Uddrag af Eyrbyggja saga CCR/FM (C)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Island med Grønland i baggrunden
Alain Manesson Mallet (1719)
Islændingesagaer


Grønlands historiske mindesmærker I
C. C. Rafn og Finnur Magnusson


VIII.
Uddrag af Eyrbyggja saga

(Eller den store Saga om Thorsnæsingerne, Øreboerne
og Alftefjordsmændene). Om Grønlændernes islandske
Hjemstavns første Beboelse og Tildragelser, samt Grønlands
ældste Nybyggeres og Amerikas første islandske Opdageres Levnet.




C. Efterretninger om Björn Asbrandsön, kaldet Bredevigsmændenes Kæmpe


15.

Eyrbyggja saga, «sagaen om eyrbyggene», forteller om strid mellom personer og ætter i området ved Breiðafjörður på Vest-Island. Eyrbyggene bodde på garden Eyrr (Eyer) på nordsiden av Snæfellsnes.

Börkr digri ok þórdís Súrsdóttir[1] áttu þá[2] dóttur, er Þuríðr hèt, ok var [hún þá[3] gipt Þorbirni digra[4], er bjó á Fróðá. Hann var sonr Orms hins mjófa, er þar hafði búit ok numit Fróðárland. Þuríði, dóttur Ásbrands frá Kambi úr Breiðavik, hafði hann áðr átta; hún var systir Bjarnar Breiðvikingakappa, er enn kemr síðarr við þessa sögu, ok Arnbjarnar ins sterka. Synir þeirra Þorbjarnar voru þeir Ketill kappi ok Gunnlaugr ok Hallsteinn...

22. Nú er þat at segja frá Snorra goða, at hann tók við máli eptir víg Þorbjarnar mágs sins. Hann lét ok Þuríði, systur sína, fara heim til Helgafells, þvíat sá orðrómr lagðist á, at Björn[5] Ásbrandsson frá Kambi vendi þángat komur sínar til glapa við hana...

29. [Maðr er nefndr Þóroddr, hann var ættaðr af Snæfellsströnd[6], skilgóðr maðr. Hann var farmaðr mikill ok átti skip í förum. Þóroddr hafði farit[7] [af Noregi[8] til Dýflinnar. Í þann tima hafði Sigurðr jarl Hlöðversson[9] herjat til Suöreyja ok[10] allt vestr í Mön. Hann lagði gjald á Manarbygðina[11]. Ok er þeir höfðu sæzt, setti hann menn eptir, at biða skattsins; var hann mest goldinn í silfri brendu. Jarl sigldi þá norðr í Orkneyjar. En er þeir voru búnir til siglingar, er skattsins skyldu biöa, tóku þeir [út sunnanveðr[12], ok er þeir höfðu siglt um hríð, gekk veðr [til landsuðrs ok austrs[13] ok hvesti mjök; þá bar norðr undir[14] Írland, ok brutu þar skipit sundr í spón við ey eina úbygða, ok er þeir komu á land, bar þar at Þórodd islending, er hann sigldi úr Dyflinni. Jarlsmenn kölluðu á kaupmenn til hjálpar sèr; Þóroddr lét skjóta báti [til þeirra[15], ok gekk þar á sjálfr. En er þeir fundust, hètu jarlsmenn á Þórodd til hjálpar sèr, ok buðu honum fé til at hann flytti þá norðr í Orkneyjar á fund Sigurðar jarls; en Þóroddr þóttist þat eigi mega, þvíat hann var búinn til Íslands ferðar; en þeir skoruðu á fast, því [þar lá við fé þeirra ok frelsi[16], [at þeir væri eigi upp leiddir á Írlandi eða í Suðreyjum, þar sem þeir höfðu herjat. En þessu kom svá[17], at Þóroddr seldi þeim bátinn frá skipinu, ok tók þar við mikinn luta af skattinum; héldu þeir síðan bátinum til Orkneyja, en Þóroddr sigldi [um haustit[18] til Íslands, ok kom sunnan at, ok helt þá síðan vestr (til fjarða[19], ok sigldi inn á Breiðafjörð; kom hann með heilu í Dögurðarnes, [ok fór[20] til vistar með Snorra goða[21]. Siôan var hann kallaðr Þóroddr skattkaupandi. Þetta var litlu eptir fall Þorbjarnar digra. [Þann vetr var at Helgafelli Þuríðr, systir Snorra goða, er Þorbjörn digri hafði átt[22]; [litlu eptir þat er Þóroddr kom út, hafði hann uppi orð sín ok bað Þuríðar[23]. En með pví at hann var maðr auðigr at fé, ok Snorri vissi[24] deili[25] á honum, sá hann at hún þurfti mjök forustu[26]; við þetta allt syndist Snorra at gefa honum konuna, ok veitti hann brullaup þeirra. Voru þau um vetrinn á Helgafelli[27]. En um várit eptir tók hann við búi at Fróðá, ok gerðist Þóroddr góðr bóndi [ok skilríkr[28]. En þegar Þuríðr kom til Fróðár, vandi Björn Ásbrandsson frá Kambi komur sinar pángat[29]; var þat [orðtak manna[30] at fiplingar væri með þeim Þuríði; tók Þóroddr bóndi at vanda um komur hans, en hafði ekki at sök. Þá bjó at Arnarhvoli Þórir viðleggr[31]. Synir hans voru þá á legg komnir, Örn ok Valr, [ok voru inir efniligustu menn[32]; þeir lögðu þetta Þóroddi til ámælis, at hann þoldi Birni slika skömm, sem hann veitti honum, ok buðust þeir til fylgðar með Þóroddi, ef hann vildi ráða bætr á komum Bjarnar. Þat var eitt sinn at Björn kom til Fróðár, at hann sat á tali við Þuríði, en Þóroddr var jafnan vanr inni at sitja, þá er Björn var þar; en nú setst[33] hann hvergi. Þuríðr[34] mælti: hugsa þú svá ferðir þínar, Björn, sagði hún, at ek ætla at Þóroddr hyggi nú af at ráða hingatkomur þinar, ok get ek, at [þeir hafi farit[35] á veg fyri þik, ok mun hann ætla at þér skylit eigi jafnliða finnast. Vera má þat, segir Björn, ok kvað visu:

Gulls mundu[36] við vilja,
viðar ok blás[37] í miðli,
grand[38] fæ ek[39] stoð[40] stundum
strengs[41], þenna dag lengstan;
alls í aptan, þella,
ek tegumst[42] sjálfr at drekka
opt horfinnar erfi -
armlinns! gleði minnar.

Eptir þetta tók Björn vápn sin, ok gekk í brott, ok ætlar heim; en er hann kom upp um Digramála, hlupu upp fyrir honum V menn; þar var Þóroddr ok húskarlar hans II ok synir Þóris viðleggs. Þeir veittu Birni atgaungu, en hann varðist vel ok drengiliga. Gengu þeir fastast at, Þórissynir; þeir veittu honum áverka, en hann varð banamaðr beggja þeirra. Eptir þat leitaði Þóroddr undan með húskarla sina, ok var sárr litt, en þeir eigi. Björn gekk leið sína, partil er hann kom heim, ok gekk til stofu. Húsfreyja kvaddi griðkonu at vinna honum beina, ok er hún kom í stofuna með ljós, þá sá hán at Björn var blóðugr mjök; gekk hún þá fram ok sagði Ásbrandi[43], föður hans, at Björn var blóðugr heim kominn. [Gekk Ásbrandr í stofu. Þá spyrr hann, hví Björn var blóðugr: eðr hafi þið Þóroddr fundizt. Björn svarar, ok segir, at svá var. Ásbrandr spyrr, hversu farit hafi skipti þeirra. Björn kvað:

Munat[44] hyrlesti hraustum
hríðar mèr[45] at stríða,
heldr hef ek[46] vígi valdit[47],
Viðleggs, sona tveggja;
sem viðbálkar[48] volki
valdr geymi [bil falda[49]
eðr[50] dalsvegi deigum
draupnis skatt at kaupa.

Siôan batt Ásbrandr sár hans, ok varð hann græddr at heilu. Þóroddr sótti Snorra goða at eptirmáli um víg Þórissona, ok lèt Snorri[51] búa mál til Þórsnesþings, en synir Þorláks á Eyri veittu Breiðvikingum at málum þeim, ok urðu þær málalyktir at Ásbrandr gekk til handsala fyri Björn son sinn, ok helt upp febótum fyri vígin, en Björn var sekr görr utan um III vetr, ok för hann í brott samsumars[52]. Þat sama sumar fæddi Þuríðr at Fróðá sveinbarn, ok var hann nefndr Kjartan; vóx hann upp heima at Fróðá, ok var snemma mikill ok efniligr. En er Björn kom um haf, fór hann suðr til Danmarkar, ok þaðan suðr[53] til Jómsborgar. Þá var Pálnatóki fyri Jómsvikingum. Björn gekk þar í [lög þeirra[54], ok var þar kappi kallaðr. Hann var þá í Jómsborg, er Styrbjörn hinn sterki vann hana; var Björn[55] ok til Sviþjóðar, [er Jómsvíkingar[56] veittu Styrbirni[57]; hann var ok í orrost unni á Fyrisvöllum, þá Styrbjörn fèll, ok komst þaðan [á skóg[58] með öðrum Jómsvikingum; ok meðan Pálmatóki lifði, var Björn með honum[59], ok þótti hinn bezti drengr ok inn raustasti í öllum mannraunum...

40. ... Þat sumar komu þeir bræðr út í Raunhafnarósi, Björn ok Arnbjörn. Björn var síðan kallaðr Breiðvikingakappi. Hafði Arnbjörn þá góða peninga út haft, ok keypti hann þegar um sumarit, er hann kom út, land á Bakka í Raunhöfn, [ok gerði þar bú várit eptir. Hann var um vetrinn at Knerri, með Þórði blig, mági sinum[60]. Arnbjörn var engi áburðarmaðr ok fámálugr um flesta luti, en hann var þó hinn gildasti karlmaðr um alla luti. Björn, bróðir hans, var tilhaldsmaðr[61] mikill er hann kom út, ok hélt sik vel[62], þvíat hann hafði samit sik eptir sið[63] átlendskra höfðingja[64]; var hann maðr miklu fríðari[65] en Arnbjörn, en í öngu var hann ógildari maðr, en reyndari mjök í framgaungu[66], [er hann hafði framat sik utanlands[67]. Um sumarit, þá er þeir voru nykomnir út, var stefnt[68] fjölmennt mannamót fyri norðan heiðina; undir Haugabrekku[69] inn frá Fróðárósi, ok riöu þeir kaupmenninnir allir í litklæðum[70]. Ok er þeir koma til mannamótsins, var þar mart manna fyrir. Þar var Þuríðr húsfreyja frá Fróðá, ok gekk Björn til tals við hana, ok lagði engi maðr þartil orð; þótti mönnum [at vonum, at þeim yrði hjaldrjúgt[71], svá lángt sem í milli funda hafði verit. Þar urðu áverkar með mönnum um daginn; þar var særðr til ólifis maðr þeirra norðanmanna, ok var hann borinn undir [risrunn einn[72], er stóð á eyrinni, ok hljóp blóð mikit úr sárinu, ok stóð blóðtjörn í runninum. Þar var sveinninn Kjártan, sonr Þuríðr frá Fróðá; hann hafði öxi litla í hendi; hann hljóp at runnimum, ok laugaði öxina í blóðinu. En er þeir Heiðsynníngar riðu suðr af manna mótinu, spyrr Þórðr blígr, hversu á horfist um tal með þeim Þuríði at Fróðá. Björn lèt vel yfir. Þá spurði Þuríðr, [hvört hann hefði sèð um daginn[73] sveininn Kjartan, son þeirra[74] Þórodds allra saman. Sá ek hann, segir Björn. Hvern veg leizt þér á hann? segir þórðr. þá kvað Björn visu þessa:

Sá ek hvar rann í runni
[runnr[75] at fenris brunni[76]
ægiligr í augum
iðglíki mér likr[77];
láta[78] þeigi[79] þrjótar[80]
þat barn vita[81] marnar[82]
hesta[83] hleypirastar
hlunns sinn föður kunna.

