Magnus den Godes saga
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
Magnus den Godes saga
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
De norrøne kvad — anført med kursiv skrift — er indsat uforandrede fra Finnur Jónssons udgave.
1.
Efter jul begyndte Magnus Olavson sin rejse østen fra Holmgård ned til Aldeigjaborg; de begyndte at gøre deres skibe klar, da isen løsnede om foråret. Dette nævner Arnor Jarleskjald i Magnusdrapaen:
Ro jeg fordrer — folkens! —
før jeg om den raske
(sandt jeg sagen kender)
sværdrødner fortæller:
Horders ven på hærskib
holdt fra Gardarige;
elleve år var knapt nok
ormelejets hader.Nú hykk rjóðanda reiðu
rógǫrs, þvít veitk gǫrva,
(þegi seimbrotar) segja
seggjum hneitis eggja;
vasa ellifu allra
ormsetrs hati vetra,
hraustr þás herskip glæsti
Horða vinr ór Gǫrðum.
Kong Magnus styrede om foråret østfra til Svitjod; således siger Arnor:
Ting bød ud den unge
od-rødnende fyrste;
hirden rask til hamlen
hærklæder lod føre.
Krig’ren lod de kolde
køle fure havet;
folkekongen førtes
frem på vind til Sigtun.Þing bauð út enn ungi
eggrjóðandi þjóðum,
fim bar hirð til hǫmlu
hervæðr ara bræðis;
salt skar húfi héltum
hraustr þjóðkonungr austan,
bǫ́ru brimlogs rýri
brún veðr at Sigtúnum.
Her fortælles det om kong Magnus, at da han drog vestpå fra Gardarige, sejlede han først til Svitjod og op til Sigtuna. Da var Emund Olafson konge i Svitjod, og dér var også dronning Astrid, som havde været gift med den hellige kong Olav; hun tog overmåde godt imod Magnus — sin stedsøn — og lod straks indkalde mange folk til ting dér, hvor det hedder Hangrar. På det ting talte Astrid og sagde således: »Her er nu kong Olav den Helliges søn — han hedder Magnus — kommet til os; han agter nu at begive sig til Norge for at søge sin fædrenearv. Jeg skylder ham at hjælpe ham meget til denne færd, for han er min stedsøn, som alle ved — både svenskere og nordmænd. Jeg skal på ingen måde spare på det, som jeg kan skaffe, til at hans styrke bliver størst mulig — hverken de mange folk, som jeg råder over, eller tilsvarende midler. Ligeledes skal alle, som begiver sig på denne færd med ham, modtage mit fuldkomne venskab. Jeg vil også bekendtgøre, at jeg vil deltage i hans færd; da vil det være klart for enhver, at jeg ikke sparer på nogen del i den støtte, som jeg kan udvise ham.« Derefter talte hun længe og klogt, men da hun holdt inde, svarede mange og sagde, at de svenskere, der havde fulgt kong Olav — hans far — ikke havde fået megen hæder af deres norgesfærd, »— og det ser ikke bedre ud med denne konge,« sagde de, »og derfor har folk ikke lyst til denne færd.« Astrid svarede: »Alle, som ønsker at fremstå som modige mænd, vil ikke lade sig skræmme af sådant. Og hvis folk har mistet sine slægtninge sammen med den hellige kong Olav — eller selv er blevet såret — så er det mandigt nu at drage til Norge for at hævne det.« Ved Astrids ord og støtte kom det dertil, at en stor mængde sluttede sig til Astrid for at følge Magnus til Norge; dette nævner Sigvat Skjald:
Herligt hermed vil jeg
hædre Olafs datter;
diger-drottens mage
dyre gaver skænker.
Østpå lyste Astrid
Olavsønnens stilling;
på Hangrar-ting trængtes
talrigt da de svenske.
Kvinden kunne næppe
købslå bedre, havde
endda hendes egen
ædle Magnus været.
