at drage ud, men Thjalfe var hurtigere end Loke til at blive hans følgesvend. Skjalden udmaler så, hvor tappert de med deres pigstave kæmper sig frem igennem den opsvulmede Vimur-elv, indtil Thjalfe er ved at overmandes og må holde sig i Thors bælte for at slippe levende i land. Nogen handling der griber ind i fortællingens gang, udfører Thjalfe ikke; og det vilde være besværligt at tænke sig ham til stede i Geirrøds hal. Grundene til hans optræden er öjensynlig kun, at digteren er vant til at se ham som Thors ledsager, og at han kan stille Thors styrke i fuldere lys ved at lade ham hjælpe Thjalfe.

På lignende trin står en — formodenlig af selve digteren opfunden — myte i Hárbarðsljóð. »Jeg slog bersærkekvinder ihjel på Læsø«, fortæller Thor, »de havde handlet frygteligt, mishandlet hele folket .... de trued mig med jærnfork og jagede efter Thjalfe.« Atter tjæner Thjalfes svaghed som modsætning til Thors styrke.

Endelig er der Thors besøg hos Udgårdsloke, hvor både han og hans to ledsagere Loke og Thjalfe må göre idrætsprøver med den snedige jættes folk; Thjalfe må løbe om kap med pilten Huge. Vi tager næppe fejl i at opfatte dette som en sen myte. Foruden dens tvivlsomme religiøse holdning vidner derom dens usædvanlig nære afhængighed af et østeuropæisk folkeæventyr [4]; det er også i höj grad påfaldende, at Thor har begge de to ledsagere (og oven i købet søsteren Roskva, ifølge Snorres fremstilling). Ti i alle andre myter har han kun én følgesvend, enten Thjalfe eller Loke. — Noget nyt mytetræk tilfører denne digtning os heller ikke; Thjalfes hurtighed er os kendt fra det, at han løber i forvejen for Thor (Hrungne-myten og formodenlig Hárbarðsljóð).

Hele denne mytegruppe, hvor han kun er poetisk staffage, har derfor liden betydning for os. Den giver os på intet punkt en större viden om ham, end Hrungne-myten indeholder. Og denne digtning, hvor han er gudens hurtige og forudilende hjælper, står foreløbig som grundtype af Thjalfes mytiske betydning.

Går vi herfra til Lapperne, træffer vi sammen med tordenguden en mindre ledsager, der sædvanlig betegnes som hans tjæner, en enkelt gang som hans engel (ɔ: sendebud); han tager sig af den i dvale liggende troldmands sjæl, og når den er i fare kalder han på sin herre, at han skal drive fjenderne bort med sin hammer (se min »Nordisk og lappisk gudsdyrkelse«, DSt. 1905, 49). Som kultus tilhører denne tjæner mere de svenske Lapper end de norske; vi kender intet kultusbillede af ham fra norsk side, men han forekommer på en svensk-lappisk tromme som en lille figur ved siden af den hammerførende tordengud; og man har endvidere en opgivelse fra 1688 om hans billedstøtte. (For øvrigt er denne billedstøtte vel af forholdsvis sen oprindelse; han er bleven indsat i den sædvanlige gudetrehed på stormgudens plads, sikkert fordi Lapperne kun havde ringe praktisk brug for denne. Det almindelige har öjesynlig været, at han ikke havde særligt billede, men betragtedes som underordnet tordenguden.)

Der kan — som jeg i min tidlige afhandling har søgt at påvise — næppe være tvivl om, at dyrkelsen af denne hammerførende tordengud (som led i de tre himmelguders gruppe), og ligeledes af hans »tjæner«, må være lån fra nordisk. Dyrkelsens optræden hos de østlige Lapper tyder på, at den er lånt fra Svenskerne. Disse må da have kendt en Thors tjæner og hjælper, — en Thjalfe eller hvad han nu har heddet — ikke blot som en mytisk figur, men også som gudens tjæner og sendebud i forhold til de påkaldende mennesker.

Vi går nu over til en svensk overlevering, der vel foreligger fra forholdsvis sen tid, men er ret mærkelig i sit indhold, En Peter Rudbeck i Småland samlede i begyndelsen af 18de årh. sin hjemstavns overlevering; og i hans »Smålands Antikviteter«, kap. 3, findes også følgende[5].


»OM LYFTE-STENEN«

»En fast underlig och rolig historia månde jag referera, om tvenne stenar i Konga härad och Linneryd socken, hvilka kallas Lyfte-sten, och är ett gammalt urminnes monument, som i hedendomen vål haft något märkeligt till att betyda. Och är dessas natur fast underlig, i det den ena lilla stenen stundom blir så tung, at ingen honom må röra, stundom lätt, att man kan lyfta honom och bäraʼn hvart man vill. Och är detta monument således, att en sten står derstädes och lutar litet, varandes nästan så hög som till midjan på en karl, och är ofvanpå så slät, att den lilla stenen, som kan vara så stor som en stor halfpundig ost eller litet större, kan läggas ofvanpå honom, som afritningen utvisar. Och som detta faller ganska sällsamt, och detta äfventyr står midt i kyrkovågen emellan Friggestorps och Bastanäs gårdar, så lyfta alltid kyrkofolket, så vål som andra förbifarande, på denna stenen, når de gå till och från kyrkan, och hånder ibland, att den minste och svagaste råder med att lyfta upp honom på den andra stenen, ibland, en annan, och om man vill med all styrka och kraft taga i honom, så tör han vara allra svårast, och ju mera man nappas med honom, ju tyngre blifver han, så att på slutet kan ingen få honom från jorden, och den som då har lycka att upplyfta honom på besagda sten, han tycker sig stor förmån deraf; men häfver han ned honom igen och vill andra gångon upplyfta honom, så skämmer han straxt ut sig; ty det går intet an, och lyftes han intet upp två ganger af en. Jag har med förundran detta sjelf åsett, och lärer ett så reelt monument och memorabile efterdöme någon serdeles begynnelse haft i gamla dagar.

