Magnus den Godes saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Snorre Sturlason

Heimskringla

Magnus den Godes saga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons Heimskringla – Nóregs konunga sǫgur G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)
De norrøne kvad — anført med kursiv skrift — er indsat uforandrede fra Finnur Jónssons udgave.

---

1.

Efter jul begyndte Magnus Olavson sin rejse østen fra Holmgård ned til Aldeigjaborg; de begyndte at gøre deres skibe klar, da isen løsnede om foråret. Dette nævner Arnor Jarleskjald i Magnusdrapaen:

Ro jeg fordrer — folkens! — før jeg om den raske (sandt jeg sagen kender) sværdrødner fortæller: Horders ven på hærskib holdt fra Gardarige; elleve år var knapt nok ormelejets hader.

Nú hykk rjóðanda reiðu rógǫrs, þvít veitk gǫrva, (þegi seimbrotar) segja seggjum hneitis eggja; vasa ellifu allra ormsetrs hati vetra, hraustr þás herskip glæsti Horða vinr ór Gǫrðum.

Kong Magnus styrede om foråret østfra til Svitjod; således siger Arnor:

Ting bød ud den unge od-rødnende fyrste; hirden rask til hamlen hærklæder lod føre. Krig’ren lod de kolde køle fure havet; folkekongen førtes frem på vind til Sigtun.

Þing bauð út enn ungi eggrjóðandi þjóðum, fim bar hirð til hǫmlu hervæðr ara bræðis; salt skar húfi héltum hraustr þjóðkonungr austan, bǫ́ru brimlogs rýri brún veðr at Sigtúnum.

Her fortælles det om kong Magnus, at da han drog vestpå fra Gardarige, sejlede han først til Svitjod og op til Sigtuna. Da var Emund Olafson konge i Svitjod, og dér var også dronning Astrid, som havde været gift med den hellige kong Olav; hun tog overmåde godt imod Magnus — sin stedsøn — og lod straks indkalde mange folk til ting dér, hvor det hedder Hangrar. På det ting talte Astrid og sagde således: »Her er nu kong Olav den Helliges søn — han hedder Magnus — kommet til os; han agter nu at begive sig til Norge for at søge sin fædrenearv. Jeg skylder ham at hjælpe ham meget til denne færd, for han er min stedsøn, som alle ved — både svenskere og nordmænd. Jeg skal på ingen måde spare på det, som jeg kan skaffe, til at hans styrke bliver størst mulig — hverken de mange folk, som jeg råder over, eller tilsvarende midler. Ligeledes skal alle, som begiver sig på denne færd med ham, modtage mit fuldkomne venskab. Jeg vil også bekendtgøre, at jeg vil deltage i hans færd; da vil det være klart for enhver, at jeg ikke sparer på nogen del i den støtte, som jeg kan udvise ham.« Derefter talte hun længe og klogt, men da hun holdt inde, svarede mange og sagde, at de svenskere, der havde fulgt kong Olav — hans far — ikke havde fået megen hæder af deres norgesfærd, »— og det ser ikke bedre ud med denne konge,« sagde de, »og derfor har folk ikke lyst til denne færd.« Astrid svarede: »Alle, som ønsker at fremstå som modige mænd, vil ikke lade sig skræmme af sådant. Og hvis folk har mistet sine slægtninge sammen med den hellige kong Olav — eller selv er blevet såret — så er det mandigt nu at drage til Norge for at hævne det.« Ved Astrids ord og støtte kom det dertil, at en stor mængde sluttede sig til Astrid for at følge Magnus til Norge; dette nævner Sigvat Skjald:

Herligt hermed vil jeg hædre Olafs datter; diger-drottens mage dyre gaver skænker. Østpå lyste Astrid Olavsønnens stilling; på Hangrar-ting trængtes talrigt da de svenske. Kvinden kunne næppe købslå bedre, havde endda hendes egen ædle Magnus været. Hun og høje Kristus har det alt bevirket: Hele Haralds slægtsarv holder nu kong Magnus. Vældigt folkevennen vide lande styrer; Magnus må dog Astrids mandsmod derfor takke. Denne kloge kvinde — kun jeg sandt beretter — har sin stedsøns stræben styrket mer’ end andre.

