Torgils skardes saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Dansk.gif


Sturlunga Saga


i dansk oversættelse

ved

Kr. Kålund (Versene ved Olaf Hansen)

udgiven af Det Kgl. Nordiske Oldskriftselskab

Gyldendalske Boghandel
Nordisk Forlag
København og Kristiania

1904


[TORGILS SKARDES SAGA.] (1)

[Bödvar, en sön af Tord Sturlason, boede på Stad og var gift med Sigrid Arnorsdatter; deres sönner var Torgils, Sighvat og Gudmund; deres døtre var Helga, som først var gift med Povl Såmsson, senere med Tjodulv kotkarl (2), Aldis, som var gift med Tord Hitnæsing, Hallbera, som var gift med præsten Gunnlaug Hallfredsson, samt Gudrun og Vigdis. Torgils var den ældste af Bödvars sönner. Biskop Gudmund konfirmerede ham to år gammel og spurgte om, hvilken slægt han tilhørte. Det blev sagt ham, og man spurgte om, hvad han mente om drengen. Han svarede: »dersom denne dreng når alder og udvikling, vil han blive en kæk mand og stor hövding; men jeg er forberedt på, at han ikke dør af alderdom«. Gudmund gav drengen et guldspænde og ønskede ham alt godt. Torgils var en smuk mand af udseende, hærdebred og kraftig, lys af hår og hudfarve, med smukke öjne, smal om midjen; håret var tyndt, men faldt smukt; han var modig og hårdfør, svømmede godt og var i alt meget ihærdig; han var fåmælt, men ordholden, og hvad enten han lovede noget godt eller ondt, da var han rask til at opfylde det. I overlæben var et skår, som han var født med, og derfor kaldtes han Torgils skarde (den skårede). Sighvat Bödvarsson var sent udviklet i sin opvækst; han var dog en stor og smidig mand, dygtig i brydning, en god svømmer og håndfærdig, noget ordrig og meget kyndig i loven. Han var ikke smuk af udseende, men dog anselig og vel udviklet; han var vægelsindet og temlig hidsig. Gudmund Bödvarsson var en smuk mand, stor af vækst, ivrig i legemsøvelser, stilfærdig til hverdagsbrug og meget oplagt til lystighed.

Torgils Bödvarsson voksede op på Stad hos sin fader, indtil Snorres drab i Reykjaholt fandt sted. Gissur stillede derefter Bödvar valget imellem at sværge sig troskabsed eller stille gisler. Bödvar besluttede sig da til at give Gissur som gisler sin sön Torgils og sin broder Guttorm Tordsson; Torgils var da 15 vintre gammel. De var den vinter i Tunge hos Gissur, og han gav dem to mænd til deres opvartning, nemlig Björn Sigurdsson og Stein Berseson. Gissur kunde godt lide Torgils og anså ham for den betydeligste; han anviste ham plads nærmest sig. Torgils var ikke let at omgås og af et vanskeligt sind, derimod var Guttorm fredsommelig overfor alle. Groa husfrue var den, som viste dem mest yndest. Det hændte en gang, at Torgils Bödvarsson og Såm Magnusson, Gissurs frænde, blev uenige ved tavlspil; Såm vilde flytte en ridder (3) tilbage, som han havde stillet således, at den kunde tages, men det vilde Torgils ikke tillade. De vekslede da temlig uvenlige ord. Da foreslog Markus Mördsson, at ridderen skulde flyttes tilbage, og sagde: »bliv dog ikke uenige om tavlspil«. Torgils svarede, at han ikke vilde rette sig efter hans ord, strøg brikkerne sammen og kom dem i pungen, rejste sig og slog Såm under øret, så at han blødte, idet han sagde: »det er hårdt at vide, om vi i ingen henseender skal turde hævde vor ret overfor Gissurs frænder«. Man løb nu ud og sagde Gissur dette; han kom ind og spurgte, om Såm da ikke turde hævne sig. Guttorm og Groa sad på tværbænken, da Gissur kom ind i stuen, og hørte, at han irettesatte de to drenge vredt. De gik da til i forening med præsten. Torgils svarede Gissur temlig ophidset. Groa tog Gissur i hånden og sagde: »hvorfor er du så vred? det forekommer mig, at det måtte tilkomme dig at tage ansvaret, hvis han har gjort noget, som behøvede at bødes«. Gissur svarede: »jeg vil ikke have din dom i dette«. Hun sagde: »jeg vil da give bod, hvis det behøves«. De førte nu Torgils bort og bad ham give Gissur gode ord, men Torgils sagde, at det vilde han ikke göre. Mange gav nu deres råd og sagde, at dette var barnestreger. Sagen faldt da hen, men Gissur var mindre venlig mod Torgils end för. Inden jul lod Groa göre for Torgils en grön kjortel af nyt klæde, han gav da Såm en blå kjortel, som han forud havde, og de var derefter bestandig gode venner. Denne vinter lod Snorre Sturlasons sön Urøkja dræbe Kløng Björnsson i Reykjaholt anden juledag, og derefter drog de mod Gissur i Skålaholt; der stod her en kamp niende dag i julen. Torgils var under denne i kirken, ti Gissur vilde ikke, at han skulde deltage i kampen. Det gik således, at Gissur og Urøkja forligtes. Derefter vendte Torgils og Guttorm tilbage til Stad på vestlandet (4).


Torgils rejser til Norge.

[1244]. Næst dette er at berette, at da Torgils var 18 vintre, besluttede han at rejse fra landet ombord hos en mand, som hed Erik skarde, en Nordmand. Torgils ledsagedes af en mand, som hed Berg, sön af Åmunde Bergsson og Tora Torvardsdatter. Medens Torgils opholdt sig ved skibet, kom Tord Sighvatsson der, og han og Torgils talte venskabelig sammen. Tord lovede ham sin hjælp, når han kunde behøve den, og indbød ham til sig, hvis han havde lyst. Torgils svarede, at han vilde have modtaget tilbudet, hvis det var kommet för, men at han nu ikke vilde opgive sin rejse. Tord sagde, at indbydelsen var for hånden, selv om den først senere benyttedes. De skiltes med venskab. Torgils og hans ledsagere stak i søen og havde en god rejse; de landede ved Bergen. Erik indbød Torgils og hans fæller til ophold hos sig, og de fulgte med ham ind i Sogn. Torgils sagde, at han vilde være hos den mand, som som var den ypperste i det herred. Den mægtigste mand i Sogn var da Brynjulv, en sön af Jon stål; han havde sin hovedgård på Hvål. Da Torgils var kommen hjem med Erik, beværtede Erik ham vel og viste ham megen hæder. Torgils kunde være meget tilfreds med folkene her, men han syntes ikke om hjemmet.

Det var Eriks sædvane, når han kom hjem fra købmandsrejserne, at holde gæstebud for sine venner, hvortil han indbød sine naboer, og det vilde han ikke mindst nu, da der var fulgt med ham folk, som holdtes for anselige mænd. Han indbød til sig Brynjulv fra Hvål og Tore fra Stedje. Der var en talrig forsamling og et prægtigt gæstebud. Brynjulv og Torgils sad ved siden af hinanden, de talte meget sammen, og de blev gode venner; Brynjulv mærkede, at Torgils var en langt betydeligere mand end folk flest, og han vidste god besked med hans slægt; han indbød derfor ham og Berg til ophold hos sig og sagde, at besøget vilde være ham meget kært. Torgils havde lyst til at modtage tilbudet, men Berg var utilböjelig, dog kom Torgils til at råde. De fulgtes med Brynjulv, og da de kom hjem, modtog han dem med åbne arme og viste stor glæde over Torgils, som han gav plads nærmest sig.


Torgils' ophold hos Brynjulv på Hvål.

Brynjulv gav dem en dreng til opvartning, som hed Peter. Det gik således, at drengen var forsommelig og Torgils temlig fordringsfuld, og det var ikke frit for, at han pryglede ham stundom, men med dette var Brynjulv misfornöjet, da drengen var i slægt med ham. Der var vel indrettede huse og mange folk; der var ofte store drikkelag og megen lystighed, men bønderne tålte ikke alle lige godt drikken. En mand ved navn Geirmund, som var Erik skardes nabo og frænde, havde sluttet venskab med Torgils, medens denne var hos Erik, og havde givet ham en stridsøkse med fremstående hjörner, den var ikke stor, men af ypperligt jærn. Geirmund var sammen med Erik i Brynjulvs julegilde og drak uforsigtig; der var stærke drikkelag med mange straffedrikke (5). Björn hed en mand, som opholdt sig hos Brynjulv; han var gammel og havde været længe hos ham; han havde det arbejde at brygge øl og daglig at passe drikken. Torgils syntes, at Björn til daglig brug var temlig påholdende med drikkevarerne. Han havde desuden mistanke om, at Björn førte bagtalelse og sladder mellem ham og Brynjulv; der var derfor et temlig dårligt forhold imellem dem. Björn var en heftig mand, mente at have en sikker støtte, var nærgående og avindsyg. Erik fik anvist plads ved siden af Berg, dernæst sad Geirmund, og næst ham en ikke så lille skare bønder, den ene ved siden af den anden. Berg drak altid lidet, da han var syg, og derfor skulde han ikke drikke mere end han vilde, og ingen straffedrikke. Brynjulv kunde godt lide ham og fandt ham brav og besindig. Torgils kunde drikke meget, og drikken gjorde ham ofte ustyrlig.

Om aftenen på julens ottende dag drak man aller voldsomst; ud på aftenen blev der drukket vin. På den ene bænk sad Brynjulvs fri karle og to af kong Håkons hirdmænd Arne Ivarsson og Ketil lang. Først drak man hobevis, dernæst drak man spids-drikning (6), og nu blev de fleste af de tilstedeværende drukne. Geirmund talte især om, at han anså sig for at være overbebyrdet og at drikken var forfalsket. Nu bar Björn et kar til Geirmund, men han stødte til det med hånden og slog det op i favnen på ham, så at drikken spildtes i halmen. Björn vrededes herover og blev hidsig, han sagde, at Geirmund var en stor tølper, slog ham med sin næve i næsen, så at blodet flød helt over ham, og brugte hårde ord. Torgils var den første til at springe op, greb et stort dyrehorn (7), tungt ved sin udsmykning med sølv og stene; med dette slog han Björn mellem hærderne, så at han faldt fremover. Björn faldt ned med panden mod jorden og stødte sig mod karret, som han havde båret; han fik en skramme i panden, og karret sønderbrødes helt. Torgils vilde slå til for anden gang, men Berg holdt på ham. Brynjulv sprang nu op og alle hans mænd; det samme gjorde Erik og de andre bønder, til dem sluttede Torgils sig. Det kom til håndgribeligheder mellem folk, og Brynjulv var meget vred. Erik sagde til Brynjulv: »sørg for, at denne larm stilles, bonde! det vil være til ære for Eder og alle dem, som er indviklede heri«. Brynjulv svarede: »det har hidtil været usædvanligt, at folk er bleven pryglede i mit hjem«. Arne sagde nu: »du må betænke, bonde! hvem der slog først; I Sogninger har den sæd at drikke, til ingen ved, hvad han har for sig, og dette ramte ikke Björn för end man kunde vente det«. Mange søgte da at lægge et godt ord ind, og Arne fortsatte: »heldigvis har ingen mand her taget skade, og vi har derfor let ved at tale os til rette; lad os nu først lægge os til at sove, men tale om dette i morgen, når folk er ædru, vi vil da alle blive enige«. Dette støttede Erik og mange andre, og man skiltes nu for at sove.

Næste morgen hørte husbonden messe; derefter begav folk sig til drikkelag, og da man var samlede, satte man sig ned. Da sagde Arne: »det er alle de mænd, som her er til stede, bekendt, hvad der tildrog sig i går aftes her blandt folk; nu er vi alle ædru og kan bedömme disse sager efter deres sande beskaffenhed. Det er ikke godt, bonde! at der skete noget, som mishager dig; men det forekommer mig, at den, som først brød julefreden i dit hjem, ikke selv heltud fortjænte fred«. Ketil udbrød: »så mener jeg«! Björn tog til orde: »det kan jeg sige dig, Arne! at selv om min skam er eder ligegyldig, skal et af to ske, at jeg får fuld oprejsning derfor eller hævner mig selv«. Torgils sagde: »dersom du Björn! truer stærkt med at tilföje mig én skam, skal jeg göre dig en dobbelt skam, som du skal kunne tage og føle på med bægge hænder«. Björn brugte mange ord, men Torgils tav. Her lader sig ikke hver mands mening gengive; men de forstandigste råd blev givne af hirdmændene Arne og Ketil, samt af Erik og Berg; de bad Torgils föje sig efter Brynjulv bonde og de anseteste mænds råd, af dem dêr var tilstede. Torgils tav stille, som han plejede når han var vred. Meget forskellig udtalte folk sig, men enden blev — efter Brynjulv bondes bestemmelse og efter de anseteste og mest velsindedes råd blandt de tilstedeværende —, at forseelserne skulde gå lige op mod hinanden og ingen bøder gives. Nu tilsikrede man hverandre fred, og derefter satte folk sig ned og drak; husbonden var nu vel tilfreds og således alle indbyrdes. Julen blev nu drukket til ende. Efter dette drog bønderne hjem, og hver ymtede om i sit hus, at Brynjulvs vintergæst ikke var til at spøge med. Herom kvad en islandsk mand ved navn Gunnar, som var hos Brynjulv, og digtede en vise, som var til morskab:

130.
Torgils gav bistert Björn
Blund (8), da mod Geirmund
kras han var, et pokkers puf,
pjalten til jorden faldt.

Dette fandt folk fortjænt;
fjoget mod gulvet slog
tungt med sin tud, — og den
törn smagte ikke Björn.

Efter julen var der mellem Brynjulv og Torgils ikke noget venskabeligt forhold, men dog uden slemme følger.

Dernæst er at fortælle, at Brynjulv havde ærinde over fjorden for at hente sine skjolde og våben. Han havde lyst til at prøve, hvor föjelig Torgils var, og bad ham påtage sig denne rejse, da der ikke var mange folk hjemme. Torgils svarede, at han i Norge kun vilde være den mands sendebud eller forvalter, som var mægtigere end Brynjulv. Således forekom det ofte Brynjulv, at det samme lagde sig for dagen. Berg tilbød Brynjulv at hente skjoldene selv anden i steden for Torgils, og dette modtog han. Berg blev syg om vinteren, lå længe og var døden nær, men blev efterhånden bedre. Herefter hændte der sig under Torgils' ophold dêr intet, så vidt vi véd at berette (9).


Torgils' første møde med kong Håkon.

[1245]. Om foråret efter påske rejste Brynjulv sydpå til Bergen for at opsøge kong Håkon; med ham fulgte Torgils og Berg, som nu var rejsedygtig. Da de kom sydpå traf de kong Håkon, som modtog dem vel. Kongen havde hørt, at der om vinteren havde været hos Brynjulv en islandsk mand af Sturlunge-ætten, som der gik ry af. Her sandedes mundheldet, at mange er kongens øren; han havde spurgt, hvad der var foregået om vinteren mellem Brynjulv og Islænderne. Aron Hjörleivsson var da hos kongen. Han havde modtaget store beviser på Bödvars venskab (10), da han var Sturla Sighvatssons skovgangsmand (11). Aron var kong Håkons hirdmand og var yndet af kongen, han var også en brav mand. Han gik hen til Torgils og hilste ham hjærtelig; »alt det gode, som jeg kan yde dig, skal stå til rede for dig«, sagde han, »hvad enten det er gods eller bistand«. Torgils takkede ham meget og sagde, at han anså det for rimeligst, at han vilde tage ophold hos ham, men at han dog først vilde blive hos Brynjulv. Aron havde ikke store midler, men sparede intet overfor sine venner; han indbød Torgils til sig, fordi han ejede en gård, og den var altid fuld af Islændere. Nu skiltes Torgils og Aron, og Torgils fulgtes med Brynjulv til det herberge han havde; her satte de sig til drik. Om dagen sagde Brynjulv: »I har været hos mig i vinter, og jeg vil sige, at det er gået godt; men jeg har mærket, at Eders blik er rettet mod noget större, nemlig at tjæne en mægtigere mand end jeg er; det er også sandt, at folk som du er skabt til kongsmænd. Dette siger jeg ikke, fordi jeg ønsker at spare mad eller drik overfor dig, men jeg vil være rede til at tale din sag for kongen, så at han modtager dig og gör dig til sin mand, hvad jeg formoder du har lyst til«. Torgils takkede ham for disse ord og sagde, at han havde mest lyst til at rejse til Island, men hvis dette ikke tilstodes ham, da vilde han gærne gå i kongens tjæneste og blive hans mand.

Lidt senere traf kongen og Brynjulv hinanden, og i løbet af deres samtale spurgte kongen om den islandske mand, som havde været hos ham om vinteren. Brynjulv fortalte kongen om Torgils' æt, og han erindrede sig den snart, ti mange Sturlunger havde opholdt sig ved ham. Brynjulv sagde kongen, at Torgils ønskede rejsetilladelse til Island. Kongen sagde, at hertil var der ingen udsigt, ti på den tid holdt kong Håkon mange mægtige mænds sönner tilbage i Norge, da han havde stærkt i sinde at få skat af Island (12). Kongen spurgte da: »var det denne mand, som var sammen med dig i går, da vi mødtes, en stor og rask mand, smuk og mandig, men med en stor lyde i ansigtet, og så ung, at skægget næppe var spiret frem«? »Det er netop ham«, svarede Brynjulv, »og vis ham den godhed, herre! at give ham en hæderlig modtagelse og göre ham til Eders mand, hvis han ikke skal have lov til at rejse til Island og komme tilbage til sine frænder og ejendomme, ti her har han ikke mange penge«. Kongen svarede imødekommende. Brynjulv lod da sende bud efter Torgils. Han trådte frem for kongen og hilste ham. Kongen besvarede hilsenen velvillig. Aron Hjörleivsson var til stede der og anbefalede Torgils til, at kongen skulde give ham en hæderlig modtagelse. Kongen svarede, at Torgils vilde opnå hirdmandsnavnet, hvis han viste sig at være som Brynjulv og Aron havde sagt, når han fandt for godt, men at det ikke vilde blive afgjort hurtig. Torgils sagde, at han vilde ikke vænte længe på dette, og at han antog, at når han søgte til fremmede lande, kunde han finde det sted, hvor han kunde blive optaget i mægtige mænds følge; ti hans farbroder Olav havde været i Danmark hos kong Valdemar og nydt hos ham stor ære (13). Aron sagde: »I modtager sådanne folk vel, herre! som der ikke er så stor vinding ved som ved denne mand«. Brynjulv sagde: »I kan være forvisset om, herre! at den plads, hvor Torgils skal stå, er anvist en djærv mand«. Kongen smilede nu. Da sagde Torgils: »vil I, herre! give mig orlov til frit at drage hvorhen jeg ellers vil, når jeg ikke rejser til Island«? »På ingen måde«, svarede kongen, »jeg mærker, at du er en utålmodig og noget heftig mand, men jeg mener ikke at have afslået dig nogen æresbevisning, selv om jeg først vil prøve, hvorledes jeg synes om din tjæneste«. Hermed skiltes de.


Torgils flytter til Aron Hjörleivsson.

Torgils sagde til Aron, at han vilde flytte ind i hans gård, og Brynjulv og Torgils skiltes venskabelig. Arons kone hed Ragnhild; hun var overordenlig driftig, men han forødte lige så hurtig som hun erhvervede. Torgils var der en tid og havde vanskelighed ved at skaffe penge, ti han så, at Aron manglede de fornødne midler og vilde derfor i alle henseender give fuldt vederlag for den bekostning, som Aron havde af ham. De holdt et stort følge og var ikke spagfærdige.

Da skibene om foråret var ved at ruste sig, lod Torgils skrive på vokstavler (14) og sende til kongen; derpå stod, at han bad om, at kongen vilde tillade ham at rejse til Island eller i modsat fald til andre lande, og sagde, at han ikke længer vilde være i ufrihed. Da kongen så dette, opfattede han det, som om Torgils bevægedes hertil af storagtighed og hovmod, så at han ikke selv vilde tale sin sag for ham som andre mænd. Dog sendte kongen bud efter ham, og Torgils kom for kongen. Dronning Margrete (15) og kongens skatmester Ivar Engleson, men få andre folk, var da til stede hos kongen. Med Torgils fulgte Aron og Berg. Dronningen var en stor ven af Sturlungerne, således som hendes fader Skule havde været (16). Hun bad Torgils sætte sig ned hos hende, og han satte sig da på en skammel ved hendes fødder. Kongen sagde nu: »har du forlangt at rejse ud til Island, Torgils«? »Ja, herre«! svarede han. Kongen sagde: »jeg skal nu sige dig, hvorledes din stilling skal være. Du skal blive her og intetsteds rejse hen; jeg vil göre dig til min mand, som du har ønsket. Men jeg har hørt, at I fæller anses for at have været noget urolige«. Dronningen sagde: »sligt hænder ofte unge mænd«. Aron sagde: »jeg skal svare dertil, hvis der har været nogle mangler i denne henseende«. Kongen svarede da smilende: »jeg ved ikke, om du kan påtage dig mere end at svare for dig selv«. Kongen begyndte nu at spörge Torgils om nyt fra Island, om hans fader og frænder, om Tord kakale og andre hövdinger, og Torgils svarede kongen på det, som han spurgte om. Kongen spurgte om, hvem den mand var, som fulgtes med Torgils. Berg nævnede sit og sin faders navn. Aron svarede, at hans fader havde været en forstandig mand, velstående og en meget anset bonde, »han har anholdt om adgang til hirden og hirdmandsnavn, herre! som det vil være Eder bekendt«. Kongen sagde: »hvorfor skulde det ikke kunne lade sig göre. Jeg har hørt om ham, at han er en sindig mand. Du, Torgils! og din fælle skal være i gæstebud hos mig Kristi himmelfartsdag og derefter tages i min tjæneste«. Kongen gav Torgils et stykke løvgrönt klæde, 14 alen langt. Derefter var Torgils i gæstebud hos kongen Kristi himmelfartsdag, og den følgende fredag blev både Torgils og Berg kongens håndgangne mænd og hirdmænd. Kongen gav da Torgils skjold og brynje, ti disse våben havde han hidtil manglet. Torgils var nu i lang tid i kongsgården og ansås for temlig hidsig.


Torgils i kongens hird.

[1248]. Det tildrog sig der, at en nat kom ilden løs i byen, og der blæstes over hele byen (17). Da dette opbud nåede til kongens herberg, påklædte han sig hurtig og kaldte på de mænd, som var hos ham. Han lod hele hirden blæse sammen og hele byens befolkning til denne ufred, og man væbnedes som til kamp. Kongen opstillede sin hird der, hvor han syntes det mest tiltrængtes, og bad folkene vise mod, men tillige forsigtighed. Ildebranden var så voldsom, at det syntes usandsynligt, at den vilde blive slukket. Man forsøgte mange ting, heldte brøndvand og saltvand over den og nedrev på mange steder huse. Kongen angav, hvor Torgils skulde stå, men han vilde gå meget længere frem og kom herved i så stor fare, at det ansås for et under, at han uskadt slap derfra med livet. Endelig lod kongen tage et langskibs-sejl, som han lod göre helt vådt og kaste over ilden. Da skete det omsider, at ilden slukkedes ved guds miskundhed og kongens lykke (18). Torgils fik den ros af kongen selv og alle andre, som vidste besked, at ingen mand havde opført sig så godt og vidst at hjælpe sig så vel som han, i så stor fare, således som Sturla Tordsson har kvædet i den arvedrape, som han digtede om Torgils. Dette kom altid senere Torgils til gode hos kongen, så at han tålte af ham overtrædelser bedre end lignende handlinger af de fleste andre. Den næste dag efter branden kom Torgils til droningens herberg; hun modtog ham vel og takkede ham for, hvor mandig han havde vist sig om natten. Da hun så, at hans klæder var forbrændte, gav hun ham rigelig seks alen skarlagen. Han takkede hende for dette. Torgils havde megen ære af dette, således som derom er kvædet:

131.
Op der blussed i byen
brat en ild om natten;
hirden og selve den höje
Hörde-drot did måtte.

Tapper den unge Torgils
tit sig viste og pristes,
mens det på flokkene flammed
funklende hedt i det det dunkle.

På denne tid kom Tord kakale fra Island. Forud var slaget på Haugsnæs indtruffet og de begivenheder, som heraf fulgte. Gissur var da i Norge, og de underkastede sig kongens dom. De fremstillede da med så stor oprigtighed deres sags beskaffenhed for kongen, at der ikke var nogen uoverensstemmelse imellem dem (19). Torgils opsøgte da Tord og var længe sammen med ham. En dag, da de drak i kongsherberget, sagde kongen til Tord: »hvorfor lader du ikke göre noget ved din frænde Torgils' lyde«? Han svarede: »hertil behøver vi, herre! at nyde godt af dine råd, men jeg vil ikke spare pengene, hvis I mener, at der kan göres noget derved«. Kongen sagde: »jeg tror, det kan bødes«, og udpegede en læge, som hed Vilhelm. Man sendte da bud efter lægen, og de blev enige om betalingen. Han behandlede da skaden efter kongens råd, og kongen sad selv hos. Man kunde se, at dette voldte stor smerte, men Torgils udholdt den vel. Såret lægtes, så at Torgils blev en mand uden legemslyde, og han var nu smukkere af udseende end för. Tord kakale fik ikke orlov til Island, han opholdt sig en tid hos kongen, indtil der anvistes ham et len. Torgils var hos kongen nogle vintre, han følte sig bunden og var ilde tilfreds med dette.


Torgils' sammenstød med Knud jarl.

Kong Håkon havde sat som jarl i Trondhjem Knud, en sön af jarlen Håkon galen. Knud jarl var en stor mand af vækst og smuk af udseende. Han havde mange ævner fremfor andre mænd; der var ikke den mand i Norge, der så godt som han kunde bedömme stenenes natur (20). Han kunde drikke stærkt og var temlig ustyrlig under drikkelaget, når han blev beruset. Den sidste vinter, da Torgils var i Norge, opholdt han sig nordpå i Trondhjem hos Eystein hvide, og de havde om sig en stor skare norske og islandske mænd. Eystein var en anset bonde. Der var sammen med ham mange andre håndgangne mænd i byen; både hirdmænd og gæster (21). Torgils var kongsmændenes vigtigste fører. Knud jarl var da den mægtigste mand i byen, og om ham var en stor skare. Om vinteren opstod megen uenighed mellem kongsmændene og jarlens mænd. En gang drak Knud jarl og Torgils sammen med en stor mængde andre mænd i et og samme herberge; de var noget drukne, og man talte da mangt og meget. Knud jarl talte temlig hånligt om Islænderne og sigtede til Snorre Sturlason og andre Islændere, som havde opholdt sig hos hertug Skule; han betegnede dem alle som temlig umandige. Torgils svarede hertil, at der havde været de af hans frænder, som vilde have anset sig for ikke at mangle andet overfor ham end titlen. Det mishagede jarlen meget, og de kom herover i heftig ordstrid. Det kom så vidt, at jarlen bandende sprang op og greb en økse. Da Torgils så det, sprang han op og drog sværdet. Folk løb da imellem dem så tæt, at de ikke nåede hinanden, og dermed skiltes de. Kort efter gik Torgils og hans ledsagere bort. Da natten var til ende, stod jarlen op og hørte messe. Derpå sendte han bud til Torgils og indbød ham til sig. Torgils var uvillig, men Eystein tilrådede det, og han og mange andre ledsagede Torgils derhen. Jarlen var da meget venlig; og de skiltes uden slemme følger. Det var nu stille en tid, og de havde kun lidet med hinanden at göre.

Det hændte en gang, at en jarls-mand og en af kongens gæster blev meget uenige, så at til sidst gæsten sårede jarlens mand. Det var sent på dagen. Da gæsten kom til sit herberge, fortalte han denne begivenhed; der var få folk til stede, og de fleste rådede ham til at tage sin tilflugt til kirken eller søge bistand hos kongsmændene, hvor der var flere samlede. Jarlen erfarede hurtig disse tidender, ti han vidste nöjagtig, hvorhen manden havde begivet sig. Gæsten var bleven således forsinket, at han lige var kommen ud af herberget, da jarlsmændene kom til og greb ham; de førte ham til jarlen og handlede ilde med ham. Det var da mørkt, så at jarlen fandt ikke tid til at dræbe ham (22); han blev lagt i lænker og kastet i fængsel; huset blev låset, og der blev sat mænd til at bevogte ham. Gæsten havde en frille der i gården, og da hun vidste hvad der var sket, løb hun råbende og stærkt grædende til Eystein hvides gård og sagde ham og Torgils skarde og de andre kongsmænd, i hvor stor fare manden var stedt, og at han vilde blive dræbt, med mindre de på en eller anden måde frelste ham. Hun fremførte sin fortælling i den störste ophidselse.

Torgils vilde straks, at de med magt skulde befri manden, men Eystein rådede til, at de skulde kalde kongsmændene til sig, da de var for fåtallige til både först at befri manden og senere forsvare sig. De gjorde som han ønskede og flere tilrådede, at stævne kongsmændene til sig og berede sig til forsvar i gården. Da de var beredte, drog Eystein og Torgils med deres skare til det hus, hvor manden var kastet ind. Bevogterne blev dette vâr, de opstillede sig foran indgangen og tænkte, at disse mænd vel ikke vilde göre noget alvorligt angreb; men Torgils gav den han stødte på, et stærkt øksehammershug, og flere andre, som stod her, blev forslåede, så at de løb bort. Torgils gik til dören og sönderbrød den, tog manden i sine arme og bar ham ud og bröd lænken af ham. Denne mand fulgte med Torgils hjem til gården, men vogterne fortalte jarlen, hvor ilde de var medhandlede. Han blev herover meget vred, lod sin hird blæse sammen og ligeledes de håndgangne mænd, og alle som vilde fylde hans flok. Jarlen lod da sit mærke bære ud, han selv og alle hans mænd væbnede sig, og de gik ud gennem byen. Det blev sagt Torgils, at jarlen rykkede imod dem med en væbnet hær, og at de teede sig meget krigerisk. Torgils opfordrede sine mænd til at gå ud i forskansningerne, som de havde indrettet, og værge sig mandig, hvis det behøvedes; »vi skal lade kongen erfare«, sagde han, »at han her har tapre mænd opstillede og ikke uslinge«. De gik da ud og frem i forskansningerne.

I det samme ankom jarlen og spurgte: »har du Torgils og dine fæller gjort så meget hærværk her, at I har opbrudt hus, pryglet mine mænd og bortført med vold den mand, som ved sin gærning selv havde forskyldt døden«? Torgils svarede, at det var sandt, at den mand, som han søgte efter, var i deres vold, »men«, tilföjede han, »i øvrigt anser jeg det, som her er sket, for næppe omtale værdt, og det er godt, at du i dag kan prøve, om Islænderne er så svage og ubetydelige som I sagde i vinter«. Jarlen sagde: »dette at ville måle sig med os eller mere er for folk af jævn stand et stort overmod«, og opregnede mange anklager mod Torgils, idet han æggede sine mænd til angreb. Torgils sagde, at sligt skulde være ham kært, »I skal komme til at huske det, jarl! för I får fat i manden«. Folkene tøvede med at angribe, ti mange af dem, som var hos jarlen, havde i gården frænder og venner eller andre pårørende. Eystein bonde var så vennesæl, at ingen af bønderne var mere afholdt. Mange af de mere ansete mænd gav deres råd og foreslog forlig imellem dem; jarlen var meget ophidset og bød at sætte ild på husene; Torgils gik ud i gården med draget sværd og bad jarlen komme ind under dettes rækkevidde, hvis han mente at have noget at søge efter her. Mæglingen begyndte, og man forestillede jarlen, hvor farligt det var for ham at göre så meget hærværk mod kongens mænd og i kongens land; jarlen blev da tilböjelig til at tage imod selvdom. Da dette blev forebragt Torgils, nægtede han det bestemt og opfordrede jarlen til nu at angribe eller drage bort. Eystein sagde, at Torgils dog vistnok vilde modtage kongens dom i sagen. Torgils svarede, at han vilde, at alt skulde stå hen, indtil man mødtes med kongen, og at han derefter traf bestemmelse om forliget. Eystein indvendte, at det ikke var skik, at nogen sag henstod uafgjort. Torstein sagde: »jeg ser, Eystein! at du gærne ønsker forlig«. »Det er sandt«, svarede Eystein, »at god forekommer mig freden; til den er jeg mest vant, men du kan dog, Torgils! vise dig så uböjelig i denne sag som du vil, ti jeg skal ikke være den første til at skilles fra dig, og för skal her alt det være spist og drukket, som er i gården af spiseligt, end jeg lader mig tvinge til forlig af jarlen«. »Til lykke med dine mandige ord«, udbrød Torgils.

Da gik Jorunn husfrue ud i gården og tog således til orde: »derom beder jeg dig, Torgils! hvis jeg har gjort dig noget godt, at du da ikke gör denne sag så vanskelig, at du styrter dig selv og min husbond og andre gode mænd i fare, så fremt du får adgang til et hæderligt forlig«. For hendes forestillinger gav Torgils efter. Mange mænd arbejdede nu på, at de skulde forliges, og endelig kom det så vidt, at jarlen efter sine venners forestillinger tilbød alle sagens omstændigheder under kongens dom. Forliget blev da sluttet på de vilkår, at kongen skulde dömme uden indskrænkning i alle de stridigheder, som havde været imellem dem og som han mente trængte til dom. Torgils ansås for at have vist fasthed i denne sag og han fik godt lov for dette.


Torgils sendes til Island.

[1252] Om foråret efter påske drog Eystein og Torgils til kongen. Han modtog dem vel. De fortalte kongen hvad der var foregået mellem dem og Knud jarl, og kongen var vel tilfreds med denne afslutning på sagen. Torgils opholdt sig nu hos kongen. Da var hos kongen herre biskop Henrik, Gissur Torvaldsson og Finnbjörn Helgeson. De var alle bestemte på at rejse til Island og udbad sig kongens befalinger. Kongen erklærede, at arven efter Snorre Sturlason tilfaldt ham og ligeledes det jordegods han på sin dødsdag havde besiddet med undtagelse af kirkeejendommen Reykjaholt; Torgils skulde have fuldmagt til indkrævning og overdragelse i alle disse sager, hvor der kunde göres retskrav gældende angående besiddelsen af dette gods. For Finnbjörn bestemte kongen herredömmet nord for Vadlahede og anviste ham bolig på Grenjardarstad. Gissur havde sit rige på sydlandet, og hver af de to, Gissur og Torgils, skulde hjælpe den anden; ligeledes var Finnbjörn pligtig til at hjælpe dem og de ham. Biskop Henrik lovede at yde kongen og alle de andre sin bistand. Da alt dette var aftalt, gjorde de deres skibe færdige til at stikke i søen, gik alle ombord hos Eystein hvide og sejlede samme sommer til Island. Tord kakale sad tilbage i Norge og var ilde tilfreds med dette, ti han havde i forvejen overdraget Snorre Sturlasons ejendomme til sine venner, anvist Eyjulv Torsteinsson Skagafjord og bolig i Geldingaholt, Rane Kodransson Øfjord og bolig på Grund, Torleiv Tordsson Borgarfjord (23). Ravn Oddsson, Sæmund Ormsson, Sturla Tordsson og Nikolaus Oddsson var knyttede til Tord ved troskabsløfte, slægtskabsforbindelser og venskab. Om foråret, för Torgils og Gissur ankom, lod Ögmund Helgeson dræbe Ormssönnerne Sæmund og Gudmund; dette anså Eyjulv og Ravn for et stort tab (24).

Om sommeren holdtes på Laurentius-messe et stort gilde i Geldingaholt (25); til dette kom Ravn Oddsson, Sturla Tordsson, Tord Hitnæsing og Nikolaus Oddsson. Torleiv i Gardar havde sendt Eyjulv et brev; det blev oplæst under gæstebudet. Han sagde heri, at Ögmund Helgeson boede så nær ved kirken, at man ikke kunde komme således over ham, at han ikke hurtig vilde nå til kirke, selv om han (26) vilde søge hævn; Torleiv erklærede sig sikker og pålidelig i alt hvad de vilde tage sig for. Efter endt gilde red folk bort. Sturla red om aftenen til Gunnsteinsstad; det var onsdag aften för Marie-messe. Da de om morgenen var komne på vej, var Sturla nedslået. Tord Hitnæsing spurgte, hvorfor han var så tavs. Han svarede, at han tænkte på sin dröm. Tord spurgte om, hvad han havde drömt. Han sagde, at han havde drömt, at hans fader kom til ham og spurgte ham om nyheder, og at han havde svaret, at han ingen kunde fortælle, men til gengæld havde spurgt, om han vidste nogen; Tord (27) havde da sagt, at han ingen vidste og tilföjet: »du har formodenlig hørt, at der er landet et skib i Øfjord, og at der er en skovbjörn ombord, som vor frænde Bödvar fra Stad ejer, og man siger, at dette dyr er temlig glubsk«. »Da jeg vilde spörge om mere, vågnede jeg«, fortalte Sturla. Tord (28) spurgte hvad han troede denne dröm betød. Han svarede, at han sikkert vidste eller formodede, at Torgils Bödvarsson enten var kommen til landet eller meget snart vilde komme. Dette forekom dem rimeligt. Derefter spurgte Tord, hvorfor han havde været så tavs på Geldingaholt. Sturla svarede: »fordi jeg dêr har modbydelighed ved alt, og alt var mig dêr til mindre gavn end efter hvad der ydedes. Det vil ikke overraske mig, om mit og Eyjulvs mellemværende ikke hermed er endt«. Efter det red hver hjem til sit (29).


Torgils skarde gör fordring på Borgarfjord.

Dagen efter den første Marie-messe landede ved Gåsar det skib, som Torgils Bödvarsson var ombord på. De ankom til Stad Bartolomæus-messe. Hans frænder modtog ham med glæde. Torgils sammenkaldte sine venner og slægtninge. Der kom til ham hans frænde Einar Haldorsson, hans svoger Tord Hitnæsing og Gunnlaug Hallfredsson. Torgils åbenbarede da sine planer, lod oplæse sit beskikkelses-brev og opbød folk til at ledsage sig. Dette gik man villig ind på. Torgils red fra Stad ledsaget af henved 40 mand, deriblandt Bödvar Tordsson (30), hans svoger Tord Hitnæsing, Tords broder Helge og de mænd, der var fulgt med Torgils til Island. Han red sydpå til Borgarfjord og var gæst på Stavaholt; der boede den gang Olav Tordsson (31). Derefter sammenkaldte han et møde under Hövdaholar; til dette kom Torleiv fra Gardar, Egil fra Reykjaholt og andre af herredets bønder. Bygdens folk var temlig stortalende. Olav Tordsson stod op og tog således til orde, at han bad gud våge over alle mænd, som her var nærværende, med sin nåde og miskundhed. Han bad ligeledes om, at man sömmelig vilde modtage breve og ærinder fra en så ypperlig herre, som kong Håkon var, og ikke göre som mangen tåbe, at svare med dårskab höjbårne mænds ærinder, »hvad gud forbyde her i dag«.

Olav satte sig da ned, men Torgils stod op og sagde: »det er folk bekendt, at jeg har sammenkaldt dette møde. Det er af den grund, at jeg er forpligtet til i dag at foredrage kongs-ærinde. Her vil blive oplæst et kongsbrev, og jeg beder, at folk hører til i stilhed og siden overvejer svarene«. Torgils holdt brevet i sin hånd og viste seglet, hvorefter han bad Torleiv om at skaffe mænd til at oplæse det, hvis han ønskede. Torleiv erklærede ikke at ville göre dette og sagde: »det går således, at mange er lystne efter dette herred, men få i dag til stede, som kan give gensvar. Dette kan vel vænte til en anden dag, når Ravn og Sturla er til stede og vi alle tilsammen kan overlægge svarene. Vi vèd, at dette herred er anvist dig af kongen, og at det er hans ærinde i dag, men mange påstår, at han ejer intet heraf. Jeg er ikke Snorre Sturlasons arving, skönt jeg har efter Tords (32) bestemmelse nogen styrelse her, og jeg råder ikke mere end andre for svar i denne sag«. Heri støttedes Torleiv af mange mænd, de mente, at kongen ikke havde gjort sig fortjænt til at have noget at sige over Snorre Sturlasons arv. Torgils sagde: »det skal I vide, Torleiv! at jeg agter at lade oplæse her i dag to eller tre kongsbreve offenlig, så at I hører det, og jeg skal ikke hemmeligholde dette kongsbrev, således som du har undertrykt de kongsbreve, som har været dig tilsendte, og det er vel muligt, at du har at svare hertil i dag og behøver da ikke at henvise svarene til andre«. Torleiv lod da hovedet synke og svarede intet; han udtalte sig derefter kun lidet, så at det kunde høres af alle. Torgils lod da kongsbrevet oplæse, og dette gjorde Tord Hitnæsing. Efter at brevet var oplæst, tøvede folk med at svare. Da sagde Olav Tordsson: »det er høviske mænds sæd ikke at tie overfor kongs-ærinder, men de fleste her overlader vistnok Torleiv at svare«. Torleiv svarede: »jeg vil ikke forholde kongen herredet, og jeg vil ikke rejse nogen flok mod den, som tager det i besiddelse, men jeg giver ikke tilladelse dertil«. Egil sagde, at han havde sikret Tord besiddelsen af det hövdingedömme, som han (33) havde haft, »og jeg har nu dêr intet at svare«, tilföjede han. De fleste talte imod Torgils. Hauk fra Alvtanæs sagde: »det er mit råd ikke at indrömme noget angående herredet, för end Ravn og Sturla er til stede«. Torgils svarede, at dette ikke vedkom ham, »dine ord herom vil ingen agte, men det kan nok være, at dine råd skal blive erindrede«.

Efter dette fremkom ingen ligefremme modsigelser, men heller ikke noget bestemt ja-ord. Derefter lod Torgils oplæse det kongsbrev, som var tilsendt Torleiv; han blev deri hårdt irettesat, fordi han havde siddet kongens brev overhørig; det indeholdt stærke bebrejdelser og trusler mod Torleiv, hvis han ikke viste kongen den ære, som Gissur Torvaldsson og Torgils Bödvarsson på hans vegne krævede. Torleiv svarede med gode ord på dette og sagde: »jeg vil efter brave mænds skön göre bod for det, at jeg ikke er rejst så hurtig til kongen, som hans bud lød på«. Der blev da forhandlet med Egil i Reykjaholt og præsten Torarin Vandrådsson, om de vilde overlade Torgils gårdens brug; dette indrömmedes tilsidst, og det kom meget overraskende for de fleste (34).

Hermed skiltes de. Torgils red fra mødet til Stavaholt, hvor han var om natten og traf bestemmelse om sine mænds rejse ud på stranden (35). Derefter red han op til Reykjaholt og overtog her gården. Der skulde være den samme husholderske som för, nemlig Gudlaug Åledatter, præsten Torarins ledsagerske (36). Torgils satte sig da til ro; her blev snart en stor bekostning, ti der var i forvejen mange folk, og antallet forøgedes meget; der strömmede også mange til, og ingen blev bortvist. Eyvind brat tog om høsten ophold på Reykjaholt tillige med sin hustru Sunniva. Eyvind var kong Håkons hirdmand, han var en gammel mand og svagsynet, en ven af Sturlungerne, men Gissurs uven.


Torgils hjemsøger Hauk på Alvtanæs.

Om høsten efter Marie-messe red Torgils Bödvarsson selv syvende til næssene sydpå. Han var gæst hos Torleiv på Gardar, og forholdet mellem dem var temlig koldt. Derfra red han til Holm; de tog der et skib, som Torleiv ejede, satte over fjorden (37) og aflagde besøg i Saurbø hos Magnus Arneson. Der erfarede Torgils, at Gissur var kommen ned på næssene, og drog ham i møde; de traf hinanden i Vidø, og deres sammenkomst forløb uden anstød. Derefter red Torgils tilbage til Reykjaholt og havde med sig fæsteafgiften fra Eyvindarstad og Bessastad (38). Torgils var gæst hos Bödvar på Bø, som gav ham to brune (39) heste og et rødt skjold med guldindlagt løvværk på. Torgils fortalte Bödvar, hvor uvenlig det var gået mellem ham og Torleiv (40), og at Gissurs troskab ikke forekom ham så sikker, som han havde væntet. Derfra red Torgils til Reykjaholt. Nu blev der sendt, mænd omkring i hele herredet for at kræve fåreydelse (41); denne indrømmedes af navn. Torgils sendte Berg ned til Brekka for at købe slagtekvæg af de to brødre Olav og Torhall; dette blev ikke tilstået, og Berg syntes kun dårlig om deres svar. Nær vinternætterne red Torgils hjemmefra, ledsaget af sine følgesvende, og agtede sig ud på Snefjældsnæs. Han red om aftenen til Borg, hvor den gang Loft biskopssön boede. Torgils var dêr selv tolvte, og man tog godt imod dem. Myrerne (42) var dårlig tilfrosne, dog kunde man liste sig over dem ad vinterstierne. Næste dag red Torgils derfra ud til Brekka, de steg af og lod give hestene hø under et gærde. Husbonden kom ikke ud. Torgils og hans mænd gik da ind i stuen og satte sig på den ene bænk. Olav bonde sad på tværbænken, og hans broder Torhall befandt sig på samme bænk, siddende med hælene under sig. De hilste Torgils, men bød ham ingen forplejning. Torgils ønskede at købe slagtekvæg af de to brødre, men de svarede som tidligere, at de ikke vilde sælge. Torgils talte venskabelig i begyndelsen, men efterhånden som samtalen fortsattes, lod han nogle truende ord falde. De svarede, at Torgils kunde røve fra dem, hvis han vilde, »men det er ikke usandsynligt, at en eller anden skaffer os oprejsning, og vi vil alligevel ikke sælge«. Torgils sprang da op, idet han udbrød: »mig vil fast hvert et strå stikke«, og slog til Olav med stålhuen. Olav havde smøget en dobbelt hætte over hovedet; hugget ramte kinden og skulderen. Olav sank om i bænken og faldt ned udenfor stokken (43). Husfruen greb efter ham og rejste ham op langsomt, han krøb da op i bænkehjörnet. Torgils slog påny og rettede hugget mod Torhalls hoved, det var et kraftigt hug, så at der lød et brag. Han faldt om og trak hælene ind under sig; Torgils gav ham endnu et hug mellem hærderne; Torhall stönnede da, og man frygtede for, at han havde taget skade.

Efter dette red Torgils og hans mænd ned på Alvtanæs. Da de red ind på gårdspladsen, traf de en mand ude, som hed Sölve og var sön af Olav lang. Torgils spurgte: »hvor er den djævel Hauk«? Sölve svarede: »jeg ved ikke, gode bonde! hvor han er«. Torgils slog efter ham med pisken, som han holdt i hånden, og gav ham et så stærkt slag, at han styrtede med panden mod jorden og benene kastedes frem over hovedet (44). Torgils' hest gled på den glatte grund; men han sprang da af og kom stående ned. Sölve vilde nu bort. Torgils slog ham for anden gang med pisken; han faldt da ned på knæerne og støttede sig på armene. Torgils bød ham give besked om Hauk, hvis han måske nu vidste mere. Sölve löb da sin vej og sagde: »prygl mig ikke, kære bonde! for jeg véd ikke, hvor Hauk er«. Da kom husfruen Groa ud og råbte: »Tord (45)! tillad ikke, at man gör noget ondt her, hvis du har nogen indflydelse«. Torgils spurgte: »hvor er din husbond«? Hun svarede: »jeg hverken véd det eller vilde sige dig det, om jeg vidste det«. Da kom en kvinde ved navn Ragnhild ud, og hende spurgte Torgils: »véd du, hvor Hauk er«? »Jeg tror«, svarede hun, »at han har begivet sig ud i Koranæs for at se til sin . . . « (46). Torgils og hans folk red derhen, men Hauk var ikke dêr. Da de kom tilbage, fik de at vide, at Hauk var i kirken, men i kirkedören stod husfruen og Illuge præst. Husfruen hilste Torgils og indbød ham til at gæste dêr. Han svarede, at hun viste en smuk opførsel. Husfruen bad om fred for Hauk; »dersom han har sagt eller gjort noget, som mishager dig«, sagde hun, »da vil jeg intet spare, for at I kan blive forligte«. Torgils sagde, at Hauk ingen fred skulde få, för han gik ind på et sådant forlig som Torgils vilde. Groa spurgte om han vilde modtage selvdom. Berg tog til orde: »forseelsen er næppe större, end at det er et godt tilbud«. Tord sagde hertil: »hvor passer det sig vel bedre at røve end her, hvis det skal være nogetsteds, og det vil dog behøves«. Groa svarede: »Tord bliver sig selv lig i sine forslag«. Berg opfordrede Hauk til selv at tilbyde selvdom. Dette gjorde Hauk, og på dette vilkår forligtes de. Torgils var der om natten og fik god behandling. Om morgenen var det stærk regn, og ægtefællerne tilbød Torgils at være der den dag, men han vilde ride videre. Hauk bad ham da afsige kendelsen og sagde, at han vilde bøde hvad han fastsatte. Torgils sagde da: »husfru Groa! jeg vil nu give afkald på denne kendelse; I kan give den erstatning som I vil, og dette kan da ikke regnes som aftvunget«. Dette vilkår modtog de. Hauk gav ham 2 mål malt, 1 mål og 6 vægte korn (47), og desuden en stor økse, som Torleiv i Gardar havde givet Hauk. Groa gav Torgils en guld-fingering, og de skiltes i velvilje.

Torgils red derfra til Hitarnæs og videre til Snefjældsnæs og besøgte på vejen de mere ansete bønder, som alle gav ham gaver. Han og hans frænde Sturla Tordsson traf hinanden på Helgafell, men mødet blev temlig uvenskabeligt. Sturla sagde, ligesom alle de andre, som styrede noget rige på Tord kakales vegne, at de følte megen misnöje ved hele kong Håkons anordning. Sturla vilde bevæge Torgils til at svigte sin troskab mod kongen, hvorimod Torgils vilde overtale Sturla til at opgive forbundet med Ravn og Eyjulv, og de to frænder skiltes i uvenskab. Torgils red derfra sydpå til Stad og videre sydpå til Reykjaholt. Ude fra stranden (48) fulgte med ham hans broder Ingemund, hans svoger Gunnlaug præst og hans søster Hallbera (49), Hallbjörn den store og hans sön Björn — han skulde være bryde i Reykjaholt —, Svein Ormsson, Svein Ivarsson, Tord Hitnæsing og Magnus slange. Egil fra Reykjaholt havde hele tiden opholdt sig hinsides Hvitå hos sine venner, medens Torgils var vestpå. Han og hans svoger Nikolaus havde truffet hinanden på Såmsstad, og han havde nu ved samtale med ham skiftet sind overfor Torgils. Efter Martins-messe (50) kom nordfra fra Øre (51) Martin Ivarsson og Hall, en sön af præsten Povl på Øre. Våren forud var der sket drab vestpå i Dalene; Martin havde dræbt Tanne Gunnlaugsson; og Povl Ivarsson, Martins broder, var bleven dræbt. Torgils tog imod Martin efter Povl præsts anmodning. Martin kunde så meget mindre færdes omkring, som bod og faste var ham pålagt.


Forgæves forhandlinger mellem Torgils, Ravn og Sturla.

I begyndelsen af vinteren kom fra Sida på østlandet Kløng Skeggeson; han var af abbed Brand sendt til nordlandet for at træffe biskop Henrik på Holar. Kløng medførte et brev fra abbeden (52), hvori der stod, at han havde valgt Torgils til voldgiftskendelse angående Ormssönnernes drab sammen med Gissur Torvaldsson; tillige bad han ham være fredsommelig i herredet og spagfærdigere end rygtet gik; desuden meddelte han, at fra Vestfjordene var kommen Snört Seldøl, som havde sagt ham, at man fortalte, at Ravn Oddsson var meget fjendtlig stemt mod Torgils, og Sturla ikke så god en ven af ham som han burde, og han bad Torgils være forsigtig. Kløng red derfra to nætter efter Cecilie-messe (53). Tord Hitnæsing red med ham til Hvam i Norderådal, hvor de var om natten. Om aftenen kom fra Vestfjordene Torgils' huskarl Torstein Gelleson; han havde tilbragt to nætter på Stadarhol og fortalte, at Ravn var kommen der hen, og at han da havde talt meget både med Ravn og Sturla. Han sagde, at Ravn og Sturla talte vel om Torgils og gærne vilde stå i et godt forhold til ham; de ønskede at træffe ham på ugens anden dag efter messedagene på Hella vest for Åmotsvad ved Hvitå. Torstein medførte tilsagn om lejde, som han skulde forkynde for Torgils, og Torgils skulde da afgive en lignende erklæring. Hver af partierne skulde møde med 15 mand. Da den hellige tid nærmede sig sin ende, red Torgils til mødet selv 15de (54). Bægge parter kom næsten på samme tid. Folk hilste venlig på hverandre. Der var til stede Ravn og Sturla, Nikolaus Oddsson og Kolbein grane, 15 i alt. Man bandt sine heste og satte sig ned på marken. Ravn førte mest ordet og spurgte om Torgils' rejse og om tidender fra Norge. Sturla kaldte på Tord og sagde, at han vilde tale med ham. Da de kom sammen, spurgte Sturla, hvor stærkt venskab han troede der var mellem Gissur og Torgils, og om det kunde hjælpe at forsøge at få Torgils til at skille sig fra Gissur. Tord svarede, at han antog, at det ikke vilde hjælpe, og at Torgils ikke vilde bryde hvad han havde lovet kongen, selv om han ikke gjorde det for Gissurs skyld. »Derimod mener visse folk«, sagde Tord, »om dig Sturla bonde! at det passede sig bedre for dig at holde venskab og göre fælles sag med din frænde Torgils end at slutte forbund med de mænd, som ikke er hans venner«. Sturla svarede: »vi mødtes i høst på Helgafell og kunde da ikke blive enige om noget; jeg kunde intet fremføre, som han ikke besvarede med heftighed og fjendskab. Han er, som hans fader, stivsindet af natur, men har et værre sindelag«.

Nu hørte de, at Ravn og de andre blev höjrøstede, og løb derhen. Torgils og Nikolaus talte om de ejendomme, som denne havde taget i medgift med Gyda af arven efter Snorre Sturlason, og som Torgils havde befaling til at tage sig af (55). Ravn sagde, at disse gårde kun havde lidet at betyde, hvis de sluttede venskab; »Torgils«, tilföjede han, vil af sit venskab med Gissur ikke høste andet end skam og skade som de andre Sturlunger, og rimeligvis vil det vise sig inden lang tid«. Torgils bød ham holde inde med sine trusler og sagde: »tag dig i agt, bonde! for at stjæle dig på mig, ti sådant vilde blive ilde omtalt, men jeg vil næppe vende ryggen imod dig, hvis vi er lige mange og lige rustede. Hvad kongen har befalet mig at kræve, hvad enten det er riger eller ejendomme, det agter jeg at udføre, så vidt jeg formår, hvad enten Ravn eller Nikolaus råder derover«. Nikolaus slog det fast, at han aldrig vilde slippe de ejendomme, som han havde under sig, hvem der end krævede dem, med mindre Tord (56) ankom. Ravn og Sturla lovede at støtte Nikolaus og ikke skilles fra ham. Deres tale udartede nu til trusler og hårde ord, og de fleste rådede til, at man skulde skilles. Berg og Tord (57) foreslog, at Torgils og Sturla skulde tale ene sammen, og tilbød at være til stede. Torgils sagde, at han skulde være dens ven, som viste ham venskab, og dens frænde, som viste ham frændskab. Berg sagde: »det er forunderligt om to så forstandige mænd, som I er, at I ikke ser misligheden ved dette, hvad alle andre kan se«. Sturla svarede, at muligvis vilde der senere blive forseelser bekendt, som nu ikke skulde forkyndes. Torgils sagde hertil, at han let vilde være i stand til at værge sig mod slige beskyldninger, hvis man ikke pålöj ham noget. Sturla sagde, at deres tale ikke vilde føre til noget. Folk stod da op og gik til deres heste. Ravn og Sturla red først bort. Torgils red hjem til Reykjaholt og følte sig nu sikker på Ravns og Sturlas uvenskab, men han troede ikke, at de tænkte på at overfalde ham. Torgils sad nu hjemme og lod berede drik til julefasten; han lod holde vagt vest for Hvitå.


Torgils overfaldes i Stavaholt.

Om efteråret var der ankommet et skib til vestlandet i Dyrafjord; styresmændene var en mand, som hed Klement og en Hjaltlænding ved navn Öndott, som var hirdmand og en bekendt af Torgils. Öndott rejste om vinteren fra vestlandet og sydpå over hederne for at indkræve en gæld, som han havde udestående hos Ketil Ketilsson; han traf Ketil i Kalladarnæs, men fik ikke gælden, og tillagde til dels Gissur skylden for dette (58). Han aflagde besøg i Reykjaholt, da han rejste tilbage, og forblev her nogle nætter. Han medbragte følgende brev, som Önund biskopsfrænde sendte sin sængekammerat Torgils (59): »jeg har nu prøvet Gissurs sind« — således som Torgils havde bedet ham om efteråret i Vidø — »og jeg giver dig det råd, min fælle! at du holder venskab med Gissur, men dog ikke stoler på hans alvorlige venskab; dog vil jeg kun sige godt om ham og intet ondt. Jeg tror han vil ansé det som gode nyheder, at du nu først har at strides med Vestfjordingerne«. Öndott fortalte meget om Vestfjordingerne, og han havde truffet Ravn på Stadarhol, da han rejste fra vestlandet; »Ravn var«, sagde han, »den gang kommen tilbage fra Borgarfjord efter Hella-mødet, og jeg blev da betragtet som en mand man skulde vogte sig for«; men dog vidste han, at Kolbein og Svarthövde var afsendte til fjordene vestpå; »det forekom mig«, sagde han, »som alt var i bevægelse i vestbygderne«, men nogen sammendragning af mandskab var han ikke bleven vâr, «dog er jeg overbevist om«, siger han, »at de forbereder noget ondt«. Han bad Torgils være så forsigtig som muligt, »jeg véd«, sagde han, »at Ravn og Sturla har syntes dårlig om dig på Hella-mødet«. Tirsdag i tamperdagsugen (60) red Öndott videre og lovede Torgils at give ham underretning, hvis han blev vâr ved ufred. Tirsdag aften kom Egil Sölmundsson fra hinsides åen (61), han var venlig mod alle undtagen Torgils og Tord; til dem talte han ikke og de ikke til ham. Om onsdagen, da gudstjænesten var endt, sagde Torgils til sine følgesvende, at han i løbet af dagen vilde ride ned til Stavaholt for at besøge sin frænde Olav Tordsson. Da de var ved at bryde op, kom Torstein Arneson fra Sidumule til Reykjaholt og angav som grund, at han skulde bringe noget brunstribet vadmel, som præsten Torkel sendte Tord. Torstein var dér, medens de gjorde sig i stand til afrejsen, og begav sig ikke bort, för de var tagne afsted; han vidste således besked med deres rejse, da ingen mand tog sig i agt for ham.

Nu red Torgils og hans følge, indtil de kom til Stavaholt; de var 14 i alt (62); med Torgils fulgte Tord Hitnæsing, Berg Åmundeson, Arnor Eriksson, Torstein Gelleson, Ingemund Torgeirsson, Steingrim stjup (63), Torstein kugge, Svein Ormsson, Svein Ivarsson, Hall Povlsson, Jon Ivarsson og tre drenge, som skulde passe deres heste. Her var en god modtagelse, og der blev drukket til langt ud på natten. Deres andre våben havde de hængt på tjæld-naglerne (64) i stuen, men gik med deres sværd hos sig. De var alle, på Torgils nær, uden brynje. De to frænder Torgils og Olav havde talt meget om de rygter man havde erfaret; Olav slog det alt hen, men vilde sende en mand i sine ærinder til Stadarhol, som da kunde få at vide, hvad der gik for sig i vesterbygderne; »jeg tror ikke«, sagde han, »at Sturla deltager i nogen ufred mod dig«. Tre drenge blev satte til at holde vagt. Torgils' våben blev hentede frem, men ellers næsten ingen andre, ti det faldt ingen ind, at man dêr vilde behøve våben. Fordelingen af sængene var således, at Torgils lå midt i skålen i en gavlsæng (65) og hos ham Tord; indenfor skillevæggen lå Berg og Torstein Gelleson. På den anden side lige overfor lå Ingemund Torgeirsson og Magnus slange. Ved siden af dem, hen imod stuen, lå navnefællerne Svein Ormsson og Svein Ivarsson, lige overfor dem igen Steingrim stjup og Torstein kugge. Da folk var komne i sæng, faldt de i en fast sövn.

I Stavaholt var man om natten beskæftiget på den måde, at husfruen og i forening med hende forvalteren Björn Sigurdsson var i færd med ølbrygning, og de havde bryggeilden ude, fordi de ikke vilde forulæmpe folk med røgen; derfor var alle döre åbne, da de ofte gik ud eller ind. Det var stille vejr og klart måneskin, og man kunde ride over isen både på vandløb og moser. Nogle af Torgils' mænd vågnede ved, at de hørte et stærkt drön. Tord, som hørte drönet, vækkede Torgils og sagde, at han troede at høre et ridt forbi gården. Torgils vågnede lidt og svarede, at det vel var svende, som red heste til vands; derefter faldt han straks i sövn. Kort efter hørte de et stærkt og langvarigt ridt mod gården, og det larmede så stærkt, at husene syntes at skælve. En mand råbte ind gennem skåle-gluggen, at Torgils og hans mænd skulde vågne, »en talrig skare drager mod gården med svungne våben, og jeg tror, at det er ufred«. Tord vækkede da Torgils for alvor og sagde ham, at en talrig mængde folk var komne. Torgils bød sine mænd skynde sig op og tage deres våben, og sprang selv hurtig op; men de havde urede på deres klæder, da det var mørkt derinde. I det samme løb de ankommende ind i skålen ad den indgang, som var nærmest kirken, med råb og banden. Torgils sagde, at hans folk skulde forholde sig så rolig de kunde, medens de var ved at klæde sig. Torgils fik fat i én stadshose og en skindhose, Tord fik to skindhoser, men uden foder; Torgils fik en grön kjortel, Tord en tröje. Man tog nu sine våben. Tord greb et skjold, som hang over sængen, og gav Torgils det. Tord fik fat på en stålhue og så, at den tilhørte Torgils. Sit sværd havde Torgils draget og lod det stå ved siden af sig, medens han klædte sig på. Nu løb man fra den anden side ind i skålen.

