Uddrag af Eyrbyggja saga CCR/FM (A)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Island med Grønland i baggrunden
Alain Manesson Mallet (1719)
Islændingesagaer


Grønlands historiske mindesmærker I
C. C. Rafn og Finnur Magnusson


VIII.
Uddrag af Eyrbyggja saga

(Eller den store Saga om Thorsnæsingerne, Øreboerne
og Alftefjordsmændene). Om Grønlændernes islandske
Hjemstavns første Beboelse og Tildragelser, samt Grønlands
ældste Nybyggeres og Amerikas første islandske Opdageres Levnet.



A. Beretningen om Oprindelsen til Beboerne af Thorsnæs, Eyre og Alptefjorden


1. Ketill flatnefr[1] hèt hersir einn ágætr[2] i Noregi, [hann var[3] son Bjarnar bunu, Grímssonar hersis úr Sogni[4]. Ketill var kvongaðr maðr; hann átti Íngvöldi[5], dóttur Ketils veðrs, hersis af Raumaríki. Björn ok Helgi hètu synir þeirra, en dætr þeirra voru pær: Auðr hin djúpauðga ok Þórunn hyrna ok[6] Jórunn mannvitsbrekka. Björn Ketilsson var fóstraðr austr á Jamtalandi með jarli þeim er Kjallakr[7] hét,[vitr maðr ok ágætr. Jarlinn átti son er Björn hét[8], en Gjaflög[9] hèt dóttir hans. Þetta var í þann tíma er Haraldr [hinn hárfagri[10] [gekk til ríkis[11] í Noregi. Fyri þeim ófriði flyðu margir göfgir menn [óðul sín[12] úr[13] Noregi, sumir austr yfir[14] Kjölu, en sumir [vestr um haf; þeir voru sumir er[15] héldu sik [á vetrum[16] i Suðreyjum eða i Orkneyjum, [en um sumrum herjuðu þeir i Noregi[17], ok gerðu mikinn skaða í ríki Haralds konúngs. Bændr kærðu [við konúng[18], ok báðu hann frelsa sik [af þessum ófriði[19], þá gerði Haraldr konúngr þat ráð, at hann lèt búa her vestr um haf, ok sagði[20] at Ketill skyldi vera höfðingi yfir þessum her, en Ketill taldist undan. Konúngr kvað hann þó fara skyldu. Ok er[21] Ketill sá at konúngr vildi þessu ráða, rèðst hann til ferðar[22], ok hafði með sèr konu sina ok börn [sín öll[23], þau sem þar voru. - En er hann kom vestr um hafit, átti hann nokkurar orrostur, ok hafði jafnan sigr. Hann lagði undir sik Suðreyjar, ok gerðist höfðingi yfir. Sættist hann þá við hina stærstu höfðingja, [þá er voru[24] fyri vestan hafit, ok batt við þá teingðir[25], en sendi austr aptr herinn. Ok er þeir komu á fund Haralds konúngs, sögðu þeir honum at Ketill var orðinn höfðíngi [fyri vestan hafit ok[26] i Suðreyjum, en ekki [kvoðust þeir vita, at þat mundi fram draga ríki Haralds konúngs fyri vestan hafit eðr i Suðreyjum[27]. Ok er konúngr spurði[28] þetta, tók hann undir sik eignir þær allar er Ketill átti [í Noregi[29]. Ketill gipti Auði, dóttur sina [Öleifi hinum hvita[30], [er þá var mestr herkonúngr fyri vestan haf, Hann var son[31] Íngjalds Helgasonar, en móðir Íngjalds var Þóra, dóttir Sigurðar orms-i-auga [Ragnars sonar loðbrókar[32]. Þórunni hyrnu, [dóttur sina[33], gipti Ketill Helga hinum magra, syni Eyvindar austmanns ok Rafavrtu[34], dóttur Kjarvals[35] Írakonúngs.

Lokaliteter på Snæfellsnæs.
2–3. Björn Ketilsson var á Jamtalandi, þartil er Kjallakr jarl andaðist. [Hann gekk at eiga Gjaflögu, dóttur jarls, ok fór [eptir þat austan[36] um Kjöl, fyrst til Þrándheims ok [svá suðr[37] í land, ok tók undir sik eignir þær allar[38] er faðir hans hafði átt, en rak á brutt ármennina[39], þá er Haraldr konúngr hafði yfir sett. Konúngr var i Vik austr, [er hann spurði þetta[40], ok fór þá norðr til Þrándheims hit efra; ok er hann kom í Þrándheim, stefndi hann þar VIII fylkna þing. Á því þíngi gerði hann Björn Ketilsson[41] útlaga úr Noregi, ok geröi hann dræpan [ok tiltækan[42], hvar [sem hann yrði[43] fundinn. [Eptir þetta sendi hann Hauk hábrók ok aðra kappa sina at drepa hann, ef þeir fyndi hann[44]. En er konúngr kom suðr um Stað[45], urðu varir við ferð þeirra vinir Bjarnar, [ok gerðu honum njósn[46]; hljóp Björn á skátu er hann átti með skuldalið sitt ok lausafé sitt, ok fór undan suðr með landi, þvífat þá var vetrarmegn mikit[47], svá at hann treystist eigi á hafit at sigla. Hann fór þartil er hann kom í ey þá er Mostr heitir, er liggr fyri [sunnan Hörðaland[48], ok tók þar við honum sá maðr er Rólfr[49] hèt, son [Örnólfs fiskreka[50]. Var Björn þar [um vetrinn[51] á laun, en konúngsmenn hurfu aptr, þá er þeir höfðu skipat eignir[52] Bjarnar[53] af konúngs hendi ok sett[54] menn yfir. Rólfr[55] var höfðingi mikill [ok hinn mesti rausnarmaðr[56]. Hann varðveitti [þar hof i eyjunni er helgað var Þór[57], ok var [hinn mesti ástvin hans[58], [ok af því var hann Þórólfr kallaðr[59]. Hann var mikill maðr ok sterkr, fríðr synum, ok hafði skegg mikit, þvi var hann kallaðr Mostrarskegg[60], ok var göfgastr maör i eyjunni. [Um vorit fèkk Þórólfr Birni[61] lángskip gott, skipat góðum drengjum, ok fèkk Hallstein son sinn til ferðar[62] með honum, ok héldu þeir siðan vestrum haf [á vit frænda[63] Bjarnar. En er Haraldr konúngr spurði þat at Þórólfr Mostrarskegg hafði [haldit Björn Ketilsson[64], útlaga hans, þá gerði [konúngr honum orð[65] ok boðaði honum af löndum; [kvað hann fara skyldu útlaga[66], sem Björn vin hans, nema hann [vildi fara á fund hans ok láta hann einn skapa ok skera þeirra á millum[67]. En þetta[68] var X vetrum síðar, en Íngólfr Arnarson hafði farit at byggja Ísland, ok var sá ferð allfræg orðin, þviat þeir menn, er komu af landinu, sögðu þar [allgóða landskosti[69].

4. Þórólfr Mostrarskegg[70] [fékk at blóti miklu[71], ok gekk til fréttar[72] við Þór [vin sinn[73], hvárt hann skyldi sættast við konúng[74], eða fara [af landi burt[75] ok leita sér svá annara forlaga, en fréttin visaði Þórólfi til Íslands[76]. Eptir þat fèkk Þórólfr sér [skip mikit[77], ok bjó þat til Íslands[78] ferðar; hann hafði með sér búférli sitt ok skuldalið[79] sitt, ok margir vinir hans réðust til feröar meô honum. [Hann tók ofan hofit, en hafði meô sèr flesta viðu, er þar höfðu i verit ok svá moldina[80] undan stallanum[81], þar er Þór hafði [setit á[82]. [Eptir þat steig hann á skip ok sigldi á hafit át. Honum fórst greitt, ok fann land[83], ok siglði fyri[sunnan vestr[84] um Reykjanes; þá fèll af[85] byrinn[86]. Sá þeir at þar skar[87] i landit fjörðu stóra. Þórólfr kastaði fyri borð öndugissúlum[88], þeim er í hofinu höfðu staðit. Þar var Þór skorinn á[89] annari[90]. Mælti hann þá svá fyri, at hann mundi[91] þar [byggja á landi[92], sem Þór léti súlurnar á land bera. En þegar Þór[93] hóf frá borðinu[94], sveif honum[95] til hins vestra[landsins ok[96] fjarðarins, [ok þótti fara eigi vonumseinna[97]. Eptir þat kom á hafgola, ok sigldu þeir þá vestr [til Snjófellsness ok[98] á fjörðinn. Þeir sá at fjörðrinn var ákaflega breiðr ok lángr ok [mjök stórfjöllótt[99] hvorumtveggja megin. Þórólfr gaf nafn firðinum ok kallaði Breiðafjörð. Hann tók land fyri sunnan fjörðinn, nær miðjum, ok lagði skipit[100] á voginn, þann er [hann kallaði Þórsvog[101] síðan. Eptir þetta könnuðu þeir landit. Þar fundu þeir á nesinu þvi framanverðu er var fyri norðan voginn, at Þór var á land kominn með súlurnar. Þar kölluðu þeir sióan Þórsnes. Eptir þat fór Þórólfr eldi um[102] landnám sitt, ok nam land[103] utan frá Stafá[104] ok inn til ár þeirrar er hann kallaði Þórsá, ok bygði þar skipurum[105] sinum. Hann reisti bæ mikinn við Hofsvog [er hann kallaði á Hofstöðum[106]. Þar lét hann ok reisa hof, ok var þat ok allmikit[107] hús; [voru dyr á báðum[108] hliðveggjunum[109] fok næröðrum endanum[110]. _Þar fyrir innan stóðu öndugissálurnar, ok voru þar i naglar; [þeir hétu reginnaglar[111]. [þar var allt[112] friðarstaðr fyrir innan[113]. Innar af hofinu[114] var hús i þá líkíng sem[115] saunghás [af kirkjum[116], ok stóð þar[117] stalli[118] á miðju gólfi sem[119] altari ok lá þar á hríngr[120] mótlaus tvitögeyringr[121], ok skyldi þar [at sverja eiða alla[122], þann ring skyldi hofgoði hafa á hendi til - mannfunda allra. Á stallanum skyldi standa hlautbolli[123] ok þarí hlautteinn[124] sem stökkull væri[125]. [Á þilinu[126] umhverfis stallann var skipat goöum i afhúsinu. Til hofsins skyldu allir menn tolla gjalda ok vera skyldir goðanum[127] til ferða[128], sem nú eru þingmenn höfðíngjum, en goði skyldi hofi upp halda með sjálfs síns kostnaði, svá at eigi hrörnaði[129], ok hafa inni blotveizlur[130].

Helgafell – det sagnomspundne hellige fjeld på Island. Her mente Torolf Mosterskæg at han og hans slægt skulle leve videre efter døden. Illustration: Carsten Lyngdrup Madsen, 2011.
Þórólfr kallaði Þórsnes í milli Vigrafjarðar ok Hofsvogs. Í [miðju nesinu[131] stendr fjall; á þvi fjalli (hafði) hann svá mikinn átrúnað, at þángat skyldi engi ópveginn maðr sjá[132], [ok eingu skyldi tortýna i fjallinu, hvârki fè né mönnum, nema sjálft gengi i brutt[133]. [þat fjall[134] kallaði hann Helgafell, ok trúði at hann mundi þángat [deyja i fjallit ok allir frændr hans þar á nesinu, sem Þór hafði á land komit[135], lèt hann hafa döma alla ok setti par héraðsþing þar var ok svá [mikil helgi[136], at hann vildi með engu móti láta saurga völlinn, hvörki[137] heiptar blóði, ok eigi skyldi þar [á álfreka[138] gánga, ok var haft til þess sker eitt er kallat var Dritsker. Þórólfr gerðist rausnarmaðr mikill í búi sinu ok haföi fjölmennt með sér. [Þá var[139] þar gott matar at afla [af eyjum ok af öðrusæfangi[140].

5. Nú er at segja fra Birni Ketilssyni[141], at hann [hélt til Suðreyja[142], þá er þeir Þórólfr skildu, [sem fyrr var ritat. Ok er hann kom vestr, var andaðr faðir hans, en hann fann þar Helga bróður sinn ok systr sinar, ok buðu pau honumgóða kosti með sèr. Björn varð þess vis>ref>*)varr, S.</ref>, at þau höfðu öll saman annan átrðunað en hann, ok þótti honum þat lítilmannligt, er þau höfðu hafnat fornum sið, [þeim er frændr þeirra höföu haft[143], ok [nam[144] hann þar einga staðfestu[145], var [hann þó[146] um vetrinn með Auði systur sinni ok Þorsteini syni hennar. En er þau fundu at hann vildi ekki atlýðast[147] við frændr sina, þá kölluðu þau hann Björn hinn austræna, ok þótti þeim illa, er hann vildi þar ekki staðfestast[148].

6. Björn var II vetr i Suðreyjum[149], áðr hann fór[150] til Íslands; var Hallsteinn Þórólfsson[151] i fór með honum. Þeir tóku land i Breiðafirði, ok nam Björn[152] land utan[153] frá Stafá, með ráði Þórólfs á milli [Hraunsfjarðar ok Borgar[154], ok bjó á Borgarholti i Bjarnarhöfn[155]. Hann var [hinn mesti rausnarmaðr[156]. Hallsteini þótti þat litilmannligt at þiggja land at föður[157] sinum, ok nam hann land fyri vestan Breiðafjörð, ok bjó á Hallsteinsnesi. Nokkrum vetrum síðar kom til Íslands Auðr hin djúpauðga, ok var hinn fyrsta vetur með Birni bróður sinum. Siðan nam hán öll Dalalönd i Breiðafirði milli Skraumuhlaupsár[158] ok Dögurðarár, ok bjó i Hvammi[159]. Á þessum timum [bygðust öll Dalalönd[160], ok þarf ekki at segja frá þeirra manna landnámum[161], er ekki koma við þessa sögu.

7. Maðr hèt Geirroðr[162], er land nam inn frá Þórsá til Lángadals[163], ok bjó á Eyri. Með honum kom át Ölfarr kappi, er hann gaf land [umhverfis um fell[164], [ok Finngeirr, son (Þorsteins avndurs[165]; hann bjó i álptafirði. Hans son (var) Þorfinnr, faðir Þorbrands i Álptafirði.

Vestarr hèt maðr, son Þórólfs blöðruskalla. Hann kom til Íslands með föður sinn gamlan, ok nam land fyrir utan[166] Hvalafjörð[167], ok bjó[168] á Öndurðu Eyri[169]. Hans son var Ásgeirr er þar bjó síðan[170].

Björn hinn austræni andaðist þar fyrst[171] þessara[172] landnámsmanna. Hann var heygðr við Borgarlæk. Hann átti eptir II sonu. Var annarr Kjallakr[173] [hinn gamli[174], er bjó i Bjarnarhöfn[175] eptir hann. Hann átti Ástíði, dóttur Hrólfs hersis,[systur Steinólfs[176] hins lága[177]. Þau áttu þrjú[178] börn: eitt var Þorgrímr goði; annat Gerðr[179], er átti Þormóðr goði, son Odds hins rakka[180]; þriðja var Helga, er átti Ásgeirr[181] á Eyri. Frá börnum Kjallaks er mikil ætt komin, ok voru þat kallaðir Kjallekingar[182]. Óttarr hèt annarr son Bjarnar. Hann átti Gré Geirleifsdóttur[183], systur Oddleifs af Barðaströnd. Þeirra synir voru þeir Helgi, faðir Ósvifrs hins spaka[184],[ok Björn[185], faðir Vigfúss i Drápuhlið. Vilgeirr hèt einn son Öttars[186].

Þórólfr-Mostrarskegg kvongaðist i elli sinni, ok fékk þeirrar konu er Uðr[187] hèt. Segja sumir[188] menn at hún væri dóttir Þorsteins rauðs, en Ari Þorgilsson[189] inn fróði telr hana [með engu móti[190] með [hans börnum[191]. Þau [Þórólfr ok Uðr[192] áttu þann son er Steinn hèt; þann svein gaf Þórólfr þór [vin sinum[193], ok kallaði [hann Þorstein, ok var þessi sveinn allbráðgerr. Hallsteinn Þorólfs son fékk Óskar, dóttur Þorsteins rauðs. Þorsteinn hét son þeirra. Hann föstraði Þórólfr, ok kallaði Þorstein surt, en sinn som kallaði hann[194] Þorstein þorskabít.