Þórðr mælti: hvat man Þóroddr nú til segja, hverr ykkar eiga mun sveininn? þá kvað Björn visu:

Þá mun þöll in mjófa
þórodds[84] aðalbjóra[85],
fold unni mér falda[86],
fannhvít getu sanna,
ef áttgöfug ætti
auðbrík sonu lika,
enn em ek gjarn til gunnar,
gjálfrelda mér sjálfum.

Þórðr mælti: Þat mun þá vera yðr ráô at eigast fátt við, ok snúa frá hug sinum, þar sem Þuríðr er[87]. Þat man vera gott ráð, segir Björn, en firr er þat mínu skapi, þó at við nokkurn mannamun sè at eiga, þar sem Snorri er, bróðir hennar. Þú sèr nú ráð fyri pér, segir Þórðr, ok skildi þar talit með þeim. Björn fór nú heim til Kambs, ok tók þar bústjórn, því at faðir hans var þá andaðr. Hann hóf ferð sina um vetrinn yfir heiði, at hitta Þuríði, en þó at Þóroddi þætti þat illa, þá þótti honum sèr óhægt vera bætr á at ráða, ok taldi þat í hug sèr, hversu hart hann hafði af fengit, þá er hann hafði [um vandat hagi[88] þeirra, en hann sá, at Björn var næu miklu kraptameiri en fyrr. Þóroddr[89] keyptium vetrinn at Þorgrímu galdrakinn, at hon skyldi göra hríðviðri at Birni, þá er hann færi um heiðina. Þat var einn dag at Björn fór til Fróðár, ok um kvöldit, er hann bjóst heim at fara, var þykt veðr ok regn nokkut, ok var hann heldr siðbúinn. En er hann kom upp á heiðina, kólnaði veðrit ok dreif[90]; var þá svá mirkt, at hann sá eigi [leiðina fyri sér. Eptir þat laust á hrið með svá miklu hreggi[91], at hann fèkk varla styrt sèr; tók þá at frysta at honum klæðin, er hann var áðr alvátr; fór hann þá ok svá villr, at hann vissi eigi, hvört hann horfði. Hann hitti um nóttina[92] hellisskúta einn, ok fór þar inn í, ok var þar um nóttina, ok hafði kalda búð. Þá kvað Björn:

Mundit hlýn um hyggja
hafleygjar vel beygi
sú er berr[93] [í vo[94] viða[95]
váðir, mínu ráði,
ef eldnjórun[96] öldu[97]
einn[98] vissi mik steina
hirðiþoll[99] í helli
hafviggs kalinn liggja.

[Ok enn kvað hann[100]:

Sílda skar ek svana fold[101],
súðum, þvíat gæi[102] brúðr
ástum leiddi oss fast[103],
austan með hlaðit flaust.
Viða gat[104] vâsbúð Ns volig búð, Ra,é, L[105]
víglundr, nú um stund
helli byggir hugfullr
híngat fyri konu bíng.

Björn var úti III dægr[106] í hellinum, áðr upplétti hríðinni, en þá rataði[107] hann af heiðinni hit IIII dægrit, ok kom þá heim til Kambs. Hann var þrekaðr mjök; spurðu heimamenn hann, hvar hann hefði verit um veðrinn. Björn kvað:

Spurðust vár und vörðum -
verk Styrbjarnar merkjum;
járnfaldinn[108] hlóð öldum
Eirekr í dyn geira;
nú trað ek hauðr um heiði
hundvillr, pví ek fat illa
viða braut, í vátri
vífs gjörninga drífu.

Björn var nú heima um [hríð, þartil er vetrinn leið af[109]. Um vorit görði Arnbjörn bróðir hans bú á Bakka í Raunhöfn, en Björn bjó á Kambi ok hafði rausnarbú mikit...

47.[110]Um sumarit [þetta, hit sama[111] bauð Þóroddr skattkaupandi Snorra goða, mági sinum, til heimboðs til Fróðár, ok fór Snorri þángat við [hinn IX mann[112], en er Snorri sat at heimboðinu, þá kærði Þóroddr fyrir honum, at hann þóttist hafa [bæði skömm ok skapraun[113] af ferðum Bjarnar Ásbrandssonar, er hann fór at hitta Þuríði, konu hans, en systur Snorra goða; sagði Þóroddr at [Snorri ætti bætr at ráða á þeim vandræðum[114]. Snorri var at heimboðinu nokkurar nætr; leiddi Þóroddr hann út með sæmiligum gjöfum. Reið Snorri[115] þaðan suðr yfir heiði, ok görði þat orð á fyri mönnum at hann þóttist eiga erindi til skips í Hraunhöfn, en þetta var um sumar, um túnannir. En þá er þeir komu suðr á Kambsheiði, þá tók Snorri svá til orða: hér munum vèr ríða af heiðinni hjá Kambi; vil ek yðr þat kunnigt göra, segir hann, at ek vil fara at Birni ok [drepa hann[116], ef færi gefr á, en eigi mun ek sækia hann í bæ sinn, því at [hann er ramligr[117], en Björn er maðr hraustr ok harðfengr, en vèr höfum afla litínn; en þeim mönnum hefir litt söttzt[118] ofrmenni slíkt í hús inn, er með meira afla fóru til, sem dæmi finnast til, [þá er þeir Geirr goði ok Gissurr hviti[119] sóttu heim Gunnar at Hlíðarenda í hús inn með LXXX manna, en hann var einn fyrir, ok urðu þó margir[120] sárir, en sumir fèllu, ok [hurfu þá þó[121] frá atsókninni, áör Geirr[122] goði fann [af skynsemi sinni, at honum eyddust[123] skotin[124]; ok með því at Björn sé áti, sem likligt er at vera muni, at þerridagr er góðr, þá ætla ek þér, Márr frændi, at sæta áverkum við hann, ok [sè þú[125] svá fyri, at [Björn er engi klektingamaðr; er mèr[126] fángs vân af frekum úlfi, þar er hann er, ef hann fær eigi, þegar í fyrstu, þá áverka, at honum nægist[127] til bana; ok nú riða þeir ofan at heiðinni ok at bænum. Þá sá þeir, at Björn var [heima á velli, ok rak saman vagar[128] sínar. Þar voru aungvir menn hjá honum, ok eigi vápn, nema litil öx ok mikill tálguknifr, hann var spannar[129] fyri framan hefti[130], er hann hafði [tekit úr borunum[131] með. Björn kappi[132] sá nú at þeir[133] riðu[134] á völlinn ok kendi þegar mennina. Var Snorri í [blárrikápu[135], ok reið [í fyrra lagi, en[136] þat var fángaráð Bjarnar, at hann greip upp tálguknifínn, ok [greip hnefanum fast um skaptit[137]; gekk snúðigt í móti þeim, [ok er þeir fundust, greip hann annarri hendi kápuknappana framan á brjóstinu, en annarri hendi[138] hnefaði hann knifinn[139], sem honum var hægast at leggja fyri brjóst Snorra, ef honum syndist. Björn heilsaði þeim þegar þeir fundust, en Már[140] fèllust hendr um tilræði við Björn, þvíat honum þótti Björn skjótligr til meins við Snorra, ef honum væri nokkur ófriðr syndr. Eptir þetta sneri Björn í veg með þeim, ok spurðust almældra tíðinda. Björn hélt þeim tökum, sem hann hafði fengit í fyrstu. Siðan tók Björn til orða: þann veg er háttat, Snorri[141], segir hann, at[142] ek dyljumst ekki við þik, at ek hafi gört þá luti til yðar, er pér mættut sakir á gefa, [ef þér vildut[143]; er mér þat sagt, at þér hafit þángan hug á mér. Nú [vil ek[144], ef þèr eigit erindi við mik önnur, en hafa komit hér um farinn veg, at pér lysit yfir því, en ef þat er ekki, þá vil ek at þér heitit mér griðum, ok mun ek aptr hverfa, þvíat ek em ekki leiðififl. [Snorri svarar[145]: þann veg hefir þá orðit fángsæll á fundi vârum, at þá munt griö hafa at sinni, hverngan veg sem áðr hefir ætlat verit; en þess vil ek biöja þik, at þá [látir af hèðan frá[146] at fifla[147] Þuríði [systur mína[148], þvíat ekki mun um heilt gróa með okkr, ef þá heldr teknum hætti um þann hlut. Björn sagði: því einu vil ek heita þér, at ek endi, en ek veit eigi[149] hversu ek fæ [gætt þess[150], ef við Þuríðr erum samhéraðs[151]. Snorri segir: pik heldr ok ekki hér svâ mikit, at þá megir eigi láta hér héraðsvist. Dagsanna er þat, segir Björn, skal nðu ok svâ vera, siåan þá ert sjálfr kominn, ok þann veg, sem fundr vár er oråinn, ok mun ek nú ok því heita þér, at þið Þóroddr skulut eigi hafa skapraun af [því, at fundi okkar Þuríðar beri saman hina næstu vetr. [Þá görir þú vel, segir Snorri[152]. Skildust eptir þat, ok fór Snorri til skips, ok þaðan heim til Helgafells. Björn fór annan dag eptir suðr í Hraunhöfn, ok réô sik þar til utanferðar þá þegar. Þeir urðu allsíðbúnir, tóku át landnyrðing, ok viðraði [heldr þráliga um haustit úti[153]. Til þess skips spurðist ekki siðan lánga tima...

