Fortællingen om Torvald Tasalde

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Fortællingen om Torvald Tasalde

Þorvalds þáttr tasalda

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2025

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðbrandur Vigfússon & C. R. Unger: Flateyjarbók, Oxford og Kristiania, 1860-68

---

Flateyjarbók (1387-94)

Den samme sommer, som der her blev fortalt om, kom Torvald Tasalde, Viga-Glums søstersøn, til Norge ude fra Island. Han så godt ud, var stor og stærk og gavmild med penge. Torvald sejlede ind fra havet ved Trondheimen og styrede ind til Nidaros. Kong Olav befandt sig i byen; han var for nylig kommet sydfra i landet. Og så snart kongen blev klar over, at hedenske købmænd var ankommet fra Island, indkaldte han Torvald til møde og bad ham lade sig døbe og antage den kristne tro. Torvald sagde ja til at antage kristendommen for at opnå kongens venskab. Kongen siger, at jo mere villigt Torvald rettede sig efter hans ord og påbud, des mere hjerteligt ville hans venskab være. Torvald og hans mandskab blev derpå døbt.

Torvald opholdt sig hos kong Olav om vinteren og blev behandlet godt. En af kongens hirdmænd hed Sigurd, en anden Helge; de var begge fortrinlige mænd, og kongen holdt af dem, men de var ganske forskellige af sind. Sigurd var vellidt af alle, mens Helge var ublid og lumsk. Torvald Tasalde blev tildelt pladsen mellem dem om vinteren. Helge var misundelig på Torvald og talte hele tiden ondt om ham, mens Sigurd var venlig imod ham. Og Helge forlod sin plads på bænken og ville ikke sidde sammen med Torvald og Sigurd. Han begyndte siden at bagtale Torvald mest muligt over for kongen, indtil kongen bad ham holde op med det. »Du behøver hverken,« siger kongen, »— at bagtale Torvald eller andre af de mænd, der er hos mig, for jeg ønsker selv at prøve mine folk.« Helge prøvede da at skabe splid mellem Sigurd og Torvald ved at bagtale Torvald over for ham. Sigurd sagde: »Du får mig ikke til at synes dårligt om Torvald med dine ord, for han er en meget duelig mand, mens du er den mest ondskabsfulde karl.« Men fordi Helge ikke ophørte med at bagtale Torvald, men snarere blev mere ihærdig med bagtalelsen, endte det med, at kongen blev fåmælt over for Torvald.

En dag sagde Helge til Torvald: »Spørg du kongen om, hvorfor han er så fåmælt.« Torvald svarer: »Jeg agter ikke at følge dine ord og din tilskyndelse, og selv om jeg har vækket et eller andet mishag hos kongen, formoder jeg, at han ikke tror på din bagtalelse,.« Helge sagde: »Isterlændingen er fortsat overmodig.« Nogen tid senere sagde Torvald en dag, da han traf kongen: »Herre! Må jeg være så frimodig at spørge, hvorfor du er så uglad? Hvis det skyldes sygdom, håber jeg på snarlig bedring, men hvis det skyldes bekymringer eller på anden vis er forvoldt af mennesker, så må det dog kunne løses med det held og den lykke, du besidder.« Kongen svarer: »Jeg er ikke syg.« Torvald sagde: »Det er straks bedre, når ikke det værste er tilfældet. Er der nogen, der har forbrudt sig imod dig?« Kongen sagde, at det var der, »— men du er forpligtet til — Torvald! — at løse denne vanskelige sag, siden du først bragte den på bane.« Torvald svarer: »Alle dine mænd har pligt til at gøre, som du befaler. Men jeg må vide, hvad dette drejer sig om, selv om jeg måske ikke evner at gøre noget ved det.« Kongen sagde: »Der er en mand, der hedder Bård og kaldes den Digre. Han stammer fra Oplandene og er velhavende. Han har kun ét barn, en datter, der hedder Tora. Bård er kommet godt op i alderen. Han bor i Oplandene på det sted, som hedder Ulfsdalene, hvor han har en stor og flot gård. Hans datter, Tora, bor hos ham, men man ser ikke mange folk på stedet. Jeg synes ikke om, at Bård ikke vil antage kristendommen, og at han ikke vil komme til mig. To gange har jeg sendt tolv mand af sted til ham, men ingen af dem er vendt tilbage.« Torvald sagde: »Er denne Bård en stor blotmand?« Kongen sagde: »Det véd man ikke, for der er ikke noget gudehov på hans gård, men Bård forekommer folk at være meget underlig, og man kender ikke hans adfærd og skikke.« Torvald sagde: »Jeg vil gerne glæde dig — herre! — og såfremt du ønsker det, vil jeg nu opsøge Bård, så må vi se, hvad der sker.« Kongen sagde, at det ønskede han. Dette gjorde Helge glad, for han forventede, at Torvald — i lighed med de andre, der var draget ud på denne færd — ikke ville komme tilbage igen.

