Uddrag af Eyrbyggja saga CCR/FM (B)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Island med Grønland i baggrunden
Alain Manesson Mallet (1719)
Islændingesagaer


Grønlands historiske mindesmærker I
C. C. Rafn og Finnur Magnusson


VIII.
Uddrag af Eyrbyggja saga

(Eller den store Saga om Thorsnæsingerne, Øreboerne
og Alftefjordsmændene). Om Grønlændernes islandske
Hjemstavns første Beboelse og Tildragelser, samt Grønlands
ældste Nybyggeres og Amerikas første islandske Opdageres Levnet.




B. Fortælling om Thorleif Kimbe og Snorre, Thorbrands Sønner


12. Þorbrandr (Þorfinnsson) í Álptafirði átti Þuríði[1], dóttur Þorfinns Selþórissonar frá Rauðamel; þau[2] voru börn þeirra: Þorleifr kimbi[3] ellztr, annar Snorri, þriði Þóroddr, fjórði Þorfinnr, fimti Þormóðr; Þorgerðr[4] hèt dóttir Þeirra[5]; þeir voru allir fóstbræðr Snorra Þorgrimssonar. [Þeir voru allmiklir fyrir sèr[6].

Í þenna tíma bjó Arnkell, son Þórólfs bægifótar, á Bólstaö við Vaðilshöfða. Hann var manna[7] mestr ok sterkastr, lagamaðr mikill ok forvitri. Hann var góðr drengr, ok umfram alla þar í sveit at vinsældum ok harðfengi,[ok var mjök betrfeðrúngr[8]. Hann var ok hofgoði, [ok átti marga þingmenn[9].

Þorgrímr Kjallaksson bjó þá í Bjarnarhöfn, ok áttu þau Þórhildr III sonu: Brandr var ellztr; hann [bjó í Krossnesi við Brimlárhöfða[10]; Annar var Arngrimr; hann var mikill maðr ok sterkr, nefmikill, stórbenlóttr[11] í andliti, rauðbleikr á hár [ok vikóttr, snemma skolbrúnn[12], eygðr vel ok mjök; hann var ofstopamaðr mikill ok fullr ójafnaðar, ok fyri þvi var hann Styrr kallaðr. Vermunðr hét enn ýngsti; hann var hárr maðr, mjórr ok fríðr synum[13]; hann var kallaðr Vermundr hinn mjófi.

Son Ásgeirs á Eyri hèt Þorlákr; hann átti Þuríði, dóttur Auðunnar stóta[14] or Hraunsfirði[15]. Þau voru þeirra börn: Steinþórr, Bergþórr[16], Þormóðr, Þórðr blígr ok Helga. Steinþórr var fremstr[17] barna Þorláks. Hann var mikill maðr ok sterkr ok manna vâpnfimastr[18], ok hinn mesti atgervismaðr[19]; hógværr var hann hversdagliga. [Steinþórr var[20] til þess tekinn, at hinn þriði maðr hafi bezt verit vígr á Íslandi með þeim Helga Droplaugarsyni[21] ok Vemundi kögur. Þormóðr var vitr maðr ok stilltr vel. Þórðr blygr var ákafamaðr mikill [ok örorðr[22]; [Bergpórr var yngstr ok þó hinn efniligasti[23].

13. Snorri Þorgrímsson var þá XIIII[24] vetra, er hann fór utan með [fóstbræðrum sinum[25], Þorleifi kimba ok Þóroddi. Börkr digri, föðurbróðir hans, gallt honum [í silfri[26] til utanferöar. Þeir urðu vel reiðfari, ok komu til Noregs um haustit. [Þeir voru um vetrinn á Rogalandi[27]. Snorri var með Erlingi Skjálgssyni á Sóla, ok var Erlingr vel til hans, þviat [forn vinátta hafði verit með hinum fyrrum frændum þeirra Hörða-Kára ok Þórólfi Mostrarskegg[28]. Um sumarit eptir fóru þeir til Íslands, ok urðu siðbúnir. Þeir höfðu harða átivist, ok komu litlu fyri vetr[29] í Hornafjörð, [ok bjuggu þar um skip sitt ok önnur faung. Siðan keyptu þeir sèr hesta[30]. En er þeir bjöggust frá skipi, Breiðfirðíngarnir, [þá skaut þar mjök í tvö[31] horn um búnað þeirra [Snorra ok Þorleifs kimba[32]. Þorleifr keypti hest, er hann fèkk beztan; hann hafði ok steindan söðul allglæsiligan; hann hafði búit[33] sverð ok silfrrekit[34] spjót, myrkblán[35] skjöld ok mjök gylltan; vandat öll klæði; hann hafði þar ok til varit mjök [öllum sinum fararefnum[36]. En Snorri var í svartri kápu, ok reið svörtu[37] merhrossi góðu[38]; hann [hafði fornan trogsöðul[39] ok vápn [lítt til fegurðar búin[40]. Búnaðr Þórodds var þar á milli. Þeir riðu [austan um Síðu[41], [ok svá sem leið liggr til Borgarfjarðar, ok svá vestr[42], ok gistu í Álptafirði. Eptir þat reið Snorri til Helgafells, ok ætlar þar at vera um vetrinn. Börkr tók [við honum heldr fáliga[43], ok höfðu menn þat at hlátri mjök um búnað hans[44]; tók Börkr þat á, at honum hefði óheppilega[45] meô fèit farizt, er öllu var eytt[46]. Þat var einn dag, öndverðan vetur, at Helgafelli, at þar gengu inn XII menn alvápnaðir; þar var Eyólfr [hinn grái[47], frændi Barkar, son Þórðar gellis; hann þjó í Otrardal vestr í Arnarfirði[48]. En er þeirr voru at tiðinum spurðir, þá sögðu þeir dráp Gísla Súrssonar[49] ok þeirra manna, er látizt höfðu fyrir honum, áðr hann fell. Um þessi tíðindi varð Börkr allglaðr[50], ok bað[51] Þórdisi ok Snorra, at þau skyldi fagna Eyjólfi sem bezt, þeim manni, er [svá mikla[52] skömm hafði rekit af hendi þeim frændum. Snorri lèt sèr fátt finnast um þessi tíðindi, en Þórdis segir, [at þá er vel fagnat, ef grautr er gefinn Gíslabana[53]. Börkr svarar: eigi hlutumst ek til málsverða[54]. Börkr skipar Eyjólfi í öndvegi, en förunautum hans utar frá honum. Þeir skutu[55] vápnum sinum á gólfit. Börkr sat innar[56] frá Eyjólfi, en þá Snorri Þórdis bar[57] grautartrygla á borð, ok hélt með á spónum, ok er hán setti fyrir Eyjólf, þá fèll niðr spónn fyrir henni. Hún laut niðr eptir, ok tók [sverð hans Eyjólfs ok brá skjótt[58] ok lagöi síðan[59] upp undir borðit, ok kom í lær Eyjólfi, en gaddhjáltit[60] nam við borðinu, ok varð þó sárit mikit. Börkr hratt fram borðinu, ok sló [til Þórdisar[61]. Snorri ratt Berki, svá at hann [féll um[62], en tók til móður sinnar, ok setti hana niðr hjá sèr, ok kvað ærnar skapraunir hennar, þó hún væri óbarin. Eyjólfr ljóp upp ok [hans menn[63] ok hélt þar maðr á manni. Þar urðu þær málalyktir, at Börkr seldi Eyjólfi sjálfdæmi, [ok gerði hann mikit fè sèr til handa fyrir áverkann[64]. Fór hann við þat í brott. Af þessu [vóx mjök úþokki[65] með þeim Berki ok Snorra[66].

14. Á vorþíngi um sumari[67] heimti Snorri föðurarf sinn af Berki [hinum digra[68]. Börkr svarar svá, at hann mundi gjalda honum föðurarf sinn: en eigi nenni ek, segir hann, at skipta Helgafelli[69] sundr, en ek sé at okkr er eigi hent at eiga [saman tvíbýli[70], ok vil ek leysa landit til mín. Snorri svarar: þat þykir mér jafnligast at þú leggir landit svá dyrt[71], [sem þèr likar[72], en ek kjósi, hvárr okkar leysa skal. Börkr hugsar þetta mál, ok hugði svá at Snorri mundi eigi lausafé hafa at gefa við landinu, ef fljótt skyldi leysa[73], ok lagði hálft landit fyri LX[74] silfrs, ok tók[75] þó af áðr eyjarnar, þviat hann hugðist litlu verði þær mundi fá, en Snorri fengi [aðra staðfestu[76]. Þat fylgöi ok at þá skyldi þegar uppgjalda fèit, ok leita [eigi lána[77] undir áðra menn til þess fjár: ok kjós þú nú, Snorri, segir Börkr, þegar í stað, hvárt þú vill. Snorri svarar: þess kennir nú at, Börkr frændi, at þér þykir ek fèvani[78], er þú leggr svá údyrt Hellgafells land, en undir mik kýs ek föðurleifð mina at þessu verði, ok rètt fram hendina ok handsala mèr nú landit. Eigi skal þat fyrr, segir Börkr, en hverr peníngr er fyri goldinn[79]. Snorri mælti til Þorbrands, fóstra sins: hvört selda ek þér [sjóð nokkurn[80] á hausti? Já, segir Þorbrandr, ok brá sjóðnum undan kápu sinni, var þá talt silfrit ok goldit fyri landit hverr peningr, ok var þá eptir í sjóðnum LX[81] silfrs. Börkr tók við fènu ok handsalar honum landit. Síðan mælti Börkr: silfrdrjúgari hefir þú nú vorðit, frændi, en vèr hugðum; vil ek nú at við [gefum upp úþokka þann, er millum hefir farit[82], ok [mun ek þat tilleggja til hlunninda[83] við þik, at við [skulum búa[84] báðir samt [þessi missiri[85] át Helgafelli, er þú hefir kvikfjár fátt. Snorri svarar: þú skalt njóta kvikfjár þins ok verðá í brottu frá Helgafelli [meô allt þitt at fardögum[86]. Svá varô at vera, sem Snorri vildi. En er Börkr var í brott búinn[87] [frá Helgafelli[88], gekk Þórdis fram, ok nefndi sèr vátta, at hún [segir skilit[89] við Börk bónda sinn, ok fann þat til foráttu[90], at hann hafði lostit hana, ok hún vildi eigi liggja[91] undir höggum hans. Var þá skipt fé þeirra, ok gekk Snorri at [fyrir hönd móður sinnar, þviat hann var hennar erfingi[92]. Tók þá Börkr þann kost, er hann hafði öðrum ætlat, [at hafa lítit fyrir eyjarnar[93]. Eptir þat fór Börkr í brott frá Helgafelli ok vestr á Meðalfellsströnd[94], ok bjó fyrst á Barkarstöðum [milli Orrahóls[95] ok Túngu[96]. [Siðan fór hann í Glerárskóga, ok bjó þar til elli[97].

15. Snorri Þorgrímsson gerði bú at Helgafelli, ok var móðir hans fyrir innan stokk. Márr Hallvarðsson, föðurbróðir Snorra, rèðst þángat með margt búfé, ok tók [forráð fyri búi Snorra[98]; hafði hann þá it mesta rausnarbú ok fjölmennt. Snorri var meðalmaðr á hæð ok heldr grannligr, fríðr synum, réttleitr ok ljóslitaðr, [bleikhárr ok rauðskeggjaðr[99]. Hann var hógværr hversdagliga, fann lítt á hann, hvãrt honum þótti vel eðr illa; hann var vitr maðr ok forspárr um marga luti; [lángrækr ok heiptúðigr[100], heilráðr vinum sínum, en [óvinir hans þóttust heldr kulda kenna af ráðum hans[101]. Hann varðveitti Þórshof[102]; var hann þvi kallaðr Snorri goði. [Hann gerðist þá höfðingi mikill, en riki hans var þá mjök öfundsamt[103], þvíat þeir voru margir, er eigi þóttust til minna um[104] komnir fyrir ættar sakir, en áttu meira undir sèr fyrir afls sakir ok prófaðrar[105] harðfengi.

17. Sumar [þat eptir[106] andaðist Þorgrímr Kjallaksson, en Vermundr hinn mjófi, son hans,tók þar við búi í Bjarnarhöfn[107]; hann var vitr maðr ok stundar[108] heilráðr. [Styrr hafði [þá ok[109] búit um hríð undir Hrauni[110] inn frá Bjarnarhöfn; [hann var vitr maðr ok harðfengr[111]. Hann átti Þorbjörgu[112], dóttur Þorsteins Hreggnasa[113]. Þorsteinn ok Hallr voru synir þeirra. Ásdis hèt dóttir þeirra, vasklig[114] kona ok heldr skapstór. Styrr var héraðrikr[115] maðr, ok hafði fjölmennt [með sèr[116]. Hann átti sökótt [við marga menn[117], pvíat hann bætti eingi víg, en vó þó mörg[118].


24.
Helgafell á Þórsnesi. Illustration af W.G. Collingwood, (1854-1932). Kilde: Fegurð Íslands og fornir sögustaðir.
Á þessu sama[119] (Þórsness) þíngi sóttu þeir Þorgestr hinn gamli ok synir Þórðar gellis Eirek hinn rauða um víg Þorgestssona, er látizt höfðu um haustit, þá Eirekr sótti setstokkana[120] á Breiðabólstað, ok var þat þing allfjölmennt. [Þeir höfðu áðr haft setur[121] fjölmennar[122]. Eirekr bjó um þingit skip sitt til hafs í Eireksvogi í Avxney[123], [ok veittu þeir Eireki Þorbjörn Vifilsson ok Víga Styrr, ok synir Þorbrands úr Álptafirði ok Eyjólfr Æsuson úr Sviney[124]; en Styrr einn var á þinginu liðveizlumanna[125] Eireks, ok dró alla menn undan Þorgesti, þá er hann mátti. [ Þá skoraði hann á[126] Snorra goða, at hann skyldi eigi fara at Eireki eptir þíngit með Þorgestingum[127], ok het honum þvi at hann skyldi eigi vera á móti honum[128] annat sinn, þótt hann [egi við vandræði[129] at halda; ok fyri þessi heit Styrs leiddi Snorri hjá sèr þessi mál[130]. En eptir þíngit fóru þeir Þorgestr með mörgum skipum[131] inn[132] í eyjar, at leita Eireks rauða[133], en Eyjólfr Æsuson [leyndi þá skipi[134] Eireks í Dimunarvogi, ok kvomu þeir [Styrr ok Þorbjörn[135] þá[136] til móts við Eirek. Gerðu þeir þá, Eyjólfr ok Styrr, [eptir dæmum[137] Arnkels, at þeir fylgðu Eireki át um Elliðaey[138], á sinni ferju hverr. Í þeirri ferð fann Eirekr (rauði) Grænland, ok var þar III vetur, [ok fór síðan til Íslands, ok var þar einn vetr[139], áðr hann [fór at byggja Grænland[140], en þat var XIIII[141] vetrum [fyri kristni lögtekna á Íslandi.

30. [Nú skal segja frá Þórólfi bægifót. Hann[142] tók at eldast fast[143], ok gerðist illr ok æfr við ellina, ok [mjök újafnaðarfullr[144]; lagðist ok heldr[145] úmjúkt á með þeim feðgum Arnkeli[146] ok honum. Þat var einn dag at Þórólfr reið inn til Ulfarsfells, at finna[147] Úlfar bónda; hann var forverksmaðr góðr, ok tekinn til þess at honum [hírðist skjótara[148] hey[149] en öðrum mönnum; hann var ok svá fésæll[150], at fé hans dó aldri af megri eða drephriðum. En er þeir Þórólfr fundust, spurði Þórólfr, hvört ráð hann gæfi honum, hvörsu hann skyldi haga verksháttum sinum, eða hvörsu honum segði hugr um [sumar, hversu þerrisamt verða mundi[151]. Úlfarr svarar: eigi kann ek þèr annat ráð at kenna[152] en sjálfum mér; ek mun láta bera át ljá í dag, ok slá undir sem mest má þessa viku alla[153], þvíat ek hygg hún muni verða regnsöm, [en ek get[154], at eptir þat mun verða gott til þerra inn næsta hálfan mánuð. Fór þetta svá sem hann sagði; þvíat þat fannst opt at hann kunni gerr veðr at sjá en aårir menn. Síðan fór Þórólfr heim. Hann hafði með sèr margt verkmanna; lèt hann nú ok þegar taka[155] til eingiverka; veðr fór þannig[156] sem Ulfarr hafði sagt. Þeir Þórólfr ok Úlfarr áttu eingi saman uppi á hálsinum. Þeir slóu fyrst hey mikit hvárirtveggja; síðan þurkuðu þeir ok færðu í stórsæti[157]. Þat var einn morgin snimma, at Þórólfr stóð upp; sèr hann þá út at þá var veðr þykkt, ok hugði hann at glepjast mundi þerririnn. Hét hann[158] á þræla sina, at þeir skyldu upp standa ok aka saman heyi, ok bað þá at vinna sem mest um daginn: þvífat mér synist, sagði hann, [veðr eigi trúligt[159]. Þrælarnir klæddust, ok föru til heyverks, en Þórólfr hlóð heyinu, ok eggjaði[160] fast um verkit, at sem mest gengi fram. Þenna morgin sá[161] Úlfarr út snemma, ok er hann kom inn, spurðu verkmenn at veðri. Hann bað þá sofa í náðum[162]; veðr er gott, segir hann, ok mun skína af í dag, skulu þér slá töðu í dag, en vèr munum annan dag hirða[163] hey vort, þat er vèr eigum uppi á halsinum. För svá um veôrit sem hann sagði. [Ok er á leið kveldit[164], sendi Úlfarr mann uppá hálsinn at sjá um andvirki sitt, þat er þar stóð. Þórólfr bægifótr lèt aka [þrennum eykjum[165] um daginn, ok höföu þeir hirdt heyit at nóni, þat er hann átti; þá bað hann þá aka heyi Úlfars í garð sinn; þeir gerðu sem hann bauð[166]. En er sendimaår Úlfars sá þat, ljóp hann heim[167], ok sagði [hvat titt var[168]. Úlfarr fór þegar[169] uppá hálsinn, ok [varð óðr[170] mjök, ok spurði hví Þórólfr rænti hann? Þórólfr sagðist ekki hirða hvat hann segði, ok var málóði ok illr viðreignar[171], ok hélt þeim við áhöld[172] [ok heitan[173]. Sá Úlfarr þá engan annan sinn kost en verða á brottu, ok ferr þegar til Arnkels, ok segir honum skaða sinn, ok bað hann [veita sèr[174] ásjá, lèzt ella mundi[175] allr fyri borði verða. Arnkell sagðist mundi beiða föður sinn bóta fyrir heyit[176], en kvað sèr þó púngt segja hug um, [at nokkut mundi at sök hafa[177]. Ok er þeir feðgar fundust, bað Arnkell föður sinn bæta Úlfari heytökuna, en Þórólfr kvað þræl þann helzt til auðgan. Arnkell bað hann gera fyrir sin orð ok bæta honum heyit. Þórólfr lèzt ekki gera þar fyrir, nema versnaði lutr Úlfars, ok skildust þeir við pat. En er Arnkell fann Úlfar, segir hann honum, hvörsu Þórólfr hefir svarat. Þat fannst á Úlfari, at honum þótti sem Arnkell hefði lítt fylgt málinu, ok kvað hann ráða slíku við föður sinn, ef hann vildi. Arnkell galt Úlfari fyrir heyit slikt er honum líkaði, ok er þeir feðgar fundust í annat sinn, þá heimti Arnkell heyverðit[178] at föður sinum, en Þórólfr lèt ekki batna um svörin, ok skilðu þeir þá reiðir. Um haustit eptir lèt Arnkell reka af fjalli yxn VII[179], er Þórólfr faðir hans átti, ok lét [drepa öll í bú sitt[180]. Þetta likaði Þórólfi stórilla, ok heimti verð at Arnkeli. En Arnkell kvað þat skyldi koma fyrir heyit Úlfars; þá likaði Þórólfi þat miklu varr en áðr, ok kallar þetta af Úlfari hlotizt hafa; kvað hann sik skyldi fyri finna.

31. Þenna vetrum jól hafði Þórólfr drykkju mikla, ok veitti kappsamliga þrælum sinum, en er þeir voru orðnir drukknir, eggjar hann þá at fara inn til Ulfarsfells ok brenna Úlfar inni, ok hèt at gefa þeim þar til frelsi. Þrælarnir sögðust þetta mundi vinna til frelsis sèr, ef hann efndi orð sin. Siðan föru þeir VI saman inn til Ölfarsfells, tóku þeir þar viðarköst, ok drógu at bænum, ok slógu eldi í. Í þenna tima sátu þeir Arnkell við drykkju á Bólstaö, ok er þeir gengu[181] til svefns, sá þeir eld til Úlfarsfells, föru þeir þá þegar til, ok tóku þrælana en slökktu eldinn, [voru þá enn lítt brend húsin[182]. Um morgininn eptir lèt Arnkell flytja þrælana inn í Vaðilshöfða, ok [voru þeir þar hengðir allir[183]. Eptir þat handsalaði Ölfarr Arnkeli fè sitt allt, ok gerðist hann þá varnaðarmaðr[184] Úlfars. Þetta handsal likaði [Þorbrandssonum illa[185], þvíat þeir þóttust eiga allt fè eptir Úlfar leysingja[186] sinn. Tókst af þessu fæð mikil með þeim Arnkeli ok Þorbrandssonum, ok máttu þeir þaðan af eigileika saman eiga, en áðr höfðu þeir [leikizt við[187]. Var Arnkell þá sterkastr at leikum, en sá maðr tók bezt í mót honum, ok var annar sterkastr, er hèt Freysteinn bófi, ok var [fóstri Þorbrands ok kenningarson hans[188]; þvíat þat var flestra manna sögn[189], at hann væri hans son, en ambátt var móðir hans. Hann [var drengiligr[190] maðr ok mikill fyrir sèr.

Þórólfi bægifót likaði[191] stórilla[192] [viö Arnkel[193], er þrælarnir voru drepnir, ok beiddi bóta fyrir, en Arnkell synjaði þverliga at gjalda fyri þá nokkurn penning; likaði Þórólfi nú verr en áðr. Þat var einn dag at Þórólfr reið át til Helgafells,v at finna Snorra goða, ok bauð Snorri honum þar at vera, en Þórólfr kvaðst eigi þurfa at eta mat hans: em ek þvi hér kominn, at ek vil at þú rettir lut minn, þvíat ek kalla þik hér[194] hèraðshöfðíngja ok skyldan at rétta þeirra manna lut, er [áðr eru vanluta[195]. Fyrir hvörjum liggr nú[196] lutr þinn undir, bóndi[197], segir Snorri; fyrir Arnkeli [syni mínum, segir Þórólfr[198]. Snorri mælti: þat [áttu eigi at kæra[199], þviít þér [á svá hverr lutr at þykkja sem honum, þvi hann er betri maðr en þú[200]. Þann veg er eigi, segir hann, þvíat hann veitir mèr nú mestan ágáng; vil ek nú gerast [þinn maðr ok fullkominn vinr[201], Snorri! en pú tak við eptirmálum um þræla mina, er Arnkell hefir drepa látit, ok man ek eigi mæla mér allar[202] bætrnar. Snorri svarar: eigi vil ek gánga í [déilu meô ykkr feðgum[203]. Þórólfr svarar: engi ertu vin Arnkels, en þat kann vera, at þér þykki ek fèglöggr, en nú skal eigi þat; ek veit, segir hann, at pú villt eiga [Krákunes ok skóginn með[204], er mest gersemi er[205] hèr í sveit; nú man ek þetta allt handsala þér, en pú mæl eptir þræla mina ok fylg pví svá skörugliga, at pú vaksir[206] af, en þeir þykkist ofgert hafa, er mik svívirdtu; vil ek ok engum manni hlífa láta, þeim er hér hafa lut í átt, hvort sem þat er meiri eðr minni minn vandamaðr. Snorri þóttist mjök þurfa skóginn[207], ok er svá sagt, at hann tók handsölum á landinu, ok við eptirmáli prælanna. Reið Þórólfr síðan heim, ok undi vel við. En þetta mál[208] mæltist lítt fyrir af[209] öðrum mönnum. Um vorit lèt Snorri búa màl til Þórsnesþings á hendr Arnkeli um þræladrápit; fjölmenntu þeir báðir til þingsins, ok hèlt Snorri fram málum. Ok er mál komu í dóma, kvaddi Arnkell sèr bjargkviðar[210] ok færði þat til varna, at þrælarnir voru teknir með kveiktum eldi til bæjarbrennu. Þá færði Snorri þat fram, at þrælarnir voru áhelgir á þeim vetvángi[211]: en þat at þér færðut þá þaðan inn í Vaðilshöfða ok dráput þá þar, þat hygg ek at þeir væri þar eigi úhelgir. Hèlt þá Snorri fram málinu, ok eyddi bjargkviðnum Arnkels. Eptir þat áttu menn lut í at sætta þá, ok [gengu í milli[212]; varð sættum á komit; skyldu þeir bræðr gera um málit, Styrr ok Vermundr, þeir dæmdu fyri þrælana XII[213] aura hvörn, ok gjalda fèit þegar á þinginu. Ok er fèit var goldit, fèkk Snorri Þórólfi sjóðinn. Hann tók við ok mælti: eigi ætlaði ek til þess, á er ek fékk þér land mitt, at þá mundir þessu máli[214] svá litilmannliga fylgja, ok veit ek, at eigi mundi Arnkell þess hafa varnat mér[215], at ek hefói slikar bætr fyri þræla[216] mina, ef ek hefða undir hann lagit. Þat kalla ek, sagði Snorri, at pú sèr skammlaus af þessu, en eigi vil ek veðsetja[217] virðing[218] mina[219] við illgirni[220] þina ok ránglæti. Þórólfr svarar: þat er ok mest ván, at ek sæki þik eigi optar at málum, [ok sofi yðr þó eigi öll vá héraðsmönnum[221]. Eptir þetta fóru menn af þinginu, ok undu þeir Arnkell ok Snorri illa[222] við þessar málalyktir, en Þórólfr [þó verst, sem makligt var[223].

32. [Svá er sagt at þat gerðist nú[224] til tiðinda, at Örlýgr á Örlygsstöðum tók sótt; ok er honum tók at liða, sat Ölfarr, bróðir hans, yfir honum. Hann andaðist af þessari sött; [sendi Úlfarr þá eptir Arnkeli[225]. En er Örlýgr var látinn, fór Arnkell þegar á Örlygsstaði, ok tóku þeir Úlfarr fe allt undir sik er þar stóð saman. En er Þorbrandssynir spurðu andlát Örlýgs, fóru þeir á Örlýgsstaði, ok veittu tilkall um fé þat[226], er þar stóð saman, ok kalla sína eign þat er leysingi þeirra hafði átt, en Úlfarr kallaðist arf eiga eptir bróður sinn at taka þeir spurðu hvárn lut Arnkell vildi at eiga? Arnkell kvað Ölfar úræntan vera skyldu fyri hverjum manni, meôan félag[227] þeirra væri ok hann mætti ráða. Fóru Þorbrandssynir [pá í brott, ok fyrst[228] át til Helgafells, ok segja Snorra goða ok beiddu hann liðveizlu. En Snorri goði kvaðst þetta mál eigi mundu leggja [í þrætur[229] við Arnkel[230], með þvi at þeim hefði svá slept[231] tiltekizt í fyrstunni, at þeir Arnkell hefði fyrri komit höndum á fèt. Þeir Þorbrandssynir kváðu hann eigi [mundu meira[232] stjórna, ef hann hirti[233] eigi um slikt.

Þetta haust eptir hafði Arnkell inni haustboð mikit, en þat var vandi hans, at bjóða Úlfari[234] vin sinum til allra boða ok [leiða hann jafnan með gjöfum út[235]. Þann dag er menn skyldu frá boðinu[236] fara af Bólstaö, reið Þórólfr bægifótr heiman, ok fór at finna[237] Spágils vin sinn; hann bjó í Þórsárdal[238] á Spágilsstöðum. Hann bað hann ríða með sèr inn á Úlfarsfellsháls; þræll Þórólfs fór með honum; ok er þeir komu inn á hálsinn, mælti Þórólfr: þar man Úlfarr fara frá boðinu, ok meiri vân at hann hafi gjafir sæmiligar með at fara. Nú vilda ek, Spágils, segir hann, at pú færir mót honum, ok sætir fyrir honum undir garðinum at Úlfarsfelli, ok vil ek at pú drepir[239] hann, en þartil vil ek gefa þér þrjár -merkr silfrs; ek skal bótum uppi halda fyrir vigit. En þá er pú hefir drepit Úlfar, skaltu taka af honum gripi þá, er hann hefir þegit af Arnkeli. Þú skalt laupa út með Úlfarsfelli til Krákuness, en ef nokkrir menn fara eptir þér, lát þá skóginn hlifa þér, far siðan á minn fund, ok [skal ek til sjámun ek svá, um klappa, P, W, D, K, U, M, N,, at þik skal ekki saka. En með því at Spágils var úmegðarmaðr ok mjök féþurfi, þá [tók hann við flugu[240] þessari, ok fór utan[241] undir tðungarðinn at Úlfarsfelli; sá hann þá at Úlfar gekk neðan [frá Bólstað[242], ok hafði skjöld góðan, er Arnkell hafði gefit honum, ok sverð búit. Ok er þeir fundust, beiddist Spágils at sjá sverðit; hann hældi Úlfari mjök, ok kvað hann vera göfgan mann, er hann þótti þess verðr at þiggja inar sæmiligstu gjáfir af höfðingjum. Úlfarr vatt við skegginu, ok seldi honum sverðit ok skjöldinn. Spágils brá þegar sveröinu, ok lagði í gegnum Úlfar. Eptir þat tók hann á rás, ok ljóp át með Úlfarsfelli til Krákuness. Arnkell var úti staddr, ok sá hvar maðr ljóp ok hafði skjöld, ok þóttist kenna skjöldinn; kom honum í hug, at Úlfarr mundi eigi [hafa látit skjöldinn sjálfráðr[243], [en hann vissi at Úlfarr var eigi vanr at laupa þannig[244], kvaddi Arnkell þá menn til at fara eptir manninum; en með þvi, segir hann, at hér hafa komit fram ráðföðurmíns, ok hafi þessi maðr [vorðit Úlfars banamaðr[245], þá skulut þér þegar drepa hann, hverr sem hann er, ok látit hann eigi koma mér í augsyn. Þá gekk Arnkell upp til Úlfarsfells; fundu þeir þá Úlfar dauðan.

Þórólfr bægifótr sá at Spágils ljóp út með Úlfarsfelli[246], ok hafði skjöld; þóttist hann þá vita, hvörsu farit hafði með þeim Ulfari. Þá mælti hann við þrælinn, er honum fylgði: nú skaltu fara inn á Kársstaði, ok segja Þorbrandssonum at þeir fari inn til Úlfarsfells, ok láti nú eigi ræna sik leysíngja arfinum sem fyrr, pví nú er Úlfarr drepinn[247]. Eptir þat reið Þórólfr heim, ok [þóttist nú hafa vel syslat[248]. En þeir er eptir lupu Spágilsi, fengu tekit hann út við klif, er upper riðit úr fjörunni, höfðu þeir þá af honum sannar sögur, ok er hann hafði sagt allt, sem farit hafði, tóku þeir hann af lifi, ok kösuðu[249] hann þar við kleyfina, en þeir tóku gripina ok færðu Arnkeli þræll Þórólfs kom á Kárstaði, ok sagði Þorbrandssonum orðsending hans, pá fóru þeir út til Ulfarsfells, ok er þeir komu þar, var Arnkell fyrir, ok mart manna með honum. Þá veittu Þorbrandssynir [tilkall um fè þat, er Úlfar hafði átt[250], en Arnkell leiddi fram [vâtta sögu, þeirra er við voru[251] handsal þeirra Úlfars, ok [kvaðst þat halda mundi w, D.[252], því [at hann kvað þar ekki úsátt á hafa gengit[253] at lögum; bað[254] þá ekki ákall[255] veita um fè þetta, pviat hann kvaðst halda mundi sem föðurarfi[256] sinum. Sáu Þorbrandssynir þá sinn kost beztan[257], at hverfa frá; fóru þá enn út til Helgafells, ok fundu Snorra goða, ok sögöu honum [hvar þá var komit[258], ok báðu hann liðveizlu. Snorri kvað enn farit hafa sem fyrr, at þeir höfðu orðit [tafli seinni[259] en Arnkell: ok munu þér, segir hann, [þurfa í hendr Arnkeli eptir at sjá þessum peníngum, með því at[260] hann hefir áðr tekit undir sik lausaféit[261], en löndin liggja yðr öllum jafnnær, ok munu þeir þau hafa, er handsterkastir eru; en [þess er þó meiri von[262] at Arnkell [hafi hèr af meira lut, sem af[263] öðrum yðrum skiptum; er yðr þat ok satt at segja, at má yðr þat er yfir margan gengr, pvíat Arnkell sitr nú yfir hvers manns lut hèr í héraði[264], ok man þat svá vera[265], meôan hann lifir, hvört sem þat er lengr eðr skemr. Þorleifr kimbi svarar: satt segir pú, Snorri, má pat ok kalla várkunn, at þú réttir eigi várn lut við Arnkel, pífat þú heldr engu máli til fulls[266] við hann, þat er þit egit með yðr at skipta. [Eptir þat fóru þeir Þorbrandssynir[267] heim, ok likaði þeim allpúngt.

33. Snorri goði lèt nú vinna Krákunesskóg, ok lèt mikit at gera um skógarhöggit. Þórólfi bægifót pótti spillast skógrinn; hann reið þá út til Helgafells, ok bað Snorra fá sèr aptr skóginn, ok kvaðst hafa lèð honum, en eigi gefit. Snorri kvað [þat skyldu skírast, þá er þeir bæru um, sem[268] við voru handsöl þeirra; kvaðst ok eigi skyldu skóginn láta, [nema þeir[269] bæri af honum. Þórólfr veik þá brott, ok var í allillu[270] skapi. Hann reið inn á Bólstaö, at finna Arnkel son sinn. Arnkell fagnar vel[271] föður sinum, ok spyrr at erindum hans. Þórólfr svarar: þat er erendi mitt hingat, at ek sé missmiði á, at fæð[272] er með okkr; vilda ek at næu legðim vèr þat niðr, ok tækim upp [frændsemi okkar[273]; þvíat þat er úskapligt, at vèr sèim úsáttir, [ok þætti mér[274] sem við mundim miklir verða[275] hér í héraði viö harðfengi þina en ráðagerðir mínar. [Þvi betr[276] þætti mér, segir Arnkell, sem fleira væri [með okkr[277]. Þat vil ek, segir Þórólfr, at við hafim upphaf at sættargerð vorri ok vináttu, at við heimtim Krákumesskóg at Snorra goða; þykir mèr þat verst, at hann skal sitja yfir lut okkrum, en hann vill nú eigi lausan láta skóginn fyri mér, ok segir[278] at ek hafi gefit honum, en þat [er lygð, segir hann[279]. Arnkell svarar: eigi gerðir þá þat til vináttu við mik, er þá fèkkst Snorra skóginn[280], en veit ek at hann hefir eigi réttar heimildir á skóginum; þó vil ek eigi, at þú hafir þat fyrir illgirni þina, at gleðjast af deilu okkri. Þat hygg ek, segir Þórólfr, at[meirr komi þar til lítilmennska[281], en pú sparir, at ek hendi[282] gaman at deilu[283] ykkarri. Haf pú þat fyrir satt, sem pú vilt þar um, segir Arnkell, en eigi man ek svâ búit deila um skóginn[284] við Snorra. Við þetta skildu þeir feðgar; fór Þórólfr heim, ok undi stórilla sinum lut, ok Þóttist nú eigi sinni ár fyri borð koma. Þórólfr bægifótr kom heim um kveldit, ok mælti við engan mann. Hann settist niðr í öndvegi sitt, ok [mataðist eigi[285] um kveldit; sat hann þar eptir, er menn fóru at sofa. En um morgininn, er þeir stóðu upp, sat Þórólfr þar enn, ok var dauðr. Þá sendi húsfreyja mann til Arnkels, ok bað segja honum andlát föður sins. Reið pá Arnkell upp í Hvamm, [ok nokkrir heimamenn hans[286]. Ok er þeir komu í Hvamm, varð Arnkell þess viss, at faðir hans var dauðr, ok sat [í hásæti[287], en fólk allt var óttafullt, pvíat öllum [var óþokki á andláti[288] hans[289]. Gekk Arnkell nú inn í eldaskálan ok svâ inn eptir setinu á bak Þórólfi, ok bað hvern varast at gánga framan at honum, meôan honum voru eigi nábjargir veittar. Tók Arnkell þá í herðar Þórólfi, ok varð hann at kenna aflsmunar, áðr hann kæmi honum undir. Siôan sveipaði hann klæði[290] um höfuð Þórólfi, ok bjó um hann eptir siðvana. Eptir þat lèt hann brjóta vegginn[291] á baki honum, ok [kom honum[292] þar út Siôan voru yxn fyri sleða beitt; var þar Þórólfr í lagðr[293], ok óku þeir honum upp í Þórsárdal, ok varð þat eigi þrautlaust, áðr hann kom í þann stað, sem hann skyldi vera. Dysjuðu þeir Þórólf þar ramliga. Eptir þat reið Arnkell heim í Hvamm, ok kastaði eign sinni á allt fé, þat er þar stóð saman, ok faðir hans hafði átt, [lönd ok lausa aura[294]; var Arnkell þar III nætr, ok var þessa stund tiðindalaust. Skipaði hann til búsins, ok fékk[295] forráðamanni[296]. Fór hann síðan heim.