64. [Guðleifr hèt maðr; hann var Guðlaugsson[154] [hins auðga or Straumfirði, bróðir[155] Þorfinns er Sturlángar eru frá komnir. Guðleifr var farmaðr mikill. Hann átti knör (einn mikinn[156], en annan Þórólfr Eyra-Loptsson[157]; þá er þeir börðust við Gyrð, son Sigvalda jarls, þá lét Gyrðir auga sitt.Þat var ofarla[158] á dögum Ölafs kónungs[159] ins helga, er Guðleifr hafði siglt[160] kaupferð til Dýflinnar, en er hann sigldi [vestr[161], ætlaði hann [at sigla[162] til Íslands. Hann sigldi[163] fyri vestan Írland, ok fékk landnyrðing [mikin[164], ok rak þá lángt vestr í haf ok [í útsuðr[165], svâ at þeir vissu ekki til landa, en þá var mjök á liðit sumarit, ok hètu þeir mörgu, at þá [skyldi bera[166] úr hafinu, ok þá kom þar, at þeir urðu við land varir. [ÞÞat var mikit land[167], en eigi vissu þeir [hvert land[168] þat var. Þat ráð tóku þeir Guðleifr[169], at þeir sigldu at landinu, þvíat [þeim leiddist[170] at eiga lengr við hafsmegnit[171]. þeir fengu þar höfn góða, ok er þeir höfðu þar litla[172] stund við land verit, komu menn til fundar við þá. Þeir kendu þar engan mann, en helzt þótti þeim, sem þeir mælti[173] írsku. Brátt kom til þeirra svâ mikit fjölmenni, at þat skipti mörgum hundruðum. Þessir[174] [menn vettu þeim atgaungu, ok[175] tóku þá alla[176] höndum ok [færðu þá í bönd[177], ok [ráku þá[178] á land upp. [Þar voru þeir á mót eitt færðir ok dæmt um þá[179]. Þat skildu þeir, at sumir vildu, at þeir væri drepnir þegar[180], en sumir vildu, at [þeim væri[181] skipt [á vistir[182], ok væri þeir[183] þjáðir. Ok er þetta var kært[184], sá þeir, hvar reið flokkr mikill[185], ok var þar borit merki í flokkinum. Þóttust þeir þá[186] vita, at [þar mundi vera höfðingi í flokki þeim[187], [en er flokkr þessi kom[188] pángat[189] at, sá þeir, at undir merkinu[190] reið maðr, mikill ok garpligr[191], ok var þá mjök á efra aldri[192], ok hvitr fyrir hærum. Allir menn, þeir er[193] þar voru fyri, [hneigðu þessum[194] manni, ok fögnuðu sem [þeir kunnu[195];[fundu þeir þat[196], at[197] [þá var pángat[198] skotit öllum ráðum[199] ok[200] atkvæðum [um mál[201], er hann var. Síðan sendi [hinn aldræni[202] maðr eptir þeim Guðleifi, ok er þeir komu [fyri þenna mann[203], mælti hann til þeirra á norrænu, ok spurði, hvaðan þeir væri af löndum. Þeir sögðu honum, at þeir væri flestir islenzkir. Þessi maðr spurði, hverir þeir væri, [er islenzkir voru. Guðleifr sagði, at hann var islenzkr; kvaddi hann þá þenna inn gamla mann[204], en hann tók [pví vel[205], ok spurði, hvaðan [af Íslandi hann[206] væri[207], [ok sagði Guðleifr[208], at hann væri[209] úr héraði því er heitir Borgarfjörðr[210]. [Þá spurði hann, hvaðan úr Borgarfirði hann væri, en Guðleifr sagði sem var[211]. Eptir þetta spurði [þessi maðr nær[212] [eptir hverjum hinna stærri manna[213] or Borgarfirði eða[214] Breiðafirði. Ok er þeir [töluðu þetta[215], spurði hann [vandliga eptir öllum lutum, fyrst[216] at[217] Snorra goða ok at Þuríði [frá Fróðá[218], systur hans, ok[219] mest at[220] Kjartani [syni hennar[221] [er þá var þar bóndi[222]. [Landsmenn kölluðu[223] í [öðrum stað[224], at nokkurt ráð skyldi göra fyri skipsögninni[225]. Eptir þat gekk þessi[maðr hinn mikli í braut[226] frá þeim, ok nefndi meô sèr[227] XII menn af sínum mönnum, ok sátu þeir lánga stund[228] á tali[229]. {Eptir þat[230] gengu þeir til mannfundarins[231], ok þá [mælti sá hinn mikli maðr til þeirra Guðleifs[232]: [vèr landsmenn höfum[233] [talazt við nokkut um mál yðvart[234], ok hafa landsmenn nú gefit þat[235] [í vald mitt[236], en ek vil nú gefa yðr fararleyfi þángat[237], sem þér vilið[238] fara[239], en þótt yðr þyki nú[240] mjök[241] á liðit sumarit, þá vil ek [þat ráô gefa[242] yðr, at þér [leitit í braut[243] héðan snarliga[244], því at hér er fólk ótryggt[245] ok illt viðr eignar, en þeim þykja áðr brotin lög á sèr. Guðleifr svarar: hvat skulum vèr til segja, (ef oss verðr auðit at koma til [áttjarða várra[246], hverr oss hafi [gefit frelsi þetta[247]? Hann svarar: Þar[248] man ek yðr ekki af[249] segja, því at ek ann eigi þess frændum mínum eða[250] föstbræðrum, at þeir hafi híngat þvílika[251] ferð, sem þér mundut[252] hafa, ef þér nytit eigi mín við, en nú er svá komit aldri mínum, [sagði hann[253], at þess[254] er á aungri stundu örvænt, [at ellinn stígi[255] yfir [höfuð mèr[256], en[þótt ek lifa[257] enn um stund[258], þá eru hér [á landi enn[259] rikari menn aðrir[260] en ek, [þeir er[261] litinn frið munu[262] gefa[263] útlendum mönnum, (ef koma[264], þótt þeir sé eigi [hér nú nálægir[265], sem þér erut at komnir. Siðan lèt hann búa skipit með þeim, ok [var þar við, til þess er byrr kom, sá er þeim var hagstæðr[266] út at taka. En áðr þeir [Guðleifr skildu, tók[267] þessi maðr gullhring[268] af hendi sèr, ok fékk í hendr Guðleifi, ok þarmeð gott sverð. Síðan mælti hann til Guðleifs: ef þér verðr auðit [at koma[269] til Íslands[270], þá skalt þú færa sverð þetta Kjartani bónda at Fróðá, en hringinn þurfði [móður hans[271]. [Guðleifr sagði: hvat skal ek til segja[272], hverr þeim sendi [gripi þessa[273]? Hann svarar: seg [þat sem satt er[274], sá sendi[275] er[276] meiri vin var[277] húsfreyjunnar[278] at Fróðá, en goðans at Helgafelli, bróður hennar. En ef nokkur [maðr[279] þykist[280] vita[281], hverr [þessa gripi heftr átta[282], þá seg þau min orð, at ek banna hverjum manni [at leita á minn fund[283], því [at þat er in mesta úfæra[284], nema mönnum[285] takist [þann veg[286] giptusamliga um landtöku, sem þèr[287] hefir tekizt, en hèr er land [vitt ok[288] illt til hafna, en allstaðar[289] ráðinn ófriðr útlendum mönnum, nema svâ [berist at[290], sem nú hefir yðr[291] orðit[292]. [Eptir þetta[293] [lètu þeir[294] Guðleifr í haf, ok tóku Írland síð[295] um haustit, ok voru þar[296] í Dýflinni um vetrinn. En um sumarit eptir[297] sigldu þeir til Íslands, ok færði Guðleifr þá af höndum [gripi þessa[298], ok [hafa menn[299] þat fyri satt, at þessi maðr hafi[300] verit Björn Breiðvikingákappi, en engi (sannindi önnar hafa menn (til þess, en þessi, sem[301] nú voru sögð[302].

Efterretninger om Björn Asbrandsön, kaldet Bredevigsmændenes Kæmpe

15. Börk den Tykke og Thordis Sursdatter[303] havde en Datter sammen, der hed Thuride, og var da bleven gift med Thorbjörn den Tykke, som boede paa Frodaa. Han var en Sön af Orm den Smækkre, som havde boet der og först taget Frodaas Jorder i Besiddelse[304]. Thuride, en Datter af Asbrand paa Kamb i Bredevig, havde han för havt tilægte; hun var Söster til Björn Bredevigskæmpe, som igjen vil ommeldes længerehen i denne Fortælling, og til Arnbjörn den Stærke. Hendes og Thorbrands Sönner vare: Ketil Kæmpe, Gunlög og Hallstein[305]...

22. Nu maa det fortælles om Snorre Gode, at han paatog sig den Eftermaalssag, som angik hans Svoger Thorbjörns Drab[306]. Han lod ogsaa sin Söster Thuride tage hjem til Helgafell, da det Rygte udbredtes, at Björn, Sön af Asbjörn paa Kamb, hyppig besögte hende for utilladelig Omgangs Skyld[307]...

29. Der var en Mand, ved Navn Thorodd, hvis Slægt boede paa Sneefjeldsstranden[308]. Han var en særdeles paalidelig og driftig Söfarende, som selv eiede et Skib i Handelsfarten. Thorodd havde faret paa Dublin fra Norge. Paa den Tid var Jarlen Sigurd Lödverssön[309] draget paa et Ledingstog til Syderöerne og vesten for dem lige til Man; han udskrev der Skat af alle Indbyggerne. Da et Fordrag var afsluttet med dem, bad han nogle af sine Mænd bie efter Skatten, som for det meste blev ydet i brændt Sölv. Jarlen seilede derefter nordpaa, hjem til Örkenöerne. Men da de, som ventede paa Skatten, vare seilfærdige, fik de Söndenvind, og da de havde seilet en Stund, gik Vinden til Sydost og Östen, samt blev til Storm. De dreves nordpaa op under Irland, og Skibet sloges ganske sönder ved en ubeboet Öe. Da de kom til Land, hændte det sig at Islænderen Thorodd kom der tæt forbi, da han seilede fra Dublin. Jarlens Mænd anraabte Kjöbmændene om Hjelp. Thorodd lod en Baad sætte ud til dem, og besteg den selv. Da de kom sammen, opfordrede Jarlens Mænd Thorodd til at yde dem Hjelp, og tilböde ham Penge, for at han skulde före dem nordpaa til Örkenöerne, til Jarlen Sigurd; Thorodd foregav, at det var ham umueligt, da han havde belavet sig paa en Islandsreise. De fornyede Begjeringen med Iver, da det gjeldte deres Gods og Frihed, at de ikke bleve anholdte paa Kysterne af Irland eller Syderöerne, hvilke de havde hærget. Det blev tilsidst afgjort, at Thorodd solgte dem Baaden fra Handelsskibet, og fik en stor Deel af Skatten til Vederlag derfor. De Skibbrudne seilede med Baaden til Örkenöerne, men Thorodd styrede sin Kaas, i Efteraaret, til Island, hvis Sydkyst han först anlöb, men holdt siden af mod Vesten, til Bugterne, og seilede ind paa Bredefjorden. Han kom i Havn, med alt vel indenborde, ved Dögurdarnes, og tog derefter sit Ophold hos Snorre Gode. Man kaldte ham, fra den Tid af, Thorodd Skatkjöber. Dette skete kort efter Thorbjörn den Tykkes Fald. Hans Enke Thuride, Snorre Godes Söster, var den Vinter paa Helgafell. Kort efter at Thorodd var kommen til Landet, friede han formelig til Thuride; men fordi han var en hovedrig Mand, og Snorre vel kjendte hans Herkomst, men indsaae tillige, at hun höjlig trængte til en Forsörger, saa fandt Snorre for godt, i Betragtning af alt dette, at give ham Konen tilægte, og bekostede deres Bryllup. De vare paa Helgafell Vinteren over. Men i det næste Foraar overtog Thorodd Huusholdningen paa Frodaa, og blev en dygtig og retskaffen Landmand[310]. Men da Thuride kom til Frodaa, kom Björn Asbrandsön paa Kambe idelig derhen i Besög. Det blev til Omtale blandt Folk, at de holdt for meget af hinanden; selv Huusbonden Thorodd besværede sig over hans hyppige Besög, men paatalte dem dog ikke for Alvor. Da boede Thorer vidleg (Vedlæg, Træbeen) paa Arnarhvol. Hans Sönner Örn og Val (Falk) vare da fuldvoxne, og saae ud til at blive særdeles raske Karle. De bebreidede Thorodd det, at han taalmodig bar den Skjændsel, som Björn tilföiede ham, og tilböde Thorodd at fölges med ham, hvis han vilde raade Bod paa Björns Overhæng. Da Björn saaledes kom til Frodaa, pleiede Thorodd at holde sig rolig inde, indtil engang, dá Björn og Thuride ved saadan Leilighed sade og talte sammen, men Thorodd dog ikke saaes at have taget Sæde nogensteds. Thuride sagde da: See dig saaledes for, Björn, paa dine Vandringer, fordi jeg troer, at Thorodd nu pönser paa at forebygge dit Komme hertil fremdeles, og det er min Gisning, at de have taget af Sted, forat træffe dig paa Veien, men at han dog nok laver det saa, at I ikke da blive lige mandstærke. Det kan nok være, svarede Björn, og sang denne Vise:

At denne Dag den længste
blir, mellem Jord og Himmel,
(tit skeer mig Harm) vi önske
maae, gyldne Kjeders Stötte!
hvis jeg i Aften, Kvinde!
hvem Armbaand pryde, lokkes
til for tit svunden Glæde
den sidste Skaal at tömme[311].