8. Í þenna tima kom út Geirríðr, systir Geirruðar á Eyri, ok gaf hann henni bólstað[195] i Borgardal fyrir innan Áptafjörð. Hán lèt gera skála sinn um[196] þvera þjóðbraut, ok [skyldu allir menn riða þar í gegnum[197]. Þar stóð jafnan[198] borð, ok matr á, gefinn hverjum er hafa vildu; af sliku[199] [sama þótti hún hit mesta göfugkvendi[200]. [Geirríðr hafði áttan Björn, son Bölverks blindíngatrjónu[201], ok hét Þórólfr son þeirra. Hann var vikingr mikill, ok[202] kom út nokkuru síðar en móðir hans, ok var með henni hinn fyrsta vetr. Honum þótti þar[203] lítit búland, ok skoraði á Úlfar kappa til landa, ok bauð honum hólmgaungu, þviat hann var við aldr ok barnlaus. Ulfar kveðst heldr vilja deyja[204], en vera kúgaðr af Þórólfi[205]. Þeir gengu á hólm i Álptafirói, ok fèll þar á hólmi Ulfarr, en Þórólfr varð sár á fæti, ok gekk jafnan síðan haltr; (af þessu) var hann kallaör bægifótr[206], [ok er hann lengi við þessa sögu, ok sjaldan við gott kendr, sem síðar mun sagt verða[207]. Hann gerði þá i Hvammi i Þórsárdal, ok tók hann lönd öll eptir Ulfar, ok var inn mesti ójafnaöarmaðr. Hann seldi löndleysingjum Þorbrands[208] [í Álptafirði: Úlfari Úlfarsfell, Avrlýgi Avrlýgsstaði[209], ok bjuggu þeir þar lengi síðan[210]. Þórólfr bægifótr átti prjú börn. Arnkell hèt son hans, Gunnfríðr dóttir er átti Þorbeinn[211] á Þorbeinsstöðum inn[212] á Vazhálsi, innfrá [brekku frá[213] Drápuhlið. [Þeirra synir voru þeir Sigmundr ok Þorgils, en [dóttir þeirra[214] var Þorgerðr, er átti Vigfús i Drápuhlíð[215]. Önnur dóttir Þórólfs var Geirríðr, er átti Þórólfr, son Herjólfs hólkinrasta[216], ok bjuggu þau i Máfahlíð. [Börn þeirra voru þau Þórarinn[217] hinn svarti ok Guðny[218]

9. Þórólfr Mostrarskegg andaðist á Hofstöðum, [ok var heygðr á Haugsnesi út frá Hofstöðum[219]. þá tók Þorsteinn Þorskabítr [föðurleifð sína[220]. Hann fèkk[221] Þóru, dóttur Ölafs feilans, systur Þórðar gellis, er þá bjó i Hvammi i þann tima var svá mikill uppgángr[222] Kjallekinga[223], at þeir þóttust [fyrir öðrum[224] mönnum þar um[225] sveit. [Voru þeir ok svá margir, ættmenn Bjarnar, at eingi frændabálkr var svá jafnmikill i Breiðafirði. Þá bjó Barna-Kjallakr, frændi þeirra, á Meðalfellsströnd, þar sem nú heitir á Kjallaksstöðum[226]. Hann átti marga sonu ok vel menta[227]. Þeir veittu allir frændum sinum fyri sunnan fjörðinn á þingum ok mannfundum. Þat var eitt vor á Þórsnesþingi at þeir mágar Þorgrimr Kjallaksson ok Ásgeirr á Eyri[228] drag undir ofmetnað Þórsnesinga i þvi, [at þeir mundu eigi gánga eyrinda[229] sinna þar á grasi, sem annarsstaðar á mannfundum, þótt þeir væri svá stoltir[230], at þeir gerði [land sitt[231] helgara en aðrar jarðir i Breiðafirði. Lystu þeir pá þvi, at þeir mundu [ekki troða skó[232] sina[233] til þess[234] at gánga þar á útsker at[235] álfreka[236]. En er þessa verör vis[237] Þorsteinn þorskabítr, vildi hann [þat með engu móti pola[238], at þeir sörgaði völl þann, er Þórólfr faðir hans[239] hafði [helgat ok[240] tignat [um fram aðra staði i sinni landeign[241]. Heimti hann þá at sér vini sina [ok frændr[242], ok ætlaði at verja[243] vigi völlinn, ef þeir ætlaði[244] at sörga hann. At þessu ráði hurfu með honum Þorgeirr keingr[245], son Geirruöar á Eyri ok Álptfirðingar, Þorfinnr ok Þorbrandr son[246] hans, Þórólfr bægifótr ok margir aðrir [þingmenn ok[247] vinir Þorsteins. En um kveldit, er Kjallekingar eru mettir, tóku þeir vápn sin, ok gengu út[248] í nesit. En er þeir Þorsteinn sá [þetta, at þeir sneru[249] af þeim veg, er lá til skersins, hlupu þeir til vápna, ok runnu[250] eptir þeim með ópi ok eggjan. Kjallekingar sá þetta ok hlupu saman, ok vörðu sik. Þórsnesingar gerðu svá harða at gaungu[251], at Kjallekingar hrukku [ofan afvellinum ok[252] i fjöruna, snerust þeir þá við, [tókst pá hin harðasta atlaga[253]. Kjallekingar[254] voru færri, en[255] höfðu einvala lið [til bardaga[256]. Skógstrendíngar verða varir við, Þorgestr hinn gamli[257] ok Áslákr úr Lángadal; hlaupa þeir þá til, ok gánga á milli. Voru hvorirtveggju hinir óðustu[258], ok fengu þeir eigi skilit þá, áðr þeir hètu at veita þeim[259], er [þeirra orð vildu virða[260] til skilnaðarins. Urðu þeir við þat skildir með þvi móti, at Kjallekingar náðu eigi at gánga upp á völlinn. Stigu þeir þá á skip, ok fóru á braut af þvi þingi. Hér[261] fèllu menn af hvorumtveggjum, ok fleiri af Kjallekingum, en fjöldi varð sárr. Griðum varð engum á komit, pvíat hvoregir vildu þau[262] selja, ok hètu hvorir öðrum atförum[263], þegar [er mætti[264]. Völlrinn var orðinn alblóðugr, þar er þeir fundust[265], [ok svá þar er þeir Þórsnesingar stóðu, meðan bardaginn[266] var[267].

Dritsker við Haugsnes. Illustration af W.G. Collingwood, (1854-1932). Kilde: Fegurð Íslands og fornir sögustaðir.
10. Eptir þingit höfðu setur fjölmennar hvorirtveggju, ok voru þá allmiklar dylgjur með þeim. Vinir þeirra tóku þá þat ráð, at senda eptir órði gelli, er þá var mestr höfðingi[268] i Breiðafirði. Hann var frændi Kjallaks[269], en námágr Þorsteins, ok þótti hann likligastr til at [gera þá sátta[270]. En er [þessi tiðindi komu til Þórðar[271], fór hann til með[272] marga menn, ok leitaði um sættirnar. Fann hann [at stórum lángt var á milli[273], en þó fèkk hann griðum á komit [með þeim, ok stefnulagi. Þar urðu þær málalyktir, at Þórðr skyldi gera [með þeim[274], með þvi móti, at [Kjallekingar skildu[275] þat til, [at þeir[276] mundu aldrigi gánga i Dritsker eyrinda sinna. En Þorsteinn [skoraði þat í[277], at þeir skyldi eigi sörga völlinn, [þann er hann bannaði pá, heldr en fyrr. Kjallekingar kváðu alla menn þá óhelga, er fallit höfðu af Þorsteini, fyri þat[278] er þeir föru fyrri meö þann hug at [vinna á mönnum[279], en Þórsnesingar sögöu Kjallekinga óhelga fallit hafa fyri lagabrot,þat er þeir [vildu gera þar á heilögu pingi[280]. En [þó vandliga væri fyriskilit, þá gekk Þórðr i gerðina, ok vildi þat heldr, en þeir deildi[281]. Þórðr hafði þat upphaf gerðarinnar, at [sá skyldi hafa happ, er hlotit hafði; kvað par eingi víg bæta skyldu, þau er par höfðu orðit á[282] Þórsnesi, eðr áverka, en kallaði völlinn spilltan af heiptarblóði, er niör hafði komit, ok kallaði pá jörð nú ekki helgari en aðra. Kallaði hann þá þessu[283] valda, er fyrri höfðu gerzt til áverka við aðra, ok kallaði þar[284] friöbrot framit; kvað þar ok þíngit eigi skyldu vera[285] siðan. En til pess at Feir væri vel sáttir ok vinir [þaðan frá[286], gerði hann þat, at Þorgrimr Kjallaksson skyldi halda upp hofinu at helmíngi, [ok svá þinginu[287], ok hafa hálfan hoftoll, ok svá þingmenn at helmíngi[288], veita ok Þorsteini til allra mála þaðan frá[289], ok styrkja hann, hveriga helgi[290] sem hann vildi á leggja þingit, þar sem næst væri sett. [Hérmeð gipti Þórðr [gellir Þorgrími Kjallakssyni Þórhildi, frændkonu sina, dóttur Þorkels meinakrs, nábúa sins[291]. [Var hann af ðvi kallaðr Þorgrímr goði[292]. Þeir færðu þá þingit [inn i nesit[293], þar sem [næstum var sett, ok stendr (þat) þar enn[294]. Ok [pá er[295] Þórðr gellir skipaði fjórðúnga þing, lèt hann þar vera fjórðúngsþing[296] Vestfirðinga. [Skulu menn pángat sækja úr öllum Vestfirðinga fjörðángi[297]. [Skulu menn þar á þínginu setja dómhríng, þann[298] er menn voru dæmdir í til blóts[299]. i þeim hring stendr [Þórs steinn[300], er menn voru brotnir um, er [blótat var[301], ok sèr enn blóðslitin á steininum. Var [þar þá[302] enn mesti helgistaðr, en ekki var mönnum þat bannat at gánga eyrinda[303] sinna[304] [þar á grasi sem vildi[305].

11. Þorsteinn þorskabítr gerðist hinn mesti rausnarmaðr. Hann hafði með sèr jafnan LX[306] frelsingja; var hann [ok atdráttamaðr mikill ok jafnan sjálfr i fiskiróðrum[307]. Hann lèt bæ reisa at Helgafelli, ok færði þángat þá sitt, ok var þar hinn mesti höfuðbær[308] [í þat mund[309]. Hann lét ok bæ gera [þar nær[310] á nesinu, sem þingit hafði verit[311]. Þann bæ lèt hann ok mjök vanda, ok gaf hann síðan Þorsteini surt, [frænda sinum[312]. Bjó hann þar síðan[313], ok varð hinn mesti spekíngr at víti. [Þorsteinn porskabítr[314] átti son, er kallaðr var Börkr digri. En sumar þat, er Þorsteinn varð hálfþrítugr, fæddi[315] Þóra sveinbarn, ok var Grimr nefndr, er vatni var ausinn. Þann svein gaf Þorsteinn Þór, ok kvað vera skyldu hofgoða, ok kallar hann Þorgrim. Þat sama haust fór Þorsteinn út i Höskuldsey til fángs. Þat var eitt kveld um haustit at sauðamaðr Þorsteins fór at fé fyri norðan[316] Helgafell. Hann sá at fjallit laukst upp norðan. Hann sá inn i fjallit elda stóra, ok heyrði þángat glaum mikinn [ok hornahljóð[317]. Ok er hann hlyddi, ef hann næmi [nokkra orða skil[318], heyrði hann at þar var heilsat Þorsteini þorskabít ok förunautum hans, ok mælt at hann skyldi sitja i öndvegi gegnt[319] feðr sinum[320]. Þenna fyriburð[321] sagði sauðamaðr Þóru, konu Þorsteins, um kveldit, [ok þótti eigi yfirþegjandi[322]. Hún lèt sèr fátt um finnast, ok kallar vera mega at þetta væri fyriboðan stærri tiðenda. Um morgininn eptir komu menn utan úr Höskuldsey, ok sögðu þau tiðindi, at Þorsteinn þorskabítr hafði druknat í fiskiróðri, ok pótti mönnum þat mikill skaði. Ðóra hélt þar á eptir, ok ræöst sá maðr til meô henni, er Hallvarör hèt. [Þau áttu son, er Márr hét[323].

12. Synir Þorsteins þorskabíts uxu þar upp heima með móður sinni, ok voru [hinir efniligstu menn[324], ok var Þorgrimr fyri þeim i öllu, ok var þegar hofgoði[325], [er hann hafði aldr til[326]. Þorgrimr kvongaðist vestr i Dýrafjörð[327], ok fékk Þór disar Sársdótturref>, D, K. saaledes rigtig D, F, H, O, N, P; Suftsdóttur, Tr, L, M, K, T, W o. fl.; Saurtsdóttur, S.</ref>, ok réðst hann þángat vestr til mága sinna, Gisla ok Þorkels. Þorgrimr drap[328] Vestein Vesteinsson at haustboði i Haukadal, en annat haust eptir, þá er Þorgrimr var hálfprítugr, sem faðir hans, þá drap[329] Gísli, mágr hans, hann at haustboði á Sæbóli. Nokkurum nóttum síðar fæddi Þórdis, kona hans, barn, ok var sá sveinn kallaór Þorgrimr eptir feðr sinum. [Litlu síðar[330] giptist Þórdis Berki hinum digra, bróður Þorgrims, ok réðst hann til búss með henni til Helgafells. Þá fór Þorgrimr,c son hennar, i Álptafjörð, ok var þar at fóstri með Torbrandi. Hann var heldr[331] úsvífr i æskunni, ok var [af þvi[332] Snerrir[333] kallaðr, [ok eptir þat Snorri[334].

Her begynder Eyrbyggja-Saga

1. Ketil Flatnef hed en ypperlig Herser i Norge, en Sön af Björn Buna, Sön af Grim, Herser fra Sogn. Ketil var gift med Ingvelde, Datter af Ketil Vedur, Herser af Rommerige; Björn og Helge hed deres Sönner, men deres Döttre vare disse: Aude den hovedrige, Thorunn Hyrna og Jorunn Mannvitsbrekka[335]. Björn Ketilsön blev opfostret öster paa i Jemteland, hos en Jarl, som hed Kjallak, en viis og ypperlig Mand. Jarlen havde en Sön, ved Navn Björn og en Datter som hed Gjaflöge. Paa den samme Tid kom Kong Harald Haarfager til Regjeringen i Norge. For den Ufred flygtede mange fornemme Mænd fra deres Odel i Norge, men andre vesterpaa, over Havet. Nogle af dem opholdt sig om Vinteren paa Syderöerne eller Örkenöerne; men om Sommeren anfaldt de Norge fjendtlig, og gjorde stor Skade i Kong Haralds Rige. Bönderne beklagede sig for Kongen, og bade ham frelse dem fra denne Ufred. Da greb Kong Harald til det Middel at udruste Krigsfolk til et Ledingstog over Havet til de vestlige Lande[336], og sagde at Ketil skulde være Anförer for den Hær, men han undskyldte sig derfor. Kongen sagde at han dog skulde tage afsted. Da Ketil saae at Kongen vilde raade herfor, besluttede han sig til at reise og tog sin Kone med, tilligemed alle dem af hans Börn, som vare der tilstede[337] Men da han kom vesterpaa, over Havet, holdt han nogle Træfninger og havde stedse Seier. Han underkastede sig Syderöerne og blev Hövding derover. Han forligte sig da med de mægtigste Hövdinger, som den Tid herskede over de vestlige Lande paa hin Side af Havet, og besvogrede sig med dem, men sendte Hæren österpaa tilbage. Da de tilbagekomne talte med Kong Harald, fortalte de ham at Ketil var bleven Hövding over de vestligeLande paa hinSide Havet, og især Syderöerne, men de sagde tillige, at de ikke troede at det vilde udbrede Kong Haralds Herredömme vesten for Havet eller paa Syderöerne. Da Kongen hörte dette, bemægtigede han sig alle de Eiendomme, som Ketil havde efterladt sig i Norge. Ketil giftede sin Datter Aude[338] med Oleif den Hvide, som da var den störste Hærkonge vesten for Havet. Hanvar en Sön af Ingjald Helgesön[339], men Ingjalds Moder var Thora, en Datter afSigurd, kaldet Orm i Öie, Sön af Ragnar Lodbrog. Ketil giftede sin Datter, Thorunn Hyrna, med Helge den Magre, Sön af Eyvind Östmand og Rafarta, Datter af Kjarval Irlændernes Konge.