Jag hörde Nils Knutsson i Linneryds by, med flera, säga sig hört af sina förfäder, att guden Thor har låtit denna eftersyn ditsätta, och det stora och höga derhos liggende stenrör, som Lyfterör kallas, sammanvåltat, och torde någon det tycka vara ett monument till den gåta och mythologier i Edda omtalas; men våra Smålandska relationer äro fast annorlunda, fast den med många flere icke är upptecknad i den danska Edda[6]. Ty således beråtta gamla män hårom efter sina förfäder hört, att Thor gick en gång från Asgård till hafvet och Walhall och hade en dräng, och lär det vara den Edda kallar Tiolfe. Når han kommen emellan Asa gård och hafvet, mötte honom en forfärlig stor jätte. Thor frågade, hvart han skulle taga vägen. »Till Asgård,« sade han. »Hvad vill du der?« sade Thor. »Jag vill slås med Asarne och serdeles med Thor,« sade han. »Hvad har han gjort?« sade Thor. »Han har slagit ned mitt fähus och brännt upp all boskap med huset.« »Intet törer du råda mod honom,« sade Thor, »helst du är vapenlös.« Jätten sade: »jag vill taga mig en stor stenklippa, när jag kommer emot Asgard, och slå neder hela huset.« »Du äst intet så stark som du skryter till,« sade Thor. »Låt se, om du kan taga denna lilla stenen och lyfta på den andra som står hos!« och i detsamma lade Thor hammaren på stenen och vigde honom. »Jag vill taga honom med två finger,« sade jätten, »och kasta honom hvart jag vill.« Vid han tog till stenen med fingrarne, förmådde han intet (med) dem eller (med) båda händerna lyfta honom till knäna på sig. »En stackare äst du,« sade Thor. »Min dräng, som så liten är, skall lyfta honom.« Då tog drängen stenen, och lyfte honom upp som en vante. Det förtröt jätten, och (han) slog mod sin knytte näfve tiil Thor, så at han hade när fallit på knäet. Thor nappar till stridshammaren och slår denna jätten i skallen, så att all hjernan füll utt, och dog han der, och skal i detta stora stenrör ligga begrafen, och af detta lyftande har Lyfte-sten fått namn. Thor och hans dräng begrofvo honom der sjelfva.«


Det er påfaldende, at en myte om Thor endnu skal have levet hos den smålandske bondealmue o. 1700; men ved nærmere eftersyn er det ikke så usandsynligt. I Småland, og i det hele i de sydsvenske egne, har forestillingen om de enkelte hedenske guder levet videre i så stort omfang som intet andet sted i Norden; vi møder »Oden« i det 17de årh.s hekseprosesser, og vi møder »Oden«, »Tor« og »Frigg« i forskellig nyere folketro, og tillige sagn om Odens og Tors kamp med troldene. Et stedsagn om at løftestenen har sin oprindelse fra at Thor har tryllet den for at narre jætten, er da intet unaturligt; vi har jo fra Urebø i Telemarken ægte sagn om at »Tor med tungum hamri« har hugget uren[7].

Men, siger en og anden, kunde der alligevel ikke stikke literær mytologi deri? At optegneren ikke selv har digtet det, derom vidner hans tydelige påberåbelse af almen tradition og af en bestemt hjemmelsmand, og den hele folkelige tone i fortællingen. Man skulde da tænke sig, at en tidligere læser af Eddaerne har overført myter om Thor og Thjalfe til den smålandske løftesten. Men i så fald skulde man gærne have et eller andet bestemt holdepunkt for denne tanke.

Lad os en gang se på sagnet og dets enkelte dele. Midt i alfarvej ligger den store sten, af halv mandshöjde, og den lille, kun lidt større end en halvlispunds ost; kirkegængerne og andre vejfarende plejer altid, når de kommer forbi, at prøve om den lille sten idag lader sig løfte eller ikke. Tanken sysler stadig med æmnet, og den kræver da selvfølgelig svar i et sagn: hvorledes er stenen bleven så forhekset?

Svaret er da myten. Thor kommer vandrende fra »Asgård« eller »Asagård« til »havet«, som det synes det hav som skiller menneskene fra jætterne, eller ved hvis kant jætterne bor. Da han er kommen halvvejs (ɔ: til Linneryd i Småland), møder han en jætte der kommer fra modsat side. Man vil lægge mærke til, hvor nöjagtig fortællingen har det for sagn og myte almindelige at føle sit hjemsted som tilværelsens midtpunkt, hvorudenom den øvrige verden ordner sig symmetrisk. Men at Thor kommer fra »Asagård«, røber ikke det literær påvirkning? Nej, ned igennem middelalderen har man bevidstheden om Odin som asernes konge, vistnok nærmest at opfatte som tryllekyndig hersker i et afsides liggende land, der hyppig men kun på hastige besøg færdes her blandt menneskene[8]; i en trylleformel fra Södermanland møder vi udtrykkelig navnet »Oden af Adersgård«, ɔ: Asgård[9]. Vi finder her i sagnet oldtidens mytiske verden netop snævret ind i den grad som vi måtte vente hos smålandsk bondealmue: »Asagård« ved den ene ende af hans synskres, og »havet« (Østersøen?) ved den anden ende, ved den side mod øst hvor han kan vente jætternes indfald[10].

