Uddrag af Eyrbyggja saga CCR/FM (A)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Island med Grønland i baggrunden
Alain Manesson Mallet (1719)

Islændingesagaer

Grønlands historiske mindesmærker I
C. C. Rafn og Finnur Magnusson

VIII.
Uddrag af Eyrbyggja saga
(Eller den store Saga om Thorsnæsingerne, Øreboerne
og Alftefjordsmændene). Om Grønlændernes islandske
Hjemstavns første Beboelse og Tildragelser, samt Grønlands
ældste Nybyggeres og Amerikas første islandske Opdageres Levnet.

A. Beretningen om Oprindelsen til Beboerne af Thorsnæs, Eyre og Alptefjorden

1. Ketill flatnefr hèt hersir einn ágætr i Noregi, [hann var son Bjarnar bunu, Grímssonar hersis úr Sogni. Ketill var kvongaðr maðr; hann átti Íngvöldi, dóttur Ketils veðrs, hersis af Raumaríki. Björn ok Helgi hètu synir þeirra, en dætr þeirra voru pær: Auðr hin djúpauðga ok Þórunn hyrna ok Jórunn mannvitsbrekka. Björn Ketilsson var fóstraðr austr á Jamtalandi með jarli þeim er Kjallakr hét,[vitr maðr ok ágætr. Jarlinn átti son er Björn hét, en Gjaflög hèt dóttir hans. Þetta var í þann tíma er Haraldr [hinn hárfagri [gekk til ríkis í Noregi. Fyri þeim ófriði flyðu margir göfgir menn [óðul sín úr Noregi, sumir austr yfir Kjölu, en sumir [vestr um haf; þeir voru sumir er héldu sik [á vetrum i Suðreyjum eða i Orkneyjum, [en um sumrum herjuðu þeir i Noregi, ok gerðu mikinn skaða í ríki Haralds konúngs. Bændr kærðu [við konúng, ok báðu hann frelsa sik [af þessum ófriði, þá gerði Haraldr konúngr þat ráð, at hann lèt búa her vestr um haf, ok sagði at Ketill skyldi vera höfðingi yfir þessum her, en Ketill taldist undan. Konúngr kvað hann þó fara skyldu. Ok er Ketill sá at konúngr vildi þessu ráða, rèðst hann til ferðar, ok hafði með sèr konu sina ok börn [sín öll, þau sem þar voru. - En er hann kom vestr um hafit, átti hann nokkurar orrostur, ok hafði jafnan sigr. Hann lagði undir sik Suðreyjar, ok gerðist höfðingi yfir. Sættist hann þá við hina stærstu höfðingja, [þá er voru fyri vestan hafit, ok batt við þá teingðir, en sendi austr aptr herinn. Ok er þeir komu á fund Haralds konúngs, sögðu þeir honum at Ketill var orðinn höfðíngi [fyri vestan hafit ok i Suðreyjum, en ekki [kvoðust þeir vita, at þat mundi fram draga ríki Haralds konúngs fyri vestan hafit eðr i Suðreyjum. Ok er konúngr spurði þetta, tók hann undir sik eignir þær allar er Ketill átti [í Noregi. Ketill gipti Auði, dóttur sina [Öleifi hinum hvita, [er þá var mestr herkonúngr fyri vestan haf, Hann var son Íngjalds Helgasonar, en móðir Íngjalds var Þóra, dóttir Sigurðar orms-i-auga [Ragnars sonar loðbrókar. Þórunni hyrnu, [dóttur sina, gipti Ketill Helga hinum magra, syni Eyvindar austmanns ok Rafavrtu, dóttur Kjarvals Írakonúngs.

Lokaliteter på Snæfellsnæs.

2–3. Björn Ketilsson var á Jamtalandi, þartil er Kjallakr jarl andaðist. [Hann gekk at eiga Gjaflögu, dóttur jarls, ok fór [eptir þat austan um Kjöl, fyrst til Þrándheims ok [svá suðr í land, ok tók undir sik eignir þær allar er faðir hans hafði átt, en rak á brutt ármennina, þá er Haraldr konúngr hafði yfir sett. Konúngr var i Vik austr, [er hann spurði þetta, ok fór þá norðr til Þrándheims hit efra; ok er hann kom í Þrándheim, stefndi hann þar VIII fylkna þing. Á því þíngi gerði hann Björn Ketilsson útlaga úr Noregi, ok geröi hann dræpan [ok tiltækan, hvar [sem hann yrði fundinn. [Eptir þetta sendi hann Hauk hábrók ok aðra kappa sina at drepa hann, ef þeir fyndi hann. En er konúngr kom suðr um Stað, urðu varir við ferð þeirra vinir Bjarnar, [ok gerðu honum njósn; hljóp Björn á skátu er hann átti með skuldalið sitt ok lausafé sitt, ok fór undan suðr með landi, þvífat þá var vetrarmegn mikit, svá at hann treystist eigi á hafit at sigla. Hann fór þartil er hann kom í ey þá er Mostr heitir, er liggr fyri [sunnan Hörðaland, ok tók þar við honum sá maðr er Rólfr hèt, son [Örnólfs fiskreka. Var Björn þar [um vetrinn á laun, en konúngsmenn hurfu aptr, þá er þeir höfðu skipat eignir Bjarnar af konúngs hendi ok sett menn yfir. Rólfr var höfðingi mikill [ok hinn mesti rausnarmaðr. Hann varðveitti [þar hof i eyjunni er helgað var Þór, ok var [hinn mesti ástvin hans, [ok af því var hann Þórólfr kallaðr. Hann var mikill maðr ok sterkr, fríðr synum, ok hafði skegg mikit, þvi var hann kallaðr Mostrarskegg, ok var göfgastr maör i eyjunni. [Um vorit fèkk Þórólfr Birni lángskip gott, skipat góðum drengjum, ok fèkk Hallstein son sinn til ferðar með honum, ok héldu þeir siðan vestrum haf [á vit frænda Bjarnar. En er Haraldr konúngr spurði þat at Þórólfr Mostrarskegg hafði [haldit Björn Ketilsson, útlaga hans, þá gerði [konúngr honum orð ok boðaði honum af löndum; [kvað hann fara skyldu útlaga, sem Björn vin hans, nema hann [vildi fara á fund hans ok láta hann einn skapa ok skera þeirra á millum. En þetta var X vetrum síðar, en Íngólfr Arnarson hafði farit at byggja Ísland, ok var sá ferð allfræg orðin, þviat þeir menn, er komu af landinu, sögðu þar [allgóða landskosti.

