Haakon den godes saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif


Snorre Sturlasøn

Kongesagaer


oversat af

Gustav Storm

Kristiania
J.M. Stenersen & Co
1900

Nationaludgave (2den udgave)


Titelfrise Haakon den godes saga.jpg


Haakon den godes saga

[934-961]


1. Haakon Adalsteinsfostre var i England, da han spurgte sin faders, kong Haralds, død; han lagede sig da strax til at fare hjem. Kong Adalstein gav ham folk og gode skibe og rustede ham hæderlig til færden, og han kom om høsten til Norge. Da spurgte han sine brødres fald og det, at kong Eirik da var i Viken. [934] Seilede da Haakon nord til Trondhjem og fór til Sigurd jarl, som var den viseste mand i Norge, og fik hos ham god modtagelse, og de gik i lag sammen; Haakon lovede ham stor magt, om han blev konge. Da lod de stævne et folksomt ting, og paa tinget talte Sigurd jarl paa Haakons vegne og bød bønderne ham til konge. Efter det stod Haakon selv op og talte; da sagde to og to sig imellem, at der var da Harald den haarfagre kommet og var bleven ung for anden gang. Haakon havde det ophav i sin tale, at han bad bønderne at give sig kongenavn og det tillige, at yde ham støtte og hjælp til at holde kongedømmet, men til gjengjæld bød han dem at gjøre alle bønder odelsbaarne og give dem deres odelsgaarder, som de boede paa. Men til denne tale blev det saa store tilraab, at hele bondealmuen raabte og skreg, at ham vilde de tage til konge; og saa blev gjort, at Trønderne tog Haakon til konge over alt landet. Da var han 15 vintre gammel; tog han sig da hird og fór over landet. De tidender spurgtes til Oplandene, at Trønderne havde taget sig en konge, som var slig i alt, som Harald den haarfagre var, undtagen det, at Harald havde trælbundet og kuet alt folk i landet, men denne Haakon vilde hver mand godt og bød at give tilbage til bønderne deres odelsgaarder, som kong Harald havde taget fra dem. Ved de tidender blev alle glade, og hver sagde det til de andre, og det fløi som ild i tørgræs helt øster til landsenden. Mange bønder fór fra Oplandene for at møde kong Haakon, nogle sendte bud, andre sendte ord og jertegn[1], alle for at give tilkjende, at de vilde blive hans mænd. Kongen tog med tak imod dem.


2. I førstningen af vinteren fór kong Haakon til Oplandene og stævnede der ting; alt folk, som kunde komme, samlede sig da til ham, og blev han da tagen til konge paa alle ting; fór han da øster til Viken. Der kom hans brodersønner Trygve og Gudrød til ham og mange andre, som regnede op alle de sorger, de havde lidt af hans broder Eirik. Eiriks uvennesælhed voxte ogsaa, jo mere alle mænd vilde vinde Haakons venskab og havde mere mod til at tale, som de mente. Kong Haakon gav Trygve og Gudrød kongsnavn og det rige, som kong Harald havde givet deres fædre: til Trygve gav han Raanrike og Vingulmark, og til Gudrød Vestfold, men fordi de var unge og barnslige, satte han gjæve og vise mænd til at raade landet med dem; han gav dem land med de vilkaar, som før havde været, at de skulde have halvdelen af skylder og skatter med ham. Da det vaaredes, fór kong Haakon tillands over Oplandene nord til Trondhjem.


3. Kong Haakon drog en stor hær sammen i Trondhjem, da det vaaredes, og skaffede sig skibe; Vikverjerne havde ogsaa stor hær ude og vilde fare Haakon imøde. [935] Eirik bød ogsaa hær ud over Midtlandet, men han fik faa folk, thi mange stormænd faldt fra ham og fór til Haakon, men da han ikke saa nogen udvei til modstand imod Haakons hær, seilede han vester over havet med de mænd, som vilde følge ham; han fór først til Orknøerne og fik der med sig mange mænd, saa seilede han syd til England og herjede om i Skotland, hvor han kom nær land; han herjede ogsaa helt til det nordlige af England. Adalstein, Englands konge, sendte ord til Eirik og bød ham at tage af ham et rige i England; han sagde, at hans fader kong Harald var en god ven af kong Adalstein, saa at han vilde lade det gjælde for hans søn. Fór da mænd mellem kongerne, og de forligtes paa det vilkaar, at kong Eirik skulde holde Nordimbraland af kong Adalstein og verge der landet imod Daner og andre vikinger. Eirik skulde lade sig døbe med sin kone og sine børn og alle sine mænd, som havde fulgt ham did. Dette vilkaar tog Eirik; blev han da døbt og tog den rette tro. Nordimbraland regnes for en femtedel af England. Han havde sit sæde i Jorvik[2], hvor man siger, at Lodbroksønnerne[3] før har siddet. Nordimbraland var mest bygget af Nordmænd, siden Lodbroksønnerne vandt landet; herjede Daner og Nordmænd ofte der, siden magten i landet var gaaet fra dem. Mange stedsnavne er der givne i norrøn tunge, som Grimsby[4] og Hauksfljot[5] og mange andre.


4. Kong Eirik havde mange folk om sig, holdt der en mængde Nordmænd, som havde faret østenfra med ham, og desuden kom siden mange af hans venner fra Norge. Han havde lidet land, derfor fór han stadig om somrene i hærfærd, herjede paa Skotland og Suderøerne, Irland og Bretland og avlede sig derved gods. Kong Adalstein døde sottedød; han havde været konge i 14 vintre, 8 uger og 3 dager. Siden var hans broder Jatmund[6] konge i England; han syntes ikke om Nordmænd, og kong Eirik var ikke i venskab med ham; det gik da det ord om kong Jatmund, at han vilde sætte en anden høvding over Nordimbraland. Men da kong Eirik spurgte det, fór han i vesterviking og havde fra Orknøerne med sig Arnkel og Erlend, Torv-Einars sønner. Siden fór han til Suderøerne, og der var det mange vikinger og hærkonger, som slog sig i følge med kong Eirik. Han styrede da med hele den hær først til Irland og tog med derfra saamange folk, som han kunde faa; siden fór han til Bretland og herjede der. Derefter seilede han syd langs England og herjede der som paa andre steder, men alle folk flygtede, hvor han fór. Og da Eirik var en modig hærmand og havde stor hær, da stolte han saa meget paa sin styrke, at han gik langt op i land og herjede og ledte efter folkene. Olav hed den konge, som kong Jatmund havde sat der til landevern; han drog sammen en vældig hær og fór imod kong Eirik, og det blev nu der en stor strid; mange faldt af de engelske, men der hvor én faldt, kom tre i stedet oven fra land, og senere paa dagen vendte mandefaldet sig paa Nordmændenes side, og af dem faldt mange, og ved dagens ende faldt kong Eirik og fem konger med ham; disse nævnes: Guthorm og hans to sønner, Ivar og Haarek, der faldt ogsaa Sigurd og Ragnvald; der faldt ogsaa Torv-Einars sønner Arnkel og Erlend. Der blev et meget stort mandefald blandt Nordmændene; men de, som kom unda, fór til Nordimbraland og sagde disse tidender til Gunhild og hendes sønner.


