Eiriksønnernes saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif
Eiriksønnernes saga
Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif
Soga um Eirikssønine


Snorre Sturlasøn

Kongesagaer


oversat af

Gustav Storm

Kristiania
J.M. Stenersen & Co
1900

Nationaludgave (2den udgave)


Titelfrise Eiriksønnernes saga.jpg


Eiriksønnernes saga

[961-963]


1. Eiriksønnerne tog nu kongedømme over Norge, efterat kong Haakon var falden. Harald var mest hædret af dem, og han var ældst af dem, som da levede. Deres moder Gunhild havde i meget styrelsen med dem; hun blev da kaldt konge-moder. Da var høvdinger i landet: Trygve Olavsøn øster i landet og Gudrød Bjørnsøn paa Vestfold, Sigurd Ladejarl i Trondhjem, men Gunhildsønnerne havde Midtlandet. Den første vinter fór ord og sendemænd mellem Gunhildsønnerne og kongerne Trygve og Gudrød, og det blev aftalt i forlig, at de skulde have ligesaa stor rigsdel af Gunhildsønnerne, som de før havde havt af kong Haakon. Glum Geiresøn hed en mand; han var kong Haralds skald og en kjæk mand. Han digtede dette vers efter Haakons fald:

Vel har Harald Gamle
hevnet, og Haakons svender
døden fandt, men fremgang
fik folkedjerv høvding,
der hvor de sorte ravner
drikker Haakons blod:
sverde hinsides havet
(hørte jeg) farvedes blodig.

Dette vers blev meget likt, men da Øivind Finnsøn spurgte det, kvad han et vers, som før er skrevet:

Seierrig fyrste fordum
farved’ sit sverd i Gamles
blod (men modet svulmed’
i malmkjæmpernes bryst),
da han alle Eiriks
arvinger ud mon drive
i sjøen; dybt nu krigsmænd
over kongen sørger.

Ogsaa det vers blev meget kvædet. Men da kong Harald spurgte det, gav han Øivind dødssag derfor, indtil begges venner forligte dem paa det vilkaar, at Øivind skulde være hans skald, saa som han havde været kong Haakons; det var nært frændskab mellem dem, idet Øivinds moder Gunhild var datter af Halvdan jarl, men hendes moder var Ingebjårg, datter af Harald den haarfagre. Da digtede Øivind et vers om kong Harald:

Lidet sagdes du, Horders
landsherre, modet at miste,
naar saarregnen brast paa brynjer
og buer bøiedes sammen,
naar du de blottede sverde,
bidende, svang i haanden,
og naar, Harald, du vilde
ulvenes hunger stille.

Gunhilds sønner sad mest midt i landet, thi det tyktes dem ikke trygt at sidde enten blandt Trønder eller blandt Vikverjer, som havde været kong Haakons bedste venner, og det var mange stormænd paa begge steder. Da fór mænd at bære forligsbud mellem Gunhildsønnerne og Sigurd jarl, thi de fik forud ikke nogen skat fra Trondhjem, og det kom tilsidst til det, at kongerne og jarlen gjorde forlig og stadfæstede det med eder. Skulde Sigurd jarl have af dem saa stort rige i Trondhjem, som han før havde havt af kong Haakon; de blev da regnede for forligte. Alle Gunhilds sønner kaldtes karrige, og det blev sagt, at de gjemte løsøre i jorden; om det digtede Øivind Skaldespilder:

I kong Haakons hele
tid paa vore hænder
har vi Fyresvoldenes
frø[1], du sverdkjæmper!
Nu har folkefienden
gjemt kong Frodes glade
trælkvinders lyse mel[2]
i Tors moders[3] legeme.
Paa skaldenes hænder
skinte altid Fullas
hovedbaand[4] i hele
Haakons levealder.
Nu er guldet, det straalende,
gjemt i jåtunfiendens
moders[5] lig (de haarde
mænds raad er vældige).

Da kong Harald spurgte sandheden om disse vers, sendte han bud til Øivind, at han skulde komme til ham; men da Øivind kom, bar kongen sager[6] paa ham og kaldte ham sin uven: «og det sømmer sig ilde for dig at vise mig utroskab,» siger han, «thi du er forud bleven min mand.» Da kvad Øivind et vers:

En høvding har jeg eiet,
inden dig jeg kjendte
(ælde mig overvælder);
ikke jeg venter en tredje.
Tro var jeg fyrsten den dyre,
to skjolde aldrig jeg førte.
Konge, din flok jeg kun fylder,
fælde mig snart vil ælde.

Kong Harald lod ham give sagen under hans dom. Øivind havde en stor og god guldring, som havde navnet Molde; den var længe forud taget ud af jorden; den ring siger kongen han vil have, og det var da ikke andet kaar. Da kvad Øivind:

Skibs-styrer! jeg omsider
skulde din godhed vinde,
om du faar den guldring,
min fader længe eied’.

Derfor fór Øivind hjem, og det er ikke nævnt, at han siden mødte kong Harald.


2. Gunhildsønnerne tog kristendom i England, som før var skrevet[7]. Men da de kom til raadighed i Norge, fik de ikke udrettet noget med at kristne landets mænd; men overalt der, de kunde komme til, brød de hov ned og spildte blot, og deraf fik de meget uvenskab. Det hændte i deres dager, at aaringene blev daarlige i landet, thi kongerne var mange, og hver af dem havde hird med sig, trængte de da meget i omkostninger, og tillige var de graadige efter gods, men ikke holdt de meget over de love, som kong Haakon havde sat, undtagen dem, som de likte. De var alle meget vakre mænd, sterke og store, og vældige idrætsmænd. Saa siger Glum Geiresøn i den draapa, han digtede om Harald Gunhildsøn:

Gavmild fyrste, han som
frem søgte i striden,
kunde tolv idrætter,
kongelige alle.