34. [Eptir dauða Þórólfs bægifóts[297] þótti mörgum verra úti, þegar sólina lægði; en er áleið sumarit, urðu menn þess varir, at Þórólfr lá eigi kyrr; máttu menn þá aldri í friöi átivera, þegar er [sól settist[298]. Þat var ok með, at yxn, þau[299] er Þórólfr var ekinn á, urðu tröllriða[300], ok allt þat fé er nær kom dys Þórólfs, þá ærðist þat ok æpti[301] til bana. Smalamaðr[302] í Hvammi kom svá jafnan heim, at Þórólfr hafði eltan hann. Sá atburðr varð um haustit í Hvammi, at hvártki kom heim smalamaðr né fèit[303], ok fannst smalamaðr dauðr skamt frá dys Þórólfs; var hann allr kolblár[304], ok lamit í hvert bein; var hann dysjaðr hjá Þórólfi; en fènaðr allr, sá er verit hafði upp[305] í dalinum, fannst sumr dauðr, en sumr [ljóp á fjöll[306], ok fannst aldri; en ef fuglar settust á dys Þórólfs, fèllu þeir niðr dauðir. Svá gerðist mikill gángrat þessu, at eingi maðr Þorði at beita fè sinu[307] í dalinn. Jafnan[308] heyrðu menn úti dunur miklar um nætr í Hvammi; voru[309] menn þess varir, at opt[310] var riðit skálanum, ok er vetr kom, syndist Þórólfr opt heimamönnum[311] á bænum, ok sótti mest at húsfreyju; varð ok mörgum mönnum at þessu mein, en henni sjálfri hélt við vítfirring. [Svá lauk þessu, at húsfreyja lèzt af þessum sökum[312]. Var hún ok færð upp í Þórsárdal[313], ok dysjuð hjá Þórólfi. Eptir þetta stukku menn á brott af bænum. Tók Þórólfr nú at gánga svá viða um dalinn, at hann eyddi [þar alla bæi[314]. Svá var ok mikill gángr at aptrgaungum hans, at hann deyddi suma menn, en sumir stukku undan, en allir menn, þeir er létust, voru sénir í ferð með honum. Kærðu menn nú þetta vandkvæði mjök; þótti mönnum Arnkell eiga at ráða bætr á þvi. Arnkell bauð þeim öllum til sin, er þat þótti vildara[315] en vera annar staðar. En hvar sem Arnkell var staddr, varð aldri þar mein at Þórólfi nè sveitángum hans. Svá voru allir menn ræddir við aptrgaungu Þórólfs, at engir þorðu at fara ferða sinna [þar mær[316] um vetrinn, þótt at erindi ætti um sveitina.

En er afleiö vetrinn, voraði vel; ok er þeli var or jörðu, sendi Arnkell mann inn á Kárstaði eptir Þorbrandssonum, ok bað pá fara til með sèr, at færa Þórólfá brott úr Þórsárdal, ok leita[317] annars legstaðar. Jafnskylt var öllum mönnum í lögum þeirra, at færa dauða menn til greftrar, sem nú, ef þeir eru kvaddir. En er Þorbrandssynir heyrðu þetta, kváðu þeir sèr aunga nauðsyn til bera[318] at leysa vankvæði[319] Arnkels eðr manna hans. Þá svarar Þorbrandr karl: þat er nauðsyn, segir hann, at fara ferðir þær allar, er [mönnum eru lögskyldar[320]: ok eru þér nú þess beiddir, er [yðr sæmir[321] eigi at synja[322]. Þá mælti Þóroddr við sendimanninn: far pú ok seg Arnkeli, at ek mun fara ferð þessa fyrir oss bræðr, ok koma til Úlfarsfells, ok finnumst þar. Nú fór sendimaðrinn; ok segir Arnkeli, bjó hann þá ferð sina, ok voru þeir XII saman, höfðu með sèr eiki ok graftól. Fóru þeir fyrst til Úlfarsfells, ok fundu þar Þórodd Þorbrandsson, ok voru þeir prír saman. Þeir fóru upp yfir hálsinn, ok kvomu í Þórsárdal til dysjar Þórólfs[323], ok var hann nú hinn illiligasti [á at sjá[324]; þeir tóku hann upp úr gröfinni, ok lögðu hann í sleða, ok beittu fyri II sterkum yxnum, ok drógu hann upp á Úlfarsfells háls, ok voru pá þrotnir yxnirnir, ok teknir aðrir, ok drógu þeir hann upp á hálsinn; ætlaði Arnkell at færa hann inn í Vaðilshöfða ok jarða hann þar. En er þeir komu inn á hálsbrúnina, pá ærðust yxnirnir[325], ok urðu þegar lausir, ok hlupu þegar af hálsinum fram ok stefndu[326] út til sjóar, ok voru sprángnir báðir. En Þórólfr var pá svá púngr at þeir fengu hvörgi komit honum[327], færðu þeir hann pá á einn litinn höfða, er þar var hjá þeim, ok jörðuðu hann þar, ok heitir þat síðan Bægifótshöfði. Lèt Arnkell siðan leggja garð um pveran höfðann fyrir ofan dysina, svá háfan, at ekki[328] komst yfir nema fugl fljugandi, ok sèr enn þess merki. Lá Þórólfr þar[329] kyrr alla tíma, meðan Arnkell lifði. [Arnkell lagði mikit fé í haug hjá föður sinum[330].

35. Snorri goði [lét vinna Krákunesskóg allt at einu[331], pá at Þórólfr bægifótr hefði um vandat. En þat fannst á Arnkeli goða, at honum þótti eigi at lögum farit hafa heimildar tök[332] á skóginum, þótti honum Þórólfr gert hafa arfskot[333] þvi, er hann hafði fengit Snorra goða skóginn. Þat var eitt sumar, er Snorri goði sendi þræla sina at vinna skóginn, ok hjuggu þeir timbr margt, ok hlóðu saman [til þerris[334]; ok fóru heim eptir þat. En er timbrit þornaði, lék þat orð á, at Arnkell mundi sækja[335] timbrit, en þat varð þó eigi; en þó bað hann smalamann sinn verða varan við, þá er Snorri léti sækja timbrit, ok segja sèr. En er þurr var viörinn, sendi Snorri þræla sina III[336], at sækja viðinn. Hann fèkk til Hauk fylgðarmann sinn, at fylgja þrælunum til styrks við þá; föru þeir síðan ok bundu timbrit á XII hesta; sneru síðan heim á leið. Smalamaðr Arnkels varð varr við ferð þeirra, ok segir honum. Hann tók vápn sin, ok sneri eptir þeim, ok gat farit pá út frá Svelgsá milli tveggja[337] hóla; ok þegar hann kemr eptir þeim, hljóp Haukr af baki ok [lagði til Arnkels með spjóti[338]; kom þat í skjöldinn, ok varð hann eigi sárr. Þá hljóp Arnkell af baki, ok lagði til Hauks með spjóti, ok kom á hann miðjan, ok fèll hann þar sem nú heitir Haukslækr<re>saal. W, K; Hauksleikr, Höks Leg, P, N; Hauksá, Höksaa, andre,</ref>. Ok er þrælarnir sáu fall Hauks, tóku[339] þeir á rás, ok hlupu heim a leið, ok elti Arnkell þá allt út um[340] Öxnabrekkur, hvarf hann þá aptr, ok rak heim með sèr viðarhestana, tók af þeim viðinn, lèt þá síðan lausa, ok festi reipin upp á þa; var þeim síðan vísat út með fjalli; gengu þeir til þess, er þeir komu heim til Helgafells. Spurðust nú þessi tíðindi; stóð allt kyrrt þessi misseri. En um várit eptir bjó Snorri goði vígsmálit Hauks til Þórsnessþíngs, en Arnkell bjó frumhlaupit til úhelgis Hauki. Fjölmenntu hvárirtveggju til þingsins, ok gengu með miklu kappi at þessum málum, ok þær urðu mála lyktir, at Haukr varð úheilagr[341] at frumhlaupinu, ok únýttust mál fyri Snorra goða. [Við þat riðu þeir heim af[342] þinginu. Voru þá dylgjur miklar með mönnum um sumarit.

36. Þorleifr hèt maðr; hann var austfirzkr, ok hafði vorðit sekr um konumál. Hann kom til Helgafells um haustit, ok [beiddi Snorra goða[343] við töku, en hann veik honum [af höndum[344], ok töluðu þeir mjök lengi aðr hann færi á brott. Eptir þat ferr Þorleifr inn á Bólstað, ok kom þar um kveld, ok var þar aðra nótt. Arnkell stóð upp snemma um morgininn, ok negldi saman útihurð sina. En er Þorleifr [reis upp, gekk hann til Arnkels, ok beiddi hann[345] viðrtöku. Hann svarar heldr seinliga, ok spyrr ef hann hefr fundit Snorra goða. Fann ek hann, segir Þorleifr[346], ok vildi hann engan kost á gera at taka við mér, enda er mér litit um, segir Þorleifr, at veita þeim manni fylgð, er jafnan vill sinn lut láta undir liggja, við [hvörn mann sem um er at eiga[347]. Ekki kemr mér í hug, segir Arnkell, at [Snorri kaupi sinu kaupi betr[348], þótt hann gefi þèr mat til fylgðar. Hér vil ek [á halda um viðtökuna, Arnkell[349], sem pú ert, segir Þorleifr. Eigi em ek vanr, segir Arnkell, at taka við utanhéraðsmönnum. Áttust þeir þar við um hrið. Hélt[350] Þorleifr á um málit, en Arnkell [veik af höndum[351]. Þá boraði Arnkell hurðarokann[352], ok lagði niðr meôan tálguöxina. Þorleifr [tók hana upp ok reiddi hana skjótt yfir höfuð sèr ok hugði at setja í höfuð Arnkeli[353]; en er Arnkell heyrði hvininn[354], hljóp hann undir höggit, ok hóf Þorleif upp á bringu sèr, ok kendi þar aflsmunar, þvíat Arnkell var ramrat afli. Felldi hann Þorleif svá mikit fall, at honum, hélt við óvit, en öxin raut úr hendi honum, ok fékk Arnkell hana tekit ok setti í höfuð Þorleifi ok veitti honum banasár. [Var hann síðan færðr til graftrar[355]. Sá orðrómr lagðist á, at Snorri goði hefði þenna mann sendan til höfuðs Arnkeli. Snorri lèt þetta mál ekki til sin taka[356], ok lèt hér ræða um hvern[357] er vildi, ok liðu svá þau misseri, at ekki varð til tiðinda.

37.[Annat haust[358] eptir[359] at vetrnóttum hafði Snorri goði haustboð mikit, ok bauð til vinum sinum. Þar var öldrykkja[360], ok fast drukkit ok ölteiti mikil[361]. Var þar talat um mannjafnað[362], ok hverr þar væri göfgastr maðr í sveit, eðr mestr höfðingi, ok urðu menn [þar eigi á eitt sáttir[363], [sem opt verðr þá er mönnum er jafnat[364]; voru þeir flestir at Snorri goði pótti göfgastr maör, en sumir nefndu til Arnkel þeir voru enn sumir, er [Styrr þótti mikilhæfastr[365]. En er þeir töluðu þetta, þá svarar þar til Þorleifr kimbi: hví þræta menn um slika luti, segir hann, er allir mega sjá hversu er? Hvat viltu til leggja, Þorleifr, segja þeir, er þú deilir [þetta mál svá mjök[366] brotum. Miklu mestr þykkir mér Arnkell, segir hann. Hvat finnr þú til þess? sögðu þeir þat, er satt er, segir hann. Ek kalla at þar sé, sem einn maðr, er þeir eru Snorri goði ok Styrr, fyri tengða sakar, en engir liggja heim amenn Arnkels úgildir hjá garði hans, þeir er Snorri hefir drepit, sem Haukr, fylgðarmaðr Snorra liggr hér hjá garði hans er Arnkell hefir drepit; þetta þótti mönnum [mjök mælt[367], [ok þó satt[368], þar sem [þeir voru komnir[369], ok fèll niðr þetta tal. En er menn fóru brott frá boðinu, valdi Snorri góðar[370] gjafir vinum sínum. Hann leiddi Þorbrandssyni til skips inn til Rauðavíkrhöfða, ok er þeir skildu, gekk Snorri at Þorleifi kimba, ok mælti: hér er öxi, Þorleifr, er ek vil gefa þér, ok á ek þessa háskeptasta[371], ok man hún [þó eigi[372] taka til höfuðs Arnkeli, þá er hann búinn hey sitt á Örlygsstöðum, ef pú skalt reiða heiman til úr Álptafirði. Þorleifr tók við öxinni, ok mælti: hugsa þú svá, Snorri, segir hann, at [ek man[373] eigi dvelja at reiða öxina at honum Arnkeli, pá þú [ert búinn[374] at hefna Hauks, fylgðarmanns þins. Snorri svarar: þat [þykkist ek eiga at yðr Þorbrandssonum[375], at þér haldit njósnum, nær færi gefr á Arnkeli: en ámælit mér þá, ef ek kem eigi til móts við yðr, ef nokkut má at skapast, ef þér gerit mik varan við. Skildu þeir við þat, at hvárirtveggju létust búnir at ráða Arnkel af lifi, ok skyldu Þorbrandssynir [hafa njósn um ferðir hans[376]. Snemma vetrar gerði [frost mikit[377], ok lagði fjörðu alla; Freysteinn bófi gætti sauða í Álptafirði; hann var settr til at halda njósnum, ef færi gæfi á Arnkeli. Arnkell var starfsmaðr mikill, ok lèt þræla sína vinna alla daga [milli sólsetra[378]. Arnkell hafði undir sik bæði löndin, Úlfarsfell ok Örlygsstaði, þvíat öngir urðu til at búa á löndunum, fyrir úfrelsi[379] Þorbrandssona; en um vetrum var þat siðr Arnkels at flytja heyit af Örlygsstöðum um nætr er [nýlysi var[380], þvíat þrælarnir unnu [annat um[381] daga; hirdti hann ok eigi, þó at Þorbrandssynir yrði við varir, þá er heyit var fært. Þat var eina nótt um vetrinn fyri jól, at Arnkell stóð upp ok vakti þræla sína þrjá, ok hèt einn Ofeigr. Arnkell bóndi fór með þeim inn á Örlygsstaði; þeir höföu IIII yxn ok II sleða með. Þorbrandssynir urðu varir við ferð þeirra, ok fór Freysteinn bófi þegar um nótt út til Helgafells, eptir isum, ok kom þar, er menn höfðu í rekkju verit um hríð. Hann [tók á fótum[382] Snorra goða, [ok bað hann vaka[383]. Snorri spyrr, hvat hann vill? Hann svarar: nú er örninn gamli floginn á ætslit[384] á Örlygsstaði. Snorri stóð[385] upp, ok bað menn klæðast; ok er þeir voru búnir[386], tóku þeir vápn sin, ok fóru IX[387] saman inn eptir isnum til Álptafjarðar; ok er þeir komu inn í fjarðarbotninn, komu Þorbrandssynir til móts við þá VI. Fóru þeir síðan upp til Örlygsstaðar, ok er þeir komu þar, þá hafði þrællinn einn heim farit með heyhlassit, en þeir Arnkell voru þá at gera annat. Þá sá þeir Arnkell at vápnaðir menn fóru frá sjá neðan; ræddi Ófeigr um at úfriðr mundi vera: ok er sá einn til, at vèr farim heim. Arnkell svarar: hér kann ek gott ráð til, þvíat hér skulu gera hvârir þat er betra þykkir; þit skulut [laupa heim[388] ok vekja upp fylgðarmenn mina, ok manu þeir koma skjótt til móts[389] við mik, en hér er vígi gott í stakkgarðinum, ok man ek héðan verjast, ef þetta eru úfriðarmenn, þvíat mér þykir þat betra en renna; man ek eigi skjótt verða sóttr, en minir menn manu koma skjótt til móts við mik, ef þit rekit drengiliga erindit. Ok er Arnkell hafði þetta mælt, [hófu þrælarnir á rás[390]; varð Úfeigr skjótari; hann varð svá hræddr, at hann gekk náliga[391] af vitinu, ok ljóp í fjall upp, ok þaðan í foss einn, ok tyndist, ok heitir þar siðan Ófeigsfoss. Annar þræll ljöp heim á bæinn, ok er hann kom til hlöðunnar, var þar fyri félagi[392] hans, ok bár inn heyit; hann kallar á hinn þrælinn er ljóp, at hann skyldi leggja inn heyit með honum, [en þat fannst á, at [þrælnum var verkit eigi leitt[393], ok fór hann til með honum[394]. Nú er at segja frá Arnkeli, at hann kendi ferð þeirra Snorra goða; reif hann þa meiðinn undan sleðanum, ok hafði upp í [garðinn með sèr[395]. Garðrinn var mjök hárr utan, en vaxinn mjök upp innan, ok var þat gott vigi. Hey var í garðinum, ok voru [teknir á garðsetar[396]. En er þeir Snorri komu at garðinum, þá er eigi getit, at þeir hefðist orð við, ok veittu þeir honum þegar atsókn[397], ok mest með spjótalögum, en Arnkell laust af sèr með meiðinum, ok gengu mjök í sundr spjótssköptin fyri þeim, en Arnkell varð eigi sárr. En er þeir höfðu látit skotvápnin, þá rann Þorleifr kimbi at garðinum, ok ljóp upp á garðinn meö brugðit sverð, en Arnkell laust sleðmeiðinum ímót honum, ok lèt Þorleifr þá fallast undan högginu út af garðinum, en meiðrinn kom á garðinn, ok gekk úr garðinum upp fyrir jarðartorfa frosin, en sleðmeiðrinn brotnaði í fjötraraufinni[398], ok raut annar lutrinn út af garðinum. Arnkell hafði sett við heyit sverð sitt ok skjöld; tók hann þá upp vápn sin, ok varðist með þeim; varð honum þá skeinisamt; kvámust þeir þá upp í garðinn at honum. En Arnkell ljóp uppá héyit, ok varðist þaðan um hrfíð en þó urðu þær málalyktir, at Arnkell féll, ok huldu þeir hann í garðinum með heyi. Eptir þetta fóru þeir Snorri heim til Helgafells. Um dráp Arnkels, kvað Þormóðr Trefilsson[399] visu þessa.

Fékk, enn fólkrakki
framdist úngr sigri,
Snorri sárorra[400]
sverði gnógs verðar;
laust í lífs köstu
leifu máreifar[401]
unda gjálfs[402] eldi,
er hann Arnkel feldi.

Nu er at segja frá þrælum Arnkels, at þeir gengu inn, þá er þeir höfðu heyit inn borit, ok fóru af skinnstökkum sinum. Þá vöknuðu fylgðarmenn Arnkels, ok spurðu, hvar hann var. Þá var sem þrællinn vaknaði af svefni, ok svarar: þat var satt, segir hann, hann man berjast inn á Örlygsstöðum við Snorra goða. Þá lupu menn upp ok klæddust, ok fóru sem skyndiligast inn á Örlygsstaði, ok fundu Arnkel bónda dauðan, ok var hann öllum mönnum harmdauði, [þvíat hann hefir verit allra manna bezt at sèr um alla luti í fornum sið, ok manna vitrastr, vel skapi farinn, hjartaprðuðr ok hverjum manni djarfari, einarðr ok allvel stilltr. Hafði hann ok jafnan enn hærra lut í málaferlum við hverja sem skipta var; fèkk hann af því öfundarsamt, sem nú kom fram[403]. Tóku þeir nú lik Arnkels, ok bjuggu um ok færðu til graftar. Arnkell var lagðr í haug við sjóinn út við Vaðilshöfða, ok er [þat svá víðr[404] haugr sem stakkgarðr mikillf[405].

38. Eptir víg Arnkels voru konur til [erfðar ok aðildar[406], ok var fyri því eigi svá mikill reki[407] atgerr um vígit, sem [ván mundi þykkja[408] um svá göfgan mann. En þó var sættzt á vígit á þingi, ok urðu þær einar mannsektir, at Þorleifr kimbi skyldi vera utan III vetr, þvíat honum var kennt banasár Arnkels. En með því at eptirmálit varð eigi svá sómaligt, sem [likligt þótti um þvílikan[409] höfðingja, sem Arnkell var, þá færðu landsstjórn armenn lög [á þvi[410], at aldri síðan skyldi kona vera vígsakar aðili, né ýngri karlmaðr en XVI vetra, ok hefir þat haldizt jafnan siðan.

39. Þorleifr kimbi tók sèr far um sumarit með kaupmönnum þeim, er bjuggust[411] í Straumfirði; var hann í sveit með styrimönnum. Þat var þá kaupmanna siðr, at hafa eigi matsveina, en sjálfir mötunautar hlutuðu með sèr, hverir búðarvörð skyldu halda dag frá degi. Þá skyldu ok allir skiparar eiga drykk saman, ok skyldi ker standa við siglu, er drykkrinn var í, ok lok yfir kerinu, en sumr drykkr var í verplum, ok var þaðan bætt í kerit, svá sem úr var drukkit. En er þeir voru mjök búnir, þá kom þar maðr á búðar hamar. Þessi maðr var mikill vexti, ok hafði byrði á baki, sýndist mönnum hann nokkut undarligr. Hann spyrr at [styrimanni, ok var honum visat til hans búðar[412]; hann lagði af sèr baggann hjá búðardyrum, ok gekk siðan í búðina; hann spyrr, ef stýrimaðr[413]” vildi veita honum far um hafit. Þeir spurðu hann at nafni, en hann nefndist Arnbjörn, sonr Ásbrands frá Kambi, ok kvaðst vilja fara utan, ok leita Bjarnar bróður sins, er utan hafði farit fyrir nokkrum vetrum, ok hafði ekki til hans spurzt, síðan hann för til Danmerkr. Austmenn sögðu at þá var bundinn bálki, ok [þóttust eigileysa mega[414]. Hann lézt eigi hafa fararefni meiri, en liggja megi á búlka; en með þvi at þeim þótti nauðsyn á ferðini, þá tóku þeir viö honum, ok var hann einsaman í mötuneyti, ok bjó á þiljum frammi. Í bagga hans voru CCC vaðmála ok XII vararfeldir ok [allt hafnest[415] hans. Arnbjörn var liðgóðr ok ofléttr, ok virðist [kaupmönnum hann vel[416]. Þeir fengu hæga útivist, ok komu við Hörðaland; þeir tóku þar útsker eitt, ok bjuggu þar mat sinn á landi. Þorleifr kimbi hlaut búðarvörð, ok skyldi gera graut. Arnbjörn var á landi, ok gerði sèr graut; hafði hann búðarketil þann, er Þorleifr skyldi hafa. Siôan gekk Þorleifr á land upp, ok bað Arnbjörn fá sèr ketil inn, en hann hafði þá enn eigi gerðan sinn graut, [ok hrærði enn þá í katlinum, ok stóð Þorleifr yfir honum uppi. Þá kölluðu Austmenn af skipinu utan, at Þorleifr skyldi mat búa, sögðu hann mjök íslenzkan[417], [ok kváðu hann slikt hafa fyritómlæti sitt[418]. Þá varð Þorleifi skapfátt, ok tók ketilinn, en steypti niðr grautinum Arnbjarnar; sneri á brott síðan. Arnbjörn hélt á þvörunni, ok laust með henni til Þorleifs, ok kom á hálsinn; þat var litit högg, en með þvi at grautrinn var heitr, þá brann Þorleifr á hálsinum. Hann mælti: eigi skulu Norðmenn[419] at því hlæja, [með því at[420] við erum hèr [komnir tveir samlendir[421], at þeir þurfi at draga okkr í sundr sem hunda; en [minnast skal[422] þessa, pá er við [erum á Íslandi[423]. Arnbjörn svarar engu. Þeir lágu þar [fár nætr[424], áðr þeim byrjaði at landi inn, ok skipuðu þar upp. Vistaðist Þorleifr þar, en Arnbjörn tók sèr fari [með byrðingsmönnumm okkorum[425] austr til Víkr, ok þaðan til Danmerkr, at leita Bjarnar bróður sins.

40. Þorleifr kimbi var svâ vetr [í Norvegi, ok för sióan til Íslands með sömu kaupmönnum ok hann fór utan. Þeir komu í Breiðafjörð, ok til Dagurðarness; för Þorleifr heim í Álptafjörð um haustit, ok lèt vel yfir sèr sem vandi hans var til. Þat sama sumar komu þeir bræðr út í Raunhafn arósi[426], Björn ok Arnbjörn...

41. Vár þetta it sama, á Þórsness þíngi, hóf Þorleifr kimbi bónorð sitt, ok bað Helgu Þorláksdóttur[á Eyri[427], systur Steinpórs á Eyri, ok gekk mest með þessu Þormóðr, bróðir hans; hann átti Þorgerði[428] Þorbrandsdóttur, systur Þorleifs kimba. En er þetta [var borit fyri Steinþór[429], tók hann því seinliga, ok veik nokkut til ráða bræðra sinna; gengu þeir þá til Þórðar bligs, ok er þetta mál kom fyrir hann, svarar hann svá: eigi man ek þessu máli skjóta til [annarra manna[430]; má ek hér vera skörángr, ok er þér þat at segja, Þorleifr, hér af, at fyrr skyldu grónir grautardílarnir á hálsi þér, peir er pú brant, pá er ú vart barðr fyri III vetrum í Noregi, en ek myni gipta þèr systur mina. Þorleifr svarar: ekki veit ek hvers þar um verðr auðit, en hvert sem þess verðr hefnt eðr eigi, segir hann, þá munda ek þat vilja, at eigi liði III vetr, áðr þú værir barðr. Þórðr svarar: úhræddr sit[431] ek fyrir hótum þeim. Um morgininn eptir hðföu þeir þorfleik[432] hjá búð Þorbrandssona, ok þar gánga hjá þeir Þorlákssynir, ok er þeir fóru framhjá, flaug sandtorfa ein mikil, ok kom undir hnakka Þórði blig; var þat högg svá mikit, at fótunum kastaði fram yfir höfuðit. En er hann stóð upp, sá hann at Þorbrandssynir hlógu at honum mjök. Sneru Þorlákssynir þá þegar aptr, ok brugðu sverðum; lupust þeir þá í mát, ok börðust þegar. Þá urðu nokkrir menn sárir, en engi lèzt. Steinpórr hafði eigi við verit; hafði hann talat við Snorra goða. En er þeir voru skildir, var leitat um sættir, ok varð þat atsætt, at þeir Snorri ok Steiþpórr skyldu göra um. Var jafnat sárum manna ok frumhlaupum, en bættr skakki. Ok [voru allir kallaðir sáttir, er heim riðu[433].

42. [Þat sumar[434] kom skip [af hafi[435] í Hraunhafnarós, en annat í Dagurðareyri[436]. Snorri goði reið til skips í Hraunhöfn, ok reið hann við XV[437] mann, en er þeir komu suðr yfir heiðina í Dugfásdal, hleyptu þar eptir þeim VI menn alvápnaðir; voru þar Þorbrandssynir. Snorri spyrr, hvört þeir ætla at fara. Þeir kváðust fara skyldu til skips í Raunhafnarós. Snorri kvaðst mundu lúka erendum þeirra, en bað þá fara heim ok glettast eigi við menn; kallar opt litit þurfa til með þeim [mönnum, er áðr var fátt í meðal, ef fundi beri saman[438]. Þorleifr kimbi svarar: eigi skal enn spyrjast, at vèr þorum eigi at riða um sveitir fyri þeim Breiðvikingum, en vel máttu heim ríða, ef pú þorir eigi at (fara leiðar þinnar[439], pó at pú eigir erendi. Snorri svarar engu. Riða þeir síðan út yfir hálsana, ok svá til Hofgarða, ok þáðan út um sanda með sjó, ok er þeir komu mjök út at ósnum, riðu Þorbrandssynir frá þeim, ok upp at Bakka. Ok er þer komu at bænum, lupu þeir af baki, ok ætluðu inn at gánga, ok fengu eigi uppbrotit hurðina; hlupu þeir þá upp á húsin, ok tóku at rjúfa. Arnbjörn tók vápn sin, ok varðist innan úr húsunum; lagði hann út [í gegnum[440] þekjuna, ok varð þeim þat skeinusamt. Þetta var snemma um morgininn, ok var veðr bjart. Þenna morgin höfðu Breiðvikingar staðit upp snemma, ok ætluðu at ríða til skips, en er þeir komu inn[441] fyrir Öxl, sá þeir at maðr var í skrúðklæðum[442] á húsum uppi á Bakka, en þeir vissu, at þat var eigi búnaðr Arnbjarnar. [Sneru þeir Björn þá þángat ferð sinni[443]. En er Snorri goði vissi at Þorbrandssynir höfðu frá riðit föruneyti hans, pá reið hann eptir þeim, ok er þeir komu á Bakka, voru þeir sem óðastir at rjúfa húsin, ok þá bað Snorri þá frá hverfa ok gera engan úfrið í sínu föruneyti. Ok með þvi at þeim hafði eigi tekizt inngángan, þá gáfu þeir upp atsóknina, sem Snorri bað, ok rðiu síðan til skips með Snorra. Breiðvikingar komu til skips um daginn, ok gengu hvárir með sinum flokki; voru þá [miklar dylgjur ok viðsjár með þeim, en hvárigir leituðu á aðra. [Voru Breiðvikingar fjölmennari í kaupstefnunni[444]. Snorri goði reið um kveldit í Hofgarða; þar bjó þá [Björn ok Gestr sonr hans, faðir Hofgarða-Refs. Þeir Björn Breiðvikingakappi buðu Arnbirni at ríða eptir þeim Snorra goða, en Arnbjörn vildi þat eigi, ok kvað nú hafa skyldu hvárir þat er fengit hafa. Þeir Snorri riðu heim um daginn eptir, ok undu Þorbrandssynir nú sinum lut verr en áðr. [Tók nú at líða á haustit[445].

43. Bóndinn Þorbrandr átti præl þann er Egill sterki hèt; hann var manna mestr ok sterkastr, ok þótti honum ill æfi sín, er hann var ánauðgaór, [ok bað opt[446] Þorbrand ok sonu hans, at þeir gæfi honum frelsi, ok bauð þartil at vinna slikt, er hann mátti. Þat var eitt kveld er Egill gekk at sauðum út [meô Álptafirði[447] til Borgardals, ok er áleið kveldit, sá hann at örn flaug vestan yfir fjörðinn; dyrhundr mikill fór meó Egli; örninn lagðist at hundinum, ok tók hann í klær sèr, ok flaug vestr aptr yfir fjörðinn á dys Þórólfs bægifóts, ok hvarf þar undir fjallit. Þenna fyriburð kvað Þorbrandr fyri tíðindum. Þat var siðr Breiðvikinga [hvört haust[448] at þeir höfðu knattleika um vetrnáttaskeið undir öxlinni[449] suðr frá Knerri. Þar heita síðan Leikskálavellir, ok sóttu menn þángat um alla sveitina. Voru þar gerfir leikskálar miklir: vistuðust menn pángat (til víða[450], ok sátu þar hálfan mánuð eðr lengr. Var þar þá gott mannval um sveitina ok bygö mikil. Flestir inir æyngri menn voru at leikum, nema Þórðr blígr; hann mátti eigi at vera fyri kapps sakir, en eigi var hann svá sterkr at, hann mætti eigi fyri þá sök at vera; sat hann á stóli, ok sá leikinn. Þeir bræðr Björn ok Arnbjörn þóttu eigi at leiknum hæfir fyrir afls sakir, nema þeir lékist við sjálfir. Þetta sama haust ræddu Þorbrandssynir við Egil præl sinn, at hann skuli fara út til knattleikanna, ok drepa nokkurn af Breiðvikingum, Björn eða Þórðeðr Arnbjörn með nokkru móti, en síðan skal hann hafa frelsi; þat er sumra manna sögn at þat væri gert með ráði Snorra goða, ok hafi hann svá fyrir mælt, at hann skyldi freista[451], ef hann mætti leynast inn[452] í skálann, ok leita þaðan til áverka við menn, ok bað hann gánga ofan skarðit, þat er [upp er[453] frá leikskálum, ok gánga [þá ofan, er[454] máleldar væri gervir, pvíat hann sagði þat mjök far veðranna, at vindar lögðust af hafinu[455] um kveldum, ok hèlt þá reykinum upp í skarðit, ok bað hann þess bíða um ofangaunguna, er skarðit fylldi af reyk. Egill rèðst til ferðar þessarar, ok fór fyrst út um fjörðu, ok spyrr at sauðum Álptfirðinga, ok lèt sem hann færi í eptirleit. En á meðan hann væri í þessäri ferð, skyldi Freysteinn bófi gæta sauða í Álptafirði. Um kveldit er Egill var heiman farinn, gekk Freysteinn at sauðum vestr yfir ána, ok er hann kom á skriðu, þá er Geirvör heitir, er gengr ofan fyri vestan ána, þá sá hann manns höfuðlaust, óhulit; höfuðit kvað stöku Þessa:

Roðin er Geirvör
gumna blóði;
hún mun hylja
hausa manna.