Derefter tog Björn sine Vaaben, og gik bort, samt agtede sig hjem, men da han kom oven for (Klinten) Digremule, sprang fem Mænd op foran ham; der var da Thorodd, to af hans Huuskarle og Thorer Vedlægs Sönner. De anfaldt Björn, men han forsvarede sig vel og mandig. Thorers Sönner gjorde det haardeste Angreb; de tilföiede ham Saar, men han blev begges Banemand. Derpaa tog Thorodd Flugten tillige med sine Huuskarle; han var ubetydelig saaret, men de slet ikke. Björn gik sin Vei, indtil han kom hjem, og gik da ind i Stuen. Huusmoderen befalede en Tjenestepige at opvarte ham; da denne kom i Stuen med Lys, saae hun at Björn var meget blodig. Hun skyndte sig da derfra, og fortalte hans Fader Asbrand, at Björn var kommen blodig hjem. Asbrand gik til Stuen og spurgte, hvorfor Björn var blodig[312]: "eller har du og Thorodd truffet hinanden?" Björn svarede, og sagde at det havde været Tilfældet. Asbrand spurgte, hvilket Udfald deres Mellemværende havde faaet. Björn svarede:

En tapper Kriger ikke
mod mig at stride nytter,
thi Vedlægs tvende Sönner
i Kamp jeg nu har fældet;
ei kan Vedkastets Hersker
med Slid sin Kvinde vogte;
hvo Buen svag vil spænde,
den gyldne Priis ei vinder[313].

Derpaa forbandt Asbrand hans Saar, og de bleve siden fuldkommen lægte. Thorodd bad Snorre Gode om at paatage sig Eftermaalssagen for Thorers Sönners Drab, og Snorre lod Sagen indstævne til Thorsnæs Thing, men Thorlak af Eyres Sönner stode Bredevigsmændene bi i de Sager, som havde det Udfald, at Asbrandmaatte forpligte sig, ved Handsel[314], for sin Sön Björn og udredte Pengeböder for Drabene, men Björn blev kjendt skyldig til Landsforviisning paa 3 Aar, og tog bort fra Landet inden Sommerens Udlöb. I den samme Sommer födte Thuride paa Frodaa et Drengebarn, som blev kaldet Kjartan; han voxte til hjemme paa Frodaa, og blev tidlig stor og haabefuld. Da Björn kom (til Norge) over Havet, reiste han sydpaa til Danmark, og derfra mod Sönden til Jomsborg. Da var Palnatoke Jomsvikingernes Anförer. Björn underkastede sig deres (Laug og) Love, samt kaldtes der en Kæmpe[315]. Han var i Jomsborg, da det blev indtaget af Styrbjörn den Stærke. Björn drog og til Sverrig, da Jomsvikingerne der stode Styrbjörn bi. Han var ogsaa i Slaget paa Fyresvalle, hvor Styrbjörn faldt, og undslap derfra til Skoven med andre Jomsvikinger[316]. Saa længe som Palnatoke levede, var Björn hos ham, og ansaaes for at være en særdeles brav Kriger, som med stor Kjækhed udholdt alle Slags Besværligheder...

40... Den Sommer[317] ankom Brödrene Björn og Arnbjörn udenlands fra, til Rönhavns Munding. Björn kaldtes, fra den Tid af, Bredevigsboernes Kæmpe. Arnbjörn havde da medbragt en god Deel Penge, og kjöbte om Sommeren strax efter Ankomsten en Jordeiendom paa Bakke ved Rönhavn, hvor han satte Bo i det næstpaafölgende Foraar. Imidlertid opholdt han sig, Vinteren over, hos sin Svoger Thord Blig paa Knör. Arnbjörn holdt ikke af at vise nogen Pragt, og talte kun lidet om de fleste Ting, men han var dog en særdeles dygtig Mand i alle Henseender. Hans Broder Björn var meget stadselig, da han kom til Landet, og levede höit, fordi han havde dannet sig efter udenlandske Herrers Skikke. Han var en meget smukkere Mand end Arnbjörn, og stod i intet tilbage for ham, samt havde en meget större Erfaring. Om Sommeren, da de vare nylig komme til Landet, havde man sammenkaldt et talrigt Folkemöde under Höibrinken[318] nordenfor Heden, udenfor Frodaas Udlöb. Derhen rede alle Kjöbmændene i farvede Klæder. Da de kom til Mödet, vare mange Folk samlede der. Der var Huusmoderen Thuride fra Frodaa; Björn gik hen, for at tale med hende, og intet Menneske havde det mindste derimod, da man syntes det var rimeligt nok at deres Samtale blev noget vidtlöftig, fordi der var forlöben en saa lang Tid, siden de sidst havde seet hinanden. Der var, om Dagen, opstaaet et farligt Slagsmaal. Een af Nordenfjeldsmændene havde faaet dödelige Saar, og var bleven baaret under en Kratbusk paa Flodbredden; meget Blod strömmede ud af Saaret og havde samlet sig som til en lille Pyt i Busken. Der var Drengen Kjartan, Sön af Thuride fra Frodaa, tilstede. Han havde en lille Öxe i Haanden, löb til Busken og badede Öxen i Blodet. Da Söndenfjeldsmændene rede sydpaa fra Folkemödet, spurgte Thord Blig, hvad Vending Björns og Thurides Samtale havdetaget. Björn lod som om han var vel tilfreds dermed. Da spurgte Thord, om han den Dag havde seet Drengen Kjartan, Sön af Thorodd og dem allesammen. Ham saae jeg, svarede Björn. Hvorledes syntes dig om ham? sagde Thord. Björn fremförte da denne Vise:

Jeg saae, hvor löb i Lunden
til Ulvens Brönd en Pode,
forfærdelig af Öine,
mig lignende til Prikke;
dog slette Folk tillade
ham ei, sin rette Fader,
som Havets Heste trætter
paa hurtig Fart, at kjende[319].

Thord svarede: Hvad vil vel Thorodd nu sige derom, hvem af eder Drengen virkelig tilhörer? Björn sang da denne Vise:

Da smækker sneehvid Kvinde,
som herligst Drik tilbyder
og som mig elsked stedse,
vil Thorodds Gisning sande,
naar hun, den ædelbaarne,
er Moder til de Sönner,
der ligne mig; til hende
end kjærlig Lyst jeg nærer[320].

Thord sagde, det vil være tilraadeligst for eder at have kun lidet med hinanden at gjöre, saa at du vender dine Tanker fra alt det som vedkommer Thuride. Det er vel et godt Raad, svarede Björn, men det er meer mod mit Sind, skjönt jeg kommer til at strides med en noget anseeligere Mand, nemlig hendes Broder Snorre. Du har nu selv dine Sager at passe, sagde Thord, og saaledes sluttedes deres Samtale. Björn tog hjem til Kamb, hvor han overtog Boets Bestyrelse, fordi hans Fader da var död. Om Vinteren foretog han sig en Reise over Heden til en Sammenkomst med Thuride, men skjönt Thorodd ei syntes godt derom, fandt han det vilde blive besværligt at raade Bod derpaa, og overveiede ved sig selv al den Ulykke, som för havde rammet ham, fordi han da sögte at forstyrre deres Forbindelse, men han saae tillige, at Björn nu havde meget större Kræfter end för. Om Vinteren formaaede Thorodd (Troldkvinden) Thorgrima Galdrekind dertil, at hun skulde fremhexe ondt Weir over Björn, naar han tog over Heden. En Dag, da Björn var gaaet til Frodaa, og han om Aftenen agtede at begive sig hjem, var Veiret tykt med nogen Regn, og han kom noget sildig afsted. Da han kom oppaa Heden, blev det koldt og fygede tillige. Da var det og blevet saa mörkt, at han ikke kunde see Veien for sig. Derefter overfaldtes han af en svær Stormbyge med stærk Regn, og strax derpaa gáv det sig til at fryse, saa at hans Klæder, som forhen alt vare blevne gjennemvaade, bleve stive af Frost; da foer han og saaledes vild, at han ikke vidste, til hvilken Kant han saae. Om Natten traf han en fremragende Klippe, som dannede en lille Hule, i hvilken han sögte Skjul; der var han om Natten og havde en kold Bolig. Da sang Björn:

Den Kvinde, som i Klæder
sig hyller nu, ei vilde
vel synes om min Vaaning
i Storm, som Skoven böier,
hvis hun, guldprydet, vidste
at jeg, som fór paa Havet -
har Skibe fört, forfrossen
i Klippehulen ligger![321].

Endvidere sang han dette:

Silds og Svanes Mark med Kjöl
plöied jeg, thi herlig Kvinde
varmest Elskov os böd, –
östen fra med ladt Skib;
Ondt döiet tit har
Krigshelten nu en Stund,
Hulen byder ham Leie
her, men ei den skjönnes Barm[322].

Björn tilbragte tre halve Dögn[323] i Hulen, förend Uveiret sagtnedes, men paa det fjerde fandt han rigtig Vei af Heden, og kom hjem til Kamb. Han var meget forkommen. Husets Folk spurgte, hvor han havde været i det onde Veir. Björn sang:

För under Styrbjörns Faner
vi kæmped, og det spurgtes;
staalklædt i Landsestormen
da styrted Erik Hæren;
paa viden Hede vanke
forvildet nu jeg maatte,
fra rigtig Vei, det voldte
den Slud en Hex mig sendte[324].

Björn holdt sig nu hjemme en Stund, indtil Vinteren var forbi. I det Foraar satte hans Broder Arnbjörn Bo paa Gaarden Bakke ved Rönhavn, men Björn boede selv paa Kamb, og förte der en meget anseelig Huusholdning...

