Trylleviser

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Dansk.gif


Axel Olrik (1864-1917)
Dansk folkedigtning


Indledning
Trylleviser


Danske Folkeviser i Udvalg
Ved Axel Olrik og Ida Falbe-Hansen


„Ridderviser“ og „historiske Viser“ indeholder det fyldigste Billede af Middelalderens almindelige Liv; men mange af dens dybeste Tanker om Tilværelsen og af dens ypperste Digterværker er at finde blandt Fremstillingerne af den overnaturlige Verden, Trylleviserne.


Disse Visers Indhold er først og fremmest de nedarvede Forestillinger om overnaturlige Væsener og overnaturlig Magt (Trolddom), saa1edes som de omformedes af et nylig kristnet Folk.


Man tager fejl, hvis man opfatter disse Viser som en nær Fortsættelse af Oldtidens Digtning. Hedentidens Kvad handlede først og fremmest om Asernes langvarige Kamp mod Jætterne. Men da Asernes Altre var omstyrtede, var Roden hugget bort under denne Digtning. Kun et lystigt Eventyr om Thor, der udklædes i Freyas Dragt og bliver Tursekongens Brud, er fra et af Eddakvadene (Thrymskviden) gaaet over i Folkevise, oprindelig i Norge og senere udbredt til Sverige og Danmark.


Den egenlige Gudetro var afskaffet, og for Danmarks Vedkommende var den mærkværdig stærkt udryddet allerede i tidlig Middelalder. Men ved Siden af de store Guder kendte Folkets Fantasi en Mængde andre Skikkelser, der befolkede Høje og Bakker, Krat og Moser, Aaer og Sunde. Disse Væsner tænktes som de levende Magter, der virkede Naturens Rørelser; og deres Karakter formedes efter det Indtryk, som Naturen gjorde paa Menneskene. Alle disse Væsners Færd havde tidligere været overleveret i Smaafortællinger, Mand og Mand imellem; nu da de gamle Guder var svundne, og før de kristnes Gud blev virkelig personlig tilegnet, opstod den rige Digtning om Naturvæsner.


Havet og Aaen gjorde paa den Tids Mennesker ikke saa meget det Indtryk af Skønhed og evig spillende Bevægelse, der er saa velkendt for den nyere Tids Digtere. Havet var en grum Magt, der krævede sine Ofre; det gemte i sig et Vilddyr, hvis Glæde det var at sluge Mennesker, en vældig Ørn, hvis Vingeslag kunde vække Stormen. Aaen var en upaalidelig Ven; hvor mange havde ikke Nøkken i Vandet draget ned, naar de uforsigtig nærmede sig Bredden, og kun det blege og blodløse Lig fandtes siden igen.


„Germand Gladensvend“ (Nr. 6) er en Digtning om Havets ubønhørlige Graadighed. Fra Fødselen er Barnet, den liden Germand, lovet bort til Trolden ude paa Dybet; hans Moders Taarer forraader ham den Skæbne, som Forældrene, skønt uafvidende, har bundet ham til. Men han griber efter Livets Lykke i Haab om at naa den trods alle onde Varsler; han higer over mod sin Fæstemø i „Engeland“, sætter sig i Fjederham og flyver saa højt under Sky. Men Havtrolden — den lede „Gam“ eller Grib — flyver efter ham paa sine vældige Vinger, og den „mærker“ ham som sit Bytte: „Saa hug han ud hans højre Øje, drak halvt hans Hjærteblod,“ — og saa tilføjer Visen: „End fløj han til Jomfruens Bur, for hans Vilje den var god“; hans Kærlighed var saa mægtig, at den drev ham frem. De følgende Scener er gribende; hans og Fæstemøens Kærlighed — den Livslykke, der nu knækkes — træder levende frem. De andre Jomfruer viger rædselsslagne tilbage for den dødsmærkedes Uhygge; stolt Sølverlad gaar frem, hun kærtegner og plejer for sidste og eneste Gang den elskede Svend; da han atter flyver bort ud i Troldens Magt, flyver hun i vild Fortvivlelse efter ham: „Alle de Fugle, hun mødte, dem klipped hun alt saa smaa, foruden ham den lede Gam, ham kunde hun ikke faa“. Menneskelivet kan udfolde sig i den ædleste Kærlighed; men der findes Magter af Ondskab og af uafvendelig Skæbne, som det ikke kan undfly.