2-3. Björn Ketilsön var paa Jemteland, indtil Kjallak Jarl döde. Han ægtede Gjaflöge, Jarlens Datter, og tog derefter östen fra, over Kjölen[340], först til Trondhjem, og derpaa til Landets sydlige Egne, samt bemægtigede sig alle de Eiendomme, som havde hört hans Fader til, men bortjog alle de Forvaltere, som Kong Harald havde sat derover. Kongen var österpaa i Vigen da han spurgte dette, og begav sig da nordpaa, over Oplandsveiene, til Trondhjem. Da han kom der, indkaldte han 8 Fylkers Indbyggere til et Thing, paa hvilket han landsforviste, Björn Ketilsön fra Norge, og erklærede ham for fredlös til Drab eller Fængsel, i hvor han end maatte træffes. Derefter udsendte Kongen Hög Höibrog og flere af sine Kæmper, for at slaae Björn ihjel, hvis de kunde træffe ham. Da Kongen kom, paa Sydreisen, Stad forbi, fik Björns Venner det at vide, og underrettede ham lönlig derom. Björn gik hastig ombord paa en Skude[341], som han eiede, med alle sine nærmeste Huusfolk og Underhavende, samt sit Lösöre, og tog Flugten sydpaa, langsmed Landet (indenskjærs), thi Vinteren var den Gang saa stræng, at han ikke saae sig istand til at holde ud paa rum Sö. Han kom saaledes til den Ö söndenfor Hördeland, som kaldes Moster[342], og modtoges der af en Mand, ved Navn Rolf, Sön af Örnolf Fiskreke. Björn var der hemmelig, Vinteren over, men Kongens Sendebud vendte tilbage, da de paa hans Vegne havde inddraget Björns Eiendomme og antaget Forvaltere derover. Rolf var en stor Hövding, tillige meget gavmild. Han forvarede et Gudehuus derpaa Öen, som var helliget til Thor, og var hans hengivneste Dyrker, samt kaldtes derfor Thorolf (d.e. Thor-Rolf). Han var en stor og stærk Mand, afsmukt Udseende, samt havde et stort Skjæg, hvorfor han blev kaldet Mostrarskjæg; ellers var han den yppersteMand paa Öen. Da Foraaret kom, overlod Thorolf Björn et godt Langskib, bemandet med raske Folk, og formaaede sin Sön Hallstein til at fölges med ham, hvorpaa de fore til de vestlige Lande, paa hin Side af Havet, for at besöge Björns Frænder. Da Kong Harald spurgte at Thorolf Mostrarskjæg havde huset den af ham landsforviste Björn Ketilsön, sendte Kongen ham det Budskab, at han burde drage bort af Landet, fra hvilket han skulde forvises, ligesom hans Ven Björn, med mindre han vilde begive sig til Kongen, og lade ham ene afgjöre deres hele Mellemværende. Dette skete 10 Vintre efter Ingolf Arnarsöns Bortreise, for först at beboe Island, hvilket hans Tog siden var blevet meget berömt, da Folk, som kom der fra Landet, sagde, at det udmærkede sig ved de gode Herligheder som det havde.

4. Thorolf Mostrarskjæg foranstaltede et stort Offer, og gik hen for at adspörge sin Velynder Thor, om han skulde forliges med Kongen eller drage bort af Landet og saaledes friste andre Kaar, men Spaadommen henviste Thorolf til Island[343]. Derefter skaffede han sig et stort Skib, hvilket han udrustede til en Islandsreise, og havde med sig sit Boskab og Huusfolk. Mange af hans Venner besluttede ogsaa at reise bort med ham. Han nedrev Gudehuset, men medtog det meste af det Tömmer, hvoraf det var blevet opbygt,tilligemed (noget af)den Muldjord, som havde været under det Alter (eller Forhöjning), hvorpaa Thor havde siddet[344]. Derefter gik han om Bord og seilede ud paa Havet. Hans Reise blev heldig, og han fandt snart Landet. Han styrede söndenfor det, mod Vesten, forbi Reikenes. Da ophörte den föielige Vind. De Söfarende saae, at Landet gjennemskares af store Bugter. Thorolf kastede da over Bord de Höisædessöiler, som havde staaet i Gudehuset. Paa den ene af dem var Thors Billede ud skaaret[345]. Thorolf gjorde da det Löfte, at han skulde nedsætte sig paa det Sted, deri Landet, hvor Thor lod Söilerne drive op af Söenref> Mange lignende Löfter, aflagde af de fra Norge til Island udvandrede Nordmænd, ommeldes i Sagaerne.</ref>. Strax da Thor kom udenbords, vendtes han mod den vestligere Kyst og Bugt, samt skjöd en fart,som neppe kunde ventes hastigere. Derefter kom en Kuling fra Havet, og de seilede da vesterpaa til Sneefjeldsnæs og ind ad Bugten til. De saae snart at den var overmaade bred og lang, samt havde store Bjerge til begge Sider. Thorolf gav da Bugten Navn og kaldte den Bredefjord[346]. Han landede söndenfor Bugten, næsten i Kyststrækningens Midte, samt lagde Skibet for Anker i den Vig som han kaldte Thorsvaag[347]. Derefter undersögte de Landets Beskaffenhed. Forrest paa det Næs, som laae nordenfor Vigen, fandt de Thor, som var kommen der paa Land med Söilerne. Det kaldtes dederefter Thorsnæs. Thorolf drog, med tændt Ild, omkring den Egn, som han vilde tage i Besiddelse[348],og som strakte sig udenfra Stavaa til en anden Elv, som han kaldte Thorsaa, samt udviste der Grunde til sine Skibsfolk. Han opförte en stor Gaard ved Hofsvaag, hvilken han gav Navn af Hofstade. Der lod han ogsaa opföre et Gudehuus, som var en meget stor Bygning; der vare Dörre paa begge Sidevæggene, dog nærmere mod den ene Ende. Der indenfor stode Höisædessöilerne, hvori Nagler vare anbragte, som kaldtes Regin-naglar (Gudenagler eller Guddommens Söm[349]). Hele Rummet inden for dem var et Fredsted (eller Fristed, fredhelligt Sted). Det Inderste af Bygningen udgjorde en egen Afdeling, omtrent som Sanghuset (eller Choret)ien (christelig)Kirke[350]; midt paa dens Gulv stod en Forhöjning, som et Alter[351], hvorpaa der laae en Guld-Ring, uden Sammenföining, som holdt (veiede eller kostede) 20 Örer[352]. Ved den skulde alle Eder aflægges, og den Ring skulde Hof-Goden (Tempelforstanderen) bære paa sin Haand ved alle Folkeforsamlinger[353]. Paa Forhöjningen skulde staae en Bolle, kaldet Hlautbolli (eller Löit-Bolle), og deri en liden smal Stok, lignende en Vievands-Kvast, kaldet Hlautteinn (eller Löit-Tein)[354]. Ved Panelet omkring Alteret, i Gudehusets Inderste, havde man ordnet Gudernes Billeder. Alle (Thinglaugets) Mænd skulde betale visse Skatter til Gudehuset[355], og være pligtige til at yde Goden Fölgeskab paa hans Reiser, ligesom Thinglaugenes Indbyggere nu have slig Pligt mod deres Hövdinger. Derimod skulde Goden vedligeholde Gudehuset paasin Bekostning, saaledes at det ikke forfaldt, og foranstalte Offergilder holdte paa Stedet[356].

Landstrækningen mellem Vigrefjord[357] og Hofsvaag kaldte Thorolf Thorsnæs. Midt paa dette Næs staaer et Bjerg; Thorolf tillagde det en saa stor Hellighed, at intet Menneske maatte kaste et Blik derpaa uden at have toet sig, og hverken Dyr eller Mennesker maatte ombringes, som befandt sig der, med mindre de gik bort derfra af sig selv[358]. Han kaldte dette Bjerg Helgafell (det hellige Bjerg), og holdt paa den Tro, at han og alle hans Frænder skulde, naar de döde, indgaae i dette Bjerg[359]. Der paa Næsset, hvor Thor var kommen til Land, lod han al Rettergang holde, og satte der et (bestandigt) Herredsthing[360]. Ogsaa dette Sted blev holdt saa helligt, at han paa ingen Maade vilde tillade, at Sletten (deromkring) maatte besudles, hverken ved Blod, udgydet i lidenskabelig Heftighed, eller ved Legemets Udtömmelse[361], hvortil et Skjær blev brugt, som derfor kaldtes Dritskjær[362]. Thorolf förte en stor og anseelig Huusholdning, og havde mange Mennesker hos sig; det faldt og i den Tid let at erhverve Födemidler der, saavel fra Öerne som af anden Fangst fra Havet.

5. Nu kunne vi fortælle det om Björn Ketilsön, at han satte sin Kaas til Syderöerne, efterat han og Thorolf skiltes ad, saaledes som det her foran er skrevet. Da han kom vesterpaa, var hans Fader der afgaaet ved Döden, men han traf der sin Broder Helge og tillige sine Söstre, som tilböde ham gode Kaar hos sig. Björn erfarede at de alle tilsammen havde en anden Tro end han[363], og det forekom ham at være uhæderligt, at de havde forkastet den ældgamle Skik, som deres Frænder havde havt; (derfor) tog han ikke noget fast Ophold der. Dog blev han, Vinteren over, hos sin Söster Aude og hendes Sön Thorstein: men da de mærkede at han ikke vilde föie sig efter sine Frænder, kaldte de ham Björn den Österlandske, og det gjorde dem ondt at han ikke vilde bosætte sig der.

6. Björn opholdt sig to Vintre paa Syderöerne, förend han tog derfra til Island. Hallstein Thorolfsön fulgtes da med ham. De kom til Land i Bredefjorden, og Björn tog, med Thorolfs Samtykke, den Landstrækning i Besiddelse, som ligger paa den ydre Side af Stafaaen, mellem Hrönsfjord og Borg, samt boede paa Borgarholt ved Björnshavn (Bjarnarhöfn). Han var en rig og tillige meget gavmild Mand. Hallsteinan saae det for uhæderligt at modtage Jordsmon af sin Fader, og satte sig selv i Besiddelse af Grunde, som laae vesten for Bredefjorden, samt boede paa Hallsteinsnæs. Nogle Vintre derefter kom Aude den Hovedrige til Island, og var den förste Vinter over hos sin Broder Björn. Derefter bemægtigede han sig alle ubeboede Jorder i Dalene ved Bredefjorden, mellem Skrömulöpsaa og Dagverdaraa, og bosatte sig paa Hvamm[364]. Paa denne Tid bleve Dalenes samtlige Landstrækninger först beboede, men det behöves ikke (her) at berette om de Folks Landnam, som ikke komme den nærværende Fortælling noget ved.

7. En Mand hed Geirrod, som tog Landstrækningen mellem Thorsaa og Langedalen i Besiddelse[365]. Han boede paa Eyre. Med ham kom hertil Landet Ulfar Kappe (d. e. Kæmpe), hvem han gav det Jordsmon, som omgiver Bjerget Ulfarsfell, og Finngeir, en Sön af Thorstein Öndur; han boede i Alptefjorden[366]. Hans Sön var Thorfinn, Fader til Thorbrand i Alptefjord[367].

Vestar hed en Mand, Sön af Thorolf Blödruskalle (Blæreskalde). Han kom til Island med sin gamle Fader, og tog den Landstrækning, som ligger uden for Hvalefjorden, i Besiddelse, og boede paa Öndverdar-Eyre (den forreste Landtunge)[368]. Hans Sön var Asgeir, som senere boede der.

Björn den Österlandske döde först af disse Landnamsmænd. Han blev lagt i en Gravhöi ved Borgarlaik (Borg-Bækken). Han efterlod sig to Sönner. Den ene var Kjallak den Gamle, som boede efter ham i Björnshavn, og var gift med Astrid, en Datter af Hersen Rolf, Söster til Steinulf den Lave[369]. De havde tre Börn sammen. Et var Thorgrim Gode, det andet Gerde, gift med Thormod Gode, Sön af Odd den Raske; det tredie var Helga, gift med Asgeir paa Eyre[370]. Fra Kjallaks Börn nedstammer en talrig Slægt, som tilsammen kaldtes Kjallekinger. Björns anden Sön hed Ottar; han var gift med Groa Geirleifsdatter, Söster til Oddleif af Bardestrand. Deres Sönner Vare Helge, Fader til Osvifur den Wise, og Björn, Fader til Vigfus paa Drapelid. Vilgeir hed een af Ottars Sönner.

Thorolf Mostrarskjæg tog sig en Hustru i sin Alderdom; hendes Navn var Unnur. Nogle sige at hun var en Datter af Thorstein Röd, men Are Thorgilssön den Lærde antager hende paa ingen Maade for at have været eet af hans Börn. Thorolf og Unnur havde en Sön sammen, som blev kaldet Stein. Den Dreng gav Thorolf sin Velynder Thor, og kaldte ham derfor Thorstein (Thors Steen); Drengen tog meget hurtig til i Væxt og Styrke. Hallstein Thorolfsön ægtede Osk, Datter af Thorstein Röd. Deres Sön hed Thorstein. Thorolf opfostrede ham, og kaldte ham Thorstein Surt, men sin egen Sön kaldte han Thorstein Thorskabit.

8. I denne Tid kom Geirrid, Söster til Geirrod paa Eyre, hertil Landet, og han gav hende Bopæl i Borgardal, indenfor Alptefjorden. Hun lod opföre en Bygning tversover Veien, saa at alle Reisende maatte ride derigjennem. Der stod bestandig et Bord med Mad paa, der blev givet til en hver som vilde tage derimod. Formedelst dette blev hun anseet for en meget hæderlig Kone[371]. Björn, en Sön af Bölverk Blindingatrjona, havde för havt Geirrid tilægte. Deres Sön hed Thorolf; han var en stor Viking (Sökriger). Han kom til Island noget senere end hans Moder, og var hos hende den förste Vinter[372]. Thorolf syntes at Gaarden manglede godt Jordsmon; for at erhverve dette, udfordrede han Ulfar Kæmpe til regemæssig Tvekamp, fordi han allerede var bleven aldrende, og havde ingen Börn. Ulfar erklærede, at han heller vilde döe, end blive underkuet af Thorolf Tvekampen gik for sig i Alptafjord, da Ulfar faldt paa Kamppladsen, men Thorolf blev saaledes saaret paa den ene Fod, at han stedse siden var halt og blev kaldet Thorolf Skjævbeen. Han omtales meget i denne Saga, men kun sjelden til det bedre, efter hvad der siden vil blive fortalt. Han bosatte sig paa Hvamm i Thorsaadalen, og bemægtigede sig Ulfars Jordeiendomme, samt var (stedse) en meget ubillig Mand. Han solgte Jordlodder tilThorbrands Frigivne fra Alptefjord, nemlig Ulfarsfell til Ulfar og Örlygstade til Örlyg; de boede der siden længe[373]. Thorolf Skjævbeen havde tre Börn. Arnkel hed hans Sön; en Datter, Gunnfrid, blev gift med Thorbein paa Thorbein stade, paa (Bjergryggen) Vatnshals, inden for Brinken ved Drapelid. Deres Sönner hed Sigmund og Thorgils, men deres Datter, Thorgerde, var gift med Vigfus paa Drapelid. En anden Datter af Thorolf hed Geirrid, gift med Thorolf, en Sön af Herjulf Holkenrasse; de boede i Maagelid[374]. Deres Börn vare: Thoraren Svarte (den sorte eller mörkladne) og Gudny[375].