47. I denne samme Sommer, (efter Forliget)[325], indböd Thorodd Skatkjöber Snorre Gode til et Gjæstebud paa Frodaa, og Snorre tog did, selv niende. Medens Snorre saaledes opholdt sig der, besværede Thorodd sig for ham derover, at han tyktes at han havde baade Skam og Ergrelse af Björn Asbrandsöns idelige Besög hos Thuride, hans Hustru, men Snorre Godes Söster, hvorhos Thorodd sagde at Snorre burde raade Bod paa dette Onde. Snorre tilbragte nogle Dage ved Gjæstebudet, hvorefter Thorodd gav ham anstændige Foræringer til Afsked. Derfra red Snorre sydpaa over Heden, og fortalte der til Folk, at han agtede at tage til Handels-Skibet i Rönhavn. Dette begav sig om Sommeren, da Höavl dreves paa Hjemmemarken. Da de vare komne mod Sönden, paa Kambshede, fremförte Snorre disse Ord: Her skulle vi ride ned af Heden ved Kamb; nu vil jeg lade eder det vide, at jeg vil hjemsöge Björn og bringe ham af Dage, dersom Leilighed gives dertil; dog agter jeg ikke at anfalde ham i hans Gaard, thi den er stærk af Bygning; Björn er en tapper og haardför Mand, men vi have kun liden Styrke, og det har tit været vanskeligt for Folk, som droge mandstærkere ud, at faae Bugt med en saadan Kæmpe, ved at anfalde ham i Huset, hvilket ældre Begivenheder vise, som den, da Geir Gode og Gissur den Hvide overfaldt Gunnar paa Hlidarende i hans Huus med 80 Mand, men han forsvarede sig ene, og dog bleve mange saarede, men nogle faldt, saaat de endog maatte opgive Anfaldet, indtil Geir Gode udfandt ved sin Klogskab, at han manglede Skyderedskaber[326]. Dersom da Björn nu er ude, som er sandsynligt, da det i Dag er tört Veir, saa overdrager jeg til dig, Frænde Mar, at tilföie ham det förste Saar, og du maa da see dig saaledes for, at Björn visselig ikke er nogen Klynker; hvor han er, kan man vente en god Dyst af en grisk Ulv, hvis han ikke strax i Förstningen faaer de Hug, som han kan have nok af til den visse Död. De rede med fra Heden til Gaarden. Björn var ude paa Hjemmemarken, og tömrede paa sin Arbeidsvogn. Han havde intet Menneske hos sig og ei heller nogen Vaaben, undtagen en lille Öxe og en stor Tollekniv af et Spands Længde foran Hæftet, hvilken han havde brugt ved dette Arbeide, til Hullernes Afrunding. Kæmpen Björn saae nu, at de rede ned til Marken, og kjendte strax Mændene. Snorre havde en blaa Kappe over sig, og red foran. Björn fattede den Beslutning athan strax greb Tollekniven, og holdt Skaftet fast i sin Næve, gik dem rask i Möde, og da de traf hinanden, tog han med den ene Haand fat i Knapperne paa Snorres Kappe, foran paa Brystet, men med den anden Haand holdt han Kniven saaledes fast, som det vilde falde ham lettest at gjennembore Snorres Bryst dermed, hvis han skulde finde det for godt. Björn hilste dem, da de mödtes, men Mar lod Hænderne synke fra Anfaldet paa Björn, som forekom ham at kunne i en Hast blive farligt for Snorre, hvis man gjorde ham nogen Overlast. Derefter gav Björn sig paa Veien med dem, og de spurgte hinanden om almindelige Nyheder. Björn holdt sig i den samme Stilling, som han havde taget fra först af. Ellers fremförte han fölgende Ord: Vort Mellemværende er saa beskaffent, Snorre, sagde han, at jeg ikke skjuler det for dig, at jeg har foretaget mig de Handlinger mod eder, som I vel kunde saggive mig for, hvis I vilde; man har og fortalt mig at I har noget Ondt i Sinde mod mig. Nu önsker jeg, at hvis I har nogen andre Ærender til mig, end at være komne her paa Alfarvei, at I nu erklærer det, men hvis det ikke er Tilfældet, da begjerer jeg at I giver mig frit Leide, og da vil jeg vende tilbage, thi jeg gaaer ikke i nogens Ledebaand. Snorre svarede: Du har gjort et saa heldigt Greb paa denne vor Sammenkomst, at du for denne Gang skal have sikkert Leide, hvorledes end det i Förstningen var meent, men det vil jeg forlange af dig, at du herefter holder op med at forföre min Söster Thuride, thi det vil slet ikke komme til noget oprigtigt Forlig mellem os, hvis du fremturer, som du har begyndt, i den Henseende. Björn svarede: jeg vil kun love dig det, som jeg agter at holde, men jeg kan ikke vide, hvorledes det bliver mig mueligt, hvis Thuride og jeg blive begge i det samme Herred. Der er ogsaa intet, sagde Snorre, som holder dig her saa fast, at du jo kan forlade Herredet. Det er klart som Dagen, svarede Björn, og det skal nu blive saaledes, siden du er selv kommen hid, og i Betragtning af, hvorledes det er gaaet til ved vort Möde; og skal jeg da forsikkre dig derom, at hverken du eller Thorodd skulle ærgre eder derover, at jeg og Thuride have nogen Sammenkomst i de næstpaafölgende Aar. Deri gjör du vel, svarede Snorre. De skiltes derefter ad, og Snorre tog til Skibet, men derfra hjem til Helgafell. Anden Dag derefter reiste Björn sydpaa til Rönhavn, og bestilte da Skibsrum for sig til en Udenlandsreise. De (Skibsfolk) bleve noget sildig færdige, og gik til Seils med Nordostvinde, som holdt næsten bestandig ved i det Efteraar paa Havet. Til dette Skib hörte man siden intet i et meget langt Tidslöb...

64. Gudleif hed en Mand, som var en Sön af Gudlög den Rige fra Strömsfjord, og en Broder til den Thorfinn, fra hvem Sturlungerne nedstamme[327]. Gudleif var en dygtig Söfarer. Han eiede en stor Knör, men Thorolf Sön af Eyra-Lopt, en anden. Da de sloges med Gyrd, en Sön af Jarlen Sigvald, mistede Gyrd sit(ene)Öie[328]. Det begav sig i Kong Olaf den Helliges sidste Levetid at Gudleif var dragen ud paa en Handelsreise til Dublin, men da han seilede (derfra) mod Vesten, agtede han sig til Island. I det han var kommen vesten for Irland, opkom en heftig Nordostvind, som drev dem vesterpaa langt ud i Havet mod Sydvest[329], saa at de ikke vidste af noget Land at sige (i Nærheden), men det var allerede langt ude paa Sommeren, og de gjorde mange Löfter, for at de kunde komme over Havet[330], og det skete da, at de saae Land langt borte. Det var et stort Land[331], men de vidste aldeles ikke, hvilket Land det var Gudleif og hans Skibsfolk toge den Beslutning at seile til Kysten, thi de vare kjede af at drive længere omkring paa det store Hav. De fik der en god Havn, og da de havde været en kort Tid ved Landet, kom Folk dertil, hvor de vare. De kjendte intet Menneske deriblandt, men det forekom dem snarest, at de talte Irsk[332]. Snart samledes til dem en saa stor Mængde Mennesker, at de udgjorde adskillige Hundrede i Tället. Disse Mænd foretoge sig et Angreb paa dem, toge fat paa dem alle, bandt dem og dreve dem op paa Landet. Der bleve de förte hen til et Möde, og Dom skulde der fældes over dem. De forstode saa meget, at nogle vilde at de skulde dræbes strax, men andre, at man skulde fordele dem omkring til Ophold (blandt Indbyggerne) og holde dem i Trældom[333]. Medens dette blev forhandlet, saae de, hvor der red en stor Flok, i hvilken et Banner blev baaret[334]. Deraf troede de at kunne vide, at en Hövding befandt sig i den Flok. Da denne Flok kom derhen, saae de at en stor og drabelig Mand red under Banneret[335]; han lod til at være temmelig höjaldrende, og hans Haar vare af den Aarsag blevne ganske hvide. Alle, som vare der tilstede, böiede sig for denne Mand, og modtoge ham saavel, som de kunde. De mærkede, at man da strax hensköd alle Raad og Bestemmelser om deres Sag til hans Afgjörelse. Derefter sendte den samme bedagede Mand Bud efter Gudleif og hans Skibsfolk. Da de kom frem for denne Mand, talte han til dem paa Nordisk[336], og spurgte fra hvilke Lande de vare. De svarede ham, at de fleste blandt dem vare Islændere. Manden spurgte, hvilke af dem der vare Islandske. Gudleif svarede, at han var en Islænder; han hilste da Oldingen, men denne modtog hans Hilsen venlig, og spurgte, hvorfra i Island han egentlig var? Gudleif svarede, at han var fra det Herred, som kaldtes Borgarfjord. Da spurgte han: fra hvilket Sted i Borgarfjorden han var? og Gudleif fortalte det rigtig. Derpaa spurgte denne Mand næsten efter enhver af de större Mænd i Borgarfjorden eller Bredefjorden. Og i det de talte herom, spurgte han nöjagtig, i alle Henseender, först om Snorre Gode og hans Söster Thuride fra Frodaa, og (dernæst) mest om Kjartan, hendes Sön, som da var Huusbonde der. Landets Indbyggere raabte, paa den anden Side, at man skulde fatte en endelig Beslutning om Skibsmandskabet. Derefter gik denne store Mand bort fra dem, og udnævnte, med sig, 12 af sine Mænd[337], hvorpaa de tilbragte en lang Tid med Samtaler. Dernæst gik de til Folkemödet, og da sagde den store Mand til Gudleif og hans Fölge: Vi Landets Indbyggere have forhandlet adskilligt mellem os om eders Sag, og have Landets Mænd nu voldgivet den til mig, og jeg vil da give eder Tilladelse til at reise, hvorhen I vil, men skjönt I synes at det nu er meget langt ud paa Sommeren, vil jeg dog give eder det Raad, at I söger at komme snart bort herfra, thi Folkene her ere utroe og vanskelige at omgaaes, men tykkes allerede at man har gjort Brud paa Loven til deres Skade. Gudleif svarede: hvad skulle vi, hvis Skjæbnen forunder os at komme til vore Fædrene egne, vel sige derom, hvo der har givet os denne Frihed? Han svarede: Derom vil jeg ikke fortælle eder noget, thi jeg önsker ikke mine Frænder eller Fostbrödre en saadan Reise hertil, som 1 vilde have gjort, hvis I ikke, for min Skyld, vare slupne bedre herfra, men nu er jeg allerede paa den Alder, sagde han, at det jo kan ventes hver Time, at Alderdommen lægger mig i Graven, men om jeg lever en Stund herefter, saa ere der dog heri Landet mægtigere Mænd end jeg, som kun ville unde udenlandske Mænd, hvis de komme hertil, en ringe Skaansel, skjönt de nu ikke ere nærværende her, hvor I ere komne til Kysten. Derefter lod han Skibet udruste med dem, og var selv tilstede, indtil den Bör kom paa, som var bekvem for dem til at gaae ud af Havnen med. Men förend Gudleif og han skiltes fra hinanden, trak denne Mand en Guldring af sin Haand og overgav den til Gudleif, tilligemed et godt Sværd. Derpaa sagde han til Gudleif hvis det vorder dig beskjæret at komme til Island, da skal du overbringe dette Sværd til Bonden Kjartan paa Frodaa, men Ringen til hans Moder Thuride. Gudleif sagde: Hvad skal jeg da sige derom, hvem der sender dem disse Kostbarheder? Han svarede: Sig det som sandt er, at den sendte dem, som var en bedre Ven af Huusmoderen paa Frodaa, end af Goden paa Helgafell, hendes Broder. Men hvis noget Menneske troer at vide, hvo der har eiet disse Kostbarheder, saa sig disse mine Ord, at jeg forbyder enhver, at drage herhen til mig, thi det lader sig aldeles ikke udföre, med mindre det gaaer Folk saa særdeles heldig med Landingsstedet, som det har gaaet eder, thi dette Land har en stor Udstrækning men faa gode Havne[338], hvorimod der allevegne er bestemt en ufredelig Behandling for udenlandske Mænd, undtagen det kunde træffe sig saa, som Tilfældet nu er blevet med eder. Derefter gik Gudleif og hans Skibsfolk tilsöes, og kom til Irland sildig i Efteraaret, samt til bragte der Vinteren i Dublin. Den næste Sommer derefter seilede de til Island, hvor Gudleif overbragte (Vedkommende) disse Kostbarheder. Folk antoge det for vist, at denne Mand har været Björn, Breidvikingernes Kæmpe, endskjönt man ikke har andre sikkre Efterretninger derom end disse, som nu ere fortalte[339].