Berg råbte gennem et hul, som var på bræddevæggen mellem sængene: »jeg tror, Torgils! at her er din frænde Sturla«. Ravn talte først, så at det kunde høres, og sagde: »det er nu bedst for dem, som knejsede höjest på Hella-mødet og brugte trusler mod os, at gå frem og ikke skjule sig«. Torgils svarede: »dersom I søger mig, da agter jeg ikke at skjule mig, men spörge vil jeg, om jeg og mine mænd skal have fred eller ikke, og hvorfor drager I hid med så megen larm og strid«? Ravn svarede: »jeg vil ikke love dig fred og kun få af dine mænd; er den djævel Martin Ivarsson her?« »Martin er her ikke«, sagde Torgils, »men jeg nægter ikke, at her er kommet nogle djævle ind«. Nu blev der bragt lys ind i skålen. Da tog Torgils til orde: »er Sturla Tordsson her«? »Her er jeg«, svarede Sturla, »skönt jeg er noget vanskelig at kende«, og gik ind forbi sængene i kvindeskålen (66). Torgils spurgte: »vil du give mig og mine mænd fred, Sturla«? Ravn udbrød straks: »Sturla skal ikke råde for fred her, men du skal have samme skånsel som du havde tiltænkt din frænde Sturla«. I det samme satte Olav Tordsson (67) sig over ende og sagde: »det skal I vide, Ravn og Sturla! og alle de, som er i følge med dem, at al den skam, som I tilföjer kirkestedet og mig, skal jeg lönne med slig vrede, som jeg formår. Jeg skal bede den almægtige gud og den hellige biskop Nikolaus, hvem kirkestedet tilhörer (68), at han hævner de ham tilföjede misgærninger på eder. Og det vilde sömme sig bedre for dig, Sturla! at værge Torgils' sæng med dine væbnede mænd end stå dêr hvor du nu er«. Sturla svarede: »jeg véd, at du ønsker at stifte fred, men hertil kan ikke for det første tages hensyn«. Nu var Nikolaus og Kolbein komne op i sovepladsen til skindkojen. Nikolaus tog til orde: »Kolbein og jeg tilbyder Berg og min herres hirdmand Arnor fred (69)«. Arnor modtog straks tilbudet, men Berg svarede, at han kun vilde tage imod fred, hvis den også tilstodes Torgils, ellers ikke. Ravn forkyndte: »fred tilstår jeg Torstein Gelleson og Ingemund Torgeirsson«. De takkede for dette.

Torgils spurgte Ravn og Sturla, hvad grund de kunde give til så stærkt fjendskab mod ham. Ravn svarede, at årsagen var denne, at Torgils havde tilsvoret kong Håkon at dræbe sin frænde Sturla og derved vinde sig riget. Torgils svarede, at beskyldningen var usand, og tilföjede: »jeg véd ikke, hvad der er urimeligst, at kong Håkon skulde påbyde mig sligt nidingværk, eller at jeg skulde gå ind derpå«. Ravn sagde, at det var dristigt at ville nægte det; »her er vidnerne«, siger han og navngav Kolbein og Are Ingemundsson. Torgils spurgte, om Kolbein og Are vilde påstå dette. De svarede, at de vilde sige det samme nu som för. Berg og Arnor og flere andre af Torgils' mænd modsagde dette og erklærede det for den störste lögn, hvem der end sagde det, og at det var ganske uantageligt. »I vil råde her«, udbrød Torgils. Ravn sagde: »om fred forholder det sig således. Hvis du forsvarer dig, da er det sikkert, at du ingen skånsel får, men hvis du giver dig i Sturlas og min magt og lader os ordne og afgöre alt, da vil vi bestemme din straf som det behager os«. »Det er sikkert«, sagde Torgils, »at jeg hverken overdrager selvdom til dig, Ravn! eller til dig, Sturla! eller til nogen anden mand på Island, så længe kong Håkon er i live; jeg henskyder hele vort mellemværende til kongens dom«. Det afslog de straks. »Jeg ser«, sagde Torgils, »at det ikke kan blive til noget med værn og bevæbning for os to, som står alene her, omgivne på alle sider af fuldtrustede mænd«. Med disse ord kastede han sine våben op i sængen og sprang fra sovestedet frem på gulvet ind i trængselen, hvor man da straks greb ham.

Ravn og Sturla bød, at Torgils og hans mænd skulde gå ud i lillestuen, og Sturla spurgte, hvorfor Tord ikke gik; han svarede, at han ikke vilde gå för han var påklædt; Ravn bad Sturla (70) begive sig til lille-stuen. Tord klædte sig nu på og blev ført ud i lille-stuen; derhen førtes Torgils' mænd, efterhånden som de var påklædte. Ravn sagde, at Torstein Gelleson skulde gå ind i (stor)-stuen til dem (71). Ravn og Sturla begav sig nu til (stor)-stuen og satte sig til at rådslå, men for lille-stuen sattes en haspe (72). Der var klart lys i stuen, men meget koldt, og de sad længe dêr alene, uden at nogen mand kom til dem. Torgils lagde sig ned, men kunde ikke sove. Tord henvendte ordet til ham og spurgte, hvorfor han var så nedslået. »Jeg tænker på«, svarede Torgils, »hvor ilde det synes mig, dersom intet bliver at berette om mig, för jeg ender mit liv uden at kunne tage hævn over den skændsel, som nu er tilföjet mig«. Tord sagde: »fat ikke sådanne tanker; gör som dig synes, om du beholder livet, men hvis du skal dø, er det bedre for dig, jo mindre du har at stå til ansvar for«. »Jeg frygter ikke for min død«, udbrød Torgils. Tord bemærkede hertil, at de fleste af dem, som var med Torgils, sikkert vilde lide døden således, at det hverken blev til skam for ham eller dem selv. Torgils sagde, at således var det vistnok.

Da kom Guttorm Tordsson (73) ind i stuen. Han var meget bekymret og sukkede dybt, idet han satte sig ned. Torgils hilste ham og spurgte hvad han vidste om hövdingernes beslutninger, Han svarede, at derom var kun sørgeligt at berette, og at det forekom ham sandsynligst, at der ikke vilde blive tilstået Torgils fred, »og da vænter mig«, sagde han, »tunge dage, hvis jeg skal opleve det, at Torgils bliver dræbt, og på samme tid tabe den mand, som jeg foruden ham holdt mest af, så fremt denne udåd kommer til udførelse«; hermed sigtede han til sin broder Sturla. Alle samtalede nu indbyrdes om, hvilket forlig Torgils skulde modtage, eller om han skulde gå ind på at forlade landet og aldrig vende tilbage, hvis dette blev ham tilbudt. Torgils sagde: »hvem vil da hævne min skam; dette sker ikke, på Island vil jeg lægge mine ben, hvad enten det bliver nu eller en anden gang«. Kort efter kom Dufgussönnerne Kolbein og Svarthövde ind i stuen; de satte sig ned og sagde, at de var sendte af Ravn og Sturla til Torgils for at få at vide, hvilket forlig han vilde gå ind på, om han vilde købe sit liv med at drage med dem mod Gissur og forpligte sig hertil ved en fast aftale. Torgils svarede, at han alene vilde købe livet ved handlinger, som ikke senere kunde være ham til skam eller vanære. Med denne besked vendte de tilbage og sagde dette til Ravn og Sturla. Da de var borte, tog Tord til orde: »det er mit råd, Torgils! at du gör alt for at frelse dit liv, alt købes lettere end livet. Hvis du erholder fred, behøver du ikke at holde mere af dette aftvungne forlig end du har lyst til; og ingen véd da, hvorledes det senere kan gå i eders mellemværende«. Til dette tilskyndede alle Torgils' mænd, at gå ind på forlig, hvis der var nogen mulighed.

Nu gik der en lang tid, indtil Olav Tordsson trådte ind i stuen ledsaget af Dufgussönnerne Kolbein og Svarthövde, samt af Guttorm knort. Olav sagde: »jeg har talt med Ravn og Sturla; opfyld nu min bön og tag imod det vilkår, som synes bedst skikket til at afbøde de værste ulykker. Du bör mindes, hvor mangfoldig og stor skam du har at gengælde Gissur, først og fremmest på grund af Snorre Sturlasons drab, som vi alle var pligtige at hævne, om vi formåede. Sandt at sige, har Gissur dræbt störste delen af vor æt. Men selv om du er så stivsindet, at du agter ingen mands ord, så kan du dog kun lidet stötte Gissur, hvis du dræbes her, og da bliver Gissur årsag til det. som han ønsker (74). Tilbudene overfor dig er, at du skal deltage i denne færd med dem mod Gissur og stå ved deres side under alle begivenheder på dette tog, men derefter skal de give dig den oprejsning, som vi finder passende, når I kommer tilbage«. Torgils svarede: »det vilde være temlig overilet at udsætte sig for stor fare sammen med dem og kun have usikre formodninger om lönnen«. Olav sagde: »det er vanskeligt frænde! her at finde en udvej, men vælg det vilkår, som vil medføre mindst fortræd«. Heri støttede mange Olav og bad Torgils frelse sit liv ved en eller anden indrömmelse. Torgils bad dem da mælde Ravn og Sturla, at de måtte komme ud til ham, hvis de vilde få en samtale i stand, »jeg bliver næppe så bange«, sagde han, »at jeg ikke kan både høre og se dem«. Man gik nu for at hente Ravn og Sturla, og de med talrigt følge kom der ud kort tid efter. Til stede var Ravn, Sturla, Vigfus Gunnsteinsson, Nikolaus Oddsson, Einar Torvaldsson, Dufgussönnerne Svarthövde og Kolbein, med så mange folk, som stuen kunde rumme.

Da der var blevet stille, forklarede Olav, hvilke budskaber han havde bragt, og spurgte, hvad de dömte herom. De svarede, at han sikkerlig ikke havde forebragt andet end sandt. Olav sagde: »gör for guds skyld således, at I læmper eder efter hinanden«. Nikolaus svarede: »véd du da for vist Olav, at det vil være bedre, når sagen en anden gang kommer til afgörelse«? Dertil sagde Kolbein: »det vil jeg bede om, at alle de mænd, hvis sindelag er fjendsk, vil gå bort eller tie, ti jeg tror, at her vil enhver god understøttelse behøves, om alt skal gå godt«. Guttorm sagde: »det bliver et misgreb, hvis vi her øver et nidingsværk mod vor sagesløse frænde, medens den mand undslipper, som I skylder fuldt fjendskab«. Dette forekom mange vel sagt. Torgils opfordrede Ravn og Sturla til at forkynde, hvilket vilkår de stillede ham. Ravn sagde: »Sturla bonde! nu skal det ikke gå som det er gået i nat, at jeg må påtage mig både at svare og handle; du skal nu i bægge henseender stå ved min side og da ikke sige, at det er gjort uden dit samtykke, hvad enten handlingen er god eller slet«. Sturla svarede: »Olav har forkyndt, at vi bægge er enige (75)«. Torgils afslog det tilbudte forlig. Derefter talte Ravn, Sturla og Olav sammen, og da deres samtale var endt, sagde Sturla: »nu er det således, Torgils frænde! at det forlig er fastsat fra vor side, som er det yderste vi kan indrömme. Det er betingelsen for dette, at du nu straks følger med herfra mod Gissur med dine ledsagere; vi skal indgå forbund og bekræfte det med ed, og ikke skilles, för denne ufred ender, med mindre døden adskiller os. Hvis vi vinder noget, skal enhver af os eje tredjedelen deraf, men vor skare skal vi ikke opløse, för end vi får enten bod (76) eller bane«. Torgils svarede: »dette forlig fortjænte opmærksomhed, hvis jeg ikke brød min ed mod kongen, og hvis man tilstod mig fuld oprejsning for dette overfald; Gissur omfatter jeg ikke med så stor kærlighed, at jeg ikke skulde kunne bekvemme mig hertil, ti vi er ikke forbundne ved ed«. Nu arbejdede folk på, at forliget afsluttedes; navnlig var Olav Tordsson, Berg, Tord og Dufgussönnerne, foruden mange andre, virksomme. Forliget blev da sluttet og blev bekræftet ved ed af Ravn, Sturla og Torgils. De gik derefter bort og forberedte sig til afrejse, da de mente at være blevne opholdte altfor længe. Torgils spurgte Ravn og Sturla, om de vilde tillade ham at ride tilbage til Reykjaholt for at udruste sig dêr og derfra ride op på heden. De var uvillige til dette, men tillod det dog.


Torgils bryder det aftvungne løfte.

Torgils red nu tilbage til Reykjaholt. Da han kom op til Åmotsvad, faldt hans hest død om under ham; de nåede over åen og fik der en anden hest, hvorefter Torgils med sit følge red til Reykjaholt. Egil modtog Torgils venlig og sagde: »det er godt, at du er kommen uskadt tilbage«. Torgils gik til kirke. Egil og Eyvind brat spurgte om nyt fra Torgils' rejse, og han fortalte beredvillig, hvorledes sagerne stod, at han straks skulde ride sydpå over Blåskogahede, da han var bestemt på at følges med dem om aftenen på tog mod Gissur. Både Egil og Eyvind glædede sig meget over at høre dette. Man gik derefter til bords. Egil og Gunnlaug præst lod sko deres heste med hvad man kunde få fat på, Egil gav alle Torgils' mænd noget til dette tog, våben, klæder eller hestesko, men Torgils og Tord intet. Da de var mætte, gik Torgils og Tord til badet (77), fordi hestene ikke var færdige. Medens de sad i badet, sagde Torgils: »finder du det rådeligt, Tord! at jeg holder forliget«? Tord spurgte, hvilken udvej han havde, dersom han ikke overholdt forliget. »Ingen anden«, svarede Torgils, »end at ride til biskop Henrik på nordlandet«. Tord spurgte da, om han mente, at han brød sin ed til kong Håkon, hvis han holdt forliget. Han svarede, at han visselig anså sig for at bryde den. »Da forekommer det mig nødvendigere«, sagde Tord, »at du holder den ed, som du svor kongen til ære for dig selv, end den som du nødtvungen aflagde for at frelse livet«. »Det vælger jeg«, udbrød Torgils, »at ride nordpå til biskoppen«, og denne beslutning blev fastslået, för de gik bort derfra. De klædte sig nu på og tog deres våben; hestene var også nu til rede. To mænd, Eyjulv særk og Torkel, gik foran deres heste. Da de var redne op fra gården, kaldte Torgils på Berg og fortalte ham den tagne beslutning. Berg var vel tilfreds med dette og sagde, at han heller vilde drage denne færd end mod Gissur. Da de kom op forbi Bredebolstad, bød Torgils sine mænd göre holdt, og dette skete. Han forkyndte nu sin beslutning, og de ytrede deres bifald. Torkel sendte han som spejder sydefter til Blåskogahede, han skulde meddele Ravn og Sturla, at der ikke var udsigt til, at Torgils vilde indtræffe, og at han opsagde det aftvungne forlig. Efter dette drog Torkel afsted.


Torgils' rejse til nordlandet.

Nu red Torgils med sit følge op gennem Reykjardal. De kom til Husafell; her sov alle folk. Torgils lod banke på dören og kaldte Sigmund præst ud. Han hilste Torgils og indbød ham til at blive dêr; Torgils vilde fortsætte rejsen, men bad Sigmund skaffe dem en mand, som kendte vejen over Tvidøgra (78). Sigmund svarede, at han ikke havde nogen mand, som kendte vejen, og spurgte: »hvorfor er I på færde ved nattetid«? Torgils fortalte Sigmund om overfaldet og bad ham give dem anvisning på en vejviser. Sigmund henviste dem da til Reydarfell; »dêr er en mand«, sagde han, »som kender alle vejene til herrederne nordpå; han hedder Sighvat Steingrimsson, en udmærket fodgænger, men nu til års«. De red nu, indtil de kom til Reydarfell, og Sighvat besluttede sig til at følge dem, efter tilskyndelse af Sölmunds frille Turid Skeggedatter. De fortsatte derefter vejen til Kalmanstunge, hvor Nikolaus Oddsson boede. De bankede på dören, og en mand, som hed Torhall, gik ud. Torgils spurgte, om Gyda (79) var hjemme. Han svarede, at det var han ikke pligtig til at sige. Torgils gav ham da med en lille økse et slag i hovedet, så at han fik et sår i hovedbunden. Han veg tilbage og råbte, at han blev pryglet. Gyda kom frem i indgangen og tilbød Torgils al den bistand, som de rejsende kunde behøve. Torgils svarede: »jeg er ikke kommen hid for at holde måltid, og Nikolaus fortjæner mere ondt af mig end jeg for öjeblikket agter at tilföje dette sted«. »Jeg vil bede dig om, frænde«! sagde Gyda, »ikke at lade rane her eller göre hærværk, men tag herfra med fuld hjemmel hvad I behøver af forsyning«. »Således vil det vel blive for denne gang«, svarede Torgils, »og det sker af hensyn til dig«. Torgils og Gyda skiltes i venskab; de red videre og havde med sig derfra en hestbyrde hø.

De fortsatte vejen, indtil de fredag-aften kom ned i Gnupsdal (80), da tusmørket var begyndt. Her lod de hestene bede, så snart de fik hø. Nogle af deres heste var blevne halte, deriblandt en hest, som Arnor ejede, og som Egil havde givet ham; Arnor vilde tage vejen ned gennem bygden og få heste-skifte, men Torgils vilde ride nordefter over halsene inde ved höjlandet. Her blev Sighvat tilbage; Torgils takkede ham for hans følgeskab, tog et guldspænde af sin dragt og gav ham det, og bad Sighvat opsøge sig senere, hvis han behøvede hans hjælp. Derefter red Torgils over halsene til Videdal, hvor de lördag-morgen ankom til Tunge; her tog Jon (81) godt imod dem, og de lagde sig straks til at sove. De blev dér hele dagen, overværede messen og holdt måltid; det var Tomas-messe. Om aftenen red de derfra, og her slog Jon jærnbug følge med dem. De red samme aften til Svinavatn, hvor Kolterna Einarsdatter boede; de fik her en udmærket modtagelse. Da de rustede sig til at bryde op, sagde Tord, at han ikke vilde ride videre, för end han hørte noget til Arnor, og således forhaledes deres rejse til ud på söndagen. Ved middagstid kom Arnor, men havde ingen efterretninger fra egnene syd for heden. De red videre og kom om aftenen til Videmyre. Man tog godt imod dem, og de blev dêr om natten; Torlaks-messe overværede de gudstjænesten her, den dag holdtes her faste (82). De red derfra til Ås og bestemte at ville spise davre dêr. Arne bonde var villig til at give dem at spise, men sagde, at de måtte selv bære ansvaret for, om det var dem tilladt eller ikke, og spurgte: »vil I have kød eller ej«? De svarede, at det vilde de gærne have, og således skete det.

Da de var mætte, red de op til Holar, hvor de ankom på det tidspunkt, da biskoppen gik til aftensang. De og biskoppen mødtes foran kirkedören. Torgils hilste biskoppen, som tog venlig imod ham og tilbød ham at blive dêr, så længe han vilde, med alle sine mænd. Biskoppen spurgte ikke om noget, og der blev heller ikke fortalt ham noget; men da biskoppen trådte ind i tårnet, gik Tormod Grimsson (83) hen til ham og talte sagte med ham. Derefter spurgte biskoppen Torgils, om nogen af hans mænd holdt tör-faste (84). »Ingen i aften«, svarede Torgils. »I vil dog vel ikke spise kød i aften«? spurgte biskoppen. »Vi har spist kød i dag«, svarede Torgils. Da sagde biskoppen: »Tormod! skaf dem godt og tykt kød«. Derpå gik biskoppen til aftensang. Da aftensangen var endt, gik biskoppen og Torgils op i stuen. Torgils fortalte nu biskoppen hele sammenhængen med sin ankomst, og da samtalen var endt, gik Torgils til bords, hvorimod biskoppen gik til sængs; de fik en udmærket behandling. Næste morgen sørgede man for deres heste; biskoppen var meget venlig, og således gik den dag. Nu kom gæsterne (85): Brodde bonde fra Hov, Einar fakse og Jon Skideson.

Juledagen, midt under messen, gik biskoppen op i koret og prædikede over hojtiden. Da prædikenen var endt, forkyndte han Torgils' ankomst og alle de begivenheder, som der i denne sag havde tildraget sig. Han erklærede Ravn og Sturla, samt alle, som hjalp dem, for landsforrædere (86); han udelukkede dem fra den hellige kirke og lyste forbud over dem, men erklærede at ville vænte med selve bansættelsen, indtil han spurgte mere ondt om deres færd. Biskoppen sagde: »alle de mænd, som vil rette sig efter mine ord, skal stå Torgils bi, hvis han behöver noget«. Brodde tog venlig imod Torgils. Om juledagen anviste biskoppen folk deres sæder; han gav Torgils plads ved siden af sig og dernæst så mange af hans mænd som bænken kunde rumme. Hos biskoppen opholdt sig den gang Eystein hvide og hans hustru Jorunn, samt Aron Hjörleivsson. Eystein sad lige overfor biskoppen og ved siden af ham de indbudne (87).


Torgils hos biskoppen på Holar.

Først er nu at berette, at biskoppen indbød Torgils og hele hans følge til at blive der i julen. Torgils forholdt sig rolig her første og anden juledag. Tredje juledag red han tidlig op til Flugumyre, og her blev sammenkaldt et møde til fjærde juledag. Her samledes folk fra herredet. Biskoppen var også til stede og fortalte herredsmændene, hvorledes det forholdt sig med Torgils' rejse. Brodde bad folk mindes den kærlighed de havde haft til Kolbein unge og erklærede ofte at have hørt, at man ønskede sig en hövding, som var af Kolbeins slægt; »nu er der lejlighed hertil«, sagde han (88). Herom taltes nu meget, men enden blev, at man for öjeblikket ikke besluttede sig til noget. Torgils sendte spejdere vestpå til Midfjord og sydpå helt til Reykjaholt, efter at mødet var endt. Torgils forblev tre nætter på Flugumyre og red derefter ud til Holar, hvor han sad stille; der var store drikkegilder og meget vellævned.

Den syvende dag i julen kom sydfra, fra Reykjaholt, Torgils' svoger Gunnlaug præst, ledsaget af Ingemund Bödvarsson og Svein Ivarsson. Torgils modtog dem med glæde, ti han længtes meget efter at spörge nyt. Gunnlaug fik anvist plads ved siden af Brodde. Men da biskoppen fik at vide, at han var præst og alligevel gift, syntes han ikke om dette, og det var nær ved, at han ikke fik tilladelse til at gå i kirke, för Torgils bad for ham. Kort efter gik Torgils og Gunnlaug præst op i stuen; her var biskop Henrik til stede.

Nu spurgte man Gunnlaug om, hvad han havde at berette om Ravns og Sturlas færd. Han begyndte med, hvor Torgils og de skiltes. Ravn og Sturla red da sydefter på Blåskogahede, indtil de kom forbi Hallbjörns-varderne; dêr steg de af hestene og biede på Torgils til ud på natten, lige til Torgils' sendebud kom og sagde, at han ikke måtte væntes. Ravn og hans folk sprang alle op, og der blev en stor stöj i skaren; nogle sagde, at Torgils havde sveget dem, andre undskyldte ham og mente, at dette var hvad man kunde vænte, alle gav de en af de to førere skylden, dog knurredes der mest mod Sturla. Han svarede lidet hertil, men ytrede i nogle mænds overværelse, at selv om han forud havde vidst, hvad der nu var sket, så vilde han dog heller vælge dette end være med til sin frænde Torgils' drab og vide for vist, at han herefter aldrig kunde ansés for en sådan mand som för. Vigfus sagde, at dette var gået efter hans formodning; Nikolaus ytrede, at når Torgils denne gang var sluppet bort, så vilde han sikkert tilföje dem megen skade, för deres mellemværende var endt. Ravn erklærede, at enten skulde man ikke yppe strid med Torgils eller sørge for, at han ikke kom til at råde over deres skæbne, men at Sturla var skyld i bægge dele. Sturla svarede, at herom kunde hver mene hvad han lystede, »men«, tilföjede han, »det er nu ikke til nogen nytte for os at opholde sig over dette«. De spurgte Torkel om, hvor Torgils havde begivet sig hen, men han svarede, at han antog, at Torgils var redet bort fra herredet. Ravn spurgte: »hvor skiltes du fra ham«? Torkel svarede: »oven for Bredebolstad«. »Hvorhen red han da«? spurgte Ravn. »Op gennem Reykjardal«, svarede Torkel. Nu udbrød nogle, at dette vilde få slemme følger, andre opfordrede til at prygle Torkel, atter andre, at man skulde føre ham med sig; nogle råbte, at man skulde samle hestene, og at de allerede havde tøvet altfor længe. Medens larmen var störst og folk rustede sig til opbrud af alle kræfter, skyndte Torkel sig bort vestpå over heden og stansede ikke, för end han kom til Reykjaholt.

Sturla og Ravn havde sendt spejdere forud og red nu afsted med deres flok så hurtig som muligt; da begyndte himlen at formørkes, og det blev skylregn med uvejr og voldsom storm. De fortsatte ridtet, indtil de kom ned i Styvingadal ved Ölvesvatn. Dêr traf de deres spejdere, som fortalte, at isen på Ölveså var i opbrud og at åen var aldeles ufarbar. De besluttede sig da til at vende tilbage. Uvejret vedblev, og mange blev så udmattede, at de intet formåede; den ene måtte hjælpe den anden, så meget hver var i stand til. De slæbte sig tilbage over heden, således at folkene reddede livet, men var i en ynkelig forfatning. Söndag aften ankom Ravn og Sturla til Reykjaholt; de fordelte mandskabet på gårdene og var henved 30 mand i Reykjaholt. Egil bonde tog imod dem med åbne arme; de blev der Torlaksmesse og holdt drikkelag; her fik de fuld sikkerhed for, at Torgils var redet nordpå over Tvidøgra og havde haft en heldig rejse, ti den mand, som havde fulgt med ham, var nu kommen tilbage. Dagen för jul red Ravn over Norderå til Skard (89), men Sturla til Stavaholt; ved julens begyndelse forlod de herredet, og de havde da været bygdens folk til besvær. De red til vesterbygderne, Sturla begav sig hjem, og Ravn opholdt sig på Stadarhol hos Sturla eller på Saudafell. Deres mandskab red til fjordene vestpå og skiltes der, misfornöjede med toget. Med dette endte Gunnlaug sin beretning.

Torgils sad nu stille på Holar, hvor man viste ham den störste hæder; han lod holde vagt vest for Vatnsskard. Biskoppen talte ofte om, hvor glad han var ved, at de ikke havde fået Torgils i deres magt, og takkede gud for dette. Nu gik julen indtil den 12te dag under megen munterhed og fornöjelse; der var heller ingen mangel på ypperlig drik og andre fornødenheder. [1253]. Den 12te dag, da biskoppen var ved aftensang, trådte en mand ind i kirken, han var helt tilsnét; det var en lille og skaldet mand at se til, men sikker i sin gang. Da han kom ind i kirken, sagde Torgils til Tord: »denne mand er min frænde Lodin Sigurdsson«, og gik derefter hen til ham og kyssede ham. Aftensangen blev nu sungen til ende, og da man kom ind i stuen, afførte man Lodin og hans fæller deres klæder; han ledsagedes af Bård bart og en anden mand ved navn Audulv. Lodin bragte en hilsen fra Gissur til biskoppen og Torgils; han sagde, at Gissur var rask og vel til mode; han fortalte også det samme om Ravns og Sturlas tog som Gunnlaug havde sagt, men tilföjede, at Gissur var bleven advaret, så at de ikke vilde have fået ham fat, selv om åen ikke var brudt op. Lodin medførte brev til biskoppen og til Torgils, heri indeholdtes de stærkeste venskabs-ytringer overfor dem bægge. Lodin var en ivrig ven af Gissur, men en uforsonlig fjende af vestlændingerne. Gissur anmodede om biskoppens hjælp til, at Skagfjordingerne forblev ham undergivne, men da Torgils erfarede dette, fik han straks uvilje mod Gissur, skönt han ikke åbenlyst vilde sige biskoppen det. Om dette talte Torgils med sin fælle Aron. Han rådede til, at Torgils skulde ride frem for hver mands dör med 30 mand (90), men dette vilde han ikke.

På julens 13de dag var der et prægtigt gæstebud, hvor der blev drukket stærkt, så at Torgils' mænd blev meget drukne. Efter julen red Brodde og de andre indbudne bort. Han indbød Torgils til gilde ude på Hov stråledag (91). Torgils red da ud til Hov selv tiende; der væntede dem her et prægtigt gilde, og der var mange folk både söndag og mandag. Mandag nat, da folk havde sovet en stund, blev der banket på dören, og det temlig voldsomt. Man gik da til indgangen. Der var kommet Steingrim stjup fra Holar; han sagde, at Torgils' spejdere var komne vestfra og fortalte, at Ravn og Sturla vilde ankomme til Langedal under söndags helligheden med 3 hundred mænd, og at man ligeledes sagde, at sandsynligvis også Rane og Eyjulv vilde komme. Torgils sprang da op og klædte sig på; de blev temlig sent færdige, da deres heste var anbragte i foder omkring på gårdene, og dem måtte man hente. Torgils holdt nu råd med Brodde, som foreslog at sende bud over hele herredet for at samle folk. Derefter sendte Brodde en mand til Povl Kolbeinsson i Sæmundarhlid og en anden til Einar (92) med opfordring til at samle folk fra Blönduhlid; biskoppen havde sendt en mand op i Tunge. Alt dette mandskab skulde samles på Flugumyre. Biskoppen lovede også at drage ud fra bispegården med alle gejstlige. Torgils red om tirsdagen afsted for at samle folk fra Hövdastrand og lagde derefter vejen gennem Kolbeinsdal. Om aftenen samledes alle dér (93), og de var da henved 4 hundred mand. Her ankom Aron og Ingemund og sagde, at en mand var kommen vestfra, fra Langedal; de kunde berette, at Ravn ikke var ankommen til Langedal, og at dêr ikke var nogen krigsflokke, og at man intet havde spurgt til Ravn. Der blev da sendt mænd vestpå til Vatnsskard. Bønderne forlangte nu orlov, og det blev aftalt, at de skulde værge herredet, hvis det gjordes behov, men ikke drage udenfor dette.

Aron Hjörleivsson havde besteget sin hest og red hen imod Torgils og sagde: »et eller andet sted vil jeg nu ride på tog, enten mod vest eller øst; jeg havde mest lyst til at ride nordpå mod Rane (94), og lad os slå den djævel ned, för de forener sig; vi kan derefter vende os mod de andre, hvis de kommer vestfra«. »Dette forekommer mig ikke så let«, svarede Torgils, »hvis bønderne ikke vil drage udenfor herredet«. »Jeg væntede ikke, Torgils!« udbrød Aron, »at du vilde vise dig fej, og det vil jeg sige dig, at jeg ikke kommer uden for bispegården i vinter, hvor meget du end kan trænge til hjælp, dersom jeg nu ikke får noget at göre«. Med disse ord vendte han hesten omkring og erklærede at ville ride bort. »Jeg synes det var hårde ord du brugte imod mig, sagde Torgils, »men jeg véd, at det var din spøg og ikke alvor, derfor tager jeg det som spøg«. Nu spredte skarerne sig, og alle lovede de Torgils, at hver mand skulde rejse sig, når han behøvede folk; nogle bad dog Torgils om, at han vilde ride bort fra herredet, da de mente, at dette ikke vilde blive angrebet, når han ikke opholdt sig her.


Biskoppen forsøger at mægle mellem Torgils og hans modstandere.

Torgils og hans følge red derefter til Hegstad (95). Her havde Torgils en samtale med biskoppen, hvorved Brodde og nogle andre mænd var til stede. Nu havde biskoppen skiftet sind; han vilde forsøge at forlige Ravn og Sturla med Torgils, og dette anbefalede mange. Biskoppen tilbød at rejse sydpå til Borgarfjord og sammenkalde et møde. Heri samtykkede Torgils på den betingelse, at han beholdt Borgarfjords herred, og at biskoppen skulde vælge en af Torgils' mænd til at ledsage sig; han valgte Tord (96). De red derpå til Holar og rustede sig i hast. Med biskoppen fulgte Eystein hvide og nogle af biskoppens husfolk. Biskoppen red til Flugumyre og overnattede her på sin gård tillige med Torgils, som ledsagede ham til Vatnsskard og da vendte tilbage. Biskoppen og hans følge havde ufremkommelige elve og stærk tø. De overnattede på Stad i Hrutafjord natten för Povlsmesse (97). Der kom Jon jærnbug til biskoppen, og herfra afsendtes Ravn snuser og Torstein Gelleson til Ravn og Sturla med bud om, at biskoppen ønskede at mødes med dem i Borgarfjord. Povlsmesse-dag var det stærkt snefald og meget mørkt. Jon jærnbug red foran som vejviser. De kom om aftenen til Hvam i Norderådal og blev der om natten. Biskoppen red næste dag derfra til Reykjaholt, hvor man modtog ham så godt man kunde. Biskoppen sendte bud til abbed Brand i Skålaholt om, at han skulde komme derhen så hurtig som muligt (98). Vestfra kom Ravn og Sturla og red til Åmotsvad; de bad biskoppen komme did kyndelmesse, hvis vejret var godt, ellers vilde de afvænte ham på Hella (99). De vilde give møde 15 mand i alt, biskoppen skulde heller ikke være mandstærkere end selv 15de; af bønderne kunde der komme så mange som vilde. Næsten al sne smeltede nu, det var oftest tø og vandløbene opsvulmede.

På kyndelmesse var vejret godt. Biskoppen holdt med omhu gudstjæneste, og derefter red man afsted, da alle var rede, deriblandt Egil bonde og mange bønder fra herredet. De red ned til Åmotsvad, og åen var temlig dyb; da de kom over åen, var de andre ikke ankomne. Snart efter indtraf de og red op på en höjde kort fra hvor biskoppen var steget af hesten. Sturla sendte Svart Toreson til Tord og bad ham komme til sig med frit lejde. Da han traf dem, spurgte de, om han vilde sværge, at Torgils ikke var nogensteds i nærheden, så at han den dag kunde göre dem skade. Tord svarede, at han ingenlunde vilde sværge, men at han kunde sige, at Torgils ikke pønsede på svig, og at han ikke var nærmere end i Skagafjord. Bavn sagde, at det var ikke at lide på hvad han sagde, og at det vistnok var lögn alt sammen; men Sturla svarede: »han taler sandt, Torgils og hans frænder er ikke sådanne folk«. De slap da deres heste løs og gik hen til biskoppen, de aftog deres stålhuer og hilste ham. Han tav hertil. Man satte sig derefter ned og spurgte om tidender.

Derpå begyndte de at tale om deres anliggender; de spurgte biskoppen om, hvilket forlig han vilde tilbyde på Torgils' vegne, og erklærede selv ikke at ville göre noget tilbud, men høre til, om biskoppen tilbød noget; »I har sendt bud efter os til dette møde«, sagde de, »men vi har ikke sendt bud efter Eder«. Biskoppen udtalte sig afvisende; »jeg kalder eder«, sagde han, »for fredsbrydere overfor en kongelig hirdmand«. De bad ham enten selv fremføre forligstilbud på Torgils' vegne eller udsé en anden til at göre det. Biskoppen bestemte da, at Tord skulde forkynde Torgils' forligstilbud. Tord svarede, at Torgils tilbød som forligs-vilkår, at han vilde have og beholde Borgarfjord i fred og frihed tillige med alle de riger, som kongen havde tildelt ham; endvidere vilde han for deres Stavaholts-færd have en dom af seks mænd, som de i forening udnævnte, lige mange hvert parti. De svarede, at der kunde ikke være tale om, at de vilde opgive Borgarfjord eller de andre riger, som Tord havde tildelt dem, för end der kom brev fra ham om dette, og erklærede, at de ikke vilde have, at kongen fordelte herrederne. Eystein sagde da: »således vilde I ikke driste eder til at tale, om I sad kongen lige så nær som nu biskoppen; det sömmeligste forlig for eder vil være, at I henskyder alt til kongens afgörelse og rejser ud af landet bægge parter«. Dette afslog de bestemt, og Eystein gav de til svar: »du kommer ikke til at afgöre forliget, selv om du regnes for en god købmand; Torleiv er sat over herredet med vort samtykke«. Der blev da talt frem og tilbage.

Pludselig så man folk ride op langs Hvitå sydfra, ikke færre end tolv, med blinkende våben, og forskellige formodninger fremsattes; nogle mente, at det var Torleiv fra Gardar, andre, at det var bønder fra herredet, atter andre, at det var Torgils Bödvarsson. Disse mænd kom hurtig nærmere, og det var abbed Brand, Bödvar fra Bø og andre bønder. Biskoppen og abbeden hilstes kærlig, hvorefter abbeden satte sig ned og biskoppen berettede ham hvad der forhandledes. Abbeden sagde, at det sömmede sig vel for Ravn og Sturla at indrömme Torgils et godt forlig, så ilde og uhæderlig som de havde brudt freden mod ham i Stavaholt. De anførte herimod, at han havde brudt freden i herredet, pryglet bønderne eller brugt tvang imod dem, og ikke givet bøder til nogen. Abbeden svarede, at det var slemt, men at det var dem, som der var begået lovbrud mod, der burde have bod, derimod ikke de mænd, som nu påklagede dette. Bödvar bonde ytrede: »visselig var Torgils hård overfor nogle af bønderne, men man har heller ikke vist sig velvillig mod ham«, og jo mere der forhandledes, des fjærnere kom man forliget. Ravn sagde: »jeg væntede mig ikke sådanne ord af dig, Bödvar«. Hertil svarede Bödvar: »da det har vist sig om nogle, at de har brugt svig mod Torgils, formoder jeg, at der er mange, som vilde lade sig bruge til at svige ham, hvis de havde kunnet«. Nu sprang Ravn og hans fæller op og spurgte, om det da var afgjort, at der intet forlig blev. Biskoppen svarede, at han intet mere havde at fremføre.

Sigurd sold var i følge med Ravn og Sturla. Tord så, at han var omgjordet med det sværd, som han havde mistet i Stavaholt, og bad ham give slip på dette; han greb fat i sværdet, som Sigurd bar, men Sigurd holdt fast på det, og de sledes om det. Da de andre så det, gik Kolbein Dufgusson til og bød Sigurd slippe det; han svarede, at Kolbein havde intet at befale her. Da kom Ravn og Sturla til og bad Sigurd give slip på sværdet og ikke yppe strid om sligt; »du véd jo«, blev der sagt, »at det ikke tilhører dig«. Sigurd spurgte Ravn, om han skulde slippe det. Ravn svarede: »det er mig lige meget, om det udleveres eller ej«. Tord og hans ledsagere trak i sværdet, indtil nålen i sværdremmen gik i stykker, så at det nu var løst; Sigurd holdt da om balgen. Tord drog nu sværdet ud af dets skede, og Jon jærnbug tog imod det, men de andre holdt fast på skeden. I det samme kom abbed Brand og Bödvar til; abbeden bød dem ikke strides om sådanne ubetydeligheder og sagde til Sigurd: »du vil dog vel ikke forårsage lige så meget ondt nu som forrige gang« (100). Kolbein greb Sigurd om armen ovenfor håndledet, og Sigurd slap da skeden. Ravn lod falde nogle hånlige ord til Tord og sagde: »du fortjæner, at man lönner dig dette senere«. Tord svarede, at han ikke ænsede sligt. Bægge parter opsøgte nu deres heste, og de skiltes i fjendskab.

Biskoppen var da kommen til hest. Hvitå havde höj vandstand; de vilde derfor ikke lade biskoppen ride i den stand-sadel (101), som han för havde benyttet, da de mente han vilde blive altfor våd. Biskoppen red da en hest, som tilhørte Egil i Reykjaholt; på hver sin side af ham red Jon jærnbug og Bödvar fra Bø; Jon red på den mod stöommen vendende side, Bödvar med strömmen; Egil og Erik birkebener red foran og viste vadestedet. Åen nåede hestenes sider, og biskoppen skylledes af sadlen; han kunde da ikke sidde oprejst på anden måde end at de måtte holde ham fast på hesteryggen, og således slap han med besvær i land; Endride fra Raudsgil og Sigurd fra Kalvanæs faldt af hestene, men blev reddede. Biskoppen sagde, at en så ufarbar elv vilde han aldrig oftere ride over. Biskoppen og abbeden red til Reykjaholt. Her fejrede de höjtidelig med sang Blasius messe, og abbeden prædikede. Han berørte også det forbud biskoppen havde udtalt over Ravn og Sturla, og sagde, at han i alle henseender vilde fremme dette og samtykke heri; dog måtte præsterne tage dem til skrifte, hvis de vilde indrömme Torgils et billigt forlig, og da skulde de have ret til at besøge kirken fra skærtorsdag til altinget. Blasiusmesse red biskoppen og abbeden op til Gilsbakke, og derfra red biskoppen til nordlandet; men abbeden vendte tilbage til Bø og rejste derfra sydpå. Tord red hjem til Hitarnæs, men Ravn og Sturla til vestbygderne.


Torgils skarde forlader nordlandet.

Da biskoppen kom tilbage til Holar, berettede han Torgils om sin rejse, og det var den almindelige mening, at udbyttet kun var blevet ringe. Biskoppen var nu ligesom tidligere meget venlig mod Torgils, men gårdfogederne ymtede om, at Torgils' ophold dêr voldte megen bekostning. Da Torgils hørte denne mumlen, rustede han sig til opbrud. Tord havde skrevet et brev til Torgils, om at abbeden indbød ham til Skålaholt og mente, at hans stilling dêr vilde være bedre end i Skagafjord. Han red da bort fra nordlandet; biskoppen tog en kærlig afsked med ham og lovede ham sit venskab; han takkede biskoppen mangfoldig for hvad godt han havde gjort ham. Torgils red over Arnarvatnshede til Reykjaholt, hvorfra han sendte en mand til Hitarnæs efter Tord, men han var redet til Stad. Da Tord ikke kom til den tid, som Torgils havde angivet, red han sydpå til Skålaholt med 11 ledsagere. Abbeden gav ham en udmærket modtagelse, og de opholdt sig her om foråret, hvor de nød en fortrinlig behandling. Torgils havde udtalt, at Tord skulde komme til ham i Skålaholt i det seneste efter påskeugen, og ønskede, at han og Gunnlaug præst skulde købe til husholdningen på Reykjaholt fødevarer for 3 hundreder; dette gjorde de. Nu var alt roligt indtil på den anden side påskeugen. Tord og Ingemund Bödvarsson red sydpå efter påskeugen. Da de kom sydefter på heden, begyndte det at fyge, og der faldt så megen sne, at hestene ikke kunde arbejde sig igennem den. De trøstede sig da ikke til at fortsætte vejen over Lyngdalshede, men tog retningen mod Gjåbakke og kom om aftenen meget udmattede til Bru. De bad om forplejning, men fik ingen. Da tog de et knippe hø for hver hest og lå under tungærdet, ti bonden lod omhyggelig dörene tillukke. De drog straks ved solopgang videre, og vejret var da klart; da de kom til Burfell, hørte de messe her og nød davre.

Om aftenen red de til Skålaholt. Da de ankom, var Torgils i bad, men kom lidt senere ind og modtog dem hjærtelig. Han og abbeden var nylig komne tilbage fra det forligsmøde, som var bleven afholdt angående Ormssönnerne Sæmunds og Gudmunds drab (102). Torgils sagde til Tord, at han skulde rejse vestpå til Stad og indrette en husholdning, da han vilde flytte derhen til fardagene; Tord meddelte ham, at Bödvars stilling var vanskelig (103). Da abbeden hørte om dette, frarådede han det meget og tilbød ham at være hos sig indtil altinget. Torgils takkede ham oprigtig for hans tilbud; »men«, sagde han, »jeg vil dog rejse vestpå, og agter ikke længe at skjule mig for Ravn og Sturla«. Tord red tilbage over Tingvold og næste dag til Reykjaholt; om natten blev det et stærkt uvejr. Tord sagde, at Torgils ikke vilde købe varer til husholdningen indtil fardag; Egil var meget utilfreds med dette, og det gik uvenlig til mellem ham og Tord. Husholdningen opløstes nu; Gunnlaug og Hallbera red vestpå over heden, medens Aldis Sigmundsdatter fra Husafell drog hjem til sin fader. Ingemund Bödvarsson fulgte med Tord, og alle de folk, som hørte til Torgils' følge, drog da bort (104). Tord og Egil skiltes ikke med venskab.


Torgils sætter bo på Stad.

Tord rejste straks, da han kom hjem, til Stad og fortalte Bödvar Torgils' forehavende, hvormed Bödvar var vel tilfreds. Kolgrim i Bjarnarhavn gav til indretning af Torgils' husholdning fem koværdier (105). Tord sammenkaldte et møde på Stad og foreslog, at enhver bonde, som var i stand dertil, skulde låne Torgils kvæg til en kos værdi. Dette gik folk villig ind på og var vel tilfredse med, at Torgils flyttede til Stad. Kort efter kom Torgils fra sydlandet. Abbeden og han havde taget en kærlig afsked, og han havde givet Torgils en fem vintre gammel okse og et tæppe (106). Torgils skaffede Gunnlaug gården Hitarnæs, og her boede han, men Tord og Aldis flyttede til Stad, hvor hun forestod husholdningen, og Torgils skaffede dem gården Torgeirsfell. Bödvar flyttede til Øre og bosatte sig der. På Stad var der 40 køer og 1 hundred malkefår, og Torgils førte et stort hus i henseende til husstandens talrighed og boligens indretning. Den uvilje, som var opstået mellem Bödvar og Einar Halldorsson, udjævnedes ganske, så snart Torgils var ankommen, og de to frænder blev nu tillige gode venner (107). Torgils spurgte ham ofte til råds og agtede ham höjest af alle bygdens folk. Torgils sendte Eyjulv Torvardsson til altinget med fuldmagt til at forestå godedömmet; han skulde også udnævne dommere for Reykholtinge-godedömmet og Jøkelmands-godedömmet; men Eyjulv kunde ikke gennemføre dette, og Torleiv udnævnte dommerne for alle hövdinge-godedömmerne ved Ravns hjælp. Da Eyjulv kom hjem, dadlede Torgils ham og sagde, at han havde manglet djærvhed til at göre hvad han havde påbudt, og Torgils var meget utilfreds (108).

Herefter må berettes, at i dette forår satte Gissur bo på Flugumyre, og alle herredsboerne indtil Hrutafjords-å underkastede sig ham, men de riger, som han havde på sydlandet, overdrog han sine sönner Hall og Isleiv. Gissur blev en særdeles anset mand. Samme forår gik der bud mellem Gissur og Ravn, og man forsøgte at tilvejebringe forlig og venskab imellem dem; følgen blev da også, at der mellem ham og Ravn udtaltes ønsket om det varmeste venskab. Hall Gissursson friede nu til Sturlas datter Ingebjörg, og dette afgjordes om somren på tinget; hun var da tretten vintre. Teit Einarsson overtog her lovsigningen, som Olav Tordsson opgav på grund at svagelighed. Giftermålet mellem Hall og Ingebjörg skulde finde sted på Flugumyre den første söndag efter vinterens begyndelse.

På denne tid boede Ravn Oddsson på Saudafell. Han var, som för sagt, en forbitret fjende af Torgils og havde mange venner; han holdt spejdere vest for heden. En mand ved navn Halldor Vilmundsson, som var indviet til degn og boede på Ydre Raudamel, var Ravns spejder vest for heden, så at han sent og tidlig vidste hvad her gik for sig. Det hed sig, at husholdningen på Stad ikke kunde bestå uden støtte andetstedsfra. Torgils red med sine huskarle til Raudamel og forlangte af Halldor og hans hustru, at de skulde flytte til Stad og forestå husholdningen. Halldor afslog dette bestemt. Torgils tilbød at få de bedste bønder til at gå i borgen for hans kvæg, men han vilde ikke samtykke på noget vilkår. Da sagde Torgils, at han ikke vilde tillade nogen mand at opholde sig der i bygden, som ikke var ham tro, hvad enten han var viet eller uviet. Halldor nægtede sig skyldig i noget sådant. Torgils bød ham aflægge ed på dette. Han svarede: »jeg sværger ingen ed«. Derefter lod Torgils hans køer og får drive til Stad. Præsten og de andre gejstlige vilde ikke spise den mad, som var tilberedt af mælk fra det kvæg. Halldor drog til Helgafell for at træffe Gudmund ombudsmand (109), og han sendte broder Torhall til Torgils og forlangte, at han skulde tilbagegive dette ran, ellers vilde han udelukke ham fra kirken, og alle dem, som drog nytte af ranet. Torgils svarede, at han ikke vilde tilbagegive det, men at Gudmund kunde råde for kirkegangen.

Halldor begav sig til Saudafell og fortalte Ravn hvad der var sket. Ravn blev meget forbitret; han indbød Halldor og hele hans husstand til sig og sagde: »jeg vil ikke, at I to strides herom, men jeg skal påtage mig sagen, og det skal blive sandhed, at denne sag skal hævnes«. Derfra red Halldor til Kolbeinsstad og opsøgte Ketil præst og Narve (110). De gav ham det råd, at han skulde begive sig til Skålaholt og opsøge abbed Brand, hvem han skulde fortælle alt, og hvis anvisninger han skulde følge, da han var messedegn af vielse. Halldor drog til abbeden, fortalte ham, hvorledes han var stillet, og bad om hans bistand. Abbeden svarede, at det var klart, at han var bleven uretfærdig behandlet, »men«, tilföjede han, »jeg er mindre sikker på, om du ikke har forsét dig ved dine gærninger«. Halldor forsvarede sig overfor abbeden, men han var temlig kold imod ham og sagde: »jeg tror det vilde vise sig, at de fleste dêr vesterpå er Torgils uvenlig sindede, hvis sandheden kom frem«. Abbeden medgav dog Halldor et brev og sendte bud til Ketil præst, at han skulde følge med ham til Stad. Han opsøgte Ketil, som red med ham ud til Stad. Torgils modtog Ketil vel. Ketil gjorde ham bekendt med abbedens brev, hvori forlangtes, at Torgils skulde tilbagegive ranet og tilbyde en billig dom i sagen mellem ham og Halldor; ellers måtte Torgils frygte banlysning. Torgils gav et imødekommende svar på abbedens forlangender og sagde, at det ranede efter hans ønske skulde tilbagegives, men at han ikke vilde overlade nogen anden end sig selv at dömme i sagen mellem ham og Halldor. Ketil søgte at forlige dem, men fik ikke andet ud deraf, end at Torgils truede Halldor med overlast, når han fik lejlighed. Enden blev dog, at Torgils skulde give Halldor nogen oprejsning, således som det kunde være passende. Kvæget blev da drevet bort, og Torgils gav Halldor en messeklædning; för de skiltes, gav denne Torgils tre beder og en 4 vintre gammel okse, idet han bad om hans venskab, hvad Torgils lovede. Da Ravn hørte dette, syntes han at Halldor havde vist en umandig adfærd.

Samme sommer red Torgils hjemmefra til Langedal selv niende for at besøge præsten Povl. Torgils vilde se hans datter Ingebjörg, som den gang var ugift, men han opgav at fremføre noget frieri, da han fandt hende styg. Han talte meget med Povl præst, og præsten forhørte sig om, hvorvidt han kunde bringe nogen forståelse til veje mellem Torgils og Sturla. Torgils svarede imødekommende og sagde, at han var villig til at forlige sig med Sturla, dersom han kunde nå hans fulde venskab; »men jeg vil«, sagde han, »have fuld oprejsning af Sturla for den krænkelse han har tilföjet mig«. Povl meddelte Sturla alt dette og sagde: »Torgils forekommer mig så tilböjelig til forlig, at dette vil være let at opnå; jeg råder dig til at ride hen til Torgils, ti jeg ved, at du tror ham«. Derfra red Torgils til Helgafell og var der om natten. Gudmund var meget venlig og foreslog forlig mellem Torgils og Ravn; Torgils svarede, at han ikke vilde bede Ravn om forlig, men vilde svare således som han fandt passende, om et forlig tilbødes. Gudmund tilbød da at mægle og forestillede Torgils, hvor få kræfter han havde til at holde strid med stormænd; »jeg tror«, sagde han, »at Gissur er mere Ravns ven end din, og svogerskab har han sluttet med Sturla«. Torgils forholdt sig afvisende og syntes ikke om denne tale. Torgils red herfra til Bjarnarhavn, hvor han blev om natten; han forsøgte at få Kolgrim og hans datter Turid til at flytte til Stad for at forestå husholdningen. De var utilböjelige hertil, men enden blev dog, at hun fulgte med dem tilbage. Da hun kom til Stad, overtog hun straks husholdningen; hun var beskeden og agtværdig, men påholdende. Efter at Torgils var kommen hjem, sendte han Tord til Borgarfjord for at indvie høstmødet på Tværåting (111); de var syv sammen og overnattede på Stavaholt. Olav (112) frarådede dem at drage til høsttinget og sagde, at Torleiv og bygdens folk var fjendtlig stemte mod Torgils, men Tord vilde udføre, hvad der var blevet ham pålagt. De red om dagen til tinget; der var mange hestekampe og en stor mængde folk. Tord gik frem på tingskrænten og foretog alle de kundgørelser, som loven forpligtede ham til for Reykholtinge godedömmet. Torleiv og Egil samt de andre herredsmænd erklærede, at de gærne kunde unde Torgils så meget af herredet som det var at lade høstmødet indvie og dêr forkynde hvad han vilde. Tord svarede, at han intet tabte ved at lade dette udføre på lovlig vis. De red derfra hjem til Stad, og Torgils var vel tilfreds med deres optræden.

En dag red Torgils til den varme kilde ved Lysuhvål for at more sig, ledsaget af sine følgesvende. Der boede Vestar Torveson; hans hustru ved navn Joreid var en smuk kvinde. Torgils og hans mænd steg af hestene ved svömmebadet. Der var Joreid til stede og tvættede klæder. Torgils greb hendes hånd og gantedes med hende. Dette så Vestar; han løb fra sit hjem til deres våben, greb et sværd og drog det, og løb så op til kilden. Da Torgils' følgesvende så det, sprang de op, greb Vestar og vilde mishandle ham, og fratog ham sværdet. Men da Torgils blev dette vâr, sprang han til og bød dem ikke at tilföje ham noget ondt; »han har vist sig som en så meget raskere mand ved at ville hævne den beskæmmelse, som han antog var ham tilföjet, skönt det ikke forholder sig således«, sagde Torgils og tilföjede til Vestar: »tro ikke det, at jeg vilde have noget sådant med din kone at göre, at hun derefter var en ringere kvinde end för; men for den raskhed du har vist, vil jeg give dig denne økse«. Og hermed skiltes de.

Kort efter red Tord vestpå til Stadarhol, hvor han og Sturla talte meget om mellemværendet mellem Torgils og Sturla; Tord kunde mærke, at Sturla ønskede forlig, men han fremhævede på den anden side, at han i höj grad manglede midler til store udbetalinger. Sturla spurgte, hvilke forligsforslag han havde. Tord svarede, at han mente der vilde være to vilkår, enten at tilbyde Torgils voldgift og da udrede de bøder, som dommen bestemte, eller at indrömme Torgils selvdom og da tillige love oprigtigt frændskab, så at Sturla aldrig skilte sig fra Torgils, hvad han end behøvede eller hvem han havde at göre med. Dersom Sturla valgte dette, antog Tord, at Torgils efter brave mænds råd vilde læmpe sig med hensyn til bøderne. De aftalte et møde mellem Torgils og Sturla om høsten, når tiden forekom dem belejlig. Tord red tilbage til Stad, hvor Torgils viste sig tilfreds med hvad han forebragte, men sagde, at det vilde vise sig, om handlingerne vilde svare til de fagre ord. Ravn var om somren reden til Vestfjordene og blev der, indtil han red til gildet på Flugumyre; for ham holdtes disse planer skjulte.


Torgils' hævntog til Borgarfjord.

Torgils talte ofte med sine følgesvende om, hvor dårlig han kunde finde sig i den beskæmmelse han havde lidt i Borgarfjord. Nogle tillagde han anslag mod sit liv, andre svig og ondsindethed, og i bod havde han ikke fået andet end spot og nedsættende omtale; han mente ikke at have styrke til at begynde strid med en sådan folkemængde, som herredets befolkning udgjorde, men sagde, at han dog ingenlunde vilde lade sagerne stå således. Kort efter traf Torgils og Einar Halldorsson hinanden i Vatnsholt, og de aftalte da at sende en skare på strejftog til Borgarfjord for at tvinge Egil i Reykjaholt til at give Torgils selvdom og tilföje så vel ham som flere andre, der fortjænte det, en eller anden beskæmmelse. Torgils opbød da mænd til toget. De red fra Stad torsdagen för Mikaels messe sent på dagen, 35 mand i alt. De red sydpå til Straumfjord, hvor de sov om natten, men vågnede ikke ved ebbetid og vidste om morgenen ikke, om vandet var faldende eller stigende; de tog da deres heste og red inden om fjorden. De fortsatte ridtet hele fredagen, så at de ikke besøgte nogen gård för Valbjarnarvellir. Torgils red hen til indgangen og traf Eiliv bonde, som boede dêr. Han spurgte om nyt fra herredet, men Eiliv svarede, at alt var stille og uden tildragelser; han var nylig kommen tilbage fra Bø. Han fortalte, at Torleiv i Gardar var hjemme, da han sidst hørte om ham, og ligeledes Egil i Reykjaholt. Eiliv spurgte, hvorhen Torgils agtede sig, men fik til svar, at det ikke vedkom ham. Berg bad Eiliv ride med og vise dem vej til Norderå, men Eiliv svarede, at han ikke med sin gode vilje vilde følges med dem, så længe han ikke vidste, hvilken deres hensigt var mod herredet. Sigmund Brandsson udbrød da, at de ikke havde nogen grund til at spare ham for at ride mod sin vilje. Torgils sagde: »vi skal ikke göre ham nogen fortræd; men lad os slå den handel af, at du kun yder den ledsagelse som du vil, men heller ikke bringer bud om os til andre mænd«. Det lovede Eiliv og viste dem nu vejen.

Det begyndte at blive mørkt og det var stærk tåge. Berg red forrest over moserne ovenfor Munadarnæs, og da de kom til Norderå, bedede de. Torgils sagde her sine mænd, at han vilde ride til Reykjaholt og gribe Egil, om det kunde lade sig göre, men forbød folkene at bruge våben mod ham. Torstein Arneson havde om foråret ladet sig fæste som forvalter på Reykjaholt; mod ham nærede Torgils uvilje, da han mente, at han havde givet Ravn og Sturla anvisning på at overfalde ham i Stavaholt. De red videre, da de var færdige, og kom over Hvitå på Åmotsvad. Herfra red Tord Hitnæsing til Snældubeinsstad, hvorimod Torgils med sine mænd skulde vænte på ham i nærheden af Åmotsvad, hvor vejen fører over Reykjardalså. Tord og hans ledsagere kom til Snældubeinsstad og fik her store fakler. De begav sig derpå til Reykjardalså; her traf de Berg Åmundeson selv femtende, men om Torgils og Einar vidste de intet. Torgils var steget af hesten for at forrette sin nødtørft; Berg og hans ledsagere var da redne videre, men havde ikke senere truffet de andre.

De red nu alle op til Reykjaholt ad vejen ovenfor Grimsstad og overlagde, om de skulde ride ind på gården; de steg af hestene og væntede på Torgils, om han muligvis kunde komme. Da begyndte hundene i Reykjaholt at gø. De besluttede da at ride hen til gården. De delte deres folk i to lige store flokke; Tord med sine mænd gik frem på nordsiden fra kirkegården, Berg og hans folk på sydsiden fra den varme kilde op mod syddören. Da de kom til indgangene, var de bægge forsvarlig tillukkede. De greb da til den udvej at løfte Bödvar bart op på forskansnings-væggen, og han trak slåerne fra dörene. Bægge flokke gik nu ind og mødtes ved skåledören. De lod hente ild fra køkkenet, men da det varede længe, inden ilden kom, gik Berg og Tord ind i skålen. Da løb der en mand i armene på Tord, som greb ham og spurgte hvem han var. »Det er Egil«, sagde han, »og jeg beder om fred, måg (113)«! I det samme kom lysene, og alle gik nu ind i skålen. Folk rejste sig fra lejet, men Berg sagde, at de skulde ligge stille, hvis de vilde undgå våbnene. De lagde sig da ned, og man talte sammen. De ankomne gik omkring i hele skålen og ransagede enhver sæng, men fandt ikke Egil. Berg undersøgte derpå lille-stuen og loftværelset og opdagede, at Torstein Arneson lå i loftværelset. De spurgte præsten Tord Berseson, om Egil var hjemme. Han spurgte dem om, hvorfor de fôr frem her med så megen voldsomhed. De svarede, at her ingen voldsfærd var sket. Præsten sagde, at Egil var reden ud på Akranæs. I denne stund kom Torgils og Einar, som var faret vild og således var bleven forsinkede. Tord præst hilste på Torgils, bad om fred for husets folk, men nægtede at kunne påvise Egil og sagde, at han var ikke hjemme. Torgils vilde ingen sikkerhed tilsige. Berg sagde, at Torstein Arneson lå oppe i loftværelset. Efter at Torgils havde spurgt efter Egil og fået fuld sikkerhed for, at han ikke var hjemme, gik han op i loftværelset. Han beskyldte Torstein for at have stræbt ham efter livet ved at give anvisning på hans ophold i Stavaholt, men Torstein vedgik det ikke og erklærede at være syg. Torgils sagde, at man skulde tage hans hånd og afhugge den, og befalede Sigurd knapsadel at göre dette. Tord bød ham lade være med at hugge og anså det for nidingsværk at anfalde en syg mand; herover kom de to svogre i stærk ordstrid. Berg tilkaldte nu Torkel hvide, men Tord gik bort og ud; Torkel huggede Torsteins hånd så godt som af.