Hann segir Þorbrandi fyriburðin, ok þótti honum vera tíðindavænligt. Þat er at segja afferð Egils, at hann fór út um fjörðu, ok uppá fjall fyrir innan[456] Bálandshöfða, ok svá suðr yfir fjallit, ok stefndi [svá at hann gekk ofan í skarðit at leikskálum[457]; leyndist hann þar um daginn, ok sá til leiksins. Þórðr blígr sat hjá leikinum; hann mælti: þat veit ek eigi hvat ek sé upp í skarðit, hvert þar er fugl, eðr leynist þar maðr, ok kemr upp stundum; kvikt er þat, segir hann, þykir mér ráð at um sè forvitnazt. Engi maðr sá þetta annarra, ok varð þvi eigi at leitat. Þenna dag lutu þeir búðarvörð, Björn Breiðvikingakappi ok Þórðr blígr, ok skyldi Björn gera eld, en Þórðr taka vatn. Ok er eldrinn var görr, lagöi reykinn upp í skarðit, sem Snorri hafði getit til. Gekk Egill þá ofan eptir reykinum ok stefndi til skálans. Þá var enn eigi lokit leiknum, en daginn var mjök á liðit, ok tóku eldarnir mjök at brenna, en skálinn var fullr af reyk. Egill stefnir pángat ok hafði stirðnat mjök á fjallinu, ok síðan legit eptir í skarðinu; hann hafði skúfaða skópvengi, sem þá var siðr til, ok hafði losnat annar þvengrinn ok dragnaði skúfrinn; gekk þrællinn þá inn í forhúsit. En er hann gekk í aðalskálann, vildi hann [fara ljóðliga[458], þvíat hann sá at þeir Björn ok Þórðr sátu við eld, ok ætlaði Egill nú á litilli stundu at vinna sèr til æfinligs frelsis, Ok er hann vildi stíga yfir þrepskjöldinn, þá steig hann á þvengjarskúfinn þann er dragnaði, ok er hann vildi hinum fætinum fram stiga, þá var skúfrinn fastr, ok af því reiddi hann til falls, ok fèll hann innar á gólfit; varð þat svá mikill[459] dynkr, [sem nautsbúk flegnum væri niðr kastat[460]. [Þeir Þórðr ok Björn sátu við eldinn[461]; Þórðr ljóp upp, ok spurði hvat fjanda þar færi. Björn ljóp ok upp ok at honum, ok fèkk tekit hann, áðr hann komst á fætr, ok spyrr hver hann væri. Hann svarar: Egill er hér, [Björn félagi[462]! segir hann [Björn spurði: hverr er Egill þessi[463]? [þetta er[464]. Egill úr Álptafirði, segir hann. [En er Þórðr heyrði getit Álptafjarðar[465], ljóp hann upp, ok brá sverðinu, ok vildi höggva hann. Björn tók þá Þórð, ok bað hann eigi svá skjótt höggva manninn: viljum vèr áðr hafa af honum sannar sögur; [lét Þórðr þá heptast[466]. Settu þeir þá fjötr á fætr honum, en um kveldit, er menn komu heim til skála, [segir Egill[467], svá at allir menn heyrðu, hversu ferð hans hefði ætlut verið. Sat hann þar um nóttina, en um morgininn leiddu þeir hann upp í skarðit, þat heitir nú Egilsskarð, ok drápu hann þar. Þat voru lög í þann tima, ef maðr drap þræl fyri manni, at sá maðr skyldi færa heim[468] þrælsgjöld, ok heja ferð sína fyrir hína þriðju sól eptir víg þrælsins; þat skyldu vera XII[469] aurar silfrs[470], ok ef þræls gjöld voru at lögum færð, þá var ekki [sókn til[471] um víg þrælsins. Eptir víg Egils tóku Breiðvikingar þat ráð, at færa prælsgjöld at lögum. Þeir völdu XXX manna þaðan frá leikskálum, ok var þat einvalalið. Þeir riðu norðr um heiði[472], ok gistu um nóttina á Eyri [at Steinþórs[473]; rèðst hann þá til ferðar með þeim. Voru þeir þaðan í ferð LX manna, ok ríðu inn um fjörðu, ok voru aðra nótt á Bakka, at Þormóðs, bróður Steinþórs. Þeir kvöddu þá Styr ok Vermund [frændr sina[474] til þessarar ferðar, ok voru þá saman LXXX manna. Þá sendi Steinþórr mann til Helgafells, ok vildi vita, hvat Snorri goði tæki til ráðs, er hann spurði liðsamnaðinn. En er sendimaðrinn kom til Helgafells, sat Snorri goði [yfir mat[475] í öndvegi sínu, ok var þar engi nybreytni[476] á hybylum; varð sendimaðr Steinþórs engra tíðinda viss, hvat Snorri ætlaðist fyrir; en er hann kom til Bakka, segir hann Steinþóri, hvat tíðinda var á Helgafelli. Steiþórr svarar: þess var von, at Snorri mundi þola mönnum lög, ok ef hann ferr eigi inn til Álptafjarðar, þa sé ek eigi, til hvers vèr þurfum líðsfjölda þenna, því ek vil at menn fari spakliga, þó vèr haldim málum vorum tillaga; synist mèr ráð, Ðórðr frændi, segir hann, at pèr Breiðvikingar séut hèr eptir, pvíat þar man minnst til þurfa, [at í komi með yðr Þorbrands sonum[477]. Þórðr svarar: þat er vist at ek skal fara, ok skal þorleifr kimbi eigi eiga at því at spotta, at ek þori eigi at færa þrælsgjöldin. Þá mælti Steinþórr[478] til þeirra bræðra Bjarnar ok Arnbjarnar: þat vil ek, segir hann, at þit sèt eptir með XX menn. Björn svarar: eigi man ek keppast til fylgöar við þik, meir en þér þykkir hæfiligt, en eigi heft ek þar fyrri verit, at ek hafi liðrækr verit gerr; hygg ek, segir hann, at yðr verði Snorri goði djúpsærr í ráðunum; em eigi ek framsýnn, segir Björn, en þó er þat hugboð mit, at þar komi í þessi ferð, at þér þykki þínir menn eigi of margir, áðr en finnumst næst. Steinþórr svarar: ek skal gera ráð fyrir oss, meôan ek er hjá, þó ek sé eigi svá djúpsærr sem Snorri goði. Mega skaltu þat, frændi, fyri mèr, segir Björn. Eptir þetta riðu þeir Steinpórr brott [af Bakka, með[479] nær LX manna, inn eptir Skeiðum[480] til Drápuhlíðar, ok inn yfir Vatnshálshöfða[481], ok um þveran Svelgsárdal[482], ok stefndu baðan inn á Ulfarsfellsháls.

44. Snorri goði hafði sendt [nábáum sínum orð[483], at þer skyldu flytja skip sin undir Rauðavíkrhöfða[484]. Fór hann þegar þángat með heimamenn sina, er sendimaðr Steiþórs var farinn brott; en því fór hann eigi fyrr, at hann þóttist vita at maðrinn mundi sendr vera at njósna um athafnir hans. Snorri fór inn eptir Álptafirði primr[485] skipum, ok hafði [nær L[486] manna, ok kom hann fyrr á Kárstaði[487] en þeir Steinþórr. En er [menn sá ferð þeirra Steinþórs af Kársstöðum, þá mæltu Þorbrandssynir, at þeir skyldu[488] í móti þeim, ok láta þá eigi ná at koma í túnit[489]: pvíat vèr höfum lið mikit ok fritt. Þar voru LXXX manna fyrir. Þá svarar Snorri goði: [eigi skal þeim verja bæinn[490], ok skal Steinþórr ná lögum, þviat hann man [vitrliga ok spakliga fara með sinu ráði[491]; vil ek at allir menn sè inni, ok kastizt engum ónytum orðum á, svá at af þeim aukist vandræði manna. Eptir þat gengu allir í stofu, ok settust í bekki, en Þorbrandssynir [reikuðu á gólfi[492]. Þeir Steinþórr riðu at dyrum; svá er frá sagt, at hann væri í rauðum kyrtli, ok hafði drepit upp fyrir blöðunum undir beltit; hann hafði fagran skjöld ok hjálm; girðr sverði, þat var forkunnarliga búit, [en þó eigi vel beitt[493]; hjöltin voru hvit fyri silfri, ok vafiðr silfri meðalkaflinn [ok gylldar lystur á[494]. Þeir Steinþórr stigu af hestum sinum, ok gekk hann upp at dyrum, ok festi á hurðarklofann sjóð þann, er í voru[495] XII[496] aurar silfrs. Hann nefndi sèr[497] vátta, at þrælsgjöld voru þá at lögum færð. Hurðin var opin, en heimakona[498] ein var í dyrunum, ok heyrði váttanefnuna[499]; gekk hán þá í stofu ok mælir: þat er bæði, segir hán, at hann Steinpórr [af Eyri[500] er drengiligr[501] maðr[502], enda mæltist honum vel[503], er hann færði þrælsgjöldin. Ok er Þorleifr kimbi heyrði þetta, þá ljóp hann [út, ok aðrir Þorbrandssynir[504], ok síðan gengu fram allir þeir er í stofunni voru. Þorleifr kom fyrstri dyrnar, ok sá at Þórör blígr stóð fyri dyrum ok hafði skjöld sinn, en Steinþórr gekk pá fram í túnitþ Þorleifr tók spjót, er stóð í dyrunum, ok lagði til Þórðar blígs, ok kom lagit í skjöldinn ok rendi af skildinum í öxlina, ok var þat mikit sár. Eptir þat lupu menn út, varð þar bardagi í túninu. Steinpórr var inn ákafasti, ok hjó til beggja handa. Ok er Snorri goði kom át, [bað hann[505] menn at stöðva vandræðin, ok bað þá Steinþór riöa burt af túninu, en hann kvaðst eigi mundu láta eptir fara. Þeir Steinpórr fóru ofan eptir vellinum, ok skildi þá fundinn. En er Snorri goði gekk heim at dyrum, stóð þar fyrir honum Þóroddr, sonr hans, ok hafði mikit sár á öxlinni; hann var pá XII vetra gamall. Snorri spurði, hverr hann hefði særðan. Steinþórr af Eyri, segir hann. Þorleifr kimbi svarar: nú launaði hann þér liðveizluna[506] makliga, er pú vildir eigi eptir honum láta fara; er þat nú mitt ráð at vèr skilim eigi við þetta. Svá skal ok nú vera, segir Snorri goði, at við skulum við eigast fleira; bað hann Þorleif nú segja mönnum, at eptir þeim skyldi fara. Þeir Steinpórr voru komnir ofan af vellinum, er þeir sá eptirreiðina, ok sneru síðan upp í skriðuna Geirvör, ok bjuggust þar fyrir, þviat þar var vigi gott fyri grjóts sakir. En er flokkrinn Snorra gekk neðan skriðuna, þá skaut Steinþórr spjóti at fornum sið til heilla sèr[507] yfir flokk Snorra, en spjótit leitaði sèr [svá staðar, at[508] þar varð fyrir Márr Hallvarðsson, frændi hans, ok varð hann þegar úvígr, ok er þat var sagt Snorra goða, þá svarar hann: gott er at þat sýnist[509], segir hann, at manni er eigi jafnan bezt at gánga siðast. Eptir þetta tókst þar bardag mikill; var Steinþórr í öndverðum flokki sinum, ok hjó á tvær hendr, en sverðit hans it búna[510] beit[511] eigi, er þat kom í hlífarnar, ok [brá hann því opt[512] undir fót sèr. Hann sötti þar mest at, sem fyrir var Snorri goði. Styrr Þorgrimsson sótti hart fram meó Steinþóri, frænda sinum; [þat varð þar fyrst, er hann vo í flokk[513] Snorra mágs sins, ok er Snorri sá þat, mælti hann til Styrs: sizt[514] hefnir pú Þórodds, dóttursonar þíns, er Steinþórr hefir særðan til ólifis, ok æ ertu [hinn mesti níðíngr[515]. Styrr leit við honum, ok svarar: þetta fæ ek skjótt bætt; skipti hann þá um skildi sinum, [ok allir hans menn[516], ok gekk í lið meô Snorra goða, ok drap annan mann úr liði Steinpórs í [þenna tima[517] komu þeir at, feðgar, úr Lángadal, Áslákr ok Illugi rauði[518], sonr hans, ok leituðu[519] meðalgaungu; þeir höföu XXX[520] manna. Gekk þá Vermundr inn mjófi í liö meô þeim. Beiddu þeir pá Snorra goða at hann léti stöðvast manndrápin; Snorri bað Eyrbyggja gánga til griða. Þá báðu þeir Áslákr Steinþór [taka grið handa sinum mönnum[521]. Steinþórr bað Snorra pá rétta fram höndina, ok svá gerði hann. Þá reiddi Steinþórr upp sverðit, ok hjó á hönd Snorra goða, ok varð þar við brestr mikill; kom þat í stallahringinn, ok tók hann mjök svá í sundr, en Snorri varð eigi sárr. Þá kallar Þóroddr Þorbrandsson: engi griö vilja þeir halda[522], ok léttum nú eigi fyrr, en drepnir eru allir Þorlákssynir. Þá svarar Snorri goði: agasamt mun pá verða í héraðinu, ef allir Þorlákssynir eru drepnir, ok skulu haldast grið vist[523], ef Steinþórr vill, eptir því sem áðr er mælt. Þá báðu allir Steinpór taka griðin; fór þetta þá fram, at grið voru sett meô mönnum, þartil er hverr kæmi til síns heima. Þat er at segja frá Breiðvikingum, at þeir spurðu at Snorri goði hafði meô fjölmenni farit til Álptafjarðar. Tóku þeir þá hesta sina ok riðu eptir þeim Steinþóri sem ákafast, ok voru þeir á Úlfarsfells hálsi, þá er bardaginn var á skriðunni, ok er þat sumra manna sögn, at Snorri goði sæi þá Björn, er þeir voru uppi í hálsbrúninni, er hann horfði ígegn þeim, ok var því svâ auðveldr í griðasölunni við þá Steinþór þá er þeir Steinþórr ok Björn finnast á Örlygsstöðum, segir Björn, at þetta hefði farit eptir getu hans: er þat mitt ráð, segir hann, at þér snúit aptr, ok herðum nú at þeim. Steinþórr svarar: halda vil ek grið mín við Snorra goða, hversu sem mál vár skipast siðan. Eptir pat riðu þeir allir, hverr til síns heima, en Þórðr blígr lá í sárum á Eyri. Í Bardaganum í Alptafirði fèllu V menn af Steinþóri, en tveir[524] af Snorra goða, en margir urðu sárir af hvárumtveggjum, þvíat fundrinn var hínn harðasti. Svá segir Þormóðr Trefilsson í Hrafnsmálum:

Saddi svangræðir[525]
sára dynbáru
örn á úlfs verði[526]
í Álptafirði;
þar lèt þá Snorri
þegna at hjörregni
fjörvi [V[527] numna[528];
svâ [skal fjandr hegna[529].

Þorbrandr hafði verit í bardaganum, í meðalgöngu með þeim Ásláki ok Illhuga, ok hann hafði [þá beðit[530] at leita um sættir. Þakkar hann þeim vel sína liðveizlu ok svá Snorri goði fyri sinn styrk. Fór Snorri goði þá heim til Helgafells eptir þar dagann; var þá svá ætlat, at Þorbrandssynir skyldu vera ymist, á Helgafelli eðr heima í Álptafirði, þartil er lyki málum þessum, þvíat þá voru enar mestu dylgjur, sem ván var, er allt var griðalaust, með mönnum, þegar [heim voru[531] komnir [frá fundinum[532].

45. Þat sumar áðr er bardaginn var í Álptafirði, hafði skip komit í Dögurðarnes, sem fyrr var sagt. Þar hafði Steinþórr af Eyri keypt teinæring[533] við skipit; ok er hann skyldi heim færa skipit, tók hann vestanveðr mikit, ok sveif þeim innum Þórsnes, ok lendu í Þingskálanesi, ok settu þar upp skípit í Gruflunausti[534], ok gengu þaðan [át yfir[535] ásana til Bakka; fóru þaðan á skipi heim, en teinæringrinn hafði eigi sóttr vorðit um haustit, ok stóð hann þar í Gruflunausti. Þat var einn morgin litlu fyri jól, at Steinþórr stóð upp snimma, ok segir, at hann vill sækja skip sitt inn í Þingskálanes. Þá réðust til ferðar með honum bræðr hans Bergþórr ok Þórör blígr; þá voru sár hans mjök gróin, svá at hann var vel vopnfærr. Þar voru ok í ferð Austmenn Steinþórs II. Alls voru þeir VIII saman. Þeir voru fluttir inn yfir fjörð til Seljuhöfða[536], ok gengu síðan inn á Bakka, ok fór þaðan Þormóðr bróðir þeirra; hann varinn DX. Ís var lagðr á Hofstaðavog, mjök svá[at Bakka inum meira[537], ok gengu þeir inn eptir ísum, [ok svá inn yfir eyð[538] til Vigrafjarðar, ok lá hann allr. Honum er svá háttat, at hann fjarar allan út at þurru, ok leggst ísinn á leirana er fjara er, en sker þau er [liggja á[539] firðinum, stóðu upp úr ísinum, ok var þar brotinn mjök ísinn um skerit, ok voru jakarnir hallir[540] mjök út af skerinu. Lausasnær var fallinn á ísinn, ok var hált mjök á ísinum. Þeir Steinþórr fóru í Þingskálanes, ok drógu skipit úr naustinu. Þeir tóku bæði árar ok þiljur, ok lögðu þar eptir á ísinum, ok svá klæði sin ok vápn, þau er þyngst voru. Siðan drógu þeir skipit út yfir eyðit til Hofstaðavogs[541] ok [allt út at[542] skörinni, ok gengu pvínæst inn eptir [klæðum sinum ok öðrum faungum[543]. Ok er þeir gengu inn aptr í Vigrafjörð, sáu þeir at VI menn gengu sunnan[544] or Þingskálanesi, ok fóru mikit út eptir ísmum, ok stefndu til Helgafells. Þeir Steinþórr höfðu grun af, at þar mundu fara Þorbrandssynir, ok mundu ætla[545] til jólavistar[546] út til Helgafells; tóku þeir Steinpórr þá ferð mikla út eptir firðinum, til klæða sinna ok vápna þeirra sem þar voru. En þetta var sem Steinþórr gat, at þetta voru Þorbrandssynir; ok er þeir sá at menn ljópu inn eptir firðinum, þóttust þeir vita, hverir þar mundu vera, ok hugðu at Eyrbyggjar mundu vilja sækja þeirra fund; tóku þeir Steinþórr þá ok ferð mikla, ok stefndu til skersins ok hugðu sèr þar til [viðrtöku, ok fórust þeir þá mjök svá í mót, ok kvámust Þorbrandssynir í skerit. En er þeir Steinþórr lupu fram um skerit, þá skaut Þorleifr kimbi spjóti í flokk þeirra, [ok kom þat á Bergþór Þorláksson[547] miðjan, ok varð hann þegar ávigr; gekk hann á ísinn ok lagðist[548] niðr, en þeir Steinþórr sóttu þá at skerinu, en sumir fóru eptir vápnum þeirra. Þorbrandssynir vörðust vel ok drengiliga; höfðu þeir ok vigi gott, pvíat jakarnir voru hallir út af skerinu, ok ákafliga hálir; [tókust því seint[549] áverkar með mönnum, áðr þeir komu aptr er vâpnin sóttu. Þeir Steinpórr sóttu VI at skerinu, en Austmenn, [peir er verit höfðu með Steinþóri[550], gengu í skotmál á ísinn frá skerinu; [þeir höfðu boga[551], ok skutu á þá í skerit, ok varð þeim þat skeinusamt[552]. Þorleifr kimbi mælti, þá er hann sá at Steinþórr brá sverðinu: hvítum ræðr pú enn hjöltunum, Steinþórr, segir hann, en eigi veit ek hvert pú ræðr enn deigum brandinum, sem á hausti í Álptafirði. Steinpórr svarar: þat vilda ek at þú reyndir, aðr en við skildim, hvert ek hefða deigan brandinn eðr eigi. Sóttist þeim seint skerit, ok er þeir höföu lánga[553] hrið við ázt, gerði Þórðr blígr skeið at skerinu, ok vildi leggja spjóti til Þorleifs kimba, [þvíat hann var jafnan fremstr sinna manna. Lagit kom í skjöld Þorleifs[554], en með því at Þórðr[555] varði sèr mjök til, spruttu[556] honum fætr á jakanum þeim hinum halla[557], ok fèll hann[558] á bak aptr, ok rendi [öfugr ofan[559] af skerinu. Þorleifr kimbi ljóp eptir honum ok vildi drepa hann, áðr hann kæmist á fætr. Freysteinn bófi ljóp eptir Þorleifi; hann var á skóbroddum. Steinpórr ljóp til, ok brá skildi yfir Þórð, er Þorleifr vildi höggva hann, en annari hendi hjó hann til Þorleifs kimba, ok undan honum fótinn fyri neðan kné. En er þetta var tíðinda, þá lagði Freysteinn bófi til Steinþórs, ok stefndi á hann miðjan, en er hann sá þat, þá ljóp hann í lopt upp, ok kom lagit milli fóta honum; ok þessa þrjá [luti lék hann senn, sem nú voru taldir[560]. Eptir þetta ljóp hann til Freysteins, ok hjó á hálsinn með sverðinu, ok brast við hátt[561]; hann mælti: ball pèr nú, Bófi, segir hann. Ball víst, segir Freysteinn, ok ball hvergi meir en þá hugðir, pvíat ek em eigi sárr. Hann hafði verit í flókahettu ok saumát horn um hálsinn, ok kom þar í höggit Siôan snerist Freysteinn aptr upp í skerit. Steinþórr [bað hann eig renna[562], ef hann væri eigi sárr; snerist þá Freysteinn bófi í skerinu[563], ok sóttust þeir allfast. Steinpóri[564] varð fallhætt, er jakarnir voru bæði hálir ok hallir, en Freysteinn stóð fast á broddunum[565], ok hjó bæði hart ok tiðum; en svá lauk þeirra skiptum, at Steinþórr kom sverðs höggi á Freystein, fyrir ofan mjaðmir, ok tók manninn sundr í miðju. Eptir þat gengu þeir upp á skerit ok léttu eigi fyrr en fallnir voru allir[566] Þorbrandssynir. [Þá mælti Þórðr blígr[567], at þeir skyldu milli bols ok höfuðs gánga allra Þorbrandssona, en Steinþórr kváðst eigi vilja [vega at[568] liggjandi mönnum. Þeir gengu pá ofan af skerinu, ok þartil er Bergpórr[569] lá, ok var hann þá enn málhress, ok fluttu þeir hann með sèr inn eptir isinum[570], ok svá át yfir eið til skipsins; rèru þeir þá skipinu út til Bakka um kveldit. Sauðamaðr Snorra goða hafði verit á Uxnabrekku[571] um daginn, ok sá þaðan fundinn á Vigrafirði; fór hann þegar heim ok segir Snorra goða, at [mannfundr var í Vigrafirði[572] [lítt vinsamligr[573]. Þeir Snorri tóku vápn sin, ok fóru þegar[574] inn til fjarðar, IX menn saman, ok er þeir koma þar[575], voru þeir Steinþórr í brottu, ok komnir inn af fjarðarísinum. Sá þá Snorri goði á sár manna, ok voru þar engir menn látnir nema Freysteinn bófi, en allir voru þeir [sárir, nær til ólifis[576]. Þorleifr kimbi kastar orðum á Snorra goða, ok bað þá fara eptir þeim Steinþóri, ok láta engan þeirra undan komast. [Síðan gekk Snorri goði þángat sem[577] Bergþórr hafði legit, [ok sá þar blóðflekk mikinn[578]; hann tók upp allt saman, blóðit ok snjóinn, í hendi sèr, ok kreysti[579], ok stakk í munn sèr, ok spurði hverjum þar hefði blætt. Þorleifr kimbi (segir at Bergpóri hefir blætt[580]. Snorri segir at þat var holblóð; má þat fyri því, segir Þorleifr, at þat var af spjóti. Þat hygg ek, segir Snorri, at þetta sé feigsmanns blóð, ok manum vèr eigi eptir þeim fara. Siðan voru Þorbrandssynir færðir heim til Helgafells, ok bundin sár þeirra. Þóroddr Þorbrandsson[581] hafði svá mikit sár aptan á hálsinum, at hann helt eigi höfðinu; hann var í leistabrókum, ok voru votar allar af blóðinu. Heimamaðr Snorra goða skyldi draga af honum klæði[582], ok er hann skyldi kippa brókinni, fèkk hann eigi af honum komit. Þá mælti hann: ekki er þat logit [af yðr Þorbrands sonum[583], at[584] þèr erut sundrgerðamenn miklir[585]; haft [klæði svá þraung[586], at eigi verðr af yðr komit. Þóroddr mælti: vantekit man á vera; eptir þat spyrndi sá fótum[587] í stokkinn, ok togaði af öllu afli, [ok gekk eigi af brókin[588]. Þá gekk tiI Snorri goði, ok þreifaði um fótinn, ok fann at spjót[589] stóð í gegn um fótinn, milli hásinarinnar ok fótleggsins, ok hafði níst allt saman, fótinn ok brókina. Mælti Snorri þá at hann væri eigi meðalsnápr[590], at hann hafði eigi hugsat slikt. Snorri Þorbrandsson var hressastr þeirra bræðra, ok sat undir borði hjá nafna sinum um kveldit, þeir höfðu skyr ok ost. Snorri goði fann at nafni hans bargst lítt við ostinn, ok spurði, hvæi hann [mataðist svá seint[591]. Snorri Þorbrandsson [svarar, at lömbunum væri tregast um átit fyrst er þau eru nýkefld[592]; þá fór Snorri goði höndum um kverkar honum, ok fann at [ör stóð um þverar kverkarnar, ok í túnguræturnar[593]. Tók Snorri goði þá spennitaung[594] ok kippti í þrott örinni, ok eptir þat mataðist hann [sem aðrir menn[595]. Snorri goði græddi þá alla Þorbrandssonu, ok er hálsinn Þórodds tók at gróa, stóð höfuðit [gneipt af[596] bolnum nokkvat svâ. Hann segir, at Snorri vill græða hann at örkumlamanni, en Snorri goði kvaðst ætla, at upp mundi hefja höfuðit, þá er sinar knytti, en Þóroddr [vildi eigi annat[597] en upp[598] væri rifit sárit ok sett höfuðit réttara; [en þetta fór sem Snorri gat[599], at þá er sinarnar knýtti, hóf upp höfuðit, ok mátti hann lítt láta jafnan[600] síðan. Þorleifr kimbi gekk [viö tréfót alla stund síðan[601].

46. [Þá er þeir Steinþórr á Eyri komu til nausta á Bakka, settu þeir þar upp skíp sitt, ok gengu þeir bræðr heim til bæjar, en þar var tjaldat yfir Bergþóri um nóttina[602]. Þat er sagt, at *) byrgist svá lítt, W, K, N; bergöist, D. *) kvað sèr vera Þorgerðr husfreyja vildi eigi (í rekkju fara[603] um kveldit hjá Þórmóði, bónda sinum. Ok f[þat bil[604] kom maðr neðan frá naustinu, ok [segir Bergpór[605] látinn, ok er þetta spurðist, fór húsfreyja í rekkju sína, ok er eigi getit at þeim [hjónum yrði siðan at sundrþykki[606]. Steinþórr fór heim á Eyri [um morgininn[607], ok var atfaralaust með mönnum um vetrinn paðan í frá. En um várit er leið at stefnudögum, þótti góðgjörnum mönnum í vant[608] efni komit, at þeir menn skyldu [missáttir vera ok deildir við eigast[609], er þar voru göfgastir í sveit; völdust þá til [hinir beztu menn[610], vinir hvárra tveggja, [ok þar kom[611], at þeir leituðu umsættir með þeim, ok var Vermundr hinn mjófi [fyri þeim[612], ok með honum margir góðgjarnir menn, þeir er voru [teingaðmenn hvârratveggja; en þat varð af um síðir, at grið voru sett, ok þeir sættust[613]. Þat er flestra manna sögn at [málin kæmu í dóm Vermundar[614], en hann lauk gerð[615] upp á Þórsness þingi, ok hafði við[616] hina vitrustu menn, er þar voru kommir. Þat er frá sagt sáttar gerðinni, at manna látum var saman jafnat ok atferðum[617]; var þat [jafnt gert[618], sár Þórðar bligs í Álptafirói, ok sár Þórodds, sonar Snorra goða; en sár Márs Hallvarðssonar ok högg þat er Steinþórr hjó til Snorra goða, þar komu í mót [víg þau brjá er menn[619] fèllu í Álptafirði; en þau víg, er Styrr vo í hvern flokk, voru jöfn látin, en [á Vigrafirði var likt látit víg Bergþórs ok sár þeirra Þorbrandssona[620]; en vígit Freysteins bófa kom í móti þeim manni er áðr [var ótaldr, er látizt hafði af Steinþóri[621] í Álptafirði. Þorleifi kimba var bætt fóthöggit; [en sá maðr, er látizt hafði af Snorra goða í Álptafirði, kom fyri frumhlaup þat, at Þorleifr kimbi hafði þar víg vakit[622]. Siðan var saman jafnat annarra manna sárum, ok bættr skakki sá, er á þótti vera, ok skildust menn sáttir af þinginu, ok hélst sá sætt allvel sídan[623], meðan þeir[lifðu báðir saman[624], Steinþórr ok Snorri goði...

48. [Um sumarit[625] eptir sætt Eyrbyggja[626] ok Álptfirðinga, þá fóru Þorbrandssynir til Grænalands[627], Snorri ok Þorleifr kimbi[628]; við hann er kendr Kimbavogr[629] á Grænlandi, [millum jökla, ok[630] bjó Þorleifr á Grænlandi til elli, en Snorri fór til Vinlands ens góða með Karlsefni[631], er þeir börðust við Skrælingja þar á Vinlandi. Þá fèll þar [Þorbrandr, son Snorra[632], inn röskvasti[633] maðr. Þóroddr[634] Þorbrandsson[635] bjö eptir í Álptafirði; hann átti Rágnhildi Þórðardóttur, Þorgilssonar arnar[636], [en Þorgils örn[637] var sonr Hallsteins goða af Hallsteinsnesi, [er þrælana átti[638].

Fortælling om Thorleif Kimbe og Snorre, Thorbrands Sønner

12.
Helgafell, Torolf Mosterskægs hellige fjeld, som bl.a. omtales i Eyrbyggja saga. Foto: Carsten Lyngdrup Madsen © 2011.
Thorbrand (Thorfinsön) i Alptefjord[639] var gift med Thuride, en Datter af Thorfinn, Sel-Thorers Sön fra Rödemel[640]. Disse vare deres Börn: Thorleif Kimbe den ældste (Sön), den anden Snorre, den tredie Thorodd, fjerde Thorfinn, femte Thormod[641]; Thorgerde hed deres Datter. De Thorbrands Sönner vare alle Snorre Thorgrimsöns Fostbrödre[642] og alle tillige raske Karle.

I denne Tid boede Arnkel, en Sön af Thorolf Skjævbeen paa Bolstad ved Vadilshöfde. Han var (der i Egnen) den störste og stærkeste, en stor Lovkyndig og meget klog, tillige en brav Mand, og overgik alle i Bygdelaget i Folkegunst og Haardförhed. I det hele var han meget bedre end hans Fader. Han var ellers Hofgode (Tempelforstander), og mange Bönder hörte til hans Thinglaug[643]

Thorgrim Kjallaksön[644] boede i Bjarnarhavn, og havde med sin Kone Thorhilde tre Sönner. Den ældste af dem var Brand; han boede i Krossnes (Korsnæs) ved Brimlaahöfde. Den anden hed Arngrim; han var en stor og stærk Mand, havde en stor Næse, grove Ansigtstræk, og rödblegt Haar med Krige i Tindingerne; tidlig fik han en bruunguul Farve, men havde smukke og store Öine; han var yderst voldsom og ubillig, hvorfor man kaldte ham Styr[645]. Den yngste hed Vermund. Han var en höi og smækker Mand af smukt Udseende; han blev kaldet Vermund den Smækkre[646].

Asgeir paa Eyre[647] havde en Sön, som hed Thorlak; han var gift med Thuride, Datter af Audun Stote fra Hrönsfjorden. Deres Börn vare disse: Steindor, Bergthor, Thormod, Thord Blig og Helga. Steindor var den ypperste af Thorlaks Börn. Han var meget stor og stærk, en udmærket Fægter og overhoved en særdeles drabelig Mand. Dagligdags var han sagtmodig (i Omgang). Steindor ansaae man for den tredie mest udmærkede Kriger paa Island, tillige med Helge Droplögsön samt Vemund Kögur[648]. Thormod var en klog Mand, og meget sat. Thord Blig var yderst hidsig og stortalende. Bergthor var den yngste og dog den mest haabefulde[649].

13. Snorre Thorgrimsön var 14 Aar gammel, da han reiste ud af Landet med sine Fostbrödre Thorleif Kimbe og Thorodd. Hans Farbroder, Börk den Tykke, forsynede ham med Sölvpenge til Reisens Omkostninger. Söreisen lykkedes vel, og de kom til Norge om Efteraaret. Vinteren over vare de paa Rogeland. Snorre var hos Erling Skjalgsön paa Sola[650], som var god imod ham, thi Venskabet fornyedes nu fra gamle Tider af, da det alt havde fundet Sted mellem Hörde-Kaares Afkom og Thorolf Mostarskjæg[651] Sommeren derefter toge de til Island, men vare först sildig blevne seilfærdige. Söreisen blev meget besværlig, og först kort för Vinterens Begyndelse ankom de til Hornefjorden[652], hvor de sörgede for at deres Skib, og andet Gods, sattes i god Forvaring. Derefter kjöbte de Heste. Da Bredefjordsmændene forlode Skibet, og lavede sig til Landreisen, lagde man strax Mærke til en stor Forskjel paa Snorres og Thorleif Kimbes Udrustning. Thorleif kjöbte den bedste Hest han kunde faae. Han havde og en glimrende og malet Saddel, et zirligt Sværd og et Sölvbeslaaet Spyd, et mörkeblaat Skjold med megen Forgyldning; en herlig fuldstændig Klædning; han havde og anvendt dertil det meste af sine Reisepenge. Snorre havde derimod en sort Kappe, og red paa en sort men dygtig Hoppe. Han havde en gammel Trugsaddel, og hans Vaaben vare aldeles ikke skinnende. Thorodds Antog holdt Middelveien derimellem. De rede öst fra, over Sida, ad den sædvanlige Vei til Borgerfjord, og derfra Vest efter, indtil de kom til Alptafjorden, og opholdt sig der. Kort efter red Snorre til Helgafell, og agtede at blive der Vinteren over. Börk modtog ham temmelig uberedvillig, og Snorres Antog blev der en Gjenstand for Folks Latter; Börk udlod sig og dermed, at det var gaaet meget uheldig til med hans Penge, da de alle vare ödte. Det begav sig en Dag, tidlig paa Vinteren, paa Helgafell, at 12 Mænd i fuld Rustning gik ind i Stuen. Deres Anförer i Otrardal ved Arnarfjorden. Da man spurgte dem om Nyt, fortalte de Gisle Sursöns Drab, samt de Mænds Död som havde maattet lade Livet for ham, förend han selv faldt. Ved disse Tidender blev Börk meget glad[653], samt bad Thordis og Snorre at modtage den Mand paa det bedste, der havde udslettet den store Forsmædelse, som för var bleven lagt de Frænder til Last[654]. Snorre lod som om han ikke var meget fornöiet over disse Tidender, men Thordis sagde, at da vilde Modtagelsen være god (eller passende), naar Gisles Banemand beværtedes med Gröd. Börk svarede: jeg pleier ikke at bestemme Mad til Maaltider. Han satte Eiolf i Höisædet og hans Fölgesvende i Nærheden af ham. De satte deres Vaaben paa Gulvet. Börk sad indenfor Eiolf, og Snorre næst efter ham. Thordis bar Grödfade frem paa Bordene, og havde tillige Skeer i Haanden, men da hun satte Fadet for Eiolf, faldt en Skee ned for hende. Hun bukkede sig efter den, men tog i det samme Eiolfs Sværd, trak det hurtig ud af Skeden, og stödte dermed op under Bordet[655]; det traf Eiolfs Laar, men Fæstet stödtes mod Bordet; dog foraarsagedes herved et stort Saar. Börk kastede Bordet over Ende, frem paa Gulvet, og slog Thordis. Snorre stödte til Börk, saa at han faldt omkuld, men greb sin Moder og satte hende ned hos sig, samt sagde, at hendes Sind nu blev prövet med Sorger, som vare svære nok, om hun end ikke fik Hug. Eiolf og hans Mænd sprang op, men den ene holdt fast paa den anden. Sagen fik tilsidst det Udfald, at Börk underkastede sig Eiolfs egen Kjendelse, hvorved han tildömte sig selv store Pengeböder for Saaret. Derefter tog han bort. Herover opkom en meget slet Forstaaelse mellem Börk og Snorre.

14. Paa næste Sommers Vaarthing fordrede Snorre sin Fædrenearv af Börk. Denne svarede saaledes, at han nok vilde afhænde den: men jeg nænner dog ikke, sagde han, at skille Helgafells Gaard ad til tvende Parter; ogsaa seer jeg at det neppe er tjenligt for os at boe, hver for sig, paa den samme Gaard, og jeg vilda indlöse Eiendommen. Snorre svarede: Jeg anseer det for billigt at du bestemmer Gaardens Kjöbesum, som du finder for godt, men at jeg derimod afgjör, hvem af os to der skal indlöse Eiendommen. Börk overlagde denne Sag, og tænkte som saa, at Snorre ikke vilde have Penge nok til Kjöbesummen, hvis den skulde erlægges snart; han bestemte da Prisen paa den halve Gaard til 60 (Mark) Sölv[656], og undtog dog först Öerne, da han meente at han vildefaae dem for godt Kjöb, men at Snorre vilde skaffe sig en anden Bopæl. Det blev og betinget, at Pengene skulde strax betales, men ikke tages til Laans hos andre. Erklær du nu, Snorre, sagde Börk, strax paa Stedet, hvilken af Delene du önsker. Snorre svarede: det viser sig nu, Frænde Börk, at du anseer mig for at være i Pengetrang, da du tilbyder mig Helgafells Grund for saa godt Kjöb, men for denne Priis modtager jeg min Fædrenearv; ræk da nu Haanden frem, og overdrag mig Jorden med lovligt Haandslag. Det skal ei skee, sagde Börk, för end hver Penning er bleven betalt derfor Snorre sagde da til sin Fosterfader Thorbrand: Flyede jeg dig ikke en Pung i afvigte Höst? Jo, svarede Thorbrand, og tog hastig en Pung frem, som han havde baaret under sin Kappe. Af den blev Sölvet talt, og en hver Penning betalt for Gaarden, men dog var derv da 60 (Mark) Sölv tilbage i Pungen. Börk tog mod Pengene, og overdrog ham Grunden med Haandslag. Da sagde Börk: nu har du, Frænde, havt mere Sölv end vi tænkte; det er min Villie at vi nu lade den Misforstaaelse fare, som har fundet Sted mellem os, og jeg skal da fra min Side bidrage det til Bekvemmelighed for dig, at vi begge dette Aar skulle boe sammen paa Helgafell, medens du kun har faa Kvæghöveder. Snorre svarede: du skal selv nyde Fordelen afdin Kvægavl, men drage bort fra Helgafell med din hele Eiendom til (næste) Fardag. Det maatte nu skee, hvad Snorre vilde. Da Börk var reisefærdig fra Helgafell, gik Thordis frem og kaldte Vidner til, i hvis Paahör hun erklærede Skilsmisse fra sin Mand Börk, fordi han havde slaaet hende, og hun ikke vilde taale Hug af ham[657]. Deres Gods blev da skiftet, hvorved Snorre var tilstede paa sin Moders Vegne, da han var hendes Arving. Börk maatte da nöies med de Kaar, som han havde tiltænkt andre, nemlig de, at han kun fik en ringe Betaling for Öerne. Derefter flyttede Börk fra Helgafell, og tog vesterpaa til Medalfellsstranden, hvor han först boede paa Börkstade, men senere begav han sig til Glaraaskov (mellem Orrahol og Tunge), hvor han forblev og opnaaede en höi Alder.