4. Þórólfr Mostrarskegg [fékk at blóti miklu, ok gekk til fréttar við Þór [vin sinn, hvárt hann skyldi sættast við konúng, eða fara [af landi burt ok leita sér svá annara forlaga, en fréttin visaði Þórólfi til Íslands. Eptir þat fèkk Þórólfr sér [skip mikit, ok bjó þat til Íslands ferðar; hann hafði með sér búférli sitt ok skuldalið sitt, ok margir vinir hans réðust til feröar meô honum. [Hann tók ofan hofit, en hafði meô sèr flesta viðu, er þar höfðu i verit ok svá moldina undan stallanum, þar er Þór hafði [setit á. [Eptir þat steig hann á skip ok sigldi á hafit át. Honum fórst greitt, ok fann land, ok siglði fyri[sunnan vestr um Reykjanes; þá fèll af byrinn. Sá þeir at þar skar i landit fjörðu stóra. Þórólfr kastaði fyri borð öndugissúlum, þeim er í hofinu höfðu staðit. Þar var Þór skorinn á annari. Mælti hann þá svá fyri, at hann mundi þar [byggja á landi, sem Þór léti súlurnar á land bera. En þegar Þór hóf frá borðinu, sveif honum til hins vestra[landsins ok fjarðarins, [ok þótti fara eigi vonumseinna. Eptir þat kom á hafgola, ok sigldu þeir þá vestr [til Snjófellsness ok á fjörðinn. Þeir sá at fjörðrinn var ákaflega breiðr ok lángr ok [mjök stórfjöllótt hvorumtveggja megin. Þórólfr gaf nafn firðinum ok kallaði Breiðafjörð. Hann tók land fyri sunnan fjörðinn, nær miðjum, ok lagði skipit á voginn, þann er [hann kallaði Þórsvog síðan. Eptir þetta könnuðu þeir landit. Þar fundu þeir á nesinu þvi framanverðu er var fyri norðan voginn, at Þór var á land kominn með súlurnar. Þar kölluðu þeir sióan Þórsnes. Eptir þat fór Þórólfr eldi um landnám sitt, ok nam land utan frá Stafá ok inn til ár þeirrar er hann kallaði Þórsá, ok bygði þar skipurum sinum. Hann reisti bæ mikinn við Hofsvog [er hann kallaði á Hofstöðum. Þar lét hann ok reisa hof, ok var þat ok allmikit hús; [voru dyr á báðum hliðveggjunum fok næröðrum endanum. _Þar fyrir innan stóðu öndugissálurnar, ok voru þar i naglar; [þeir hétu reginnaglar. [þar var allt friðarstaðr fyrir innan. Innar af hofinu var hús i þá líkíng sem saunghás [af kirkjum, ok stóð þar stalli á miðju gólfi sem altari ok lá þar á hríngr mótlaus tvitögeyringr, ok skyldi þar [at sverja eiða alla, þann ring skyldi hofgoði hafa á hendi til - mannfunda allra. Á stallanum skyldi standa hlautbolli ok þarí hlautteinn sem stökkull væri. [Á þilinu umhverfis stallann var skipat goöum i afhúsinu. Til hofsins skyldu allir menn tolla gjalda ok vera skyldir goðanum til ferða, sem nú eru þingmenn höfðíngjum, en goði skyldi hofi upp halda með sjálfs síns kostnaði, svá at eigi hrörnaði, ok hafa inni blotveizlur.

Helgafell – det sagnomspundne hellige fjeld på Island. Her mente Torolf Mosterskæg at han og hans slægt skulle leve videre efter døden. Illustration: Carsten Lyngdrup Madsen, 2011.

Þórólfr kallaði Þórsnes í milli Vigrafjarðar ok Hofsvogs. Í [miðju nesinu stendr fjall; á þvi fjalli (hafði) hann svá mikinn átrúnað, at þángat skyldi engi ópveginn maðr sjá, [ok eingu skyldi tortýna i fjallinu, hvârki fè né mönnum, nema sjálft gengi i brutt. [þat fjall kallaði hann Helgafell, ok trúði at hann mundi þángat [deyja i fjallit ok allir frændr hans þar á nesinu, sem Þór hafði á land komit, lèt hann hafa döma alla ok setti par héraðsþing þar var ok svá [mikil helgi, at hann vildi með engu móti láta saurga völlinn, hvörki heiptar blóði, ok eigi skyldi þar [á álfreka gánga, ok var haft til þess sker eitt er kallat var Dritsker. Þórólfr gerðist rausnarmaðr mikill í búi sinu ok haföi fjölmennt með sér. [Þá var þar gott matar at afla [af eyjum ok af öðrusæfangi.

5. Nú er at segja fra Birni Ketilssyni, at hann [hélt til Suðreyja, þá er þeir Þórólfr skildu, [sem fyrr var ritat. Ok er hann kom vestr, var andaðr faðir hans, en hann fann þar Helga bróður sinn ok systr sinar, ok buðu pau honumgóða kosti með sèr. Björn varð þess vis>ref>*)varr, S.</ref>, at þau höfðu öll saman annan átrðunað en hann, ok þótti honum þat lítilmannligt, er þau höfðu hafnat fornum sið, [þeim er frændr þeirra höföu haft, ok [nam hann þar einga staðfestu, var [hann þó um vetrinn með Auði systur sinni ok Þorsteini syni hennar. En er þau fundu at hann vildi ekki atlýðast við frændr sina, þá kölluðu þau hann Björn hinn austræna, ok þótti þeim illa, er hann vildi þar ekki staðfestast.

6. Björn var II vetr i Suðreyjum, áðr hann fór til Íslands; var Hallsteinn Þórólfsson i fór með honum. Þeir tóku land i Breiðafirði, ok nam Björn land utan frá Stafá, með ráði Þórólfs á milli [Hraunsfjarðar ok Borgar, ok bjó á Borgarholti i Bjarnarhöfn. Hann var [hinn mesti rausnarmaðr. Hallsteini þótti þat litilmannligt at þiggja land at föður sinum, ok nam hann land fyri vestan Breiðafjörð, ok bjó á Hallsteinsnesi. Nokkrum vetrum síðar kom til Íslands Auðr hin djúpauðga, ok var hinn fyrsta vetur með Birni bróður sinum. Siðan nam hán öll Dalalönd i Breiðafirði milli Skraumuhlaupsár ok Dögurðarár, ok bjó i Hvammi. Á þessum timum [bygðust öll Dalalönd, ok þarf ekki at segja frá þeirra manna landnámum, er ekki koma við þessa sögu.

7. Maðr hèt Geirroðr, er land nam inn frá Þórsá til Lángadals, ok bjó á Eyri. Með honum kom át Ölfarr kappi, er hann gaf land [umhverfis um fell, [ok Finngeirr, son (Þorsteins avndurs; hann bjó i álptafirði. Hans son (var) Þorfinnr, faðir Þorbrands i Álptafirði.

Vestarr hèt maðr, son Þórólfs blöðruskalla. Hann kom til Íslands með föður sinn gamlan, ok nam land fyrir utan Hvalafjörð, ok bjó á Öndurðu Eyri. Hans son var Ásgeirr er þar bjó síðan.

Björn hinn austræni andaðist þar fyrst þessara landnámsmanna. Hann var heygðr við Borgarlæk. Hann átti eptir II sonu. Var annarr Kjallakr [hinn gamli, er bjó i Bjarnarhöfn eptir hann. Hann átti Ástíði, dóttur Hrólfs hersis,[systur Steinólfs hins lága. Þau áttu þrjú börn: eitt var Þorgrímr goði; annat Gerðr, er átti Þormóðr goði, son Odds hins rakka; þriðja var Helga, er átti Ásgeirr á Eyri. Frá börnum Kjallaks er mikil ætt komin, ok voru þat kallaðir Kjallekingar. Óttarr hèt annarr son Bjarnar. Hann átti Gré Geirleifsdóttur, systur Oddleifs af Barðaströnd. Þeirra synir voru þeir Helgi, faðir Ósvifrs hins spaka,[ok Björn, faðir Vigfúss i Drápuhlið. Vilgeirr hèt einn son Öttars.