Jættens ærende er at kæmpe med aserne og særlig med Thor: »Han har slagit ned mitt fähus och brännt upp all boskap med huset.« Her er vi netop ikke i eddamytologien, men i den svenske folketro, hvor Thor og tordenen er ett og det samme. Og i lige så ægte folkesagnsstil er det, at jætten vil tage en stenklippe og kaste den over Asgård; således drejer sagnene sig — i modsætning til eddamyterne jo — altid om, at jætten vil knuse eller begrave en eller anden gård eller by.

»Du äst intet så stark som du skryter till,« siger Thor. »Låt se, om du kan taga denna lilla stenen och lyfta på den andra som står hos«  Men i det samme lagde Thor sin hammer på stenen og viede den; jætten, der nok så rask tog efter den med to fingre, var ikke i stand til at løfte den op med al sin styrke. »Min dräng, så liten han är, skall lyfta honom,« siger Thor; og ʻdrengenʼ (karlen) løftede den da, så let som havde det været en vante. Jætten kom da i raseri (han slog med sin knytte næve til Thor, så han nær var sunken i knæ — hedder det i opskriften); men i det samme slog Thor ham med sin stridshammer i hovedet, så hjærnen flød ud, og han var død.

De enkelte træk er i harmoni med Eddamytologien. Thor der lægger hammeren på stenen svarer til den kendte Eddamyte, hvor han svinger hamren over bukkeskindene: i det samme sker miraklet. Den lille svend, der ledsager ham, er — hvad allerede optegneren indså — Eddaens Thjalfe. Handlingen, hvorved jætten först narres, og dernæst da han er gået i fælden og berøvet sin sikre stilling, rammes af Thors hammer, svarer til listen i Hrungne-myten. Men der er en stor forskel: Thor optræder her som den snedige og tryllekyndige gud.

Gennem næsten hele Eddamytologien går der en bestræbelse efter at karakterisere de væsenligste gudeskikkelser. Thor udmærker sig ved styrke, men mangler overlæg og snedighed; Odin fremtræder derimod som kløgtens gud, i så stort omfang at man aldrig ser ham i åben kamp mod jætter (uden i ragnarok) men kun overvældende dem med sit ord, sine rænker og tryllemidler. Når undtagelsesvis Thor udfører en list, er de andre guder ophav til den, og kun med möje får man Thor overtalt til at medvirke (Thrymskvida). I Hrungne-myten er det efter Snorres fremstilling Thjalfe, efter Eilif Gudrunsöns aserne, der narrer jætten. Men i sagnet fra løftestenen er Thor den snedige og tryllekyndige, og hans tjæner er en ganske uvæsenlig hjælper.

Thor som den der narrer troldene, har vi kun i et eneste eddakvad, Alvíssmál; her holder han dværgen med snak, indtil solen rinder og han bliver til sten. Dette læredigt står udenfor den gængse æstetiske stræben efter at karakterisere Thor ved den blotte styrke. Da denne retning er så bevidst i eddadigtningen, er denne ene undtagelse sikkert et lævn fra ældre tider.

Går vi derimod til de sydsvenske folkeoverleveringer, så er denne karakteristik af de to hovedguder slet ikke til. »Oden« fælder trolde med sit spyd, lige så fuldt som Thor med sin tordenkile; for begge gælder det ikke så meget om styrke som om hurtighed til at overraske troldene. Her på smålandsk grund er det ganske i folkets ånd at lade aserne, også Thor, — ganske ligesom menneskene — vinde over jætterne ved list. På dette punkt står den smålandske myte på et ældre kulturtrin end næsten hele edda-diglningen med dens æstetiske hang til at karakterisere. Myten om Thors og jættens tvekamp ved løftestenen er en slags tvilling til Thors kamp med Hrungne, men mere naiv for så vidt den spiller på den simple modsætning mellem jættestyrke og gudelist, og ikke deler rollerne indenfor gudefolket.

Resultatet af undersøgelsen er da, at Thjalfe-typen ikke er særlig norsk-islandsk; han forekommer også i en svensk myte. Hans optræden er i begge lande knyttet til myter om Thors tvekamp med en jætte, hvor list i forening med hammerhug vinder over jættens plumpe styrke; den unge ledsager spiller en eller anden rolle ved udførelsen af denne list — som kæmpe kan han naturligvis ikke gælde noget ved siden af den stærke Thor — dog altid som en bifigur der ikke lader Thors betydning træde i skygge.

Ad to forskellige veje er vi således komne til at eftervise Thjalfe-skikkelsen i Sverig. Gennem lappisk mytologi lærte vi at kende en fra svensk lånt »Thors tjæner« eller »sendebud« som menneskenes hjælper i vanskeligheder, og i den smålandske myte lærer vi denne »Thors dräng« at kende som tordengudens stadige ledsager. —

Endnu et spor af Thjalfes tilværelse findes på svensk grund. Medens navnet synes ganske at mangle tilknytning på norsk grund, er i Sverig Þialfi (og det noget sjældnere Þialfar) almindeligt som mandsnavn[11]. En sammenhæng eksisterer der öjensynlig mellem navnet som jordisk og som guddommeligt. Formodenlig er det den, at mennesker er blevne opholdte efter Thors rappe følgesvend. Det stemmer jo godt nok med nordisk skik, at man benævner dødelige personer efter — ikke de egenlige kultusnavne, men efter de guddommelige helte af lavere rang: Hermod, Brage, Nanna osv. Endnu ad en tredje vej får vi altså sandsynlighed for, at Thjalfe i Sverig har været en yndet mytisk skikkelse.

Et enkelt sagn knytter sig til dette svenske navn. Øen Gulland skal have været fortryllet (»eluist«) så at den ved nat var oppe, men sank i hav ved dag, indtil en mand ved navn Thielvar bragte ild til øen, og siden sank den ikke mere. Sagnet er sidestykke til en flere steder i Norden forekommende overlevering, at den eller den ø har tilhørt huldrefolk og kun til tider været tilgængelig, indtil et eller andet menneske eller dyr bragte jærn eller andet tryllemiddel til øen (eller til en kristen mand kom på øen), og fra da af sank den ikke mere[12]. Når sammenlignende mytologer har fået ud af sagnet, at Thjalfe var en Prometheus der bragte ilden til jorden, er det en ganske vilkårlig omtydning, og den er kun mulig ved at løsrive Þielvar-sagnet fra det organisk sammenhørende stof. En anden sag er det, at det muligvis er en mytisk Thielvar-Thialfe, der bryder øens trolddom, — men da vi aldrig har ham optrædende uden i Thors følge, svæver en sådan gætning ret höjt i det blå. Ilden som middel mod troldskab er så almindelig i folkeskik (Feilberg, Ordbog II 12), at den ikke byder nogensomhelst sandsynlighed for, at sagnet rører sig i gudernes verden.

Dette er hvad kilderne indeholder om Thjalfe. Vi griber efter midler til at fastholde hans egenlige væsen; men tilsyneladende forgæves. Det eneste faste punkt er hans nære forbindelse med Thor. Mytedigtningen fra 10de årh. kender Rǫskva som hans søster; de er sammen givne Thor til ledsagere som bod for den skadede buk[13]. Det synes, som dette navn kan betyde den »frugt-bærende« el. lign.[14]. Da Thor, i alt fald hos Svenskerne, er den egenlige kornavlsgud (Adam af Bremen og nyere folketro), vil en faggudinde for kornets sætten frugt passe godt ind i hans følge. Men en anden sag er det, om Rǫskva også har nogen forbindelse med Thjalfe. Hun optræder aldrig i Thorsmyterne, kun i Udgårdsfærden er hun med som ren statist, hun ikke engang således som Loke og Thjalfe udfører nogen prøve, hun er alene kommen med fordi digteren har taget myten om bondens to børn til begyndelse på sin historie. Derfor er Thjalfes forbindelse med Thor fast nok, men hans slægtskab med Rǫskva er så meget løsere, snarest kun en følge af at de begge har med Thor at göre.

I selve navnet Þialfi har man søgt middel til nærmere bestemmelse af hans væsen. Forskerne synes enige om at sætte det i forbindelse med isl. þjálf, »arbejde« (urarisk rod telq, »arbejde«), idet nogle opfatter ham som repræsentant for det menneskelige arbejde der må forenes med gudens (Thors) hjælp; andre tager ham for agerbrugets gud; og atter andre for en smedegud, en Hefaistos der smeder tordengudens våben (R. Much, Der germanische himmelsgott, Festschrift für R. Heinzel, 1898, s. 234). Alle disse opfattelser står i en påfaldende modsætning til selve hans mytiske væsen: den lille, sædvanlig svage, men rappe ledsager for tordenguden; og da de ganske mangler tilknytning i virkeligheden — at han ikke er en ildbringende Prometheus har jeg nylig påpeget — så turde der være grund til at sætte et stort spörsmålstegn ved alle disse tolkninger. Selve oprindelsen fra þjálf synes mig usikker, Muligvis er þialfi slet ikke det egenlig navn, men kun en kortform; og den fuldstændige form har vi da i det jævnsides forekommende þialfar: formodenlig hængende sammen med oldn. þel, »grund«, »kraft«, og udsagnsordet fara. En grundbetydning af »den stærkt ilende« vil i höj grad svare til hans mytiske væsen. — På den anden side regner jeg spörsmålet om navnets oprindelse for så dunkelt — og hele den religionshistoriske etymologi for så vanskelig og umetodisk —, at jeg ikke heri vil søge nogen støtte for min opfattelse.

Större betydning end de usikre navnetydninger har Thjalfe-skikkelsens stilling i mytetypisk henseende. Indenfor den nordiske myteverden gentager Thor—Thjalfe sig i Thor—Loke. I Thrymkvadet (og i færden til Udgårdsloke) har Loke en lignende rolle som Thors tjænende ledsager og sendebud. Denne mytegruppe skal vi snart granske nærmere.

I gallisk optræder en tordengud, den »galliske Jupiter«; hans kendetegn er hjulet, tordenkilen og den jupiterslignende form af hår og skæg. I en bestemt gruppe af lerfigurer findes der ved hans venstre side en lille dreng eller tjæner[15]. Altså en gentagelse af »tordenguden og hans tjæner«; navnlig ligger det nær at tænke på lappiske billeder (formodenlig byggede på tabte nordiske) hvor tjæneren afbildes ved siden af den væbnede tordengud.