15. Snorre Thorgrimsön reiste Bo paa Helgafell, hvor hans Moder bestyrede den indvendige Huusholdning. Mar Hallvardsön, Snorres Farbroder[658], tog ogsaa fast Ophold der, med meget Bofæ, og overtog hele Avlsforvaltningen for Snorre, som da förte der et stadseligt Huus og holdt mange Folk. Snorre var af middelmaadig Höide og noget smækker, havde smukke og regelmæssige Ansigtstræk, lys Hudfarve, blegt Haar og rödt Skjæg. Dagligdags var han sagtmodig, ok man mærkede neppe om han var fornöiet eller ikke. Han var en viis Mand, og forudsaae mange Begivenheder; Fornærmelser erindrede han længe, og var heftig i sit Had. Sine Venner gav han gode Raad, men hans Uvenner fölte at hans Anslag bleve meget skadelige for dem. Han forestod da Templet, og blev derfor kaldet Snorre Gode[659]. Snart blev han en stor Hövding, men hans Vælde blev udsat for megen Misundelse, da mange ansaae sig for lige berettigede dertil, med Hensyn tilderes Herkomst, men vare sig tillige en större Styrke og prövet Tapperhed bevidste[660].

17. Denne Sommer döde Thorgrim Kjallaksön, men Vermund den Smækkre, hans Sön, overtog Boets Bestyrelse i Bjarnarhavn; han var en klog Mand og omhyggelig Raadgiver. Styr havde da en Tid lang boet under Rönet[661] neden for Bjarnarhavn, han var en klog og haardför Mand. Hans Hustru var Thorbjörg, en Datter af Thorstein Reggnase. Thorstein og Hall hed deres Sönner: Datteren Asdis var en rask Pige, noget heftig i Sindet. Styr havde stor Indflydelse paa Herredets Anliggender, og holdt mange Folk. Han havde tit noget Udestaaende med andre, thi han begik mange Drab, men gav ingen Böder derfor.

24. Paa dette samme Thorsnæs Thing sagsögte Thorgest den Gamle og Thord Gellers Sönner Erik den Röde, fordi han havde dræbt Thorgests Sönner i det sidstafvigte Efteraar, da Erik hentede sine Bænkestokke fra Bredebolsstad. Dette Thing var meget folkerigt. Medens Thinget holdtes, udrustede Erik sit Skib i Eriksvaag paa Öxnö til en lang Söreise. I Forveien havde de holdt store Flokke samlede paa visse Steder. Disse Mænd stode Erik bi: Thorbjörn Vifilsön[662], Viga-Styr, Thorbrands Sönner fra Alptefjord og Eiolf Esa's Sön fra Svinö; dog var Styr der paa Thinget den eneste af Eriks Hjelpere, og trak alle de Mænd, som han kunde, fra Thorgests Parti. Styr udbad sig da det af Snorre Gode, at han ikke, efter Thinget, skulde drage mod Erik med Thorgests Tilhængere, og lovede ham igjen at han skuldeikke være mod ham en anden Gang, om han end kom i en vanskelig Stilling. Formedelst dette Löfte af Styr blandede Snorre sig slet ikke i disse Sager. Efter Thinget toge Thorgest og hans Forbundne ind til Öerne med mange Skibe, for at opsöge Erik Röde, men Eiolf Esa's Sön havde skjult hans Skib i Dimonsvaag, hvor Styr og Thorbjörn stödte til Erik. Da efterlignede Eiolf og Styr Arnkels ældre Handling[663] deri, at enhver af dem, paa sin Færgebaad, fulgte Erik ud for Ellideöen. Paa denne Reise opdagede Erik Röde Grönland, og opholdt sig der tre Vintre, men drog siden til Island, samt var der en Vinter over, förend han foretog sig at sætte Grönlands Beboelse i Værk, men det skete 14 Vintre, förend Christendommen blev paabuden ved Lovene i Island.

30. Nu skulle vi fortælle om Thorolf Skjevbeen. Han begyndte at blive temmelig gammel, men med Alderdommen blev han ond, balstyrig og ubillig voldsom. Forholdene bleve og temmelig ublide mellem ham og hans Sön Arnkel. Det begav sig en Dag, at Thorolf red ind efter til Ulfarsfell, for at tale med Bonden Ulfar. Han var en dygtig Avlsbestyrer, og bekjendt derfor, at han för kunde faae sit Hö bjærget end andre; han var ogsaa saa heldig med sin Fæavl, at hans Faar aldrig styrtede af Magerhed eller Uveirsbyger. Da Thorolf kom til Ulfar, spurgte han, hvad Raad denne kunde give ham, hvorledes han skulde bære sig ad med sine Markarbeider, eller hvilke hans Tanker vare om den Sommer, om den i det hele vilde blive tör eller ikke. Ulfar svarede: Jeg kan ikke lære dig andre Raad end mig selv; i Dag vil jeg sætte Leerne i Arbeide, og lade saa meget Höslaae som mueligt i hele denne Uge[664], thi jeg troer at den vil bringe megen Regn, men at godt Törveir efter den Tid vil indtræffe i den næste halve Maaned[665] Dette gik saaledes til, som Ulfar spaaede; thi Erfaringen viste det tit, at han saae Veirligets Gang bedre forud end andre Mennesker. Thorolf tog hjem til sit. Han havde mange Arbeidskarle hos sig, og lod strax begynde at slaae Græs paa Engen. Veirliget blev just saaledes, som Ulfar havde gjættet. Thorolf og Ulfar eiede en Eng i Fælledskab oppe paa Bjergryggen. Först sloge de begge meget Hö, derefter törrede de det, og satte det i store Stakke. En Morgen stod Thorolf tidlig op; han saae at Luften var tyk, og frygtede for det törre Veirs Afbrydelse. Han raabte da til sine Trælle, at de skulde staae op og age Hö sammen, samt arbeide den Dag saa meget de kunde: thi det forekommer mig, sagde han, at Veirliget ikke er at stole paa. Trællene klædte sig paa og gave sig til Höbjergningen, men Thorolf satte (hjemme) Höet i Hæssen, og drev ivrig paa Værket, at det skulde gaae saa hurtig som mueligt. Den samme Morgen tidlig gik Ulfar, og saae ud, og da han kom ind igjen, spurgte Arbeidskarlene, hvorledes Veiret var? Han sagde: I kunne endnu sove rolig: Veiret er godt, og det vil nok klare op ud paa Dagen; i Dag skulle I slaae Græs paa Indmarken,men en anden Dag skulle vi bringe vort Hö hjem fra Bjergryggen. Veirliget blev den Gang, som han havde forudseet. Sildig om Aftenen sendte Ulfar en Mand op paa Bjergryggen, for at see til sine der staaende Höstakke. Thorolf Skjævbeen havde den Dag havt tre Par Ög forspændte, med hvilke han havde kjört sit hele Hö hjem noget ud paa Eftermiddagen. Da befalede han, at ogsaa Ulfars Hö skulde kjöres hjem till hans Gaard. Hans Folk gjorde hvad han paalagde dem. Da Ulfars Bud saae dette, löb han hjem og fortalte det til ham. Ulfar tog op paa Bjergryggen, var meget opbragt, og spurgte, hvorfor Thorolf vilde rane fra ham? Thorolf svarede: at han ikke bröd sig noget om, hvad han snakkede, og blev meget slem at komme i Kast med, saa at de nær havde taget fat paa hinanden. Ulfar saae snart, at der intet andet var for ham atgjöre, end at gaae bort, men tog strax til Arnkel, fortalte ham hvad Skade han havde lidt, og bad ham om hans Understöttelse[666], da Ulfar ellers lod som han ganske maatte ligge under. Arnkel lovede at begjere af sin Fader Erstatning for Höet, men sagde at han dog kun havde et saare lidet Haab om, at noget vilde udrettes der med. Da Arnkel traf sin Fader, bad han ham om at fornöie Ulfar for Höets Borttagelse, men Thorolf svarede, at den Træl allerede var alt for rig. Arnkel bad ham at tage hans Forbön i Betragtning, og godtgjöre Ulfar Höet. Thorolf erklærede, at den ikke udvirkede andet hos ham, end at Ulfars Kaar maaskee derved bleve endnu slettere. Saaledes skiltes de ad. Da Arnkel traf Ulfar, fortalte han ham, hvad Thorolf havde svaret. Man mærkede paa Ulfar, at han meente at Arnkel ikke ret kraftig havde talt hans Sag, og sagde at han vistnok kunde udvirke sligt hos sin Fader, hvis han endelig vilde det. Arnkel erstattede Ulfar hans Hötab saaledes, at han var fornöiet dermed. Da han næste Gang talte med sin Fader, affordrede han ham Höets Værdi, men Thorolf forbedrede ikke sine Svar, og da skiltes de ad vrede. I det næste Efteraar lod Arnkel drive 7 Stude, som Thorolf eiede, fra Græsgangene blandt Oplandsfjeldene, og lod dem alle slagte til sin Huusholdnings Brug. Dermed blev Thorolf meget misfornöiet, og fordrede Godtgjörelse for dem af Arnkel, men denne sagde, at de skulde tjene til Betaling for Ulfars Hö. Thorolfs Misfornöielse forværredes meget herved; han sagde, af Ulfar var Skyld i alt dette, og lovede at han nok skulde vide at træffe ham.

31. Den Vinter, i Juletiden[667], holdt Thorolf et Drikkegilde, og beværtede da sine Trælle til Overflod; da de vare blevne beskjænkede, opfordrede han dem til at tage til Ulfarsfell, og brænde Ulfar der inde, samt lovede at skjænke dem Friheden, til Belönning derfor. Trællene sagde at de nok ved denne Gjerning skulde fortjene den, naar han blot vilde holde sit Löfte. Derefter fore de, sex sammen, indefter til Ulfarsfell, toge der et Vedkast, bragte det til Husene, og tændte Ild deri. Paa samme Tid sad Arnkel og hans Mænd ved Drikkebordet paa Bolstad, men för de gik til Sengs, saae de Ildebranden paa Ulfarsfell, de toge strax derhen, grebe Trællene og slukkede Ilden, som endda ikke havde fortæret meget af Bygningerne. Morgenen derefter lod Arnkel Trællene före til Vadilshöfde, hvor de alle bleve hængte. Ulfar paa Ulfarsfell gav Arnkel sin Haand paa Besiddelsen af hans hele Eiendom, og han blev da Arnkels Worned[668]. Dette Hansel var Thorbrands Sönner meget imod, da de meente at Arveretten efter Ulfar, deres (Faders) Frigivne, tilkom dem[669]. Heraf opstod en meget slet Forstaaelse mellem Arnkel og Thorbrands Sönner, saa at de derefter ikke kom sammen til fælles Forlystelse ved de Lege, som de forhen havde besögt[670]. Da havde Arnkel vist sig som den stærkeste i Legemsövelser, men den Mand stod sig bedst mod ham, som kom ham næst i Styrke, nemlig Freystein Bofe, Fostersön af Thorbrand i Alptafjord og af Rygtet udgivet for hans Sön, hvilket de fleste Folk sagde at han virkelig var, men hans Moder var en Trælkvinde. Han var en dygtig Karl og drabelig i sit hele Væsen.

Thorolf Skjævbeen blev meget opbragt paa Arnkel for Trællenes Drab, og fordrede Böder derfor, men Arnkel nægtede ganske at yde en Penning for dem. Thorolf blev end mere misfornöiet herover. En Dag red han ud efter til Helgafell, for at tale med Snorre Gode, som indböd ham til at blive der (Natten over), men Thorolf svarede, at han ikke trængte til hans Beværtning: men, sagde han, jeg er kommen hertil af den Aarsag, at jeg önsker at du hjelper mig til rette, thi jeg anseer dig for Herredets Foresatte, og saaledes for pligtig til at hjelpe de Folk til deres Ret, som ere blevne fornærmede. Hvo har da forurettet dig, Bonde? spurgte Snorre. Arnkel, min Sön, svarede Thorolf Snorre sagde: Over sligt skulde du ikke klage, thi du bör have den samme Mening om enhver Sag som han har, fordi han er en bedre Mand end du. Det er ikke Tilfældet, svarede Thorolf, thi han anfalder mig nu paa den uretmæssigste Maade; jeg vil nu, Snorre, blive din oprigtigste Ven, maar du paatager dig Sögsmaalet for Drabet af mine Trælle, hvilke Arnkel har ladet ombringe, og jeg skal da vist ikke selv tage alle Böderne til mig. Snorre svarede: Jeg vil ikke blande mig i eders Trætte, mellem Fader og Sön. Thorolf svarede: Du er vist ikke nogen Ven af Arnkel, men det er mueligt at du anseer mig for karrig; det skal du dog ikke nu behöve; jeg veed at du gjerne vil eie Kragenæs og ligeledes den Skov som hörer dertil, der er den störste Herlighed her i Bygdelaget; alt dette vil jeg nu afstaae til dig, naar du paataler mine Trælles Drab, og forfölger den Sag saa eftertrykkelig, at din Anseelse voxer derved, men de, som beskjæmmede mig, kunne föle at de have gaaet for vidt; ei heller viljeg at nogen Mand vises den mindste Skaansel, enten de saa mere eller mindre ere i Slægtskab med mig. Snorre syntes at han höjlig behövede Skoven, og man fortæller at han lod sig Jordsmonnet overdrage ved (formeligt) Haandslag, samt overtog Trællenes Eftermaalssag. Thorolf red derpaa hjem, vel fornöiet med sit Erendes Udförelse. Dog fandt dette Anslag kun lidet Bifald i andre Folks Omtale. Næste Foraar anlagde Snorre en Sag, til Thorsnes Thing, mod Arnkel, for Trællenes Ombringelse. Begge havde der samlet et stort Fölgeskab af Tilhængere, og Snorre paaklagede Sagen. Da den kom for Retten, förte Arnkel, til sit Forsvar, Vidner derpaa at Trællene vare blevne grebne med tændt Ild, til Mordbrand, ved Vaaningshuse. Snorre indvendte det derimod, at Trællene vel der paa Stedet kunde falde paa deres egen Gjerning: men, sagde han, da I förte dem derfra ind efter, til Vadilshöfde, og dræbte dem der, saa troer jeg vistnok at de ikke kunde ansees som fredlöse der[671]. Snorre satte da sin Sag igjennem, saa at Arnkels Forsvarsvidne ei kunde nytte ham det ringeste. Derefter forsögte andre paa at mægle mellem dem, og tilveiebragte det Forlig: at Brödrene Styr og Vermund skulde være Voldgiftsmænd i Sagen. De bestemte 12 Örers Böder for hver Træl, som skulde erlægges strax der paa Thinget. Da Pengene vare betalte, flyde Snorre Gode Pungen til Thorolf. Han tog imod den, og sagde: Det var ikke min Mening, da jeg overdrog dig mit Jordsmon, at du skulde forfölge denne Sag saa umandig, og det veed jeg, at Arnkel vist ikke vilde have sat sig derimod, at jeg oppebar saadanne Böder for mine Trælle, hvis jeg havde overladt dens Afgjörelse til ham[672]. Det mener jeg, svarede Snorre, at du slipper herfra uden Skam, men jeg vil dog ikke give slip paa den mig tilkommende Agtelse for din Ondskabs og Uretfærdigheds Skyld. Thorolf svarede: Det er ogsaa mest sandsynligt, at jeg herefter ikke söger din Hjelp til Sagers Udförelse, men at dog ikke al Fare slumrer ind for eder, som ere dette Herreds Beboere. Derefter toge Folk bort fra Thinget. Hverken Arnkel eller Snorre var vel fornöiet med Sagens Udfald, men Thorolf dog allermindst, hvilket han ogsaa fortjente.

32. Som man fortæller tildrog det sig da, at Örlyg paa Örlygstade faldt i en svær Sygdom; da hans Endeligt var nær, sad hans Broder Ulfar ved hans Leie Da Örlyg var död, sendte Ulfar Bud efter Arnkel, som strax begav sig til Örlygstade, hvor han og Ulfar toge alle de Eiendele, som der forefandtes, i deres Besiddelse. Imidlertid spurgte Thorbrands Sönner Örlygs Död, toge da ligeledes til Örlygstade, og gjorde Fordring paa det Gods, som der befandtes, samt erklærede det, som deres Frigivne havde efterladt sig, for deres Eiendom; men Ulfar paastod at han burde tage Arv efter sin Broder[673]. De spurgte, hvad Deel Arnkel vilde tage heri. Arnkel svarede, at Ulfar ikke skulde taale Ran af nogen Mand, saa længe som deres Fællesskab varede, og han maatte raade. Thorbrands Sönner toge da bort, og först ud til Helgafell, for at berette Snorre Gode det skete, og bede om hans Bistand. Snorre svarede, at han ikke vilde indlade sig i Trætte herom med Arnkel, da de i Begyndelsen havde givet Slip paa Leiligheden, i det Arnkel för havde taget Godset i Besiddelse. Thorbrands Sönner sagde, at han kun vilde raade for lidet, naar han ikke tog sig af slige Sager. I det næste Efteraar holdt Arnkel hjemme et stort Höstgilde, men det var hans Sædvane, at indbyde sin Ven Ulfar til alle Gjæstebud, og stedse at give ham Foræringer til Afsked[674]. Den Dag, da Folk skulde gaae hjem fra Gjæstebudet paa Bolstad, red Thorolf Skjævfod hjemmefra, at besöge sin Ven Spaagils[675]. Han boede i Thorsaadalen paa Spaagilsstade. Han bad ham ride med sig til Ulfarsfells Bakke. Thorolfs Træl fulgtes med ham. Da de kom op paa Bakken, sagde Thorolf: Der drager vel Ulfar fra Gjæstebudet, og det er sandsynligt at han bringer kostelige Foræringer hjem med sig. Nu er det mit Önske, Spaagils, at du gaaer imod ham, og oppebier ham siddende under Gjerdet ved (Gaarden)Ulfarsfell, samt at du slaaer ham ihjel, men derfor vil jeg give dig tre Mark i Sölv. Böderne for Drabet skal jeg selv være ansvarlig for Naar du har dræbt Ulfar, skal du tage de Kostbarheder fra ham, som han har faaet af Arnkel. Du skal siden undlöbe langs med (Bjerget) Ulfarsfell til Kragenæs, men hvis nogle forfölge dig, skal du lade Skoven beskjerme dig; tag siden til mig, og jeg skal see til, at intet skal blive dig til Skade. Fordi Spaagils havde mange at forsörge, men fattedes Penge, tog han mod denne Stimandslön, og gik til den udvendige Side af Toftegjerdet; han saae da, at Ulfar kom gaaende nedenfra Bolstad, og havde et godt Skjold, som Arnkel havde givet ham, samtet zirlig beslaaet Sværd. Da de mödtes, bad Spaagils, at han maatte faae Sværdet at see; han roste Ulfar meget, og sagde at han var en fornem Mand, da han blev anseet for værdig til at modtage Gaver af store Herrer. Ulfar vrikkede med Skjægget, samt flyde ham baade Sværdet og Skjoldet. Spaagils trak strax Sværdet af Skeden, og gjennemborede Ulfar dermed. Derefter gav han sig til at rende stærkt, og löb langsud med Ulfarsfjeld til Kragenæs. Arnkel stod ude og saae, hvor en Mand löb, som havde et Skjold, hvilket han troede at gjenkjende; det faldt ham ind, at Ulfar neppe med sin gode Villie havde givet Slip paa det, og han vidste tillige at Ulfar ikke pleiede at löbe saaledes. Arnkel opfordrede da nogle Mænd til at forfölge den löbende: men fordi, sagde han, min Faders Raadherere blevne fuldbyrdede, saa skulle I dræbe denne Mand, hvem det saa er, uden at han kommer for mine Öine, hvis han er bleven Ulfars Banemand. Da gik Arnkel op til Ulfarsfell; der fandt de den döde Ulfar.

Thorolf Skjævbeen saae at Spaagils löb ud efterlangs med Ulfarsfjeldet, og havde et Skjold; der afsluttede han sig til Udfaldet af Spaagilses Sammenkomst med Ulfar. Han sagde da til den Træl, som fulgtes med ham: Nu skal du gaae ind til Karstade, og sige til Thorbrands Sönner, at de strax tage ind til Ulfarsfell og lade sig nu ikke beröve den Arv, som dem tilkommer efter deresFrigivne, ligesom forhen, thi nu er Ulfar ombragt. Derefter red Thorolf hjem, og var velfornöiet med det, som han havde udrettet. De som löb efter Spaagils, naaede ham ude ved den Skrænt, hvor man pleier at ride opad fra Stranden. De lode ham bekjende, hvorledes alt var gaaet til, og da han havde fortalt det, togede ham af Dage, samt opkastede en Gruusdynge over ham der ved Bjergskrænten, men Sværdet og Skjoldet toge de med sig til Arnkel. Thorolfs Træl kom til Karstade, og bragte Thorbrands Sönner Thorolfs Budskab. De toge strax til Ulfarsfell, men da de kom der, traf de Arnkel med stort Fölgeskab. Da gjorde Thorbrands Sönner Fordring paa det Gods, som Ulfar havde eiet, men Arnkel fremförte de Vidners Udsagn, som havde været tilstede ved hans og Ulfars Hansel, og sagde at han vilde overholde det, da det ikke var blevet lovlig svækket ved nogen Uenighed; han bad at de ikke vilde gjöre nogen videre Paastand paa dette Gods, og erklærede, at han vilde holde saa fast derpaa, som var det hans Fædrenearv. Thorbrands Sönner mærkede at det var bedst for dem at trække sig tilbage; de toge da paa ny til Helgafell, og talte med Snorre Gode, fortalte ham hvorledes Sagerne stode, og bade om hans Bistand. Snorre svarede, at det havde gaaet for dem ligesom forhen, at de havde ladet Arnkel komme dem i Forkjöbet: og vist maae I, sagde han, behöve at eftersee disse Penge mellem Arnkels egne Hænder, da han för har taget Lösörerne i Besiddelse, men Jorderne ligge lige nær ved enhver af eder, saa at de tilsidst faae fat paa dem, som ere de stærkeste i Næverne, endskjönt der er större Sandsynlighed for, at Arnkel her löber af med Fordelen, ligesom i eders hele övrige Mellemværende; I kunne vide det for vist, at I maae taale det samme, som gaaer ud over saa mange andre[676], thi Arnkel gjör nu, hvad han lyster, ved enhver her i Herredet, og det vil gaae saaledes til, saa længe som han lever, enten det saa bliver længe eller kort. Thorleif Kimbe svarede: Sandt siger du nu, Snorre, man maa ogsaa undskylde dig deri, at du ikke skaffer os Ret hos Arnkel, da du ikke kan sætte noget igjennem mod ham, i nogen af de Sager som I have med hinanden at afgjöre. Derefter toge Thorbrands Sönner hjem, og vare meget misfornöiede herover.

33. Snorre Gode benyttede nu Kragenæsskov, og lod en svær Hugst foretage der. Thorolf Skjævbeen mærkede, at Skoven tog Skade derved; han red da ud til Helgafell, og bad Snorre om at give ham Skoven tilbage, da han vel havde laant, men ikke skjenket ham den. Snorre sagde at dette vilde oplyses, naar de vidnede derom, som vare tilstede ved deres Haandslag, og erklærede, at han ikke vilde afstaae Skoven, med mindre deres Udsagn frakjendte ham den. Thorolf tog da bort i vred Hu. Han red ind til Bolstad, for at tale med sin Sön Arnkel. Han tog meget vel mod sin Fader, og spurgte om hans Ærende. Thorolf svarede: Jeg kommer hertil i den Anledning, at jeg indseer, hvor urigtigt det er, at vi skulle ligge i Feide med hinanden, og vil at vi lade den fare, men vedkjendes igjen vort Slægtskab; thi det er unaturligt, at vi ere uenige, og tillige troer jeg at vi ellers vilde opnaae stor Magt her i Herredet, ved din Tapperhed Og mine kloge Anslag. Arnkel svarede: Jeg vilde være desmere fornöiet, jo bedre vor Forstaaelse var. Det er mit Önske, sagde Thorolf, at vi begynde vort Forlig og Venskab dermed, at vi fordre Kragenæs-Skov af Snorre Gode; det gjör mig mest ondt, at han skal gjöre Indgreb i vor Eiendoms Ret, men han vil nu ikke give Slip paa Skoven til mig, og paastaaer, at jeg har skjenket ham den, men det er Lögn. Arnkel svarede: Det var vist ikke af Venskab for mig, at du overlod Skoven til Snorre, skjönt jeg nok veed at han ikke har rigtig Hjemmel for den. Dog vil jeg ikke, at din Vanartighed skal belönnes dermed, at du glædes ved Stridigheder mellem ham og mig. Jeg troer dog, svarede Thorolf, at du snarere bevæges hertil af Forsagthed, end for at undgaae det at jeg skal more mig over eders Trætte. Herom kan du troe, hvad du vil, sagde Arnkel, men saaledes som Sagerne nu staae, agter jeg ikke at kives om Skoven med Snorre. Saaledes skiltes Fader og Sön ad. Thorolf tog hjem, meget misfornöiet med sin Stilling, og indsaae heel vel, at han nu ikke kunde faae sin Krig frem[677]. Thorolf Skjævbeen kom hjem den samme Aften, og talte ikke til noget Menneske. Han satte sig i sit Höisæde[678], og nöd ikke det ringeste af Aftensmaden; han blev siddende der, efterat Folk vare gaaede til Sengs. Næste Morgen, da man stod op, sad Thorolf der endnu, og var da död. Huusmoderen sendte strax et Bud til Arnkel, for at underrette ham om hans Faders Dödsfald. Arnkel red op til Hvamm, tillige med nogle afsine Fölgesvende. Da de kom dertil, fik Arnkel det at vide, at hans Fader vel var död, men at han dog endnu sad i Höisædet, samt at alle Folk der paa Stedet vare slagne af Skræk, formedelst den Afsky som de bare for hans Dödsmaade. Arnkel gik da ind i Ildstuen, langs med Bænken, bag ved Thorolf, og bad enhver at tage sig i Agt for at gaae forfra imod ham, indtil hans Lig var blevet vedbörlig behandlet. Arnkel tog da fat i Thorolfs Skulder, og maatte anstrænge sine Kræfter, inden han kunde rykke ham ned. Derefter svöbte han et Klæde om Thorolfs Hoved, og gjorde alt det ved Liget, som hörte til den Tids Skikke. Derefter lod han et Hul bryde paa Væggen, bag ved den Döde, og bragte ham ud der igjennem[679]. Derpaa bleve Öxen spændte for en Slæde, paa hvilken Thorolf blev lagt, samt kjört derpaa op til Thorsaadal; dog maatte Ligfölget anstrænge sig meget, förend det kunde bringe ham til det Sted, hvor han skulde blive. De lagde Thorolf der ned i en svær Dysse. Derefter red Arnkel hjem til Hvamm, og tog alt det Gods, som der var, og hans Fader havde eiet, fast og löst, i sin Besiddelse. Han blev der tre Nætter over, og i den Tid skete intet mærkeligt. Han sörgede for Huusholdningens Indretning, og antog en Forvalter til Gaarden; derefter begav han sig hjem.

34. Efter Thorolf Skjævbeens Död syntes mange, at Opholdet i fri Luft ikke var behageligt, da Solens Gang blev lavere, og mod Sommerens Ende mærkede man endog, at Thorolf ikke laae stille. Da kunde Folk aldrig have Fred ude, efterat Solen var gaaet ned. Det indtraf tillige, at de Öxen, som havde trukket Thorolfs Lig, bleve troldredne, og alt det Kvæg, som kom i Nærheden af hans Dysse, blev rasende, og brölte, til det styrtede dödt ned[680]. Faarehyrden i Hvamm kom saaledes tit hjem, at Thorolf havde forfulgt ham. Om Efteraaret skete den Tildragelse i Hvamm, at hverken Hyrden eller Faarene kom hjem; da man - sögte efter dem næste Morgen, fandt man Hyrden död kort fra Thorolfs Dysse, han var ganske sorteblaa, og alle hans Been vare brækkede; man jordede ham hos Thorolf, – men af alt det Kvæg, som havde været i Dalen, fandt man noget dödt, men Resten löb op paa Fjeldene, og blev siden aldrig fundet. De Fugle, som satte sig paa Thorolfs Dysse, faldt döde ned. Dette Uvæsen tog saaledes overhaand, at ingen længere torde lade sit Kvæg gaae paa Græs i Dalen. I Hvamm hörte man tit om Natten en svær Dundren; man blev det endog vaer, at Sovestuens Tag blev saaledes rystet, som om een red derpaa[681]. Da Vinteren kom paa, saae man tit Thorolf der hjemme i Gaarden, men mest forfulgte han Huusmoderen; mange fik ogsaa Skade heraf, men hun selv var nær ved at gaae fra Forstanden; tilsidst tog hun endog sin Död herover. Ogsaa hendes Lig förte man op til Thorsaadal, og jordede det hos Thorolf. Derefter flygtede mange fra Gaarden. Nu begyndte Thorolf at grassere saa stærkt i den hele Dal, at alle de der værende Gaarde bleve lagte öde. Hans Gjenganger færd var saa voldsom, at han dræbte nogle Mennesker[682], men andre flygtede. De som döde, bleve siden seete i hans Fölgeskab. Folk beklagede sig meget over disse Ulykker, paa hvilke man ansaae Arnkel for pligtig at raade Bod. Han indböd alle dem at være hos sig, som syntes bedre om Opholdet der, end paa andre Steder. Hvor Arnkel end befandt sig, gjorde Thorolf og hans Fölge ingen Skade. Alle Folk vare ellers saa bange for Thorolfs Gjenfærd, at ingen den Vinter torde foretage sig nogen Reise der i Nærheden, om de end havde nödvendige Ærender at besörge i Bygdelaget. Da Vinteren var forbi, indfaldt et blidt Foraar. Saa snart Frosten var optöet af Jorden, sendte Arnkel Bud til Thorbrands Sönner paa Kaarstade, og bad dem fölges med sig, for at före Thorolfs Lig fra Thorsaadalen hen til et andet Gravsted. Efter deres Love vare alle Mænd lige pligtige til at flytte Afdödes Lig til Jorden, naar de opfordredes dertil, ligesom det endnu er Tilfældet. Da Thorbrands Sönner hörte dette, svarede de, at de ikke indsaae nogen Nödvendighed for dem til at raade Bod paa Arnkels eller hans Folks Forlegenheder. Da sagde den gamle Thorbrand: Det er nödvendigt at gjöre alle de Reiser, hvortil man efter Loven er pligtig, og I anmodes nu om det, som det ikke sömmer eder at afslaae. Da sagde Thorodd til Budet: Far kun og sig til Arnkel at jeg vil paatage mig denne Reise for os Brödre, og skal komme til Ulfarsfell, hvor vi kunne mödes. Budet gik, og sagde dette til Arnkel; han udrustede sig da til Reisen; tilsammen vare de tolv i Tallet. Ög (eller Kjörestude) og Graveredskaber havde de med sig. Först toge de til Ulfarsfell, hvor de traf Thorodd Thorbrandsön, selv tredie. De droge over Fjeldryggen, og kom ned i Thorsaadalen til Thorolfs Dysse; nu havde han det ondskabsfuldeste Udseende. De toge ham op af Graven, og lagde ham i en Slæde, hvorfor de spændte to stærke Öxen, som trak Liget op til Ulfarsfells Bakke; da kunde Studene ikke mere röre sig af Stedet, hvorfor andre bleve tagne, som trak Liget oppaa Bakken; Arnkel agtede at lade flytte det ind efter til Vadilshöfde og lade det jorde der. Da de havde lagt det höieste af Bakkens Rygning tilbage, bleve Öxnene löbske, slede sig löse og löbned ad Bjergskraaningen ad Söen til, indtil de styrtede döde ned; men Thorolfs Lig blev saa svært, at de som fulgte det neppe kunde röre det af Stedet. De bragte det dog til et lille Forbjerg i Nærheden, og jordede det der; det kaldes siden Bægifodshöfde[683]. Arnkel lod siden et Gjerde opföre ovenfor Dyssen, tvers over Jordtungen, som var saa höit, at intet Kreatur kunde komme derover, undtagen den flyvende Fugl, og endnu sees Levninger deraf. Der laae Thorolf ganske rolig, saa længe som Arnkel levede. Arnkel nedlagde meget Gods i Höien hos sin Fader[684].

35. Snorre Gode lod benytte Kragenæs Skov til Vedhugst lige saa fuldt som för, skjönt Thorolf Skjævbeen havde gjort Indvendinger derimod. Man mærkede nu paa Arnkel Gode, at Hjemmel for Skoven ikke forekom ham at være lovlig given; ogsaa meente han at Thorolf havde forringet hans Arv, ved at overlade Snorre Gode Skoven[685]. En Sommer sendte Snorre sine Trælle derhen, til Skovarbeide; de hug en stor Deel Tömmer, opstablede det til Törring, og droge siden hjem. Da Tömmeret begyndte at törres, opkom det Rygte, at Arnkel vilde lade hente det, men det skete ikke. Dog bad han sin Faarehyrde at lade ham vide, naar Snorre lod Tömmeret hente. Da Vedet var blevet tört, sendte Snorre tre af sine Trælle ud, for at hente det. Han lod sin Fölgesvend Hök tage med Trællene, for at være dem behjelpelig. De begave sig paa Reisen, og bandt saa meget Tömmer sammen, som tolv Heste kunde bære. Derefter vendte de hjemad. Arnkels Faarehyrde lagde Mærke hertil, og fortalte ham det. Arnkel tog sine Vaaben, forfulgte dem, og indhentede dem imellem to Höie ved Svælgsaa. Da han satte efter dem, löb Hök af Hesten, og stödte til Arnkel med et Spyd; det rammede Skjoldet, men han blev slet ikke saaret. Da sprang Arnkel af sin Hest, og stödte ligeledes til Hök med sit Spyd, som gjennemborede ham midt paa Livet, og han faldt ved det Sted, som man nu kalder Höksbæk. Da Trællene saae Höks Fald, gave de sig til at rende, og löb hjem ad, men Arnkel forfulgte dem hele Veien over Öxenbrinkene, men da vendte han tilbage, og drev de Heste, der bare Vedet, foran sig til sit Hjem. Der tog han Tömmeret af dem, heftede Rebene paa Hestene, og slap dem lös; man lod dem derpaa tage Veien langs med Fjeldet; siden gik de af sig selv, indtil de kom hjem til Helgafell. Disse Nyheder udbredtes af Rygtet; dog gik alt fredelig til i dette samme Aar. Næste Foraar anlagde Snorre Gode Sag for HöksDrab til Thorsnæs Thing, men Arnkel paatalte Höks Angreb, som lovlig Aarsag til Fald paa hans Gjerninger. Begge samlede mange Tilhængere til Thinget, og forfulgte disse Sager med stor Iver, men Slutningen blev endelig den, at Hök blev anseet for fredlös, formedelst hans eget Angreb[686], saa at Snorres Sagsögelse blev til intet. Derefter rede Folk hjem fra Thinget.Den samme Sommer saae det heel ufredelig ud mellem Partierne, dog uden videre Fölger.