Þórólfr-Mostrarskegg kvongaðist i elli sinni, ok fékk þeirrar konu er Uðr hèt. Segja sumir menn at hún væri dóttir Þorsteins rauðs, en Ari Þorgilsson inn fróði telr hana [með engu móti með [hans börnum. Þau [Þórólfr ok Uðr áttu þann son er Steinn hèt; þann svein gaf Þórólfr þór [vin sinum, ok kallaði [hann Þorstein, ok var þessi sveinn allbráðgerr. Hallsteinn Þorólfs son fékk Óskar, dóttur Þorsteins rauðs. Þorsteinn hét son þeirra. Hann föstraði Þórólfr, ok kallaði Þorstein surt, en sinn som kallaði hann Þorstein þorskabít.

8. Í þenna tima kom út Geirríðr, systir Geirruðar á Eyri, ok gaf hann henni bólstað i Borgardal fyrir innan Áptafjörð. Hán lèt gera skála sinn um þvera þjóðbraut, ok [skyldu allir menn riða þar í gegnum. Þar stóð jafnan borð, ok matr á, gefinn hverjum er hafa vildu; af sliku [sama þótti hún hit mesta göfugkvendi. [Geirríðr hafði áttan Björn, son Bölverks blindíngatrjónu, ok hét Þórólfr son þeirra. Hann var vikingr mikill, ok kom út nokkuru síðar en móðir hans, ok var með henni hinn fyrsta vetr. Honum þótti þar lítit búland, ok skoraði á Úlfar kappa til landa, ok bauð honum hólmgaungu, þviat hann var við aldr ok barnlaus. Ulfar kveðst heldr vilja deyja, en vera kúgaðr af Þórólfi. Þeir gengu á hólm i Álptafirói, ok fèll þar á hólmi Ulfarr, en Þórólfr varð sár á fæti, ok gekk jafnan síðan haltr; (af þessu) var hann kallaör bægifótr, [ok er hann lengi við þessa sögu, ok sjaldan við gott kendr, sem síðar mun sagt verða. Hann gerði þá i Hvammi i Þórsárdal, ok tók hann lönd öll eptir Ulfar, ok var inn mesti ójafnaöarmaðr. Hann seldi löndleysingjum Þorbrands [í Álptafirði: Úlfari Úlfarsfell, Avrlýgi Avrlýgsstaði, ok bjuggu þeir þar lengi síðan. Þórólfr bægifótr átti prjú börn. Arnkell hèt son hans, Gunnfríðr dóttir er átti Þorbeinn á Þorbeinsstöðum inn á Vazhálsi, innfrá [brekku frá Drápuhlið. [Þeirra synir voru þeir Sigmundr ok Þorgils, en [dóttir þeirra var Þorgerðr, er átti Vigfús i Drápuhlíð. Önnur dóttir Þórólfs var Geirríðr, er átti Þórólfr, son Herjólfs hólkinrasta, ok bjuggu þau i Máfahlíð. [Börn þeirra voru þau Þórarinn hinn svarti ok Guðny

9. Þórólfr Mostrarskegg andaðist á Hofstöðum, [ok var heygðr á Haugsnesi út frá Hofstöðum. þá tók Þorsteinn Þorskabítr [föðurleifð sína. Hann fèkk Þóru, dóttur Ölafs feilans, systur Þórðar gellis, er þá bjó i Hvammi i þann tima var svá mikill uppgángr Kjallekinga, at þeir þóttust [fyrir öðrum mönnum þar um sveit. [Voru þeir ok svá margir, ættmenn Bjarnar, at eingi frændabálkr var svá jafnmikill i Breiðafirði. Þá bjó Barna-Kjallakr, frændi þeirra, á Meðalfellsströnd, þar sem nú heitir á Kjallaksstöðum. Hann átti marga sonu ok vel menta. Þeir veittu allir frændum sinum fyri sunnan fjörðinn á þingum ok mannfundum. Þat var eitt vor á Þórsnesþingi at þeir mágar Þorgrimr Kjallaksson ok Ásgeirr á Eyri drag undir ofmetnað Þórsnesinga i þvi, [at þeir mundu eigi gánga eyrinda sinna þar á grasi, sem annarsstaðar á mannfundum, þótt þeir væri svá stoltir, at þeir gerði [land sitt helgara en aðrar jarðir i Breiðafirði. Lystu þeir pá þvi, at þeir mundu [ekki troða skó sina til þess at gánga þar á útsker at álfreka. En er þessa verör vis Þorsteinn þorskabítr, vildi hann [þat með engu móti pola, at þeir sörgaði völl þann, er Þórólfr faðir hans hafði [helgat ok tignat [um fram aðra staði i sinni landeign. Heimti hann þá at sér vini sina [ok frændr, ok ætlaði at verja vigi völlinn, ef þeir ætlaði at sörga hann. At þessu ráði hurfu með honum Þorgeirr keingr, son Geirruöar á Eyri ok Álptfirðingar, Þorfinnr ok Þorbrandr son hans, Þórólfr bægifótr ok margir aðrir [þingmenn ok vinir Þorsteins. En um kveldit, er Kjallekingar eru mettir, tóku þeir vápn sin, ok gengu út í nesit. En er þeir Þorsteinn sá [þetta, at þeir sneru af þeim veg, er lá til skersins, hlupu þeir til vápna, ok runnu eptir þeim með ópi ok eggjan. Kjallekingar sá þetta ok hlupu saman, ok vörðu sik. Þórsnesingar gerðu svá harða at gaungu, at Kjallekingar hrukku [ofan afvellinum ok i fjöruna, snerust þeir þá við, [tókst pá hin harðasta atlaga. Kjallekingar voru færri, en höfðu einvala lið [til bardaga. Skógstrendíngar verða varir við, Þorgestr hinn gamli ok Áslákr úr Lángadal; hlaupa þeir þá til, ok gánga á milli. Voru hvorirtveggju hinir óðustu, ok fengu þeir eigi skilit þá, áðr þeir hètu at veita þeim, er [þeirra orð vildu virða til skilnaðarins. Urðu þeir við þat skildir með þvi móti, at Kjallekingar náðu eigi at gánga upp á völlinn. Stigu þeir þá á skip, ok fóru á braut af þvi þingi. Hér fèllu menn af hvorumtveggjum, ok fleiri af Kjallekingum, en fjöldi varð sárr. Griðum varð engum á komit, pvíat hvoregir vildu þau selja, ok hètu hvorir öðrum atförum, þegar [er mætti. Völlrinn var orðinn alblóðugr, þar er þeir fundust, [ok svá þar er þeir Þórsnesingar stóðu, meðan bardaginn var.

Dritsker við Haugsnes. Illustration af W.G. Collingwood, (1854-1932). Kilde: Fegurð Íslands og fornir sögustaðir.