Efter dette red Torgils og hans følge nordpå til Sidumule. Berg med nogle mænd blev skilt fra dem, for vild og kom noget senere til Sidumule. Da Torgils med sine mænd red op til gården Sidumule, red Tord hen til Torgils og sagde: »hvis du agter at göre hærværk i Sidumule, vil jeg ride bort, men dersom du ønsker forlig eller overenskomst, vil jeg af al magt bidrage hertil«. Torgils svarede: »her har jeg ingen anden hensigt end komme til forlig, og her skal du have meget at sige, hvis de vil tage noget hensyn til dine ord«. De red nu hen til husene. Tord og Bödvar bart red forrest; de steg af hestene og bankede på dören. En mand gik til dören og lukkede op, men da han så mændene, vendte han straks om og gik ind igen. Tord gik ind; præsten Torkel spurgte om, hvem de fremmede var. Tord nævnede sit navn. »Hvem flere er komne«? spurgte præsten (114). Tord svarede: »Torgils Bödvarsson med nogle ledsagere; jeg beder dig modtage ham med agtelse og unde ham god oprejsning for hvad han har at klage over eder«. Torkel præst svarede hurtig: »jeg går aldeles ikke ind på noget forlig i denne sag, ti jeg har ingen skyld«. »Denne bestemmelse skal du da være ene om at tage«, sagde Tord, »hvad enten beslutningen er god eller dårlig, men jeg frasiger mig ethvert ansvar, hvordan det end går«. Dermed gik han ud, men Torgils og Einar gik ene to ind og stod stille på gulvet.

Der blev spurgt, hvem der var kommet. Einar svarede: »Torgils Bödvarsson og nogle mænd sammen med ham«. Han blev adspurgt, hvad han vilde. Torgils svarede: »jeg er ved at søge efter mine venner, da jeg synes, at jeg hidtil kun har fundet få sådanne her sydpå«, og tilföjede, »er præsten hjemme eller hans sönner«? Der blev svaret, at præsten var hjemme, men angående hans sönner blev ingen oplysning givet. Torgils og Einar blev stående en stund på gulvet, og alt var stille. Da udbrød Torgils: nu lader det til, Einar! at vi ikke behøver at spörge efter, om præstens sönner er hjemme«. »Hvorledes det«? spurgte Einar. »Man hugger til os oppe fra sovepladsen«, svarede Torgils. Einar sagde: »da er det bedst så snart som muligt at møde angrebet«. De drog sværdene og besvarede huggene; våbnene stødte sammen, og således gik det en tid. Torgils sagde nu: »jeg har tabt mit sværd«. Einar svarede: »det er tåbeligt, at vi kæmper her i mørke, lad os gå bort og få tændt lys, så at folk kan vide, hvad der går for sig«. Tord mødte dem i dören. Han så blod på dem, da de gik ud, og spurgte, om de var sårede. Einar svarede, at det var ikke tilfældet. Tord, Magnus slange og flere andre gik da med svungne våben gennem hele skålen uden at bemærke noget. Tord spurgte, hvor de mænd var, som ønskede at kæmpe, men fik intet svar. Da han kom til skåledören, blev han vâr, at en mand gik hen imod ham. Han spurgte hvem det var; manden nævnte sig Snorre, han var barfodet og våbenløs, og Tord lod ham gå ud af dören. Han løb straks ud, kastede den mand omkuld, der stod ham nærmest, og løb videre langs væggen. De blev overraskede herved; Torgils bød sine mænd ride efter ham, men det skete ikke, og han forsvandt straks.

Nu gik man med blus gennem alle husene og søgte efter folkene. De fandt i skålen under et vægtæppe Valgard (115), greb ham og førte ham ud; man truede ham med drab. Torgils' sværd blev ikke fundet, og ingen vedgik at have taget det op. Valgards kone Ingebjörg gik ud og tilbød for ham alt hvad hun ejede; Torgils svarede, at han ikke modtog tilbud af nogen anden end hans fader. Man gik nu til Torkel præst og bad ham byde dem oprejsning for anslag mod deres liv og for de skrammer, som hans husstand havde tilföjet Torgils og Einar, som bægge var sårede i hånden, da de kom ud. Torkel erklærede ikke at ville göre noget tilbud, »andet skal blive dem mere til vinding end dette«, sagde han. »Da skal han dræbes«, sagde Torgils. Valgard bad om at blive skriftet af sin fader, og dette blev straks tilladt. Man mente at kunne høre, at han bad sin fader løse sig, og at det blev afslået. Torgils satte da Eyjulv smed til at føre våben mod Valgard, som derefter blev dræbt. De red derpå bort og kom om aftenen til Kolbeinsstad, hvor Narve præst gav dem en sådan afløsning, at de kunde have omgang med folk, og der var de om natten. Torgils red næste dag hjem til Stad; om hans tog dömte mange ilde.


Torgils' og Sturlas forsoning. Forskellige begivenheder.

Nu kom Blære-Svart fra Stadarhol og sagde, at Sturla ønskede, at de skulde mødes, för Sturla red til gildet på Flugumyre. Torgils vilde, at Sturla skulde ride over Raudamelshede for at træffe sammen med ham, og at hver af dem skulde give møde hemmelig med 4 mand på den aftalte dag. Torgils red den dag hjemmefra, og de traf sammen i Eldsholmar syd for Havsfjardarå. De talede mangt om Stavaholtsfærden og om de beskyldninger, som man i Stavaholt havde rettet mod Torgils. Han nægtede bestemt, at han havde nogen skyld mod Sturla, som da heller ikke fastholdt dette. Torgils tilbød at overlade deres sag til præsten Povls voldgift, men det vilde Sturla ikke; »jeg ønsker«, sagde han, »at du selv bestemmer«. De forligtes da om, at Sturla overdrog Torgils selvdom; dette forlig indgik han for sig selv og for de mænd, som havde fulgt med ham til Stavaholt, det var, efter hvad han angav, 40 mand. Da de var forligte, afsagde Torgils straks kendelsen. Han tildömte sig fra Sturla 5 hundred for hver mand, men 10 hundred for Sturla. De talte også meget om Sidumule-ridtet, og Sturla dadlede dette. Sturla bad Torgils være forsigtig, og för de skiltes, kyssede de hinanden. Derefter tog Torgils Sturla i hånden og sagde: »nu har du, frænde! overdraget mig selvdom og derved hædret mig; jeg har pålagt dig at udrede meget gods, men dog på ingen måde mere end jeg finder rigtigt. Men jeg kender din pengemangel, og jeg vil ikke, at dette skal volde strid mellem os. Derfor vil jeg, frænde! eftergive dig hele voldgiftskendelsen, så at hverken jeg eller nogen af mine arvinger skal kræve dette, hvad enten forholdet mellem os bliver bedre eller værre«. Sturla takkede ham hjærtelig for dette store frændskabsbevis, som han havde givet ham, og de lovede hinanden höjtidelig, at hver af dem skulde hjælpe den anden med al den styrke han formåede. De tog den kærligste afsked; Sturla red vestefter til Langedal og gav det skinnet af, at han havde besøgt Povl præst, men Torgils red hjem til Stad.

Om somren kom Rane Kodransson fra nordlandet til Stadarhol og var der næsten en uge; mange undrede sig over hans rejse. Medens han opholdt sig her, lod Einar Asgrimsson foden hugge af en fattig mand ved navn Magnus kødgaffel; Einar beskyldte ham for at udspejde hans opholdssted for Vigfus. Hos Einar opholdt sig den gang Eyjulv Rögnvaldsson. Einar drog selv 18de til Bredebolstad på Reykjanæs imod Vigfus; hos Vigfus var Eyjulvs fader Rögnvald, Skegge Ingemundsson og Hallkelssönnerne Halldor og Eiliv; de var nylig komne hjem fra søen og havde om aftenen, för Einar og hans folk kom, lagt sig i badstuen. Da drönet hørtes under husene, løb de ind i skålen og råbte: »ufred er kommen«! Man løb til stuen, ti her havde de fleste af dem deres våben, men de fik ingen nytte af dem. Da Einar og hans mænd trængte ind i forstuen, løb Skegge frem i skåledören og værgede sig tappert, men faldt her. Da løb Hall Gunnsteinsson, Tord Ivarsson og Eyjulv ravnehoved frem i dören; her skete et heftigt anfald, men de forsvarede sig godt. På samme tid havde Einar og hans mænd tændt ild ved den anden indgang, så at nu ild og røg trængte dem. Eyjulv kaldte på sin fader og bad ham tre gange om at gå ud. Rögnvald svarede hver gang det samme, at han aldrig vilde gå ud, med mindre Vigfus erholdt fred. Da råbte Eyjulv: »brænd da inde, du forbandede gamle«! Vigfus, som vågnede sent, sprang op i skjorte og lærredsbrog (116); han greb et spyd og stak med dette tre gange til Povl Teitsson, hvorefter Povl skyndte sig bort. Rögnvald fik fat i en stor sten, med denne steg han op på et fodbræt, som var ved den mellem husene skillende bræddevæg, der ikke nåede op under taget (117). Han kastede den, idet han sagde: »flyv nu, sten! og ram dêr hvor gud vil«. Stenen ramte Einars stålhuekant, men sprang derfra ned på overlæben, så at to tænder sloges ud; han sank sammen derved og besvimede næsten. Herefter ophørte angrebet. Gunnstein havde forhandlet om fred. Nu faldt taget over hele den ydre del af skålen ned. Einar tilstod da fred, og denne sluttedes. Einar Gudmundsson [Asgrimsson?] og hans mænd blev alle hårdt sårede. Alle blev de sårede, og alle lægedes de, og ligeledes Skegge. Da kom Hallkelssönnerne ud af stuen og æggede til angreb, men Vigfus vilde det ikke, da stilstand var tilsikret. De red derefter bort (118).

Et skib havde stået på land om vinteren i Dyrafjord; med dette sejlede Sigurd sele og Kolfinna Torvaldsdatter bort fra landet uden deres frænders indvilligelse (119).

Aron Hjörleivsson var kommen ud (til Island) sammen med Gissur og Erling knage; kong Håkon havde forligt dem angående drabet på Erlings fader Sigmund; Aron drog nu til Vestfjordene og bad om penge til at udrede böderne; han fik også noget (120). Denne sommer kom Torleiv Gudmundsson til landet.

Om efteråret rustede Sturla sig til bryllupsfærd med sin datter Ingebjörg; dette var da hendes fjortende vinter; hun var en smuk og beleven kvinde, og overordenlig håndfærdig. Ravn Oddsson var i følge med Sturla og ligeledes præsten Snorre fra Fell. Med dem fulgte også Torleiv Gudmundsson og de ypperste mænd fra vestlandet. Ravn var Gissurs gæst.]


Gissur Torvaldssons og Eyjulv Torsteinssons uvenskab. (121)

[1253]. Eyjulv Torsteinsson flyttede om våren til Mödruvellir i Hörgådal; biskop Henrik overlod ham denne kirkeejendom til beboelse. Eyjulv gjorde sig meget yndet af biskoppen, da han med dygtighed talte sin sag; han var en stor og stærk mand, med smukke ansigtstræk og af et mandigt udseende. Med ham fulgte mange af de mænd, som havde sluttet sig til Tord Sighvatsson (kakale). På Ulvsstad boede den gang Ufeig Eriksson, som var gift med Vigdis Gilsdatter (122); Gissur vilde ikke lade dem blive boende i Skagafjord, og de fulgte da med Eyjulv til Mödruvellir. Mellem Eyjulv og Gissur blev forholdet nu meget spændt. Denne sommer døde fire nætter för Bartolomæus messe (123) abbed Torarin Sveinsson på Tingøre, og præsten Vermund Halldorsson bestyrede da klostergodset. Om somren tildrog sig i Fljot den begivenhed, at et höjt råb lød i fjældet Tungefjæld, ledsaget af et stygt hyl; det hørte man nogle gange, bonden Vigfus Illugeson og flere andre mænd hørte dette råb. På Flugumyre blev om somren næsten alle folk syge, undtagen Gissur, Hall og husfru Groa, så at folk fra andre gårde måtte komme til hjælp ved arbejdet. Ud på høsten aftaltes et forligsmøde mellem Gissur, Ravn og Sturla i Vesterhôp; man tilsikrede hverandre lejde til mødet, og forhandlingerne herom førte Torstein Hjalmsson, som den gang boede på Bredebolstad. De mødtes på Bredebolstad, Gissur kom med 30 mand, og Ravn og Sturla indtraf fra vestlandet ligeledes med 30 mand. Det kom hurtig til forlig mellem Gissur og Ravn, på det vilkår at abbed Brand skulde kende i sagen. Her fremførte også Hall Gissursson sit frieri til Sturlas datter Ingebjörg, og han fik tilsagn om hende, inden de skiltes. Gissur og Sturla traf den bestemmelse, at de selv skulde komme overens om forligsvilkårene indbyrdes, men hvor de ikke kunde enes, skulde Ravn være opmand. Halls og Ingebjörgs bryllup skulde være ved vinternætterne på Flugumyre; Ravn var både Gissurs og Sturlas gæst, og han skulde følges vestfra med Sturla. Hall red selv femte vestpå med Ravn og Sturla. Gissur og Ravn skiltes i störste venskab. Hall red med dem til Sælingsdalstunge. Der opholdt sig Ingebjörg hos sin mormoder Joreid Hallsdatter. Joreid gav Ingebjörg i medgift gården Sælingsdal, vurderet til 30 hundred (124), og desuden 10 hundred; hendes fader Sturla gav hende 60 hundred. Hall og Ingebjörg red sammen til Stadarhol, hvor der var et stort drikkelag (125); Hall blev der næsten en uge og red derefter tilbage til Flugumyre.

Eyjulv Torsteinsson boede på Mödruvellir, som för var sagt. Han gjorde i denne sommer et gæstebud for biskop Henrik og indbød ham til sig. Biskoppen kom til stede og en stor forsamling, her var et herligt gilde og blev drukket stærkt. I dette gilde deltog Eyjulv Torsteinssons frænde Asgrim Bergtorsson fra Kalladarnæs. Der var også Brodde Torleivsson til stede; de delte sæde og sad bægge sammen på den ydre del af langbænken. Biskoppen sad på tværbænken og ved den ene side af ham Eyjulv. Brodde sagde til Asgrim, at deres frænde Eyjulv var en rask mand at se til. Asgrim svarede: »et af to er tilfældet med vor frænde Eyjulv, enten ruger han over noget i sit sind, eller han vil begå sådanne ting, at et skår i vort æt var bedre end den plads fyldt, hvor han nu sidder«. Brodde tabte næsten mælet ved dette. Eyjulv gav biskoppen til afsked anselige gaver, der var et meget kærligt forhold mellem dem, og de skiltes i venskab. Mellem biskoppen og Gissur var forholdet ikke så venligt som tidligere. Den gang boede Rane Kodransson på Grund og havde bestyrelsen af Tord Sighvatssons formue; han og Eyjulv Torsteinsson var enige om alt og havde mange venner dêr nordpå. Somren hengik uden noget sammenstød mellem Gissur og Eyjulv; han red i løbet af somren til Skagafjord for at besøge Gissur, og de skiltes da venskabelig. Eyjulv var gift med Turid, en datter af Sturla Sighvatsson og Vigdis Gilsdatter.

Man fortæller, at en helligdag om somren i godt vejr sad folkene på Mödruvellir udenfor huset, deriblandt var husbonden Eyjulv med sine følgesvende og Turid husfrue. Hos Eyjulv opholdt sig den gang Ufeig og Vigdis Gilsdatter (126). Da sagde Eyjulv i spøg til Vigdis: »hvad mon grunden var til, at Gissur ikke vilde tillade dig at blive boende i Skagafjord«? Vigdis blev herved forstemt, men hendes datter Turid svarede: »fordi Gissur mente, at enhver gammel kærling snarere end du vilde hævne min fader Sturla; han ser, at udseendet alene er dig givet«. Eyjulv sagde intet, men blev blodrød. Hos Eyjulv opholdt sig Kolbein grane og Are Ingemundsson; Are vilde rejse ud af landet om somren med Eystein hvide fra Gåsar, hvad også skete. De var bægge fjendtlige mod Gissur i deres udtalelser.

Da det led ud på somren, stak Eystein hvide og hans ledsagere i søen; de blev sent sejlfærdige, lagde ud fra Øfjord og sejlede nord om landet. De fik snart modvind med stærk storm, så at de dreves tilbage og led skibbrud ved Flatødal om efteråret dagen för Mattæusmesse (127). Der druknede Eystein hvide og mere end 50 af de ombord-værende, men 8 eller 9 reddedes; blandt de reddede var Are Ingemundsson, Aron Hjörleivsson og Torgeir kåde. Mange af ligene drev i land. Benedikt Hesthövdesons lig drev først op; han vilde foretage sin rejse til bod og valfart, fordi han det foregående år, tre nætter efter Hallvards messe om foråret, havde dræbt præsten Asgrim Illugeson ved Bards-kilde. Are Ingemundsson og Torgeir kåde begav sig derefter til Eyjulv på Mödruvellir.


Brylluppet på Flugumyre.

Nu nærmer bryllupsdagen sig. Sturla og Ravn red fra vestlandet med 70 mand. De havde et anseligt følge; med dem fulgte præsten Snorre fra Fell, Vigfus Gunnsteinsson, Torleiv fagerdøl og mange andre ansete mænd. Om deres færd er intet at berette, för de sidste fredag-aften i somren ankom til Skagafjord. Her tog Ravn selv tiende ind på Videmyre, hvor Arnor Eriksson da var hjemme. Sturla overnattede på Reykjarhol med sin kone Helga og datteren Ingebjörg, de var i alt 15. Følget blev fordelt på de andre gårde. Lördag morgen kom Asgrim Torsteinsson selv tredje til Videmyre. Han opsøgte Ravn og fortalte sit og broderen Eyjulvs samt Ranes forehavende, at de agtede at overfalde Gissur og hans sönner kort efter brylluppet og dræbe ham og hans sönner eller brænde dem inde, hvis de ikke kunde fælde dem med våben; han bad nu Ravn om at angribe dem med våben inde i husene, medens de overfaldt dem med ild udefra. Ravn nægtede at göre det og frarådede denne udåd, men sagde dog, at han ikke kunde bekvemme sig til at angive dem, hvorefter de skiltes. Asgrim red da nordpå for at træffe Eyjulv.

Gissur havde indbudt mange bønder fra Skagafjord og Øfjord. Blandt de indbudne var Povl fra Stad og Brodde fra Hov, men ingen af dem mødte. Fra Øfjord kom Torvard fra Saurbø, Gudmund fra Ravnagil, Torvard fra Miklegård med sin sön Örnulv og endnu flere bønder. Fra sydlandet kom Gissurs sönner Isleiv og Ketilbjörn, af hvilke Ketilbjörn kom først, endvidere Såm Magnusson og Åmunde med så mange andre, at de i alt var 10. Gissurs gæster udgjorde op imod 2 hundred, det var de anseteste bønder fra alle de omliggende bygder. Lördag-aften indtraf man til brylluppet på Flugumyre. Pladsernes fordeling var således, at Gissur sad midt på den østre langbænk; nærmest ham indad til (128) sad Ravn og dernæst hans ledsagere og fæller indenfor ham. Nærmest Gissur, på den udvendige side, sad hans sön Hall, brudgommen, derefter Isleiv, Tore tot Arndorsson, Såm, Torvard fra Saurbø og Øfjordingerne. Midt på den vestre bænk sad Sturla og havde på den indre side Snorre præst, på den ydre Vigfus Gunnsteinsson. Foran bægge langbænke var der løse bænke, og langs ned gennem midten af gulvet var der stillet kirkestole, på hvilke man sad i to rækker. Gissurs sön Ketilbjörn sad tæt inde ved tværbænken på en stol, som vendte mod den bænk, hvor Gissur sad, og ved siden af Ketilbjörn Brand Kolbeinssons sönner Kalv og Torgeir (129).

Da alle havde fået deres plads anvist, blev blussene (130) trukne til vejrs. Derefter stod Gissur op og talte således: »gud være med os nu og altid! Her er mødt en forsamling af så ypperlige mænd som der i vort land findes. De fleste af dem, som her er til stede, kender de stridigheder, som har rejst sig mellem folk her til lands, for så vidt de vedrører os. Nu er heldigvis disse sager bragt til ende overfor alle de ypperste mænd, som her er til stede, Sturla bonde og Ravn Oddsson. Jeg håber nu med guds miskundhed, at vore forlig må holdes vel, og ønsker, at vi ved denne sammenkomst med fuld oprigtighed skal knytte vor forening i forbindelse med svogerskabet, som er påtænkt. Men til forsigtighed vil jeg forkynde fred og stilstand mellem dem, som her er sammenkomne, så at hver i ord og gærning må være de andre velsindet«. Derefter foredrog Gissur fredsformularen og talte også nu smukt og kraftig og endte således sin tale. Efter dette opstilledes bordene over hele stuen (131), og lysene tændtes. Stuen var 26 alen lang og 12 alen bred (132); man sad i stuen i seks rækker. Da man havde spist en tid, kom der drik i stuen: otte mænd trådte frem for hver af langbænkene, og alle bar de drikkehorn; i spidsen for dem var Torleiv klang (133). Fire mænd skænkede for kvinderne. Nu blev der drukket stærkt om aftenen, både mjød og mungåt (134), og gæstebudet var det prægtigste, som på den tid har stået på Island. Det har længe været en ejendommelighed for Haukdølerne og Oddeslægten, at de har holdt de ypperste gæstebud. Næste dag var der ligeledes et udmærket gilde. Da sad Isleiv Gissursson indenfor Ravn, de drak af det samme sølvkar og kyssede ofte hinanden om dagen, når den ene drak den anden til.

Da gildet var til ende, red folk bort, og Gissur gav mange mænd gode gaver. Ravn gav han nogle gode stodheste, som Miklegårdsmændene Torvard og Örnulv havde givet ham. Ravn, som red bort sent om mandagen, talte advarende ord til Gissur og bad ham tage sig godt i agt. »Ja, kære Ravn«, svarede han, »ved du da, at jeg har nogen grund til frygt«? »Ikke ved jeg«, sagde Ravn, »hvorfra fulde eller gale folk kommer«. Samme dag, för Ravn red bort, kom Are Ingemundsson til Flugumyre; Hall gik ham i møde med et sølvkar og hilste ham venlig. Ravn og Are talte længe sammen, og han fortalte atter Ravn deres forehavende, at de vilde hjemsøge Gissur og prøve, om de kunde berøve ham og hans sönner livet, da de nu alle var samlede på ét sted. I lille-stuen talte Gissur, Ravn, Are og Hall Gissursson alle med hverandre. Gissur ønskede, at Eyjulv skulde besøge ham, og sagde til Are: »I to må komme og besøge mig, kære Are! og lad os da slutte et godt og sikkert forlig«. »Tvivl aldrig på det, Gissur«! svarede Are, »at vi skal besøge dig, jeg og min frænde Kolbein grane bliver ikke hos Eyjulv, hvis vi ikke besøger dig«. Gissur blev ikke mistænksom ved disse ord, skönt man kunde sige, at Are ved hvert ord gav ham besked. Ravn red bort og om aftenen ud til Holar; för han red afsted, sagde han til Såm, at de inden længe vilde få ufred at føle, efter Hvad han formodede. Sturla red bort tidlig på dagen med sit følge, han og Gissur skiltes med stor kærlighed. To mænd blev tilbage hos Sturlas datter Ingebjörg, nemlig hendes morbroder Torbjörn Tordsson næb og Svart Toreson. Torleiv klang, Præst-Jon og nogle flere red bort om tirsdagen op til Tunge og agtede sig sydpå over heden. Isleiv med sydlændingerne blev ikke færdig tirsdag-aften, nogle af hans heste var ikke komne, andre ikke skoede.


Flugumyre-branden.

Om Eyjulv Torsteinsson er nu at berette, at han samlede mænd om sig. Han sendte bud til Rane, som var ude i Flatø. Rane rejste fra Flatø mandag-nat og kom med 6 mand til Mödruvellir ved daggry; hans ledsagere var Einar Grimsson, Tormod brødnæse, Koll-Tord, Einar kant, Tore buk-unge og Torgeir sælnæse-broder. Med Eyjulv fulgte hans broder Asgrim, Kolbein grane og Are Ingemundsson, den femte var Erik Brandsson, den sjette Ingjald Eyjulvsson pynt, Kvistungerne Steindor og Jon samt brødrene Håmund og Kolgrim, så at de nu er 10, endvidere Torgeir kåde, Ufeig Eriksson, Andreas Brandsson, Jon fra Bakke og hans sön Ljot — nu i alt 15 —, Havstein og Torarin Ljots-unge samt tre mænd ved navn Torgils — nu i alt 20 —, Torstein økse, Fod-Örn, Steingrim Naddsson, Einar fra Gaddsvik, Snak-Odd — nu 25 —, Vigfus fund, Asmund fra Bringa, Torleiv fagerdøl, Einar Torgrimsson fra Øxnahol, Torvald Sveinsson, Brand-Kåre, Helge fåreöje samt Ragnhild-sönnerne Brynje-Hall og hans broder Konal. Det var 42 mænd, som drog afsted, hvoraf 30 var i ringbrynjer og desuden to i tröje. De red fremad om tirsdagen, indtil de kom op til Øxnadalshede. Der mødte de Torvard fra Saurbø, Gudmund fra Ravnagil, Björn klods, Torleiv fagerdøl (135) og flere andre. Kolbein grane bad sin broder Björn om at følge med dem, men han afslog det bestemt (136). Man forsøgte sig også hos Torvard fra Saurbø, men mødte et bestemt nej; derimod vendte Torleiv tilbage med dem. Helge sok hed en mand, som boede i Fagranæs oppe ved heden; han var en sön af Gudmund dyres sön Torvald og var Gissurs næstsøskendebarn. Han løb den dag over fjældene til Hörgådal og vilde advare Gissur og hans sönner. Da Eyjulv og hans mænd steg ned fra Øxnadalshede, var Helge kommen i lige linje med dem og hørte ridtet. De begyndte nu at ride stærkt, og han trøstede sig da ikke til at kunne følge med. Det var henimod aften, og han vendte da snart om.

Eyjulv og hans mænd kom til Hökustad, hvor de efterlod Torbjörn örneunge og endnu en mand, han skulde vogte på, at intet budskab bragtes herfra. Her var Torbjörn bart til stede, Eyjulv brugte trusler imod ham, men der tilföjedes ham ingen fortræd. Da de kom til Skeljungsskåle, sagde Eyjulv hele flokken, at han vilde føre alt mandskabet til Flugumyre for at anfalde Gissur og hans sönner enten med våben eller med ild, hvis de ikke fik bugt med dem på anden måde. Der var var mange mænd til stede, som nu fandt bægge dele slemt, at følge med og at vende om, men ingen af de tilstedeværende trak sig tilbage. De red nu afsted i stor hast og havde god vej gennem bygden; det er også senere bleven fremhævet af de folk, som mærkede noget til ridtet, hvor hurtig de nærmede sig.

Da de var komne over Djupadalså, red de oppe i skråningerne langs fjældet neden for Byghol fra fjældet ned til gården Flugumyre (137). De steg alle af hestene ved den fold, som var syd for husene, og bandt her deres heste; derefter gik de så stille som muligt i samlet flok hen til husene. To mænd var på vagt ude i tunet, Markus Mördsson og Beine Steinsson. Markus løb bort fra gården, så snart han blev fjenderne vâr, og stansede ikke, för end han kom ud til Tværå, hvor han flygtede ind i kirken. Herved blev overfaldet bekendt i løbet af natten vidt omkring i herredet; en mand løb ned til Hegranæs, en anden over til Stad. Derfra så man ilden, og ligeledes mange steder fra i herredet, og overalt løb folk sammen, efterhånden som de fik underretningen, men ingen steder blev sammenløbet til nytte for dem, som var udsatte for faren. Beine løb uforfærdet ind i skålen, bød folk stå op og sagde, at ufred var kommen over dem. Derefter løb han hurtig ud af skålen og til den sydre indgang, som han vilde værge efter ævne; han havde ikke andre våben end en håndøkse. Da var Kolbein grane med 4 andre mænd kommen ind i forstuen. Kolbein angreb Beine, huggede ham med sværdet i den venstre side af hovedet, så at det løb helt ned til overkæben, og tilföjede ham et stort sår. Beine veg da tilbage til skålen. Gissur glade og Såm lå bægge i én sæng. Samme aften, da Ravn havde advaret Såm angående ufred, fortalte Såm Gissur glade dette, men han (138) havde ikke husket at sige det til Gissur Torvaldsson. Först af alle kom Gissur glade ud af sængen og Björn, en sön af Olav chaim; Gissur havde skjorten om sin hals, da han sprang op, men var ikke kommen i ærmerne, han fik iført sig brynje og nåede et skjold, ti alle skjoldene var aftenen forud bleven bårne ind fra udeburet efter tilskyndelse af husfru Groa. I det samme Gissur kom frem fra sængen, fik hans sængekammerat Såm banehug; Gissur hørte, at Såm sagde, idet han fik hugget: »sligt var at vænte«. Derefter dræbtes i sængene Åmunde og Magnus, som bægge var sydlændinger. Gissur glade løb hen til kvindeskåle-dören med skjoldet for sig og anbragte det i döråbningen, så at han selv ligesom kom under skjoldet, og holdt det så fast han kunde, medens Björn og Beine over hans hoved værgede indgangen.

Nu tildrog sig mange begivenheder samtidig, men dog må én berettes ad gangen. Gissur Torvaldsson og Groa lå i skålens vestside indenfor det skillerum, som var nærmest kvindeskålen; men på den anden side skillerummet lå hans sön Hall med sin hustru Ingebjörg i en gavlsæng, og der var et rundt hul i bræddevæggen mellem sængene (139). Gissur sprang gennem dette hul ned på Hall og Ingebjörg og bad dem vågne hurtig. Han nåede at iføre sig brynje og fik en stålhue sat på hovedet; Groa tog sværdet Brynjebider, løste fredbåndene (140) og gav det til Gissur, som drog sværdet. Hall Gissursson sprang hurtig op og fik fat i alle sine våben, men havde i begyndelsen ingen andre klæder end sin linklædning (141); han opmuntrede folkene til at kæmpe modig og sagde, at det havde ingen fare. Eyjulv og Rane havde fordelt deres styrke således, at Eyjulv skulde angribe ved den søndre indgang, Rane ved den nordre, hver med 20 mand. Med Eyjulv gik frem mod syddören Kolbein grane, Are Ingemundssson og Torstein økse, men med Rane fulgte hans fæller Jon fra Bakke og Einar fra Øxnahol. To mænd bar blus, nemlig Snak-Odd og Torarin Ljots-unge. Af dem, som var til stede i skålen, fik følgende deres våben og beredte sig alle til at göre modstand: Gissur Torvaldsson selv og hans tre sönner, Gissur glade, Björn Olavsson, Beine Steinsson, Torstein Skeggeson, Gissurs frænde Gudmund den voldsomme, Tord degn — nu i alt 10—, Torbjörn næb, Svart Toreson og Grim lille-lam — han var en af de mænd, som hurtigst sprang op, han greb en sovepose fra sængepladsen og drev den foran den nordre skåle-indgang, så fast at det aldrig lykkedes at åbne dören, da den tillige forsvaredes af Hall Gissursson og fire andre mænd, og således nåede Rane og hans ledsagere aldrig at trænge ind i skålen. Længe havde de held med deres tapre forsvar, fordi de kun fra én side kunde angribes. Foruden de nævnte fik endvidere våben en mand ved navn Asgrim fra Tværå i Øfjord, som var med munken Torulv brygger, og Halldor Ögmundsson, som senere kaldtes halshug. Alle disse 15 mænd værgede sig mandig. Præsten Jon Halldorsson havde ingen våben, men hjalp dog modig til, han opmuntrede alle til at kæmpe med iver og kastede klæder over Eyjulvs og hans ledsageres våben, så ofte han kunde. Den eneste mand i skålen, fra hvem ingen hjælp var at få, var Skafte Dalksson. Stein smed fik sig en buløkse, hans forsvar var ikke meget værd, men han stod dog ved sine fællers side. Gudmund Falkeson og Sokke Ormsson sov i lille-stuen, Ketil suder, Kormak bryde, Gudlaug pilt og Kolbjörn klynker var i kammeret, og ingen af dem nåede ind i skålen.

Nu gjorde Eyjulv og hans mænd et heftigt angreb inde i skålen, og en hård kamp begyndte, da forsvaret var det tapreste. De kæmpede længe om natten, og striden var så hård, efter hvad de mænd, som der var til stede, har fortalt, at ild syntes at funkle, når våbnene mödtes; og det har Torstein Gudmundsson (142) senere sagt, at han aldrig havde oplevet, at mænd havde værget sig så vel. Alle, både venner og uvenner, har berömmet det forsvar, som ydedes på Flugumyre. Kolbein grane var forrest af Eyjulvs mænd tillige med Are Ingemundsson, Kvistungerne, Torstein Gudmundsson (142) og Erik Brandsson, de huggede både hårdt og hyppig. Björn Olavsson, Gissur glade, Gudmund den voldsomme, Tord degn og Torbjörn næb svarede på samme måde. Kolbein grane og hans mænd trængtes stundom mere udad i skålen, men stundom veg de andre længere tilbage nordefter; de kæmpede en lang tid af natten, og tog sig hviletider som ved skindleg. Da Rane og hans mænd ikke kunde trænge ind i skålen, steg Jon fra Bakke og tre andre mænd op på husene og holdt vagt der. Fod-Örn var den meste tid til hest og holdt udkig. Rane og hans mænd lykkedes det at åbne dören så meget, at de kunde stikke med sværdene gennem åbningen, men kun få mænd blev sårede herved. Torbjörn Olavsson og Gissur glade fik nogle spyd, som stod foran gavlsængen ved kvindeskåle-indgangen, ned fra krogene, og det blev dem til gavn ved forsvaret; mange af Gissurs mænd havde også skjolde. Torstein Skeggeson værgede gavlsængen lige overfor den sæng, som Hall havde ligget i, han havde skjold og sværd og forsvarede sig godt. Isleiv Gissursson kæmpede sammen med ham; Torstein gik frem foran Isleiv og blev derved såret. Björn Olavsson drev et spyd mod Eyjulv Torsteinsson, han faldt baglængs over en kiste og såredes ikke. Björn opmuntrede jævnlig om natten sine fæller til at drive Eyjulv tilbage og sagde, at deres stilling var ikke værre end fjendens; Gissur omtalte ofte hans forsvar og sagde, at han aldrig havde set kækkere mand. Da Torstein var bleven såret, sprang Gissur Torvaldsson op i gavlsængen; Eyjulv og hans mænd trængte da frem nordefter gennem kvindeskåle-dören. Dette så Gissur, medens han stod i gavlsængen, og vilde med bægge hænder hugge Eyjulv over armen med Brynjebider, men sværdets od stødte i mod tjæld-stangen (143), og hugget ramte ikke Eyjulv. Eyjulv og hans mænd fik aldrig öje på Gissur om natten, de æggede ham til at lade sig se, men han svarede ikke. Kolbein grane bød sine fæller, at de skulde støde ham ind mod Gissurs-mændenes fylking; dette skete, og herved opstod stor tummel. I dette öjeblik huggede Are Ingemundsson en hånd af Ketilbjörn Gissursson; han sagde til drengen, idet denne mistede sin hånd, ved at den af huggedes: »dêr fik én et rap, og snart kommer der vel mere«. Der hang mange skjolde i skålen, og Gissur bød sine mænd at tage skjoldene og danne en skjoldborg i dören imellem skålerne; dette blev gjort. Rane og Kolbein trængte ivrig frem, men kunde ikke få skjoldborgen forstyrret. Kolbein gjorde et greb og vilde rive skjoldene fra dem, men Gissur huggede ham over armen.

De kæmpede nu atter længe, og da Eyjulv så, at angrebet kun havde ringe fremgang, og frygtede for, at herredsboerne skulde komme, tændte de ild på gården. Jon fra Bakke havde haft en tjærepind (144) med sig; de tog nogle udspilede fåreskind, som var ophængte udenfor, kom tjære på dem og tændte ild deri. Andre tog hø og stoppede i vinduesåbningerne og stak ild i dette; således blev der snart stærk røg i husene, som fyldtes heraf. Gissur lagde sig ned i skålen, op til sængestokken ved den ene side, og trykkede næsen og hovedet mod gulvet, og ved siden af ham hans kone Groa. Torbjörn næb lå nærved dem, så at han og Gissur vendte hovederne mod hinanden. Torbjörn hørte, at Gissur bad höjtidelig til gud på mangfoldig vis, så at han aldrig för havde hørt sådanne ord, men han selv kunde næppe åbne munden for røg. Derefter stod Gissur op, og Groa støttede ham. Gissur gik ud i den søndre forstue, han var da meget udmattet både af røg og af hede, og tænkte på hellere at søge ud end at kvæles længere derinde. Gissur glade stod ved indgangen og talte med Kolbein grane, som tilbød ham fred, ti de havde tidligere aftalt, at hver af dem skulde tilstå den anden fred, nårsomhelst han havde ævne dertil. Gissur Torvaldsson stod bagved sin navne, medens de talte om dette, og blev herved noget afkølet. Gissur glade forlangte, at han måtte vælge en mand til at få fred sammen med sig, Kolbein indrömmede dette, når Gissur og hans sönner undtoges. Ud i forstuen til Groa kom nu Ingebjörg Sturladatter; hun var i natsærk alene og barfodet; hun var den gang 13 vintre gammel, men både höj af vækst og anselig af ydre. Et sølvbælte havde viklet sig om hendes fødder, da hun stod ud af sængen; derved hang en pung, hvori var mange af hendes smykker; dette havde hun med sig. Groa blev meget glad ved at se hende og sagde, at de skulde dele skæbne.

Da Gissur var bleven afkølet, tog han den beslutning ikke at løbe ud. Han var i linklæder, men iført brynje, havde stålhue på hovedet og sværdet Brynjebider i hånden. Groa var også i natsærk alene. Gissur gik hen til Groa og tog op af sin bælte-pung to fingerringe, som han overgav hende, ti han væntede da liv for hende, men sig døden; den ene af guldringene havde tilhørt hans farbroder biskop Magnus, den anden hans fader Torvald; han sagde, at hans ønske var, at hans venner kom til at besidde disse kostbarheder. Gissur mærkede da på Groa, at deres adskillelse gik hende nær. Han søgte nu ind gennem husene, ledsaget af sin frænde Gudmund, som aldrig vilde forlade ham. De kom til lille-stuen og vilde søge at slippe ud dêr; men Gissur hørte menneskestemmer udenfor og forbandelser, og skyndte sig bort. Nu må beretningen herom stanse.

Groa og Ingebjörg gik hen til indgangen, og Groa bad om tilladelse for Ingebjörg til at gå ud. Dette hørte hendes frænde Kolbein grane og bad hende komme ud til ham. Hun sagde, at det vilde hun ikke, medmindre hun kunde vælge en mand med sig. Dette afslog Kolbein. Groa bad hende da om at gå ud og tilföjede: »jeg må søge efter min søstersön, drengen Torlak«; det var en sön af Torleiv klang. Han var allerede løbet ud, og hans lin-klæder blussede omkring ham, da han kom ud på marken; han var 10 år gammel; han slap ind i kirken. Nogle folk vil sige, at Torstein økse stødte Groa ind i ilden, og her i forstuen fandtes hun. Kolbein grane sprang ind i ilden efter Ingebjörg og bar hende ud til kirken; husene begyndte nu stærkt at flamme. Hall Gissursson kom kort efter til den søndre indgang, og med ham hans følgesvend Arne bésk; de var bægge meget anstrængte og udmattede af ilden. Der var sat en fjæl tværs for indgangen. Han så et öjeblik på den og sprang da over fjælen; han havde et sværd i hånden, men ingen andre våben. Einar Torgrimsson stod tæt ved, da Hall gjorde springet; han tilföjede ham et hug i hovedet med sit sværd, og det blev et dødeligt sår. Idet han faldt, huggede en anden mand ham over det höjre ben nedenfor knæet, så at benet næsten huggedes over. Munken Torulv brygger fra Tværå var nylig sluppet ud og var dêr i tunet; han tog et fåreskind, som lå her, og lagde det under Hall, da de andre gik fra, og uden at de mærkede det, trak han skindet, som Hall lå på, henimod kirken. Hall var kun i få klæder, og der slog sig kulde i hans sår; også munken var barfodet og blev ilde medtagen af kulden, men omsider nåede han dog med ham ind i kirken. Arne bésk løb ud straks efter Hall; han var til års og snublede over fjælen, og faldt idet han kom ud. De spurgte, hvem der styrtede så hovedkulds afsted. »Arne bésk er her«, svarede han, »og jeg agter ikke at bede om fred; jeg sér, at den mand ligger her kort fra mig, som jeg kunde ønske at følge«. Kolbein udbrød: »nu mindes ingen Snorre Sturlason, om du får fred« (145). Kolbein og Are Ingemundsson anfaldt ham samtidig og flere andre huggede til ham, så at han straks lod sit liv.

Nu faldt skålens tag ned, først i den nordlige del til hen imod loftrummet over den søndre del af skålen (146). Herunder begravedes Isleiv Gissursson og hans broder Ketilbjörn, Björn Olavsson, Stein smed, Kolbjörn og Asgrim; Gudlaug pilt, Ketil suder og Kormak bryde omkom i kamret. Sokke Ormsson døde i lille-stuen. En arbejdskarl uden fast tjæneste ved navn Povl fandtes død i stuens bordtöjskammer. Ni fattige folk kvaltes i gæstehuset, og en af dem var Torfinn, Torulv tinsmeds fader. 25 mennesker omkom ved branden. Halldor Ögmundsson slap ud fra buret gennem den søndre indgang; der traf han Eyjulv Torsteinsson, som tilstod ham fred. Men da han var kommen næsten hen til kirken, mødte han Torkel smed, som senere blev dræbt på Mödruvellir; han greb efter ham og sagde, at det hastede ikke så meget med kirkegangen; en anden huggede til ham med et sværd lige ved kirkens forhus. Hugget ramte den höjre side af halsen, så at blodet stænkede helt hen på kirken; det var et stort sår, og med det slap han ind i kirken. Alle husene stod nu i brand, kun køkkenet, lille-stuen og mælkeburet brændte ikke.


Gissurs redning.

Om Gissur Torvaldsson er nu at berette, at han kom til mælkeburet, ledsaget af sin frænde Gudmund. Gissur bad ham forlade sig og sagde, at han snarere, når han var ene, kunde finde nogen udvej, hvis det faldt i hans lod, end at de bægge kunde undslippe. Her kom nu også præsten Jon Halldorsson, og Gissur sagde, at de bægge skulde gå bort fra ham for denne gang. Gissur afførte sig da brynjen og stålhuen, men beholdt sværdet i hånden. Jon præst og Gudmund gik fra buret til den søndre indgang, hvor bægge erholdt fred. Gissur Torvaldsson gik ind i buret. Han så, hvor der i buret stod et skør-kar (147) på stolper; han sænkede sværdet Brynjebider ned i skøret, så at det sank ned over hjalterne (148). Han bemærkede, at der nedenunder i jorden var et lidet kar med sur valle; skør-karret stod ovenover dette og skjulte næsten valle-karret, som stod fast i jordgulvet; der var dog så stort et rum mellem disse, at en mand kunde slippe ned i karret. Gissur steg da ned i det kar, som stod fast i jorden, og satte sig, alene iført linklædning, i vallen, som nåede ham til brystvorterne. Det var koldt i vallen. Han havde siddet kort tid för han hørte menneskestemmer, og at man talte om, at hvis han fandtes var tre mand udsete til at føre våben mod ham; hver af dem skulde hugge sit hug og ikke forhaste sig, men se, hvorledes han tede sig; de mænd, der var udsete dertil, var Rane, Kolbein grane og Are Ingemundsson. De kom ind i buret med lys og søgte overalt. De kom til det kar, hvori Gissur sad, og tre eller fire mand stak ned i karret med deres spyd; de var af forskellig mening, nogle sagde, at stødene havde ramt noget, andre, at der intet havde været. Gissur holdt hænderne for bugen så forsigtig som muligt, for at de ikke skulde mærke, at de ramte; han såredes på hænderne og foran på knæene og skinnebenene, det var mange, men små sår. Gissur har selv fortalt, at för de kom ind i buret, skalv han af kulde, så at det skvulpede i karret, men da de var komne ind i buret, skælvede han ikke. To gange gennemsøgte de buret, og bægge gange gik det på samme måde. Derefter gik de bort og beredte sig til at drage afsted. De mænd, der var i live, modtog da fred, det var Gudmund Falkeson, Tord degn og Olav, som senere kaldtes gæst, ham havde Einar Torgrimsson såret.

Det var nu daggry. Mordbrænderne steg til hest og red ud af gården. Fod-Örn, som red bagest, sagde til Eyjulv, at han så en mand, som støttedes af andre, gå til kirke, og at han troede det var Gissur; det var derfor det eneste rigtige at vende tilbage. Men mange svarede, at dette ikke kunde være tilfældet, og det blev heller ikke til noget, at de vendte om. Gissur var i virkeligheden gået til kirken, således som Örn formodede, ti han frøs nu så meget, at han ikke kunde udholde at være der længer. Da Gissur var kommen ind i kirken, dækkede man ham til med klæder, og en kvinde, som hed Hallfrid og kaldtes gårdhoppe, og som senere var tjænestekvinde hos Kalv Brandsson på Videmyre, varmede ham på sine lår. Han fik nu snart varme i kroppen, men var bleven meget hæs af røg og kulde. Gissur kom hurtig til kræfter og fattede sig vel og mandig efter slige sorger og prøvelser. Hans sön Hall døde, da det omtrent var halvlyst. Da branden på Flugumyre foregik, var ledet fra Önundsbranden 56 vintre, men fra Torvaldsbranden 25 vintre (149). Disse tidender rygtedes snart, og alle forstandige mænd anså disse begivenheder for nogle af de alvorligste, som har tildraget sig her på Island, — og gud i sin store miskundhed og mildhed tilgive de mænd dem, som udførte dette. Gissur red først om morgenen op i Tunge med nogle få ledsagere; dette gjorde han for en forsigtigheds skyld, om hans fjender muligvis kunde indtræffe. Han var kommen tilbage til Flugumyre ledsaget af nogle Tunge-bønder, da Povl Kolbeinsson indtraf sammen med mange andre folk. Da bar man Isleiv Gissursson ud på et skjold, og der var af ham ikke andet tilbage end den inden i brynjen stegte krop. Da fandt man også brysterne af Groa, og disse rester blev bårne ud på et skjold til Gissur. »Povl frænde«! sagde Gissur, »her ser du min sön Isleiv og min kone Groa«. Og Povl mærkede da, at han vendte sig bort, og at tårene styrtede som hagl fra hans ansigt. På Flugumyre brændte meget gods, som mange af de tilstedeværende ejede; desuden havde mange lånt deres kostbarheder did, fjerdyner og andet, og alt dette brændte. Men af de ejendele, som brændte, tilhørte dog det meste Gissur, først gården Flugumyre, som var den anseligste i Skagafjord med undtagelse af bispegården på Holar. Alle husene var meget omhyggelig opførte, forstuerne helt ind til stuen fuldstændig panelbeklædte, skålen og stuen helt tjældede (150). Der brændte også mange kostbarheder, som Ingebjörg Sturladatter ejede. Ingebjörgs frænke, Snorre Bårdssons datter Halldora, som den gang boede i Odde, indbød hende efter branden til sig, og derhen rejste hun med sine ledsagere. Hun var meget nedböjet, endnu barn af alder.


Mordbrænderne finder støtte hos biskop Henrik og Ravn Oddsson.

Om mordbrænderne er at fortælle, at de red til Hovstad for at spise; der boede den gang Einar fakse. Derfra red de ud til Holar, hvor de fik afløsning af biskop Henrik; han tog vel imod dem; de spiste for sig selv i stuen og sov om natten i stor-stuen. Her var Ravn Oddsson med 9 fæller til stede, han sluttede sig nu til mordbrænderne og fulgte med dem. På bispegården erfarede de, at Gissur var i live; mange af dem fandt dette usandsynligt, men de blev noget ilde til mode herved. Ravn Oddsson sagde, at det for dem vilde blive mangen mands bane, og bad dem være forberedte på dette. De red herfra alle i forening til Eyjulvs hjem på Mödruvellir, hvor de blev siddende og lod holde omhyggelig vagt; netop da drev på kirkens forstrand en stor hval i land, og Eyjulv ejede ene næsten hele hvalen.

Gissur samlede folk om sig, og man sluttede sig villig til ham; mange opfordrede til, at man skulde forfølge mordbrænderne ud på bispegården. Gissur svarede, at selv om han aldrig fik hævnet sin tort, vilde han dog ingenlunde hjemsøge dem på bispegården; han drog da ned til Geldingaholt og sad der med 3 hundred mand. Der blev alle forråd fortærede og alt kvæg slagtet; her boede den gang Eyjulvs søster Kolfinna Torsteinsdatter. Gissur sendte bud til sine venner på sydlandet, at de skulde komme til ham. Da ankom sydfra til Skagafjord Andreas Sæmundsson og hans sön Tord med 30 mand; fra Gissurs bygd kom 60 mand, alle udvalgte folk, deriblandt var Povl Torsteinsson fra Hvalsnæs. Gissur lod samle mandskab fra herredet, og fra Langedal stødte folk til ham. Da alle var samlede, var det omtrent 5 hundred mand, og blandt disse de anseteste bønder i herredet: Povl og Brodde, samt Asbjörn Illugeson, som den gang boede i Vidvik. De red nordefter over Øxnadalshede. Da Gissur med denne flok kom til Bakke, slagtede de hele kvægbesætningen og røvede alt hvad de fik fat på. Jon (som boede her) var en velstående mand og havde alt vel indrettet, men da de drog bort, var overalt armod og fattigdom (151). Derfra red Gissur med sin flok til Mödruvellir. Mordbrænderne og Ravn flygtede bort og sejlede på et fartöj ud til Hrisø. Gissur slog sig med flokken ned på Mödruvellir; her plyndredes alt, som ikke var bleven bragt ind i kirken, og de slagtede det kvæg, som de vidste tilhørte Eyjulv. Povl Kolbeinsson og de mænd, som fulgte ham, vilde ikke benytte sig af det røvede og var på deres egen kost, derfor rejste Eyjulv ingen sag mod ham. Dêr på stranden greb man én mordbrænder, Helge fåreöje, og han blev dræbt på Mödruvellir syd for gården. Præst-Jon dræbte ham. Nogle af Gissurs mænd drog over Øfjorden til Gaddsvik (152) og plyndrede der. Gissur sad godt og vel en uge på Mödruvellir. Derpå forhandlede abbed Eyjulv, Andreas Sæmundsson og andre brave mænd med dem om forlig. Der fandt en sammenkomst sted ud for Hjaltaøre. Mordbrænderne og Ravn lå på fartöjer ud for øren, og således forhandlede man. Ravn førte i særdeleshed ordet for dem. Eyjulv sagde, at nu kunde man finde sig i at indgå forlig med Gissur, efter at han havde smagt nogen modgang, og tilbød at henskyde alle sagerne ubetinget til kong Håkons afgörelse. Som midlertidigt forlig og til forebyggelse af öjeblikkelig strid blev der forkyndt stilstand mellem dem alle den vinter. Eyjulv måtte ikke være hjemme og ikke opholde sig nærmere hjemmet end hos Finnbjörn på Grenjadarstad; Rane skulde være i Flatø; Ravn skulde være hos sin måg Andreas i Østre Skard; Kolbein grane skulde være hos Torvard Torarinsson på Hov i Vapnafjord på østlandet. Gissur vendte derefter med flokken tilbage til Skagafjord, og sydlændingerne rejste hjem. Ravn fulgte med Andreas til sydlandet, ledsaget af Are Ingemundsson; Eyjulv selv tiende begav sig til Grenjadarstad; Asgrim Torsteinsson, Erik Brandsson og flere andre drog til Tingøre; Rane med 6 andre rejste til Flatø. Atter andre begav sig til deres gårde og hjemsteder.

Gissur fik sig overdraget gården Ås i Hegranæs af Are Bjarneson og Steinunn Eriksdatter; her sad han den vinter og havde mange folk om sig. Bønderne i herredet støttede ved tilskud hans husholdning. Indtil på den anden side jul var alt stille om vinteren. Den vinter var så mild, at man ikke mindedes en slig. Efter branden kvad Gissur:

132.
Indebrændt er min hustru —
end det mig smerter — og trende
sönner med; af sorgen
sindet har lært at mindes.

Til min harm jeg hævnet
har, vil glæden spare
lidt på besøgene, — sorgen
ser jeg vel des mere.

[Abbed Brand sendte fra sydlandet bud til Torgils om, at han skulde begive sig til Holar og tage afløsning af biskop Henrik. Torgils red da för julefesten til nordlandet. Han traf på Flugumyre Gissur, der lod som om intet trykkede ham. Torgils red til Holar, hvor biskoppen pålagde ham en kirkebod for Valgards drab, forholdet mellem dem var godt og venskabeligt. Da Torgils red tilbage, traf han og Gissur hinanden på Flugumyre, og Gissur fulgte ham på vej til Vatnsskard. De samtalte meget, og kom godt ud af det sammen, men havde dog ikke fuld tillid til hinanden; afskeden var høflig. Torgils red da til Stad og sad hjemme i stilhed den vinter (153).]


Gissur tager hævn over mordbrænderne.

Som for er skrevet sad Gissur Torvaldsson i Ås om vinteren; han forstod at værge sig mod sine sorger og var munter overfor sine mænd og de venner, som besøgte ham. Han havde et fast sind og lod sig ikke kue af det, som var overgået ham. Der hændte ham aldrig sådanne ting i ufred og fare, at det forstyrrede hans regelmæssige sövn. [1254]. Om vinteren efter jul red Gissur vestpå over heden og gav til påskud, at han vilde ride til Midfjord. Han red dog ikke længere end til Bjarne bonde på Audkulustad og vendte snart tilbage til herredet. Mordbrænderne erfarede, at han var redet vestpå, og viste da ingen forsigtighed. Gissur samlede hurtig folk om sig for at drage nordpå mod mordbrænderne, som han gjorde. Han mente, at aftalerne om mordbrændernes opholdssteder ikke var blevne overholdte; Kolbein grane var lige så ofte i Øfjord hos Gudny Månedatter på Gnupufell. Følgende mænd er navngivne blandt dem, som ledsagede Gissur: af hans husstand Asbjörn Illugeson, som den gang opholdt sig hos ham, hans følgesvend Brand skræmsel, hans søstersön Torleiv klang, Povl Hvalnæsing, Gudmund den voldsomme, Markus Mördsson, Guttorm Guttormsson, Eyjulv Torleivsson, Olav gæst, Præst-Jon, Ögmund vanskelighedsmåg, Orm kilde og Torarin grødnæse, endvidere af bønder i herredet Geir Torvaldsson den rige og hans broder Snorre, Hjalm fra Videvellir, tre Gelle-sönner Arnodd, Grim og Trånd, Örnulv fra Tværå og Einar fakse. De var i alt 56 mand.

Gissur red med denne flok lördagnat för Povlsmesse (154), som faldt på den efterfølgende söndag, nordpå over Øxnadalshede. De kom til Bakke kort för solnedgang. Denne nat lå Jon og hans sön Ljot for første gang inde i skålen, medens de hidtil havde ligget i kirken. Gissurs mænd opbrød dören, gik ind og tændte lys. Jon sprang op på en tværbjælke i skålen, men Orm kilde stak med et spyd op efter ham, så at han faldt ned; han bad gud og kirkens skytsherre, den hellige apostel Jon, beskærme sig. Orm dræbte ham. Hans sön Ljot fandt man ikke, og således reddedes hans liv; hans frænde Asbjörn Illugeson havde skaffet ham bort. Derefter red de videre, ned gennem dalen. Da de kom lige overfor Øxnahol, sagde Gissur, at han vilde ind på gården og træffe Einar (155). Mellem 20 og 30 mand tog da vejen derhen. De kom ganske uvæntet og brød dörene op. Einar sprang op, da han hørte larmen, og fik fat i sine våben; han lå i et sængekammer og værgede sig mandig en tid lang, indtil han blev greben og ført ud. Han blev dræbt af Olav gæst. Derpå forlod de Øxnahol og traf deres fæller nede på ørerne. Det var om natten frost og koldt vejr. Ridtet fortsattes, indtil de kom til Mödruvellir. Her opholdt sig tre mordbrændere Andreas Brandsson, Ufeig Eriksson og Torgils Sveinsson, de lå i forrådshuset nord for husene. De opbrød dette. Ufeig blev greben og ført ud, hvor han dræbtes af Ögmund vanskelighedsmåg. Andreas slap ud forbi dem og søgte at nå kirken; Einar fakse greb ham og vilde følge ham til kirken, men de rev ham ud af hænderne på Einar; her blev han dræbt, og mange førte våben mod ham. Torgils slap ud af forrådshuset og ind i storstuen; her forsvarede han sig vel og mandig. Mange angreb ham, deriblandt Povl Torsteinsson og Torleiv klang, og han blev greben. Der lå i stuen mange folk, især kvinder. Torgils sagde, da de var ved at føre ham ud af stuen: »farvel og lev vel, I kære kvinder«! Da han kom ud, dræbte Orm kilde ham. Gissur sendte nogle mænd ud til Hallgilsstad, som er nabogård til Mödruvellir, og hvor Håmund vårbælg (156) boede; han befalede dem, at de skulde dræbe ham. Omtrent 10 eller 12 mand drog afsted. De omringede husene, så at Håmund holdtes indesluttet, og brød dörene op; Kollsvein krabbe steg op på husene og var oven over badstuen, hvor han spejdede vendt mod vinden, men Håmund slap ud her bag ved ham gennem badstue-vinduet, i skjorte og lin-brog; han nåede til den nærmeste gård og blev skjult her. Således undslap han, men fødderne var blevne angrebne af frost.

Det var tidlig morgen, da Gissur og hans mænd red fra Mödruvellir, de spiste davre i Hlid (157), nogle hos Grim Einarsson skæg, nogle på andre gårde. Derefter red de op langs Øfjorden; ved Eyrarland mødte de Eyjulv sövnløs, som Gissur havde sendt ud for at spejde. Han fortalte Gissur, at Kolbein grane var oppe i Øfjord og for nylig ankommen fra Grenjadarstad. Gissur var meget ophidset, för han fik dette at vide; han syntes, at hidtil var intet udført, som kunde gælde for nogen hævn. De red nu, indtil de kom lige overfor Ravnagils-kilden. Gissur opfordrede nogle at sine folk til at ride hen til den varme kilde og se efter, hvem der var dêr. 10 mand begav sig derhen. Ved kilden var en af mordbrænderne, Asmund fra Bringa, og nogle kvinder. Kvinderne havde lagt sig ovenpå ham, og således fattede de ingen mistanke, men red bort. Alle red derpå op langs åen. Da de kom lige overfor Ravnagil, gik Gudmund bonde ned til dem og indbød Gissur til at blive der. Han takkede for indbydelsen, men sagde, at han vilde ride videre, hvorefter han og bonden talte lang tid sammen. Det siges, at Gissur red en sortblisset hest, da de drog op gennem Øfjord; han var vel bevæbnet og var iført en blå kappe; på fødderne havde han lodne kalveskinds-sko, ti det var stærk frost og kulde. Her fik han vished for, at Kolbein grane var i Øfjord. Nogle af hans mænd, nemlig Örnulv Jonsson med 4 ledsagere, red forud til Espehôl, hvor der den dag skulde holdes leg; man gav dem hånlige ord til svar, da de kom til gården. Også på Mödrufell skulde der samme dag være leg; for at deltage i denne kom en mordbrænder, Torvald Sveinsson, men han sagde, at legen på Espehol vilde blive bedre, og derhen begav han sig i løbet af dagen.

Nu kom Gissurs flok ind på tunet (158). Gårdbonden Tord Ormsson kom ud og hilste Gissur; han tog fat i tømmen og trak hesten, på hvilken Gissur sad, sydefter i tunet. Gissur bad ham ophøre med at føre den hest han sad på, og bød alle sine mænd stige af hestene og ransage gården. Alle steg nu af, men Gissur og de fleste af folkene forblev ude, blot Torleiv klang, Præst-Jon og 8 andre gik ind. Kolbein grane var til stede her; han havde, som rimeligt var, set flokken, men vilde ikke søge tilflugt i kirken (159). Han var da gået ind i stuen og stod under et væggetæppe. Præst-Jon så, at et grönt kjortelskøde stak frem under tæppet, og han blev således grebet og ført ud. Kolbein bad ham skaffe sig en præst. De tog intet hensyn hertil, men mente, at overfor ham var en dyst med glubsk ulv i vænte (160), hvis han fik nogen udflugt. Da Gissur så Kolbein, drog han sværdet Brynjebider; han syntes, at man ikke fældede ham så hurtig, som han kunde ønske, og spurgte, hvorfor de var så sendrægtige. Da huggede Præst-Jon til Kolbein og ramte ham i hovedet; det var et hårdt sår, men han faldt ikke. Kolbein greb ofte fat i sine modstandere og rykkede stærkt til, og da han var en kraftig mand, var det nær ved, at han fik trukket nogle ind under huggene; han fik mange sår, men faldt ikke. Da huggede Præst-Jon for anden gang Kolbein i hovedet, og dette sår trængte ned i panden; nu faldt Kolbein på bægge knæ oppe ved væggen nord for stolpedören, og der dræbte de ham; han gik i døden med stor kækhed. Torvald Sveinsson var ude i tunet, men Gissurs mænd vidste ikke, hvem han var. Da sagde Gissur: »hvem er den urolige, som vanker omkring i tunet dêr«. Da Torvald hørte Gissurs ord, blev han ængstelig og vilde løbe til kirken. På kirkestien stod bonden Geir Torvaldsson den rige; han vilde stikke efter Torvald, men spydet ramte en af hans og Gissurs egne fæller, Torbjörn Sælænding (161), i låret og tilföjede ham et stort sår. Torvald blev greben, og dræbtes af Ögmund vanskelighedsmåg. Gissur brød derefter op med hele sin flok og red om aftenen til Torvard i Saurbø. Nu fik Eyjulv og hans fæller på Grenjadarstad nys om, hvad der var sket. De erklærede dette for brud på forliget og søgte nu at bringe sig i sikkerhed; de red op gennem Laksådal til Myvatn, da de troede, at Gissur vilde drage videre nordpå. Gissur red dog straks tilbage til Skagafjord; han kvad da denne vise:

133.
Hjærneskallerne skåned
skjalden ej; vi har vejet
syv mordbrændere, slagne
så mit blik dem ligge.

Gladere ud jeg ånder,
atter mod jeg fatter;
fro jeg føler Kolbeins
fald mit sind har lindet.

Povl Torsteinsson kvad følgende vise:

134.
Syv ved hverandres side
slagne ligger; drikke
skænked vi ulven for skaden,
skærende bed vort sværdstål.

Mordbrandskæmperne måtte
mærke vi var de stærke;
nogen gengæld givet
Gissur dem har til visse.

Gissur med sit følge tog ophold på Ås, men en del af bønderne drog hjem. Da biskop Henrik erfarede disse tidender, lyste han ban over Gissur og alle de mænd, som havde fulgt ham på denne færd; han erklærede dem for at have handlet som nidinger ved at bryde indgået stilstand og forlig, og hverken kirkesang eller ringning måtte udføres, hvor de var til stede. Kort tid efter disse drab red Gissur med nogle ledsagere vestpå over heden til Langedal, til Gunnar Kløngsson i Geitarskard; han tog Ingebjörg Gunnarsdatter til sig som frille og kom hurtig til at holde meget af hende; hun var også en dygtig kvinde og i besiddelse af mange gode egenskaber; hun fulgte med ham tilbage til Ås. Mellem biskop Henrik og Gissur herskede uvenskab, og de var i mange henseender uenige; biskoppen brugte meget hårde ord om Gissur for disse drab, og Gissur mente, at biskoppen altfor ivrig støttede mordbrænderne. Gissur red da til sine bygder på sydlandet i fastetiden og ledsagedes af de fleste af de mænd, som med ham havde deltaget i drabene på nordlandet den vinter. Han tog ophold i Kalladarnæs, da de kom til sydlandet.

Ravn Oddsson var i Østre Skard denne vinter, som för er skrevet, hos sin måg Andreas Sæmundsson med seks ledsagere, og Andreas gav ham et godt underhold. Tord Andreasson boede den gang på Vellir, og med svogerskabet fulgte mellem dem stort venskab. Der gik forslag mellem Gissur og Ravn om, at de skulde mødes hen imod fastens slutning, og bægge viste sig tilböjelige til dette. Samme vinter, efter at Gissur var rejst til sydlandet, kom Torvard Torarinsson fra Østfjordene til Eyjulv Torsteinsson med en skare folk; han var meget utilfreds med Kolbeins drab, fordi han den vinter hørte til hans husstand, selv om han kun kort tid havde været hos ham. Torvard og Eyjulv drog til bygderne mod vest, først til Øfjord og derfra til Skagafjord. De kom meget uvæntet til Silvrastad. Geir bonde fik det at vide, da de sydfra red op på marken, og han gik da hurtig ud. Da han næsten var nåt til kirkegården, red Håmund vårbælg ind på tunet. Geir skyndte sig til kirken og stødte dören op. Håmund stak med sit spyd, men ramte kirkedören i steden for Geir, og hermed skiltes de. I dette tog deltog de fleste mordbrændere, som den gang var i live. På Silvrastad var hele flokken om natten, og de røvede alt, hvad de fik fat i, men meget var i forvejen bragt ind i kirken; ti mange formodede sikkert, at de vilde komme til herredet, når Gissur var borte; de gav ligeledes deres heste en stor mængde hø. Næste morgen red de op i Tunge og traf ovre ved Stapar en mand ved navn Snorre Bruseson; ham greb de og håndhuggede; de sagde, at han havde været Gissurs spejder. Det var dagen för Mariemesse i fasten (162). De red derefter ned til Geldingaholt og derfra vestpå til Langedal, men fik ikke fat i de mænd som de vilde, da de fleste af dem var med Gissur på sydlandet. De red snart nordpå over heden og slog sig nu ned på Grund og tog deres underhold fra den husholdning, som Rane havde styret dêr, og som Tord ejede. Lævnedsmidler tilførtes også ude fra Mödruvellir.

Om våren, kort för påske, för end Odd sluttede sig til Gissur (163), holdtes et møde i Laugardal mellem Gissur og Ravn; Andreas Sæmundsson førte underhandlingerne, der blev tilsikret lejde, og hver af dem skulde møde med 11 ledsagere. Gissur mødte dog med 40 mand. Andreas og hans sön Tord, som bægge var i Ravns følge, mente da, at Grissur var ikke at stole på. Man satte sig ned ude og samtalede. Gissur var des hårdere i sine ord, jo længer de talte. Da gik Teit Åleson hen til Ravn og talte i enrum med ham, han bad ham gå ind på alt hvad Gissur forlangte, da intet andet vilde kunne hjælpe ham, således som stillingen nu var. Dette gjorde Ravn. Han aflagde ed til Gissur på, at han aldrig vilde være hans modstander og aldrig hjælpe mordbrænderne imod ham. Hermed skiltes de. Ravn red skærtorsdags nat og langfredag til vestlandet, rejste over fjældene fra Skard og kom til påske vestpå i Dalene. Gissur sagde selv siden, at han ikke kunde begribe hvad der havde frelst Ravn ved den sammenkomst; ti han var forud fast besluttet på at lemlæste ham på en eller anden måde, enten blinde eller gilde ham. Ravn red for det første helt til Vestfjordene og opholdt sig der om somren.

[Om våren gik der bud mellem Torgils og Ravn, og et møde mellem dem på Raudamel bestemtes. Her overdrog Ravn Torgils selvdom for Stavaholtsfærden. Torgils tilkendte sig fra Ravn 90 hundreder, 5 hundred for hver mand, 20 hundred for Nikolaus og 20 hundred for Ravn. Vigfus skulde selv indgå forlig for sit vedkommende, Torgils fik selvdom af ham, men eftergav ham den, således at han skulde løse sig med sömmelige værdisager. Torgils sad nu hjemme på sin gård Stad (164).]


Gissur og Odd Torarinsson slutter forbund.

Dernæst er nu at berette, at Odd Torarinsson kom til Gissur, og de sluttede et forbund (165). Gissur sagde Odd, at han denne sommer vilde rejse udenlands, da det trykkede ham at have biskoppens ban over sig og han væntede at få al ære af denne sag, når han traf sin herre kong Håkon; han bad derfor Odd om at styre bygderne så længe. Odd var betænkelig herved, men de red dog sammen til nordlands-bygderne för påske med en stor skare folk og fik en god modtagelse af bønderne i Skagafjord. De samlede mandskab efter påske og red nordpå over Hörgådalshede med 2 hundred mand. Eyjulv og Torvard havde fået nys herom, og mordbrænderne flygtede ombord på nogle fartöjer; blandt dem var Rane. Torvard red til møde med sin broder; det blev da bestemt, at mordbrænderne skulde mødes med Gissur i Glæsebø, og abbed Eyjulv førte forhandlingerne herom. Gissur og Odd kom til Glæsebø med deres flok. Mordbrænderne ankom på tre fartöjer, men vovede ikke at gå i land, og intet forlig afsluttedes. Til slutning vekslede man truende ord, men skiltes dog uden drab og sår. Denne sommer anlagde Gissur sag mod mordbrænderne og tilkaldte 9 nabobønder til vidnesbyrd, som loven den gang bestemte (166). Derefter red han sydpå over heden, men Odd tog ophold på Flugumyre.


Odd fælder Rane Kodransson.

Odd fik at vide, at hans skovmand Rane Kodransson var rejst ud til Grimsø med nogle ledsagere; Eyjulv var fulgt med Torvard til Reykjardal, og Torvard red da videre lige til Østfjordene. Odd Torarinsson samlede nu mænd og skibe og agtede sig ud til Rane i Grimsø. Han havde en skude fra Hövde, som Brodde Torleivsson ejede, og en anden fra Fljot, som Are Styrkårsson styrede, et tredje skib kom fra Skage; de havde 4 skibe og godt og vel 70 mand (167). Asbjörn Illugeson ledsagede Odd og mange andre raske mænd både fra herredet og Fljot, ligeledes mange af Gissurs huskarle, som havde været hos ham om vinteren. Tord Hvalnæsing fulgte med, som var gift med Helga (168). Ligeledes deltog i færden Gellesönnerne Arnodd og Trånd samt Endride Tormodsson. Asbjörn var ledsaget af Einar Steingrimsson fra Hvam. De drog først til Flatø og greb der tæt ved kirken en mordbrænder, Tore buk-unge. De fleste vilde have ham dræbt, men Asbjörn og Einar fra Hvam talte for at skåne ham, og heri indvilligede Odd, da han var bleven greben så nær ved kirken. Derfra drog de til Grimsø, hvortil de ankom fredagmorgen för pinse. De kom ganske uvæntet til øen og landede i Sandvik. Rane og hans fæller kunde forstå, at det var fjender der kom, da de så skibene. Dette var i fardags-ugen. Der var til stede godt og vel 20 dygtige mænd. Rane og hans ledsagere løb ned på strandbredden og forsøgte at hindre Odd og hans mænd i at stige i land. Rane fulgtes af Tormod brødnæse og Einar Grimsson, som bægge vare mordbrændere.

Odd og hans folk lagde dristig til land; han og Asbjörn var på samme skib og var bægge hærklædte. Odd sprang over bord, så snart hans skib stødte mod grunden, og derpå den ene efter den anden af hans mænd. Tormod brødnæse løb frem imod Odd og huggede ham med en håndøkse over den venstre skulder, så at to trojer søndredes og brynjen beskadigedes; herved blev denne arm ubrugelig for Odd i kampen, men han var kun let såret. Folk sprang nu i mængde ud af skibene. Asbjörn Illugeson huggede til Tormod med sværdet Niding og afhuggede mod strandstenene hans ene ben i fodleddet og flængede det andet stærkt. Tormod faldt om og fik nu banesår. Han blev liggende på strandbredden, men var dog ikke død og fik senere fuld berettelse til døden. Der udviklede sig nu på strandbredden en kamp, hvor Rane værgede sig vel; men da han så, at de ikke kunde holde stand, flygtede han bort til Båsar, på den anden side af øen. På strandbredden faldt også Einar Grimsson og lod sit liv efter et tappert forsvar. Desuden faldt en mand ved navn Tove og endnu en fjerde mand. Rane sprang ombord i et skib. Odd bød sine mænd forfølge ham. Man tog da et fartöj og satte efter ham i stort antal; der var Arnodd Gelleson, Kollsvein krabbe og mange andre. Asbjörn Illugeson tog et skib og bad Odd om at tilstå Rane fred. Da udbrød Tord Torsteinsson: »elendigt vilde vort togt være, efter at både Odd og jeg er sårede, om den mand undslap, som det snarest har nogen betydning at få hævn over. Og hvorfor gjorde Odd Rane fredløs, hvis han skal leve længer end til man kan få fat i ham«. Odd svarede, at han aldrig skulde opnå fred. Arnodd og hans ledsagere angreb nu Rane. Da kom Asbjörn til og vilde værge ham. Kollsvein greb da sværdet Niding, som hang om Asbjörns hærder, og slyngede det med skeden og det hele over bord, og det er efter de fleste folks sigende aldrig senere bleven fundet. Asbjörn blev meget vred og sagde, at dette skulde han hævne, når han formåede. Nu kom Odd til og bød dem dræbe Rane. Da huggede Asbjörn på det hårreb, hvormed skibet var fastgjort, men rebet var firdobbelt, og håndøksen kunde ikke hugge hele rebet over, så at de ikke kom løs. Nogle fastholdt da skibet, medens andre angreb Rane. Nu tog Rane til orde og foreslog, at de sknlde udvælge to af deres folk, som skulde gå i land og dêr kæmpe mod ham. Odd svarede, at således skulde det ikke gå, og bød sine mænd gå rask imod ham. Rane bad da om en præst, og Håkon præst gik ud til ham på skibet. Rane lagde våbnene fra sig og tog imod præstens skriftetale; alle så, at han var meget bevæget, da han stod op. Han sagde: »måske synes I, at jeg ikke har tét mig mandig nu, men jeg har stor grund til at frygte, at der ikke er mig en sådan modtagelse beredt, som jeg kunde ønske«. Derefter talte han med præsten, hvorpå han greb sine våben og sagde, at det sömmede sig enhver at værge sit liv. Han forsvarede sig da atter tappert mod sine angribere, men snart fik han et spydstik i öjet, og derefter var hans forsvar kun svagt. Mange af dem førte da våben mod ham, og han lod sit liv dêr såret af talrige sår. Ranes dødsdag og de mænds, som faldt her, er 14 nætter efter Hallvards messe og 11 nætter för Kolumba messe (169). Odd og hans mænd blev på øen under pinse-festen, men drog bort, så snart de efter pinsen fik bør. Tord Torsteinsson havde fået et stort sår i kinden. Odd og hans fæller begav sig til Flugumyre. Tidligere om foråret var Jon Sturlason død 4 nætter efter Ambrosius messe, og hans moder Solveig Sæmundsdatter døde samme sommer 6 nætter för Jon Hola-biskops messe (170).


Om Odd og Gissur.

Da Odd havde været kort tid på Flugumyre, erfarede han, at Eyjulv Torsteinsson var redet fra Reykjadal med nogle ledsagere og havde taget vejen over fjældene ovenfor alle bygder, for således at slippe vestpå forbi Odd og hans mænd. Odd brød da hurtig op og red vestpå efter dem med 60 mand. Han kom med denne flok til Vesterhôp, men da viste det sig, at han ikke kunde nå dem, hvorfor han red tilbage. Eyjulv og hans ledsagere red til Vestfjordene og var hos Ravn Oddsson om somren. Denne sommer sluttedes ægteskab mellem Tore Arndorsson tot og Herdis, datter af Einar, som var en sön af Torvald Gissursson. Deres bryllup stod i Haukadal på Jon baptists messe (171). Ved dette bryllup var til stede abbed Brand Jonsson og mange andre brave og ansete mænd, både norske og islandske. Der blev drukket stærkt. Anden dags natten (172) kom fra nordlandet ned fra fjældene Odd Torarinsson og henved 30 mand med ham; de lagde sig her til at sove, men den følgende dag vilde abbeden ikke tale med ham. Odd red derfra op på tinget for at træffe Gissur. På det ting blev Eyjulv Torsteinsson fredløs og 14 andre mordbrændere. Også Eyjulvs fader Torstein Jonsson i Hvam blev fredløs for anslag mod Grissurs og hans sönners liv, som den der havde vidst, at branden vilde finde sted. En nabo-kvid (173) erklærede ham skyldig, fordi hans sön Asgrim havde været der kort i forvejen.

Samme sommer, da Gissur agtede sig udenlands, red Ravn og Eyjulv mellem Olavs-messerne (174) med 70 mand fra Saudafell på vestlandet. De havde mange raske mænd med sig: Ravns brødre Olav og Gudlaug, Vigfus Gunnsteinsson, Svarthövde Dufgusson, Eyjulv Eyjulvsson, Olav Olavsson, Are Gudlaugsson og Helge Halldorsson. De agtede sig mod Gissur for at dræbe ham. De red sydefter gennem Reykjardal (175) og ovenfor halsene (176) ned i Hvitåside, derfra op på Blåskogahede, sydpå forbi Skjaldbreid (177) og ned til Middal (178). De sendte en spejder ned i herredet, som hed Gelle. Han kom tilbage til dem og sagde, at Gissur var på Eyrar (179) ved skibet; han berettede tillige, at biskop Sigvard var kommen tilbage, at han og Gissur var forligte (180), og at Gissur vilde rejse bort. De fandt det da ikke rådeligt at ride med en ikke större styrke ned gennem hele herredet og vendte om, mange dog höjst ugærne. Samme nat var imidlertid Gissur i Langaholt hos Gissur glade (181); der havde dagen för været en sammenkomst med hestekamp i herredet, og fra dette møde var Gissur redet til Langaholt. Ravn og hans skare bedede i Videkjörr. Der drömte Svarthövde, at Vigfus Gunnsteinsson var forsvunden fra deres flok, og dette forklarede nogle således, at dette tog vilde blive ubetydeligt, hvad manddrab angik (182). Og hermed red de tilbage til vestlandet.

[Biskop Sigvard kom tilbage (til Island) som för blev sagt, og præsten Torkel opsøgte ham da for at bede ham påtale Valgards drab (183). Biskoppen antog sig denne sag, red vestpå til Borg og sendte bud efter Torgils. De mødtes ved Langåfoss. Biskoppen foreslog forlig mellem Torgils og Torkel præst, hvis sag han selv førte. Det kom hurtig til et forlig; biskoppen skulde dömme, han skulde afgöre sagen med Torgils og påtage sig al forpligtelse overfor Torkel. Til Torkel skulde Ravn betale 20 hundred, men for Sidumule-færden og Valgards drab fastsatte biskoppen 40 hundred; på disse vilkår blev de forligte, og der var et godt forhold mellem biskoppen og Torgils. Ravn skulde endvidere give Torljot betaling for gården Steindorsstad og ligeledes betale til Eyvind brat 25 hundred. Hermed var da hele det bødebeløb fordelt, som Ravn skulde betale Torgils (184).]


Odd lader biskop Henrik gribe.

Denne sommer sejlede Gissur bort fra landet, fra Eyrar, og med ham nogle andre islandske mænd, hvoriblandt Torleiv klang. Gissur og Odd tog afsked med hinanden på Eyrar. Det blev da så godt som aftalt, at Odd skulde forestå Gissurs bygder. Derefter red Odd hurtig til bygderne på nordlandet og holdt et møde ved Hestatingshammer. Han sagde bønderne, at Gissur havde bedet ham om at styre bygderne, medens han var i udlandet. Bønderne svarede, at dette ønskede de gærne, og tog ham til deres forstander. Dette blev afgjort en uge senere ved Hestatingshammer. Bønderne var meget ivrige efter, at Odd skulde være deres hövding. Kort derefter red Odd vestpå til Hvam i Vatnsdal, til Torstein, og lod bortdrive mange får, både malkefår og beder, og ligeledes de okser og køer, som de fik fat på; alt dette kvæg erklærede han for forbrudt gods, noget af det blev straks fortæret, og noget benyttet til malkning (185).

Dette spurgte biskop Henrik og sendte en mand til Odd og forlangte, at han skulde tilbagegive rovet, men dette nægtede Odd. Da bansynger biskoppen Odd og nogle af hans ledsagere Sidste Marie-messe, som da faldt på en tirsdag; mandagen forud var det kirkefest på bispegården (186). Da tilhørte Torstein i Hvams broder Einar lang biskop Henriks husstand, han var gråmunk i Tautra (187). Nu led det således frem på somren. Om høsten, kort efter Mariemesse da Odd blev bansungen, samlede han mandskab og red ud til Fagranæs; han havde fået at vide, at biskop Henrik var der for at indvie en kirke. Det var fredagen för Korsmesse, som indfaldt mandagen derefter. Odd ledsagedes af sin broder Steinulv, Halle-Geir, Torgeir lille-kid, Örnulv Jonsson, Mår Eyjulvsson, Halldor galpin (188), Kodran Povlsson, Torarin grødnæse og Tore røst — Tore drog forud til Fagranæs for at spejde, han fortalte, at han skulde købe törfisk for Bergtor bonde i Heradsdal, og dette vakte ikke mistanke hos nogen —, nu er de 10 mand; endvidere Endride Tormodsson, Markus Gudmundsson, Eyjulv stens-unge, Kæfte-Koll, Tord krabbe, Ögmund prén, Banke-Odd og to Asleivs-sönner. Da de kom til Fagranæs, var de i alt op mod 30 mand. Biskoppen og hans mænd sad til bords, maden var fremsat på bordene, men spisningen ikke begyndt. Den gang boede Brand Tjodulvsson på Fagranæs. De fleste gik først ind i stuen. Biskoppen bød, at maden skulde bortbæres, og dette skete. Da tog Odd til orde: »derfor er jeg kommen hid, herre! at jeg ønsker, at vi skal forliges; jeg vil på min side tilbyde at ride af herredet med mine fæller, om I foretrækker dette, når I lover mig til gengæld, at mordbrænderne ikke kommer her i herredet til mén for bønderne«. Biskoppen sagde, at han ikke kunde påtage sig ansvaret for dette. Odd bad om, at det på en eller anden måde måtte komme til et godt forlig imellem dem. Biskoppen forlangte, at Odd skulde ride bort fra disse bygder til Østfjordene og erstatte Torstein det, som han havde røvet fra ham. Odd svarede, at dette vilde han ingenlunde, og at biskoppen ikke skulde råde ene for alt. Kæfte-Koll sagde nu, at biskoppen vistnok havde lyst til at følges med dem, og at han som oftest var en ubarmhjærtig mand; »lidet sørgede du«, tilföjede han, »over de folk, som indebrændte på Flugumyre«. »Visselig sørgede jeg herover«, svarede han, »men jeg sørger også over, at din sjæl skal brænde i helvede, og du vil dette selv, desværre«. Jo mere de talte, des heftigere blev ordvekslingen. Da gik Odd og hans fæller ind til tværbænken, og først af alle lagde Kæfte-Koll og Torarin grødnæse hånd på biskop Henrik; men Odd sagde, at det af alle og enhver vilde være uforsvarlig handlet at fastholde biskoppen. Biskoppen havde bylder på kroppen, og det voldte ham stor smærte, da de greb fat på ham. Der blev ikke gjort modstand af de tilstedeværende, ti ingen dristede sig hertil. Biskoppen gik da ud med dem, men alle kunde se, at han höjst ugærne fulgte med. Nogle af Odds mænd var gåede ud af stuen, da de så, at sagen tog en betænkelig vending, deriblandt Örnulv og Endride Tormodsson. De steg til hest og red sydefter på marken; her blev en hest sadlet til brug for biskoppen, og præsten Torarin dunk ledsagede ham. De red om natten op til Flugumyre. Her førte Odd og hans mænd biskoppen op i den forskansning, som Kolbein unge havde ladet göre og hvor der endnu var nogle huse; han var i deres magt nogle nætter.

Disse onde tidender rygtedes snart. Da samledes velsindede mænd, både norske og islandske, Asbjörn Illugeson var herredsmændenes fører; de var i alt 2 hundred mand; Odd havde da kun få folk hos sig. Man søgte nu at tilvejebringe en overenskomst. Østmændene var strænge i deres fordringer, de vilde kæmpe for biskoppens befrielse, hvis han ikke hurtig blev løsladt (189). Asbjörn sendte hemmelig en mand til Odd med opfordring om at give efter i denne sag. Således skete det også, at Odd erklærede, at han for herredsbøndernes skyld vilde göre dette, og biskoppen blev løsladt. Så længe biskoppen ikke var sin egen herre, blev intetsteds i hans bispedömme sunget ved gudstjænesten lydelig og ikke ringet. Povl Kolbeinsson fra Stad og Hall Torsteinsson fra Glaumbø red fra deres gårde over heden til sydlandet; Povl var om vinteren hos sin morbroder Björn Sæmundsson på Völl, og Hall i Odde hos sin søster Sigrid. Odd Torarinsson red snart sydpå over hederne med de fleste af de mænd, som havde ledsaget ham til Fagranæs. Han rejste videre uden stansning, indtil han kom til Østfjordene og tog ophold på Valtjovsstad; han var jævnlig mismodig, medens han var bosat her. Man véd ikke, at han og hans broder Torvard mødtes.


Torgils skarde stræber efter herredömmet over Skagafjord.

Nu er at berette om Eyjulv Torsteinsson og Ravn Oddsson. Da de på vestlandet fik at vide, at Odd havde taget biskop Henrik til fange, samlede hövdingerne Eyjulv, Ravn, Torgils skarde, Torleiv fra Gardar og Vigfus Gunnsteinsson mandskab. Da alle disse flokke havde forenet sig i Bolstadarhlid, erfarede de, at Odd var reden bort fra herredet, og at biskoppen var løsladt og hjemme på Holar. Rygtet gik, at Odd var reden til Østfjordene. De red da nordefter over Vatnsskard med alle flokkene, som ansloges til 6 hundred mand (190). [Torgils red om aftenen til Audkulustad. Einar Halldorsson med en skare mænd red til Svinavatn, hvor de fik en god modtagelse. Dêr boede da Kolterna Einarsdatter, en søster til Kolbein i Grimstunger. Einar og Kolterna var søskendebörn på mødrene side. Einar og hans mænd var i alt 40, og Torgils havde sagt, at de skulde beskytte hende, hvad der end kunde hændes. En mand ved navn Are, sön af Smed-Skegge og gift med Kolternas datter, gik ude på gårdspladsen om aftenen. Da kom Ravn Oddsson og Eyjulv ridende med deres flok. Eyjulv sprang af hesten og sagde til sine følgesvende: »grib ham dêr, Are, og giv ham prygl«. Håmund vårbælg var hurtigst til at gribe ham og holdt ham fast, men Eyjulvs følgesvende pryglede ham med deres ridepiske. Da gik en mand ind og fortalte, at Eyjulv Torsteinsson og hans mænd var udenfor og mishandlede husfruens svigersön Are; »forsøg, Einar!« sagde han, »at hjælpe ham, om I formår«. Einar og hans fæller sprang op og tog de våben, som var nærmest ved hånden. Stein Arnorsson og Jon løb ud. Jon var den hurtigste. Han løb ind på Håmund, løftede ham op og kastede ham med et hårdt fald til jorden; Are slap da løs og løb ind. Eyjulv kastede et rundskjold efter ham, men det ramte dörstolpen. Einar og hans mænd var da komne ud i forstuen. Eyjulv bød sine mænd at løbe ind og gribe Are. Einar svarede, at det skulde koste noget denne gang; »vi har i en ulykkelig stund fyldt eders flok«, sagde han, »hvis vore pårørende skal mishandles under vor varetægt, og vi skal da være flere, som forulæmpes, hvis han bliver det«. De stansede da og gik ikke ind. Nu kom Ravn ridende og spurgte, hvorom de var uenige, og det blev ham forklaret. Da sagde han: »lad os ride bort, Eyjulv! vi vil ofte få lejlighed til at behandle Are, som vi har lyst til, selv om vi nu undgår kamp med vore fæller«. Senere red Ögmund Isulvsson og hans ledsagere der forbi. De havde taget en hest fra Bjarne på Audkulustad, men Torgils opfordrede Tord til at ride efter dem og tage hesten fra dem; dette gjorde han og bragte den tilbage til Audkulustad.

Alle flokkene red om aftenen over Blanda og lå hinsides elven i nogle fårehuse, men sendte spejdere til Vatnsskard for at få sikker underretning dêr. Da alle var stegne af hestene, satte man sig ned. Ravn spurgte Tord, om han vilde vedgå, at han den dag havde mishandlet og udplyndret hans folk. Tord svarede, at han vilde vedgå, at han havde krævet Bjarnes hest tilbage, som de havde taget. Ravn sagde, at der var en dårlig styrelse af disse flokke, hvis den ene skulde kunne røve fra den anden, »men«, tilföjede han, »du kan være vis på, at du inden lang tid skal få en værre behandling«; han bebrejdede ham, at han havde deltaget i hans fostersön Valgards drab (191), med meget andet, og erklærede det for vel fortjænt, at han kom til at undgælde. Tord svarede, at han ikke vilde tåle noget af Ravns mænd, når styrken var lige, og at her nu var god lejlighed til at prøve dette. Ravn udbrød: »du vil mundhugges med mig! men med dig, Ögmund! forholder det sig også dårligt, du er ondskabsfuld, men har ikke mod, når du skal foretage dig noget«. Vigfus sagde halvhöjt: »sid stille, Ögmund«! Sturla svarede: »det er ikke rigtigt at forulæmpe Tord angående dette; det er for andre folks skyld, at han er optrådt i denne sag. Men hvis du lader vor måg Tord dræbe, da vil vi forsøge at ihjelslå nogle mænd for dig«. Ravn og Sturla vekslede da nogle ord, og hver af dem havde sin mening. Torgils bød sine mænd stå op og gå bort; Torgils og Sturla med deres folk rejste sig da og gik over på den anden side af tunet, hvor de lagde sig ned med deres våben og klæder. Torgils lod nogle mænd våge om natten. Tidlig om morgenen red alle flokkene til Bolstadarhlid, hvor man steg af hestene og bedede, medens hövdingerne holdt råd. Torgils var uvillig til at deltage, men dog gik han til mødet ledsaget af tre andre: Tord, Einar og Berg. Da de satte sig ned, spurgte Ravn: »skal alle disse mænd være her«? Torgils svarede: »vi skal alle være her eller alle gå bort«. Man satte sig da, men der blev kun talt lidet; det vigtigste, som blev bestemt, var, at de skulde ride til Skagafjord og sammenkalde et herredsmøde dêr til om söndagen.]

Om lördagen i tamperdagene om høsten red Ravn og Eyjulv til Geldingaholt med deres flok, og med dem fulgte Torleiv; Torgils og Sturla red til Videmyre, Vigfus til Sæmundarhlid, Gudlaug og Seldølerne Audun og Snört til Glaumbø. Ravn og Eyjulv sendte et bud til Holar, og biskoppen mødtes med dem nede i Hegranæs. Derefter sammenkaldtes et møde ved Hestatingshammer om mandagen. Der kom alle disse flokke og mange folk fra herredet; der var også biskop Henrik til stede. Torgils skarde søgte en samtale med biskoppen, og de to talte alene med hinanden, dog kun i kort tid. Dernæst stod Torgils op og forkyndte lydelig for menigmand, at han mente, at det ikke var bleven holdt, som var lovet ham, nemlig bosættelse i Skagafjord. Ravn spurgte, hvem han vilde give skylden for dette. »Mest Eyjulv«, svarede Torgils, »hvordan så vort mellemværende går fra nu af«. Efter dette opløstes flokkene. Torleiv red til sydlandet, Vigfus til vestlandet, Ravn og Eyjulv nordpå til Øfjord. Sturla og Torgils red først nordpå til Gåsar for at göre indkøb og kort efter tilbage til vestlandet.

[För (192) Torgils red fra nordlandet, sendte han Tord til Asbjörn (193) og vilde vide, hvilken understøttelse han kunde vænte dêr, hvis han påny stræbte efter herredet. Tord mærkede på Asbjörns svar, at han var ængstelig ved alt, men han sagde dog, at han var mest tilböjelig til at tjæne Torgils, og at han ikke forstod sine drömme, dersom Torgils ikke blev hövding over Skagafjord en gang; han gav det råd, at Torgils opgav herredet i Skagafjord denne vinter og således først afvæntede hvad der kunde indtræde, og sagde, at han formodede, at der i løbet af denne vinter vilde ske en stor forandring. Til slutning lovede dog Asbjörn hvad Torgils bad om og den hjælp han så sig i stand til at yde, hvis Torgils påny søgte at komme i besiddelse af herredet. Torgils og hans mænd red derefter hjem til Stad og sad rolig her.]

Ravn og Eyjulv tog ophold på Grund i Øfjord. Snart efter red Eyjulv og hans broder Asgrim nordpå over Vadlahede. Eyjulv selv femtende drog til Helgastad i Reykjardal. Der greb de Halldor galpin om morgenen i badstuen og dræbte ham. Asgrim med 9 andre red til Tværå i Laksådal og greb her Jon, præsten Eyjulv Svalbardings sön, og håndhuggede ham; han var Gissurs frænde og havde været på tog sammen med ham. De red derfra til Grund i Øfjord og førte lævnedsmidler derhen; undertiden var de om vinteren på Mödruvellir i Hörgådal på Eyjulvs gård. De var den vinter temlig ufredelige. Der gik ofte bud mellem dem og biskop Henrik, og forholdet mellem dem var bestandig venskabeligt.


Odd Torarinsson vender tilbage til Skagafjord.

Samme vinter brød Odd Torarinsson op fra Valtjovsstad lige för julefasten og rejste hele vejen sydefter, indtil han kom til Tore tot i Haukadal, hvor han fik en god modtagelse. Derfra drog han og Tore 5te juledag med 30 mand nordpå til fjælds. Det blev hårdt vejr med snestorm på fjældet; 7de dag i julen havde de uvejr, og mandskabet blev meget udmattet. Torgeir lille-kids kræfter svigtede her, de kunde ikke føre ham med sig, og han døde syd for Vinverjadal — hans moder var Gudrun, datter af Alvheid Tumedatter — og der er han dysset (194). Odd stod sig godt på fjældet og reddede mangen mands liv og lemmer; han løftede i snestormen og uvejret dem op på hestene, som ikke var i stand til at hjælpe sig selv. De nåede Vinverjadal og var der natten för 8de dag. Næste dag forlod de Vinverjadal, og vejret var da noget bedre. Da de var komne et kort stykke fra Vinverjadal, kom liglys (195) på alle spydene, og det varede en lang tid af dagen. 10de dag kom de sent om aftenen ned i Svartådal, og mange af folkene var da meget medtagne af kulde. De fordeltes på gårdene i dalen og udhvilede sig der i to nætter; 12te dag drog de ned i Bolstadarhlid og var på gårdene der; da boede i Bolstadarhlid Torvard Arneson. 13de dag red de til Skagafjord, hvor Odd tog ophold på Videmyre og Tore tot på Reykjarhol. Odd sendte bud omkring i herredet og lod rejse mandskab, og hurtig kom da folk i mængde til ham. Med denne flok drog Odd ned i Geldingaholt og var der på lidt nær en uge. Meget af husfru Kolfinnas kvæg blev slagtet, og dette fortæredes, så længe det slog til (196). Også her kom meget mandskab til Odd, men det var for en stor del ustadige folk, og mange, som havde deres bolig i nærheden, drog hjem om aftenen. Asbjörn Illugeson besøgte Odd i Geldingaholt med en skare folk og var meget villig til at hjælpe Odd, men blev dog øst for elven (197) med sin skare og sagde, at han vilde forblive der, indtil de var færdige til at ride til de nordligere bygder, ti Odd agtede sig nordpå mod Eyjulv og hans fæller, så snart han havde rustet sig. Fljôtmændene stødte ligeledes udefra til Odd, det var Einar Steingrimsson fra Hvam med 9 andre mænd.


Eyjulv og Ravn overrumpler Odd.

[1255]. Eyjulv og Ravn sad på Grund med deres skare. De fik hurtig nys om Odds færd. De sendte da mænd ud til Svarvadardal for at samle mandskab, og Torgeir Hjalteson fra Urdir selv tolvte drog ind til Øfjord og forenede sig med Eyjulv og Ravn. De fik i alt næsten 80 mand. Guttorm knort kvad denne vise, da de rustede sig til færden; han fulgte med Ravn:

135.
Ej skal den unge kvinde,
at vi sørger, spörge —
godt og til gavns vi agter
glade ravne at made —,

vil end kæmperne vide
vest for hederne freden
mørkned; at løbe os lyster
lidet kun, skal der strides.

De red om aftenen fra Grund ud til Hörgådal; Eyjulv red til Mödruvellir, Ravn til Fornhage. Ravn drömte om natten i Fornhage, at han var ude og at en stor mand gik hen imod ham. Ravn spurgte hvem han var. Han sagde, at han hed Haustkuld (198). Ravn spurgte da: »hvorledes vil mellemværendet mellem os og Odd gå«? Han svarede: »således som brydekampen mellem os går«. Manden løb så ind på Ravn, som først måtte vige, men jo længer de brødes, des fastere stod han, og til sidst måtte Haustkuld ganske give efter. Og da vågnede Ravn. Han fortalte Guttorm knort drömmen. Guttorm spurgte: »syntes du han udtalte navnet langsomt eller hurtig«? »Sikkert temlig langsomt«, svarede Ravn. »Da kalder jeg ham Haust-skuld (199)«, sagde Guttorm, »og vi skal nu betale Odd høstskylden, fordi han i høst lagde hånd på biskop Henrik og på Torstein bondes ejendom i Hvam; han har her sagt, at det vil gå mellem os og Odd som brydningen gik mellem eder to. Anderledes kan jeg ikke råde denne dröm«. »Denne opfattelse er rimelig«, svarede Ravn. Stråledag red de op i Hörgådal og holdt måltid i den øvre del af bygden. De red derefter til Hjaltadalshede. Da de kom op på heden, begyndte dagslyset at aftage. To ravne flöj med dem over hele heden. Ravn Oddsson sagde, at han syntes godt om, at hans navner var i deres følge. Da kvad Torvard træfod denne vise:

136.
Ravne to med den raske
rytter flöj efter bytte;
slag med os han agter,
Odd den bolde, at holde.

End den ivrige Eyjulv
efter en dyst er lysten;
men på ingen mulig
måde fra kampen vi råder.

Sandt er det gamle ord, at af meget tager vise mænd mærke. Føret over heden var godt og ligeledes i bygderne. Deres mandskab var vel rustet og førerne bestemte i alt hvad de vilde udføre. Da de kom ned i dalen, begyndte de at ride stærkt og bedede kun kort tid, för de red op gennem herredet. Der var god vej at ride op over isene (200). Nogle af dem kom til Ås i Hegranæs og fik der sikker efterretning om, at Odd var i Geldingaholt og havde mellem 1 og 2 hundred mand om sig, men mange flokke af hans mænd var hist og her i herredet.


Odds drab.

Odd sad i Geldingaholt, som för blev skrevet. Stråledag sendte han nogle mænd ned til Jorunn Kalvsdatter, som boede på Havsteinsstad, og bad om at få til købs en okse til føde for mandskabet; det var aftenen för fredag. Jorunn sendte ham en rød, 5 år gammel okse, som blev slagtet og straks om aftenen fortæret. Odd lå om natten i stor-stuen, sammen med mange folk, så at stuen var helt optaget. Odd sov lidet den nat, men sang længe (salmer) og læste sin salter (201). Ravn og Eyjulv red med deres flok op over isene. Og da de red hen mod hjemmemarken, var Svarthövde Dufgusson i spidsen, sammen med Jon Jærnbug og nogle andre mænd. Svarthövdes hest snublede, da han red hen imod tungærdet, men han sprang af hesten og hurtig igen op på denne bag sadelen, og red således ind i tunet. En mand af Odds folk ved navn Toste var om natten gået ud til hestene på marken; han var den første, som Eyjulvs folk stødte på. Svein Eyjulvsson stak ham ihjel med et spyd. Derefter red de ind til gården og sprang af hestene mellem kirkegården og det udebur, som stod ude i tunet neden for stolpedören; alle deres mænd bar båndomvundne stålhuer (202). En kvinde ved navn Angel-Tora bemærkede først fjenderne og gik hurtig til stuen. Mange af folkene i stuen var da vågnede og talte med hinanden om, hvor i nordbygderne de vel vilde finde Ravn og Eyjulv. Tora svarede, at de ikke behøvede at opledes langt borte, der var kommet et antal folk i tunet med båndomvundne huer. Mændene sprang da hurtig op, tog deres våben, som hang i stuen, og løb til indgangsdören.

Ravn og Eyjulv med deres følgesvende gik til stolpedören, Asgrim og med ham Svarvdølerne gik til ildhus-dören (203), Svarthövde Dufgusson ledsaget af en skare mænd til syddören. Jon jærnbug og Kvistungerne løb først op til indgangsdören, Jon rystede spydet i indgangen og spurgte, om ræven var der inde. Odd tillige med sin skare følgesvende og mange andre mænd løb frem i forstuen; i stolpedörsindgangen stod Odd sammen med Halle-Geir, Sommerlide stærke, Endride Tormodsson, Mår Eyjulvsson, Hjalm fra Videvellir og Einar Steingrimsson fra Hvam; her ordnede Odd forsvaret. Tore tot og en skare mænd med ham løb til ildhusdören og værgede den; Steinulv Torarinsson, Odds broder, værgede syddören i forening med en skare mænd. Nu førte enhver forsvaret fra den plads, som var ham anvist, og angriberne gik frem således som för er nævnt, så at en hård kamp begyndte. Odd og hans mænd ydede tapper modstand i lang tid, men andre holdt sig meget tilbage. En tredje-del af natten var tilbage, da de begyndte at kæmpe. Det var trangt for Odd og hans mænd i forstuen og vanskeligt at forsvare sig. Eyjulv Torsteinsson fulgt af nogle mænd begav sig snart op på husene og rev taget af; de stak da og slyngede sten derind. Dette gjorde Odd og hans mænd megen skade og mange blev sårede både af våben og stenkast. En tid ydede Tore tot et kraftigt forsvar, han var i tykt panser, havde en norsk stålhue på hovedet, et stort spyd i hånden, og med dette stak han både hyppig og hårdt. Dog varede hans forsvar kun kort, og da løb han og nogle mænd med ham ud af ildhusdören. Tore slap ind i kirken, men man véd ikke ret, på hvilken måde han nåede derind. Torarin grødnæse løb ud sammen med ham. Og da han var kommen ned til kirkegården, råbte han: »dêr slap han fra eder, grødnæsen«! Da kastede man et rundskjold efter ham, som ramte ham i knæleddene, så at han faldt baglængs, og nu løb nogle mænd af Eyjulvs flok til og dræbte ham. På samme måde dræbtes Tore røst, de var bægge Fagranæsmænd (204).

Da Tore og hans ledsagere var gået ud, trængte man ind i ildhuset. Her gik Ravn Oddsson ind og en skare mænd tillige; med ham fulgte Olav Olavsson, Guttorm knort, Audun Tomasson og hans broder Snört, Are Ingemundsson, Halldor kraftkarl og hans broder Erling. Ravn opfordrede sine mænd til, at de skulde rydde skålen forsvarlig, når de kom ind i den. I skålen stødte de på Torbjörn Torulvsson fra Rip, han blev stukket ihjel med et spyd. Mår Eyjulvsson var også i skålen; han sprang op i en gavlsæng ved den søndre skåledör og værgede sig her vel og mandig, så at hans forsvar har mange beundret, de som bedst kendte dertil. Ravn huggede til ham, men ramte sængestokken; Mår huggede da Ravn tværs over hærderne, da han böjede sig ned for at trække sværdet ud af planken, men hugget blev svagt, fordi han havde vanskelighed ved at hugge over sængebrættet (205), og Ravn blev kun let såret. Mår løb nu ud af sængen og nåede ud i forstuen til Odd. Torbjörn Sælænding (206) Snorreson værgede stolpedören sammen med Odd og stod heller ikke her tilbage for raske mænd, hvor det gjaldt at vise manddom. Torbjörn stod i dören ved siden af Odd, han var i et ærmeløst panser og holdt med den venstre hånd et skjold for sig, medens den höjre hånd førte sværdet. Audun Seldøl gav Torbjörn et sværdshug, som ramte ham i den venstre arm ovenfor overarms-musklen og tilföjede ham et stort sår. Audun udbrød da: »der ramte vi én«! Torbjörn svarede: »det var kun lidet«. Torbjörn havde dræbt Auduns broder Torarin i Haugsnæs-slaget; Audun kendte ham dog ikke, men Torbjörn vidste godt hvem det var, der sårede ham. Torbjörn sagde også senere, at Audun var den af alle de tilstedeværende, som han snarest fortjænte at modtage et sår af.

Nu blev det meget besværligt for Odd og hans fæller i forstuen, husene over dem sønderbrudte, og fra alle sider trængte man stærkt ind på dem. Odd sagde da til dem af sine mænd, som stod ham nærmest, at de skulde forsøge at komme ud; »jeg vil løbe først ud«, sagde han, »og hvis I da følger mig vel, kan vi have gode udsigter, når vi kommer ud på fri mark; men her inde skal vi aldrig lade os så elendig stikke ned«. Mange lovede at følge ham tappert. Odd løb så ud ad dören. Han havde sværd, skjold og stålhue og var i grön kjortel. Han løb ud, så hurtig som en pil flyver, og kom langt bort fra dören; han havde skjoldet over sit hoved og svang sværdet omkring sig; han var af alle dem, som den gang var på Island, den dygtigste til at bruge skjold og sværd. Efter ham løb Mår Eyjulvsson ud og ned i tunet ved siden af ham. Da Odd så Mår, sagde han: »du er da her, min gode fælle«! Men da blev de skilte, og her var mange om én. Mår veg hen til væggen og faldt der for sine angribere, men var kun let såret; han skød skjoldet over sig og trak fødderne ind under sig. Der blev tilstået ham fred, og således finder hver den, hvis dødstime ikke er kommen, et eller andet til sin frelse. Odd blev angreben af mange samtidig; men så længe han stod oprejst, havde de ikke let ved at såre ham; han dækkede sig med skjoldet og huggede med sværdet eller svingede det omkring sig og værgede sig så kækt, at man næppe fra den tid finder noget tilsvarende til, at en enkelt mand har forsvaret sig så godt og så længe på åben mark mod så mange mænds anfald. Eyjulv Torsteinsson var oppe på husene og så Odds forsvar; han æggede sine mænd stærkt og sagde, at det var en skam for dem, så mange, ikke at kunne få bugt med én mand, og spurgte efter Nikolaus Torarinsson (207). Illuge svartekoll (208), en sön af Jon Markusson, lagde sig for fødderne af Odd og anbragte en hilde om disse; da faldt Odd, men var endnu ikke hårdt såret. Odd tog da til orde: »en præst ønsker jeg i guds navn«, sagde han; dette hørte Svarthövde Dufgusson, dêr hvor han sad på kirkefortovet, og ligeledes mange andre (209). Nu førte man våben mod Odd. Nikolaus Torarinsson gav ham et hug i hovedet, som blev hans banesår. Hallbjörn Jonsson hale sårede ham ligeledes.

Således lod Odd sit liv med stort heltemod og mandighed; det var begyndt at dages, da han døde. De plyndrede ham ikke, men der blev lagt et skjold over liget der i tunet. Odd var höj af vækst, han var ikke særlig stærk i henseende til kræfter, men han var ualmindelig legemsdygtig; han var den ypperste i smidighed og dygtigste idrætsmand ved siden af sin broder Torvard og Kolbein (210). Odd havde lysebrunt hår og smukke ansigtstræk, han var blåöjet og velskabt, blid og god overfor menigmand og gavmild. Hans våbenfærdighed var så stor, at hans broder Torvard sagde, at ingen enkelt mand på Island vilde kunne stå sig mod ham i kamp. Alle, som kendte ham, anså hans død for det störste tab. En østfjordsk mand ved navn Erik glans blev dræbt i det forrådshus, som stod nord for stolpedören, og hvor der om natten kæmpedes heftig; her såredes flere andre mænd. Halle-Geir blev hårdt såret både i hovedet og andetsteds. En mand ved navn Brand dynge havde lagt sin höjre hånd op på bræddevæggen. Da fik han et hug over hånden, som borttog fire fingre oppe ved håndfladen, der hvilede på væggen. De fleste tillægger Håmund vårbælg dette sår. Syv mænd faldt i Geldingaholt foruden Odd, nemlig Kollsvein krabbe, Torbjörn Torulvsson, Toste, Torarin grødnæse, Tore røst og to, som jeg ikke kan nævne. De fleste tilstod man fred, efter at Odd var falden. Odd var næsten 25 år gammel, da han faldt. Hans mænd førte hans legeme op til Seila og begravede det senere under kirkegærdet — skönt der ikke ved denne kirke kunde begraves lig —, og det langt ind under gærdet (211). Ravn og Eyjulv red hurtig nordpå og tog igen ophold på Grund, hvor de havde mange folk om sig.

Nu spurgtes disse begivenheder og Odds fald; dette var så vel for hans broder Torvard som for mange andre et stort tab, uagtet de to brødre ikke helt havde haft den lykke at være enige. Randalin Filippusdatter, som Odd havde været gift med, blev boende på Valtjovsstad, og her opvoksede hendes og Odds börn, Gudmund, som blev kaldet gris, og datteren Rikiza. De var bægge håbefulde. Nu led vinter og vår, uden at Torvard anlagde sag i anledning af Odds drab.


Torvard Torarinsson søger hjælp hos Torgils skarde. (212)

[I denne vinter, hvorom nu er fortalt, red Torstein Arneson (213) og Finn fra Såmsstad onsdagen i langefastens sidste uge ud på Hitarnæs. Torstein bad Tord om, at han skulde ride med dem til Stad for at skaffe dem forlig med Torgils. De red nu til Stad skærtorsdag. Tord bad Torgils indrömme Torstein nogen oprejsning for det ham tilföjede håndhug og fremhævede, at Torstein havde indfundet sig hos ham så godt som ene, og desuden, at nu var det i höjeste grad tiden til miskundhed for vor herre Jesu Kristi pines skyld. Torgils var i førstningen noget uvillig, men det endte dog med, at de blev enige om, at Torgils selv skulde dömme i sagen. Det kom nu til fuldstændigt forlig, og man tilsikrede hinanden fred. Torgils tilkendte Torstein 15 hundred, men noget heraf bortfaldt på grund af modfordringer, desuden lovede Torgils ham sit venskab og sin bistand.

Torgils skarde og Torvard Torarinsson var næstsøskendebörn, og på grund af dette slægtskab faldt det Torvard ind at søge hjælp eller nogen bistand hos Torgils. Han sendte om foråret nogle mænd fra østlandet til Stad med breve for at forhøre, om Torgils på noget vilkår vilde yde ham hjælp til at hævne broderen Odd, så at han for hans drab fik fuld oprejsning; »jeg vil ikke spare gods hertil«, tilföjedes der. Torgils forelagde denne sag for Sturla og sine andre venner. Den beslutning toges, at Torgils ikke gav afslag angående hjælpen, men sagde, at intet kunde afgöres, för end de mødtes, han bad derfor Torvard bestemme et møde mellem dem; »dog vil jeg ikke ride nogensteds bort fra herredet«, fremhævede han. Denne sommer trak Ravn og Eyjulv flokke sammen för altinget og drog sydpå til Borgarfjord; de havde fået nys om, at der var gået bud mellem Torvard og Torgils; de slog sig derfor ned i Borgarfjord med flokkene og vilde forhindre Torgils i at ride til tinget, på ham kastede de nu deres fjendskab. Følgen blev også, at hverken Torgils eller Sturla red til tinget. Det hed sig, at man vilde drage mod Torgils og lade ham lide nogen overlast, men heraf blev dog intet. Da de mærkede, at Torvard ikke red til tings, opløste de flokkene. Eyjulv og hans fæller red tilbage til nordlandet og satte Nikolaus i Kalmanstunge og Egil i Reykjaholt til bringe dem bud, hvis de blev nogen ufred eller flokkesamling vâr.

Få denne tid kom fra Østfjordene Torvards frænde Magnus Jonsson; han havde undgået bygderne og var mest rejst om natten, derfor var hans rejse ikke rygtedes, förend han kom til Stad. Han opfordrede på ny Torgils til bistand på Torvards vegne. Han fortalte, at Torvard nu vistnok var brudt op fra østlandet og at han ønskede, at de skulde mødes Margrete-messe dag (214) på den vestlige del af Blåskogahede; Torgils burde da have så mange mænd med sig, at de straks kunde drage videre, hvilken beslutning de end fattede. Torvard havde da forpligtet sig til kun på den betingelse at slutte forlig med Ravn og Eyjulv, at Torgils fik Skagafjordsherredet, så at han ikke behøvede at frygte dem. Sturla var på denne tid redet vestpå til Stadarhol for at lade opføre en stue dér, og Torgils sendte ham bud om, at han skulde komme til mødet mellem ham og Torvard, og at det var des bedre, jo mere mandstærk han mødte.

Magnus havde på tilbagevejen til østlandet besøgt Raudsgil, og der var han bleven kendt. Nikolaus og Egil fik dette at vide og berettede Ravn og Eyjulv, at Magnus' rejse var mistænkelig, men at de ikke vidste noget sikkert om Torvard. Ravn brød da op og aftalte et møde med Torleiv i den inderste del af Hrutafjords-bygden oppe ved fjældene. Torleiv kunde kun meddele, at Torvard i alt viste sig som deres fjende. De aftalte, at Torleiv skulde holde sig rede til at hjælpe Ravn og Eyjulv, så snart de trængte til nogen understøttelse. Ravn red derfra til Saudafell, hvor han hørte, at Torgils var på Stad og Sturla på Stadarhol, og han kunde ikke mærke andet, end at alt var roligt i bygderne; han vendte efter dette tilbage til nordlandet, men Torleiv opholdt sig oppe i herredet og søgte at skaffe sig underretninger.


Torgils vender sig mod sine uvenner i Borgarfjord.

Torgils Bödvarsson lod ved St. Hansdags tid sammenkalde et talrigt møde. Der kom Einar Halldorsson med mange folk. Torgils opfordrede folk til ledsagelse; »jeg vil ride sydpå under Hraun til Kråk (215) og mødes med min frænde Sturla«, sagde han, og til denne rejse udvalgte han de mænd, der forekom ham bedst rustede med våben. De var tilsammen henved 70 mand; fremmest blandt dem var hans frænde Einar Halldorsson, desuden var her andre bønder og bondesönner. De red fra mödet sydpå over ebbestranden, og folk havde en stærk formodning om, at dette tog måtte have noget særligt at betyde. Da de var komne på den anden side af Selalôn, sendte Torgils Glum Havlideson og Bödvar Vermundsson til Tord på Hitarnæs og bad ham komme op til sig under Hraun, för solen var oppe. De kom ved midnatstid til Hitarnæs, da alle folk sov. Straks ved ankomsten fremførte de deres ærende. Tord stod da op og gjorde sig færdig. De sagde ham ikke mere, og derfor skyndte han sig meget med udrustningen, han fik ingen brynje, men de øvrige våben havde han. Han ledsagedes af Torkel brænder. Da de kom under Hraun, var Torgils endnu ikke stået op; men da han var påklædt, kaldte han Tord til en samtale og sagde, at han agtede at ride sydpå i herredet for at mødes med sin frænde Sturla. De spiste davre på forskellige gårde og red så afsted. Da de var komne på vej, spurgte Tord på ny om Torgils' plan. Han gav da fuld besked. »Jeg har hørt«, sagde Torgils, »at Torleiv har opholdt sig på forskellige steder i herredet for at advare Ravn og Eyjulv, hvis Torvard skulde komme sydfra eller Torgils vestfra«, og han mente, at han havde noget at gengælde Torleiv for den uvilje han havde vist ham i Borgarfjord, og fordi han den sommer havde lovet at drage med Ravn og Eyjulv mod Torgils.

Denne sommer havde Ravn ladet forfølge til hest Torgils' svoger Tord og således vist fjendskab imod ham. Tord undkom til Stadarhol, da han ikke kunde slippe gennem Dalene for Ravn. Sturla havde her sin ene husholdning, men en anden havde han indrettet om foråret i Hitardal, og denne gård havde han fået overdraget af Ketil, som gjorde det ugærne, men dog uden tvang (216). Sturla opholdt sig om somren vekselvis på Stadarhol eller i Hitardal. Om foråret var Gisle på Raudesand og hans sönner blevne dömt fredløse på Torsnæs ting. De havde en strid med Seldølerne om bjærgtolden af Bardsgnup (217). Torgils hjalp på tinget sine frænder Seldølerne, og de lovede ham til gengæld deres understøttelse. Da Tord kom til Stadarhol (218), hændtes det, at Sturla stod for sig selv ude og hans folk var beskæftigede med at kaste sten til stuevæggen. Sturla hilste ham og spurgte om nyt og hvad han kunde fortælle om Ravn og Eyjulv. Tord svarede, at om Ravn vidste han, at han var ankommen til Stad i Hrutafjord og vilde mödes med Torleiv; derefter vilde han ride til Dalene og undersøge hvad Sturla og Torgils tog sig for, og om alt var roligt i bygderne. Sturla sagde, at han kunde indse, at det vilde komme til strid mellem dem alle. Tord søgte at gendrive dette. Sturla svarede, at han ikke brød sig om hvad de sagde: »ti nu i sommer vil det komme til kamp, og den vil ikke alle overleve«. En af Sturlas huskarle hed Helge med tilnavnet vom, han var en lille og uanselig mand. Han kastede græstørv til stuevæggen, men syntes, at tørvene blev bragt ham altfor hurtig, da væggen var höj og han manglede kræfter, så at han havde besvær med at kaste dem derop; »I vil anstrænge mig til døde«! udbrød han. Da sagde Sturla: »hold dig brav, fostersön! din skæbne vil blive en anden end at miste livet ved tørvekastning, skönt du næppe har langt tilbage at leve«. Dette gik således i opfyldelse, at Helge vom blev dræbt den næste sommer på Stadarhol, da Ravn og Asgrim hjemsøgte Sturla. I løbet af somren forligtes Seldølerne og Raudsandingerne, og efter den tid var Gisle og hans sönner stadig Torgils' venner.


Torgils forsøger at overfalde Torleiv på Bø.

Nu skal her fortælles videre om samtalen mellem de to svogre Torgils og Tord. Torgils åbenbarede nu sin hensigt, at han vilde vende sig mod Torleiv, han havde erfaret, at han var ankommen til herredet og sædvanlig var med et følge af 10—12 mand. Torgils red så syd over Myrerne, indtil han kom ind i den sydlige del af skoven lige overfor Galtarholt. Her steg de af hestene. Kort efter ankom Sturla, han havde hen ved 60 mand; Torgils havde 70 mand, blandt dem var to mænd, som havde været i Ravns tjæneste, Arnorssönnerne Olav og Grane. Torgils og Sturla havde en samtale, hvor nogle af deres ledsagere var til stede. Sturla mente at vide, at Torleiv havde om söndagen overværet et møde ved Furuôs, og at alt dêr i herredet var fredeligt; der havde været til stede Starre daglejer, som nylig var kommen vestfra fra Saurbø; han havde fortalt, at Sturla opholdt sig på Stadarhol og vilde blive der, til hans stue var fuldført, hvorefter han vilde ride til sit hjem i Hitardal. Sturla havde ligeledes erfaret, at Torleiv var reden til Bø söndag-aften, og at det hed sig, at han kort efter vilde ride ud på Akranæs, så snart han hørte, at der var ro i alle bygderne. Man sendte nu Torkel væder syd over Hvitå for at spejde, han skulde forhøre sig om Torleivs rejse. Derefter lagde folkene sig ned og sov. Da det led ud på aftenen, sadlede de deres heste og red ad vejene, som fører sydefter til Valla-vad (vadestedet ved gården Vellir). Der mødte dem Torkel væder, som havde spurgt, at Torleiv ved nôn-tid var i Bø og vilde blive der om natten. Torleiv havde den dag för nôn været i bad og lagde sig derefter til at sove, som hans sædvane var. Da han vågnede, sagde han til sin broder Bödvar, at han havde drömt mangt. »Jeg syntes, at jeg befandt mig her på Bø og så ud over Borgarfjord«, sagde han. »Jeg så et stort skib komme sejlende udefra ind gennem fjorden og styre ind i Hvitå; jeg spurgte da en mand, som stod ved siden af mig, hvem der ejede det skib, og han svarede, at det tilhørte Torgils skarde. Det forekom mig, at mange gnister flöj op fra skibet; nogle spredte sig hid til Bø, andre ud over Reykjadal og videre nordpå til fjældene, så vidt öjnene kunde række«. Bödvar svarede: »det varsler vistnok storm, broder«! »Mig ser det ud til ufred«, sagde Torleiv og bød, at deres heste skulde samles; »jeg vil ride hjem, ud på Akranæs«, sagde han. Torleiv og hans mænd spiste nadver dêr og red derpå om aftenen ud til skovene ved Grjôtøre, hvor de sov om natten; næste morgen red de ud til deres hjem på Akranæs uden at få nogen efterretning fra herredet.

Torgils havde en samtale med Torkel væder, som fortalte ham hvad han havde fået at vide, og man anså det nu for rimeligst, at Torleiv var i Bø. Torgils indskærpede alle sine mænd alvorlig, at de ikke måtte tilföje Bödvar og hans sönner eller nogen af hans husstand fortræd, på grund af svogerskab og venskab (219). Sturla var ikke nogen varm ven af Bödvar, han formodede, at han var skyld i, at Ketil modvillig havde afstået gården Hitardal (220). Torgils forkyndte, at det ikke skulde hindre dem, selv om Torleiv nu befandt sig på Bø. De red da op til gården og kom der under nattemørket. Udgangsdören var åben; man havde hørt larmen, og Bödvar og hans sönner og deres huskarle tog deres klæder. Torgils og hans mænd gik straks ind. Sturla og hans mænd var ude og søgte efter de heste, som var ude ved gården. Da Torgils kom ind i skålen, gik Bödvar ham i møde; han var nu påklædt og havde en krumbladet økse i hånden. Bödvar spurgte, hvem her fôr så ufredelig frem; nogle af de mænd, som var gået ind, havde nemlig draget deres våben. Torgils nævnte sit navn. Bödvar sagde da: »det havde jeg mindst trot, at du vilde komme med ufred her, efter de ord vi har vekslet og vor forbindelse«. »Dig agter jeg ikke at volde nogen ufred og heller ikke din husstand«, svarede Torgils og spurgte, om Torleiv var her. Herdis husfrue svarede: »heldigvis er han her ikke, frænde! og optræd nu på bedste måde mod min kære Bödvar«. »Mod ham skal jeg handle vel«, sagde Torgils. Der var få folk i skålen, og de opdagede snart, at Torleiv ikke var der, og at han var redet bort om aftenen. Torgils gik da ud, og med ham Bödvar og hans sönner, men nogle mænd løb ind og rykkede nogle sværd ned.

Da Torgils og Bödvar kom ud, havde de en samtale, hvor nogle andre var til stede. Bödvar bebrejdede Torgils denne hjemsøgelse, men han anså sig ikke for skyldig i noget overfor Bödvar. »Jeg har ingen ond vilje mod dig«, sagde han, »og jeg vil give dig oprejsning for denne færd, så at du kan være tilfreds«. Bödvar svarede: »jeg mangler nu ikke så særdeles penge, du trænger mere til penge end jeg«. Og de to måge begyndte nu at komme til en forståelse. Bödvar sagde, at han vilde værge sin broder, hvis man anfaldt ham dêr på gården, så vidt han formåede, og tilföjede: »jeg vil også værge dig, Torgils! hvis Torleiv hjemsøger dig her. Jeg har ofte frarådet Torleiv at slutte forbund med Ravn og Eyjulv, og jeg tror, at han ingen ære vil høste heraf; jeg har også, Torgils! rådet til, at du skulde søge at vinde Torleiv med det gode, og at han skulde optage det vel, men ingen af eder har villet følge mine råd«. Man trættedes en del om heste-lån, Bödvar tillod, at Torgils benyttede de heste han vilde, op til Reykjaholt, men han vilde ingen heste låne Sturla og hans mænd. Bödvar tilbød sig at mægle mellem Torgils og Torleiv; Torgils modtog dette og sagde: »jeg vil lægge megen vægt på dine ord i denne sag«.


Torgils skarde hjemsøger Egil på Reykjaholt.

Torgils og hans følge red nu op til Reykjaholt; de havde spurgt, at Egil var hjemme, og Torgils vilde nu have klaret forholdet mellem sig og Egil. Da de nåede Reykjaholt, var det næsten morgen. Idet de red fra Grimsstad, gik en mand, som hed Kodran, med tilnavnet storpraler, ud af husene på Reykjaholt. Da han så, at mange bevæbnede mænd kom i hurtigt ridt ad vejen fra Grimsstad, løb han ind og sagde til Egil, at en mængde bevæbnede mænd red frem mod gården. Egil sprang op, tænkte ikke på at iføre sig klæder, men tog kirkenøglen og sagde: »det er sikkert min frænde Torgils, som endnu ikke har opgivet at hjemsøge mig«. Han skyndte sig ind i kirken og lukkede dören i lås. Torgils gik op mod kirkedören, men her stod da præsten Tord, som hilste Torgils; denne besvarede hans hilsen og spurgte straks, om Egil var hjemme. Præsten svarede, at han var hjemme, men nu var kommen ind i kirken. Torgils sagde: »du taler vistnok sandt«, og tilföjede, at han havde set stymperen, da han lukkede kirkedören, og som ikke syntes at have mange klæder på kroppen. Præsten ytrede: »det er ikke godt at vide, hvad udfaldet vilde være blevet, om han havde væntet, min gode Torgils«! Torgils gik da til sine folk, bød dem stige af hestene og alle at blive her; »eders heste kan I lade gå i tunet«, tilföjede han (221). Sturla sagde, at det ikke var rådeligt at göre dette, »apostelen Peter ejer høet, og han har ikke forbrudt sig mod Torgils« (222). Einar bonde og Berg bød folkene at drive hestene ud af tunet, og Torgils sagde da til dem, at de skulde skaffe folk til at passe på hestene. De svarede, at dette skulde ske, og hestene blev da drevne bort og vogtede ude på næssene. Mændene gennemsøgte straks husene og fandt drikkevarer i Egils kælder. Dette fortalte de Torgils, men han vilde ikke tillade, at det fundne blev drukket; »jeg vil intet lade ødelægge«, sagde han.

Berg Åmundeson og Tord præst søgte da at forlige Torgils og Egil. Deres meningsforskellighed var stor; Egil mente, at han havde store klager at fremføre mod Torgils, på grund af det overfald han havde foretaget her, da Torstein blev håndhugget. Mange gode mænd søgte nu at mægle, blandt disse var — foruden Berg Åmundeson og Tord præst — deres frænde Sturla Tordsson og Einar Halldorsson. Torgils var så stivsindet, at han sagde, han vilde göre sligt hærværk her, at Egil skulde mindes det til sin dødsdag, om han fik beholde livet. Man forestillede Egil, at hans skade vilde blive des större, jo længer deres uenighed varede, så at han lod sig bevæge til at bede om fred, og dette tilstodes ham. Han gik nu ud af kirken, og de to frænder havde en samtale. Egil tilbød, at Sturla skulde dömme i deres sager, og opregnede mange ting, hvorved Torgils havde forbrudt sig overfor ham, både angående hans drift af gården og det gods-forbrug, som var sket den vinter, da Torgils havde overtaget gården, og som endnu var ubetalt, endvidere hans overfald på Reykjaholt om vinteren og den dermed følgende plyndring. Torgils bebrejdede Egil megen utroskab og anslag mod hans liv, og tilskrev ham mest den uvilje, som herredets folk havde vist ham den vinter han var i Reykjaholt. Hvad der end taltes herom, så blev udfaldet, at Egil underkastede sig Torgils og overdrog ham selvdom, så at han kunde ordne hele deres mellemværende som han vilde. Torgils og hele flokken lagde sig da til at sove, undtagen de mænd som holdt vagt, medens Egil forberedte et måltid. Da Torgils vågnede, lod han synge messe for sig De Sancta Margareta. Da gudstjænesten var endt, gik de ind i stuen; den var smukt draget (223) og gavltæpper ophængte. Egil var da meget opromt, beværtningen var udmærket, og der blev en tid drukket af hele forsamlingen. Da alle var mætte, lod Egil kalde Torgils, Sturla, Einar Halldorsson og flere andre mænd ind i lille-stuen tillige med så mange folk, at stuen var fuld. Her blev drukket stærkt og gildet var ypperligt. Man forestillede Torgils, hvor smukt Egil opførte sig. Han indrömmede dette, men ytrede sig dog ikke meget herom.

På denne tid kom Högne Bödvarsson fra Bø med nogle ledsagere. Han fortalte, at herre abbed Brand havde været om natten på Lund i Reykjadal og nu var kommen til Bø; Bödvar var ikke redet til Reykjaholt, fordi han senere på dagen vilde komme der med abbeden. Torgils modtog Högne venlig og gav ham plads ved siden af sig. Ved nôn-tid ankom to mænd ved navn Torarin og Jörund gæst. De var udsendte af Torvard Torarinsson og sagde, at han var kommen ned til Raudsgil og ønskede, at Torgils vilde møde ham der, for at de kunde overlægge, hvad de skulde göre; de fortalte, at Torvard havde 100 mand med sig. Torgils satte sig straks i bevægelse og bød sine folk sadle hestene. Da de var rejsefærdige, lod han Egil kalde til sig. De havde en samtale, ved hvilken Sturla, Einar, Berg Åmundeson og Tord Hitnæsing var til stede. Torgils afsagde da kendelsen i sagerne mellem sig og Egil. Egil skulde erstatte Reykjaholt-kirkeejendom alt det gods, som var forødt den vinter, da Torgils drev gården; Torgils skulde tilbagegive hvad der var borttaget i Reykjaholt ved den første hjemsøgelse. Egil måtte ikke hjælpe nogen mand mod Torgils, men skulde give ham underretning, dersom han vidste, at der truede ham nogen fare. Torgils lovede Egil sin bistand, hvor som helst han var i stand hertil. Ingen af parterne skulde udrede bøder, men fra nu af skulde de sammenknyttes ved frændskab og fuldt venskab. Dette overholdt de godt, og man syntes snart at mærke, at Egil var vel tilfreds med denne afgörelse. Torgils opfordrede Egil til at følge med til mødet med Torvard; Egil indbød ham til sit hjem om aftenen med så mange mænd som han vilde.


Torgils skardes rådslagning med Torvard Torarinsson og abbed Brand.

Torgils med sit følge red nu til Raudsgil, hvor Torvard var til stede. Han ledsagedes af Finnbjörn og Ögmund Helgeson (224), Magnus, Helge Helgeson, Sommerlide den stærke, Torgeir, Odd, Ögmund prén samt Olav fra Bustarfell. De to frænder Torgils og Torvard, samt Sturla og nogle andre mænd havde da en samtale; de talte om, hvilke forhandlinger der var bleven førte mellem dem om vinteren, og havde her let ved at blive enige. Da de havde talt sammen en tid, kom abbed Brand ridende, fulgt af sin måg Bödvar fra Bø, de var fem i alt (225). Man tog kærlig imod ham, men abbeden var uvenlig mod Torgils, da han var misfornöjet med, at han havde hjemsøgt Bödvar i Bø med en krigerskare. Abbeden vidste besked med Torvards rejse. Torvard begærede nu bistand af Torgils og at han skulde hjælpe ham til hævn over sin broder Odd mod Ravn og Eyjulv; han fremhævede som grund, at Torgils var i slægt med ham og Odd, men ikke mindre, at Ravn og Eyjulv havde vist fjendskab mod Torgils og lagt for dagen, at ingen mand kunde bevare sin anseelse, så længe de havde fremgang og deres overmod og herskesyge ikke på en eller anden måde dæmpedes. »Jeg søgte råd hos dig«, sagde Torvard, »fordi jeg anså dig for den jeg snarest kunde vænte hjælp af; du kan nu også se den styrke jeg har samlet i Østfjordene, og jeg tror det vil vise sig at være dygtige folk. De er dog meget få imod den overmagt vi vil få at göre med, og jeg vil vise, at jeg sætter pris på din hjælp«. Torgils sagde: »denne sag forekommer mig så vanskelig, at jeg ikke vil træffe nogen hurtig beslutning. Jeg vil overlægge den med herre abbed Brand, min frænde Sturla og mine andre venner«. Torgils og Sturla gik da bort og tilkaldte abbed Brand; Torgils tilkaldte desuden Einar og Tord, abbed Brand tilkaldte broder Heming og Bödvar fra Bø. Først spurgte abbeden om Torgils' og Egils forlig, og om dette fortalte Torgils ham. Abbeden sagde, at det var vel fortjænt, når Borgfjordingerne led ondt af Torgils, »ti de opførte sig dårlig, da han fortjænte en god behandling af dem«. Torgils forklarede dernæst for abbeden Torvards begæring og hele deres samtale, og bad ham give sig et godt råd angående svaret i denne vanskelige sag; »jeg tiltror Eder bedst«, sagde han, »at have både forstand og velvilje til at være rådgiver her«. Abbeden svarede hastig: »jeg fraråder alle mine frænder og venner at drage med ufred i fremmede bygder, men Torvard må ikke tro, og heller ikke du, at jeg ikke føler mig krænket ved drabet på min frænde Odd, som blev dysset i en stenhob som en ræv eller tyv, men mig er det formént at tage nogensomhelst del i anslag mod menneskers liv eller i ufred; dog er det bedst for dig ikke at være alene, dersom du tror, at du ikke kan sidde stille. Hvad er din mening, Bödvar«? »Jeg har ikke meget at sige i en sådan sag«, svarede Bödvar, »jeg vilde ønske, at Ravn og Torgils kunde blive gode venner, men Eyjulv ønsker jeg al ulykke, om det kunde ske, ti han gjorde sig meget forhadt her i herredet i sommer. Torgils vil næppe sidde stille, dersom han bliver i stand til noget«. Sturla sagde: »det er en farlig sag at yde Torvard hjælp og følge ham til fjærne bygder med en ringe styrke; vi kan hverken stole på Borgfjordingerne eller Dale-mændene, vore folk er få og slet rustede. Torvard har nu vist os hele sin styrke og kan ikke vænte hjælp fra nogen side; det er da let at se, hvor utilrådeligt det er at drage med fåtalligt mandskab ind i så store bygder. Hvad fordrer du, Torgils! af Torvard, om du på nogen betingelse er villig«? »Det er afgjort«, svarede Torgils, »at jeg vil have Skagafjord og bygderne på nordlandet til Hrutafjord, hvad enten Torvard slutter forlig med Ravn og Eyjulv, eller deres magt på anden måde forringes«. Abbeden sagde: »bedre vilde jeg unde dig, Torgils! besiddelsen af vort arveland Skagafjord, end dem som nu har det, men jeg vil ikke opmuntre dig til toget, ti det vil næppe kunne vindes uden kamp«. Derpå sprang han op og bad guds vilje ske, og da ytrede nogle af de tilstedeværende, at iveren betog ham, ti han var blodrød at se til og sagde, idet han gik bort: »det er hårdt, at vi skal bære vore höjbårne frænder bodløse for bondesönner, og det samme vilde min broder Orm synes, hvis han levede«.

Torgils gik da tilbage til Torvard, som påny anmodede ham om bistand, idet han lovede rige gaver og al den hæder, som han kunde vise ham; han vilde ofre sit liv for hans bedste, om det behøvedes, og sagde, at han ikke vilde skilles fra ham, så længe de levede, hvem han end fik at göre med. Torgils sagde: »efter din anmodning, Torvard! og dine fagre fremtidsløfter om hjælp og andre ting vil jeg gå ind på at drage til bygderne nordpå, dersom Sturla vil følge mig, og ikke skilles fra dig, för end denne sag får sin afgörelse på en eller anden måde«. Da svarede Sturla: »jeg vil følge dig, frænde, hvorhen du vil her i landet, således som jeg har lovet, mod hvem det gælder, men jeg finder det uforsigtigt at drage til nordlandet med så lidet og dårlig rustet mandskab; ti nogle har ufuldstændig bevæbning, andre ingen våben, og de er tilmed slet forsynede med heste«. Torgils sagde: »jeg ved, frænde! at du vil vise dig som en brav mand; jeg trænger i höj grad til dine råd, da du ansés for den forstandigste mand; desuden har du vel også nogen årsag til at deltage, på grund af den ubødede skade, som tilföjedes dig under branden på Flugumyre ved din svigersön Halls drab. Torvard vil skylde alle dem, som deltager i dette tog, en god lön. Jeg vil ligeledes spörge Einar og min svoger Tord, om de vil følge mig på dette tog; men mine følgesvende og tingmænd anser jeg forpligtede til ledsagelse«. De svarede, at de vilde følge Torgils, og mente, at Torgils trængte til at der udførtes noget til berömmelse for ham om dette tog kunde lykkes, men mange ytrede, at det var gået galt mod Ravn og Eyjulv, selv når udsigterne havde været bedre end nu. Derefter forkyndte Torgils for Torvard, hvilke betingelser han stillede; »jeg vil«, sagde han, »have Skagafjord og de riger, som er dêr vestfor« — hvis Torvard og hans forbundsfæller kom til at råde, hvad de fleste anså for usandsynligt; Torvard måtte heller ikke indgå noget andet forlig, end et sådant som Torgils var tilfreds med og anså for ærefuldt for sig. Dette blev nu meddelt abbed Brand, Egil og Bödvar. Abbeden vilde ikke gå til dem og erklærede, at han fuldstændig frarådede toget; »her vil mangen sagesløs mand lide overlast i denne færd«, sagde han, »så at det ikke sömmer sig for mig at give mit samtykke hertil; måske vil jeg også overfor visse mænd blive greben af forbitrelse, så at jeg ikke kan vogte således på mine ord som jeg burde, hvis jeg taler meget i denne sag«. Egil vilde heller ikke give møde på grund af sit venskab med Ravn. Torvard lovede alt hvad man forlangte af ham. Han og Torgils tog hinanden i hånden, og Sturla foresagde håndslagsløftet. Torvard tilsagde også Torgils sin hjælp og trofast frændskab, så længe hans kræfter strakte til og de bægge var i live. Deres nordlandstog blev nu aftalt, og derefter skiltes de. Torgils red til Reykjaholt med 30 mand. Abbeden red til Bø og Sturla til Ås. Tord red ned gennem Reykjadal, da han dêr væntede nogle heste. Abbed Brand sagde, at han vilde mødes med Torgils dagen efter.


Torgils og Torvard drager som forbundsfæller til nordlandet.

Næste morgen red Torgils temlig sent fra Reykjaholt; Egil fulgte ham på vej og gav ham to brunsorte heste, de skiltes i kærlighed. Torgils red derefter op til Kalmanstunge, men Nikolaus var rejst hjemmefra, da han hørte, at der blev samlet mandskab, og ud på næssene i forretninger; han havde sendt bud nord over Arnarvatnshede til Ravn og Eyjulv om hvad der gik for sig, — det var Magnus Atleson selv tolfte og deriblandt Hermund standhale og Björn Eriksson (226). Torgils red op til Øxnatunger og sendte en mand over fjældene efter Tord. Sigfus i Fljotstunge gav Torgils en brynje. Da Tord red op fra Såmsstad, så han nogle mænd ride meget hurtig op fra Håvafell; han væntede på dem, og det var abbeden og Bödvar. Abbeden spurgte straks om Torgils' rejse, men Tord vidste intet andet derom, end at Torgils var tidlig om dagen reden fra Reykjaholt og agtede at ride til Gilsbakke og her vænte på abbeden. Da de kom der, var Torgils borte. Da sagde abbeden: »jeg vil ikke ride længere, ti jeg ser, hvorledes dette vil gå. I går aftes ved vor sammenkomst forekom det mig en dårlig beslutning at fare denne færd; dog, hvad der er forudbestemt, får altid fremgang. Denne sag er ikke uden ansvar, og eders mandskab synes mig lidet og ilde rustet, men udseendet er godt, og det ser ikke ud til, at døden vænter dem. Nu skal du bringe min frænde Torgils min hilsen, og bed ham skåne sagesløse folk så meget som muligt. Det vil være mig af störste vigtighed hvad jeg spörger til ham, og jeg vil være meget bekymret i anledning af dette tog, indtil jeg erfarer, hvorledes det går; dig, måg! vil jeg bede om at støtte Torgils godt og altid tilskynde ham til det rette. Jeg ønsker, at gud må være eder våben og værge og ærkebiskop Tomas eders beskærmer, men stol ikke på Torvards bravhed, ti jeg aner intet godt om, hvorledes det vil gå mellem Torgils og Torvard, og jeg tror, at det er Torvard, som ikke vil holde sit ord«. Derpå skiltes de, abbeden gav Tord sin velsignelse og ønskede ham farvel.

Tord red derefter hurtig op gennem Sida, indtil han kom til Fljotstunge; der var Magnus Atleson til stede og de folk, som Torgils havde efterladt her. De sagde Tord, at Torgils var reden til Øxnatunger og vilde vænte på ham der. De red da hurtig til Øxnatunger, hvor de traf Torgils og hele flokken, han var da faldet i sövn; Torgils gav nu Tord brynjen Sigfus-eje (227). Torgils og Sturla havde sendt 12 mand nordpå over heden under førelse af Berg og Magnus Jonsson. Berg var en udmærket rytter. Torgils havde i Kalmanstunge opdaget, at Nikolaus havde sendt spejdere med bud om dem; de var brudt op ved dagmålstid (228) og skulde rejse dag og nat, indtil de traf Ravn og Eyjulv; de vidste, at Torvard var kommen fra østlandet og Torgils og Sturla ankomne til Reykjaholt, og at man formodede, at de vilde ride til nordlandet mod Ravn og Eyjulv. Nikolaus antog, at Asgrim Torsteinsson (229) var hjemme på Hvam i Vatnsdal, derfor skulde de først begive sig derhen. De havde mangel på heste og kom kun langsomt frem, men Berg og hans ledsagere red i störste hast nordpå over heden; det lykkedes dem at gribe Nikolaus' spejdere ved Grimstunge-sæter, de blev bundne og stærkt pryglede. Da Torgils og Torvard kom til, bad spejderne om fred, som tilstodes dem, og de drog da herfra tilbage. Her bedede man en tid. Hövdingerne sagde, at alle skulde ride så hurtig som muligt ned gennem herredet til Hvam, for at deres ankomst ikke skulde rygtes. De mænd, som var hjemme på gården Hvam, så ridtet ned gennem herredet og forstod, at det var fjender. Hustru Ingunn havde ladet bære ind i kirken alt hvad man kunde. Her var folk overalt i bevægelse. Asgrim havde fået bud fra Dalene på vestlandet om, at Torgils og Sturla var redne hjemmefra, og Asgrim var da straks redet bort med de nyheder han havde fået, ledsaget af Sakse den store og Berg den hårde. De stansede ikke för de traf Ravn og Eyjulv, og fortalte hvad de havde hørt.


Krigsflokkens fremrykning i nordlands-bygderne.

Da Torgils og Torvard kom til Hvam med skaren, sprang de straks af hestene og løb til kirken, men den var lukket. Andre løb ind i husene, men der var tomt. Torvard forlangte, at kirken skulde lukkes op, men Ingunn førte ordet for dem, som var derinde, og sagde, at kirken ikke vilde blive åbnet. Da spurgte Torvard, om Asgrim bonde var hjemme. Ingunn svarede, at han ikke var her, og sagde: »du vil vel modtage præstens vidnesbyrd angående dette«. Præsten og alle husets folk sagde, at han var reden bort. Torvard vilde næppe tro dette; han løb to gange frem mod kirken og sparkede med sin fod så hårdt mod dören, at den var nærved at sønderbrydes. Torgils og nogle andre mænd bad ham om ikke at sprænge dören. Da Ingunn fik at vide, at Torgils Bödvarsson stod i spidsen for toget, lovede hun at åbne kirken, dersom Torgils vilde tilstå alle dem fred, som var inde i kirken. Torgils lovede at skåne Ingunn og alle husets folk samt det gods, som var bragt ind i kirken. Nu åbnede man denne, og de gik ind, men fandt ikke Asgrim, som rimeligt var. Derefter beredte de sig til at drage videre. Ingunn tilbød Torgils med de mænd, som han selv vilde bestemme, et måltid mad, men han afslog det, og alle red nu bort. Berg, Finnbjörn og Ögmund var redet fra Mardargnup over höjlands-halsene til Svinadal. Man fortalte, at to af Eyjulvs huskarle havde være på Grimstunger om natten; de var flygtet, så snart de så flokken, og red ned gennem herredet. Det lykkedes Finnbjörn og hans ledsagere at gribe dem på halsene ved Svinadal, den ene blev såret og den anden pryglet, så at han ikke kunde drage videre. Finnbjörn og hans ledsagere stødte til flokken ved Blanda og fortalte hvad de havde udrettet, og hermed var man vel fornöjet. Torgils, Torvard og Sturla lagde nu deres plan. Man red ud for at søge bistand, men kun få folk vilde rejse sig. Finn fra Eyvindarstad kom selv fjærde, men flere mænd fik man ikke vest for Vatnsskard. De udsendte spejdere nordefter indtil Øxnadalshede, og om natten rykkede flokken frem over Vatnsskard til Skagafjord og nordpå over Jøkelså til Langamyre, hvor de steg af hestene, da folkene var meget sövnige. Det bestemtes, at Finnbjörn og Ögmund skulde ride op til Hörgådalshede og vogte på, at der hverken færdedes folk herover i nordlig eller vestlig retning; de skulde varetage udspejdningen og vogte alle veje. Torvard skulde opbyde folk i Sæmundarhlid og Langaholt, han sendte ligeledes mænd op i Tunge. Torgils lod samle folk fra Blönduhlid og red selv tiende ud til Hov for at træffe sin måg Brodde, medens han lod Einar blive tilbage for at vogte på flokken og skaffe dem lævnedsmidler. Sturla blev ligeledes tilbage med sin flok.

Arnor Einarsson var fulgt med Asgrim nordefter og ligeledes Sigurd Eldjarnsson, Sigurd Illugeson, Jon fra Lytingsstad samt nogle bønder. Da Asgrim ankom (230), satte Ravn og Eyjulv sig straks i bevægelse for at samle mandskab der i herredet og lod sendebud udgå over hele Øfjord. Folk rejste sig temlig uvillig, dog fik de meget og velrustet mandskab, de havde mellem 2 og 3 hundred mand, men alle storbønderne i Øfjord blev siddende rolige på deres gårde. Ravn og Eyjulv rykkede med denne flok frem i Øfjord og søgte at skaffe sig underretninger, men fik ingen.


Torgils skarde forsøger at rejse Skagfjordingerne.

Som för blev skrevet red Torgils ud til Hov for at træffe sin måg Brodde, der var gift med Torgils' moster Tjodbjörg Arnorsdatter. Han fik her en god modtagelse. Han anmodede Brodde om bistand i denne sag. Brodde svarede, at han ikke dristede sig til sligt, han var nu meget til års og ikke våbenfør, og desuden led ved ufreden. Han fortalte om de mishandlinger, som herredsboerne havde lidt af Eyjulv og Ravn siden kampen i Geldingaholt, og sagde, at efter hans mening havde de mistet næsten alt mod til en rejsning mod disse mænd, nogle var kuede ved prygl og så godt som alle ved tilföjet overlast; »desuden har de«, tilföjede han, »også borttaget alle våben og alle de heste, som duer noget. Jeg frygter for, at I kun får en ringe styrke, selv om eders udsigter ikke synes dårlige; det har vist sig, at de er både stridbare og sejrsæle, og det ser nu ud, som om intet kan fælde dem, men om gud vil som vi, skulde deres overmod snart stå for fald. Mit råd er, at du beder din måg Asbjørn Illugeson i Vidvik om hjælp; han holdes for den anseligste bonde i dette herred og har mest at hævne på dem både for ran og hjemsøgning, han er også en ung mand og god rytter«. Torgils red herfra sent om aftenen. Brodde sendte opfordring til Aron på Hol og til Torgils i Unadal om at rejse sig, han vilde da skaffe dem våben; ligeledes sendte han bud til Gudmund Falkeson på Osland, som tilböd Torgils fem skjolde, men ikke kunde bekvemme sig til selv at drage med. Torgils red da til Vidvik og lod kalde Asbjörn ud; han fortalte ham, hvorledes det forholdt sig med hans rejse, at der var kommet krigsflokke vestfra og at de trængte til mandskab, derfor bad han nu Asbjörn om at følge sig. Asbjörn fremhævede de mange vanskeligheder herved; »jeg er«, sagde han, dårlig forsynet med heste og mangler våben; dog er dette tog höjst nødvendigt, og jeg skal heller ikke sidde hjemme, hvor dårlig rustet jeg end er; men hvorfor er Brodde ikke her til stede? alle bøndernes beslutning afhænger ganske af Brodde«. »Han er ikke her«, svarede Torgils, »fordi han er en gammel mand, som ikke er krigsdygtig og ude af stand til at deltage i kamp«. »Dette er ikke således«, sagde Asbjörn, »han er dygtigere end mange unge, men min færd skal ikke være afhængig af ham; det er også sandt, at Ravns og Eyjulvs undertrykkelse ikke er gået så meget ud over ham som over mig, men selvfølgelig er Broddes beslutning vigtigere for dig end min bistand«. Asbjörn lod da sin hest hente og klædte sig hurtig, han havde ingen andre våben end et dårligt sværd og et rundskjold. Torgils overlod ham den brynje, som Brodde havde givet ham. De red derpå op gennem herredet og opbød de mænd, som de traf.

Derefter tog Torgils vejen til Langamyre til sine folk. Han sendte Tord Hitnæsing og Magnus Atleson ud for at samle folk fra Blönduhlid, som skulde støde til ham om lördagen ved non-tid på Silvrastad; de opfordrede alle til at møde, men fik kun få og ingen våben, de bød dem mødes med Torgils på Silvrastad. Men overalt, hvor de kom ind på gårdene, lød det ønske — selv fra enhver gammel kærling, som endnu havde talens brug —, at gud vilde knække Ravns og Eyjulvs overmod. Da de kom til Silvrastad, var Torgils her til stede og modtog dem venlig. Da han fik at vide, at nogle af de ankomne var våbenløse, opfordrede han Geir den rige til at hjælpe ham med våben og selv følge med. Geir afslog følgeskab og ethvert tilsknd, sagde, at han allerede havde lidt sin del af hærgningerne, og tilföjede: »dersom jeg indlader mig på dette vovelige foretagende, vil både liv og gods stå på spil«, og at man her fik med en farlig modstander at göre. Torgils trængte des stærkere på, jo mere Geir undslog sig, og til sidst brugte Torgils trusler og hårde ord. Sturla rådede da til, at Geir skulde göre en eller anden indrömmelse, men han svarede afvisende. Torgils' mænd havde drevet nogle stodheste hjem, som tilhørte Geir, en bleggul hingst og nogle hopper. De stod hver på sin side af hingsten, da de begyndte at trættes. Torgils begyndte da at bande og udskælde ham på alle måder; han svarede i vrede. Torgils løftede da rundskjoldet og vilde slå ham, men Geir lod sig falde ned. Asbjørn Illugeson skød et rundskjold over hans hoved, og i skjoldet ramte hugget. Folk bad da Geir om at give efter og sagde, at det ellers ikke vilde gå godt. Geir valgte da at låne Torgils nogle heste og våben, og tillige et tykt og stærkt panser, som Sturla Tordsson var iført under Tværå-kampen. Torgils og hans folk red lördagaften herfra op gennem Norderådal, og her forenede flokkene sig. Her indtraf Torvard, Finnbjörn og Ögmund med deres flok; de mødtes ved Hökustad. Finnbjörn og hans fæller sagde, at de frygtede for, at der var gået budskab fra Hov i Goddalene over fjældet til Øfjord.


Torgils og hans forbundsfæller rykker ind i Øfjord.

Torvard og Torgils red til Hörgådalshede og havde med fra Skagafjord henved 70 mand, i spidsen for dem sattes Asbjörn, og de tilhørte alle Torgils' styrke. Söndagmorgen kom de ned til Hörgådal, hvor mandskabet fordeltes på gårdene. Torgils red til Tuvnavellir. Da alle var mætte, samledes man her; flokken optaltes da til næsten 2 hundred (231), og folkene bevæbnede sig, så godt de kunde. Til Ravn og Ejyulv spurgte man, at de var i Øfjord og havde en stor flok af udvalgte folk. Man red nu videre, indtil man kom til Glæsebø; der står et fårehus. De red ind på fårehustunet, steg af deres heste og slap dem løs. Torvard lod da hele flokken samles på ét sted, og hövdingerne talte sagte sammen en tid. Dernæst tog Torvard til orde og begyndte med at bede om, at gud vilde beskærme ham og alle de mænd, som havde sluttet sig til denne flok; »nu vil jeg«, fortsatte han, »takke dig, Torgils! for den hjælp, som jeg vænter du vil yde mig, og ligeså Sturla«. Dernæst udviklede han, hvilket fjendskab han havde at gengælde Ravn og Eyjulv, som havde dræbt hans broder Odd og de andre mænd, som faldt i Geldingaholt, og som Torvard erklærede for sine tingmænd, og hvorledes nødvendigheden drev ham til dette tog, dersom han ikke skulde blive til latter eller anses for en usling. Han havde erfaret, at Eyjulv og Ravn var i Øfjord med en stor og vel rustet styrke, og sagde: »jeg formoder, at det ikke varer længe, för vi mødes. Det er en stor ædelmodighed af de mænd, som ikke har mig noget godt at gengælde og ikke dem noget ondt, og hvem denne sag ikke angår, at ville kæmpe sammen med mig, når det behøves, så ringe styrke som vi har. For alt dette har jeg min frænde Torgils og Sturla at takke, og jeg håber, at her ikke er kommet andre mænd end de, som er fast besluttede på vel og mandig at følge deres hövding. Jeg skal også, hvis jeg får noget at sige, belönne alle dem, som her står ved min side i denne nød. Nu vil jeg råde til, at alle mænd mærker deres stålhuer, ruster sig og viser den störste forsigtighed, ti nu kan vi overalt vænte et anfald, da vi er komne i fremmede herreder. Er der nogen her, som vêd, med sig selv, at han ikke vil kæmpe, når det göres behov, så sige han det heller nu end senere. Jeg har forpligtet mig til kun at indgå et sådant forlig, som Torgils er tilfreds med, både på mine vegne og hans. Eyjulv og jeg er i mange henseender komne godt ud af det sammen, og jeg er ikke utilböjelig til at indgå forlig, hvis et sådant kan sluttes, som jeg har ære af, men ellers vil jeg vove en kamp, skönt vilkårene ikke er lige, og jeg håber da, at den gode sag vil sejre. Nu beder jeg hver mand synge Pater noster tre gange, lader os bede gud give os godt råd, og hver vogte sig, men gud os alle«. Nu talte Sturla og Torgils hver for sine mænd og bad dem vise sig uforfærdede overalt, hvor det gjaldt, og yde deres bedste. (Torgils sagde:) »Torvard har lidt et stort frændetab ved sin broder Odds drab, skönt han ikke selv var til stede, og han har at påtale sagen; det er mit ønske at hjælpe ham på dette tog med fuld oprigtighed, og de alene gör min vilje, som kæmper efter ævne; jeg skal lönne enhver af mine mænd, efter hvad han har gjort sig fortjænt til«. De fleste lovede villig dette. Derefter steg de til hest, da de var færdige, og red i samlet flok ind langs Øfjord. Da de var komne noget indefter, mødte de bonden Björn fra Kropp. Han fortalte, at Ravn og Eyjulv havde forladt herredet og var redet nordpå til Fnjoskadal, og at det sagdes, at de vilde drage lige til Reykjadal eller til Øxarfjord for at mødes med det mandskab, som de væntede herfra. Man fæstede ikke fuld lid til dette, som han sagde, ti Björn var temlig snu og ansét for noget ildesindet. De red over Øfjordså til den ø, som omsluttes af Øfjordsåens arme, den er vidtstrakt og har god enggrund (232). Herfra udsendtes vagtposter til hest, både gennem herredet og nordefter til hederne, andre søgte efter kvæg samt kedler og ildebrændsel. Der lå folkene om natten og sov med deres våben hos sig.

Da Ravn og Eyjulv havde fuld vished for, at Torgils og hans forbundsfæller var komne vestfra, red Eyjulv ud til Gåsar, til et skib dêr, hvor han vilde skaffe sig våben hos østmændene. Her var Ingemund Arnorsson til stede, som den gang boede i Fagerø i Bredefjord, en stor og kraftig mand; han var Ravns frænde og fostbroder. Eyjulv overbragte ham Ravns hilsen og det bud, at han ønskede, at han skulde støde til ham inde i Øfjord og yde ham bistand, dersom det kom til kamp, indtil sagen fik en ende, og at Ravn sikkert væntede, at Ingemund straks vilde komme til ham, når han hørte disse ord, da han her benyttede en mand til sendebud, som Ingemund næppe vilde mistro. Ingemund svarede: »jeg ynder ikke strid, og jeg har i vinter opholdt mig hos Sturla, som jeg har syntes godt om; jeg vil ikke være blandt hans modstandere, og jeg følger ikke med«. Eyjulv sagde: »du viser dig her at due til mindre, end han formodede«. »Ja«, svarede Ingemund, »du vil vist mene, at jeg i mange henseender opfører mig småligt, men jeg skal dog sørge for, at Ravn ikke lider nogen skade af mig«. »I alle måder viser du den største usselhed«, svarede Eyjulv, og hermed skiltes de. To af Ingemunds brødre, ved navn Grane og Olav, havde sluttet sig til Torgils' og Sturlas flok; Grane sneg sig bort på Arnarvatnshede, da de fik at vide, at toget gjaldt Ravn; Olav sagde, at han ikke vilde have brudt op, dersom han havde vidst, at man vilde få med Ravn at göre, men at nu vilde han følge Torgils med fuld troskab, hvad der end måtte komme (233).


Abbeden fra Tværå forsøger at mægle.

Da herredets bønder fik nys om denne ufred, opsøgte de abbed Eyjulv og bad ham mægle. Mandag morgen ankom til Torgils og hans forbundsfæller præsten Torstein spurv, som havde været til undervisning i Stavaholt hos Olav Tordsson (234) og kendte Torgils, Sturla og alle vestlændingerne. Torgils og Sturla indlod sig straks i samtale med ham, hilste ham venlig og spurgte, hvor han havde været om natten. Han svarede, at han havde tilbragt natten på Dravlastad. De spurgte hvad han vidste om Eyjulv og Ravn. Han sagde, at de tidlig på natten var redet nordpå til Fnjoskadal; de havde opholdt sig på Vadlahede og derfra set vestlændingernes flok og deres ridt ind gennem fjorden; deres antal havde forekommet dem så stort, at de ikke havde styrke til at oppebie dem, da de ikke stolede på bygdemændene, de agtede derfor at ride nordefter til Øxarfjord og samle folk til at øge deres mandskab med, men vilde vende sig til anfald, når de blev stærke nok eller så lejlighed dertil, hvis de blev forfulgte. De fleste af tilhørerne ytrede deres glæde herover og anså det nu for sandsynligt, at det ikke vilde komme til kamp, og at man frit kunde færdes i herredet for at skaffe sig den nødvendige forsyning. Næsten alle troede hvad han sagde, ti han erklærede höjtidelig, at dette var sandt, og ingen forsikrede så ivrig som Tord Hitnæsing, at han ikke vilde lyve. Hertil sagde Sturla: »jeg er i denne sag af en anden mening, jeg tror, at han opdigter det alt, og at det ikke er sandt, som han siger her om«. Heri gav Torvard og Torgils ham ret. Præsten red dernæst bort.

Kort efter så de mange mænd ride langs fjældet og tage retningen ind gennem herredet ad den øvre vej. Dette vakte deres opmærksomhed, ti de antog, at de var komne længere nordfra, og at man her kunde høre nyheder, dersom det ikke var mænd af fjendeflokken. Imod dem sendtes 6 af Torvards mænd under Magnus Jonsson, 8 af Torgils' mænd under Tord Hitnæsing, 4 af Sturlas mænd under Torbjørn næb. Denne færd påtog de fleste sig ugærne. De red op over moserne hen imod dem; de andre red langsomt, men da de mødtes, var det abbed Eyjulv med nogle munke og gejstlige. De spurgte abbeden, hvad han vidste om Eyjulv og Ravn. Han svarede, at de lå oppe på Røde-brink oven over Kaupang. »De har i sinde«, sagde han, »at falde over eders flok, så snart der frembyder sig lejlighed. Jeg har sendt mænd til Torgils og hans fæller for at bede dem være så forsigtige som muligt og ikke give sig nogen blottelse, og jeg vil snart selv komme derhen. Jeg red til Ravn og Eyjulv for at forhandle om forlig, de lod ikke til at ville afvise det, men gjorde dog vanskeligheder«. Abbeden red da videre, men Tord og de andre red til Lille-Tværå og holdt måltid der, hvorefter de vendte tilbage til Torgils og hans fæller. Ravn og Eyjulv havde set Magnus' og Tords ridt og havde udpeget en skare mænd til at ride løs på dem, hvis der blev lejlighed; i spidsen for denne skare var Svarthövde Dufgusson, men det blev dog ikke til noget, fordi Tord og hans folk nåede ned mod hovedflokken, för de væntede det.

Kort efter ankom abbeden til Torunnarø og underrettede Torvard og Torgils om den forligsforhandling, som han havde haft med Ravn og Eyjulv; han sagde, at de tilbød at henskyde Torvards og deres mellemværende til en uvildig afgörelse, dog med forbehold af, at herredsforvisning, bortvisning fra landet og tab af noget af de riger, som Tord Sighvatsson havde tildelt dem, ikke idömtes. Herom talte de længe. Torvard var ikke utilböjelig til forlig, men stillede det vilkår, at Eyjulv skulde forlade landet og opgive sine bygder, og at Ravn skulde beholde sine bygder i Vestfjordene, men ikke måtte opholde sig syd for Gilsfjord. Abbeden sagde: »her er en stor afstand. De mener, at Odd ligger på sine gærninger, da han optrådte som voldsmand i herredet, ranede og truede med overfald, og Eyjulv erklærer at have kongens brev og anvisning på Skagafjord, han mener endvidere at have store klager at fremføre mod Torgils og Sturla for overfald, men selv at være sagesløs. De foreslog også, at alle deres anliggender skulde lægges under kongens dom, og at enten både Eyjulv og Ravn eller en af dem, og ligeledes enten både Sturla og Torgils eller en af disse skulde rejse ud af landet, så vel som Torvard for sit vedkommende — og da alle underkaste sig kongens forligsbestemmelser og fordeling af bygderne«. Dette vilde Torgils og Torvard ikke gå ind på. De forlangte, at Eyjulv endnu i denne sommer skulde forlade landet og opgive bygderne på nordlandet. Torvard afslog ikke bestemt at rejse bort, hvis det var ham belejligt; Torgils vilde ikke rejse ud af landet, med mindre kongen sendte ham bud; Sturla erklærede, at han ikke, efter hvad han vidste, havde begået noget sådant, at han behøvede at fly landet; han var ikke meget ivrig efter forlig, da han syntes de var optrådt fjendtlig mod ham den sommer. Abbeden forestillede dem, at modstandernes udrustning forekom ham meget overlegen, og at det vilde være en farlig beslutning at vælge kamp, »men dette vil blive følgen«, sagde han, »hvis det ikke kommer til forlig«. Sturla svarede: »muligvis bliver faren ikke så stor som man antager; det aner mig, at Eyjulvs livsdage er talte«. Torgils og Torvard erklærede, at de med guds hjælp vilde vove en kamp, dersom der ikke indrömmedes et forlig, som de kunde være tilfredse med.

Med denne besked begav abbeden sig til Ravn og Eyjulv, men de vilde ikke gå ind på dette forlig. Eyjulv var ikke utilböjelig til at rejse til udlandet i løbet af somren, men afslog bestemt at opgive herredet, för end det var kongens vilje; Ravn var i alle henseender mindre villig til forlig og tilböjeligere til kamp. De mente at have vished for, at modstandernes styrke var ringe og udrustningen underlegen; desuden havde det aldrig voldt dem vanskelighed at kæmpe, og således troede de, at det også nu vilde gå. De sendte derfor det budskab med abbeden, at de to partier skulde mødes på sletten nord for Tværå og kæmpe, indtil det kom til en afgörelse; de skulde stå lige langt fremme og ikke liste sig på hinanden (235). Abbeden drog da ned til Torgils og hans fæller og forkyndte, at på disse vilkår kunde det ikke komme til forlig, men at de tilbød at kæmpe en afgörende kamp på Tværå-ører. Torgils og hans fæller valgte da kampen. Abbeden sagde: »nu vælger bægge parter den dårligste udvej; men eders beslutning er jeg forpligtet til at lade Ravn og Eyjulv vide«.

Da dette budskab kom til Ravn og Eyjulv, blev de og deres mandskab glade. Ravn stod op og holdt en tale til mandskabet; han sagde, at nu var det kommet så vidt, at kampen var nær forestående, og bad derfor alle sige til heller nu end senere, dersom der var sådanne folk iblandt dem, som ikke vilde kæmpe; »vi vil ikke dadle nogen«, sagde han, »som nu forkynder, at han ikke vil kæmpe, men da må heller ikke nogen løbe fra os i farens stund«. Audun Seldøl udbrød: »ikke vilde jeg handle således, om døden væntede mig«. Hertil svarede Eyjulv: »det er min mening, at de vil holde dårlig stand, hvad de end lover, og jeg vilde være mest tilböjelig til ikke denne gang at sætte noget på spil. Jeg har ligeledes den formodning, at det er usikkert, om vi vil sejre over så höjbårne mænd i et stort slag, selv om vi har været heldige i uvæntede og hurtige overfald. Dog agter jeg ikke, Ravn! at lade dig i stikken i dag, selv om vi stedes i fare, og jeg stoler også på, at du ikke vil forlade mig«. Ravn sagde, at han med så uforfærdet mandskab ikke tænkte på at flygte eller lade sig jage gennem bygderne; »jeg synes«, sagde han, »at vi har vovet os i större fare og at det dog er gået godt for os, og jeg håber, at lykken også denne gang vil føre os til sejr og ikke endnu har forladt os«. De beredte sig derefter til at ride ned, de havde modige folk og god udrustning, og de fleste af dem var ivrige efter kamp.


Slaget på Tværå-ører.

[1255]. Nu er at fortælle, at Torgils, Torvard og Sturla bød deres mandskab at ruste sig til kamp, så godt enhver kunde; men herom er intet godt at berette, ti deres våbenforsyning var meget tarvelig, Østfjordingerne havde nogle skjolde, men vestlændingerne næsten ingen. Torvard talte da påny til mandskabet og lovede alle de mænd sit venskab, som kæmpede sammen med ham. Dette var dagen för Torlaksmesse om somren (236). Man påkaldte da den almægtige gud og den hellige biskop Torlak med løfte om, at alle de mænd, som slap uskadte herfra, skulde faste dag og nat för Torlaksmesse næste sommer og synge salteren (237), nogle lovede endogså at faste således hele livet, hvis de sejrede. Disse løfter stadfæstedes med håndslag. Efter at alle dernæst havde skriftet, brød de op, steg til hest og red op på sletten ved Tværå. Her steg man af og bandt hestene. Sturla bestemte, hvor de skulde stå under kampen, og valgte dem et sted, hvor der var let adgang til sten og dog jævn grund under fødderne. Hæren blev nu stillet i fylking. Dennes vestre flöj udgjordes af Torgils' mænd under anførsel af hans svoger Tord og Einar Halldorsson, her var også de mænd, som havde rejst sig i Skagafjord med Asbjörn Illugeson i spidsen. Torgils udvalgte sig ni mand, således at han selv var den tiende; med dem vilde han komme til stede dêr hvor der var mest trang til hjælp. Sturla førte fylkingens midterste del og med ham Ögmund Helgeson. Østfjordingerne under Torvard dannede fylkingens østre flöj. Abbed Eyjulv vilde påny forsøge et forlig og mægle, men Torgils sagde, at det ikke vilde nytte, og at de nu selv vilde komme til enighed. Abbeden kaldte da på munkene og de andre gejstlige og opfordrede dem til at ride bort, »ti her udretter vi intet«, sagde han.

Nu red Ravn og Eyjulv ned fra fjældsiden, steg af hestene og bandt disse; derefter ordnede de deres fylking, opløftede krigsråb og gik nedefter. På samme tid faldt en mand i afmagt blandt Torvards og Torgils' folk ved navn Tord Sigfusson krabbe; da han kom til sig selv, sagde han, at han foran Ravns og Eyjulvs flok havde set den urene ånd, dette syn havde han ikke haft kraft til at udholde, og derfor var han falden om. I Tværå-viserne siger Sturla med disse ord, at Torgils først begyndte denne kamp:

137.
Torgils! du kaldte til kampen.
Kæk du, hövding, ægged.
Jærnhjælmdækt til dysten
der gik du forrest i hæren.

Nu stødte fylkingerne sammen. Ravn og hans mænd løb ned mod det sted, hvor Einar og Tord med Torgils' folk var opstillede. De, som stod forrest, gjorde tapper modstand, og de, som var længere tilbage, kastede med sten, så at Ravn og hans fæller havde vanskelig ved at holde stand. Ravn trak sig da tilbage og vendte sig derhen, hvor Helgesönnerne stod. Her var Torgils selv til stede midt i fylkingen ved siden af Sturla, ti her var stillingen vanskeligst, og kæmpede udmærket, så at de mærkede, at det andetsteds måtte være lettere at göre anfald, end der hvor han stod. Som för er sagt, havde Torgils haft mange folk med sig vestfra, fra Snefjældsnæs, og han ydede desuden Torvard en stor hjælp ved sin egen dristighed og mandige djærvhed. Dette omtaler Sturla i den drapa han digtede om Torgils:

138.
Torvard blev af den tapre
Torgils hjulpen; nordpå
fylket til Øfjord fulgte
flokken den higende kriger.

Vestfra den djærve dådshelt
drev hjælmdækt en mægtig
skare mænd for at møde
med dem på dystgangsstedet.] (238)

Sturla gik i kampens begyndelse frem foran de andre (239); han var rustet med panser, sværd, skjold og stålhue. Torgils spurgte ham, hvorfor han var så uforsigtig. Sturla svarede: »lad mig styre min båd som skæbnen vil det«. Torgils løb da frem til ham og sagde, at de to skulde følges ad. Dette omtaler Sturla i Torgils-drapa, at Torgils gik frem foran skjoldene og kæmpede tappert:

139.
Rødt den frygtede farved
forrest i hæren spæret;
ej det på mod ham mangled,
mangen faldt på vangen.

Brystet skærmed den brave,
bold foran mændenes skjolde
gik han, — de sloges isønder
sværdestungne, tunge.

Da Ravn og hans fæller trak sig bort fra Einar og Tord, opmuntrede disse fylkingen til at rykke frem og trænge på. De svingede da denne flöj hen imod fjenden, og på bægge sider uddeltes der nu nogle sår. Ravn veg da tilbage og vendte sig mod Torvard og Østfjordingerne, på den ene side af ham gik Audun, på den anden Eyjulv Eyjulvsson og hans andre følgesvende; de sloges godt. Ravn og Torvard førte våben mod hinanden, og hver af dem tilföjede den anden et stik i munden, så at de bægge såredes, dog Torvard mest. Torvard drev med bægge hænder et spyd mod Audun og ramte ham midt på kroppen; han faldt så hårdt herved, at fødderne slyngedes frem over hovedet, men han var så vel rustet med dækvåben, at han ikke fik noget sår; dog mente man for vist, at han havde lidt skade ved stødet. Torgils var til stede i slaget, der hvor kampen var hedest, og overgik i tapperhed alle sine mænd; ingen formåede at trænge frem, hvor han stod i vejen, alle veg tilbage for ham, ti han brugte spydet hårdt og hyppig, og huggede store hug. Han stak til en mand så stærkt, at hærderne berørte jorden, men manden var så vel rustet, at spydet ikke trængte ind; dog rejste han sig kun med besvær. Da Torvard og Ravn skiltes, vendte Ravn sig mod Østfjordingerne. Han og hans ledsagere trængte så kraftig frem, at modstanderne veg, og de gik igennem fylkingen; her mistede østlændingerne nogle folk. Blandt Torvards følge var en mand ved navn Ögmund prén, han var Fagranæs-mand (240). Han angreb Ravn så ivrig, som om hans eneste formål var at hugge voldsomt løs på ham. Ravn havde flere at værge sig imod, men han stak til Ögmund, så at stødet ramte foran på stålhuen, gik igennem denne og gav ham banesår, og dêr faldt han død til jorden; her faldt også Olav fra Bustarfell og flere andre østlændinger. Også nogle af Ravns folk faldt. Det siges om Torvard, at för end han fik såret af Ravn, var det farligt at have med ham at göre, men efter dette var den af hans modstandere gladest, som stod ham fjærnest. Eyjulvs og hans fællers mandskab begyndte da at opløse sig i hobe, og nu flygtede Ravn fra kampen sammen med Asgrim Torsteinsson og nogle ledsagere, 30 i alt. Da Ravn så, at der ikke længer var håb om sejr, begav han sig til sin hest, sattte foden i stigböjlen og vilde bestige den, men det lykkedes ham ikke, ti han var magtesløs af træthed. Da løftede Torstein hvidhoved ham op på hesten; han var deres hestesvend og havde ikke deltaget i kampen. Derefter red de bort.

Ravn og hans følge red straks om natten vestefter over Skjalgsdalshede og stansede først i Geldingaholt (241). Om Eyjulv er at berette, at da mandskabet omkring ham tyndedes, flygtede han op på sletten. Her blev han greben af sine fjender; man tog stålhuen af ham, og en mand ved navn Kimbe gav ham banesår ved et øksehug i hovedet. Da kom Torvard til og gav Eyjulv et spydstik, som tilföjede ham et stort sår i munden; desuden havde han flere andre sår. Audun Seldøl døde syd for åen; han var kun let såret, men omkom mest af mødighed, ti han havde brugt sine våben ivrig. Hans broder Snört var blandt de mere ansete mænd en af de sidste, som forlod valpladsen; han slap ind i kirken på Tværå, men Torvard truede med at slæbe ham ud af kirken, indtil han nåede at få den brynje fra ham. som Torvards broder Odd bar i Geldingaholt, da han blev dræbt. Eyjulv Kårssons sön Eyjulv faldt dêr og blev hugget tværsover i hofterne, han var en af Ravns folk. Her faldt også bonden Halldor Helgeson fra Skinnastad, han var Eyjulv Torsteinssons frænde, Gudleiv Asgrimsdatter var hans moder. Otte mænd faldt af Ravns og Eyjulvs folk. Finnbjörn Helgeson blev såret og døde af sine sår Mikaelsmesse om høsten. Otte mand faldt også på Torvards side. Torvard red efter kampen til Grund, Sturla og Torgils til Ravnagil. Kort efter slaget red Torvard til Østfjordene, og Torgils med sine fæller til vestlandet. Ravn var da redet bort til Vestfjordene fulgt af Asgrim og deres skare. Eyjulv Torsteinsson førtes til Munke-Tværå og begravedes ved siden af Sturla Sighvatsson (242).


Drömmevarsler.

I Middal kort fra Laugarvatn boede en mand, som hed Povl, han var præst og en dygtig landbruger. Hos ham var en kvinde, som hed Joreid Hermundsdatter. Der i kirken på Middal Marie Magdalene messe havde Joreid, som den gang var 16 vintre gammel, en dröm, endnu för Eyjulv Torsteinssons fald var rygtedes (243). Hun syntes, at hun befandt sig på gårdspladsen i Middal og så en kvinde i mørk klædning komme ridende på en grå hest vestfra frem for gården; både hesten og kvinden var store. Joreid spurgte, hvorfra hun kom. »Nordfra kommer jeg«, svarede hun, »fra lighjem«. »Hvad véd du om Torvard«? spurgte pigen. »Om ham véd jeg god besked«, sagde drømmekvinden:

140.
Han er skjold og værn,
går til kamp i jærn,
brandhundene skal
da bringes til fald —
bringes til fald.

»Har det noget at betyde, som du fortæller mig«? spurgte pigen. (Hun svarede:)

141.
Sikkert det er
for dig selv og din fader
og for alle
af eders slægt.

»Hvor er mordbrænderne«? sagde pigen. Hun svarede:

142.
Mændene stå,
hvor det går dem så:
Hastig hjem
til Hel med dem, —
til Hel med dem.

»Hvad har de villet, da det går dem således«? sagde pigen. (Drömmekvinden svarede:) »de agter i deres ondskab at bringe hedenskab over hele landet«. Da vågnede Joreid. Seks nætter senere drömte Joreid, at hun så den samme kvinde og spurgte, hvorfra hun nu kom. »Fra nordbygderne«, svarede hun. »Hvad ved du nu om Torvard«? spurgte hun. (Kvinden svarede:)

143.
Nu er Torvard
tung i hu;
men snart oprinder
oprejsningens stund,
oprejsningens stund.

»Hvorledes går det hans broder Steinulv«?

144.
Nu er Steinulv i strömhvirvlen,
han stejles og pines sammen med Egil.
Vær en ven af den ven jeg har,
jeg vil følge de raske,
råde og både (244).

Da vågnede hun. Derefter kom efterretning til sydlandet om Eyjulvs fald og hvad ved den lejlighed havde tildraget sig.

Joreid drömte igen, at denne kvinde kom til hende, hun bar da sorteblå klæder og var af höjtideligt udseende; hun red også nu en grå hest. Hun sagde da: »hvorfor spörger du mig ikke om noget og heller ikke om mit navn«? Pigen svarede: »jeg er angst for dig, men dog ønsker jeg nu at vide, hvem du er, og hvad du hedder«. Hun sagde: »jeg hedder Gudrun Gjukedatter (245) «. »Hvi fare hedenske mennesker her«? spurgte pigen. »Det vedkommer ikke dig, om jeg er kristen eller hedensk«, sagde hun, »men jeg er min vens ven«. »Hvad ved du om Gissur Torvaldsson«? spurgte pigen. Kvinden svarede:

145.
Hövdingen husker
en hæslig morgen;
går efter ønske
det Gissur mon?

Gid efter ønske
det ganske liv
altid gik
for den ædelbårne.

»Hvorledes skulde det være, dersom det går således«? spurgte pigen. »Da råder han for Island til sin død«, svarede drömmekvinden. »Holder du meget af ham«? sagde pigen. »Overmåde meget«, svarede kvinden. »Hvorledes synes du om Torvard«? spurgte pigen. Kvinden svarede: »alle fugle, som flyver höjt, anser jeg for gode«. »Hvad synes du om Ravn«? spurgte pigen. »Lede er mig alle sorte fugle«, svarede drömmekvinden. »Hvorledes synes du om Torgils skarde«? spurgte pigen. »Dårlig lider jeg alle de fugle, som besudle deres egen rede«, svarede kvinden (246). Derefter kvad hun:

146.
Sig Torvard det
du har drömt i nat,
hvis helten den unge
derom dig spörger.

Og selv om han ej
derom dig spörger,
den hövdingesön,
sig ham det dog.

»Nu har du tre gange haft dette syn«, sagde hun, »tre gange tildrog også alt sig fordum, ligesom ikke mindre guds treenighed er god«. Efter dette vågnede pigen.

Om høsten, da nætterne begyndte at blive mørke, drömte Joreid fremdeles. En nat drömte hun, at den samme kvinde østfra red frem for gården Middal, og at hun havde en mand bundet ved hestens hale. Joreid spurgte, hvem det var, som blev så hårdt plaget. Drömmekvinden svarede, at det var Eyjulv Torsteinsson; »jeg skal nu lönne ham«, sagde hun, »at han slæbte Hall Gissursson over den frosne jord på Flugumyre (247)«. Og da drev hun hesten frem og red hurtig bort syd efter over tunet, idet hun kvad:

147.
Bedre det gik,
da den gavmilde Brand
og rigmandens sön
rådede her.

Nu er kong Håkon
og Håkons sønner
landenes herrer
for lange tider (248).

Derefter vågnede Joreid.


Torvard og Torgils stræber forgæves efter herredömme på nordlandet. (249)

[Torlaksmesse-dag sammenkaldtes et møde ved Djupadalså, hvor mange af herredsboerne samledes. Her forhandledes om hvad der nu ved Eyjulvs fald var indtruffet. Torvard bad bønderne tage sig til hövding, og dette anbefalede Torgils og Sturla, men det vandt kun lidet bifald. Torvard opfordrede da Torvard fra Saurbø, Hall fra Mödruvellir, Örnulv fra Miklegård og flere andre bønder til at træffe en afgörelse. Først tog Torvard fra Saurbø til orde og sagde, at han kunde blot svare for sig selv; »jeg kan godt finde mig i den, som her er«, tilföjede han, »men bedst er det ingen at have (250)«. Hall og de andre sagde, at de ikke vilde afgöre denne sag uden at bønderne var hørte. Bønderne forhandlede da indbyrdes. Da de havde talt sammen en tid, gik de tilbage til mødestedet og sagde Torvard, at de var blevne enige om, at de ikke vilde modtage ham i herredet. »Torvard«, sagde de, »har ord for at være en meget voldsom mand, han er i stor forlegenhed for penge og har farlige sager at svare til. Vi vil afvænte, hvad kong Håkon og Tord Sighvatsson bestemmer«. Da Torvard indså, at han ikke havde nogen udsigter her, forlod de herredet og red til Skagafjord. Torvard tog ophold på Silvrastad, Torgils i Flatatunge. Et møde sammenkaldtes ved Vallalaug, og hertil kom de fleste bønder. Om dagen, da de red ned langs Jøkelså-bredderne, talte Torgils med Torvard om den hjælp Torvard havde lovet ham til at nå herredömmet over Skagafjords-herredet, men Torvard undslog sig og sagde, at hans ord ikke vilde blive agtede. Her var Finnbjörn til stede. Torvard og Torgils blev noget uenige; Finnbjörn sagde da: »en stor og god bistand har du at lönne Torgils for, og en stor berömmelse har han vundet for dig, ligesom du også har givet ham gode løfter«, og rettede nogle bebrejdelser mod ham. Torvard svarede, at han vilde holde alt hvad han havde lovet Torgils på bedste måde og så godt han kunde; men han syntes, at Torgils ikke havde anbefalet ham meget i Øfjord. De red nu til mødestedet, hvor der var en talrig forsamlig. Torgils forlangte af bønderne, at de skulde tage ham til hövding over herredet, han regnede sig i slægt med Kolbein efter rette arveregler og anså sig for nær berettiget til herredömmet over Skagafjord. Brodde svarede som første mand og sagde, at dersom han skulde tjæne nogen hövding, vilde han helst tjæne Torgils, men bedst var det ingen at tjæne, om han kunde råde sig selv. Sturla og Asbjörn var de mænd, som mest anbefalede dette. I det samme kom Torarin dunk, udsendt af biskop Henrik, og oplæste her et brev. I brevet stod, at biskoppen forkyndte ban over Torgils, Torvard og alle de mænd, som havde deltaget i Tværå-kampen og var komne til disse bygder som fjender af Eyjulv og Ravn, og at han forbød alle og enhver at modtage Torgils i herredet, idet han truede dem med ban og straf, som blev overbeviste om dette. Hermed var det afgjort, at bønderne ikke på noget vilkår vilde modtage Torgils, og Torvard anstrængte sig heller ikke for dette. Torgils sagde til bønderne, at han alligevel ikke anså herredet for tabt, og at han vilde søge at komme i besiddelse deraf, når han så sig i stand dertil, og da ikke bryde sig om, hvad biskoppen sagde. Brodde ytrede, at alt lod sig udføre, om end det skete nødtvungent. Således endte dette møde, og herefter talte Brodde og Torgils længe sagte med hinanden. Fra vestbygderne rygtedes det, at Ravn havde forenet sig med Torleiv, og at de havde en stor flok, som bestod af Borgfjordinger. Det fortaltes også, at Ravn lod samle mandskab i Dalene, og man anså det da for farligt at ride til vestlandet. Torgils opfordrede Torvard til at ride vestpå med sig og tilbød så at følge ham gennem Borgarfjord til Blåskogahede. Torvard mente ikke at have heste nok og undslog sig på alle måder for at følge ham til Vestfjordene, men indbød Torgils til at ride til Østfjordene med så mange folk som han vilde og være der, til deres sager kom til en ende. Finnbjörn tilbød Torgils at følge ham vestpå og være der selv syvende; men han ansås for svækket ved det sår han havde fået, og hans styrke syntes ringe, så at Torgils afslog dette (251). Torgils og Torvard skiltes ved Vatnsskard, og deres afsked var høflig. Torvard takkede på ny Torgils for hans hjælp og gav de skönneste fremtidsløfter. Torgils besvarede dette kølig.

Derefter red Torgils vest over Vatnsskard, og da han kom til Langedal, mødte ham de samme rygter om Torleiv og Ravn, som forud var nåt ham. Da afsendte Torgils Tord Hitnæsing selv tolvte; de skulde ride over fjældene ovenfor alle bygder og støde til ham i Haukadalsskard; »selv vil jeg«, sagde han, »ride gennem bygderne«. Dersom Tord blev nogen krigerskare vâr, skulde han opsøge Torgils. Tord og hans mænd red, indtil de kom til Vatnsdalens øverste ende; dêr traf de Gelle Povlsson, Lyting Arngeirsson og Sigmund Gestsson, som var udsendte af Torleiv for at indhente kundskab om Torgils' og Torvards færd. De hilste venskabelig på hverandre og fortalte hinanden nyheder. Borgfjordingerne sagde, at Ravn var kommet til dem på Arnarvatnshede og havde anmodet Torleiv om at følge dem nordpå mod Torgils og Torvard, men at Torleiv ikke vilde göre indfald i fremmede bygder med en krigsflok; derimod havde han tilbudt Ravn at følge med til Borgarfjord og lovede da sammen med Borgfjordingerne at værge ham, hvis han her blev angreben. Dette vilde Ravn ikke, men var redet hjem til Saudafell, »og vi antager«, sagde de, »at han har temlig mange folk om sig«. Hermed skiltes de. Tord og hans mænd red til Midfjord for at skaffe sig heste og red derfra til Haukadalsskard. I nattemørket kom de til det sted, hvor Torgils var, og hele hans skare sov. Deres ridt fremkaldte stærk stöj, og herved vågnede mandskabet. Det var sydöstlig vind, de havde stukket deres spyd i jorden og var meget sövndrukne. Einar bonde var den første, som sprang op, han greb sit spyd og råbte: »nu rider djævlene her løs på os, lad os springe op og værge os bravt«. Tord svarede: »det er mænd, som kommer ridende, og ikke djævle«. Da kendte Einar de ankommende. Torgils og nogle af hans ledsagere sprang op, og Tord fortalte hvad han havde erfaret. Torgils red videre, da de havde gjort sig færdige, indtil de kom til Vestlidaøre, hvor de bedede meget længe. Folkene talte om, at det ikke var rådeligt at ride gennem så tætbefolkede bygder som her var. Torgils svarede, at han ikke vilde snige sig forbi Ravn, således at han ikke havde lejlighed til at mødes med ham, om han ønskede det. Sturla sagde, at Ravn ikke denne gang vilde angribe, efter at han forud havde vist sig så underlegen. Ravn var hjemme på Saudafell og så Torgils' ridt. Der var stor ståhej for at få et anfald i gang, men de holdt sig selv i tömme. Torgils og hans mænd red om aftenen op på Raudamelshede. Her tog frænderne Sturla og Torgils en kærlig afsked med hinanden. Torgils indbød Sturla til at følge med til Stad, men Sturla red til sit hjem i Hitardal. De var nu rolig hjemme om somren. Ravn var som oftest på Saudafell; det kom hverken til noget forlig eller til foreløbig stilstand mellem modstanderne, men dog var man så godt som fri for overfald. Sturla red kort efter vestpå til Saurbø, og Ravn begav sig til Borgarfjord. Sturla opholdt sig en kort tid i Saurbø og vendte da tilbage.


Torgils skarde sætter sig fast i Skagafjord.

Torgils Bödvarsson red bort fra Stad to nætter för Første Mariemesse (252); han satte Einar til at vogte herredet, ti han agtede sig ikke tilbage den første sommer. Han sendte sin svoger Tord bud om, at han skulde følge med ham, og de mødtes ved Raudamel. På Søndre Raudamel boede en mand ved navn Sigurd Grimsson, som kaldtes snog. Da han erfarede, at Torgils var kommen til Raudamel, skyndte han sig vestpå til Saudafell med budskab herom, og Ravn lod da straks samle mandskab. Torgils havde et følge af 19 mand. Sturla og han havde aftalt at mødes på Vestlidaøre, og om aftenen ved solnedgang red Torgils og hans ledsagere derhen. Kort efter ankom Sturla. Det var da blevet ganske mørkt. De red ind over ebbestranden, men Torgils anså det ikke for rådeligt at fortsætte vejen over Haukadalsskard, da han vidste, at Ravn havde fået nys om deres rejse. Han red derfor til Laksådal, og Sturla begav sig til Saurbø. Mørket var nu så tæt, at den ene ikke kunde se den anden, når der var nogen afstand imellem dent. Det traf sig, at Berg var noget forud; men da han og hans følge, idet de red hen imod en bæk med stejle bredder, mærkede, at der var folk hinsides bækken, gjorde Berg holdt for at vænte efter Torgils og bød sine mænd at være stille. Da Torgils nåede dem, opfordrede han alle til at göre sig rede og ride frem, hvad der end mødte, men Berg og Tord mente, at det var bedst at undersøge, hvem det var, som her var til stede. Torgils spurgte da, hvem mændene hinsides bækken var. De svarede, at her var bonden Björn klods fra Hjardarholt (253). Nogle af Torgils' mænd, som var redne forud i nattemørket, fortsatte vejen til Midfjord om aftenen og videre nordpå til Skagafjord. Ravn havde samlet folk om sig og troede, at Torgils vilde angribe ham, men denne gang anfaldt ingen af parterne den anden.

Da Torgils ankom til Skagafjord, red han først til Asbjörn i Vidvik; her manglede det nødvendige i husholdningen og var dog mange folk samlede; en del af gården drev en mand, som hed Brand Ölmundsson, med få midler. Man anmodede om forråd hos Aron karls-unge og Geir den rige, men ingen af stederne ydedes der noget. Derefter kom et budskab fra biskoppen, som forkyndte dem ban og guds vrede; biskoppen forbød alle og enhver at have omgang med dem eller vise dem nogen tjæneste; dog skulde man heller selv fremsætte mad for Torgils end lade sig plyndre, lævningerne skulde man da give hundene. Torgils begav sig til Vidvik og overtog Asbjörns og Brands husholdninger, men de optoges da i hans husstand. Derefter sammenkaldte han et møde ved Vallalaug; her samledes alle herredets bønder, og Torgils bad dem tage sig til hövding. Bønderne opregnede da de mange vanskeligheder, som var herved: biskoppens banlysning og udsigt til ufred, så længe de storsager, han havde at svare til, var uforligte. Brodde rådede til, at bønderne skulde tage imod Torgils; »jeg tror«, sagde han, »at I først sent vil blive af med ham«. Bønderne indvendte, at dette vilde medføre stor bekostning, da han var kommen med to tomme hænder. Brodde sagde: »man kan ikke tage hensyn til alt; biskoppen og Torgils vil nok snart forliges, og Skagfjordingerne er vante til at underholde en hövding på deres bekostning«. Torgils ytrede, at han vel forekom dem for ubetydelig at tage til hövding i sammenligning med Eyjulv og Ravn. Sluttelig samtykkede da de fleste i at tage ham til deres hövding. Man talte dernæst om tilskudene. Brodde foreslog, at man skulde indkræve en fåre-afgift (254). Torgils bosatte sig nu i Vidvik, men biskoppen lod kirken låse og lyste ban over dem. Torgils holdt mange møder, og ved alle sammenkomster indrömmede bønderne ham herredet, uden at nogen gjorde indsigelse. Fåre-afgiften blev nu indkrævet over hele herredet og lige til Hrutafjord mod vest, og man ydede denne. Mellem Torgils og biskoppen herskede det störste fjendskab.

I Vidvik var der megen munterhed og godt at være, der holdtes lege og var mange folk samlede. En söndag, da der var stor dans, kom en mængde mennesker sammen her. Håmund præst fra Holar havde holdt gudstjæneste i Miklebø i Oslandshlid den dag; han red til Vidvik til dans og var til stede ved legen, og hans dans blev meget beundret; men da han kom tilbage til Holar, drev biskoppen ham ud af kirken med skældsord og vilde ikke se ham. Da Torgils fik dette at vide, indbød han præsten til sig. Præsten fortalte det til sine venner, og biskoppen tilstod ham da på folks forbon et forlig, men var aldrig senere så venlig imod ham som för. Håmund opholdt sig kun kort tid på Holar hos biskoppen og flyttede så til Østfjordene. Mange løse rygter løb om mellem folk og megen uro herskede.


Torvards fornyede forsøg på at vinde Øfjord.

Derefter er at fortælle, at biskop Henrik om efteråret drog nordpå i sit stift. På denne tid kom fra Østfjordene Torvard Torarinsson, som ledsagedes af Finnbjörn Helgeson. Torvard sendte bud til Torgils om, at de skulde mødes i Svarvadardal. Torvard lod afholde møder hele bygden over og forsøgte at blive taget til hövding, men opnåede det ikke. Torgils red nordpå over Heljardalshede og mødtes med Torvard på Grund i Svarvadardal. De talte om de vanskeligheder, som de havde, og den fordömmelse. som biskoppen lod udgå over Torgils og hans fæller og til en vis grad over dem alle. De aftalte at ride ind i herredet og opsøge biskoppen, når han var på tilbagerejsen gennem sit stift, og anmode ham om et forlig. Torvard var meget kærlig og forholdet mellem de to frænder venskabeligt; han fortalte Torgils, hvorledes det stod sig med ham, at herredsbønderne forekom ham upålidelige og at biskoppen var ham fjendsk. Finnbjörn bonde var meget syg af det sår, som han om somren havde fået i Tværå-kampen; han var dog så rask, at han kunde være oppe, men var meget hæs i sin tale. De red nu ind til Øfjord. Den gang opholdt biskoppen sig på Mödruvellir, og Torgils og Torvard vilde besøge ham her, men da biskoppen fik dette at vide, red han straks bort og ned til Munke-Tværå, hvor han gik ind i kirken og lod denne aflåse. Da Torgils og Torvard erfarede dette, red de til Tværå med 30 mand. Da de traf abbeden, hilste han dem venlig, men sagde dem, at biskoppen ønskede, at de skulde ride bort, og at han ikke vilde tale med dem; abbeden tilbød dog Torgils og hans ledsagere al den forplejning de behøvede og friske heste, hvad enten biskoppen syntes om det eller ej. Torgils og Torvard opfordrede abbeden til, at han skulde mægle og få i stand et møde mellem dem, så at de kunde forhandle om deres anliggender; de lovede biskoppen og hans mænd fred, hvorledes end udfaldet blev, men erklærede, at de ikke vilde ride bort, för end de opnåede en sammenkomst med biskoppen; »han skal i andet fald«, sagde de, »få lov til at blive i kirken, så længe han har lyst«.

Abbeden og Hall fra Mödruvellir begyndte da at underhandle; enhver anmodning om forlig afvistes, men sluttelig forlod dog biskoppen på abbedens bön kirken. Man gik da ind i abbedstuen. Til stede ved deres samtale var abbeden og Torarin dunk. Da Torvard og Torgils med deres mænd trådte ind i stuen, hilste de biskoppen, men han svarede intet. De satte sig derpå ned, og Torvard tog således til orde: »herre! det er vort ærende hid, at vi, nemlig jeg, min frænde Torgils og Finnbjörn, vil tilbyde at underkaste os Eders dom i alt, hvorved vi har forbrudt os mod den hellige kirke og krænket guds ret, så at vi får afløsning af Eder og lovligt forlig. Men de sager, som er opstået mellem os og andre lægmænd, vil vi have undtaget fra Eders dom. og angående al ret til ophold i herrederne vil vi ikke finde os i Eders afgörelse, ti vi mener, at I her ikke har nogen ret til påtale. Dette er min og Torgils' vilje. Men dersom I, herre! mener at burde pålægge os nogen kirkebod, da véd vi, at I også bör give os afløsning for de sager, som tildrog sig her i sommer, og vi vil i venlighed underkaste os dette. Og her er nu hele mit tilbud for denne gang«. »Det er også mit tilbud, herre«! sagde Torgils, »og i alt vil jeg læmpe mig efter Eders ønsker for gammelt venskabs skyld, hvor det kan ske uden ydmygelse for mig selv, men herredet vil jeg ikke opgive. Det undrer mig meget, at I så hurtig ganske har skiftet sind, siden vi var de kæreste venner. Jeg ved mig fuldstændig sagesløs overfor Eder både i ord og i gærning, efter mit bedste skön; det synes mig hårdt, at I truer bønderne med svære straffe, hvis de giver mig og mine mænd mad eller skaffer mig friske heste, men der kan komme den tid, da I og Eders venner vil fortryde dette, og sandsynligvis vil da flere end jeg og mine mænd mærke ulæmperne herved«. Biskoppen blev nu meget vred og talte mange ukvemsord til Torgils, som det ikke sömmer sig at nedskrive. Han sagde, at Torgils og hans mænd ikke havde ret til at modtage hvad bønderne gav ham, »I skal ikke have ret til at træde på jorden«, fortsatte han, »ikke til at skue himlen, ikke ret til nogetsomhelst undtagen til helvede«. Torgils tav og svarede intet. Biskoppen fremførte nu sine klager mod Finnbjörn. Han svarede hertil på sine vegne: »herre«! sagde han, »de ord, som I har talt her i dag til min fælle Torgils, vil forekomme forstandige mænd ikke vel overvejede; selv om det var den tåbeligste og mest ondsindede mand, som havde talt således, vilde han noget nær have gjort sig fortjænt til døden. Jeg er i dag temlig hæs til at svare Eder, og gud give, at jeg ved en anden sammenkomst måtte være langt mere veltalende. Men det er klart for alles öjne, at de store herrer, som her har sværmet over bygderne med ran og rævselse, har I ladet stå ved siden af Eder ved alteret i den hellige kirke og vist dem al gunst, skönt det er fuld sandhed, at de har indebrændt mange mænd og kvalt i røg mange sagesløse fattige folk (255); der er endog dem, som anser det for tvivlsomt, om I har været uden al medviden i nogle af deres ugærninger, og dog véd alle, at mordbrændere både efter guds og menneskers lov er de mest forkastelige«.

Da sprang biskoppen op og udbrød, at djævelen talte af hans mund. »Du fortæller«, sagde biskoppen, »hvad de har foretaget sig og om branden, men du tier om, hvad de forud havde lidt ved manddrab og andre krænkelser«. Mange søgte at forlige dem, men det hjalp ikke. Idet biskoppen gik bort, sagde Torgils så höjt, at han hørte det: »jeg vil ikke lægge hånd på Eder, herre! og ikke plyndre bispegården Holar, men I kan vænte, at jeg lidet agter Eders vilje i herredet, når I ringeagter min vilje«. Biskoppen og alle de andre gik da bort. Torgils og hans mænd gik til deres heste, men Torvard gik hen til biskoppen og talte med ham. Torvard fortalte senere, at han havde bedet biskoppen om afløsning, og at biskoppen havde henvist ham til ombudsmændene i Østfjordene og lovet ham og alle hans mænd afløsning, dersom han forlod herredet og ikke ydede Torgils nogen hjælp. Torvard og hans fæller red da bort, og de skiltes ovre på Espehol; Torgils red da til Skagafjord og hjem til Vidvik. Torvard og biskoppen var derefter straks mødtes, og han og Finnbjörn enedes da godt. Torvard red videre nordpå til Fnjoskadal, men da de kom til Dravlastad, blev Finnbjörn så syg, at han ikke kunde fortsætte rejsen og måtte lægge sig her, derimod red Torvard til Østfjordene. Da kom til Finnbjörn præsten Olav Kråksson, og som biskoppens ombudsmand gav han ham afløsning og den sidste olie, hvorefter han Mikaelsmesse døde af det sår, som han under Tværå-kampen havde fået. Torgils anså hans død for et stort tab, da han fik underretning herom, og ligeledes mange andre.


Torgils skarde i Skagafjord.

Om efteråret kom til Torgils overmåde mange mænd fra herredet, en af dem var Bödvar Kløngsson fra Bjarnargil i Fljot, som senere viste sig som en udmærket dygtig mand; han nåede siden både berömmelse og rigdom og blev Torgils' følgesvend. Vestfra fra Videdal kom en mand, som hed Gudmund Galtnæsing, en ung og rask mand, og flere andre sluttede sig til ham, hvis navne ikke her nævnes. Torgils satte mænd på vagt indtil Vatnsdal mod vest, ti man mente hver stund at kunne vænte Ravns og Asgrims komme vestfra med ufred. Torgils sad som oftest hjemme i Vidvik, når han ikke rejste om i herredet i sine ærender. Mellem ham og biskoppen var fjendskabet det samme eller endnu större end för de mødtes i Øfjord. Skegge hed en mand, som var messedegn af vielse og forvalter på Holar, han boede på Kalvstad og var en hovedrig mand, som havde rigelige forråd. Da fåreafgiften opkrævedes, vilde han ikke yde noget får og ikke göre Torgils nogen indrömmelse. Det var en gang om efteråret, at Torgils sendte sin broder Ingemund derop og med ham Bödvar Kløngsson fra Fljot og Snorre lystig; de var i alt 4 eller 5. De skulde købe slagtekvæg af Skegge eller bede ham om et eller andet tilskud; dersom de intet opnåede, havde Torgils vel ikke befalet dem at begå nogle voldsomheder dêr, men han forbød dem det heller ikke. Som för sagt drog de nu derop. Skegge vilde hverken give eller sælge, og ingen mad bød han dem. Der var mange folk til stede, både kvinder og mænd. Det kom til ordstrid mellem dem, og Ingemund lod nogle af sine mænd løbe hen og hugge nogle ophængte fårekroppe ned. Det kom da til håndgribeligheder, og overmagten var stor, da husets folk var de fleste; Snorre blev kastet til jorden og holdt nede en tid, og ligeledes Ingemund; Skegge advarede dog sine mænd meget om ikke at tilföje Ingemund nogen skade. Bödvar anså sig også for hensynsløst behandlet. Da Ingemund kom på benene, slog han en af Skegges huskarle med et rundskjold. Det blev til et langvarigt klammeri, og de skiltes således, at Ingemund og hans fæller måtte drage hjem uden at få nogetsomhelst med sig. Torgils var utilfreds med deres færd; »I har«, sagde han, »opført eder ynkelig og umandig«. Alt var nu en tid lang stille.


Forlig mellem Torgils og Ravn.

Det var en dag i begyndelsen af vinteren, at Torgils var hjemme i Vidvik, det var godt vejr og nordlig vind. Hen imod solnedgang stod Tord Hitnæsing ude i den sydlige del af tunet og nogle mænd hos ham. De så to mænd komme ridende i stærk fart, så at de satte over tungærdet, der hvor de først nåede det. Da Tord mødte dem, kendte han Gudmund Galtnæsing, og med ham fulgte en anden mand fra Videdal. Tord spurgte efter nyt og om, hvorfor han skyndte sig så stærkt. Gudmund svarede, at han selv intet havde oplevet, »men det siges, at Ravn og Asgrim er komne fra Vestfjordene til Dalene med halvfjærde hundred mand; de agtede først at ride til Hitardal mod Sturla, derefter til nordlandet mod Torgils, og man må være forberedt på deres komme, indtil man ser dem«. De gik nu alle ind på gården. Torgils spurgte Tord om, hvilke nyheder Gudmund bragte. Tord svarede: »han siger, at Ravn og Asgrim er komne fra Vestfjordene med en stor styrke, og det mener han med vished at vide. Sandsynligvis er nu din frænde Sturla enten dræbt eller taget til fange, og din hjælp vil da synes ham noget fjærn«. Torgils svarede: »måske står det bedre til end du siger; spejdere tager ofte munden fuld«. Torgils overlagde nu med sine ledsagere om, hvilken beslutning man skulde tage, og man tog da det råd at samle mandskab. Tord drog ud i Fljot, Asbjörn til Sæmundarhlid, Torgils til Blönduhlid, og hele skaren skulde næste dag samles oppe i Krossanæs. Man siger, at næste aften kom 4 hundred mand sammen i Krossanæs. Om aftenen, da man var ved at lægge sig til at sove, blev det sagt Torgils, at der udenfor var kommet nogle mænd, som ikke var dêr fra herredet, og som ingen kendte. Han bad da Tord gå ud og spörge sig for. Tord gik ud og kendte straks mændene; det var præsten Gudmund Olavsson og Eyjulv Torgilsson med nogle ledsagere. Tord førte dem ind, og Torgils tog godt og venlig imod dem. Gudmund sagde sit ærende, at han var udsendt til Torgils fra Ravn og Sturla; Ravn var reden til Hitardal, hvor Sturla havde mødt ham; de havde her sluttet forlig, således at hver af dem skulde udnævne lige mange mænd til afgörelse af alle deres sager, dog skulde de bægge beholde deres herreder og riger og ikke tvinges til at forlade landet. Torgils kunde vælge, om han vilde indbefattes i dette forlig eller ikke; dersom han vilde indgå forlig, kunde Gudmund tilsikre ham fred, og Ravn ønskede, at de mødtes med hinanden og selv ved håndslag bekræftede forliget. »Dersom du ikke vil slutte forlig, antager jeg«, sagde Gudmund, »at Ravn rider til bygderne her nordpå med den styrke han kan få, og det vil blive mangen mands mên«. Gudmund anstrængte sig meget for at tilvejebringe et forlig mellem Ravn og Torgils, og lovede at ride til ham på vestlandet, men betingede sig, at de skulde tilbagegive de våben og heste, som var bleven tagne på Tværåører. Torgils tog mod lejde af Gudmund og medgav til gengæld en lejde-forsikring, som han skulde overbringe Ravn; de skulde mødes alle helgens messe ved Holavad i Vatnsdal. Torgils brød da op med hele flokken, men Gudmund red forud for at stanse Ravn og hans skarer. Han traf Ravn i Midfjord og meddelte ham sin samtale med Torgils, og at et møde var fastsat ved Vatnsdalså alle helgens messedag. Ravn var meget uvillig til at opløse sin krigsflok, men Gudmund satte det dog igennem.

Ravn og Asgrim red derefter nordpå med et antal følgesvende. Torgils ankom alle helgens messe og red med sin flok over halsene, hvorfra man kunde se alt hvad der foregik ved Holavad; flokken var meget uvillig til at blive tilbage her, og mange sagde, at der ikke var grund til at vise skånsel mod Ravn, hvis lejligheden tilbød sig. Dette vilde Torgils ikke, men bad sine folk sætte nogle mænd på udkig, og — hvis det viste sig, at der var fare på færde og han behøvede hjælp — da at tage en rask beslutning. Torgils red nu ned til åen selv femtende og over åen. Her mødte Gudmund ham og sagde, at Ravn havde tilbragt natten på Bredebolstad og agtede sig herhen, men at der vistnok forekom ham at være temlig mange mænd på halsene. De væntede en tid, uden at Ravn kom, og begyndte at tvivle om, at han han vilde komme; men da man mindst formodede det, red Ravn frem imod dem med et velrustet følge, de var i alt 15. Ravn og hans følge steg af hestene, og Torgils og hans mænd sprang op; de to skarer gik imod hinanden med fældede spyd. Gudmund præst og hans ledsagere skilte dem. Han gentog nu det forlig, som var bleven sluttet i Hitardal, og hvad der var bleven forhandlet imellem dem. Der fremførtes mange besværinger i anledning af de begivenheder, som var foregået, men dog forligtes de sluttelig på de vilkår, som Gudmund havde forebragt. Det var nu ledet langt ud på dagen, så at det var tid for for folk til at søge sig natteherberg. Torgils red om aftenen til Bredebolstad, og Ravn til Holar. Næste morgen begav Ravn og hans ledsagere sig til Bredebolstad, og der var da mellem Ravn og Torgils megen spøg og lystighed. Nu blev våbnene hentede og hestene førte frem. Og man var enig om, at Torgils og hans følgesvende med störst ærlighed udleverede alt og fremlagde til uddeling det som var bleven røvet. Derefter skiltes man på sömmelig vis, og Torgils red nordefter til Skagafjord. Torgils og Ravn havde holdt et møde om høsten i Hrutafjord, men det kom ikke til forlig, fordi hverken Torvard eller Sturla var der. Nu opløstes flokken, og alle lovede de Torgils enhver hjælp, som han kunde behøve; Torgils begav sig da hjem til Vidvik. Mange mænd følte, at de skyldte ham stor tak for den bistand han havde ydet, så at de nu havde fået tilbage, hvad der var frarøvet dem i Geldingaholt.


Biskop Henrik udsoner sig med Torgils.

Nu gik en tid, hvor Torgils sad stille. Da rustede han sig med nogle ledsagere til at ride op på Kalvstad. Skegge bonde var hjemme, men da han så mændene komme ridende, steg han til hest og red bort; han forbød brugen af alt hvad han ejede. Folkene bar hans ejendele ind i kirken, og der blev næppe tid hertil, ti Torgils nærmede sig hurtig. Mænd og kvinder løb frem foran kirkedören og sagde, at Skegge havde forbudt og uhjemlet alle og enhver brugen af hvadsomhelst her. Torgils svarede, at det var godt, og at dermed vilde sikkert alt være i orden (256). Han bød, at man først skulde nedbryde høstakshegnet og føre hestene derhen, og dernæst tilberede mad. Det vilde hverken mænd eller kvinder. Torgils opfordrede da sine mænd til at gå til arbejdet, selv om de ikke forstod sig godt på dette. Meget blev da taget og meget ødelagt, og alle husets folk var bange. Da biskoppen erfarede dette, blev han meget ilde tilfreds. Han sendte om natten bud efter Brodde ude på Hov, men han viste ingen lyst til at tage afsted. Biskoppens sendebud kom tilbage og sagde, at Brodde sandsynligvis ikke kom. Da sendte biskoppen en anden mand ned til Kalvstad for at forkynde Torgils, at biskoppen samme dag vilde bansynge ham med slukning af lysene, og muligvis vilde bansætte hele herredet. Torgils svarede: »biskoppen kan råde for sine sange, men vi tror han snart vil få större forlegenheder at tale om. Jeg skal tage hans venner og pårørende, mishandle nogle, udplyndre eller prygle andre, og de kan prise deres lykke, om ikke nogle bliver dræbte«. Biskoppens husfolk og venner ytrede da lydelig deres utilfredshed og sagde, at således kunde stillingen ikke vedblive. Torarin dunk blev nu sendt ud til Hov med indtrængende opfordring til Brodde om at komme; biskoppen lovede, at han da vilde tage meget hensyn til hans råd. Brodde lovede at komme, men sagde, at sligt var, hvad man kunde vænte sig, når biskoppen forfulgte store hövdinger for så ubetydelige ting, som Torgils, efter folks mening, havde forsét sig i overfor biskoppen.

Nu ankom Brodde, og biskoppen beklagede sig til ham over den uret Torgils havde tilföjet biskoppen og hans venner. Brodde indvendte, at biskoppen havde handlet overilet overfor Torgils, og at Torgils næppe lod sig böje ved en sådan behandling. Det lykkedes Brodde at få en sammenkomst aftalt mellem dem, og Brodde samt præsten Einar Brandsson og Einar fakse påtog sig at mægle. Torgils var meget uvillig og sagde, at ufreden gærne for ham måtte vedvare, så længe biskoppen ønskede det, men gav dog efter for Broddes bönner, så at han med sine mænd red op til Holar. De gik ind i stuen og lod give hestene et foder udenfor. Da kom nogle tjænestefolk ind og sagde, at biskoppen forbød at fodre hestene, men Torgils bød alligevel at fodre dem. Nu bar huskarlene høet fra hestene, men Torgils' mænd bragte det til dem. To mænd kom gående ind i stuen, den ene hed Gisle og kaldtes Fåre-Gisle, en meget fodrap mand, som var huskarl på Holar, den anden ved navn Gudbrand var en brodersön til præsten Tord Asbjörnsson. Torgils spurgte: »har I båret hø bort fra vore heste«? »Vi gjorde det efter biskoppens bestemmelse«, svarede de. Torgils sagde da: »jeg skal da til gengæld göre biskoppen noget til behag og I fortjæner et øksehammers-hug«. Dertil var hans mænd straks beredte, de sprang op og pryglede dem. Gisle fik nogle beskadigelser, Gudmund så godt som ingen. Nu løb man ud og sagde biskoppen, hvilke uhørte ting der foregik, at folk blev pryglede inde på bispegården. Biskoppen anmodede da Brodde om at gå ind og stanse ufreden og bad Torgils komme op i stuen til en samtale. Torgils gik da did med nogle ledsagere. Man hilste ikke hinanden. Brodde forestillede dem, hvor misligt det vilde være for dem bægge, hvis det gik så galt til i herredet, at de var uforligte, og til skade for hvor mangen mand det vilde være. Torgils tilbød biskoppen fuld domsmyndighed i alle de tilfælde, hvor han havde forbrudt sig mod kirkens og den gejstlige ret, for så vidt det blev lovlig bevist, og at biskoppen for den overilelse Torgils på bispegården havde gjort sig skyldig i, skulde pålægge en bod, men da også løse dem af bannet; for besøget på Kalvstad vilde Torgils give en erstatning efter Broddes skön. Om dette forlig blev de enige. Fra nu af skulde hver af de to være den andens ven, biskoppen skulde opfordre herredsboerne til venskab med Torgils, og Torgils skulde hjælpe biskoppen til hans ret, overalt hvor bispestolens tarv krævede det. De gav hinanden hånden på dette og var nu helt forligte. Biskoppen lod dem føre ind i tårnet og løse af ban; derefter tog han dem til skrifte. Dernæst begav de sig op i biskopsstuen, hvor biskoppen lod dem give at drikke. Han var tilsyneladende glad, men dog forekom det folk, at dette ikke var fuldt oprigtigt.

Da Torgils havde opholdt sig her en tid, vilde han ride hjem. Da han var rejsefærdig, sagde biskoppen til ham: »nu vil jeg afsige kendelsen mellem os«. Torgils svarede: »det er temlig hurtig, herre! Det blev bestemt i vort forlig, at jeg skulde bøde det, som jeg kan have forbrudt mod den hellige kirke, efter forstandige mænds skön og med deres billigelse; men jeg vil rette mig efter Eders vilje, dersom I ønsker det således«; dog bad han biskoppen betænke, at det på kendelsens beskaffenhed vilde bero, om forliget blev overholdt. Biskoppen foreholdt nu Torgils mange forseelser; han hørte til, men mente, at ikke alle beskyldningerne var sande. Da biskoppen havde opregnet dem alle, eftergav han Torgils alle forseelserne. Torgils takkede biskoppen hjærtelig for eftergivelsen og indbød ham til sig, når det var ham belejligt at komme. Biskoppen optog dette vel og lovede at besøge ham. Nu afsagde Torgils sin kendelse overfor Skegge og sagde, at Brodde og Einar skulde drage til Kalvstad og vurdere den skade, som var sket her, men at det slagsmål, som var opstået mellem gårdens folk og Torgils' mænd, skulde gå lige op. Brodde svarede: »den skade, som Skegge har lidt, skal du ikke bekymre dig om, svoger, den skal jeg bøde; men jeg vilde ønske, at du vilde give Skegge en eller anden oprejsning«. Torgils sagde, at det vilde først ske, når han gjorde sig fortjænt til dette. De tog derpå en venlig afsked med hinanden, og Torgils red hjem. Biskoppen lod kirken i Vidvik lukke op og messer synge her. To dage efter kom Skegge bonde til Vidvik; han lod føre herhen en ni års okse og en hest, som var belæsset med tre vægte fødevarer; dette gav han Torgils. Torgils modtog det med tak, og mellem dem opstod et stort venskab. Torgils sad nu stille og blev meget afholdt i herredet. Kort efter drog hans svoger Tord vestpå til sin gård Hitarnæs, og ved afskeden gav Torgils ham gode gaver, to hundred i vare (257), en hest og en brynje.


Torgils' anseelse når sit højdepunkt.

[1256]. Næste forår flyttede Torgils til Ås i Hegranæs. Han holdt da det gæstebud, hvortil han havde indbudt biskop Henrik. Det var et prægtigt gilde med store gaver. Han gav biskoppen tre stodheste, tre hundred i vare, en guldring og en god bog; også Skegge og mange andre gav han gode gaver. Biskoppen og Torgils skiltes i venskab og overholdt dette siden. Derefter om somren rustede biskoppen sig til bortrejse fra landet; Torgils hjalp ham med rejsemidler og alt hvad han behøvede; han fulgte ham til skibet, og de tog en venlig afsked med hinanden. Biskoppen rejste da bort og døde i Norge (258). Et andet gæstebud holdt Torgils om efteråret og indbød da til sig de fleste mere ansete herredsbønder. Dette gilde var meget talrigt og beværtningen overdådig; ved afskeden blev der givet store gaver, og ingen af gæsterne drog bort uden en foræring. Dette gæstebud skaffede Torgils stor anseelse hos bønderne. De fleste bønder indbød ham til sig, og han drog da i vinterens løb til gilde rundt om i herredet og modtog af bønderne de anseligste gaver. I herredet herskede nu stor glæde, og bønderne syntes det var som at besidde himlen, da de havde fået en sådan hövding. Det forekom dem, at Kolbein nu var kommen tilbage og genfødt, han, som de altid havde længtes efter (259).

I den vinter, som Torgils tilbragte i Vidvik, red han til vestlandet til sin gård Stad og indsatte her forvaltere, som skulde bestyre gården i fremtiden. Mange mænd her vestpå indbød ham til sig og modtog ham på den bedste måde. Også hans frænde Sturla indbød ham til sig i Hitardal, hvor der blev holdt et prægtigt gæstebud. Torgils havde mange ledsagere; med ham fulgte Einar bonde Halldorsson og Gunnlaug Hallfredsson. Sturla gav sin frænde Torgils gode gaver, og de skiltes i stor kærlighed. Derefter drog Torgils tilbage til nordlandet og havde erhvervet sig mange venner og stor hæder.

Om foråret førte Sturla sin landhusholdning til Svignaskard og flyttede gården op på klipperne; han havde af herredet den indtægt han kunde få (260). Mellem Sturla og Ravn rejste sig megen uenighed, og den tiltog således, at Ravn og Asgrim red til Stadarhol imod Sturla. Han og hans følgesvende var om aftenen redet bort fra gården og lå i lien ovenfor Bjarnastad, ti der gik rygter om ufred fra Ravns side. Tidlig om morgenen vilde hans følgesvende ride hjem, men Sturla anså det for rådeligere at vænte til midmorgen (261); »dersom I til den tid er lige så bestemte på at ride, vil jeg ikke holde eder tilbage«, sagde han, »men de drömme, som jeg har haft i nat, må ikke varsle noget, hvis I da er lige så ivrige«. Ved midmorgens tid så de overmåde mange mænd ride fra Tværfell ned over ørerne, den ene red hurtigere end den anden, og solen skinnede på våbnene. Det var Ravn og Asgrim. De stansede ikke, för end de kom til Stadarhol, og havde med sig en sådan strejf-skare, som man her kunde se. Sturla og hans mænd så ridtet. Da spurgte Sturla: »er I endnu lige så ivrige efter at ride hjem som imorges«? Det vilde ingøn påstå. Sturla lod da tage hestene, og de red derefter til fjælds. Ravn og Asgrim gik ind på gården Stadarhol, og i dören dræbte Asgrim Helge vom. De opholdt sig her kort, da de erfarede, at Sturla ikke var hjemme, og red tilbage sydpå over heden. Sturla kom lidt efter hjem. Senere om somren gik der bud imellem dem for at forhandle om forlig, og et møde blev afholdt ved Glerå. Længere vilde Sturla ikke ride, da han ikke troede dem til fulde. Der drog mænd frem og tilbage imellem dem for at tilvejebringe forlig, men udsigterne blev ringere, jo mere der forhandledes. Da alt håb om forlig var ude, lod Ravn og hans mænd tage hestene og agtede at ride løs på Sturla, men Sturla og hans folk, som så ridtet, tog deres heste og red afsted op til Krossholar og derfra op i fjældet. Ravn og hans mænd forfulgte dem heftig og kom dem så nær, at de sårede dem af Sturlas folk, som red bagest; her dræbte Ufeig Isung (262) Einar Jonsson. De var da nåt midtvejs. Vejret var klart, men pludselig blev det en så mørk tåge, at den ene ikke kunde se den anden. Da vendte Ravn og hans ledsagere om, og Sturla slap bort. Men nu var der ikke længer tale om forlig mellem Ravn, Asgrim og Sturla. Den sommer da Torgils boede i Ås, kom Ivar Arnljotsson til Island. Han sagde, at kong Håkon havde spurgt Eyjulv Torsteinssons drab. Ivar kom med konge-budskab. Han medførte kongsbrev til Torgils; heri stod, at han havde tildelt Torgils Øfjord og alle bygderne nord herfor indtil fjærdingsgrænsen til bestyrelse, ti Tord Sighvatsson var da død (263).

Da underkastede alle bønder sig Torgils og anerkendte ham som styrer. Efter Tords død gjorde Steinvör Sighvatsdatter fordring på Øfjordherred, gården Grund og de andre ejendomme, som Tord havde besiddet, ti Tord havde ingen ægtefødte börn, men Steinvör var hans ægtefødte søster. Dette efterår fik Gudrun Gunnarsdatter ophold i Ås, Torgils tog hende til frille, og de fik en datter, som hed Steinunn; hendes broder Illuge blev optaget i Torgils' husstand.

Denne vinter drog Torgils til Snefjældsnæs på vestlandet til sin gård Stad, de var tilsammen henimod 30 mand. De havde en heldig rejse og fik godt føre. Men da de red ned gennem Haukadal, var det tøvejr, og da de red over Haukadalså, steg åen pludselig så stærkt, at de, som var i åen, skylledes af hestene. Her druknede Svein Ivarsson, som var deres vejviser, og Torgils, Berg og Asbjörn var alle i stor fare. [1257]. Dette var Vincentius-messe dag (264), og det forekom folk såre forunderligt, da alle vandløb var meget små både för og efter. Torgils lod Sveins lig føre til Vatnshorn kirke og gav med liget en ko til kirken. Han red derefter videre til sin gård Stad og opholdt sig der en tid. Derpå red han tilbage til nordlandet, uden at der på denne rejse tildrog sig videre. Han sad nu stille i god fred.


Uenighed mellem Torgils og Torvard.

Den påfølgende sommer overtog Torgils gården Miklebø i Blönduhlid; ti han mente, at der på denne jord kunde høstes et rigeligere høforråd, og desuden var bygningerne store. Her indrettedes nu en storartet husholdning, både i henseende til husstandens talrighed og de anskaffede forråd. Om våren var Asbjörn Illugeson kommen til ham; også Berg Åmundeson, Guttorm Guttormsson, Bödvar Kløngsson og mange andre følgesvende var hos ham. Torgils' anseelse stod nu i sit störste flor. Den foregående vinter havde Torgils indrettet sig en anden husholdning på Audbrekka i Hörgådal, hvor der også var mange folk og en talrig kvægbesætning. Om foråret havde Steinvör indrettet en husholdning på Grund. Denne sommer gjorde Torgils forberedelser til at ride mandstærk til tings. Han sendte bud til alle de mere betydelige mænd, som var i hans bygder, om at de skulde ride til tinget. Opfordringen blev villig fulgt, han fik et talrigt og udvalgt følge. Han sendte bud til Einar Halldorsson om at ride til tinget med så mange folk som muligt, og han fik 1 hundred mand. Sturla mødte her tillige med Saurbøinger og Strandboere og så mange folk fra Borgarfjord som han kunde få. På tinget mødtes Torgils med Torvard Torarinsson, og de hilstes hjærtelig. De var blevne enige om, at de i samlet fylking skulde ride op på tinget. Tinget var roligt, og Torgils havde mest at sige her. I følge med Torgils var hans måg Jon jærnbug. Torvard mente at have grund til klage mod Jon og sigtede ham for at have deltaget i hans broder Odds drab; der blev da anlagt sag mod Jon. Torgils og Sturla arbejdede på forlig og vilde fri ham for straf, men dette faldt dem svært, da Torvard havde fattet stærkt nag til Jon. Da det kom så vidt, at domstolene skulde drage ud (265), forhandlede Torvard og Torgils om denne sag, og Torvard var desto uböjeligere, jo mere man trængte ind på ham. Da sagde Torgils: »det siger jeg dig, Torvard! at dersom du gör Jon til fredløs skovmand, kommer du til at opsøge ham hos mig, og jeg agter ikke at jage ham bort for det«. Sturla ytrede: »man vil sige, Torvard! at Torgils har gjort så meget for dig, at han må kunne skaffe en enkelt mand forlig«. Flere andre forestillede ham, at han ikke burde lade sligt volde splid. Det gik da således, at Jon ikke blev sagsøgt. Torvard sagde, idet han gik bort, at heraf kunde man se, hvorledes Torgils vilde være enerådende i alt. Man syntes at kunne mærke, at de bægge følte megen uvilje ved denne sag. Mellem Torgils og Torleiv Tordsson var det kommet til forlig efter det uvenskab, som havde været imellem dem, og Torleiv skulde udrede den med forliget forbundne ydelse i løsøre. Disse gaver fremførte Torleiv ved tingets slutning; han gav Torgils stodheste, to brynjer, to skjolde, tre hundred i varer, en stor guldfingerring og et skippund malt. De skiltes under venskabsløfter. Det var den almindelige mening, at Torgils nu i alle henseender havde udsigt til at vinde hæder. Torvard og han tog en sömmelig afsked med hinanden. Torgils red da nordpå til Skagafjord, Sturla til Saurbø, og Berg fulgte med Einar og hans følge vestpå. Da de red over Blåskogahede, fortalte Berg Einar og Åmunde en dröm, som Bergtor i Heradsdal havde drömt. Bergtor syntes, at han en nat gik ud. Han så en stor stol stå ved åen på Videmyre; hen imod stolen gik en mand, som tog et ben bort, og stolen hældede da til den ene side, så at den var nær ved at falde. Da gik en kvinde frem og sagde: »hvad er dette for en stol, og hvem tilhører den«? Da kvad manden dette:

148.
Du og jeg skal, kvinde!
denne stol brænde;
kæmpen den dåddjærve
denne stol kender.

Da fortsatte hun:

149.
Mægtig af kriglyst
mændene brænder,
heftige våben
vil hilse på Torgils.

Det forekom nu Bergtor, at stolen var blodig. Derefter vågnede han.

Torvard red fra tinget østpå over åerne og mødtes med Steinvör. Hun overdrog da Torvard gården Grund og alle de fordringer hun mente at have i Øfjord efter sin broder Tord, og man sagde, at hun tilskyndede ham til at hævde besiddelsen heraf som en mand.


Endelig afgörelse af Sturlas og Torgils' tvist med Ravn.

Nu er at fortælle om, hvor der för stansedes, at mellem Ravn og Sturla vedvarede det samme fjendskab. Om somren skete det, at Sturla red til Tunge imod Ravns broder Olav. Da Ravn erfarede dette, red han straks med Asgrim fra Vestfjordene sydpå til Skard imod Sturla. Han var ikke hjemme, men var reden ned på Myrerne. Ravn og hans folk omringede beboerne af Skard i huset; da de så, at Sturla ikke var hjemme, dræbte de ingen folk her, men de var ufredelige og ødelagde forskelligt. Sturla fik nys om dette; han red da ud over Myrerne, ad den nedre vej, indtil han kom til Krossholt; herfra fulgte Torkel brænder med ham ud til Borgarhraun. Han sendte en opfordring til Bödvar og Einar om at rejse et almindeligt opbud over hele Snefjældsnæs og med disse folk i forening med ham at drage mod Asgrim og Ravn. Bödvar vilde rykke i marken, men Einar vilde ikke drage mod Ravn, med mindre Torgils gav befaling hertil; »derimod vil jeg værge Sturla«, sagde han, »når han kommer herhen, dersom Ravn og hans fæller vil angribe ham«. Sturla handlede herefter, og det blev bestemt, at Torkel brænder skulde i störste hast ride nordpå til Torgils og fra Sturla bede ham forene sig med ham, så at det på en eller anden måde kunde komme til en afgörelse mellem dem og Ravn. Einar opsøgte Sturla og havde en sammenkomst med ham; Sturla bad ham om hjælp, men han svarede, som för. Sturla red da ud til Stad og besøgte sin broder Bödvar, hos hvem han fik en god modtagelse, men Bödvar kunde intet udrette angående bistand, da folk ikke vilde slutte sig til Sturla. Da red Sturla til Helgafell og derfra ind til Øre, hvor han var natten för Sidste Mariemesse.

Om Torkels rejse er at berette, at da han kom til Miklebø, var Torgils reden nordpå til Øxarfjord. Torkel fulgte straks efter og traf ham i Reykjardal, da han var på tilbagevejen. Han sagde sit ærinde, og Torgils satte sig straks i bevægelse, red i störste hast afsted og lod overalt samle mandskab, hvorsomhelst i bygderne han havde lejlighed. De drog sydefter så hurtig de kunde; det var næsten utroligt så hurtig de tilbagelagde en så lang vej. De fortsatte rejsen, til de kom til Haukadalsskard. Ravn havde spejdere i passet, og Torgils havde sendt spejdere nordfra over passet. Ravns spejdere, som holdt vagt i passet, så hvor Torgils' mænd red. De skyndte sig tilbage til Ravn og kom til Saudafell under kirketjænesten Marie messe. Ravn havde en gård i Hundadal, her lod han bære ud kød og agtede at holde måltid, men dertil blev ikke tid. Han sendte andre spejdere op på halsen ved Tykkeskog og formodede straks, at de folk, som de havde set, var en del af Torgils' styrke. Da så de, at skarens fortrop red op over Gargansøre. Ravn og hans mænd skyndte sig nu til fjælds, og hver tog med sig af fødevarerne hvad han fik fat på. Kort efter ankom Torgils og hans følge til Hundadal; da var deres heste meget udmattede, så at de ikke var i stand til at forfølge Ravn, men tabte dem af syne. Torgils tillod ingen plyndring og sagde, at det skulde man have hans frænke Turid at takke for (266), heller ikke vilde han lade nogen uorden finde sted og sagde, at deri var ingen berömmelse, når alene kvinder var hjemme. Torgils og hans mænd drog da ned til virket (267). Der blev hentet kvæg og får fra gårdene til føde for mandskabet, og de blev der i virket om natten.

Sturla var den foregående nat på Øre, som för er skrevet. Da han om morgenen klædte sig på, sagde han, at han havde drömt, at han snart vilde høre noget fra sin frænde Torgils. Der blev messet tidlig, og derefter red han ind til Dalene; denne rejse forekom de fleste uforsigtig. Han vilde den påfølgende nat ride nord over Haukadalsskard for at møde Torgils. Da de red ind over strandene (268), gentog Sturla ofte, at han snart vilde træffe Torgils. Nogle af hans mænd truede med at forlade ham og ride vestefter til Saurbø, men Sturla opfordrede dem til ikke at göre dette, og således blev det. Da de red ind forbi Holmslater, så de en mand ride dem imøde. Sturla sagde, at han vilde tale med denne mand, »han kan sikkert fortælle os noget nyt«. Det var præsten Erling Torkelsson, han havde været på et ridt ind til Snoksdal og havde hørt om det budskab, som ved messetid var kommet til Saudafell; Sturla følte sig da overbevist om, at Torgils enten var ankommen eller straks vilde komme, og red med sit følge videre til Vestlidaøre. Her mødte dem Torkel brænder, som gav fuld besked om Torgils' foretagender, at han havde forfulgt Ravn indtil op i fjældene, og at han nu var i virket med ikke mindre end 4 hundred mand. Sturla red til Hamraendar, hvor han spiste nadver, og red derpå til virket. Der blev et glædeligt gensyn mellem de to frænder, som nu fortalte hinanden, hvad der for hver af dem havde tildraget sig på rejsen. Ravn sendte mænd til Torgils for at foreslå forlig; »jeg er nu sluppen således bort«, var hans ord, »at det ikke er sikkert, at han får fat i mig denne gang«. »Det hjælper ikke at anmode om forlig i aften«, svarede Torgils, og noget lejde blev ikke givet.

Næste morgen ankom præsten Ketil Torlaksson, Gudmund Olavsson, Povl præst fra Langedal, Snorre præst fra Fell og Torarin Sveinsson. Man tilsikrede nu hinanden stilstand og fik et møde i stand. Ravn og hans ledsagere red da ned fra fjældet til mødet, de var tolv i alt. Der forhandledes om forlig, men udsigterne var dårlige; Sturla var meget utilböjelig, da han havde været udsat for mange overfald, men vilde dog lade Torgils råde. Torgils var villig til forlig, men vanskelig i sine fordringer. Først tilbød Ravn og Asgrim Torgils' dom i deres mellemværende, men vilde bevare det forlig med Torgils, som de havde sluttet med ham i Vatnsdal. Dette blev ikke indrömmet. Da de ikke kunde opnå dette, henskød de alle anliggenderne til Torgils' dom. Torgils afslog det. »I vil«, sagde han, »kalde dette for et aftvunget forlig. Min mening er, at vi enten skal slutte et oprigtigt forlig eller være uforligte. I kan ride herfra med frit lejde, selv om vi ikke forliges. Jeg vil nu foreslå eder, at vi hver vælger lige mange mænd, blandt dem som anses for bedst skikkede; man kan da ikke sige, at vilkårene er eder påtvungne, uagtet vor styrke er overlegen«. De blev enige om, at i sagen skulde kende præsterne Snorre fra Skard, Snorre fra Fell og Povl fra Langedal, samt på Ravns vegne Torkel præst, Gudmund Olavsson og Torarin Sveinsson. Der blev fastsat et møde i Bjarnardal den næste dag. De traf sammen dêr til den fastsatte tid. Her forenede Einar og Strandboerne sig med Torgils. Der forhandledes længe, og voldgiftsmændene bleve indbyrdes enige om et forlig, dersom Torgils billigede dette, men de vilde ikke forkynde det, förend han han havde tiltrådt det. Det viste sig, at Torgils ikke var smålig, selv om han skulde skyde til af sine midler. Nu blev kendelserne afsagte: de sager, som kunde gå op mod hinanden, udjævnede man således, men hvor der var nogen forskel, bødedes denne; mange mænd ramtes af herredsforvisning, men ingen fordreves fra landet, og sine godedöommer beholdt man. Dette forlig overholdt de alle, så længe de levede. Torgils red herfra ned gennem Norderådal, og Ravn fulgte ham på vej og var overordenlig venlig; de talte meget sammen og skiltes venskabelig. Asgrim og en del af følget fulgte med ned gennem dalen; alle mente de endnu at have noget at sige Torgils, den ene red til, når den anden red fra, og de søgte at fortrænge hverandre, men Asgrim var så meget ivrigere end de andre, at han holdt fast i Torgils' stigrem og sikrede sig således imod, at han blev trængt bort, de talte længe sammen og skiltes i venlighed. Ingen mærkede spor til, at Asgrim eller nogen af de andre mindedes længer, at der havde været splid eller uenighed mellem dem. Alle kyssede de Torgils, bad om hans venskab og bød ham deres til gengæld. Han var også venlig mod dem alle og ønskede dem levvel.


Torgils skaffer en af sine tilhængere en hustru.

Torgils og Sturla red om aftenen til Dalsminne, og næste morgen skiltes de. Torgils red ud til Hvannøre, hvor biskop Sigvard opholdt sig. Han tog godt imod Torgils og fremstillede for ham sit mellemværende med Tord Andreasson, og i hvilken forlegenhed han herved var kommen; han bad Torgils om hjælp, hvis han kom til at behøve det. Torgils lovede at göre sit bedste, dersom han fik lejlighed. De skiltes med de stærkeste venskabsforsikringer, og biskoppen indbød Torgils til at besøge sig i Skålaholt, når han havde lyst. Torgils red derfra om aftenen ud til Kalastad, hvor de på Asbjörn Illugesons vegne friede til Halldor præsts datter Eyrny. Hun svarede afvisende, men Halldor præst og hans sön Torstein optog forslaget vel. Torgils tilbragte den næste nat i Saurbø, men ingen trolovelse fandt sted. Torgils red da bort; Torstein fulgte ham på vej og indbød ham til gården Hest. Her skiltes Einar og Torgils; Einar gav ham nogle gode stodheste samt en 6 år gammel okse og sagde, at deres frændskab skulde være urokkeligt, så længe de levede. Da Torgils red op gennem herredet, red bønderne ham imøde, alle tilbød de ham af deres ejendele, hvad han ønskede, og mange bragte ham gaver. Han red herefter tilbage til nordlandet, og dette ansås for en rask færd.

Noget efter red Torgils over Arnarvatnshede sydpå til Borgarfjord. Egil fra Reykjaholt red da ud til Saurbø til Halldor præst, og nu blev det afgjort, at Asbjörn skulde få Eyrny til ægte. Torgils fik brylluppet afholdt i Reykjaholt, og her var et godt gæstebud. Egil sagde til Torgils, at blandt de tilstedeværende var fem Ravns-mænd, nemlig Ravns broder Olav med sine ledsagere, og bad Torgils bestemme Olavs plads. Torgils svarede: »han skal være velkommen og sidde nærmest mig, ti Ravn og jeg er nu vel forligte«. Under gæstebudet tildrog der sig den mærkværdighed, at da man kastede brød på bordet for Torgils og Olav, så de på en lev (269) nyfaldne bloddråber, og da man undersøgte, om nogen i nærheden var såret, så at han blødte, eller hvorfra det blod var kommet, da fandt man intet spor hertil. Torgils red herfra til Skålaholt, hvor han modtog gaver af biskoppen, og derfra hjem til nordlandet. Asbjörn var nu bleven gift, og han og hans hustru tilbragte vinteren hos Torgils på Miklebø (270).


Spænding mellem Torgils skarde og Torvard.

Dette efterår kom Torvard fra Østfjordene og bosatte sig på Grund, som Steinvör havde givet ham (271). Torgils red kort efter til Øfjord, hvor han havde måttet lade mange sager uafgjorte, da Sturlas sendebud kom til ham. Han og Torvard mødtes, og Torvard krævede Øfjordsherredet, som Steinvör havde tildelt ham (271). Torgils vilde ikke opgive herredet; »jeg har for dette kongens anordning«, sagde han, »og samtykke af de bønder, som har hjemme i herredet«. Det forholdt sig også således, at bønderne vilde tjæne Torgils, men ikke Torvard. De traf hinanden nogle gange om høsten, og der herskede temlig megen kulde imellem dem, men dog vogtede de på deres ord; ved alle sammenkomsterne havde desuden Torgils flere folk om sig og en större styrke end Torvard. Det var især ved én lejlighed, at man mærkede på Torvard, at han var misfornöjet og mente, at håbet om at opnå nogen del af herredet var svundet. Under mødet havde han siddet på den ydre del af langbænken nær ved hjörnestolpen; han stod da op tillige med sine mænd og gik ud, idet han sagde: »værre udsigt end til at skubbes til side i hjörnekrogen vænter os dog vel ikke«. Torvard og hans mænd gik derefter til deres heste og red bort, men da de var redne et kort stykke vej, stod de af og bedede. Kort efter red Torgils med sit følge bort, og han sendte sine mænd i forskellige retninger fra sig for at besørge ærinder omkring på gårdene, så at der ikke blev mange tilbage. Da så de, at Torvard og hans mænd steg til hest, vendte hestene og tumlede med dem, som om de var uenige med sig selv om, i hvad retning de skulde ride, men snart efter red de bort. Torgils og hans mænd blev stående på gårdspladsen med deres våben, indtil Torvard red bort. Torgils' mænd havde den stærkeste mistanke om, at Torvard agtede at drage mod Torgils, hvis han så lejlighed dertil; men Torgils bad dem tie og vilde ikke høre sligt. Da han havde endt sine forretninger, red han tilbage til Skagafjord og sad hjemme til på den anden side jul. Han holdt store gæstebud og et stort julegilde; hertil indbød han mange storbønder og gav dem anselige gaver; her udfoldedes stor pragt både ved den talrige forsamling og gårdens udstyring. Både på Miklebø og andensteds i herredet tildrog der sig mange varsler, men Torgils slog alt hen og skænkede dem ikke nogen opmærksomhed, derfor skriver vi intet herom.


Torvard beslutter at rydde Torgils af vejen.

[1258]. Efter jul beredte Torgils sig til at ride nordpå, først til Svarvadardal og derfra videre til Øfjord. Denne rejse frarådede mange af hans venner ham, ti mange frygtede for, at Torvard ikke var at stole på, men Torgils vilde ikke høre på dette; »jeg tiltror ikke Torvard det«, sagde han, »som jeg ikke vil tro om mig selv«. Torgils vidste, at der var aftalt et møde mellem Torvard og Ravn vestpå i Vatnsdal, og gav sine forvaltere hjemme på gården besked om, at de skulde modtage Torvard på bedste måde, dersom han aflagde besøg dêr, lade friske heste være til rede for ham og hjælpe ham med alt hvad han behøvede. Derefter red Torgils hjemmefra, med et følge af henved 30 mand, hvoraf de fleste var udsøgte folk. Om Torgils' rejse berettes intet, för han kom ind i Øfjord, hvor han traf Torvard. De talte meget om herredets forhold og deres mellemværende, uden nogensinde at blive helt enige, men det kom heller aldrig til et fuldstændigt brud mellem dem under samtalen. Torvard anså sig for at have ret til Øfjord og mente, at den skyldige agtelse forholdtes ham og hans mænd, om han ikke kom i besiddelse heraf. Torgils tilbød ham alle bygder nord for Vardgjå, men Torvard afslog det og syntes, at tilbudet var uden betydning, når det ikke omfattede Øfjord (272). En mand ved navn Peter, som boede på Öngulsstad, og som var Torgils' ven, havde Torvard ladet håndhugge; dette bebrejdede Torgils ham; han mente, at der havde været liden eller ingen grund hertil, og tilföjede, at der var folk, som sagde, at Peter ikke overfor Torvard havde haft gavn af venskabet med Torgils. Denne sag blev heller ikke ordnet, men sligt medførte uenighed mellem dem, og de skiltes temlig koldt. Torvard fra Saurbø var blandt bønderne i Øfjord sin navnes bedste ven, og Torvard Torarinsson talte ofte med ham; han ansås for at være noget underfundig og ildesindet. Etter afskeden med Torgils red Torvard ud gennem Øfjord, og det sagdes, at han vilde drage til møde med Ravn. Da Torvard var kommen på vej, red Magnus Jonsson tilbage til Torgils og spurgte, til hvad tid han vilde vende hjem, men herpå gav han ikke noget bestemt svar. Da spurgte han, hvorhen han vilde ride om aftenen. Torgils svarede, at han vilde ride til Ravnagil; han bad dem rejse fredsommelig vestover gennem bygderne og sagde: »når I kommer til Miklebø, kan I tage friske heste dêr og hvad I behøver«, han erklærede, at overfor sin frænde Torvard vilde han ikke være nöjeregnende med sligt. Derefter skiltes de, og de ønskede hinanden levvel. Berg Åmundeson talte til Torgils om, at har» skulde ride til Munke-Tværå; »Torvards udseende behagede mig ikke«, sagde han, »og jeg tror ham ikke«. Torgils smilte og svarede: »dette er sikkert ikke rigtigt, og jeg vil ride til min måg som jeg har bestemt«. Berg sagde, at afgörelsen tilkom Torgils, »men jeg vilde heller ride til Munke-Tværå«.

Torgils red til Ravnagil, hvor han blev vel modtaget, og han fordelte sine folk på de omliggende gårde. Man bad ham bestemme, hvad man skulde have til morskab om aftenen, sagaer eller dans. Han spurgte, hvilke sagaer der var at vælge iblandt. Man svarede ham, at her var ærkebiskop Tomas' saga, og den valgte han, fordi han elskede ham fremfor andre helgener. Sagaen blev nu oplæst, lige til hvor ærkebiskoppen blev overfaldet i kirken og den kronragede del af issen hugget af ham. Man fortæller, at Torgils da stansede og sagde: »det vilde være en smuk død«, og kort efter faldt han i sövn. Man ophørte da med sagaen og beredte sig til måltid. Da alle var så godt som mætte, talte Berg og Gudmund bonde om, at der skulde udstilles hestvagt, men Torgils sagde, at det ikke behøvedes, og at han ikke havde nogen mistanke til sin frænde Torvard. Det skete da ikke og der blev intet deraf. Torvard sendte en mand derhen, som hed Halldor snak; han skulde sørge for, at dörene var åbne, når Torvard og hans folk kom der om natten; han skulde også kunne sige dem, i hvilken sæng Torgils lå. Dersom der skete nogen forandring i, at Torgils red derhen, hvor det var bestemt, skulde Halldor underrette Torvard herom, og ligeledes hvis der blev holdt vagt. Da Torgils var gået til sængs, lå Halldor på sængestokken hos ham og talte længe med ham, indtil Torgils var faldet i sövn. Derpå gik Halldor hen og lukkede dörene op. Efter at Torvard og Torgils var skiltes, red Torvard ud langs fjorden. Da de kom til en dalsænkning ude i Skjaldarvik, steg de af hestene. Torvard tog nu til orde: »her gælder det gamle ord, at ethvert kar kan blive så fuldt, at det flyder over, og det skal siges, at jeg tåler ikke længer, at Torgils forholder mig min hæder, uden at søge efter oprejsning. Jeg vil kundgöre eder, at jeg agter at ride mod Torgils i nat og dræbe ham, om det lykkes. Jeg beder alle vel erindre, når lejlighed gives, da straks at føre våben mod ham og bruge dem forsvarlig, så at han ikke har mere at kunne sige, ti alt er vundet, når han er dræbt, og I må erindre, at Torgils er en mand, som ikke ustraffet lader sig fornærme. Dersom nogen er her, som ikke vil følge mig, så sige han det nu«. Da svarede Jörund gæst: »det er for mit vedkommende at sige, at for min herre kong Håkons skyld og på grund af kammeratskabet med Torgils vil jeg ride bort, jeg kalder dette, som I har for, det störste nidingsværk og uråd« (273). Torvard sagde: »det er ikke bravhed, som nu bringer dig til at ride bort«. Derefter sprang han og hans mænd op på deres heste, og alle fulgte de ham undtagen Jörund gæst, som vankede om der.


Torgils skardes drab.

Torvard og hans fæller red, indtil de kom til Ravnagil; de færdedes i stilhed, fandt dörene åbne og gik straks ind med dragne våben. De traf Halldor, som sagde dem, hvor Torgils lå. Magnus (274) gik hen til den sæng, som Torgils sov i; han lå med ansigtet vendt opad og var ene i sængen. Man fortæller, at Magnus huggede til ham med en økse tværs over den nedre del af brystkassen, og man er ikke enig om, hvorvidt dette sår var fuldt dødeligt eller ej. Herved vågnede Torgils. Han sprang op og greb sit sværd, som hang ved sængen, og huggede straks til Magnus. Han kløvede stålhuekanten, så at den straks gik fra, og huggede det ene hug efter det andet. Magnus veg tilbage og faldt ned på knæene, men da gik det øvre hjalte af sværdet, så at klingen gled ud af fæstet og Torgils nu var våbenløs; han løb da ind på Magnus og kastede ham under sig til jorden. Torvard og hans mænd løb i det samme frem mod Torgils, og hver mand, som kunde komme til at bruge sine våben, anfaldt ham. Torgils spurgte Torvard, om han kunde opnå fred. »Slig skånsel skal du have, som du nu kan se«, svarede Torvard og bød sine mænd slæbe ham ud. Torvard greb ham under brogbæltet, og således slæbte de ham ud gennem skålen. Da de kom lige overfor hvor Tord præst lå, sagde Torgils: »Tord præst! jeg vilde gærne skrifte for dig«, og rakte hånden ud imod ham. Tord præst sprang op og vilde gribe efter ham, idet han bød de djævle lade ham nå at skrifte; men de stødte ham bort, så at han tumlede tilbage og Torgils ikke fik fat i ham. Torgils spurgte efter sine mænd. Torvard svarede: »disse skal du nu have for dine mænd«. Da de kom i den ydre del af skålen, sårede Torvard ham ved et sværdstød, og da de nåede ud i forstuen, bød Torvard en mand ved navn Jon uste (275) at føre våben i mod ham. Jon huggede Torgils i hovedet, ned mod tærskelen, og afhuggede hjærneskallen ved hårets begyndelse; derefter blev han slæbt ud. Torvard gik da igen ind i skålen. De greb Berg og Asbjörn og førte dem ud; de bad om fred, men fik ingen skånsel, og bægge dræbtes de. Halldor snak aflivede Berg, og Asbjörn fældedes af x (276), men Torgils' andre ledsagere tilstodes der fred. Meget blev her stjålet og ranet. Torvard og hans mænd red senere på dagen op til Grund. Dette tildrog sig en tirsdag på Vincentius-messe (277), og det var ved daggryets begyndelse, at Torvard med sit følge ankom. Om morgenen kom de af Torgils mænd til, som havde tilbragt natten på andre gårde.

Gudmund bonde og Guttorm Guttormsson tog sig af Torgils' legeme, og der blev sendt bud til Munke-Tværå for at meddele abbeden begivenheden. Denne tidende var for alle både vigtig og sørgelig. Abbeden, ledsaget af munke og præster, drog liget i møde. Da han kom, viste man ham og mange andre Torgils' legeme, som nu blev svøbt. De, som her var til stede, har sagt, at Torgils havde 22 sår, men at alene 7 af dem havde blødt; et af disse var det sår i hovedet, hvorved hjærneskallen afhuggedes. Torgils blev det givet, at han fik det samme sår, som der om aftenen blev fortalt, at den hellige ærkebiskop Tomas var blevet rammet af i Canterbury kirke, og om hvilket Torgils om aftenen sagde, at det måtte være skönnest at lide en sådan død. Abbeden lod liget svøbe og sagde, som mange har hørt, at han ikke havde set noget legeme af bedre udseende end Torgils', dêr hvor det kunde ses for sår. Abbeden lod liget age op til Munke-Tværå og dêr hæderlig begrave; her stod ved graven mangen mand med stor sorg. Torvard blev meget forhadt på grund af denne dåd i alle de bygder, som Torgils havde styret. Denne handling blev stærkt fordömt, og de fleste af dem, som vidste besked, siger, at man ikke ved, at nogen mand har givet en slettere og uhæderligere lön, end således som Torvard lönnede en sådan hjælp som den Torgils havde ydet ham. Om Torgils bliver nu ikke mere at berette. Hans følgesvende red tilbage til Skagafjord, og disse tidender rygtedes over det hele land. Folk misbilligede denne handling, hvad enten de havde været Torgils' tilhængere eller ikke. Torgils' drab fandt sted, da der fra vor herre Jesu Kristi fødsel var ledet 1258 år, den 22. januar (278), Vincentius degns messedag. Torvard forsøgte derefter påny at vinde herredet, men opnåede intet. Bønderne vilde nu så meget mindre anerkende ham som overherre, da alle anså ham for en værre mand end för ved dette værk. Han sad da på Grund den del af vinteren, som var tilbage.]


Begivenheder år 1258.

Den nærmeste vinter för Gissur erholdt jarls navn, tog Torvard Torarinsson Torgils skarde af dage, fordi kong Håkon havde tildelt Torgils Øfjord og alle bygderne nord for Øxnadalshede, som kongen erklærede for sin ejendom, men hvortil Torvard mente at have fået sig hjemmel overdraget af sin slægtning Steinvör Sighvatsdatter (279). Den påfølgende sommer, efter at Torgils skarde om vinteren var bleven dræbt, blev lovsigemanden Teit Einarsson dræbt i Østfjordene. Da stod to skibe på land ved Gåsar i Øfjord, Holmdølan, som Sindre styrede, og Gro-bussen, som Eyjulv den rige styrede; da var der også et skib i Kolbeinså-mundingen i Skagafjord, som tilhørte Bård Hallfredsson (280). Denne sommer rejste fra sydlandet over Kølen præsten Jörund Torsteinsson, som senere blev biskop på Holar, og Kolskegg præst. De havde opholdt sig i Skålaholt hos biskop Sigvard og agtede sig nordpå til Gåsar i Øfjord for dêr at rejse bort fra landet; men da de kom til Mælefellsdal, brækkede Jörund præsts hest et ben, og han drog da til Kolbeinså-mundingen og sejlede ud herfra om somren. Kolskegg præst drog til Øfjord og sejlede bort samme sommer på Gro-bussen med Eyjulv den rige. Samme sommer tog plads ombord hos Sindre mange islandske mænd, både mordbrændere og Fagranæs-mænd (281), der var Einar fra Gaddsvik og hans broder Tord fra Espehol, Håmund vårbælg, Torgils fra Øxnafell, Torgeir kåde, Are Ingemundsson, endvidere to Fagranæs-mænd Halle-Heir og Banke-Odd, to sönner af Gisle på Sand Magnus og Einar og endnu flere Islændere. Bægge skibe lagde samtidig ud fra Gåsar. Holmdølan forliste syd for Myrerne, og her frelstes 50 mand, men 50 omkom og deriblandt alle islandske mænd. Gro-bussen forliste også, og her omkom hver mand, som var ombord. De fleste fortæller, at skibet kom til Skotland og at de dêr er blevne førte op på land og dræbte, den ene for fødderne af den anden (282). Denne sommer røvede Vigfus Gunnsteinsson fra Olav på Ånabrekka både meget kvæg og andre ting, og dette blev ilde omtalt.


Tord kakales død. (283)

(Gissur Torvaldsson rejste bort fra landet, som för er sagt, næste sommer efter Flugumyre-branden. Han landede ved Hordaland og erfarede, at kong Håkon var i Tunsberg. Han forlod da skibet og gik ombord i et fragtskib, som førte ham østpå til kongen, der modtog ham meget godt. Tord kakale opholdt sig i Bergen, da det skib, på hvilket Gissur havde været ombord, kom hertil. Der var mange islandske mænd på skibet, og nu erfarede Tord de tidender, som havde tildraget sig på Island. Det hændte sig kort efter, da de havde losset, at Tord med nogle ledsagere gik forbi en stue, hvor de hørte menneskestemmer. De stansede og hørte, at der blev fortalt om Kolbein Dufgussons drab (284). En mand ved navn Tord Steinunnsson fortalte. De mærkede, at han fremstillede alt til fordel for Gissur mere end for mordbrænderne og sagde, at alle havde undret sig over, hvor lidt snarrådighed Kolbein havde vist. Da gik Tord ind i stuen og sagde: »nu skal vi se, hvor megen snarrådighed du har«, og i det samme slog han ham med en økse, som han havde i hånden, så at han faldt i afmagt. Kort efter drog Tord kakale østpå til Tunsberg, hvor kongen modtog ham med nogen kulde. Her var Gissur til stede. Da Tord havde været der kort tid, bad han kongen om at sende Gissur bort og sagde, at det ikke var usandsynligt, at der kunde opstå forviklinger af, at de bægge opholdt sig i samme købstad. Kongen svarede: »hvorledes kan du vænte, at jeg skal drive min frænde Gissur (285) bort fra mig for disse dine udtalelser; vilde du måske heller ikke være i himlen, dersom Gissur var der«? »Gærne være der, herre«! sagde Tord, »men der skulde dog være langt mellem os«. Kongen smilede og indrettede det således, at han tildelte hver af dem en forlening; Tord havde sin i Skidan (286). De fulgte bægge til Halland med kongen, og der udførte Tord store bedrifter (287). Tord var afholdt i sit syssel, og folk dêr mente, at det var få Islændere, som havde haft sådanne ævner som han. Kolfinna Torvaldsdatter (288), som den gang var hos Tord, fortæller, at der kom brev fra kong Håkon til ham sent om aftenen, da han sad ved drik, og at Tord bevidnede, at kongen havde givet ham orlov til Island og lovet at göre ham til den første mand der. Han blev så glad herved, at han sagde, at intet kunde hændes, som forekom ham bedre end dette, og takkede kongen höjlig; man drak nu og var meget muntre. Lidt senere tog Tord til orde og sagde, at han aldrig vilde forlade Island, dersom det lykkedes ham at komme tilbage. Kort efter sagde Tord, at han fik ondt, og man fulgte ham nu til sængs. Sygdommen greb ham da så stærkt, at han kun lå en kort stund, för den gav ham døden. [1256]. Om ham er en stor saga.)


Gissur udnævnes til jarl. (289)

Gissur Torvaldsson var i denne tid i Norge hos sin frænde kong Håkon. Han drog til Halland med kongen, da det blev brændt, og ligeledes Tord Sighvatsson. De gav sig ikke af med hinanden, men nød bægge agtelse hos kongen. Dette efterår døde Tord Sighvatsson, som för er skrevet. Gissur var derefter i större anseelse hos kongen end forud. [1258]. I denne sommer, hvorom nu er meldt, gav kong Håkon Gissur jarls navn og overdrog ham hele Borgarfjord. Kong Håkon gav Gissur jarl rige gaver, för han rejste tilbage om somren. Kongen overrakte Gissur banner og lur, satte ham ved siden af sig i höjsædet og lod sine bordsvende skænke for ham ligesom for sig selv (290). Gissur jarl var stærkt forpligtet ved løfter overfor kongen til at skat skulde vedtages på Island. I Bergen gaves der Gissur jarls navn i kong Håkons regerings 41de år; da manglede Gissur én vinter i 50. Men da han gik pilgrimsgang én vinter i 40, da Örlygstadslaget stod én vinter i 30, da han blev bordsvend én vinter i 20 (291).


Torgils skardes drab søges hævnet. (292)

[1258]. [Den vinter, da Torgils blev dræbt, boede Bödvar og hans sön Sighvat på Stad på Snefjældsnæs; Bödvar var da gammel, men Sighvat ung (293). Torgils' broder Gudmund havde om vinteren været hos ham på Miklebø. Da drabet rygtedes vestpå i bygderne, syntes folk, at de ved Torgils' død havde lidt et stort tab. Gudmund red kort efter drabet fra nordlandet og opsøgte Ravn, som indbød ham til sig, lovede ham venskab og dadlede drabet på Torgils. Sighvat, Ravn og Sturla mødtes under langefasten i Tingnæs i Borgarfjord. Sturla sørgede meget over Torgils, men det skete kom ham ikke helt uvæntet; han havde fremfor alt advaret Torgils mod til fulde at stole på Torvard. Sighvat bad Ravn om bistand, men han undslog sig på alle måder og vilde ikke forpligte sig til noget; mellem dem opstod nogen spænding. Om foråret ved påsketid samlede Sighvat og Sturla folk og drog med flokkene nordpå til Skagafjord. De fik så slet vejr, at man ikke kendte noget så koldt forår; da herskede også storsoten i Midfjord (294). Torgils' huskarle og nogle bønder fra herredet (295) sluttede sig til dem. De fik at vide, at Torvard var på Grund. De red da nordefter over Hraunåhede og ned gennem Vaskådal, og ankom til Grund henved natmål (296). Torvard var samme aften efter non (297) bleven advaret af Jon i Glæsebø; han var da reden bort og ud til Kaupang, han vilde ride videre nordpå bort fra herredet, ti næsten ingen sluttede sig til ham. Man brød dören op, men Torvard var ikke at finde dêr, og man fôr da her temlig ufredelig frem. Hestene var udmattede, men Sighvat vilde straks forfølge Torvard, og man antog, at han ikke vilde ride længere end til Kaupang. Sighvat red nu om natten med henved 40 mand ned gennem fjorden. Da de kom til Kaupang, fortalte man, at Torvard var reden til Svalbard eller måske op på heden. De så hvor Torvard red, og Sighvat forfulgte da, men de var kun 10 i alt og måtte vende tilbage. Torvard red nordpå, men Sighvat vendte tilbage til Grund og sad her nogle mætter. Da ankom præsten Olav Kråksson, som var afsendt af Torvard for at søge forlig. Torvard viste sig nu meget ivrig for at opnå dette. Et møde på Gåsøre ved fjorden blev fastsat og stilstand vedtaget. Til mødet kom abbeden Eyjulv og de fleste ansete bønder fra herredet. Torvard kom med et talligt følge, han ledsagedes af Reykdøler og Fnjoskdøler. Det blev angående forliget aftalt, at sagerne skulde pådömmes af lige mange mænd fra hver side og abbed Brand have overskönnet, men Torvard måtte ikke opholde sig i herredet. Sturla og Sighvat red derefter tilbage til vestlandet. Torvard begav sig til Grund, men opholdt sig kun kort tid her; derpå drog han til Østfjordene og blev aldrig senere hövding over Øfjord. Loft Halvdansson overtog gården Grund, og sagen stod nu hen, det trak ud med mødet, og der kom intet i stand den sommer.]


Gissur jarl ankommer til Island.

Nu stak Gissur jarl og hans rejsefæller i søen; Gissur var den, som vejledede mest ved farten over havet, indtil de landede ved Eyrar (298). Hans frænder og venner modtog ham med glæde; da havde han været udenlands 4 vintre. Han grundede en husholdning på Kalladarnæs (299) og lod samle forråd her. Der sad han med en talrig husstand den vinter og udfoldede stor pragt; han havde haft mange drikkevarer med ud, og der blev om vinteren ofte drukket stærkt. Gissur jarl drog ikke til Skagafjord om høsten, ti det skib, hvor han var ombord, kom sent til land. (Gissur anløb Syderøerne, og der fik han det sværd, som han kaldte Øfarer-eje (300)). Om vinteren sendte Gissur budbringere til bygderne nordpå; da kom Ingebjörg Gunnarsdatter til Kalladarnæs og var nu jarlens frille, ligesom förend han rejste bort; ligeledes drog da sydpå til Gissur jarl Eyjulv Torleivsson og Guttorm Guttormsson. Alle helgens dag om vinteren blev 30 mand jarlens håndgangne mænd, nogle hirdmænd, andre gæster (301). Denne vinter lod Vigfus Gunnsteinsson för faste dræbe Rögnvald Illugeson og hans to sönner Eyjulv og Vagn i fjældene ovenfor Årnæs; de blev i höj grad narrede bort fra gården (302). Næste vår drog Gissur med henved 30 mand fra sydlandet og kom til Skagafjord, hvor folk tog vel imod ham. Han red nordpå til Øfjord, hvor abbed Eyjulv gjorde gilde for ham og hvor man gav ham en god modtagelse og ydede ham gaver. Derfra red han til Skagafjord og købte af Povl Kolbeinsson Stad for 1 hundred hundreder (303). Povl, som selv tilbød ham ejendommen, købte da Ulvsstad og flyttede derhen. [1259]. Gissur jarl flyttede om våren til Stad, og på vårtinget om foråret afstod præsten Einar Illugeson, som havde drevet den halve gård, denne til Gissur. Vårtinget var talrig besøgt, og her støttede bønderne i Skagafjord jarlens husholdning, ved at hver mand, som havde at betale tingrejselön (304), gav ham et får. Gissur jarl red til tings om somren; mellem ham og Tord Andreasson var forholdet den gang koldt og ligeledes om vinteren forud, da jarlen var på sydlandet; Tord mødte mandstærk på tinget (305). Ravn Oddsson red ikke til tinget den sommer og heller ikke Sturla Tordsson; Ravn opholdt sig som oftest i Vestfjordene. Sturla boede på den tid på Stadarhol og Vigfus på Saudafell. Gissur jarl red fra tinget hjem, og om somren var det derefter stille (306).


Forlig efter Torgils skardes drab.

[Sighvat (Bödvarsson) bosatte sig på Stad på Snefjældsnæs; han var en betydelig mand. Mellem ham og Gissur herskede aldrig fuld tillid; der var det imellem dem, at Gissur mente, at Sighvat burde forfølge Torvard, men Sighvat syntes, at Gissur aldrig vilde yde nogen hjælp. Sighvat sad stille på Stad, og mellem ham og Ravn opstod megen uenighed. Da kom der til Kolbeinsstad en mand ved navn Svein, som sagde, at han var sendt af Gissur med breve, og at Gissur anmodede sin måg, Narve præst, om at overbringe Sighvat brevene, »ti jeg«, tilföjede Svein, »var ikke sendt længere«. Svein medførte Ingegerd Asbjörnsdatter, som Ketil Ketilsson havde gjort frugtsommelig; Narve og Ketils søster Valgerd tog imod hende, og Narve præst sendte brevene til Stad (307). Heri stod, at Sighvat skulde komme selv femtende til Reykjaholt for at mødes med Gissur. Sighvat drog ikke afsted, og Gissur var der heller ikke; derimod mødte Ravn med 30 mand, og det var i virkeligheden ham, som havde sendt dette brev med Saura-Svein (308). Da Sighvat fik dette at vide, truede han med at udplyndre Narve præst, men der blev dog ikke noget af det.

Vigfus Gunnsteinsson boede på Saudafell; han og Sighvat havde indgået forlig i deres sager (309) og tilsagt hinanden venskabelig bistand. Torvard og Vigfus havde også ført venskabelige forhandlinger; de traf hinanden på Keldur, og derefter var Vigfus længe hos Torvard om vinteren. Da Vigfus kom hjem, opsøgte han sin måg Sturla og bad ham tilvejebringe et forlig mellem Torvard og Sighvat. Vigfus fremførte da budskab fra Torvard og hans forligstilbud, og fremstillede dette med megen kløgt. Sturla tilrådede forlig og sagde, at udsigten til at opnå hævn efter Torgils forekom ham ringe, som forholdene var; han fremhævede, at Sighvat havde anmodet Gissur og Ravn om bistand, men at ingen af dem vilde hjælpe ham med et angreb. [1262]. Et møde blev derpå aftalt i Vide mandag i langefastens sidste uge, så fremt intet forfald hindrede; Vigfus sendte bud til Torvard for at meddele ham dette. Da Sighvat red hjemmefra, brød han hemmelig op, så at hverken Gissur eller Ravn fik det at vide. Han red til Reykjaholt, hvor Hallvard guldsko opholdt sig; han var somren forud kommen her til landet med kong Håkons budskab og nød stor anseelse (310). Nu gik skat over landet, som mange er bekendt, og derom skriver vi ikke mere, om end heri er meget stof til fortælling. Hallvard og Egil besluttede at følges med Sighvat, og da de var nåt sydefter til Hallbjörnsvarder, stødte Sturla og Vigfus til dem. Vigfus, Egil og Hallvard red til Tingvold, men Sturla og Sighvat til Laugardalsskardene. Det blev mørkt vejr med snefald og fygning, så at føret blev slet. Både mænd og heste sank om ved uvejret, og de måtte om natten ligge under åben himmel i passene, indtil vejret hen imod dag klarede op. De drog da ned fra heden og blev om söndagen i Laugardal, men red om mandagen til Skålaholt. Tjænestefolkene sagde, at biskoppen havde forbudt al høgivning, og at han ikke vilde tilstå dem nogen gæstfrihed, da han syntes de førte krigsflokke til bispegården. Sighvat gik til biskoppen og hilste ham, men biskoppen svarede næppe; han sagde da: »herre! lad give vore heste hø og vore mænd mad«. Kort efter ankom Torstein Skeggeson og Jon kirkebod til Skålaholt og sagde, at Torvard var kommen til Ida (311); de medbragte lejde fra ham og modtog et tilsvarende tilsagn af Sighvat. Et møde ved Laugarås blev da fastsat. Biskoppen blev anmodet om at komme til mødet, men han vilde ikke; han krævede af Sighvat de penge, som han mente at have til gode hos Torgils, og sagde, at han for ham havde betalt 40 hundreder som bod for Valgards drab; »jeg vilde gærne«, tilföjede biskoppen, »have givet dette gods, og lige så meget til, for at Torgils skulde være uskadt og i live, men nu vil jeg have hvert hundred«. Sighvat svarede: »den gæld vil jeg betale, så at Torgils' sjæl ikke skal lide for disse ubetalte penge«.

Sighvat og hans ledsagere begav sig derefter til mødet, hvor meget forhandledes i hemmelighed, men noget offenlig. Det kom til forlig, som blev bekræftet ved håndslag, og det skulde straks kundgöres. På Sighvats vegne skulde Sturla og Hallvard, som havde været Torgils' hirdfælle og ven, samt Egil Sölmundsson dömme, på Torvards vegne Vigfus Gunnsteinsson, Torstein Skeggeson og Jon fra Ås. Sturla fremsagde kendelsen: de fastsatte halvandet hundred hundreder for Torgils' drab, men herfra skulde fragå 30 hundreder for det mod Torvard forsøgte angreb samt den plyndring og ødelæggelse, som havde fundet sted på Grund. Det vedtoges, at hver af parterne skulde bøde for sine mænd det som de havde forbrudt. Ved forliget mellem Ravn og Torgils i Bjarnardal var det pålagt Torgils at betale Finnbjörns arvinger 20 hundred (312), dette beløb skulde Torvard betale; og desuden skulde biskoppen få sit tilgodehavende (hos Torgils) betalt af Torvard. Torvard skulde udrede til Sighvat 60 hundred, hvoraf den ene tredjedel skulde være i guld og rent sølv, den anden i anselige værdisager og gode jorder, den tredje i værdisager, hvoraf ingen var mindre end 10 ører værd. Alt det løsøre, som tilfaldt Sighvat, skulde Torvard sende vesterpå til Stad, hvor Sighvat skulde lade det vurdere. Alle de, som blev overbeviste om at have tilföjet Torgils sår eller angrebet ham, skulde forlade landet og være borte i tre år eller betale 10 hundred for hver vinter. Jon uste, som fik skylden for Torgils' drab, skulde forlade landet og aldrig komme tilbage, men ingen af dem, som var blevne overbeviste om at have tilföjet Torgils sår, måtte tage ophold i Vestfjordinge-fjærdingen, så længe Sighvat og Gudmund levede. Torvard blev ikke landsforvist, men han forkyndte, at han vilde drage bort, för tre vintre var ledne. For Bergs drab fastsattes 60 hundreder og lige så meget for Asbjörns, dersom de rette sagsøgere vilde lade sig nöje med dette. Alle de bøder, som var idömte for Torgils' drab, udredede Torvard villig og rundelig. Han takkede de mænd, som havde deltaget i dommen, han følte sig, sagde han, lettet, da han var forligt med Torgils' brødre, og tilföjede: »jeg skal altid råde bod på dette overfor hans frænder og pårørende«. Han gav Sighvat et godt sølvkar, en skarlagens kjortel og en guldring, og Gudmund et sølvbælte. Torvard rejste tilbage over åerne, men Sighvat blev om natten i Skålaholt. Om morgenen red man bort, men Sighvat blev tilbage, da han ikke havde endt sine forretninger med biskoppen. Sighvat sagde ham nu, hvorledes det var ordnet angående gælden til ham; biskoppen svarede, at hermed var han vel fornöjet. Dernæst sagde han til biskoppen: »jeg mangler heste, herre!« og bad ham låne eller sælge sig en hest, så at han var i stand til at rejse derfra. Biskoppen gav et bestemt afslag; han syntes, at Sighvat ikke forud havde tiltalt ham så ærbödig som han fordrede det. Sighvat købte da en hest af præsten Ketil, men han og to af hans følge blev der om dagen og spiste nadver dêr, biskoppen lod da give dem at drikke. Om aftenen red Sighvat ud til heden (313) efter at have taget en kølig afsked med biskoppen, og langfredag kom han hjem til Stad.]


Om Torgils skardes brødre.

[Om somren rejste Sighvat og Sturla (314) bort sammen med Hallvard guldsko. Sighvat opsøgte kong Håkon og blev hans mand, han nød stor anseelse hos kongen, han blev en stor og stærk mand. Han drog ud af landet sammen med kong Håkon vestpå til Skotland (315) og vandt et godt ry for kraft og kækhed; kongen lovede ham store udmærkelser, om de bægge beholdt livet. På dette tog ramtes kongen af den sygdom, som bortkaldte ham fra denne verden; dette var for Sighvat og mange andre en ubodelig skade. Sighvat fulgte kong Håkons lig tilbage til Norge og begav sig da til hans sön kong Magnus. Her nød Sighvat så megen ære, at ingen andre Islændere da udmærkedes så meget. Sighvat sørgede meget over tabet af kong Håkon, ti han anså ikke nogen i Norge for hans lige. Kong Magnus tillod ikke Sighvat at vende tilbage til Island; han kunde da ikke finde sig i at være i Norge, men rejste ud af landet og agtede sig til Jerusalem. Men da han kom til Middelhavet, blev han syg og døde syv nætter för Mikaels messe, og alle anså hans død for et stort tab.

Gudmund Bödvarsson havde på Stad en anselig husholdning; han var gift med Trud Björnsdatter. Da han længe havde bot på Stad, rejste han udenlands; da var hans hustru Trud død. Gudmund blev kong Magnus' hirdmand; men da han havde været én vinter i Norge, blev han syg og døde i Bergen syv nætter för Columba messe (316).]


Brand Kolbeinssons sönner ophidses mod Gissur jarl.

På denne tid boede på Havsteinsstad ved Stad Jorunn Kalvsdatter og hendes sönner Kalv og Torgeir; de var alle beslægtede med Gissur jarl, men der var dog et temlig køligt forhold imellem dem (317). [1259]. De ledsagede om somren jarlen til tinget, men da det led ud på somren, sendte Tord Andreasson fra sydlandet en mand, som hed Krake, med brev til sine frænder Brandssönnerne; indholdet af brevet var en opfordring til, at de skulde forene sig med deres frænde Tord om at rydde Gissur jarl af vejen, eller støde til ham oppe i Mælefellsdal med så mange folk de kunde få, og ikke finde sig i beskæmmelser af Gissur jarl, ved at han sad på deres fædrene arv og ikke undte dem nogen oprejsning herfor. Dette budskab berørte dem ilde og deres moder endnu værre; da hun fik det at vide, sagde hun, at de ikke måtte deltage i noget anslag, som kunde regnes for svig mod Gissur jarl. De lovede dette, men fandt det vanskeligt at finde nogen udvej, da deres nære frænde havde del i sagen. De besluttede sig til bægge at aflægge et besøg på Stad, på samme tid som Kalv skulde rejse nordpå over heden. Kalv sagde da til Gissur, da de talte ene sammen, at han burde være forsigtig, og at han vidste besked med hvad han sagde; han tilföjede, at han kunde sige mere, dersom han vilde, men at han dog ikke vilde göre det. Gissur jarl svarede: »det kan være, frænde! at sådanne folk er indviklede i denne sag, at du mener ikke at have ære af at tale nærmere herom, men betænk, når det skår i din æt vil blive bødet, dersom jeg hugges bort«. Hermed skiltes de. Tords udsending Krake blev grebet på Havsteinsstad og ført for Gissur jarl; inden de to brødre red hjemmefra, havde de advaret ham om hurtig at rejse bort, men han gjorde ikke således. Han blev nu tvungen til at bekende og fortalte da, hvorledes alt forholdt sig i denne sag, og det brev, som var bleven sendt til de to brødre, blev fundet. Gissur tilregnede dem dette som anslag mod sit liv, men sagen jævnedes dog ved gode mænds forestillinger og bistand (318).


Fjendskab mellem Gissur jarl og Tord Andreasson.

Gissur jarl lod da samle mandskab fra hele herredet og sendte også bud til Øfjord og red derefter til sydlandet med 5 hundred mand. Da han kom sydpå, fik han også mange folk fra Hrunamannabygd og red med 8 hundred mand østefter over åerne. Sturla Tordsson stødte med en skare folk fra vestlandet til Gissur jarl; den sommer var der ført venskabelige forhandlinger imellem dem. Tord flygtede østpå og opholdt sig i skovene i Torsmark. Der plyndredes vidt omkring på Rangåvellir, og det efterår nedslagtedes her 90 stykker hornkvæg. Endelig forsøgte folk en mægling, der blev udstedt lejde, og de mødtes på Tingskålar; de bønder, som de blev enige om at udnævne, skulde domme imellem dem, og det blev betinget i forliget, at Tord skulde opholde sig hos Gissur om vinteren; dette skete vel ikke, men dog overholdtes forliget den vinter. Gissur jarl red tilbage til Skagafjord, og flokkene oplöstes. Sturla red hjem til vestlandet, og han og Gissur skiltes med stort venskab. Det blev aftalt at holde det bryllup hos jarlen på Stad, hvor Sturla skulde bortgifte sin datter Ingebjörg til Tord, en sön af Torvard i Saurbø (319). To nætter för Martins messe om vinteren kom Sturla vestfra selv tyvende; Sighvat Bödvarsson ledsagede ham. Tord ægtede nu Ingebjörg. Da blev Sturla Gissur jarls lensmand, og den vinter bortgiftede Sturla sin datter Gudny til Kalv Brandsson. Gissur jarl og Sturla skiltes med stort venskab, og Gissur lovede Sturla Borgarfjord og andre æresbevisninger; Sighvat Bödvarsson fik derimod ved denne lejlighed ingen æresbevisninger af jarlen og anså sig for at være narret til at blive Gissur jarls håndgangne mand, så at de skiltes uvenlig.

[1260]. Den anden sommer da Gissur jarl boede på Stad, red han fra tinget østpå over åerne med talrigt følge. Der blev da sammenkaldt et møde på Tingskålar mellem Gissur jarl og Rangåingerne, i spidsen for dem var Björn Sæmundsson og Loft Halvdansson. Her aflagde Rangåingerne troskabsed til Gissur jarl og kong Håkon for første gang. Tord Andreasson var i følge med jarlen og ledsagede ham nordpå til Skagafjord, hvor han tilbragte vinteren hos ham. Det var en hård vinter, og meget kvæg omkom. Om foråret gjorde Gissur jarl på énmåneds-sammenkomsten (320) det løfte til gud, at alle folk på Island bestandig skulde vand-faste för Første Olavs messe (321); dette løfte blev vedtaget og indrömmet af alle. Jarlen sendte da i langefasten mænd med breve sydpå til biskop Sigvard, og dette løfte samtykkedes da over hele hans bispedömme. Følgen af löftet blev også, at der indtraf en både god og hurtig bedring af vejrliget. Biskop Sigvard lod løftet vedtage på selve påskedag i Skålaholt, og samme dag var vejret så godt, at der længe ikke var kommet sligt.


Islands underkastelse under den norske konge.

[1261]. Den påfølgende sommer landede et skib i Hvitå i Borgarfjord; styresmanden var Hallvard guldsko (322). Han medbragte breve fra kong Håkon; Ravn fik nu Borgarfjorden tildelt, men den blev frataget Gissur jarl, som i forvejen havde tildelt Sturla denne. Da mente Sturla, at Gissur jarl ikke havde holdt de fagre løfter, som han havde givet ham, og han kvad denne vise:

150.
Alt til min ufærd vendte
Odin (323); han brød sine gode
løfter og sveg mig, — sandhed
siger den raske kriger (324).

Fyldt med listens og lögnens
last mig bort han kasted;
Gaut (325) ynder kiv. Hvor den kloge
konge vil hen, jeg kender.

Asgrim Torsteinsson var rejst bort fra landet den sommer, da Gissur jarl flyttede til Stad, efter at have forligt sig med jarlen og overdraget ham selvdom (326). Asgrim rejste udenlands og ud til paven. Da var Alexander pave, han var fulgt efter pave Innocentius. Asgrim landede i Hvitå med Hallvard guldsko og medførte brev fra ærkebiskop Einar, som overdrog ham præstegården Grenjadarstad, hvor han næste år bosatte sig. Han og jarlen overholdt godt deres forlig. Samme sommer ankom kong Eriks datter Ingilborg til Norge (327); Første Olavs messe dag kronedes kong Magnus og korsmesse om høsten dronning Ingilborg. Dette efterår døde Knud jarl, en sön af Håkon galen.

[1262]. Den næste sommer efter at Hallvard det foregående år var ankommet til landet, var der et talrigt tingridt fra nordbygderne; Gissur jarl samlede meget mandskab, og Asgrim Torsteinsson red nu til tings med ham. Ravn kom også meget mandstærk vestfra, med ham red Hallvard guldsko, Einar Vatnsfjording og Vigfus Gunnsteinsson til tinget, og de havde vistnok henved 6 hundred mand. Gissur jarl havde ikke mindre end 8 hundred mand, når det mandskab, som han rejste på sydlandet, medregnes. På dette ting tilsvores der kong Håkon skat over hele Nordlændingefjærdingen og Sydlændingefjærdingen vest for Tjorså; ligeledes svores skat over hele Vestfjordingefjærdingen. Tolv mænd svor skat i Nordlændingefjærdingen, nemlig Asgrim Torsteinsson, Hall pip og Gudrik (328), endvidere fra Øfjord Hall på Mödruvellir, Torvard på Saurbø og Gudmund på Ravnagil, fra Skagafjord Geir Torvaldsson den rige og Brandsönnerne Kalv og Torgeir, endelig vest for Vatnsskard Bjarne på Audkulustad, Sigurd på Hvam og Illuge Gunnarsson. Ligeledes svor 12 mænd skat fra Vestfjordingefjærdingen (329). På dette ting indgik Gissur jarl og Ravn forlig og tilsagde hinanden sikkerhed. Gissur jarl samt Ravn og hans sön Sturla trådte frem og tog hinanden i hånden foran kirkedören på altinget; herved var til stede biskop Sigvard, abbed Brand Jonsson, Sighvat Bödvarsson og Sturla Tordsson. Den vinter sad kong Håkon i Nidaros (330).


Tord Andreasson stræber Gissur jarl efter livet. (331)

[1264]. Herefter er at berette, at Tord Andreasson red fra tinget østpå over åerne, og denne gang skiltes han og Gissur jarl sömmelig på tinget (332). Tord red hjem til sin gård på Vellir, og der var nu kun en ringe kvægbesætning i forhold til hvad der tidligere havde været (333). Gissur jarl tilbragte begyndelsen af somren på Stad, og angående hans anliggender var alt stille. Nogle folk siger, at Gissur nærede mistanke om, at Tord Andreasson ikke havde været ham fuldstændig tro, den vinter han opholdt sig på Stad, men dette lod jarlen dog ikke blive bekendt. Da det led ud på somren, red Gissur jarl sydpå over Kølen, ledsaget af sine huskarle Björn Raneson, Hildebrand Areson, Tord den magre, Buska-Skegge og flere andre. Han besøgte sin brodersön Kløng i Tunge, som var gift med Tords søster Asta, en datter af Andreas Sæmundsson. På sydlandet indtraf hos jarlen Gissur glade og Olav Svartssons sön Hauk fra Hamrar foruden flere andre mænd. Gissur jarl red til Kjalarnæs og ud til Gardar på Alvtanæs, hvor han besøgte bonden Einar Oddsson; her fik han en god modtagelse og var der nogle nætter. Her opsøgtes jarlen af Ravns broder Olav Oddsson, hvem Ravn havde afsendt med den besked, at han vilde advare Gissur jarl mod hans fjender og særlig mod Andreas-sönnerne; han lod sige, at han nu ikke skulde betænke sig på at fortælle ham sandheden, hvad enten Gissur vilde tro ham eller ej, og at han endnu mindedes, at Gissur syntes, at han ikke havde advaret ham för branden på Flugumyre, men at han nu mente at have fralagt sig alt ansvar. Olav og Gissur havde en samtale på kirkegården i Gardar, hvor han forebragte jarlen dette, og han syntes, at det gjorde ham forstemt og ordknap, men kort efter tog han afsked med jarlen og red tilbage til sin broder Ravn. Gissur jarl brød op fra næssene og fortsatte tilbagerejsen, indtil han tog ind på den gård, som hedder Drumboddsstad, hvor den gang Jon Skumsson boede, som var gift med Gissur glades datter Helga. Her overnattede han og hans følge, 7 eller 8 mænd i alt; Gissur jarl sov kun lidet om natten.

Næste dag red de op langs Hvitå. Da så de i lang frastand, at nogle folk red imod dem. Da man nærmede sig hinanden, så de, at det var en stor flok vel bevæbnede mænd. Gissur jarl stansede sin hest, betragtede dem en tid og udbrød da: »Åboer, Åboer! lad os vende om (334)«. Disse mænd kom hurtig nærmere; det var Andreassönnerne Eyjulv fra Skard, Brand fra Skogar og Magnus Agnar; Tord var ikke med, han mente, at der ikke så let vilde opstå mistanke blandt folk, som de traf på, når han var fraværende. De red nu hurtig fremad; fra Tord havde de skiltes øst for Tjorså. En mand ved navn Hildeglum var udset til at dræbe Gissur jarl og havde derfor fået den bedste ridehest. Snart nåede forfølgerne frem. Da Andreassönnerne havde indhentet dem, drog Gissur jarl sit sværd Øfarer-eje og svang det omkring sig. Hildeglum stak med sit spyd efter Gissur jarl, så at hans klædning sønderskares, men jarlen såredes kun ubetydelig, stikket ramte i höjre side ovenfor brystvorten, han lænede sig stærkt tilbage. Derefter red Sæmund Haraldsson frem mod jarlen og huggede til ham med en bredøkse; han førte hugget med bægge hænder, troede at kunne vælge det belejligste sted og vilde ramme akslen, men i det samme snublede hesten under ham, så at bægge tømmerne brast; hugget ramte da ikke jarlen, men øksen førtes ned forbi lænden på hans hest. Gissur glade red bestandig på den ene side af jarlen med draget sværd og Hauk Olavsson på den anden, bægge værgede ham vel og mandig.

Gissur jarl og hans ledsagere red ned mod åen Hvitå og lod hestene svömme over, da de nåede den; alle slap de uskadte over og red siden til Tunge. Kløng var ude og spurgte, hvorfor de red så stærkt. Gissur jarl svarede: »dine svogre forfølger mig, og luk nu hurtig kirken op«. Dette gjorde Kløng. Torleiv klang var til stede her og skyndede stærkt på. Gissur jarl gik ind i kirken, men sendte først Gissur glade bort for at samle folk i hast og sørge for, at de hurtig kom ham til hjælp. Gissur glade red nu afsted, men Torleiv klang bar de kister, som var i kirken, foran kirkedören og brugte sine kræfter godt. Kløng bonde og hans huskarle gik til kirken og vilde yde Gissur jarl bistand. De af jarlens mænd. som var til stede, stod foran kirkedören. Nu ankom Andreassönnerne til kirken og sprang af hestene. Asta husfrue Andreasdatter løb imod sin broder Eyjulv og slog med et stort stykke træ efter ham; slaget ramte stålhue-kanten, men hugget blev ikke så stærkt som hun havde tænkt, fordi hun blev greben af en af hendes brødres ledsagere. Kløng opfordrede sine svogre til at se sig vel for og ikke göre Gissur jarl nogen fortræd, der hvor han nu befandt sig. De svarede lidet hertil og var i alle henseender ubestemte, som det siden viste sig, men de mænd, som nød ringere anseelse, tilskyndede til at bryde hul på østsiden af kirken og sagde, at det vilde være let at få fat på jarlen. Nogle mænd af deres skare handlede herefter og gik om på østsiden af kirken for at bryde hul på den; men dette vilde Andreassönnerne ikke tillade og vilde først tale med jarlen. De gik da ind i forkirken og havde en samtale med ham. Gissur jarl sagde, at her var ikke hændt andet, end hvad de som frænder kunde komme til forlig om med gode mænds bistand. Kløng talte mange forsonlige ord, og de forhandlede meget længe. Da kom mange mænd til for at hjælpe Gissur, og han blev nu mindre villig til alle indrömmelser, efterhånden som hjælperne blev flere; han trak med stor snildhed sagen ud, indtil en stor skare mænd strömmede til.

Andreassönnerne red da bort, og således skiltes de. De red østefter til Tjorså for at træffe deres broder Tord og fortalte ham, hvorledes deres færd var løbet af. Agnar Andreasson sagde, at de havde haft held med sig, da de havde drevet Gissur jarl på flugt. Tord blev ilde til mode og svarede: »Gissur har været bister og slem at have at göre med, hvor han fandt sig mindre forulæmpet end her; nu gælder det at bruge sin forstand, ti længe vil jarlen ikke sidde stille, og hans snildhed har vist sig eders meget overlegen«. De red derefter sammen med Tord øst over åerne og videre lige til Torsmark, hvor de opholdt sig en tid, men af og til besøgte de bygderne (335). Gissur jarl samlede nu mandskab. Han sendte mænd til Skagafjord og Øfjord på nordlandet for at rejse folk og erklærede det for landsforræderi, dersom nogen ikke fulgte opfordringen; der drog da en talrig styrke nordfra og kom over heden til sydlandet. Da nordlændingerne ankom, var Gissur redet østpå over åerne; de forenede sig med jarlen i bygden Rangåvellir, og han havde da ikke mindre end 6 hundred mand. Atter blev kvæget slagtet vidt omkring på Rangåvellir, og mangen uskyldig undgjaldt for denne ufred og kval (336). Tord Andreasson og hans fæller opholdt sig i fjældene ovenfor Torsmark, som för blev fortalt. De talte ofte sammen om deres stilling. Tord sagde da, at hans brødre og andre venner kunde bruge som varsel, at om han nogen sinde troede Gissur jarl, så var det tegn på hans død. En aften opfordrede Tord sin følgesvend Simon Torhallsson til at gnide ham på halsen, da det kløede så stærkt der. Dette gjorde Simon, men Tord sagde, at den kløe kunde han ikke afhjælpe.


Tord Andreassons død.

Nu er at berette, at Olav Svartsson fra Esjuberg og flere andre bønder søgte at mægle mellem Gissur jarl og Tord og fik istandbragt en sammenkomst i Teig. Der mødte Tord Andreasson og hans brødre; Gissur jarl fremsagde selv lejdeforsikringen. Alle forblev der om natten; Andreassönnerne opholdt sig i kirken og så mange af deres mænd, som kunde rummes der, henved 30 mand. Om morgenen gik alle brødrene ud af kirken. Gissur jarl havde da en skare folk samlet der ved kirken. Da brødrene kom ud, var jarlsmændene fuldt væbnede og stillede sig i to rækker til siderne for Tord og hans fæller. Tord gik først frem mellem de opstillede rækker, han havde i hånden en økse. Gissur jarl sagde da: »du, Tord! og dine brødre samt Sæmund Haraldsson skal ride med mig vest over åerne og der forhandle om vore sager«, og greb fat i øksen; Tord holdt ikke fast på denne, men slap den. Jarlen bød da, at man skulde tage våbnene fra dem alle, og at de ingen burde beholde. Dette kom overraskende for mange af de bedre mænd, som nu mente, at hvad der havde været aftalt blev ikke overholdt. Om fredagen red Gissur jarl med hele sin flok vest over åerne, og med ham fulgte alle Andreassönnerne og Sæmund Haraldsson. Arne, en sön af Bjarne bonde på Audkulustad, red om dagen ved siden af Tord, og de talte sammen. Tord spurgte Arne: »hvad tror du, at jarlen nu afgör angående min og mine brødres sag«? Arne svarede, at han antog, at han vilde træffe en eller anden god bestemmelse og anvise dem ophold hos ansete mænd vinteren over. Tord sagde, at således vilde det ikke gå. »Hvad mener du da, bonde«? spurgte Arne. »Jeg vil blive dræbt«, sagde Tord, »men mine brødre vil erholde fred«. Og dermed drev Tord sin hest frem og kvad med höj røst denne dans:

151.
Mig tynger sorger
tunge som bly.

Gissur jarl satte mænd til at ride ved siden af brødrene den dag; det var stærk regn. Den störste del af flokken red om aftenen sammen med jarlen til Tråndarholt; om natten var Andreassönnerne i stuen her, hvorimod jarlen og hans følge sov i skålen. Tidlig lördag morgen gik Hjalm Torbjörnsson til jarlen og satte sig på hans sængestok. Jarlen sagde straks til ham: »nu har jeg taget en beslutning i Andreassönnernes sag«. »Hvad er det, herre«? spurgte Hjalm. »Jeg vil lade dræbe dem alle i dag«, svarede han, »og ligeledes Sæmund Haraldsson; sig straks til mine huskarle og alle mine edsvorne mænd, at de væbner sig, jeg vil gå til stuen«. Dette hverv udførte Hjalm, og jarlen stod nu op, klædte sig på og væbnede sig, og det samme gjorde en stor skare af hans mænd; derefter gik de ind til stuen og lukkede den op. Gissur jarl trådte frem i stuedören og opsagde lejde og fred overfor Andreassönnerne; han bød, at alle skulde dræbes den dag og ligeså Sæmund Haraldsson. De var påklædte og greb alle til deres våben og agtede at værge sig i stuen. Jarlens mænd steg da op på stuens tag, kastede sten derind og stak med spyd; de overgav sig da hurtig og bad om besøg af en præst, som man også skaffede dem. Mange mænd gav sig til at bede om fred for dem. Arnor Gudmundsson opnåede fred for sin frænde Sæmund, Ketil Ketilsson for Brand Andreasson, og alle erholdt de fred med undtagelse af Tord. Jarlen sagde, at enhver som helst kunde spare sig at bede om fred for ham, og at en af de to måtte dø. De, som havde fået fred, begav sig til kirken. Tord, som var iført tröje, førtes ud på gårdspladsen. Han sagde: »derom vil jeg bede dig, Gissur jarl, at du tilgiver mig hvad jeg har forbrudt imod dig«. »Det skal jeg göre, når du er død«, svarede Gissur. Sigurd jarlsmand holdt i Tords tröjeflig. Tord slog hans hånd til side og slap løs og vilde løbe bort. Da greb Andreas Gjavvaldsson ham, og de faldt bægge omkuld. Tord lagde sig derefter ned et andet sted, rakte armene fra sig korsvis, og Geirmund tyv huggede ham i halsen med øksen Gylta (337). Gissur følte i såret og bød ham hugge endnu en gang, og dette skete. Der lod Tord sit liv to nætter för Mikaels messe. Straks efter disse begivenheder red Gissur tilbage til norderherredet; Sæmund Haraldsson fulgte med Arnor Gudmundsson til nordlandet og var hos ham om vinteren. Herefter var alt stille denne vinter på Island. Gissur jarl sad hjemme på Stad (338).


Sturla Tordssons og hans söns strid med Ravn Oddsson.

[Nu bliver beretningen at fortsætte, hvor der för stansedes, med at Sturla red hjem til vestbygderne (339). Han boede da på Stadarhol, men Ravn grundede med Sturlas hjælp en husholdning på Stavaholt. Samme sommer som skat tilsvores kong Håkon på Island, rejste abbed Brand udenlands, og da kom Olav Grönlændinge-biskop til Island. [1263]. Næste år indviedes Brand til biskop på Holar og kom tilbage til Island; der var da tre biskopper på Island. Kong Håkon drog det år til Skotland. Torleiv klang var lagmand (340). Sturlas sönner Snorre og Tord voksede nu til; Tord viede sig til den gejstlige stand og var i alle henseender stilfærdig, men Snorre blev en meget voldsom mand og holdt sig et antal følgesvende. Han og hans fader var meget forskellige i sindelag. Snorre red om efteråret sydpå til Borgarfjord og overtog Hauks gård; han havde om vinteren mange folk hos sig, og de ansås for at göre megen forstyrrelse i herredet; Ravn blev da meget forbitret på Snorre, og de blev ilde lidte af herredsboerne. Det kom så vidt, at Snorre ikke kunde holde ud her længer, og de måtte fortrække. Snorre begav sig til sin fader, og der var nu fuldt fjendskab mellem Sturla og Ravn. Ud på vinteren mødtes Vigfus Gunnsteinsson, Snorre Sturlason og Øre-Snorre i Ljåskogar, de sluttede venskab med hinanden og aftalte, at enhver af dem skulde hjælpe den anden mod Ravn, hvis det behøvedes; de følte sig overbeviste om, at deres anseelse ingen fremgang kunde få, så længe Ravns magt bestod. Kort efter sendte Snorre Povlsson bud til Ravn og bad ham sende sig en stor og skarp bredøkse. Sendebudet skulde udspejde hvad der gik for sig i herredet. Ravn sendte ingen økse og lod svare, at han ingen havde, men at han senere skulde sende en. Sendebudet hørte Ravns mænd sige, at Ravn mente at vide, at de havde bestemt denne samme økse til hans eget drab.

Om foråret efter påske rustede de sig til at ride mod Ravn: Sturla, hans sön Snorre og Snorre Povlsson, derimod trak Vigfus Gunnsteinsson sig tilbage fra angrebet, da det kom til stykket. Snorre sagde til sin fader, at han ikke troede sådanne folk, som trak sig tilbage og intet vilde holde af deres aftaler. Sturla svarede: »Vigfus vil ikke göre os nogen skade, men for Ravns venners skyld vil vi drage hemmelig gennem Dalene«. De to navnefæller sagde: »det kan vel ske, men denne vor færd skal være således, at vi ikke rejser uden udbytte«. Hertil ytrede Sturla: »det er sikkert, at jeg bestandig i höj grad har frarådet denne færd, men alligevel har jeg nu ikke overfor eders tilskyndelse kunnet bekvemme mig til at sidde hjemme, da jeg vidste, at I vilde drage afsted i hvert fald; dog frygter jeg for, at vi af dette tog høster megen ulykke og ingen hæder, dersom det går således som jeg formoder«. De svarede, at han ikke i denne sag spåede rigtig. Derefter red de sydpå over heden og gjorde holdt i skoven nedenfor Grisartunge. De sendte en mand ned til Norderå for at undersøge, om åen var farbar, ti der var stærk vækst i vandløbene, og om Ravn var hjemme på Stavaholt. Deres sendebud kom tilbage og sagde, at åen var ufarbar. De tog da vejen ned langs Norderå og ud på Myrerne. Ravn fik fra Dalene nys om toget, og noget efter ankom til Ravn Snorre Markusson, som var udsendt af Vigfus, med efterretning om dette, men Ravn syntes, at Vigfus kunde have sendt denne meddelelse hurtigere, hvis han havde været ivrig for sagen. Ravn samlede straks folk om sig, og næste dag red de ud over Norderå. De erfarede da, at Sturla var redet ud på Myrerne. De fortsatte vejen, til de mærkede, at de ikke kunde nå dem denne gang. Snorre Sturlason og Snorre Povlsson red vestpå til Skogarstrand, fik sig her et fartöj og begav sig til Vestfjordene, hvor de fôr temlig ufredelig frem. Da Sturla og hans folk var undslupne, red Ravn med sit følge tilbage til Stavaholt, og i sagen mellem dem blev intet foretaget.

Kort efter rejste Ravns hustru Turid Sturladatter hjemmefra til deres gård Øre i Arnarfjord. Hensigten med hendes rejse var i virkeligheden at bringe Vestfjordingerne bud fra Ravn om, at de skulde bryde op og til aftalt tid mødes med ham; når de da kom vestfra, vilde han drage imod Sturla. Blandt disse var Einar Vatnsfjording, Loft Gisleson fra Sand og alle de mest ansete mænd fra Vestfjordene. De satte sig straks i bevægelse og udførte sådanne storværker, at de bragte store fartöjer over heder, som knap syntes farbare for gående mænd. Ravn samlede folk og red vestpå til Skogarstrand. Han sendte bud til Gudmund Bödvarsson, at han skulde møde ham i Bredefjord med så mange skibe som han kunde få fra Snefjældsnæs. Bödvar Tordsson bad (sin sön) Gudmund alene i det tilfælde drage afsted, at han vilde hjælpe Sturla så godt han formåede. Gudmund svarede, at han vilde ikke göre Sturla nogen skade, »men«, tilföjede han, »det ved jeg, at jeg ikke vil kunne være ham til nogen hjælp, dersom jeg sidder hjemme«. Da Gudmund var rustet, drog han afsted og havde en stor skare folk. Da han kom til Helgafell, var her til stede Are Gudlaugsson og nogle af Ravns mænd. De fortalte Gudmund, at Ravn var ankommen til Øre, og at der var kommet mange Vestfjordinger med talrige skibe og en stor mængde folk. Börk fra Svinanæs og hans mænd havde forfulgt Øre-Snorre, som slap i land, men kom i Ravns vold og fik skånsel. Snorre Sturlason var på Øxnø, da Vestfjordingerne ankom hertil. Han og hans ledsagere sov og vidste af intet, för en mand råbte, at fjenderne var over dem. Snorre og hans fæller slap ind i bedehuset. Vestfjordingerne omringede det, og der var stor uenighed om, hvorvidt det skulde beskytte dem. Man besluttede at afvænte Ravns ankomst. Sturla var den gang på Stadarfell.

Ravn kom i løbet af dagen til Øxnø, og han veksede da ord med Snorre, som bad om fred for sig og sine mænd. Ravn svarede, at han for denne gang vilde love det; han erfarede her, at Sturla var inde på Stadarfell, og drog derhen med Borgfjordingerne og næsten hele skaren. Da Sturla så, at mange fartöjer styrede mod land, sagde han, at dette måtte være fjender, »det er langt flere skibe end vore mænd havde, og Ravn og hans folk er vistnok komne, ti således drömte jeg i nat; lad os ride bort over fjældet til Skardstrand«. Da de kom op i skrænterne, så de, at den ene mand efter den anden sprang ud af skibene, og de syntes at kende Ravn i spidsen for skaren. De red nu afsted, så at deres heste udmattedes og alene den hest, som tilhørte Guttorm, ikke var mødig; den fik da Sturla at ride. Sturla ledsagedes af Guttorm og Torbjörn; de flygtede over fjældet nordefter til stranden (341). De to brødre Olav og Torstein flygtede hver sin vej, Olav skjulte sig, og Torstein slap ind i bedehuset på Arastad. Nikolaus Torarinsson indhentede Ravn og hans folk i hedeskrænten; Ravn var da træt og mange af hans mænd udmattede. Ravn sagde, at Nikolaus skulde skynde sig efter de forreste, dersom han ikke var mødig. Nikolaus spurgte da, om han skulde føre våben mod Sturla, hvis han blev greben. »Det ved jeg nu ikke«, svarede Ravn, »det ved jeg virkelig ikke«. Nikolaus fortsatte vejen, indtil han traf Olav Olavsson, som sagde ham, at Sturla var undsluppen. Dette forekom Nikolaus sælsomt. Nogle af Ravns mænd vendte om for at søge efter Torstein og fandt ham i bedehuset på Arastad; de førte ham ud og dræbte ham. Ravn ankom til Skard og bad Bjarne Snorreson om at søge efter Sturla, men dette vilde han ikke, medmindre der tilstodes ham skånsel. Ravn indrömmede dette. Bjarne drog da afsted, indtil han traf Sturla, hvem han tilsikrede lejde på Ravns vegne, medens Sturla på sin side lovede stilstand. Et møde mellem Ravn og Sturla blev aftalt på Dögurdarnæs; de mødtes til den aftalte tid, og her var da til stede abbeden Olav Hjörleivsson og Gudmund Bödvarsson. Enden på forhandlingerne blev, at Sturlas mænd fik fred på liv og lemmer, men Ravn skulde alene råde for forliget. Det bestemtes da, at Sturla om somren skulde forlade landet og sejle ud fra Eyrar; Snorre og (Sturlas hustru) Helga bosatte sig på Stadarhol, Ravn boede i Stavaholt. Da Sturla rejste til skibet, var Hallvard guldsko ankommen til landet, som för er skrevet (342). Han traf sin måg Tord på Tingvold (343); han fortalte ham de nyheder, at kong Håkon var draget ud af landet (344), og at kong Magnus samt dronningen og Gaut fra Mel var i spidsen for landsstyrelsen. Sturla foresatte sig nu at vinde disses yndest, da han vidste, at kong Håkon var borte fra landet; ti hans fjendskab frygtede han mest for. Sturla drog da sydpå til Eyrar. Her var Gissur jarl, og han viste sig uvenlig mod Sturla; da kvad Sturla en vise:

152.
Fyldt med listens og lögnens
last mig bort han kasted;
Gaut ynder kiv. Hvor den kloge
konge vil hen, jeg kender (345).


Sturla Tordsson i Norge.

[Efter dette rejste Sturla udenlands fra Eyrar og havde næsten intet gods. De fik en god rejse og landede ved Bergen, hvor kong Magnus var til stede, og her opholdt også Gaut fra Mel sig. Sturla opsøgte straks Gaut, som modtog ham vel og spurgte: »er du Sturla den islandske«? »Ja, således forholder det sig«, svarede Sturla. »Det står dig som andre Sturlunger frit for, at spise hos mig«, sagde Gaut. Sturla svarede: »det er usikkert, om jeg får bedre tilbud«, og flyttede nu til Gaut, hvem han udførlig fortalte, hvorledes det forholdt sig med hans ankomst. Gaut berettede ham til gengæld, hvor stærkt han var bagtalt hos kong Magnus og dog endnu mere hos kong Håkon. Kort efter gik Gaut og Sturla til kong Magnus. Gaut hilste kongen, og han besvarede venlig hans hilsen. Sturla hilste også kongen, som intet svarede ham, men spurgte: »sig, Gaut! hvem er den mand, som følger med dig«. Gaut sagde: »denne mand er skjalden Sturla Tordsson, som nu voldgiver sig eders miskundhed, og jeg tror, herre! at han er en forstandig mand«. Kongen sagde: »om ham tror vi, at han var ikke kommen her, dersom han kunde råde sig selv, men nu får han prøve, hvorledes det går, når han træffer min fader«. Gaut sagde: »jeg tror han har et kvæde at fremføre for Eder og ligeledes for Eders fader«. »Jeg lader ham sandsynligvis ikke dræbe«, svarede kongen, »men i min tjæneste kommer han ikke«. Gaut og Sturla gik derefter bort. Da de kom til herberget, sagde Gaut til Sturla: »ugunstig syntes kongen at være din sag, om du end nåede sikkerhed for dit liv, og meget bagtalt tror jeg du er bleven«. Sturla svarede: »derpå tvivler jeg ikke, men er overbevist om, at Ravn har bagtalt mig meget her, da på Island alt sammensankedes, småt og stort, sandhed og lögn«.

Næste dag gik Gaut ned i kongsgården. Da han kom tilbage og han og Sturla havde en samtale, sagde Gaut: »din sag er nu kommen til en afgörelse, ti kongen vil nu, at du skal følge med ham sydpå langs landet«. Sturla svarede: »kongen får at råde, men jeg ønsker mig ikke bort herfra«. Han rustede sig nu til afrejse med kongen og blev indført i mandskabslisten. Da han gik ombord, var der kun kommet få folk; han havde med sig en skindkoje og en håndkiste, og satte sig på fordækket. Noget efter gik kongen ud på bryggerne ledsaget af en skare mænd. Sturla stod op, böjede sig for ham og hilste ham, men kongen svarede ikke og gik agter ud på skibet til løftingen (346). De sejlede den dag sydpå langs landet, men om aftenen, da folk hentede deres spisevarer frem, sad Sturla alene tilbage, og ingen indbød ham til at spise. Da gik kongens tjænestesvend gennem skibet og spurgte Sturla, om han ikke havde mad eller drikke. Han svarede, at han ingen af delene havde. Derpå gik tjænestesvenden til kongen og talte sagte med ham. Siden gik han forud på skibet til Sturla og sagde: »du skal spise sammen med Tore mund og Erlend mave (347)«. De modtog ham hos sig, men temlig uvenlig. Da folk lagde sig for at sove, spurgte en af kongens stavnboer (348), hvem der skulde sørge for tidsfordriv. Hertil forholdt de fleste sig tavse. Da spurgte manden: »Sturla den islandske! vil du underholde os«? »Som du vil«, svarede Sturla. Han fortalte da Hulds saga (349) bedre og kyndigere end nogen af de tilstedeværende för havde hørt den. Der trængte sig da mange frem på dækket for at kunne høre så tydelig som muligt, og der opstod en stor trængsel. Dronningen spurgte: »hvad er det for en trængsel dêr på fordækket«? En mand svarede: »det er folk, som vil høre en saga, som Islænderen fortæller«. Hun spurgte: »hvad er det for en saga«? Han svarede: »det er om en stor troldkvinde, og sagaen er god og bliver vel fortalt«. Kongen opfordrede hende til ikke at bryde sig om dette, men sove. Hun sagde: »jeg tror, at denne Islænding vistnok er en brav mand og mindre skyldig end det er bleven fremstillet«. Kongen tav, og man sov nu natten igennem.

Næste morgen var der ingen bør, og kongens skib lå fortojet på samme sted. Da folk den dag sad ved drikken, sendte kongen Sturla retter fra sit bord. Sturlas madfæller blev glade herved og sagde: »vi får större fordel af dig end vi troede, dersom sligt gentager sig ofte«. Da folk var mætte, sendte dronningen bud efter Sturla og bad ham komme til sig og medtage troldkvinde-sagaen (350). Sturla gik da agter i løftingen og hilste kongen og dronningen. Kongen besvarede hans hilsen svagt, men dronningen imødekommende og venlig. Dronningen bad ham fortælle den samme saga, som han havde fortalt aftenen forud. Dette gjorde han og fortalte sagaen en stor del af dagen. Da han var færdig, takkede dronningen og mange andre ham, og det forekom dem klart, at han var en kyndig og forstandig mand. Kongen svarede intet, men smilede lidt. Sturla syntes da at mærke, at kongens sindsstemning var venligere end den foregående dag. Han sagde da til kongen, at han havde digtet et kvad om ham og ligeledes om hans fader; »jeg vilde gærne«, sagde han, »at I vilde høre derpå«. Dronningen sagde: »lad ham kvæde, ti man har fortalt mig, at han er er en udmærket skjald, og digtet er sikkert fortrinligt«. Kongen sagde, at han, hvis han vilde, kunde kvæde det han angav at have digtet om ham. Sturla kvad da digtet til ende. Dronningen sagde: »jeg synes, at kvædet er vel digtet«. Kongen spurgte: »forstår du også ret at opfatte det«? Hun svarede: »jeg vilde gærne, at I skulde synes så, herre« (351)! Kongen sagde: »jeg har spurgt, at Sturla forstår at digte«. Sturla hilste da kongen og dronningen og gik til sin plads.