9. Thorolf Mostrarskjæg afgik ved Döden paa Hofstade, og blev jordet i en Höi paa Höinæsset udenfor samme Gaard[376]. Da tog Thorstein Thorskabit mod sin Fædrenearv. Han fik tilægte Thora, en Datter af Olaf Feilan, Söster til Thord Geller, som da boede paa Hvamm[377]. I den Tid var Kjallekingernes Opkomst saa stor, at de ansaae sig for fornemmere end andre Mænd i det Bygdelag. Björns Slægtninge vare ogsaa saa talrige, at ingen Slægtstamme i hele Bredefjorden var saa stor som den. Da boede Börne-Kjallak, deres Frænde, paa Medalfellsstranden, og det Sted som nu kaldes Kjallaksstade[378]. Han havde mange Sönner, som alle vare vel oplærte. De understöttede samtlige deres Frænder sönden for Fjorden paaThinge og i Folkeforsamlinger. Det tildrog sig et Foraar paa Thorsnæs Thing, at Svogeren Thorgrim Kjallaksön og Asgeir paa Eyre lode de Ord falde, at de ikke vilde saaledes bidrage til at foröge Thorsnæsboernes Overmod, at de mere skulde holde sig fra fornödne Ærender der paa græsgroet Mark, end andetsteds ved Folkesamlinger, skjönt hine vare saa stolte, at de tillagde deres Grunde större Hellighed end andet Jordsmon ved Brededefjorden. De erklærede da offentlig at de ikke vilde slide deres Skoe, for at gaae ud til Skærene for slig Fornödenheds Skyld. Da Thorstein Thorskabit fik dette at vide, vilde han paa ingen Maade taale det, at de besudlede den Mark, som hans Fader Thorolf havde helliget og hædret fremfor andre Steder paa sin egen Lod. Han sammenkaldte da sine Wenner og Frænder, samt foresatte sig at forsvare den viede Slette, hvis de agtede at vanhellige den. Denne hans Beslutning blev samtykt af Thorgeir Keing, Sön af Geirrod paa Eyre; af Alptefjordsboerne, Thorfinn og hans Sön Thorbrand, samt Thorolf Skjævbeen og mange andre af Thorsteins Thingsognsmænd og Venner. Om Aftenen, da Kjallekingerne vare mætte, toge de deres Vaaben og ginge ud paa Næsset. Da Thorstein og hans Tilhængere bleve det vaer, at de vendte sig fra den Vei som laae til Skjæret, grebe de deres Vaaben, og löbe efter dem med Skrig og Udfordringer. Kjallekingerne mærkede dette, sluttede sig tæt til hinanden,/og forsvarede sig selv. Thorsnæsboerne gjorde da et saa heftigt Angreb, at Kjallekingerne maatte trække sig tilbage fra Marken med paa Strandbredden, hvor de vendte sig omkring, og da begyndtes den heftigste Træfning. Kjallekingerne vare færre, men havde udsögte Folk til denne Kamp. Skovstrandsboerne, Thorgest den Gamle og Aslak fra Langedal, lagde Mærke til det Skete; de löb da dertil og blandede sig mellem de Stridende. Begge Hovedparter fore rasende frem, saa at de Mæglende ikke kunde skille dem ad, för de lovede at understötte dem, som vilde agte deres Mægling om Stilstand. De bleve da saaledes skilte fra hinanden paa de Vilkaar, at Kjallekingerne ikke fik Lov til at gaae op paa Marken. De bestege deres Fartöier, og toge bort fra dette Thing. Der faldt mange af begge Partier, dog flere af Kjallekingerne, men en stor Mængde blev saaret. Ingen Fredlysning kunde man tilveiebringe, da ingen af Parterne vilde skaane den anden, men de truede hinanden gjensidig med Angreb, saasnart Leilighed kunde gives. Marken var bleven ganske blodig, paa det Sted hvor de först kom i Haandmænge, samt ligeledes der hvor Thorsnæsbeboerne stode, medens Træfningen holdtes.

10. Efter Thinget samledes begge Partier i store Flokke (paa visse Gaarde), og Forholdene mellem dem vare höist betænkelige. Deres Venner toge da den Beslutning, at sende Bud efter Thord Geller, som da var den ypperste Tempelforstander i Bredefjorden. Han var Kjallaks Frænde, men nærbesvogret med Thorstein, og ansaaes saaledes for mest skikket til at stifte Fred mellem dem. Da Thord hörte, hvad der var skeet, tog han derhen med et stort Fölge, og sögte at tilveiebringe Forliget. Snart mærkede han, at den indbyrdes Frastand af Parternes forskjellige Meninger var meget stor, men dog udvirkede han en Stilstand mellem dem og tillige Berammelsen af et Stævnemöde. Der fik Forhandlingerne det Udfald, at Thord skulde afsige en Voldgiftskjendelse mellem dem, paa de Vilkaar, at Kjallekingerne forbeholdt sig fuldkommen Fritagelse for at gaae ud til Dritskjær i fornödent Ærende, men Thorstein tilstod det paa den Betingelse, at de ikke maatte vanhelligeden af ham fredede Mark, ligesaa lidet som forhen. Kjallekingerne paastode, at alle de Mænd, som vare faldne af Thorsteins Parti, skulde betragtes som faldne paa deres Gjerninger, i det de först fore frem i det Forsæt at anfalde Folk voldelig, – men Thorsnæsboerne fremförte sammeslags Paastand mod Kjallekingerne, formedelst det Lovbrud som de havde agtet atforetage der paa fredhelligt Thing. Skjönt de opgivne Betingelser saaledes vare höist vanskelige at opfylde, paatog Thord sig dog Voldgiftsbehandlingen af Sagen, for derved at forebygge al Trætte mellem dem fremdeles. Thord indledte sin Kjendelse med den Bestemmelse, at enhver af de Stridende skulde beholde den Fordeel, han alt havde opnaaet, men eragtede, at ingen Drab eller Beskadigelser, som vare skete derpaa Thorsnæs Thing, skulde afsones med Böder, da han antog, at Marken var bleven vanhelliget ved det Blod, som i lidenskabelig Heftighed var blevet udgydet over den, hvorfor han ikke ansaae det Jordsmon nu for mere helligt end andre. Han erklærede, at de vare Aarsag dertil, som för havde fjendtlig anfaldet andre, og at Fredsbrudet derved var blevet udövet, lige som han og bestemte, at Thinget ikke mere skulde holdes der. Men paa det at de, fra den Tid af, skulde være vel forligte og hinandens Venner, kjendte han for Ret, at Thorgrim Kjallaksön skulde udrede den halve Omkostning til Gudehusets Vedligeholdelse, imod at oppebære den halve Tempelskat, og raade over Halvdelen af Thinglaugets Indbyggere; dog skulde han derefter understötte Thorstein i alle Sager, og staae ham bi i Bestemmelsen af enhver Art af Hellighed, som han vilde tillægge det Thing, som dernæst paany skulde sættes. Derhos bortgiftede Thord Geller sin Beslægtede, Thorhilde, en Datter af sin Nabo, Thorkel Meinakur, til Thorgrim Kjallaksön[379]. Af ovenmeldte Aarsag blev Thorgrim (siden) kaldet Gode. De flyttede da Thinget ud paa Næsset, hvor det næst derefter blev sat, og hvor det endnu staaer. Da Thord Geller indrettede Fjerdings-Thinge (paa Island), gjorde han det samme Thing til et saadant for Vestfjordene; dertil maae alle den Fjerdings Indbyggere söge. Derpaa Thinget skulde man anlægge den Domkreds, hvori de, som burde ofres, bleve dömte dertil. I den Kreds staaer Thors Steen, hvorpaa de Offredes Rygge bleve brudte tversover, og endnu seer man Blodfarven paa den Klippe. Der var da det ypperste Helligdomssted[380], men dog blev det ikke formeent Folk, atgaae afsides der paa Græsset forlegemlig Fornödenheds Skyld, eftersom enhver vilde.

11. Thorstein Thorskabit blev en meget anseelig og gavmild Mand. Han havde stedse 60 frie Karle hos sig. Han sörgede og vel for al Tilförsel, samt beskjeftigede sig jevnlig selv med Fiskefangst. Han lod opföre en Gaard ved Helgafell, og forflyttede sit hele Bo dertil; der var i den Tid den störste Hovedgaard[381]; han lod ogsaa en Gaard bygge paa Næsset, i Nærheden der af, hvor Thinget havde været. Dens Bygninger lod han opföre, og indrette med megen Omhu, og gav derpaa sin Frænde, Thorstein Surt, hele Gaarden. Han boede der siden, og blev meget udmærket ved sin store Viisdom[382]. Thorstein Thorskabit havde en Sön, som blev kaldet Börk den Tykke. Den Sommer da Thorstein var 25 Aar gammel, födte Thora en Dreng, som ved Vandets Overösning[383] blev kaldt Grim. Thorstein gav (helligede) Thor denne Dreng, sagde at han skulde blive Hofgode (Tempelforstander), og kaldte ham (derfor) Thor-Grim. Den samme Höst drog Thorstein ud til Höskuldsö paa Fiskefangst. En Aften om Efteraaret passede Thorsteins Hyrde hans Faar norden for det hellige Bjerg. Han saae at Fjeldet aabnede sig paa Nordsiden. Inde i Bjerget saae han store llde, og hörte derfra megen Larm og Lyd af Horn. Ogda han lyttede efter, om han kunde höre Ordene tydelig, hörte han at man der hilste Thorstein Thorskabit og hans Fölgesvende, samt sagde at han skulde sidde i Höisædet, lige over for hans Fader[384]. Dette Syn fortalte Hyrden den Aften til Thorsteins Hustru Thora, da han troede at det ikke burde forties. Hun lod som hun ikke var ret fornöiet over denne Underretning, og sagde det kunde hænde sig at dette var et Varsel for större Tidender. Den næste Morgen kom nogle Mænd ude fra Höskuldsöen, og fortalte den Nyhed, at Thorstein Thorskabit var druknet, i det han havde roet paa Fiskefangst, hvilket Folk ansaae for et stort Tab. Thora förestod det efterladte Bo, til hvis Bestyrelse med sig hun antog en Mand, som hed Hallvard. De avlede en Sön sammen, som blev kaldt Mar.

12. Thorstein Thorskabits Sönner opvoxte der hjemme hos deres Moder, og bleve særdeles haabefulde; dog havde Thorgrim i alt Fortrinet, og blev Hofgode, saa snart hans Alder tillod det. Thorgrim giftede sig vesterpaa i Dyrefjorden med Thordis Sursdatter, samt flyttede did vestefter til sine Svogre, Gisle og Thorkel. Thorgrim dræbte Vestein Vesteinsön i et Höstgilde i Hökedal, men i det næste Efteraar, da Thorgrim var 25 Aar gammel ligesom hans Fader, dræbte Gisle, hans Svoger, ham selv i Höstgildet paa Söbol[385]. Nogle Nætter derefter födte Thordis, hans Kone, en Sön, som blev kaldt Thorgrim, efter hans Fader. Kort derefter giftede Thordis sig med Börk den Tykke, Thorgrims Broder, som overtog med hende Boets Bestyrelse paa Helgafell. Da tog Thorgrim, hendes Sön, til Alptafjord, og blev opfostret der hos Thorbrand. Han var noget balstyrig i sin Barndom, og blev derfor kaldt Snerrir, men derefter Snorre[386].

Fodnoter

  1. udel. B.
  2. er kallaðr var flatnefr, till. B.
  3. till. Tr.
  4. DK, N till Hallbjarnarsonar hálftrölls af Hrafnistu (jvf. Anm.
  5. Ynghvilde, Tr, L; Yngvildi, B; Inghildi, O.
  6. till. Tr,
  7. Kjarlak, D, K, N.
  8. udelader B.
  9. Giaflaug, Tr.
  10. udelades af Tr.
  11. var fyri riki, v.
  12. udel. Tr.
  13. af, Tr.
  14. um, B.
  15. saal. Tr, M; á sumrum, A.
  16. till. Tr, E; um vetrum, B; um vetrinn, D.
  17. saal. B, Tr; ok herjuðu paðan i Noreg, 4, P.
  18. þetta fyri konúngi, Tr, B.
  19. undan þessum ánauðum ok ufriþi, D.
  20. kvað á, D.
  21. till. Tr.
  22. þeirrar, till. B.
  23. udel. B.
  24. nú, B,
  25. trygðir, trygt eller fast Venskabsforbund, F, G
  26. udelade Tr og B.
  27. sögðust p. v. at hann drægi Haraldi kóngi riki fyri vestan haf, Tr.
  28. heyrði, D.
  29. till. Tr, B; i Jamptalandi D. o. fl.
  30. Olafi hvita, Tr, P, o.fl., Oddleifi, S; Oleifi syni Ingjalds hvita, D.
  31. syni, B, som udelader det övrige.
  32. till. Tr, B, D.
  33. t. Tr.
  34. Rifavrttu, B; Ravaurtu, D, Rafurtu, E, F; Rafatu, S; Rafattu, U.
  35. saal. D, K, N, U; Kjalvars, 4, P; Kjarfals, Tr, B, T; Kjarvalds, G; Kjarffals, E, Kjartans, F; Myr-Kjertans, S.
  36. Hann fèkk Gjaflaugar, Tr, B.
  37. siðan austr (siden öster paa) hvilket her ogsaa kan rigtig siges, da Rommerige laae fra Trondhjem baade mod Syd og Öst, D.
  38. udel. B.
  39. menn, U o. fl.
  40. udel. B.
  41. till. Tr.
  42. till. Tr; ok rètt tækan, P, M, U, D.
  43. veri, Tr.
  44. tilföie Ra, 6, D, L, N, T, U.
  45. Staði, Ra,6, Tr
  46. udel. Ra, 8, Tr o.fl.; gerðu þeir honum orð ok njösn um ferð þeirra, D.
  47. udel. Tr, D.; þá var vetrað mjök, F.
  48. udel. Tr, D.; þá var vetrað mjök, F.
  49. Sunnhörðalandi, foran Sönder-Hordeland, Tr.
  50. saal. Tr, B, E, G, H, O, T, L; Hrólfr, D, M, N, U, F, K; Þórolfr, A.
  51. Brynjulfs fylkrekja, D; Brynjölfs fiskreka, F, N, P; Brynjulfs fylkjaka, K; fylkeaka, U.
  52. eignum, D.
  53. Tr,B, Ra,6.
  54. saaledes B, settir (urigtigt) A; setta, Tr.
  55. saaledes Tr; Þórolfr, A, B
  56. udel. B.
  57. þar i eyjunni Þórs hof B, O, L, K, T, o. fl
  58. mikill vin Þórs, Tr, D, E, U.
  59. saaledes B, D, E, F, M, H, O, K, N, Ra, 8, W, T, U.
  60. fra Isaaledes Ra, 8, Tr; þvi var hann kallaðr Þór. Mostr., þviát hann var mikill maðr ok sterkr, ok hafði skegg mikit, A; Skegg hafði hann mikit, þar aftok hann viðnefniok var kall Þo. Mo., F; Mostrarskeggr, M,T
  61. saal. Tr; Björn var um vetrinn með Þorólfi, e.u. v. f. p. honum, A
  62. fylgðar, B.
  63. til fundar við frændr, D; á móts við, F; á fund, T.
  64. saaledes Ra,8, o. fl.; haldi(t) Birni Ketillssyni, Tr.)
  65. hann menn til hans, Tr; hann honum boð með mönnum, E, T.
  66. ok bað hann fara utlagan, Tr, R8; ütlægan, Ra, (H/) B.
  67. komii konungs fund ok leggi allt sitt mál á konungs vald, Tr; leggi allt landit á hans vald ok sitt mál, M; D, till. segir konungr at hann vilði þessu ráöa, Kongen sagde, at han vilde afgjöre denne Sag, eller: raade for dens Udfald.
  68. pat, Tr,
  69. góða landa kosti, Tr; landkosti, B, M,
  70. till. Tr o. fl.
  71. efldi blót mikit, U.
  72. frètta, U.
  73. ástvin, Tr, M.
  74. vín sinn, þar sem konungr væri, D.
  75. á brutt, A; á brótt, B.
  76. till. Tr.
  77. mikit hafskip, Tr, E.
  78. till. Tr.
  79. skulda lif, Tr.
  80. saaledes Tr, B, G, M; Hann hafði með sér hofit ok [hofsmoldina, A; ... ok moldina, D.
  81. stallinum, B,K.
  82. á staðit, staaet paa, U; á staðit eða setit, staaet eller siddet paa, K.
  83. siðan siglði Þórólfr i haf, ok byrjaði honum vel, ok fann landit, Tr.
  84. saaledes Tr, Ra, 6, B 5 vestan um Reykjanes A; (D udel. um) fyri vestan, S, U.
  85. udel, Tr, B, M.
  86. till. B, D.
  87. at skárust (skarst, Ra) i landit inn firðir stórir, Tr, R6,M
  88. öndvegissúlum, Bo.fl.; Tr till sinum.
  89. i, paa, M.
  90. annan enda, d.e. paa den ene Ende, B, D; endana, paa Enderne, U.
  91. skyldi, B, U.
  92. bústað nema, U.
  93. Þær, Tr, B, T, D, S, de, d.e. Höisædessöilerne.
  94. skipinu, B, N.
  95. þeim (de) Tr, D, T, S; þá bar þær, B, o. fl.
  96. udelades af Tr, B, G, M, H, K og flere.
  97. þotti þeim Þór hraðförull, de syntes, at Thor tog hurtig af Sted, B; þótti honum Þór skjött fara, K; þotti þeim þær, N.
  98. till. Tr,
  99. stór fjöll, N, S; mjök stör fjöllóttr, B,P.
  100. Tr, skipum, A (?) lögöu skip, M.
  101. þeir kölluðu Hofsvog, hvilken de kaldte Hofsvaag eller Tempelvigen, Tr, N. See Anm. 1
  102. M till land sitt eðr.
  103. udelades af B.
  104. Stafså, M.
  105. skipverjum, Tr, M, K.
  106. ok kallaði Hofstaði, M.
  107. mikit, Tr,
  108. till. D, S, V.
  109. saaledes B, DS,T,U; andre: hliðvegginum, A, eller hliðveggnum.
  110. fra [dyr á hliðveggjunum voru y (i), B; o. n.ö. e. udelades af D.
  111. er þeir kölluðu regn-nagla, hvilke de kaldte Regn-Nagler, U.
  112. udel. af B.
  113. udel. Tr; M, K, N,H,O, U,Q,; tillægge: þar fyrir innan var friðarstaðr; E till endvidere mikill.
  114. húsinu, Tr.
  115. nu eru, till. M, H, O, L; 1 s. væri, B.
  116. i kirkjum, Tr; mind sem kór á kirkju, D, U; k. af k., N, S, sem nú eru saungkörar i kyrkjum, G.
  117. till. Tr.
  118. stallr, S,
  119. saal. ogsaa B, D, G, E, F, L, M, H, O, Ra, 6, W, K, N, P, S, T, U; ok, Tr.
  120. saal. Tr, Ra; ringr, Rg; silfrhringr, Sölvring, 4, B; gullhringr, Guldring, D og flere.
  121. saal. ogsaa S, Q, F, V, N; XX eyringr, (men ovenover X eyringr) N; tvieyringr, som holdt eller veiede to Öre, Tr, Ra, 6, B, M, O, L; IX eyringr H; nieyringr, E, T, (som veiede 9 Örer)
  122. eiða at vinna ok sverja, E, F
  123. saal. A, D o.fl.; hleytbolli, Tr, 0, o. fl.; heitbolli (en Löfteskaal) 1, E, G, F, o. fl.
  124. leytteinn, Tr; leitteinn, E; lutinn, A; hlutr, H, teirn, o.
  125. Tr, F, M, L, T o.fl. till ok skyldi þar stökkva með or bollanum blóði þvi er laut (lutur, M) var kallat. Þat var þesskonar blóð er sælð voru þau kvikindi er goðunum var fórnat d.e. Dermed skulde man, fra Offerbollen, stænke det Blod som kaldtes Laut (udtalt Löit). Dette Blod var af de slagtede Dyr, som offredes til Guderne.
  126. saal. A, B, o. fl.; á þiljum, S. o. fl. andre d.e. ved Panelet eller paa Plankegulvet (omkring Alteret).
  127. hofgoða, S; hofgoðanum, U; höfðingja, Tr.
  128. allra, till. B.
  129. rènaði, Tr.
  130. boðveizlur, Gjæstebude, T.
  131. þvi nesi, paa det Næs, Tr.
  132. lita, B, Tr; gánga, gaae, U.
  133. udel. D.
  134. s. Tr, þetta, A, B.
  135. deyja ok allir frændr hans, sem þar hefðu á land komit, fore did, naar han döde og alle hans Frænder som vare komne der paa Landet, U; fara þá er hann dæi, uk allir á mesinu hans frændr, sem Þórr hafði á land komit. Atánganum mesins lèt o.s.v. 9: fare did, naar hann döde, og alle hans Frænder som (boede der hvor) Thor var kommen til Land. Paa Næssets yderste Spidse lod o. s. v., Tr, E; sem þar höfðu á land komit, H, T; Med vor Text stemmer M.
  136. mikill helgistaðr, et saa höihelligt Sted, Tr.)
  137. i, till. Tr.
  138. rek, Tr,E,F,H; aflrek, O; álmbreka, M; eigi vildi hann láta Þór alfreka gjöra, D, K, N, U; eigi skyldu þángat álfrekar gánga, P.
  139. pvíat svá var, Tr, E; þvi þá, M.
  140. udel. D, S, U o. fl.
  141. syni Ketils flatnefs, Tr.
  142. sigldi vestrum haf, till Tr:
  143. s, de andre: hans, A.
  144. fra Tudel. D, So.fl.
  145. eigi yndi ok einga staðfestu vilði hann þar taka, d. e. han fandt sig ikke fornöiet der og vilde ikke tage der noget fast Ophold, Tr,E, M.
  146. till. Tr.
  147. saal. D; athlyðast, K, U; auðlyðast [auðlyðast], A,N; ályðast, B, M; öðlast (d.e, eðlast), E; eðlast, H; auðlast,T,0, L.
  148. staðnæmast, D.
  149. I Membr. A er först skrevet Færeyjum, Færöerne, men senere derover: Suðreyjum
  150. bjó ferð sina, udrustede sig til Reisen, Tr.
  151. till. Tr.
  152. saaledes ogsaa K o. fl. i dette her vigtige Navn udelades i Tr, samt ligeledes i dens Hovedtext, Ra, 8; H har om begge: námu land.
  153. ut, Tr.
  154. Borgarhrauns ok Hraunsfjarðar, Q, efter Thorkelins Anmærkning er det siden blevet kaldt Berserkjahraun, og undertiden i denne Saga blot Hraun d. e. Lavastrækningen; A har ok foran Hraunsfjarðar, ved en öiensynlig Skriverfeil, Tr, L fra á milli ok (Hraunsfjarðar) som ingen Mening kan give; milli Hrafnsfjarðar ok Borgar, D; út frå Stafá ok milli Hraunsfjarðar, E, M, H; å milli Stáfar ok Hraunsfjarðar, mellem Stafaa og Rönsfjorden, K.
  155. Borgarhöfn, D, K, N.
  156. hið mesta göfugmenni, den ypperligste Mand, B, Tr, E, M.
  157. frændum, D.
  158. Skrámuhlaupsár, D, U, K; ölduhlaupsár, S.
  159. den fölgende Periode udelades af H.
  160. saaledes A, F; bygðist allr Breiðifjörðr, Tr,B,L,E, M; b. öll Breiðafjarðar lönd, D, U, K; bygðust lönd um allan Breiðafjörð, O.
  161. viðrskiptum ok landnámum, B, nè viðskiptum, t.M,
  162. Geiroðr, A, dette samme Navn skrives ellers ogsaa saaledes i gamle Haandskrifter: Geirröðr, Geirruðr, Geirrauðr. Derimod har T: Geiroddr hèt maðr o.s.v.
  163. saaledes have A, B, Tr, E, F, M, d. e. Langedalen (fra hvilken Langedalsaaen udspringer); Landnáma har derimod Lángadalsár; Lángaböls, K, U.
  164. Ulfarsfell, som og menes her, Tr, B; umhverfum fell, D.
  165. Her fölge vi den trykte Udgave og dens Kilder, saavelsom og Haandskrifterne E, F, M, H, L, som baade stemme overeens med Landnáma (2 P. 13 K) og have, i sig selv, en större Sandsynlighed. Membranen A samt F have derimod dette: hans, Þorsteinn umdur, sonarson, hann bjö i Alptafirði. Hans son Þorfinnr o.s.v. J: Finngeir var hans (3: Ulfars) Sön, Thorstein Undur, hans Sönnesön, boede i Alptafjord. Hans Sön var Thorfinn o.s.v. B har derimod: Finngeir, son hans Þorsteins aundurs – men D, K, N endeligen dette mærkelige fra förste I Finngeir son hans bjö i Alptafirði (dette findes og i U); hans son var Finnr, faðir Þorbrands i Alptafirði o : Finngeir, hans Sön, boede i Alptefjord; hans Sön var Finn, Fader til Thorbrand i Alptefjord. De samme Læsemaader (senere rettede af en anden Haand) har K oprindelig havt. Derimod har S: þar umhverfis; hans (Geirröds eller Ulfars?) son var Finnr, f. p. i A; og T. hans (Finngeirs) son var Þorfinnr, faðir Þorbrands i Alptafirði.
  166. innan, Tr,
  167. Uthvalafjörð, B, M; Urthvalafjörð, formodentlig : Hun-Hvalernes Fjord, Tr, H, O, L ; Hvalfjörð, D, K, N, P, U.
  168. udelades af A.
  169. Önduröri Eyri, B, M, O o. fl., Öndverðar-eyri, Tr,
  170. Sudel. det Hele om Vestar og Asgeir.
  171. eller furst, A.
  172. tillægge M, ligesom ogsaa B og Tr.
  173. Kjarlakr, B.
  174. en annar Gamli, men den anden Gamle, S,
  175. Borgarhöfn, D, K, N, S.
  176. udelades af A.
  177. lánga, Tr, O, E urigtig; fra Tudelades af S.
  178. her ophörer Membran-Fragmentet, B.
  179. Gunnvör, S
  180. raga, S.
  181. Þorgeir, S.
  182. saaledes A, M, P; Kjarlekingar, S; Kjarlakingar, U i Kjallakingar, O; Kjalleklingar, Tr, L, T; Kjarlæklingar, D, K, N.)
  183. Jarðleifsdóttur
  184. er bjö at Laugum i Sælings dal, som boede paa Laugum i Sælingsdalen till. I, 0.
  185. Asbjörn, A.
  186. Vigfús hèt enn þriði son Ottars Bjarnarsonar, Tr, E, M. Dette sidste udelades af S.
  187. Unnur, Tr, H, O, L i Auður, M, T, S o. fl. i disse tre Navne afvige dog kun fra hinanden ved forskjellige Skrivemaader af det selvsamme Egennavn.
  188. udel. S.
  189. till. af Tr, M.
  190. saal. Tr, M; disse Ord udelades (oprindelig) af A, D, K, N, P, S; þvi Ari hinn fröði telr hana með börnum Þorsteins, thi Are Frode anförer hende blandt Thorsteins Börn, A; O har derimod: ekki ... Uðr hèt, ok telr Ari hinn fröði hana með börnum Þorsteins rauða, U.
  191. saal. Tr; börnum Þorsteins, A,M.
  192. udel. af A.
  193. udel.S.
  194. alt dette udelade A, D, K, S, U.
  195. bústað, Tr; land, D, K, S.
  196. á, Tr.
  197. skulu þar allir riða i gegnum, A, D, P.
  198. till. Tr.
  199. örlæti, till. P.
  200. saal. Tr; s. p. h. h. m. göfugmenni, A; varð hún vinsæl, fik hun mange Venner, D,K,NS,U.
  201. s.A, P, Q,D,K, M, N, U; derimod Tr, H, O, P,L: Geirriði hafði átta Björn blindingatrjóna, Björn Blindingatrjona havde havt Geirrid tilægte, A, D, T; Björn Bölverksson, S. Vor Text stemmer overens med Landnáma 2 P. 13 K. jvf 5 P. 7 K. Derimod skrive A, D Tilnavnet: blindingatrónu.
  202. udel. Tr.
  203. þat, Tr,
  204. falla með drengskap, falde som en kjæk Mand, S.
  205. meinum, nogen, S.
  206. bækilfötr, P.
  207. udelades af Tr.
  208. sinum, sine,
  209. saal. Tr; Avrlaugi Avrlaugsstaði, A, D.
  210. fra [udel. af S.
  211. saal. D; Þorbeinr, Tr; Þorbeiner, A, P; Þorbjörn, T.
  212. Tr.
  213. udel. af Tr, M.
  214. aal. Tr, D; hans döttir, hans Datter, A, S.
  215. Stykket fra det förste I udelades af Tr i Texten, men tilföies sammesteds i en Variant med den her optagne afvigende Læsemaade: dóttir þeirra. K har ligesom A .... Þorgils, en hans dóttir var Þorgerðr o.s.v.
  216. hölkinraza, T.
  217. andre Þorsteinn (urigtig).
  218. see Anmærkningen, S har fra [d.e. þeirra son var Þorarinn svarti.
  219. indskydes senere af Tr. (efter Ordet Hvammi); isteden derfor have D, K blot i Hauganesi d.e. paa Höienes Næs eller Forbjerg.
  220. við föðurleifð sinni, D, S o. fl.
  221. gekk at eiga, Tr, M. 0.gekk at eiga, Tr, M. 0.
  222. ofsi, Tr, D.
  223. Kjalleklinga, Tr o. a.
  224. yfir öðrum, M; Dudel. öðrum, da Meningen bliver: de troede sig at være andres Overmænd,
  225. i, Tr.
  226. saal. Tr, dette sammendrages eller meddeles saal, kortere of A, P: Voru ok svá margir frændr þeirra á Meðalfellsströnd. Kjallakr (bjó) á Kjallaksstöðum.
  227. mannaða, I.
  228. Saavel L som begge Afskrifter af den Resenske Membran have her den feilskrevne Gjentagelse þvi at þeir mundu eigi leggja
  229. ok þat at þeir mundi gánga þar örna, Tr; andre: erinda.
  230. saal. Tr; stollz, A, D, N.
  231. lönd sin, Tr.
  232. skoo, A; skó, Tr, (efter den nyere Skrivennaade).
  233. udel. Tr.
  234. udel. Tr.
  235. till. Tr.
  236. S fra T eigi gánga i utsker álfreka.
  237. varr, Tr.
  238. eigi, Tr,
  239. þeirra, Tr.
  240. tillægges af E.
  241. udel.S.
  242. tillægger D.
  243. þeim, till. Tr
  244. hygðist, Tr,
  245. saal. A, F,G,P,So.fl. i udel i Tr.