36. En Mand hed Thorleif; han var fra Östfjordene, og var bleven dömt til Fredlöshed for Lösagtigheds-Forbrydelser. Han kom det Efteraar til Helgafell, og anholdt om Modtagelse hos Snorre Gode, men han viste ham fra sig; dog talte de meget længe sammen, förend han tog bort. Derfra begav Thorleif sig til Bolstad, hvor han kom om Aftenen, og var der Natten over. Næste Morgen stod Arnkel tidlig op, og naglede sin yderste Dör sammen. Da Thorleif stod op, gik han til Arnkel, og bad ham om at tage mod sig. Han svarede noget seent, og spurgte om han havde talt med Snorre Gode. Jeg traf ham, svarede Thorleif, men han vilde ikke paa nogen Maade tage mod mig; jeg skjötter heller ikke meget om at være i Fölge med den Mand, som stedse giver sig tilfreds med at tabe sin Sag, med hvem han saa end har at gjöre. Arnkel svarede: Den Tanke har jeg ikke at Snorre vilde have nogen Fordel ved den Handel, at han gav dig sin Mad for dit Fölgeskab. Thorleif sagde da: Hos dig vil jeg dog især anholde om at blive taget i Tjeneste. Det er ikke min Vane, svarede Arnkel, at modtage Folk fra fremmede Herreder. Saaledes talte de en Tid lang sammen. Thorleif fornyede sin Begjering, men Arnkel afslog den. Da borede Arnkel et Hul igjennem Dör-Revlen, og lagde Tömmeröxen ned imidlertid. Thorleif tog den op, og agtede at sætte den fast i Arnkels Hoved, men denne hörte den Susen som Hugget frembragte, og afværgede Faren ved en hurtig Vending, i det han styrtede ind paa Thorleif og knugede ham til sit Bryst. Forskjellen paa deres Styrke viste sig snart, thi Arnkel havde mange Kræfter; han fældede Thorleif, som styrtede saa haardt til Jorden, at Öxen vredes ud af hans Haand, men Arnkel kunde faae den fat og gav ham med den et dödeligt Saar. Derefter blev Thorleif henfört til sit Gravsted. Det Rygte kom snart op, at Snorre havde udsendt denne Mand, for atombringe Arnkel. Snorre lod som om den Sag ikke kom ham ved, men lod dog enhver tale herom, hvad han fandt for godt, og det Aar gled saaledes hen uden mærkelige Begivenheder.

37. Den anden Höst derefter, henimod Vinterens Begyndelse, holdt Snorre Gode et stort Höstgilde, og indböd sine Venner dertil. Der skjenkedes stærkt Öl; Gjæsterne drak tæt deraf og bleve meget lystige. I Samtalen begyndte man at sammenligne Folk med hinanden, og at bestemme hvem der var den ypperste Mand eller störste Hövding i Bygdelaget; men derom kunde man ikke blive ret enig, ligesom sligt tit skeer, naar en saadan Sammenstilling af Personer foretages. De fleste syntes at Snorre Gode var den ypperste, men nogle nævnte dog Arnkel og end andre ansaae Styr for den fornemste. Da de talte herom, svarede Thorleif Kimbe dertil: Hvorfor trætte Folk om slige Ting, da enhver kan indsee det virkelige. De andre spurgte ham da: Hvad kan du vel komme frem med, Thorleif, i det du anseer denne Sag for saa lige afgjort? Jeg anseer Arnkel for den aller ypperste, svarede han. Hvilken Grund angiver du dertil? spurgte de. Han svarede: Hvad der er sandt; jeg antager Snorre og Styr kun for een Mand, for deres Svogerskabs Skyld, men ingen af Arnkels Huusfolk ligger ved hans Gjerde som om han var falden paa sin Gjerning, hvilket dog er Tilfældet med Hök, Snorres Fölgesvend, som blev dræbt af Arnkel, og ligger her i Jorden ved hans Gjerdesgaard. Man syntes dette var stærkt sagt, paa det Stedde vare, men dog sandt, og hörte op med denne Tale. Da Gjæsterne toge bort fra Gildet, uddeelte Snorre kostelige Foræringer til sine Venner. Han fulgte Thorbrands Sönner til Baaden indtil Rödevigshöfde, og da de skiltes ad, gik Snorre til Thorleif Kimbe og sagde: Her er en Öxe, Thorleif, som jeg vil skjenke dig, og den har det höieste Skaft af alle dem, jeg eier, men dog vil den ikke række Arnkels Hoved, naar han sysler ved sit Hö paa Örlygstade, hvis du skal svinge den mod ham der hjemme fra i Alptefjorden. Han tog mod Öxen, og svarede: Det kan du troe, at jeg ikke skal töve med at svinge Öxen mod den Arnkel, naar du er bleven færdig med at tage Hævn for din Fölgesvend Hök. Snorre sagde: Jeg troer at jeg nok har fortjent det af eder Thorbrands Sönner, at I udspeider den bedste Leilighed til at faae fat paa Arnkel, men I kunne frit gjöre mig Bebreidelser, hvis jeg ikke möder, naar den kan falde, hvis I kun give mig Nys derom. Begge Parter skiltes fra hinanden med det yttrede faste Forsæt, at skille Arnkel ved Livet, men Thorbrands Sönner skulde udspeide hans Reiser. Tidlig paa Vinteren indtraf stærk Frost og alle Fjorde bedækkedes af Is; Freystein Bofe vogtede Faar ved Alptefjorden; ham gav man det Hverv at udforske den bedste Leilighed til Angreb paa Arnkel. Arnkel var en særdeles driftig Landmand, og lod sine Trælle arbeide hver Dag, lige fra Solens Opgang til dens Nedgang. Han benyttede selv de Jordlodder, som laae til Ulfarsfell og Örlygstade, thi ingen kunde formaaes til at bosætte sig paa de Gaarde, for ei at udsættes for Thorbrands Sönners Foruroligelser. I Vintertiden pleiede Arnkel at flytte Höet fra Örlygstade om Natten, naar Nyet var tændt, thi om Dagen havde Trællene andet at bestille hjemme; han bröd sig heller ikke om at Thorbrands Sönner fik Nys om, naar Höet blev flyttet. En Nat om Vinteren för Juul stod Arnkel op, og vakte tre af sine Trælle; een af dem hed Ofeig. Med dem tog Arnkel Bonde ind til Örlygstade. De bragte 4 Öxne og 2 Slæder med sig. Thorbrands Sönner lagde Mærke hertil; strax om Natten tog Freystein Bofe til Helgafell lige over Isen, og kom der, da Folk allerede havde ligget en Stund i Sengen. Han rörte ved Snorre Godes Födder, og bad ham at vaagne; denne spurgte hvad han vilde. Han svarede: Nu er den gamle Örn flöien hen til Aadslet paa Örlygstade. Snorre stod op, og bad Folk klæde sig paa; da de vare paaklædte, toge de deres Vaaben, og gik, ni i Tallet, over Isen til Alptefjord, men da[687] de kom inderst ind i Bugten, samledes Thorbrands Sönner med dem, sex Mand stærk. De toge derfra op til Örlygstade, og da de kom der, var den ene Træl allerede afsted med et Læs Hö, men Arnkel og de andre vare ved at læsse det andet paa Slæden. Da saae de, at væbnede Mænd kom gaaende fra Söen. Ofeig sagde, at de vist havde Fjendtligheder i sinde, og at der nu kun gaves den ene Udvei at tage hjem. Arnkel svarede: Derfor har jeg gode Raad, thi her kan enhver af os gjöre det som huer ham bedst; I skal gaae hjem og vække mine Fölgesvende, da de snart ville komme mig til Hjelp, men Högaarden her kan blive en god Forskandsning, og der skal jeg forsvare mig, hvis disse Mænd angribe mig som Fjender, thi jeg synes bedre om det end at tage Flugten; strax skulle de ikke faae Bugt med mig, men mine Mænd ville snart komme mig til Bistand, dersom I udrette eders Ærende vel. Da Arnkel havde sagt dette, gave Trællene sig til at rende; Ofeig skyndte sig mest, thi han blev saa bange at han næsten gik fra Forstanden, löb op i Fjeldet, og sprang derfra ned i et Vandfald, hvor han omkom; det kaldes siden Ofeigsfos. Den anden Træl löb hjem til Gaarden, og da han kom til Laden, var hans Kammerat der, og bar Höet ind; denne raabte til Trællen, som var i fuldt Löb, at han skulde bære Höet ind med ham; det viste sig, at det Værk var ikke Trællen imod, da han strax tog fat derpaa med den anden. Nu maae vi fortælle, hvorledes det gik Arnkel; han saae snart, at Snorre Gode anförte Toget, da rev han Stangen lös fra Slæden, og tog den med sig op til Högaarden, hvor Gjerdet uden til var meget höit (og steilt), men indenfor det kunde man staae som paa en Forhöjning, saa at en stærk Forskandsning dannedes derved. Inde i Gaarden var Hö, af hvilket Hæssenes yderste Ender vare borttagne[688]. Da Snorre og hans Fölge ankom dertil, meldes intet om at de talte noget til hinanden; de anfaldt Arnkel strax, især med lange Spyd, men Arnkel stödte dem fra sig med Slædestangen, saa at Spydskafterne for det meste brödes sönder for Angriberne, men Arnkel fik intet Saar. Da de havde mistet deres Skydevaaben, löb Thorleif Kimbe til Högaarden, og sprang oppaa Gjerdet med draget Sværd, men Arnkel hug Slædestangen mod ham, saa at Thorleif veg tilbage, og faldt ned af Gjerdet, men Slædestangen faldt saa haardt mod et fastfrossent skarpkantet Grönsværsstykke, som laae oven paa Gjerdet, at Stangen gik itu ved Tömmesplitten, saa at dens ene Stykke sprang ud over Gjerdet. Arnkel havde sat sit Sværd og Skjold ved Höstakken; nu tog han disse sine Vaaben, og værgede sig med dem; da blev han hyppig saaret, og snart bestege Angriberne Gjerdet, samt trængte haardt ind paa ham. Da sprang Arnkelop paa Höhæsset, og forsvarede sig derfra en Stund, indtil Striden fik den Ende at han faldt, og blev af Drabsmændene tildækket med Hö der i Gaarden. Derefter tog Snorre hjem til Helgafell. Om Arnkels Drab digtede Thormod Trefilsön[689] denne Vise:

Ung tapper Kriger
blev af Seier styrket,
Snorre, som Örnen
Mættede med Sværdet;
Han paa Valpladsen
Livet beröved
Rovfugles Bytte,
Da han Arnkel fældte.

Det have vi at fortælle om Arnkels Trælle, at de gik ind i Huset, da de havde bragt Höet i Laden, og toge deres Skindkofter af. Da vaagnede Arnkels Fölgesvende, og spurgte hvor han var. Nu var det först som om den ene Træl vaagnede op af Sövne, i det han svarede: Det er sandt; han er vel ved at slaaes paa Örlygstade med Snorre Gode. Da sprang Folk op, klædte sig paa, og skyndte sig det bedste de kunde til Örlygstade, hvor de fandt Arnkel Bonde död. Hans Död blev höjlig beklaget af alle, thi han har i alle Henseender været den mest udmærkede Mand i Hedenolds-Dage; han overgik alle i Viisdom, havde et godt Sindelag og ædelt Hjerte; han var særdeles sat og sindig. I Tvistigheder vandt han stedse sin Sag, med hvem han end havde at gjöre; derved paadrog han sig dog megen Avind, efter som Udfaldet nu viste. De toge Arnkels Lig, behandlede det omhyggelig og beredte det til Jordefærd. Arnkel blev lagt i en Höi ved Söen, i Nærheden af Vadilshöfde; Höien er saa stor af Omfang, som en meget rummelig Högaard pleier af være[690].

38. Ei andre end Kvinder vare den dræbte Arnkels Arvinger og Eftermaalsmænd, hvorfor Drabssagen ikke blev saa ivrig forfulgt, som det maatte formodes efter en saa ypperlig Mand. Dog blev der indgaaet Forlig i den paa Thinget, hvorved kun den personlige Straf bestemtes, at Thorleif Kimbe skulde forvises Landet i tre Vintre (Aar), thi han blev beskyldt for at have givet Arnkel hans Banesaar. Men fordi at denne Drabssags Forfölgelse ikke faldt saa hæderlig ud, som det burde ventes efter en saadan Hövding, som Arnkel var, saa vedtoge Landets Bestyrere det som en Lov, at ingen Kvinde, efter den Tid, nogensinde skulde kunne söge en Drabssag, ei heller nogen Mandsperson, som var yngre end 16 Aar, og dette er stedse siden blevet overholdt[691].

39. Thorleif Kimbe fragtede Skibsrum til sig den Sommer med nogle Kjöbmænd, som da beredte sig til Reisen, fra Strömfjord; han havde sin Kost og Ophold blandt Styrmændene. Det var da de farende Kjöbmænds Skik, ikke at have Kokke, men de selv, som havde fælles Kost sammen, afgjorde mellem sig, hvem der skulde, Dag efter Dag, have Vagt til Oppasning i Boden (eller Kahyten). Da skulde ogsaa hele Skibsmandskabet have fælles Drik, og Drikkekarret skulde staae ved Masten, med Laag over; men Drikken forvaredes tildeels i Tönder (eller Læderbælge), af hvilkeman heldede i Karret, eftersom man drak deraf. Da de vare næsten seilfærdige, kom een gaaende ud paa Bodklinten. Denne Mand var stor af Væxt, og havde en stor Bylt paa Ryggen; han forekom Folk at være noget underlig. Han spurgte om Styrmanden[692], og man viste ham hen til hans Bod. Han lagde Bylten af sig ved Boddören, og gik derefter ind i Boden. Han spurgte, om Styrmanden vilde före ham over Havet. De spurgte derimod om hans Navn, men han kaldte sig Arnbjörn, Sön af Asbrand fra Kamb, og sagde at han vilde drage ud af Landet, for at opsöge sin Broder Björn, som var bortreist for nogle Aar siden, uden at man havde hört noget fra ham, efter at han havde taget til Danmark[693]. Östmændene sagde at Lasten da var blevet surret fast[694], og foregave at de ikke vel kunde löse den op. Han lod dem vide, at han ikke havde mere Reisetöi end at det gjerne kunde ligge paa Dækket. Da de ansaae hans Reise for at være nödvendig, toge de mod ham, men han sörgede selv for sin Kost, ogopholdtsig paa Fordækket. Hans Bylt indeholdt 300 Alen Vadmel og 12 Tepper[695], tillige med hans Skibskost. Arnbjörn var hjelpsom og smidig, saa at Kjöbmændene syntes godt om ham. De fik en heldig Reise, og anlöb Hördeland[696]; der landede de ved et Udskjær, og lavede deres Mad i Land. Thorleif Kimbe havde Bodvagt, og skulde koge Gröd. Arnbjörn var i Land, og kogte Gröd til sig selv; han havde den Bodkjedel, som Thorleif skulde bruge. Thorleif gik da i Land, og bad Arnbjörn overlade sig Kjedelen; han havde da endnu ikke lavet sin Gröd, og rörte den om i Kjedelen, men Thorleif stod over ham. Da raabte Östmændene ude fra Skibet af; sagde at han ret viste at han var en Islænder, og at det nu gik ham saaledes for hans Seendrægtigheds Skyld. Da blev Thorleif hidsig, og tog Kjedelen, men kastede Arnbjörns Grödud, hvorpaa han vendte tilbage. Arnbjörn havde Kokkeskeen i Haanden, og slog med den til Thorleif, saa at den rammede Halsen; Hugget var ikke svært, men da Gröden var hed, brændte den Huden. Thorleif sagde da: Nordmændene skulle ikke have det at lee ad, at vi to Landsmænd skulle her komme saaledes i Haar sammen, at de behöve at trække os fra hinanden som Hunde, men dette skal nok erindres, naar vi komme til Island igjen. Arnbjörn svarede intet. De laae der nogle faa Nætter, til de fik Bör ind til Landet, og udskibede Ladningen der. Thorleif blev der i Egnen, men Arnbjörn tingede sig Plads paa en Lastdrager[697], som först skulde seile östpaa til Vigen og derfra til Danmark, for at opsöge sin Broder Björn.

40. Thorleif Kimbe var to Vintre i Norge og tog siden til Island med de samme Kjöbmænd, med hvilke han havde taget derfra. De kom til Bredefjorden og til Dagurdarnes; om Hösten tog Thorleif hjem til Alptefjord, og pralte temmelig, ligesom han ellers pleiede at gjöre. Den samme Sommer kom Brödrene Björn og Arnbjörn udenlands fra til Flodmundingen ved Rönhavn.

41. I dette samme Foraar, paa Thorsnæs Thing, gik Thorleif Kimbe paa Frieri, og beilede til Helga Thorlaksdatter, Söster til Steindor paa Eyre, hvilket Anliggende dennes Broder Thormod især understöttede; han var gift med Thorgerde Thorbrandsdatter, en Söster til Thorleif Kimbe. Da denne Sag blev forebragt Steindor, var han ikke meget for at indvilge deri, og henviste ellers til sine Brödres Raad. De gik da til Thord Blig; efter at have hört Forslaget, svarede han saaledes: Jeg skal vist ikke skuppe denne Sag fra mig til eders Afgjörelse; jeg skal her være den Myndige; og det være dig da sagt, Thorleif, at de Brandpletter paa din Hals, som du fik af den hede Gröd, da du for tre Vintre siden fik Prygl i Norge, burde være lægte, förend jeg giver dig min Söster[698]. Thorleif svarede: Jeg veed ikke, hvorledes den Sag vil spænde af, men enten jeg hævner det, eller ikke, er det mit Önske, at tre Vintre ikke glide hen, indtil du faaer Hug. Thord svarede: Jeg er ikke bange for slige Trudsler. Næste Morgen morede man sig, ved Thorbrands Sönners Bod, med at kaste Jordklumper; i det Thorlaks Sönner gik der forbi, flöi en stor Sandtörv, som rammede Thord Blig saaledes i Nakken, at han faldt næsegruus med, og Benene kastedes frem over Hovedet. Da han stod op, saae han at Thorbrands Sönner udloe ham meget stærkt. Thorlaks Sönner vendte da strax tilbage, og droge deres Sværd. De löb alle imod hinanden, og sloges strax. Nogle Mænd bleve saarede, men ingen dræbt. Steindor havde ikke været nærværende, men havt en Samtale med Snorre Gode. Da de stridende vare blevne skilte ad, forsögte man at forlige dem, og det skete paa den Maade, at Sagen blev voldgivet til Snorre og Steindor. De tilföiede Saar og det förste Angreb bleve sammenstillede, og Misforholdet godtgjort ved Böder. Man antog saaledes at de skiltes forligte ad, da de rede hjem fra Thinget.

42. Den Sommer kom et Skib til Rönhavnsos, og et andet ved Dagurdareyre. Snorre Gode red til Skibet i Rönhavn, selv femtende, men da de kom sydpaa, over Heden, til Dugfusdal, satte sex heelt bevæbnede Mænd efter dem i stærkt Ridt. Det var Thorbrands Sönner[699]. Snorre spurgte, hvor hen de agtede at reise; de svarede: til Skibet i Rönhavnsos. Snorre tilböd dem, at afgjöre deres Ærender der, og bad dem at vende tilbage, uden at drille Folk; han sagde at kun en ringe Aarsag tit gav Anledning til Strid mellem Mænd, som för havde været uenige, naar de stödte paa hinanden. Thorleif Kimbe svarede: Endnu skal det ikke rygtes, at vi ikke tör ride gjennem Bygdelaget af Frygt for Breidvikingerne, men du kan gjerne tage hjem, hvis du ei tör drage ad din Vei, skjönt du virkelig har Ærender at afgjöre. Snorre svarede intet. De rede derpaa udover Bjergryggene til Hofgarde, og derfra over Sandstrækningerne langs med Söen; da de næsten vare komne til Vandlöbet, rede Thorbrands Sönner fra de andre optil Gaarden Bakke. Da de vare næsten komne til Husene, sprang de af Hesten, og agtede at gaae ind, men kunde ikke brække Dören op. De löb da oppaa Husene, og begyndte at bryde Hul paa Taget. Arnbjörn tog sine Vaaben, og forsvarede sig tappert indenfra; han svang dem gjennem Aabningen, og tilföiede Angriberne adskillige Saar. Dette skete tidlig om Morgenen, og Veiret var klart. Denne Morgen havde Breidvikingerne staaet tidlig op, og agtede at ride til Skibet, men da de kom inden for Öxl, saae de at en Mand, i stadselig Dragt, stod oppe paa Taget af Vaaningshuset paa Bakke, men de vidste at Arnbjörn ikke pleiede at være saaledes klædt. Björn og hans Mænd toge da derhen. Da Snorre Gode var bleven det vaer, at Thorbrands Sönner havde skilt sig fra hans Fölge, red han bag efter dem, og da han kom til Bakke, vare de stærkt i Færd med at bryde Taget af Husene. Snorre bad dem da at lade det fare, og ikke foretage sig noget Ufredeligt i hans Reiseselskab. Da Indgangen ikke havde lykkedes Angriberne, opgave de videre Anfald, efter Snorres Begjering, og rede derpaa til Skibet med ham. Breidvikingerne kom ogsaa derhen den samme Dag, og enhver af Parterne holdt sig til sin Flok. Paa begge Sider yttredes megen Mistroe og Forsigtighed, men ingen af Parterne anfaldt dog den anden. Breidvikingerne havde flere Folk paa Handelspladsen. Om Aftenen red Snorre Gode til Hofgarde; der boede Björn og hans Sön Gest, Fader til Hofgarde-Ref[700]. Björn, Breidvikingernes Helt, og hans Mænd tilböde Arnbjörn at forfölge Snorre Gode, men Arnbjörn vilde det ikke, og sagde at nu skulde enhver af dem beholde, hvad han havde faaet. Snorre og hans Fölge rede hjem næste Dag, og Thorbrands Sönner vare da, for deres Deel, mindre fornöiede end forhen. Det begyndte nu at lakke ud paa Efteraaret.

43. Bonden Thorbrand havde en Træl, som blev kaldet Egil den Stærke. Han var overmaade stor og stærk, men syntes meget ilde om det Trældomsliv, som han maatte finde sig i. Tit bad han Thorbrand og hans Sönner, at de vilde skjenke ham Friheden, hvorimod han tilböd dem, at forrette alt hvad han kunde udföre. En Aften gik Egil, for at see til Faarene, langs med Alptefjorden, ud til Borgardalen; sildig ud paa Aftenen saae han, at en Örn flöi vesten fra over Fjorden; en stor Jagthund[701] fulgtes med Egil; Örnen overfaldt Hunden, tog den i sine Klöer, flöi tilbage, mod Vesten, over Fjorden, til Thorolf Skjævbeens Dysse, og forsvandt der under Fjeldet. Thorbrand sagde at dette Varsel bebudede vigtige Begivenheder. Det var Breidvikingernes Sædvane, at de hvert Efteraar anstillede Boldspils-Lege[702], ved Vinternatstiden[703] under Bjergskrænten mod Sönden fra Knör. Siden har Stedet faaet Navn af Legestuesletten. Folk samledes der fra hele Bygdelaget. Store saakaldte Legestuer vare opförte der; Folk fra langt bortliggende Steder toge fast Ophold der i en halv Maaneds Tid eller længere. Den Gang vare der mange raske Mænd i Bygden, som ogsaa var tætbeboet. De fleste af de yngre Mandfolk toge Deel i Legene, undtagen Thord Blig; han maatte det ikke, for sin Heftigheds Skyld, men han var ikke saa overhaandsstærk, at det kunde hindre ham derfra; han sad paa en Stol, og saae paa Legen. Brödrene Björn og Arnbjörn ansaaes derimod ikke for at være skikkede til Legen for deres store Styrkes Skyld, med mindre de selv havde med hinanden at gjöre. Det samme Efteraar talte Thorbrands Sönner til deres Træl Egil om, at han skulde begive sig til Boldspilslegene, for at ombringe een af Breidvikingerne, Björn, Thord eller Arnbjörn, paa een eller anden Maade; naar dette var udrettet, lovede man ham sin Frihed. Nogle fortælle, at Snorre Gode havde udtænkt dette Foretagende, og at han havde givet det Raad, at Trællen skulde pröve paa, om han ikke kunde snige sig indi Legestuen, for at söge en Leilighed til Anfald paa Folk; i den Hensigt skulde han gaae ned ad den Bjergklöft, som ligger oven for Legestuen, paa den Tid, da man (om Aftenen) pleiede at gjöre Ild paa Arnen, thi han sagde at det som oftest var Veirligets Gang, at Vinden blæste fra Havet om Aftenen, da Rögen drev for den op mod Klöften; han sagde derfor at det var bedst att öve med Nedgangen indtil den Tid, da Klöften opfyldtes af Rög. Egil paatog sig denne Reise, og tog först udefter, over Fjordene, samt spurgte Folk, hvor han kom, om Alptefjordsboernes bortkomne Faar, og lod som om hansögte efter dem. Medens han var paa denne Fart, skulde Freystein Bofe vogte Faarene i Alptefjord. Den Aften, da Egil var taget hjemme fra, gik Freystein til Hjorden, mod Vest over Elven, og kom der til det Fjeldskred som kaldes Geirvör. Da saae han et löst og ikke bedækket Menneskehoved, som sang dette korte Vers:

Geirvör rödnes
af Mandeblod;
Menneskehoveder
hun vil skjule[704].

Han fortalte Synet til Thorbrand, som sagde at det forekom ham at varsle Tidender. Det kunne vi sige om Egils Reise, at han tog ud efter, over Fjordene og oppaa Fjeldet, inden for Bulandshöfde, samt derfra over Fjeldet mod Sönden, indtil han kom ned i Bjergklöften oven for Legestuerne; der skjulte han sig om Dagen, og saae paa Legene. Thord Blig sad over ved dem, og sagde: Jeg veed ikke hvad jeg seer oppe i Klöften, om det er en Fugl eller et Menneske som ligger der i Skjul, men kommer dog stundum frem; noget levende er det vist, og jeg anseer det for raadeligst at man randsager det paa Stedet. Ingen af de andre saae dette, og Randsagelsen blev derfor ikke foretaget. Denne Dag havde Björn Breidvikingernes Helt og Thord Blig den saakaldte Bodvagt; Björn skulde gjöre lld paa, men Thord hentede Vand. Da Ilden var tændt, drev Rögen op mod Klöften, ligesom Snorre havde tænkt sig det. Egil gik da nedefter, omgivet af Rögen, lige til Legestuen. Legene vare ikke forbi, men Dagen var dog næsten til Ende, og Ilden begyndte at brænde stærkt, men Huset blev fuldt af Rög. Egil var bleven meget stiv i Kroppen paa Fjeldet, og havde derefter ligget i Bjergklöften; hans Skotvinger[705] vare forsynede med Duske efter den Tids Skik; den ene Tvinge var bleven lös, saa at han slæbte den efter sig. Trællen gik da ind i Forstuen, men da han kom til Storstuen, foresatte han sig at gaae ganske stille, thi han saae at Björn og Thord sade ved Ilden, og agtede Egil nu i en Haandevending at erhverve sig Frihed for sin hele Levetid. I det han vilde stige over Dörtærskelen, traadte han paa Dusken af den lösnede Skotvinge, og da han vilde sætte den anden Fod fremad, blev Dusken fast, hvorved han styrtede forover og faldt ind paa Gulvet. Det gav et saadant Skrald, som om en flaaet Studekrop var bleven kastet ned. Thord og Björn sade begge ved Ilden. Thord sprang op, og spurgte hvilken ond Aand det var der tog saaledes af Sted. Björn sprang ogsaa op, tog fat i den Faldne og kunde gribe ham förend han ret kom paa Benene, samt spurgte, hvem han var. Han svarede: Egil er her, Björn Kammerad! Björn spurgte: Hvem er da denne Egil? Dette er Egil fra Alptefjord, svarede Trællen. Da Thord hörte Alptefjord nævne, sprang han op og drog Sværdet, og vilde hugge ham ned. Björn tog da Thord, og sagde at han ikke skulde gjöre det saa snart: thi vi ville, sagde han, först lade ham forklare Sammenhængen rigtig. Thord lod sig da holde tilbage. De satte nu Fjædder paa Egils Födder, men om Aftenen, da Folk kom hjem til Huset, fortalte han, i alles Paahör, hvad han havde skullet udrette paa denne Reise. Han sad der Natten over, men næste Morgen ledte de ham op i Klöften, som endnu kaldes Egils Klöft, og dræbte ham der. I de Tider gjeldte den Lov, at hvis en Mand dræbte en andens Træl, skulde han bringe Böderne derfor til Eieren og skulde begive sig paa den Reise inden tredie Solopgang efter Trællens Drab; det skulde være 12 Öre Sölv, men hvis Trælleböderne saaledes bleve bragte efter Loven, kunde ingen Sagsögelse for Drabet finde Sted. Efter Egils Drab toge Breidvikingerne den Beslutning at bringe Trælleböderne paa den i Loven bestemte Maade. De valgte 30 Mænd dertil, der fra Legestuerne, som virkelig vare udsögte Folk. De rede nordefter over Heden, og vare Natten over paa Eyre hos Steindor; han gav sig ogsaa paa Reisen med dem. Derfra toge i alt 60 Mand; de rede indefter, over Fjordene, og vare den anden Nat over paa Bakke hos Thormod, Steindors Broder. De opfordrede deres Frænder, Styr og Vermund til at deeltage i Toget, og bleve nu tilsammen 80 Mand. Da sendte Steindor en Mand til Helgafell, thi han önskede at vide, hvad Snorre Gode vilde foretage sig, naar han hörte at Folk saaledes bleve trukne sammen. Da Speideren kom til Helgafell, sad Snorre Gode i sit Höisæde, over Maaltid, og han saae ingen Slags Forandring i det sædvanlige Hverdagsliv der paa Gaarden. Da han kom tilbage til Bakke, fortalte han Steindor, hvorledes det havde sig paa Helgafell. Steindor sagde da: Det maatte man formode at Snorre vilde tilstede Folk lovlige Handlinger, og hvis han ikke drager ind til Alptefjorden, da seer jeg ikke, hvortil vi behöve denne store Skare, thi det er min Villie at mine Mænd tage spagfærdig af Sted, skjönt vi forfölge vore Sager paa lovlig Maade; det forekommer mig at være raadeligt, Thord Frænde, at I Breidvikinger blive her tilbage, thi den ringeste Anledning vil være tilstrækkelig til at sætte eder og Thorbrands Sönner sammen. Thord svarede: Det er vist, at jeg skal være med, og skal Thorleif Kimbe ikke behöve at spotte derover, at jeg ikke tör bringe Trælleböderne. Da sagde Steindor til Brödrene Björn og Arnbjörn: Det er mit Önske at I bliver her tilbage med 20 Mand. Björn svarede: Jeg vil vist ikke lægge mere an derpaa at kunne fölges med dig, end som du maatte finde passende, men det er aldrig för skeet, at man har vraget mig som ubrugbar til et Tog; dog mener jeg at Snorre Gode vil vise sig dybsindig nok for eder i at udkaste sine Planer; vel er jeg ingen Spaamand, men dog aner det mig, at det vil gaae saaledes til paa denne Reise, at dine Fölgesvende ei ville tykkes dig at blive for mange, inden vi træffes næste Gang. Steindor svarede: jeg maa see til at udfinde Raad for vore Foretagender, medens jeg er tilstede, skjönt jeg ikke er saa dybsindig som Snorre Gode. Det maa du gjerne for mig, sagde Björn. Derefter red Steindor bort fra Bakke, med 60 Mand, ned over Skeidene til Drapelid, og derpaa over Vatnsdalshöfde, samt tversover Svelgsaadalen, hvorefter de toge Veien ind efter til Utfarsfells-Bakke.

44. Snorre Gode havde sendt sine Naboer Bud, at de skulde flytte deres Baade ind under Rödevigshöfde. Han tog strax derhen med sine Huuskarle, efterat Steindors Sendebud var taget bort, men af den Aarsag foretog han ikke Reisen för, at han troede at vide, at Manden var bleven udsendt for at udspeide hans Foretagender. Snorre tog til Söes indefter, over Alptefjorden, med tre store Baade og havde næsten 50 Mand. Han kom för til Karstade end Steindor og hans Fölge. Da Steindors Tog blev seet fra Karstade, sagde Thorbrands Sönner, at de burde drage dem imöde, og ikke tillade dem at komme ind paa T Toften, da vi (sagde de) have mange og raske Folk. De vare der til sammen 80 Mand. Da svarede Snorre Gode: De skulle ikke hindres i at nærme sig til Gaarden, og Steindor skal ikke formenes sin lovlige Ret, thi han vil vist bære sig viselig og spagfærdig ad; det er min Villie, at enhver holder sig inde og at ingen slaaer om sig med unyttige Ord, da Folks vanskelige Stilling end mere vilde indvikles derved. Derefter gik de alle ind i Stuen og satte sig paa Bænkene, undtagen Thorbrands Sönner, som gik frem og tilbage paa Gulvet. Steindor og hans Fölge rede til Huusdören. Man fortæller, at han var ifört en röd Kjortel, og havde stukket Skjödene foran op under Beltet; hans Skjold og Hjelm vare glimrende; ved hans Sidehanget Sværd, som var herlig prydet, men dog ikke ret skarpt; Hjaltet skinnede af Sölv, hvormed ogsaa Haandfanget var omvundet, samt ziret med forgyldte Lister. Han og hans Fölge stege af Hestene. Steindor gik derpaa til Dören, og hængte oppaa Dörangelen en Pung med 12 Öre Sölv. Han nævnte da de Mænd, som skulde bære Vidne derom, at Trælleböderne vare blevne bragte efter Lovens Bydende. Dören var aaben, men en Kvinde af Husets Folk stod i Forstuen og hörte Vidnernes Udnævnelse. Hun gik da ind i Stuen, og sagde: Det er baade vist nok, at Steindor af Eyre er en anseelig Mand, og at han talte smukt for sig, da han bragte Trælleböderne. Da Thorleif Kimbe hörte dette, sprang han ud tillige med de andre Thorbrands Sönner, og derefter gik alle frem, som vare i Stuen. Thorleif kom först ud til Dören, og saae at Thord Blig stod uden for den, og holdt paa sit Skjold; men Steindor gik da frem paaToften. Thorleif tog et Spyd, som stod i Forstuen, og stödte dermed til Thord Blig; Stödet rammede Skjoldet, men vendtes derfra mod Skulderen, som saaredes betydelig. Derefter löb Folk ud, og en heftig Træfning holdtes paa Toften. Steindor var meget hidsig, og hug til begge Sider. Da Snorre Gode kom ud, bad han Folk holde inde med denne skadelige Strid, opfordrede Steindor til at ride bort af Toften, og erklærede at han i det Tilfælde ikke vilde lade sætte efter dem. Steindor og hans Fölge rede bort, nedad Sletten til, og de Stridende skiltes da ad. Da Snorre Gode gik hjem til Dören, stod hans Sön Thorodd der for ham, og havde et stort Saar paa Skulderen; han var da 12 Vintre gammel. Snorre spurgte, hvem der havde saaret ham. Han svarede: Steindor af Eyre. Da sagde Thorleif Kimbe: Nu gav han dig en passende Lön for den Undsætning, at du ikke vilde lade os sætte efter ham; det er da mit Raad at vi ikke skilles ad paa en saadan Maade. Det skal da og skee, sagde Snorre Gode, at vi komme til at have mere med hinanden at bestille. Han bad Thorleif da at han vilde sige til Folkene, at de skulde forfölge Fjenden. Steindor og hans Fölge vare komne ned fra Marken, da de saae at ridende Mænd satte efter dem; da vendte de opad til Fjeldskredet Geirvör, og belavede sig der paa Forsvar, thi Stedet var meget bekvemt dertil, da der var et stort Forraad af löse Stene. Da Snorres Flok gik opad Fjeldskredet, kastede Steindor, efter gammel Skik, sig til Held, et Spyd over den[706]. Spydet sögte sig et Sted og traf Mar Hallvardsön, Snorres Frænde, som strax blev udygtig til Kampen. Da man sagde det til Snorre Gode, svarede han saaledes: Det er ret godt at det viser sig, at det er ikke stedsetjenligst for en Mand at gaae bagest. Derefter opstod en haard Træfning; Steindor var forrest i sin Flok, og hug til begge Sider, men hans prægtige Sværd bed ikke, da det traf Skjoldene, saa at han tit maatte trækkedet under Fodsaalen. Det haardeste Angreb gjorde han der hvor Snorre Gode var at finde. Styr Thorgrimsön gik raskt frem med sin Frænde Steindor; det skete strax i Förstningen, at han dræbte en Mand af sin Svogers, Snorre Godes, Fölge. Da Snorre saae det, sagde han til Styr: Mindst hævner du din Dattersön Thorodd, hvem Steindor har saaret til Döde?[707], og bliver da stedse den störste Niding. Styr saae til ham og sagde: Det kan jeg snart gjöre godt igjen; han vendte da sit Skjold om, og gik, tillige med alle sine Mænd, over til Snorre Godes Folk, samt dræbte snart en anden Mand af Steindors Flok. Paa samme Tid kom Aslak og hans Sön, Illuge Röde[708] fra Langedal dertil, og forsögte Fredsmægling. De vare tilsammen 40 Mand stærk. Vermund den Smækkre forenede sig med dem. De bade Snorre Gode at han skulde lade Manddrabene standse. Snorre opfordrede Öreboerne til at nedlægge deres Vaaben. Da bad Aslak Steindor om, at han vilde udbede sig Fred[709] for sine Mænd. Steindor sagde til Snorre, at han skulde række Haanden frem, og denne gjorde det strax. Da svang Steindor Sværdet saaledes at det rammede Snorre Godes Haand, og i det samme hörtes et Knald; Sværdet havde stödt mod Alterringen, saa at den gik næsten itu, men Snorre selv blev ikke saaret. Da raabte Thorodd Thorbrandsön: De ville ikke holde noget Forlig, og derfor bör vi ikke höre op, förend alle Thorlaks Sönner ere ombragte. Snorre Gode svarede: Sikkerlig vil det gaae ufredelig til i Herredet, hvis alle Thorlaks Sönner ombringes, og nu skal Freden vist holdes, hvis Steindor önsker det, paa den Maade som för er blevet omtalt. Da bade alle at Steindor vilde modtage Freden; det gik da for sig, at en almindelig Fredlysning blev forkyndt over de Stridende, indtil enhver af dem kom til sit Hjem. Det maa end videre fortælles om Breidvikingerne, at de spurgte at Snorre Gode havde draget med mange Folk til Alptefjorden; de toge da deres Heste og rede efter Steindors Flok det hurtigste de kunde; de vare komne op paa Ulfarsfells Bakke, da Fægtningen holdtes paa Fjeldskredet. Nogle fortælle, at Snorre Gode saae Björn og hans Fölge överst ved Nedgangen fra Bakken, da han stirrede lige paa dem, og at han derfor var saa villig til Fredlysningen over Steindor og hans Tilhængere Da Steindor og Björn mödtes paa Örlygstade, sagde Björn, at det just var gaaet til efter hans Gisning: det vil jeg nu raade, sagde han endvidere, at I vende tilbage og at vi nu trænge haardt ind paa dem. Steindor svarede: Jeg vil holde min Fredsaftale med Snorre Gode, i hvordan end Udfaldet siden bliver. Derefter rede de alle, hver til sit Hjem, men Thord Blig maatte, formedelst sine Saar, holde Sengen paa Eyre. I Slaget ved Alptefjord faldt fem Mænd af Steindors Fölge, men to af Snorre Godes, thi paa det Mödegik det meget strængt til. Derom siger Thormod Trefilsön i Rafnsmaal:

Helten i Strömme
Blodet lod flyde,
Örn nöd Ulvsföde
i Alptefjorden;
der i Kampen
skilte Snorre
fem Mænd ved Livet,
saa Fjender maae straffes.