Den samme graadige Vandtrold træffes i Visen om „Harpens Kraft“ (Nr. 8). Hr. Villemands Mø græder for Blide–Bro; der er begge hendes Søstre druknede paa deres Bryllupsdag, og nu gruer hun for samme Skæbne. Hendes Fæstemand lader Broen bygge fra ny og meget bred, tolv Riddere fører hendes Hest over Broen, da mangler der uforvarende et Søm i Hestens Sko, den snubler og kaster hende i Strømmen. Atter har Troldelist bragt et Menneske i Floddybets Magt. Da tager Hr. Villemand sin Harpe og spiller, i sin Kærligheds Længsel, saa mægtig, at alt brister for hans Toners Magt, og Havtrolden tvinges op fra Dybet og maa give sit Bytte tilbage. — Visen minder om den gamle græske Myte, hvor Sangeren Orfeus ved Tonernes Magt henter sin Hustru Eurydike tilbage fra Dødsriget; efter de nyere Undersøgelser er det vistnok selve denne Myte, der er naaet til Norden over Bretagne og England, og den har undervejs afstrøget sin helleniske Slutning, at Orfeus dog ikke fører Hustruen til de levendes Verden, ti da han ængstelig vender sig om efter hende, svinder hendes Skygge bort for ham. Den nordiske Vise forkynder fuldt ud Aandsmagtens og Kærlighedens Sejr.


Simplere, vi kan gærne sige plumpere, gaar den samme Tanke igen i Visen om „Hellig Oluf og Troldene“. Oprindelig er det en norsk Vise, knyttet til Fjældet Hornelen („Hornelummer“ i dansk Fordrejelse) paa Norges Vestkyst nord for Bergen; men den har været saa yndet i Danmark og Sverige, at dens Indhold ofte findes malt i Kirkernes Hvælvinger (deriblandt i Vallensbæk Kirke ved København). Fortællingen med sine Trolde, der forstenes paa Heltekongens Bud, eller lukkes inde i Fjældet, er halvvejs en Helgenlegende, halvvejs en Gentagelse af nordiske Oldsagn, der lader Helten narre Troldene, saa de overraskes af Solen og forstenes. Dens Troldeskildring afviger fra de andre danske Visers og maa skyldes den norske Folkehumor.


Endnu større er det nedarvede Grundlag for „Havfruens Spaadom“ (Nr. 9). Et Sagn, som allerede kendes fra Oldtiden, handler om et Havvæsen, der gribes af Mennesker, Kongen holder det fangen, for at det skal røbe, hvor Havets Skatte er gemte, men det svarer intet, og til Afsked spaar det Ulykke over Kongens Æt. Dette Folkesagn er gjort til Æmne for Visen, men til Slutning har Digteren tilføjet et nyt Ordskifte: Dronningen græder over de forudsagte Ulykker, men Havfruen trøster vemodig: „Du tørst ikke græde for mig, Himmerigs Dør staar aaben for dig.“ Denne Slutning er ubetinget kristen (og noget af det mest kristne i Folkevisernes Religiøsitet): Menneskets Trøst i Salighedshaabet, og paa den anden Side Naturen med en Længsel efter Salighed, et Savn uden Haab om at naa den. Det er den „Naturens Forlængsel“, hvorom Paulus har talt, og som senere Digtninger har dvælet ved. Den virker en omvæltning i Naturopfattelsen; i Stedet for ældre Tiders Had og Frygt dukker der op en vemodig Medfølelse med Skabningen. Til denne blødere Stemning svarer noget i den yngste af Havfolkeviserne, Agnetevisen (Nr. 11), digtet blandt den danske Almue efter Middelalderens Slutning. Naar den betegnes som dansk Digtning, gælder det dog kun til en vis Grad; Ævnen til at forme Viser helt fra nyt var næppe til paa saa sen Tid og i disse Lag af Folket. Det er en Overførelse af den tyske Vise om Flodmanden og „die schöne Agenete“. Fra denne tyske (oprindelig slaviske) Vise er det meste af Handlingen laant; men Naturopfattelsen er helt ændret, i Stedet for en svigefuld Bejler, der styrter Agnete i Dybet fra Broen (ligesom i vor „Harpens Kraft“), er han den skønne og længselsfulde Havmand, der kun bejler til hende ved sin egen Kærligheds Magt, og hun følger ham frivillig. Og dog gemmer Visen noget af den gamle Naturrædsel; derfor lader den Agnete vende hjem til Menneskeverdenen og Gudsverdenen og i skarpe Ord bryde med sin Husbond i Havet[1].