Christian Krohg: Gunhild faar bud om Eiriks død
5. Men da Gunhild og hendes sønner blev var, at kong Eirik var falden, og at han forud havde herjet i Englands konges land, tyktes de at vide, at de ikke kunde vente fred der; de ruster sig strax til at fare bort af Nordimbraland og tager med alle de skibe, som kong Eirik havde havt; de havde ogsaa alle de folk, som vilde følge dem, og meget løsøre, som var draget sammen i England af skatter, eller som var taget i hærfærd. De styrer med sin hær nord til Orknøerne og tager sæde der for en tid. Da var Torv-Einars søn, Torfinn Hausakljuv, jarl der. Eiriks sønner tog da under sig Orknøerne og Hjaltland og havde skatter deraf, og sad der om vintrene, men fór i vesterviking om somrene og herjede da om i Skotland og Irland. Om det taler Glum Geiresøn:
Den vidfarne høvding,
den unge, havhest-ridende,
havde faret derfra
færd saa god til Skaane.
Raadsnilde krigerfører
kunde snart i Skotland
sende skarer af mænd,
en saarbidt hær, til Oden
Hirdmænds ven gjorde
hærtog mod irske bygder
— folket iled’ paa flugt —
til valkyrjens fugls[7] gammen;
landsherren seierslysten
i syden sverdet egger
farvede rødt i folkenes
blod og fældede mændene.


6. Kong Haakon Adalsteinsfostre lagde under sig hele Norge, da hans broder Eirik havde flyet bort. Kong Haakon fór den første vinter vest i landet, derefter nord til Trondhjem og sad der. Men da det ikke tyktes fredeligt, om kong Eirik søgte øster over havet med sin hær, sad han med sin hær midt i landet i Firdafylke og Sogn, i Hordaland og Rogaland. Haakon satte Sigurd Lade-jarl over hele Trøndelagen, saaledes som han og hans fader Haakon før havde havt det af kong Harald den haarfagre. Men da kong Haakon spurgte sin broders, kong Eiriks, fald, og at Eiriks sønner ikke fik støtte i England, da tyktes det ham at staa liden rædsel af dem, og han fór derfor med sin hær en sommer øster i Viken. I den tid herjede Daner meget i Viken og gjorde ofte meget skade der; men da de spurgte, at kong Haakon var kommen did med stor hær, flyede de alle unda, nogle syd til Halland, men de, som var nærmere kong Haakon, stævnede ud i havet og derpaa syd til Jylland. Men da kong Haakon blev dette var, seilede han efter dem med hele sin hær; men da han kom til Jylland og folk der blev det var, drog de hær sammen og vilde verge sit land og søgte til strid imod kong Haakon; det blev der et stort slag, og kong Haakon kjæmpede saa djervt, at han var fremmen for merket og havde hverken hjelm eller brynje. Kong Haakon fik seier og drev de flygtende langt op paa land. Saa kvad Guthorm Sindre i Haakonsdraapa:

Kongen traadte baadenes
blaalige veier med aarers
sjøsprøit; herlige fyrste
fældte Jyder i kampen.
Odens fugles mætter
flygtninger siden jaged’;
ravnen søgte sin føde
og fraadsede efter sin lyst.


7. Siden styrede kong Haakon med sin hær nord [øst] til Selund og søgte efter vikinger. Han roede med 2 snekker frem i Øresund; der mødte han 11 vikingesnekker og lagde strax til strid mod dem, og det endte saa, at han fik seier og ryddede alle vikingeskibene. Saa siger Guthorm Sindre:

Kampglade høvding fór med
hærskibe to alene
sønden fra til Selunds
grønne sjøside,
dengang da elleve hele
Danernes skibe blev ryddet
af vrede sverde-svinger,
vide navnkundig siden.


8. Efter dette herjede kong Haakon vide om Selund og ranede mange; han dræbte nogle, men nogle fangede han; af nogle tog han store bøder og fik da ingen modstand. Saa siger Guthorm Sindre:

Sjøkongen naaed’ da siden
Selund at lægge under sig
og vendisk hærfang at vinde
vide ved Skaanes side.

Siden fór kong Haakon øster langs Skaanes side og herjede overalt, tog penger og skatter af landet og dræbte alle vikinger, hvor han fandt dem, baade Daner og Vender; fór han helt øster langs Gautland og herjede der og tog store penger af landet. Saa siger Guthorm Sindre:

Skjold-føreren fik
skatlagt vide Gauter;
den gavmilde guld-øder
gavn havde af færden.

Kong Haakon fór tilbage om høsten med sin hær og havde faaet en mængde gods. Han sad om vinteren i Viken for at verge den, om Daner og Gauter gjorde indfald der.


9. Den høst kom kong Trygve Olavsøn fra vesterviking; han havde da forud herjet omkring i Irland og Skotland. Vaaren efter fór kong Haakon nord i landet og satte sin brodersøn, kong Trygve, over Viken, for at verge den mod ufred og tilegne sig saa meget, han kunde, af de lande i Danmark, som kong Haakon havde den forrige sommer lagt i skat. Saa siger Guthorm Sindre:

Kamp-øveren derpaa satte
den kraftige, unge Trygve
til konge hist øster
i egeskogenes land,
ham, den kjække kriger,
som var kommen forud
hjem fra Irland med sine
paa svanevangenes skier[8].


10. Kong Harald Gormsøn raadede da for Danmark; han likte lidet, at kong Haakon havde herjet i hans land; og de ord gik derom, at danekongen monne ville hevne sig, men det blev dog ikke saa snart af. Men da Gunhilds sønner spurgte dette, at det var ufred mellem Danmark og Norge, gjør de og Gunhild sig rede til at fare østover. De giftede Eiriks datter Ragnhild med Arnfinn, søn af Torfinn Hausekljuv; da satte atter Torfinn jarl sig i Orknøerne, men Eiriksønnerne fór bort. Gamle Eiriksøn var lidt ældre end de andre, men var dog ikke fuldvoxen. Men da Gunhild kom til Danmark med sine sønner, fór hun til kong Harald og fik der god modtagelse; kong Harald gav dem landindtægter i sit rige, saa store, at de kunde vel holde sig og sine mænd, men han tog Harald Eiriksøn til fostersøn og knæsatte ham; han fødtes der op i danekongens hird. Nogle af Eiriksønnerne fór i hærfærd, saasnart de havde alder dertil, og avlede sig gods; de herjede om i Østervei; de var tidlig vakre mænd og før voxne i kraft og færdighed end i aar. Om det taler Glum Geiersøn i Graafelds-draapa:

Fyrsten, gavmild mod mange
skalder fór til kampen
om i Østerlandene;
altid han seired’ i striden.
Sverdlegens herre lod synge
heftig vaaben, og ofte
gramen sendte mange
gjæve krigsmænd til døden.

Eiriksønnerne vendte sig ogsaa med sin hær nord i Viken og herjede der, men kong Trygve havde hær ude og gik dem imøde; de havde mange kampe og fik skiftevis seier. Eiriksønnerne herjede stundom i Viken, men Trygve stundom i Halland og Sjæland.


11. Da Haakon var konge i Norge, var det god fred blandt bønder og kjøbmænd, saa at ingen skadede andre eller andres gods; da var det godt aar baade tilsjøs og tillands. Kong Haakon var den gladeste, maalsnildeste og mest nedladende af alle; han var en meget vís mand og lagde megen hug paa lovgivning. Han satte Gulatingsloven med Torleiv Spakes raad, og han satte Frostatingsloven med Sigurd jarls og andre viseste Trønders raad; men Heidsæves-loven havde Halvdan Svarte sat, som før er skrevet[9]. Kong Haakon havde julegjestebud i Trondhjem; det havde Sigurd jarl gjort rede for ham paa Lade. Den første julenat fødte jarlens kone Bergljot et guttebarn. Dagen efter øste kong Haakon vand paa gutten og gav ham sit navn, og den gut voxte op og blev siden en mægtig og gjæv mand. Sigurd jarl var kong Haakons kjæreste ven.


12. Øistein oplændingekonge, som af somme kaldes den mægtige, men af somme den onde, herjede i Trondhjem og lagde under sig Øinafylke og Sparbyggjafylke og satte over dem sin søn; men Trønderne dræbte ham. Kong Øistein fór anden gang i hærfærd til Trondhjem og herjede da vide og lagde landet under sig. Da bød han Trønderne at vælge, om de helst vilde have til konge hans træl, som hed Tore Faxe, eller hans hund Saur; men de valgte hunden, thi de troede, at de da mest fik raade sig selv. De lod seide i hunden 3 mænds vid, saa gjøede den til to ord, men talte hvert tredje. Det blev gjort til den et halsbaand og lænker af sølv og guld, og naar det var sølet, bar hirdmændene den paa skuldrene; et høisæde var reist for den, og den sad paa haug som konger og boede paa Inderøen og havde sit sæde der, som heder Saurshaug[10]. Det er sagt, at det blev dens bane, at ulver gik paa dens hjord, men hirdmændene eggede den til at verge sit gods; den gik af haugen og fór did, hvor ulvene var, men de rev den strax isønder. Mange andre underlige ting gjorde kong Øistein imod Trønderne. For den hærfærd og ufred flyede mange høvdinger og mange folk fra sin odel. Ketel Jæmte, søn af Ånund jarl fra Sparabu[11], fór øster over Kjølen og en stor flok med ham og havde sit fæ med sig. De ryddede skoger og byggede der store herreder; det blev siden kaldt Jæmteland. Ketels sønnesøn var Tore Helsing; han fór for en drabssag fra Jæmteland øster over de skoger, som der er, og byggede der; did søgte mange folk med ham, og det kaldes Helsingeland; det gaar helt øster til sjøen. Svear byggede det østlige Helsingeland langs med havet. Men da kong Harald den haarfagre ryddede rige for sig, da flyede ogsaa for ham en mængde mennesker fra landet, Trønder og Naumdøler, og da blev det nye bygder øster i Jæmteland, og nogle fór helt til Helsingeland. Helsingene havde sine kjøbfærder til Svitjod og var undergivne under det i alting, men Jæmterne var næsten midt imellem, og ingen lagde merke til det, førend Haakon satte fred og kjøbfærder til Jæmteland og gjorde sig til vens med stormændene der; de søgte siden vester til ham, lovede ham lydighed og skattegaver og blev hans mænd; thi de spurgte godt om ham og vilde heller give sig under hans kongedømme end under sveakongen, thi de var komne af Nordmænds æt; men han satte lov og landsret for dem. Saa gjorde og alle de Helsinger, som havde sin æt nordenom[12] Kjølen.


13. Kong Haakon var god kristen, da han kom til Norge, men fordi hele landet der var hedensk og det var megen blotskab og mange stormænd, og han tyktes meget at trænge hjælp og mængdens velvilje, tog han det raad at fare lønligen med kristendommen; han holdt søndager og fredagsfaste og satte det i loven, at man skulde gaa til julehold paa samme tid som kristne mænd, og da skulde hver mand holde gjestebud paa en mæle øl[13], men ellers betale bøder, og holde helg, saalænge øllet varede; men forhen var første julenat hake-natten, det er midvinternat, og det blev holdt tre nætters jul. Han tænkte, naar han havde sat sig fast i landet og havde lagt hele landet fuldt under sig, da at holde frem budet om kristendommen; han gjorde saa først, at han lokkede til kristendom de mænd, som var ham de kjæreste, og med hans vennesælhed kom det dertil, at mange lod sig døbe og nogle holdt op at blote. Han sad lange stunder i Trondhjem, thi der var landets største styrke. Men da kong Haakon tyktes at have faaet støtte af nogle stormænd til at holde frem kristendommen, sendte han bud til England efter en biskop og andre prester, og da de kom til Norge, gjorde kong Haakon det aabenbart, at han vilde byde kristendom over hele landet; men Mører og Raumsdøler skjød sin sag hen under Trønderne. Kong Haakon lod da vie nogle kirker og satte prester til dem; men da han kom til Trondhjem, stævnede han ting med bønderne og bød dem kristendom. De svarer da, at de vil skyde den sag til Frostating[14], og vil da, at de skal komme did fra alle de fylker, som er i Trøndelagen, og siger, at da skal de svare i denne vanskelige sag.


14. Sigurd Lade-jarl var en stor blotmand, og saa var Haakon, hans fader. Sigurd jarl holdt oppe alle blotgilder paa kongens vegne der i Trøndelagen. Det var gammel sed, naar det skulde være blot, at alle bønder skulde komme did, hvor hovet var, og føre did sine madvarer, som de skulde have, saalænge som blotgildet stod paa. Ved dette gilde skulde alle mænd have øl; der blev ogsaa dræbt alskens smaler og hester, men alt det blod, som flød af dem, det blev kaldt «laut», og «laut-boller» de boller, som blodet stod i, og «laut-tener», de var gjorte som kvaster; med det alt skulde man farve stallerne røde og ligesaa hovets vægger uden og inden, og ligesaa stænke det paa mændene; men kjødet skulde man koge til gjestebudsmad. Ilder skulde det være midt paa gulvet i hovet, og der over hang kjedler; man skulde bære bægre om ilden, men den som gjorde gildet og var høvding, skulde signe bægret og al blotmaden; han skulde først signe Odens bæger — det skulde man drikke for kongens seier og magt —, men siden Njårds bæger og Frøis bæger for aaring og fred. Det var meget almindeligt, at man dernæst drak Brages bæger; man drak ogsaa sine hauglagte frænders bægre, og det blev kaldt «minde». Sigurd jarl var meget gavmild; han gjorde det verk, som var meget omtalt, at han gjorde et stort gjestebud paa Lade og holdt alene oppe alle omkostninger. Om det taler Kormak Ågmundsøn i Sigurds-draapa:

Ikke føre man ask[15]
eller æske med sig
til jarlens gjestebud
guderne sveg Tjasse[16].
Hvem vil ei med glæde
gaa til blot-gilde,
som gavmilde fyrste giver
Gram kjæmped’ for guldet[17].