  246. saal. Tr;
  247. udel. S.
  248. till. Tr.
  249. udel. A; at þeir snú, (urigtig) Tr.
  250. udel. A.
  251. saal. Tro. a; at lögu, 4, D, K.
  252. undan ofan, S.
  253. udel. af S; ok varð þar enn harðasti barðagi með þeim, Tr.
  254. þeir Kjallakr, Tr.
  255. ok, Tr.
  256. udel, Tr; at telja, till. M; fra förste I ok höfðu eigi vald fyri þeim, maatte vige for deres Overmagt, S.
  257. ok synir hans, till. D, K, N, S, U (men neppe sandsynlig).
  258. áköfustu, D, K, N.
  259. udel. Tr.
  260. heyra, Tr; at þeirra orðum gerði, U.
  261. þar, Tr
  262. till. Ra, 6; ved en Trykfeil på, Tr,
  263. öförum, Ufærd, Ulykke, I; afarkostum, U.
  264. því mætti viðkoma, naar Leilighed gaves, Tr
  265. börðust, Tr.
  266. barizt, Tr.
  267. fra udelades af U.
  268. hofingi, A, K, Tr, E, o. fl.; höfðingi, Hövding, N, U.
  269. Kjall.,A; Kjalleklinga, Tr; Kjallaks, E.
  270. sætta, Tr, E.
  271. Þórði kom þessi orðsending, Tr, E,
  272. við, Tr.
  273. at stór lángt var á millum þeirra þykkju, Tr, E, H, O, L o. fl.; at mikit var á milli, F, P; var þar lángt á milli, D, K, N; lagt å milli, S; varð þar lángt til, U.
  274. um, Tr.; fra förste Tudel. af S.
  275. Þorsteinn skyldi, Tr.
  276. Kjalleklingar, Tr.
  277. skyldi þat til, Tr,
  278. lögbrot, tillægger U.
  279. saaledes ogsaa F, M; berjast, Tr.
  280. saal ogsaa F; görðu, D; gerðu þar á helgoðu þingi, Tr.
  281. saaledes D; þó at vandliga veri undir skilit gerðinni, þó játaði Þorðr at gera, ok vildi heldr þat, en þeir skildi ósáttir, Tr. En þótt vandliga þotti skilit undir gerðina, þá játaðist Þorðr þó ígöngu [i] gerðina, ok vildi þat heldr, en þeir deildi, A.
  282. saal. Tr; i, A.
  283. D. D; þessa, A; þvi, Tr.
  284. at eitt, Tr, R, E.
  285. verr, saal. Tr, R o. fl.
  286. paðan af, Tr; siðan, E.
  287. till. D, K, N.
  288. tillægge M, H, O 5 den samme Mening udtrykkes af U.
  289. af Tr.
  290. til hveriga helga, Tr, R, L.
  291. saal. Tr, M, H; dóttur sina Þorgrimi, sin Datter til Thorgrim,4; Þorsteini, S; fra förste / Hèrimót gipti Þorðr Þorsteini dóttur sina, derimod giftede Thord sin Datter med Thorstein, D, K, N, U; saaledes ogsaa F: Hèrmeð gipti Þórðr dóttur sina Þorsteini, svo meiri teingðir (trygðir, P) yrði ok... i trygðr, P. Jfr. Anm. 46.
  292. till. Tr.
  293. till. Tr, R, L.
  294. nú er, Tr.
  295. par sem, Tr;
  296. fjórðungaþing, Tr.
  297. saal. ogsaa F, U; skyldu m. p.s. um alla Vestfjörðu, Tr.
  298. þar sër enn dómhring þann, Tr,
  299. saal, andre; blöös, A.
  300. stór steinn, en Klippe, S
  301. til blóta voru hafðir, Tr; til blotað var, D, K.
  302. þvi þingi, Tr.
  303. örna, Tr.
  304. þá er þeir vildu sjálfir, till. P, I.
  305. udel. Tr, R o.fl.
  306. 70, S.
  307. sjálfr viðdráttasamr ok jafnan at útráðri, D; atdráttasamr (o.s.v) K, N; athafnarmaðr, M.
  308. saal. ogsaa.fl., hofstaðr, Tempelsted, Tr,R,L,(by), Eo. fl.
  309. tilf.Tr.
  310. nær þvi, Tr.
  311. Her ophörer det förste sammenhængende Fragment af den i forskjellige Henseender ypperlige Membran A.
  312. sonarsyni sinum ok náfrænda, E.
  313. um hrið, nogen Tid, M.
  314. þau Þorsteinn ok Þóra áttu, D, K, N P.
  315. ól, D, K, N
  316. neðan, neden, M.
  317. aal. M; hornaskvol, Tr,T,H, O, L; udel, af D, K, N, P, S, U.
  318. orðaskil nokkur, D, K.
  319. gagnvert, D, K, N.
  320. Ok var svá við hann mælt: velkominn, Þorsteinn þorskabítr! ok set þik i öndvegi hjå föður þinum Þorolfi Mostrarskegg, t. H.
  321. atburð, D, KN, P, S.
  322. till. M.
  323. udelades af K, U.
  324. menn efnilegir, S.
  325. saal. M, D, K, N; höfðingi, andre.
  326. ok þrekvirki till. M; þegar hann mátti fyrir aldrs sökum, D, K.
  327. Dýrafirði
  328. vo, D, K, N, S,
  329. Gilsi, N.
  330. siðan, derefter, D, K, N, P.
  331. uðæll ok, till. M.
  332. saaledes D, K, N; andre blot: hann.
  333. Snertr, T.
  334. udelades af D, K; U har allene fölgende fra förste [d.e. ok þvi var hann Snorri kallaðr.
  335. Hersen eller Friherren Ketil Flatnef boede i Romsdalen; hans her nævnte 4 Börn bleve bosatte i Island, hvis fleste mest anseete Indbyggere nedstamme fra dem. Hans Farfader Grim siges i Landnamas Tillæg (l. c. S.255) at have været en Sön af Hjaldur, Kong Vatnars Sön. Dette stemmer ikke overeens med den Variant, som udgiver Grim for at have været en Sön af den bekjendte Kæmpe Hallbjörn Halvtrold fra Öen Hrafnista. Om Ketils ene Sön Björn, og hans Afkom, forekommer adskilligt her. Om den anden, Helge, der er bekjendt i Islands Historie som Landnamsmand, med Tilnavn Bjola (bjöla), see Landn. 1 P 11–12 Cap og 12 P 16 Cap.; jfr. Lardæla-Saga (oversat af Repp, udgiven af den Kgl. Arnæ-Magnæanske Commission 4, 1826) S. 2 o. f. samt Landnama 1 P 10 og 11 Cap.; 2 P. 11 Cap.
  336. Jvf endvidere Snorre Sturlesön i Harald Haarfagers Saga, 20 og 22 Cap.
  337. Den förste Aarsag til Ketils Udvandring og flere Omstændigheder derved fortælles noget anderledes i Laxdaela, som ogsaa foregiver at Björn udvandrede da strax fra Norge med sin Fader m. m., hvori Eyrbyggja og Landnama dog sandsynligviis staae mere til Troende.
  338. Om hende fortælles mere i de ovenanförte Sagaer, samt endvidere her ovenfor i Thorfinn Karlsefnes Saga S, 354, 356, 449.
  339. See om Kong Olaf den Hvide, Begyndelsen til Thorfinn Karlsefnes Saga her ovenfor S.352 of, 444 o. f.
  340. Da Eyrbyggjas lærde Udgiver ikke har kjendt denne mærkelige Variant (austr for austan), er han bleven nödt til i sin Oversættelse at udtrykke den Mening, som det forekom ham at Texten burde have, og saaledes forandre Kjölen til Dovrefjeld: Björnus (Jemtia) primum per Alpes Dofrinos itinere orientali in Nidrosiam (Thrandheimum), et deinde per regionem austrum versus, profectus est. Jvf. Varianterne.
  341. Skúta (hvoraf det Nydanske Skude, jvf. det Nederlandske Schuyt o.s.v.) var i gamle Dage en egen Art af lette og hurtigseilende Fartöier, som dog vare af en meget forskjellig Störrelse.
  342. Öen Mostr er endnu bekjendt under Navn af Moster. Den har en særegen Mærkværdighed i Norges Kirkehistorie. Her skildres den som eet af Hovedstederne for Thors Dyrkelse, men dog nedstammede Thora, Norges förste christne Konges, Hakon Adelsteinsfostres, Moder derfra, og der landede Kong Olaf Tryggvesön först i Norge, i det Forsæt at bemægtige sig Riget og fordrive Hedenskabet derfra, samt lod der den förste Messe synge. Paa det samme Sted (maaskee paa Ruinerne af Thors fordum berömte Tempel) blev en Kirke siden opfört, som udgives for den ældste af alle i Norge. Dens förste Præst var Thangbrand, siden berömt af sin Omvendelsesreise til Island. Uden for Kirken sees endnu (efter Jonge og Clausen) besynderlige Indtryk eller Afbildninger af Menneskers Födder og Hænder i den haarde Steen. Maaskee hörte dette til den hedenske Overtro, hvilket da vilde erindre os om Legenderne om saadanne Indtryk af Buddhas Födder o.s.v., som ere meget udbredte blandt hans Religions Tilhængere i Asien. Ellers har man vistnok tit i Europa forvandlet hedenske Traditioner af dette Slags til christelig-katholske Legender. Den store Ö Moster, Muster eller Monster udgjör endnu et heelt Kirkesogn, hörende til Söndhordlehns Fogderi og Bergens Stift.
  343. Saadanne Orakelsvar indhentedes vel som oftest af de hedenske Skandinaver, paa en lignende Maade, som Tacitus fortæller om de gamle Tydske, nemlig ved en Lodkastning (efter Guddommens forelöbige Tilbedelse) med smaae Kviste, Stave eller Spaaner, forklarede ved visse Runer, Tegn eller Mærker, hvilke man tillagde een eller anden Betydning. Perser, ligesom ogsaa Meder, Skyther og Alaner (tildeels Skandinavernes Stamfædre) havde forhen lignende Skikke, som endnu bruges i Asien. See en udförlig Udvikling heraf i den ældre Eddas danske Oversættelse, III, 77-92.
  344. Landnamas 2 Parts 12 Cap. (som ellers kan jevnföres med disse Beretninger) melder, at Thorolf ogsaa lovede at opkalde de Egne eller Steder, som han kom til at besidde, efter Thor, og at hellige dem til ham. Den i vor Saga ommeldte Skik finde vi ellers at være bleven iagttaget af flere norske Hövdinger, der tillige havde været Tempelforstandere, som udvandrede til Island og nedsatte sig der. See f. Ex. 4 P. 8 Cap. om Thorhadd den Gamle, först Hövding og Hofgode eller Tempelforstander paa Möre (Mærinni) i det nordlige Norge. Förend han drog til Island, nedbröd han Gudehuset, men tog den under dets Grund værende Muld, samt dets söiler, med sig. Han tog Stödvarfjorden paa Österlandet i Besiddelse, og gav for den visse Anordninger om Stedets Fred og Hellighed, der lignede de af Thorolf Mostrarskag givne, hvorom mere i det fölgende (Anm. 25). Hin Maade, hvorpaa de, som nödtes til at forlade deres elskede Födested og Bopæl, dog opbevarede en lille Deel eller Plet af den fædrelandske Jord ved deres förste Helligdom i det nye Hjem, synes at vidne om dyb Fölelse og Hengivenhed for den oprindelige Hjemstavn, hvis Hellighed ved en slig Indvielse meddeeltes den nye, og sandsynligviis tillige troedes at udvirke selve den dyrkede Guds Nærværelse og Yndest.
  345. Disse-Söiler have sandsynligviis staaet i Templet ved begge Sider af Thors Alter og Höisæde. Ellers vare saadanne Stötter eller Söiler brugelige under det samme Navn i Hövdingernes Vaaningshuse, og pleiede vel at staae ved begge Sider af hans eget Sæde. Vi finde at dette, som var det fornemste i Storstuen eller Dagligstuen, havde i gamle Dage tvende Navne, som endnu, synderlig nok, ved ringe Forandring bruges af de norske Bönder, nemlig a) avndvegi, andvegi, önduge, endnu i Norge Andvage og b) hásæti, Höisæde, efter nyere norsk Talebrug Högsæte. Den samme Skik findes ellers endnu blandt de svenske Lapper, efter Högströms Beretning. At den er af asiatisk Oprindelse, kan man vel slutte deraf, at Afganerne, et talrigt Folk i Bjergegnene norden for Indien, ligeledes (efter Öienvidnet Elphintones Beretning) beholde den endnu. Ogsaa blandt de gamle Grækere var den brugelig, og de havde tillige den Skik tilfælles med Nordboerne, at, naar Sönnen, efter Faderens Död, satte sig i hans Sæde, overtog han, med det samme, Husets Bestyrelse, og satte sig i Besiddelse af den tilfaldne Arv. Baade Skikken og Sædets Navn ere forlængst komme af Brug i Island, skjönt Ordet hásæti vel endnu bruges, men kun om en fyrstelig Throne. Nordboerne havde desuden, i store Huse, et andet öndvegi eller Forsæde for höitagtede Gjester o. fl. Mærkelig er den Variant i flere af de bedste Haandskrifter, at Thors Billede var udskaaret (altsaa i Form af en Buste eller Herme) paa den ene Ende (af begge Söilerne). Herved bekræftes P. E. Müllers Gisning (i Sagabibl. 1, 190) Venteligen har paa Pælenes Ende et Afgudsbillede været udskaaret; paa samme Sted bemærker han (efter Diet van Bry America 1 Th. Tab. 18), at de vilde Virginianere fordum havde saadanne hellige, med udskaarne Menneskehoveder for oven udzirede Pæle, omkring hvilke de pleiede at dandse paa en aarlig Fest.
  346. Den har endnu paa Islandsk Navn af Breiðifjörðr. Af danske Söfarende kaldes den og Brede-Bugt, ligesom den her ovenommeldte östligere: Faxe-Bugt (paa Islandsk, aldeles som i gamle Dage, Faæafjörðr). Fra den sidstnævnte udgaae – ligesom og fra Brede-Bugten – mange mindre Fjorde og Vige, hvorved Islands nu mest bekjendte Steder Reikevig, Reikjavik, og Bessested, Bessastaðir, ligge.
  347. Her har vel Membranen A den ene rigtige Læsemaade Thorsvaag, thi Thorolf kunde ikke da strax kalde Vigen Hofsvaag, efter et Tempel som neppe var paatænkt, end mindre opfört.
  348. Denne Maade, at tage et ubeboet Land i Besiddelse ved at omgaae det med tændt lld, afskyde blussende Pile o.s. v., var temmelig almindelig blandt Islands förste Landnamsmænd eller Nybyggere. Det skete deels med Hensyn til Alter- og Huus-Ildens Hellighed, deels formedelst den ældgamle Overtro, at Ild kunde skræmme og fordrive Trolde og onde Aander, som för havde havt Tilhold i disse öde Egne. See ellers herom Eddalæren og dens Oprindelse I, 352-53, 370-75 samt Leæ Mythol. Bor. S. 539 o.f. Dr. Henderson bemærker i hans Iceland (II, 66), at en lignende Skik holdtes vedlige paa Skotlands vestlige Öer (de her foran ommeldte, af Nordmændene saa tit besögte, samt tildeels beboede og beherskede Syderöer) lige til Enden af det 17de Aarhundrede.
  349. Ordet regin betegner vel især Naturguderne eller Elementernes Guddomme. De dem tilegnede Nagler eller Söm i Templets Höisædessöiler, betegnede muelig ved efterhaanden at indslaaes (ligesom Romernes clavi sacri eller annales i deres Templer) de Aar, som forlöb fra Templets Bygning, og betragtedes som Gudernes Gave.
  350. Ogsaa de hedenske Romeres, Grækeres og andre Nationers Templer havde lignende saakaldte Adyter.
  351. Her ere vist Membranens, som og de fleste övrige Haandskrifters, Udtryk, der beskrive den saakaldte stalli som et Alter, at foretrække for den trykte Eyrbyggja, som af det ene Ord, vedet urigtig indskudt ok, danner to forskjellige Forhöininger.
  352. Denne hellige Ring var, i forskjellige Templer, enten af Sölv eller Guld. Haandskrifterne angive dens Vægt meget forskjellig. See om alt dette Angivelsen under, Texten af de afvigende Læsemaader. En veiet eyrir eller Öre holdt ellers, efter vor Vægt, en Unze; see i övrigt om disse gamle Vægtforhold, oplyste af Skaalvægter og Lodder fra Hedenold, fundne i nordiske Gravhöie, Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed (1833) I, 401. Den herommeldte Armring (af Sölv eller Guld, efter de afvigende Varianter) har saaledes veiet 20 Unzer eller 1 Pund og 8 Lod; den her angivne Vægt passer saaledes meget bedre end de övrige Læsemaader 2 eller 9 Örer, saa at hines tvieyringr maa være opkommet ved en Feillæsning af vor Texts tvi tug eyringr. Dette indlyser indvidere deraf, at den Alterring, stalla-hringr, som Thorolfs Efterfölger i hans höie Embede, Snorre Gode, senere bar paa Armen, men skjult af Ærmet, modstod saaledes, i en Træfning, en kraftig Kæmpes Hug afet Sværd, at Haandledet blev ubeskadiget. Muelig var endog denne Armring den selvsamme som den herommeldte. See den trykte Eyrbyggja, S. 230. At Ringen siges at have været mótlaus, eller uden Sammenföining, kan ellers forstaaes paa to Maader nemlig a) om en aldeles glat Ring, hvis Sammenföining ingensteds kommer tilsyne, eller b) om en af de Armringe (til Haandleddet), som tit i Norden ere fundne af Guld, og som vel have tvende Ender, men som ikke altid synes at have kunnet slutte tæt til hinanden. Naar Enderne saaledes ikke kunde mödes, kan en saadan Ring ogsaa, forsaa vidt, kaldes mótlaus. Jvf. den næstfölgende Anmærkning.
  353. Efter Landnáma (4 P. 7 Cap.) skulde Goden overalt i Island, förend et lovligt Thing blev sat, offre en Oxe og bestryge Ringen med Offerblodet, förend han satte den paa sin Haand. At Ringen nödvendig maatte være uden Sammenföining, bemærker den ikke. Den meddeler ogsaa Parternes Eedsform: ved Freyr, som Landmænds, Jorddyrkeres og Hyrders Guddom; Njörð, som Havets og Vandenes Gud, og den almægtige As, d. e. enten Thor eller Odin, eller og maaskee overhoved den Gud, som den Sværgende, med den Sekt, hvortil han hörte (thi selv det hedenske Norden havde adskillige slige) ansaae for den höieste. Saaledes kan man vel forstaae den ellers synderlige Omstændighed, som berettes af brittiske Annalister om de hedenske Danskes Hövdinger, som förte Krig i Engand i Aaret 876, at de aflagde Ed ved deres Armringe. Store Armringe, saadanne som ommeldes sidst i Anm. 19, see vi tillagte Celternes Fyrster eller Druider, paa romerske Mynter fra de förste Keiseres Tid, saavelsom og paa adskillige saakaldte barbariske Mynter (slaaede af Galler eller Germaner), hvoraf nogle f. Ex. haves i Cancellieraad Thomsens udmærkede Myntsamling her i Staden. Paa een af dem sees en Mand i lang Kappe eller Talar, som knæler og holder foran sig en saadan stor Ring eller Armbaand, med udstrakt og halvoplöftet Arm. Muelig forestilles her da en saadan Edsaflæggelse til Minde om en Tractat eller et Forbund som den her i Texten ommeldte. Disse Armringe svare, i Form og Störrelse, til saadanne af fiint Guld, som i de nyeste Tider ere blevne fundne i Jorden i Sjælland og Fyen. Ellers brugte (lige til det 18de Aarhundrede) de norske Finlappers saakaldte Blodmænd (omtrent ligesom de Gamles blötmenn eller blóðmenn) som deres Offerpræster, naar de foretoge de til dette Embede hörende Handlinger, en Ring eller Kjede af Metal, der rimeligviis svarede til Skandinavernes Gode-Ring; (Jfr. Anm. 19, 21, 21).
  354. Navnet hlaut, hleyt, lert, leit, som det paa forskjellige Maader skrives, og som betyder Offerblodet, er aabenbar de norske Finlappers liet, der har den selvsamme Betydning. De beströge eller bestænkede ogsaa Afgudernes Billeder samt smaae Kjeppe (maaskee svarende til de her ommeldte Löittene), tilsidst opreiste ved Offerstedet, dermed. Jfr. Varianterne, samt andre gamle Beretninger om de hedenske Nordmænds Offringer. Den ivrige Hedning i Islands Hedenskabs sidste Tider, Skjalden Ulf Uggasön, synger i eet af sine Digte om heilags tafnshlaut (det hellige Offers Blod). Ellers skal luit i Siamesisk betyde Blod.
  355. At den samme Afgift, i Islands hedenske Tider, var lovbestemt paa dets modsatte yderste Kant, Östfjordene, see vi af den endnu uudgivne Broddhelga Saga i 2det Capitel. Jfr. Landnama 4 P. 7 Cap. som sammenligner Tempelskatten med den senere Kirke-Tiende. De hedenske Templer havde dog langt större Sogne end de nyere Kirker, og kunde saaledes let overgaae dem, baade i Pragt og Störrelse. Et andet saadant fra samme Tid, opfört paa Gaarden Hof paa Hjalarnes (i Nærheden af Reikevig) af Goden Thorstein, Ingolfs, Islands förste Beboers, Sön, beskrives saaledes i Hjalnesinga-Saga : Det var forsynet med en rund Kuppel, Tapetserier, store Vinduer o s v. Alteret var oventil beslaaet med Jern, da en uudslukkelig Ild skulde brænde derpaa. Det stod lige for Thors Billedstötte, da han der var den fornemste af Guderne. Andre lignende Efterretninger maae vi her forbigaae og henvise til Finn Magnusens Bidrag til nordisk Archæologie S. 24; Jfr. 113 o. f.
  356. Saadanne Offergilder vare meget hyppige blandt de norske Finlapper næsten lige til vore Dage, og holdes endog af Thors Dyrkere i det russiske Asien.
  357. Vigrefjord (Vigrafjörðr) har nu tabt sit gamle Navn (hvilket Hofsvaagen dog har beholdt), men kaldes Söirevaag (Sauravogur) efter en i Nærheden liggende Gaard.
  358. Lignende Anordninger finder man og at flere Landnamsmænd fra Norge, som der havde været Gudernes Præster, have gjort for andre hellige Steder i Island f. Ex. Thorhadd den Gamle, som havde været Hofgode paa Möre i det Trondhjemske, om hele Stödvarfjorden (paa $sterlandet), dog med den Forskjel, at lovlig hjemlet Kvæg maatte aflives der. Den samme Fredhellighed havde forhen fundet Sted paa hans norske Besiddelser (kaldet Mærina-helgi: Möres eller Möreboernes Hellighed).Jvfr. ovenfor Anm. 10.
  359. Denne Tro stemte temmelig nöje overeens med de norske Finlappers, fordum ogsaa Thors Dyrkeres, Meninger om et Slags saligt Ophold efter Döden i visse hellige Bjerge. Det samme fortælles og om forskjellige andre hedenske Islændere af norsk Oprindelse. – Det herommeldte Helgafell er ellers af tvende berömte brittiske Forfattere, Sir Walter Scott og Prof. Hooker blevet urigtig sammenblandet med et andet Bjerg af samme Navn, ved Havnefjord (Hafnarfjörð) i det sydlige Island.
  360. Af dette ældgamle, skjönt ikke længe brugte, Tingsteds Steensætninger m. m. sees endnu (efter en Beretning fra Pastor Gisle Olafsen til Commissionen for Oldsagers Opbevaring i Danmark af 7de Aug. 1817) forskjellige Levninger paa Gaarden Hofstades Grund og Næssets sydvestlige Kant, skjönt meget forstyrrede af Sögang. Efter en Indberetning til samme Commission fra Hjöbmand Hr. Boge Benedictsen (en virksom Ynder af Islands Oldsager og Saga-Literatur) af 2 Januar 1818, seer man endnu, paa Gaarden Hofstade, der ved Stranden, Levninger af Gjerder eller Vægge, for en stor Deel nedbrudte af Havbrændingen. "Man troer," siger han deri, "at disse Ruiner ere snarere en Levning af Templet, end af den ældste Domkreds, som nu maaskee er ganske forsvunden af den ommeldte Aarsag." Efter Hendersons Beretning viser man endnu Templets Beliggenhed, tæt ved Gaarden Hofstade, paa Halvöens vestre Side (Iceland 11, 67). – Rimeligvis havde disse Rudera alt for længe siden været nöie undersögte, hvis ikke den store Digter, Oldgrandsker og Naturkyndige, ViceLaugmand Eggert Olafsen, i det han, i sin bedste Alder og nylig gift, vilde flytte til Gaarden Hofstade, som sin faste Bopæl, i Aaret 1768, med sin unge Kone og antagne Huusfolk, var omkommen paa Bredefjorden ved et höist ulykkeligt Forlis, hvor ved hans talrige Haandskrifter og egne vigtige literære Arbeider ogsaa tabtes.
  361. Originalen har det besynderlige (ellers i gamle Skrifter tiere forekommende) Ord, álfrek eller álfreki. Efter vor Mening betegner det tydelig og ligefrem Alfernes Fordrivelse eller Forjagelses-Aarsag, hvilken Forklaring den grundlærde John Olafsen fra Sövnöerne alt har antaget, i Glossariet til Landnama, skjönt hans Svoger, den fortjente Björn Haldorsen, i sin Islandske Ordbog, giver Ordet en anden (langt utydeligere) Oprindelse. De gamle Skandinaver ansaae Alferne for underordnede Elementaraander eller Natur-Guddomme, samt viste dem andægtig Dyrkelse og Ærbödighed ved særegne Höitider, Offringer m. m. Visse Steder meentes de i Særdeleshed at ynde, men det sikkresteMiddel til at fordrive dem derfra, eller opirre dem mod Menneskene, var den saakaláte álfreki. Endnu i det 18de Aarhundrede foregave Sverrigs tryllekyndige Spaakvinder (efter Linné's Beretning) at de fleste Sygdomme foraarsagedes af en saadan Uforsigtighed, (som maatte afsones med visse Bönner og Offringer), skjönt den engelske Almue tildeels anseer det for fortjenstligt paa den Maade at fördrive onde Aander. At Overtroen om Alferne, under forskjellige, dialektisk afvigende Navne, som ligne det gamle, lige til vore Dage har vedligeholdt sig i Danmark, Norge, Sverrig, Storbritannien, Tydskland o. fl. Steder er ellers bekjendt nok.
  362. Det samme Skjær beholder endnu dette ældgamle Navn.
  363. De havde nemlig antaget Christendommen paa Syderöerne eller i Irland, hvor den da forlængst var indfört. See ellers, saa vel herom, som om Björns her fortalte Begivenheder, den kortfattede Udsigt derover i Landnamas 2 Part 11te Cap. Der siges endvidere: at han förte en anseelig Huusholdning, og lod sit Kvæg om Sommeren drive til Sæterhuse (sel) i den tilgrændsende Bjergegn; endelig berettes der adskilligt om hans Afkom, som stemmer overeens med Eyrbyggja.
  364. Om Aude og hendes Bopæl forekommer mere i Thorfinn Karlsefnes Saga.
  365. Denne Geirröd ommeldes ogsaa i Landnama (2 Part 13 Cap.); uden at noget berettes om hans Forfædre, tilföies der dog den mærkelige Underretning, at han, tilligemed hans Medreisende, Fingeir og Ulfar Kappe, droge til Island fra Hálogaland (nu Helgeland). Den ene Grændse for hans Landnam (eller selvtagne Jordbesiddelser) nævnes der Langedalsaa (Elven Lángadalsá, som vel med et andet Navn kaldtes Lángá eller Langaa). Det Stykke Land, som Geirröd gav Ulfar, siges at have ligget paa to Sider af Bjerget Ulfarsfell, og inden for dette Fjeld, tvei megin Ulfarsfells ok fur innan fjall. Landnama melder endvidere: at Geirrödhavde en Sön, kaldet Thorgeir Keing, som flyttede Gaardens Bygninger fra den flakke Strandbred (hvoraf den först fik Navn) höiere op til Fjeldsiden og til deres nærværende Beliggenhed. Denne Gaard, som forhen blot kaldtes Eyre, kaldtes ellers længe, for at skille den fra andre af samme Navn, Geirrauðareyri, af dens förste ovennævnte Opbygger, men senere og nu for Tiden, Narfeyre d. e. Narfa-eyri, efter en langt senere Bygherre eller Eier af Navnet Narve. Den ligger ved Alptefjorden, og har en Annexkirke, hörende til Breidebolstads Kald, samt hörer ellers til den saakaldte Skovstrand, Skögarströnd, et Bygdelag, (ligesom de fleste andre i denne Fortælling ommeldte) i det nuværende Sneefjeldsnæs Syssel.
  366. Om ham hedder det udförligere i Landnama: (1. c.) Geirrauðr gaf Finngeiri land uppi um Alptafjörð; hann bjö þar er nú heitir á Kársstöðum d. e. Geirröd gav Fingeir Land oppe omkring Alptefjorden; han boede paa den Gaard, som man nu kalder Karstade. Den samme Gaard kaldes ellers i den nærværende Fortælling, snart Alptefjord (Alptafjörðr d. e. Svanefjorden,) efter den Bugt hvorved den laae, snart Karstade (Kársstaðir). Aarsagen til Navnets Forandring, som först skete længere hen i Tiden, fortælles i Eyrbyggja-Saga, og vil blive nærmere ommeldt i een af de sidste blandt disse Anmærkninger. Om Finngeirs Sön, Thorfinn m. m. ere Landnamas Efterretninger ligelydende med de i Texten indeholdte. Denne Egn omtales saaledes i Olafsens og Paulsens Reise gjennem Island (1, 370-71): "Alptefjorden, eller rettere sagt Egnen indenfor den, var tilforn besat med mange Gaarde, men de bleve ödelagte i den sorte Död den saaledes kaldede Pest, som hærgede Island i Aarene 1403 og 1404) og er siden den Tid ikke bleven beboet. Man seer endnu Levninger af Husene; Egnen er smuk og beleilig, saa den kunde bebygges igjen.” Da den berömte engelske Reisende, Dr. Henderson, i Aaret 1817 reiste forbi Alptafjorden, fandt han denne Bugt at være bedækket med Svaner, og saaledes vel svare til sit oprindelige Navn. Der gives ellers i Island endnu to Fjorde og Bygdelag af samme Navn, den ene ligger i Isefjords-Syssel, paa det nordlige Vesterland, og den anden i Sönder-Mule-Syssel, paa det sydlige Österland.
  367. Thorbrands Sönner, Snorre og Thorleif Kimbe, droge fra Island til Grönland, men den förstnævnte derfra til Amerika, og deres udförlige Levnetsbeskrivelser ville derfor, forsaavidt de haves, meddeles her i det fölgende.
  368. Den forhen saakaldte Hvalafjörðr eller Urthvalafjörðr, menes ellers (og især nu) at være kjendt under Navn af Kolgrafarfjörör (paa det nyeste Sökort over Island: Kolgraverfjord). Udförlige Efterretninger om den hernævnte Vestar og hans Landnam m.m., læses i Landnáma 2 P.9C.
  369. Denne Herse (en Titel, som svarede omtrent til det nyere Friherre, indtil den afskaffedes ved Enevoldsregjeringens Indförelse i Norge) boede paa Agde, og var besvogret med de mægtige og berömte Lade-Jarler.
  370. Denne Gaard, (hvor man endnu seer adskillige Rudera af store Oldtidsbygninger) kaldtes ovenfor Öndurðar Eyri. Nu er den mest bekjendt, ligesom fordum, blot under Navn af Eyre, men kaldes dog undertiden Hallbjarnar Eyre. Den har et Hospital for Spedalske, oprettet i Aaret 1652, og det Bygdelag, hvori den ligger, kaldes, efter den, Eyrarsveit. För har den havt en Kirke, som forlængst er afskaffet, men dens Kirkegaard forvandlet til en Kjökkenhave. Af denne har man, for nogle Aar siden, opgravet Brudstykker af forskjellige Gravstene, hvorpaa Runeskrift var indhugget. Indskrifterne, som alle vare i det islandske eller oldnordiske Sprog, synes kun at have været korte, i Formen lignende de tvende Gravskrifter paa grönlandske Gravstene, hidbragte i Aarene 1830 og 1831. De ere afbildede i Hendersons Iceland II., –56-57 samt beskrevne af forhenværende Præst til Setberg (nu til Thingvalle i Arnes-Syssel) Hr. Björn Paulsen, i en Indberetning til Comm. f. Olds. Opbev. af14Sept. 1817; Jvfr. Ant. Ann. IV., 347-49. Den Islandske Ordbogs og flere for Island nyttige Bögers Forfatter, Provst Björn Haldorsen, var dets Sognepræst fra 1781 til sin Död, som indtraf (efter at han i sin bedste Alder var bleven fuldkommen blind) 1787.
  371. Om Geirrid indeholder Landnama (1. c.) lignende Efterretninger. Af disse kan dette dog endvidere bemærkes. Hun tog til Island, efter sin Mand Björns Död, og var den förste Vinter over hos sin Broder Geirröd, som det næste Foraar gav hende Bolig i Borgardalen. Om hendes Gjæstfrihed siges der: Hun sad selv uden for sit Huus, og indböd de Reisende til Gjæst hos sig. Ellers fortælles noget lignende om adskillige andre af Islands förste Beboere. Efter Præsten Hr. John Hjaltalins ovenommeldte antiqvariske Indberetning (1817) paaviser man endnu endeel Rudera af Geirrids Gaard paa Borgardal, men meget af dem synes at være nedbrudt af Sögang. Da Dr. Henderson 1815 kom til den i Nærheden liggende Gaard Narvöre(Narferri), foregav en der daværende Bonde, som ei nævnes, men som var en gjæstfri Mand, at han nedstammede fra den berömte Geirrid.
