Færingernes saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Islandsk.gif Norsk.gif Dansk.gif
Norsk.gif Dansk.gif


Kongesagaer              Islændingesagaer


Færingernes saga

Færeyinga saga[1]


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2016



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Færeyínga saga udgivet af C. C. Rafn, Kjøbenhavn, 1832



Første del — Om Trond i Gøta og Sigmund Bresteson


1.

Map of the Faroe Islands en.svg
Der var en mand, der hed Grim Kamban; han var den første, der bosatte sig på Færøerne på Harald den Hårfagres tid. Mange flygtede dengang for Haralds overgreb; nogle af dem slog sig ned på Færøerne, og nogle søgte til andre ubefolkede lande. Aud den Dybsindinge drog til Island, men kom forbi Færøerne, hvor hun bortgiftede Oløv — Torstein Røds datter — og derfra stammer Færøernes betydeligste slægt, som kaldes Gøteskæggerne og som holdt til på Østerø.


2. Trond tager til Danmark

Der var en mand, der hed Torbjørn; han blev kaldt Gøteskæg, og han boede på Østerø på Færøerne. Hans kone hed Gudrun, og de havde to sønner; den ældste hed Torlak, den yngste Trond. De var lovende mænd. Torlak var både stor og stærk; det blev Trond også som voksen, men der var stor aldersforskel på brødrene. Trond var rødhåret, havde fregner i ansigtet og et bistert udseende. Torbjørn var velhavende, men gammel, da dette gik for sig. Torlak giftede sig dér på øerne, men boede dog hjemme hos sin far i Gøta. Kort tid efter at Torlak var blevet gift, døde Torbjørn Gøteskæg, og han blev båret ud og højlagt efter gammel skik, for dengang var alle Færøerne hedenske. Hans sønner skiftede arven mellem sig, men de ville begge have gården hjemme i Gøta, for det var en meget værdifuld ejendom. De trak lod om den, og Trond vandt. Torlak bad efter skiftet Trond om at måtte få hjemmegården, så kunne Trond til gengæld få mere løsøre, men det ønskede Trond ikke; så rejste Torlak derfra og skaffede sig et andet sted at bo dér på øerne. Trond udlejede jorden i Gøta til en række folk og tog en meget høj leje, og om sommeren kom han på et skib, men havde kun få varer med sig. Han rejste til Norge og fik vinterophold på en gård, men virkede hele tiden tungsindig. Dengang regerede Harald Gråfeld i Norge.

Den følgende sommer fulgte Trond med nogle folk på et handelsfartøj sydpå til Danmark og ankom til Haløre denne sommer. Der var mange folk til stede dér, og det siges, at her samles den største menneskemængde i de nordiske lande, så længe markedet varer. Danmark blev dengang styret af kong Harald Gormsøn, som blev kaldt Blåtand. Kong Harald opholdt sig om sommeren på Haløre med et stort følge.

Der omtales to af kongens hirdmænd, som var dér sammen med ham, og den ene hed Sigurd, den anden Hårek. Disse brødre gik jævnligt omkring på handelspladsen for at erhverve sig den bedste og størst mulige guldring. De kom til en bod, som var særlig flot indrettet; dér sad en mand, som tog vel imod dem og spurgte, hvad de ønskede at købe. De sagde, at de ville købe en stor og god guldring. Han sagde, at her fandtes et godt udvalg. De spurgte, hvad han hed, og han kaldte sig Holmgeir den Rige. Han finder nu sine kostbarheder frem og viser dem en diger guldring, som var meget værdifuld, men den var så dyr, at de ikke syntes at kunne se, hvordan de lige på stedet skulle kunne skaffe så meget sølv, som han forlangte, og de bad ham om frist til den følgende morgen, og det tilstod han dem. Om morgenen forlod Sigurd deres bod, mens Hårek blev tilbage; lidt senere står Sigurd uden for teltdøren og siger: »Hårek — min bror!« sagde han, »— ræk mig hurtigt pungen, som indeholder det sølv, vi har tænkt os at bruge på at købe ringen, for nu er vi enige om handlen, men vent du nu her i mellemtiden og hold øje med boden her!« Nu rækker han ham sølvet ud gennem teltåbningen.


3. Tronds råd

Ikke længe derefter kom Sigurd ind i boden til sin bror og sagde: »Find nu sølvet; nu er vi enige om handlen.« Han svarer: »Jeg gav dig sølvet lige før.« »Nej,« siger Sigurd, »— det har jeg ikke modtaget.« Nu skændes de om dette. Derpå fortæller de det til kongen; kongen, såvel som andre, forstår nu, at de er blevet frastjålet pengene. Nu nedlægger kongen rejseforbud, således at intet skib måtte sejle derfra, som sagen stod. Mange fandt — ganske rigtigt — at det var særdeles uheldigt fortsat at skulle opholde sig dér, når markedet var slut.

Nordmændene holdt da møde for at rådslå. Trond var med til dette møde og sagde: »Folk her er meget rådvilde.« De spørger ham: »Har du et godt råd her?« »Javist!« siger han. »Så kom med dit råd!« sagde de. »Det bliver ikke gratis,« siger han. De spørger, hvad han forlanger. Han svarer: »Hver af jer skal give mig en øre sølv,« siger han. De mente, at det var dyrt, men de handlede på de vilkår, at hver af dem skulle give ham en halv øre i hånden og den andel halvdel senere, såfremt dette fik fremgang. Og dagen efter holdt kongen ting, hvor han sagde, at man ikke kom derfra, før man fik opklaret dette tyveri. Så tager en ung mand ordet — han var langhåret og rødhåret og fregnet og noget bister at se på — og siger: »Folk her er noget rådvilde,« sagde han. Kongens rådgiver spørger, om han da ser en udvej. Han svarer: »Det er mit råd, at hver en mand, som er mødt her, afleverer så meget sølv, som kongen bestemmer, og at den sum samles på ét sted, så man kan give erstatning til dem, der har lidt tab. Så kan kongen få det overskydende til hæder. Jeg véd, at han vil sørge godt for det, der bliver ham til del, og så behøver folk ikke ligge som vejrfaste her — så stor en menneskemængde, som her er samlet — til ingen nytte.« Dette vandt hurtigt støtte i flokken, og folk sagde, at de gerne ville yde et bidrag til kongens hæder hellere end at måtte sidde dér til ingen nytte. Dette råd blev fulgt, og denne sum blev indsamlet. Det var en formue.

Straks efter dette sejlede en stor mængde skibe derfra. Så holdt kongen ting, og man betragtede denne vældige sum, og brødrene fik af disse penge erstatning for deres tab. Så drøftede kongen med sine mænd, hvad man skulle stille op med alle disse penge. Da tog en mand ordet og sagde: »Min herre!« sagde han, »— hvad mener du, at den mand har fortjent, som rådede til dette?« De så nu, at den unge mand, der var kommet med rådet, stod foran kongen. Da sagde kong Harald: »Hele denne sum skal deles i to, hvoraf mine mænd skal have den ene halvdel; så skal den anden halvdel igen deles i to, og denne unge mand skal have den ene halvdel, og så skal jeg tage mig af den anden.« Trond takkede med smukke og milde ord kongen for dette; det var så stor en sum, der tilfaldt Trond, at den knapt kunne tælles i mark. Kong Harald sejlede derfra sammen med hele den menneskemængde, der havde været til stede.

Trond drog tilbage til Norge med de norske købmænd, som han var kommet sammen med, og de betalte ham det beløb, som han havde forlangt, og han købte dér et stort og godt handelsfartøj, som han lastede med de mange varer, han havde skaffet sig på denne færd. Han fører nu dette skib til Færøerne og ankommer i god behold med alle sine værdier, og nu slår han sig om foråret ned i Gøta og mangler ikke midler. Trond var stor af vækst, rødhåret og rødskægget, fregnet, bister at se på, tungsindig, snu og svigefuld, umedgørlig og hård over for almuen, men slesk over for mere betydningsfulde mænd og altid bedragerisk.


4. Sigmund Bresteson og Tore bliver født

Der var en mand, der hed Havgrim; han boede på Suderø på Færøerne. Han var en mægtig, men stridbar mand og velhavende. Hans kone hed Gudrid, og hun var Sneulfs datter. Havgrim var høvding over halvdelen af øerne, og han havde denne halvdel i len af kong Harald Gråfeld. Havgrim havde et heftigt sind, og man kaldte ham ikke en klog mand. Hans hjemmemand hed Einar og blev kaldt Einar fra Suderø. En anden mand, som dengang var hos Havgrim, hed Eldjarn Kamhat; han var løs og grov i munden, tåbelig og ondsindet, doven og snagende, løgnagtig og nedrakkende.

I sagaen omtales to brødre, som boede på Skuø. Den ene hed Breste, den anden Beine; de var sønner af Sigmund. Deres far — Sigmund — og Tronds far — Torbjørn Gøteskæg — var brødre. Breste og Beine var gæve mænd, og de var høvdinge over den anden halvdel af øerne, som de havde i len af jarl Håkon Sigurdson, som dengang havde magten i Trondheimen. Breste og Beine var jarl Håkons hirdmænd og hans kære venner. Breste var større og stærkere end andre, og i kampduelighed overgik han enhver, som dengang boede på øerne; han var en flot mand og rask til alle idrætter. Beine mindede på mange måder om sin bror, men var dog ikke dennes lige. De havde ikke meget med Trond at gøre, selv om der var et nært slægtskab mellem dem. Brødrene var ikke gift, men de havde friller; Brestes frille hed Cecilia, og Tora var navnet på hende, der fulgte Beine. Brestes søn hed Sigmund, og han blev tidligt et godt mandsemne. Beines søn hed Tore og var 2 år ældre end Sigmund. Brødrene ejede også en gård på Dimun, men det var en mindre ejendom. Brødrenes sønner var ganske unge, da dette fandt sted.

Havgrims svigerfar — Sneulf — boede på Sandø, men stammede fra Suderøerne[2]; han flygtede fra Suderøerne til Færøerne, da han blev anklaget for drab og vold. Han havde tidligere i livet været i viking, og han var endnu hård og voldsom at have med at gøre.


5. Voldsværk på Færøerne

Der var en mand, der hed Bjarne, som boede på Svinø og blev kaldt Svinø-Bjarne. Han var en dygtig bonde og havde en stor ejendom. Han var snu mand og morbror til Trond i Gøta. Færingernes tingsted lå på Strømø, hvor man nu finder den havn, der kaldes Torshavn. Havgrim, der boede på Suderø på den gård, der hedder Hov, var en stor ofringsmand, for dengang var alle Færøerne hedenske.

Et efterår skete det hos Havgrim Bonde, at Einar fra Suderø og Eldjarn Kamhat sad ved ilden og sved fårehoveder, og de indledte da en mandjævning; Einar holdt på sine slægtninge Breste og Beine, mens Eldjarn holdt på Havgrim og påstod, at denne var bedre. Det endte med, at Eldjarn sprang op og slog efter Einar med den træstok, han havde i hånden; slaget traf Einar på skulderen, så det gjorde ondt. Einar fik tag i en økse og slog Kamhat i hovedet, så blodet sprang, og han mistede bevidstheden. Da Havgrim fandt ud af, hvad der var sket, jog han Einar væk og bad ham tage til sine slægtninge på Skuø, når han nu havde holdt på dem, »— og før eller siden,« siger Havgrim, »— vil det nok gå sådan, at vi kommer til at tage livtag med Skuøfolkene.« Einar tog derfra og kom til brødrene og fortalte dem, hvad der var sket. De tog vel imod ham, og han opholdt sig dér om vinteren og blev behandlet godt. Einar beder sin slægtning Breste, om at føre sagen for ham, og det gør han. Breste var en klog og lovkyndig mand.

Om vinteren sejler Havgrim til Skuø; han opsøger brødrene og spurgte, hvordan de agter at godtgøre den skade, som Einar har påført Eldjarn Kamhat. Breste svarer, at de skulle overdrage sagen til de bedste mænds dom, så de blev forligte til alles tilfredshed. Havgrim svarer: »Der bliver ikke noget forlig mellem os, medmindre jeg alene må bestemme.« Breste svarer: »Det er ikke et forlig til alles bedste, og det kommer ikke på tale.« Havgrim stævnede derpå Einar til Strømøtinget, og dermed skiltes de. Breste havde lyst overfaldet — det, som Kamhat havde udsat den sagesløse Einar for — umiddelbart efter hændelsen.

Nu møder begge parter mandstærkt på tinget, og da Havgrim gik i retten og agtede at fremføre anklagerne imod Einar, gik brødrene — Breste og Beine — frem fra den modsatte side med en stor flok, og Breste gendrev Havgrims anklage ved at erklære Kamhat for uhellig i henhold til gammel landslov, fordi han havde slået en sagesløs mand, og således spildte han Havgrims sag, da han sagsøgte Eldjarn til fredløshed og fuld bod. Havgrim sagde, at dette skulle blive hævnet. Breste svarede, at det var han rede til, og at han ikke var bange for hans trusler. Dermed gik de hver til sit.


6. Trond lægger planer mod Breste og Beine

Ikke længe herefter tager Havgrim hjemmefra i følge med seks mand, og hans kone — Gudrid — var også med, og de tog et skib og sejlede til Sandø. Dér boede hans svigerfar — Sneulf, Gudrids far — men da de ankom til øen, så de ingen folk ude på gården og heller ikke ude på øen. De går nu op til gården, men ser ingen folk. De går ind i stuen, hvor der er stillet borde an med både mad og drikkevarer, men folk ser de ingen af. Dette undrede dem, men de blev dér om natten. Den følgende morgen gjorde de klar til at tage af sted og sejlede langs med øen. Da blev et skib roet imod dem fra den anden ende af øen; det var fuldt besat af folk, og de genkendte dér Sneulf Bonde og alle hans husfolk. Havgrim roede da hen til dem og hilste sin svigerfar — Sneulf — men denne var tavs. Så spurgte Havgrim, hvilke råd Sneulf kunne give ham i sagen mod Breste, så han kunne genvinde sin ære. Sneulf svarer: »Du bærer dig ilde ad,« siger han, »— ved uden anledning at gå imod bedre mænd end dig selv, når du alligevel altid trækker det korteste strå.« »Jeg havde mere behov for andet end skældud af dig,« siger Havgrim, »— og jeg vil ikke høre på dig.« Sneulf greb et spyd og kastede det efter Havgrim; Havgrim dækkede sig med skjoldet, og spyddet stod fast deri, men han blev ikke såret. Dermed skiltes de, og Havgrim tog hjem til Suderø, og han var ikke tilfreds med sagen.

Havgrim og hans kone — Gudrid — havde en søn, der hed Øssur; han var 9 år gammel og en lovende ung mand, da dette fandt sted. Efter en tid tager Havgrim hjemmefra og til Trond på Østerø, og Trond tager godt imod ham. Nu spørger Havgrim om Tronds mening, og hvad han vil råde ham til i hans sag mod Skuøfolkene Breste og Beine; han kalder Trond den klogeste mand på øerne og siger, at han gerne vil betale for hans hjælp. Trond sagde, at det var mærkeligt sådan at bede ham tage del i svigråd mod sine egne slægtninge, »— og det kan ikke være dit alvor. Jeg forstår også, at du har til hensigt at få andre med i dine planer, men ikke selv vil bidrage med noget, der kan skaffe dig fremgang.« »Sådan forholder det sig ikke,« sagde Havgrim, »— og jeg vil give meget for, at du vil hjælpe mig, så jeg kan komme disse brødre til livs.« Trond svarer: »Jeg skal hjælpe dig med at få ram på brødrene,« sagde han, »— men du skal betale mig, således at jeg hvert forår skal modtage værdien af to køer og hvert efterår to hundreder[3], og denne gæld skal vare evigt og ikke bortfalde efter din død.[4] Men jeg vil dog ikke tage del i dette, medmindre flere forpligter sig. Jeg vil, at du opsøger Bjarne — min morbror på Svinø — og får ham med på din plan!« Dette går Havgrim ind på og tager derfra til Svinø og træffer Bjarne og beder denne om det samme, som Trond havde lovet ham. Bjarne svarer, at han ikke vil være med til det, medmindre han får noget ud af det. Havgrim bad ham sige, hvad han havde i tankerne. Bjarne sagde: »Hvert forår skal du give mig værdien af tre køer og hvert efterår for tre hundreder i slagtet kød.« Havgrim samtykker i dette og vender dermed hjem.


7. Kamp

Nu skal der fortælles om brødrene Breste og Beine. De ejede to gårde — en på Skuø og en anden på Dimun. Breste havde en kone, der hed Cecilia; hun var norsk af æt. De havde en søn, der hed Sigmund; han var 9 år gammel på denne tid og både stor og gæv. Beine havde en frille, der hed Tora, og en søn med hende, der hed Tore; han var da 11 år gammel og meget lovende.

Det fortælles, at engang da brødrene Breste og Beine var på deres gård på Dimun, skulle de over på øen Lille Dimun; den er ubeboet. Dér holdt de deres får og det kvæg, som de agtede at slagte. Drengene Sigmund og Tore bad om at komme med, og brødrene gav dem lov og tog nu over til øen. Brødrene medbragte alle deres våben. Det fortælles om Breste, at han var både stor og stærk og overgik alle i våbenbrug; han var en klog mand og afholdt af alle sine venner. Hans bror — Beine — var også en fortrinlig mand, men dog ikke sin brors lige. Nu forlod de øen Lille Dimun, og da de var nær den beboede Dimun, så de tre skibe fulde af mænd og våben komme imod sig, og der var 12 mand på hvert skib. De genkendte disse folk, og det var Havgrim fra Suderø og Trond fra Gøta på det andet skib og Bjarne fra Svinø på det tredje skib. De styrede mellem øen og brødrene; disse kunne så ikke komme til deres landingsplads, men fik deres skib op på forstranden et andet sted. Dér fandtes en fjeldknude over brødrene, og den sprang de op på med deres våben, og drengene satte de hos sig på klippen. Fjeldknuden var bred foroven og velegnet til forsvar. Nu ankommer Havgrim og de andre, og de springer med det samme af skibene og op på forstranden ved fjeldknuden, og Havgrim og Svinø-Bjarne går omgående til angreb på brødrene, men disse forsvarer sig godt og mandigt. Trond og hans mandskab gik omkring på forstranden og deltog ikke i angrebet. Breste forsvarede knuden på det sted, hvor det var lettest at angribe, men værst at forsvare. Nu stod dette på en tid, men de var ikke sådan lige at få overvundet. Da sagde Havgrim: »Det var aftalen — Trond! — at du skulle støtte mig, og det var det, jeg betalte dig for,« sagde han. Trond svarer: »Du er en værre slapsvans, når du ikke kan klare to mand med to gange 12. Men sådan er det med dig; du får altid andre til at være skydeskive, mens du ikke selv tør komme i nærheden, så snart der kræves mandighed. Det var tilrådeligt — såfremt der ellers var nogen dåd i dig — at du gik først imod Breste, mens de andre fulgte efter dig. Ellers ser jeg ikke, at du er til nogen nytte.« Og han opildner ham nu på det kraftigste, og efter dette løber Havgrim op på fjeldknuden imod Breste og støder spyddet imod ham og træffer ham midt på livet og gennemborer ham. Da Breste mærker, at dette er hans banesår, går han fremad mod Havgrim, mens spyddet står igennem ham, og hugger til Havgrim med sværdet, og hugget træffer ham på venstre skulder og gennemkløver skulderen og siden, så armen gik af, og Havgrim faldt død ned fra fjeldknuden med Breste oven på sig, og dér mistede de begge livet.

Nu går de i stedet frem mod Beine, og han forsvarer sig godt, men det endte med, at Beine mistede livet dér. Man siger, at Breste blev tre mands bane, inden han dræbte Havgrim, og Beine blev to mands bane. Efter disse tildragelser sagde Trond, at man skulle dræbe drengene Sigmund og Tore. Bjarne svarer: »De skal ikke dræbes,« sagde han. Trond svarer: »Hvis de slipper fri,« sagde han, »— kommer de til at volde døden for de fleste mænd, som er til stede her.« Bjarne svarer: »De skal ikke dræbes mere, end jeg skal,« sagde han. »Dette var heller ikke mit alvor,« sagde Trond, »— jeg ville prøve, hvordan I tog dette. Nu skal jeg yde drengene bod for det, at jeg har været til stede ved dette møde, og indbyde dem til opfostring.« Drengene sad på klippen, og Tore græd, men Sigmund sagde: »Græd ikke — min frænde! — men lad os mindes dette længe.« Herefter forlod de stedet, og Trond lod drengene føre til Gøta, mens Havgrims lig blev ført til Suderø og begravet dér efter gammel skik. Brestes og Beines venner førte deres lig hjem til Skuø, hvor også de blev begravet efter gammel skik. Nu fik man efterretning om dette på alle Færøerne, og alle sørgede da over brødrene.


8. Ravn tager imod Sigmund og Tore

Denne sommer ankom et skib fra Norge til Færøerne, og skibsføreren hed Ravn; han stammede fra Viken og havde sin gård i Tønsberg. Han sejlede ofte til Holmgård og blev kaldt Holmgårdsfarer. Skibet ankom til Torshavn, og da de — købmændene — igen var klar til afgang, skete det en morgen, at Trond kommer dertil på en skude fra Gøta og trækker skibsføreren Ravn til side og siger, at han har to trælleemner, han vil sælge ham. Han svarer, at han ikke vil købe dem ubeset. Trond leder da to skallede drenge frem i hvide kofter; de var kønne at se på, men deres ansigter var opsvulmede af sorg. Da han så drengene, sagde Ravn: »Sig mig — Trond! — er disse drenge ikke sønnerne af Breste og Beine, som I dræbte for nylig?« »Jo, det skulle jeg mene,« sagde Trond. »Dem vil jeg ikke tage,« sagde Ravn, »— og så betale for dem.« »Vi må begge give os lidt,« sagde Trond, »— og her har jeg to mark sølv, som jeg vil give dig, hvis du tager dem med dig herfra, så de aldrig herefter kommer til Færøerne.« Og han hælder nu sølvet i skødet på skibsføreren og tæller det og viser ham det. Ravn synes godt om sølvet, og det ender med, at han tager imod drengene, og nu sejler han til havs, så snart han får gunstig vind, og ankommer til Norge, hvor han ønskede det — østpå ved Tønsberg — og dér opholder han sig om vinteren, og drengene er hos ham og bliver behandlet godt.