Christian Krohg:
Asbjørn fra Medalhus svarer kongen
15. Kong Haakon kom til Frostating, og did var kommet en stor mængde af bønderne. Men da ting var sat, talte kong Haakon; han sagde først, at det var hans bud og bøn til bønder og bomænd, mægtige og ringe, og dermed til hele mængden, unge mænd og gamle, rige og urige, kvinder og karler, at alle mænd skulde lade sig kristne og tro paa én gud, Kristus, Marias søn, men give op alle blot og hedenske guder, holde helg hver 7de dag uden arbeide og faste hver 7de dag. Men saasnart kongen havde baaret dette frem for almuen, da blev det strax stor uro; bønderne knurrede over det, at kongen vilde tage arbeidet fra dem, og sagde, at paa den maade kunde de ikke bygge landet, men arbeidsfolk og træler mente, at de ikke kunde arbeide, naar de ikke skulde faa mad — de sagde og, at det var arvelig last hos kong Haakon og hans fader og deres frænder, at de var madkarrige, skjønt de var gavmilde paa guld, Asbjørn fra Medalhus[18] i Guldalen stod op, svarede paa hans tale og talte: «Det tænkte vi bønder, kong Haakon», siger han, «da du havde havt det første ting her i Trondhjem og vi havde taget dig til konge og faaet af dig vor odel, at vi havde taget med hænderne selve himlen; men nu ved vi ikke, om vi virkelig har faaet vor frihed, eller om du nu vil trælbinde os paany paa den underlige vis, at vi maa forlade den tro, som vore forældre og alle vore forfædre har havt før os, først i brænd-alderen og nu i haugalderen[19]; de har været meget gjævere end vi, og dog har denne tro duet for os. Vi har vist dig saa stor en kjærlighed, at vi har ladet dig raade med os for al lov og landsret. Nu er det vor vilje og bøndernes samtykke at holde den lov, som du satte for os her paa Frostating, og som vi gik ind paa; vi vil alle følge dig og holde dig for konge, saalænge én er ilive af os bønder, som er her paa tinget, om du, konge, vil holde maade og bede os om det alene, som vi kan give dig og ikke er ugjørligt for os. Men hvis du vil tage denne sag med saa stor iver, at du vil bruge vold og overmagt mod os, da har vi bønder gjort vort raad, at vi vil alle skilles fra dig og tage os en anden høvding, som kan hjælpe os til det, at vi kan have i frihed den tro, som vi vil. Nu skal du, konge, vælge mellem disse to kaar, inden tinget er til ende». Til denne tale gjorde bønderne mange tilraab og sagde, at saaledes vilde de have det.


16. Da det blev stilt, svarede Sigurd jarl og sagde, at «det er kong Haakons vilje at samtykke med eder bønder, og aldrig at skilles ved eders venskab.» Bønderne siger, at de vil, at kongen skal blote for dem til aar og fred, saa som hans fader gjorde. Stanser da uroen, og tinget sluttes. Siden talte Sigurd jarl med kongen, at han ikke helt skulde undlade at gjøre, som bønderne vilde, og siger, at andet vil ikke nytte: «Dette er, konge, som I selv kan høre, høvdingenes vilje og ivrige fordring og dermed hele folkets. Vi skal hertil, konge, nok finde noget godt raad», — og det blev nu aftalt mellem kongen og jarlen.


17. Om høsten ved vinterdag var det blotgilde paa Lade, og did søgte kongen. Forhen, naar han var tilstede der, hvor det var blot, havde han altid været vant til at holde maaltid med faa mænd i et lidet hus; men bønderne ankede nu over det, at han ikke sad i sit høisæde, naar det var den største glæde blandt folket; jarlen sagde da, at han nu ikke skulde gjøre saa, og det blev da til det, at kongen sad i sit høisæde. Men da det første bæger blev skjænket i, da talte Sigurd jarl for det og signede det til Oden og drak kongen til af hornet. Kongen tog imod det, men gjorde korsmerke over det. Da mælte Kaar af Gryting[20]: «Hvorfor gjør kongen saa? Vil han endnu ikke blote?» Sigurd jarl svarer: «Kongen gjør saa, som alle de gjør, som tror paa sin kraft og styrke, at signe sit bæger til Tor. Han gjorde hammer-merke over, inden han drak.» Det var da roligt om kvelden. Men dagen efter, da man gik til bords, stimlede bønderne sammen til kongen og sagde, at han nu skulde æde hestekjød. Det vilde kongen ikke paa nogen maade. Da bad de ham drikke suppen, men det vilde han ikke. Da bad de ham æde fedtet; det vilde han heller ikke, og da var det nær ved, at de vilde gaa imod ham. Sigurd jarl siger, at han vil forlige dem, og bad dem holde op med stormen, men kongen bad han gabe over kjedelhanken, hvor suppe-røgen af hestekjødet havde lagt sig, saa at den var fedtet. Da gik kongen til og lagde en lindug om kjedelhanken og gabte over, og gik derefter til sit høisæde; men ingen af dem var tilfreds.


18. Om vinteren efter blev det laget til jul for kongen inde paa Mæren[21]; da det led til jul, holdt de stævne mellem sig, de otte høvdinger, som mest raadede for blotene i hele Trøndelagen. De var fire uden fra[22] Trondhjem: Kaar af Gryting, Asbjørn af Medalhus, Torberg af Varnes[23], Orm af Ljoxa[24], men af Indtrønderne Blotolv af Ålveshaug[25], Narve af Stav[26] i Værdalen. Trond Haka af Egge[27], Tore Skjeg af Husebø[28] i Inderøen. Disse 8 mænd blev enige om, at de 4 af Udtrønderne skulde øde kristendommen, men de 4 af Indtrønderne skulde nøde kongen til at blote. Udtrønderne fór med 4 skibe syd paa Møre, dræbte der 3 prester og brændte 3 kirker; siden fór de hjem. Men da kong Haakon og Sigurd jarl kom ind paa Mæren med sin hær, var bønderne komne did i stor mængde. Den første dag ved gjestebudet trængte bønderne frem til kongen og bød ham at blote, men truede ham ellers med vold. Sigurd jarl gik da imellem dem, og det kom da dertil, at kong Haakon aad nogle stykker af hestelever og drak da alle minde bægre, som bønderne skjænkte for ham, uden at gjøre kors. Men da det gjestebud var tilende, fór kongen og jarlen ud til Lade. Kongen var meget uglad og vilde strax fare bort fra Trondhjem med hele sin hær og ytrede, at han en anden gang vilde komme med større styrke til Trondhjem og da vilde gjengjælde Trønderne det fiendskab, som de havde vist ham. Sigurd jarl bad kongen ikke give Trønderne sag for dette og siger, at det ikke vilde være godt for kongen at true eller herje imod indenlands folk, og mindst der, hvor landets største styrke er, i Trondhjem. Kongen var saa vred, at man ikke kunde komme til orde med ham; fór han da bort fra Trondhjem syd til Møre og dvælte der om vinteren og vaaren, men da det somrede drog han folk til sig; det ord gik, at han med den hær vilde fare imod Trønderne.


19. Kong Haakon var da gaaet ombord paa skibe og havde mange folk. Da kom de tidender til ham sønden fra landet, at kong Eiriks sønner var komne sønden fra Danmark til Viken, og det fulgte med, at de havde drevet kong Trygve Olavsøn fra hans skibe øster ved Sotenes[29]; de havde derpaa herjet vide i Viken, og mange mænd havde gaaet under dem. Men da kongen spurgte disse tidender, tyktes han at trænge til folkehjælp; sendte han da bud til Sigurd jarl og de andre høvdinger, som han ventede hjælp af, om at komme til ham. Sigurd jarl kom til kong Haakon og havde en stor hær med; der var da alle de Trønder, som om vinteren havde mest gaaet paa kongen for at tvinge ham til at blote; blev de da alle forligte med kongen ved Sigurd jarls forbøn. Kong Haakon fór da syd langs landet, men da han kom syd forbi Stad, spurgte han, at Eiriksønnerne var komne til Nord-Agder; fór da begge hærer mod hverandre; de mødtes ved Kårmt. Gik da begge hærer op af skibene og kjæmpede paa Ågvaldsnes; begge var meget mandstærke, og der blev nu en stor kamp. Kong Haakon søgte haardt frem, og imod ham gik kong Guthorm Eiriksøn med sit følge, og de skifter hugg med hinanden. Der faldt kong Guthorm, hans merke blev hugget ned, og der faldt da mange mænd om ham. Dernæst kom det flugt i Eiriksønnernes hær, og de flyede til skibene og roede bort og havde mistet mange folk. Om det taler Guthorm Sindre:

Ring-øderen lod sverde
svinge over kjæmpers hoved.
Der gik en konge fra striden
med konge vaabenfældet.

Kong Haakon fór til sine skibe og styrede øster efter Gunhildsønnerne; fór da begge hære, som de mest kunde, indtil de kom til Øst-Agder. Da seilede Eiriksønnerne ud i havet og syd til Jylland. Om dette taler Guthorm Sindre:

Frænde-skaren fik
at føle sverd-bærerens
overmagt (jeg mindes
ofte det med glæde);
skjold-bæreren styred’
sine skibe ud paa havet,
men alle Eiriks sønner
unda maatte flygte.

Siden fór kong Haakon tilbage nord til Norge, men Eiriksønnerne dvælte da atter lang tid i Danmark.


20. Efter denne kamp satte kong Haakon det i loven over hele landet langs sjøen og saa langt op i land, som laxen gaar op, at han delte al bygden i skibreider, men fordelte skibreider i fylkerne. I hvert fylke blev det da vedtaget, hvor mange skibe det var, eller hvor store man skulde rede ud fra hvert fylke, naar almenning[30] var ude, og almenning var man skyldig at sende ud, naar udenlandsk hær var i landet. Det skulde ogsaa følge dette udbud, at man skulde gjøre veter[31] paa høie fjeld, saa nær, at man kunde se den ene fra den anden. Saa siger mænd, at paa syv nætter fór hærbudet fra den sydligste vete til det nordligste tinglag i Haalogaland.


21. Eiriksønnerne var meget paa hærfærd i Østervei, men stundom herjede de i Norge, saa som før er skrevet; men kong Haakon raadede for Norge. Var da ogsaa god aarfærd og god fred i landet, og han selv var meget vennesæl.


22. Da kong Haakon havde været konge i Norge i 20 vintre, kom Eiriks sønner sønden fra Danmark og havde en stor hær. [955] Det var mange, som havde fulgt dem paa hærfærd, men meget større var dog den hær af Daner, som Harald Gormsøn havde givet dem. De fik meget god bør, seilede ud fra Vendel og kom ind til Agder, styrede siden nord langs landet og seilede nat og dag; men veter blev ikke reist af den grund, at det var sedvane, at veterne blev tændt langs landet østenfra, men øster var man ikke blevet deres færd var. Dertil kom og, at kongen havde sat store bøder, om veterne blev reist med urette, for de mænd, som med rette fandtes skyldige heri, og det af den grund, at hærskibe og vikinger fór ofte forbi udøer og herjede, og da troede landets mænd, at der fór Eiriks sønner, og da blev veter reist op og hærløb skede over hele landet. Men Eiriksønnerne fór tilbage til Danmark og havde ikke havt nogen Dane-hær, men alene sine egne folk, men stundom var det andenslags vikinger. Kong Haakon blev da meget vred over dette, naar det blev møie og omkostninger deraf, men intet gavn; bønderne klagede ogsaa derover paa sine vegne, naar det gik saa, og det var aarsagen til, at det ingen nys gik forud om Eiriksønnernes færd, førend de kom nord i Ulvesund[32]. Der laa de i 7 nætter; fór da bud den øvre vei over Eidet[33] nord til Møre, men kong Haakon var da paa Søndmøre[34] paa den ø, som heder Fræde, paa sin gaard Birkestrand[35], og havde ikke folk undtagen sin hird og de bønder, som havde været i gjestebud hos ham.


23. Speidere kom til kong Haakon og bragte ham det bud, at Eiriksønnerne var med en stor hær søndenfor Stad; da lod han kalde til sig de mænd, som var de viseste der, og søgte raad hos dem, om han skulde kjæmpe med Eiriks sønner, om det end var stor folkemon imod, eller om han skulde fare unda nord og skaffe sig større hær. Egil Uldserk hed en bonde, som da var der, nu temmelig gammel, men han havde været større og sterkere end alle andre og en stor stridsmand; han havde længe baaret kong Harald den haarfagres merke. Egil svarede paa kongens tale: «Jeg var med i nogle af kong Haralds, eders faders, kampe; kjæmpede han stundom med en større hær, stundom med mindre, og havde altid seier; aldrig hørte jeg ham søge det raad, at hans venner skulde lære ham at fly. Vi vil heller ikke lære eder det raad, konge, thi vi tykkes at have en rask høvding; I skal og faa en kraftig hjælp i os.» Mange andre støttede ogsaa denne tale. Kongen sagde ogsaa det, at han havde mest lyst til at kjæmpe med dem, han kunde samle. Det blev da vedtaget. Lod kongen da skjære op hærpil og sende allevegne fra sig og lod drage saa meget folk sammen, som han kunde faa. Da sagde Egil Uldserk: «Jeg frygtede en stund, da denne lange fred var, at jeg skulde dø af ælde paa sengestraaene mine, men jeg vilde heller falde i kamp og følge min høvding; kan nu være, at saa vil hænde.»


Kort over Rastarkalv
24. Eiriks sønner søgte nord om Stad, saasnart de fik bør. Men da de kom nord om Stad, spurgte de, hvor kong Haakon var, og drog imod ham. Kong Haakon havde ni skibe; han lagde sig nord under Frædeberg[36] i Fæø-sund, men Eirikønnerne lagde til søndenfor berget. De havde mere end 20 skibe. Kong Haakon sendte dem bud og bad dem gaa paa land, sagde, at han havde valgt dem en kampvold paa Rastarkalv[37]; der er flade og store sletter, men ovenfor gaar en lang, temmelig lav bakke. Eiriksønnerne gik der af sine skibe og nord over halsen indenfor Frædeberg og derpaa frem til Rastarkalv. Egil talte da til kong Haakon og bad om at faa 10 mænd og 10 merker. Kongen gjorde saa; gik da Egil med sine mænd op under bakken[38], men kong Haakon gik ned paa sletten med sine mænd, satte op sit merke og fylkede og sagde saa: «Vi skal have en lang fylking, saa de ikke faar omringet os, om de end har flere folk.» Gjorde de saa, og det blev der en stor og skarp kamp. Egil lod da sætte op de 10 merker, han havde, og fordelte de mænd, som bar dem, saaledes, at de skulde gaa saa nær bakken som muligt og lade et stort stykke aabent mellem hver af dem. De gjorde saa og gik frem nær bakken, saa som de vilde komme bag Eiriksønnerne. Det saa de, som stod øverst i Eiriksønnernes fylking, at mange merker kom bølgende og viftede ovenfor bakken; de troede, at det fulgte mange mænd, som vilde komme bagpaa dem mellem dem og skibene. Der skede da stort raab, og hver sagde den anden, hvad som var paafærde. Dernæst kom det flugt i deres hær; men da kongerne saa det, flyede de. Kong Haakon søgte da haardt frem, fulgte de flygtende og fældte mange.