Fodnoter

  1. saaledes Ra, W, L o. fl.; STFF, Tr, Ré, forandret til Sürsdöttir; udel. D.
  2. till. M, O. W.
  3. saaledes Ra, W, L o. fl.; STFF, Tr, Ré, forandret til Sürsdöttir; udel. D.
  4. saaledes M, D, W, o.fl.; þigra, Tr, Ra, 8, L.
  5. saaledes rigtigt, A, D, W.o.fl.; Þorbjörn, Tr, efter Ra,8, som dog er rettet deri til Björn, af Arne Magnussen selv.
  6. saal. A,C,D,F,M,W o.fl.; Meðdalfellströnd, Tr. R.L. o.fl.
  7. saal. A,N; siglt kaupferð, seilet paa en Handelsreise, R; C, till vestr, vester paa.
  8. udel. Tr. Ra, 8 o. fl.
  9. Lööversson, Tr, R8, C o. fl.; Loðinsson, F, Ra.
  10. Suðreyjar, C; udel. A.
  11. saal rigtigt A, E, G, R,W; Manabygðina, Tr; mannbygðina, F; Manarbyggvana, M.
  12. undan, till. Tr, R, C. o. fl.
  13. saal. R8; utsunnan veðr, Ra; sunnanveðr, A, M, C, W, D.
  14. á austr, W, D; (úr) landsuðri, C; fra í vindr til landnorðrs, Nordost; ok strax til austrs, E.
  15. um, uden om eller forbi, Tr, R, o. fl.
  16. saal. ogsaa, W, I, M; þeim þotti við liggja líf sitt, de tyktes at det gjeldte deres Liv, Tr, R8; fè sitt, Ra; p. p. bani sinn við liggja, C.
  17. fra ok svá kom, C.
  18. bátlaust, uden Baad, till. Tr, R, o. fl.
  19. fyrir, Tr, R.
  20. um haustit, i det Efteraar, till. Tr, R, C
  21. til Helgafells, till. S.
  22. till. Tr, R, C.
  23. Þóroddr bað Snorra goða at hann gipti ser (honum, C) Þuriði systur sina, Tr, R, C o. fl.; A till ellers her: systur Sn. g.
  24. góð, till. Jy, D, C, R.
  25. skil, R, C o. fl.
  26. foristu, M; forvistu, Tr, R; forstöðu, Jy o. fl.
  27. fór þat vel fram sem þotti háð verða (?), da gik det vel af, som (siden) syntes at blive til Spot i bör maaskee læses heiðvirða; sem þeim heyrði, som det sömnmede sig for dem (Brudefolkene) M; udel. A.
  28. till. Tr, R,W,C o. fl., ok skynsamr, fornuftig; framsynn ok orskjál ok hugþekkr öllum innan-héraðsmönnum; ok tokust með þeim þúriði goðar ástir at siðustu; forsynlig, forsigtig og vel lidt af alle Herredets Beboere, ligesom og han og Thuride til sidst fattede oprigtig Kjærlighed til hinanden, till C, M.
  29. ok sat átal við hana, sad der og talte med hende, till. C.
  30. alþiðu mál, almindeligt Rygte, Tr, R.C.
  31. her ophörer et Blad af Membranen C
  32. fra Tudel. A ; her ophöre Membranbrudstykkerne A ganske. Herfra lægges Ra, til Grund for Texten, især jævnfört med R6, Tr, W, L, M, D, o. a.
  33. saaledes R8; seezt, Ra; sázt, (säst) saaes han ingensteds, W; säst, M, D; sèst, sees, E.
  34. Þurið, R8, W.
  35. hann sá farinn, W, D.
  36. mundim, R8.
  37. bláss, Tr.
  38. saal. Rag, grund, E,Tr,
  39. af, till. H.
  40. stöð (stað) Tr,
  41. streng, IF.
  42. saal. Ra, 6, L o. a.; tegjumst, Jr í tefjunst, Tr, D.
  43. saal. RB, Tr, o. a. ; Asbirni, Ra, L 5 stoð Asbrandr þá upp ok gekk til stofu, ok tok svá til orðs: hvi ertu bloðugr, Björn? Asbrand stod da op, gik til Stuen, og talte disse Ord: Hvi er du blodig, Björn ? W, D,
  44. saal. Ra, B. W, D, M o. fl. í mun, urigtig Tr. o. fl.
  45. manni, Tr, S; mann, M.
  46. saal. RB; hefir, (hef ek) Ra; höfum, Tr,W,D,
  47. voldit, M,
  48. saal. W; vigbálkar, R, Tr.
  49. fyrir alda, RB; faldna, W.
  50. áðr, Rg.
  51. saal. Ra,W, M, D; svå, Tr.; utydeligt i RB.
  52. Eptir, derefter, till. W,D.
  53. í Vindland, til Vendernes Land, till. W,D, M.
  54. vikingalög, W, D, F
  55. Björn fór, Tr, W.
  56. við Jómsvikingum, þá þeir, W.
  57. Styrkari, W.
  58. braut, W; burt, D,
  59. peim, dem, RB.
  60. fra f till. W, D, M, L.
  61. saal. W, M, D; áburðarmaðr, R, Tr.
  62. val, som ellers ofte, W.
  63. saal. Ra,8; hirðsiðum, Hofskikke, Tr, W.
  64. saal. Ra; manna, RB.
  65. sèligri, anseeligere, W, D.
  66. orrostum ok einvigum, Fægtninger og Tvekampe, W, M.
  67. till. Ra, 6, W, D, F o. fl.; udel. Tr.
  68. sett, sat, W, D; lagið, M.
  69. Haugabrekkum, M, L.
  70. ok lètu allvel yfir sèr, till. W, D, F.
  71. vorkunn, at þau töluðu mart, HV. D, F
  72. viðirunn, en Pilebusk, W; viðarrunn, en Lund, M.
  73. sáttu ok, saae du ogsaa, W.
  74. yðarn, eders, W; yðar, Ds ykkar, F
  75. runns, W.
  76. fra T reigistjarnar af veigi, O.
  77. saal. Tr.; abbrevieret som likar i Ra, 8; bríkar, W, M.
  78. látat, Tr.
  79. peyi, saaledes Jy, M, Tr; þygi, Ra, 8, o. fl.
  80. Bjötar, Tr.
  81. saal. RB, Tr. o. fl.; vit á, Ra.
  82. saaledes B; mavrnar, Ra, 6, Tr, W, D, M o. fl.
  83. hestar, W.
  84. saal. Tr, W o. fl.; Þóroddr, Ra,B.
  85. aðalbjöri, W, D.
  86. saal. Tr o. fl.; foldu, Ra, B; favldu, W, M, D.
  87. ok girnast ekki til hennar, og ikke nære Begjerlighed til hende, till. W, D, M.
  88. við leitat, at vanda um hag, M, Jy; D har heraf blot de to förste Ord
  89. tok þat råða at hann, greb til det Raad, at han, till. W, M, D.
  90. göröi þá á drifu mikla,W, F.
  91. fra T leið sina, ok er á laust veðrinu, var þat með svå miklum kynzlum, W, D.
  92. rataði u. n. á, W, M, S, N.
  93. saal. Tr, W o. a.: ferr, Ra,B o.fl.
  94. ifa, W, N.
  95. viðri, Tr,
  96. saal. Tr, W, K, T; eldnjornun, Ra, B,F,I,
  97. oldu, Tr,W.
  98. ein, (einn, einan) Tr.
  99. hirði þavll, Tr, W.
  100. udel. Tr.
  101. fald, Tr.
  102. gæ, Tr.
  103. fatt, Ra, 8, L.
  104. ek, till. W.
  105. saal. Tr, W, M, S, T, I,
  106. nætr, W, D.
  107. saal. W; komst, M; kom, R, Tr.
  108. Tr. indskyder: (er).
  109. saal. W, D, F, M; um vetrinn, R, Tr. o. fl.
  110. Herfra, til Afdelingens Slutning, lægges især Membranen C til Grund for Texten,
  111. eptir sættargjörðina, efter Forliget, W, F o. fl
  112. saaledes W, D, F M 5 XX menn, med 20 Mænd, Tr; við XX mann, selv tyvende, Ra, 6 o. fl.
  113. vivirðing, C.
  114. saal. R B; honum þætti Sn. eiga at r. b. á Þ. v., det tyktes ham, at o.s. v. Ra; honum þætti mjök til þess koma at råða bót á þessu, han ansaae det for meget vigtigt, at Bod blev raadet herpaa, W, F; h. p. til Snorra koma at reka reit (rètt) slikra vandræða, det tilkom Snorre at gjennemgaae, (afgjöre rette ligen) denne fortrædelige Sag, C, M.
  115. udel. R, Tr.
  116. taka hann af lifi, R, Tr, W, F.
  117. hús eru hèr sterk, Tr.
  118. at sækja, till. C.
  119. á (af peim, W); Geir, (Porgeiri, Tr, Ra, B, L, M, F) goða ok Gissuri hvita, þá er þeir, R, Tr, W.
  120. sumir, R, Tr, W.
  121. lèttu, Tr, R.
  122. Þorgeir, Tr, Ra, 6, F
  123. fækkuðust, Tr, Ra, É.
  124. skotvápnin, Tr, Ra,B
  125. sjá þá, Tr.
  126. hann er e. klektunarmaðr, ok er þar, Tr, R, W; glettingamaðr, F.
  127. vinnist skjött, Tr, R, WB vinni skjötliga, M, F.
  128. saal. ogsaa, M, F; vögur, W, D, F
  129. hálfrar álnar, en halv Alen, G.
  130. kapt, S.
  131. at taka úr vagarborunum, Tr, R, M; (vagargötunum, E); er hann hafði ur raufum, JY.
  132. till. JV, D, F
  133. Snorri goði, till. R, Tr.
  134. ofan af heiðinni, till. S.
  135. blaðakápu, D, F
  136. fyrstr, R, Tr.
  137. udel. Tr, R.
  138. hann tok annari hendi kápuermina, er þeir Snorri fundust, en annari; Med den ene Haand tog han fat i Snorres Kaabearme, da de kom sammen, men med den anden, R, Tr.
  139. hèlt, og holdt den, till. S.
  140. Máfi, W, M
  141. bóndi, till. Tr
  142. till. Tr, R, L, Iy.
  143. udel. Tr.
  144. er mèr bezt at skapi, segir hann, Tr.
  145. Ra, L.
  146. heftir (heft, R3, Tr) þik at hèðan af, Ra, L, M, F; hættir hèðan í frá, W, D.
  147. glepja, Tr, K, M, F.
  148. udel. Tr.
  149. till. Tr, R, L, H".
  150. þat efnt, Tr; til gætt, W.
  151. sams hèraðs, Ra, HT
  152. udel. Tr, R.
  153. þat laungum um sumarit, den (Vind d.e. Nordost) holdt meget længe ved den Sommer, Tr; lengi u.s., G; þat lánga hríð um haustit, i Efteraaret, W, D.
  154. till. de övrige saaledes: h. v. som Guðlaugs hins auðga, en Sön af Gudlög den Rige, W, D, E, F, H, K, N, P; s. Gunnlaugs h. a., Sön af Gunlög d.r., urigtig, Ra, 6, Tr, L, M, F.
  155. saal. R, C, Tr, W, M, F o. a. í bröður, C, E, O.
  156. till. R, L, M, F, Tr; annan, W,
  157. son Eyrar-Lopts, Tr, RB, M; Loptsson, W, D, K, P.
  158. ofarliga, Tr, R o. fl.
  159. udel. Tr, R o. fl.
  160. udel. Tr, R, L, W, M.
  161. vestr, vestpaa, till. Ra,6, L, Tr, M.
  162. vestan, vestfra, Ra, 6, L, W, M.
  163. udel, R, L, W, M.
  164. till. M; austanveðr ok landnyrðinga, Östenstorme og Nordostvinde, Tr, Ra, 8, L, W.
  165. til utsuðrs, M.
  166. bæri, Tr, R, L.
  167. bæri, Tr, R, L.
  168. hvat landa, W; hvaða land, M.
  169. till. L, V, Tr.
  170. p. þotti illt, Tr, R, L.
  171. saal. ogsaa Ra, L, M, F; landsmegnit, det store Land (Fastland) Tr., R8; hafsmegin, W, D.
  172. skamma, W, D.
  173. á, till. W, D.
  174. þeir, Tr, R.
  175. fra Tudel. Tr, Ra, B.
  176. udel. W.
  177. bundu, Tr, R, L; voru þeir í bönd færðir, JV, K.
  178. keyrðir, WB síðan, till. Tr, R, L.
  179. udel. Tr.
  180. till. W, D.
  181. þeir væri hafðir á land upp ok, at man bragte dem op paa Landet, E.
  182. með þeim, blandt dem (Indbyggerne) W, D.