Thorbrand havde og været i Slaget, i det han deeltog i Mæglingen tillige med Aslak og Illuge, hvilke han havde opfordret til at forsöge Forlig. Nu takkede han dem meget for deres Hjelp, ligesom ogsaa Snorre Gode for den ham ydede Bistand. Efter Træfningen tog Snorre Gode hjem til Helgafell. Det blev da besluttet, at Thorbrands Sönner skulde snart opholde sig paa Helgafell, snart hjemme i Alptefjorden, indtil disse Sager vare afgjorte, thi da vare alle Forhold meget ufredelige blandt Folk, eftersom man maatte formode, da ingen Fredlysning var skeet, som gjeldte længer end til Hjemkomsten fra Mödet.

45. Sommeren förend Slaget havde staaet i Alptefjord, var, som för meldt, et Skib kommet til Dagurdarnes. Der havde Steindor paa Eyre kjöbt en Storbaad til 10 Aarer fra Skibet. Da han var i Færd med at före Storbaaden hjem, paa kom en Storm fra Vesten, som drev dem indad Bugten, forbi Thorsnes, saa at de maatte lande i Thingskaalenes, hvor de satte Baaden op i det saakaldte Gruflenöst[710]. Derfra gik de ud efter over Bankerne til Gaarden Bakke. Derfra toge de hjem paa en anden Baad, men Storbaaden maatte blive tilbage paa Landingsstedet hele Efteraaret over. En Morgen, kort för Juul, stod Steindor tidlig op, og sagde, at han vilde hente sin Storbaad fra Thingskaalenæs. Med ham toge hans to Brödre, Bergthor og Thord Blig, hvis Saar da vare for det meste lægte, saa at han var vel vaabenför. Tillige fulgtes tvende Östmænd, som opholdt sig hos Steindor, med dem. I alt vare de 8 i Tallet. De lode sig sætte over Fjorden til Seljuhöfde, og gik derfra over til Bakke, derfra tog ogsaa deres Broder Thormod; han blev den niende. Hofstadevaag var belagt med Is, næsten lige til (Gaarden) Större Bakke. De gik derover indad, langs efter Isfladen, over den smale Landtunge til Vigrafjorden, som overalt var frosset til. Fjorden er saaledes beskaffen, at alt Vandet falder ud af den ved Ebbens Tid, og efterlader den törre Strand, saa at Leerbunden da, i Frostveir, overtrækkes af Is. Skjærene i Fjorden stode den Gang opover Isen, som ellers var meget brækket, ved (Hoved-) Skjæret, som var omgivet af store skraae (eller heldende) Isstykker. Isen var bedækket med lös Snee, hvorved Glatheden blev meget farlig for Gaaende. Steindorog hans Fölge toge til Thingskaalenæs, og trak Storbaaden ud af Nöstet. De toge baade Aarer og löse Dæksplanker af den, og lagde dem der paa Isen, ligesom ogsaa deres sværeste Klæder og Vaaben. Derefter trak de Storbaaden over Landtungen til Hofstadevaag lige ud til Isranden, hvorefter de vendte tilbage, för at hente deres Klæder og det övrige Efterladte. Idet de gik til Vigrefjorden, saaede at sex Mænd kom gaaende sydfra, fra Thingskaalenæs, og gik stærkt ud efter Isen, lige ad Helgafell til. Steindor og hans Mænd havde Mistanke om, at disse Mænd vare Thorbrands Sönner[711], som vilde gaae till Helgafell, for at blive der i Juletiden. De skyndte sig da, alt hvad de kunde, ud efter Fjorden, for at tage deres Klæder og Vaaben som vare der. Steindors Gisning, at dette var Thorbrands Sönner, var ganske rigtig; da de saae at Mænd löb indad over Fjorden, sluttede de sig til, hvilke de vare, og meente at Öreboerne önskede at faae fat paa dem. De skyndte sig da ogsaa af alle Kræfter, lige til Skjæret, hvorde vilde afholde Angrebet, saa at begge Flokke næsten mödte hinanden, men Thorbrands Sönner bestege dog Skjæret först. Da Steindor og hans Fölge löb langs med Skjæret, kastede Thorleif Kimbe et Spyd paa deres Flok, som rammede Bergthor Thorlaksön midt paa Livet, saa at han strax blev udygtig til Kampen. Han gik da ud paa Isen, og lagde sig ned, men Steindor og flere sögte at komme oppaa Skjæret, i det andre gik bort, for at hente deres Vaaben. Thorbrands Sönner forsvarede sig vel og mandig; de havde ogsaa en god Forskandsning, da Isstykkerne deromkring heldede ud fra Skjæret og vare overmaade glatte. Kun faa Saar bleve derfor tilföiede de angrebne, indtil de kom tilbage, som hentede Vaabnene. Steindor og hans övrige fem Mænd sögte at bestige Skjæret, men de Östmænd, som havde opholdt sig hos Steindor, gik ud paa Isen, og stillede sig i behörig Skudvidde derfra. De havde Buer, og skjöde paa dem som vare paa Skjæret, og tilföiede dem adskillige Saar. Thorleif Kimbe sagde, da han saae at Steindor drog Sværdet: Endnu raader du, Steindor, for det hvide Hjalte, men jeg veed dog ikke, om du har den samme slöve Klinge, som du havde i afvigte Efteraar ved Alftefjorden. Steindor svarede: Vistnok önsker jeg at du, förend vi skilles ad, kan ret erfare, om mit Sværd er slövt eller ikke. Skjæret blev ikke let at indtage, og da de en lang Tid havde stridt derom, tog Thord Blig et langt Löb fra Isen af og vilde med en Landse stöde til Thorleif Kimbe, thi han var stedse den forreste i sin Flok. Stödet rammede Thorleifs Skjold, men fordi Thord havde anstrængt sig altfor stærkt, glede hans Födder paa det heldende Isstykke, saa at han faldt baglænds ned og maatte saaledes lade sig glide ned af Skjæret. Thorleif Kimbe sprang efter ham, og vilde dræbe ham, förend han kunde komme paa Benene. Freystein Bofe löb bag efter Thorleif. Han havde Ispigge under Skoene. Steindor löb dertil, og holdt sit Skjold over Thord, i det Thorleif vilde hugge indpaa ham, men med den anden Haand svang han Sværdet mod Thorleif Kimbe og afhuggede den ene Fod nedenfor Knæet. I det samme stödte Freystein Bofe (Sværdet eller Landsen) mod Steindor, og lagde an paa Midten af Kroppen, men da han mærkede det, sprang han op i Luften, saa Stödet gik mellem hans Födder. Disse tre Handlinger, som her ere fortalte, udförte han paa een gang. Derefter löb han til Freystein, og hug paa hans Hals med Sværdet, saa at et lydeligt Knald hörtes. Det smak paa dig, Bofe! sagde Steindor. Vist smak det, svarede Freystein, men ikke meer end du tænkte, thi jeg er slet ikke saaret. Han havde en Filthætte paa, men et Horn var indsyet i den rundt omkring Halsen, og dette havde Hugget rammet. Freystein Bofe vendte da tilbage, til Skjæret. Steindor bad ham at rende ikke (paa Flugt), naar han ikke var saaret. Freystein vendte sig da omkring i Skjæret, og de havde en haard Dyst sammen. Steindor var nær ved at falde, da Isstykkerne vare glatte og heldende, men Freystein stod fast paa Ispiggerne, samt hug baade haardt og tit. Dog fik deres Mellemværende den Ende, at Steindor til sidst med Sværdet hug Freystein tvers over, ovenfor Hofterne, saa at Kroppen skiltes ad i Midten i tvende Dele. Derefter kom de op paa Skjæret, og holdt ikke op, för end alle Thorbrands Sönner vare faldne. Da sagde Thord Blig, at de skulde gaae mellem Krop og Hoved af dem alle, men Steindor nægtede at hugge lös paa liggende Mænd. De gik da nedaf Skjæret til det Sted, hvor Bergthor laae, og han var endnu saa rask, at han vel kunde tale. De förte ham med sig ind ad Landet til, langs efter Isen, samt derefter over Landtungen til Storbaaden, med hvilken de om Aftenen roede til Bakke. Snorre Godes Faarehyrde havde været paa Öxnebrekka den Dag, og saae derfra Fægtningen paa Vigrafjord; han gik da strax hjem og fortalte til Snorre at Folk holdt, paa Vigrafjorden, et Möde, som neppe var venskabeligt. Snorre og hans Mænd toge deres Vaaben, samt forestrax ud til Fjorden, ni Mand sammen. Da de kom der, var Steindor draget bort med sit Fölge, samt havde lagt den paa Fjorden liggende Isstrækning tilbage. Snorre Gode betragtede de Fældedes Saar, og der var da ingen af dem död undtagen Freystein Bofe, men de vare dog alle svært saarede, næsten til Döde. Thorleif Kimbe udlod sig strax til Snorre Gode med det Forslag, at han skulde sætte efter Steindor og hans Ledsagere, saaledes at ingen af dem kunde undkomme. Derefter gik Snorre Gode derhen, hvor Bergthor hävde ligget, og saae der en stor Blodklump; han tog noget op af begge Dele tilhobe i sin Haand, Blodet og Sneen, krystede det og puttede det i Munden, samt spurgte hvis Blodet var. Thorleif Kimbe svarede, at det var Bergthors Blod. Snorre sagde at Blodet var af Hulsaar. Thorleif svarede dertil: Det kan gjerne være, for den Sags Skyld, at Saaret kom fra et Spyd. Jeg troer, sagde Snorre, at dette Blod er af en Mand som er sin Död nær, og nu skulle vi ikke sætte efter dem. Derefter bleve Thorbrands Sönner bragte hjem til Helgafell, og deres Saar forbundne. Thorodd Thorbrandsön havde et saa stort Saar bag paa Halsen, at han ikke kunde holde Hovedet opreist. Han havde lange og snævre Beenklæder paa, som overalt vare vaade af Blod. Snorre Godes Huuskarl skulde trække dem af ham, men kunde ikke til sidst faae dem af Foden. Da sagde han: Det er ingen Lögn, hvad man siger om eder Thorbrands Sönner, at I ere sande Spradebasser, da I bruger saa snævre Klæder, at de ikke kunne trækkes af. Thorodd sagde: Saa anvendes der vel ikke Kræfter nok. Derefter satte Manden Foden mod Sengestolpen, og trak af alle Kræfter, men Beenklæderne gik dog ikke af. Snorre Gode kom der til, og fölte paa Foden; han mærkede snart at et Spyd stod igjennem den mellem Hasen og Læggen, saa alt var som det var naglet sammen, Benet og Beenklæderne. Snorre sagde til Karlen, at han ikke var nogen middelmaadig Tosse, da han ikke havde sandset sligt. Snorre Thorbrandsön var muntrest af Brödrene, og sad ved Spisebordet hos sin Navne den Aften. De havde Skjör[712] og Ost. Snorre Gode mærkede at hans Navne ikke nöd meget af Osten, og spurgte, hvorfor han spiste saa seent. Snorre Thorbrandsön svarede, at det var vanskeligst for Lammene at tære Foder, naar de havde spidse Pinde i Munden[713]. Snorre Gode fölte da med de flade Hænder paa hans Strube, og mærkede at en Pill stod tvers igjennem dens överste Deel, tillige med Tungens Rödder. Snorre Gode tog da en lille böielig Tang[714], og rykkede Pilen hurtig bort, hvorefter den Saarede spiste sin Mad, ligesom andre Folk. Snorre Gode helbredede alle Thorbrands Sönner, og da Thorodds Hals begyndte at læges, stod Hovedet noget skjævt ud fra Kroppen. Han sagde at Snorre Gode vilde helbrede ham til en Kröbling, men denne svarede, at han troede Hovedet vilde reises op, naar Senerne knyttedes sammen. Thorodd var ikke fornöiet med andet, end at Saaret maatte rives op igjen og Hovedet sættes mere lige. Det gik da som Snorre meente, at da Senerne knyttedes, reistes Hovedet op, og siden kunde den Saarede aldrig ret böie sig. Thorleif Kimbe brugte siden bestandig et Træbeen.

46. Da Steindor af Eyre og hans Fölge kom til Nöstet paa Bakke[715], trak de der deres Baad op paa Land, og Brödrene gik dernæst hjem til Gaarden, hvor et Telt blev sat over Bergthor Natten over. Man fortæller, at Huusmoderen Thorgerde ikke den Aften vilde gaae i Seng hos sin Mand Thormod. I det samme kom en Mand nedenfra Nöstet og fortalte, at Bergthor var död; da dette spurgtes, lagde Konen sig i sin Seng[716], og det berettes ikke at nogen Uenighed siden har opstaaet mellem dette Ægtepar. Steindor tog hjem til Eyre den næste Morgen, og intet fjendtligt Anfald skete derefter blandt Bygdens Folk den Vinter over. Om Foraaret, da Stævnedagene nærmede sig, syntes veltænkende Folk at dette stod meget ilde til; at de Mænd skulde ei forliges, men ligge i Strid med hinanden, som vare de ypperste der i Egnen. Da sammentraadte de bedste Mænd, begge Parters Venner, for at raade Bod herpaa, og det kom saavidt at de sögte at tilveiebringe Forlig mellem de Stridende. I Spidsen for dette Foretagende stod Vermund den Smækkre, som understöttedes af mange velvillige Mænd, der vare besvogrede med begge Parter. Enden paa det Hele blev da den, at en almindelig Fred og Forlig bleve sluttede. De fleste sige at Sagerne bleve voldgivne til Vermund, men han afsagde sin Kjendelse paa Thorsnes Thing, i Overværelse af de viseste Mænd, som vare samlede der. Det berettes om Forliget, at Anfald og Drab bleve sammenstillede; dette antoges for at gaae lige op imod hinanden: Thord Bligs ham i Alptefjorden tilföiede Saar, og det Saar, som Thorodd, Snorre Godes Sön (der) havde faaet. Mod Mar Hallvardsöns Vunde og det Hug, hvormed Steindor anfaldt Snorre Gode, sattes Drabet af de tre Mænd som faldt i Alptefjorden. De Drab, som Styr begik i hver af Flokkene, ansaaes forlige; men af Begivenhederne paa Vigrafjorden sattes Bergthors Drab lige mod de Saar, som Thorbrands Sönner der havde faaet. Freystein Bofes Fald lod man gaae op mod Ombringelsen af den ene i Alptefjorden fældede, men för ikke medregnede Mand af Steindors Fölge. Thorleif Kimbi fik Böder for sin afhugne Fod. Den Mand, som Snorre Gode havde mistet i Alptefjorden, gik lige op mod det förste Angreb, hvormed Thorleif Kimbe havde aabnet Slaget. Derefter sammenstilledes andre Mænds Saar, og det Misforhold, som endelig syntes at finde Sted, blev udjævnet med Böder, saa at alle skiltes forligte ad, i det de toge fra Thinget. Det Forlig blev derefter vel overholdt, saa længe som de levede begge sammen, Steindor og Snorre Gode.

48. I Sommeren efter Öreboernes og Alptefjordsmændenes Forlig droge Snorre og Thorleif Kimbe, Thorbrands Sönner, til Grönland[717]. Af den sidstnævnte har Kimbevaag paa Grönland, liggende mellem Isbjerge[718], faaet denne Benævnelse. Thorleif boede paa Grönland, og blev en meget gammel Mand, men Snorre tog, med Karlsefne, til Viinland det Gode. Desloges med Skrælingerne der paa Viinland; da faldt Thorbrand, Snorres Sön[719], der, een af deraskeste Mænd. Thorodd Thorbrandsön blev tilbage i Alptefjord[720]; han var gift med Ragnhilde, en Datter af Thord, Sön af Thorgils Örn; denne var en Sön af Hallstein Gode paa Hallsteinsnæs, som eiede (de bekjendte) Træller[721].