I littauisk optræder en gud af yderst beskeden rang, han hedder Varpulis, og er det drön der høres för tordenen og følger efter; navnet Varpulis betyder »den lille klokke«[16]. Han er altså for så vidt forskellig fra Thjalfe som han er identisk med et naturfænomen. Men han svarer til ham, idet han kun optræder i forbindelse med tordenguden, og netop kommer forud for ham (som Thjalfe i Hrungne-myten). Da Thor utvivlsomt er et ældre naturfænomen (i svensk er han det endnu håndgribeligt), må hans faste ledsager efter rimelighed også være et oprindeligt naturfænomen, og da sikkert det samme som i littauisk: det lille drön der går forud for tordenen.

Har da Nordboerne haft nogen tilböjelighed til at skabe mytiske væsner ud af de fænomener, der ledsager tordenen? I hvert fald i svensk folketro er vindstødene der går forud for tordenen opfattede som trolde der flygter for den, og på Gulland har der udformet sig en bestemt mytisk figur: Thors-pjäska (ɔ: Thors pige), et kvindeligt væsen som Thor altid er på jagt efter[17]. Naturligvis måtte vindstødene — som almindeligt i svensk tro — opfattes som trolde; dærimod må det lille drön för tordenen naturligere opfattes som et væsen af samme art som tordenguden, hans forud ilende tjæner.

Den stadig genkommende Thors-tjæner adskiller sig fra de fleste andre gudetjænere i nordisk myteverden. I reglen er de meget unge. Fröj har sin Byggvir, der alene forekommer i Lokasenna, og hvis forhold til kornsorten byg er ganske gennemsigtigt; formodenlig er navn og skikkelse först opfundet af selve digteren. Ligeså med Skirnir (den klare), der kun kendes igennem kvadet om Gerds og Fröjs elskov. Ligeså Odins svend Hermod, hvis navn synes ganske menneskeligt, og som er bunden til Baldersagnet. I modsætning dertil står Thjalfe som gammel, ved sin hyppige forekomst og ved sit lidet gennemsigtige navn. Så meget mere bliver det tilfældet, når vi ser, at Nordboerne har en dublet til ham i Loke, og at en lignende »tordengudens tjæner« findes hos de nærmeste stammefrænder i øst og i vest, hos Littauer og hos Kelter.

Denne samklang mellem de mellemeuropæiske, nærbeslægtede folk giver grund til at holde forbindelsen mellem tordenguden og tjæneren for gammel, og for grundet på et naturfænomen (ti ellers vilde forbindelsen vanskelig have holdt sig; i kultus spiller tjæneren aldrig nogen selvstændig rolle), Derfra har det udviklet sig dels til at tjæneren blev medoptaget i kultus som en bifigur (bevaret i gallisk og lappisk), dels at han blev mytisk udfoldet (i Thjalfe og stærkere i Loke). Kun Littauerne har, svarende til deres hele gammeldags gudevæsen, holdt ham på naturstandpunktet.

Det er naturligvis muligt, at årsagerne er mere sammensatte, end det endelige resultat, der foreligger os, lader formode, og at f. eks. de forskellige mellemeuropæiske Thorstjænere har hver sit ophav; men i forhold til den gennemgående enighed og simpelhed i resultatet er dog en sådan hypotese ret urimelig.

Der er anledning til at fremhæve, at denne underordnede Thorstjæner overalt er forskellig fra de selvstændige guddomme der kan optræde sammen med tordenguden, f. eks. hos Inderne Vishnu og Pushan i Indras følge. Kun Loke er en gud med en egen myteverden, foruden den han har fælles med Thor og her er naturligvis et problem at løse: hans sammenhæng med Thor, hans sammenhæng med Odin, og hans optræden på egen hånd. Men at han skulde have haft en egen dyrkelse, véd vi intet om.


II. THOR OG LOKE

Hos Esterne er der bevaret, helt ned mod vore dage, mytiske fortællinger hvori folkets gamle förkristne myteskikkelser spiller hovedrollen. En af dem er fortællingen om tordenguden, der mistede sin sækkepibe og vandt den igen[18].

Tordensönnen var kommen i djævlens magt[19], og for at købe sig fri lovede han at hjælpe djævlen med at få fat på den sækkepibe hvormed gamlefar plejede at frembringe tordenen, En aften, da gamlefar var falden i dyb sövn efter et vældigt uvejr, steg de sammen op på et höjt bjærg, og djævlen løftede ham på sine skuldre og strakte sin krop længer og længer, så han kunde kigge over skyerne ind i himlen. Dær lå gamlefar i dyb sövn, men med höjre hånd over sækkepiben, så ingen kunde få fat i den. Da listede tordensönnen sig hen til den gamle og satte et lille dyr ved hans næse så at den kløede, og gamlefar tog sig med hånden op til næsen. I samme öjeblik snappede han tordentingesten bort, og gav den til djævlen, der styrtede af sted med den ned i helvede og gemte den i et jærnkammer med syv slåer for. Men nu var der ingen torden mere i himlen, og derfor kom der ingen regn, alt på jorden törrede bort i det stadige solskin. Det havde tordensönnen ikke tænkt sig, og han drog til en finsk troldmand for at spörge om råd. Troldmanden sagde, at han måtte fortælle gamlefar hvor tordentingesten var skjult, gamlefar vilde da nok selv hitte udvej til at få den igen. Og så sendte troldmanden »ørnen fra norden« med den besked til gamlefar. Tordenguden skabte sig da til en dreng, gik til en fisker og tog tjæneste hos ham; han vidste at djævlen ofte kom til den sø og stjal fisk. Flere gange fandt de nettet tomt, når de kom efter fangst; men en nat da de roede ud, så de djævlen sidde i nettet og pille fiskene ud. De tryllede ham fast i nettet, så at han ikke kunde komme løs; dernæst slæbte de nettet til land og pryglede ham igennem indtil han lovede en stor løbesum. Så fulgte de med djævlen ned til helvede, han beværtede dem på det prægtigste og viste dem alle sine skatte. Piker (tordenguden) sagde sagde til fiskeren: »Du skal også bede at se hans sækkepibe, som ligger inde i jærnkamret bag syv slåer.« Og da de havde drukket godt, bad fiskeren om også at se hans sækkepibe. Sækkepiben blev båret ind; djævlen prøvede at spille på den, men det lød ikke smukkere end om man trækker en gris i halen. »Da kan min dreng göre det bedre,« sagde fiskeren. Piker tog piben, og straks da han satte læberne til mundstykket, blæste han så helvedes mure rystede og alle djævle styrtede om som døde. I stedet for drengen stod der selve gamlefar, og takkede fiskeren for hans hjælp. Så gav han sig på vej hjemefter; undervejs satte han sig på en sten og blæste i sækkepiben, så regnportene lukkedes op og jorden blev dyndvåd. Men tordensönnen ham tog gamlefader med som sin tjæner, og han skal være hos ham endnu.

Der haves en anden kortere form af samme myte, hvor indledningen med »tordensönnen« slet ikke findes. Den gamle Tyhi ligger stadig på lur for at rane Piknes sækkepibe, og da han en gang, træt af stadig at være på vagt, har lagt sig til at sove og har glemt at putte sækkepiben under hovedet, listede Tyhi sig på tæerne hen og snappede den fra ham. Pikne vågnede og kunde nok vide, hvem der havde stjålet den. Tyhi vidste nu, at Pikne vilde søge at ramme ham, og han skjulte sig da på bunden af vandet. Men Pikne fandt på list, han skabte sig i skikkelse af en dreng, og gik hos fiskerne og tilbød sin tjæneste, og kom også i tjæneste hos en af dem. Nu skulde den gamle Tyhi göre sin söns bryllup, og en dag på søen så drengen ham stjæle fiskene ud af fiskerens net, i det samme sagde han det til fiskeren, og fiskeren tryllede ham fast, og næste dag bankede de ham igennem på stranden. Endelig slap han fri og bød til gengæld fiskeren og hans dreng til sönnens bryllup. På drengens opfordring bad fiskeren om at se hans sækkepibe, der lå gemt under syv slåer; da ingen andre kunde blæse den, fik drengen den at prøve og blæste så alle troldene styrtede til jorden. Så gav han sig på hjemvejen, satte sig undervejs på en sten og blæste så regnen atter faldt efter syv måneders törke[20].

Som estnisk myte er denne fortælling i dens forskellige former godt nok i orden. Guddommene er nær naturbundne, og der er den dertil svarende korte afstand mellem himmel, jord og underjord, som endnu er så fremtrædende i dette folks overleveringer.

Meget mærkeligere er den vidtgående lighed med nordiske myter. Hovedhandlingen svarer til Thrymskvadet: gudens tordenvåben bliver stjålet fra ham mens han sover, men i forklædning drager han ned i troldeboligen til bryllup, får våbnet givet i sine hænder af de intetanende trolde og fælder så hele flokken dermed, inden han vender hjem til gudeboligen med den genvundne skat. Den indskudte fortælling svarer til Hymeskvadet: tordenguden omskabt til dreng vandrer til fiskeren, får lov at ro ud med og fanger trolden i sit næt (ligesom Thor Midgårdsormen på sin snöre), og lader utysket mærke de hårde hug.

Mest overraskende er det vel dog, hvor nöje »tordensönnen« (i den förste fortælling) svarer til Loke. At han løskøber sig selv fra trolden imod at hjælpe med tyveriet fra guderne, svarer til myten om Iduns rov. At han får den sovende til at vende sig og slippe skatten ved hjælp af et loppestik, genfindes i myten om Lokes ran af Brismgemen. At han optræder som Thors ledsager og tjæner, svarer til hans rolle i Thrymskvadet o. fl. st.

Nu opstår det spörsmål: hvorledes forklares denne mærkelige række af ligheder? At menneskeånden altid ligner sig selv og gang på gang skaber det samme uden at vide af det, vil ikke slå til som forklaring. Ligheden er så gennemgående, fortællingen i estnisk er alene bygget op af motiver der genfindes i nordisk; ud over det findes intet. Hvilket underligt tilfælde skulde der ikke til, for at en sådan digtning af sig selv skulde vælge denne kres af motiver og ellers intet af dem der svømmer på folkedigtningens uhyre hav? Der må være en bestemt forbindelse.

Et slægtskab imellem dem vil sandsynligvis sige, at den ene form ligger nærmest ved mytens grundform, den anden er mere afledt.

Det vil være vanskeligt eller snarere umuligt at opfatte den estniske som afledt af nordisk. Der mangler netop alle de træk som mest umiddelbart må fæste sig i dens erindring, der hører myten, sådanne optrin som at Thor har Midgårdsormen på sin fiskekrog og giver den hammerhug, eller at Thor bliver klædt ud som brud. At man skulde være i stand til at pille alle de forskellige Loke-træk ud af de mange myter og forene dem til en helhed, er også höjst usandsynligt. Og hele denne opfattelse, at tordenguden væsenlig sejrer ved sin snedighed, er så afvigende fra den nordiske Thors-type, at den umulig kan forklares som afledt af den.

Den estniske myte står derimod over hele linjen på et trin, der selv røber sig som oprindeligt. Dens tordentingest er virkelig den genstand, hvormed torden og regn frembringes. Mytens forskellige optrin er byggede over enkle motiver — tordenguden som fiskerdreng, tordenguden forklædt ved troldegildet, osv, — der kan foreligge stærkere udviklede og individualiserede i den rigere nordiske myteverden.

Hertil kommer endnu et hensyn. I de nordiske Thorsmyter er — som jeg tidligere har fremhævet — gudens styrke nu mest fremtrædende; men til hver af hans bedrifter knytter sig dog træk af snedighed, som ikke helt har kunnet fjærnes, men som i den foreliggende skikkelse interesserer mytefortællingen mindre. Thors kamp med Midgårdsormen står i alle de foreliggende kilder som den store styrkeprøve, men tillige findes snedighedsmotivet, at Thor forklædt som en ung dreng kan nærme sig til den og få den på sin krog. Thors hammerhentning er også i förste række en snedig streg; mytefortællingen kan kun holde Thors-karakteren ved at lægge snedigheden over på andre (Heimdal, Loke). I begge tilfælde har vi den simpelt-byggede grundform i den estniske myte, og den nordiske mere omfattende fremstilling indeholder bl. a. lævn af disse ældre motiver.

Denne sætning gælder jo for øvrigt også de andre Thorsmyter. Hrungne-kampen indeholder lævn af jættens overlistelse, og myteteksterne tumler på mærkelige måder med den for at komme uden om den kendsgerning at Thors sejr i tvekampen skyldes en list. Selv en myte som den i Hymeskvadet, om Thor der vinder kedlen ved at knuse jættens bæger, har en grundmodsætning mellem gudens snille og troldens tankeløse styrke.

Rene myter om tordengudens list har vi derimod ikke uden i Alvíssmál (der med sit læredigts-præg står alene) og så udenfor eddadigtningen i den smålandske myte. Men også dette vidner om, at der er en art af Thors-myter der er skudt til side af eddakvadenes gudefortællere, — men som nu viser sig at hænge sammen med mytetyper andensteds i Europa.

Som det forholder sig med Thorsmyterne, er det også med Loke. Her i den estniske myte møder vi Loke-skikkelsen, men på et ganske andet og ældre trin af udvikling, end i Eddamytologien der sætter hans jættebyrd og ondskab på spidsen. Han er ganske let forståelig, han er den svage unge gudeledsager, hvis uoverlagte måde selv at slippe ud af forlegenheden står i modsætning til storgudens videre kløgt. Vi står der overfor en sikkert ganske primitiv myte-type. Således kommer jo altid »Sankt Per« galt af sted, og »Vorherre« må bringe det i lave.

Både tordengubben med sin kløgt og tordensönnen med sin ubesindighed, er da ældre former af de gudeskikkelser, der mere udviklede foreligger os som Thor og Loke. Denne sidste iagttagelse er af ikke mindre interesse end den förste. Ti er der nogen skikkelse, der har voldt forskernes vanskelighed, er det Loke. Man har søgt hans oprindelse i naturfænomener, i kultus, i teologiske grundbegreber og måske i mere endnu. Kun den vej er man ikke gået, at søge oprindelsen til denne myteskikkelse (ti kun gennem myter kender vi ham) slet og ret ad mytisk vej. Den förste vej til at løse hans gåde bör være at følge myteelementernes historie. Det løser ikke alle hans gåder, men det fører et overraskende stort stykke frem ad vejen. Thors og Lokes fælles sagnkres bliver klar ved at han fra först af er »tordensönnen«, »Thors tjæner« eller hvad vi nu vil kalde den yngre og svagere ledsager for tordenguden. Hvorledes han har fået alle den nuværende Lokes træk véd vi ikke; men det er forståeligt, at alt som gudeskikkelserne hævedes i magt og i særpræg, og alt som jættekampen opfattedes dybere og alvorligere, at han da så at sige blev agterud, og hans tvetydige væsen opfattedes som jættebyrd.

Endnu står et spörsmål tilbage at besvare. Den estniske myte har vi hidtil betragtet blot som nordeuropæisk myte i almindelighed. Men hvorledes kommer det, at en finsk folkestamme skal sidde inde med urformen af en arisk, nærmere set en gotisk folkestammes myte. Der kan næppe være tvivl om det. Disse vestligste udløbere af den finske folkeæt er meget tidlig komne under arisk kultur. I ganske særlig grad gælder det Esterne, der har arvet land og navn fra en arisk, littauisk folkestamme, Æstierne, og som har optaget store mængder af lånord fra littauisk og fra gotisk. Også disse myter om tordenguden må være sådanne lån. Fra hvilken arisk stamme de er optagne, kan vi ikke afgöre med nogen sikkerhed. Samstemningen med den senere Eddamytologi, og den gotiske stammes större hang til mytedigtning, fremfor Littauerne, endelig også ulighed med den naturbundne littauiske tordenledsager (Varpulis), — alt det gör det sandsynligere, at det er folk af gotisk æt, der har siddet inde med mytekresen om tordengubben og tordensönnen.

»Loke« eller »tordensönnen« har i denne kres af myter en lignende rolle som Thjalfe har i andre myter: at være tordengudens ungdommelige ledsager og tjæner. De to skikkelser er dubletter til hinanden og kan ikke tænkes udviklede på samme egn. For Thjalfe var Sverig det land hvor skikkelsen optrådte fyldigst og dog i primitive former. For »tordensönnen« findes den mest oprindelige form i egne øst for Østersøen; snarest således at den estniske overlevering repræsenterer et tidligt lån fra de østligste gotiske folk.