Torvald gjorde sig siden klar, og kongen bad ham tage så mange mænd med, som han ville. Torvald siger: »Jeg har erfaret, at Sigurd, min bænkfælle, er en god og duelig mand; han skal tage med mig, men ikke flere, for dit held og din lykke — herre! — vil være os til mere gavn end flere mænd.« Kongen svarer: »Vist skal jeg lade min godvilje følge jer. Jeg vil sende jer hen til den bonde, der hedder Bjørn; han bor ikke langt fra Bård, og han forekommer mig at være den bedste til at fortælle jer noget om Bårds vaner og til at vise jer vejen derhen.« Derefter drog de af sted og kom til Bjørn, og han tog godt imod dem, så snart han fandt ud af, at de var kong Olavs udsendinge. De udspurgte ham om Bårds bolig og vaner. Bjørn sagde, at det var underligt, hvordan tingene foregik hos Bård, »— for når man kommer derhen, ser man ingen mennesker, men alligevel bliver alt arbejde udført godt og ordentligt.« 

Om natten, da de var faldet i søvn, da drømte Torvald, og det forekom ham, at kong Olav kom hen til ham og sagde: »Når du vågner, vil du ved dit hoved finde et klæde, som er viklet omkring et brev, hvori Guds navne står skrevet. Dette brev skal du i morgen lægge mod dit bryst, og derpå skal du vikle klædet omkring det og din krop, så langt som det rækker. Så vil du formå at gå imod Bård med djærvhed.« Torvald vågnede og fandt klædet og gjorde, som han havde fået besked på.

Om morgenen fulgte bonden Bjørn dem ud og viste dem vejen til Bårds gård. De skulle igennem en skov, men da de kom ud fra skoven, så de en stor gård med et højt plankeværk om. De gik hen imod gården. Porten stod åben, og det samme gjorde døren til huset. De så ingen mennesker udenfor. De trådte ind i forstuen og så sig omkring. Der var store rum med nyhøvlede planker. Til den ene side lå opholdsstuen, som var ganske behængt med vægtæpper og veludstyret. Bård sad i højsædet; han var skaldet, klædt i skarlagen og havde et par hjorteskindshandsker i hænderne. En høj, smuk kvinde sad ved bordet. De så ikke flere folk dér. Bård sagde: »Hvem er det, der er i forstuen?« De fortalte, hvad de hed, og sagde, at de var kongens mænd. Bård sagde: »Hvilket ærinde har I her, kun to mand?« Torvald svarer: »Vi har så mange mænd uden for døren, at vi kan tvinge dig hen til kong Olav, såfremt du ikke går frivilligt.« Bård vred handskerne i stykker mellem hænderne og kvad dette:

Stundom gik jeg gerne

ganske håndfast til den,

og jeg ordner selv sagtens

så’n en opblæst pralhals.

Torvald sagde: »Det finder vi ud af. Lad os tage fat!« Torvald kastede sig over Bård, og de brødes voldsomt med hinanden. Da var meget af dagen gået. De blev ved en tid, men Torvald blev ganske udmattet. Han bad da sagte Gud om at give sig styrke imod Bård, og Bård angreb ham da med stor kraft, men da de stod bryst mod bryst, var det, som om en mand tog fat i Bård og fejede benene væk under ham, så han faldt hen over dørtærsklen. Både Bård og Torvald var da så udmattede, at de ikke kunne fortsætte. Da sagde Bård: »Hjælp mig nu — Tora!« Hun svarer: »Jeg kan ikke hjælpe dig — far! — for Sigurd og jeg har været i brydekamp, og det er ganske passende, for vi er lige stærke.« Bård sagde: »Så må jeg gøre det, som ikke har været nødvendigt før, og bede om hjælp mod én mand. Kom nu frem — I, som bor under husene! — og hjælp mig.« Da sprang 60 mand frem, og Torvald og Sigurd blev taget til fange. Bård sagde: »Underboerne har hjulpet mig godt — Tora! — og de vil gøre det igen, hvis jeg får brug for det. Derfor synes jeg ikke, at Torvald og Sigurd behøver være bundet. Men jeg vil dog ikke have, at du overfalder mig igen — din trold, selv om du kalder dig Torvald! — for du mangler hverken mod eller dristighed. Det kan også være, at man skal kalde dig et menneske, men du må være nok så troldkyndig, for jeg manglede ikke kræfter til at klare dig først, men jeg tror, at du fremmanede så stærke vætter imod mig, at de overmandede mig, for det er aldrig før sket, at jeg er blevet besejret af én mand. Men nu må I blive her i nat, selv om I frygter for, hvad der venter jer.« Så blev der stillet et veldækket bord frem til dem, og der var hverken mangel på mad eller gode drikkevarer. Og da de var mætte, sagde Bård: »Det er ikke sådan, at jeg ikke under jer maden, men det forekommer mig, at I har forsynet jer vel rigeligt, som om I var ganske uden frygt og sad blandt venner.« De blev siden fulgt til sengs, og Torvald og Sigurd fandt, at der blev sørget godt for dem, og de sov godt den nat.