9. Om Sigmund, Ravn og Trond

Om foråret klargjorde han sit skib til en færd østpå, og han spørger da drengene, hvordan de har det dér. Sigmund svarer: »Godt — sammenlignet med dengang vi var hos Trond.« Ravn spørger: »Kender I til aftalen mellem Trond og mig?« sagde han. »Den kender vi godt,« sagde Sigmund. »Jeg tror, det er bedst,« sagde Ravn, »— at I tager hen, hvor I vil for mig, og tager det sølv med jer, som Trond gav mig; jeg tænker, det gør bedst nytte, hvis I kan få gavn af det — og I kan jo få det svært nok i et fremmed land.« Sigmund takkede ham og sagde, at det var pænt gjort af ham, således som deres vilkår var.

Nu kan det fortælles om Trond, at han overtager hele magten på Færøerne og alle de værdier og ejendomme, som hans slægtninge — brødrene Breste og Beine — havde ejet, og han tager drengen Øssur Havgrimson til sig og opfostrede ham. Øssur var da 10 år gammel. Nu herskede Trond alene over alle Færøerne, og ingen vovede da at tale ham imod.


10. Om Sigmund

Den sommer, da brødrene Breste og Beine blev dræbt, skete der et høvdingeskifte i Norge; Harald Gråfeld blev fældet fra landet, og jarl Håkon kom i stedet og var da først skattejarl for kong Harald Gormsøn og havde magten på dennes vegne. Da var det ganske slut med Gunhildsønnernes magt; nogle af dem blev dræbt, mens andre flygtede ud af landet.

Nu kan det fortælles om Sigmund og Tore, at de opholder sig 2 år i Viken, efter at Ravn lod dem gå, men så var beløbet, som Ravn havde givet dem, opbrugt, og da er Sigmund 12 år gammel, og Tore 14. De erfarer om jarl Håkons magtovertagelse og beslutter sig nu for at opsøge ham, såfremt det kunne lade sig gøre; de mener, at det rimeligvis kan komme dem til gode, siden deres færdre havde tjent ham. De går nu fra Viken til Oplandene og den vej østefter til Hedemark og nordpå til Dovrefjeld, hvortil de kommer ved vintertid, og de mødes da af sne og kulde. Uden videre omtanke begiver de sig til fjelds, men farer vild og ligger ude i mange nætter uden mad, og da smed Tore sig og bad Sigmund hjælpe sig selv og finde ned fra fjeldet; denne sagde, at enten skulle de begge slippe fra det eller også ingen af dem. Og der var så stor forskel på deres kræfter, at Sigmund tager Tore på ryggen, og så gik det nedefter. Nu blev de begge meget udmattede. En aften kommer de til et dalstrøg på fjeldet, og det fulgte de nu, og endelig kunne de mærke røglugt, og straks efter ser de en gård, hvor de går ind og kommer til stuen; dér sad to kvinder, den ene var gammel, og den anden var en ung pige, men de var begge smukke. De tog pænt imod drengene og trak tøjet af dem og gav dem tørre klæder i stedet, og de gav dem snart mad at spise og fulgte dem i seng og tog sig godt af dem; de sagde, at de ville undgå, at de blev udsat for bonden, når denne kom hjem, for han var godt gnaven, sagde de.

Nu vågner Sigmund ved det, at en mand kommer ind, stor af vækst og klædt i rensdyrskind og med et rensdyr på ryggen; han snusede, rynkede panden og spurgte, hvem der var kommet. Husfruen sagde, at der var kommet to drenge: »— kolde og elendige og så udmattede, at de nær var døde af det.« Han svarer: »Du skal snart få os afsløret, når du sådan tager fremmede folk ind i vores hus — jeg har sagt det så tit!« »Jeg nænnede ikke,« sagde husfruen, »— at lade så smukke mennesker dø lige her ved vores hus.« Bonden faldt ned igen, og de fik noget at spise og gik derpå i seng.

Der var to senge i soverummet; bonden og husfruen lå på det ene leje og bondes datter på det andet, men der var også indrettet plads til drengene dér i rummet. Om morgenen stod bonden tidligt op og sagde til drengene: »Jeg synes — og kvindfolkene ønsker — at I skal hvile jer her i dag, hvis I mener at have gavn af det.« De sagde, at det ville de gerne.


11. Da Sigmund var hos Ulv

Nu var bonden ude om dagen, men kom hjem om aftenen og behandlede Sigmund og Tore med megen munterhed. Den følgende morgen kom bonden til drengene og sagde: »Skæbnen ville, at I kom her til mit hus, og nu forekommer det mig tilrådeligt, at I opholder jer her vinteren over, hvis I synes, det er bedst; kvindfolkene synes godt om jer, og I er kommet langt fra alfarvej, og i alle retninger herfra er der langt til bebyggelse.« Sigmund og Tore takkede bonden for hans tilbud og sagde, at de gerne ville være dér. Bonden sagde, at de skulle lønne kvindfolkene ved at gå dem til hånde, dér hvor der var behov for det. Jeg vil være væk hver dag for at skaffe føden, hvis det ellers vil lykkes for mig.« Nu er drengene dér, og der bliver sørget for dem, og de andre er gode imod dem, og de finder sig godt tilpas, og bonden er ude hver dag. Husene dér var gode og stærke og godt vedligeholdte. Bonden kaldte sig Ulv, hans kone hed Ragnhild og deres datter Turid; hun var meget smuk og brav. Sigmund og Turid syntes godt om hinanden, og de talte ofte sammen, og bonden og husfruen sagde ikke noget til det.

Nu går vinteren mod enden, og den første sommerdag kommer. Da kom Ulv Bonde for at tale med Sigmund, og han siger: »I har jo været her hos mig i vinter,« sagde han, »— og hvis I ikke synes, at der foreligger andre muligheder end at være her, så skal I have love til det og vokse op her; så kan det være, at der er flere ting i vente for os. Men der er en ting, som jeg vil, at I tager jer i agt for, og det et, at I ikke færdes i den skov, der findes her nord for gården. Det forsikrede de, og de takkede Ulv Bonde for hans tilbud og tog gerne imod det.


12. Sigmund betvinger bæstet

Der lå en sø ikke langt fra gården, og bonden tog dem med derhen og lærte dem at svømme; så gik de til skydebakken og lærte at skyde, og Sigmund blev snart dygtig til alle Ulvs idrætter, således at han blev den største idrætsmand, og det blev Tore også, men han blev dog aldrig Sigmunds lige. Ulv var en stor og stærk mand, og brødrene forstod, at han var den største idrætsmand. De opholdt sig nu dér i 3 år, og Sigmund var da 15 år gammel, Tore 17. Sigmund var da at regne for en fuldvoksen mand, og det var de begge, men Sigmund var dog på alle måder den fremmeste af dem, selv om han var 2 år yngre.

Nu skete det engang om sommeren, at Sigmund sagde til Tore: »Hvad kan der ske ved, at vi færdes i den skov, der findes her nord for gården?« Tore svarer: »Det er jeg ikke nysgerrig efter at vide,« siger han. »Sådan har jeg det ikke,« siger Sigmund, »— og jeg skal derhen.« »Du bestemmer,« siger Tore, »— men så overholder vi ikke fosterfars påbud.« Nu tog de af sted, og Sigmund havde en kløveøkse i hånden. De gik ind i skoven og kom til en smuk lysning, men de har ikke været der længe, før de hører en vældig støj fra skoven, og i det samme fik de øje på en farligt stor og fæl bjørn; det var en vældig skovbjørn med ulvegrå pels. De løber nu tilbage ad den sti, de havde fulgt dertil; stien var smal og svært fremkommelig, og Tore løber forrest med Sigmund bagefter. Bjørnen løber nu efter dem på stien, men vejen bliver den for trang, og den knækker træerne foran sig. Så springer Sigmund fra stien og ind mellem træerne, hvor han venter, til bjørnen er lige ud for ham, og så hugger han den lige mellem ørerne med begge hænder, så øksen synker i, og bæstet falder om og er dødt lige på stedet. Tore blev nu klar over, hvad der var sket, og sagde: »Dette storværk blev dig til del — min frænde!« sagde Tore, »— og ikke mig, og det er rimeligvis sådan, at jeg på mange måder er din følgebåd.[5]« Sigmund sagde: »Nu skal vi prøve, at få rejst bæstet op.« De prøver og får bjørnen rejst op, og støtter den mod træerne, for at den ikke skal falde, og stikker et stykke træ i munden på den, så det lader til, at bæstet står med åben mund. Herefter går de hjem.

Da de kommer hjem, står Ulv — deres fosterfar — ude på tunet og var på vej ud for at lede efter dem; han er vred og spørger, hvor de har været. Sigmund svarer: »Nu står det ilde til — fosterfar!« sagde han, »— og vi har overtrådt dit forbud, og bjørnen har været efter os.« Ulv svarer: »Man måtte forvente, at dette ville ske, men nu skal jeg sørge for, at den ikke forfølger jer mere. Jeg har ikke tidligere vovet at prøve kræfter med dette bæst, men nu skal det dog forsøges,« sagde han. Ulv går nu ind og fatter et spyd og styrter af sted til skoven fulgt af Sigmund og Tore. Ulv får nu øje på bjørnen og springer straks hen imod den og stikker den med spyddet, så bjørnen falder ved det. Ulv ser nu, at bæstet allerede var dødt inden, og han sagde: »Skal I gøre nar af mig! Hvem af jer har dræbt bæstet?« Tore svarer: »Dette skal ikke tillægges mig — fosterfar!« siger han, »— for Sigmund har dræbt bæstet.« »Dette er et vældigt storværk,« siger han, »— og der vil nok følge mange flere — Sigmund!« sagde han. Nu tager de herefter hjem, og Ulv sætter nu Sigmund endnu højre, end han gjorde før.


13. Brødrene forlader Ulv

Nu opholder brødrene sig hos Ulv, indtil Sigmund er 18 år gammel, og Tore 20. Sigmund udmærkede sig da med hensyn til vækst, styrke og alskens evner, og det kan siges kort om ham, at han i alle idrætter var den, der kom nærmest Olav Tryggvason. Da det nu var kommet hertil, siger Sigmund til sin fosterfar — Ulv — at han vil af sted, »— for jeg tror ikke, at vi bliver til noget, hvis ikke vi kommer ud blandt andre folk.« »Det skal ske, som I ønsker,« sagde Ulv. De havde bemærket, at hvert forår, mens de opholdt sig dér, var Ulv væk i omtrent syv dage, hvorefter han kom hjem med store forsyninger af lærred og klæde og andre ting, som de havde behov for. Nu lader Ulv beklædning gøre til dem og udstyrer dem godt til bortrejsen. Det mærkes på kvindfolkene, at de tager sig afskeden meget nær — særligt den yngste af dem. Nu skilles de, og de tager af sted, og Ulv følger dem på vej og ledsager dem over Dovrefjeld, indtil de kan se til Orkdal i nord. Derpå sætter Ulv sig ned og siger, at han vil hvile sig. Så sætter de sig alle ned. Da sagde Ulv: »Nu kunne jeg tænke mig at vide, hvem jeg har opfostret her, og hvem I stammer fra, og hvor jeres fødeland er.« De fortæller nu alt om deres liv, og hvad der var sket. Dette gjorde Ulv meget bedrøvet. Da sagde Sigmund: »Nu ønsker jeg — fosterfar!« siger han, »— at du fortæller os om dit liv, og hvad der er sket.« »Det vil jeg så gøre,« siger Ulv.


14. Torkel fortæller brødrene om sit liv

»Jeg begynder min fortælling med en bonde, der hed Toralf, som boede i Hedemark i Oplandene; han var en mægtig mand og Oplandskongernes sysselmand. Han var gift, og hans kone hed Idun, og hans datter Ragnhild, og hun var smukkere end de fleste kvinder. Ikke langt derfra boede en bonde, der hed Steingrim — en god bonde og ganske velhavende. Hans kone hed Tora. De havde en søn, der hed Torkel; han var en dygtig mand og stor og stærk. Torkel gjorde det, da han boede hjemme hos sin far, at han hvert efterår, når frosten kom, og isen lagde sig på vandet, tog ud i skovene sammen med nogle af sine fæller for at jage dyr, og han var den bedste bueskytte. Dette gjorde han, når tørfrosten satte ind, og af den grund fik han tilnavnet Tørfrost.

Engang talte Torkel med sin far og sagde, at han ønskede, at faderen skaffede ham en kone og på hans vegne friede til Toralf Bondes datter — Ragnhild. Hans far svarer, at Torkel nok stiler højt, men det ender dog med, at far og søn opsøger Toralf Bonde og forelægger denne deres ærinde angående Torkels bejlen til hans datter — Ragnhild. Toralf er længe om at svare, og han siger, at han havde tiltænkt hende en, der var mere højbåren end Torkel. På grund af sit venskab med Steingrim ville han gerne give et imødekommende svar, men dette kunne dog ikke komme på tale, sagde han. Dermed skiltes de, og far og søn vender hjem.«


15. Om Torkel og Toralf

»Ikke længe efter dette tager Torkel hjemmefra i følge med en anden, idet han har erfaret, at Toralf ikke er hjemme, men er af sted i embeds medfør. Torkel går sammen med den anden ind om natten og til Ragnhilds seng og tager hende i sin favn og bærer hende ud og fører hende med sig hjem. Hans far tog det ilde op og sagde, at han havde fundet en større sten, end han kunne magte, og bad ham bringe hende hjem igen omgående. Han svarer: »Det gør jeg ikke.« Steingrim — hans far — bad ham da forsvinde. Det gjorde Torkel, og han tog derfra med Ragnhild og drog ud i skoven. 12 mand fulgte med ham; de var hans fæller og legebrødre.

Nu kommer Toralf Bonde hjem og finder ud af, hvad der er sket, og han samler straks folk og havde hundrede mand, og han opsøger Steingrim Bonde og beder denne udlevere sin søn og aflevere hans datter. Steingrim sagde, at de ikke var dér. Toralfs folk ransagede stedet, men fandt ikke, hvad de søgte. Herefter tog de i skoven for at lede efter dem, og de delte sig i flokke, og der var da 30 mand i Toralfs følge. Nu sker det en dag i skoven, at Toralf ser 12 mand med en kvinde som den trettende, og han mener, at det må være dem, og bevæger sig den vej. Nu siger Torkels følgesvende, at der kommer folk imod dem, og de spørger Torkel, hvad de skal gøre. Han svarer: »Der findes en høj ikke langt herfra; dér skal vi alle hen, for den er et godt værn. Dér kan vi bryde sten op og forsvare os som mandfolk.« Og nu farer de hen til højen og gør sig klar. Toralf og de andre ankommer snart og lader straks våbnene hagle over dem, men Torkel og hans flok forsvarer sig godt og mandigt. Deres møde ender med, at 12 af Toralfs mænd falder, og syv af Torkels, mens de tilbageværende fem er sårede. Toralf Bonde blev dødeligt såret. Nu flygter Torkel ind i skoven sammen med sine fæller, og dermed skilles de, og Ragnhild står nu tilbage dér, og hun bliver ført med sin far hjem. Og da Toralf kommer til bygden, dør han af disse sår, og man siger, at Torkel var hans banemand. Disse hændelser rygtedes nu. Torkel tager hjem til sin far, og han er lettere såret, mens de fleste af hans følgesvende har sværere sår. De kommer sig nu.«


16. Torkels fortælling

»Efter dette indkalder oplændingene til ting, og Torkel Tørfrost bliver kendt fredløs på tinget. Da far og søn erfarer dette, siger Steingrim, at Torkel ikke kan opholde sig hjemme, mens man leder mest efter ham, »— og du skal — min søn! — gå til den å, der løber ikke langt fra gården her, og oppe ad åen findes en stor fjeldkløft, og i kløften findes en hule, og ingen andre end jeg kender det skjulested; dér skal du tage hen og have mad med.« Det gør Torkel, og han opholder sig i hulen, mens der ledes mest, og bliver ikke fundet. Tiden falder ham lang dér, og efter nogen tid tager han fra hulen og til den gård, som Toralf Bonde havde ejet, og han bortfører nu Ragnhild for anden gang og holder til på fjeld og i ødemark. Og her slog jeg mig ned,« sagde han, »— hvor jeg nu har bygget mit hus, og her har jeg opholdt mig siden — i 18 år — sammen med Ragnhild, og så gammel er min datter — Turid. Nu har jeg fortalt jer, hvordan mit liv er forløbet,« siger han.

»Det er en vældig beretning, synes jeg — fosterfar!« siger Sigmund, »— og nu vil jeg fortælle dig, at jeg ikke har lønnet din velgerning og opfostring af mig godt, for din datter fortalte mig, inden vi skiltes, at hun var med barn, og det kan ingen anden end jeg være far til, og det var særligt derfor, jeg drog bort, fordi jeg troede, at det ville komme imellem os.« Torkel svarer: »Jeg har længe vidst, at I elskede hinanden, og det ville jeg ikke forbyde jer.« Sigmund sagde: »Jeg vil bede dig om — min fosterfar! — at du ikke bortgifter din datter — Turid — for jeg vil enten have hende eller ingen kone.« Torkel svarer: »Min datter kunne ikke blive gift med en bedre mand, men jeg vil bede dig om — Sigmund! — at såfremt du vinder fremgang blandt høvdinge, så vil du huske mit navn og skaffe mig fred og forlig med folkene fra min egn, for nu er jeg snart led ved opholdet i denne ødemark.« Sigmund lovede at gøre dette, hvis det stod i hans magt.

Og dermed skilles de, og frænderne drog af sted, indtil de kom til jarl Håkon på Lade — dér havde han sit jarlesæde — og nu går de for jarlen og hilser ham, og han tager vel imod dem og spørger, hvem de er. Sigmund sagde, at han var søn af Breste, »— som en tid var din sysselmand på Færøerne, hvor han blev dræbt. Jeg har opsøgt dig — herre! — fordi jeg forventer at få god fremgang med din hjælp, og jeg ønsker at gå i din tjeneste — herre! — og det gør begge vi frænder.« Jarl Håkon sagde, at han dårligt kunne vide, hvem han var, »— men du er ikke ulig Breste. Du må dog selv bevise slægtskabet, men jeg vil ikke nægte dig mad.« Og han gav dem plads mellem sine gæster[6]. Sven Håkonson var ung dengang og i hirden hos sin far.


17. Sigmunds samtaler med jarl Håkon og Sven

Sigmund henvendte sig til jarlesønnen Sven og gav ham mange prøver på sin behændighed, og jarlesønnen havde megen morskab af ham. Sigmund forelagde Sven sin sag og bad ham hjælpe sig, så han kunne fremme sin sag hos hans far. Sven spørger, hvad han ønsker. »Jeg ville helst på hærtogt,« sagde Sigmund, »— hvis din far vil give mig mulighed for det.« »Det er godt tænkt,« sagde Sven.

Nu går vinteren frem til jul, og i julen kom jarl Erik Håkonson dertil fra Viken østpå; dér havde han sæde. Sigmund henvender sig til jarl Erik og klager sin nød for ham. Jarl Erik lover at anbefale ham for sin far — Håkon — og siger, at han ikke skal yde ham mindre hjælp, end jarl Håkon gør. Efter jul opsøger Sigmund jarl Håkon og beder denne om at hjælpe sig og at lade ham nyde godt af, at hans far — Breste — havde været jarlens tjenestemand. Jarl Håkon svarer: »Vist mistede jeg en god støtte, da min hirdmand — Breste, den raskeste mand — blev dræbt, og de, der dræbte ham, fortjener ikke noget godt fra mig. Men hvad beder du om?« Sigmund sagde, at han helst ville drage i viking og dermed enten udmærke sig eller dø. Jarlen sagde, at det var vel talt, »— og når det bliver forår, og folk gør sig klar til at tage af sted, skal du få at vide, hvad jeg vil gøre for dig.«

Nu slutter vinteren, og så minder Sigurd jarl Håkon om hans venlige løfter, og jarlen svarer: »Jeg vil give dig et langskib med 40 mand og våben, men det bliver ikke et videre udvalgt mandskab, for de fleste har nok ikke lyst til at følge dig — sådan en udenlandsk og ukendt mand.« Sigmund takkede jarlen og fortæller Erik, hvad hans far har givet. Jarlen svarer: »Det var et mindre bidrag, men det kan dog blive nyttigt for dig; jeg vil give dig endnu et skib med 40 mand.« Og det skib, som Erik gav ham, var på alle måder veludstyret. Nu fortæller han Sven, hvad far og søn har bidraget med. Sven svarer: »Jeg har ikke midler til at hjælpe mine venner lige så meget, som min far og bror gør, men jeg vil alligevel give dig et tredje skib med 40 mand, og det skal være mænd i min tjeneste, og jeg forventer, at de vil støtte dig mest af de mænd, du får i dit følge.«


18. Sigmund kæmper mod Randver

Sigmund gør nu klar til at tage af sted med sine folk og sejler østpå til Viken, så snart han er færdig, og derfra til Danmark og igennem Øresund og helt ind i Østersøen; dér drager han rundt om sommeren, men får kun lidt bytte, for med dette mandskab vover han ikke at styre derhen, hvor der var meget at vinde. Han lader dog handelsfolk sejle i fred og styrer mod sommerens slutning vestpå, indtil han kommer til Elveskærene, hvor mange vikinger ofte havde tilholdssted. Da de havde lagt skibene i leje under en holm, går Sigmund op på skæret for at se sig omkring. Han ser, at der ligger fem skibe på den modsatte side af holmen, og det ene var en drage. Han vender da tilbage til sine folk og fortæller dem, at der ligger fem vikingeskibe på den modsatte side af skæret, »— og nu kan jeg fortælle jer, at jeg ikke agter at flygte uden først at prøve kræfter med dem; vi vinder heller aldrig noget, hvis ikke vi vover.« De bad ham bestemme. »Lad os nu bære sten om bord på skibene, og gøre os klar, som vi synes bedst. Lad os lægge vores skibe i det yderste af denne vig, hvor vi befinder os nu, for her er vigen smallest, og jeg bemærkede i aftes, da vi sejlede ind, at et skib ikke kan komme op på siden af os, hvis vi lægger vores tre skibe ved siden af hinanden, og det vil være os til gavn, at de ikke kan komme imod os fra alle sider.« Dette gør de. Og om morgenen, da de havde lagt deres skibe i det yderste af vigen, roede vikingerne imod dem på fem skibe, og i forstavnen på dragen står en stor og stærk mand, som straks spørger, hvem der ejer disse skibe. Sigmund fortalte, hvad han hed, og spørger om mandens navn. Han sagde, at han hed Randver og stammede fra Holmgård østpå, og han sagde, at de havde to muligheder for hånden: Enten opgav de deres skibe og gav sig i hans vold, eller også forsvarede de sig. Sigmund mente, at det var vidt forskellige vilkår, og sagde, at de først ville prøve med våbnene.

Randver befalede sine folk at angribe med tre skibe, siden de ikke kunne komme til med dem alle, og han ville først se, hvordan det gik. Sigmund styrede det skib, som Sven Jarlesøn havde givet ham, og Tore det, som jarl Erik havde ejet. Nu lægger de sig mod hinanden og kæmper; først lader Sigmunds folk det regne så kraftigt med sten, at de andre ikke formår andet end at dække sig, og da det er slut med sten, sender de en hård byge af skudvåben, og der falder en mængde vikinger, og mange såres. Så tager Sigmund og hans folk fat med deres hugvåben, og nu begynder Randvers folk at blive trængte i kampen, men da han ser sine mænds ufærd, beskylder han dem for at være helt uduelige, siden de ikke kunne besejre en flok, som efter hans mening dårligt kunne kaldes mænd. De svarede, at han ofte opildnede andre, men selv holdt sig i baggrunden, og de bad ham angribe. Han sagde, at det skulle ske. Han fører nu dragen frem sammen med det andet skib, hvis mandskab ikke havde været i kamp, og besætter et tredje skib med mænd, der ikke er blevet sårede. Nu lægger de an til kamp for anden gang, og striden er nu meget hårdere end før. Sigmund stod forrest blandt folkene på sit skib og huggede både hårdt og tit. Hans slægtning — Tore — går godt frem. De kæmper nu længe, så man dårligt kan se, hvem der har overtaget. Da sagde Sigmund til sine mænd: »Vi kan ikke besejre dem i denne strid, medmindre vi giver os yderligere. Nu prøver jeg at borde dragen — så følg mig mandigt!« Nu kommer Sigmund om bord på dragen, og de er 12 mand sammen, og de fælder en mand og straks én til, og de følger ham godt. Tore kommer også over på dragen med femten mand, og nu viger alle for dem. Men da Randver ser dette, løber han frem og imod Sigmund, og de mødes og kæmper meget længe. Nu viser Sigmund sine evner og kaster sit sværd, så det hænger i luften, og han griber sværdet med venstre hånd, men skifter skjoldet til højre hånd og hugger til Randver med sværdet og hugger højrebenet af ham neden for knæet. Da faldt Randver. Sigmund giver ham et hug over halsen, så hovedet ryger af. Derpå råber Sigmunds folk hærråb, og så flygter vikingerne på tre skibe, mens Sigmund og hans mænd rydder dragen og dræber hvert et menneske ombord.

Nu mønstrer de styrken, og der er faldet 30 mand i Sigmunds flok. Så lægger de skibene i leje og forbinder deres sår, og hviler sig dér nogle dage. Sigmund sætter sig nu i besiddelse af dragen og det andet skib, der blev efterladt. De får et stort bytte dér — både våben og andre kostbarheder — og sejler nu derfra og til Danmark og så videre nordpå til Viken, hvor de træffer jarl Erik, og han tager godt imod Sigmund og indbyder ham til ophold hos sig. Sigmund takker jarlen for tilbuddet, men siger, at de først må nordpå til jarl Håkon, og han overlader to af sine skibe i jarlens varetægt, fordi de var underbemandede. Nu kommer de til jarl Håkon, og han tager godt imod Sigmund og dennes fæller, og Sigmund opholder sig hos jarlen om vinteren og bliver meget omtalt. I julen den vinter bliver Sigmund jarl Håkons hirdmand, og det samme gør Tore, og de opholder sig nu dér i ro og får en god behandling.


19. Sigmund dræber Bjørn

På denne tid blev Sverige regeret af kong Erik den Sejrrige, søn af Bjørn, søn af Erik, søn af Ejvind; han var en mægtig konge. En vinter var 12 norske købmænd rejst østpå over Kølen til Sverige, og da de kom til Sverige, handlede de med landets indbyggere, men der opstod uenighed over handlen, og en nordmand dræbte en svensker. Og da kong Erik erfarer dette, sender han sine gæster[7] derhen og lader disse 12 mænd dræbe.

Og nu om foråret spørger jarl Håkon, hvor Sigmund havde tænkt sig at drage hen om sommeren. Sigmund sagde, at det måtte jarlen bestemme. Jarl Håkon sagde: »Jeg kunne tænke mig, at du nærmede dig svenskekongens rige og mindede svenskerne om, at de for nylig i vinter dræbte 12 af mine folk, hvilket ikke er blevet hævnet.« Sigmund siger, at det vil han gøre, hvis det er muligt. Så giver jarl Håkon Sigmund et udvalgt mandskab fra sin hird og nogle fra ledingshæren; nu ville alle gerne følge Sigmund. De styrer nu østpå til Viken og træffer jarl Erik, og han giver også Sigmund gode folk, og Sigmund har nu godt og vel tre hundrede mand og fem veludstyrede stibe. De sejler derfra sydpå til Danmark og så østpå langs Sveavældet, hvor de lægger deres skibe ved Sveriges østkyst. Så siger Sigmund til sine mænd: »Her vil vi gå i land, og vil skal gå frem som hærfolk.« De går nu op i land og ankommer med tre hundrede mand til bygden, og dræber folkene og tager værdierne, men brænder gårdene. De indbyggere, der kan komme til det, flygter nu væk til ødemark og skov.

Ikke langt fra dér, hvor de jog folk på flugt, sad kong Eriks sysselmand, der hed Bjørn; han samler sig en styrke, da han erfarer, hvordan der hærges, og han får mange folk og går imellem Sigmund og skibene. Da de en dag ser landhæren, taler Sigmunds mænd om, hvad de nu skal gøre. »Der er meget godt at stille op,« sagde Sigmund, »— for hvis man går rask imod dem, er det ofte ikke den største flok, der sejrer. Nu skal vi gøre det, at vi stiller hæren i slagorden og danner en svinefylking; jeg og Tore — min frænde — skal stå i spidsen, og så tre mand, og så fem, og yderst på de to flanker skal der stå skjoldbærende mænd; så agter jeg, at vi skal løbe imod deres slagorden og på den måde bryde den, og svenskerne vil næppe holde stand.« Dette gør de, og de stormer nu imod svenskernes slagorden og gennembryder den; der opstår nu en vældig kamp, og der falder mange af svenskerne. Sigmund går godt frem og hugger nu til begge sider og kommer frem til Bjørns bannerfører og tildeler ham et dødbringende hug. Så opildner han sine folk til at bryde den skjoldborg, der blev slået om Bjørn, og det gør de. Sigmund kommer frem til Bjørn, og de skifter hug, men Sigmund besejrer ham snart og bliver hans banemand. Vikingerne råber nu sejrsråb, og da flygter landsfolkene. Sigmund siger, at de ikke skal forfølge de flygtende, for det havde de ikke styrken til i dette ukendte land, sagde han. De lader være, men tager et stort bytte dér, og gik med det til deres skibe. De forlader nu Sverige og sejler østpå til Holmgård, hvor de hærger på øer og næs.


20. Kampen mellem Sigmund og Vandil

Der var to brødre i svenskekongens rige: Den ene hed Vandil, den anden Adil. De var svenskekongens landeværnsmænd og havde aldrig færre end otte skibe og to drager. Svenskekongen erfarer disse hændelser — at der bliver hærget i hans land — og sender bud til brødrene og beder dem tage livet af Sigmund og dennes fæller. Det ville de gøre. Om efteråret sejler Sigmund og hans flok vestpå og ankommer under en ø, der ligger ud for Sverige. Da siger Sigmund til sine mænd: »Nu er vi ikke blandt venner, for her er der svenskere; vi må være forsigtige, og jeg vil gå op på øen og se mig omkring.« Og det gør han, og han ser, at der ligger ti skibe på den modsatte side af øen, to drager og otte andre skibe. Sigmund sagde nu til sine mænd, at de skulle forberede sig på kamp og bære deres ejendele fra skibene og tage sten ombord i stedet. Dette ordner de nu i løbet af natten.

Og tidligt om morgenen ror de mod de ti skibe, men bliver straks anråbt af deres ledere, der spørger, hvem der ejer skibene. Sigmund gav sig til kende, og da de andre bliver klar over, hvem disse mænd er, er det ikke nødvendigt at spørge, hvad de vil; de finder våbnene frem og kæmper, og Sigmund og hans flok er ikke før blevet sat på så hård en prøve. Vandil lægger nu sin drage langs med Sigmunds drage, og modtagelsen blev hård. Da de havde kæmpet en tid, sagde Sigmund til sine mænd: »Det er atter som før, at vi ikke vil sejre, medmindre vi går nærmere; nu vil jeg springe over på dragen — så følg mig godt!« Og nu springer Sigmund over på dragen, og en stor skare følger ham, og han bliver snart en mands bane, og nok en; nu viger modstanderne for dem. Vandil søger nu frem imod Sigmund, og de kæmper nu meget længe. Sigmund gør brug af det samme kneb som tidligere og bytter våbnene fra hånd til hånd og hugger med den venstre til Vandil og hugger højre hånd af ham, så sværdet, han havde kæmpet med, faldt ned. Derpå gør Sigmund det hurtigt af med ham og dræber ham. Så råbte Sigmunds mænd sejrsråb. Da sagde Adil: »Nu har sagen vendt sig, og Vandil må være dræbt. Lad os flygte! Nu må hver mand sørge for sig selv.« Nu flygter Adil og de andre på fem skibe, og tilbage er fire skibe og en drage som det femte, og de dræber hvert et menneske, som var tilbage. Sigmund førte dragen og de øvrige skibe med sig. De sejler, til de kommer til danekongens rige, og nu mener de at være helt og holdent i sikkerhed. De hviler sig nu og forbinder deres sår. Da de er klar til at tage videre, sejler de, indtil de kommer til Viken og træffer jarl Erik, og de bliver modtaget godt dér, og opholder sig dér en tid og tager så nordpå til Trondheim og opsøger jarl Håkon. Han tager godt imod Sigmund og dennes mænd og takker ham for den indsats, han har ydet om sommeren. Frænderne Sigmund og Tore opholder sig sammen med nogle folk hos jarlen om vinteren, mens deres mænd havde ophold andre steder. Nu er der ingen mangel på midler.


21. Mødet mellem Sigmund og Harald

Ved forårets komme spørger jarl Håkon Sigmund, hvor han agtede at hærge om sommeren. Sigmund sagde, at det kom an på jarlen. »Jeg vil ikke opildne dig til at ærte svenskerne, men nu ønsker jeg, at du tager vestpå over havet nær Orknøerne. Der kan du nok finde den mand, der hedder Harald Jernhoved; jeg har gjort ham fredløs, og han er en stor uven af mig og har forøvet megen ufred i Norge. Han er af en særlig støbning, men jeg ønsker, at du dræber ham, hvis du kan komme af sted med det.« Sigmund sagde, at han nok skulle finde ham, hvis han kunne komme på sporet af ham.

Nu sejler Sigmund fra Norge med otte skibe, og Tore styrer nu dragen Vandilseje, mens Sigmund styrer Randverseje. De sejler nu vestpå over havet, men vinder kun et ringe bytte om sommeren. Mod sommerens slutning kommer de under Angelsø — den ligger i Englandshavet — og dér ser de ti skibe ligge foran sig, herunder en stor drage. Sigmund bliver snart klar over, at disse skibe tilhører Harald Jernhoved. De aftaler at kæmpe om morgenen. Nu går natten, og om morgenen ved solopgang finder de våbnene frem og kæmper hele den dag, til det bliver nat. De skilles af mørket, men aftaler at kæmpe om morgenen. Den følgende morgen kalder Harald over til Sigmunds skib og spørger Sigmund, om han fortsat vil kæmpe. Denne svarer, at han ikke havde tænkt sig andet. »Jeg vil nu sigt noget,« siger Harald, »— som jeg aldrig har sagt før: Jeg så gerne, at vi blev venner og indstillede kampen.« Dette fandt støtte på begge sider, og man sagde, at nødvendigheden bød, at de indgik forlig og sluttede sig sammen i én flok, og da ville ikke mange kunne klare sig imod dem. Sigmund sagde, at én ting stod i vejen for, at de blev forligte. »Hvad er det?« siger Harald. Sigmund svarer: »Jarl Håkon har sendt mig ud efter dit hoved.« »Jeg ventede mig ondt af ham,« siger Harald, »— men I er ulige mænd, for du er en fortræffelig mand, mens Håkon er en af de værste.« »Dette er vi ikke enige om,« siger Sigmund. Nu tager deres mænd del i at få dem forligte, og det ender med, at de indgår forlig og slår alt deres bytte sammen, og nu hærger de vidt omkring den sommer, og der er ikke mange, der kan klare sig imod dem.

Da efteråret kommer, siger Sigmund, at han vil sejle til Norge. Harald svarer: »Så må vi skilles.« »Det skal vi ikke,« sagde Sigmund, »— for nu ønsker jeg, at vi begge tager til Norge; så har jeg da gjort noget af det, som jeg lovede jarl Håkon, hvis jeg har dig med til ham.« »Hvorfor skulle jeg opsøge min værste fjende?« »Lad mig råde her!« siger Sigmund. »Jeg stoler på dig,« sagde Harald, »— og desuden bliver dette også vanskeligt for dig. Du må bestemme!« Herefter sejler de nordpå til Norge og kommer til Hordaland. De fik da at vide, at jarl Håkon befandt sig i Nordmøre og var i Borgund; dér styrer de hen og lægger deres skibe i Steinvåg. Så tog Sigmund ind til Borgund med 12 mand i en roskude for at møde jarl Håkon først, mens Harald bliver i Steinvåg. Nu kommer Sigmund til jarl Håkon, og denne sidder ved drikkebordet. Sigmund går straks for jarlen og hilser ham vel. Jarlen tog venligt imod ham og spørger ham om nyt og beder om, at der sættes en stol frem til ham, hvilket sker. De taler sammen en tid, og Sigmund fortæller ham om sin færd, men han nævner ikke, at han har fundet Jernhoved. Da jarl Håkon mener, at det trækker ud, spørger han, om Sigmund fandt Harald. »Vist gjorde jeg det,« sagde Sigmund og fortalte ham, hvordan det var gået, og at de havde indgået forlig. Da tav jarlen, og han blev rød i ansigtet og sagde efter nogen tid: »Du har for det meste — Sigmund! — forfulgt min sag bedre end nu.« »Nu er manden kommet her — herre!« siger Sigmund, »— og har givet sig i din vold, og jeg forventer, at du på min anmodning vil indgå forlig med Harald, således at han tilstås fred på liv og lemmer og får lov til at opholde sig i landet.« »Det kommer ikke til at ske,« sagde jarlen, »— og jeg skal lade ham dræbe, så snart jeg får fat i ham.« »Jeg tilbyder at borge for ham — herre!« sagde Sigmund, »— og at stille så stor en sum, som du forlanger, som sikkerhed.« »Han får ikke noget forlig af mig,« sagde jarlen. Sigmund svarer: »Jeg har tjent dig til ingen nytte, når jeg ikke kan opnå fred og forlig for én mand; jeg forlader landet her og vil ikke tjene dig længere, og jeg håber, at det kommer til at koste dig dyrt, før han falder.« Sigmund springer op og forlader stuen, mens jarlen sidder tavs tilbage, og ingen vover at tale Sigmunds sag. Så tager jarlen til orde: »Nu blev Sigmund vred,« sagde han, »— og det vil skade min magt, hvis han forlader os, men det er vel ikke hans alvor.« »Vist er det hans alvor,« sagde hans mænd. »Far nu efter ham,« sagde jarlen, »— så vi kan blive forligte, som han ønskede.« Så går jarlsmændene til Sigmund og fortæller ham dette, og nu går Sigmund til jarlen, og jarlen hilser ham først og sagde, at de skulle forliges, således som Sigmund havde ønsket det, »— og jeg ønsker ikke, at du forlader os.« På Haralds vegne modtog Sigmund da jarl Håkons fred og forlig, og Sigmund opsøger nu Harald og fortæller ham, hvordan sagen står, og at der er indgået forlig. Harald sagde, at han dårligt kunne tro jarlen, men de opsøgte dog jarlen og blev således forligte.

Efter dette drog Harald nordpå til Helgeland, mens Sigmund om vinteren opholdt sig i stor yndest hos jarlen sammen med sin slægtning — Tore — og en stor skare mænd. Sigmund holder sine mænd godt med både tøj og våben.


22. Om øboerne og Sigmund

Nu kan det fortælles om færingerne, at Øssur Havgrimson vokser op hos Trond i Gøta, indtil han er en fuldvoksen mand, og han ser djærv og mandig ud. Trond skaffede ham en kone — den bedste bondedatter dér på øerne — og så sagde Trond, at de skulle dele styringen og magten over øerne i to, og så skal Øssur have den halvdel, som hans far havde haft, og Trond den halvdel, som brødrene Breste og Beine havde haft. Trond sagde også til Øssur, at det forekom ham rimeligst, at denne overtog alle de værdier — både land og løsøre — brødrene havde ejet og fik dem som bod for sin far. Alt går nu, som Trond råder til. Øssur ejede nu to eller tre gårde: En på Hov på Suderø — hans fædrene arv — en anden på Skuø og en tredje på Dimun, som var Sigmunds og Tores fædrene arv.

Færingerne havde nu erfaret, at Sigmund var blevet en navnkundig mand, og de gjorde store forberedelser. Øssur lod opføre et virke om gården på Skuø, hvor han for det meste befandt sig. Skuø er således beskaffen, at den er så stejl, at den udgør det bedste forsvarsværk. Man kan kun gå op ét sted, og man siger, at øen ikke kan indtages, hvis der er 20 eller 30 mand til at forsvare den, om den så angribes af aldrig så mange. Øssur havde 20 mand med sig, når han rejste mellem sine gårde, og hjemme var der altid 30 mand hos ham med arbejdsfolkene. Ingen mand på Færørne var så mægtig som Trond. Der var ingen ende på den mængde sølv, som Trond fik på Haløre, og han var den rigeste af alle og styrede nu ene mand alt på Færøerne, for der var forskel på, hvor snedige han og Øssur var.


23. Om jarl Håkon og Sigmund

Det kan nu fortælles om Sigmund, at han talte med jarl Håkon om, at han ville indstille disse hærtogter og søge ud til Færøerne; han sagde, at han ikke længere ville høre på og blive lastet for, at han ikke havde hævnet sin far, og han beder jarlen støtte sig og rådgive ham om, hvordan han skal bære sig ad. Håkon svarer og siger, at havet omkring øerne er ilde farbart med en vældig brænding, »— og man kan ikke komme dertil på langskibe, men jeg skal lade to knarrer bygge til dig og give dig mandskab dertil, så vi finder dem vel udstyrede.« Sigmund takker ham for hans velgerning.

Nu bliver hans færd forberedt om vinteren, og skibene er færdigbygget om foråret, og mandskabet er udvalgt. Om foråret kom Harald til ham og gjorde sig klar til at følge ham på færden. Da Sigmund var helt færdig til at sejle, sagde jarl Håkon: »Man skal lede den på vej, som man ønsker vender tilbage.« Jarlen gik med Sigmund ud. Da sagde Håkon: »Hvad svarer du mig, når jeg spørger, hvem du tror på?« Sigmund svarer: »Jeg tror på min styrke og min formåen.« Jarlen svarer: »Sådan må det ikke være,« siger han, »— og du skal søge hjælp hos den, som jeg tror fuldt og fast på — og det er Torgerd Hordebrud — og nu skal vi gå hen og træffe hende og søge lykken for dig dér.« Sigmund bad ham bestemme, og nu går de ad en vej til skoven og følger en lille sti ind i skoven og kommer til en rydning, og dér står et hus med et plankeværk omkring. Dette hus var meget smukt, og guld og sølv var indlagt i udskæringerne. De går ind i huset — Håkon og Sigmund — med få mænd i deres følge. En mængde gudebilleder befandt sig i huset, og der var mange glasvinduer, så der intetsteds var skygge. Inderst i huset stod en kvinde, og hun var prægtigt klædt. Jarlen kastede sig for hendes fødder og lå der længe, og derpå rejser han sig op og siger til Sigmund, at de skal yde hende et offer og lægge sølv i stolen foran hende, »— og hvis hun, som jeg ønsker, vil modtage det, vil det vise sig på den måde,« siger Håkon, »— at hun slipper den ring, hun har i hånden. Og den ring — Sigmund! — skal skaffe dig lykke.« Og nu tager jarlen fat i ringen, men det forekommer Sigmund, at hun griber fastere om den, og jarlen fik ikke ringen. Jarlen kaster sig til grunden for anden gang, og Sigmund bemærker, at jarlen får tårer i øjnene, men han rejser sig derpå op og tager i ringen, og nu er den løs, og jarlen giver Sigmund ringen og sagde, at denne ring måtte Sigmund ikke give fra sig, og det lovede han. Dermed skilles de, og Sigmund går til sine skibe, og det fortælles, at der var 50 mand på hvert skib. Så stod de til havs, og de fik gunstig vind, indtil de så fugle fra øerne, og de holdt skibene samlet. Harald Jernhoved var på Sigmunds skib, mens Tore styrede det andet skib. Nu sejlede de ind i en storm, og skibene blev skilt fra hinanden, og nu bliver de drevet meget omkring i flere dage.


