Visernes Skueplads. Riddergaarden

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Dansk.gif


Axel Olrik (1864-1917)
Dansk folkedigtning


Indledning
Visernes Skueplads. Riddergaarden


Danske Folkeviser i Udvalg
Ved Axel Olrik og Ida Falbe-Hansen


De Mennesker, der oftest er Visernes Hovedpersoner, og hvis hele Liv er Digtningens Forudsætning, nævnes i Sangene som Riddere. Dette Ord maa tages i sin, ældre Betydning, alle der tjener til Hest, altsaa de, der har faaet Skattefrihed mod at gøre Ryttertjeneste i Krigen; Rangadskillelse af Riddere og Væbnere, saaledes som den kendes siden Slutningen af 13de Aarh., møder kun sparsomt under Navn af „Riddere“ og „Svende“. Kvinderne betegnedes som Fruer og Jomfruer. Den fælles Betegnelse for alle er „Ædlinge“ eller „ædelige Fruer og Jomfruer“; de udgør en Klasse, der ved Byrd, ved høvisk Optræden og det mere poetisk afvekslende og det krigerske Liv føler sig noget hævet over de omboende Bønder.


Man maa derimod ikke tro, at vi har en Herremandsklasse paa statelige Slotte og alene levende af andres Arbejde. Hr. Torben gaar selv og pløjer sin Mark under Skovbrynet, da hans Fjender overfalder ham og dræber ham (vor Nr. 35). Ingelille beder den fine Hofridder at sidde i Vognen hos hende, da skal hun snart lære ham Bondesæd, baade Harvning og Saaning (vor Nr. 40). — Naar Ridderen færdes ude, paa Vej til Tinge, møder man ham ofte med fem eller ti, undertiden med femten eller tredive Svende; men til daglig har de Arbejde nok med at skaffe Føden:


Somme de er i grønnen Skov,
de vilde Dyr at skyde,
og somme de er paa salten Sø,
de stærke Bølger at bryde. (DgF 12)


Ogsaa de adelige Fruer ynder at optræde med et Følge af Terner; men man kan ogsaa træffe Jomfruen ene hjemme paa Gaarden, fordi Svendene er redne af By, og alle Møerne er paa Marken at „skære“ Kornet.


Visernes Personer er i første Række Ridderne, og i anden Række — sædvanlig kun som Bipersoner — de, som Ridderne omgaas eller kender. Skuepladsen er de Steder, hvor Adelen færdes. Sjælden træffer man dog Herremanden ved Plov eller Fædrift; disse Arbejder gav jo ikke saa stor Anledning til mærkelige Begivenheder, og en vis Forestilling om deres Bondeagtighed trænger ind, i hvert Fald i de yngre Viser. Hyppigere nævnes den Samfærdsel, der bragte dem i Berøring med Omverdenen, Jagt i „den grønne Lund“ eller Ridtet til de almindelige Sammenkomster og Samtalesteder, om Søndagen ved Kirken, og ellers paa Herredstinget („Bøndertinget“, som det hedder til Forskel fra Adelens særlige „Stævner“ eller fra det finere „Landsting“). Her paa Tinge traf Egnens Adelsmænd hinanden, Godshandeler og alskens Aftaler blev sluttede; mangen giftefærdig Datter kunde med bankende Hjerte gaa sin hjemvendende Fader i Møde og spørge om nyt fra Tinget. Afgjort sjældnere er de længere Rejser, hvor man „sejler under Ø“. Ledingstog mod Rigets Fjender nævnes ofte, men sædvanlig kun paa Grund af den Afbrydelse, i Hjemlivet, de fremkalder. Pilgrimsrejser forekommer ogsaa; og heller ikke Handelsrejser er ukendte for Datidens Herremænd.


