Loketrætten (F.W.Horn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869

Loketrætten
(Lokasenna)

Øge, som ogsaa kaldtes Gyme, havde lavet til Gilde for Aserne, da han havde faaet den store Kjedel, som nu er fortalt. Til det Gilde kom Odin og hans Hustru Frigg. Thor kom ikke, thi han var i Østerfærd, men hans Hustru Sif var der, og Brage, og hans Hustru Idun. Ty var der; han havde kun én Haand, den anden bed Fenrisulven af ham, da den blev bunden. Der var Njord og hans Hustru Skade. Frøj og Frøja og Vidar, Odins Søn. Loke var der og Frøjs Tjenestefolk Byggve og Beyla. Mange Aser og Alfer var der.

Øge havde to Tjenere, Fimafeng og Elde. Lysende Guld var der istedetfor Ild, og Øllet bar sig selv omkring. Det var et højhelligt Fredssted. Gjæsterne roste meget Øges Tjenestefolk, saa gode de var. Det gad Loke ikke høre, og saa slog han Fimafeng ihjel. Da larmede Aserne med deres Skjolde og raabte imod Loke og drev ham tilskovs, men selv fore de at drikke. Loke kom tilbage og traf Elde udenfor. Loke tiltalte ham:

1. Elde, førend du gaar vid’re,

førend blot et Skridt du tager,

sig mig, hvad de høje Aser

tale sammen om ved Øllet.

Elde:

2. De om deres Vaaben tale

og om deres Held i Striden;

Ingen, som nu er i Hallen,

hverken Aser eller Alfer,

taler, Loke, godt om dig.

Loke:

3. Ind i Hallen vil jeg gange,

se paa Øges Drikkegilde;

Haan og Haadingsord jeg bringer,

blander Mén i deres Mjød.

Elde:

4. Vid, om du gaar ind i Hallen

for at se paa Drikkelaget

om du over gode Guder

øser ud din Gift og Galde,

tørre de det af paa dig.

Loke:

5. Hør nu, Elde, det er sikkert,

at skal vi to skifte Skjældsord,

bliver jeg dig svær i Gjensvar,

om du taler mig for meget.

Saa gik Loke ind i Hallen; men da de, som var derinde, saae hvem der var kommen, tav de alle. Loke kvad:

6. Tørstig kom jeg hid til Hallen,

langvejsfra er hid jeg kommen,

for at bede eder, Aser,

giver mig et Horn med Mjød.

7. Gode Guder! hvi saa tavse?

hvorfor giver ingen Gjensvar?

giver mig en Plads ved Gildet

eller byder mig at gaa.

Brage:

8. Aldrig dig Aserne give

Plads ved deres Drikkegilde;

vel de høje Aser vide,

hvem de blandt sig bænke skal.

Loke:

9. Odin, husk i Tidens Daggry

blandede vi Blod tilsammen,

aldrig svor du Øl at smage,

som ej bares for os begge.

Odin:

10. Rejs dig da fra Bænken, Vidar,

og lad Ulves Fader sidde,

at ej Loke skal os laste,

skjælde os i Øges Hal.

Vidar stod op og skjænkede for Loke; men førend han drak, hilste han Aserne:

11. Hil jer Aser, hil Asynjer,

Hil jer alle høje Guder.

alle uden ene Brage,

Asen inderst der paa Bænken.

Brage:

12. Sværd og Hest jeg vil dig give,

tag en Ring i Bod af Brage,

at du sparer os for Avind,

ikke vækker Guders Harme.

Loke:

13. Hest og Ring du byder, Brage,

gid du altid begge savne;

Ingen er her nu i Hallen,

hverken Aser eller Alfer,

der som du for Kamp sig varer,

og er sky for Skrald som du.

Brage:

14. Sad jeg yderlig i Hallen,

saa som nu jeg sidder inderst,

skulde jeg dit Hoved tage,

lønne saa dig for din Løgn.

Loke:

15. Modig er du, mens du sidder,

saadan bør dog ej det blive,

kom og slaas, om saa dig lyster,

modig Mand er ikke bange,

Brage Bænkepryder, kom!

Idun:

16. Brage, ti for dine Børns Skyld,

og Einherjarne alle,

skjæld ej længere paa Loke,

kives ej i Øges Hal.

Loke:

17. Idun ti, blandt alle Kvinder

er du lystnest efter Mandfolk,

din hvide Arme slog du

om din Broderbanes Hals.

Idun:

18. Ej vil her med dig jeg trætte,

eller skjælde paa dig, Loke,

bare holde styr paa Brage;

han er drukken, og jeg vil ej,

at I hidsige skal slaas.

Gefjon:

19. Hvorfor vil I tvende Aser

skifte Skjældsord nu herinde?

Loke, vid, at fejl du tager,

alle Guder elske dig.

Loke:

20. Gefjon ti, thi jeg vil tale,

om hvorlunde Ungersvenden

fik forlokket dig til Elskov;

han en Halsring gav dig, Gefjon,

og saa tog du ham i Favn.