24. Sigmund træffer Trond

Nu kan det fortælles om Sigmund og hans mandskab, at de får gunstig vind og nu sejler ind mod øerne, og de så da, at de var kommet til øerne østfra, og der er folk ombord hos Sigmund, der kender landet, og de er kommet nær Østerø. Sigmund sagde, at han særligt ønskede at få fat i Trond, men da de nærmer sig øen, kommer der både vind og storm imod dem, så det ikke er muligt for dem at nå i land. De kommer dog i land på Svinø, for der var både dygtige og stedkendte folk ombord. De ankommer dér ved daggry og 40 mand løber straks op til gården, mens ti bevogter skibet. De omringer gården og bryder ind og griber Bjarne Bonde i hans seng og fører ham ud. Bjarne spørger, hvem der er flokkens leder. Sigmund gav sig til kende. »Så vil du nok være grusom imod dem, der ikke gav dig andet end ondt ved det møde, hvor din far blev dræbt. Jeg vil ikke skjule, at jeg var til stede dér, men erindrer du, hvordan jeg forholdt mig til din sag, da det blev sagt, at du og din slægtning — Tore — skulle dræbes? Jeg sagde, at man ikke skulle dræbe jer mere end mig.« »Vist husker jeg det,« sagde Sigmund. »Hvornår skal jeg belønnes for det?« sagde Bjarne. »Nu!« sagde Sigmund, »— og du skal tilstås fred, men for alt andet vil jeg råde alene.« »Sådan må det være,« sagde Bjarne. »Du skal følge med os,« sagde Sigmund, »— til Østerø.« »Med denne vindretning,« sagde Bjarne, »— kommer du ikke dertil mere end du kommer op i himlen.« »Så skal du med til Skuø, hvis Øssur er hjemme.« »Det bestemmer du,« siger Bjarne, »— og jeg vil mene, at Øssur er dér.«

Natten efter tager de til Skuø, og igen ankommer de ved daggry. Det er så heldigt for Sigmund, at ingen holdt vagt ved den smalle opgang dér på Skuø. De går straks op og følges af 50 mand, som Bjarne havde skaffet dem; de kommer til virket, og da er Øssur og hans mænd kommet op på virket, og Øssur spørger, hvem de mænd er, som er kommet dertil. Sigmund gav sig til kende. »Du må synes, at du har et ærinde her hos os. Jeg vil tilbyde dig forlig,« sagde Øssur, »— på den måde, at de bedste mænd på Færøerne dømmer i vores sag.« »Der bliver ikke noget forlig mellem os,« sagde Sigmund, »— medmindre jeg må bestemme alene.« »Jeg vil ikke indgå forlig på den måde,« siger Øssur, »— at jeg giver dig selvdømme. Jeg kender ikke til, at der skulle være en sådan forskel på os og vores sag, at jeg måtte være nødt til det.« Sigmund svarer og sagde til sine mænd, at de skulle lade som om, de angreb virket, »— og så vil jeg finde ud af, hvad jeg skal gøre.« Harald Jernhoved var ufordragelig og afviste enhver form for forlig. Øssur havde 30 mand på virket, og virket var vanskeligt at angribe. Øssur havde en søn, der hed Leif, og denne var dengang et ungt barn. Nu angriber Sigmunds mænd virket, mens de andre forsvarer det. Sigmund går ved virket og ser på det. Han var således udrustet, at han bar hjelm på hovedet, sværd i bæltet og i hånden en økse, som var sølvindlagt og havde skape hager og et omviklet skaft — det var det bedste våben. Han bar en rød kjortel med en let brynjeskjorte over, og venner såvel som fjender sagde, at der aldrig var kommet en sådan mand som ham til Færøerne. Og Sigmund ser, at virket på et sted har sat sig, og dér var det lettere at komme op end andre steder. Sigmund bakker væk fra virket og tager tilløb og springer så højt op, at han med øksen får haget sig fast til virkets overkant, og så haler han sig op langs økseskaftet, og i næste nu kommer han op på virket. En mand kommer straks imod ham og hugger efter ham med sit sværd; Sigmund afværger hugget med øksen, og støder hurtigt til med øksespidsen, så øksen trænger dybt ind i brystet på manden, og han dør med det samme. Dette ser Øssur snart og løber imod Sigmund og hugger efter ham, men Sigmund afværger igen hugget og hugger til Øssur med øksen og kapper højre hånd af ham, så sværdet falder til jorden; derpå hugger Sigmund for anden gang til Øssur — i brystet — og øksen trængte ind, og dermed faldt Øssur. Der strømmer folk imod Sigmund, men han kaster sig baglæns ned fra virket og lander på benene. Nu stimler folkene sammen om Øssur, indtil han er død. Nu siger Sigmund til de folk, der er tilbage i virket, at de har to muligheder for hånden: Enten vil han sulte dem ud eller brænde dem inde, eller også går de med til forlig og lader ham alene bestemme. De giver ham nu selvdømme og overgiver sig.

Det kan fortælles om Tore, at han lander på Suderø og nu kommer for at mødes med Sigmund, da dette mellemværende allerede har fundet sted. Nu sendes der bud mellem Sigmund og Trond for at opnå forlig, og de holder fred og aftaler et møde i Torshavn på Strømø, hvor færingernes tingsted fandtes. Sigmund og Trond og en stor menneskemængde indfinder sig dér, og Trond er meget munter. Der bliver nu talt om forlig, og Trond sagde: »Det var upassende, at jeg var til stede, da din far blev dræbt — Sigmund, min frænde!« sagde Trond, »— og jeg vil unde dig det forlig, som du har mest hæder af og finder bedst; jeg ønsker, at du fastsætter alle forligsvilkår imellem os.« »Det vil jeg ikke,« sagde Sigmund, »— for jeg ønsker, at jarl Håkon skal fastsætte forliget, og ellers skal vi være uforligte, hvilket jeg finder mere passende. Men vi skal begge opsøge jarl Håkon, hvis vi skal forliges.« »Jeg vil hellere have — min frænde!« sagde Trond, »— at du dømmer, men jeg kræver at beholde retten til at blive i landet og at bevare den magt, jeg har.« »Der bliver ikke noget forlig,« siger Sigmund, »— på andre vilkår end dem, jeg byder.« Og da Trond indså, at andet ville blive sværere, forliges de på den måde, at de begge skulle drage til Norge næste sommer. Det ene skib sejler med mange af de folk, der havde fulgt Sigmund ud, til Norge samme efterår. Sigmund bliver dér på Skuø om vinteren sammen med sin slægtning — Tore — og Harald Jernhoved og mange mænd i øvrigt. Sigmund førte sig med megen pragt, og det skortede ikke på noget på hans gård.

Nu slutter vinteren, og Sigmund gør sit skib klar. Trond klargør en byrding, han ejede. Begge véd, hvad den anden foretager sig. Sigmund sejler, så snart han er færdig. Med sig på skibet har han Tore og Harald Jernhoved og nær ved 20 mand. De kommer til Norge ved Sunnmøre og erfarer om jarl Håkon, at han ikke er langt derfra, og de finder ham snart. Jarl Håkon tager godt imod Sigmund og dennes fæller. Sigmund fortæller ham om sit forlig med Trond. Jarlen svarer: »I har ikke været lige snedige — du og Trond — og det forekommer mig uvist, om han vil opsøge mig lige med det samme.« Sommeren går, og Trond kommer ikke. Der kommer nu et skib fra Færøerne, og det forlyder, at Trond var blevet drevet tilbage, og at hans skib var blevet så skadet, at det ikke kunne sejle.


25. Jarl Håkons dom i sagen mellem Sigmund og Trond

Nu siger Sigmund til jarlen, at han ønsker, at jarlen skal afgøre hans sag med Trond, selv om denne ikke er kommet. Jarlen sagde, at det skulle ske. »Jeg tilkender dig to gange mandebod for drabet på de to brødre, og en tredje for planerne mod dit liv, da Trond ville, at I blev dræbt, da han lod jeres fædre dræbe; en fjerde mandebod skal falde, fordi Trond solgte jer som trælle. Og til den fjerdedel af magten, du har på Færøerne, skal der fra andelene tilhørende Trond og arvingerne efter Øssur lægges så meget, at du nu kan råde over halvdelen af øerne, og den andel halvdel skal tilfalde mig, fordi Havgrim og Trond dræbte mine hirdmænd — Breste og Beine. Havgrim skal ligge ubødet for drabet på Breste og for anslag mod sagesløse mænd. Der skal ikke bødes for Øssur, da han uretmæssigt satte sig i besiddelse af din ejendom og blev dræbt dér. Og du skal dele pengebøderne med din slægtning — Tore — som du ønsker. Trond skal kunne blive i landet, såfremt han holder dette forlig. Du skal have alle øerne i len af mig,« siger jarlen, »— og svare mig skat af min del.« Sigmund takkede jarlen for denne afgørelse og opholdt sig hos ham om vinteren.

Om foråret drog han ud til Færøerne, og hans slægtning — Tore — fulgte med ham, mens Harald Jernhoved blev tilbage. Sigmund kom velbeholden frem og indkaldte Trond til ting i Torshavn på Strømø. Trond og en stor menneskemængde indfinder sig dér. Sigmund sagde, at Trond stadig overholdt forliget dårligt, og han fortæller nu om jarlens afgørelse og beder ham vælge enten at holde forliget eller at bryde det. Trond sagde, at han helst ville have det, som Sigmund fik størst hæder af, og beder denne om at afgøre sagen. Sigmund sagde, at nu skulle der ikke snakkes udenom, og bad ham vælge én af delene med det samme og bekræfte eller afslå, og han sagde, at for hans vedkommende kunne de gerne være uforligte. Trond fandt det bedre at holde forliget, men bad om frist til at udrede bødesummen. Jarlen havde dog bestemt, at dette beløb skulle betales inden for samme år. Efter andres forbøn tillod Sigmund, at beløbet kunne betales over 3 år. Trond sagde, at det bekom ham meget vel, at Sigmund — hans slægtning — nu skulle stå for styret lige så længe, som han selv hidtil havde gjort, og at det var rimeligt, at det nu var sådan. Sigmund sagde, at Trond ikke behøvede at være så slesk; det ville han aldrig lade sig påvirke af, sagde han. De skiltes nu, således at alle var forligte.

Trond indbød nu Leif Øssurson til opfostring hjemme i Gøta, og dér voksede han op. Sigmund klargjorde sit skib til Norgesfærd om sommeren, og så udreder Trond en tredjedel af summen, men under megen jamren. Sigmund inddrev jarl Håkons skatter, inden han sejlede fra øerne. Sigmunds rejse går godt, og han kommer til Norge med sit skib, og han opsøger straks jarl Håkon og overdrager ham skatterne. Jarlen tager godt imod Sigmund og hans slægtning — Tore — og alle deres rejsefæller. De er nu hos jarlen om vinteren.


26. Om Sigmund Bresteson

Den sommer, hvor Sigmund i julen vinteren forinden var blevet jarl Håkons hirdmand, tog han med jarlen ind til Frostatinget, og dér fremlagde Sigmund sagen på vegne af sin svigerfar — Torkel — for at få jarl Håkon til at frigøre denne fra fredløsheden og tilstå ham lov til ophold i landet, og jarlen medgav straks Sigmund dette. Så lod jarlen sende bud efter Torkel og dennes husfolk, og Torkel og hans kone opholdt sig den vinter hos jarl Håkon sammen med deres datter — Turid. Hun havde født et pigebarn den samme sommer, som Sigmund og Tore var taget af sted, og den pige hed Tora. Det følgende efterår gav jarl Håkon Torkel Tørfrost syssel ude i Orkdalen, og dér slog Torkel sig ned og blev indtil dette sted i fortællingen.

Nu rider Sigmund ud til Orkdalen og træffer Torkel, og der bliver taget godt imod ham. Og nu fremfører Sigmund sit friermål og beder om Turid. Torkel optager det godt og mener, at dette er til hæder og ære for ham og hans datter og dem allesammen. Sigmund drikker nu sit bryllup på Lade hos jarl Håkon, og jarlen lader dette gilde vare syv dage. Så blev Torkel Tørfrost jarl Håkons hirdmand og bedste ven. Efter dette tog han hjem, mens Sigmund og hans kone blev hos jarlen, indtil Sigmund om efteråret tog ud til Færøerne sammen med sin kone — Turid — og deres datter — Tora.

Der er nu roligt på øerne om vinteren. Om foråret tager folk til tinget på Strømø; der kommer mange mennesker, og Sigmund møder med en skare mænd. Trond er til stede, og Sigmund afkræver Trond den anden tredjedel af summen og siger, at han egentlig kan forlange hele beløbet, men lader være på folks forbøn. Trond svarer: »Det er sådan — min frænde!« sagde han, »— at ham, der hedder Leif og er Øssurs søn, er hjemme hos mig, og jeg bød ham hjem, dengang vi blev forligte. Nu vil jeg bede dig — min frænde!« sagde Trond, »— om at tilstå Leif oprejsning efter hans far — Øssur — som du dræbte, og jeg kunne jo overlade ham det beløb, som du har til gode ved mig.« »Det sker ikke,« sagde Sigmund, »— og du skal betale mig, hvad du skylder.« »Dette må da forekomme dig at være rimeligt,« siger Trond. Sigmund svarer: »Betal,« sagde han, »— ellers bliver det værst for dig selv!« Trond udredte nu halvdelen af denne tredjedel og sagde, at det ikke var muligt for ham at betale mere. Sigmund gik da hen til Trond, og i hånden havde han den sølvindlagte økse, som han dræbte Øssur med; han satte øksespidsen mod brystet på Trond og sagde, at hvis han ikke betalte øjeblikkelig, skulle han trykke sådan til, at Trond kunne mærke det. Trond sagde da: »Du er en vanskelig mand at have med at gøre,« siger han og bad en af sine mænd gå ind i boden efter den pung, der lå dér, og se efter, om der var noget sølv tilbage. Manden gik og rakte Sigmund pungen, og så blev beløbet vejet af, og der viste sig at være nøjagtig det, som Sigmund havde til gode. Dermed skiltes de.

Denne sommer tog Sigmund til Norge med jarl Håkons skatter, og der tages godt imod ham. Han opholder sig en kort tid hos jarlen og tager så ud til Færøerne og bliver dér om vinteren. Tore — hans slægtning — er til stadighed hos ham. Sigmund var vellidt dér på øerne. Han og Svinø-Bjarne holdt deres forlig godt, og Bjarne søgte hele tiden at mægle mellem Trond og Sigmund — ellers var det gået værre. Om foråret tog folk til Strømøtinget, og der kommer mange mennesker. Sigmund afkrævede Trond sit tilgodehavende, men Trond beder om faderbod på vegne af Leif Øssurson, og mange mænd mener nu, at de burde forliges. Sigmund svarer: »Trond betaler ikke mere til Leif, end han gør til mig. Efter gode mænds anmodning giver jeg henstand, men jeg eftergiver ikke beløbet, og som sagen står, betaler jeg ingen bod.« De skiltes dermed og tager hjem fra tinget.

Sigmund gør om sommeren igen klar til at tage til Norge med jarl Håkons skatter, men han bliver sent færdig. Han står til havs, når han er færdig. Hans kone — Turid — bliver hjemme, men Tore — hans slægtning — tager med ham. Deres rejse går godt, og de ankommer nordpå ved Trondheim sidst på efteråret. Sigmund opsøger derpå jarl Håkon og bliver godt modtaget dér. Sigmund er da 27 år gammel, og han opholder sig derefter hos jarl Håkon.


27.

Den vinter kom Jomsvikingerne til Norge og kæmpede mod jarl Håkon og dennes sønner. Slægtningene Sigmund og Tore deltog i kampen på jarlerne Håkon og Eriks side, og det fortælles, at Sigmund som den første gik op på Bue den Digres skib, hvor han kæmpede voldsomt og blev fulgt af Tore med 30 mand. Men da Sigmund og Bue kom i nærkamp, indså Sigmund, at han ikke kunne hamle op med Bue, når det drejede sig om styrke og store hug, og han udnyttede da sin våbenfærdighed og kastede sit skjold og sværd gennem luften og byttede dem således fra hånd til hånd, som han ofte gjorde. Dette var Bue ikke forberedt på, og Sigmund huggede med venstre hånd begge hænder af Bue ved håndleddene; derpå sprang Sigmund tilbage på sit skib med syv mand, mens alle de øvrige, der havde fulgt ham og Tore, var blevet dræbt. Så sprang Bue over bord, og hans skib blev ryddet.

Foråret efter skænkede jarl Håkon Sigmund store gaver, inden de skiltes. De to slægtninge sejlede derpå ud til Færøerne og slog sig til ro, og Sigmund rådede alene over alt dér.


28. Kong Olav sender bud til Sigmund

Nu fortsætter fortællingen med, at kong Olav havde været i Norge i 2 år og om vinteren kristnet hele Trondheim.[8] Kongen sendte da bud ud til Sigmund Bresteson på Færøerne og indbød ham til sig. Han lod det følge, at Sigmund ville vinde hæder og blive den mægtigste mand på Færøerne, hvis han ville blive kongens mand.


29. Sigmund Bresteson antager kristendommen

Kong Olav tog sydpå fra Trondheim mod slutningen af sommeren, og da han kom til Sunnmøre og tog ophold hos en mægtig bonde dér, kom Sigmund Bresteson med sin slægtning — Tore — fra Færøerne på kongens bud. Da Sigmund traf kongen, tog denne meget venligt imod ham, og de havde snart en samtale. Da sagde kongen: »Det var godt gjort af dig — Sigmund! — at du ikke opsatte denne færd. Jeg indbød dig særligt til mig, fordi jeg har hørt meget om, hvor tapper og dygtig du er, og jeg ønsker at blive din fortrolige ven, såfremt du vil adlyde mig i de ting, som jeg lægger mest vægt på. Nogle siger også, at det ikke ville være urimeligt med venskab imellem os, for vi har begge ry for ikke at være krystere, og vi har længe tålt mén og modgang, inden vi vandt den hæder, der tilkom os. Vi har på mange måder gennemgået det samme med frihedsberøvelse og fredløshed: Du var barn, da du overværede, at din sagesløse far blev dræbt; jeg var endnu i moders liv, da min uskyldige far blev dræbt ved sine grusomme og grådige slægtninges svig. Jeg har også fået at vide, at dine slægtninge i stedet for at yde dig bod for din far foreslog, at du skulle dræbes på samme måde som ham. Og du blev siden solgt som træl — og man betalte endda for, at du blev underlagt tvang og trældom — og på den måde berøvet og skilt fra din ejendom og arvejord. Og i lang tid havde du i ukendt land ikke andet til livets ophold, end hvad fremmede folk gav dig af barmhjertighed med støtte fra ham, der bestemmer alt. Noget nær det samme, som jeg her har opregnet om dig, er overgået mig; jeg var dårligt nok født, før mine landsmænd forfulgte mig og ville tage livet af mig, og min mor måtte i fattigdom flygte med mig og forlade sin far og sine slægtninge og alt, hvad hun ejede. Således gik 3 år af mit liv, og derpå blev vi begge bortført af vikinger, og jeg blev skilt fra min mor og så hende aldrig siden. Tre gange blev jeg solgt som træl, og jeg opholdt mig blandt ene ukendte folk i Estland, indtil jeg var 9 år gammel; da kom en slægtning af mig, som vedkendte sig slægtskabet med mig, og han løskøbte mig fra slaveriet og tog mig med sig østpå til Gardarige, og dér var jeg yderligere 9 år i landflygtighed, selv om jeg nu blev kaldt en fri mand. Dér fik jeg en vis styrke, og sidenhen vandt jeg ære og værdighed hos kong Valdemar, som man kunne forvente af en udenlandsk mand — på samme måde som du gjorde hos jarl Håkon. Nu er det omsider kommet dertil, at vi begge er blevet genforenet med vores fødeland og fædrene arv efter lang tids sorg og savn. Nu nærer jeg — mest fordi jeg har erfaret, at du aldrig har ofret til afgudsbilleder, således som andre hedenske folk har for skik — håb om, at den høje himmelkonge, alle tings skaber, vil lede dig til oplysning om sit hellige navn og den hellige tro, så vi to efter min tilskyndelse kan blive fæller i den rette tro på samme måde, som vi allerede er med hensyn til kunnen og kræfter og de øvrige nådegaver, han har tildelt dig så vel som mig, længe inden jeg havde nogen anelse om hans herlighed; måtte den samme almægtige Gud nu afstedkomme, at jeg får ledt dig til den sande tro og i hans tjeneste, så du herefter med hans barmhjertighed og efter mit forbillede og på min foranledning leder alle dine undersåtter til hans herlighed, hvilket jeg forventer vil ske. Hvis du således vil følge det, som jeg nu har formanet dig, og trofast og til stadighed tjene Gud, vil jeg yde dig venskab og værdighed, skønt det vil være for intet at regne mod den lov og lykke, den almægtige Gud vil skænke dig så vel som enhver anden, der af kærlighed til helligånden retter sig efter hans bud: At råde sammen med sin kære søn — alle kongers konge — i al evighed i det højeste himmeriges herlighed.«

Da kongen sluttede sin tale, svarer Sigmund: »Du véd — herre! — som du lige nævnte i din tale, at jeg var i jarl Håkons tjeneste; han behandlede mig godt, og jeg var da ganske tilfreds med min stilling, for han var huld og hengiven, og kærlig mod sine venner, men dog grusom og svigefuld mod sine fjender. Der er langt imellem hans og din tro, men som jeg forstår af din smukke formaning, er den tro, som du har, på alle måder mere udsøgt og ypperlig end den, hedenske folk har; jeg har derfor lyst til at følge dit råd og opnå dit venskab. Og jeg har ikke ønsket at ofre til afgudsbilleder, fordi jeg for længe siden indså, at den skik ikke nytter noget, og dog kendte jeg ingen bedre.« Det glædede kong Olav, at Sigmund svarede således og opfattede hans tale så forstandigt. Sigmund blev derefter døbt sammen med hele sit følge, og kongen lod ham undervise i den hellige lære. Sigmund opholdt sig derpå hos kongen om vinteren og nød stor anseelse.