Hrein getum hála launa hnossfjǫlð lofi ossu Áleifs dœtr, sús átti jǫfurr sighvatastr digri; þings beið herr á Hǫngrum hundmargr Svía grundar, austr es Ástríðr lýsti Áleifs sonar mǫ́lum. Máttit hón við hætna heilráð Svía deila meir, þótt Magnús væri margnenninn sonr hennar; olli hǫ́n því, at allri áttleifð Haralds knátti, mest með mǫ́tkum Kristi, Magnús konungr fagna. Mildr á mensku at gjalda Magnús (en því fǫgnum), þat gerði vin virða víðlendan, Ástríði; hǫ́gn hefr svá komit sínum (sǫnn) at mun ǫnnur (orð gerik drós til dýrðar) djúprǫ́ð kona stjúpi.

Således siger Tjodolf Skjald i Magnusflokken:

Tred’ve-sæders snekken snart du skød i vandet (den raske vind rysted’ råen over fyrsten). Masten måtte stormen modstå, inden hirden sejlet atter sænked’; Sigtuna du nåed’.

Ut rétt, allvaldr, skjóta (ekin dúðisk rǫ́) snekkju, en þrítøgt skip (þrautar), þann tíð, í haf skríða; vægðit vendi sveigðum veðr ótt of þér, dróttinn; hlóðu hirðmenn prúðir húnskript í Sigtúnum.

2. Kong Magnus’ rejse fra Sverige

Magnus Olavson indledte sin færd fra Sigtuna, og han havde da et stort følge, som svenskerne havde skaffet ham. De drog til fods gennem Svitjod og så til Helsingland; således siger Arnor Jarleskjald:

Røde skjolde — rædselsvækker! — rundt I bar i svenske bygder; landets folk da snart dig fulgte, fåtal ej til hånde gik dig. Siden østfra — ulvemætter! — ærefuldt du hæren ledte; klædt med hvide skjolde skaren skred med spyd til hæderstinget.

Rauðar bǫ́ruð randir síðan, rimmu Yggr, of sœnskar byggðir; eigi gazt þú liðs kost lágan, lands-folk sótti þér til handa; austan þurðu, ulfa ferðar ǫldum kunnr, með hvíta skjǫldu, tungu rjóðr, til tírar þinga teknir menn, ok dǫrr en reknu.

Derefter drog Magnus Olavson østfra gennem Jämtland, over Kølen og ned i Trondheim, og alle landets indbyggere tog straks godt imod ham. Men kong Svends folk flygtede vidt omkring for at frelse sig, så snart de erfarede, at Magnus — kong Olavs søn — var kommet til landet, og der blev ikke gjort nogen modstand imod Magnus. Kong Svend var sydpå i landet. Således siger Arnor Jarleskjald:

Dine fjender — rædselsfuglens fodrødner! — af angst blev grebet, da du østfra under skrækhjelm indtog Trøndelagens bygder. Du, som sender sorte gribbe sårbølger, modstanden kyste; frygsomt dine uvensflokke flygted’ væk for liv at bjærge.

Austan komt með allra hæstum, Yggjar mǫ́s, í þrœnzkar byggðir, fiðrirjóðr, en fjandmenn yðra falma kóðu, œgishjalmi; breiðask vissu, blágamms fœðir benja kolgu, yðrir dolgar (hræddir urðu fjǫrvi at forða fjandmenn þinir) vesǫld sína.

3. Magnus Olavson tages til konge

Magnus Olavson drog med sit følge ud til købstaden, hvor han blev godt modtaget. Derefter lod han indkalde til Øre-ting, og da bondebefolkningen kom til tinget, blev Magnus taget til konge over hele landet, lige så vidt som kong Olav — hans far — havde været det. Derpå skaffede kong Magnus sig livvagter og udnævnte lendermænd; i alle herreder nedsatte han ombuds- og sysselmænd. Straks om efteråret udbød kong Magnus leding i hele Trondheim; han fik god støtte og drog derpå sydpå i landet med hæren.