Ofte fór alle brødrene sammen, men stundom hver for sig; de var grumme og kraftige mænd, store hærmænd og meget seiersæle.


3. Gunhild kongemoder og hendes sønner var ofte i samtale og stævner og raadslog om landsstyret, og en gang spurgte Gunhild sine sønner: «Hvorledes tænker I at lade det gaa med riget i Trondhjem? I bærer kongenavne, saa som før eders forfædre havde baaret; men I har faa mænd og lidet land, og I er mange til deling. Viken i øst har Trygve og Gudrød, og de har noget krav derpaa efter sin æt; men Sigurd jarl raader helt i Trøndelagen, og ikke ved jeg, hvad skyldighed I har til at lade en jarl ene raade over saa stort et rige, uden at I har noget at sige. Det tyktes mig underligt, at I farer hver sommer i viking til andre lande, men lader en jarl indenlands tage eders fadersarv fra eder. Lidet vilde det tykkes kong Harald, din farfader, som du er kaldt efter, at sætte en jarl fra rige og liv, han som vandt hele Norge under sig og raadede over det siden til sin alderdom.» Harald svarer: «Det er ikke saa,» siger han, «som at skjære et kid eller en kalv, at tage Sigurd jarl af dage. Sigurd jarl har stor æt og mange frænder, er vennesæl og vís; jeg tænker, at hvis han med sandhed spørger, at han kan vente ufred fra os, da er alle Trønderne der, han er: vi har da intet udrettet, undtagen uheld; det synes mig saa, som om det ikke vilde blive trygt for nogen af os brødre at sidde blandt Trønderne.» Da siger Gunhild: «Vi skal da gaa en anden vei med vort raad, gjøre os mindre umage. Harald og Erling skal sidde i høst paa Nordmøre, og jeg vil ogsaa fare med eder; skal vi da allesammen friste, hvad vi kan gjøre.» Nu handler de paa denne vis.


Christian Krohg: Gunhild egger sine sønner


4. Sigurd jarls broder hed Grjotgard; han var meget yngre og mindre hædret, han havde heller ikke jarlsnavn, men han holdt dog et følge og var i viking om somrene og avlede sig gods. Kong Harald sendte mænd ind i Trondhjem til Sigurd jarl med vennegaver og venlige ord; de siger, at kong Harald vil stifte saadant venskab med ham, som Sigurd jarl før havde havt med kong Haakon; det fulgte og med ordsendingen, at jarlen skulde komme til kong Harald, og skulde de da knytte sit venskab fuldkomment. Sigurd jarl tog vel imod sendemændene og kongens venskab; han siger, at han ikke for sine mange sysler kunde fare til kongen, men sendte kongen vennegaver og gode og blide ord til tak for hans venskab. Sendemændene fór bort; de fór til Grjotgard og bar det samme erende til ham: kong Haralds venskab og indbydelse og dermed gode gaver. Men da sendemændene fór hjem, lovede Grjotgard at komme. Og paa aftalt dag kommer Grjotgard til kong Harald og Gunhild; de tog glade imod ham, blev han og holdt i stor yndest, saa at Grjotgard blev taget med ved vigtige raad og mange lønlige sager; det kom dertil, at den tale, som de før havde aftalt, kongen og dronningen, blev nu taget op om Sigurd jarl; de nævnte for Grjotgard, hvorledes jarlen havde gjort ham til en ringe mand, men hvis han vilde være med dem i dette raad, siger kongen, at Grjotgard skulde være hans jarl og have alt det rige, som Sigurd jarl før havde havt. Det endte med, at de blev enige om det, at Grjotgard skulde speide efter, naar det var ligest til at falde over Sigurd jarl, og da sende bud til kong Harald. Fór da Grjotgard hjem efter dette og fik gode gaver af kongen.


5. Sigurd jarl fór om høsten ind i Stjordalen og var der paa gjestning. Derfra fór han ud til Åglo[8] og skulde der tage imod gjesting. Jarlen havde stadig mange mænd om sig, saalænge han troede kongerne ilde; men eftersom det da havde faret venskabsbud mellem ham og kong Harald, havde han nu ikke stort følge. Grjotgard sendte da bud til kong Harald, at ikke vilde det en anden gang være saa let at fare imod jarlen. Og strax samme nat fór kongerne Harald og Erling ind efter Trondhjem; de havde fire skibe og mange mænd og seilede om natten ved stjernelys. Grjotgard kom til mødes med dem, og sent paa natten kom de til Åglo, der Sigurd jarl var til gjestebud; de lagde der ild i hus og brændte gaarden og jarlen inde med alle hans folk; de fór tidlig om morgenen ud efter fjorden og derpaa syd paa Møre og dvælte der lang tid.


Noter:

  1. Fyresvoldenes frø er = guld, thi Rolv Krake saaede guld paa Fyresvoldene (se Ynglinge-saga, kap. 29).
  2. Frodes trælkvinders mel er = guld, thi Frodes trælkvinder malede guld paa kvernen.
  3. Tors moder eller jåtunfiendens moder er = gudinden Jord, jorden.
  4. Fullas hovedbaand er = guld, thi Fulla bar et pandebaand af guld.
  5. Tors moder eller jåtunfiendens moder er = gudinden Jord, jorden.
  6. Sager, d. e. anklage.
  7. Se Haakon den godes saga, kap. 3.
  8. Åglo er det senere Skatval Sogn i Nedre Stjørdalen mellem Aasenfjorden og Stjørdalsfjorden.