30. Sigmund tager til Færøerne for at udbrede kristendommen

Da foråret kom, talte kongen en dag med Sigmund og sagde, at han ville sende ham ud til Færøerne for at kristne de folk, der boede dér. Sigmund forsøgte at tale sig fra dette hverv, men rettede sig til sidst efter kongens vilje. Kongen gav ham da magten over alle øerne og skaffede ham præster til at døbe folket og bibringe dem de nødvendigste kundskaber.

Sigmund sejlede, så snart han var klar, og hans rejse gik godt. Da han ankom til Færøerne, indkaldte han bønderne til ting på Strømø, og der kom mange. Da tinget var sat, rejste Sigmund sig og holdt en lang tale og fortalte, hvordan han havde været østpå i Norge hos kong Olav Tryggvason; han sagde også, at kongen havde givet ham magten over alle øerne, hvilket de fleste af bønderne tog vel imod. Da sagde Sigmund: »Jeg vil også meddele jer, at jeg har skiftet tro og er blevet en kristen mand. Jeg er her også i kongens ærinde for på hans bud at vende hele folket her på øerne til den rette tro.« Trond svarede på hans tale og sagde, at det måtte være rimeligt, at bønderne fik lov til at drøfte denne vanskelige sag. Bønderne sagde, at det var vel talt. Derpå gik de til et andet sted på tingsletten, og Trond siger da til bønderne, at der kun er ét at gøre: Straks at sige nej til dette påbud. Og til sidst får han dem alle til at blive enige om dette. Men da Sigmund indser, at alle har sluttet sig til Tronds flok, så der ikke var nogen tilbage hos ham bortset fra hans egne mænd, som var kristne, sagde han: »Nu har jeg givet Trond for stor magt.« I det samme bevægede flokken sig hen imod stedet, hvor Sigmund og de andre sad, og de løftede samtidig våbnene og virkede ikke fredsommelige. Sigmund og hans folk sprang op imod dem. Da sagde Trond: »Sæt jer — folkens! — og hids jer ned. Men jeg kan fortælle dig — Sigmund, min frænde! — at alle vi bønder er blevet enige med hensyn til det ærinde, du kommer i, og vi vil på ingen måde skifte tro, men vi agter at angribe dig her på tinget og dræbe dig, medmindre du holder inde og fuldt og fast lover, at du aldrig herefter vil virke for denne sag her på øerne.« Da Sigmund indser, at han denne gang ingen vegne kommer med trosskiftet og ikke har tilstrækkelig styrke til at kæmpe mod alle de folk, som har samlet sig dér, endte det med, at han lovede dette med vidner og håndslag, og dermed sluttede tinget.

Sigmund sad hjemme på Skuø om vinteren og var meget utilfreds med, at bønderne havde kuet ham, men han lod sig dog ikke mærke med det.


31. Trond bliver kuet

Engang om foråret, da vandstrømmene var på sit højeste, og folk anså det for ufarbart på havet og mellem øerne, forlod Sigmund hjemmet på Skuø og tog af sted med 30 mand på to skibe; han sagde, at nu ville han enten gennemføre kongens ærinde eller dø i modsat fald.

De styrede mod Østerø og nåede frem til øen, hvor de ankom ubemærket ud på natten og slog ring om gården i Gøta; med en stok brød de derefter døren op til det rum, hvor Trond sov, og greb ham og førte ham ud. Da sagde Sigmund: »Nu er det igen sådan — Trond! — at lykken skifter. Du kuede mig i efteråret og gav mig valget mellem to hårde vilkår; nu vil jeg lade dig vælge mellem to meget forskellige muligheder. Det bedste er, at du antager den rette tro og lader dig døbe, men i modsat fald vil du blive dræbt på stedet, og det er skidt, for så mister du med det samme din formue og denne verdens lykke, men må døje ulykke og helvedes pinsler i evighed i den anden verden.« Trond svarede: »Jeg vil ikke vende mig fra mine gamle venner.« Sigmund satte da en mand til at dræbe Trond og rakte ham en stor økse, men da han gik frem imod Trond med øksen hævet, så Trond på ham og sagde: »Hug mig ikke så hastigt! Jeg har først noget at sige, men hvor er Sigmund — min frænde?« »Jeg er her!« siger han. »Du alene skal bestemme i vores mellemværende,« siger Trond, »— og jeg vil antage den tro, du ønsker.« Da sagde Tore: »Hug ham — mand!« Sigmund svarer: »Han skal ikke hugge denne gang.« Tore sagde: »Det bliver din og dine venners død, hvis Trond går fri nu.« Sigmund sagde, at det ville han vove. Så blev Trond og hans hjemmemænd døbt af en præst. Sigmund tog Trond med sig, da denne var blevet døbt, og derpå drog Sigmund rundt på alle Færøerne og holdt ikke inde, før hele folket dér havde antaget kristendommen.

Derefter klargjorde Sigmund om sommeren sit skib og agtede at tage til Norge for at overdrage kong Olav dennes skatter, og Trond skal med. Men da Trond bliver klar over, at Sigmund agter at føre ham for kongen, bad han om at slippe for denne færd. Det ville Sigmund ikke høre tale om og kastede fortøjningerne, så snart vinden blev gunstig. De var imidlertid ikke kommet langt til havs, før de mødte både strøm og storm, hvilket drev dem tilbage til Færøerne, hvor deres skib forliste, og de mistede alle værdier, men bjærgede de fleste folk. Sigmund frelste Trond og mange andre. Trond sagde, at deres færd ville mislykkes, hvis de tvang ham til at følge med. Sigmund sagde, at Trond skulle med, selv om det var ham meget imod. Sigmund tog da et andet skib og af sine egne midler for at bringe dem til kongen i stedet for skatterne, for han havde ingen mangel på rede penge. Nu står de til havs for anden gang, og de kommer denne gang længere end før, men får dog igen kraftig modvind og driver tilbage til Færøerne, hvor skibet bliver skadet. Sigmund sagde, at der tilsyneladende forelå et rejseforbud fra et højere sted. Trond sagde, at hvis han blev tvunget med dem, ville det gå på denne måde, hvor ofte de end tog af sted. Sigmund slipper nu Trond fri på den betingelse, at han svor troskabsed på, at han ville agte og efterleve den kristne tro, være trofast og tro mod kong Olav og Sigmund og hverken hæmme eller hindre nogen dér på øerne i at vise dem troskab og lydighed, men fremme og fuldbyrde dette kong Olavs påbud så vel som ethvert andet, denne måtte pålægge ham at virke for på Færøerne. Og Trond svor frejdigt på alt, hvad Sigmund kunne finde på at forelægge ham.

Derefter tog Trond hjem til Gøta, mens Sigmund blev hjemme på sin gård på Skuø den vinter, for det var langt ud på efteråret, da de blev drevet tilbage for anden gang. Sigmund lod da det skib, som var mindst beskadiget, sætte i stand, og den vinter var alt roligt, og der skete ikke noget bemærkelsesværdigt på Færøerne.


32. Trond ville ikke træffe kong Olav

Da Sigmund Bresteson havde kristnet alle Færøerne på kong Olav Tryggvasons bud, agtede han at føre Trond i Gøta med sig østpå[9], men blev to gange drevet tilbage, som det tidligere blev skrevet. Han gjorde siden klar til sin færd, men lod Trond blive hjemme på de betingelser, som før blev nævnt, og hans rejse gik godt, og han kom til Norge og traf kong Olav nordpå i Nidaros og gav ham de penge, som han selv havde erlagt til erstatning for de Færø-skatter, der var gået tabt den forrige sommer, og desuden de skatter, som nu skulle svares. Kongen tog godt imod ham, og Sigmund opholdt sig længe hos kongen om foråret. Sigmund fortalte nøje kongen alt, hvad der var foregået i hans mellemværende med Trond og de øvrige øboer. Kongen svarer: »Det var ilde, at Trond ikke kom til mig, og det er til stor skade for jeres samfund derude på øerne, at han ikke bliver jaget bort, for jeg mener, at man i ham har den værste mand i alle de nordiske lande.«

En forårsdag talte kong Olav med Sigmund: »I dag skal vi more os og sammenligne vores færdigheder.« »Der er jeg vist ganske uduelig — herre!« siger Sigmund, »— men står det til mig, må du råde i dette som i alt andet.« De dystede derpå i svømning og skydning og andre idrætter, og folk siger, at Sigmund nærmede sig kong Olav i mange idrætter og alligevel manglede lidt, men dog mindre end enhver anden mand, der fandtes i Norge dengang.


33. Kong Olav vil have ringen af Sigmund

Det fortælles, at engang kong Olav sad ved drikken og var vært for sin hird og havde mange gæster, opholdt Sigmund sig hos ham i stor venskabelighed, og der sad to mænd mellem kongen og Sigmund. Sigmund lagde sine hænder på bordet. Kongen så derhen og bemærkede, at Sigmund bar en tyk guldring på armen. Kongen sagde: »Lad mig se ringen — Sigmund!« Han tog ringen af armen og gav ham den. Kongen sagde: »Vil du give mig denne ring?« Sigmund svarede: »Det var min tanke — herre! — ikke at afhænde denne ring.« »Jeg vil give dig en anden til gengæld,« siger kongen, »— og den skal være både større og smukkere.« »Jeg skiller mig ikke af med denne,« siger Sigmund, »— for jeg lovede oprigtigt jarl Håkon, dengang han gav mig ringen, at jeg ikke ville afhænde den, og det agter jeg at holde. Jeg syntes godt om giveren, og jarlen har gjort meget godt for mig.« Da sagde kongen: »Lad dem behage dig, som du ønsker — både ringen og ham, der gav den — men du vil miste din lykke nu, for denne ring bliver din død, og det véd jeg lige så vel, som hvordan du fik den, og hvor den kommer fra. Når jeg bad om den, var det ikke fordi, jeg havde lyst til at eje denne ring, men snarere at jeg ville spare en ven for vanskeligheder.« Kongen var da blodrød i ansigtet, og samtalen endte, men kongen var aldrig siden lige så venlig mod Sigmund som før. Sigmund opholdt sig dog endnu en tid hos kongen, men tog tidligt på sommeren ud til Færøerne; han og kong Olav skiltes i venskab, men Sigmund så ham aldrig siden. Sigmund kom nu ud til Færøerne og opholdt sig på sin gård på Skuø.

Men det gik, som kong Olav havde forudsagt, idet den mand, der hed Torgrim den Onde, og dennes to sønner på det sted, der hedder Sandvig på Suderø, myrdede Sigmund for at få fat i ringen Håkonsgave, da Sigmund forinden var blevet udmattet af svømning.[10]


34.

Jarlerne Sven og Erik sendte bud til Sigmund Bresteson på Færøerne, at han skulle opsøge dem.[11] Sigmund tøver ikke med færden, men drager til Norge og træffer jarlerne nordpå i Lade i Trondheim. De tager oprigtigt godt imod ham og ihukommer nu deres gamle venskab. Sigmund bliver nu deres hirdmand, og de giver ham Færøerne i len, og de skilles i fordragelighed og det bedste venskab. Sigmund tager om efteråret ud til Færøerne.


35. Om Sigurd Torlakson

Der nævnes tre mænd i sagaen, og de voksede op hos Trond i Gøta. Den ene hed Sigurd og var søn af Torlak og dermed Tronds brorsøn; han var en stor og stærk mand, så godt ud og havde lyst hår, der faldt i lokker. Han besad mange færdigheder, og det siges, at han i alle idrætter kun stod tilbage for Sigmund Bresteson. Hans bror hed Tord og blev kaldt den Lave; han var en kraftfuld og stærk mand. Den tredje hed Gaut den Røde; han var Tronds søstersøn. De var alle store og stærke. Leif blev opfostret dér, og de var jævnaldrende.

Dette var Sigmund og Turids børn: Tora, som var blevet født på fjeldet, var deres ældste datter; hun var stor og gæv pige, ikke videre køn, men hun viste sig tidligt begavet. Deres ældste søn hed Toralf, den næste Steingrim, den tredje Brand og den fjerde Here. De var alle lovende mænd.

Nu gik det med kristendommen på Færøerne som andre steder vidt omkring i jarlernes rige, at man levede, som man ønskede, mens jarlerne selv holdt ved deres tro. Sigmund og hele hans husstand holdt også deres tro godt, og han lod en kirke opføre ved sin gård. Det fortælles om Trond, at han nærmest forkastede hele sin tro, og det samme gjorde alle hans kumpaner.

Nu indkalder færingerne til ting, og Sigmund og Trond i Gøta og en stor menneskemængde møder op. Trond sagde til Sigmund: »Det forholder sig sådan — Sigmund, min frænde! — at jeg vil afkræve dig bøder på vegne af Leif Øssurson — således at du yder ham bod for hans far.« Sigmund mente, at den dom, jarl Håkon havde afsagt i hele deres mellemværende, måtte være gældende. Trond hævdede, at det måtte være rimeligt at tilstå Leif en sådan faderbod, »— som de bedste mænd her på øerne fastsætter imellem jer.« Sigmund sagde, at Trond kunne spare sig alle anstrengelserne, for det kom ikke til at ske. Trond sagde: »Man må sande, at du er hård at tage ved hornene, men det kan være, at mine slægtninge, der vokser op hjemme hos mig, vil finde, at du er en urimelig mand, siden du ikke vil dele magten med dem, når vi har ret til mere end halvdelen, og det er ikke sikkert, at folk vil tåle dette længe. Du har påført mig megen skam,« sagde Trond, »— men det værste var, at du tvang mig til at skifte tro, og jeg fortryder til enhver tid, at jeg bøjede mig for det. Du må indstille dig på, at folk ikke vil finde sig i dine uretfærdigheder.« Sigmund sagde, at Tronds trusler ikke kunne ødelægge hans nattesøvn. Derpå skiltes de.


36. Om Sigmund

Det fortælles, at om sommeren sejlede Sigmund en dag over til øen Lille Dimun sammen med Tore og Einar fra Suderø, for Sigmund ville hente nogle slagtefår, der gik på øen. Da Sigmund og Tore var oppe på øen, fik de øje på folk, der gik i land på øen, da det glimtede i de blanke skjolde. De talte dem, og der var kommet 12 mand til øen. Sigmund spurgte, hvad det kunne være for folk. Tore sagde, at han genkendte dem, og det var Gøteskæggerne — Trond og hans slægtninge, »— men hvad skal vi nu gøre?« siger Tore. »Det kan ikke være så vanskeligt,« siger Sigmund, »— vi går alle imod dem med vores våben,« siger han, »— og hvis de angriber os, så løber vi bort hver for sig, men samles dog dér, hvor opgangen til øen er.« Trond og de andre aftalte, at Leif skulle gå imod Sigmund, og Torlaksønnerne og en fjerde mand skulle følge ham. Sigmund og hans mænd hører dette og går nu imod dem, og Tronds mænd angriber dem straks. Sigmund og de andre løber nu bort hver sin vej, men samles og følger nedgangen fra øen, hvor en mand står i vejen for dem. Sigmund kom først hen til ham og gjorde det snart af med ham. Så forsvarede Sigmund nedgangen, mens Tore og Einar løb ned til Tronds båd, hvor en mand holdt fortøjningen, mens en anden var ombord. Tore løb imod ham, der holdt tovet, og dræbte ham. Einar løb hen til Sigmunds båd og skød den i vandet. Sigmund forsvarede nedgangen og trak sig så ned til strandbredden for at komme hen til de andres båd, og dér på strandbredden dræbte han en af deres folk. Derpå sprang han ud i båden, og det samme gjorde Tore. Sigmund kastede straks den mand, der var i båden, over bord. Nu ror de væk med begge både, men den mand, Sigmund havde kastet over bord, redder sig i land. Trond og hans mænd tændte en bavn, og der roede folk ud efter dem, og de tog hjem til Gøta. Sigmund samlede en flok og agtede at pågribe Trond og de andre dér på øen, men han erfarede, at de var kommet derfra.

Senere på sommeren sejlede Sigmund rundt med to mand i sit følge for at opkræve landskyld; de roede ind i et snævert sund mellem nogle øer, men da de kom ud af sundet, sejlede en båd imod dem og kom meget tæt på. De genkendte disse mænd, og det var Gøteskæggerne — Trond og 11 andre. Da sagde Tore: »De kommer meget tæt på,« siger han, »— men hvad gør vi nu — Sigmund, min frænde?« »Der skal ikke meget til,« sagde Sigmund, »— men lad os nu gøre det, at vi ror imod dem, og så vil de vel tage sejlet ned, og når vores båd er på siden af deres, så skal I trække sværdene og hugge hovedtovene over på det bord, hvor sejlet ikke er nedtaget, og så finder jeg på noget.« Nu ror de imod dem, og da Sigmunds båd er på siden af de andres, hugger Tore og Einar alle hovedtovene over på det bord, hvor sejlet ikke var nede. Sigmund griber en bådshage, der lå i hans båd, og driver den så hård ind mod siden af de andres båd, at den straks kæntrer. Han stødte med bådshagen til den side af båden, hvor sejlet var taget ned, og båden krængede allerede den vej, og den kæntrede hurtigt, fordi han lagde alle sine kræfter i stødet. Fem mand i Tronds følge druknede. Tore sagde, at de burde dræbe alle dem, de kunne få fat i. Det ville Sigmund ikke, sagde han, men de skulle hellere påføre dem størst mulig vanære. Dermed skiltes de. Da sagde Sigurd Torlakson: »Så har vi igen høstet skændsel i vores mellemværende med Sigmund.« Han fik skibet på ret køl og bjærgede mange af folkene. Da han kom op i båden, sagde Trond: »Nu har lykken skiftet side mellem Sigmund og os,« siger han, »— for nu har han handlet meget uklogt ved ikke at dræbe os, selv om han havde alle muligheder for det. Fra nu af skal vi gå hårdt til Sigmund og ikke holde inde, før vi har taget livet af ham.« De gjorde de gerne, sagde de. Nu går sommeren, og de har ikke flere sammenstød i denne omgang.


37. Striden mellem Sigmund og Trond

Det skete en dag, da der ikke var længe til vinter, at Trond samler sine folk og tager af sted med 60 mand, og Trond siger, at de skal opsøge Sigmund, for han har drømt, at de nu kan få ram på ham. De havde to skibe og et udvalgt mandskab. I Tronds følge var Leif Øssurson, Sigurd Torlakson, Tord den Lave, Gaut den Røde, en bonde ved navn Steingrim fra Østerø og Eldjarn Kamhat — han havde længe opholdt sig hos Trond. Svinø-Bjarne havde ikke taget del i denne sag, siden han og Sigmund indgik forlig. Trond og de andre sejlede nu til Skuø, hvor de trak skibene på land og gik hen til opgangen. Skuø udgør så godt et forsvarsværk, at man siger, at øen ikke kan indtages, selv om aldrig så mange angriber den, hvis der er ti mand til at forsvare opgangen.[12] Eldjarn Kamhat gik først op og traf Sigmunds vagtpost ved opgangen. De gik straks løs på hinanden, og deres sammenstød endte med, at de begge styrtede ned fra fjeldhammeren og omkom. Trond og alle de andre går nu op til gården og omringer den, og de kommer så ganske uventet, at ingen er blevet klar over, at de er der. De bryder døren op. Sigmund og alle de tilstedeværende griber hurtigt deres våben; husfruen Turid bevæbner sig også og er ikke mindre bevendt end en mand. Trond og hans folk sætter ild til husene og agter at angribe gården med både ild og våben, og de går nu hårdt frem. Da de havde angrebet en tid, går husfruen Turid frem i døren og siger: »Hvor længe — Trond! — har du tænkt dig at kæmpe mod høvdingløse folk?« Trond svarer: »Det er utvivlsom sandt,« siger han, »— og Sigmund må være sluppet ud.« Nu går Trond mod solens gang rundt om gården og hvisler. Trond kommer nu til en underjordisk gang ikke langt fra gården, og han gør nu det, at han fører den ene hånd hen over jorden, hvorefter han tager den op til sin næse og siger: »Har har de tre gået — Sigmund, Tore og Einar.« Nu farer Trond omkring en tid og snuser, som om han fulgte et spor som en hund; han beder de andre om at holde sig på afstand, og han fortsætter, til han kommer til en kløft, og den strækker sig tværs over øen Skuø. Trond sagde da: »Her har de gået, og her må Sigmund være sprunget over, hvor de så end er blevet af. Nu deler vi os op,« siger Trond, »— og Leif Øssurson og Sigurd Torlakson og nogle folk skal gå langs den ene side af kløften, mens jeg går på den anden side, og så mødes vi ved enden af kløften.« Det gør de nu. Da sagde Trond: »Så er det nu — Sigmund! — at du skal vise dig, hvis du ellers har modet og anser dig for så rask en mand, som du længe har haft ord for at være.« Det var da bælgmørkt, men kort tid efter springer en mand over kløften til Trond og de andre og hugger med sværdet til Steingrim — Tronds nabo — og kløver ham ned til skuldrene. Det var Sigmund; han springer i det samme tilbage over kløften — baglæns. »Det var Sigmund, der kom dér,« siger Trond, »— og lad os nu følge efter dem til enden af kløften.« Og det gør de, og så mødes Leif og Trond og alle de andre dér. Sigmund og hans fæller kommer nu op på en fjeldhammer ved vandet, og de hører nu stemmer fra alle retninger. Da sagde Tore: »Nu må vi forsvare os her — så må det gå, som det gør.« »Jeg er ikke i stand til at forsvare mig,« siger Sigmund, »— for jeg mistede mit sværd før, da jeg sprang baglæns tilbage over kløften. Vi bliver nødt til at springe ned fra fjeldhammeren og give os til at svømme.« »Lad os gøre, som du synes,« siger Tore. Det beslutter de og kaster sig ud fra fjeldhammeren for at svømme. Da han hørte plaskene, sagde Trond: »Nu sprang de!« siger han, »— men lad os nu få fat i en båd og lede efter dem — nogle til vands, andre på land.« Og det gør de, men de finder dem ikke.


38. Sigmund Bresteson bliver dræbt og skjult

Nu kan det fortælles om Sigmund og de andre, at de svømmer en tid og agter sig til Suderø, for den var nærmest, men dog et langt roskifte borte. Da de havde svømmet halvdelen af vejen, sagde Einar: »Her må vi skilles.« Sigmund siger, at det kom ikke til at ske, »— men læg dig — Einar! — på ryggen af mig.« Og det gjorde han. Sådan svømmede Sigmund en tid. Da sagde Tore, der svømmede bagefter: »Hvor længe — Sigmund, min frænde! — skal du have en død mand på slæb?« »Det behøver jeg vist ikke,« siger Sigmund. Nu svømmede de, indtil der var en fjededel af strækningen tilbage; da sagde Tore: »Hele vores liv — Sigmund, min frænde! — har vi tilbragt sammen i stor hengivenhed for hinanden, men nu ser det ud til, at vores samvær må slutte. Jeg har nu svømmet så langt, som jeg formår, og jeg ønsker, at du frelser dig selv og dit liv og ikke tager hensyn til mig, for det vil koste dig livet — min frænde! — hvis du skal have mig som byrde.« »Det skal aldrig ske — Tore, min frænde!« siger Sigmund, »— at vi skal skilles på den måde. Enten kommer vi begge — eller ingen af os — i land.« Sigmund fører nu Tore med sig på ryggen, og Tore var så udmattet, at han nærmest ikke kunne hjælpe sig selv. Sigmund svømmede, til han kom til Suderø, hvor brændingen slog mod øen. Sigmund var da så afkræftet, at han det ene øjeblik blev suget udad for derpå at blive ført ind mod land igen. Tore blev derved skyllet af ryggen på ham, og han druknede, men Sigmund kom langt om længe i land; han var så udmattet, at han ikke kunne gå, men kravlede op på forstranden og lagde sig i tangen. Dette skete ved daggry, og han lå der, indtil det blev lyst.

Ikke langt derfra oppe på øen lå en gård, der hed Sandvig; dér boede den mand, der hed Torgrim den Onde — en stor og stærk mand, som forpagtede stedet af Trond i Gøta. Han havde to sønner, der hed Ormstein og Torstein; de var lovende mænd. Om morgenen gik Torgrim den Onde ned til strandbredden, og han havde en buløkse i hånden. Et sted så han et rødt klæde stikke frem fra tangen. Han trækker tangen til side og ser en mand ligge dér. Han spørger, hvem manden er. Sigmund fortæller ham, hvem han er. »Der er ikke meget høvding over dig nu,« sagde Torgrim, »— men hvad er der sket?« Sigmund fortalte alt, hvad der var sket. Så indfandt Torgrims sønner sig. Sigmund bad dem om hjælp. Torgrim svarede ikke med det samme, men taler nu lavmælt med sine sønner: »Så vidt jeg kan se, har Sigmund så mange værdier på sig,« sagde han, »— at vi aldrig har ejet tilsvarende, og hans guldring er svært diger. Jeg tror, det bedste er, at vi slår ham ihjel og derefter skjuler liget; det vil aldrig blive afsløret.« Hans sønner var først uenige, men gik til sidst med til det, og de går nu derhen, hvor Sigmund lå, og holder ham i håret, mens Torgrim den Onde hugger hovedet af ham med buløksen. Og således mister Sigmund — en på alle måder fremragende mand — sit liv. De plyndrer ham for klæder og værdier og slæber ham derpå hen til en banke af muld, hvor de begraver ham. Tores lig drev i land, og de begraver ham ved siden af Sigmund og skjuler dem begge.


39. Efter Sigmunds død

Det kan fortælles om Trond og hans følgesvende, at de tager hjem efter det, der er sket, og gården på Skuø blev reddet, da folk kom til hjælp, så den ikke brændte noget videre. Kun få folk mistede livet dér. Husfruen Turid, der siden blev kaldt Storenke, blev boende på Skuø efter sin mands — Sigmunds — død. Sigmunds og hendes børn voksede op dér hos hende, og de var alle lovende. Trond og Leif Øssurson lagde nu alle Færøerne under sig og havde magten. Trond tilbød Turid Storenke og hendes sønner forlig, men det ønskede de ikke. Der blev heller ikke noget af, at Sigmunds sønner søgte støtte hos de norske høvdinge, for de var meget unge. Således forløb nogle år, hvor der var fredeligt på Færøerne.

Trond sagde til Leif Øssurson, at han ville finde en kone til ham. »Hvem skulle det være?« siger Leif. »Tora Sigmundsdatter,« siger Trond. »Jeg tror næppe, det vil lykkes,« siger Leif. »Du får ingen kone, hvis ikke du frier,« siger Trond. De tager nu til Skuø med nogle mænd, men får en afmålt modtagelse. Trond og Leif tilbyder Turid og hendes sønner forlig, således at de bedste mænd dér på øerne skulle dømme imellem dem. Det gik de ikke uden videre ind på. Så friede Trond på Leifs vegne og bad om Tora — Sigmunds datter; dette ville rimeligvis føre til fuldt forlig, mente han, og Trond tilbød at øge Leifs formue med en betydelig sum. Dette anså alle for et hæderligt tilbud, men Tora selv sagde: »I må tro, at jeg er mandgal! Jeg sætter disse betingelser fra min side: Såfremt Leif kan sværge på, at han ikke selv er min fars banemand og heller ikke har fået andre til at dræbe min far, så betinger jeg mig, at han får opklaret, hvordan min far er kommet af dage, eller hvem der har forvoldt hans død. Og når alt dette er sket, kan vi indgå forlig efter mine brødres og min mors og vores slægtninge og venners bestemmelse.« Alle fandt, at dette var klogt tænkt og vel talt, og de bliver enige herom, og Trond og Leif lover at gøre dette, og dermed skilles de.


40. Om Trond

Ikke længe efter dette forlader Trond hjemmet i Gøta sammen med Leif, og de sejler 12 mand sammen af sted på et skib. De tager til Suderø og ankommer hos Torgrim den Onde i Sandvig. Dette skete nogle år efter Sigmunds og de andres død. De kommer til øen sent på dagen og går op til gården. Torgrim tager godt imod Trond og hans følge, og de går ind. Trond og Torgrim Bonde går ind i stuen, mens Leif og de andre sidder længere ude i husene ved den ild, der tændes for dem. Trond og Torgrim taler længe sammen. Trond sagde: »Hvordan mener folk, at Sigmund Bresteson er kommet af dage?« »Folk synes ikke rigtig at vide det,« siger Torgrim, »— og nogle mener, at I har fundet dem på stranden eller i vandet og så dræbt dem.« »Det er en ond påstand og helt urimeligt,« siger Trond, »— for alle vidste, at vi stræbte Sigmund efter livet, så hvorfor skulle vi holde det hemmeligt? Det er noget fjendtlig snak.« »Der er også andre, der mener,« siger Torgrim, »— at de har slidt sig i stykker ved svømningen, eller at Sigmund har reddet sig i land et sted — han var jo på mange måder en ypperlig mand — men så kan man have dræbt ham, hvis han var kommet udmattet i land, og så skjult liget.« »Det lyder rimeligt,« siger Trond, »— og sådan formoder jeg, at det er sket. Men hør — min ven! — forholder det sig ikke sådan, som jeg tror, at det er dig, der har slået Sigmund ihjel?« Torgrim afviser dette på det bestemteste. »Det nytter ikke at bestride det,« siger Trond, »— for jeg véd, at det er dit værk.« Han benægter som før. Trond lader da Leif og Sigurd tilkalde og beder om, at Torgrim og dennes sønner bliver lagt i jern, og det blev gjort, så de var lænkede og bundet fast.

Trond havde ladet et stort bål anstille i ildhuset, og han laver fire rammer med fire hjørner, og så rister Trond ni flader alle vegne ud fra rammerne, og han sætter sig på en stol mellem ilden og rammerne. Han pålægger dem ikke at tale til ham, og det efterkommer de. Sådan sidder Trond en tid, og til sidst kommer en mand ind i ildhuset, og han var gennemblødt. De genkender manden, og det er Einar fra Suderø; han går hen til ilden og rækker hænderne hen imod den, og kort tid efter går han ud igen. Efter en tid kommer en anden mand ind i ildhuset; han går hen til ilden og rækker sine hænder hen imod den, hvorefter han går ud. De så, at det var Tore. Umiddelbart efter dette kommer den tredje mand ind i ildhuset. Det var en stor mand, som var meget blodig; han bar hovedet i sine hænder. De genkender alle denne mand, og det er Sigmund Bresteson. Han står stille på gulvet en tid, hvorefter han går ud.

Efter dette rejser Trond sig fra stolen og sukker dybt og siger: »Nu kan I se, hvordan disse mænd er kommet af dage. Einar døde først, og han frøs ihjel eller druknede, for han havde færrest kræfter af dem. Derpå må Tore være omkommet, og Sigmund har nok ført ham med sig, hvorved han er blevet meget afkræftet. Men Sigmund må have reddet sig i land — udmattet — og så har disse mænd dræbt ham, siden han viste sig blodig og hovedløs for os.« Alle i Tronds følge indså, at det måtte være gået sådan til. Nu siger Trond, at de skal ransage alt, og det gør de, men finder ingen beviser. Torgrim og hans sønner nægter og siger, at de ikke har gjort det. Trond svarede, at det ikke nyttede dem at bestride det, og bad sine folk ransage stedet grundigt, og det gør de så. Der stod en stor og gammel kiste i ildhuset. Trond spørger, om de har ransaget kisten. De sagde, at det havde de ikke, og brød den op, men den forekom dem ikke at indeholde andet end skrammel, da de havde undersøgt den en tid. Trond sagde: »Vend bunden i vejret på kisten!« Og det gjorde de. Så fandt de en bylt af klude, som havde ligget i kisten, og rakte den til Trond. Han bandt den op, og der var mange sammenviklede klude, men endelig kom Trond ind til en stor guldring, som han genkendte: Den ring havde tilhørt Sigmund Bresteson, og jarl Håkon havde givet ham den. Da Torgrim ser dette, tilstår han mordet på Sigmund, og nu fortæller han alt, hvad der er sket. Han viser dem stedet, hvor Sigmund og Tore lå begravet, og de flytter ligene derfra. Trond tager Torgrim og dennes sønner med sig. De bliver siden begravet — Sigmund og Tore — ved den kirke på Skuø, som Sigmund havde ladet opføre.


41. Leif får Tora Sigmundsdatter

Efter dette lader Trond indkalde til et stort ting i Torshavn på Strømø, hvor færingernes tingsted findes, og dér fortalte Torgrim den Onde og hans sønner, så alle tingmændene hørte det, om drabet på Sigmund og dennes død, og de tilstod at have dræbt og siden skjult ham. Da det var sagt, bliver de hængt dér på tinget, og således endte deres liv.

Nu genoptager Leif og hans fosterfar — Trond — frieriet til Tora og tilbyder dem et forlig, som de kunne være godt tjent med, og sagen ender med, at Leif får Tora Sigmundsdatter og parterne bliver fuldstændig forligte. Leif sætter bo på sin fædrene arv på Hov, og der er nu en tid fredeligt på Færøerne. Toralf Sigmundson gifter sig og sætter bo på Dimun og er en god bonde.



Anden del — Om kong Olavs skatteinddrivelse på Færøerne


42. Om færingerne og kong Olav den Hellige

Færeyinga saga (Flateyjarbók)
Kyndige mænd har rigtigt og sandt skrevet, at kong Olav opkrævede skatter i alle de lande, der nu hører under Norge — på nær Island. Først Orknøerne og så Hjaltland, Færøerne og Grønland. Og det fortælles, at i det niende år af hans kongedømme tog Gille Lagmand, Leif Øssurson, Toralf fra Dimun og mange andre bondesønner fra Færøerne til Norge på kong Olavs bud.[13] Trond i Gøta forberedte også færden, men da han var klar, fik han så alvorlig en sygdom, at han ikke var i stand til at tage nogen steder hen, og han blev hjemme. Da færingerne kommer til kong Olav, indkalder han dem til samtale og holdt et møde med dem, hvor han afslørede for dem, hvorfor han havde tilkaldt dem, og han fortalte dem, at han ville have skat af Færøerne, og tillige at færingerne skulle rette sig efter de love, som kong Olav bestemte. Og på dette møde fremgik det af kongens ord, at han ville kræve sikkerhed for sagen af de færinger, som nu var kommet, hvis de med eder ville binde sig til overenskomsten. Han tilbød mændene, at de gæveste af dem skulle blive hans håndgangne mænd og nyde hans hæder og venskab, såfremt de gik ind på disse vilkår. De færøske mænd opfattede hans ord på den måde, at det var uvist, hvad der ville ske, hvis ikke de tilstod kongen, hvad han forlangte. Der blev holdt flere møder om sagen, men alt, hvad kongen forlangte, fik dog fremgang; de gik kongen til hånde og blev hans hirdmænd — Leif, Gille og Toralf — og alle de færøske mænd svor kong Olav, at de på Færøerne ville følge den lov og ret, han bestemte, og betale den skat, han forlangte. Derpå gjorde de færøske mænd klar til at tage hjem, og ved afskeden gav kongen vennegaver til dem, der var blevet hans håndgangne mænd. De rejste derfra, da de var klar, men kongen lod et skib udruste og udstyre med mandskab og sendte dem til Færøerne for at opkræve den skat, som færingerne skulle yde ham. De blev sent færdige til afrejsen, og om deres færd kan det berettes, at de ikke kom tilbage, og sommeren efter kom der ingen skatter, for de var ikke kommet til Færøerne, sagde folk; der havde ikke været nogen for at opkræve skat.

Den sommer erfarede kong Olav, at det skib, han havde sendt til Færøerne efter skat sommeren forinden, var gået tabt, og ingen steder havde man hørt, at det var kommet frem. Kongen tog da et andet skib med tilhørende besætning og sendte det til Færøerne efter skatten; folkene drog af sted ud på havet, men siden hørte man ikke mere til dem end til de forrige, og der blev gættet meget på, hvad der var blevet af de to skibe.


43. Om Sigurd og Trond i Gøta

Det forår var et skib kommet til Færøerne fra Norge, og med dette skib kom der fra kong Olav bud om, at en af hans hirdmænd — Leif Øssurson, Gille Lagmand eller Toralf fra Dimun — skulle komme ind fra Færøerne. Men da dette budskab kom til Færøerne, og de fik det at vide, drøftede de, hvad der kunne stikke under, og de blev enige om, at kongen sikkert ville spørge til de hændelser — som efter nogens mening virkelig havde fundet sted dér på øerne — hvor kongens udsendinge og de to skibe var gået tabt, så ikke én var sluppet levende fra det. De aftalte, at Toralf skulle tage af sted, og han gjorde klar til rejsen og udrustede og skaffede mandskab til en byrding, som han ejede; de var 10 eller 12 mand på skibet.

Mens de lå klar og afventede gunstig vind, skete det på Østerø en dag, hvor vejret var godt, at Trond gik ind i stuen, og dér lå Sigurd og Tord og Gaut den Røde på bænkene. Da sagde Trond: »Meget ændrer sig på en menneskealder! Dengang da jeg var ung, skete det sjældent, at unge og friske mænd sad og hang, når vejret var godt; i gamle dage havde folk ikke troet, at der skulle være mere slag i Toralf fra Dimun end i jer. Jeg vil tro, at den byrding, som jeg brugte og som står her i bådehuset, nu er blevet så gammel, at den rådner under tjæren, og her er alle husene fulde af uld, der ikke bliver solgt. Det var ikke sket, hvis jeg havde været nogle år yngre!« Sigurd sprang op og kaldte på Tord og Gaut og sagde, at han ikke ville finde sig i disse bebrejdelser. De gik ud og hen, hvor huskarlene var, og satte byrdingen i vandet. De lod varer bringe ombord og lastede skibet og gjorde det klar på få dage, og de var 10 eller 12 mand på skibet. De og Toralf stod alle ud for den samme vind, og de havde jævnt hen kending af hinanden på havet.

De kom i land ved Hennøerne; Sigurd og hans folk lagde til længere ude ved strandene, og dog var der ikke langt imellem dem. Om aftenen, da det var mørkt, og Toralf og hans folk ville gøre sig klar til at gå i seng, gik Toralf i land sammen med en anden mand; de skulle for sig selv. Da de var færdige til at gå tilbage — således fortalte manden, der fulgte Toralf — blev et klæde blev kastet over hovedet på ham, og han blev løftet op fra jorden, og i samme øjeblik hørte han et smæld. Derefter blev han ført bort og kastet i havet. Da han kom i land, løb han hen, hvor han og Toralf var blevet skilt fra hinanden. Han fandt Toralf, men denne var da kløvet ned til skuldrene og død. Da Toralfs mandskab fandt ud af dette, bar de hans lig om bord på skibet, hvor de vågede om natten.

På denne tid var kong Olav på gæstebud på Lygra; der blev straks sendt bud dertil, og så blev der indkaldt til pileting, og kongen var til stede på tinget. Han havde ladet færingerne fra begge skibe indkalde, og de var kommet til tinget. Da tinget var sat, rejste kongen sig og sagde: »Her er der sket noget, som man helst kun sjældent hører om; en god mand har mistet livet, og jeg tænker, at han var sagesløs. Er der nogen her på tinget, der kan fortælle, hvem der har forvoldt dette?« Men der var ingen, der svarede. Da sagde kongen: »Det skal ikke skjules, hvad jeg mener om denne forbrydelse, og jeg tror, det er færingerne, der har begået den. Det forekommer mig snarest, at være gennemført på den måde, at Sigurd Torlakson nok har dræbt manden, mens Tord den Lave har smidt den anden i vandet. Jeg gætter følgelig på, at årsagen kunne være, at de ville undgå, at Toralf afslørede de ugerninger, de har begået, og som han vidste besked om, og som jeg havde mistanke om — nemlig de mord og forbrydelser, der fandt sted, da mine udsendinge forsvandt.« Da kongen endte sin tale, rejste Sigurd Torlakson sig og sagde: »Jeg har ikke før talt på tinget, og man vil nok ikke finde mig videre veltalende, men nu synes jeg dog, at et svar er påkrævet. Jeg formoder, at den tale, som kongen her har fremført, må være opstået på tungerne af mænd, der er meget mere uvidende og ringere end ham; det er ikke svært at se, at de i sandhed må være vores uvenner. Det er også urimeligt at påstå, at jeg ville tilføje Toralf skade, for han var min fostbror og gode ven. Men hvis det forholdt sig anderledes, og der havde været uoverensstemmelser mellem Toralf og mig, er jeg så begavet, at jeg snarere havde vovet dette værk hjemme på Færøerne, end her inden for din rækkevidde — konge! Jeg afviser hermed denne sag mod mig og hele mandskabet; jeg vil sværge den ed derpå, som jeres lov foreskriver, og hvis det forekommer dig mere gyldigt, vil jeg bære jern, men jeg vil have, at du selv overværer renselsen.« Da Sigurd havde endt sin tale, sagde mange til kongen, at Sigurd burde have mulighed for at bevise sin uskyld; de fandt, at Sigurd havde talt godt og mente, at det måtte være usandt, hvad der blev tillagt ham. Kongen sagde: »Der er to muligheder med denne mand. Hvis denne sag er påløjet ham, må han være en god mand. Den anden mulighed er, at han er noget dristigere, end tilfældet ellers er — og dette hælder jeg ikke mindst til, men jeg tænker, at han selv må føre bevis.« På mændenes forbøn antog kongen Sigurds forpligtelse til jernbyrd; han skulle den følgende morgen komme til Lygra, og biskoppen skulle forestå renselsen. Og dermed sluttede tinget.

Kongen tog tilbage til Lygra, men Sigurd og hans rejsefæller vendte tilbage til skibet. Natten faldt snart på. Da sagde Sigurd til sine rejsefæller: »Vi er sandt at sige kommet i store vanskeligheder, og meget er blevet påløjet os. Men denne konge er snu, og det er indlysende, hvad der venter os, hvis han skal bestemme. Først lod han Toralf dræbe, og nu vil han gøre os til ubodsmænd; det er let for dem at forfalske jernbyrden. Jeg tænker, at det bliver værst for den, der vil vove dette imod ham. Nu blæser fjeldvinden også ud gennem sundet, så jeg råder til, at vi hejser sejlet og står til havs. Så kan Trond selv rejse ud for at sælge sin uld næste sommer, hvis det er det, han ønsker, men hvis jeg slipper væk, tror jeg næppe, at jeg kommer til Norge igen.« Færingerne fandt, at dette var vel talt; de hejste sejlet og stod om natten hurtigst muligt til havs. De gjorde ikke holdt, før de kom til Færøerne. Trond skældte ud over deres færd, og de svarede ikke pænt.

Kong Olav erfarede snart, at Sigurd og folkene var draget væk, og deres sag blev da ilde omtalt; der var mange, som før havde afvist det, der nu sagde, at anklagerne mod Sigurd og de andre nok var sande. Kong Olav talte kun lidt om denne sag, men han syntes nu at have fået vished for det, som han før havde mistænkt. Kongen drog derpå af sted og tog ophold, hvor der var blevet stillet an for ham.


44. Karl den Mørske kommer til kong Olav

Kong Olav gjorde om foråret klar til at tage fra Nidaros, og der samledes mange folk om ham — både dér fra Trondheim og fra andre steder nordpå i landet. Da han var rejseklar, drog han først med sin flok sydpå til Møre og samlede sin ledingshær og fortsatte til Romsdal. Derefter drog han til Sunnmøre og lå ved Herøy og ventede på hæren. Han holdt ofte husting, da han fik mange efterretninger, som han mente, der måtte tages stilling til. Det var på et af disse tingmøder, han holdt, at han rejste sagen om de mænd, han havde mistet på Færøerne, »— og den skat,« siger han, »— som de har lovet mig, kom aldrig frem. Nu agter jeg at sende mænd derud efter skatten.« Kongen rettede denne anmodning til forskellige mænd for at tilskynde dem til at tage af sted, men han fik som svar, at de alle undslog sig for færden. Da rejste en mand sig på tinget; han var stor og statelig og bar en rød kjortel og havde hjelm på hovedet, sværd i bæltet og et hugspyd i hånden. Han tog til orde: »Man må i sandhed sige,« siger han, »— at her er der stor forskel på folk! I har en god konge, men han har slette mænd; I siger nej til en færd, som han vil sende jer på, men I har dog før modtaget vennegaver og megen hæder fra ham. Jeg har ikke hidtil været kongens ven; han har også været min uven, og han mener at have god grund til at være det. Nu vil jeg tilbyde dig — konge! — at tage af sted på denne færd, hvis ikke der er bedre folk til rådighed.« Kongen svarer: »Hvem er dette mandfolk, der svarer på mit spørgsmål? Du skiller dig ud fra de andre mænd, der er her, når du tilbyder at tage af sted, mens de folk, som jeg forventede ville påtage sig det, kryber udenom. Jeg genkender dig dog ikke, og jeg kender ikke engang dit navn.« Han svarer: »Mit navn er ligetil — konge! — og du sandsynligvis hørt mig omtalt; jeg bliver kaldt Karl den Mørske.« Kongen svarer: »Jaså — Karl! — jeg har hørt dig omtalt før, og man kan i sandhed sige, at der har været de tidspunkter, hvor du ikke ville være kommet fra vores møde, så du kunne berette om det, men nu vil jeg ikke være værre end dig, og siden du tilbyder mig din hjælp, tager jeg imod den med tak. Du skal komme til mig i dag — Karl! — og være i min bod, og så skal vi drøfte denne sag.« Det gik Karl med til, og nu sluttede tingmødet.


45. Karl den Mørske forliges med kongen

Karl den Mørske havde været en stor viking og den største ransmand, og kongen havde meget ofte sendt mænd efter ham for at tage livet af ham. Karl den Mørske kom af en fornem slægt og var på mange måder en stor idrætsmand. Da Karl havde meldt sig til denne færd, indgik kongen forlig med ham og viste ham derefter venskab og udrustede ham til færden på bedste vis. De var 20 mand på skibet. Kongen sendte besked og jærtegn til sine venner på Færøerne — Leif Øssurson og Gille Lagmand — at de skulle bistå Karl.

Karl tog af sted, så snart han var færdig. De fik god vind og kom til Færøerne, hvor de lagde til i Torshavn på Strømø. Derefter blev der indkaldt til ting, og der kom mange mennesker. Trond i Gøta kom med en stor flok; Leif og Gille kom også, og de havde også et stort følge. Da de havde teltet boderne og fundet sig til rette, opsøgte de Karl den Mørske, og man hilste venligt på hinanden. Derefter overbragte Karl kong Olavs besked og jærtegn og venskabsord til Leif og Gille. De tog godt imod det og indbød Karl til sig for at fremme hans ærinde og yde ham så megen hjælp, som de formåede; han modtog det med taknemmelighed. Kort efter kom Trond derhen og tog godt imod Karl: »Jeg glæder mig,« siger han, »— over at en sådan mand er kommet her til vort land i et ærinde for vor konge, som vi alle skylder lydighed. Jeg vil ikke godtage andet — Karl! — end at du kommer til vinterophold hos mig, og det med så mange mænd, som du ønsker.« Karl siger, at det allerede var blevet besluttet, at han skulle være hos Leif, »— men ellers ville jeg gerne have takket ja til dette tilbud.« Trond svarer: »Da er det Leifs lod at høste ære af denne sag. Men er der da andre ting, som jeg kan gøre for at hjælpe dig?« Karl siger, at han synes, det ville være en stor hjælp, hvis Trond drev skatten sammen på Østerø og på alle Nordøerne. Trond siger, at det var hans pligt og skyldighed at yde kongens bud denne tjeneste. Trond gik derpå tilbage til sin bod, og ellers skete der ikke noget nævneværdigt på dette ting.

Karl tog med Leif Øssurson hjem og opholdt sig dér om vinteren. Leif indsamlede skatten på Strømø og på alle øerne syd derfor. Det følgende forår blev Trond meget syg; han led af kraftige øjensmerter og en række andre dårligdomme, men han gjorde alligevel klar til at drage til tings, som han plejede. Da han kom til tinget, og hans bod blev teltet, lod han den beklæde indvendig med sort teltdug for at dæmpe lyset.


46. Karl modtager skatten

Da tinget havde varet et par dage, gik Leif og Karl til Tronds bod med et stort følge. Da de kom til boden, stod der nogle mænd udenfor. Leif spurgte, om Trond var i boden; de sagde, at det var han. Leif sagde, at de skulle bede Trond komme ud: »Karl og jeg har et ærinde hos ham.« Da mændene kom igen, sagde de, at Trond havde sådanne øjensmerter, at han ikke kunne komme ud, men bad Leif om at komme ind.« Leif sagde til folkene i sit følge, at de skulle være varsomme, når de kom ind i boden, og ikke skabe trængsel: »Den går først ud, som kommer sidst ind.« Leif gik først ind, dernæst Karl og hans følge; de var fuldt bevæbnede, som om de var på vej til kamp. Leif gik ind til de sorte teltduge og spurgte, hvor Trond var. Trond svarede og hilste Leif; han gengældte hans hilsen og spurgte, hvorvidt han havde indkrævet noget skat på Nordøerne, og hvordan det nu forholdt sig med betalingen af sølvet. Trond svarer, at han ikke havde glemt, hvad han og Karl havde talt om, og at skatten skulle blive betalt: »Her er en pung — Leif! — som du skal tage; der er sølvet i.« Leif så sig omkring i boden, men så kun få folk; der lå nogle på bænkene og enkelte sad op. Derefter gik Leif hen til Trond og modtog pungen, som han bar længere ud i boden, hvor der var lyst; han hældte sølvet ud på sit skjold og rørte i sølvet med hånden og sagde, at Karl skulle se på det. De så på det en tid, så spurgte Karl, hvad Leif syntes om sølvet. Han svarede: »Jeg tror, at hver eneste dårlig mønt, der findes på Nordøerne, er her imellem.« Trond hørte dette og sagde: »Er det ikke gode penge?« »Det er det ikke,« siger han. Trond sagde: »Så er mine frænder være end almindelige niddinger, når man ikke kan betro dem noget! Jeg sendte dem i foråret ud for at hente skatten på Nordøerne, da jeg ikke selv var i stand til det, men de er vel blevet bestukket af bønderne til at tage imod falsk sølv, der ikke er gangbar mønt. Du må hellere — Leif! — se dette sølv, som jeg har modtaget i lejeafgift.« Leif bar sølvet tilbage og modtog en anden pung, som han bragte til Karl, og de undersøgte pengene. Da spurgte Karl, hvad Leif syntes om disse penge. »Ikke noget godt,« siger han, »— man kunne nok bruge dem til almindelig betaling, hvor man ikke var så nøjeregnende, men jeg vil ikke tage imod disse penge på kong Olavs vegne.« En mand, der lå på bænken, trak skindtæppet væk fra hovedet og sagde: »Det gamle ord gælder stadig: Man svækkes, som man ældes, og det gælder også dig — Trond! — sådan som du lader Karl den Mørske vrage dine penge hele dagen.« Det var Gaut den Røde. Trond sprang op ved Gauts ord, og han skældte ud og klandrede sine slægtninge meget, men til sidst sagde han, at Leif skulle aflevere sølvet: »— men tag denne pung, som mine egne forpagtere har givet mig dette forår! Selv om jeg ikke ser klart, er ens egen hånd dog den mest pålidelig.« En mand rejste sig fra bænken — det var Tord den Lave — og han sagde: »Det er ikke bare almindelige ondskabsfuldheder, vi får af ham Møre-Karl; det bør han gengældes.« Leif modtog sølvet og gik straks hen til Karl; de så på pengene. Da sagde Leif: »Jeg behøver ikke se længe på dette sølv; her er den ene mønt bedre end den anden, og vi tager disse penge. Få du — Trond! — en mand til at overvære afvejningen.« Trond svarer, at han synes sig bedst tjent med, at Leif så til på hans vegne.

Så gik Leif og de andre ud og lidt væk fra boden, hvor de satte sig ned og vejede sølvet. Karl tog hjelmen af sit hoved og hældte det sølv deri, som var blevet vejet. De så en mand gå forbi. Han bar en pigøkse i hånden, en bredskygget hat på hovedet og en grøn kappe; han var barfodet og havde ombundet benene med lærred. Han stak pigøksen i jorden og gik derfra, mens han sagde: »Se nu til — Møre-Karl! — at I ikke skader jer på min pigøkse!«


47. Karl bliver dræbt

Kort tid efter kom en mand løbende og råbte ivrigt, at Leif Øssurson hurtigst muligt skulle komme til Gille Lagmands bod: »Sigurd Torlakson løb ind gennem teltåbningen og sårede en mand i boden dødeligt!« Leif sprang op og gik straks hen til Gille; alle hans mænd gik med ham, men Karl blev tilbage med en ring af nordmænd omkring sig. Gaut den Røde løb frem og huggede med en håndøkse hen over skuldrene på mændene; hugget traf Karl i hovedet, men såret blev ikke stort. Tord den Lave trak pigøksen, der stod i jorden, op og slog oven på øksehammeren, så øksebladet trængte ned i hjernen. Da stormede en masse folk ud fra Tronds bod. Karl blev båret død derfra.

Trond klandrede dette værk på det kraftigste, men tilbød penge til forlig for sine slægtninge. Leif og Gille forfulgte drabssagen, og der blev ikke noget med pengebøder. Sigurd blev kendt fredløs for den skade, han havde forvoldt Gilles mand i boden, og Tord og Gaut for drabet på Karl. Nordmændene klargjorde det skib, som Karl var ankommet på, og tog tilbage til kong Olav, men han fik ikke lejlighed til at hævne dette på grund af den ufred, som på denne tid opstod i Norge.

Og nu er der ikke mere at berette om de begivenheder, som fulgte af kong Olavs skatteopkrævning på Færøerne, men der opstod siden stridigheder på Færøerne efter drabet på Karl den Mørske, og de stod mellem Trond i Gøta og Leif Øssurson og Gille Lagmand, og derom findes store frasagn, som endnu må fortælles.



Tredje del — Om Sigurd Torlakson, Tord den Lave og Gaut den Røde


48. Forliget mellem Trond og de andre færinger

Efter drabet på Karl den Mørske og overfaldet på manden i Gille Lagmands bod blev Tronds slægtninge — Sigurd Torlakson, Tord den Lave og Gaut den Røde — forvist fra Færøerne. Trond skaffede dem et havgående skib og gav dem en sum penge, men de fandt sig urimeligt behandlet og klandrede Trond meget og sagde, at han havde bemægtiget sig deres fædrene arv uden at dele med dem. Trond sagde, at de havde fået meget mere, end de havde krav på, og at han havde taget sig af dem længe og ofte givet penge ud til dem, men kun fået ringe tak for det. Nu står Sigurd og de andre til havs. De er i alt 12 mand på skibet, og det forlyder, at de agter at sejle til Island. Men de har ikke sejlet længe, før der kommer en voldsom storm, og dette uvejr varede næsten en uge. Alle, der opholdt sig på land, vidste, at dette var det værste, der kunne ske for Sigurd og de andre, og man anså deres færd for håbløs. Mod slutningen af efteråret fandt man vragrester af skibet på Østerø, og da vinteren kom, spøgte det meget i Gøta og vidt omkring på Østerø, og Tronds slægtninge viste sig ofte for andre, hvilket gav folk store mén; nogle fik benbrud eller andre legemsskader. De hjemsøgte Trond så meget, at han ikke turde gå nogen steder alene. Dette talte man meget om den vinter.

Hen mod vinterens slutning sendte Trond bud til Leif Øssurson, at de skulle træffes. Det gjorde de, og da de mødtes, sagde Trond: »Vi havde store vanskeligheder sidste sommer — min fostersøn! — da det var lige ved, at alle tingmændene endte i strid. Nu kunne jeg tænke mig — min fostersøn!« sagde Trond, »— at det på vores forslag blev lovfæstet, at folk aldrig måtte bære våben ved tinget, når man skulle føre sager eller tale viseligt.« Leif mente, at dette var vel talt, »— og lad os søge råd om dette hos min frænde — Gille Lagmand.« De var søstersønner — Gille og Leif. Nu mødes de alle tre for at drøfte dette. Gille siger til Leif: »Jeg tør ikke stole på Trond, men vi kan gå med til, at almindelige folk skal være ubevæbnede, mens alle håndgangne mænd og nogle af dem, der følger os, må bære våben.« Nu beslutter de at vedtage dette.

Nu slutter vinteren, og om sommeren møder folk til tinget på Strømø. Nu sker det en dag, at Gille og Leif går fra deres boder og op på en høj, der var på øen, for at tale sammen. Og under solen ser de østpå over øen, at ikke så få mænd går op på den pynt, der var dér. Og de tæller 30 mand, og solens stråler blinker i de blanke skjolde og i de prægtige hjelme, økser og spyd — det var en drabelig flok. Forrest så de en stor og stærk mand i rød kjortel; han bar et tofarvet skjold — blåt og gult — havde hjelm på hovedet og et stort hugspyd i hånden. De mente at genkende Sigurd Torlakson. Efter ham kom en vældig mand i rød kjortel og med et rødt skjold. De var ganske sikre på, at dette var Tord den Lave. Den tredje bar et rødt skjold, hvorpå en mands ansigt var afbildet, og havde en stor økse i hånden. Det var Gaut den Røde. Leif og Gille går nu straks hjem til deres boder. Sigurd og de andre nærmer sig hastigt, og de er alle fuldt bevæbnede. Trond går ud af sin bod for at mødes med Sigurd; der er mange i Tronds følge, og alle hans folk bærer våben. I forhold til Trond og Sigurd havde Leif og Gille ikke mange folk, og der var stor forskel på styrken, da kun et fåtal af dem bar våben. Trond og hans slægtninge kom hen til Leif og Gilles flok. Da sagde Trond: »Nu forholder det sig sådan — Leif, min fostersøn!« siger han, »— at her kommer mine frænder, som tidligere måtte forlade Færøerne i en fart. Nu vil jeg ikke længere tåle, at vi frænder skal ligge under for dig og Gille. Nu er der to muligheder for hånden: Den ene er, at jeg alene dømmer imellem jer, men hvis I ikke ønsker det, så vil jeg ikke forhindre det, de havde tænkt sig at gøre.« Leif og Gille indså, at de ikke kunne klare sig imod Trond denne gang, og de vælger nu at overgive hele sagen i hans hænder, og han afsiger straks sin kendelse, idet han bemærker, at han nok næppe ville blive klogere siden. »Jeg bestemmer,« siger Trond, »— at mine frænder frit kan opholde sig her på Færøerne, som det behager dem, selv om de tidligere er blevet forvist. Der er ingen, der skal betale bøder. Jeg vil fordele magten her på Færøerne på den måde, at jeg har en tredjedel, Leif en tredjedel og Sigmunds sønner en tredjedel. Denne magt har længe været årsag til misundelse og strid. Jeg vil tilbyde dig — Leif, min fostersøn!« siger Trond, »— at opfostre dit barn og tage din søn — Sigmund — til mig, og det vil jeg gøre af godhed imod dig.« Leif svarer: »Jeg vil lade Tora afgøre, hvorvidt hun ønsker denne opfostring, og om hendes søn skal tage med dig eller blive hos os.« Og dermed skiltes de.

Da Tora hører om opfostringen, svarer hun: »Det kan være, at jeg ser anderledes på sagen, men hvis jeg må bestemme, vil jeg ikke berøve min søn — Sigmund — muligheden for denne opfostring, for efter min mening er Trond meget mere end de fleste mænd. Sigmund — Leif og Toras søn — blev sendt til opfostring hos Trond i Gøta. Han var da 3 år gammel og meget lovende, og han voksede op dér.


49. Om Trond og hans slægtninge

På den tid, da Svend regerede Norge sammen med sin mor — Alfifa — var Trond hjemme i Gøta sammen med sine slægtninge — Sigurd, Tord og Gaut den Røde. Det siges, at Trond ikke var gift, men han havde en datter, der hed Gudrun. Da Tronds slægtninge havde været der i nogen tid, talte han med dem, og sagde, at han ikke længere ønskede at huse deres og uvirksomhed og dovenskab. Sigurd svarer hårdt igen og siger, at Trond ikke undte sine frænder andet end ondt og forholdt dem deres fædrene arv. Dette skændtes de om, hvorefter de tre frænder forlader stedet og tager til Strømø, som er den af Færøerne, der har flest indbyggere. Dér boede en mand, der hed Torhal den Rige. Hans kone hed Birna og blev kaldt Strømø-Birna; hun var en stovt og stolt kvinde. Torhal var da godt oppe i årene, og Birna var blevet gift med ham for pengenes skyld. Torhal havde penge til gode ved næsten alle, men der var ikke mange, der betalte. Sigurd, Tord og Gaut kommer til Strømø og opsøger Torhal Bonde. Sigurd tilbyder ham at indkræve hans tilgodehavender hos de værste skyldnere, hvis han fik halvdelen af beløbet, mens Torhal skulle have den anden halvdel, men hvis det blev nødvendigt at sagsøge, så ville han også have for de anstrengelser, der var forbundet med sagen. Torhal fandt, at det var hårde vilkår, men de blev dog enige. Sigurd tager nu vidt omkring på Færøerne og inddriver Torhals penge og sagsøger folk, straks han anser det for nødvendigt, og han får hurtigt mange penge og bliver snart velhavende.

Sigurd og hans to fæller er længe hos Torhal. Sigurd og Birna taler ofte sammen, og folk mener, at der nok foregår noget mellem dem. De opholder sig alle tre dér om vinteren. Om foråret siger Sigurd, at han vil drive gården i fælleseje med Torhal, men det var denne ikke meget for, indtil husfruen blandede sig; så gav bonden sig og lod hende bestemme. De tager nu grådigt over, mens Torhal bliver skudt til side, og nu bestemmer Sigurd og Birna alt, som de selv vil.


50. Torhal bliver dræbt

Om sommeren skete det, at et skib ankom til Færøerne, men det forliste ved Suderø, og størstedelen af lasten gik tabt. Der var 12 mand ombord, og fem gik til, men syv kom levende i land. En af dem hed Havgrim, en anden Bjarngrim og en tredje Hergrim; de var brødre og skibets ejere. De manglede forplejning og andre nødvendigheder. Sigurd, Tord og Gaut opsøgte dem, og Sigurd sagde, at de var ilde stedt og bød dem alle hjem til sig. Torhal sagde da til Birna, at han fandt dette uovervejet. Sigmund sagde, at han nok skulle afholde omkostningerne, og nu er de dér og bliver behandlet godt — og noget bedre end Torhal.

Torhal Bonde var noget nøjeregnende, og han og Bjarngrim skændtes ofte. Da folk sad i stuen en aften, begyndte de at kævles — Torhal Bonde og Bjarngrim. Torhal sad på bænken og havde en stok i hånden, og han fægtede med den, når han blev hidsig, og samtidig var han svagsynet, så stokken rammer Bjarngrims næse. Bjarngrim bliver vred, og han vil tage øksen og hugge den i hovedet på Torhal. Sigurd sprang straks imellem, og han griber fat i Bjarngrim og siger, at han vil forlige dem, og det ender med, at de bliver forligte, men fra da af har de ikke meget med hinanden at gøre.

Vinteren går, og Sigurd siger, at han vil hjælpe dem på en eller anden vis. Han giver dem en sejlfør byrding, som han og Torhal ejede sammen, men Torhal besværer sig, indtil husfruen gik i rette med ham. Sigurd forsynede dem med fødemidler, og de gik ombord og sov på skibet om natten, men var på gården om dagen. Da de var klar til at sejle, skete det en morgen, at de gik hjem til gården. Sigurd var ikke hjemme, men ude i forretninger, han fandt nødvendige. De blev dér dagen igennem, men da Sigurd kom hjem og gik til bords, var købmændene gået ned til skibet. Da han havde sat sig, spurgte Sigurd, hvor Torhal Bonde var. »Han sover nok,« lød svaret. »Det er unaturligt at sove sådan,« siger Sigurd, »— men er han påklædt eller ej? Vi venter på ham, før vi spiser.« Nu gik man til sovekammeret, og dér lå Torhal i sin seng og sov. Det fortalte man Sigurd. Han springer op og går hen til Torhals rum og bliver snart klar over, at Torhal er død. Sigurd trækker klæderne af ham og ser, at hans seng er ganske indsmurt i blod, og han opdager et sår under hans venstre arm, og han var blevet stukket i hjertet med en smal klinge. Sigurd sagde, at det var den værste ugerning, og at den usling til Bjarngrim sikkert havde gjort det og nu mente at have gengældt stokkeslaget, »— men lad os nu fare ned til skibet og hævne os på dem, hvis vi kan.« Frændene griber nu deres våben, og Sigurd har en stor økse i hånden, og de løber ned til skibet, og Sigurd råbte af raseri; han sprang om bord på skibet. De tre brødre springer i det samme op ved lyden af denne svovlen og sværgen. Sigurd kaster sig over Bjarngrim, og med begge hænder hugger han øksen i brystet på ham, så den trænger dybt ind, og han var øjeblikkeligt død. Tord den Lave hugger Havgrim i skuldren med sit sværd og skærer hele vejen ned langs siden, så armen falder af, og han dør med det samme. Gaut den Røde hugger Hergrim i hovedet med øksen og kløver ham ned til skuldrene. Da de alle tre var døde, siger Sigurd, at han ikke vil gøre de tilbageværende noget, men han ville have de værdier, brødrene efterlod sig, selv om det ikke var noget videre. Sigurd og de andre går hjem med dette bytte, og han synes nu at have hævnet Torhal Bonde godt, men ikke desto mindre løb der onde rygter om Sigurd og hans frænder vedrørende Torhals død.