Kongen fik ikke den dag vind til at sejle, og om aftenen, för han lagde sig til at sove, lod han Sturla kalde. Da han kom, hilste han kongen og sagde: »hvad vil I mig, herre«? Kongen forlangte et sølvkar, fuldt af vin; han drak deraf noget og rakte det derpå til Sturla med de ord: »vin skal man til ven drikke«. Sturla udbrød: »gud være lovet, at det er således«. »Således skal det være«, sagde kongen, »og nu vil jeg, at du kvæder det kvad, som du har digtet om min fader«. Da det var til ende, roste folk det meget, og mest dronningen. Kongen sagde: »jeg tror du kvæder bedre end paven«. Han spurgte da Sturla om anledningen til hans hidkomst. Sturla forklarede kongen vel og oprigtig Ravns og hans mellemværende og sagde: »jeg ved, herre! at jeg har været bagtalt for Eders fader og Eder af mine fjender, men ikke med rette; dog trænger jeg som alle andre til guds miskundhed, og til Eders hjælp, herre! og I råder nu over hele min velfærd«. Kongen svarede mildt og velvillig: »jeg har nu hørt dine kvæder, Sturla! og jeg anser dig for en udmærket skjald. Som lön vil jeg give, at du i nåde og fred kan følge hjem med mig; når min fader og du mødes, tilkommer det ham selv at afgöre hvad han vil påtale, men jeg skal tale din sag«. Dronningen takkede kongen og sagde, at hun anså Sturla for en overmåde brav mand. Kongen behandlede herefter Sturla godt og underholdt ham rigelig og på hæderlig vis. Dronningen viste ham den störste venlighed, og dette efterlignede andre. Snart blev Sturla meget yndet af kongen, som ofte søgte hans råd og overdrog ham det ansvarsfulde hverv at sammensætte hans fader Håkons saga efter hans egen anvisning og de forstandigste mænds beretning. För kongen lod sammensætte sagaen, var kong Håkon død i Orknøerne, hvad der i alle nordiske lande ansås for en vigtig begivenhed og et meget stort tab.

Senere, under sin anden udenlandsrejse, opholdt Sturla sig atter hos kong Magnus, vel behandlet og höjt agtet. Da sammensatte han kong Magnus' saga efter breve og hans egen anvisning; han blev da kong Magnus' hirdmand og derpå bordsvend (352).

Han digtede mange kvæder om kong Magnus og modtog herfor mangfoldige hædersbevisninger (353). Senere ankom fra Island Sturlas kone Helga Tordsdatter og hendes sönner (354); hun fik for Sturlas skyld den mest ærefulde behandling af dronningen. Tord Sturlason kom fra Island og begav sig til kongen; han blev der viet til præst og blev senere kong Magnus' hirdpræst; han nød stor anseelse og døde der (355). Sturla digtede om Birger jarl af Sverig en flok på 12 vers og modtog som lön et stykke mønstret silketöj, en halværmet kjortel af silke og skarlagen og en ypperlig hætte. Da kong Magnus og Birger jarl mødtes, fremsagde Sturla en drapa, som han havde digtet om Birger jarl. Jarlen takkede ham varmt for kvadet og indbød Sturla til at følge med sig op i Sverig; »du skal hverken mangle gode heste eller rede penge«, sagde han. Sturla takkede jarlen hjærtelig, men undskyldte sig med de ord: »kongen har givet mig rejsetilladelse til Island«. Kongen vendte sig bort og smilte, ti han og Sturla havde ikke talt herom; dog tillod kongen ham den sommer at rejse ud til Island (356).

Næste sommer efter kong Håkons død døde biskop Brand Jonsson på Holar. Da rejste Olav Grönlændinge-biskop fra Island. Det efterår för Mikaels messe lod Gissur dræbe Tord Andreasson.]


Sturlas senere år på Island.

[1271]. [Om Sturla fortælles, at han drog til Island med den lovbog, som kong Magnus havde fastsat (357). Han blev da udnævnt til lagmand over hele Island, og da foregik på Island en lovforandring. Om efteråret overtog han gården Fagredal, som Skegge bonde afstod ham. Den vinter var hos Sturla Tord Narveson (358). En gang om vinteren fik Sturla besøg af Einar Asgrimssons sön Bård, som var ombord på et skib. Næste dag, da de drog bort, brød et stærkt uvejr løs, og man frygtede for, at de skulde forlise. Tord gik ud og ind og så efter, om stormen aftog. En gang, da han kom ind, sagde Sturla: »vær du ubekymret, Tord! din frænde Bård vil ikke drukne på denne rejse«. »Det kan du aldrig vide«, svarede Tord. Men senere erfarede man, at det var gået som Sturla sagde. Noget efter om foråret blev Bård syg. Da spurgte Tord Sturla, om Bård vilde stå op efter den sygdom eller ej. »Jeg forstår, hvorfor du spörger herom«, sagde Sturla, »og giv mig nu mine vokstavler«. Han syslede nu med dem en tid; derefter sagde han: »af den sygdom vil Bård dø«, og således gik det (359). Sturla flyttede til Stadarhol, hvor han boede og var lagmand, indtil stridighederne mellem gejstlighed og lægmænd begyndte angående rådigheden over kirkegodset. Da opgav Sturla lagmandsdömmet og holdt sig udenfor alle de vanskeligheder, som heraf opstod (360). Mange hørte biskop Arne udtale, at Sturla vistnok heri fik lön for sine gode gærninger, at han trak sig ud af disse vanskeligheder, og dette ansås for betydningsfulde ord. Da blev Jon Einarsson og Erlend stærke lagmænd. Sturla bosatte sig på Fagerø, men overlod sin sön Snorre Stadarhol til beboelse. Her levede nu Sturla vel ansét, indtil han døde én nat efter Olavs-messe dag. Denne dag var hans første her i verden og lige så den sidste. Han var da næsten lige 70 år, da han døde (361). Hans lig blev ført til Stadarhol og jordet ved kirken dêr, som er indviet til apostelen Peter, hvem han havde elsket mest af alle hellige mænd.]


---


Noter:

1. Til de tillæg, som Sturlunga-samlingen modtog ved midten af 14. årh., hører — som langt det betydeligste — indskudet af store partier (om end i noget forkortet form) af en oprindelig selvstændig saga om Sturlungen Torgils, sön af Hvam-Sturlas sön Bödvar; af et medfødt hareskår havde han tilnavnet „skarde“ (d.v.s.: den skårede). I denne oversættelse af Sturlunga saga, for hvilken den ældre redaktion, hvor Torgils’ saga mangler, er lagt til grund, indskydes disse tillæg, hvor de efter sammenhængen hører hjemme, men sættes i klammer, da de til dels afbryder fortællingens gang og indeholder afvigelser fra hovedteksten.

2. Husmand.

3. D. v. s. en springer.

4. Sml. I, 500-4.

5. Ved drikkelagene måtte ofte den, som holdt sig tilbage ved drikningen, til straf tömme et „straffehorn“, og også for andre forseelser under gildet kunde et sådant fastsættes.

6. Ordets betydning er usikker, muligvis drikning med forpligtelse til at tömme hornet, så at spidsen vendte i vejret?

7. D. v. s. drikkehorn af en okse.

8. Björns tilnavn.

9. Brynjulv Jonsson, i hvis husliv man her får et indblik, var en af kong Håkons anseteste lensmænd.

10. Bödvar var Torgils' fader.

11. D. v. s. da Sturla havde ladet ham dömme fredløs og forfulgte ham. Se I, 336 ff.

12. D. v. s. at få Island til at anerkende sit overherredömme.

13. Sml. II, 94.

14. Tynde træplader, overtrukne med voks, benyttedes som skrive-stof, navnlig til privatoptegnelser; man skrev med en metalstift.

15. Kong Håkons dronning var datter af den bekendte jarl (senere hertug) Skule, som år 1240 blev dræbt under en opstand mod kongen.

16. Snorre Sturlasons nöje tilslutning til Skule pådrog ham som bekendt kong Håkons fjendskab. Sml. I, 481, 484, 491.

17. Folk kaldtes sammen ved lurblæsere som til strid.

18. Den lykke, som fulgte kongen i hans foretagender.

19. Sml. hvad forud herom er anført s. 90; Tord var i Norge vinteren 1246—47 og senere fra høsten 1250 til sin død.

20. Her sigtes til de lægende og overnaturlige egenskaber, som man i middelalderen tillagde ædelstenene.

21. Mænd hørende til hirdens nedre afdeling. Sml. II, 14.

22. At lade drab foregå ved nattetid ansås ikke for sömmeligt.

23. Det var af disse landskaber dog kun Borgarfjord, som kunde henregnes til Snorres besiddelser.

24. Se herom Svinfellinge saga. Ögmund var en broder til Finnbjörn.

25. Dette gilde er tidligere berørt s. 120. Laurentius-messe er 10. avgust.

26. D. v. s. Torleiv.

27. Tord Sturlason, Sturlas afdøde fader.

28. Tord Hitnæsing, Torgils skardes svoger og trofaste ven; han boede på vestlandet på gården Hitarnæs, hvorefter han benævnes.

29. Sturla Tordsson (lagmand) troede, som det viser sig af Sturlunga saga, på varsler og drömme, og ansås af sin samtid for at kunne ane tilkommende ting. Her sigtes til det senere fjendskab mellem ham og Eyjulv, som førte til åben fejde.

30. Torgils' fader.

31. Sturlas broder Olav hvideskjald, altså farbroder til Torgils.

32. Tord kakale.

33. Egil?

34. Torarin Vandrådsson var præst ved den til Reykjaholt hørende kirke. — Også Torleiv havde ligesom Snorre forladt Norge mod kongens befaling, og i kong Håkons saga fortælles, at kongen havde påbudt Tord kakale til straf at fratage ham hans hövdingdömme. Af den ellers ukendte, selvstændige Torgils' saga er bevaret et lille brudstykke, som omfatter forhandlingerne på dette møde. Det ses heraf, at medens Sturlunga saga i begyndelsen temlig nöje følger Torgils' saga, forkorter den mod slutningen meget stærkt.

35. Ved „strand“ synes her sydkysten af Snefjældsnæs at betegnes.

36. D. v. s. frille.

37. Denne fjord er Hvalfjord, en forgrening af Faxafjord i det sydvestlige Island.

38. Disse gårde havde tilhørt Snorre Sturlason.

39. Den „brune“ farve nærmer sig på Island stærkt sort.

40. Torleiv var Bödvars broder.

41. En oftere forekommende afgift til egnens hövding, navnlig når denne skulde sætte bo.

42. Moserne.

43. Den vandrette planke, som skilte bænkepladsen (en art briks) fra stuegulvet.

44. D. v. s. han slog en kolbøtte.

45. D. v. s. Tord Hitnæsing.

46. Originalen har et, som det synes forvansket ord (sallað), hvis betydning ikke kendes.

47. 1 mål (sáld) er 12 vægte (vættir), 1 vægt er 80 pund.

48. Sydsiden af Snefjældsnæs, hvor Stad ligger.

49. Gunnlaugs hustru.

50. Mortensdag, 11. nov.

51. Gården Narfeyri på nordsiden af Snefjældsnæs.

52. Et brev til Torgils.

53. C. m. er 22. nov.

54. Cecilie-messe (22. nov.) indfaldt 1252 en fredag, og da 23. og 25. nov. også var messedage, indfaldt således 4 helligdage på rad.

55. Nikolaus Oddsson fra Kalmanstunge var gift med Snorres søsterdatter (Egil fra Reykjaholts søster) Gyda.

56. D. v. s. Tord kakale.

57. Tord Hitnæsing.

58. Ketil var Gissurs søstersön.

59. Måske har de været sængefæller under Torgils' ungdomsophold hos Gissur, til hvis omgivelser Ö. hørte.

60. De tre tamperdage i december falder i den nærmeste uge för jul.

61. Hvitå, som deler Borgarfjords-herredet.

62. Ifg. den efterfølgende opregning 15.

63. D. v. s. stesön.

64. De pinde, hvorpå vægge-tæpperne var ophængte.

65. Ved „gavlsæng“ må her forstås et af et bræddeskillerum for enden (eller for bægge ender) begrænset sængested, som indtog en del af den ophöjede soveplads langs husets langvægge.

66. Ved kvindeskålen må forstås en for kvinderne bestemt særlig afdeling af soverummet (skålen), dog kun delvis skilt fra mandsafdelingen.

67. Sturlas broder Olav, som den gang boede på Stavaholt, hvor han underviste vordende gejstlige, og af hvem bl. a. er bevaret en på islandsk skreven grammatisk afhandling, der vidner om udstrakt kendskab til skjaldesproget; sml. om ham II, 94, 133, 143—44.

68. D. v. s. til hvem kirken er indviet.

69. Nikolaus Oddsson fra Kalmanstunge og Arnor Eriksson (ligesom i øvrigt også Berg) var bægge kong Håkons hirdmænd. — Det ses af ovenstående, at Berg og hans fælle ikke har hvilet i en egenlig sæng, men i en art sovepose.

70. Fejl for Tord?

71. Ved „dem“ må forstås Ravn og Sturla.

72. En art slå.

73. Torgils' farbroder, sammen med hvem han som ung havde været gissel hos Gissur. Sml. II, 126—27.

74. Nemlig Torgils' drab, som vilde bevirkes ved forbindelsen med Gissur.

75. Enige ang. de gennem Olav opstillede betingelser.

76. D. v. s. oprejsning.

77. Den tidligere (I, 353) omtalte til bad benyttede varme kilde.

78. Fjældheden mellem Borgarfjord og nordlandet.

79. Snorre Sturlasons søsterdatter, gift med Nikolaus Oddsson, der havde vist sig som Torgils' modstander.

80. Den nærmest Tvidøgra liggende bygd på nordlandet.

81. Sandsynligvis den herværende bonde, — den samme som den kort efter nævnte Jon jærnbug?

82. Torlaksmesse er 23. dec.

83. Formodenlig biskoppens husfoged.

84. D. v. s. faste, indskrænket til fiske-spiser.

85. D. v. s. de til julefesten indbudne.

86. D. v. s. höjforrædere mod den norske konge.

87. Eystein og hans hustru er tidligere (II, 137—40) nævnte som Torgils' værtsfolk i Trondhjem; hos biskoppen overvintrede han som skibsfører; sml. II, 123. Også Aron var biskoppens vintergæst; han han var endelig kommen til forlig med sine modstandere, havde tilbragt årene 1247—49 på Island og besøgte 1252 igen landet, hvor han forblev nogle år, men døde i Norge c. 1255.

88. Torgils' moder var en søster til Kolbein.

89. Sandsynligvis gården Svignaskard i det nuværende Myra syssel.

90. Nemlig for at tiltvinge sig bøndernes underkastelse enkeltvis.

91. 13. jan.

92. D. v. s. Einar fakse på Hovstad.

93. „dêr“ kan næppe betegne andet end Flugumyre, men da synes noget udfaldet; også sætningen om Torgils' ridt frembyder vanskelighed.

94. Øst og nord betegner her samme retning.

95. Denne gård kendes ikke; muligvis er navnet forskrevet for Hovstad.

96. Dette er Torgils' svoger og fortrolige ven Tord Hitnæsing.

97. P. m. er 25. januar.

98. Abbed Brand, som senere blev biskop Henriks efterfølger på Holar, bestyrede på denne tid bispedömmet Skalholt i biskop Sigvards fraværelse.

99. Åmotsvad er et vadested på den Borgarfjordsherredet gennemströmmende Hvitå, omtrent ud for mundingen af Reykjaholts-dalen; vest for åen lå her gården Hella.

100. Da Sigurd ikke har været nævnt för, indeholder abbedens ord vel kun en hentydning til ranet af sværdet i Stavaholt, som har bevirket det nuværende optrin.

101. Sandsynligvis har man i standsadel redet med udstrakte ben i stigböjlerne. Sml. II, 110.

102. Sml. foran s. 119, 149.

103. På Stad boede Torgils' fader Bödvar; som det af ovenstående synes, har hans formuesforhold altså på denne tid ikke været gode.

104. Som tidligere fortalt s. 145 havde Torgils skarde fået sig husholdningen i Reykjaholt overdraget af den egenlige besidder Egil Sölmundsson fra fardag til fardag, og havde senere s. 149 ladet sin broder Ingemund, sin svoger, præsten Gunnlaug, og dennes hustru samt flere andre tilhængere flytte til denne gård, medens dog også Egil forblev boende her. Forrådene har åbenbart ikke slået til for de mange beboere; derfor lader Torgils Gunnlaug og Tord indkøbe til husholdningen for tre hundred, men da dette ikke forslår, vil Torgils til Egils store misfornöjelse ikke fortsætte indkøbene indtil fardag. Af mangel på forsyning opløses da husstanden.

105. D. v. s. 5 køer eller et tilsvarende antal andre husdyr (30 får f. eks.).

106. Et sådant tæppe brugtes til underlag i sængen.

107. Dette uvenskab er ikke tidligere omtalt.

108. Antallet af de islandske godedömmer var 3 i hver tingkres, hvoraf igen hver fjærding indeholdt 3 (nordlandet dog 4). Goderne udgjorde kærnen af altingets lovgivende forsamling (lovretten) og udnævnte desuden hver en mand til domstolene. Torgils har rimeligvis selv (på faderens vegne?) indehaft et godedömme og har formodenlig ligeledes som Tord kakales af kongen beskikkede efterfølger ment at burde råde over dennes godedömmer, hvoriblandt vel Reykholtinge-godedömmet. Når det siges, at Torleiv (i Gardar) udnævner dommerne for alle hövdinge-godedömmer, kan det næppe betegne mere end de godedömmer Tord havde rådet over. Jøkelmændenes godedömme har åbenbart navn efter Snefjældsnæs-jøklen. [Professor B. Ólsen henfører dog dette til Borgarfjord, se Aarb. F. nord. Oldk. og Hist. 1904, s. 208].

109. Gudmund må antages at være klosterets administrator, på en tid hvor abbedens plads har været ubesat.

110. Præsten Ketil Torlaksson og hans svigersön Narve, sön af Skard-Snorre.

111. I hvert af Islands 13 tinglag afholdtes foruden et 4 dages vårting et 1—2 dages høstting, hvor blandt andet de på altinget vedtagne love bekendtgjordes; på disse tingsteder foretoges alle kundgörelser fra en „tingskrænt“, svarende til altingets „lovbjærg“.

112. Olav Tordsson på Stavaholt, sml. II, 155.

113. Hvem af husbeboerne det er, som her udgiver sig for den fraværende Egil, er ikke klart.

114. På Sidumule boede præsten Torkel, en god ven af Ravn Oddsson, altså modstander af Torgils skarde.

115. Sön af præsten Torkel.

116. Linnede underbenklæder var ifølge sagaerne et almindeligt tilbehør til mandfolkedragten, og i disse sov man ofte om natten.

117. Af de bygningskomplekset udgörende huse (hvert bestående af ét rum) har to stået i forlængelse af hinanden og da kun været skilte ved en brædde-gavl, som ikke er nået höjere end sidevæggene; og ved denne har stået en sæng, hvis endestykke det er, som benævnes fodbræt.

118. Til forståelse af dette enkeltstående og noget uklart fremstillede optrin kan ikke meddeles meget. Einar Asgrimsson er tidligere nævnt som en tilhænger af Tord kakale, Gunnstein (Hallsson) og hans sön Vigfus var besvogrede med Sturlungerne; grunden til fjendskabet mellem Einar og Vigfus kendes ikke.

119. Denne Kolfinna har sandsynligvis været den I, 55 nævnte datter af Torvald Snorreson fra Vatnsfjord og Snorre Sturlasons datter Tordis.

120. Dette drab berettes I, 339—40. Erling er derimod ikke tidligere nævnt.

121. Her begynder atter Gissurs saga (sml. II, 121- 24) efter afslutningen af det første store afsnit af Torgils skardes saga.

122. Vigdis havde været Sturla Sighvatssons frille för hans ægteskab med Solveig Sæmundsdatter, og han havde med hende en datter Turid.

123. B. m. er 24. avgust.

124. D. v. s. 30 hundred alen; gården har i jordebøgerne netop været ansat til „30 hundred“.

125. På Stadarhol boede Ingebjörgs fader Sturla Tordsson.

126. Eyjulvs svigermoder og hendes mand Ufeig Eriksson.

127. M. er 21. september.

128. D. v. s. i stuens indre (udgangen fjærneste) halvdel.

129. Bygningen, hvori dette gilde finder sted, er gårdens „stue“, der — som sædvanlig — til bægge sider samt for den indre tværvæg har været forsynet med faste, over lergulvet noget ophöjede bænke; midt på hver af bænkene har været et höjsæde, af hvilke Gissur har indtaget det fornemmere, Sturla det ringere. Tværbænken har rimeligvis været forbeholdt kvinderne. For at skaffe plads til så, mange gæster som muligt stillede man dels foran yderkanten af langbænkenes ophöjede underlag løse bænke („forsæder“), hvis indehavere vendte ansigtet mod væggen, dels langs lergulvet to rækker mod hinanden vendte stole.

130. Herved forstås vistnok små åbne lamper med en i tran svömmende væge.

131. Små spiseborde, som efter måltiderne fjærnedes.

132. Den tids alen var c. 3 kvarter (18 tommer, 47 cm.).

133. Gissurs søstersön.

134. Hjemmebrygget øl.

135. At Torleiv fagerdøl kort i forvejen er nævnt blandt Eyjulvs ledsagere, beror sandsynligvis på, at forfatteren her har øst af to forskellige kilder. Denne mand havde som Sturlas gæst deltaget i bryllupsgildet, sml. 188, 191.

Grundplan over Flugumyre - note 137

136. Talen er her om to af Dufgus-sönnerne, partigængeren Kolbein og den fredeligste af brødrene Björn klods.

137. Gården Flugumyre ligger i Skagafjords-bygdens østligste del på flad grund nedenfor den bygden mod øst begrænsende fjældskråning (li). Byghol er en höj i lien ovenfor gården. En grundplan af gårdens bygninger, som dr. V. Guðmundsson har konstrueret efter Sturlunga saga og offenliggjort i sin disputats „Privatboligen på Island i sagatiden“ s. 84, gengives her — efter velvillig tilladelse — med de nødvendige oplysninger. Gården må antages at have haft retningen fra syd til nord, men således at bægge hovedindgangene (den „søndre“ og den „nordre“) vendte imod vest. Fra hver af disse indgange kom man til en forstue, fra hvilke der førte döre til de forskellige værelser (eller huse) — på afbildningen er ingen indgange fra søndre forstue antydet; muligvis har denne været forlænget op forbi „buret“ og dette haft udgang hertil (således som i nærværende oversættelse forudsat). Nærmest indgangene lå mellem de to forstuer sovehuset (skålen), som ved et skillerum var delt i en mands- og kvindeafdeling; denne bygning er hovedskuepladsen for den efterfølgende kamp.

138. Vistnok Gissur glade.

139. Bræddevæggen er det nævnte skillerum, og den op til dette stødende sæng kaldes „gavlsæng“ (sml. II, 153); det dannede tillige grænsen mellem mands- og kvindeskålen.

140. Bånd, som holdt sværdet fast i skeden og måtte løses, för det kunde drages.

141. D. v. s. sine underklæder.

142. D. v. s. Torleiv Gudmundsson fagerdøl?

143. Sandsynligvis en stang, på hvilken sængeomhænget har været befæstet.

144. Efter det følgende synes talen at være om en spand (eller et lignende mål) fuld af tjære.

145. Arne bésk gav Snorre dødshugget. Sml. I, 492.

146. Over skålens søndre ende må antages at have været et ind imod bygningen åbent loftrum.

147. Et kar med tyk, sammenløben mælk.

148. Så at også fæstet skjultes.

149. Se henholdsvis I, 174 og 355.

150. D. v. s. behængte med vægge-tæpper.

151. Jon fra Bakke var en af de mere fremtrædende blandt mordbrænderne.

152. Einar fra Gaddsvik nævnes blandt mordbrænderne.

153. Dette lille stykke (fra „Abbed Brand“) er et indskud fra Torgils skardes saga.

154. P. m. er 25. januar.

155. Einar Torgrimssson fra Øxnahol var en af mordbrænderne.

156. Vårbælger kaldtes en oprørsflok mod kong Sverre; senere overførtes navnet på hertug Skules tilhængere under dennes opstand mod kong Håkon.

157. Hlid, d. v. s. bygden Kræklingahlid.

158. D. v. s. den omkring gården Espehol liggende, indhegnede græsmark.

159. Denne „kirke“ har rimelig været et bedehus, hvis tomt indtil for nylig har kunnet påvises, hvorimod her ikke vides at have været kirke.

160. Ordsprog.

161. D. v. s. fra gården Sævarland.

162. Marie bebudelsesdag (25. marts).

163. D. v. s. Odd Torarinsson; se det følgende.

164. Dette lille stykke (fra „Om våren“) er et indskud fra Torgils skardes saga. Bødebeløbene skal vistnok beregnes således, at Ravn, foruden at udrede 90 hundreder for sine ledsagere, skal betale 20 h. for sig personlig og forpligte Nikolaus (d. v. s. N. Oddsson fra Kalmanstunge) til en lignende udbetaling; ved Vigfus må forstås V. Gunnsteinssson.

165. Odd Torarinsson er broder til den kort forud nævnte Torvard Torarinsson, som i anledning af Kolbein granes drab havde sluttet sig til mordbrænderne, de tilhørte den østlandske, fra Svinafell stammende hövdingeslægt og var brodersönner af den ansete abbed (og biskop) Brand Jonsson. Det er påfaldende, at Odd her pludselig indføres uden tidligere at være nævnt i forbindelse med Gissur. Dog havde de i Rane en fælles fjende, som Odd havde fået dömt fredløs. Sml. foran II, 100 og 120.

166. Dette udtryk antyder, at beretningen er nedskreven på en tid, da fristatens love ikke længer havde gyldighed. Så længe „Grågås“-loven bestod, var et af de vigtigste bevismidler for retten en kendelse, afgivet af et vist antal edsvorne mænd (den såkaldte „kvid“, svarende til „jury“).

167. Efter en anden opgivelse: 7 skibe og 60 mand.

168. „G.s datter“ tilföjer hovedhåndskriftet, „Helga Grimsdatter fra Hvam“ har nogle andre håndskrifter.

169. Hallv. m. er 15. maj.

170. A. m. er 4. april, J. m. 23. april; Jon og Solveig er Sturla Sighvatssons sön og enke.

171. D. v. s. St. Hans dag.

172. D. v. s. Natten efter brylluppets 2den dag.

173. En nævninge-ret af nabo-bønder.

174. D. v. s. mellem 29. juli og 3. avgust.

175. Reykja(r)dal er en sidedal fra Saudafells-bygden, som fører op i höjlandet ovenfor Borgarfjordsherredet (med Hvitåside).

176. D. v. s. de bygderne skillende bjærgrygge.

177. Et bekendt fjæld i höjlandet nord for altingsstedet.

178. En gård i bygden Laugardal i det nuværende Árness syssel; dette var hjemstedet for Haukdøleslægten, hvortil Gissur hørte.

179. Den nuværende handelsplads Ørebakke.

180. Nogen uenighed mellem Gissur og biskop Sigvard för dennes bortrejse fra Island 1250 er ikke omtalt, men måske sigtes til Gissurs banlysning ved biskoppen på nord landet.

181. Langaholt ligger oppe i landet, altså Middal betydelig nærmere end tilfældet er med Eyrar.

182. Navnene „Vigfus Gunnsteinsson“ betyder ordret oversatte: Drablysten Kampstensson.

183. Herom se II, 183—85.

184. Dette lille stykke (fra „Biskop Sigvard“) er et indskud fra Torgils skardes saga. Fremstillingen er temmelig uklar, vistnok fordi her hentydes til forhold, som i de i Sturlunga saga givne uddrag af Torgils' saga ikke er medtagne; således er Torljot på Steindorsstad ikke tidligere nævnt og heller intet anført om en Eyvind brat tilkommende fordring. Ved det s. 215 omtalte forlig mellem Torgils og Ravn var det blevet bestemt, hvormeget Ravn skulde bøde til Torgils for overfaldet på Stavaholt. Angående dette beløbs udbetaling til Torgils' fordringshavere træffes her bestemmelse, og fordelingen må vistnok forstås således, at biskoppen tilkender præsten Torkel personlig 20 hundred og fremdeles fastsætter for de i præstegården forøvede voldsgærninger 40 h.; endvidere skal til Eyvind brat betales 25 h. Til rest bliver således — når det samlede bødebeløb anslås til 110 h. — 25 h., hvad der omtrent svarer til værdien af gården Steindorsstad i Borgarfjords syssel, hvis skyldsætning er 24 hundred.

185. Den her nævnte Torstein er Eyjulv Torsteinssons fader, som på altinget var bleven dömt fredløs, se s. 220. Den her foretagne beslaglæggelse af T.s gods synes dog ikke at være foregået på lovlig vis, navnlig uden afholdelse af eksekutionsdom, og kan derfor muligvis med rette af modstanderne betegnes som ran.

186. D. s. Marie-messe er 8. september. Den kort efter nævnte Korsmesse er 14. sept.

187. Tautra (Tuter-øen) var et norsk Cistercienserkloster på en ø i Trondhjemsfjorden.

188. Måske det franske galopin, løbedreng, halvvoksen tjæner.

189. „Østmændene“ d. v. s. de norske købmænd; biskop Henrik var Nordmand og havde levet i Norge, indtil han udnævntes til biskop på Holar.

190. Den yngre redaktion af Sturlunga saga, som har optaget Torgils skardes saga (i uddrag), har — svarende til ovenstående — følgende udførligere, utvivlsomt fra Torgils saga hentede, fremstilling af hövdingernes sammenslutning: ‘Nu er at berette om Eyjulv Torsteinsson og Ravn Oddsson. Til dem kom et hudskab fra biskop Henrik, om at de måtte komme til nordlandet for at frelse ham fra denne tvang og drive Odd ud af herredet, ti han erklærede for sikkert, på den tid da han sendte denne mand til Ravn og Eyjulv, at han ikke vilde komme løs, men blive dreven ud af landet. Nu sendte Ravn og Eyjulv bud til Torgils, som mødtes med dem på Øre hos Snorre; de bad ham om at følge med til nordlandet. Han sagde, at han vilde drage med, hvis de tilstod ham at bosætte sig i Skagafjord, og dette indrømmede de, så fremt biskoppen og bønderne samtykkede heri, og dersom de fik forjaget Odd fra herredet eller dræbt ham. Torgils kaldte sin frænde Sturla til hjælp; han satte sig straks i bevægelse og samlede folk. Ravn hidkaldte Torleiv, og ham fulgte Borgfjordingerne, som havde en stor flok. Her var også Vigfus Gunnsteinsson med Kroksfjordingerne, Einar Torvaldsson med Isfjordingerne, Seldølerne og Gisles s sönner fra Raudesand, Strandboerne og Steingrimsfjordingerne. Dette tog foregik om høsten efter Sidste Marie-messe. Man anslog det til, at der i denne flok sandsynligvis var 13 hundred mand (sål. denne redaktion, i modsætning til hovedtekstens 600 mand!). Denne hær førte de til nordlandet, men da de kom til Vatnsskard, blev det sagt dem, at biskoppen var løsladt og Odd reden bort fra herredet; dog vidste man det ikke bestemt, og flokken blev ikke opløst’. Derefter fortsættes beretningen i den yngre redaktion med det i nærværende tekst i skarpe klammer satte stykke („Torgils—söndagen“), som ligeledes må henføres til Torgils' saga.

191. Hermed sigtes åbenbart til Torgils' Sidumule-færd, sml. II, 183-85.

192. Dette stykke („För—her“) er et indskud fra Torgils skardes saga, af samme art som de tidligere nævnte.

193. Dette må være den tidligere omtalte Asbjörn Illugeson.

194. Begravet under en dysse af sammenkastede sten.

195. D. v. s. lygtemænd; ansås som varsel om forestående død.

196. Kolfinna var Eyjulv Torsteinssons søster.

197. Geldingaholt ligger vesten for den Skagafjordsbygden gennemströmmende Jøkelså (ell. Herredsvandene).

198. En efter udtalen tillæmpet skrivemåde af navnet Höskuld.

199. D. v. s. „Høst-skyld“, gælden fra i høst.

200. Isen på de tilfrusne elve og deres omgivelser.

201. Davids salmer.

202. Formodenlig som kendetegn.

203. Ildhus, d. v. s. køkken.

204. Sml II, 223.

205. Foruden ved sængestokken begrænsedes sængen ud ad til, navnlig ved hoved- og fodenden, af en höjere fjæl (sængebrættet).

206. D. v. s. fra gården Sævarland i Skagafjord.

207. En defekt i originalen gör sidste sætning uklar; sandsynligvis vil Eyjulv særlig ægge den ikke tidligere nævnte Nikolaus til angreb.

208. D. v. s. sorthoved.

209. Dette fremhæves, fordi den banlyste Odds sindelag umiddelbart för døden måtte få indflydelse på kirkens holdning overfor ham.

210. Utvivlsomt den år 1245 afdøde Kolbein unge.

211. Det skete for at få den banlyste så vidt muligt begravet i indviet jord. Til denne kirke hørte imidlertid ikke nogen kirkegård, da den ikke hørte til de kirker, hvor — efter hiskoppens tilladelse — lig kunde begraves.

212. Det nu følgende, store, i skarpe klammer satte afsnit (til s. 263 incl.) er et for Sturlunga sagas yngre redaktion særligt indskud fra Torgils skardes saga.

213. Om denne mand se II, 153, 183.

214. M. messe er 13. juli.

215. Sön af den tidligere nævnte Skule Torsteinsson.

216. Sön af Loft biskopssön (Povlsson).

217. Fuglebjærg i det nordvestlige Island (Látrabjarg), for hvis benyttelse til indsamling af fugle og æg der altså er bleven svaret en afgift.

218. Utvivlsomt på flugten for Ravn.

219. De to brødre Bödvar i Bø og Torleiv i Gardar var beslægtede med Sturlungerne, ved at deres fader var en broder til Hvam-Sturlas hustru Gudny, men desuden var Bödvar gift med en søster til Torgils skardes moder.

220. Sml. s. 239. Det drejede sig i dette tilfælde kun om brugsretten af gården, da denne var kirkeejendom.

221. Dette var en hensynsløshed, da tunhøet omhyggelig vogtedes for græsning.

222. Reykjaholt kirke var indviet til apostelen Peter.

223. Behængt med væggetæpper.

224. Disse mænd var brødre, Ögmund særlig bekendt fra Svinfellinge saga, sml. II, 97 ff.

225. Abbed Brand var på mødrene side beslægtet med Bödvars hustru.

226. ‘det var — Bj. Eriksson’ sål. teksten. Da imidlertid Magnus Atleson i det følgende viser sig at tilhøre Torgils' parti, synes noget her at være udfaldet, så at de nævnte 12 mænd i virkeligheden er det af Torgils i Fljotstunge (sml. det flg.) efterladte mandskab.

227. D. v. s. den brynje Torgils havde fået af Sigfus i Fljotstunge.

228. D. v. s. omtrent kl. 9 form.

229. Eyjulvs broder.

230. til Øfjord, sandsynligvis til Mödruvellir i Hörgådal vest for fjorden, hvor hans broder Eyjulv boede.

231. D. v. s. så stort var antallet efter en foretagen optælling.

232. Det er den i det følgende nævnte Torunnarø.

233. Således synes teksten om Ingemunds brødre at måtte berigtiges.

234. At Sturlas broder Olav hvideskjald boede i Stavaholt og her holdt en art skole, er tidligere (II, 155) nævnt.

235. Den således udpegede kampplads er ved gården Ydre- (eller Lille-)Tværå, som ligger en mils vej nordligere end den mere bekendte klostergård Øvre Tværå eller Munke-Tværå.

236. T. m. om somren er 20. juli.

237. Davids salmer.

238. Som bemærket s. 236 er den efter beretningen om Odd Torarinssons fald optagne store, sammenhængende fortælling om Torgils skarde et indskud fra den særlige saga om denne mand og foreligger kun i Sturlunga sagas yngre redaktion. Hvad den ældre redaktion har indeholdt om begivenhederne efter Odds fald indtil slaget på Tværå-ører kan ikke med sikkerhed siges, da original-håndskriftet her har et hul (en lakune), som er fremkommet ved, at noget over ydre halvdel af et af bogens tospaltede blade er bortskåret. Den fuldstændige lakune begynder egenlig allerede ved fortællingen om Brand dynge, som fik sine fire fingre afhuggede (s. 235), men af indre grunde kan det antages, at fortsættelsen af beretningen om kampen ved Geldingaholt og ligeledes det næste lille stykke om Odds slægt har været fælles for bægge Sturlunga-bearbejdelser. Resten af lakunen svarer til hvad der kan rummes på omtrent 2 trykte oktavsider, og her har da sandsynligvis blot været plads til en kort meddelelse om forbundet mellem Torvard og Torgils, samt beretning om Tværå-slagets begyndelse, til og med det ovenfor anførte vers, hvorefter den fuldstændige lakune ophører.

239. Med denne sætning begynder, som anført, igen den ældre bearbejdelses tekst, men således at alle linjerne på resten af siden er beskadigede, uden at de med sikkerhed kan udfyldes, da den yngre bearbejdelses tekst afviger. Denne må derfor endnu her i oversættelsen følges.

240. D. v. s. havde med Odd Torarinsson deltaget i overfaldet på biskop Henrik på gården Fagranæs.

241. Med denne sætning begynder igen efter lakunen den ældre redaktions sammenhængende tekst.

242. Til stykket „Om Eyjulv er — Sturla Sighvatsson“, svarer i den yngre redaktion en udførligere fremstilling — utvivlsomt med Torgils skardes saga som grundlag —, som forbigår visse i det ovenanførte indeholdte enkeltheder, men dog giver så meget mere end denne, at den rettest aftrykkes her. Den lyder således: Eyjulv Torsteinsson stod i midten af sin og Ravns fylking i begyndelsen af slaget og kæmpede godt og mandig, så at i lang tid ingen trængte frem, der hvor han og hans ledsagere stod. Eyjulv var bleven ramt af et stenkast for på brystet under kampen og følte sig herved noget besværet, derfor blev hans foretagender fra nu af mindre end ellers vilde være sket. En tid lang fortsattes kampen heftig, man trængte stærkt ind på Eyjulv, og han led meget af udmattelse. Omtrent samtidig vendte Ravns og Eyjulvs mænd sig til flugt. Eyjulv vilde søge til sin hest, men da han greb fat i stigböjlen og vilde stige op, løb Jörund gæst hen imod ham, greb ham om halsen, böjede ham tilbage og slog ham til jorden; han kastede sig derpå over ham og rev stålhuen af ham. Nu kom Torvard og hans mænd til og spurgte, hvem han havde under sig. Jörund svarede: „ham kender jeg nöje og véd, at det er Eyjulv Torsteinsson“. Torvard gik da nærmere, greb fat om sit spyd med bægge hænder og stak efter Eyjulv. Stikket ramte i munden og gik gennem nakken ned i jorden. En mand ved navn Kimbe huggede med en bredøkse Eyjulv i hovedet, og man er ikke enig om, hvilket af disse sår der var det første. Kimbe blev senere dræbt, og det siges, at det fuldstændig skete efter Ravns tilskyndelse. Næsten samtidig med disse begivenheder, som nu er berettede, skete det, som för er fortalt, at Ravn red bort og vest over Skjalgsdalshede. Kort at fortælle stansede han ikke för end de traf Torleiv; han var kommen sydfra op på Arnarvatnshede med en flok. Om de mænd, som var tilbage på kamppladsen ved Tværå, er at sige, at nogle søgte tilflugt i kirker, andre i bedehuse; nogle blev grebne og plyndrede for våben og klæder, nogle bad om fred. Torgils var meget villig til at tilstå fred. Han traf under flugten på sletten Audun Tomasson, som spurgte, om Torgils vilde give ham fred. Han svarede, at dette vilde han gjærne, og spurgte, om han var såret. Audun sagde, at han var usåret, men umådelig træt, og at han ønskede at blive tilbage for at hvile sig. Torgils efterlod da sin broder Ingemund og Dal-Jon hos ham for at våge over ham. Audun satte sig ned på åbredden og sagde, at han var tørstig. Ingemund gav ham tre gange at drikke; derpå sank han tilbage og døde kort efter. Torgils red op til gården Lille-Tværå; her var mange mænd inde i bedehuset. Under bedehusets væg befandt sig Svarthövde Dufgusson; han havde fået lemlæstende sår og var hugget tværs over ansigtet; han bad meget indtrængende om fred, og denne tilstod Torgils ham. Her blev Olav Olavsson greben; han bad om fred, men Torgils var utilböjelig til at gå ind på dette; da fik han Tord Hitnæsing til at udvirke sig fred, og Torgils sagde da omsider ja hertil. Torgils og Torvard red op gennem herredet til Munke-Tværå og vilde få at vide, om Ravn havde søgt tilflugt i kirken dêr. Da de ankom, var abbeden kommen hjem og sagde, at Ravn ikke var her. De red da tilbage, indtil de kom til Torunnarø, hvor flokken samledes, og hvor de blev resten af natten. Torlaksmesse-dag red de op på øren, hvor kampen havde stået, og så der de tidender, som havde tildraget sig. Her lå lig af dem, som var faldne, men nogle var førte bort. Her faldt Eyjulv Torsteinsson, Eyjulv Eyjulvsson, Audun Tomasson, Halldor fra Skinnastad og Torkel den store, og i alt af dette parti 8 eller 9 mænd. Af Østfjordingerne faldt Ögmund prén, Olav fra Bustarfell og flere andre. 1 alt faldt i denne kamp 16 eller 17 mand, og mange såredes. De begyndte at kæmpe mellem midaften og natmål (d. v .s. : mell. kl. 6 og 9 efterm.), men efter solnedgang var det, at der opstod flugt. Mange mænd mistede både våben og klæder og led stor overlast. I begyndelsen af kampen mente Eyjulv og hans fæller længe, at deres udsigter var gode, men enden blev dog, som mange folk véd, at her faldt Eyjulv og de vandt sejr, som var ugunstigst stillede. Om morgenen red Torvard og Torgils op på Grund; her indtraf abbed Eyjulv ledsaget af mange gejstlige, og nu fik de, der havde deltaget i kampen, afløsning, så at de kunde have omgang med andre mennesker. Finnbjörn bonde var bleven såret under kampen af et stik i kværkhulen; det var tilsyneladende et lille sår, men det fik store følger. Finnbjörn var om somren så rask, at han kunde færdes med Torvard, men såret voldte dog hans død. Han døde Mikaelsmessedag om efteråret, og hans bortgang var et stort tab.

243. Middal ligger på sydlandet i Gissur Torvaldssons hjembygd (det nuv. Árness syssel), og de følgende drömme viser Gissurs tilhængeres stemning mod mordbrænderne og forskellige hövdinger.

244. Det hele vers er dunkelt; om Steinulv Torarinssons skæbne efter hans deltagelse i kampen i Geldingaholt (s. 232) er intet bekendt.

245. Den fra Edda-digtene bekendte heltinde.

246. Denne beskyldning mod Torgils kan sigte til hans arbejde for kongemagtens fremgang på Island og den dermed forbundne kamp mod hans frænde Tord kakales venner. Gissurs parti var ilde stemt mod Torgils, fordi han havde brudt med Gissur og ikke undte ham Skagafjord.

247. Sml. II, 202-3.

248. Verset udtaler sorg over kong Håkons stigende magt og mindes den lykkeligere ældre tid. Ved Brand menes sandsynligvis den i slaget på Haugsnæs (II, 82 ff.) faldne Skagafjordske høvding Brand Kolbeinsson, og det er vistnok også ham, der betegnes som „rigmandens søn“.

249. I Sturlunga sagas yngre bearbejdelse, hvor de foranstående drömmevarsler aldrig har været optagne, fortsættes den i anmærkningen s. 266—68 meddelte skildring af slagets afslutning på Tværå-ører med endnu et langt stykke fra Torgils skardes saga, som i nærværende oversættelse i det følgende gengives i sammenhæng.

250. Meningen må være, at han i og for sig ikke har noget mod Torvard som hövding, men helst ingen hövding ønsker over Øfjord.

251. Oversættelsen af denne periode er tvivlsom.

252. F. M. m. er 15. avgust.

253. Björn klods var en af Dufgussönnerne, men i modsætning til sine brødre en fredelig mand, der holdt sig udenfor partikampene.

254. D. v. s. en sådan ydelse af får som den, der tilkom hövdingen af de til hans distrikt hørende bønder.

255. Ved branden på Flugumyre omkom 9 fattige (tiggere), som kvaltes i gæstehuset.

256. Ordene må forstås ironisk.

257. D. v. s. vadmel.

258. Biskop Henriks afrejse falder i året 1256, men først 1260 døde han, efter i alle de mellemliggende år at have opholdt sig i Norge.

259. Den år 1245 afdøde hövding Kolbein den unge.

260. Gården S. ligger i Borgarfjords-herredet, i det nuværende Myra syssel.

261. Tiden c. kl. 6 formiddag.

262. I. synes at være et slægtnavn.

263. Disse angivelser om den kongelige sendelse til Island indeholder adskillige unöjagtigheder. Kong Håkons sendebud Ivar „Arnljotsson“, som spiller en rolle ved Islands endelige underkastelse, er her forvekslet med den kgl. skatmester Ivar Engleson, som var kongens udsending ved denne lejlighed. Ivar Engleson kom dog ikke, som man af teksten skulde tro, til Island 1256, men allerede 1255. Han tilbragte vinteren i Skalholt, men opsøgte næste forår (1256) biskop Henrik og Torgils skarde i Skagafjord for ved deres hjælp at sætte kongens planer igennem, og på et almindeligt ting i Skagafjord lovede virkelig også Skagfjordinger, Øfjordinger og de fleste bønder i Nordlændinge-fjærdingen at betale kong Håkon skat. Overdragelsen til Torgils af herredömmet over Øfjord m. v. kan ikke have været begrundet i Tord kakales død, da denne først indtraf i oktober samme år. — Om disse begivenheder gives nöjagtig besked i den af Sturla Tordsson forfattede saga om kong Håkon Håkonssøn.

264. 22. januar.

265. nemlig for fra det for dem bestemte sted på altinget at påkende sagerne.

266. Ravns hustru Turid var datter af Sturla Sighvatsson og tilhørte altså ligesom Torgils Sturlunge-slægten.

267. D. v. s. forskansningen, sml. I, 341.

268. Bygden Skogarstrand på grænsen af Snefjældsnæs og Dalene.

269. En „lev“, d. v. s. en kage fladbrød.

270. Til dette stykke findes en parallel-tekst, som beretter udførligere om Tord Andreassons strid med biskop Sigvard samt Torgils' mægling og fortæller et drömmevarsel, som Torgils på tilbagerejsen havde i en fjældhytte (en kvinde åbenbarer sig for ham, som ligger sovende på hyttens dörfjæle, og forkynder ham, at han endnu en gang vil komme til at ligge på en dör, hvorved hentydes til omstændighederne ved hans snart forestående død). Hvorledes det oprindelig har forholdt sig med dette indskud, er tvivlsomt, det synes dog at måtte stamme fra den særlige Torgils skardes saga.

271. Sml. s. 292

272. Vardgjå er en på grænsen af Øfjord syssel og Søndre Tingø syssel liggende gård.

273. Jörund og Torgils har bægge tilhört kongens hird.

274. Dette må være den foran nævnte Magnus Jonsson.

275. Tilnavn af uvis betydning.

276. Håndskrifterne har en åben plads for navnet.

277. Vinc. m. er 22. januar.

278. Håndskrifterne har fejlagtig år 1256 og 24. jan.

279. Således fortsætter Sturlunga sagas ældre bearbejdelse umiddelbart efter drömmevarslerne i anledning af slaget på Tværå-ører år 1255. Denne bearbejdelse har aldrig indeholdt uddrag af Torgils skardes saga, men at begivenhederne 1255-58 så fuldstændig forbigås, må dog vist nok bero på en forkortelse i den foreliggende afskrift; herved forklares også, at Gissurs jarleværdighed, som hidtil ikke er omtalt, forudsættes bekendt.

280. Disse skibe var norske handelsskibe, som sandsynligvis havde overvintret på Island; „Sindre“ forekommer som personnavn i Norge.

281. D. v. s. deltagere i branden på Flugumyre og overfaldet på biskop Henrik.

282. Annalerne angiver dog, at besætningen dræbtes i Finmarken (på 2 kvinder nær, som 16 år efter kom til Norge).

283. Dette stykke tilhører Sturlunga sagas yngre bearbejdelse, men noget tilsvarende må vistnok have stået i originalen til det nu kendte håndskrift af den ældre bearbejdelse og her være udeladt ved vilkårlig forkortning, da denne i det umiddelbart følgende (s. 307) henviser til Tords kakales død, som dog ikke tidligere er nævnt.

284. Sml. II, 212.

285. Når kongen kalder Gissur sin frænde, sigter han vel til det rigtignok yderst fjærne slægtskab, som fremkom ved Gissurs nedstamning på mødrene side fra Magnus barfods datter Tora — eller til Haukdølernes nedstamning fra de med Harald hårfagre besvogrede Lade-jarler?

286. Det nuværende Skien.

287. Tord kakale havde været i Norge siden 1250, Gissur ankom 1254, krigstoget til Halland fandt sted 1256.

288. Denne kvinde antages at være den K., datterdatter af Snorre Sturlason, som 1253 (II, 188) imod sine frænders vilje havde forladt Island med en elsker.

289. Med dette stykke fortsættes i den ældre bearbejdelse „Begivenheder år 1258“ (II, 304).

290. Ved at udnævne Gissur til jarl gjorde kongen ham til sin statholder på Island, banner og lur var tegn på hans nye værdighed.

291. Gissur, som er født vinteren 1208-9 og blev jarl 1258, foretog ganske rigtig sin Rom-rejse 1248 og deltog i slaget på Örlygstad 1238, men bordsvend („skutilsvein“) kan han først være bleven 1229.

292. Dette stykke tillige med flere i det følgende forekommende danner en fortsættelse af fortællingerne om Torgils skarde og har sandsynligvis under en eller anden form været knyttet til Torgils' saga; som ejendommelige for den yngre bearbejdelse af Sturlunga saga udmærkes de i oversættelsen ved skarpe klammer.

293. Bödvar var Torgils' fader.

294. Annalerne beretter, at der i vinteren 1257—58 herskede en sådan farsot i bygden Midfjord på nordlandet, at her i alt døde 4 hundred mennesker.

295. D. v. s. Skagafjord.

296. D. v. s. c. kl. 9 aften.

297. D. v. s. c. kl. 3 e. m.

298. „næste sommer efter at der var givet ham jarls navn“ tilföjer Sturlunga sagas ældre bearbejdelse, men dette kan ikke være rigtigt, da tidsregningen viser, at G. allerede samme år som han udnævntes til jarl (1258) må være ankommen til Island. Misforståelsen er muligvis foranlediget ved det besøg, som G. på hjemrejsen synes at have aflagt på Syderøerne.

299. På sydlandet, nær havnen Eyrar.

300. En sætning af dette indhold synes at have stået i Sturlunga sagas nu defekte ældre bearbejdelse, men både form og plads er tvivlsom.

301. Af disse to hovedklasser bestod den kongelige hird. Sml. II, 14.

302. Eyjulv har en gang tidligere deltaget i et angreb på Vigfus, men da stod faderen Rögnvald på V.s side. Se II, 187—88.

303. Denne pris svarer omtrent til, at Stad (Reynestad) tidligere i jordskyld vurderedes til 125 hundred.

304. Om denne afgift se I, 224, anm. 5. - Islændinge saga, note 50 (jl)

305. År sagen til Tords misstemning mod Gissur var utvivlsomt, at han, som tilhørte Odde-slægten (sönnesön af Sæmund Jonsson), anså Gissur for uberettiget til at forvalte slægtens godedömmer, hvilke kong Håkon havde fået i sin magt og nu lod Gissur bestyre.

306. Den yngre bearbejdelse, som afvigende herfra fortæller, at Sturla og Torgils skardes broder på dette ting blev jarlens mænd, tilföjer, at han lovede dem sin hjælp til at få hævn efter Torgils, og at på tinget lystes hærværkssag mod Torvard, som blev sagsøgt af Sighvat; han og mange af de mænd, som havde deltaget i overfaldet på Ravnagil, dömtes til fuld fredløshed

307. Præsten Narve, en sön af Skard-Snorre og fader til de til Sturlunga-samlingens istandbringelse knyttede Narve-sönner, var gift med Valgerd, en datter af lovsigemanden Ketil Torlaksson og Gissur jarls søster Halldora; Kolbeinsstad, hvor altså Narve ved denne tid opholdt sig, tilhørte svigerfaderen.

308. Saura-Svein har altså været den sædvanlige benævnelse på den nysnævnte Svein. Tillægget til hans navn kommer af Saurar, som kan være et gårdnavn.

309. Disse „sager“ er ikke tidligere nævnte.

310. Om Hallvard guldsko fortælles senere (s. 318—19) i den til Sturlunga sagas ældre bearbejdelse hørende tekst.

311. Stednavn ved Bruarå.

312. Sml. II, 295—90; Finnbjörn, som i øvrigt ikke er nævnt i beretningen om Bjarnardals-forliget, må være den i slaget på Tværå-ører sårede og senere døde F. Helgeson.

313. Sandsynligvis Lyngdalshede.

314. D. v. s. Sturla Ravnsson.

315. Kong Håkon Håkonsson foretog 1263 et krigstog mod Skotterne, som vilde bemægtige sig de til Norge hørende Syderøer (Hebriderne), men døde inden togets afslutning 15. dec. i Kirkevåg på Orknøerne. [Den rette dødsdag for kong Håkon er imidlertid d. 16. dec. Iflg. Håkon Håkonssons saga dør kongen umiddelbart efter midnat natten mellem 15. og 16. dec. (jl)]

316. Ifg. ann. 1275.

317. Kalv og Torgeir kunde som sönner af den i slaget på Haugsnæs (II, 82 ff.) faldne Brand Kolbeinsson betragtes som arvinger til herredömmet over Skagafjord, som indehavdes af Gissur, der, som det vil erindres, havde bosat sig på Stad (d. v. s. Reynestad) i Skagafjord.

318. I den yngre Sturlunga-bearbejdelse forekommer dette stykke udvidet ved en omstændelig beretning om den brevbæreren overgåede hudstrygning for at fremtvinge bekendelse, og om hvorledes brevet findes skjult i sadlen.

319. I. havde været Gissurs svigerdatter; se II, 189 ff.

320. Et bygdemøde, som afholdtes i den „énmåned“ benævnte sidste vintermåned (marts—april).

321. D. v. s. nyde blot vand og brød. De to Olavs messer var 29. juli og 3. avgust.

322. Hallvards ophold på Island er tidligere (II, 312) bleven berørt, men i et indskud i Torgils skardes sagas fortsættelse.

323. D. v. s. Gissur jarl; „Gissur“ er et af Odins navne.

324. D. v. s. Sturla, den talende.

325. Gaut er et Odinsnavn, her brugt om Gissur.

326. Asgrim var en af hoveddeltagerne i mordbranden på Flugumyre.

327. Dette er Erik Plovpennings datter Ingeborg, om hvis æventyrlige bortførelse til Norge og giftermål med den senere kong Magnus lagabøter der udførlig fortælles i kong Håkon Håkonssöns saga (Norske Kongesagaer II, 429 ff., overs. af Munch og Rygh).

328. Disse må repræsentere nordlandets østligste del, det nuværende Tingø syssel.

329. Vestfjordingernes edsaflæggelse foregik dog først efter altinget på Tværå ting i Borgarfjord. 1263 indrömmede Odde-slægten den norske konge skat af den øvrige del af Sydlændingefjærdingen; 1264 gav Torvard Torarinsson sig i kongens vold, og på altinget svor Orm Ormsson skat for sydøstlandets vedkommende, hvormed Islands underkastelse var fuldbyrdet. Men om disse begivenheder foreligger kun sparsomme meddelelser i kong Håkons saga og de islandske annaler.

330. Med dette stykke har muligvis oprindelig Sturlunga saga endt. Denne temlig magre afslutning har da bægge de kendte tekster udfyldt hver på sin måde, det ældre håndskrift ved hertil at lægge fortællingen om fjendtlighederne mellem Gissur jarl og Tord Andreasson, det yngre ved (muligvis samtidig med optagelsen af Torgils skardes saga) at give optrin af Sturla Tordssons liv.

331. Mellem denne fortælling og det nærmest foregående stykke er et spring af to år (1262—64), hvad muligvis kan skyldes bearbejderens kilde (en saga om Gissur jarl?). Dette stykke og dets fortsættelse om Tord Andreassons drab findes kun i Sturlunga sagas ældre bearbejdelse.

332. Om dette ting, som må være altinget 1264, er intet tidligere fortalt.

333. Dette er et besynderligt udtryk, da Gissurs hærgning på Tords enemærker, hvortil der må sigtes, foregik allerede i efteråret 1259, hvorefter Tord måtte tilbringe vinteren 1260—61 hos Gissur.

334. Åboer (Åverjar) kaldtes, som tidligere nævnt, beboerne af den mellem de to Rangåer indesluttede bygd, hvorfra Odde-slægten stammede.

335. Torsmark er en afsides, kratbevokset strækning i den nordøstlige del af Rangárvalla syssel, indesluttet mellem jøkler og rivende elve.

336. Sml. II, 310.

337. Gylta betyder hunsvin, so.

338. Herefter synes i den ældste af de to Sturlunga-bearbejdelser at have fulgt et fra Sturla Tordssons saga om kong Håkon Håkonsson hentet stykke om Islands underkastelse, som i udførligere form gentager hvad der forud er fortalt om begivenhederne 1262, hvorpå berettes om Hallvards tilbagekomst til Norge og om det her stedfindende valg af den bekendte islandske abbed Brand Jonsson til biskop på Holar.

339. Hermed sigtes vistnok til Sturlas tilbagerejse efter de II, 311—14 fortalte begivenheder.

340. Nöjagtigere „lovsigemand“.

341. D. v. s. Skardstrand.

342. Hvis hermed sigtes til Hallvard guldskos foran berørte besøg på Island 1261, er her en forvirring, da Sturlas af-rejse foregår 1263. Muligvis kan dog Hallvard også have besøgt Island 1263 (sml. Munch N. F. H. IV, 1 (e), s. 373), men herom fortæller Sturlunga saga, som den nu kendes, intet.

343. Denne mand er rimeligvis den i Torgils skardes saga så ofte nævnte Tord Hitnæsing.

344. På krigstog til Skotland, sml. II, 314.

345. Dette vers, hvoraf kun her sidste halvdel er anført og vistnok med urette henføres til dette tidspunkt, er tidligere gengivet (II, 318) i forbindelse med begivenhederne 1261.

346. Höjt halvdæk i bagstavnen.

347. Tilnavnene betegner dem som fråsere.

348. Stavnboerne, den del af mandskabet, som havde plads i forstavnen.

349. Denne æventyr-saga kendes nu ikke.

350. Sturla har dog næppe, som dronningen antager, haft sagaen skriftlig optegnet.

351. At den dansk-fødte dronning (sml. s. 318) skulde kunne forstå fremsigelsen af et af de islandske skjaldekvad, er temlig usandsynligt. Dog måtte digtets indhold — efter de få bevarede vers at dömme — tiltale hende i höj grad, da heri fremhæves Magnus' lykke ved at være gift med en datter af den hellige kong Erik (E. plovpennings grufulde død skaffede ham som bekendt helgenry).

352. Bordsvend (skutilsvend), hvad der da medførte „herre“-titel, blev Sturla ifg. annalerne under en udenlandsrejse 1277—78 (Sturlas eneste senere udenlandsrejse, som kilderne véd noget om). Til denne må ifg. ovenstående henføres udarbejdelsen af Magnus lagabøters saga, hvoraf alene et kort brudstykke er bevaret. Arbejdstiden i Norge kan dog kun have været kort, da Sturla på udrejsen led skibbrud ved Færøerne, hvor han om vinteren opholdt sig, og først næste forår kom til Norge, hvorfra han allerede samme sommer vendte tilbage til Island.

353. Om disse „mange“ digte og deres tilblivelsestid vides intet nærmere, da kun 2 vers af et sådant er bevarede.

354. Når Sturlas familie rejste til Norge, vides ikke; det må dog utvivlsomt være sket i tidsrummet 1263—71, i hvilket sidste år Sturla i regeringsanliggender rejste til Island. Den kort foran gående meddelelse om Sturlas forfatterskab til kong Magnus saga afbryder således den kronologiske orden.

355. T. S. er Sturlas sön; han døde 1283.

356. Den her nævnte Birger jarl er Folkungeættens bekendte stamfader, som døde 1266; för denne tid må således det omtalte møde, om hvilket intet nærmere vides, have fundet sted. Om Sturlas Islandsrejse erfares heller intet nærmere; muligvis er han allerede så hurtig vendt tilbage, at sagaen ikke regner dette besøg i hjemmet som nogen afbrydelse af hans „første“ ophold i Norge. De to digte om jarlen, den kortere „flok“ (d. v. s. digt uden underafdelinger) og den længere drapa, kendes ikke.

357. Dette er den såkaldte Jærnside, hvorved norsk lov indførtes på Island, og som bestod til den 1281 afløstes af Jonsbogen. Annalerne beretter ved året 1271, at Sturla sammen med to andre mænd sendtes med lovbogen til Island. Fristatens lovbog Grågås sattes i de nærmest følgende år ud af kraft.

358. Tord Narveson (senere lagmand) var sön af Sturlas fætter; han er en af de oftere omtalte „Narve-sönner“, hvem Sturlunga sagas ældre redaktion sandsynligvis skyldes.

359. Man har altså trot, at Sturla ved skrivning eller regning på tavlen kunde få indblik i skæbnen.

360. Den 1269 til biskop i Skalholt udnævnte Arne Torlaksson begyndte straks at kræve patronatsretten over kirkerne overført fra lægmændene til gejstligheden og vakte herved en strid, som først mod århundredets slutning endte med kirkens delvise sejr. Sturla fratrådte som lagmand sandsynligvis 1282.

361. Sturla Tordsson lagmand er født 29. juli 1214 og døde 30. juli 1284.