Odin:

21. Nu jeg tror, du raser Loke,

da du vækker Gefjons Vrede,

alle Slægters Skjæbne kjender

hun tilfulde som jeg selv.

Loke:

22. Odin ti, du vidste aldrig

Strid imellem Mænd at skifte,

dem du ofte Sejren skjænked,

som den aldrig burde have,

gav den til de fejge Mænd.

Odin:

23. Vid, om jeg til mænd gav Sejren,

som ej Sejren skulde have,

om jeg gav den til de fejge,

otte Vintre var du Kvinde,

malked Køer under Jorden,

fødte Børn, og det, jeg tænker,

faar vel kaldes Uslings Kaar.

Loke:

24. Men om dig jeg hørte melde,

at du sejlede paa Samsø,

kogte Gift, som Hexe pleje,

foer som Troldkarl gjennem Verden,

Sligt jeg kalde Uslings Kaar.

Frigg:

25. Aldrig skulde I fortælle

Folk, hvad Skjæbne I har fristet,

hvad I tvende Aser øved;

ingen Mennesker tør vide,

hvad i Tidens Ophav skete.

Loke:

26. Frigg, ti stille, Fjørgyns Datter,

du har altid været lysten

efter Mandfolk, Vidres Hustru,

baade Ve og Vile, véd jeg,

har du taget i din Favn.

Frigg:

27. Havde her i Øges Haller

jeg en Søn, som ligned Balder,

slap du ej fra Asers Sønner,

saa var Striden alt begyndt.

Loke:

28. End du, Frigg, vil høre mere,

hvad af Ufærd jeg har øvet,

derfor raader jeg, at Balder

aldrig mer til Hallen rider.

Frøja:

29. Vist jeg tror, du raser Loke,

da du selv nu her fortæller,

hvad af Ufærd du har øvet;

nøje kender Frigg det skete,

taler hun end ej derom.

Loke:

30. Frøja ti, thi dig jeg kjender,

du er ej i Brist paa Lyder;

alle Aser, alle Alfer,

som er her i Hallen inde,

alle bolet har med dig.

Frøja:

31. Løgn og Svig er paa din Tunge,

vist i Vanheld den dig galer,

alle Aser og Asynjer

er nu vrede paa dig, Loke,

sorrigfuld du gaar herfra.

Loke:

32. Frøja, ti, jeg Hex dig kalder,

du er fuld af Mén og Ondskab,

fra den Stund da gode Guder

holdt dig borte fra din Broder,

fult du dengang, Frøja, fnøs.

Njord:

33. Lidet gjør det vist til Sagen,

hvem en Kvinde har til Husbond,

men det kalder jeg et Under,

at en As, som Børn har baaret,

faar iblandt os andre gaa.

Loke:

34. Njord, ti stille, husk som Gidsel,

sendtes du os hid fra Østen;

slemt dig Hymes Kvinder krænked,

da de tog dig for et Lerkar,

kasted Vandet i din Mund.

Njord:

35. Trøst jeg har, fordi jeg sendtes

langvejsfra herhid som Gidsel,

slig en Søn jeg har, som Ingen

hadet, og som mellem Aser

tykkes være første Mand.

Loke:

36. Stop nu, Njord, og hold lidt Maade,

det skal ikke længer dølges,

med din Søster fik du Sønnen,

sligt var venteligt af dig.

Ty:

37. Frøj er bedst iblandt os alle,

som Asers Gaarde gange,

ingen Mø og ingen Hustru

har han voldt Graad, men ofte

løste Fanger han af Baand.

Loke:

38. Ty, ti stille, aldrig evned

du imellem to at skifte;

om din Haand jeg vil dig minde,

den, som Fenrisulven tog.

Ty:

39. Haanden savner jeg, men Ulven,

savner du, vi savne begge,

heller ikke Ulven trives,

tænker jeg, i sine Lænker,

som til Ragnarok han bærer.

Loke:

40. Ty, ti stille, vid, at Loke

med din Viv en Søn har avlet;

aldrig med en Penning bøded

jeg, din Usling, dig til Skam.

Frøj:

41. Ulven ser jeg ligge bunden,

indtil alle Magter brydes;

ved dens Side skal du ligge

bunden, om du nu ej tier,

du, som smeder idel Ondt.

Loke:

42. Gymes Mø for Guld du kjøbte,

og gav bort dit Sværd for hende,

men naar Muspels Sønner ride

gjennem Mørkeskoven, savner

du dit Sværd og kan ej slaa.

Byggve:

43. Havde blot som Frøj jeg Kræfter,

og som han saa sælt et Bosted,

knuste jeg den onde Krage,

lammed hvert hans Ledemod.

Loke:

44. Hvad er det for Kræ, som logrer

der og snylter om sin Herre,

hvisker altid Frøj i Øret,

nynner med, naar Kværnen gaar?

Byggve:

45. Byggve hedder jeg, og alle

Mænd og Guder kjæk mig kalde;

Hropt er her med alle sine

Sønner for at holde Gilde,

derfor er jeg her med Ære.