10. Eptir þingit höfðu setur fjölmennar hvorirtveggju, ok voru þá allmiklar dylgjur með þeim. Vinir þeirra tóku þá þat ráð, at senda eptir órði gelli, er þá var mestr höfðingi i Breiðafirði. Hann var frændi Kjallaks, en námágr Þorsteins, ok þótti hann likligastr til at [gera þá sátta. En er [þessi tiðindi komu til Þórðar, fór hann til með marga menn, ok leitaði um sættirnar. Fann hann [at stórum lángt var á milli, en þó fèkk hann griðum á komit [með þeim, ok stefnulagi. Þar urðu þær málalyktir, at Þórðr skyldi gera [með þeim, með þvi móti, at [Kjallekingar skildu þat til, [at þeir mundu aldrigi gánga i Dritsker eyrinda sinna. En Þorsteinn [skoraði þat í, at þeir skyldi eigi sörga völlinn, [þann er hann bannaði pá, heldr en fyrr. Kjallekingar kváðu alla menn þá óhelga, er fallit höfðu af Þorsteini, fyri þat er þeir föru fyrri meö þann hug at [vinna á mönnum, en Þórsnesingar sögöu Kjallekinga óhelga fallit hafa fyri lagabrot,þat er þeir [vildu gera þar á heilögu pingi. En [þó vandliga væri fyriskilit, þá gekk Þórðr i gerðina, ok vildi þat heldr, en þeir deildi. Þórðr hafði þat upphaf gerðarinnar, at [sá skyldi hafa happ, er hlotit hafði; kvað par eingi víg bæta skyldu, þau er par höfðu orðit á Þórsnesi, eðr áverka, en kallaði völlinn spilltan af heiptarblóði, er niör hafði komit, ok kallaði pá jörð nú ekki helgari en aðra. Kallaði hann þá þessu valda, er fyrri höfðu gerzt til áverka við aðra, ok kallaði þar friöbrot framit; kvað þar ok þíngit eigi skyldu vera siðan. En til pess at Feir væri vel sáttir ok vinir [þaðan frá, gerði hann þat, at Þorgrimr Kjallaksson skyldi halda upp hofinu at helmíngi, [ok svá þinginu, ok hafa hálfan hoftoll, ok svá þingmenn at helmíngi, veita ok Þorsteini til allra mála þaðan frá, ok styrkja hann, hveriga helgi sem hann vildi á leggja þingit, þar sem næst væri sett. [Hérmeð gipti Þórðr [gellir Þorgrími Kjallakssyni Þórhildi, frændkonu sina, dóttur Þorkels meinakrs, nábúa sins. [Var hann af ðvi kallaðr Þorgrímr goði. Þeir færðu þá þingit [inn i nesit, þar sem [næstum var sett, ok stendr (þat) þar enn. Ok [pá er Þórðr gellir skipaði fjórðúnga þing, lèt hann þar vera fjórðúngsþing Vestfirðinga. [Skulu menn pángat sækja úr öllum Vestfirðinga fjörðángi. [Skulu menn þar á þínginu setja dómhríng, þann er menn voru dæmdir í til blóts. i þeim hring stendr [Þórs steinn, er menn voru brotnir um, er [blótat var, ok sèr enn blóðslitin á steininum. Var [þar þá enn mesti helgistaðr, en ekki var mönnum þat bannat at gánga eyrinda sinna [þar á grasi sem vildi.

11. Þorsteinn þorskabítr gerðist hinn mesti rausnarmaðr. Hann hafði með sèr jafnan LX frelsingja; var hann [ok atdráttamaðr mikill ok jafnan sjálfr i fiskiróðrum. Hann lèt bæ reisa at Helgafelli, ok færði þángat þá sitt, ok var þar hinn mesti höfuðbær [í þat mund. Hann lét ok bæ gera [þar nær á nesinu, sem þingit hafði verit. Þann bæ lèt hann ok mjök vanda, ok gaf hann síðan Þorsteini surt, [frænda sinum. Bjó hann þar síðan, ok varð hinn mesti spekíngr at víti. [Þorsteinn porskabítr átti son, er kallaðr var Börkr digri. En sumar þat, er Þorsteinn varð hálfþrítugr, fæddi Þóra sveinbarn, ok var Grimr nefndr, er vatni var ausinn. Þann svein gaf Þorsteinn Þór, ok kvað vera skyldu hofgoða, ok kallar hann Þorgrim. Þat sama haust fór Þorsteinn út i Höskuldsey til fángs. Þat var eitt kveld um haustit at sauðamaðr Þorsteins fór at fé fyri norðan Helgafell. Hann sá at fjallit laukst upp norðan. Hann sá inn i fjallit elda stóra, ok heyrði þángat glaum mikinn [ok hornahljóð. Ok er hann hlyddi, ef hann næmi [nokkra orða skil, heyrði hann at þar var heilsat Þorsteini þorskabít ok förunautum hans, ok mælt at hann skyldi sitja i öndvegi gegnt feðr sinum. Þenna fyriburð sagði sauðamaðr Þóru, konu Þorsteins, um kveldit, [ok þótti eigi yfirþegjandi. Hún lèt sèr fátt um finnast, ok kallar vera mega at þetta væri fyriboðan stærri tiðenda. Um morgininn eptir komu menn utan úr Höskuldsey, ok sögðu þau tiðindi, at Þorsteinn þorskabítr hafði druknat í fiskiróðri, ok pótti mönnum þat mikill skaði. Ðóra hélt þar á eptir, ok ræöst sá maðr til meô henni, er Hallvarör hèt. [Þau áttu son, er Márr hét.

12. Synir Þorsteins þorskabíts uxu þar upp heima með móður sinni, ok voru [hinir efniligstu menn, ok var Þorgrimr fyri þeim i öllu, ok var þegar hofgoði, [er hann hafði aldr til. Þorgrimr kvongaðist vestr i Dýrafjörð, ok fékk Þór disar Sársdótturref>, D, K. saaledes rigtig D, F, H, O, N, P; Suftsdóttur, Tr, L, M, K, T, W o. fl.; Saurtsdóttur, S.</ref>, ok réðst hann þángat vestr til mága sinna, Gisla ok Þorkels. Þorgrimr drap Vestein Vesteinsson at haustboði i Haukadal, en annat haust eptir, þá er Þorgrimr var hálfprítugr, sem faðir hans, þá drap Gísli, mágr hans, hann at haustboði á Sæbóli. Nokkurum nóttum síðar fæddi Þórdis, kona hans, barn, ok var sá sveinn kallaór Þorgrimr eptir feðr sinum. [Litlu síðar giptist Þórdis Berki hinum digra, bróður Þorgrims, ok réðst hann til búss með henni til Helgafells. Þá fór Þorgrimr,c son hennar, i Álptafjörð, ok var þar at fóstri með Torbrandi. Hann var heldr úsvífr i æskunni, ok var [af þvi Snerrir kallaðr, [ok eptir þat Snorri.

Her begynder Eyrbyggja-Saga

1. Ketil Flatnef hed en ypperlig Herser i Norge, en Sön af Björn Buna, Sön af Grim, Herser fra Sogn. Ketil var gift med Ingvelde, Datter af Ketil Vedur, Herser af Rommerige; Björn og Helge hed deres Sönner, men deres Döttre vare disse: Aude den hovedrige, Thorunn Hyrna og Jorunn Mannvitsbrekka. Björn Ketilsön blev opfostret öster paa i Jemteland, hos en Jarl, som hed Kjallak, en viis og ypperlig Mand. Jarlen havde en Sön, ved Navn Björn og en Datter som hed Gjaflöge. Paa den samme Tid kom Kong Harald Haarfager til Regjeringen i Norge. For den Ufred flygtede mange fornemme Mænd fra deres Odel i Norge, men andre vesterpaa, over Havet. Nogle af dem opholdt sig om Vinteren paa Syderöerne eller Örkenöerne; men om Sommeren anfaldt de Norge fjendtlig, og gjorde stor Skade i Kong Haralds Rige. Bönderne beklagede sig for Kongen, og bade ham frelse dem fra denne Ufred. Da greb Kong Harald til det Middel at udruste Krigsfolk til et Ledingstog over Havet til de vestlige Lande, og sagde at Ketil skulde være Anförer for den Hær, men han undskyldte sig derfor. Kongen sagde at han dog skulde tage afsted. Da Ketil saae at Kongen vilde raade herfor, besluttede han sig til at reise og tog sin Kone med, tilligemed alle dem af hans Börn, som vare der tilstede Men da han kom vesterpaa, over Havet, holdt han nogle Træfninger og havde stedse Seier. Han underkastede sig Syderöerne og blev Hövding derover. Han forligte sig da med de mægtigste Hövdinger, som den Tid herskede over de vestlige Lande paa hin Side af Havet, og besvogrede sig med dem, men sendte Hæren österpaa tilbage. Da de tilbagekomne talte med Kong Harald, fortalte de ham at Ketil var bleven Hövding over de vestligeLande paa hinSide Havet, og især Syderöerne, men de sagde tillige, at de ikke troede at det vilde udbrede Kong Haralds Herredömme vesten for Havet eller paa Syderöerne. Da Kongen hörte dette, bemægtigede han sig alle de Eiendomme, som Ketil havde efterladt sig i Norge. Ketil giftede sin Datter Aude med Oleif den Hvide, som da var den störste Hærkonge vesten for Havet. Hanvar en Sön af Ingjald Helgesön, men Ingjalds Moder var Thora, en Datter afSigurd, kaldet Orm i Öie, Sön af Ragnar Lodbrog. Ketil giftede sin Datter, Thorunn Hyrna, med Helge den Magre, Sön af Eyvind Östmand og Rafarta, Datter af Kjarval Irlændernes Konge.

2-3. Björn Ketilsön var paa Jemteland, indtil Kjallak Jarl döde. Han ægtede Gjaflöge, Jarlens Datter, og tog derefter östen fra, over Kjölen, först til Trondhjem, og derpaa til Landets sydlige Egne, samt bemægtigede sig alle de Eiendomme, som havde hört hans Fader til, men bortjog alle de Forvaltere, som Kong Harald havde sat derover. Kongen var österpaa i Vigen da han spurgte dette, og begav sig da nordpaa, over Oplandsveiene, til Trondhjem. Da han kom der, indkaldte han 8 Fylkers Indbyggere til et Thing, paa hvilket han landsforviste, Björn Ketilsön fra Norge, og erklærede ham for fredlös til Drab eller Fængsel, i hvor han end maatte træffes. Derefter udsendte Kongen Hög Höibrog og flere af sine Kæmper, for at slaae Björn ihjel, hvis de kunde træffe ham. Da Kongen kom, paa Sydreisen, Stad forbi, fik Björns Venner det at vide, og underrettede ham lönlig derom. Björn gik hastig ombord paa en Skude, som han eiede, med alle sine nærmeste Huusfolk og Underhavende, samt sit Lösöre, og tog Flugten sydpaa, langsmed Landet (indenskjærs), thi Vinteren var den Gang saa stræng, at han ikke saae sig istand til at holde ud paa rum Sö. Han kom saaledes til den Ö söndenfor Hördeland, som kaldes Moster, og modtoges der af en Mand, ved Navn Rolf, Sön af Örnolf Fiskreke. Björn var der hemmelig, Vinteren over, men Kongens Sendebud vendte tilbage, da de paa hans Vegne havde inddraget Björns Eiendomme og antaget Forvaltere derover. Rolf var en stor Hövding, tillige meget gavmild. Han forvarede et Gudehuus derpaa Öen, som var helliget til Thor, og var hans hengivneste Dyrker, samt kaldtes derfor Thorolf (d.e. Thor-Rolf). Han var en stor og stærk Mand, afsmukt Udseende, samt havde et stort Skjæg, hvorfor han blev kaldet Mostrarskjæg; ellers var han den yppersteMand paa Öen. Da Foraaret kom, overlod Thorolf Björn et godt Langskib, bemandet med raske Folk, og formaaede sin Sön Hallstein til at fölges med ham, hvorpaa de fore til de vestlige Lande, paa hin Side af Havet, for at besöge Björns Frænder. Da Kong Harald spurgte at Thorolf Mostrarskjæg havde huset den af ham landsforviste Björn Ketilsön, sendte Kongen ham det Budskab, at han burde drage bort af Landet, fra hvilket han skulde forvises, ligesom hans Ven Björn, med mindre han vilde begive sig til Kongen, og lade ham ene afgjöre deres hele Mellemværende. Dette skete 10 Vintre efter Ingolf Arnarsöns Bortreise, for först at beboe Island, hvilket hans Tog siden var blevet meget berömt, da Folk, som kom der fra Landet, sagde, at det udmærkede sig ved de gode Herligheder som det havde.

4. Thorolf Mostrarskjæg foranstaltede et stort Offer, og gik hen for at adspörge sin Velynder Thor, om han skulde forliges med Kongen eller drage bort af Landet og saaledes friste andre Kaar, men Spaadommen henviste Thorolf til Island. Derefter skaffede han sig et stort Skib, hvilket han udrustede til en Islandsreise, og havde med sig sit Boskab og Huusfolk. Mange af hans Venner besluttede ogsaa at reise bort med ham. Han nedrev Gudehuset, men medtog det meste af det Tömmer, hvoraf det var blevet opbygt,tilligemed (noget af)den Muldjord, som havde været under det Alter (eller Forhöjning), hvorpaa Thor havde siddet. Derefter gik han om Bord og seilede ud paa Havet. Hans Reise blev heldig, og han fandt snart Landet. Han styrede söndenfor det, mod Vesten, forbi Reikenes. Da ophörte den föielige Vind. De Söfarende saae, at Landet gjennemskares af store Bugter. Thorolf kastede da over Bord de Höisædessöiler, som havde staaet i Gudehuset. Paa den ene af dem var Thors Billede ud skaaret. Thorolf gjorde da det Löfte, at han skulde nedsætte sig paa det Sted, deri Landet, hvor Thor lod Söilerne drive op af Söenref> Mange lignende Löfter, aflagde af de fra Norge til Island udvandrede Nordmænd, ommeldes i Sagaerne.</ref>. Strax da Thor kom udenbords, vendtes han mod den vestligere Kyst og Bugt, samt skjöd en fart,som neppe kunde ventes hastigere. Derefter kom en Kuling fra Havet, og de seilede da vesterpaa til Sneefjeldsnæs og ind ad Bugten til. De saae snart at den var overmaade bred og lang, samt havde store Bjerge til begge Sider. Thorolf gav da Bugten Navn og kaldte den Bredefjord. Han landede söndenfor Bugten, næsten i Kyststrækningens Midte, samt lagde Skibet for Anker i den Vig som han kaldte Thorsvaag. Derefter undersögte de Landets Beskaffenhed. Forrest paa det Næs, som laae nordenfor Vigen, fandt de Thor, som var kommen der paa Land med Söilerne. Det kaldtes dederefter Thorsnæs. Thorolf drog, med tændt Ild, omkring den Egn, som han vilde tage i Besiddelse,og som strakte sig udenfra Stavaa til en anden Elv, som han kaldte Thorsaa, samt udviste der Grunde til sine Skibsfolk. Han opförte en stor Gaard ved Hofsvaag, hvilken han gav Navn af Hofstade. Der lod han ogsaa opföre et Gudehuus, som var en meget stor Bygning; der vare Dörre paa begge Sidevæggene, dog nærmere mod den ene Ende. Der indenfor stode Höisædessöilerne, hvori Nagler vare anbragte, som kaldtes Regin-naglar (Gudenagler eller Guddommens Söm). Hele Rummet inden for dem var et Fredsted (eller Fristed, fredhelligt Sted). Det Inderste af Bygningen udgjorde en egen Afdeling, omtrent som Sanghuset (eller Choret)ien (christelig)Kirke; midt paa dens Gulv stod en Forhöjning, som et Alter, hvorpaa der laae en Guld-Ring, uden Sammenföining, som holdt (veiede eller kostede) 20 Örer. Ved den skulde alle Eder aflægges, og den Ring skulde Hof-Goden (Tempelforstanderen) bære paa sin Haand ved alle Folkeforsamlinger. Paa Forhöjningen skulde staae en Bolle, kaldet Hlautbolli (eller Löit-Bolle), og deri en liden smal Stok, lignende en Vievands-Kvast, kaldet Hlautteinn (eller Löit-Tein). Ved Panelet omkring Alteret, i Gudehusets Inderste, havde man ordnet Gudernes Billeder. Alle (Thinglaugets) Mænd skulde betale visse Skatter til Gudehuset, og være pligtige til at yde Goden Fölgeskab paa hans Reiser, ligesom Thinglaugenes Indbyggere nu have slig Pligt mod deres Hövdinger. Derimod skulde Goden vedligeholde Gudehuset paasin Bekostning, saaledes at det ikke forfaldt, og foranstalte Offergilder holdte paa Stedet.

Landstrækningen mellem Vigrefjord og Hofsvaag kaldte Thorolf Thorsnæs. Midt paa dette Næs staaer et Bjerg; Thorolf tillagde det en saa stor Hellighed, at intet Menneske maatte kaste et Blik derpaa uden at have toet sig, og hverken Dyr eller Mennesker maatte ombringes, som befandt sig der, med mindre de gik bort derfra af sig selv. Han kaldte dette Bjerg Helgafell (det hellige Bjerg), og holdt paa den Tro, at han og alle hans Frænder skulde, naar de döde, indgaae i dette Bjerg. Der paa Næsset, hvor Thor var kommen til Land, lod han al Rettergang holde, og satte der et (bestandigt) Herredsthing. Ogsaa dette Sted blev holdt saa helligt, at han paa ingen Maade vilde tillade, at Sletten (deromkring) maatte besudles, hverken ved Blod, udgydet i lidenskabelig Heftighed, eller ved Legemets Udtömmelse, hvortil et Skjær blev brugt, som derfor kaldtes Dritskjær. Thorolf förte en stor og anseelig Huusholdning, og havde mange Mennesker hos sig; det faldt og i den Tid let at erhverve Födemidler der, saavel fra Öerne som af anden Fangst fra Havet.

5. Nu kunne vi fortælle det om Björn Ketilsön, at han satte sin Kaas til Syderöerne, efterat han og Thorolf skiltes ad, saaledes som det her foran er skrevet. Da han kom vesterpaa, var hans Fader der afgaaet ved Döden, men han traf der sin Broder Helge og tillige sine Söstre, som tilböde ham gode Kaar hos sig. Björn erfarede at de alle tilsammen havde en anden Tro end han, og det forekom ham at være uhæderligt, at de havde forkastet den ældgamle Skik, som deres Frænder havde havt; (derfor) tog han ikke noget fast Ophold der. Dog blev han, Vinteren over, hos sin Söster Aude og hendes Sön Thorstein: men da de mærkede at han ikke vilde föie sig efter sine Frænder, kaldte de ham Björn den Österlandske, og det gjorde dem ondt at han ikke vilde bosætte sig der.

6. Björn opholdt sig to Vintre paa Syderöerne, förend han tog derfra til Island. Hallstein Thorolfsön fulgtes da med ham. De kom til Land i Bredefjorden, og Björn tog, med Thorolfs Samtykke, den Landstrækning i Besiddelse, som ligger paa den ydre Side af Stafaaen, mellem Hrönsfjord og Borg, samt boede paa Borgarholt ved Björnshavn (Bjarnarhöfn). Han var en rig og tillige meget gavmild Mand. Hallsteinan saae det for uhæderligt at modtage Jordsmon af sin Fader, og satte sig selv i Besiddelse af Grunde, som laae vesten for Bredefjorden, samt boede paa Hallsteinsnæs. Nogle Vintre derefter kom Aude den Hovedrige til Island, og var den förste Vinter over hos sin Broder Björn. Derefter bemægtigede han sig alle ubeboede Jorder i Dalene ved Bredefjorden, mellem Skrömulöpsaa og Dagverdaraa, og bosatte sig paa Hvamm. Paa denne Tid bleve Dalenes samtlige Landstrækninger först beboede, men det behöves ikke (her) at berette om de Folks Landnam, som ikke komme den nærværende Fortælling noget ved.

7. En Mand hed Geirrod, som tog Landstrækningen mellem Thorsaa og Langedalen i Besiddelse. Han boede paa Eyre. Med ham kom hertil Landet Ulfar Kappe (d. e. Kæmpe), hvem han gav det Jordsmon, som omgiver Bjerget Ulfarsfell, og Finngeir, en Sön af Thorstein Öndur; han boede i Alptefjorden. Hans Sön var Thorfinn, Fader til Thorbrand i Alptefjord.

Vestar hed en Mand, Sön af Thorolf Blödruskalle (Blæreskalde). Han kom til Island med sin gamle Fader, og tog den Landstrækning, som ligger uden for Hvalefjorden, i Besiddelse, og boede paa Öndverdar-Eyre (den forreste Landtunge). Hans Sön var Asgeir, som senere boede der.

Björn den Österlandske döde först af disse Landnamsmænd. Han blev lagt i en Gravhöi ved Borgarlaik (Borg-Bækken). Han efterlod sig to Sönner. Den ene var Kjallak den Gamle, som boede efter ham i Björnshavn, og var gift med Astrid, en Datter af Hersen Rolf, Söster til Steinulf den Lave. De havde tre Börn sammen. Et var Thorgrim Gode, det andet Gerde, gift med Thormod Gode, Sön af Odd den Raske; det tredie var Helga, gift med Asgeir paa Eyre. Fra Kjallaks Börn nedstammer en talrig Slægt, som tilsammen kaldtes Kjallekinger. Björns anden Sön hed Ottar; han var gift med Groa Geirleifsdatter, Söster til Oddleif af Bardestrand. Deres Sönner Vare Helge, Fader til Osvifur den Wise, og Björn, Fader til Vigfus paa Drapelid. Vilgeir hed een af Ottars Sönner.

