Sigurd Fafnersbane 2 (FM)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange

Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821

Andet Qvad om Sigurd Fafnersbane¹⁾

[See den store Udg. II, 149-66, 919-21. Saga-Bibl. II, 54 o. f. 108 o. f. 209. Den yngre Eddas Fab. 68-72. Skalda 39-40].

Om SIGURD og REGIN.

Sigurd gik til Hjalpreks Stutterie, og valgte sig der en Hest, som siden blev kaldet Grane. Da var Regin, Hreidmars Sön, kommet til Hjalprek; han var behændigere ²⁾ end alle Andre, men en Dverg af Væxt. Han var vis, grum og tryllekyndig. Regin fostrede og oplærte Sigurd samt holdt meget af ham. Han fortalte Sigurd om sine Forældre, og de Begivenheder, at Odin, Hæner og Loke engang kom til Andvarefos; i den Fos var en Mængde Fiske. En Dverg hed Andvare, som ofte opholdt sig i Fossen i Skikkelse af en Gedde, og sögte saa sin Föde. Vores Broder, sagde Regin, hed Otur;. han besögte Fossen tit i en Odderham. Engang havde han fanget en Lax, og sad paa Aabredden og aad med lukkede Öjne. Loke slog Odderen ihjel med en Steen. Aserne ansaa sig for at have været ret heldige, og flaaede Bælgen af Odderen. Den samme Aften vilde de gjæste hos Hreidmar, og viste deres Fangst. Da grebe vi dem, og forelagde dem at löse deres Liv med at fylde Odderbælgen med Guld og hylle den udvendig til med röden Guld. Da udsendte de Loke for at skaffe Guldet. Han kom til Ran og fik hendes Garn, gik siden til Andvarefos og udkastede Garnet for Gedden, som löb deri. Da sagde Loke:

1. "Hvad er det for en Fisk

Som i Vandene svömmer,
Og Farer ej veed at undgaa?
Dit Hoved du
Fra Döden löse,

Hit mig Flodens Flamme!³⁾

2. ANDV. "Andvare jeg heder,
Oin hed min Fader,
Over mangen Fos jeg foer;
En Ulykkes-Norne
Fra Ophav mig bestemte
At jeg skulde i Vandet vade."

3. LOKE. "Sig du det Andvare!
Hvis du vil beholde
Liv i Menneskers Sale,
Hvilken Straf
Mænds Sönner faa
Hvis de mundhugges. ⁴⁾

4. ANDV. "Overvættes haardt
Straffes Mænds Sönner,
Som i Vadgelmer ⁵⁾ vade.
Usande Ord
Som paa Andre lyves
For lange Fölger avle.⁶⁾

Loke saa alt det Guld som Andvare ejede. Da han havde baaret Guldet frem havde han en Ring tilbage og den tog Loke fra ham. Dvergen gik ind i Stenen og sagde:

5. "Det Guld som

Dvergen ejed
Tvende Brödres
Död skal volde,
Mellem otte Fyrster
Fiendskab stifte -
Ingen af mit Gods

Godt skal nyde." —

Aserne bragte Skatten til Hreidmar, udstoppede Odderbælgen og reiste den op; da skulde Aserne opstable Guldet og hylle den til, ⁷⁾ men da det var skeet gik Hreidmar frem, saa et langt Haar ⁸⁾ og sagde at det maatte skjules. Da drog Odin Andvares Ring frem og skjulte Haaret.

LOKE sang:

6. "Guld har du nu
Og svære Lösepenge
For mit Hoved faaet.
Ej for din Sön
Er Lykke bestemt —

Det jer begges Död skal vorde."

HREIDMAR sagde:
7. "De Gaver du gav
Ej Vennegaver ere,
Ej givne af oprigtig Sind.
Ved eders Liv I skulde
Skilte være
Havde jeg slig Ulykke anet.

8. End værre er
Hvad jeg vide troer,
Slægtningers Strid om en Qvinde.
De Fyrster ej endnu
Troer jeg födte være
Hvem sligt til Had blev udtænkt.