Hun og høje Kristus
har det alt bevirket:
Hele Haralds slægtsarv
holder nu kong Magnus.
Vældigt folkevennen
vide lande styrer;
Magnus må dog Astrids
mandsmod derfor takke.
Denne kloge kvinde
— kun jeg sandt beretter —
har sin stedsøns stræben
styrket mer’ end andre.Hrein getum hála launa
hnossfjǫlð lofi ossu
Áleifs dœtr, sús átti
jǫfurr sighvatastr digri;
þings beið herr á Hǫngrum
hundmargr Svía grundar,
austr es Ástríðr lýsti
Áleifs sonar mǫ́lum.
Máttit hón við hætna
heilráð Svía deila
meir, þótt Magnús væri
margnenninn sonr hennar;
olli hǫ́n því, at allri
áttleifð Haralds knátti,
mest með mǫ́tkum Kristi,
Magnús konungr fagna.
Mildr á mensku at gjalda
Magnús (en því fǫgnum),
þat gerði vin virða
víðlendan, Ástríði;
hǫ́gn hefr svá komit sínum
(sǫnn) at mun ǫnnur
(orð gerik drós til dýrðar)
djúprǫ́ð kona stjúpi.
Således siger Tjodolf Skjald i Magnusflokken:
Tred’ve-sæders snekken
snart du skød i vandet
(den raske vind rysted’
råen over fyrsten).
Masten måtte stormen
modstå, inden hirden
sejlet atter sænked’;
Sigtuna du nåed’.Ut rétt, allvaldr, skjóta
(ekin dúðisk rǫ́) snekkju,
en þrítøgt skip (þrautar),
þann tíð, í haf skríða;
vægðit vendi sveigðum
veðr ótt of þér, dróttinn;
hlóðu hirðmenn prúðir
húnskript í Sigtúnum.
2. Kong Magnus’ rejse fra Sverige
Magnus Olavson indledte sin færd fra Sigtuna, og han havde da et stort følge, som svenskerne havde skaffet ham. De drog til fods gennem Svitjod og så til Helsingland; således siger Arnor Jarleskjald:
Røde skjolde — rædselsvækker! —
rundt I bar i svenske bygder;
landets folk da snart dig fulgte,
fåtal ej til hånde gik dig.
Siden østfra — ulvemætter! —
ærefuldt du hæren ledte;
klædt med hvide skjolde skaren
skred med spyd til hæderstinget.Rauðar bǫ́ruð randir síðan,
rimmu Yggr, of sœnskar byggðir;
eigi gazt þú liðs kost lágan,
lands-folk sótti þér til handa;
austan þurðu, ulfa ferðar
ǫldum kunnr, með hvíta skjǫldu,
tungu rjóðr, til tírar þinga
teknir menn, ok dǫrr en reknu.
Derefter drog Magnus Olavson østfra gennem Jämtland, over Kølen og ned i Trondheim, og alle landets indbyggere tog straks godt imod ham. Men kong Svends folk flygtede vidt omkring for at frelse sig, så snart de erfarede, at Magnus — kong Olavs søn — var kommet til landet, og der blev ikke gjort nogen modstand imod Magnus. Kong Svend var sydpå i landet. Således siger Arnor Jarleskjald:
Dine fjender — rædselsfuglens
fodrødner! — af angst blev grebet,
da du østfra under skrækhjelm
indtog Trøndelagens bygder.
Du, som sender sorte gribbe
sårbølger, modstanden kyste;
frygsomt dine uvensflokke
flygted’ væk for liv at bjærge.Austan komt með allra hæstum,
Yggjar mǫ́s, í þrœnzkar byggðir,
fiðrirjóðr, en fjandmenn yðra
falma kóðu, œgishjalmi;
breiðask vissu, blágamms fœðir
benja kolgu, yðrir dolgar
(hræddir urðu fjǫrvi at forða
fjandmenn þinir) vesǫld sína.