Fodnoter

  1. Þórriði, efter Navnets ældste ægte Form, T, H. De fleste övrige Þuriði (her og i andre Tilfelde) Þuriði, S.
  2. saaledes D; þeir, Tr.
  3. kumbi, E, H, T (stedse)
  4. Þuriðr (rimeligviis urigtig læst fra den lignende Abbreviation for Þorgerðr) N.
  5. udel. af L.
  6. tillægges af F, P.
  7. tillægges af D, K, N
  8. tillægges af M.
  9. udelades af D, K, N, P, S.
  10. saaledes O, o. fl. var í Krossnesium hrið, D, K, N, P, S; bjó í K. við er Br., Tr; ellers Breilarhöfða, M; Brimlahöfða, H; Brumlarhöfða, T.
  11. stórbeinóttr M, H, D, K, N, U; storbrúnóttr, P, stórbrýnóttr, T.
  12. snemma vigklókr, tidlig kampkyndig; skolbrúnn ok eygðr mjök vel, M; vikóttr eller vigklókr udel.af D, K, N, S.
  13. P till. hann var mikill ágætismaðr, ljóslitaðr á hár, han var en særdeles ypperlig Mand, havde lyst Haar.
  14. udel. af M; stóra, D, E, T's sóta, K, U.
  15. saaledes D, G, M, H, K, N, S; Raumsfirði, urig
  16. D, K, N, S, M; Þorbergr for Bergþór.
  17. saal. D; framast Tr.
  18. vænstr ok fimastr, D, K.
  19. skjötr til vâpns, till. D, K, N.
  20. Þat var sagt at hann væri, D, K.
  21. D.sonum, Tr (urigtigt)
  22. udel. Tr i Texten; berorðr, F; bráðr, hidsig, U.
  23. Þorbergr var efniligr maðr, D, K, N.
  24. saal. ogsaa Ra, 6; XIV, D, K, E, F, G, M o. a., XIII vetra i den Trykte er en blot Trykfeil, hvilket og den latinske Oversættelse viser.
  25. þeim, D.
  26. saal. Tr, Ra, 6, M; silfr, H, T; L silfrs, D, K, T, N, S; L merkr silfrs, F, P, Q; L hundraða silfrs, U. At Summen har belöbet sig til 50 Mark Sölv synes at indlyse af det efterfölgende.
  27. udel. D, K.
  28. Þar hafði verit forn vinátta með hinum fyrrum frændum, D, K, N; fyrri frændum þeirra, U.
  29. vetrnætr, D, K, N, P.
  30. till af E.
  31. skaut þar í tvö, D, K, N, P.
  32. udel. D,K,N,P,T.
  33. gullbúit, prydet med Guld, D, K, G; silfrbúit, pr. m. Sölv, B o. fl.
  34. ekit, D; gullrekit, beslaaet eller prydet med Guld, E, G o.fl.
  35. myrkvan, mörkt, T.
  36. sinu fararefni, F, D, K, N, P.
  37. gráu, S.
  38. saal. D, F, M, K, N, P, T; gömlu, U o. fl.;
  39. fornvendan söðul, S; hann hafði formligan söðul, T.
  40. öll lítt búin, D, K, N
  41. sunnan, D, K.
  42. svá vestr um flötu, D, K,N, P.
  43. saal. ogsaa M, D, K, N, S, U; þvi sæmiliga, svarede anstændig (eller velvillig) derpaa, Tr, O. G har först havt sæmiliga, men fáliga er sat derover af samme Haand, som Rettelse.
  44. F, T fortælle dette saaledes udförligere: fagnaði Þórdis, móðir Snorra, vel syni sinum ok Þorleifi fèlaga hans, en Börkr hinn digri, stjúpi Snorra ok frændi, lagði minna til, ok fagnaði þeim lítt; fóru þeir þar til öls ok matar, veitti Þórdis þeim vel ok sköruglegar; höfðu menn athlátr um búnað Snorra; tok Börkr svá á.
  45. öhæfiliga, uvedbörlig, M.
  46. F till.: lítt fèll á með þeim Berki hinum digra ok Þórdisi, Forstaaelsen mellem Börk den Tykke og Thordise var ikke den hedste
  47. udel af D, K, N, P.
  48. saaledes D, E, F, G, H, N, O, K, P, S, T, U. Efter Tr synes dette dog í Texten at være blevet rettet af Udg, fra en Afskrivers Alptafirði.
  49. saaledes rigtig H, O, K, N, D, P, T; Sursonar, Tr; Surtsonar, M; Sortssonar, S.
  50. saal. G og flere; glaðr, glad, D, F, K, P; allgleymr, temmelig glemsom, Tr; Berki allgleymt, F, T,
  51. ræddi um við, d. e.talte til (Th. og Sn.) derom, M,
  52. udel, D, K.
  53. er þá eigi vel fagnat Gislabana, ef grautr er görr? d. e. bliver ikke Gisles Banemand vel nok modtagen, naar Gröd kaages (til ham?) D, K, N, P, U. Svaret viser at denne Læsemaade maa være rigtigere,
  54. matreiðda, F; matgörða, U.
  55. slettu, T.
  56. utar, uden for, D, K, N, P.
  57. Tr till innar
  58. til sverðs Eyjölfs, D, K, N, P.
  59. udel. D, Ko.fl.
  60. saaledes D, F, K, N, T, S o. fl.; hjaltit, B, K og fl.: gaddhjöltin, G.
  61. Þordisi, D, K, N, P.
  62. datt við, G; fèll við, D, K, N, P,
  63. þeir felagar, D, K, N, P.
  64. þennan vansa, M,
  65. jörðist ómjūkr, D, K, N; ómjukt, U; ymugustr, F, O, P,
  66. Her indskyde F, P et Slags forelöbig Omskrivning af det fölgende, stemmende overeens med det, som den Tryktes Varianter meddele fra O; men dette forbigaaes her, som et öiensynligt Tillæg af en Afskriver i nyere Tider.
  67. vorit, D, K, N
  68. till. D, K, N.
  69. Helgafells landi, H. Jord, G.
  70. sambyli, M.
  71. udel. D, K, N.
  72. till. D, K, N (nödvendigviis)
  73. gjalda, andre.
  74. F till merkr, P markar; S har LXX merkr silfr; aura silfrs, U; L marka, M, Q, F; Laura, Öre, U.
  75. sleit, D, K, Q, N, U; sleit þá frá, F
  76. annarstaðar bólfestu, F, N o. fl.
  77. eigi kjöra, M; kjörs, U; einkis, O.
  78. févana, P, féminni, GM
  79. Tokinn, D.K. v.
  80. nokkurn fèsjöð, D, K.
  81. saal. Tr, E, G, O; merkr till. P; marka till. M; XX silfrpeninga, Sölvpenge, D, N; XX ringar, U.
  82. legðum niðr allan üþokka, D, K.
  83. munda ek þat tilvinna, G.
  84. byggjum, D, K.
  85. udel. D
  86. ill. M, D, G, K, N, PU (uden Tvivl rigtig
  87. till. D, M, H, T, O, N, P, S, T (uden Tvivl rigtig, albuinn), K, U. I Overeensstemmelse med dette lille, men vigtige Tillægsord, fortælle G, M o. fl. ogsaa at Thordis erklærede sin Skilsmisse for Börk, strax efter at Snorre havde opsagt ham Gaardens Beboelse fra næste Fardag af: þá gekk Þordis fram o.s.v
  88. till. Tr.
  89. sagði skilnað, D.
  90. udel. D,
  91. búa, D.
  92. möður sinni, D.
  93. udel. D, K.
  94. Barðaströnd, D, F.
  95. Orrahvols, O í Mjöahols, D, K, N, U ; Hvols, M, G; Örvahols, E; Örvahvols, H.
  96. fra [udelades af P.
  97. tillægge D, K, N, P o.fl.
  98. við hús umsýslu, D, K, N, P.
  99. udel. D, K, N.
  100. udel. P, K, N.
  101. óvinum sínum galt hann jafnan grimmu, D, K,N; óvinum var hann óðarfr, F.
  102. saal. G, M; på hofit, Tro.fl.
  103. saal. G, M; på, Tro.fl.
  104. Þá gjörðist til hans öfundskatt, D, K, N.
  105. udelade D, K, N, P, U.
  106. saaledes A, D, N; þareptir, K; Sumar þetta, denne Sommer, Tr.
  107. Hraunhöfn, D,K,N.
  108. udel. D,M,K,N.
  109. till. Tr.
  110. fra [Styrr bjó undir Hvammi, D, K, N.
  111. till. Tr
  112. digru, den Tykke, till. M.
  113. saaledes A,G, D,M,0,K,Ra,; reygnasa, N,P; bergnasa, Klippe- eller Klintnæse, D; regnasa (uden Mening, Tr, H. Tilnavnet hreggnasi, reggnasi, Uveirsnæse eller Slud-Næse betegnede vel Manden, fordi han kunde forudsee, eller, som man troede, af Lugten slutte sig til et saadant snart paakommende Veirlig.
  114. saal. D, G; drengilig, Tr, M, O, K.
  115. harla rikr, meget mægtig eller rig, M; rikr, D, K.
  116. mjök, Tr.
  117. viða, D, K.
  118. Det hele fölgende Stykke mangler i P.
  119. tilf Tr; udel, A,D,H,N,
  120. setstokka sina, K, U.
  121. till. Tr.
  122. saaledes A; söknir, Tr, F.
  123. fra T: svá at þeir höfðu eigi áðr haft fjölmennara, saa at de ikke för havde holde et folkerigere Thing, F, þeir höfðu aðsetur fjölmennar, de opholdt sig mange sammen paa forskjellige Steder, A, K, N.
  124. till. Tr, M, F.
  125. s. Tr; liðveizlumaðr, T, U, Styrr var einn hans liðveizlumaðr, Styr var een af Eriks Hjælpere, A, N; Styrr var mestr á þinginu liðveizlumaðr Eiriks, Styr var Eriks störste Hjelper paa Thinget, M; Styrr einn var hans liðv. m., D, K.
  126. saaledes A, D; Styrr beiddi þá, Tr.
  127. saal. U o. fl. ; Þorgestlingum, Tr, F, T. 9
  128. Snorra í mot, at hann man veita homum í, Tr, F.
  129. s. Tr; ætti vandræðum, 4; vandræði, D, G, K, N, S, U.
  130. málaferli, Tr, 1, F, K, N, T, U.
  131. mönnum, Mænd, M.
  132. till. M.
  133. till. Tr.
  134. skipum, Skibe, A, D; skipinu, K, N. Fölgende Læsemaade i M (allene) er især mærkværdig: Eyjülfr Æsuson lendi skipum simum í Dimunarvogi, Eiolf Æsas Sön landede med sine Skibe í Dimonsvaag; S har derimod: Eyjülfr Æsuson lenti skipinu í Æsersösi
  135. till. Tr; D, K, N fra förste [: Þorbjarnarsynir, uden Tvivl feil læst fra Abbreviation for Þorbjörn ok Styrr.
  136. þar, Tr.
  137. bænum, Bönner, K; ulæseligt i A; at eptir dæmi, H.
  138. saal. (rigtig).A, D, F, M, N, U, o. fl. í Elldey, Tr, H, T, K; í O er Elldey med den samme gamle Haand rettet til Elliðey.
  139. s. Tr; en einn á Íslandi, 4, D.
  140. s, Tr; bygði landit, 4, D.
  141. B,4, D,F,27, M, Ra,8; XIII, Tr
  142. áðr enn kristni var lögtekin, F.H; (væri) M.
  143. Þórólfr bægifótr, D,N o. fl.
  144. öjafnaðarsamr, Tr; rånglåtr mjök, D, W, M, N, K, P, U.
  145. saal. W o. fl.; mjök, Tr.
  146. Arnkatli, W.
  147. hitta, D.
  148. h. betr, D; Þornaði fyrr, T.
  149. andvirki, W, G, D, K, P, U.
  150. försjåll, forsynlig, W, D, K, P.
  151. sumarþerri, hvörsu verða mundi, E.
  152. lèna, F
  153. tillægges af D, E, F, W, P, T, U/
  154. er þat geta min, M; (gáta), K, N, P.
  155. fara, W o. fl.
  156. beint, till. D, F, W.
  157. stórt sæti, M.
  158. þá hvatt, till. M.
  159. v.e. tryggilegt, d.e. þerririnn eigi lánggæðr, F, P; långgæligr, W; långgæðligr, D, K, N; lángligr, M.
  160. å, till Ra.
  161. leit, M.
  162. rö, F, Hy, D, P.
  163. þurka, törre, D.
  164. udel. D.
  165. þurrum heyjum, det törrre Hö, W,D,K,F,P.
  166. saal. D; mælti, Tr, G.
  167. till. D.
  168. saaledes D; h. g. var, M; fra í Ulfari, Tr,
  169. till. D.
  170. var öðr, o, T o fl; æztr, var opbragt, W; dæstr mjök, meget mödig, D, F, K, N, P, U; þæstr mjök, meget forpustet, W; hastr mjök, meget hastig, hidsig, M.
  171. viðskiptis, W, o. fl.
  172. saal. Ra, o. fl.; áhald, Tr,
  173. till. W, D, P, o.fl.
  174. till. D.
  175. till. M o.fl.
  176. heyrán þetta, d. e. dette Höran, W, D.
  177. hvört tjda mundi, W, D; tjá, P; at neitt mundi tjá, M.
  178. saal. M; heyit, Höet, de övrige.
  179. saal. W, Ra, D, E, F,G, H, O, L, N, P, S, T; M har VIII. Den Trykte har derimod XII (ved en Afskriverfeil).
  180. höggva höfuð af öllum, D, K.
  181. ætluðu, D.
  182. var p.e. bærinn lítt brunninn, D, W o. fl.
  183. hengja þar gjörvalla, D, W o. fl.; höggva þar gjörvalla, U.
  184. verndarmaðr, E, F,
  185. Þorbrandi ok sonum hans stórilla, D, K, U, W.
  186. lausingja, D, W.
  187. leikit saman, D.
  188. kenningarson Þorbrands, en fóstrson Þórólfs bægifóts, S.
  189. var þat ok margra manna mál, D; þvi þat var flestra mál, M.
  190. efniligastr, M; hinn gerfiligasti, W, D.
  191. hugnaði, W, D.
  192. illa, M.
  193. udel. M.
  194. till D, W.
  195. vandluta, Ra; fra T vanhluta verða, D.
  196. till. D.
  197. borði, M.
  198. sagði hann, D.
  199. skalt þú eigi mæla, D, K, F, W.
  200. fra [: þykir svá þó raunar hvörr maðr sem til hans er, fordi du dog virkelig synes saaledes (vel eller ilde) om enhver Mand, som han viser sig mod Arnkel, W o. fl.
  201. saaledes D, K, N, G; vin pinn fullkominn, Tr.
  202. dette Ord tillægges af Ra, D, W, G, M, N, P, S, T.
  203. gygju þessa, at standa í deilum ykkar feðga d.e. gaae i den Faldgrube, at indvikles i den Strid mellem eder, Fader og Sön, M; í netju pá, i den Faldstrikke, W.H.D, K, N, V, rostu þá, i den Strid, o.s.v. P.
  204. Krákunessskög, D, W o. fl.
  205. þykir vera, M.
  206. hafir lof, G; vist vaksir þú, D.
  207. skógsins, D; skögarins, G.
  208. till. D, P o. fl.
  209. udel. D, P o. fl.
  210. búa kviðar, Bosiddendes Vidnesbyrd, F.
  211. vetfángi, T, W o. fl. ; vettfángi, H; veitfángi, Ra, B; þvi vetfángi, M, D, K, N, P, S, U.
  212. till. D, - K, P.
  213. X, (tiu), D, W, K, N, P, S, K.
  214. till. M.
  215. í þraut, i Nödstilfælde, eller naar jeg havde forsögt det, till. W, D, K, N, P; til þrautar, M; í þrætu, i Trætte, W.
  216. verkmenn, Arbeidskarle, W, D, M, K, P.
  217. Efter Ordet: pantsætte; hafa í hættu, vove, sætte paa Spil,D, M; at hættu, N, P.
  218. góðgirni, Velvillie, Godhed, G.
  219. til möts, till. M.
  220. ágirni, Gjerrighed, M.
  221. fra Tudel. af D, K, P; sveitarmönnum, W, M, P, S.
  222. lítt, W, D, K.
  223. einna verst, D, K, N P; allra verst, S.
  224. Nú gerðist þvi næst, W; þat næst, D,K,N.
  225. till. Jy, D, K,N P.
  226. allt, M.
  227. fèlagskapr, W, D,K,NP, U.
  228. við þat heim ok siðan, D,K,N,P.
  229. til brautar, M.
  230. eðr í deildir lengr, till. M.
  231. sleift, maaskee for slæft, T.
  232. mega, ikke maatte herske, E, F,G. Den hele Sætning udelades af D, W, K, N, P; M udtrykker den derimod saaledes: mundu sèr meira lut af deila, ef hann vildi slik eigi í lengja.
  233. hlutaði, tog sig af, andre.
  234. Arnkel, Tr (urigtigt).
  235. leysa hann brutt með göðum gjöfum, W,D,K, v(út)P.
  236. haustboðinu, Höstgildet, M,
  237. hitta, D.
  238. Þórdisarda D, W, F, K, N, P, v; porsdal, G.
  239. vegir, D, K, N, P, W.
  240. saaledes Ra, W, F, M, N, B, P, E, G. Derimod have Tr, R&, D, O, K, N, T, U fúlgu, o: Skjenk, forvaret eller betroet Gods. Det förste Ord er vist i denne Betydning meget sjeldent, men mere bekjendt er det derfra udledte flugumaðr, en leiet Stimand, Morder eller Bandit; S har fra [: þá gin hann yfir flugu þessari, saa gaber han over denne Flue dvs. som en Fisk over Maddingen,
  241. ofan, W.
  242. till. W.
  243. ostugr lausan hafa látit skjöldinn, D,T, W, M, K,N,P.
  244. fra T till. W; þann veg, den Vei, D,K, P, U.
  245. saal. Tr, Ra; Úlfari skaða gjört F; veitt U skaða, HW í verit U. bana, R3.
  246. fjallinu, D, P, o. fl.
  247. dauðr, D, P, o. fl.
  248. þótti nú allvel um slúngit, W, N; allt vel, D, K, P, U.
  249. í, O, o.fl.; dysjuðu, omtrent af samme Betydning i kös betyder nemlig som oftest en Dynge af noget blödt, her som Jord eller Muld, dys derimod af de haarde Stene, som i det danske Dysse. Derimod har T: ok köstuðu honum, og kastede ham ned.
  250. ákall til arfsins, F; fjárins, W, P, D, o. fl.
  251. váttorð pau, D, W, M, K, N; votta þá er verit höfðu, F; vottuð orð, P.
  252. kvað þat haldast verða, F, P; skyldu
  253. þar hefði eigi üsáttir verit á sagðar, M.
  254. kvað, M.
  255. þ fa at, till. M.
  256. arfi, M.
  257. till. D, K, W.
  258. hvat titt var, D, IP.
  259. taflseinni, M.
  260. þrifa í hendr honum eptir fènu, þar er, W; hrifa hendr í Arnkeli eptir fè þessu, M; þurfa, D.
  261. allt lausafé, D, W.
  262. þat er þó likara, D, W.
  263. verði í þvi drjugari en þèr, D, W.
  264. sveit, D, sveitum, K.
  265. gánga, D, J.
  266. möts, G.
  267. fara p. ss. við þat, D, K, W.
  268. saal Tr; at þat skyldi skirra verða, L, Ra, 8, E, T; sverja skyldu vótta þá er, de Vidner skulde sværge som o.s.v., M; skyldu votta skrá at þar skyldu bera þeir um, F; þeir skyldu skera úr, er við handsölin voru, H; er viðverendur handsalanna bæri, T.
  269. ef eigi, D, K.
  270. allþúngu, D, K, allpúngt í, U.
  271. her og Paa flere Steder for vel, Wi
  272. s. Jy, B,Tr; fæði, Ra, 6; fæða, F,
  273. góða frændsemi, D, K, N; góða vináttu ok frændsemi, F.
  274. saal. W, D, K; þvíat mér þætti, Tr, Ra, 8, N.
  275. till. D, K, N.
  276. betri, Tr.
  277. frændsemi okkari, N, K; okkar, L.
  278. kallar,D,K,W.
  279. ... lýgi ... T; gegnir aungu, D, F, W, K, N,P, U,
  280. ok mun ek eigi gera þat fyri róg þinn, at deila við Snorra um skoginn, for din Bagtalelses Skyld vil jeg ikke trættes med Snorre om Skoven, till. I, M; róg þitt... D,K,N, at bitast í hendr Snorra til skógsins, at bides med Snorre, for at fratage ham Skoven, W, D, F, M, K, N, P, U, S.
  281. pèr gángi meir litilmenska til, D, K, W.
  282. henti, Tr,
  283. deild, W.
  284. skogarmálit, M.
  285. tók eigi á mat, Jy, N, D; ekki mat, K, U; aungan mat, F.
  286. við marga menn, med mange Mænd, eller Fölgesvende, D,W.
  287. upprèttr í öndveginn, W, D.
  288. stóð ótti af andlíti hans, forskrækkedes vel hans Dödsmaade, K, þótti ótti andlíti hans, alle syntes at hans Aasyn var afskrækende, D... at andláti, N; um liflát hans, E, T.
  289. E, T, till. æk varð mönnum mikit fyrir at veita honum nábjargir, det faldt Folk besværligt, (eller betænkeligt), at yde hans Lig den sidste Hjelp, (behandle det efter Sædvane).
  290. klæðum, Klæder, W,D, K, N, S, U; handklæði, Haandklæde eller Törklæde, E, T. skálavegginn , W, D, o. fl.
  291. skálavegginn , W, D, o. fl.
  292. draga þeir hann, W, D.
  293. saal. R,W; útlagðr, Tr.
  294. till. W,D,K,N.
  295. feð, till. M.
  296. fyriforráðamenn, W; mann; D, K, N.
  297. litlu siðar en Arnkell var burtu farinn, D, K, W.
  298. sólsett var, T.
  299. beir, W, D, K, N.
  300. gale, rasende, M.
  301. æddi, rasede, F.
  302. smali, D, K, N, P; Kvæget eller Faarene, efter gammel Talebrug; nu betegner dette Ord i almindeligt Islandsk Hyrden selv.
  303. búfè, D, K, W.
  304. helblár, blaa som Hel d.e. Dödens Gudinde, I.
  305. saal. Ra, 8, o. fl.; disvaðr, Tr,
  306. till. D,K,W.
  307. upp, till. T
  308. till. W.
  309. opt, Tr, T.
  310. urðu, T
  311. udel, L, K, W.
  312. ok hún lèzt þar af um siðir, F, P.
  313. Þórðisardal, Thordises Dal, D, K, N.
  314. saal. D, K, N, P; a. b. í dalinum, Tr,
  315. vænlegra, U; kjörligra, antageligere, D, W, K, N; kyrrlegra, roligere, P.
  316. s. W, R8, L; aptrgaungr, Ra, o.fl.
  317. honum, t. W.
  318. ok ekki þat fylgja verkum sinum, og at det ikke hörte til deres Forretninger, till. W,D, M, K,N, P.
  319. vandræði, D, K, N, P,W.
  320. menn eru lögskyldir til, O; skyldir til, D, K, N,P,W; at lögum skyldir, M,
  321. þèr eigið, E,
  322. varna, D,F, M, K, N, P, W.
  323. ok brjóta dysina, ok finna Þórólf þar ófüinn, og opbryde Dyssen, samt træffe der Thorolf uforraadnet, till. D,W,K,N,P.
  324. till. D, N,W; at sjá, K.
  325. s. W; yxnin, Tr; eikirnir, D, K, N, P.
  326. með hliðinni fyrir ofan garð í Úlfarsfelli ok þar, d.e. langs med Bjergsiden oven for Gaarden paa Ulfarsfell og der, till. I, M,
  327. talsvert, klækkeligt, till. D,M,K,N,P,W,
  328. vart, neppe, E.
  329. nú, till y,M.
  330. till.M.
  331. hafði enn Krákuness skog, ok lèt vinna hvört sumar, D, K, N.
  332. heimildar tak, E; heimildar takan, O.
  333. saal. W, D, F, K, N, P, S, U; arfsvik, Tr, M, O, B, To.fl.
  334. till. D, W, K, N, U.
  335. heim binda, F; bera heim, D, F, W, K, N, U.
  336. udel. D, K, N, U, W.
  337. till, D, FK, N, U; milli hvols ok höla, S.
  338. skaut spjóti, A, D.
  339. höfu, D, K, N.
  340. á, D, K, N, P, W.
  341. af, W, D, K, N.
  342. slita menn við þat, D, K, N, slitu o.s.v., P.
  343. saal. Ra; skoraði á Snorra goða til, Tr, D, W, K, N.
  344. afsfðis, afsides, T.
  345. var upprisinn, skoraði hann å Arnkel til, W, D K, N.
  346. ok kvað hann skauð mikla, og sagde han var et stort Drog, till. M5 S har og dette: fann ek skauð på,
  347. aðra menn, er við hann mál eiga, G, M; hverja sem at eiga er, W, D, K.
  348. at Snorra kaupi sá betr keypt en þinu í því, af Snorre vilde gjöre en bedre Handel end du, derved, at o.s.v. W betr komit í þvi, D, K, N, P.
  349. skora til viðrtöku, D, K, N, U, W; liðveizlu ok... P.
  350. ól, D, F, K, N, Jy.
  351. fór undan ok svarar öllu heldr drjugliga, D, F, K, N, tr, hy
  352. hurðina, D, K, N
  353. greip öxina ok reiddi hátt ok titt, D, K,N,W.
  354. hviminn, Ra; Tr; öminn, U; upp yfir sik, over sit Hored, till, Jr, M, o. fl.
  355. till. D, M, K, H, N, P.
  356. tekit hafa, D, K, N,W.
  357. slikt, t. D,K,N,/v.
  358. um haustit, M.
  359. udel. D, N, W.
  360. öl heitt, D,W,M,K,N,P.
  361. þar var ok fjölmenni mikit, der vare ogsaa mange Folk, till. M.
  362. manna jafnað, D, K, N
  363. lítt ásáttir, U o. fl.
  364. saal. W og flere; Tr í Var sem optast, efum mannjöfnuð er talað, Ræ, 6, E, T, O; udel. af Trs þá er í mannjafnaðinn er slegit, W, K, N; verðr slegit, D í sem optast er, þá er um mannjöfnuðin er talat, G;
  365. saal. W, D, K, N, P; nefndu til Styr, Tr.
  366. fra I svå, W, o. fl.
  367. mismæli, en mislig Tale, D, F, P, T, U.
  368. udel. JV, K, N,
  369. enn var komit, saaledes som Sagerne da stode, Tr; saal. Ra, 6, W, D, F, P, T, U, K, N, L.
  370. till. W, D, K, N, P.
  371. lángskeptasta, W, D, F, K, N, P.
  372. ein, allene, E,
  373. mik mun, HV, D, K, N.
  374. hefir búizt, JV; búit, har beredt dig til eller: besluttet for Alvor, D, K, N; þá þða ert búinn til, G.
  375. þat þykir mèr þèr eiga at gera, Þorbrandssynir, W. D, o. fl.
  376. skyldu gildra til fornjösmanna, W.
  377. s. W; islög mikil, Tro.fl.
  378. með sólsetrum, W, D, K, N, P; at sólsetrum, U.
  379. ófriði, W, D, K, N, U; fyri Þorbrandssonum, P.
  380. voru, D; nýlýsa var, M.
  381. saal. W; alla, Ra, 6, Tr,
  382. saal. W, F,D,K,N, U; tók á fótum, D,P; udel. Tr.
  383. till. D, W, K, N, P, U; derimod for begge sidstmeldte Varianter: Hann vakti upp Sm.g, Tr,
  384. renna heim til bæjarins, WP,K,N.
  385. hljóp, sprang, D, K, N,W.
  386. saal. D,K,N,W; klæddir, Tr.
  387. tólf, (12), G.
  388. renna heim til bæjarins, WP,K,N.
  389. liðs, D, K, W, o. fl.
  390. till. D, W, K, N, P.
  391. udel. W.
  392. legunautr, Sengekammerat, D, K, N, P.
  393. saal. Tr; þrælunum er eigi leitt verkit, at Trællene ikke skye Arbeide, G.
  394. fra næst forrige T udel. JW o. fl.
  395. stakkgarðinn til sin, W, D,K,N,P.
  396. D,K,N,P, udel, á af garðsetarnir, G; teknar garðsetur, U.
  397. saal. D, W atgaungu, Tr.
  398. saal. W, D, O, N, P; fjöturraufinni, K, U; fjöturraufnum, Tr; fjötrarborunni, Fjædderhullet, M.
  399. saaledes rigtigt JV, D, F, M, K, N, P, Ra, 6 í Vifilsson, Tr, Þoroddr Vifilsson, G; see Anm. 53. Saavel Navnet som Wisen udelades af II, S, U.
  400. W, D; sár ora, Ra,8, L; saar orka, Tr,
  401. s. W,D,N; mareifar, Tr.
  402. saal. W, D, N, P; undagjalls, en Afskrift; undaa jamls, Ra; undagjalls, Ré, Tro. fl.; undagjafs, en anden i foruden adskillige flere uantagelige Læsemaader,
  403. udel. W.
  404. s. Ra,G,E, L; mikill, Tr, R;, T.
  405. frá þar allviðr haugr s. stakkgarðr, D, F, P; sem stakkgarðr, K, N; så, till. W; þat allmikill haugr sem viðr stakkg., M.
  406. saal. Tr, T, o.fl., oðala ok erföa, D, K, N; aðila o. e., W, M; erfðar ok eptirmáls, H; eptirtals, O.
  407. rekandi, S; ræki, W; rèttr (á gjörr), G; mikil rækt (atger), F.
  408. liklegt var, D,K,N,W,
  409. skyldi eptir svå virðugligan, D, K.
  410. þau, W, D, K, N, HV; færðu landsmenu þat í lög, S; færðu landshöföingjar þat í lög, indrykkede Landets Hövdinger det i Lovene, U.
  411. á burt siglðu, D; föru, W.
  412. styrimönnum .. þeirra b, Jy, D, K, N.
  413. stýrimenn, W
  414. nenntu þeir ekki at leysa, W o. fl.
  415. saal. W, M; allar hafnir hans, alt, hvad han havde med sig, D, K, N, U: farnest, eller fararnesti, Reisebylt, Reisekost, andre.
  416. hann vel Austmönnum, D, W, M, N.
  417. till. Jy, M.
  418. till. M.
  419. Austmenn, D, M, JV o.fl.
  420. þar sem, IV o. fl.
  421. tveir islenzkir menn, D, M, W o. fl.
  422. minnumst, D, S o. fl
  423. komum til Islands, W,D,S, U o. fl.
  424. litla hrið, W, D o. fl.
  425. udel. W.
  426. Bjarnarhafnarós, G, M.
  427. udel. W o. fl.
  428. Þuriði, W, D, K, N, P, S.
  429. saal. W; mál kom til Steinþors, Tr.
  430. bræðra minna, W, D o. fl.
  431. geng, W, D,
  432. taflleik, Bretspil, F, G, P, H, T; tölfleik, D.
  433. skildust at þvi, W, D, F, P.
  434. Um sumarit eptir, W.
  435. till. W, D.
  436. Dögurðarnes, W, D o. fl.; Dagverðarnesi, O.
  437. XII, D, F, N, P.
  438. udel. JV.
  439. saal. D, IV, K o. fl; riða leið þina, Tr.
  440. um vallgröna, D, F, W, K, N, P, U.
  441. utan, D,K,N,P,W.
  442. litklæðum, farvede Klæder, D,K,P,N,W,
  443. toku þeir þå at greiðareiðina, ok sneru þángat, de gave sig til at ride hurtigere, og toge Veien derhen, F, W, P.
  444. Þviat Breiðvikingar voru þar færri, fordi Bredevigsmændene vare færre der, W, D, K, N, S, U.
  445. udel. Jy, D, K, U.
  446. till af D, F, W, K, N.
  447. hèt jafnan á, W, D.
  448. saal. D; um haustum, Tr.
  449. saal. Ra, 6, O o.fl.; öxl, som Stedsnavn, Tr.
  450. till. D, K, N, P, W.
  451. saal. W, Tr; vita Ra.
  452. saal. Ra, W; ofan í, R; Tr.
  453. verðr upp, D,N,W; var upp, K.
  454. svå framt ofan, at, W, D o. fl.
  455. saal. G, M, S; hafi, K, U; höfum, W, D, N; sandsynligviis rigtigt efter Stedets Beliggenhed at skjönne: den trykte Text og dens Kilder have derimod rauninu, hrauninu, fra Lavastrækningen; runnunum, Buskene eller Lundene, E, H; husunum, Husene, d. e. Legestuen og dens Tilbygninger, F.
  456. hann svá veg sinn, at hann kom ofan í skarbit, þat er verðr upp frá leikvellinum, W, D, K, N, P.
  457. saal. W. o. fl.; gerfr, Tr.
  458. allhægliga fara, W.
  459. mikit fall ok, R.; Tr.
  460. saaledes D, K, O, N, W o. fl.; nauts bük flegins v. n. k., Ra, 6, L; sem fleginn nauts belgr hefði niðr verit kastaðr, E; hrossbük flegnum v.m. k., M, en flaaet Hestekrop; sem nauts bukr fleginn veri kastat, Tr. (urigtigt); nautsbük heilum, S, nauts b. væri niðr fleigt, W.
  461. till. af Jy, D, K, N.
  462. vinr, D, W, M, K, N, P.
  463. Egill hverr? segir Björn, JV, D, K, N.
  464. till. D, W, F, K, N, P.
  465. Þórðr tók sverð, Tr.
  466. till W, D, K,
  467. sagði Egill sögu sina, D, W, K, N, P, S.
  468. honum, ham, D, o.fl.
  469. X, U.
  470. udel. af W, D.
  471. sök til, D; sökn á, M.
  472. hálsinn, G.
  473. saal. Ir, D o. fl.; hjá Steinþóri, Tr o. fl.
  474. saal. Ra, D, G, T; udel, í R3, Tro.fl.
  475. s. W,D,F,K,N,S; yfir matborði, U; udel. Tr.
  476. s. D, Wi breytni, Tr; umbreytni, F.
  477. með yðr ok Þorbrandssonum at öfimlega takist, IP,D,M,K,N.
  478. saal. D,W,K,N; Styrr, Tr.
  479. udel. W, D o. fl.
  480. Skeiði, D, G, W o. fl
  481. Vatnshåls, W, D, M, N, K, P; Vatnsdalsböfða, E.
  482. ok fyrir ofan Bringufell, till. M.
  483. nábúa sina ok heimamenn, W, D, K, N, P, S, U.
  484. saal. Tr, W, M, K, N, P; Raunhafnarhöfða, Ra, 8, E, H, 0.
  485. saal. W,D,P; þrennum, Tr, Ra, 6,7,M,0.
  486. val L, Afskr. W, vel L, Afskr. D, K, U, M, N; vel LX, D, E, P; fimtiu, H.
  487. Akurseyri, E, T.
  488. ferð Steinþórs varð sèn, rèðu Þorbrandssynir, at göra, D, W, K, N.
  489. nánd, D o. fl.
  490. þat skal fjærri fara, sagði hann, at þeim skuli bæinn verja, D, W, K, N.
  491. máli, Ra; fra í gegnliga fara með málit, W.
  492. saal. D, F W, K, M, N, P, S, U; gengu um golf, Tr, Ra, B.
  493. saal. Tr; udel, af D, M, W, K; þat var eigi vel beitt, R3; þat var vel beitt, Ra, L.
  494. með gylltum listum, D, W, K, N.
  495. vegnir, veiede, till. M.
  496. X (tíu) U.
  497. s. W o.fl; på, R, Tr., L.
  498. griðkona, D, W, P, U.
  499. s. Ra, D, P, G, N; vaattnefnuna, W
  500. udel.W, D.
  501. vænligr, W, D o. fl.
  502. udel. Ra, W, L
  503. ok skörugliga, till W, D.
  504. fram ok hverr þeirra Þorbrandssona eptir annan, W, D o.fl, Ra, udel. üt.
  505. hèt hann å, W, D o. fl.
  506. till. D, W, S, U o. fl.
  507. sinum mönnum, D, W o. fl.
  508. saal. D, W; staðar ok, Tr.
  509. sannast, D, W.
  510. gullbüna, D, W, F.
  511. dugði, D,W.
  512. saal. Ra; bar hann þat opt, R3, Tr; brá hann pví jafnan, D, W,P.
  513. saal. D,W; varð þat fyrst at hann drap mann úr flokki, Tr, R, L.
  514. svá, saaledes G,W.
  515. meðalniðingr, D, W, M, U,
  516. till af D, W, M.
  517. þessu, D, W.
  518. hinn rammi, den stærke, M, W, D, F, K, N, P, U.
  519. rèðu þeir þegar til, D,W,M.
  520. XXXX, Tr; men dette er kun en Trykfeil, og udtrykkes i Oversættelsen ved triginta.
  521. til gánga, Wo.fl
  522. saal. D, W, M; hafa, modtage, Tr, R, L.
  523. till. D, W.
  524. þrír, G,M; eðr þrír, till.
  525. saal. Ra,svangræddir, W; svangæðir, Tr. o. fl.
  526. virði, Ra, 6, L, M.
  527. saaledes W, D, K, N; fimm, F, P; Ra, 8, L: D, som her blot skal betyde fem, ved den originale Textafskrivers Feiltagelse; Tro.fl. har;þrjá, men i Parenthese : fim, fem, som vistnok bedre passer baade til Versreglerne og Sagaens Beretning. Skaldens Navn og Vise udelades ganske af H, U, Visen af S.
  528. minna, Ra, 6. L.
  529. saal. Ra, 6, L, M; fjandr hefna, J7; frænda hefna, Frander hævnes, Tr. o. fl.
  530. saal. Ra,6,L 5 þeim tilstefnt, Tr,M; t. þeim feðgum, F, W.
  531. saal. W, D o. fl.; er menn v. h., R, Tr.
  532. udel. JW, D o. fl.
  533. D, W, P o. fl. till goðan.
  534. (og senere): Gruplunausti, D,F,K, N, P; Grublunausti, 0; Grauflunausti, S.
  535. ofan á, M; upp yfir, D,W.
  536. Seljuhöfði betyder Piletræets eller Seljepilens Hoved: JV, D, F, M, O, P, K, U have: Seljahöfða, d. e. Sæternes eller Sæterhytternes Hoved. Dette sidste Navn bruges endnu om Stedet.
  537. innan at Bakka, D,W; inn til Bakka, P.
  538. á leiruna, G,Hy,P.
  539. saal. W; voru í, Tr; eru á, O.
  540. saal. Ra, 6, W, D, F, O, K, N, T; hállir, glatte, Tr, M, P, U.
  541. Hofsvogs, D, W, K, N, P.
  542. út allt af, forbi Isranden, W, D.
  543. vápnum sinum, deres Vaaben, W.
  544. innan, G, W, D, P.
  545. saal. Tr, R3, W, S; udel. Ra.
  546. saaledes W o. fl. í júlavistar, Ra,8, L.
  547. vigis, ok forvitnaði þá hverja at sjå aðra; fórust beir ok; hvor de tænkte at kunne forsvare sig, og begge Partier vare nysgjerrige efter at see hinanden o.s.v., C, M; vigis, fórust, o.s.v. W, D.
  548. þar varð fyrir Þorbergr Þorláksson, kom þat á hann, C, D, W, K, P; ok kom þat á Þorberg; M, U have og her: Þorberg.
  549. urðu þar aungvir, W, C.
  550. till. W, D, P o. fl.
  551. udel. C, W.
  552. skeinuhætt, C.
  553. nokkura, D, W.
  554. till. F, W; (framast, D, K, N).
  555. W o. fl. s hamn, R,Tr,
  556. skruppu, IV.
  557. hála, D, W
  558. till. D, W.
  559. ofa opin, C; ofan opinn, M; ofan, W.
  560. bræðr vann hann alla í senn, sem nu var sagt; disse Brödre overvandt han alle paa een Gang, som det nu er fortalt, D, K, N. De förste Ord have maaskee staaet saaledes í en gammel Codex: þessi brögð vann hann avll í senn, o.s.v.
  561. mjök, C.
  562. spurði hví hann rinni, D, W, K.
  563. skerbrekkunni, D, W, K, N, P.
  564. saal. Rg, H, o. fl.; sióan, Ra, L.
  565. broddskonum, D; skóbroddunum, M, K, N.
  566. udel. af D, W, K, N.
  567. ræddi Þorðr blígr þá um, C, W, K, N.
  568. vinna á, W, D, P, o. fl.
  569. saal. have ogsaa W, D; K, N, C have her og paa andre Steder: Þorbergr for Bergpór.
  570. firðinum, W, C, D.
  571. öxnabrekkum, D, W, M, K, N, P.
  572. saal. D, W; fundrinn hefði vorðit á Vigrafirði um daginn, C, Tr,
  573. udel, W o. fl.
  574. till. Ir, D.
  575. til skersins, til Skjæret, W, D.
  576. allir særðir til ólifis, vare alle dödelig saarede, C; allir voru þeir úvigir, C, M.
  577. Snorri gekk á ísinn þar sem hann sá at blöðflekkr var mikill ok, W, K. Meningen viser at Snorre undersögte Blodet der, hvor den störste Masse deraf var samlet.
  578. udel, W, K.
  579. hristi, rystede om, D,W,N, P.
  580. kvað D. blætt hafa, C.
  581. var mest sårr, hann, till. C, W, P.
  582. till C, W, P.
  583. um yðr Þorbrandssyni, W, D, P.
  584. saal. C, W; er, Tr, R, L.
  585. saaledes C, D, W o. fl. í at þèr, till. Tr.
  586. svá þraungvar brækr, C.
  587. öðrum fæti, C, W.
  588. udel. C, W.
  589. af spjóti, et Stykke af et Spyd, E.
  590. meðalfól C, D, F, P, S.
  591. byrgist svå lítt, W, K, N; bergåist, D.
  592. kvað sèr vera sem lömbum þá er pau væri nýkefld, at þau væru tregust til átsins
  593. honum stóð ör í hálsinn ok upp í hálsins tungurætr, C.
  594. spenni taungu, rètti til m(afna) sins, C.
  595. till. D, W.
  596. makkvat gneipt af, W; navkkut svág. á, C.
  597. lèt sár eigi annat lika, W.
  598. saal C; aptr, Tr, R, D, W.
  599. ok fór þá eptir getu Snorra, C.
  600. C udelader jafnan; áframm, fremad, B.
  601. saal. W,C,D, o. fl., þar eptir, F; optast síðan við trèföt, som oftest paa et Træbeen, Tr. R, L,G.
  602. þeir Steinþór fóru á skipi til Bakka nausta, ok var tjaldat yfir Þorbergi um nóttina, en þeir fóru til huss bræðr, C. Saaledes ogsaa Jy, D, P med den Undtagelse at Bergbóri sattes for Þorbergi. Den trykte samt o, L: var tjaldat yfir liki Bergþórs, et Telt blev sat over Bergthors Lig. M har derimod: yfir líkinu Þorbergs
  603. fara i sæng, C; nátta, M.
  604. því, W, C, D.
  605. sagði þau tiðindi at Þ. var, C; .... at Bergþór, .... W.
  606. sagði þau tiðindi at p, var, C; ... at Bergpór, ... W.
  607. óvænt, C, D,W, M.
  608. deila illdeilum, C, D, P; illdeildum, HW, M.
  609. udel. C, D, Jy, P.
  610. ligeledes.
  611. formaðr at pví, C, D, P
  612. í teingðum við hvárratveggju, C.
  613. urðu sáttir, C, D, sættir, P.
  614. undir dom Vermundar kæmi malin, o.s.v., D.
  615. sættum, C; gjörðum, IP.
  616. C, D,//, M, P till alla.
  617. áverkum, D, W, P; verkum, C.
  618. likt látit, C, D, J/, P.
  619. saal. Tr. W; III manna víg þeirra er, C, M, Ra, 8.
  620. þb á Vigrafirði var likt látit ok áverki III Þorbrandssona, C; en á Vigrafirði var likt saman víg Þorbergs ok sár þeirra, M; þriggja, P.
  621. till. D, W, K.
  622. voru ótaldir af mönnum Steindórs er fèllu, C; voru ótaldir ok látizt höföu, M, O.
  623. udel. C.
  624. saal. Rg, Tr; voru uppi, C, W.
  625. till. W. D, G.
  626. þeirra Steinþórs, W, F,N,P,S.
  627. saal. Ra; Grenlands, N, Q; Grænlands, de övrige.
  628. till W o. fl., kumbi, E, H.
  629. Kumbavogr, E; Kimbafjöðr, W, I, N, O, S, V; Kumbafjörðr, H, T, P, Q.
  630. udel. W, D, K.
  631. ok, og, till. W o. fl.
  632. saal. Ra, b, E, G, H, L, T; Þorbrandsson Snorri, Snorre Thorbrandssön, Tr, d.e. Snorri Þorbrandsson, F; S Þorbrandsson, HV, (i Afskr.): jfr. Anm. 83.
  633. raustasti, W, K, N, P, U.
  634. Þórðr, urigtigt Tr.
  635. bróðir þeirra, till. JY, D. bróðir þeirra, till. JY, D.
  636. saal. J7, H; avrn, urigtigt, Ra,8,L,Tr
  637. fra Thann, Tr.
  638. udel. W,D,N,0,P,Q. Det maa ellers bemærkes her, at W, F, K, P, Q, S, U indskyde dette Capitel först efter Slutningen af Fortællingen om Thorgunna og Spögeriet paa Frodaa (Tr S. 282, men der findes Capitlet S. 252-53). Det er saaledes en Feiltagelse, naar det bemærkes i den trykte Udgave, at dette Capitel mangler i den Wolffenbüttelske Codex.
  639. Om Thorbrand Thorfinsöns Herkomst og Bedrifter er adskilligt fortalt ovenfor i Beretningen om Alptefjordsbeboernes o. fl. Oprindelse, S. 558, 590.
  640. Thorbrands Hustru, som i Eyrbyggja nævnes Thuride, kaldes og saaledes i Landnámabók 2 P. 5. Cap., men paa et andet Sted, samme P. 13 Cap. Thorbjörg (Þorbjörg). Det maa bemærkes herved, at det förste Navn ogsaa tydeligens læses paa det förstmeldte Sted i Membranfragmenterne af Hauksbogen (C), ligesom og i dens ældste fuldstændige Afskrift. Der hedder det nemlig: Dóttir Þorfinns var Þórriðr, er átti Þorbrandr i Álptafírði. Tvende smaae, men ikke umærkelige Varianter forekomme her, som ei sees i Landnámabóks sidste Udgave, nemlig Navnets ældste ægte Form (ikke det nyere Þuriður) og í for or som vist nok er rigtigere end det sidste Ord, hvilket B dog og har, men den udelader derimod (formodentlig ved en Skrivfeil) Konens hele Navn. Den saakaldte Sel-Thorer var en Sön af Grim Ingjaldsön fra Haddingdalen (nu Hallingdalen) i Norge, Broder til Hersen Ale (Áli). Han drog til Island, i Landets förste Beboelsestid, men döde paa en Ö, inden han havde valgt sig et fast Opholdssted, som först blev hans Sön Thorer til Deel, paa Ydre-Rödemel (Ytra - Rauðamel) i det nu saakaldte Myre-Syssel. See om ham Landnámabók 2 P. 5 og 13 Cap., hvor han siges at have været en stor Hövding. Jfr. Udg, S. 79 og 129.
  641. Landnámabók (2 P. 13.C.) opregner ogsaa Thorbrands Sönner, 6 i Tallet. Den sjette, der tillagte, kaldes Illuge. Der nævnes ikke Datteren, Thorgerde, men hun og hendes Mand Thormod Thorlaksön (som begge herefter forekomme i nærværende Fortælling) vare allerede ommeldte i samme Parts 9de Cap. Mærkelig nok omtales gjerne ellers Thorbrands Sönner i Eyrbyggja som 6 i Tallet, uden at flere nævnes end fem, (skjönt den sjette kunde antages at være deres Fölgesvend). Dog er den i Landnámabók nævnte Illuge muelig död ganske ung, eller taget bort fra sit Hjem til andre Egne, hvorimod Eyrbyggja vel kunde forstaae Freystein Bofe, som Thorbrands uægte men antagne Sön, for den sjette. Jfr. Anm. 51, 63, 75. En aldeles afvigende Beretning om Thorbrands Herkomst og hans Sönner indeholder den eneste fuldstændige af de to Arnæmagnæanske Haandskrifter af den saakaldte Melabók (E); dette Skrift er et Slags gammel Sammensmeltning af Landnámabók og Hauksbók, men har undertiden mærkelige, skjönt dog tildeels upaalidelige, Tillæg, til hvilke sidste dette vel mestendeels hörer, anfört i den sidste Udgave, (KB,) iblandt Varianterne, S. 79: Ulfarr kappi hafði numit land inn frå Þórsá i Álptafjörð ok Eyjarfell allt til Óss, ok bjó at Úlfarsfelli. Hans son var Vebrandr, faðir Þorbrands í Álptafírði, er átti Þorbjörgu Þorfinnsdóttur. Þeirra börn voru Snorri ok Kárr, Þorleifr kimbi, Þorfinnr, Skiði, Illugi, Þorgerðr högginkinna, Þóroddr, Þormóðr d.e. Ulfar Kæmpe havde taget Land i Besiddelse inden for Thorsaaen, nemlig Alptefjorden og Eyrarfell lige til Os, og boede paa Ulfarsfell. Hans Sön var Vebrand, Fader til Thorbrand i Alptefjorden, som blev gift med Thorbjörg Thorfinnsdatter. Deres Börn vare: Snorre, Kar, Thorleif Kimbe, Thorfinn, Skidi, Illuge, Thorgerde Huggekind, Thorodd og Thormod. – Vi behöve kun (med Hensyn til Thorbrands her foregivne Herkomst) at gjöre Læserne opmærksomme paa Landnámabóks og Eyrbyggjas ensstemmige og udtrykkelige Beretning: at Ulfar Kæmpe ingen Börn havde. Den herommeldte Vebrand er ellers aldeles ubekjendt. Thorbrands her tillagte, og ligeledes i övrigt ubekjendte Sönner ere da to, nemlig Kar og Skiði. Den förstnævnte er formodentlig forvexlet med Thorodds Sön Kar, efter hvem Gaarden Alptefjord först egentlig fik Navn af Karstade.