I den egentlige Digtningsperiode er Naturrædselen den overvejende, ogsaa overfor Elverfolkenes Verden. Enkelte lidt yngre Viser ser paa den med Sympati; men i den berømteste Digtning „Elverskud“ (Nr. 7) er denne Elververden en uhyggelig Magt, som kan lokke og som kan dræbe den, der enlig kommer paa Elverfolkets Omraade. Visens Handling kan i sine Hovedtræk følges fra Land til Land; den har hjemme i Bretagne eller Nordfrankrig og har udbredt sig over store Dele af Europa. Men Visens nordiske Omformning faar sit eget Præg af Elverdansen og Elverskuddet i den hjemlige Folketro; den er bleven som en ny Digtning. Naar i Danmarks skovrige Egne den hvide Taage hæver sig fra Sletten og omkreser Træer og Høje, da er det Elverfolkets Dans, i Solstraalerne naar Regnbygen nylig er falden, eller endnu hellere i Sommernattens halvlyse Skumring. Denne Elverpigernes Leg kendes af alle; og for de dansende Sangere ude ved Aa om Nattetid byder Elverdansen sig frem som det mest nærliggende Æmne; om den grupperer sig andre Forestillinger, om at Elvermøerne vil drage Ungersvenden med i deres Dans, og at den, der følger, forvildes og bjærgtages ind i Elverhøjen: derfra stammer Skrækken for at komme i deres Magt. En anden væsenlig Del af Forestillingen om Elverfolk er „Elverskuddet“. Oprindelig tænkte man sig, at et Menneske eller Dyr, der styrtede dødt om eller fik en pludselig Smerte, var ramt af Elverfolkenes usynlige Pil; paa et lidt højere Trin af Tænkning, saaledes som i den danske Middelalder, var Elverfolkenes Slag mellem Skuldrene det Tryllemiddel, der paaførte den stikkende og dødelige Sygdom. For Visens Sanger gemmer denne tilsyneladende lille Paavirkning Dødsfaren for Mennesket; næsten som i Leg føres Ridderen i sin Undergang: Elverkvindernes lette Kæde omslynger ham, indtil han dødstræt naar sit Hjem.


Ikke alle Elverfolksviserne har den mørke Uhygge. Det samme Æmne gaar lysere igen i den lille Vise om Ungersvenden, der lagde sig at sove paa Elverhøjen og kun af Hanegalet reddedes fra at blive bjærgtagen ind i Højen. (D.g.F. Nr. 46.) Ja enkelte Viser handler endog om, at den bjærgtagne vindes igen for Menneskeheden. Men det er det sjældnere og er næppe følt saa dybt.