Skuepladsen er dog helst der hvor Tankerne er mest, i Hjemstavnen; Og intet Sted afmales saa udførlig som selve den adelige Gaard. Som en taarnhøj Borg maa vi kun i de allerfærreste Tilfælde tænke os den; den vil snarere minde om vor Tids Bøndergaarde. Indgangen dannes af et „Borgeled“, der dog aldrig spiller nogen Rolle ved Gaardens Forsvar, men hvor Ridderen eller hans Frue ofte staar med Kappen om sig („svøbt i Maar“, den med Maarskind forede Kappe), eller Datteren fletter sit lange Haar, eller maaske kun en Tjenestedreng holder Øje med de vejfarende. Paa Siderne af Leddet ses Vold eller Grav eller noget Plankeværk, der dog sjælden hindrer pludselige Fjender i at trænge ind i Gaarden. Indenfor ligger en Mængde forskellige Bygninger omkring Gaardspladsen, tækkede med Straa eller med „Rør hin skønne“, de fleste byggede af Træ eller med klinede Vægge. I Gaarden staar en stor Lind — Middelalderens Yndlingstræ — og „breder med sine Blade“ helt ned til Jorden; i en sildig Aftenstund maa den skjule saa mangen lønlig Snak mellem Svende og Terner under sin Krone. Midt i Borggaarden sørger den rejsende for at hænge sin Kappe i Lave („aksle sit Skind“), før han gaar ind i „Stuen“, der fylder den nederste Del af, hvad vi vilde kalde Hovedbygningen. — Selve Bygningen faar, skønt straatækt, et stateligt Præg ved den rige Anvendelse af Tømmerværk. Fra Gavlen rager udskaarne Husbrande (Forløbere for senere Tiders Fløjstænger) i Vejret; (paa Jomfruburets „Brand“ sidder Gyrmand Gladensvend (Nr.6) i Fugleham, da han er fløjet over Hav til sin Fæstemø). Langs hele Bygningen løber en Svalegang, en aaben Gang af Træ, enten i Flugt med Gaardspladsen eller et Stokværk fra Jorden som „Højeloftssvale“, „Højeloftsbro“; den giver da Adgang til „Loftets“, „Højeloftets“ forskellige Rum: Sove– og Opholdsstue for Husbond og Husfrue, Kamre for Gæster m. m. „Svalen“ spiller en omfattende Rolle i Husets Dagligliv; her bejler Sverkel til liden Kirstin efter Dansen; her lurer Dronning Soffi paa Kongens Samtale med den dansende Jomfru Signild; ad denne Vej lyser Ebbe Skammelsøn stalt Adelus til Brudekammeret.


To andre Bygninger spiller en Rolle i Ridderens poetiske Liv. Det ene er Jomfruburet, net smykket og helst godt laaset; ti en paatrængende Bejler kan ellers „bryde Buret“. Viserne dadler den Mand som uerfaren, der bygger sin Datters Bur altfor afsides; men de har ogsaa Fortællinger om Piger, der har anet Uraad og sikret sig imod Faren. Den anden Bygning er Stenstuen eller Stenhuset. Den er bygget som Tilflugtssted mod Overfald, og nævnes med Stolthed af sin Ejer: „Der staar et Hus udi min Gaard, det er opmuret af Sten; kommer jeg mig der indenfor, jeg ræddes ikke hundred Hovmænd“; men Visen lærer, at det ikke var let i en snever Vending at naa ind i den fangetaarnslignende Bygning. Hvor ingen Stenstue fandtes, tog man ved pludseligt Overfald sin Tilflugt til Kirken; men det var ingen vanskelig Sag for Angriberne at faa den tændt i Brand, som liden Engels Skæbne lærer os (Nr.33).


„Stenstue“ kan dog have forskellig Betydning, idet man derved kun fremhæver den Bygning, der er bygget af Sten. Ikke saa sjælden bruges dette Ord om selve Hovedbygningen („Stuen“), hvis den har skilt sig ud fra de almindelige Huse af Træ eller Bindingsværk. — Enkelte Ridderes Gaarde havde et helt borgagtigt Præg; der kunde findes Fangetaarn og laaset Borgport; som den, Hr. Verner listede sig ud af, efter at have sunget Ridderfruen i Søvn; til Afsked hængte han Nøgleknippet paa Borgens Bro (Nr. 47). Men hvor lidet lukket en Borg ogsaa kunde være, ses af den kvikke Vise, hvor liden Kirsten kommer at udfri sin fangne Broder; hun skifter ved Borgeleddet Ord med Grevens Frille og gaar uden Modstand af nogen til Fangetaarnet og sparker Døren op; saa fører hun Broderen hjem med sig (Sv. Grundtvig, Kæmpeviser, Nr. 13, se S. 13). Den aabne Herregaard er det almene; Viserne tegner os, hvorledes Gaardsrum gaar over i Urtegaard eller Toft. Det frodige Dyreliv og de brogede Dragter giver Liv over det hele; her tyr man ud, naar Svendene træder Sværddans, eller naar Fruen kvæder op til Dans for sine Møer.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.