9. For röden Guld jeg haaber
At jeg raade skal
Saa længe som jeg lever.
Ej frygter jeg dine
Fiendtlige Trudsler —
Farer kun heden hjem!"

Fafner og Regin fordrede Slægtbod af Hreidmar, efter Otur, deres Broder. Han sagde Nej dertil; men Fafner gjennemstak sin Fader med et Sværd da han sov. Hreidmar kalder paa sine Döttre:

10. "Lyngheide og Lofnheide

Vider mit Liv udrinder, ⁹⁾
Til meget Skjæbnen tvinger!" ¹⁰⁾
LYNGHEIDE svarte:
"Faa Söstre ville,
Om Fader end de miste,

Den Harm paa Broder hævne."

11. HREIDM. "Föd da en Datter,
Ulvsindede Dise!
Hvis ej med en Helt
Sön du avler.
Skaf Möen en Mand,
Det Nöden udkræver; ¹¹⁾
Da skal hendes Sön
Din Sorrig hævne."

Siden döde Hreidmar men Fafner tog alt Guldet. Da begjærte Regin at maatte faa sin Fædrenearv, men Fafner sagde Nej dertil. Regin sögte Raad hos sin Söster Lyngheide, hvorledes han skulde naa Arven efter sin Fader. Hun sagde:

12. "Blidelig din Broder

Du bede skal
Om Arv og höjere Yndest;
Ej sig det sömmer
At med Sværd du skal

Gods af Fafner kræve."

Disse Sagn fortalte Regin Sigurd. En Dag da han kom til Regins Bolig tog man der vel mod ham. Regin sagde:¹⁸⁾

13. "Sigmunds Slægtning

Hid er kommen,
Kjæksindet Yngling
Til vore Sale;
Mere Mod han har
End jeg gamle Mand;
Af saa grisk en Ulv

Kan en Dyst¹³⁾ man vente.

14. Jeg skal fostre¹⁴⁾
Krigsdjærv Helt;
Nu er Yngves Slægtning
Til os kommen.
Vældigst under Sol
Vorde skal den Konning,
Over alle Lande
Vil hans Skjæbne tone."¹⁵⁾

Sigurd opholdt sig da jævnlig hos Regin, som sagde ham at Fafner laa paa Gnitaheide i en Slanges Skikkelse, og besad Forfærdelsens Hjelm, ¹⁶⁾ hvorfor alle Levende maatte skjælve. Regin gjorde et Sværd til Sigurd som kaldtes Gram; det var saa skarpt, at naar han hug det ned i Rhinen og lod en Tot Uld drive for Strömmen, saa gjennemskar det Uldtotten ligesaa færdig som Vandet. Med det Sværd klövede Sigurd Regins Ambolt. Derefter opfordrede Regin Sigurd til at dræbe Fafner; han svarede:

15. "Höjt ville lee

Hundings Sönner,
De som Eylimes
Alder forkorted,
Hvis Fyrsten mere
Lyster at vinde
Favre Ringe

End Fader at hævne."

Kong Hjalprek overlod Sigurd en bemandet Flaade til Faderhævnen. De fik en stærk Storm og krydsede forbi et Forbjerg. Paa Klinten stod en Mand og sagde:

16. "Hvilke ride der

Ræfils¹⁷⁾ Heste,
Over höje Bölger,
Brölende Hav;
Seilenes Foler
Af Sved dryppe;
Neppe Vovens Gang're

Vinden udholde."

REGIN svarede:
17. "Her ere vi Sigurd
Paa Sötræer;
Os gives den Bör,
Som truer med Döden.
Steil Brænding styrter
Over Stængerne,
Roergangerne snuble —
Hvo spör derom?"

Manden paa Klinten:
18. "Hnikar¹⁸⁾ man mig kaldte,
Da Hugin¹⁹⁾ jeg glæded,
Unge Volsung! og
Kjæmpet jeg havde.
Nu kan du mig kalde
Gubben paa Bjerget,
Feng eller Fjölner²⁰⁾ —
Fart vil jeg begjære."

De vege til Landet og Manden gik ombord paa Skibet. Da lagde Stormen sig.