25. Da Gamle Eiriksøn kom op paa halsen ovenfor berget, vendte han sig om og saa da, at ingen flere folk fór efter end de, som de før havde kjæmpet imod, og at dette var en list. Da lod kong Gamle blæse hærblæst og sætte op sit mærke og ordnede sin fylking; vendte da alle Nordmænd om til den, men Danerne flyede til skibene. Men da kong Haakon og hans mænd kom til, saa blev det der anden gang den skarpeste strid; da havde kong Haakon flere folk. Det endte saa, at Eiriksønnerne flyede. Søgte de da syd over halsen, men nogle af deres folk veg sydover til berget, og kong Haakon fulgte dem. En flad slette er østenfor halsen og vester paa berget, men saa bratte hamrer paa vestsiden. Da veg Gamles mænd unda op paa berget, men kong Haakon søgte mod dem saa djervt, at han dræbte nogle, men andre løb vester ned af berget, og blev de alle dræbte, og kongen skiltes fra dem saaledes, at hver mand var død.


26. Gamle Eiriksøn flyede ogsaa af halsen og ned paa fladen søndenfor berget. Da vendte kong Gamle atter om og holdt kampen oppe; kom da atter folk til ham; da kom ogsaa alle hans brødre med stort følge. Egil Uldserk var da forrest blandt Haakons mænd og trængte haardt frem, og han skiftede hug med kong Gamle. Kong Gamle fik store saar, men Egil faldt og mange mænd med ham. Da kom kong Haakon til med den flok, som havde fulgt ham; da blev det atter kamp. Da søgte kong Haakon atter haardt frem og huggede til begge sider og fældte den ene efter den anden. Saa siger Guthorm Sindre:

Ræd hæren flyede
foran den raske kriger;
den raadsterke konge
kjæmpende gik fremfor merket.
Gramen, han som havde
en hug saa uforfærdet,
uden skjold sig verged’
i valkyrjernes møde.

Eiriksønnerne saa sine mænd falde paa alle sider; da vendte de sig paa flugt til sine skibe, men de som før havde flyet til skibene, havde alt skudt skibene ud, og nogle af skibene laa oppe i fjæren. Da løb alle Eiriksønnerne og det folk, som fulgte dem, ud i sjøen; der faldt Gamle Eiriksøn, men hans andre brødre naaede skibene og styrede bort siden med de folk, som var tilovers, og fór siden syd til Danmark.


27. Kong Haakon tog der de skibe, som laa oppe i fjæren og Eiriksønnerne havde eiet og lod drage dem op paa land. Der lod kong Haakon lægge Egil Uldserk i et skib og med ham alle de mænd, som var faldne af den flok; han lod bære der til jord og stener. Kong Haakon lod ogsaa flere skibe sætte op og lægge de døde i dem, og de hauger ser man endnu søndenfor Frædeberget. Da Glum Geiresøn i sit vers pralede af kong Haakons fald, digtede Øivind Skaldespilder dette vers:

Seierrig fyrste fordum
farved’ sit sverd i Gamles
blod (men modet svulmed’
i malmkjæmpernes bryst),
da han alle Eiriks
arvinger ud mon drive
i sjøen; dybt nu krigsmænd
over kongen sørger.

Høie bautastener staar ved Egil Uldserks haug.


28. Da kong Haakon Adalsteinsfostre havde været konge i Norge i 26 vintre [961], efterat hans broder Eirik fór fra Landet, hændte det, at kong Haakon var paa Hordaland og tog gjesting paa Fitjar i Stord; havde han der sin hird og mange bønder til gjest. Men da kongen sad ved dagverdsbordet saa vagtmændene, som var udenfor, at mange skibe seilede søndenfra og havde ikke langt til øen. Da sagde den ene til den anden, at man skulde sige til kongen, at de troede, at en hær fór imod dem; men det tyktes ikke let for nogen at sige kongen hærsagn, thi han havde sat bøder for hver den, som gjorde det, men det tyktes dog ugjørligt, at kongen ikke fik vide dette. Da gik en af dem ind i stuen og bad Øivind Finnsøn gaa strax ud med sig; han sagde, at det var ganske nødvendigt. Øivind gik strax, da han kom ud, did, hvor man kunde se skibene; da saa han øieblikkelig, at der seilede en stor hær, gik strax tilbage til stuen og for kongen og talte:

Liden er den lidende stund,
men lang er madmaals stunden.

Kongen saa til ham og mælte: «Hvad er paafærde?» Øivind kvad:

Blodøxes hevnere (siges der)
byder os til det hvasse
sverdmøde; os det gives
ikke lov til at sidde!
Vanskeligt er det (din hæder
vilde jeg gjerne, konge!)
hærsagn at melde: nu faar vi
flux til vaabnene tage.

Kongen siger: «Du er saa kjæk en karl, Øivind, at du vil ikke sige hærsagn, uden at det er sandt.» Kongen lod da tage bordet ned, gik derefter ud og saa til skibene; han skjønte da, at det var hærskibe, og talte til sine mænd om, hvad raad man skulde tage, om de skulde kjæmpe med de folk, de havde, eller gaa til skibene og seile unda nordover. «Det er os let at se,» siger han, «at vi nu vil faa at kjæmpe imod en meget større folkemon, end vi før har havt, og dog har vi ofte syntes, at det har været stor forskjel i folketal, naar vi har havt at kjæmpe med Gunhilds sønner.» Man gav ikke hastigt svar herpaa. Da siger Øivind:

Hær-konge! Ikke det sømmer
sig for sjøkrigeren
længer mod nord at styre
(stanse vi vil ei) skibet.
Nu er det, Harald fører
flaaden den brede sønden
paa sjøkongens bølgende veier:
brat vi til skjolde vil tage!

Kongen svarer: «Kraftig er dette talt og nær mit sindelag, men dog vil jeg høre flere mænds mening om denne sag.» Men da mændene tyktes skjønne, hvorledes kongen vilde have det, svarede mange og sagde, at de heller vilde falde i mandig kamp end fly for Danerne uden prøve; de sagde, at de ofte havde faaet seier, om de end havde kjæmpet med mindre hærstyrke. Kongen takkede dem vel for deres ord og bød dem væbne sig, og saa gjør de. Kongen kaster brynje paa sig og gjorder sig med sverdet Kvernbit, sætter paa sit hoved en guldlagt hjelm, tager spyd i sin haand og skjold paa siden; derpaa stiller han hirden i én fylking og bønderne med den og sætter sine merker op.


29. Harald Eiriksøn var dengang høvding for brødrene efter Gamles fald; de havde der en stor hær med sønden fra Danmark. Der var da i følge med dem deres morbrødre, Øivind Skrøia og Alv Askmand; de var sterke og kraftige mænd og de største manddrabere. Eiriksønnerne styrede sine skibe til øen, gik op paa land og fylkte, og saa er sagt, at det ikke monne være mindre folkemon end, at det var sex mænd om én, saa meget mandssterkere var Eiriksønnerne.


30. Kong Haakon havde da fylket sin hær, og man siger, at kongen kastede af sig brynjen, førend kampen tog paa. Saa siger Øivind Skaldespilder i Haakonarmaal:

Broder fandt de Bjørns
i brynje fare,
kongen kostelig
kommen under merket:
buer spændtes,
spyd rystedes,
op var kampen aabnet.