  183. till. Tr, R, L, W.
  184. borit, fremfört, W.
  185. manna, Tr, R, L, H.
  186. till. R, L.
  187. saal. ogsaa Ra, L,F,Ms at h.. nokkur var í flokkinum, R,B; fra Tudel. Tr,W.
  188. ok er flokk þenna bar, Tr, R, L, H, M.
  189. udel. W.
  190. merkjum, Fanerne, D, W.
  191. göfugligr, af arværdigt (ædelt, prægtigt) Udseende, G, F.
  192. aldr, Tr, R, L.
  193. at,H.
  194. hnigu þeim, Tr, R, L, úr; hnigu at þeim, holdt sig til dem, H.
  195. herra sínum, Tr, R; honum sem herra, IV, D, P.
  196. þá brátt, da strax til, Tr, R, L.
  197. fra fudel. W.
  198. pángat var, Tr.
  199. saal. Tr, R, L; málum, C; udel. W.
  200. udel. Jy.
  201. efni, M; fra Tudel. Tr, R, L.
  202. saal. W, D; aldraði, F; þessi, Tr, R, L.
  203. bar, W.
  204. fra [þessir islenzku (...islendu, Ra, L (hinir islenzku, W) menn, gekk Guðlaugr þá fyri þenna mann ok kvaddi hann virðuliga, disse islandske Mænd? Gudlög gik da frem for denne Mand, og hilste ham ærbödig, Ra, B; for Ordene: fyri p.m. har Tr, W blot fram; virðuliga udel. H".
  205. vel kveðju þeirra, W.
  206. þeir, de, Tr, R.
  207. fra T hann væri ættaðr, hvorfra han nedstammede, W.
  208. till R B, L.
  209. fra f hann sagðist vera, W.
  210. fra [hann sagði: úr Borgarfirði, ok þeir svá fleiri, han sagde, fra Borgarfjorden, ligesom flere af dem, E; þeir sögðu: úur Borgarfirði, de sagde: fra Borgarfjorden, Tr, R,B, L– I Ra, L ere Ordene meget urigtig omsatte.
  211. fra fudel. Tr, R, L.
  212. fra [hann vandliga, spurgte han nöiagtig, Tr.
  213. fra f at öllum hinum stærstum mönnum, alle de störste Mænd, H, N, P; at sèr hverjum hinna stærri manna, J, M, O, Tr, R.
  214. ok, og, Tr, R.
  215. áttu þetta at tala, W.
  216. udel. Tr, R, L, W.
  217. eptir, Tr, R, L.
  218. udel. /p/.
  219. hann spurði vandliga eptir öllum lutum frá Fróa, ok, han spurgte nöiagtig om alle Ting fra Frodaa, og till. Tr, R; e. ö. l. udel. W.
  220. sveininum, till. Tr, R, L, W.
  221. udel. Tr, R, L.
  222. saal. W; er p. v. b. at Fróða, Tr, R, L.
  223. menn höfðu viðleitni, Man (Folk, Mændene) forsögte> M, F.
  224. öðru lagi, Iy, D.
  225. skipshöfninni, Tr, R, L B skipsögunni, D.
  226. mikli maðr brott, Tr, R, L; hinn m. m. å burt, JY
  227. udel. Tr.
  228. hrið, Tr, R, L, H, M.
  229. einmæli, afsides Samtale, W, D, N, K, P.
  230. en er þat þraut, da den var forbi, H, D, N, K, P.
  231. fundarins, Mödet, W; mannfjóldans, Mængden, Folkehoben, E.
  232. þá tok sá h. m. m. til orða, W.
  233. hèr h.v.l., her o.s.v., W.
  234. talat nokkut yðart mál, Tr, Ra, B; talat um hagi yðra, W, D, K.
  235. saal. Tr, R; mål yðvart, C, W.
  236. á mitt vald, Tr, W.
  237. þannig, W.
  238. nu, nu, till. Tr, R, 8.
  239. udel. W.
  240. udel. H.
  241. udel. M, F
  242. þú ráða, Tr, R, B; b. batr., Ra, L 5 þat ráða, W.
  243. látit á brott, drager bort, Tr, R, L.
  244. till. G, M, O.
  245. útrútt, Tr, R, L, W.
  246. ættjarða vorra, Tr, R, L; ættjarðar vorrar, E; á ættjörð vora, J; fra næstforrige [þá er vèr komum til várs lands, ef þess verðr auðit, naar vi komme til vort Land, hvis Skjæbnen forunder det, Jy.
  247. frelsi gefit, Tr, R, L, W.
  248. pat, Tr, R, L, W.
  249. udel. Tr, R, L, W.
  250. ok, Tr, R, L, W.
  251. slíka, W.
  252. haft, till. Tr, L, W.
  253. udel. W.
  254. þat, Tr.
  255. fra f nær elli stígr, Tr, R, L.
  256. fra f mik, B, D.
  257. saal. ogs. W, M; þá at ek lifi, Ra, L 5 p. e. l., Tr, R, B.
  258. stundar sakir, Tr, R; hrið, W.
  259. udel. Tr, R, L, W.
  260. udel. Tr, R, L, W.
  261. sem, Tr, R, B; at, Ra, L.
  262. mundu, M.
  263. har manglet í W; unna, unde, D, F; bjóða, byde, P, Q.
  264. udel. Tr; ef hèr kunna at koma, W, D, F.
  265. híngat m., Tr, R, L; nú híngat mær, HV, D, K; hèr nú nær, P o. fl; híngat kvaddir, kaldte hid, J.
  266. hagstaðr, Trs hægt út at taka, F, G, M; fra [því næst rann byrr af land í, sá er þeim var góðr, lige derefter kom en Bör (Medvind) fra Landet, som var god for dem, W, K, P.
  267. skildust, dró, W.
  268. hring, W
  269. udel. W.
  270. fóstrjarðar þinnar, dit Födeland, Tr, R, L.
  271. hüsfreyunni at Fróðá, M.
  272. fra / hvat skal ek segja, sagði Guðleifr, W.
  273. þessa gripi, Tr, R, L; gersemar þessar, Jy, D.
  274. till. W, F, P.
  275. udel. W.
  276. at, Ra, L.
  277. udel. Hy.
  278. saal. Tr, 1 5 húspreyunnar, W5 hústrúarinnar, C.
  279. udel. Tr, R, L, HG M.
  280. þar af, till. Tr, R, L.
  281. ráða, IF, D; fra f vill vita eðr forvitnast eptir, vil vide eller söge at udforske, E.
  282. gripina, N; átt, W.
  283. á minn fund at fara, Tr, R, L.
  284. ükunnigum mönnum, for ubekjendte Folk, till. M, G; fra [hér er hinn mesti riðr, fordi her er den störste Ufred, Tr, R, L.
  285. þeim, Tr, R, L; udel. HV.
  286. udel. W.
  287. yðr, Tr, R, L, W.
  288. saal ogs. W, D, F, M, N, K, P; udel. Tr, R, L.
  289. hvervetna, D, F, P; hvarvitna, W.
  290. beri til, Tr, R; takist, W.
  291. udel. Tr.
  292. fra [hér, H.
  293. þat, Tr.
  294. skildu þeir; lèt, skiltes de ad o.s.v., Tr, R, L.
  295. siðan, siden, Tr; udel. W.
  296. till. W.
  297. udel. Tr, R, L.
  298. gripina, Tr, R, L.
  299. höfðu allir, alle antoge, Tr, Ra, B, L, M, F.
  300. hafði, Tr.
  301. fra sidste [spurt til hans, nema þau er (sem) spurgt om ham, undtagen de, Tr, R, G, M, F.
  302. fra næstforrige [annr (annar); önnr sannindi hafa menn eigi spurt til hans, nema þessi o.s.v. (Björn Bredevigskæmpe men ingen) anden, ingen andre sande (visse) Efterretninger have Folk spurgt om ham, paa disse nær o.s.v. L.; ok eiga vita menn neitt af honum at segja, anna enn þetta, og Folk vide ikke noget andet at sige om ham, end dette. P.Q.
  303. See om dem ovenfor S. 569
  304. Orm den Smalle kom fra Udlandet til Frodaas Udlöb, og boede nogle Aar paa Brimilsvalle (Brimilsvöllum), indtil han fordrev Olaf Belg fra Olafsvig og satte sig i Besiddelse af en stor, tildeels ham tilhörende Landstrækning, og opslog da sin Bopæl paa Frodaa. Jfr. Landnama 2 Parts 9 og 27 Cap.
  305. Med Thuride Asbrandsdatter havde Thorbjörn havt 4 Börn, som opregnes i Landnamas ældste Text (l. c.) Sönnerne have der de samme Navne, men der tilföies en Datter, Thorgerde, gift med Önund Sjone, den berömte Kormaks Morfader. Den mærkeligste blandt dem synes at have været Ketil Kappe (Kæmpe), som opholdt sig udenlands, da hans Fader blev dræbt, og har da rimeligvis været voxen, ligesom vi af Eyrbyggja vide, at hans Broder Hallstein var; see dens 18de Capitel. Det er da urigtigt, hvad Landnamas Hovedtext i de to sidste Udgaver melder, at Ketil var Thuride Börksdatters Sön.
  306. Thorbjörn blev ombragt af Thoraren Svarte fra Mafalid; jfr. Landnama 2 P.9 Cap. (i den ældste Text). Da Snorre Gode paatalte Thorbjörns Drab, understöttede Arnhef Gode (sin Söstersön) Drabsmanden; da opstod först det Fjendskab mellem dem, som endelig blev Aarsag til Arnkels Död. Jfr. ovenfor S. 554, 584, 592, 618 o. fl. 644 o.fl.
  307. Björns hyppige Besög paa Frodaa foranledigedes dog vel först derved, at Thorbjörn, som ovenmeldt, forhen havde været gift med hans Söster
  308. Her fölge vi de to Membranfragmenter, som endnu haves, samt den Wolfenbüttelske Codex. Ellers siges Thorodd at have været fra Medalfellsstranden: det nuværende Bardestrands Syssel; see S. 740 Var 5.
  309. Det er uvist, naar Jarlen Sigurd Lödverssön (en Sön af Thorfinn den 1ste (see ovenfor S. 354, 448), der i den förste Afdeling af Orkneyingasaga omtales som en stor Krigshelt og vældig Erobrer, kom til Regjeringen, men han regjerede længe, og faldt i Irland Aar 1013.
  310. Membranen C (o. fl.) har her mærkelige Tillæg, som, i Forbindelse med Hovedtexten, vise at Skriftsagnet overhoved er taget af Sagnkvad eller fortællende Vers (Söguljöð), der omtrentlig have havt denne Form:
    Görðist Þóroddr
    góðr bóndi
    var han skilrikr
    ok skynsamr,
    var han forsjáll
    ok framsýninn,
    hugþekkr öllum
    heraðs mönnum.
  311. Oversættelsen grunder sig paa fölgende prosaiske Omskrivning: Gullsstrengsstoð! grand fæ ek stundum; við mundu vilja þenna dag lengstan, í miðli viðar ok blás; allz ek, armlinns þella! tegumst själfr at drekka, í aptan, erft minnar opt horfinnar gleði. Man kan og læse: Gullstoð... strengs grand o.s.v., men dette giver i Hovedæmnet den selvsamme Mening.
  312. Her og paa flere Steder udtrykker den Wolfenbüttelske Codex Samtalerne (m. m.) mere i dialogisk Form end den Resenske, hvorved de oprindelige Fortællingsvers falde mere i Öinene; derfor have vi her i Var. men ikke stedse, for at undgaae Vidtlöftighed, anfört en saadan Pröve, der först synes at have været saaledes affattet:
    Stóð upp Asbrandr
    til stofu hann gekk,
    ok hann þat orða
    alls fyrst um kvað:
    hví ertu, Biörn!
    blóðigr svá?
    eðr hafi þið
    Þóroddr fundist?