Sigurd gifter sig nu med Birna og har gården dér sammen med hende. Torhal og Birna havde mange børn.


51. Drabet på Torvald — Gaut den Rødes kneb

Der var en mand, der hed Torvald. Han boede på Sandø, og hans kone hed Torbera. Han var velhavende og oppe i årene, da dette skete. Gaut den Røde kommer til Torvald og tilbyder at indkræve de beløb, der ikke kom fra Torvalds skyldnere, og deres aftale var meget lig den, Torhal og Sigurd havde haft. Gaut opholder sig ikke mindre hos Torvald og konen, end han gør hos Sigurd. Det forlyder snart, at der er noget mellem Gaut og Torvalds kone. Gaut samler sig mange penge.

Engang kom en mand, som skyldte Torvald penge. Det var en fisker, og om aftenen var der mørkt i stuen, hvor folk sad. Nu kræver Torvald sit tilgodehavende af fiskeren, men denne giver et tøvende og noget groft svar. Gaut og nogle andre mænd drev omkring på gulvet i mørket, og pludselig siger Torvald: »Din usling! Jager du sværdet i brystet på en gammel og sagesløs mand?« Han faldt over mod væggen og var død på stedet. Da Gaut hørte dette, sprang han straks på fiskeren og huggede ham ihjel med det samme og sagde, at han ikke skulle volde flere ulykker. Nu overtager Gaut gården dér sammen med enken og gifter sig med hende.


52. Leif kommer til Færøerne

Der var en mand, der hed Leif; han var søn af Tore Beineson. Han sejlede som købmand mellem Norge og Færøerne og manglede ikke midler. Når han var på Færøerne, opholdt han sig enten hos Leif Øssurson eller hos Turid Storenke og hendes sønner. Nu sker det engang, da Leif Toreson ankommer til Færøerne på sit skib, at Sigurd Torlakson byder ham hjem til sig på Strømø, og dette bliver de enige om. Leif Øssurson kom ned til skibet, og han var ikke meget for, at hans navne havde sagt ja til Sigurd, og han siger, at det ville han ikke råde til, men at Leif kunne få frit ophold hos ham på Suderø. Leif siger nu, at sagen var afgjort, og han tog med Sigurd for at være dér. Sigurd gav ham plads ved siden af sig, og Leif er dér om vinteren og får en god behandling.


53. Sigmund viser sig for Turid Storenke

Det fortælles, at Sigurd det følgende forår en dag sagde, at han skulle hen for at indkræve et tilgodehavende hos en nabo, der hed Bjørn, »— og jeg kunne tænke mig — Leif!« siger han, »— at du tog med for at mægle imellem os, for Bjørn er meget vanskelig at komme til rette med, og jeg har længe prøvet at få ham til at betale gælden.« Leif sagde, at han ville tage med, som Sigurd ønskede. De tager nu sammen hen Bjørn, og Sigurd forlanger sit tilgodehavende, men Bjørn giver et ondt svar. Der opstår nu en vældig uro, og Bjørn vil give Sigurd et hug, men Leif løb imellem, og Bjarnes økse traf ham i hovedet, så han døde øjeblikkeligt. Sigurd sprang da imod Bjarne og gav ham banehug. Disse hændelser rygtes nu. Sigurd var den eneste, der kunne fortælle, hvad der var sket, og nu løb der igen onde rygter om ham.

Turid Storenke og hendes datter — Tora — klandrede Leif Øssurson meget og mente, at han aldrig ville hæve hånden, uanset hvilken skam de blev påført. De blev afmålte og uvenlige imod ham, men han tog det meget tålmodigt. De mente, at hans tålmod kom af blødhed og manglende handlekraft. Mor og datter tog Leif Toresons død meget tungt, og de mente bestemt at vide, at Sigurd havde dræbt ham.

Det fortælles, at Turid Storenke engang drømte, at Sigmund Bresteson — hendes mand — kom til hende i sin vante skikkelse; han sagde til hende: »Det er — som du ser — mig, der er kommet, og det har jeg fået lov til af Gud selv,« siger han, »— men vær ikke hård eller hadsk mod din svigersøn — Leif — for det bliver ham forundt at hævne den skam, I har været udsat for.« Herefter vågner Turid og fortæller sin datter — Tora — om drømmen, og siden er de bedre mod Leif end før.


55. Et mellemværende på øerne

Det kan dernæst fortælles, at et havskib landede ved Strømø på Færøerne ikke langt fra Sigurds gård; det var nordmænd, og lederen hed Arnljot. De var 18 mand ombord. En mand, der hed Skofte, boede dér, hvor skibet var landet. Han arbejdede for købmændene og tjente dem godt. De syntes også godt om ham. Lederen henvendte sig til Skofte og sagde: »Jeg kan al fortrolighed,« siger han, »— fortælle dig, at det var mine sønner — Bjarngrim og hans brødre — som blev dræbt af Sigurd Torlakson, og nu kunne jeg tænke mig, at du hjalp til, så jeg kunne få fat i Sigurd og de andre og dermed hævne mine sønner.« Skofte sagde, at han ikke skyldte Sigurd nogen tak, og han lovede at give Arnljot besked med det samme, når der var lejlighed til at få ram på Sigurd og de andre.

Engang om sommeren sejler de tre frænder ud — Sigurd, Tord og Gaut — og de tager til en ø for at hente slagtefår, for det er færingernes skik at have nyslagtet kød hele året. Da de var taget af sted, gav Skofte Arnljot besked om det. Købmændene brød straks op, og de var 15 i alt i handelsfartøjets båd, og de ankom til den ø, hvor Sigurd og de andre befandt sig, og de 12 af dem gik op på øen, mens tre holdt øje med båden. Sigurd og de andre så mændene, der gik i land, og de drøftede, hvem det mon kunne være. De så, at mændene var i farvet tøj og bar våben. »Det må være de købmænd,« sagde Sigurd, »— som har ligger her i sommer, der kommer, og de har nok et andet ærinde her end bare at drive handel. De vil os nok noget, så vi må gøre os klar. Nu skal vi gå imod dem, men gøre som Sigmund Bresteson,« siger Sigurd, »— og så løbe i hver sin retning, men mødes alle tre ved vores båd.« Nu går de imod dem. Arnljot opildner straks sine følgesvende og beder dem hævne hans sønner, men Sigurd og de andre stikker af i hver sin retning og når alle ned til deres båd på strandbredden. Så kommer Arnljot og hans folk og angriber dem. Sigurd hugger til manden, der gik imod ham, og kapper begge ben af ham over knæene, så han dør. Tord dræber en anden og Gaut en tredje mand. Så springer de ud i deres båd og ror langs med øen og finder handelsfartøjets båd, hvor der er tre mand ombord. Sigurd springer over i båden og dræber en af dem og jager to i havet. De tager båden og ror derfra og hjem med begge bådene. Sigurd samler sine folk og tager ud til øen og går i land. Nordmændene stiller sig samlet og agter at forsvare sig. Tord den Lave sagde: »Det er bedst — Sigurd, min frænde! — at tilstå disse mænd fred. Vi kan gøre med dem, som vi vil, men vi har allerede tilføjet Arnljot store tab.« Sigurd svarer: »Det er vel talt, men jeg forlanger dog, at de ganske lader mig afgøre sagen, hvis de vil tilstås fred.« Det blev sådan, at de gav Sigurd selvdømme, og han pålægger Arnljot at betale tre gange mandebod for hver af dem. Arnljot betalte hele beløbet. Han var fra Suderøerne, og det var, hvad han fik i bod for sine sønner, og dermed forlod han Færøerne. Sigurd blev klar over Skoftes svig og sagde, at han kunne beholde livet, men skulle forlade Færøerne, og han tog til Norge og var forvist fra Færøerne.


55. Tord forsøger at blive gift med Turid Storenke

Nu skal der fortælles om det, at Sigurd Torlakson opfordrer sin bror — Tord — til at få sig en kone. Tord spørger ham, hvem det skulle være. »Jeg kan ikke undlade at nævne det parti,« siger Sigurd, »— som efter min mening er det bedste her på Færøerne — og det er Turid Storenke.« »Så højt stræber jeg ikke,« siger Tord. »Du får hende ikke, hvis ikke vi frier,« siger Sigurd. »Jeg agter ikke at gøre det,« svarer han, »— og det ligger ikke ligefor, at hun ønsker at blive gift med mig,« siger Tord, »— men du kan jo forsøge, hvis du vil.«

Dagen efter tager Sigurd til Skuø og forelægger Turid denne sag. Hun svarer ikke med det samme, men han er vedholdende, og det ender med, at hun siger, at hun vil overveje sagen sammen med sine venner og sønner og give ham besked, når der forelå en beslutning. Sigurd tager hjem og siger, at hendes svar gav håb. »Det var mærkeligt,« siger Tord, »— og jeg har mistanke om, at hun ikke mener det alvorligt.« Turid opsøgte sin datter og svigersøn — Tora og Leif — og fortalte dem om friermålet. Tora spørger, hvad hun havde svaret. Hun sagde, at hun havde afvist det meget bestemt, men dog mindre, end det egentlig var efter hendes sind. »Men hvad mener du — min datter?« Hun svarer: »Du skal ikke afvise det, hvis jeg må bestemme, og hvis ellers du har i sinde at lade den skam, som vi er blevet udsat for, gå hævnvejen, så ser jeg ikke en bedre lokkemad end denne for at narre dem i fælden. Jeg behøver ikke lægge min mor ord i munden, for hun forstår på mange måder at bevirke, at de ikke vil få fremgang med deres forehavende.« Leif er enig med Tora og siger, at han vil gøre meget til, at de andre nu omsider får, hvad de har fortjent. De bestemte nu, hvilken dag de andre skulle komme for at få svar på dette friermål. Da sagde Leif: »Trond var meget forudseende, da han tilbød at opfostre vores barn, og det er din skyld — Tora! — og det er den visse død for vores søn — Sigmund — hvis han befinder sig hos Trond, når sagen skal afgøres mellem Sigurd og mig.« »Jeg havde ikke tænkt mig,« siger Tora, »— at Sigmund skulle være dér længere; sagen er den, at nu tager vi til Østerø, så du kan besøge din fosterfar — Trond.« Dette bliver de nu enige om.


56. Om Leif og hans kones færd

Leif og de andre tager nu sammen af sted, og de er syv på mand skibet og ankommer til Østerø. Bølgerne slog ind over båden, og Leif og de andre var meget våde, men Tora var tør. De går op til gården i Gøta, og Trond tager godt imod dem og lader tænde op for dem, mens Tora blev fulgt til stuen, og drengen — Sigmund — var hos hende; han var da 9 år gammel og syntes at være den raskeste dreng. Hans mor spurgte, hvad Trond havde lært ham, og han svarede, at han havde lært alt om sagsøgning og hvilke bøder, man selv og andre havde krav på. Det havde han helt styr på. Så spørger hun, hvad hans fosterfar har lært ham om den hellige tro. Sigmund sagde, at han havde lært fadervor og trosbekendelsen. Det ville hun gerne høre ham fremføre, sagde hun, så det gjorde han, og hun fandt, at han sang fadervor så nogenlunde, men Tronds trosbekendelse lød således:


Jeg går aldrig ene
— — — — —
men følges af fire,
fem Guds engle;
jeg be’r en bøn,
en bøn for Kristus,
synger syv salmer —
da ser Gud til mit.


I det samme kommer Trond ind i stuen og spørger, hvad de taler om. Tora svarer og siger, at Sigmund — hendes søn — havde fortalt hende, hvad Trond havde lært ham, »— og jeg synes ikke,« siger hun, »— at hans trosbekendelse ligner noget.« »Det er jo sådan — som du véd,« siger Trond, »— at Kristus havde 12 eller flere læresvende, og hver af dem havde sin trosbekendelse. Nu har jeg min trosbekendelse, og du har den, som du har lært, men der findes mange trosbekendelser,« siger han, »— og de kan være rigtige på hver sin måde.« Så talte de ikke mere om den sag.

Om aftenen er der stor gæstfrihed, og der blev drukket tæt, og Trond var meget munter, og han sagde, at han ville lade stuen indrette til dem og rede en fladseng op på gulvet. Leif siger, at det var udmærket. Tora siger, at hun ønsker, at Sigmund skulle fortælle hende, hvad han har lavet, og sove hos hende om natten. »Det går ikke,« siger Trond, »— for så får jeg ikke lukket et øje i nat.« »Dette må du tilstå mig — min kære Trond,« siger hun, og det blev sådan, at drengen lå hos dem. Trond havde et lille aflukke, hvor han altid sov, og hvor han havde drengen og få mænd omkring sig, og Trond trak sig tilbage til sit aflukke, og det var sent på natten. Leif vil sove, så han lægger sig og vender ryggen til sin kone; hun skubber ham i ryggen og beder ham vågne: »Stå op!« siger hun, »— og gå rundt på Østerø i nat og hug hul i alle skibene, så de ikke kan sejle.« Og det gør de; Leif var stedkendt i hver eneste vig dér, og de hugger hul i hvert eneste fartøj, så det ikke er i stand til at sejle. De sover ikke om natten, men står tidligt op om morgenen. Tora og de andre går med det samme ned til skibet, men Leif går hen til aflukket og beder Trond leve vel og have tak for god behandling, »— og Tora ønsker, at Sigmund følger med hende.« Trond havde kun sovet lidt om natten, og han sagde, at det ikke kunne gå, at Sigmund tog derfra. Leif går hastigt ned til skibet, og nu gik det op for Trond, hvad Leif og de andre havde for, og han beder sine huskarle bemande en skude, som han havde, og være mange ombord. Det gør de, men det kulsorte hav vælter ind, og de glæder sig over, at de slipper levende i land. Ikke et eneste skib på øen var i stand til at sejle, og Trond må blive dér, hvad enten han vil det eller ej. Leif sejler hjem og samler sine folk, og dette sker dagen før, de skulle mødes med Sigurd og de andre.


57. Leif dræber Sigurd og dennes frænder

Nu skal det fortælles om Sigurd Torlakson og de andre, at de gør sig klar til at tage af sted, og Sigurd beder de andre om at skynde sig. Tord siger, at han ikke har videre lyst til at tage af sted, »— og man skulle tro, at du var dødsviet, siden du har så travlt med dette.« »Tag dig nu sammen,« siger Sigurd, »— og vær ikke så ræd, når der ikke er fare på færde! Nu skal vi helt afgjort ikke spilde dette møde, som vi har aftalt.« »Du må bestemme,« siger Tord, »— men det skulle undre mig, om vi alle vender uskadte hjem i aften.« De tog af sted på ét skib — i alt 12 mand og godt bevæbnede.

Det var stormvejr og strømmene var farlige, men det gik godt, og de kom til Skuø. Da sagde Tord, at nu ville han ikke længere. Sigurd sagde, at han ville gå op til gården, om han så skulle gå alene. Tord mener, at han må være dødsviet. Sigurd går op på øen. Han bar en rød kjortel, og over skuldrene havde han en blå snørekappe; han havde et sværd i bæltet og hjelm på hovedet. Da han nærmer sig husene, ser han, at døren var lukket. På tunet overfor døren lå den kirke, som Sigmund havde ladet opføre, og da Sigurd kom op mellem beboelsen og kirken, ser han, at kirken er åben, og at en kvinde klædt i rød kjortel og med en blå kappe over skuldrene forlader kirken. Sigurd så, at det var Turid Storenke, og går hen imod hende. Hun hilser venligt på ham og går hen til et træ, der lå på tunet. Dér satte de sig på træet, og hun vil vende ansigtet mod kirken, men han vil vende hen imod husdøren og væk fra kirken, men hun fik lov at bestemme, og de vendte da imod kirken. Sigurd spurgte, om der var nogle folk til stede. Hun siger, at det ikke var mange. Han spurgte, om Leif var der; hun siger, at det var han ikke. »Er dine sønner hjemme?« siger han. »Det er de,« siger hun. »Hvad mener de så om vores ærinde?« siger Sigurd. »Vi har talt om,« siger hun, »— at alle vi kvinder bedst kan lide dig, og jeg ville ikke tøve længe, hvis ikke du allerede var optaget.« »Da har jeg været uheldig,« siger Sigurd, »— men det kan snart ændres, så jeg bliver en ledig mand.« »Det må gå, som det går,« siger hun, og i det samme lægger han armen om hende og vil trække hende ind til sig, og hun griber fat i hans snørrekappe. Med ét bliver døren åbnet, og en mand løber ud med sværdet trukket, og det var Here Sigmundson. Da Sigurd ser det, smyger han sig ud af kappen og slipper fri, mens Turid sidder tilbage med kappen. Nu kommer der flere folk ud, og Sigurd løber ned ad bakken. Here griber et spyd og løber efter ham ned ad bakken, og han er hurtigere. Han slynger spyddet efter Sigurd, men Sigurd ser, at spyddet har retning mod hans skuldre, og han kaster sig ned, så spyddet suser over ham og borer sig ned i jorden. Sigurd rejser sig hurtigt og fatter spyddet og sender det tilbage, og det træffer Here midt på livet, så han straks dør. Sigurd løber ned mod den smalle opgang, mens Leif kommer hen, hvor Here ligger, og han drejer fra og løber hen til den stejle kant, hvor han springer — og man siger, at der er 15 favne ned til strandbredden. Leif landede på fødderne, og han løber hen imod brødrenes skib, og Sigurd er da kommet hen til skibet og vil ombord. Leif stikker sit sværd i siden på ham, og Sigurd drejer sig i det samme, men sværdet trængte ind, så vidt Leif kunne se. Sigurd sprang ud på skibet, og de sejlede væk, og dermed skiltes de. Leif går op på øen til sine mænd, og han beder dem straks gå til skibene, »— for vi skal efter dem.« De spørger, om han har ser, at Here var død, eller om han havde truffet Sigurd, men han siger, at der ikke er tid til at snakke nu. De springer om bord på to skibe, og Leif havde 80 mand, men de var noget efter de andre.

Sigurd og de andre lander ved Strømø, og Sigurd havde styret skibet, men ikke sagt ikke meget imens. Da han går i land fra skibet, spørger Tord, om han var hårdt såret. Han sagde, at han ikke vidste det nøje. Sigurd går hen til bådehuset, der lå nær ved vandet, og han støtter sine hænder imod væggen dér, mens de andre rydder skibet og derefter går hen til bådehuset. Dér ser de Sigurd stå — og han var stivnet og død. De førte hans lig hjem, men fortalte ikke nogen, hvad der var sket.

De sætter sig ved aftensmaden, og mens de spiser, ankommer Leif og hans mænd til gården, som de angriber og sætter ild til. De andre forsvarer sig godt, og de var 11 mand mod 30. Da ilden får rigtig fat i husene, springer Gaut den Røde ud, for han kunne ikke holde ud at være inde længere. Steingrim Sigmundson og to andre gik imod ham, men han forsvarer sig godt. Gaut hugger Steingrim i knæet og hugger knæskallen af ham — og det var et stort sår, så han var halt lige siden — og han dræber den ene af Steingrims fæller. Så kommer Leif Øssurson til, og de skifter hug, og det ender med, at Leif dræber Gaut. Så springer Tord den Lave ud, og Brand Sigmundson og to andre gik imod ham, men det ender med, at Tord dræber Brand og begge hans følgesvende. Så kom Leif Øssurson til, og han gennemborer Tord med det samme sværd, som han tidligere havde stukket broderen — Sigurd — med, og Tord mistede straks livet.


58. Leif råder nu alene — Tronds død

Efter disse hændelser tager Leif hjem, og han bliver navnkundig af dette værk. Men da Trond erfarede, hvad der var sket, tog det så hårdt på ham, at han døde af nagende sorg. Leif har nu magten over alle Færøerne, og dette skete i kong Magnus den Gode Olavsons dage. Leif tog til Norge og opsøgte kong Magnus, og han får Færøerne i len af kongen. Han kommer hjem til Færøerne, hvor han bor til sin alderdom. Hans søn — Sigmund — boede på Suderø efter sin far — Leif — og han var en anset mand. Turid Storenke og Leif døde i kong Magnus’ dage, og Tora boede hos sin søn — Sigmund — og blev til stadighed regnet for en meget gæv kvinde. Sigmunds søn hed Havgrim, og hans sønner var Einar og Skægge, som var sysselmænd på Færøerne for ikke længe siden. Steingrim den Halte boede på Skuø, og man anså ham for en god bonde.

Og så fortælles der ikke mere om, hvad der hændte Sigmund Bresteson og hans efterkommere.




Noter:

  1. Der er ikke overleveret en egentlig, sammenhængende Færeyinga saga, men teksten er af C. C. Rafn i 1832 sammensat af fortællinger, der findes spredt i Flateyjarbók. »At der har eksisteret en særskilt saga om Færingerne eller et tidsrum i Færøernes historie, er utvivlsomt.« (Finnur Jónsson, 1923).
  2. ɔ: Hebriderne.
  3. Et beløb svarende til værdien af to hundrede alen vadmel.
  4. ɔ: gælden skal videreføres til Havgrims arving.
  5. ɔ: den lille, åbne båd, som er på slæb efter et større skib.
  6. Gæst (norrønt: gestr) betegner her en underordnet hirdmand.
  7. Se den foregående note.
  8. Jarl Håkon er i mellemtiden død.
  9. ɔ: til Norge.
  10. Denne meddelelse foregriber i nogen grad handlingen i kap. 38.
  11. Kong Olav Tryggvason har i mellemtiden lidt nederlag ved Svold.
  12. I kap. 22 skal der dog 20-30 mand til at forsvare øen ...
  13. Der er i mellemtiden forløbet ca. 16 år siden Tronds opklaring af drabet på Sigmund Bresteson.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.