Thjalfe-skikkelsen frembyder for så vidt den störste interesse, som den viser mytedannelsen i sin spædeste vækst. Dens grundmotiv (i Hrungne- og i Løftesten-myten) er blot den forudilende tjæner for tordenguden. Vi ser dens forskellige episke muligheder udfolde sig: den svage skikkelse der må have den stærke guds hjælp (Þórsdr. og Hárb.), eller den snedige tjæner, der kan udfylde Thors styrke (Hrungne-myten hos Snorre). Det interessante er at disse nye skud ikke optræder som færdige myter, men som den enkelte fortællers indfald.

Den anden type har allerede som »tordensönnen« en rigere episk udformning (og får det endnu langt stærkere som »Loke«). Man vil lægge mærke til, hvorledes den hele mytekres er bygget over modsætningen mellem den stærke gud og svagere ledsager, den unge gud der går på egen hånd og kommer i farer som den ældre må klare; og at denne modsætning mellem styrke og lidenhed behersker hele udviklingen, lige til den nordiske vikingetid har rendyrket styrken i Thor og tildelt Loke alle modsatte egenskaber. Modsætnings-loven er den simpleste og vistnok allermægtigste af de regler der gælder indenfor folkedigtningen. Og den enkelthed, hvormed den holdes fast og føres igennem i hele kresen af myter vidner om, at mytestoffet — hvilke træk af naturopfattelse eller gudsdyrkelse der kan være indkomne i det — först og fremmest beherskes og formes af episke hensyn. Derfor vil enhver opfattelse, der ikke opfatter myteoverleveringen efter sin indre bygning, men blot efter udefra hentede teorier, på forhånd stemple sig som mangelfuld; ti her er det eneste punkt, hvor vi kan opfatte stoffet efter sit eget væsen.

Dette mytens indre væsen er det, der viser Thjalfe, tordensönnen og (gudeæventyrenes) Loke som forskellige udviklingstrin af samme skikkelse.




Noter:

  1. Finnur Jónsson, Þórsdrápa Eilifs Goðrúnarsonar (Oversigt over danske vidensk. selsk. forh. 1900, nr. 5) s. 387; jf. digtets v. 2 hvor Thjalfe og Loke forudsættes at være ret ligestillede ledsagere af Thor.
  2. Snorra Edda (Skaldsk. k. 17); historien om skjoldet under fødderne antydes allerede i Brages Ragnars-drápa 1. I Tjodolf fra Hvins besyngelse af myten (Haustlǫng, fra slutn. af 9de årh.) hedder det blot, at guderne voldte, skjoldet kom ind under Hrungnes fødder. Digteren må vel dog have tænkt sig, at en bestemt af guderne udfører listen; om det var Thjalfe, fremgår ikke af teksten; der findes blot den sætning: »Kampens diser vilde det således«, der intet oplyser om de egenlig handlende personer.
  3. Hárbarðsljóð 14-15; Grottasǫngr 9; Bragi, Ragnarsdr. 1 osv.
  4. F. v. d. Leyen, Das märchen in den göttersagen der Eddn (Berlin 1899) s. 72.
  5. Trykt i Hyltén-Cavallius, Wärend och Wirdarne, II 29
  6. Resens danske udgave af Snorra Edda 1665.
  7. DgF. IV 582. I 2.
  8. Dg. F. I 222.
  9. Bidrag til Södermanlands äldre kulturhistoria, I 4, s. 74.
  10. Mere mistænkeligt er Walhall, men i den forvirrede måde hvorpå det indføres synes det ikke at høre fortællingen, men kun optegneren til.
  11. Lundgren, Spår af hednisk tro och kult i fornsvenska personnanm (Upsala univ. årsskrift 1880) s. 40.
  12. E. T. Kristensen, Danske sagn III 371, 372; Hammershaimb, Færøsk antologi, I 352.
  13. Forf. af Hýmiskviða (o. 975?) nævner fortællingen som velkendt; Eilif Gudrunsön (henimod 1000) nævner Thjalfe som »(V)rǫsku bróðir«. Fortællingens yndest ved denne tid skal måske antyde, at den da var nylig digtet.
  14. Rǫskva af ældre Vrǫskva (Eilif Gudrunsön), jf. got. gavrisqvan, bære frugt; dog uvist om blot = oldn. rǫskr, moden, dygtig.
  15. H. Gaidoz, Le dieu gaulois du soleil (Revue archéologique 1884), Paris 1886, s, 2-3
  16. Usener, Götternamen, 104. 110.
  17. Torspjäska, se Säves hskr. samlinger. Om torden efter trolde se f. eks. Eva Wigström, Folkdiktning, II 93; Sv. landsm. VIII 3, nr. 269-82; Cavallius, Wärend, II 13, I 231; Resens hskr. Atlas (fra Møen); Haukenres, Hardanger, VIII 155.
  18. Myten foreligger i to tekster: Jannsen, Märchen und sagen des estnischen volkes, II (1888) nr. 4; I (1881) nr. 10.
  19. Dette udmales i kristen stil: djævlen havde lovet at tjæne ham i syv år imod at få hans sjæl efter udløbet af denne tid.
  20. Til slutning lovede Pikne fiskeren, der hed Lijon, at han altid vilde opfylde hans bönner, og derfor er endnu Lijon mellemmand mellem guder og jætter.