    o.s. v. Synderlig nok synes Skjaldenes kunstigere Viser, ubekjendte for de eddiske Fortællingssanges Forfattere, i hin sildigere Periode at have pleiet at indflikkes i de simple fortællende Kvad, omtrent som Arier i vore Operaers Recitativer. Disse beholdt de fleste Sagaskrivere tilsidst, som et Slags poetiske Kunststykker, i det de paraphraserede Almuekvadene, der vel og tit neppe kunde optegnes hele, men havde, ligesom Volsungdigtene o. fl. betydelige Huller, der nödvendig maatte udfyldes med Prosa, samt tillige ofte vrimlede af Varianter.

  313. Oversættelsen er her grundet paa fölgende Omskrivning: Munat hraustum hriðar-hyr-lesti at striða mèr; heldr hefi ek valdit vígi Viðleggs tveggja sona; sem viðbálkar valdr geymi faldabil með volki, eðr deigum dalsvegi at kaupa draupnis skatt. Originalens sidste Linier sigte uden Tvivl til Thorodds Tilnavn (skattkaupandi) og Draupner (ellers vel bekjendt af Edda som Odins vidunderlig gulddryppende Ring eller Smykke) staaer her vel i en tvetydig Mening
  314. Saaledes skrives dette Ord, (ellers udtalt som Hansel) etymologisk rigtig i Videnskabernes Selskabs store danske Ordbog, hvor det dog kun udledes fra Angelsaxisk, Engelsk eller Hollandsk. I Molbechs Ordbog udledes det rigtigst af det Islandske, vor Texts handsal, samt handselja (ogsaa handsala) afhænde, m.m.
  315. Om Palnatoke, Jomsborg (i Pommern), Jomsvikingerne i hans Tid og deres Love m. m. findes de fuldstændigste Underretninger i de af det Kongl. Nordiske Oldskrift-Selskabudgivne Fornmanna-Sögur, 11te Bind, med tilhörende dansk Oversættelse (ogsaa særskilt udgivet under Navn af Jomsvikingasaga og Knytlinga) Khavn 1829, 8,
  316. Om Styrbjörn den Stærke haves en særskilt gammel Fortælling, udgivet i Fornmanna-Sögur 5te Bind (med tilhörende dansk Oversættelse).
  317. Omtrentlig i Aaret 996.
  318. Dette Folkemöde var formodentlig en höitidelig Forsamling i Anledning af Midsommersfesten eller Sommersolhverv (svarende til Julen ved Vintersolhverv) siden i den christelige Tid forvandlet til St. Hans Dag (ogsaa da i de tre nordiske Riger m. fl., kaldet Midsommer). Stedsnavnet: Höibrinkene (Haugabrekkur) hentyder paa et Sted, hvor der enten vare Thinghöie eller Begravelseshöie, muelig ogsaa forenede til begge Bestemmelser.
  319. Visens prosaiske Omskrivning er denne: Sá ek hvar runnr, ægiligr í augum, iðgliki líkr mèr, rann i runni, at fenris brunni; Þá láta eigi[láta þeigi] þrjótar þat barn kunna sinn föður, vita hlunnshleypirastar-hesta marnar.
  320. Textens Omskrivning: þá mun in mjófa aðalbjóra þöll, (fannhvit faldafold unni mèr), sanna Þórodds getu, ef åttgöfug auðbrik ætti sonu, lika mèr; enn em ek gjarn til gjálfrelda gunnar.
  321. Omskrivning: Sá hafleygjar hlýn, er berr [ferr] váðir; mundit (mundi at) hyggja vel um minu raði i bergi -vo viða, ef öldueldnjörunn vissi mik, hafviggs hirðiboll, liggja einn kalinn i steinahelli; eller og ef ein ö. e. n. (den enlige d.e. af sin Elsker forladte Kvinde) o.s.v.
  322. Omskrivning: Ek skar austan silda (ok) svana fold síðum með hlaðit flaust, því at gæi-brüðr leiddi oss fast austan; viglundr gat, nú um stund, viða vasbüð; byggir hugfullr hingat helli, fyri konu bing.
  323. Ordet dægr er vel her saaledes taget i sin sædvanlig ste Betydning.
  324. Ordenes Orden i denne Vise er saa naturlig og velforstaaelig, at ingen videre Omskrivning af den behöves.
  325. Nemlig Forliget mellem Steindor af Eyre og Snorre Gode; see ovenfor S. 716.
  326. De udförligste Efterretninger om den udmærkede Helt, Gunnar af Hlidarenda (i det nuværende Rangaavalle syssel, Islands Sönderamt) findes i Njála, om hans Fald især i dens 77de og 78de Capitel. Der opgives ikke Antallet af de Mænd, som sidst overfaldt Gunnar, men det berettes kun at han dræbte 2 og saarede andre 16 af dem. Den Bemærkning, som hertil skrives Geir Gode, tillægges i Njala hans Bundsforvandt Gissur Hvide. Jfr. Landn. 5P 5 Cap. Denne Begivenhed havde tildraget sig omtrent 993 eller 6 Aar förend Björns og Snorres sidste Ankomst.
  327. Gudlög den Rige var en Sön af Thormod Gode, som udvandrede fra Voss i Norge; han udvidede sin Faders Landnam, i det nuværende Myre-Syssel, og boede paa Borgarholt ved Strömfjorden. See Landnamas 1 P 19 og 2 P.6 Capitel, hvor Sturlungernes Herkomst fra hans Sön Thorfinn ogsaa udvikles.
  328. Dette fortælles saaledes lidet udförligere paa det sidst anförte Sted af Landnama: Guðleifr er átti annan knör [annat skip] en annan [annat] Þórólfr, son Lopts hins gamla af Errarbakka, þá er þeir börðust við Gyrð jarl Sigvaldason i Meðalfararsundi, ok heldu fe sínu; þar um orti Guðleifr Gyrðs visur; Gudleif, som eiede en Knör (Skib) men Thorolf, en Sön af Lopt den Gamle, fra Örebak, den anden, da de sloges med Jarlen Gyrd Sigvaldsön i Middelfartssund (det lille Belt) og beholdt deres Gods – (hvilket Jarlen da har havt i Sinde at bemægtige sig). Derom digtede Gudleif de saakaldte Gyrds-Viser. Dette nu ellers ubekjendte Digt kaldes Glodisvise, uden Tvivl ved en Trykfeil, i Suhms Historie af Danmark III, 785, hvor kun Landnama, men ikke Eyrbyggja, med Hensyn til Jarlen eller Jarlssönnen Gyrd, er bleven paaberaabt. At Thorolf Loptsön ellers især har faret hellem Norge og Örebak, hans Hjemstavn, vises af Njalas 120de og 140de Capitel.
  329. Kort för Columbus's fölgerige Opdagelse af Amerika, dreves og Skibe af Storme mod dets Kyster, i den samme Retning, fra det vestlige Irland. Den Cours, som Columbus selv tog paa sin förste Reise, var ei heller meget forskjellig herfra; da han selv havde været i Island, er det höist sandsynligt, at han der har lært at kjende Islændernes gamle Beretninger om Gudleifs o. fl. Reiser til Amerika; see Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed 2 B. S. 25, 113, 127 o. fl. Mere herom i nærværende Værks 3 Deel. Kun bemærke vi forelöbig, at de Skibe, med hvilke Columbus foretog sin Opdagelsesreise, ingenlunde vare store, men tillige, for det meste, af samme Indretning som de nordiske i det 11te, 12te og 13de Aarhundrede.
  330. Mærkelig nok grebe Columbus og hans Folk, i det samme Tilfælde, paa samme Hav, til det selvsamme Middel. Baade Gudleif og han bekjendte sig og til den samme, nemlig den katholske Religion.
  331. Sandsynligvis var det Kysten af Florida med tilgrændsende Lande. Herom mere i nærværende Værks 3die Deel.
  332. Formodentligt meente man da, at den Egn, hvortil Gudleif og hans Folk kom, var en Deel af det amerikanske saakaldte store Irland. See ovenfor S. 154, 163-166, 436-38.
  333. Denne Beretning, om de indfödte Amerikaneres Behandling mod Skibbrudne, stemmer ganske overeens med den, som vi vide at de sædvanligst have brugt, efter Americas fuldstændige Opdagelse.
  334. Jfr. ovenfor S. 163, 436, hvor de Stænger hvorved Flige vare fæstede, i de eskimoiske Börns Beretninger vistnok betegne Bannere eller Faner, hvilke vi og vide at de amerikanske Vilde i nyere Tider have brugt.
  335. P. E. Müller, som i Saga-Bibliotheket I, 194, erklærer nærværende Fortælling, i Hovedsagen, at bære Sanddruhedens Præg, tilföier Fölgende, med Hensyn til denne dens Post: "At Björn kom ridende til Strandbredden kunde være et af Sagaskrivernes sædvanlige Tillæg, der ikke tage i Betænkning at udmale de enkelte Omstændigheder, eftersom de ansee det rimeligt for at gjöre Sagen anskueligere." Dog beretter Sagaskriveren ikke, som ellers ofte er Tilfældet, at Björn steg af Hesten, der overhoved slet ikke ommeldes. Vi kunne og bemærke, at a) Ordet riða i det Oldnordiske har flere Betydninger end den ommeldte danske, (som mangle i Haldorsens islandske Ordbog, men udvikles i Glossarierne til Njala, S. 757 og den ældre Edda II, 758, 761), nemlig overhoved at fare frem, bevæges, bæres i det Höie, eller höiere end Mennesker sædvanlig staae eller gaae, f. Ex. ved at hjöre paa en Vogn, bæres i en Bærestol, hvilket sidste her virkelig maa (formedelst Björns höie Alder, og tillige hans store Anseelse eller Værdighed) antages at have været Tilfældet, skjönt det vel er mueligt at Heste, med Ares, Björns eller de America da besögende Irlænderes Skibe kunne tilfældigviis være blevne bragte til denne Kyst, men dog have der været meget sjeldne, saa at Racen snart var uddöd.
  336. Nemlig i det da over hele Norden (Danmark, Sverrig, Norge og Island) gængse Sprog, skjönt man i senere Tider, da det Danske begyndte at afvige derfra, især ved tydsk Indflydelse, ved den Benævnelse mest forstod det Norske, og endelig, da dette og i Skrift og Tale var blevet dansk, det Islandske, som endnu beholder Oldsprogets Bygning og fleste almindelige Ord.
  337. En saadan Raadsforsamling passer ganskt til de amerikanske Vildes Skikke; saavel mange blandt dem, som Nordboerne overhoved, lagde stor Vægt paa 12 Tallet, med Hensyn til et saadant antaget Antal af styrende Guder.
  338. Den Mening kan og tillægges disse Ord, at Landets Havne vare vanskelige at söge for Ubekjendte.
  339. Heraf kan man med P. E. Müller (7. c.) slutte at flere Efterretninger om denne Gudleifs Reise have i hans Tid været i Omlöb i Island. Det er stor Skade at Sagaskriveren ikke har meddeelt dem, men han havde egentlig kun den Hensigt at optegne de Efterretninger om sin Helt Björn, som han ansaae for at være troværdige.