  372. Om Thorolf Skjævbeens Opvæxt, afviger Landnama noget fra Eyrbyggja. Der siges nemlig: at Thorolf tog ung fra Island til Udlandet, og gav sig til at være Viking (Söröver eller Sökriger), men at han siden, efter sin Moders Geirrids Död, vendte tilbage til Island o. s. v.
  373. I denne for Thorbrands Sönners herefter fölgende Levnetsbeskrivelse, ved Tildragelsens Fölger, særdeles vigtige Post ere Landnamas Beretninger tildeels meget forskjellige. Thorolfs Tvekamp med Ulfar og dens Hensigt fortæller den vel paa samme Maade, men siger endvidere, at nogle af Ulfars efterladte Jorder tilfaldt Thorolf, men andre Thorfinn til Alptefjord, som besatte sin Andeel med sine Frigivne, Ulfar og Örlyg.
  374. Om denne yngre Geirrid, som blev beskyldt for Trolddom og Mareridt, men frikjendt ved Rettens Dom, indeholde baade Eyrbyggja og Landnama temmelig vidtlöftige Beretninger, som ikke vedkomme de i nærværende Værk heromhandlede Personers Oprindelse eller Levnets beskrivelser, hvorfor de og herudelades.
  375. Thoraren Svarte var en tapper Kriger og en dygtig Skjald. Hans Bedrifter i Island fortælles i Eyrbyggja, indtil han tog derfra til de vestlige Lande (England, Skotland eller Irland). Med den inærværende Fortælling meget omtalte Snorre Gode havde han betydelige Stridigheder. Hans Söster Gudny var gift med den ogsaa her forekommende Vermund, kaldet den Smækkre. I den trykte Eyrbyggjas latinske Oversættelse og Register staaer ved en Feiltagelse: Gudnius (Gudni) Thorolft filius.
  376. Efter troværdige Beretninger seer man endnu betydelige Levninger af denne Gravhöi, og Næsset, hvorpaa den staaer, beholder sit gamle Navn.
  377. Thoras, Audes Sönnedatters, anseelige Herkomst oplyses nærmere ved Anm. til Thorfinn Karlsefnes Saga. Det er ellers ikke ganske usandsynligt, at dette Ægteskab, ligesom det mærkværdige Haandskrift af Eyrbyggja D (158) beretter, först aftaltes ved det af Thord Geller mellem Thorstein og Kjallaks Sönner sluttede Forlig. See Varianterne.
  378. Denne Kjallak Björnsön til Kjallakstade var forskjellig fra Kjallak Björnsön til Björnshavn (Bjarnarhöfn).
  379. Her er Membranen A (309) ved dens fra den trykte Eyrbyggja langt afvigende Læsemaade særdeles vigtig, og i det hele ei usandsynlig. Den siger nemlig at Thord Geller har givet Thorgrim Hjallaksön sin Datter (döttur sina) Thorhilde til Ægte. Den Trykte og flere sige derimodat hun vel var beslægtet med Thord, men en Datter af hans Nabo, Thorkel Meinakur, Hverken Landnama eller Laxdaela give her nogen Oplysning. I ingen af dem forekommer den nævnte Thorkel, som saaledes neppe har været nogen udmærket eller anseelig Mand. De fleste Exemplarer af Landnama lade Thorgrims Hustrues Navn staae blank. Kun eet af dem (E, kaldet Melabogen) nævner hende Yngvilde. Thord Gellers Forhold ved denne Leilighed synes, saaledes som de fleste Exemplarer af Eyrbyggja berette det, at være noget usandsynligt, men det modsatte kan siges om Membranens Beretning. Det er der formueligt at den er her ene rigtig, men at de övriges Skrivemaade har indsneget sig ved at læse föstrdóttur for döttur, da det hele opklares, thi den Skik var almindelig blandt Nordens gamle Hövdinger at anbetroe deres Börn i en ringere, men dog som oftest velhavende Mands Opfostring og Opdragelse.
  380. De mærkelige Rudera af dette Thorsnæs Thing, tillige med Offerstenen o. s. v. ere udförlig beskrevne i Indledningen til nærværende Afdeling, da de kunne antages som normale for de ældste grönlandske Indretninger af dette Slags. En ypperlig og med megen Lærdom udfört Skildring over de höist mærkelige Levninger, som man endnu finder af vore nordiske Forfædres Thing- og Offersteder paa Örkenöerne og Hetland (eller Shetland) ved den berömte Dr. Hibbert erindfört i Archæologia Scotica (1831) III, 103-210. Jevnför vor altfor tidlig tabte Börge Thorlaciuss Afhandling om Hedenoldshöie og Steensætninger i det Skandin. Lit. Selsk. Skr. for 1809 (5te Aargang).
  381. Opbyggeren af denne Gaard ved det hellige Bjerg, Thorstein, tillagde den vist og en særdeles Hellighed. Efter Varianterne blev ogsaa der et stort Tempel eller Gudehuus, hof, opfört (saa at enten Templet fra Hofstade er blevet forflyttet dertil, eller dette har tjent til Brug for Goden og hans egne Gjæster). Hans Sönnesön Snorre Gode, som ellers ikke viste sig utilböielig til Christendommens Antagelse, havde dog en stor Ærbödighed for Bjerget Helgafell, og begav sig, efter hans Forfædres Skik, stedse derhen, naar vigtige Sager skulde overlægges, eller saadanne Beslutninger tages. De have altsaa meent, at de der begavedes med guddommelige Indskydelser. Strax ved Christendommens lovbefalede Indförelse lod Snorre een af Islands ældste Kirker opföre paa Helgafell. Thorkel Eiolfsön fandt den for indskrænket, og vilde i dens Sted opföre en anden af uhyre Störrelse, men han satte Livet til paa Bredefjorden ved Bygningsmaterialiernes Flytning fra Skibet. Den berömte Gudrun Osvifursdatter (om hvis mærkelige Levnet Laxdaela handler) sögte, paa Helgafells Gaard, som tre Mænds Enke, at lyse ved en Hellighed, som stod i en synderlig Modsætning til hendes Færd i de yngre Aar. Endelig vandt Stedet en fornyet religiös Anseelse ved et Munkeklosters Forflyttelse hertil fra Flatö (Flater) paa Bredefjorden (hvor det kun havde staaet i 12 Aar) i Aaret 1184. Det blev meget rigt, og dets Munke synes at have havt Sands for Literatur og videnskabelige Beskjeftigelser, men ved Reformationen blev Klosteret ilde medtaget og ophævet (1543), dets herlige Haandskrifter adsplittede eller ödelagte, men dets betydelige Jordegodser inddragne og erklærede for Kongelig Eiendom, samt overladte til en Bondes, Dade Gudmundsens, Forvaltning. Den sidstnævntes Fjende, Holums Stifts og det hele Islands sidste katholske Biskop, Jon Aresen, som til sin Religions Forsvar gjorde et formeligt Oprör mod den Kongelige Regjering, bemægtigede sig vel 1549 Gaarden Helgafell, og oprettede der igjen Klosteret, samt gjenindsatte Abbed og Munke; dog blev denne Restauration af kort Varighed, thi i Efteraaret 1550 blev Biskoppen med hans to Sönner (Laugmanden Are og Provsten Björn) tagne til Fange af Dade Gudmundsen efter en for dem uheldig Træfning paa Söidafell, hvorfra de bleve förte til Skalholt, og der offentlig halshuggede. Det til Helgafells Kloster forhen liggende Jordegods administreres endnu for Kongelig Regning, under Navn af Arnestappens Ombud, (Isl. Arnarstapa umboð, ligesom saadanne Krongodser endnu paa Hetland kaldes Umboth-Land). Noget deraf, skjönt i Förstningen kun meget lidet, var dog strax blevet henlagt til Helgafells Præstekald, som endnu ansees for at være eet af de bedste i Island. Vi vilde ikke her have meddelt Helgafells Historie saa udförlig, hvis der ikke havdes den störste Sandsynlighed for: at den höist mærkelige Errbyggja er bleven der fört i Pennen, og at vi skylde Helgafells Munke de Membran-Fragmenter, som vi nu benytte til dens vigtigste Parters Udgivelse. Det er endvidere sandsynligt, at ligesom Indbyggerne af den Egn, hvorfra Erik Röde var uddraget til Grönlands Opsögelse, og saavel han som mange andre (hvis Levnet vi tildeels i nærværende Værk kunne meddele) end senere til dets Beboelse, maatte have störst Interesse for Beretningerne om den nye Colonies Beskaffenhed og Skjæbne, – saa maatte ogsaa denne Tilböielighed gaae over til de i Thorsnæs Thinglaug værende Geistlige, som i Islands ældre christne Tider heldigviis gave sig af med at optegne Landets Historie og dets mærkværdigste Mænds Bedrifter. Helgafells Kloster har sikkerlig havt sin Andeel i denne literære Fortjeneste, skjönt den nu ikke er fuldstændig bekjendt. Derimod vide vi bestemt at to af Egnens Præster skreve den berömte Flatöbog, som indeholder nogle af de vigtigste Hovedkilder til Grönlands ældste Historie og Beretningerne om Amerikas förste bekjendte Opdagelse. See Indledningen til Erik Rödes Saga. Vi maae formode at Originalerne til disse herlige Oldskrifter have tilhört Helgafells Kloster, hvor man og mener at Ivar Beres Beskrivelse over det gamle Grönland fordum er blevet bevaret, og hvor endelig den sidste grönlandske Munk siges at have fundet Tilflugtsted, skjönt Fortællingerne om ham endnu ikke kunne regnes til de troværdige. I Helgafells Kirke har man ellers, i nyere Tider, fundet tvende mærkværdige Levninger af Islands ældste Haand- og Indskrifter, som dog, desværre! atter ere tabte, nemlig: Et Manuscript kaldet Gudrun Osvifursdatters Runebog, omhandlet i Worms Epistler 2 Tome, S. 1040, 1051, o. fl. St. som fundet der under Alteret. Vel have nogle anseet dets Tilværelse for tvivlsom, men det kan let være bortkommet eller ödelagt paa samme Maade, som den Tavle, hvilken vi nu strax komme til at ommelde. Ved Helgefells Kirkes sidste Ombygning, ved dens i Indledningen ommeldte Sognepræst, S. M. Holm, (hvortil han selv forfærdigede alt Tömmer- og Snedker-Arbeide), fandt han under Alteret en Steentavle fra den katholske Tid, af den Art som i Island kaldes parspjald (forhen ellers osculum pacis o. s. v., hvorunder hellige Reliqvier ofte pleiede at forvares) som var forsynet med en Indskrift, bestaaende af angelsaxiske Bogstaver. Skjönt Præsten kunde tegne, var han ingen Elsker af Literaturen, og bröd sig ikke om at afcopiere Indskriften, hvorimod han enten bortkastede Stenen, eller lod den ved Skjödeslöshed brækkes i Stykker, som siden ere bortkomne. (See Dr. Hendersons Iceland II., 68 69). Vi bemærke dette, med Hensyn til den Muelighed, at saadanne Mindesmærker endnu kunne findes i Ruiner af grönlandske Kirker eller Klostre som skjulte i Muren, eller nedgravede i Grunden, af de bortflygtede eller sidst uddöde Geistlige.
  382. Det var denne Thorstein Surt, som reformerede den islandske Kalender, henved Aaret 960, med Hensyn til en rigtigere Beregning af Epacterne eller Skuddagene, sandsynlig efter Regler, som forhen havde været Norges præstelige Slegter bekjendte. See Leæ. myth bor. S. 731-32. Hans Fader, Hallstein, Thorskefjordens Gode, havde, ligesom dennes Fader Thorolf Mostrarskjæg, (efter Landnama 2 P. 23 C) været Thors ivrige Dyrker. Hans Hustru Osk, (eller: den önskede, attraaede) var en Datter af den fra Norge nedstammende Thorstein Röd, som havde erobret sig et Fyrstendömme (eller saakaldet lille Kongerige) i Skotland, skjönt han tilsidst blev ombragt af de Undertvungne. See ovenfor S. 447 samt Begyndelsen til Thorfinn Karlsefnes Saga. Uden Tvivl bör de Landnamas Udtryk om Hallstein, at han i Anledning af et Löfte gav Thor sin Sön, saaledes forstaaes om denne eller en anden af hans Sönner, at han bestemte ham til Thors Tjeneste, som hans Hofgode eller Tempelpræst, og lovede at oplære ham i alt, hvad han dertil behövede at vide, hvori blandt Tidens Udregning var noget af det vigtigste.
  383. Nordboernes hedenske Daab, hvorved det nyfödte Barn, med Vands Overösning, gaves Navn, forekommer allerede i Odins Runesang, hvori han (eller vel snarere hans Præst i Gudens Navn) lover den, som af ham faaer denne Velgjerning, Held i standende Strid. Den ommeldes og i mange Sagaer. Af den endnu ikke udgivne Droplaugarsona Saga seer man at den, som saaledes döbte et Barn, havde siden visse Pligter at opfylde mod det, eller i det mindste ikke burde vise sig, naar den Döbte blev Voxen, som dennes Fjende. Carl den Store og Ludvig den Fromme maatte erklære den Daab for ugyldig i Tydskland, som der var bleven udfört af de hedenske Offerpræster. Om Daaben blandt Hedningerne overhoved har Otto Sperling skrevet en lille Bog (De baptismo gentilium). Vi vide at den brugtes og bruges endnu af de hedenske Perser, Inder, Mongoler o. fl. Blandt Finlapperne var den og i Brug (uden Hensyn til den christelige Daab), endog (hemmeligen) efter deres Omvendelse til Christendommen, under Navn af laugo (det Islandske laug, hvilket Navn man endnu især tillægger den Nyfödtes förste Bad).
  384. De hedenske Nordboer, som ikke mest dyrkede Odin, eller ventede, som udmærkede Krigere eller Faldne paa Valpladsen, at komme til hans Valhall, haabede dog, hvilket man seer af denne og flere Beretninger, som Thors ivrige Dyrkere, efter Döden at före et andet, roligt og lystigt Liv i de ham helligede Bjerge, hvilket vel svarer til de norske Finlappers, som vare den samme Guddoms Tilbedere, forrige hedenske Tro, som endog vedvarede lige til det 18de Aarhundrede (hvis den endnu er fuldkommen udryddet). Jvfr. Eddalæren og dens Oprindelse, IV, 229 o. fl. 293 o.fl.
  385. Udförlige Beretninger herom læses i Gisle Sursöns Saga (i Björn Marcussens Octavsamling: Fornmanna sögur, Holum 1756 S. 132 o. fl.) Den ovenmeldte Thordis, som her kaldes Sursdatter, (Sársdóttir), nedstammede fra Isefjorden. Hendes Fader var Thorbjörn Sur, som först kom til Island fra Norge, efter at Landet var blevet fuldkommen beboet, og hendes Broder den berömte Kæmpe Gisle Sursön, om hvem den ovenmeldte særegne Saga haves. See ellers om dem P. E. Müllers Saga-Bibliothek 1, 167 o. fl. Mere om hende vil forekomme i Fortællingen om Thorbrands Sönner.
  386. Dette sidste Tilnavn (Snorre) synes han at have tillagt sig som et Egennavn, og har formodentlig ligeledes modtaget det i den christne Daab, hvorved Thors Benævnelse og Erindring da bortkastedes. Muelig har den gamle nordiske Overtro, at de, der vare opkaldte efter Personer, der kun havde levet kort, skulde have den samme Skjæbne, ogsaa bidraget til denne paafaldende Navne-Forandring. Ellers havde Nordens Hedninger den Tro (efter den gamle endnu ikke udgivne islandske Fortælling om Thorstein den Hvide), at de, som bare tvende Navne, skulde leve længe. De mange oldnordiske Egennavne, som ere sammensatte med de hedenske Guders (som Thor-Grim, Frey - Stein, Thor-Halle o. fl.) hörte vel hertil, da de egentlig udgjorde to Navne. De norske Finlapper ansaae det ogsaa for heldbringende at have adskillige Navne.