Thorolf Mostrarskjæg tog sig en Hustru i sin Alderdom; hendes Navn var Unnur. Nogle sige at hun var en Datter af Thorstein Röd, men Are Thorgilssön den Lærde antager hende paa ingen Maade for at have været eet af hans Börn. Thorolf og Unnur havde en Sön sammen, som blev kaldet Stein. Den Dreng gav Thorolf sin Velynder Thor, og kaldte ham derfor Thorstein (Thors Steen); Drengen tog meget hurtig til i Væxt og Styrke. Hallstein Thorolfsön ægtede Osk, Datter af Thorstein Röd. Deres Sön hed Thorstein. Thorolf opfostrede ham, og kaldte ham Thorstein Surt, men sin egen Sön kaldte han Thorstein Thorskabit.

8. I denne Tid kom Geirrid, Söster til Geirrod paa Eyre, hertil Landet, og han gav hende Bopæl i Borgardal, indenfor Alptefjorden. Hun lod opföre en Bygning tversover Veien, saa at alle Reisende maatte ride derigjennem. Der stod bestandig et Bord med Mad paa, der blev givet til en hver som vilde tage derimod. Formedelst dette blev hun anseet for en meget hæderlig Kone. Björn, en Sön af Bölverk Blindingatrjona, havde för havt Geirrid tilægte. Deres Sön hed Thorolf; han var en stor Viking (Sökriger). Han kom til Island noget senere end hans Moder, og var hos hende den förste Vinter. Thorolf syntes at Gaarden manglede godt Jordsmon; for at erhverve dette, udfordrede han Ulfar Kæmpe til regemæssig Tvekamp, fordi han allerede var bleven aldrende, og havde ingen Börn. Ulfar erklærede, at han heller vilde döe, end blive underkuet af Thorolf Tvekampen gik for sig i Alptafjord, da Ulfar faldt paa Kamppladsen, men Thorolf blev saaledes saaret paa den ene Fod, at han stedse siden var halt og blev kaldet Thorolf Skjævbeen. Han omtales meget i denne Saga, men kun sjelden til det bedre, efter hvad der siden vil blive fortalt. Han bosatte sig paa Hvamm i Thorsaadalen, og bemægtigede sig Ulfars Jordeiendomme, samt var (stedse) en meget ubillig Mand. Han solgte Jordlodder tilThorbrands Frigivne fra Alptefjord, nemlig Ulfarsfell til Ulfar og Örlygstade til Örlyg; de boede der siden længe. Thorolf Skjævbeen havde tre Börn. Arnkel hed hans Sön; en Datter, Gunnfrid, blev gift med Thorbein paa Thorbein stade, paa (Bjergryggen) Vatnshals, inden for Brinken ved Drapelid. Deres Sönner hed Sigmund og Thorgils, men deres Datter, Thorgerde, var gift med Vigfus paa Drapelid. En anden Datter af Thorolf hed Geirrid, gift med Thorolf, en Sön af Herjulf Holkenrasse; de boede i Maagelid. Deres Börn vare: Thoraren Svarte (den sorte eller mörkladne) og Gudny.

9. Thorolf Mostrarskjæg afgik ved Döden paa Hofstade, og blev jordet i en Höi paa Höinæsset udenfor samme Gaard. Da tog Thorstein Thorskabit mod sin Fædrenearv. Han fik tilægte Thora, en Datter af Olaf Feilan, Söster til Thord Geller, som da boede paa Hvamm. I den Tid var Kjallekingernes Opkomst saa stor, at de ansaae sig for fornemmere end andre Mænd i det Bygdelag. Björns Slægtninge vare ogsaa saa talrige, at ingen Slægtstamme i hele Bredefjorden var saa stor som den. Da boede Börne-Kjallak, deres Frænde, paa Medalfellsstranden, og det Sted som nu kaldes Kjallaksstade. Han havde mange Sönner, som alle vare vel oplærte. De understöttede samtlige deres Frænder sönden for Fjorden paaThinge og i Folkeforsamlinger. Det tildrog sig et Foraar paa Thorsnæs Thing, at Svogeren Thorgrim Kjallaksön og Asgeir paa Eyre lode de Ord falde, at de ikke vilde saaledes bidrage til at foröge Thorsnæsboernes Overmod, at de mere skulde holde sig fra fornödne Ærender der paa græsgroet Mark, end andetsteds ved Folkesamlinger, skjönt hine vare saa stolte, at de tillagde deres Grunde större Hellighed end andet Jordsmon ved Brededefjorden. De erklærede da offentlig at de ikke vilde slide deres Skoe, for at gaae ud til Skærene for slig Fornödenheds Skyld. Da Thorstein Thorskabit fik dette at vide, vilde han paa ingen Maade taale det, at de besudlede den Mark, som hans Fader Thorolf havde helliget og hædret fremfor andre Steder paa sin egen Lod. Han sammenkaldte da sine Wenner og Frænder, samt foresatte sig at forsvare den viede Slette, hvis de agtede at vanhellige den. Denne hans Beslutning blev samtykt af Thorgeir Keing, Sön af Geirrod paa Eyre; af Alptefjordsboerne, Thorfinn og hans Sön Thorbrand, samt Thorolf Skjævbeen og mange andre af Thorsteins Thingsognsmænd og Venner. Om Aftenen, da Kjallekingerne vare mætte, toge de deres Vaaben og ginge ud paa Næsset. Da Thorstein og hans Tilhængere bleve det vaer, at de vendte sig fra den Vei som laae til Skjæret, grebe de deres Vaaben, og löbe efter dem med Skrig og Udfordringer. Kjallekingerne mærkede dette, sluttede sig tæt til hinanden,/og forsvarede sig selv. Thorsnæsboerne gjorde da et saa heftigt Angreb, at Kjallekingerne maatte trække sig tilbage fra Marken med paa Strandbredden, hvor de vendte sig omkring, og da begyndtes den heftigste Træfning. Kjallekingerne vare færre, men havde udsögte Folk til denne Kamp. Skovstrandsboerne, Thorgest den Gamle og Aslak fra Langedal, lagde Mærke til det Skete; de löb da dertil og blandede sig mellem de Stridende. Begge Hovedparter fore rasende frem, saa at de Mæglende ikke kunde skille dem ad, för de lovede at understötte dem, som vilde agte deres Mægling om Stilstand. De bleve da saaledes skilte fra hinanden paa de Vilkaar, at Kjallekingerne ikke fik Lov til at gaae op paa Marken. De bestege deres Fartöier, og toge bort fra dette Thing. Der faldt mange af begge Partier, dog flere af Kjallekingerne, men en stor Mængde blev saaret. Ingen Fredlysning kunde man tilveiebringe, da ingen af Parterne vilde skaane den anden, men de truede hinanden gjensidig med Angreb, saasnart Leilighed kunde gives. Marken var bleven ganske blodig, paa det Sted hvor de först kom i Haandmænge, samt ligeledes der hvor Thorsnæsbeboerne stode, medens Træfningen holdtes.