Den anden store Gruppe af Trylleviser er de, der handler om Omskabelse. Viserne er ikke de eneste Ejere af dette Æmne; det forekommer endnu hyppigere i Folkeeventyrene. Eventyrene, disse Smaafortællinger med spændende og farefulde Begivenheder og dog med lykkelig Udgang, havde i Aarhundreder ført deres Omstrejferliv i Stuer og ved Barnesenge, i Herbergsrum og ved Jægerbaal, flyttende sig fra Land til Land og vindende sig borgerret paa nye Steder. Stærkere og stærkere har de udvalgt sig et Yndlingsemne: en ond Stifmoder, der omskaber sit Stedbarn til Dyr, Trold eller lignende; og saa gaar Eventyret ud paa, hvorledes Menneskeskikkelsen kan genvindes for den ulykkelige. Alt imens Eventyrdigtningen i Middelalderen dyrker saadanne Optrin stærkere, trænger de ind i den højere (den af enkelte Forfattere skabte) Literatur. Frankrigs fantastiske Ridderromaner fyldes af dem; de trænger fra Britterne over i Eng1ands Folkeviser, og her i Norden faar vi vor rige Del deraf.


En lille Folkevise om „Jomfru i Hindeham“ (Nr. 12) kan følges gennem Frankrig og England til Danmark og Sverige; den besynger Omskabelsens tilfældige Ulykker: Sønnen skyder den vilde Hind i Skoven — trods Moderens Advarsel, der veed, at det er hendes omskabte Datter. Visen slutter med en lille vemodig Eftersang; til et Par Naturbilleder af den faldende Dugg og den højtflyvende Trane knyttes der — tilsyneladende uden indre Sammenhæng — en dæmpet Klage over, at Livslykken er saa svær at naa, Livets Ulykke saa haard at undfly; det er som en pint Sjæls Jammertoner ud i Aftenens Stilhed.


Men oftest løfter disse Viser sig til frejdigere Toner. Eventyret er jo Menneskets Udtalelse af sit uforgængelige Haab trods al Modgang; og netop Omskabelseseventyrenes Hovedpunkt, Frigørelsen fra den stygge Dyre– eller Tro1deham, der hyller sig om Menneskevæsnet, griber Viserne som deres Indhold; Folkeeventyrets brogede Række af andre Optrin kaster de overbord som mere overflødige.


Vi finder her hele Rækken af Eventyrenes Forløsninger. Snart kysser Ridderen den 1iden Orm i Græsset (2den Samling Nr. 10), snart brydes han med den stærke Bjørn (2den Samling Nr. 11), stolt Ingelille følger, skønt sørgende og hændervridende, den frygtelige Lindorm til dens Bolig, og da hun lægger sig i dens Arm, er den forløst til en Kongesøn. Men dejligst har Elskovens befriende Magt formet sig i „Jomfru i Fugleham“ (Nr. 13).


Noget af det mærkelige ved Visen er den Alvor, hvormed Fortryllelsen opfattes. Den Dyreham, som Stifmoderen har paatryllet den unge Jomfru, er ikke blot en tvungen Forklædning, hvoraf det menneskelige Væsen stadig stikker frem; det er selve det vilde Dyrs Natur, hun har maattet optage i sig. Hun er virkelig en Hind, som flyr den attraaende Jæger, hun veed intet af, at han vil frelse hende; indhentet af hans Hunde samler hun al sin Kraft og kan omskabe sig til en ny, mere vild Dyreskikkelse, til den rovgraadige Falk, der sætter sig paa Træets Grene. Intet Middel kan bringe den i Ridderens Magt, før han skærer Kødet blodigt af sit eget Bryst og giver den det til Føde; da flyver Falken ned, baskende med Vingen og grisk efter Rov; — maaske vi tillige tør tænke en dunkel Drift efter Frelse af Dyrehammen; ti Menneskeblodet er — i Eventyrets Verden — det Tryllemiddel, der giver den bundne Menneskenatur fri.


Ikke mindre mærkelig er Ungersvenden, Nilus Erlandssøn, som Visen kalder ham. Med et Begær, som han næppe selv forstaar, higer han efter den fagre Hind; jo længere han følger den, des mere føler han sig bunden; da den indhentet af Hundene svinger sig i Luften som Fugl, brænder hans Attraa vældigere, han kan ofre alt for at naa den. For at vinde den elskede maa han yde, hvad der er haardest at give; men Sejren vindes derved. Derfor klinger under al den anspændende Møje og Pine som en stadig Jubeltone gennem Omkvædet: „Saa vinder den Svend sin Jomfru.“ — Her har Visetidens Ideal af en „Jomfrusvend“, af en Ungersvend der sætter alt ind paa at vinde den attraaede Mø, faaet sit ædleste Udtryk, adlet netop gennem Ofringen af sig selv, og dog ikke adskilt fra den raske Kraft, det livsfriske Begær, der gaar gennem vor Middelalder.


Sammen med disse Viser om Omskabelse maa vi nævne en ejendommelig Trylledigtning (Nr. 14), den unge Svejdals Bejlen til sin dvalebundne Fæstemø, mærkelig ved sit Indhold og mærkelig ved sin Forhistorie. To Kvad i oldnordisk Sprogform handler om den unge Svipdag, der kommer til Tryllebjærget og vækker Menglad af hendes dvaleagtige og dumpe, ustillede Længsel. De to Kvad om Svipdag optages sædvanlig som et Tillæg til den ældre Edda; men i den nordiske Gudekres hører deres Handling ikke hjemme. Den foregaar i Eventyrets Verden; hun er en slumrende Tornerose, som kun den dristig indtrængende Ungersvend kan vække af Dvale, han er en Eventyrets Helt, som den onde Stifmoder har forbandet til ikke at finde Fred, før han har fundet Jomfruen paa Dvalebjærget, og som hans afdøde Moder udruster til Færden. Men denne Handling er i Oldkvadene indklædt i en dunkel Gaadesamtale, og udsmykket med et Skin af Valhals og Jotunheims Myteverden. Ved den middelalderlige Folkevise, Svejdalsvisen, mærker man, at det som fjæles i Sne, kommer op i Tø. Hele den mytiske Iklædnings mørke Vinterpragt er her forsvunden, og de simple Eventyrtræk staar tilbage. Det er kun et svagt Baand, der knytter Folkevisen til Valhals Herlighed; langt mere tjener Svipdag– eller Svejdaldigtningen som Vidne om, hvor tidlig Middelalderen begynder at forme paa de Eventyrforestillinger, der er saa fremtrædende i dens Tankeverden.


Visen er sig paa en anden Maade end Oldkvadene bevidst, at den er en Digtning om Elskov, om den dunkle Følelse, der tvinger Menneskets Vilje, der vækker ustillet sløvende Attraa og driver ind paa de sælsomste Baner. Straks i det første Optrin møder den os. Helten kommer tilfældig, ind i Buret til Jomfruen (han skal hente den bortfløjne Bold), og pludselig betages hun af Elskov til ham som en tyngende Smerte; og hun lægger da (idet hun føler sin Kærlighed ugengældt) en tilsvarende Forbandelse paa ham: aldrig at faa Ro, før han har løst den dvalebundne Jomfru, — og i det samme er han betagen af den voldsomme, pinende Elskov, han er „lagt i Traa“ for Jomfruen i et fjærnt, fremmed Land.


I Runernes Tryllemagt føles, endnu stærkere end ved Naturvæsnerne, en Magt, som Menneskene er afhængige af, Selve Runetrolddommen er arvet fra Oldtiden; og den Maade, hvorpaa den udføres, svarer ganske til en Brug, der var almindelig i hedensk Tid: Tryllerunerne indridses i en Kævle, et lille Stykke Træ el. lign., og saa kastes den paa den Person, man vil paavirke. Men Runerne er for de kristne Visesangere tillige blevne noget andet, end de var i Oldtiden; Digterne fremstiller dem som en bindende og knugende Magt, der ophæver Menneskets frie Vilje, og som det gælder om — er det end umuligt at bryde den — saa at slippe uden om og at leve i nogenlunde Sikkerhed for. Det er som Elskovsruner, som Kraften til at vække en dragende ubevidst Drift, at de særlig fremtræder i Visesangen. I nogle af Middelalderens seneste Viser er disse Elskovsruner kun et trivielt Middel til at bringe Ridder og Jomfru sammen. Men gaar vi til de Viser, hvor der tænkes, og hvor der formes af en Digterfantasi, da er de fulde af Gru og Rædsel ved at paakalde de vilde Naturkræfter, som saa let bringer Ulykke, og hvis Løb Mennesket kun er saa lidt Herre over. En af disse Digtere udbryder til Slutning:


Ilde saa var den Rune skreven,
og ilde saa var hun skabt,
at to saa ædelige Kongebørn
skulde blive saa ynkelig fortabt. (DgF. nr 74.)


Denne Rædsel for den blinde Attraa ser maaske sælsom ud for vor Tid; men den passede i en Tid, hvis Naturfølelse endnu havde Præg af Tvang og Uhygge; ti naar man i Skovens og Ellehøjens Liv saa en lurende Fare, hvor meget mere da ikke i den Tryllemagt, der trivedes indenfor Menneskers egen Virken?


Visen om „Ridder Stigs Runer“ (2den Samling Nr. 15) har den samme Tro paa den ubøjelige Magt, der ligger i Runetrolddommen. Men den holder fast ved, at Mennesket med Kløgt og Viljestyrke kan gaa uden om denne Magt. Ridder Stig kaster Trylleruner, og da de tilfældig har ramt Kongens Søster i Stedet for Jomfru Kirsten, saa er den højbaarne Kvinde uløselig bundet i Længsel efter Ridderen: selv om han rider til Verdens Ende, skal hun dog finde ham. Men menneskelig Kløgt og Selvbeherskelse kan afvende Ulykken. Da Kongesøsteren ved Nat sniger sig ind i hans Stue og kommer til hans Seng, ligger han stille „som var han et Barn“, uden at lade sig paavirke af hendes Kærtegn, og næste Morgen gaar han selv for Kongen og fortæller ham om hendes natlige Besøg. Kongen giver ham sin Søster, med Beundring for hans høviske Færd; og Visen slutter med det pragtfulde Bryllup i Ridder Stigs Gaard, udvendig er den prydet med røden Guld, indvendig hængt med hviden Sølv, Bænkene er omsatte med ædle Kvinder, og forrest i den dansende Kæde ses Brudgommen med Sølvbæger paa sin Haand: han drikker sin Kæreste til, saa „Skov og Mark de blomstre derved“.


Trolddommen forekommer dog ikke altid som en Hovedsag i Viserne. Den kan ogsaa træffes i Forbigaaende. Saaledes griber den ind paa et enkelt Punkt i Visen om „Hillelilles Sorg“ (Nr.15). Man troede, at visse Mennesker kunde faa et uimodstaaeligt Kampraseri, en Art Bersærks–Gang (for at tale i Oldtidens Sprog), idet de blev besatte af en troldagtig Natur, men naar man nævnede dem ved Navn, vendte deres egen Natur tilbage igen, og Vildskaben standsedes. Derfor beder Ridder Hillebrand, der har bortført Hillelille, og indhentes af de førfølgende Frænder, at hun ikke nævner hans Navn under Kampen, for at han ret kan bruge sin trolddomsagtige Styrke. Hun standser ham dog, da hendes yngste, Broder er i Fare; men idet hans Navn nævnes, er hans Styrke brudt, og han fældes af Fjenderne[2]. — Digteren har indflettet disse vilde Scener, og den endnu bitrere, da hendes Broder slæber den bortløbne Søster hjem, i en stille vemodig Fortælling: Hillelille sidder blandt den fremmede Dronnings andre Terner, hendes Aandsfraværelse bringer hendes Frue til at spørge hende ud, og nu følger hendes Beretning om de blodige Scener og al hendes Kvide, indtil hun til Straf for sin letsindige Kærlighed sælges bort som Trælkvinde og saaledes kommer i Dronningens Gaard.