Halvdan Egedius: Straks om efteråret udbød kong Magnus leding i hele Trondheim

4. Kong Svends flugt

Kong Svend Alfifason opholdt sig i Sunnhordland, da han erfarede disse hærforlydender; han lod straks skære hærpil og sendte den i fire retninger fra sig og indkaldte bondebefolkningen til sig og lod det følge, at der skulle være fuld leding af folk og skibe ude for at forsvare landet med ham. De folk, som var dér i nærheden af kongen, opsøgte ham; kongen holdt da ting med bønderne og bekendtgjorde sin hensigt — at han ville gå imod kong Magnus — kong Olavs søn — og kæmpe imod ham, hvis bønderne ville følge ham. Kongens tale var noget kort. Bønderne gjorde kun få tilråb til hans udtalelser. Derefter holdt de danske høvdinge, der var hos kongen, lange og snilde taler, men bønderne svarede og talte imod. Mange sagde, at de ville følge kong Svend og kæmpe sammen med ham, men andre nægtede. Nogle tav ganske, og andre sagde, at de ville opsøge kong Magnus, så snart de fik mulighed for det. Da svarede kong Svend: »For mig at se er her kun kommet et fåtal af de bønder, som vi har sendt besked til, og de bønder, som er her, siger selv til os, at de vil følge kong Magnus. Det forekommer mig da, at disse vil være os til samme gavn som dem, der siger, at de vil forholde sig roligt — og tilsvarende dem, som er tavse herom. Og af dem, der siger, at de vil følge os, vil vel hver anden eller flere ikke være os nogen støtte, hvis vi går i kamp mod kong Magnus. Det er mit råd, at vi ikke forlader os på disse bønders troskab, men hellere drager derhen, hvor folk er pålidelige og helt trofaste imod os; dér har vi tilstrækkelig styrke til at lægge dette land under os.« Så snart kongen havde truffet denne afgørelse, fulgte alle hans mænd dette råd. De vendte stavnene og hejste deres sejl; kong Svend sejlede da østpå langs med landet og standsede ikke, førend han kom til Danmark, hvor han blev godt modtaget. Da han traf Hardeknud — sin bror — tilbød denne kong Svend at dele magten med sig i Danmark, og dette tog Svend imod.

5. Kong Magnus’ færd i Norge

Kong Magnus drog om efteråret helt til landets ende, og han blev taget til konge over hele landet, og alle landets indbyggere var glade over, at Magnus var blevet konge. Det samme efterår døde Knud den Mægtige i England idus novembris; han blev begravet i Winchester. Da havde han være konge over Danmark i 27 år og desuden over England i 24 år og tilmed over Norge i 7 år. Så blev Harald — Knuds søn — taget til konge over England. Den samme vinter døde Svend Alfifason i Danmark.

Tjodolf kvad således om kong Magnus:

Over land du østfra — ørnefødders rødner! — fulgt af folkehæren — fyrste! — kom til Norge. Rent berøvet landet rømte Svend det derpå; Alfifas søn sejled’, sagdes det, landflygtig.

Aur spornuðuð, arnar ilrjóðr, af Svíþjóðu; herr fylgði þér harri hraustr í Nóreg austan; flýði Sveinn en síðan sannráðinn frá láði; erlendis frák undan Álfifu son drífa.

Bjarne Guldbrynsskjald digtede om Kalv Arneson:

Fyrsten fader-arven fik sig ved din indsats; sandt at sige måtte Svend da nøj’s med Danmark. Kalv! — den kække fyrste kom hertil fra Gardar; kløgtigt lod du landet lægge under Magnus.

Hafa lézt unga jǫfra erfð, sem til réð hverfa; satt ’s at sitja knátti Sveinn at Danmǫrk einni; kenduð, Kálfr, til landa kappfúsum Magnúsi, (olluð ér því ’s stillir jǫrð of fekk) ór Gǫrðum.

Kong Magnus regerede den vinter over Norge, men Hardeknud over Danmark.