  642. Fostbrödre (föstbræðr) kaldtes de, som bleve opdragne af samme Fosterfader eller Fostermoder. Fra Arilds tid ansaaes vel denne Omstændighed som forpligtende for slige Deeltagere i den samme Opfostring til et Slags Staldbroderskab og fast Venskab for deres hele Levetid. Andre, som ikke vare opdragne sammen, tilsvore dog undertiden hinanden et saakaldet Fostbroderskab d. e. det fasteste Venskab i Liv og Död; det skete da med forskjellige bestemte Ceremonier. See herom Werlauffs Anmærkning til hans Udgave og danske Oversættelse af Vatnsdælasaga S. 27 og P. E. Müllers Sagabibliothek 1, 53 o. fl. jevnfört med Værkets Register, som henviser til mange i Sagaerne forekommende Exempler, samt den samme berömte Forfatters Afhandling om Venskab blandt de gamle Skandinaver (i Skand. Selsk. Skr). – De ved et frivilligt eller overordentligt Fostbroderskabs Stiftelse sædvanlige Blodpagter ommeldes i den ældre Edda, som indgaaede mellem Guderne, men de forekomme og blandt de gamle Skyther, Meder, Lyder, Armenier, de kaukasiske lberer o. fl., hos græske og romerske Forfattere; ligesom og en lignende Skik endnu bruges af Inderne o. fl. (see Finn Magnusens Overs. af d. æ. Edda 1, 308-309, samt Oplysninger til Værkets store Udgave 11, 935). Med Hensyn til det egentlige Fostbroderskab fortjener det endvidere at bemærkes, at en saadan Skik, som den gamle nordiske, endnu fölges blandt de kaukasiske Folk, til hvilke vore Forfædre vel engang selv hörte. Kabardinerne antage f. Ex. saaledes, at En, ved at die en Kones Bryst, eller drikke Melken deraf, bliver hendes antagne Sön, og hendes Sönner hans Brödre, som bör forsvare ham og hævne hans Död, (Klaproth Reise in den Kaukasus, 1812, 1, 572), – aldeles ligesom i det gamle Norden! Endnu i det 16de Aarhundrede havde lrlænderne lignende Skikke og Grundsætninger. De ubeslægtede, som havde diet de samme Bryster, bare da en större Kjærlighed til hinanden end de virkelige Söskende (Cambden Britannia, II, 1417). Gallernes Soldurier vare vel som oftest sammensvorne, men ikke naturlige Fostbrödre, hvis gjensidige Pligter de dog vistnok pleiede at paatage sig.
  643. Eyrbyggja indeholder meget om Arnkel Godes ældre Bedrifter samt hans og Snorre Godes Mellemværende fra först af, hvilket vi ikke kunne her optage, men derimod hans senere og sidste Begivenheder, da de udtrykkelig vedkomme de her indförte Biographier. Ligesom Geirrides Gaard paa Borgardal, er Arnkel Godes Bopæl paa Bolstad nu for længst ödelagt. Efter Pastor Hjaltalins ovenommeldte Indberetning seer man der dog endnu Levningerne af de överst liggende Huses Ruiner. Den Hæderstitel af Gode eller Hofgode, som baade Arnkel og Snorre bare, betegnede deres höie Værdighed som Gudernes Præster eller Tolke (af goð, guð d.e. Gud), og tillige Tempelforstandere (af hof, Tempel, Afgudshuus). Saadanne Mænd vare tillige Herreds-Hövdinger og Folkets Dommere. I de hedenske Tider var Island inddeelt i 3 Fjerdinger, efter Verdens Kanter, hvoraf hver först havde 3 Thinge (eller Thingsogne, skjönt Nordlandet senere fik 4); hvert Thingsogn havde 3 Goder eller Herredshövdinger, hvoraf enhver forestod sit Tempel, ordnede Rettergangen o.s.v.
  644. Om denne Thorgrim Hjallaks Sön, kaldet Gode, kunne vi henvise til, det Foregaaende.
  645. Om denne Arngrim, Styr eller Viga-Styr, Erik den Rödes Ven) kunne vi henvise til det ovenanförte, S. 592, 608 o. fl.
  646. Vermund boede i Bjarnarhavn efter sin Fader. Herefter vil han og tiere nævnes.
  647. Om Asgeir Vestarsön paa Eyre eller Öre (Öndverðareyri eller Hallbjarnareyri) see ovenfor S. 550, 556 Jfr. 582. Om ham handler ogsaa Landnámabóks 2 P. 9 C., hvor og hans Sön Thorlaks fire Sönner opregnes m. m. Dens ældste Text (B) nævner endvidere, som hans og hans Hustrues Datter, Helga, gift med Asmund Thorgestsön. Dette Tillæg udelades i Landnámabóks nyeste Udgave, som dog har optaget et andet udförligere, af samme Indhold, fra Melabogen (E).
  648. Om Grim og Helge Droplögs Sönner (fra Islands Österland) haves to forskjellige Sagaer, og ligeledes en anden om Vermund Kögur (samt Viga-Skuta, fra Öens Nordland). See Müllers Saga-Bibliothek 1,86, 164.
  649. Om disse Södskende, Thorlaks Börn, især Sönnerne, vil meget herefter forekomme, som nöje indgribende i Thorbrands Sönners Levnet og Skjæbne. Paa Mödrene siden vare de af fornem Slægt, da deres Moder, Thuride, var en Datter af den nævnte Audun og hans Kone Myrunn, en Datter af Beaömac (efter andre Maddað) Konge i Irland. (Landn. 2. P. 9, 10 Cap). Efter det samme Skrift var Steindor Thorlaksön paa Öre gift med Thuride (nyere Afskrifter have Thordise) en Datter af Thorgils Aresön paa Reikholum (fölgelig af Are Frodes Slægt) hvorimod hans Broder, Thord Blig, havde Otkatla Thorvaldsdatter (Thormod Godes Sönnedotter) tilægte. Gunlög, Steindors Sön, tog Thuride den Kloge (hin spaka) til ægte. Fra hende havde Are Frode mange af de ved ham optegnede Beretninger.
  650. Om denne berömte Hövding Erling Skjalgsön, gift med en Konges Datter og Söster, handles udförlig i de af Selskabet (i Original, samt dansk og latinsk Oversættelse) udgivne Sagaer om Norges Konger Olaf Tryggvesön og Olaf den Hellige, samt i Snorre Sturlesöns Heimskringla, 1ste og 2den Deel. Et herligt endnu tilværende Mindesmærke om ham, Domkredsen ved Sola, er nöie beskrevet af vor uforglemmelige Börge Thorlacius i Antiqvariske Annaler, 1ste Bind.
  651. Hörda-Kare (som nedstammede fra Hedemarkens Konger) havde, för Harald Haarfagers Tid, været en meget mægtig Hövding paa Hördeland, og var Erling Skjalgsöns Oldefader paa Fædrenesiden. Thorolf Mostrarskæg, Snorres Oldefader, var udvandret til Island fra sin fædrene Eiendom paa Öen Moster, hörende til Sönder-Hördeland, i det han, (som saa mange andre norske Hövdinger) flygtede for Harald Haarfagers Undertrykkelse og Forfölgelser.
  652. Hornefjorden ligger paa Islands sydostlige Kant, men er i meget lang Tid ikke bleven brugt som Havn.
  653. Nogle Afskrifter have: meget glemsom; Börk glemte det nemlig, at den af Eiolf dræbte Kæmpe, Gisle Sursön, var hans egen Hustrues kjödelige Broder, hvorfor hun maatte meget bedröves ved denne Tidende, og harmes over Banemandens Pralerie.
  654. Den af Gisle forhen dræbte Thorgrim havde været Broder til Börk, men Faderbroder til Snorre. Nu havde Eiolf hævnet Thorgrims Drab, og saaledes, efter Börks Mening, reddet hans og Snorres Ære.
  655. Thordis Sursdatter forsögte saaledes at hævne sin dræbte Broder.
  656. I de bedste Exemplarer angives Summen ubestemt (om enten Mark eller Hundrede hermenes); i andre meget afvigende, eftersom Varianterne vise.
  657. Dette see vi saaledes at have, i Hedenskabet, været Aarsag nok til Skilsmisse, fra en fri Kvindes Side. De ældre Tiders Lovbestemmelser herom kunde ikke optages i Grágás, da alle Ægteskabssager, efter Christendommens Indförelse, henvistes til Biskoppens Afgjörelse efter den geistlige Ret.
  658. Mar Hallvardsön var (som ovenmeldt S. 568) Halvbroder til Thorgrim, Snorres Fader. Han nævnes i Landnámabók 2 P. 19 C.
  659. See ovenfor Anm. 5. Det Tempelog de övrige religiösretlige Institutioner som Snorre Gode forestod, vare förstanlagte og indrettede af hans Oldefader, Thorolf Mostrarskæg. De og deres Oprindelse beskrives tydelig og udförlig ovenfor S. 536-544.
  660. Da Godedömmerne og deres Indretning ved en Lov bleve indförte i Island som en almindelig Institution, toge Lovgiverne dog, efter hvad Landnámabók beretter 4 P. 7 C, ved Godernes Udvælgelse ikke Hensyn til Legems-Styrke eller Tapperhed, men til Viisdom og Retfærdighed.
  661. Hraun (Rön) betegner egentlig en Landstrækning, bestaaende af störknet Lava, hvoraf mange findes i Island. Ogsaa Styrs Gaard havde, og har endnu, dette samme Navn af den nærliggende store og længe næsten ubefarlige Lavastrækning, gjennem hvilken to norske Berserker, Halle og Leikner, (som Hakon Jarl havde overdraget til Vermund den Smækkre, men denne igjen til sin Broder Styr) banede en Wei, som endnu beundres og gjör Nytte, i det Haab at Halle derefter skulde giftes med Styrs Datter Asdis, til hvilken han friede. Isteden derfor fandt Brödrene, for hvilke deres Herre Styr frygtede, ved en af Snorre Gode udtænkt List, deres Död i det Bad, hvori de vilde forfriske sig efter deres uhyre Anstrængelse. Dette fortælles vidtlöftig i Eyrbyggja og i John Olafsens (fra Grunnevig) efter Hukommelsen skrevne Udtog af den tabte Vigastyrssaga. Efter den förstmeldte har Walter Scott oversat paa Engelsk den hele herom handlende Fortælling, i det i nærværende Afdelings Indledning omhandlede Værk, S. 489-492. Endnu viser man endvidere det af disse norske Kæmper opförte Mark-Gjerde og deres tvende Gravdysser, som ligge i en lille Fordybning tæt ved den af dem anlagte Vei, som dog bliver deres uforgjængeligste Minde. See derom E. Olafsen 1, 367 og Henderson Iceland 11, 62 o. fl. Berserker kaldte man fordum saadanne Mænd, der undertiden betoges af et Slags Raserie, hvori de (hvilket endnu ofte er Tilfældet med Gale) syntes at have en overnaturlig Styrke.
  662. Dog lader det ikke til at Styr eller Vermund have arvet det halve Godedömme efter deres Fader Thorgrim, saa at hans Adkomst dertil, efter Forliget med Thorstein Thorskabit, blot synes at have gjeldt for hans Person, men ikke for hans Arvinger. Senere blev Vermund dog Isefjordens Gode, efter at han var flyttet dertil og havde bosat sig der for bestandig.
  663. Thorbjörn Vifilsön drog siden selv til Grönland; see om ham især Thorfinn Karlsefnes Saga, ovenfor S. 360, 362 o. fl.
  664. Vika (Uge); Dette Ord er her meget mærkeligt, da det tydelig viser, at de hedenske Islændere ogsaa udregnede Tiden efter Uger, skjönt Are Frode tillige udförlig beretter det samme, – og Ugedagenes upaatvivlelig nordisk mythologiske Navne, som endnu bruges i Danmark, Norge, Sverrig, Stor-Britannien o. s. v. ellers bevise den samme Hedenolds-Skik i det hele Norden. Om Ordets ældgamle Sidestykker hosMoesogother, Angelsaxer, Tydskereo. fl. see Leæic mytholog bor (cum calendar gentil septentr.) S. 741
  665. Ved en halv Maaned forstode de gamle Islændere, i Overensstemmelse med deres Lovsprog, som oftest 15 Dage, efter den af Egypterne og de ældste Asiater ved tagne Skikat regne 30 Dage paa en Maaned; see det sidst anförte Skrift S. 727, o. fl.).
  666. Som Gode eller Herredshövding var Arnkel vel pligtig til at forhjelpe den fornærmede Ulfar til sin Ret, skjönt han derfor maatte tiltale sin egen Fader.
  667. Julen var (som bekjendt) de hedenske Skandinavers störste Vinterhöitid, i Anledning af Solens Tilbagevenden til Jorden i Vinter Solhverv.
  668. Ved et Slags Fledförings- eller Undentags Forening, som i den islandske Fristats Lovbog, kaldet Grágás, kaldes arfsal eller Arvs Overdragelse, i Arfabáttr eller Arverets Afdelingens 12 Cap. (Arnæm. Comm. Udgave 1, 204 o. fl.). Varnaðar-maðr (ligesom sammendraget til varnaðr) er vel Oprindelsen til det danske Vorned (een som er i en andens Varetægt og under hans Formynderskab). Jfr. Anm. 33.
  669. Nemlig, efter samme Lovs Medför, Arve-Afdel. 11te Cap. l. c. 1, 203. Efter det næste Capitel burde da Thorbrand eller hans Sönner have samtykt Foreningen mellem Ulfar og Arnkel, hvilket de ikke have gjort. – Det er interessant at see heraf, at disse Artikler tilhöre Ulfljots ældgamle Hedenolds-Lov og ere fra den optagne i Graagaasen. Derimod synes dennes Bestemmelse: at Fledföringen, naar Contracten skulde gjelde, burde ophæve sin Huusholdning – (som og mangler i den Kongelige Codex)– at være yngre, thi ellers var vel en paa den grundet Exception bleven fremsat af Thorbrands Partie.
  670. Lege bestode fordum mest af Boldspil, Brydning o.s.v. samt andre Færdigheders Udövelse. See Engelstoft om de gamle Skandinavers Legemsövelser i Skand. Museum 1802 samt Thorl Antiquitt. Bor. Observ. Spec. IV. p.211 o. fl.
  671. Denne Mening synes og vel at kunne udledes af Vigslodes (eller Lovenes Drabsafdelings) 86de Capitel (l. c. Il., 128) og tillige at understöttes af Analogien, ved Jævnförelse af 108de Cap. (S. 153-54).
  672. At 12 Öre vare de da lovlige (maaskee dog tillige ringeste) Böder for en Træls Drab, sees af Eyrbyggja 43 Capitel, (S. 222), hvilket vi komme til at indföre i det Fölgende. Thorolf har da vel end ydermere villet paastaae Godtgjörelse for den Skade han i det hele (ved lucrum cessans o. s. v) kunde have lidt ved saa mange (maaskee alle hans) Trælles paa eengang skete Drab. Efter Vigslodes Bestemmelse i 108de Cap. (II, 153) skulde 5 Bönder vurdere den dræbte Træl, eller den hans Herre for Drabet tilkommende Erstatning. Fæsteafdelingens 43de Cap. (I 338) ansætter en Trælkvindes Værdie til 12 Öre. See endvidere Schlegels Indledning § 32 (L, CXCV).
  673. See ovenfor, Anmærkning 33. Arnkel har ikke villet ansee Brödrene Örlyg og Ulfar for Frigivne, men for virkelig frie Mænd; Thorbrand og hans Sönner have Paastaaet det Modsatte.
  674. Dette var i Oldtiden de Fornemmes og Riges Skik her i Norden, for saavidt de ved slige Gaver vilde vise deres Venner og Gjæster en særdeles Udmærkelse. Grækerne havde den og för Homers Tid (see f. Ex. Odysseens 1ste Bog). De samme Gjæstfrihedsregler iagttoges overhoved fordum af disse Hovedfolk, og fölges endnu tildeels af de kaukasiske Folkeslag.
  675. Mandens rette Navn har været Gils, men fordi han har givet sig af med Spaadom (spá) er han bleven kaldet Spágils (eller Spaa-Gils). Jfr. Eyrbyggja S. 54 (skjönt den derommeldte Mand af samme Navn dengang havde en anden Bopæl end den hernævnte). Gaarden Spaagilsstade er ikke mere til, med mindre den skulde have forandret sit Navn I samme Uvidenhed er man nu om Thordisardalen. Dog troer man at begge Steder maa söges i Thorsaadalen, samt at hin Gaard har ligget paa den Grund, der nu tilhörer Gaarden Hrisum (Hrisar). Ellers ligger den sidstnævnte Gaard kort fra det gamle Hvamm, det Sted, hvor Thorolf Skjævbeen boede. Den derværende Bolig er bleven flyttet (lidt længere ned i Dalen) til Hrisum, som da fik dette sit endnu brugelige Navn.
  676. Her forekommer et allitereret Ordsprog, hvori de to Ord, som begynde med Bogstavet M, skulle udtales med særdeles Eftertryk. Som bekjendt have vi endnu adskillige danske Ordsprog af den samme Beskaffenhed, og andre forekomme i de gamle Love.
  677. Talemaaden skulde egentlig oversættes efter Ordene: Han kunde ikke ret faae sin Aare bragt over Borde (eller i Lave d.e. i en til Roning bekvem Stilling).
  678. Om denne Hædersplads, som den oldnordiske Huusbonde pleiede at forbeholde sig selv, see ovenfor S.573, Anm. 11.
  679. Denne Skik ommeldes i flere Sagaer (f. Ex. Eigla) som brugt af de hedenske Islændere. Til sine engelske Uddrag af nærværende Saga föier Walter Scott fölgende interessante og virkelig oplysende Anmærkning (Illustrations of N.A.S.497): "Det hörer endnu til Almuens Overtro i Skotland, at en Selvmorders Lig ikke maa föres ud gjennem Husets Dör, men enten ud af Vinduet eller gjennem en Aabning, som i den Anledning brækkes paa Væggen. Forsömmer man denne Forsigtighedsregel, mener man at Huset derved udsættes for Spögerie (af Gjengangeren).” Mærkeligt er det at den samme Skik endnu iagttages i China, ved Ligene af de Forbrydere, som döe i Fængslet. Marco Polo saae, (1272) at Mongolerne undertiden brækkede et Hul paa Muren, for at udföre Lig der igjennem. I vore Dage har Klaproth erfaret, blandt det samme Folk, at den Döde aldrig udföres af Teltets sædvanlige Dör. Selv de nyere-hedenske Grönlændere udbragte aldrig Liget gjennem Husets eller Teltets Dör, men gjennem Vinduet eller en anden Aabning. I et Slags middelbar Sammenhæng hermed staaer den synderlige Skik, som Arntz 1808 beretter at blive iagttaget af overtroiske Almuesfolk i Söndfjorden i Norge: I det et Menneske skulde saales (Isl. sálast) eller döe, skulde man tage skjol af Ljore (oldnordisk: skjöl af ljóra) eller Dækket af den i Norge sædvanlige Aabning överst paa Taget, for at bane Sjælen derved en fri Passage til Himmelen. I det modsatte (i vor Saga beskrevne) Tilfælde meentes den vel at tage en lavere Vei (til Jordens Dyb eller Underverdenen). Vistnok havde Hedningerne ogsaa saadanne Meninger: Nordboerne troede efter Snorre Sturlesöns Beretning, at Ædlingens Sjæl foer til Himmels med Ligbaalets höitstigende Rög; den feige Usling kunde kun vente en kold Modtagelse i Hels underjordiske Boliger. Ossian skildrer sine celtisk-skotske Landsmænds hertil hörende Tro paa en lignende Maade.
  680. Tröllriða betyder egentlig: reden af Trolde; en Art af den ældgamle Overtro om et saadant Mareridt paa Huusdyr og Mennesker. Af Substantivet tröllrið (Troldridt) kommer det endnu paa Færöerne brugelige Ord Trölri.
  681. Dette indbildte Spögerie have de overtroiske Skandinaver anseet for den höieste Grad af det nysommeldte Troldridt (som end udförligere forekommer i Grettla). Man troede nemlig at Trolden eller Gjengangeren, ved at ride (eller skræve som en Ridende) ovenpaa Husets Tag bragte det til at ryste og bæve. Sligt skete vist egentlig af Hvirvelvinde eller Storme, men ogsaa i disse meentes Troldene fordum at virke og aabenbare sig.
  682. Et Slags pestagtig Sygdom synes da at have hærget Thorsaadal, muelig foraarsaget af Jordens usunde Uddunstninger, som og virkede paa Kvæget, hvilket alt da Overtroen, paa sædvanlig Viis, tillagde Thorolfs Gjenfærd, og hans, ved de af ham ombragtes Aander, stedse voxende Fölge Naturligviis have Indbildning og Frygt tillige sat de efterlevendes Fantasie i Oprör, hvorved falske Syner fremkom, men Gisninger og Rygter dog siden forstörret den hele Historie, paa en lignende Maade som den, hvorpaa Holberg i Peder Paars saa ypperlig har skildret sin Tids Overtro i Begivenhederne paa Anholt, samt i Hexerie og Blind Allarm, og flere af hans Skuespil. Ved Beskrivelsen over den Skade, som anrettedes af Thorolfs Gjenfærd, samt om dets hele Væsen, henviser Walter Scott til Ungarernes Overtro om de frygtelige Vampyrer, som opstaae derved, at een eller anden ond Aand atter besjæler det afsjælede Menneskelegeme, for derved at forfölge eller skade levende Mennesker. Som bekjendt har Lord Byron ellers benyttet den til en berömt Digtning.
  683. d. e. Skjævbeens Hoved. Dette lille Forbjerg kjendes og paavises endnu under det samme Navn af Bægifötshöföi, af Omegnens Almue. Efter Pastor Hjaltalins tit anförte Beretninger seer man der endnu tydelige Levninger af det i Sagaen ommeldte höie Steengjerde, som adskiller Landtungen fra Fastlandet.
  684. Efter den ellers almindelige Skik blandt de gamle Nordboer og utallige andre hedenske Folk.
  685. Arfsvik udtrykker det danske Arvesvig, men en saadan Handling, som den her ommeldte, kaldes i Graagaasen arfskot, (Arveafdelingens 11te Cap.; 1, 202 o. fl.), hvorfor vi og have optaget denne Læsemaade i Texten.
  686. Denne Dom stemmer og ganske overeens med Drabsafdelingens 5te Capitel, Grágás, II, 10.
  687. Jævnför (med Hensyn til Brödrenes her angivne Tal) ovenfor Anm. 9, samt herefter Anm. 63.
  688. Ordet garðsetar (i Enkelt. garðseti) bruges endnu i Island for de yderste Ender af de der i de saakaldte Högaarde brugelige store og lange Höstakke eller Hæsser, som staae paa den Högaarden omgivende Vold eller Gjerde, opfört af Jord og Stene.
  689. Denne Skjald Thormod kaldtes vel Trefils Sön, (skjönt han her i den trykte Eyrbyggjas Text S. 192 nævnes Vifils Sön, men ovenfor S. 122 Thormod Trefill), fordi han var en Sön af Thorkel Trefil paa Skard, (bekjendt af Laxdala's og Hönse-Thorers-Sagas Beretninger; see herom Landnámabók, 2 P. 4 Cap. Denne og de övrige i Sagaen forekommende Stropher af ham synes at være af Digtet Rafnsmál (Ravnesangen), hvilket han (ogsaa efter Landnámabók 1. c. og navnlig Melabogen) forfattede til Snorre Godes Ære.
  690. Dr. Henderson kom tæt forbi Arnkels (saaledes endnu tilværende) Gravhöi, i det han kom fra Bjerget Ulfarsfells Ende ned til Alptefjordens Kyster. Fjorden svarede da fuldkommen til sit Navn, i det den var næsten bedækket med Svaner (Iceland 11, 73). Om den grönlandske Fjord, som blev opkaldt efter den, virkelig og er yndet af disse skjönne (og i de nordlige Climater tillige skjönt syngende) Fuglevide vi ikke.
  691. Disse Bestemmelser indeholdes i Grágás, Vigslode, 35 Cap. (11, 68). Dog fattes den om Kvindens Udelukkelse fra Sögsmaalet i den Kongelige Codex, – og den anden, om en yngre end 16aarig Mandsperson, synes at have senere faaet et Tillæg, som tilsteder Undtagelse fra Regelen i visse Tilfælde. See ellers herom Schlegels Indledning til Graagaasen (1, XX-XXI).
  692. Stýrismaðr, Styrmand, var det da brugelige Navn for en Skipper.
  693. Mere om Arnbjörns Fader, men især om hans Broder Björn, der siges at have tilbragt sine sildigere Leveaar, i den Verdensdeel, som vi nu kalde America, vil forekomme her i en særskilt Fortælling om den Sidstnævnte, hvilken vi ligeledes have uddraget af Eyrbyggja-Saga.
  694. Búlki (Skibslast, eller egentligst den överste og opstaaende Deel af samme) kaldtes senere i Islandsk bánki og i Dansk Bunke, men svarer ellers tildeels i den oprindelige Betydning til det danske Bulk. Det engelske bulk har endnu begge Betydninger. I gamle Dage synes Lasten at have været bedækket med tykke Huder, som bleve surrede fast sammen, hvilket man kaldte: at binda bálka. Egentligt Dæk havde man da ikke undtagen i Löftingen (lypting) eller Agterstavnen, vel og i Forstavnen (fyrirám).
  695. Vararfeldir synes at have været Tepper af godt Vadmel, der kunde bruges deels som Kapper, deels som Sengetepper o.s.v.
  696. Hördaland var en Provinds eller Fylke i det sydlige Norge, som endnu kaldes Hordeland.
  697. Byrðingr var en gammel Benævnelse paa Skibe, som formodentlig betydede en Lastdrager, afbyrði (Byrde). Björn Haldorsen synes at have udledt Ordet af Bord (et Bord eller Planke) da han fortolker det ved et Skib, bygget paa den Maade at Plankernes Kanter nagles uden om hinanden. Her menes vel det Slags Fartöier som længe brugtes i Island under det anförte Navn, i nyere Tider (til det 18de Aarhundredes Begyndelse), for at före Drivtömmer fra Hornstrandene til andre Landets Egne, men det var kun store Baade, som bleve gjorte meget höiere end de ellers i Island sædvanlige, og bleve overhoved anderledes indrettede. See Olafsens og Povelsens Reise 1, 408-409. Om det danske Bört, Börtsmakke (som bruges paa det store Belt) nærmest kommer heraf, eller fra det Hollandske Beurt, kunne vi ikke bestemt sige.
  698. Helga Thorlaksdatter blev siden (efter Landnámabók) (maaskee kort derefter) gift med Asmund Thorgestsön fra Bredebolstad, een af Thorbrands Sönners ivrigste Modstandere. See ovenfor Anm. 9.
  699. Atter siges Thorbrands Sönner herat have været 6 i Tallet. Jfr. Anm. 9, 51 og 75.
  700. Gaarden Hofgarðar kaldes nu kun Garðar, liggende i Bygdelaget Stadarsveit. See ovenfor S. 266. Björn Helgesön paa Hofgarde og hans Sön Gest nævnes i Landnámabók 2 P. 6 C., men Gests Sön kaldes der baade Hofgarde-Ref og Skald-Ref (Skáldrefr) i den ældste Text. Gests Hustru, Skalden Refs Moder Steinun, var ogsaa en Digterinde; et Par af hendes Vers til Thors AEre, men stilede mod Missionæren Thangbrand, læses i Kristnisaga S. 60-63 o. fl. St. Baade Gest og Steinun nedstammede fra gamle Gode-Slægter.
  701. Dyrhundr (efter Ordet: Dyrhund) betyder vel egentlig en Jagthund; nu bruges Ordet i Island kun om en Hund, som er afrettet til Rævejagt.
  702. Knattleikr, Boldspil; om dets Brug i det gamle Norden, see Engelstoft l. c. og S. Thorlacius: IV, 224. – Boldspil var længe i Brug blandt de Danske, selv i Christian 4des Tid, og Boldhuset i Kjöbenhavn, hvoraf en Gade endnu har sit Navn, var da meget besögt.
  703. De saakaldte Vinternætter, för og kort efter Vinterens Begyndelse, vare en festlig Tid for de gamle Nordboer.
  704. Geirvör er ellers et kvindeligt Egennavn, men det Fjeldskred, som her ommeldes, er endnu bekjendt under den samme Benævnelse, blandt Omegnens Beboere. Det sees lige for den inderste Bugt eller Ende af Alptefjorden, mellem de nu öde Gaarde Karstade og Örlygstade.
  705. Endnu bruge alle Almuefolk i Island lange Skotvinger (eller Remme, hvormed Skoene bindes fast).
  706. Denne ældgamle Skik var nöie forbunden med Hedenolds Tro og Mythologie. Seierguden Odins Spyd (Gungner) blev hans Attribut og Sindbillede. Heraf den ommeldte Skik, hvorpaa vi tillade os at anföre tvende tydelige Exempler. I Hervarar-Saga (fordansket i Nordiske Fortids Sagaer 1ste Bind) fortælles (vistnok efter et gammelt Digt) hvorledes Gissur, Reid-Gothernes Anförer (i det nærværende Lifland eller Preussen), overgav sine Fjenders, Hunnernes (eller Slavernes), Hær til Flugt og Fordærvelse med disse Ord:
    Forfærdet er Eders Konge,
    Anföreren Döden bestemt,
    Eders Banner helder til Fald,
    mod Eder er Odin fortörnet;
    end til et Feldtslag
    udfordrer jeg Eder –––
    Saaledes lade
    Odin Spydet flyve,
    som jeg nu beder!
    Fortællingen om den danske Helt Styrbjörn, som bekrigede de Svenske (bag ved Olaf den Helliges Saga, hvis Text og danske Oversættelse nuere udgivne afSelskabet) beretter: (Overs. II, 222) at da han (omtrent Aar 984) anfaldt Sverrig med en stor Hær, gik dets Konge Erik, (siden kaldet den Seiersalige eller Seierrige) ved Nattetider til Odins Tempel, for at tilkjöbe sig Seieren, i det forestaaende Slag (paa Fyrisvalle), ved andægtige Löfter. Guden siges da at have aabenbaret sig for Kongen, flyet ham et Rörspyd og befalet ham at kaste det over den fjendtlige Hær med disse Ord: Odin eier Eder alle (Ööinn å gör alla)? da dette virkelig skete, kom en stor Skræk over Styrbjörns Tropper, som bragtes ganske i Forvirring, ligesom de vare blinde, og maatte da snart tabe Slaget paa forskjellige Maader. Mærkeligt er det, at Modstanderen Styrbjörn var Thors ivrige Dyrker; ogsaa Snorre Gode var Thors Præst, og mod ham see vi her at Steindor af Eyre anvendte en krigerisk-religiös Skik, som antydede Odins Tilbedelse, for derved at vinde Held og Seier.
  707. Dette troede maaskee Snorre, men det var ikke Tilfældet, thi Thorodds Saar blev lægt, og han blev siden den anseeligste af sine Brödre.
  708. Aslak af Langedal maa da have været en meget gammel Mand, da han siges at have viist Snorres Bedstefader Thorstein en lignende Tjeneste ved Slaget paa Thorsnes (skjönt rigtignok hverken Sidstnævnte eller Snorres Fader bleve ældre end 25 Aar). Muelig har Sagaskriveren taget Feil deri, at Aslak selv nu var personlig tilstede; om hans Sön, Illuge Röde, er det derimod meget rimeligt. Aslak var ogsaa Erik Rödes Ven, samt havde ydet ham Hjelp i Feiden mod Thorgests Tilhængere. Aslaks Sön, Illuge den Röde, var forskjellig fra en anden Illuge (Hrolfs Sön) som bar det samme Tilnavn og ommeldes saaledes i Landnámabók, som vel nævner vor Illuge, men uden at kalde ham den Röde. I visse Varianter gives ham og Tilnavnet hinn rammi (eller rami) d.e. den Stærke.
  709. Ordet grið, som forekommer hyppig i Sagaerne, betegner egentlig Fred, Sikkerhed, rolig og uforstyrret Tilværelse, fredeligt eller venskabeligt Samliv, samt undertiden (ligesom her) Naade, Pardon (m.m). Det er udförlig forklaret i Glossarierne til Njála, den ældre Edda og Grágás, samt viist at stemme overens med frankiske, angelsaxiske, frisiske o. fl., vel ogsaa græske og latinske Ord. Vi tillægge kun, at det skotske grith, gryth og de danske Loves gruth ere det selvsamme Ord; vi kunne, henvise, om det sidstmeldte, til Rosenvinges Forklaring (K. Eriks sjæll. Lov S.351) og bemærke endvidere at det tydske Gruss Hilsen, angelsaxiske gretan, engl. gree, greet, tydske grässen o.s.v., som alle betyde at hilse, ere af den selv samme Oprindelse. Höist interessante ere de saakaldte gamle griða-setningar (Fredlysninger ved Thinge og Folkeforsamlinger) hvoraf een er indfört i Grágás, tillige med en anden beslægtet for de saakaldte trygðamál(Sikkerheds - Löfter, Forligs - Ord), Vigslode 112 og 113 Cap. (11, 167 o. fl.). Andre ældre forekomme dog i Grettla og Heiðarvigasaga.
  710. Denne Landingsplads kjendes endnu under Navn af Gruflunaust.
  711. Her vare 5 af Thorbrands ægte Sönner samlede, men Freystein Bofe (som var uægte og neppe engang saaledes anerkjendt) regnes maaskee her for den sjette. See ovenfor Anm. 9,51 og 63.
  712. Skyr eller Skir (svarende til det færöiske Skir eller Skjir) er en endnu i Island almindelig lavet Art af tyk Melk, som ligner den i Danmark brugelige saakaldte oplagte Melk; kun bliver den kogt, smager bedre og er vel meget sundere. De Danske kalde den Skjör, og dette Ord sees at være gjængs i Norge, (hvor Skyr og omtales i det 11te Aarhundrede). I Fyen og paa flere Steder i Danmark, lave Bönderne en saakaldet Skjör-Ost. Det oldnordiske skir synes udtrykkelig at have den samme Oprindelse som det pehlviske, persiske og kurdiske schir, Melk, (hvoraf Schirvan, Melkelandet; muelig er van ogsaa her det oldnordiske vángr, váng, Dansk Vang o.s.v.). Ogsaa Inguscherne samt flere kaukasiske Folk kalde Melk endnu schirre.
  713. I Island have Bönderne den Skik, at binde de spæde Lam, naar de ikke længer skulle patte Moderen, for at hindre dem derfra, en lille Træpind i Munden, som er spids til begge Sider. Den kaldes kefli, hvoraf Gjerningsordet kefla, at anbringe en slig Pind.
  714. Sandsynligvis har denne lille saakaldte spennitaung (Spændetang) hört til den Art af smaae elastiske Kobbertænger, hvoraf mange endnu findes i nordiske Gravhöie, mest bekjendte under det franske Navn af Pincetter.
  715. Denne Gaard er endnu beboet, men kaldes Stadarbakke (Staðarbakki).
  716. Thorgerde, Thormod Thorlaksöns Kone, var Söster til de fældede (men ikke ombragte) Thorbrands-Sönner, hvilke hendes Mand, med sine Brödre havde angrebet. Hun var derfor i Begyndelsen meget vred paa ham, men det lader til at hun, ved at höre hans Broders, Bergthors, Död, har anseet den for at være en passelig Hævn eller Vederlag for de svære Saar som hendes (ægte) Brödre havde faaet i Kampen, og saaledes derved er blevet forsonet med sin Ægtefælle. Landnámabóks 2 P. 9 C. bevidner og, at Bergthor Thorlaksön faldt paa Vigrafjorden.
  717. Thorbrands Sönners gamle Venskab med Erik den Röde har vel til deels lokket dem til den Beslutning, at flytte fra Island og bosætte sig i Grönland. Den skalholtske Udgave af Landnámabók og den gamle Hauksbók bevidne og, at Snorre Thorbrandsön först beboede Alptefjorden i Grönland; det falder i Öinene, at han har opkaldt Fjorden og Stedet efter de i Island af samme Navne, fra hvilke han var kommen. Det er derfor uden Tvivl en Feil i de övrige Afskrifter af den egentlige Landnámabók, at en Helge Thorbrandsön (der ellers er ganske ubekjendt) nævnes som förste Beboer af den grönlandske Alptefjord, og dog har denne Feil sandsynligviis indsneget sig derfra i den korte Fortælling om Erik Röde, hvilken vi (som Fragment af hans tabte Saga) endnu have tilbage. Det er ellers vel mueligt at denne Snorre (ligesaa vel som Goden) har havt et andet Egennavn; det er ogsaa tænkeligt, at han, i det han, som andre Islændere og Grönlændere i hans Tid, gik over til Christendommen, har i Daaben antaget Navn af Helge (den Hellige eller Helligede) ligesom Eriks Hustrues Navn da synes at være blevet forandret fra Thorhilde til Thjodhilde.
  718. Denne Kimbevaag (Kimbavogr) var maaskee ikke noget beboet Sted, men blot en lille Vig (Bugt eller Arm af Havet), som i Almindelighed i det Islandske betegnes ved Ordet vogr (fordum ogsaa vagr, eller vágr) ligesom i Norsk ved vaag, paa Færöerne ved vaa eller Pog, paa Hetland og i Orkenöerne ved Poe. I mange Sprog betegne lignende Ord Havets store Bölger og undertiden selve Havet, som det danske Pove, Svenske Våg, Tydske Woge (fordum Vag), finske wuo; saa og forhen det angelsaxiske vag, væg, moesogothiske vego eller vegs. Nærmest Roden, eller identisk med den, ere maaskee de sanskritske va, vaya Vand. Jfr. de kaukasiske Osseters Gjerningsord vain, (jeg) flyder; see ellers Varianten 12.
  719. Om Snorre Thorbrandsöns Reise fra Island til Grönland og derfra til Viinland m. m. findes oven forud förlige Beretninger i Thorfinn Karlsefnes Saga.
  720. Thorodd Thorbrandsöns senere Begivenheder og underlige Dödsmaade vedkomme ikke hans til Grönland udvandrede Brödres Levnetsbeskrivelse. De fortælles i Eyrbyggjasagas 53de Capitel (fra S. 314 til 327). Aller först berettes det der, at han havde erhvervet Grundene (eller Gaardene) Ulfarsfell og Örlygstade, hvis Besiddelse forhen havde været et saa farligt Tvistens Æble mellem Arnkel Gode og Thorbrands Sönner m.fl. Dernæst fortælles, hvorledes den i sin Tid uden Tvivl store og fortrinlige Gaard Bolstad, efter Arnkels Död, blev saa plaget af Thorolf Skjævbeens Gjenfærd, at den blev ganske forladt og öde, uden at nogen siden den Tid har vovet igjen at tage sin Bolig der. Thorodds Leilænding paa Ulfarsfell frygtede for at fordrives derfra paa samme Maade, og klagede sin Nöd for Thorodd, som i den Anledning tog Thorolfs Legeme ud af hans Gravhöi ved Bægifotshöfde, opbrændte det paa et Baal og kastede Asken i Söen. Vinden bar dog noget af den omkring paa Strandbredden; En Ko, som slikkede af Asken, fik en Kalv, som strax efter Födselen var usædvanlig stor og brölte vidunderlig höit. Thorodds gamle blinde Amme bad meget at denne Kalv, som vist var af en ond Troldeslægt, skulde slagtes; det skete dog ikke, men Enden blev at Kalven, da den var opvoxet til en uhyre stor og stærk Tyr, kaldet Glæsir, blev mandolm, og stangede Thorodd ihjel (ligesom en Ko, der meentes at være en forvandlet Troldkvinde, efter Saxos Beretning, gjorde ved Kong Frode af Danmark). Derefter forfulgte Thorodds Huuskarle Tyren et langt Stykke Vei, indtil den nedsank i en bundlös Sump, som endnu vises under Navn af Glæsirskelda. Vore Dages berömte Historiker og Romanskriver Sir Walter Scott, som ogsaa, efter hvad vi i Indledningen have meldt, har meddelt brittiske Læsere oversatte Uddrag af Eyrbyggja Saga, synes deri især at have behandlet denne overtroiske Fortælling (som og i sin Art er særdeles original) med et Slags Forkjærlighed Thorodds Sön Kar (Kärr, Kár) arvede Gaarden Alptefjord, og boede der, men da siger Sagaskriveren at den först har forandret Navn, og er bleven kaldet Karstade (Kársstaðir), skjönt han selv tit forhen (i Faderens Levetid) har omtalt den snart som Alptefjord og snart som Karstade, formodentlig for derved at gjöre sig mere forstaaelig for Læserne.
  721. Denne Hallstein, Gode i Torskefjorden, var en Sön af Thorolf Mostrarskegg, (altsaa Snorre Godes Farbroder; hans (skotske} Trælle, Som ommeldes her, bleve bekjendte derved at de (efter Landnámabóks Fortælling) dreve for deres Eier et Saltværk, anlagt af ham paa Svefneyum (eller Sövnöerne) i Bredefjorden (de berömte Lærdes, Eggert Olafsens og John Olafsens, samt deres Brödres Födested).