10. Efter Thinget samledes begge Partier i store Flokke (paa visse Gaarde), og Forholdene mellem dem vare höist betænkelige. Deres Venner toge da den Beslutning, at sende Bud efter Thord Geller, som da var den ypperste Tempelforstander i Bredefjorden. Han var Kjallaks Frænde, men nærbesvogret med Thorstein, og ansaaes saaledes for mest skikket til at stifte Fred mellem dem. Da Thord hörte, hvad der var skeet, tog han derhen med et stort Fölge, og sögte at tilveiebringe Forliget. Snart mærkede han, at den indbyrdes Frastand af Parternes forskjellige Meninger var meget stor, men dog udvirkede han en Stilstand mellem dem og tillige Berammelsen af et Stævnemöde. Der fik Forhandlingerne det Udfald, at Thord skulde afsige en Voldgiftskjendelse mellem dem, paa de Vilkaar, at Kjallekingerne forbeholdt sig fuldkommen Fritagelse for at gaae ud til Dritskjær i fornödent Ærende, men Thorstein tilstod det paa den Betingelse, at de ikke maatte vanhelligeden af ham fredede Mark, ligesaa lidet som forhen. Kjallekingerne paastode, at alle de Mænd, som vare faldne af Thorsteins Parti, skulde betragtes som faldne paa deres Gjerninger, i det de först fore frem i det Forsæt at anfalde Folk voldelig, – men Thorsnæsboerne fremförte sammeslags Paastand mod Kjallekingerne, formedelst det Lovbrud som de havde agtet atforetage der paa fredhelligt Thing. Skjönt de opgivne Betingelser saaledes vare höist vanskelige at opfylde, paatog Thord sig dog Voldgiftsbehandlingen af Sagen, for derved at forebygge al Trætte mellem dem fremdeles. Thord indledte sin Kjendelse med den Bestemmelse, at enhver af de Stridende skulde beholde den Fordeel, han alt havde opnaaet, men eragtede, at ingen Drab eller Beskadigelser, som vare skete derpaa Thorsnæs Thing, skulde afsones med Böder, da han antog, at Marken var bleven vanhelliget ved det Blod, som i lidenskabelig Heftighed var blevet udgydet over den, hvorfor han ikke ansaae det Jordsmon nu for mere helligt end andre. Han erklærede, at de vare Aarsag dertil, som för havde fjendtlig anfaldet andre, og at Fredsbrudet derved var blevet udövet, lige som han og bestemte, at Thinget ikke mere skulde holdes der. Men paa det at de, fra den Tid af, skulde være vel forligte og hinandens Venner, kjendte han for Ret, at Thorgrim Kjallaksön skulde udrede den halve Omkostning til Gudehusets Vedligeholdelse, imod at oppebære den halve Tempelskat, og raade over Halvdelen af Thinglaugets Indbyggere; dog skulde han derefter understötte Thorstein i alle Sager, og staae ham bi i Bestemmelsen af enhver Art af Hellighed, som han vilde tillægge det Thing, som dernæst paany skulde sættes. Derhos bortgiftede Thord Geller sin Beslægtede, Thorhilde, en Datter af sin Nabo, Thorkel Meinakur, til Thorgrim Kjallaksön. Af ovenmeldte Aarsag blev Thorgrim (siden) kaldet Gode. De flyttede da Thinget ud paa Næsset, hvor det næst derefter blev sat, og hvor det endnu staaer. Da Thord Geller indrettede Fjerdings-Thinge (paa Island), gjorde han det samme Thing til et saadant for Vestfjordene; dertil maae alle den Fjerdings Indbyggere söge. Derpaa Thinget skulde man anlægge den Domkreds, hvori de, som burde ofres, bleve dömte dertil. I den Kreds staaer Thors Steen, hvorpaa de Offredes Rygge bleve brudte tversover, og endnu seer man Blodfarven paa den Klippe. Der var da det ypperste Helligdomssted, men dog blev det ikke formeent Folk, atgaae afsides der paa Græsset forlegemlig Fornödenheds Skyld, eftersom enhver vilde.

11. Thorstein Thorskabit blev en meget anseelig og gavmild Mand. Han havde stedse 60 frie Karle hos sig. Han sörgede og vel for al Tilförsel, samt beskjeftigede sig jevnlig selv med Fiskefangst. Han lod opföre en Gaard ved Helgafell, og forflyttede sit hele Bo dertil; der var i den Tid den störste Hovedgaard; han lod ogsaa en Gaard bygge paa Næsset, i Nærheden der af, hvor Thinget havde været. Dens Bygninger lod han opföre, og indrette med megen Omhu, og gav derpaa sin Frænde, Thorstein Surt, hele Gaarden. Han boede der siden, og blev meget udmærket ved sin store Viisdom. Thorstein Thorskabit havde en Sön, som blev kaldet Börk den Tykke. Den Sommer da Thorstein var 25 Aar gammel, födte Thora en Dreng, som ved Vandets Overösning blev kaldt Grim. Thorstein gav (helligede) Thor denne Dreng, sagde at han skulde blive Hofgode (Tempelforstander), og kaldte ham (derfor) Thor-Grim. Den samme Höst drog Thorstein ud til Höskuldsö paa Fiskefangst. En Aften om Efteraaret passede Thorsteins Hyrde hans Faar norden for det hellige Bjerg. Han saae at Fjeldet aabnede sig paa Nordsiden. Inde i Bjerget saae han store llde, og hörte derfra megen Larm og Lyd af Horn. Ogda han lyttede efter, om han kunde höre Ordene tydelig, hörte han at man der hilste Thorstein Thorskabit og hans Fölgesvende, samt sagde at han skulde sidde i Höisædet, lige over for hans Fader. Dette Syn fortalte Hyrden den Aften til Thorsteins Hustru Thora, da han troede at det ikke burde forties. Hun lod som hun ikke var ret fornöiet over denne Underretning, og sagde det kunde hænde sig at dette var et Varsel for större Tidender. Den næste Morgen kom nogle Mænd ude fra Höskuldsöen, og fortalte den Nyhed, at Thorstein Thorskabit var druknet, i det han havde roet paa Fiskefangst, hvilket Folk ansaae for et stort Tab. Thora förestod det efterladte Bo, til hvis Bestyrelse med sig hun antog en Mand, som hed Hallvard. De avlede en Sön sammen, som blev kaldt Mar.

12. Thorstein Thorskabits Sönner opvoxte der hjemme hos deres Moder, og bleve særdeles haabefulde; dog havde Thorgrim i alt Fortrinet, og blev Hofgode, saa snart hans Alder tillod det. Thorgrim giftede sig vesterpaa i Dyrefjorden med Thordis Sursdatter, samt flyttede did vestefter til sine Svogre, Gisle og Thorkel. Thorgrim dræbte Vestein Vesteinsön i et Höstgilde i Hökedal, men i det næste Efteraar, da Thorgrim var 25 Aar gammel ligesom hans Fader, dræbte Gisle, hans Svoger, ham selv i Höstgildet paa Söbol. Nogle Nætter derefter födte Thordis, hans Kone, en Sön, som blev kaldt Thorgrim, efter hans Fader. Kort derefter giftede Thordis sig med Börk den Tykke, Thorgrims Broder, som overtog med hende Boets Bestyrelse paa Helgafell. Da tog Thorgrim, hendes Sön, til Alptafjord, og blev opfostret der hos Thorbrand. Han var noget balstyrig i sin Barndom, og blev derfor kaldt Snerrir, men derefter Snorre.