 

Haaløiger egged’ han
og Holmryger,
jarlers bane,
iled’ til striden:
godt havde fyrsten
følge af Nordmænd,
ø-Daners øder
stod under ertshjelm.

 

Hærklæder slængte han,
brynjen slap han paa volden
hirdmænds herre,
før til hugg han tog;
han legte med lydmænd,
landet skulde han verge,
gramen den glade,
han stod under guldhjelm.

Kong Haakon valgte mænd til sin hird meget efter styrke og mandemod, saa som hans fader Harald havde gjort. Toralv den sterke Skolmsøn var der og gik paa kongens side; han havde hjelm, skjold og spyd og et sverd, som var kaldet Fetbreid; det blev sagt, at han og kongen var jevnsterke; om det taler Tord Sjaareksøn i den draapa, som han digtede om Toralv:

Der hvor de kamp-hærdede
krigsmænd modig kjæmped’
hæren gik glad til sverde-
hugg i Stord paa Fitjar,
og hærmanden gaa nærmest
Nordmænds konge turde.

Men da fylkingerne gik sammen, blev det der en hidsig og blodig strid; da mændene havde skudt sine spyd, drog de sverdene, og gik da kong Haakon og Toralv med ham frem forbi merket og huggede til begge sider. Saa siger Øivind Skaldespiller:

Saa bed da sverdet
i Siklings haand
paa Valfaders klæder[39],
som om i vand det droges,
brodder braged’,
skjolde brødes,
sverde suste
paa saaredes isser.

 

Skjolde splittedes
og skaller haarde
for Nordmænds herres
haarde klinge.
Kamp stod i øen:
kongerne farved’
skjoldborger blanke
i blod af hærmænd.

Kong Haakon var let at kjende, mere end andre mænd; det lyste ogsaa af hjelmen, som solen skinnede paa, og mange bar da vaaben imod ham. Da tog Øivind Finnsøn en hat og satte over kongens hjelm.


31. Øivind Skrøia raabte da høit: «Gjemmer Nordmændenes konge sig nu, eller har han flyet, eller hvor er nu guldhjelmen?» Da gik Øivind frem og hans broder Alv med ham, og de huggede til begge sider og bar sig, som de var rasende eller galne. Kong Haakon raabte høit til Øivind: «Hold du frem, som du stævner, om du vil finde Nordmændenes konge!» Saa siger Øivind Skaldespilder:

Hærmanden, han som grum var
mod guldet, men huld mod sine,
han bød Skrøia ikke
at skride fra, hvor han stævned'.
Hvis du vil, seierslysten,
søge mod kampens leder,
saa imod Nordmænds gode
gram din vei du holde!


Christian Krohg: Kong Haakon: «Hold du frem, som du stævner!»


Blev det og kort tid at bie, inden Øivind kom did, løftede sverdet op og huggede til kongen. Toralv skjød skjoldet imod, og Øivind ravede derved, men kongen tog sverdet Kvernbit i begge hænder og huggede til Øivind oven i hjelmen, kløvede saa hjelmen og hovedet helt ned til skuldrene. Derpaa dræbte Toralv Alv Askmand. Saa siger Øivind Skaldespilder:

Jeg ved, at sverdet det bidske
bed i kongens begge
hænder den lidet gode
hærskibenes styrer.
Hærkongen, han som mod Daner
herjede, kløvede vikingens
hoved ned i herder
med guld-hjaltede sverd.

Da gik efter begge brødres fald kong Haakon saa haardt frem, at alle veg tilbage for ham. Kom da rædsel i Eiriksønnernes hær, og dernæst flugt; men kong Haakon var fremmest i sin fylking og fulgte fast de flygtende og huggede tidt og haardt. Da fløi en pil af den slags, som kaldes flein[40], og kom i kong Haakons arm op i musklen nedenfor axelen, og det er mange mænds sagn, at Gunhilds skosvend, som hed Kisping, løb frem i stimmelen og raabte: «Giv rum for kongens bane,» og skjød fleinen imod kong Haakon, men andre siger, at ingen ved, hvem som skjød; kan det vel og være saa, thi piler og spyd og alskens skudvaaben fløi saa tykt som en snedrive. Mange mænd faldt for Eiriksønnerne baade paa kampvolden og paa veien til skibene eller i fjæren, og mange løb i sjøen; mange naaede skibene, saaledes alle Eiriksønnerne, og de roede strax bort, men Haakons mænd efter dem. Saa siger Tord Sjaareksøn:

Røvernes drabsmand verged’
vidt (saa skal freden endes)
fremst blandt sit folk landet
(fik han ei lov til at ældes).
Kampen kom op, da Gunhilds
arving landede søndenfra
(gavmilde fyrste flygted’,
men gramen faldt i kampen).

 

Træthed var synlig, da saarede
sank bønderne ned paa
sæderne, der de roed’;
faldt saa én efter anden.
Vel det vidner om manddom,
at den vældige stridsmand,
han som gav Hugen[41] at drikke,
gik Haakon nærmest i kampen.


32. Kong Haakon gik ud paa sit skib og lod da binde sit saar, men der randt blodet saa sterkt, at man ikke fik stanset det, og da det led paa dagen, mistede han kræfterne. Han sagde da, at han vilde fare nord til Aalrekstader til sin gaard; men da de kom nord til Haakonshellen, lagde de til der; kongen var da døden nær og kaldte da sine venner til og sagde dem den ordning, han vilde have for riget. Han havde alene en datter, Tora, og ingen søn; han bad dem sende de ord til Eiriksønnerne, at de skulde være konger over landet, men bad dem om at vise godhed imod hans venner og frænder. «Og om jeg end faar livet forundt,» siger han, «saa vil jeg dog fare fra landet og til kristne mænd og bøde det, som jeg har syndet mod Gud, men hvis jeg dør her i hedenskab, saa giv mig den grav, som eder synes bedst.» Lidt senere døde kong Haakon der paa hellen, der han var født. Man sørgede saa meget over kong Haakon, at baade venner og uvenner græd over hans død og sagde, at ikke vilde saa god konge komme siden i Norge. Hans venner førte hans lig nord til Sæim i Nordhordaland og kastede der op en stor haug og lagde kongen i den fuldt væbnet og i hans bedste klædning, men ikke andet gods. De talte saa ved hans grav, som hedenske mænds sed var, og viste ham til Valhall. Øivind Skaldespilder digtede et kvæde om kong Haakons fald og om, hvorledes han blev taget imod. Det er kaldet Haakonarmaal, og førstningen lyder saaledes:


Gauta-Ty[42] sendte
Gåndul[43] og Skågul (41)
at kaare blandt konger,
hvem af Yngves æt
skulde til Oden fare
og i Valhall være.

 

Broder fandt de Bjørns
i brynje fare,
kongen kostelig
kommen under merket:
buer spændtes,
spyd rystedes,
op var kampen aabnet.

 

Haaløiger egged’ han
og Holmryger,
jarlers bane,
iled’ til striden:
godt havde fyrsten
følge af Nordmænd,
ø-Daners øder
stod under ertshjelm.

 

Hærklæder slængte han,
brynjen slap han paa volden
hirdmænds herre,
før til hugg han tog;
han legte med lydmænd,
landet skulde han verge,
gramen den glade,
han stod under guldhjelm.