Loke:

46. Byggve, ti, du vidste aldrig

Maden mellem Mænd at dele,

og naar Mænd foer ud at stride,

laa du gjemt i Hallens Halm.

Hejmdal:

47. Ti nu. Loke, du er drukken,

du er ej ved dine Sandser,

overstadig Drik forvolder

tidt man ej kan Tungen styre.

Loke:

48. Hejmdal, ti du selv blot stille,

onde Kaar i Tidens Daggry

fik du, ej dit Liv er lystigt,

vaad paa Ryggen er du altid,

maa paa Post som Vægter staa.

Skade:

49. Du er munter, Loke, længe

tænker jeg dog ej det varer,

at du saadan gaar og skjæmter;

med din onde Afkoms Tarme

skal de høje Guder binde

dig paa Klippens skarpe Kant.

Loke:

50. Vid, at om de høje Guder

med min onde Afkoms Tarme

skulle binde mig til Klippen,

først og sidst var jeg ved Drabet,

dengang da vi Thjasse vog.

Skade:

51. Var du først og sidst ved Drabet,

dengang da I fældte Thjasse,

vid, fra mig og mine Vange

skal du blot faa Hævn og Had.

Loke:

52. Blidere du var i Mælet

imod Løvøs Søn, o Skade!

da du bød ham til dit Leje;

det nu rinder mig i Minde,

om vi alting skal fortælle,

hvad om os at sige er.

Da gik Sif frem og skjænkede Mjød for Loke og kvad:

53. Hil dig, Loke, tag mod Hornet

fyldt med Mjøden god og gammel,

hun blot iblandt alle Aser

være for din Avind fri.

Loke:

54. Ene dig jeg vilde kalde

varsom om din Husbonds Ære,

om du bare rigtig var det;

ikkun én jeg véd og kjender,

som med Hlorrids Viv har bolet,

og det er den snilde Loke.

Bejla:

55. Hør, i Fjeldene det skjælver,

vist er Hlorrid nu paa Vejen,

han kan styre ham, som haaner

alle Mennesker og Guder.

Loke:

56. Stille, Bejla, Byggves Hustru

er du saa fuld af Ondskab,

urén er du, værre Utysk

aldrig jeg blandt Aser saae.

Da kom Thor og kvad:

57. Ti, din Usling, Maal og Mæle

skal min Mjølner dig betage,

kjender du min gode Hammer?

jeg dit Hoved slaar af Halsen,

øder saa dit usle Liv.

Loke:

58. Hid er Jordens Søn nu kommen!

Thor, hvi larmer du saa voldsomt?

men, naar du skal gaa mod Ulven,

skorter det paa Modet, Hlorrid,

og den sluger Sejrfader.

Thor:

59. Ti, din Usling, Maal og Mæle

skal min Mjølner dig betage,

kjender du min gode Hammer?

op jeg imod Øst dig kaster,

saa dig Ingen mer skal se.

Loke:

60. Aldrig skulde du fortælle

Folk om dine Østerfærder:

husk, da du laa krum i Hansken,

dengang skulle ingen tænke,

det var Thor, som der laa gjemt.

Thor:

61. Ti, din Usling, Maal og Mæle

skal min Mjølner dig betage,

kjender du min gode Hammer?

med min højre Haand jeg svinger

flux imod dig Hrungnes Bane,

knuser hver en Knokel i dig.

Loke:

62. End en Stund jeg tænker leve,

om du end med Hamren truer;

haarde var dig Skrymes Remme,

svært det var til Mad at komme,

sund du sultedes af Sult.

Thor:

63. Ti, din Usling, Maal og Mæle

skal min Mjølner dig betage,

kjender du min gode Hammer?

Hrungnes Bane skal dig sende

flux til Hel, dit lede Trold.

Loke:

64. Kvædet har jeg for jer, Aser,

Asers Sønner, hvad mig lysted,

men for dig vil jeg fortrække,

thi jeg véd, at du slaar til.

65. Nu har du gjort Gilde, Øge,

aldrig mer paa Øl du byde;

lege nu den røde Lue

over Alt, som er herinde,

svide paa din Bag dig selv.

Derefter skjulte Loke sig i Franangersfos i en Lax’ Skikkelse, og der tog Aserne ham. Han blev bunden med sin Søn Vales Tarme, men hans Søn Narve blev til en Ulv. Skade tog en Edderorm og fæstede over Lokes Ansigt, saa Edderet flød ned derover. Sigyn, Lokes Hustru, sad der og holdt en Skaal under Edderet. Naar Skaalen var fuld, slog hun Edderet ud, men imens dryppede det paa Loke; da foer han sammen saa stærkt, at hele Jorden skjalv; deraf kommer Jordskjælv.

Fodnoter

Note: I Winkel Horns oversættelse er versene ikke nummererede. Dette fungerer i en trykt udgave, men bliver uoverskueligt i en digital, derfor har versene her fået fortløbende numre efter den rækkefølge de står i i den trykte udgave. / clm.