Den sælsomste af alle Trylleviserne er den om „Hævnersværdet“ (Nr.16). Den handler om Hævnen i sin frygtelige Storhed og Sjælens afsindige Betagelse af den, om en ung Kriger der vandrer al Verden omkring ene optaget af at finde sin Faders Drabsmand og fælde ham. Samme Hævntørst som hos ham findes I hans Sværd; han taler det til, da Kampen gælder, som sin eneste Broder, og det svarer igen med Løftet om at holde ud; saa udbryder Striden, han fælder Kongens Mænd og Kongen — Drabsmanden — selv, han fælder Møer og Kvinder, og det spæde Barn i Vuggen, der en Gang kan vokse op til Hævner. Da først opdager han, at han ikke blot selv har kæmpet, men at Sværdet har raset endnu blodtørstigere; atter tiltaler han det og nævner det ved dets Navn (den standsende Trolddom overfor Vildskaben, ligesom i foregaaende Vise); da holder de inde, ellers havde det dræbt ham med som den sidste. — Der er i „Hævnersværdet“ den samme Tanke som i „Ridder Stigs Runer“: en løndomsfuld Kraft ude i Naturen, som Mennesket vel kan sætte i Drift, men som det ikke kan styre og standse, før den i sin Vildhed har gjort Ulykker for Menneskeverdenen; en Digter har samlet hele Oldtidens Bersærkerraseri og lagt det ind i Sværdklingen, for at vise det som en mørk Naturmagt udenfor Mennesket, der paa visse Tider — og til dets egen Ulykke — gør sig til Herre.


„Hævnersværdet“ er den eneste egenlige Tryllevise, hvor der er indført et væsenligt Træk af kristen Oprindelse. Digteren har ladet sig paavirke af et Optrin, som i Middelalderen kunde ses ikke saa sjælden. Blandt de store Skarer af bodsvandrende Pilegrimme kunde man møde en enkelt med jærnbaand smedede om Hals, om Livet og om Armene; det var da en særlig stor Forbryder, en Fader– eller Brodermorder, som havde faaet paalagt at vandre fra Helgengrav til Helgengrav, indtil Jærnbaandene selv faldt af. „Hævnersværdet“s Digter har opfattet den grænseløse Blodsudgydelse som en saadan uhyre Misgerning. Han lader sin Kæmpe selv paalægge sig Boden at smedes i Jærn, og han lader Tilgivelsen komme — ikke paa nogen Helgengrav, ti med den kirkelige Dyrkelse giver Visedigtningen sig kun lidt af, — men ved Fadersbanemandens Grav: Kæmpen har gaaet i Bod al Verden om, og nu kan han angrende gaa over sin bitreste Fjendes Gravsted.


Hævnersværds–Visen staar ene ved sin religiøse Slutning; men den udtaler en Grundtanke fra en hel Mængde af Trylleviser: Tanken om en Verden af mægtige Kræfter og Drifter, der vil gøre sig til Herre over Menneskets fri og ubrudte Virken. Ved denne fælles Grundtanke kan Viserne bane Vej for og uddybe Middelalderens religiøse Liv.


Denne aandelige Uddybning medførte ved Siden af sine øvrige Virkninger ogsaa en digterisk Vinding. Under Brydningen mellem gammelt og nyt skabtes Trylleviserne som den skønneste Blomst af vor Folkedigtning.


Fodnoter

  1. Nogle senere Sangere, der havde levet sig ind i de andre Visers Forestilling om Naturvæsnernes uafvendelige Overmagt, har til Visen føjet en Forklaring eller et Slutningsvers om, at Havmanden dog atter førte hende tilbage til Havdybet. Dette har givet Svend Grundtvig og flere nyere Digtere, Baggesen f. Eks., Anledning til at tildigte en ulykkelig Slutning af Visen
  2. Af lignende Indhold er „Ribold og Guldborg“ (2 Samling Nr.l)

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.