 

Saa bed da sverdet
i Siklings haand
paa Valfaders klæder[44],
som om i vand det droges,
brodder braged’,
skjolde brødes,
sverde suste
paa saaredes isser.

 

Skjolde splittedes
og skaller haarde
for Nordmænds herres
haarde klinge.
Kamp stod i øen:
kongerne farved’
skjoldborger blanke
i blod af hærmænd.

 

Saar-brander brændte
i blodige vunder,
langøxer luded’
for liv at tage.
Saar-havet sused’
paa sverde-neset,
fleinene[45] flød i
fjæren paa Stordø.

 

Skåguls veir
under skjoldhimlen røde
stødte sammen
og suste om sverdene.
Odd-fossen bruste
i Odens uveir:
da sank mange
for sverdes strømmer.

 

Der sad Dåglinger
med dragne sverd,
skarrede skjolde
og skudte brynjer.
Den hær var ikke
i hjerte glad:
den var paa vei til Valhall.

 

Gåndul det talte
— hun tog i spydskaftet —:
«Æsers følge nu øges,
da Haakon de har
med hær saa stor
budt til guders borg.»

 

Kongen det hørte,
hvad kampmøer mælte,
de raske ryttersker;
hugfulde syntes de,
hjelmdækte sad de
og havde skjolde ved siden.

 

(Haakon:)
«Hvi har du, Skågul,
skiftet saa kampen?
vi var dog værdig til seier!»
(Skågul:)
«Vi det voldte,
at volden du holdt,
men dine fiender flygted’!»

 

«Ride vi to[46] skal,»
kvad den rige Skågul,
«til guders grønne hjem,
Oden at sige,
at snart fyrsten
ham selv at se kommer.»

 

«Hermod og Brage,»
kvad Hærfader[47],
«gaa gramen i møde!
thi den konge,
som en kjæmpe er,
hid til hallen stævner.»

 

Kongen det mælte,
kommen var han fra slaget,
blodig stod han og bleg:
«Ildesindet
Oden synes os være,
hans hug vi ser.»

 

«Einherjer[48] dig
alle velkomst byder,
tag imod øl hos æser!
jarle-tvinger,
du har inde her
otte brødre,» kvad Brage.

 

«Vore vaaben,»
kvad vise konge,
«vil vi selv verge.
Vogtes skal hjelm
og brynje vel:
godt er at have dem hele.»

 

Nu det kjendtes,
at kongen havde
hovene vel vogtet,
da Haakon blev
budt velkommen
af de gode guder.

 

I god stund
den gram fødes,
som sligt sind eier:
hans tid
her skal altid
i lov løftes.

 

Ubunden
imod alverden
ulven Fenre vil fare,
inden i hans
øde spor
konge jevngod kommer.

 

Fæ dør,
frænder dør,
øde land lægges.
Siden Haakon fór
til hedenske guder,
trældom har mange og tvang.


Noter:

  1. Jertegn, d. e. kjendetegn eller merker, som sendes med et sendebud for at vise deres troværdighed (som i senere tid breve).
  2. Jorvik, d. e. York.
  3. Lodbroksønnerne, d. e. Ingvar (Ivar Benløs), Ubbe og Halvdan, som var blandt høvdingerne i den «store hær» af Danske, som 865 kom til England og 866 erobrede York. Halvdan blev konge i Northumberland 875, men blev forjaget af sine egne mænd 880. Northumberland blev vundet tilbage af Englænderne i 926.
  4. Grimbys er i Lincolnshire paa sydsiden af Humber, ikke i Northumberland.
  5. Dette stedsnavn er ikke fundet igjen.
  6. Eadmund var konge i England fra 940 til 946.
  7. Valkyrjens fugl er ravnen.
  8. Svanernes vang er = sjøen; dens skier er = skibe.
  9. Snorre henviser her til kap. 7 af Halvdan Svartes saga; men der har han kun talt i almindelighed om Halvdans love, ikke om Heidsævesloven. Heidsævesloven, d. e. loven, som gjaldt ved «Heidsæve», et gammelt navn paa Mjøsen (egl. sjøen ved Hedemarken); tinget har dog vistnok altid været holdt ved Eidsvold, noget søndenfor Mjøsen.
  10. Saurshaug, nu Saxhaug, paa Inderøen.
  11. Sparbu, nu Sparbuen i Sparbyggjafylke.
  12. Nordenom, d. e. vestenfor.
  13. d. e. øl af 1 mæle malt. En «mæle» var et hulmaal for tørre varer; det var forskjelligt i de forskjellige landsdele.
  14. Frostatinget holdtes paa halvøen Frosta i Trondhjemsfjorden.
  15. Ask, d. e. kar eller kop.
  16. De to linjer hører ikke med til versets indhold, men omtaler guder og sagnhelter.
  17. De to linjer hører ikke med til versets indhold, men omtaler guder og sagnhelter.
  18. Melhus i Melhus herred i Guldalen.
  19. Om brænd-alder og haug-alder se side 3 flg. [Se Snorre Sturlasøns fortale.]
  20. Gryting var det ældre navn paa den nuv. prestegaard i Orkedalens prestegjæld.
  21. Mæren, i Mærens sogn i Sparbuen herred.
  22. «uden fra Trondhjem», d. e. fra Udtrøndernes fire fylker.
  23. Varnes, nu Værnes i Nedre Stjørdalen.
  24. Ljoxa, nu Lexviken paa vestsiden af Trondhjemsfjorden (Strinden).
  25. Ålveshaug, nu Alstahaug i Skogn herred (Skøinafylke).
  26. Stav, en nu forsvunden stor gaard i Værdalen.
  27. Egge, i Egge herred i Sparbyggjafylke.
  28. Husebø, nu Hustad paa Inderøen.
  29. Sotenes, en halvø i Raanrike (Båhuslæn), vest for Aabyfjorden.
  30. Almenning, d. e. opbud af «alle mænd», fuldt opbud.
  31. Veter er varder, vedstabler til at tænde ild i.
  32. Ulvesund, sundet mellem Vaagsøen og fastlandet nær Moldøen nordligst i Nordfjord.
  33. Eidet, d. e. Mandseidet over Statland.
  34. Ved en hukommelsesfeil har Snorre fortalt, at øen Fræde (nu Fredø) ligger paa Søndmøre istedetfor paa Nordmøre, og tænkt sig afstanden fra Stad meget kort.
  35. Birkestrand paa østsiden af Fredø, 5 km. nordøst for Frei kirke og Freihaugen.
  36. Frædeberg, nu Freihaugen, er sydøstligst paa Fredø.
  37. Rastarkalv er sletten norden for Freihaugen; den skraaner fra Freines op mod vest til Frei kirke og Skrubhaugen.
  38. Skrubhaugen.
  39. Valfaders (Odens) klæder, d. e. brynjer.
  40. Flein var en pil med hager, ligesom en ankerklo.
  41. Odens ravn; dens drik er blod.
  42. d. e. Oden.
  43. Navn paa to valkyrjer.
  44. Valfaders (Odens) klæder, d. e. brynjer.
  45. Flein, se kap. 31, note 38.
  46. Vi to, d. e. Skågul og Gåndul.
  47. d. e. Oden.
  48. Einherjer, d. e. heltene, som efter døden kom til Valhall.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.