SIGURD sagde:

19. "Sig du mig Hnikar!
Da du baade kjender
Varsler²¹⁾ for Guder og Mænd,
Hvilke Varsler ere
Beste for Kamp

Hvor Sværdene svinges?"

HNIKAR svarede:
20. "Mange ere gode
Hvis Mænd dem kjendte
Varsler ved Sværdenes Gny;
For en Kriger troer jeg
Dunkel Ravn mon yde
Trofast Fölgeskab.

21. Det er et andet,
Naar du er udkommen
Og til Afreise bered,
Hvis tvende du seer
I Tale²²⁾ stædte
Hæderslystne Mænd

22. Det er det tredie,
Hvis tude du hörer
Ulv under Askens Grene,
Held dig da undes
Over Hjelmbærere,
Hvis du seer foran dem fare.²³⁾ —

23. Ingen blandt Mænd
Vaaben svinge
Sildig mod Maanens
Straalende Söster;²⁴⁾
Sejer de have
Som see kunne,
Kamp-raske og klogt
Ordnende Hæren.²⁵⁾

24. Det er stor Fare,
Hvis din Fod snubler
Naar du i Striden gaaer.
Forræderske Diser²⁶⁾
Staa dig paa begge Sider
Og ville dig saaret see.

25. Kæmmet og toet være
Hver vakker Mand,
Og om Morgen mæt
Thi uvist det er
Hvor han om Aftnen kommer —
Ondt er det for Skjæbnen at styrte."²⁷⁾

Sigurd holdt et stort Slag mod Lyngve Hundingssön og hans Brödre. Der faldt Lyngve og de tre Brödre. Efter Slaget sang Regin:

26. "Nu er blodig Örn

Med skarpe Sværd,
Sigmunds Banemand,
Paa Bagen indskaaren. —
Ej gives en storre
Konningesön,
Som Jorden blodfarved

Eller Ravnen glæded." —

Sigurd tog hjem til Hjalprek. Da opfordrede Regin Sigurd til at dræbe Fafner.

Noter:

1) Dets förste Deel i den st. Udg.
2) El. kunstrigere.
3) ͻ: Guld
4) E. O. slaa hinanden med Ord.
5) Maaske det samme som Hvergelmer (den nordiske Acheron).
6) El. Straffes med for langvarige Plager.
7) Brödr. Grimm anmærke denne Handling i Overensstemmelse med de ældste tydske Loves Forskrift i visse Drabssager. Om en lignende orientalsk Vedtægt see den kbh. Udg. II,886.
8) Egentl. et Skjæghaar, Læbehaar.
9) El. at jeg er skilt ved Livet.
10) El. Skjæbnen sender mange Plager.
11) El. til stor Nytte.
12) De fölgende stropher (13-18) ere (ligesom Str. 5, 23 og 26) af forskjelligt Versemaal, og hörte vel oprindelig til et andet Digt.
13) El. Fangst.
14) El. föde, bespise.
15) El. han vil udvikle sin Skjæbnes Kjede over alle Lande.
16) I Texten Ægirs, ͻ: Skrækkens el. den Frygteliges Hjelm, formodentlig den saakaldte Slange-Krone See den st. Udg. S. 922
17) En Vikings eller Sökonges, ͻ: Skibene.
18) Et af Odins Navne.
19) ͻ: Odins Ravne.
20) Feng, Fangst eller Fangende; Fjölner, den Mangefoldige o. s. v. Begge Odins Navne.
al) El. Held, Lykke, heldige Varsler.
22) Andre oversætte: a) paa Tæerne; b) i Kamp.
23) Ulven tilhörte baade Odin og Mars. Hin Overtro er ellers almindelig i Asien, og er endnu ikke udryddet i Tydskland.
24) El. mod Maanens langtstraalende Söster (Solen).
25) Egtl. de som danne en kileformet Slagorden.
26) : Ulykkes-Norner.
27) En smuk rimet Oversættelse af Str. 19-25 læses i Grundtvigs Oversættelse af Norne-Gjæsts Saga i Heimdall (1816) S. 38-39. Jfr. Havam. Str. 61, 33.