Og om morgenen, da de var klar til at tage af sted, bad Bård sine folk om at følge dem ud fra gården. Men da de var kommet ud, kiggede Torvald sig omkring, men så ingen mænd i nærheden. Da sagde han: »Bård ville have, at vi skulle tage væk og ikke have mere med ham at gøre, men sådan skal det ikke være. Lad os opsøge ham igen.« De gik derpå ind. Bård sagde: »I er et par meget mærkelige mænd. I går ud, men tager ikke af sted, og hvorfor kan I ikke skræmmes som andre mænd? Eller er I bare meget ivrige efter at dø?« Torvald svarer: »Vi kom tilbage, fordi jeg ikke vil tilsidesætte min retsindighed og din ære. Vi er afgjort ikke så bange, at vi ikke vover at fuldføre kongens ærinde. Nu vil jeg bede dig om, at du frivilligt rider med mig for at møde kongen.« Bård sagde: »Hvorfor spørger du ikke først om, hvilken tro jeg har?« »Det er, fordi jeg ikke er nysgerrig efter at vide det,« siger Torvald. Bård sagde: »Så vil jeg oplyse dig om, at jeg hverken tror på afguder eller djævle. Jeg har rejst fra land til land og mødt både kæmper og blåmænd, men de besejrede mig ikke, og derfor har jeg troet på min egen kraft og formåen. Og nu er jeg for første gang blevet skuffet over denne tro, men jeg véd, at du ikke havde vundet over mig, såfremt du ikke havde gjort brug af noget andet end dig selv. Men hvad havde du på brystet, da vi stod bringe mod bringe? Jeg tænker, at den, som har frembragt dette, vil være i stand til meget.« Torvald svarer: »Det er rigtigt gættet, at vedkommende er mægtig, for det var navnene på den Gud, som vi kristne mennesker tror på.« Bård sagde: »Jeg kan ikke forestille mig, at han ikke vil være i stand til alt, såfremt han selv kommer, når jeg her blev fuldkommen overvundet af noget, der bar hans navne. Og derfor vil jeg nu drage med dig hen til kongen, for jeg forstår, at det må være godt at tro på den Gud, som er så mægtig, hvis man skal tro på nogen. Men jeg lod det underjordiske hus bygge og satte mine folk dér, fordi jeg agtede at kalde dem til hjælp og udnytte overtallet, såfremt mange kom imod mig. Men hvis to eller tre mand skulle komme imod mig, ville jeg ikke gøre det, fordi da ville jeg ikke anse mig for at være underlegen. Her er også kong Olavs mænd — de 24, som han sendte hertil — og de er alle i god behold og ikke blevet dræbt, sådan som kongen må have formodet.«

Derefter gjorde Bård sig klar og tog med alle sine mænd af sted for at træffe kongen. Men da de nærmede sig byen i Nidaros, sagde Bård: »Tag du nu — Torvald! — hen til kongen og fortæl ham, at jeg vil døbes her på dette sted, som vi er kommet til. Jeg er gammel og ønsker ikke, at de mange folk skal le af mig, når jeg er afklædt.« Torvald tager hen til kongen og fortæller ham alt om sin færd, og hvad der nu var sket. Dette gjorde kong Olav glad, og han opsøgte straks Bård sammen med sine præster. Bård tog godt imod kongen og sagde: »Din Gud er mægtig — konge! — det har jeg nu erfaret, og derfor vil jeg tro på ham og lade mig døbe.« Kongen svarer: »Det er vel talt efter din forståelse — Bård! — men det er mere rigtigt at sige, at den Gud er mægtig, som styrer mig og alle ting, synlige såvel som usynlige, og på forskellig vis kalder dem til sig, som er værdige til at tjene ham.« Derpå blev Bård og alle hans mænd døbt. Da sagde Bård: »Sig mig — konge! — er jeg nu god?« Kongen sagde, at det var han. Bård sagde: »Jeg har hidtil anset mig for at være i stand til at klare mig selv og ikke tjent konger eller andre høvdinge. Men nu vil jeg blive din håndgangne mand — konge! — og tjene dig, så længe jeg lever. Det forekommer mig, at der da er størst håb for, at jeg ikke mister den godhed, som jeg nu har opnået. Jeg ønsker desuden, at du skal råde for min datter, Tora, og hele hendes formue og gifte hende med Torvald, denne islandske mand, for vi skylder ham en god belønning.« Torvald svarer: »Det kan ikke lade sig gøre, for jeg har allerede en kone på Island.« Kongen sagde: »Så skal du give denne kvinde til din ven Sigurd. De passer godt sammen, siden de er lige stærke.« Torvald svarer: »Det gør jeg gerne. Men jeg vil bede dig om — herre! — at du bortviser Helge fra din tjeneste, og selv da er der dog gjort for lille forskel på ham og Sigurd. Men hvis du tilstår mig dette, så vil jeg for din skyld ikke skade Helge.« Kongen sagde, at det skulle ske.

Sigurd blev siden gift med Tora, og de bosatte sig på den gård i Oplandene, som Bård den Digre havde ejet. Ikke længe efter sin dåb blev Bård syg, og han døde i de hvide klæder. Men Torvald rejste til Island med stor hæder fra kong Olav, og man anså ham for at være en meget gæv og rask mand.

---

Noter: