Gylfis forblændelse

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif Faeroysk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Edda-Myterne II. - Snorris Eddasagn
Oversat fra oldnordisk af Thøger Larsen
Udgivet 1928


Gylfis forblændelse


I.

KONG GYLFI regerede i det Land, som nu hedder Svitjod[1]. Det fortælles om ham, at han i et af sine lystige Luner gav en omrejsende Kvinde en "Plovsland" i sit Rige, saa stort som fire Okser kunde pløje løs paa en Dag og en Nat. Denne Kvinde var af Asernes Slægt og hed Gefjun. Hun tog fire Okser nord fra Jåtunhejm, de var hendes Sønner med en Jætte; dem spændte hun for Ploven; og Ploven gik saa tungt og dybt, at Landet løsnedes. Okserne trak dette Land vestpaa ud paa Havet og stansede i et Sund. Der lagde Gefjun Landet og gav det Navn, hun kaldte det Selund[2]. Og der, hvor Landet var fjernet, blev der et Vand, det, som nu kaldes Lågen[3] i Svitjod. Og Lågen har Vige, der svarer til Næssene i Selund. Saaledes siger Bragi Skjald den gamle:

Gefjun drog fra Gylfi
glad [med Haand paa Ploven]
Danmarks Vækst, saa Dampen
drev fra Dyrekroppe.
Fire Oksepander,
otte Pandemaaner[4]
saas dengang den grønne
Græssets Ø de løsned.

Kong Gylfi var en vis og trolddomskyndig Mand. Det undrede ham, at Asafolket var saa kyndigt, saa alt gik efter dets Vilje. Han grundede over, om dette kunde skyldes Asernes eget Væsen, eller om det skyldtes Kræfter hos de Guder, de ofrede til. Han rejste da til Asgaard, men under Forklædning og i Skikkelse af en gammel Mand for at være ukendt. Men Aserne var saa meget visere, som de havde Spaadomsevne. De saa hans Færd, før han kom, og modtog ham med Synforblændelser. Da han kom ind i Borgen, saa han der en Hal saa høj, at han næppe nok kunde se over den. Taget paa den var lagt af gyldne Skjolde paa samme Maade som Spaantag. Tjodolf fra Hvini siger ligeledes, at Valhal var skjoldtækket:

Paa Ryggen lod de blinke (stenede blev de)
Svafnirs Salbark,[5] de snilde Krigsmænd.

Gylfi saa en Mand i Hallens Dør, han legede med Haandsværd og havde syv i Luften paa eengang. Denne Mand spurgte først om hans Navn. Han kaldte sig Gangleri og sagde, at han var kommen ad vildsomme Stier og bad om at maatte opholde sig der om Natten, samt spurgte om, hvem der ejede Hallen. Manden svarer, at Hallen tilhørte deres Konge, og sagde: "Jeg skal ledsage dig, saa du kan faa ham at se, saa kan du selv spørge ham om, hvad han hedder". Manden gik saa foran ham ind i Hallen, han fulgte efter, og straks blev Døren lukket i Hælene paa ham.

Der saa han mange Gulve[6] og mange Mennesker, af hvilke nogle drak og andre kæmpede bevæbnet. Han kiggede omkring sig og fandt meget af, hvad han saa, mistænkeligt. Da fremsagde han:

Se dig om ved alle Døre,
inden du gaar ind.
Ingen kan vide, hvor Uvenner sidder
i Bo bænket.[7]

Han saa tre Højsæder, det ene ovenover det andet, og i hvert af dem sad en Mand. Han spurgte om Høvdingens Navn. Den Mand, som havde ført ham derind, svarede, at Manden i det nederste Højsæde var Kongen og hed Har; han, som sad ovenfor, hed Jafnhar, og han, som sad øverst, hed Tridi. Da spurgte Har den ankomne, hvad Ærinde han ellers havde, og lovede, at han skulde faa Mad og Drikke som alle andre der i Havis Hal. Manden siger, at først vil han spørge, om der er nogen kyndig Mand derinde. Har siger, at han skal ikke slippe helskindet ud, hvis han ikke er den kyndigste,

"og staa du frem, medens du spørger,
sidde skal den, der svarer".'


II.

Gangleri tog da saaledes til Orde: Hvem er den ypperste eller den ældste af alle Guder?" Har siger: "I vort Sprog hedder han Alfader, men i den gamle Asgaard havde han tolv Navne: 1. Alfader, 2. Herran eller Herjan, 3. Nikar eller Hnikar, 4. Nikud eller Hnikud, 5. Fjålnir, 6. Oski, 7. Omi, 8. Biflindi, 9. Svidur, 10. Svidrir, 11. Vidrir, 12. Jalg eller Jalk". Da spørger Gangleri: "Hvor er denne Gud? hvad mægter han? hvad har han øvet af Storværk?" Har siger: "Han lever i alle Tider og styrer hele sit Rige og er Herre over alle Ting, store og smaa". Da indskød Jafnhar: "Han skabte Himlen, Jorden og Luften og alle deres Ting". Og Tridi tilføjede: "Men det er hans største Værk, at han skabte Mennesket og gav det den Aand, som skal leve og aldrig forgaa, selv om Legemet raadner til Muld eller forbrænder fil Aske. Alle Mennesker, som har de rette Sæder, skal leve og være hos ham paa det Sted, som hedder Gimle eller Vingolf. Men de onde Mennesker farer til Hel og derfra til Niflhel, som er nede i den niende Verden". Gangleri spurgte: "Hvad gjorde han, førend Himmel og Jord blev skabt?" Dertil svarer Har: "Da var han hos Rimturserne".


III.

Gangleri spurgte: "Hvad var Oprindelsen? hvorledes skete den? hvad var der før?" Har svarer: "Som det hedder i Vålvens Spaadom:

Old var aarle, da der intet var,
ej var Sand, ej Sø, ej svale Bølger,
ej var Jorden og ej Himlen,
Gabet Ginnungi, men Græs ikke".

Da sagde Jafnhar: "Mange Tider, før Jorden blev skabt, var Niflhejm bleven dannet, og i dens Midte ligger den Brønd, som hedder Hvergelmir. Derfra falder Floder med Navnene: Svål, Gunntra, Fjårm, Fimbultul, Slid og Hrid, Sylg og Ylg, Vid og Lejpt; Gjåll er nærmest Helgærdet". Og Tridi sagde: "Først var der dog den Verden i Sydhælften,[8] som hedder Muspell; den er lys og hed, ja luende og brændende, og ufør for dem, som er Udlændinge og ikke har hjemme der. Surt hedder han, som sidder ved Landets Ende til Landeværn, han har et luende Sværd, og ved Verdens Ende skal han drage ud og hærge, besejre alle Guderne og brænde hele Verden med Ild. Saaledes siges der i Vålvens Spaadom:

Surt[9] gaar sydfra med Skoves Vaade,[10]
Valgud-Sol fra Sværdet skinner,
Grusbjerge ramler, Gyger tumler,
Mænd gaar hen ad Helvej, Himlen revner".


IV.

Gangleri spurgte: "Hvad foregik der, før Ætterne blev til, og Menneskeslægten formerede sig?" Har svarede: "Da de Floder, som kaldes Elivager, var komne saa langt fra Udspringet, at Edderslammen, der fulgte dem, størknede, ligesom Sinter, der flyder fra Ilden, da blev denne Slam til Is. Og da Isen stansede sin Bevægelse, holdt Edderens Fugtighed sig derover og frøs til Rim. Rimen hobede sig op i Dynge over Dynge helt ind i Ginnungis Gab". Jafnhar fortsatte: "Ginnungis Gab fyldtes i Egnen, som vendte mod Nord, med tunge og svære Masser Is og Rim, indeni var der Rusk og Slud, men den sydlige Del af Ginnungis Gab blev let af Mødet med de Gnister og Gløder, som fløj fra Muspellshejm". Da sagde Tridi: "Ligesom der stod Kulde og al Slags Barskhed fra Niflhejm, saaledes var alt i Nærheden af Muspellshejm varmt og lyst. Ginnungis Gab var der saa let som blikstille Luft. Og da Rimen og Hedens Aande mødtes, saa Rimen smeltede og dryppede, livnedes de løsnede Draaber ved dens Kraft, som sendte Heden, og der opstod en Mandsskikkelse. Han blev kaldt Ymir, men Rimturserne kalder ham Aurgelmir. Fra ham er alle Rimtursernes Slægter komne, som det siges i Vålvens Spaadom den korte[11]:

Alle Vålver fra Vidolf stammer,
alle Troldmænds Ætter fra Vilmejd,
Sejdsydere fra Svarthåfdi,
alle Jætter er Ymirs Yngel.

Men siger Jætten Vaftrudnir saaledes[12]:

[hvor Aurgelmir af al den Yngel
først kom fra, kyndige Jætte?]
Af Elivager stænked Edderdraaber,
de voksed og vorded til Jætte,
deraf er alle vore Ætter komne,
og derfor vrede og vrange".

Da spurgte Gangleri: "Hvorledes formeredes Slægterne fra ham? Eller fremstod der flere Mennesker samtidig i Skabelsen? Eller anser du ham, du nu fortalte om, for Gud?" Har svarer: "Vi anser ham aldeles ikke for Gud, han var ond, og ligeledes alle hans Efterkommere, som vi kalder Rimturser. Det fortælles, at medens han sov, kom han til at svede; da voksede en Mand og en Kvinde frem under hans venstre Arm,[13] og hans ene Fod avlede en Søn med den anden; derfra nedstammede Slægter, nemlig Rimturserne. Den gamle Rimturs kalder vi Ymir".

V.

Gangleri spurgte: "Hvor boede Ymir? hvad levede han af?" Har svarer: "Næstefter, da Rimen dryppede, fremstod en Ko deraf, hun hed Audumla; der randt fire Mælkestrømme fra hendes Patter, og hun nærede Ymir". Gangleri spurgte: "Hvad levede Koen af?" Har siger: "Hun slikkede Rimstenene, som var salte, og den første Dag, hun slikkede, kom ved Aften en Mands Haar frem af Stenen, den anden Dag Mandens Hoved, den tredje Dag hele Manden. Han kaldtes Buri; han var fager af Ydre, stor og mægtig. Han avlede den Søn, som hed Bor, og denne ægtede den Kvinde, som hed Bestla, Jætten Båltorns Datter. De fik tre Sønner, den ene hed Odin, den anden Vili, den tredje Ve. Og det er min Tro, at denne Odin og hans Brødre maa være Himlens og Jordens Styrere; vi mener, han maa kaldes saaledes, den Mand, som vi ved er den største og berømteste, og saaledes kan du vel ogsaa kalde ham".


VI.

Gangleri spurgte: "Hvorledes samarbejdede de? hvem var mægtigst?" Dertil svarer Har: "Bors Sønner dræbte Jætten Ymir, men da han faldt, flød der saa meget Blod af hans Saar, at de druknede hele Rimtursernes Slægt deri, undtagen een, der undslap med sin Husstand; ham kalder Jætterne Bergelmir, han steg op i en Baad tilligemed sin Kone, i den frelstes de, og fra dem nedstammer Rimtursernes Slægter, som det siges her[14]:

Utallige Aar før Aserne skabte
Jorden, blev Bergelmir baaren.
Det mindes jeg først, at den fortidsvise
Jætte blev bragt i Baaden".


VII.

Gangleri spørger: "Hvad frembragte Bors Sønner da, siden du mener, de er Guder?" Har siger: "Derom er der ikke lidt at fortælle. De tog Ymir, flyttede ham midt ud i Ginnungis Gab og dannede Jorden af ham: af hans Blod Havet og Vandene, Jorden skabtes af Kroppen, Bjergene af Knoglerne, Sten og Grus af For- og Kindtænderne og af de brudte Knogler". Jafnhar fortsatte: "Af det Blod, som randt af Saarene og flød frit, dannede de det Hav, hvormed de indhegnede og sammenholdt Jorden, og de lagde dette Hav i en Ring udenom den. De fleste Mennesker fandt det ufremkommeligt at rejse derover". Da sagde Tridi: "De tog ogsaa hans Hovedskal og skabte Himlen deraf. Den satte de op over Jorden, fæstet ved fire Hjørner. Under hvert Hjørne satte de en Dværg; disse Dværge hedder: Austri, Vestri, Nordri, Sudri[15]. Borssønnerne tog de Gnister, som fløj løst omkring og var udslyngede fra Muspellshejm, og satte dem midt paa Ginnungis Himmel, baade foroven og forneden, til at oplyse Himmel og Jord. De gav alle Blussene Steder, nogle paa Himlen, nogle fôr løse under Himlen, og dog bestemte de ogsaa Sted for dem og fastsatte deres Gang. Det siges i gamle Sagn, at derfra regnedes Dage og Aaremaal, som det hedder i Vålvens Spaadom[16]:

Sol vidste ikke, hvor sin Sal hun havde,
Maane vidste ikke, hvor sin Magt han havde,
Stjerner vidste ikke, hvilket Sted de havde.

Saaledes var det, før dette ordnedes over Jorden". Gangleri sagde: "Det, jeg nu har hørt, er en stor Tidende. Det er et overordentligt Værk og mesterligt udført. Hvorledes var Jorden indrettet?" Har svarer: "Yderst er den kredsrund, og udenom ligger det dybe Hav. Langs med dettes Bred gav de Land til Boliger for Jætteslægterne. Men inde paa Jorden byggede de en Borg rundt om Verden mod Jætternes Ufred, og til denne Borg benyttede de Jætten Ymirs Øjenhaar, de kaldte Borgen Midgaard. De tog ogsaa hans Hjerne, kastede den i Luften og gjorde Skyerne af den, som det hedder her[17]:

Af Ymirs Kød skabte Aser Jorden,
af Blodet Søen blaa,
af Benene Højder, af Haaret Træer,
af Hovedskallen Himlen.

Af Brynene danned de blide Guder
Midgaard for Menneskesønner,
af Hjernen i hele Himlen alle
truende Skyer skabtes".'


VIII.

Da sagde Gangleri: "Det synes mig at være store Ting, de har udrettet, da de var færdig med at skabe Jorden og Himlens og havde anbragt Himmellegemerne og inddelt Døgnene. Men hvor kom Menneskene fra, som bebor Verden?" Har svarer: "Da Bors Sønner gik ved Havets Bred, fandt de to Træer, de tog dem op og skabte Mennesker af dem; den første gav dem Aande og Liv, den anden Forstand og Rørighed, den tredje Ansigt, Mæle, Hørelse og Syn. De gav dem Klæder og Navne, kaldte Karlmennesket Ask og Konen Embla, og fra dem stammede Menneskeslægten, som fik Bolig i Midgaard. Derefter byggede Aserne sig en Borg i Verdens Midte, de kaldte den Asgaard, men Menneskene kalder den Troja. Der boede Guderne og deres Efterkommere, og derefter opstod mange Tidender og forandrede Forhold baade paa Jorden og i Luften. Der er et Sted, som hedder Hlidskjalf. Naar Odin sætter sig i sit Højsæde der, ser han hen over alle Verdener, ser hvert Menneskes Forehavende og forstaar alt, hvad han ser. Hans Kone hed Frigg Fjårgvinsdatter, og af deres Æt er den Afstamning kommen, som vi kalder Asernes Slægter, og som har bebygget den gamle Asgaard og de Riger, som hører dertil. Det er en guddommelig Æt. Odin kan kaldes Alfader, fordi han er Fader til alle Guderne og Menneskene og alt det, som var fuldbyrdet af ham og hans Kraft. Jorden var hans Datter og hans Kone. Ved hende fik han sin første Søn, Asator. Han ejede Kraft og Storhed, derfor besejrer han alt levende.


IX.

Nårfi eller Narfi hed en Jætte, som boede i Jåtunhejm. Han havde en Datter, som hed Nat. Hun var sort og mørk efter sin Æt. Hun var gift med den Mand, som hed Naglfari; deres Søn hed Ud. Derefter var hun gift med een, som hed Annar; deres Datter hed Jord. Tilsidst fik Delling hende, han var af Asernes Slægt; deres Søn var Dag, han var lys og skøn efter sin Fader. Da tog Alfader Nat tilligemed hendes Søn Dag, gav dem to Heste og to Kærrer og satte dem op paa Himlen, for at de hvert halve Døgn skulde skiftes til at køre omkring Jorden.Nat rider foran paa den Hest, som kaldes Rimfaksi[18], og hver Morgen bedugger den Jorden med Draaberne fra sin Mule. Den Hest, som Dag har, hedder Skinfaksi[19], og Luften og Jorden lyser overalt af dens Manke".


X.

Gangleri spurgte: "Hvorledes styrer han Solens og Maanens Gang?" Har siger: "Den Mand, som kaldes Mundilfari, havde to Børn, der var saa fagre og skønne, at han kaldte Sønnen Maane og Datteren Sol; hende bortgiftede han til den Mand, som hed Glen. Men Guderne blev vrede over dette Overmod. De tog de to Søskende og satte dem op paa Himlen. Saa lod de Sol køre de Heste, som drog Kærren, hvori den Sol kørte, som Guderne havde skabt til at oplyse Verdnerne af den Glød, der fløj fra Muspellshejm. Hestene hedder Arvak og Alsvid, og under deres Bove satte Guderne to Blæsebælge til at køle dem. I nogle Sagn kaldes dette Jærnkulde. Maane styrer Maanens Gang og raader for Ny og Næ. Han tog to Børn fra Jorden, Bil og Hjuki[20], da de gik fra den Brønd, som hedder Byggvir[21], og bar paa Skuldrene et Kar, der hedder Sæg, paa Stangen Simul. Vidfin kaldes deres Fader. Disse Børn følger Maanen, som det kan ses fra Jorden[22]".


XI.

Gangleri sagde: "Solen iler hurtigt, næsten som om hun var ræd. Hun vilde ikke skynde sig mere, om hun flyede i Skræk den, der vilde dræbe hende". Dertil svarer Har: "Det er ikke saa sært, at hun skynder sig, thi den er nær, som vil hende til Livs, og hun har ingen anden Udvej end at undløbe". Gangleri spurgte: "Hvem volder hende denne Umage?" Har siger: "Det er to Ulve. Den, som render efter hende, hedder Skåll, ham er hun bange for, og han tager hende omsider. Den, som løber foran hende, hedder Hati Hrodvitnirssøn, han vil tage Maanen, og det lykkes ham ogsaa". Gangleri spurgte: "Hvem har avlet Ulvene?" Har siger: "Der bor en Gyge[23] øst for Midgaard i den Skov, som hedder Jærnved. I samme Skov bor de Troldkoner, som kaldes Jærnvidjer. Den gamle Gyge føder mange Sønner, allesammen Jætter og alle i Ulveskikkelse. Saaledes er Oprindelsen til disse Ulve. Og det er bleven spaaet, at af den Slægt bliver een den mægtigste. Den kaldes Maanegarm. Den fylder sig med Livskraften af alle de Mennesker, der dør; den sluger Maanen og overstænker Himlen og al Luften med Blod. Da mister Solen sit Skin, Vindene kommer i Uro og larmer fra alle Sider. Saaledes siger Vålvens Spaadom[24]:

Øster bor den oldgraa i Jærnskoven
og føder der Fenrirs Afkom;
een vil blive af al den Yngel
Maanens Tyv under Troldeham.

Fylde Dødsens Folk i Bugen,
gyde Blod over Guders Sæde;
sort bliver Solskin Somrene efter,
alt Vejr truer. Hvad ved I mon mer?"


XII.

Gangleri spurgte: "Hvilken Vej gaar fra Jord til Himmel?" Da svarede Har og lo: "Det var ikke noget særlig klogt Spørgsmaal. Har man aldrig fortalt dig, at Guderne byggede en Bro mellem Himlen og Jorden, en Bro, som hedder Bifråst? Du maa have set den; maaske kalder du den Regnbue. Den lyser i tre Farver og er meget stærk, bygget med større Kunst og Kyndighed end andre Bygværker. Og dog: trods al Styrken maa den briste, naar Muspells Sønner kommer og rider over den. Da svømmer deres Heste over store Floder, og saaledes naar de frem". Gangleri sagde: "Jeg synes ikke, Guderne har bygget Broen solid nok, naar den kan briste. De er jo i Stand til at danne alting, som de vil". Har svarede: "Guderne fortjener ingen Dadel for dette Bygværk. Bifråst er en god Bro. Men der er ingen Ting i denne Verden, der kan staa sig, naar Muspells Sønner hærger".



XIII.

Gangleri spurgte: "Hvad foretog Alfader sig, da Asgaard var bygget?" Har svarede: "I Begyndelsen indsatte han Styrere og bad dem være sig behjælpelig med at ordne Menneskenes Skæbner og lægge Planer til Borgens Indretning. Dette foregik paa Idasletten midt i Borgen. Deres første Arbejde var at bygge Hovet, hvor deres tolv Sæder staar, det næste at rejse Alfaders Højsæde. Dette Hus er det største og bedst byggede paa Jorden. Baade udvendig og indvendig er det som lutter Guld. Menneskene kalder ogsaa Stedet Gladhejm. De byggede en anden Sal, Gudindernes Helligdom, den var meget skøn, og Menneskene kalder Huset Vingolf. Derpaa anlagde de Esser, og til dem fremstillede de Hammer, Tang og Ambolt og ved Hjælp deraf atter alle de andre Slags Værktøj. Endvidere forarbejdede de Malm, Sten og Træ og den Malm, som kaldes Guld, i saadan Overflod, at alle Brugsgenstande og alt Seletøj, de havde, var af Guld. Den Periode kaldtes Guldalderen, og den varede, indtil den blev ødelagt ved Ankomsten af tre Kvinder fra Jåtunhejm. Derefter satte Guderne sig i deres Sæder og raadslog og mindedes, hvorledes Dværgene var kommen til Live i Mulden og nede i Jorden, som Maddiker i Kød. Dværgene var først bleven frembragt og havde faaet Liv i Ymirs Kød og var da Maddiker. Men paa Gudernes Bud fik de Menneskeforstand og Menneskeskikkelse, dog bor de i Jorden og i Stenene. Modsognir var ypperst, og den næste i Rangen var Durin. Saaledes hedder det i Vålvens Spaadom[25]:

Da gik de højeste til Domstole,
hver hellig Gud, og paa det grunded:
hvem skulde skabe en Skare Dværge
af Brimirs Blod og af Blains Knogler.

De skabte mange, i Mands Billed,
Dværge i Jorde, som Durin sagde.

Og disse Dværgenavne nævner hun:

Nyi og Nidi, Nordri og Sudri,
Austri, Vestri, Altjof, Dvalin,
Nar og Nain, Niping, Dain,
Bifur, Bafur, Båmbur, Nori,
Orl, Onar, Oin, Mjådvitnir,
Vigg og Gandalf, Vindalf, Torin,
Fili, Kili, Fundin, Vali,
Tror, Troin, Tekk, Lit, Vit,
Nyr og Nyrad, Rekk, Radsvid.

Og de følgende er Dværge, der bor i Sten, men de førnævnte bor i Mulden:

Draupnir, Dolgtvari,
Har, Hugstari, Hledjolf, Gloin,
Dori, Ori, Duf, Andvari,
Heptifili, Har, Sviar.

Og de efternævnte kom fra Svarins Høj til Aurvangi paa Jarasletten, og derfra er Lovar kommen. Her følger deres Navne:

Skirfir, Virfir, Skafid, Aj,
Alf, Yngvi, Ejkin-Skjaldi,
Fal, Frosti, Fid, Ginnar".

XIV.

Gangleri spurgte: "Hvor har Guderne deres Hovedsæde eller hellige Sted?" Har svarer: "Det er Asken Yggdrasil. Der skal Guderne holde deres Domme hver Dag". Gangleri spurgte: "Hvad fortælles der om dette Sted?" Jafnhar svarer: "Asken er den største og bedste af alle Træer. Dens Grene breder sig over hele Verden og rækker over Himlen. Træets tre Rødder opholder det, og de staar vidt fra hinanden. Den ene er hos Aserne, den anden hos Rimturserne, hvor fordum Ginnungis Gab var; den tredje staar over Niflhejm, og under denne Rod er Hvergelmir, Nidhågg gnaver Roden fra neden. Men under den Rod, som vender mod Rimturserne, er Mimirs Brønd, hvori Kundskab og Mandevid er skjult; han, som ejer Brønden, hedder Mimir; han er fuld af Viden, fordi han drikker af Brønden af Gjålls Horn. Der kom Alfader og udbad sig en Drik af Brønden, men han fik ingen, før end han gav sit Øje i Pant. Det hedder derom i Vålvens Spaadom[26]:

Jeg ved, hvor du, Odin, har dit Øje skjult.
I Mimirs Brønd, den meget kendte.
Mimir hver Morgen Mjøden drikker
af Valfaders Pant. Hvad ved I mon mer?

Askens tredje Rod staar i Himlen, og under den Rod er en meget hellig Brønd, som hedder Urds Brønd. Der har Guderne deres Domsted. Hver Dag rider Aserne derop over Bifråst, som ogsaa kaldes Asbroen. Asernes Heste har følgende Navne: den bedste er Slejpnir, som Odin ejer, den har otte Fødder; den anden er Glad, den tredje Gyllir, den fjerde Gler, den femte Skejdbrimir, den sjette Sølverntop, den syvende Sinir, den ottende Gisl, den niende Falhofnir, den tiende Guldtop, den ellevte Letfod[27]. Baldrs Hest blev brændt med ham. Naar Tor gaar til Doms, vader han over de Floder, der hedder saaledes[28]:

Kårmt og Årmt og Kerlauger to
skal Tor vade tværs igennem
daglig, naar han drager til Doms
ved Asken Yggdrasil,
thi Asernes Bro brænder i Lue,
de hellige Vande hedes".

Gangleri spurgte: "Brænder Ild over Bifråst?" Har siger: "Det røde, du ser i Buen, er brændende Ild; Bjergturser og Bjergkæmper vilde gaa op i Himlen, dersom Bifråst var farbar for alle, som vilde over den. Der er mange herlige Steder paa Himlen, og der er guddommeligt Værn for det altsammen. Der staar en skøn Sal under Asken ved Brønden; fra denne Sal kommer tre Møer, der hedder Urd, Verdandi og Skuld. De fastsætter Menneskenes Levealder. Vi kalder dem Norner. Men der er flere Norner, de, som kommer til hvert Barn, der fødes, for at vedtage dets Alder, og de er af Gudeæt; andre er af Alfeæt, en tredje Slags er af Dværgeæt, som det hedder her[29]:

Nornerne, siger jeg, er særskilte Slægter,
ej har de Æt sammen,
somme er Asaæt, somme er Alfeæt,
somme er Dvalins Døtre".

Da indvendte Gangleri: "Hvis Nornerne styrer Menneskenes Skæbne, da skifter de meget uligeligt, thi nogle faar gode Dage og mer end nok, andre faar ringe Ret eller Andel, nogle faar en lang Levetid, andre en kort". Har svarer: "De gode Norner, som er af god Æt, skaber et godt Livsløb, men naar Mennesker faar Vanskæbne, er det de onde Norners Skyld".


XV.

Gangleri spurgte: "Hvilke andre underlige Ting er der at fortælle om Asken?" Har siger: "Der er meget at sige om den. En Ørn sidder i Askens Grene, og den ved Besked om mange Ting. Imellem dens Øjne sidder den Høg, som hedder Vedrfålnir. Egernet Ratatosk render op og ned ad Asken og bærer Avindsord mellem Ørnen og Nidhågg[30]. Og fire Hjorte løber omkring i Askens Grene og bider Knopperne. Disse Hjorte hedder: Dain, Dvalin, Duneyr og Duratror[31]. Men hos Nidhågg i Hvergelmir er der saa mange Slanger, at ingen Tunge kan tælle dem. Derom hedder det[32]:

Asken Yggdrasil Anløb lider
mer end man tænker, thi Toppen
ruskes af Hjort, den raadner paa Siden,
Nidhågg hærger forneden.

Endvidere hedder det[33]:

Under Yggdrasils Ask er af Orme fler,
end tankeløs Tosse aner:
Goln og Moln, de er Gravvitnirs Sønner,
Graabag og Gravvållud,
Ofnir og Svafnir skal evigt, tror jeg,
tære paa Træets Kviste.

Det siges ogsaa, at de Norner, som bor ved Urds Brønd, hver Dag tager af Brøndens Vand og det Slam, som ligger omkring den, og overøser Asken dermed, for at dens Grene ikke skal visne eller raadne. Det Vand er saa helligt, at alle Ting, som kommer i Brønden, bliver saa hvide som Hinden under Æggeskallen. Derom hedder det her[34]:

Ask ved jeg staa, hedder Yggdrasil,
Hars Træ, vædet med hvid Væde,
fra det kommer Duggen, som i Dale falder,
det staar evig-grønt over Urd-Brønden.

Den Dug, som falder til Jorden derfra, kalder man Honningfald, og deraf næres Bierne. Der lever i Urds Brønd to Fugle, som kaldes Svaner, fra hvilke Fugleslægten af dette Navn stammer".


XVI.

Gangleri sagde: "Du kan melde store Frasagn om Himlen. Hvilke andre særlig vigtige Steder er der ved Urds Brønd?" Har svarer: "Der er mange herlige Steder. Et af dem kaldes Alfhejm; der bor det Folk, som hedder Lysalfer, men Mørkalferne bor nede i Jorden og ligner dem ikke i Ydre, men endnu langt mindre i Væsen. Lysalferne er klarere end Solen, men Mørkalferne er sortere end Beg. Endvidere er der det Sted, som kaldes Bredeblik, intet Sted er herligere. Der er ogsaa Glitnir med Vægge, Støtter og Stolper af det røde Guld og med Tag af Sølv. Og der er Himmelbjerg, som staar ved Himlens Ende ved Brofæstet, hvor Bifråst berører Himlen. Endvidere er der et stort Sted, kaldet Valaskjalf, det ejer Odin; Guderne byggede det og tækkede det med det skære Sølv; denne Sal er det Højsæde, som hedder Hlidskjalf; naar Alfader sidder deri, ser han ud over alle Verdener. Paa Himlens Syd-Ende er den skønneste Sal af dem alle, den hedder Gimle og er klarere end Solen; den skal staa, naar baade Himmel og Jord er forgaaet, og der bor gode og retskafne Mennesker til evige Tider. Det hedder i Vålvens Spaadom[35]:

Sal ved jeg Solens Skin fordunkle,
gyldentækket paa Gimle staa.
Der skal da bygge de bedste Mænd
og alle Dage dejligt leve".

Gangleri spurgte: "Hvad bevarer det Sted, naar Surts Lue brænder Himmel og Jord?" Har siger: "Det hedder sig, at der skal være en anden Himmel i Syd ovenfor denne Himmel, den hedder Andlang, og ovenfor denne igen skal være en tredje Himmel, som hedder Vidblain; dér mener vi, dette Sted er, men at for Tiden bor der ikke andre Væsner der end Lysalferne".


XVII.

Gangleri spurgte: "Hvor kommer Vinden fra? Den er saa stærk, at den oprører store Have og hidser Ilden. Og trods dens Styrke er den dog usynlig. Det maa være en underlig Skabning". Har svarer: "Det kan jeg godt fortælle dig. Paa Himlens Nord-Ende sidder en Jætte i Ørneham, den hedder Ligsvælger; naar den sætter i Flugt, staar Vindene ud fra dens Vinger, som det siges her[36]:

Ligsvælger hedder ved Himlens Ende
een i Ørneham,
Jætten, hvis Vinger Vinden sender
ud over alle Folk".


XVIII.

Gangleri spurgte: "Hvorfor er der saa stor Forskel paa Sommer og Vinter, saa den første skal være hed og den anden kold?" Har siger: "Saaledes kan en kyndig Mand ikke spørge, thi det er noget, enhver ved. Men er du alene saa uvidende, at dette er dig ubekendt, da vil jeg dog anse det for bedre, at du spørger saa dumt for en Gangs Skyld, end at du bliver ved med at gaa i Uvidenhed om, hvad du burde vide. Sommerens Fader hedder Svasud, og han lever lykkeligt, saa alt, hvad der er blidt, kaldes "svasligt" efter hans Navn. Men Vinterens Fader kaldes baade Vindljoni og Vindsval, han er Vasads Søn, dette Par var barsk og med Kulde i Sindet[37]. Og Vinteren har samme Sindelag".


XIX.

Gangleri spurgte: "Hvilke Aser bør Menneskene tro paa?" Har siger: "Der er tolv Aser af guddommelig Herkomst". Dertil føjede Jafnhar: "Asynjerne er ikke mindre hellige og har heller ikke mindre Magt". Og Tridi sagde: "Odin er den ypperste og ældste af Aserne, han styrer alle Ting, og uanset deres Magt adlyder de andre Guder ham som Børn deres Fader. Frigg er hans Kone, hun kender Menneskenes Skæbne, skønt hun ikke spaar. Dette siger Odin selv til den As, som hedder Loki[38]:

Fuld er du, Loki, og fra Viddet,
stans dog og styr dig, Loki,
al Fremtid, tror jeg, Frigg kender,
skønt hun snakker ej selv derom.

Odin kaldes Alfader, fordi han er Fader til alle Guderne; han kaldes ogsaa Valfader, fordi alle, som falder paa Valen, er hans Stedsønner, dem sender han til Valhal eller Vingolf, hvor de kaldes Ejnherjer. Han hedder ogsaa Hangagud, Haptagud og Farmagud, og han kaldte sig paa endnu flere Maader hos Kong Gejrrød[39]:

Grim jeg hed og Gangleri,
Herjan og Hjælmbærer,
Tekk og Tridi, Tud og Ud,
Helblindi og Har.

Sad og Svipal og Sanngetal,
Hertejt og Hnikar,
Bileyg, Baleyg, Bålverk, Fjålnir,
Grim og Grimnir, Gladsvid og Fjålsvid.

Sidhat, Sidskæg, Sejrfader, Hnikud,
Alfader, Valfader, Atrid og Farmatyr,
Oski, Omi, Jafnhar og Biflindi,
Gåndlir og Harbard.

Svidur, Svidrir, Jalk, Kjalar, Vidur,
Tror, Ygg, Tund,
Vak og Skilfing, Vafud, Hroptatyr,
Gaut, Veratyr".

Gangleri sagde: "Det var dog en Mængde Navne, I har givet ham, og det tror jeg fuldt og fast, at den Mand maa være meget kyndig, som kan forklare, hvad Anledningen til hvert af disse Navne har været, hvilke Tildragelser de skyldes". Dertil svarer Har: "Der skal megen Kløgt til at forklare det til Bunds, men i Korthed kan siges, at han har faaet de fleste af Navnene paa Grund af Sprogdelingen i Verden; alle Folk fandt det nødvendigt, naar de skulde paakalde og tilbede ham, at oversætte hans Navn til deres eget Sprog. Dog stammer ogsaa nogle af Navnene fra hans Rejser, det er omtalt i Frasagn, og du kan ikke gælde for en oplyst Mand, hvis du intet Kendskab har til disse Stortidender".


XX.

Gangleri spurgte: "Hvad hedder de andre Aser? Hvad tager de sig for, eller hvad berømmeligt har de gjort?" Har svarer: "Den ypperste af dem er Tor, han kaldes Asator eller Agetor og er den stærkeste af alle Guder og Mennesker. Han ejer det Rige, som kaldes Trudvange, og hans Hal hedder Bilskirnir; i den Sal er der fem Hundrede og fyrretyve Gulve;[40] det er det største Hus, man kender. Derom siges i Grimnirsmaal[41]:

Fem Hundred Gulve og fyrretyve
har Bilskirnirs bugtede Bo.
Min Søn har af alle Sale den største,
som jeg under Sparrer saa.

Tor har to Bukke, Tandgnjost og Tandgrisnir, og en Vogn, hvori han kører, og som trækkes af disse Bukke. Derfor kaldes han Agetor. Han har ogsaa tre Klenodier: det ene er Hammeren Mjållnir, som Rimturser og Bjergkæmper kender, naar den kommer i Luften, og det er ikke saa sært, thi den har kvæstet Hovedskallen paa mange af deres Fædre eller Slægtninge. Hans andet udmærkede Klenodie er Styrkebæltet; naar han spænder det omkring sig, vokser hans Asastyrke til det dobbelte. Den tredje værdifulde Ting, han har, er Jærnlufferne[42], som han ikke kan undvære, naar han tager om Hammerskaftet. Men ingen ved saa meget, at han kan opregne alle hans Storværker. Jeg kunde give dig saa mange Beretninger om ham, at Timer vilde skride, førend jeg fik sagt alt, hvad jeg ved".


XXI.

Gangleri sagde: "Jeg er nysgerrig efter at høre om flere af Aserne". Har siger: "En anden af Odins Sønner er Baldr. Om ham er der kun godt at sige. Han er den bedste, og han prises af alle. Han er saa herlig og klar af Ydre, at det lyser omkring ham, og det hvideste af alle Græsser sammenlignes med Baldrs Øjenvipper. Deraf kan du danne dig et Begreb om hans Skønhed, baade med Hensyn til Haar og Skikkelse. Han er den viseste af Aserne, den mildeste og den, der taler skønnest. Men hans Natur er saaledes beskaffen, at ingen af hans Bestemmelser kan overholdes. Han bor paa det Sted, som hedder Bredeblik, det er paa Himlen. Paa dette Sted kan der intet urent være, som det siges her[43]:

Bredeblik det hedder, hvor Baldr bygged
sig en Sal til Bolig;
der i Landet ligger, som jeg ved,
færre Fare-Runer.


XXII.

Den tredje As hedder Njård. Han bor paa Himlen paa det Sted, som hedder Noatun. Han er Herre over Vindens Gang og stiller Sø og Ild. Til ham skal man bede paa Sørejse og paa Jagt. Han er saa rig og velhavende, at han kan give Land og Løsøre til dem, der beder ham derom. Njård er ikke af Asaslægt. Han blev opfødt i Vanahejm, og Vanerne overlod ham til Guderne som Gidsel og modtog Hønir til Gengæld fra Aserne; han stiftede Forlig mellem Guderne og Vanerne. Njårds Kone hedder Skadi og er Datter af Jætten Tjazi. Skadi vilde have den Bopæl, som hendes Faders Slægt havde ejet, den laa paa nogle Fjælde, og Stedet hed Trymhejm. Men Njård vilde være nærved Søen. De blev da enige om, at de skiftevis skulde bo ni Nætter[44] i Trymhejm og ni i Noatun. Men da Njård kom tilbage fra Fjældene til Noatun, da kvad han:

Lede er mig Fjælde, ej var jeg længe der,
ikkun i ni Nætter,
Ulvehyl fandt jeg ilde at høre
for Sang af Svanenæb.

Derefter kvad Skadi:

Jeg kunde ej sove paa Søbreds Senge
for Fuglenes fælles Jærmen;
mig vækker, naar den fra Vidden kommer,
Maagen hver eneste Morgen.

Skadi fôr da op paa Fjældet og boede i Trymhejm; hun farer meget paa Ski og med Bue og skyder Dyr. Hun kaldes Ski-Gudinde eller Ski-Dis.

Det siges[45]:

Trymhejm det hedder, hvor Tjazi boed,
den meget mægtige Jætte,
den skære Gudebrud Skadi nu bor
paa Faderens fordums Tofter.


XXIII.

Njård i Noatun fik senere to Børn, Sønnen Frey og Datteren Freyja. De var skønne af Ydre og mægtige. Frey er den ypperste af Aserne og raader for Regn og Solskin og Jordens Afgrøde; ham er det godt at paakalde for godt Aar og Fred; han raader ogsaa for Menneskers Velstand. Og Freyja er den ypperste af Asynjerne; hun ejer det Bo i Himlen, som hedder Folkvang, og naar hun rider til Kamp, ejer hun den halve Val, men Odin den halve, som det siges her[46]:

Folkvang det hedder, hvor Freyja raader
for alle Sæder i Sal;
den halve Val hun vælger hver Dag
og Odin den anden halve.

Hendes Sal kaldes Sessrumnir,[47] den er stor og skøn. Naar hun kører, ager hun siddende i en Vogn med to Katte spændt for. Hun er bedst for Mænd at paakalde. Af hendes Navn kommer den Hæderstitel, som fornemme Koner benævnes med: Fruer. Hun fandt Behag i Elskovssang, og hende er det godt at anraabe for Elskov".


XXIV.

Gangleri sagde: "Disse Aser synes meget mægtige, og det er ikke saa sært, at I er i Besiddelse af stor Kraft, siden I ved Besked om Guderne og om, hvem der skal tilbedes i hvert enkelt Tilfælde. Er der endnu flere Guder?" Har svarer: "Der er endnu en As, som hedder Tyr. Han er den djærveste og modigste, og han er i høj Grad bestemmende over Sejr i Kampen. Det er godt for tapre Mænd at paakalde ham, og man har det Mundheld, at den er tyr-djærv, som er forud for andre Mænd og ikke varer sig. Denne As er desuden vis, saa det siges ligeledes om den viseste, at han er tyr-klog. Her skal nævnes et Tegn paa Tyrs Djærvhed: Da Aserne lokkede Fenrirsulven, for at de kunde faa lagt Lænken Glejpnir paa ham, da mistænkte Ulven dem for, at de ikke vilde løse ham igen, indtil de lagde Tyrs Haand i Ulvens Gab som Pant. Og da Aserne ikke vilde løse ham, bed han Haanden af paa det Sted, som nu kaldes Ulveleddet, og Tyr blev eenhaandet og anses ikke for egnet til at bringe en Overenskomst i Stand.


XXV.

En af Aserne hedder Bragi. Han er berømt for sin Visdom og den største i Talesnille og Ordsmidighed, og efter ham kaldes Skjaldskab "Brag". Ligeledes kaldes efter hans Navn den Mand eller Kvinde, som har større Ordsnille end andre, mandlig Brag eller kvindelig Brag. Hans Kone er Idun, hun har en Æske, hvori hun opbevarer de Æbler, som Guderne, naar de ældes, skal bide af, saa de alle forynges. Saaledes vil det blive ved til Ragnaråk". Gangleri sagde: "Det forekommer mig, at Guderne er lovlig afhængige af Iduns Vogterhverv og Tilforladelighed". Da svarede Har og lo: "Det var ogsaa nær gaaet galt engang. Jeg kunde godt fortælle dig om det, men du skal først høre Navnene paa nogle flere Aser.


XXVI.

Een hedder Hejmdal, han kaldes den hvide As og er stor og hellig. Han fødtes som Søn af ni Møer, allesammen Søstre. Han kaldes ogsaa Hallinskidi og Gyldentand, hans Tænder var af Guld. Hans Hest hedder Guldtop. Han bor paa Himmelbjerg ved Bifråst. Han er Gudernes Vogter og sidder der ved Himlens Ende for at vogte Broen mod Bjergkæmper. Han kan nøjes med mindre Søvn end en Fugl og ser saavel ved Nat som ved Dag hundrede Mil frem for sig. Han kan ogsaa høre Græsset gro af Jorden eller Ulden af Faarene og naturligvis alt, der lyder stærkere. Han har den Lur, der hedder Gjålls Horn, og naar han blæser i den, høres det i alle Verdener. Hejmdals Sværd kaldes Mandshoved.

Det siges om ham[48]:

Himmelbjerg det hedder, hvor Hejmdal kvædes
at herske over Helligdomme,
der Gudernes Vogter i sin Vaaning drikker
glad den gode Mjød.

Og endvidere siger han selv i Hejmdals-Galder:

Jeg er ni Mødres Barn,
jeg er ni Søstres Søn.


XXVII.

Håd hedder een af Aserne. Han er blind og meget stærk, men Guderne vilde ønske, at det ikke var nødvendigt at nævne denne As, da hans Hænders Værk vil huskes længe blandt Guder og Mennesker.


XXVIII.

Een hedder Vidar, den tavse As. Han har en tyk Sko. Han er næstefter Tor, hvad Kræfter angaar. Han er til stor Trøst for Guderne i alle Trængsler.


XXIX.

Een hedder Ali eller Vali, Søn af Odin og Rind.
Han er tapper i Kampe og en meget god Skytte.


XXX.

Een hedder Ull, Søn af Sif, Stifsøn af Tor. Som Buespænder og Skiløber er han saa god, at ingen kan kappes med ham. Han er ogsaa smuk af Ydre og har en Hærmands Egenskaber. Ham er det godt at paakalde i Tvekamp.


XXXI.

Forseti hedder Baldrs og Nanna Nepsdatters Søn. Han ejer den Sal i Himlen, som hedder Glitnir, og alle, som henvender sig til ham med Trætter, gaar forsonede derfra. Det er det bedste Domsted hos Guder og Mennesker. Saaledes siges det[49]:

Glitnir hedder Salen med gyldne Støtter
og Sølv til Salens Tag,
der færdes Forseti de fleste Dage
og ordner alle Trætter.


XXXII.

Endelig regnes den mellem Aserne, som nogle kalder Asernes Æreskænder, Falskhedernes Forkvæder og alle Guders og Menneskers Væmmelse. Hans Navn er Loki eller Lopt, Søn af Jætten Farbouti. Hans Moder er Laufey eller Nal. Hans Brødre er Bylejst og Helblindi. Loki er smuk og fager af Udseende, men ond af Sindelag og af meget vekslende Natur. Han besad fremfor andre Mennesker den Kløgt, som hedder Snuhed og Opfindsomhed i alle Ting. Han førte jævnlig Aserne i Vanskelighed, og ofte udfriede han dem ved Snedighed. Hans Kone hedder Sygin eller Sigun, deres Søn Nari eller Narfi.


XXXIII.

Loki havde endnu flere Børn. Angrbode hed en Gyge i Jåtunhejm. Med hende avlede Loki tre Børn, det ene var Fenrirsulven, det andet Jårmungand - det er Midgaardsormen -, det tredje Hel. Men da Guderne opdagede, at disse tre Søskende opfødtes i Jåtunhejm, og af Spaadomme erfarede, at de vilde blive dem til stor Skade og Ulykke, og da Guderne ventede sig alt ondt fra den Kant, ikke alene paa Grund af disse Søskendes mødrene Natur, men endnu mere paa Grund af deres fædrene, da sendte Alfader Guderne hen at hente Børnene og føre dem til sig. Og da de var bragt til ham, kastede han Slangen i det dybe Hav, som ligger omkring alle Lande, og denne Slange voksede saaledes, at den ligger i Midten af Havet, spænder om alle Lande og bider sig selv i Halen. Hel kastede han i Niflhejm og gav hende ni Verdener i Vold, for at hun skulde give Opholdssteder for alle, som blev sendt til hende, det er alle de Mennesker, der er døde af Sygdom eller Alderdom. Der har hun en stor Bolig, hendes Gærder er overmaade høje og Laagen stor. Hendes Sal hedder Eljudnir, hendes Bord Hunger, hendes Kniv Sult, hendes Træl Gang-lad, hendes Trælkvinde Gang-led, hendes Dørtærskel Fald-i-Nød,[50] hendes Seng Sygnen, hendes Sengegardin [Kvalblegnen]. Hun er halvt sort og halvt af Menneskefarve, derfor er hun let at kende, og hun er meget truende og barsk.

Aserne opfødte Ulven hjemme, og Tyr var den eneste, som turde gaa hen til den og fodre den. Men da Guderne saa, hvor meget den voksede daglig, og alle Spaadomme bebudede, at den vilde blive dem til Ulykke, dannede de en meget stærk Lænke, som de kaldte Læding,[51] bar den til Ulven og bad den prøve sine Kræfter derpaa. Ulven mente nok, den kunde klare sig, og lod sig behandle, som de fandt for godt. Første Gang Ulven spændte til, brast Lænken; saaledes løste den sig af Læding. Derefter lavede Aserne en anden Lænke, som de kaldte Dromi, den var dobbelt saa stærk. Denne bad de ogsaa Ulven om at prøve og sagde, at den vilde blive meget berømt for sin Styrke, hvis et saadant Mesterstykke af Smedearbejde ikke kunde holde den. Ulven gættede, at denne Lænke var meget stærk, men mente samtidig, at dens Kræfter havde taget til, siden den brød Læding. Den huskede paa, at den maatte vove noget, skulde den vinde Berømmelse, og lod dem lægge Lænken paa sig. Og da Aserne meldte sig færdige, rystede Ulven sig, huggede Lænken mod Jorden, rendte haardt til, spændte Musklerne og rykkede Lænken over, saa Stumperne fløj langt bort. Saaledes rev den sig løs af Dromi. Senere bruger man det Ordsprog, naar en Ting gribes voldsomt an, "at løse af Læding" eller "drive af Dromi". Nu frygtede Aserne for, at det ikke skulde lykkes dem at faa Ulven bundet. Alfader sendte da Freys Sendemand Skirnir ned til Svartalfernes Hjem til nogle Dværge og lod dem fremstille den Lænke, som hedder Glejpnir. Den var lavet af seks Ting: af Kattens Tramp og af Kvindens Skæg, af Bjergets Rødder og af Bjørnens Sener, af Fiskens Aande og af Fuglens Spyt. Og skulde du ikke have hørt derom før nu, kan jeg her give dig et paalideligt Bevis for, at der ikke er bleven bundet dig en Løgn paa Ærmet: du har nok set, at Kvinden bærer ikke Skæg, der høres ingen Lyd af Kattens Løb, der er ikke Rødder under Bjerget, Bjørnene har ingen Sener, Fisken ingen Aande og Fuglen intet Spyt. [Disse Ting findes nemlig ikke siden, thi det blev altsammen brugt dengang.][52]* Og jeg forsikrer dig, at alt, hvad jeg har fortalt dig, er ligesaa sandt, selv om der er adskillige Ting, du ikke kan undersøge". Da sagde Gangleri: "Ja, jeg indser af din Begrundelse, at du taler sandt. Men hvorledes blev Lænken smedet?" Har svarer: "Det skal jeg sige dig. Den blev glat og blød som et Silkebaand og saa solid og stærk, som du nu skal høre. Da Aserne havde faaet Lænken, takkede de Udsendingen paa det bedste for hans velrøgtede Hverv. De gik ud i Søen Amsvartnir[53]] til Holmen Lyngvi, fik Ulven med sig, lod den se Silkebaandet og bad den rykke det itu. De sagde, at det muligvis var noget stærkere, end det saa ud til efter Tykkelsen, de lod det gaa fra Haand til Haand og prøvede at rive det over ved Haandkraft, men det holdt. Ulven maatte nok kunne rykke det itu, sagde de. Dertil svarede Ulven: Jeg mener, at der ikke er noget Ry at vinde ved at rykke denne tynde Strimmel i Stykker. Men er den, trods tilsyneladende Skrøbelighed, udfærdiget med underfundig Kunst, skal dette Baand ikke komme paa mine Fødder. - Aserne sagde, at da Ulven før havde rykket stærke Jernlænker over, vilde den hurtigt kunne sprænge et svagt Silkebaand. Men - tilføjede de - kan du ikke rykke dette Baand itu, da vil du ikke være i Stand til at ængste Guderne, og vi skal da nok løse dig. - Ulven svarer: Binder I mig saadan, at jeg ikke selv kan løse mig, da er I lumske nok til at lade mig vente længe paa eders Hjælp. Jeg synes ikke om at lade mig binde med dette Baand, men hellere end jeg lader jer bebrejde mig Mangel paa Mod, vil jeg lade en af jer lægge sin Haand i min Mund til Pant paa, at der ikke er Falskhed under. - Aserne saa paa hverandre og fandt nu Vanskeligheden fordoblet. Ingen vilde holde Haanden frem. Da kom Tyr og lagde sin højre Haand i Ulvens Mund. Men da Ulven rendte til, hærdnedes Baandet, og jo haardere den sprang frem, des stærkere blev det. Da lo alle undtagen Tyr. Han mistede sin Haand. Da Aserne saa, at Ulven var tilstrækkelig bunden, tog de Rebet, som gik fra Lænken, og som hedder Gelgja, og trak det gennem den store Sten, som hedder Gjåll. Denne Sten fæstede de langt ned i Jorden. Derefter tog de en stor Sten, som hedder Tviti, og drev den endnu dybere ned i Jorden, den brugte de som Tøjrepæl. Ulven gabte forfærdelig, for voldsomt omkring og vilde bide dem. De skød den et Sværd i Munden, saa Haandtaget stod ved den nedre Gumme og Blododden ved den øvre. Det er dens Gummespærrer. Den brøler ildevarslende, og Fraaden løber fra dens Mund. Det er den Flod, som hedder Van. Der ligger den til Ragnaråk".[54]* Da sagde Gangleri: "Det var dog nogle forfærdelig lede Børn, Loki fik, men vældige er alle disse Søskende. Da Aserne har saa meget ondt i Vente af Ulven, hvorfor slog de den da ikke ihjel?" Har svarer: "Guderne holdt deres Helligdomme og Fristeder saa højt i Ære, at de ikke vilde søle dem til med Ulvens Blod, skønt Spaadommene siger, at den skal foraarsage Odins Død".


XXXIV.

Gangleri spurgte: "Hvilke Asynjer[55] er der?" Har svarer: "Den øverste er Frigg. Hun ejer den Bolig, som hedder Fensale, den er saare herlig. Den anden er Saga, hun bor paa Synkebæk[56], som er et stort Sted. Den tredje er Ejr, hun er den bedste Læge. Den fjerde er Gefjun, hun er Mø, og de, der døer som Møer, tjener hende. Den femte er Fulla, hun er ogsaa Mø, hun gaar med Haaret udslaaet og har Guldbaand om Hovedet. Hun bærer Friggs Æske, passer hendes Skotøj og er indviet i hendes hemmelige Beslutninger. Freyja nyder lige saa stor Ære som Frigg. Hun ægtede den Mand, som hed Od; deres Datter hedder Hnoss, hun er saa dejlig, at alt herligt og kostbart benævnes efter hendes Navn. Od rejste langt bort, og Freyja græder derover, hendes Taarer er det røde Guld. Freyja har mange Navne, idet hun kaldte sig med forskellige Navne, da hun rejste omkring blandt ukendte Folk for at lede efter Od. Hun hedder Mardåll og Hårn, Gefn, Syr. Freyja ejede Brisingi-Smykket. En af hendes Benævnelser er Vanadis. Den syvende er Sjåfn, hun beflitter sig meget paa at vende Menneskers Sind til Elskov, baade Kvinders og Karles. Efter hendes Navn kaldes Elskoven Sjafni. Den ottende er Lofn, hun er saa mild og god at paakalde, at hun faar Lov af Alfader eller Frigg til at føre Mennesker til Samliv, Kvinder og Karle, selv om det før var bandlyst eller forbudt. Derfor er Ordet "Lov"[57] dannet efter hendes Navn, og det siges, at hun er meget "lovet" blandt Mennesker. Den niende er Var, hun hører efter de Eder og Aftaler, som træffes mellem Kvinder og Karle; derfor kaldes disse Udsagn Vars Maal. Hun straffer ogsaa Ordbryderne. Den tiende er Vår, hun er vis og udspørger, saa at intet holdes lønligt for hende. Det er et Mundheld, at en Kvinde bliver det vâr, som hun opdager. Den ellevte er Syn, hun vogter Hallens Dør og lukker den for dem, som ikke maa gaa ind; hun er sat til Værner paa Tinge for de Udsagn, som man vil afkræfte. Det er da blevet et Mundheld, at der er Syn for Sagn, naar nogen nægter. Den tolvte er Hlin, som er sat til at beskytte dem, Frigg vil redde af en eller anden Fare. Derfor siger man, at den, som udfris, lindres. Den trettende er Snotra, hun er vis og fornem. Og af hendes Navn afledes Betegnelse for den Kone eller Karl, som er velopdragen. Den fjortende er Gna, hende sender Frigg ud i Ærinder til de forskellige Verdener. Hun ejer Hesten Hovkaster,[58] der render over Luft og Hav. Engang, hun var ude at ride, saa nogle Vaner, at hun red i Luften. Da spurgte een:

Hvad flyver der? Hvad farer der?
Eller i Luften løber?

Hun svarer:

Ikke jeg flyver, men farer dog
og gennem Luften løber
paa Hofvarpnir, som Hamskerpir
avled ved Gardrofa Øg.

Af Gnas Navn har man afledt Betegnelse for det, som rager højt op. Sol og Bil regnes til Asynjerne, men der er tidligere talt om deres Natur.


XXXV.

Endvidere er der andre, som skal udføre Betjening i Valhal, bære Drikke og passe Borddækning og Ølfade. De nævnes saaledes i Grimnirsmaal[59]:

Hrist og Mist skal række mig Horn,
Skeggjåld tilligemed Skågul,
Hild og Trud, Hlåk og Herfjåtur,
Gåll og Gejrahåd,
Randgrid og Radgrid og Reginlejf -
de bringer Ejnherjerne Bryg.

Ovennævnte kaldes Valkyrjer; Odin sender dem ud til hver Kamp. De udvælger de Mænd, som skal falde, og bestemmer, hvem der skal sejre. Gud og Rota og den yngste Norne Skuld rider jævnlig ud for at kaare til Fald og styre Kampene. Tors Moder Jord og Valis Moder Rind regnes ogsaa mellem Asynjerne.


XXXVI.

Gymir hed en Mand, og hans Kone hed Årboda, hun var af Bjergkæmpeslægt. Deres Datter Gerd var den skønneste af alle Kvinder. En Dag var Frey gaaet til Hlidskjalf og saa hen over alle Verdener, og da han vendte Blikket mod Nord, saa han paa en Boplads et stort og skønt Hus. En Kvinde nærmede sig det, og da hun løftede Hænderne for at lukke Døren op, udgik der et Lys fra dem gennem Luften og over Havet, og alle Verdener beskinnedes af hende. Saaledes straffedes Freys store Overmod: at sætte sig i det hellige Sæde. Han gik derfra fuld af Kval. Da han kom hjem, var han aldeles tavs, han hverken sov eller drak, og ingen turde rette noget Spørgsmaal til ham. Men da kaldte Njård hans Skosvend Skirnir til sig, bad ham gaa til Frey og faa at vide, hvem der havde gjort ham saa vred, at han ingen vilde tale med. Skirnir sagde, at han skulde nok gaa, men at han var ked af det, og at man maatte vente et ubehageligt Svar. Da han kom til Frey, spurgte han, hvad Grunden var til Freys mørke Sindelag, og hvorfor han ingen vilde tale med. Frey svarede, at han havde set en underdejlig Kvinde, og det var for hendes Skyld, han sørgede. Han kunde ikke leve længe uden hende. - Men nu skal du rejse hen og bejle til hende paa mine Vegne og føre hende hjem hertil, enten hendes Fader siger Ja eller Nej. Jeg skal nok lønne dig godt derfor. - Skirnir siger, at han vil paatage sig dette Hverv, hvis Frey vil give ham sit Sværd. Det var saa godt, at det svang sig selv. Frey lod ikke sligt være til Hinder, men gav ham Sværdet. Skirnir drog af Sted, bejlede til Pigen og fik hendes Samtykke. Om ni Nætter vilde hun komme til Barr-Ø for at holde Bryllup med Frey. Da Skirnir havde fortalt Frey, hvad Udfald hans Ærinde havde faaet, kvad Frey[60]:

Natten er lang, lang er den næste,
hvor taaler min Længsel tre?
Tit mig en Maaned mindre tyktes
end her den halve Nat.

Af den Grund var Frey vaabenløs i Kampen mod Beli, hvem han dræbte med et Hjortehorn". Gangleri indvendte: "Det var meget mærkeligt, at en Høvding som Frey vilde give sit Sværd bort, naar han ikke havde et andet, der var lige saa godt. Det var til stor Ulempe for ham, da han stredes med Beli. Da maa han sikkert have fortrudt sin Gave". Har svarer: "Den Kamp med Beli betød ikke meget; ham kunde Frey have slaaet ihjel med et Næveslag. Men engang vil Frey finde sig værre faren uden Sværdet, nemlig naar Muspells Sønner møder frem til Angreb".


XXXVII.

Gangleri sagde: "Du Siger, at alle Mænd, som er faldne i Kamp siden Verdens Begyndelse, nu er hos Odin i Valhal. Hvad har han at give dem til Føde? Det maa da være en umaadelig Mængde Mennesker". Har svarer: "Det har du Ret i; der er en umaadelig Mængde Mænd, og mange flere vil der blive endnu, dog vil det synes en lille Flok, naar Ulven kommer. Men er der end aldrig saa mange Mænd i Valhal, skal Flæsket af Galten Sø-rimnir nok strække til for dem at leve af. Denne Galt bliver kogt daglig og er alligevel hel om Aftenen. Men dit Spørgsmaal tror jeg, faa har Visdom nok til at kunne besvare helt. Kokken hedder Andrimnir og Kedelen Ild-rimnir. Det hedder derom[61]:

Andrimnir lader i Ild-rimnir
Sø-rimnir sydes;
det Flæsk er bedst, men faa kun ved,
hvad Mad Ejnherjerne mætter".

Gangleri spurgte: "Mon Odin faar samme Mad som Ejnherjerne?" Har svarer: "Den Mad, som staar paa hans Bord, giver han to Ulve, han har, som hedder Geri og Freki; han behøver ingen Mad selv. Vin er ham baade Mad og Drikke. Det hedder[62]:

Geri og Freki af den fejdevante
Hærfader fodres fro.
Men ved Vin alene den vaabengæve
Odin altid lever.

Der sidder to Ravne paa hans Skuldre, og alt, hvad de ser eller hører, siger de ham ind i Øret. De hedder Hugin og Munin. I Dagningen sender han dem paa Flugt ud over al Verden, og de vender tilbage ved Davretid. Paa den Maade faar han meget Nyt at vide, og derfor kalder Folk ham Ravnegud. Som det siges[63]:

Hugin og Munin i Højflugt daglig
jager over Jårmungrunden,
jeg ængstes for Hugin, at han udebliver,
dog endnu mer for Munin"[64].


XXXVIII.

Gangleri spurgte: "Hvilken Drik har Ejnherjerne da, der slaar lige saa godt til som Maden? Eller drikker de Vand?" Har svarer: "Nu kommer du med et underligt Spørgsmaal. Mon Alfader skulde indbyde Konger, Jarler eller andre fornemme Mænd og give dem Vand at drikke? Og jeg vilde nok sige, at mange, som kommer til Valhal, maatte finde en Taar Vand dyrekøbt, om det var den Modtagelse, der ventede Folk, der først havde taalt Svie og Banesaar. Nej, jeg skal fortælle dig noget helt andet om den Sag. Geden Hejdrun[65] staar oppe paa Valhal og bider Løv af Grenene paa det vidt berømte Træ Lærad; af denne Geds Patter rinder saa megen Mjød, at en Øse fyldes daglig; det er nok til, at alle Ejnherjer faar sig en god Rus deraf". Gangleri sagde: "Det var dog en ypperlig Ged, og det maa ogsaa være et fortrinligt Træ, den bider af". Har svarer: "Endnu mærkeligere er Hjorten Ejkthyrnir,[66] den staar paa Valhal og bider af Grenene paa det samme Træ. Fra dens Horn drypper saa store Draaber, at de kommer ned i Hvergelmir, hvorfra der da falder følgende Floder[67]: Sid, Vid, Sækin, Aekin, Svål, Gunntrå, Fjårm, Fimbultul, Gipul, Gåpul, Gåmul, Gejrvimul. Disse falder gennem Asernes Bosteder. Endvidere nævnes: Tyn, Vin, Tåll, Håll, Grad, Gunntrain, Nyt, Nåt, Nånn, Hrånn, Vina, Vegsvin, Tjodnuma"[68].


XXXIX.

Gangleri sagde: "Det var mærkeligt, hvad du fortalte. Valhal maa være et meget stort Hus, og der maa tit være Rykind ved Dørene". Har svarer: "Hvorfor spørger du mig ikke om, hvormange eller hvor store Døre der er i Valhal? Naar du hører det, vil du nok sige, at det er sært, at ikke alle og enhver kan gaa ud og ind efter Behag. Og det er sandelig ikke vanskeligere at faa Plads derinde end at komme ind. Her skal du høre, hvad Grimnirsmaal siger[69]:

Fem Hundred Døre og fyrretyve
tror jeg i Valhal være,
gaar otte Hundred Ejnherjer af hver
ud imod Ulven at kæmpe".


XL.

Gangleri sagde: "Der er en overordentlig Hoben Mænd i Valhal. Odin maa være en enestaaende mægtig Høvding, siden han styrer saa stor en Hær. Men hvad fordriver Ejnherjerne Tiden med, naar de ikke drikker?" Har svarer: "Hver Dag, naar de har klædt sig paa, ifører de sig Rustning, gaar ud i Gaarden og kæmper med hinanden. Den ene fælder den anden. Det er deres Leg. Men henimod Davretid rider de hjem igen til Valhal og sætter sig til Drikkelag. Som det hedder[70]:

Alle Ejnherjer skal i Odins Tun
hinanden hugge hver Dag,
Modhelt kaare, fra Kampen ride
og sidde forsonede sammen.

Men du talte sandt: Odin er mægtig. Derom gives der mange Vidnesbyrd. Det hedder med Asernes egne Ord[71]:

Yggdrasils Ask er ypperst af Træer,
Skibladnir af Skibe,
af Guderne Odin, af Gangere Slejpnir,
Bifråst af Broer, Bragi af Skjalde,
af Høge Habrok, af Hunde Garm".


XLI.

Gangleri spurgte: "Hvem ejer Hesten Slejpnir, og hvad kan der fortælles om den?" Har svarer: "Du ved ikke Besked om Slejpnir og kender ikke den Begivenhed, den skylder sin Tilblivelse. Du vil finde Sagen værd at omtale. - I Gudernes første Byggetid, da de havde rejst Midgaard og bygget Valhal, kom der en Bygmester til dem og tilbød dem i Løbet af tre Aar at opføre dem en Borg saa god, at den vilde staa fast og uryggelig mod Bjergkæmper og Rimturser, selv om de kom ind i Midgaard. Som Betaling forlangte han Freyja til Kone og desuden Sol og Maane. Aserne raadslog indbyrdes, og derefter aftalte de med Bygmesteren, at hvis han fik Borgen opført paa een Vinter, skulde han faa, hvad han forlangte. Men hvis der den første Sommerdag manglede nogetsomhelst i Borgens Fuldførelse, skulde han give Afkald paa Lønnen, og han maatte ikke tage Hjælp af nogen Mand til Arbejdet. Da han hørte disse Vilkaar, bad han om, at han maatte tage sin Hest Svadilfari til Hjælp. Og paa Lokis Raad blev dette ham tilladt. Den første Vinterdag begyndte han at bygge Borgen, og om Natten lod han Hesten slæbe Sten til Stedet. Men Aserne syntes, det var et rent Under, saa store Bjerge den Hest trak. Den gjorde dobbelt saa stort et Kæmpearbejde som Bygmesteren. Overenskomsten var stadfæstet ved stærke Vidner og mange Eder, da Jætterne ikke fandt det trygt at være hos Aserne uden Sikkerhedstilsagn, hvis Tor kom hjem. Han var dengang rejst til Østerled for at knuse Trolde. Da det led henad Vinteren, skred Borgens Opførelse hurtigt, og den var saa høj og stærk, at ingen kunde angribe den. Og da der kun var tre Dage til Sommer, var Bygmesteren naaet nær til Borgeleddet. Guderne satte sig nu paa deres Domstole og raadslog og spurgte hverandre, hvem der havde tilraadet at gifte Freyja bort i Jåtunhejm eller fordærve Luften og Himlen ved at tage Sol og Maane derfra og give dem til Jætterne. Og alle blev enige om, at det Raad maatte være givet af ham, der i Reglen raader ilde, Loki, Laufeys Søn, og de lovede ham en ond Død, hvis han ikke fandt paa en Udvej, saa Bygmesteren gik Glip af Lønnen. De gik løs paa Loki, men da han blev bange, svor han paa, at han nok skulde ordne det saaledes, at Bygmesteren ikke fik Lønnen, hvad det end skulde koste. Samme Aften, da Bygmesteren kørte ud efter Sten med Hesten Svadilfari for Vognen, kom en Hoppe ud fra en Skov, løb hen til Hesten og vrinskede. Men da Hingsten mærkede, hvad Slags Hest den havde for sig, blev den vild, sled Tøjlerne itu og løb til Hoppen, som flyede til Skoven. Bygmesteren satte efter for at fange sin Hest, men de to Heste løb hele Natten, og Arbejdet forhaledes den Nat. Dagen efter blev der derfor ikke bygget som sædvanligt. Og da Bygmesteren indsaa, at han ikke kunde faa sit Arbejde færdigt i rette Tid, da fôr han op i Jætteharme. Men nu var Aserne klar over, at han var en Bjergkæmpe, og de tog da ikke ringeste Hensyn til Ederne. Derimod kaldte de paa Tor, der straks kom til Stede. Saa for Hammeren Mjållnir til Vejrs. Tor betalte nu Byggelønnen, ganske vist ikke med Sol og Maane, tværtimod forhindrede han ham i at bo fremdeles i Jåtunhejm, thi ved det første Hug af Hammeren splintredes hans Hovedskal i smaa Stumper, og han fôr ned under Niflhel. Men Loki havde faaet sit Ærinde saa godt besørget hos Svadilfari, at en Tid efter fødte han et Føl, som var graat og havde otte Fødder, og det er den bedste Hest hos Guder og Mennesker. Vålvens Spaadom siger[72]:

Da gik de højeste til Domstole,
hver hellig Gud, og paa det grunded:
hvem Ve havde i Vejret blandet,
lovet Jættens Afkom Ods Kvinde.

Over brast Eder, Ord og Løfter,
styrtet blev alle stærke Pagter.
Tor kun hug til i tung Harme,
han sidder sjældent, naar han spørger sligt".


XLII.

Gangleri sagde: "Fortæl mig, hvad du ved om Skibladnir, som jo skal være det bedste af alle Skibe. Skulde der ikke findes et eneste andet Skib, der er ligesaa godt eller ligesaa stort?" Har svarer: "Det bedste og kunstfærdigst byggede af alle Skibe er Skibladnir, men det største er Naglfar; det ejer Muspells Sønner. Nogle Dværge, Ivaldi-Sønnerne, byggede Skibladnir og gav Frey Skibet. Det er saa stort, at alle Aserne kan indskibe sig deri med Vaaben og Rustning, og det har Medvind, saa snart Sejlet er oppe, ligemeget hvor det skal hen. Det er bygget af saa mange Smaadele og med saa meget Snille, at vil man ikke til Søs med det, kan man vikle det sammen som en Dug og have det i sin Pung".


XLIII.

Gangleri sagde: "Skibladnir er et godt Skib, men der maa overordentlig megen Trolddomskunst til for at frembringe noget saadant. Mon Tor aldrig paa sine Rejser er stødt paa noget, der var ham overlegent i Styrke eller Trolddomskunst?" Har svarede: "Jeg tænker, at kun faa ved Besked derom, men han har taget mangen haard Tørn. Dog selv om saa var, at et eller andet havde vist sig saa stærkt, at det ikke var lykkedes Tor at overvinde det, behøver man ikke at udsprede Rygter derom, thi en Mængde Vidnesbyrd beviser, og det er alles Pligt at tro det, at Tor er den mægtigste". Gangleri sagde: "Det forekommer mig, at jeg nu har spurgt eder om noget, ingen kan svare paa". Jafnhar sagde: "Vi har hørt om Tildragelser, som synes os utrolige, men een sidder her tæt ved, som kan fortælle sandfærdigt derom, og du maa fæste Lid til, at han, som aldrig løj før, ikke nu vil lyve for første Gang". Gangleri svarede: "Jeg vil staa her og høre efter, om I kan besvare mit Spørgsmaal. Kan i ikke det, erklærer jeg jer for overvundne". Tridi sagde da: "Vi ser nu tydeligt, at han vil have Besked om disse Ting, skønt de synes os daarligt egnede til Omtale. Saa ti da saalænge. Denne Historie begynder med, at Agetor kørte med Bukkene for Vognen og sammen med ham kørte den As, som hedder Loki. Om Aftenen fik de Nattely hos en Bonde. Der slagtede Tor begge sine Bukke, hvorefter de blev flaaede og baaret til Kedelen. Da de var kogte, satte Tor og hans Ledsager sig til Nadvere. Tor indbød ogsaa Bonden, hans Kone og deres Børn til Bords med sig. Bondens Søn hed Tjalfi og Datteren Råskva. Saa lagde Tor Bukkehuderne udenfor Ildstedet og bød Bonden og hans Husfolk kaste Benene paa Huderne. Men Bondens Søn Tjalfi flækkede et Bukkelaarben med sin Kniv og trængte ind til Marven. Tor boede der om Natten. Men i det tidlige Daggry stod han op, klædte sig paa, tog og svang Hammeren Mjållnir og viede Bukkehuderne. Da rejste Bukkene sig op, men den ene haltede paa Bagbenet. Det saa Tor og sagde, at Bonden eller hans Folk maatte have behandlet Bukkens Knogler skødesløst, thi han kunde se, at Laarbenet var brækket. Kort at fortælle: Enhver kan forstaa Bondens Skræk, da han saa, at Tors Bryn trak sig ned over Øjnene. Og ved det Glimt, der traf ham fra disse, følte han det, som skulde han falde for Blikket alene. Tor knugede Hænderne om Hammerskaftet, saa han fik hvide Knoer. Men, som man kunde vente, tryglede Bonden og hans Husstand inderligt om Naade og tilbød alt, hvad de ejede, som Sonebod. Da Tor saa deres Rædsel, drev hans Vrede over, og han formildedes. Han udsonede sig med dem paa den Maade, at han tog Børnene Tjalfl og Råskva med sig som sine Tjenestefolk, og de følger ham stadig siden[73].


XLIV.

Dér efterlod han Bukkene og begyndte sin Rejse østerpaa i Jåtunhejm helt ud til Havet og videre ud over det dybe Hav. Da han atter naaede Land, gik han tilligemed Loki, Tjalfi og Råskva ind over dette, til de efter kort Tids Forløb saa en stor Skov foran sig. De gik hele Dagen, indtil det blev mørkt. Af alle Mennesker var Tjalfi hurtigst til Bens, han bar Tors Madsæk, men der var knapt med Fødevarer. Da det var blevet mørkt, søgte de sig et Nattely, og de fandt et Slags meget stort Hus med Indgang i Gavlen og af samme Bredde som Huset. Der slog de sig ned for Natten. Men ved Midnat skete der et stort Jordskælv, Jorden gik i Bølger under dem, og Huset rystede. Tor stod op og kaldte paa sine medrejsende, de famlede sig frem og fandt en Sidebygning til Højre midt i Huset. Der gik de ind. Tor satte sig i Døren, de andre var indenfor og meget rædde. Men Tor holdt om Hammerskaftet og havde i Sinde at værge sig. Da hørte de en stor Drønen og Larm. Henad Dagningen gik Tor ud og fik Øje paa en Mand, der laa i Skoven, ikke langt borte. Det var ingen lille Mand. Han sov og snorkede forskrækkeligt, og nu mente Tor at kunne regne ud, hvad det var for en Lyd, de havde hørt om Natten. Han spændte Styrkebæltet om sig, og hans Asastyrke steg. Men i det samme vaagner Manden og staar straks op. Det hedder sig, at det ved denne Lejlighed var første Gang, Tor betænkte sig paa at lade Hammerslaget falde. Han spurgte Manden om hans Navn, han hed Skrymir[74]. Og Manden sagde: "Ja, jeg behøver ikke at spørge om, hvad du hedder, du er tydelig nok Asator; det skulde vel ikke være dig, der har slæbt min Handske væk. - Skrymir rakte Haanden frem og tog Handsken op. Da saa Tor, at det var den, han havde boet i om Natten, og at Sidehuset var Handskens Tommelfinger. Skrymir spurgte, om Tor vilde følges med ham, og Tor sagde Ja. Saa løste Skrymir sin Madpakke for at spise Davre, og Tor og hans Følge fulgte Eksemplet. Skrymir tilbød at indgaa Madfællesskab med dem, hvad Tor gik ind paa. Skrymir bandt da begge Forsyninger i een Pakke og tog den paa Ryggen. Han gik foran om Dagen og tog lange Skridt, men sent om Aftenen søgte han Nattely til dem under en stor Eg. Da sagde Skrymir til Tor, at han vilde lægge sig og sove, - men tag I Madpakken og hold Nadvere. Skrymir faldt saa i Søvn og snorkede højt. Tor tog Madpakken og vilde løse den, men det maa siges, hvor utroligt det end kan synes, at ikke en Knude fik han løst, og ikke en Øle-Ende gav efter. Da han saa, at alt hans Slid var spildt, blev han vred, greb Hammeren Mjållnir med begge Hænder, traadte hen til Stedet, hvor Skrymir laa, og hug ned i Hovedet paa ham. Skrymir vaagner og spørger, om det var et Blad, der faldt ned i Hovedet paa ham fra Træet, og om de nu havde spist og var i Færd med at gaa til Ro. - Tor siger, at nu gaar de hen at sove. - De gik da under en anden Eg. Men sandt at sige, havde de ingen rolig Søvn. Ved Midnat hører Tor, at Skrymir snorker, saa det dønner i Skoven. Han gaar hen til ham, svinger Hammeren vældigt og hugger ham midt i Issehvirvlen. Han mærker, at Hammernæbbet synker dybt i Hovedet. Men i det samme vaagner Skrymir og udbryder: Hvad er nu det? Faldt der et Agern ned i Hovedet paa mig? Hvad tager du dig for, Tor? - Tor trak sig hastigt tilbage og svarede, at han lige var vaagnet, men det var blot Midnat, og der var Tid nok til at sove videre. Men Tor tænkte, at kunde han bare se sit Snit til at give Jætten det tredje Hug, skulde Skrymir aldrig faa ham at se mere. Han ligger nu og passer paa, om Skrymir igen sover dybt. Kort før Dagning hører han, at Skrymir maa være sovet ind, staar op, løber hen til ham, hæver Hammeren af al sin Kraft og hugger ham den i Tindingen, som vender opad. Hammeren synker i til Skaftet. Men Skrymir satte sig op, strøg sig over Kinden og udbrød: Mon der skulde sidde Fugle i Træet over mig? Jeg syntes, da jeg vaagnede, at en Pind faldt ned i Hovedet paa mig oppe fra Grenene. Er du vaagen, Tor? Det maa være ved Tiden at staa op og komme i Klæderne; nu har I ikke langt til Borgen Udgaard. Jeg hørte, i hviskede sammen om, at jeg ikke var nogen lille Mand, men naar i kommer til Udgaard, skal I se dem, der er større. Jeg vil give jer et godt Raad: Vær ikke for store paa det! Udgaard-Lokis Hofmænd finder sig næppe i, at saadanne Pattebørn praler. Men kan i ikke styre jer, skulde I vende om. Det, mener jeg, er det klogeste, I kan gøre. Vil I imidlertid videre, saa gaa østpaa, jeg gaar nordpaa til de Fjælde, som I kan se herfra. - Skrymir tager Madpakken, slænger den paa Ryggen og drejer tværs over mod Skoven fra dem. Der forlyder intet om, at Aserne til Afsked ønskede et godt Gensyn.


XLV.

Tor og hans Følge fortsatte Rejsen og gik fremad til Middag. Da saa de en Borg paa en Slette; de maatte lægge Nakkerne tilbage for at kunne se over den. De gik hen til Borgen, som havde en lukket Laage foran Indgangen. Tor gik hen til Laagen, men kunde ikke aabne den. De anstrængte sig meget for at komme ind i Borgen, og tilsidst lykkedes det dem at klemme sig ind imellem Tremmerne. De saa en stor Hal og gik derhen. Døren stod aaben. De gik ind og saa mange Mænd, der sad paa to Bænke, de fleste af disse Mænd var meget store. Derefter traadte de frem for Kongen Udgaard-Loki og hilste ham. Han vendte sig langsomt om imod dem, blottede Tænderne i et Grin og sagde: Det tager lang Tid at spørge Nyt fra en lang Rejse, men mon jeg tager fejl i, at dette Drengebarn er Agetor? Du maa sidde inde med mere, end du ser ud til. Hvilke Idrætter tænker I Fyre jer i Stand til at udføre? Thi her mellem os faar ingen Lov til at være, hvis han ikke udmærker sig fremfor andre i en eller anden Kunst eller Færdighed. - Loki, som gik bagerst, sagde da: Jeg kan en Idræt, som jeg er rede til at forevise. Der er ingen herinde, som kan sluge Maden hurtigere end jeg. - Udgaard-Loki svarer: Vel! Kan du æde saa hurtigt, er det en Idræt! Vi vil prøve! - Han kaldte da paa ham, som hedder Logi, og som sad nederst paa Bænken, og bød ham komme frem paa Gulvet til Kappestrid med Loki. Et Trug blev baaret ind paa Hallens Gulv og fyldt med Kød. Loki satte sig ved den ene Ende og Logi ved den anden; begge aad alt, hvad de orkede, og mødtes midt i Truget. Loki havde da ædt alt Kød af Benene, Logi havde ogsaa ædt alt Kødet, men baade Benene og Truget med. Alle indrømmede, at Loki havde tabt. Udgaard-Loki spørger nu, hvilken Leg den unge Mand (Tjalfi) kunde. Tjalfi sagde, han vilde prøve Kapløb med en eller anden, som Udgaard-Loki maatte udpege. Udgaard-Loki siger, at det er en god Idræt, og at det er langt over Forventning, om han kan være saa uddannet i Hurtigløb, at han vinder i denne Idræt. Men det skulde snart blive prøvet. Udgaard-Loki staar da op og gaar ud, og der er en god Bane at løbe paa over den jævne Mark. Da kalder Udgaard-Loki en ung Mand ved Navn Hugi til sig og byder ham løbe omkap med Tjalfi. De tager det første Løb, og Hugi er kun saa meget foran, at han kan vende sig om imod Tjalfl ved Banens Ende. Udgaard-Loki siger: Hæng bedre i, Tjalfi, om du vil vinde! Dog skal jeg indrømme dig, at ingen er kommen her, som syntes mig hurtigere til Bens. - De tager et nyt Løb, men da Hugi er naaet Banen til Ende og vender sig om, er han et langt Pileskud foran Tjalfi. Da sagde Udgaard-Loki: Jeg synes, Tjalfi løber godt, men nu tror jeg ikke, han vinder Legen. Dog det skal vise sig i tredje Løb. - De sætter atter i Løb, men da Hugi er naaet til Enden af Banen og vender sig om, da er Tjalfi ikke naaet til Banens Midte. Alle erklærer nu, at denne Leg er afgjort. Saa spørger Udgaard-Loki Tor om, hvilke Idrætter han vil glimre i og derved bekræfte de store Sagn, man havde dannet om hans Bedrifter. Tor svarede, at han helst vilde drikke omkap med en af Mændene. Udgaard-Loki siger, at det kunde godt lade sig gøre, gaar ind i Hallen og kalder paa sin Borddækker og byder ham bringe Straffehornet, som Hirdmændene plejer at tømme. Borddækkeren kommer med Hornet og rækker Tor det. Udgaard-Loki siger: Hvis dette Horn tømmes i eet Drag, kalder man det godt drukket; nogle maa nøjes med at tømme det i to Drag, men ingen er saa ussel til at drikke, at han ikke tømmer det i tre. - Tor kigger paa Hornet, han synes ikke, det er særlig stort, men dog temmelig langt, og han er meget tørstig. Han begynder at drikke, svælger voldsomt og mener, at han ikke behøver at lude over Hornet mere end een Gang. Men da han er ved at miste Vejret, og Munden maa slippe Hornet, og han ser efter, hvor meget Drikken er svundet, da synes han, den kun staar ganske lidt lavere i Hornet end før. Udgaard-Loki siger: Godt drukket, men dog med Maade. Jeg vilde ikke have troet det, om nogen havde sagt, at Asator ikke kunde drikke større Slurk. Men jeg ser jo nok, at det er din Mening at drikke ud næste Gang. - Tor tier, sætter Hornet for Munden igen og mener, at han denne Gang skal tage et større Drag. Han drikker af alle Kræfter, til han taber Vejret, men ser, at Spidsen af Hornet alligevel ikke gaar saa højt op, som han havde haabet. Og da han tager fra Munden og ser efter, forekommer det ham, at Drikken er svundet mindre end første Gang. Han kan lige bære Hornet, uden at den skvulper over Randen. Saa sagde Udgaard-Loki: Hvad nu, Tor? Mon du ikke levner mere til eet Drag, end du har godt af? Skal du nu tømme Hornet i tredje Drag, forekommer det mig, at det vil blive det største. Hvis du ikke udmærker dig mere i andre Lege, end det tegner til, du vil gøre i denne, kan vi ikke regne dig for saa stor en Mand, som Aserne gør dig til. - Da blev Tor vred, satte Hornet for Munden og drak saa haardnakket, som han orkede, og holdt ud saa længe, det var ham muligt. Da han saa ned i Hornet, var det svundet noget mere deri end før; derefter afleverer han Hornet og vil ikke drikke mere. Udgaard-Loki bemærkede: Det staar os nu klart, at dine Kræfter er mindre, end vi troede. Vil du prøve flere Lege? Jeg indser, at denne faar du ikke noget ud af. - Tor svarer: Jeg kan godt prøve nogle flere Lege, men det skulde undre mig, om saadanne Drag var blevet regnet saa ringe hjemme hos Aserne. Hvilken Leg vil I nu byde mig? - Udgaard-Loki sagde: Smaadrenge her løfter min Kat op fra Jorden, hvad der vel ikke synes saa forbavsende. Det vilde heller aldrig falde mig ind at nævne noget saadant for Asator, hvis jeg ikke nylig havde set, at du er meget mindre fremragende, end jeg troede. - En temmelig stor graa Kat løb nu frem paa Hallens Gulv, og Tor gik hen, greb den med Haanden midt under Bugen og løftede den op, saa Katten krummede sig sammen, efter som Haanden hævede sig. Men da Tor rakte sig saa højt til Vejrs, som han overhovedet kunde, lettede Katten en Pote, og Tor kom ikke videre med denne Leg. Udgaard-Loki sagde: Legen forløb, som jeg ventede. Katten er ret stor, og Tor er lav og lille mod saadanne Kæmper, som her findes. - Tor svarede: Siden I anser mig for saa lille, saa lad en eller anden komme frem og prøve Kræfter med mig. Nu er jeg vred. - Udgaard-Loki kastede et Blik langs Bænkene og sagde: Jeg ser ikke nogen Mand herinde, som ikke vil ringeagte en Brydekamp med dig. - Og han vedblev: Men lad os se! Kald paa Kællingen, min Fostermoder Elli, og lad Tor brydes med hende, om han vil. Hun har fældet Mænd, der syntes mig lige saa stærke som Tor. - En gammel Kælling traadte ind i Hallen, og Udgaard-Loki opfordrede hende til at tage Livtag med Asator. Kort fortalt: dette Livtag forløb saaledes, at jo haardere Tor brød paa, des fastere stod hun. Da brugte Kællingen List, og Tor mistede Fodfæstet. Der veksledes nogle stærke Brydetag, og efter kort Tids Forløb sank Tors ene Ben i Knæ. Udgaard-Loki traadte nu til og bad dem slutte Kampen, idet han tilføjede, at Tor næppe kunde føle Trang til at udæske flere Mænd i hans Hal. Natten nærmede sig, og Udgaard-Loki viste Tor og hans Følge til Sæde. De opholdt sig der Natten over og blev gæstfrit opvartede.


XLVI.

Men om Morgenen, saa snart det dagedes, staar Tor og hans Fæller op. Da de har klædt sig paa og er i Færd med at drage af Sted, kommer Udgaard-Loki og lader et Bord sætte for dem. Det skorter ikke paa god Opdækning, Mad og Drikke. Og da de har spist, begiver de sig paa Rejsen. Udgaard-Loki følger dem ud og gaar med dem udenfor Borgen. Ved Afskeden spørger Udgaard-Loki Tor, hvorledes han synes, Besøget er faldet ud, og om han nogen Sinde har truffet en mægtigere Mand end ham. Tor svarer, at han ikke kan nægte, Kaplegene har skaffet ham megen Vanære. Og - sagde han - jeg ved, I vil kalde mig en lidet fremragende Mand; det huer mig ilde. - Da sagde Udgaard-Loki: Nu da du er ude af Borgen, skal jeg aabenbare dig Sandheden, og saa sandt jeg lever og faar Lov at raade, skal du aldrig komme derind mere. Og jeg forsikrer dig, at du aldrig var kommen der, hvis jeg havde vidst, hvor stor din Kraft var. Det var paa Nippet til, at du havde bragt os i stor Knibe. Men jeg forblændede dit Syn. Først i Skoven. Det var mig, i traf der. Madpakken, som du skulde løse, havde jeg bundet med en Jærnsnor, saa du kunde ikke finde, hvor den skulde løses op. Senere huggede du mig tre Gange med Hammeren; det første Slag var det svageste, men dog saa haardt, at det havde slaaet mig ihjel, hvis det havde ramt mig. Foroven i det Fjæld, du saa i Nærheden af min Borg, saa du tre firkantede Dale, hvoraf een var dybere end de andre; det var dine Hammerspor. Klippen skød jeg for, naar du hug til, men det saa du ikke. Paa lignende Maade gik det til under Kaplegene med mine Hirdmænd. Lokis Væddekamp var den første. Han var meget sulten og aad godt, men Logi var en Blændværks-Lue, der samtidig opbrændte baade Kødet og Truget. Og Hugi, som Tjalfi løb omkap med, var min egen Hu eller Tanke; den kunde Tjalfi ikke vente at overvinde i Løb. Du syntes, Drikken svandt langsomt, da du drak af Hornet. Men det, der skete, var tilvisse et Under, jeg ikke vilde have troet muligt. Hornets anden Ende laa nemlig ud i Havet, men det saa du ikke. Men naar du kommer til Havet, vil du kunne se, hvor meget du har drukket; det kaldes nu Lavvande. - Han vedblev: Det tyktes mig ikke mindre forbavsende, at du løftede Katten op, og, sandt at sige, blev alle skrækslagne, som saa, at du fik dens ene Pote til at lette sig fra Jorden. Den Kat var nemlig ikke, hvad den syntes. Det var Midgaardsormen, den, der ligger omkring alle Lande. Det var knebent, at dens hele Længde var tilstrækkelig til, at Halen og Hovedet kunde røre Jorden. Og du rakte saa højt, at der kun var kort Afstand til Himlen. Jeg blev ogsaa saare forundret over, at du i Brydekampen med Elli stod dig saa længe og kun blev tvunget ned paa det ene Knæ. Thi ingen har levet, og ingen vil blive født, som ikke Elli eller Ælde bringer til Fald, hvis han overhovedet naar frem til Ælde. Sandelig, vi maa skilles nu, og det er bedst for jer som for mig, at I ikke tiere kommer at besøge mig. I saa Fald vil jeg nemlig atter værge min Borg med lignende eller andre Kunstgreb, saa jeg undgaar at komme i eders Vold. - Da Tor havde hørt denne Forklaring, greb han til Hammeren og svang den i Luften. Men da han vil slaa ned, er Udgaard-Loki forsvunden. Han vender da tilbage for at nedbryde Borgen, men han ser heller ingen Borg mere, kun en vid og herlig Slette. Saa vender han atter om og rejser hjem til Trudvang. Men sikkert er det, at da havde han taget den Beslutning at prøve paa at opsøge Midgaardsormen, hvad der senere lykkedes ham. Nu tror jeg, du har faaet den bedste Besked, nogen kan give dig, om denne Rejse, som Tor gjorde".


XLVII.

Gangleri sagde: "Udgaard-Loki maa være saare mægtig, men han bruger megen List og Trolddom. Hans Storhed kan skønnes af hans Hirdmænds Magt. Men har Tor da ikke taget nogen Hævn?" Har svarer: "Det er velkendt, og der er andre end Sagamænd, som ved Besked om, at Tor tog Oprejsning for den nylig omtalte Rejse. Han havde ikke tøvet længe hjemme, før han atter var færdig til at drage af Sted og med et Hastværk, saa han hverken fik Vogn eller Bukke eller Følgeskab med sig[75]. Han forlod Asgaard i en Ynglings Skikkelse og kom en Aften i Mørkningen til en Jætte, som hed Hymir[76]. Tor overnattede hos ham. Men i Dagningen stod Hymir op, klædte sig paa og traf Forberedelser til at ro ud paa Havet og fiske. Tor sprang op, var straks færdig og bad Hymir om Forlov til at ro med til Søs. Men Hymir indvendte, at han ikke kunde gøre stor Nytte, da han var lille og saa ung. - Du forkøler dig, sagde han, hvis jeg bliver paa Havet saa længe og saa langt ude, som jeg plejer. - Tor sagde, at han gerne roede langt ud, og at det slet ikke var sikkert, det blev ham, der først ønskede at ro indad. - Han blev saa forbitret paa Jætten, at han nær havde ladet Hammeren smelde ham en Ørefigen med det samme, men han opgav det, fordi det var hans Hensigt at prøve sine Kræfter et andet Sted. Han spurgte Hymir, hvad Agn de skulde bruge, men Hymir svarede, at Agn maatte han skaffe sig selv. Tor fik Øje paa en Flok af Hymirs Okser, gik hen til Hjorden og greb fat i den største af Okserne, som hed Himmelrydder[77] (eller Himmelbrøler). Han vred Hovedet af den og tog det med sig ned til Søen. Da havde Hymir allerede stødt fra Land. Tor gik i Baaden, satte sig i Øserummet, tog to Aarer og roede, saa Hymir fandt, at det skred godt. Hymir selv roede forrest i Baadhalsen, og Roningen gik rask. Endelig sagde Hymir, at nu var de over de Banker, hvor han plejede at sidde og drage Fladfisk. Men Tor sagde, at han vilde ro meget længere endnu. Og de roede et godt Stykke videre. Da sagde Hymir, at nu var de saa langt ude, at man ikke vidste sig sikker for Midgaardsormen, hvis man fiskede længere ude. Tor sagde, han vilde ro en Tid endnu, og det gjorde han. Hymir var omsider slet ikke vel tilpas. Men da Tor havde lagt Aarerne ind, dannede han en meget stærk Snøre, og Medekrogen var ikke ringere eller mindre stærk. Paa denne Krog fæstede han Oksehovedet og kastede det over Bord. Krogen gik til Bunds. Det kan siges med Sandhed, at da overlistede Tor ikke Midgaardsormen i ringere Grad, end Udgaard-Loki havde drevet Gæk med Tor, dengang han løftede Ormen op med Haanden. Midgaardsormen slog Gabet om Oksehovedet og fik Krogen i Gummen. Men da den mærkede det, sprællede den saa voldsomt, at Tor fik begge Næver hugget mod Baadens Kant. Da blev han vred, samlede hele sin Asastyrke og rykkede saa haardt til, at han jog begge Ben igennem Baaden og stemmede mod Havbunden. Saa trak han Ormen op til Baadens Rand. Og det kan siges med Sandhed, at et Syn saa fuldt af Rædsel har ingen set, som ikke saa Tors Øjne, da de borede deres Had i Ormen, mens Ormen franeden stirrede op imod ham og blæste Edder. Det hedder sig, at Jætten Hymir skiftede Farve, blegnede og blev skrækslagen, da han saa Ormen og at Søen skvulpede ud og ind over Baadkanten. Og i det Øjeblik, Tor greb Hammeren og hævede den i Luften, famlede Jætten hen og fik fat i Agnkniven, hvormed han skar Tors Snøre fra Borde, saa Ormen sank i Søen. Tor kylede Hammeren efter den, og Folk siger, at han knaldede Hovedet af den nede paa Bunden. Men jeg tænker nok, Sandheden er, at Midgaardsormen lever endnu og ligger i Yderhavet. Tor langede derefter med Næven Hymir en Ørefigen, saa han styrtede over Bord. Man kan se hans Fodsaaler over Vandet endnu. Derefter vadede Tor i Land".


XLVIII.

Gangleri spurgte: "Har der fundet andre større Begivenheder Sted hos Aserne? Det var ellers en meget stor Bedrift, Tor udførte paa denne Rejse". Har svarer: "Der kan fortælles Tidender, som Aserne regner for mere værd. Den, jeg nu beretter, begynder med, at Baldr den gode drømte store og ildevarslende Drømme om sit Liv[78]. Da han fortalte Aserne disse Drømme, raadslog de og besluttede at bede om Sikkerbed mod al Slags Fare for Baldr. Og Frigg tog Ed for, at Ild og Vand, Jærn og alle Malme, Stene, Jorden, Træerne, Sygerne, Dyrene, Fuglene, Edderormene[79] skulde skaane Baldr. Derefter legede Baldr og Aserne paa den Maade, at han skulde staa frem paa Tinge, mens nogle skulde skyde paa ham, andre hugge til ham og andre kaste Sten paa ham. Intet af dette skadede ham, og det fandt alle var en stor Udmærkelse. Men da Loki Laufeysøn saa dette, var han utilfreds med, at Baldr ingen Skade tog. Han gik til Fensal til Frigg i Skikkelse af en Kone. Frigg spørger, om denne Kone mon ved, hvad Aserne tager sig for paa Tinge. Hun svarede, at alle skød paa Baldr, og at han ingen Skade tog. Frigg sagde: Vest[80] for Valhal vokser et Vidjeskud, som kaldes Mistelten,[81] det synes mig for ungt at tage i Ed. - Konen gik nu sin Vej. Men Loki tog Mistelen, rykkede den op og gik til Tings. I Mændenes Kreds stod Håd yderst, fordi han var blind. Da sagde Loki til ham: Hvorfor skyder du ikke paa Baldr? - Han svarer: Fordi jeg ikke kan se, hvor han staar, og fordi jeg er vaabenløs. Loki sagde: Gør du som de andre, og vis Baldr samme Ære, som de viser ham. Jeg skal angive for dig, hvor han staar. Skyd da paa ham med denne Vaand. - Håd tog Mistelen og skød paa Baldr efter Lokis Anvisning. Skuddet fløj igennem ham, og han faldt død til Jorden. Det er den største Ulykke, der er forvoldt blandt Guder og Mennesker. Da Baldr var falden, blev alle Aserne maalløse, og ingen Hænder kunde røre sig til at løfte ham op. Den ene saa til den anden, og alle havde samme Sind overfor den, der havde voldt dette Værk, men ingen kunde hævne, thi det foregik paa et meget fredlyst Sted. Da Aserne prøvede at tale, brød Graaden saaledes frem, at ingen kunde finde Ord for sin Sorg. Odin følte Ulykken stærkest, idet han bedst kunde bedømme, hvor stor Tilbagegang og hvilket Tab Baldrs Bortfald var for Aserne. Men da Guderne genvandt deres Fatning, spurgte Frigg, hvem af Aserne der vilde vinde hendes Kærlighed og Gunst ved at ride hen ad Helvejen og prøve at finde Baldr og byde Hel en Løsesum for at lade ham komme hjem igen til Asgaard. Odins Søn Hermod den tapre erklærede sig villig til denne Rejse. Da blev Odins Hest Slejpnir ført frem, og Hermod besteg den og red af Sted.

Aserne førte Baldrs Lig til Søen. Han havde ejet det største af alle Skibe, Ringhorni. Det vilde Aserne sætte i Vandet og benytte til hans Baalfærd, men Skibet lod sig ikke rokke af Stedet. De sendte da Bud til Jåtunhejm efter Gygen Hyrrokkin, som kom ridende paa en Ulv med en Hugorm til Tømme. Hun sprang af Hesten, og Odin tilkaldte fire Berserker, som skulde bevogte den. Men de kunde kun holde den ved at vælte den omkuld. Hyrrokkin gik da til Baadens Forstavn og hev den frem i første Ryk, saa Ilden sprudede fra Bærestokkene, og alle Lande skælvede. Da blev Tor vred, greb Hammeren og vilde have knust hendes Hoved, dersom ikke alle de andre Guder havde bedt ham om at lade hende i Fred. Baldrs Lig blev derefter baaret om Bord, og da hans Kone Nanna Nepsdatter saa det, sank hun om af Sorg og døde, hvorefter hun ogsaa blev baaret paa Baalet og Ilden tændt. Da traadte Tor frem og viede Baalet med Mjållnir; en Dværg ved Navn Lit rendte foran hans Fødder, Tor sparkede til ham, saa han fløj ind i Ilden og brændte. Mange Slags Folk deltog i denne Baalfærd: først maa nævnes Odin, som fulgtes af Frigg, foruden hans Valkyrjer og Ravne; Frey kørte i sin Kærre, som havde Galten Gyldenbørste eller Slidetand[82] spændt for; Hejmdal red paa Hesten Guldtop, og Freyja kørte med sit Kattespand. Der kom ogsaa mange af Rimtursernes og Bjergkæmpernes Folk. Odin lagde Guldringen Drypnir paa Baalet, en Ring af den Natur, at der hver Nat dryppede otte ligesaa tunge Ringe fra den. Tillige blev Baldrs Hest ført paa Baalet med alt Ridetøjet.

Om Hermod er der det at fortælle, at han red i ni Nætter gennem mørke og dybe Dale, saa at han intet kunde se, før han naaede Floden Gjåll og red ud paa Gjållbroen, som ligger under et Tag af lysende Guld. Broen vogtes af en Mø, som hedder Modgud; hun spurgte ham om hans Navn og Slægt og fortalte, at der Dagen før var redet fem Fylker døde Mænd over Broen; men - sagde hun - Broen dønner ikke mindre under dig alene, og du har ikke Ligfarve; hvorfor rider du her paa Helvejen? - Han svarer: Jeg skal ride til Hel for at søge efter Baldr. Du har vel ikke set noget til ham paa Helvejen? - Hun sagde, at Baldr var reden over Gjållbroen, og tilføjede: Helvejen gaar nedad og nordpaa. - Da red Hermod, indtil han kom til Hels Laage, dér steg han af Hesten, spændte Gjorden fast om den, steg atter op og hug Sporerne i, og Hesten fôr med et voldsomt Spring højt over Laagen. Saa red han til Hallen og steg af Hesten. Han gik ind i Hallen og saa sin Broder Baldr sidde i Højsædet derinde. Hermod blev der om Natten, men om Morgenen bad han Hel om, at Baldr maatte ride hjem med ham, og fortalte, hvor dybt Aserne begræd Baldr. Hel svarede, at hun vilde prøve, om Baldr var saa elsket, som man sagde: Dersom alle Ting i Verden, levende og døde, begræder ham, da skal han atter rejse tilbage til Aserne, men hvis noget stemmer imod eller ikke vil græde, skal han blive hos Hel. - Hermod stod nu op, og Baldr førte ham ud af Hallen, tog Ringen Drypnir og sendte Odin den til Erindring, Nanna sendte Frigg en Særk og endnu flere Gaver samt en Fingerring til Fulla. Saa red Hermod atter sin Vej og kom til Asgaard, hvor han fortalte om alt, hvad han havde set og hørt.

Derefter sendte Aserne Bud ud over Alverden for at bede om, at Baldr maatte blive grædt af Hel. Alle græd, Menneskene og Dyrene og Jorden og Stenene og Træ og al Malm, som du vel har set, at disse Ting græder, naar de kommer fra Kulde til Varme. Da de udsendte Mænd rejste hjem efter at have røgtet deres Ærinde paa det bedste, fandt de en Hule, hvori en Gyge sad. Hun kaldte sig Tåkk. De bad hende være med til at græde Baldr af Hel. Men hun svarede:

Tåkk mon græde tørre Taarer
ved Baldrs Baalfærd.
Liv eller Lig - ej led jeg Karls[83] Søn;
holde Hel, hvad hun har.

Man mener, at Gygen har været Loki Laufeyssøn, Ophavsmanden til Asernes tungeste Kvaler".


XLIX.

Gangleri sagde: "Det var ikke saa lidt, Loki fik udrettet; først, at Baldr blev dræbt, derefter, at han ikke blev udfriet fra Hel. Fik han da ingen Straf for det?" Har siger: "Han fik en Gengældelse, som han vil huske længe. Guderne var, som man maatte vente, bleven meget forbitrede paa ham; han løb da bort og skjulte sig paa et Fjæld, hvor han byggede sig et Hus med fire Døre, saa han havde Udsigt til alle Sider. Om Dagen paatog han sig ofte Skikkelse af en Laks og holdt sig skjult i det Vand, som hedder Franangers Fos. Der laa han og grundede paa, hvilken List Aserne kunde opfinde for at tage ham i Fossen. Men naar han sad i Huset, knyttede han Masker af Hørgarn, som Næt siden bindes, og foran ham brændte Ild. Han blev da vár, at Aserne var i Nærheden, thi Odin havde fra Hlidskjalf set, hvor han opholdt sig. Han skyndte sig afsted og sprang i Aaen efterat have kastet Nættet i Ilden. Da Aserne kom til Huset, gik den viseste af alle, Kvasir, først ind. Paa Ildstedet saa han Asken af det brændte Næt og regnede ud, at det maatte være en Fælde til at fange Fisk i. Det forklarede han Aserne. De knyttede da et Næt paa samme Maade, som de kunde se af Asken, at Loki havde gjort det. Da det var færdigt, gik de til Aaen og kastede Nættet i Fossen. Tor holdt den ene af Enderne, de øvrige Aser den anden, og saaledes trak de Nættet. Men Loki svømmede foran og lagde sig ned mellem to Sten. De drog Nættet over ham og mærkede, at det rørte ved noget levende. Saa gaar de anden Gang op til Fossen og kaster Nættet ud; de har bundet Vægt ved, saa intet skal kunne smutte under. Loki glider foran Nættet, men da han ser, at han er nær ved Havet, springer han over Garnet og render op i Fossen. Nu ser Aserne, hvor han færdes. De gaar endnu engang til Fossen, deler Flokken i to Dele, og Tor vader bagefter midt i Aaen. Saaledes gaar de mod Havet. Loki ser nu kun to Udveje, den livsfarlige at svømme til Havs og den anden at springe over Garnet engang endnu. Han vælger den sidste og tager det hurtigst mulige Spring over Nætlinen. Tor greb efter ham og fik Haanden om ham, men han gled i den, saa Tor først fik Hold paa hans Hale. Derfor er Laksen tynd bagtil. Nu var Loki fanget uden Sikkerheds-Tilsagn, de førte ham til en Hule. Der tog de tre Sten, som de satte paa Kant, og borede et Hul i hver. Saa greb de Lokis Sønner Vali og Nari eller Narfi, og Aserne forvandlede Vali til Ulv, saa han sønderrev sin Broder Narfi. Med dennes Tarme bandt Aserne Loki over de tre Sten, saa han havde een under Skuldrene, een under Lænderne og een under Knæleddene; Baandene blev til Jærn[84]. Skadi tog da en Edderorm og hængte den op over ham, saa dens Edder kunde dryppe i hans Ansigt. Og Sigyn, hans Kone, sidder hos ham og holder en Vaskeskaal for at opfange Edderdraaberne. Men hver Gang Skaalen er fuld, og hun gaar med den for at slaa Edderen ud, falder Edderdraaberne i hans Ansigt. Da vrider han sig i Vaande, saa hele Jorden skælver. Det kalder I Jordskælv. Der ligger han lænket indtil Ragnaråk".


L.

Gangleri sagde: "Fortæl om Ragnaråk. Det har jeg ikke før hørt Tale om". Har siger: "Derom er der store Tidender at bringe. Den første er, at Fimbulvinteren kommer. Da fyger Sneen fra alle Sider. Der er megen Frost og hvasse Vinde. Solen virker ikke. Der kommer saadanne tre Vintre i Træk uden Sommer imellem. Men forud gaar tre andre Vintre, hvor der staar store Kampe over hele Verden, Broder dræber da Broder for Begærligheds Skyld, og ingen skaaner sin Fader eller Søn for Manddrab eller Slægtskabsbrud. Saaledes siger Vålvens Spaadom[85]:

Brødre hinanden Banesaar hugger,
Søstres Børn Slægtskab bryder.
Haardt lever Verden, Hor saa vide,
Sværd-Old, Slag-Old, Skjoldene skaarne,
Vind-Old, Varg-Old, før Verden styrter.

Da sker der en stor Tildragelse, idet Ulven sluger Solen, det vil Menneskene føle som en stor Ulykke. Den anden Ulv tager Maanen og gør derved ogsaa megen Skade. Saa forlader Stjernerne Himlen. Desuden skal Jorden og alle Bjerge skælve saaledes, at Træerne slides løs i Mulden, Bjergene ramler, og alle Lænker og Baand brister itu. Da slipper Fenrirsulven løs. Havet vælter sig ind over Landene, fordi Midgaardsormen snor sig i Jætteharme og søger op paa Land. Og Naglfar løsner, det Skib, som hedder saaledes, fordi det er bygget af døde Mænds Negle. Husk derfor paa, at hver Gang en Mand dør med uskaarne Negle, er han i høj Grad med til at yde Materiale til Naglfar, som Guder og Mennesker vilde ønske en sen Fuldførelse. I denne Søgang flyder Naglfar. Det styres af Jætten Hrym. Og Fenrirsulven nærmer sig med aabent Gab: Overkæben rører Himlen og Underkæben Jorden. Den vilde gabe værre endnu, hvis der var mere Plads. Ildsluer lyser den ud af Øjne og Næse. Og Midgaardsormen blæser Edder af Halsen, saa den besudler Luft og Hav. Den gaar forfærdelig frem ved Siden af Ulven. I dette Gny revner Himlen, og Muspellsønnerne rider frem derfra. Forrest rider Surt med brændende Ild foran og bag sig. Han har et saare godt Sværd, der overstraaler Solen. Da de rider over Bifråst, brister den, som før sagt. Muspells Sønner gaar frem paa Sletten Vigrid; der kommer ogsaa Fenrirsulven og Midgaardsormen. Desforuden er Loki kommen med alle Helfolk og Hrym med alle Rimturser. Muspells Sønner har en særskilt Fylking, som skinner meget. Sletten Vigrid er hundrede Mil vid i hver Retning.

Men naar disse Ting sker, staar Hejmdal op og blæser utrættelig i Gjålls Horn. Han vækker alle Guderne, og de holder Raad sammen. Odin rider til Mimirs Brønd og henter Raad hos Mimir for sig og sin Skare. Da skælver Asken Yggdrasil, og intet er uden Angst, hverken i Himlen eller paa Jorden. Aserne og alle Ejnherjerne ifører sig Rustning og drager frem paa Sletten. Foran rider Odin med Guldhjælm og herlig Brynje og Spydet Gungnir. Han gaar mod Fenrirsulven, og Tor gaar frem ved hans Side, men kan ikke hjælpe ham, da han er fuldt optaget af Kampen mod Midgaardsormen. Frey kæmper haardt mod Surt, men falder, fordi han savner det gode Sværd, som han gav Skirnir. Ogsaa Hunden Garm, som var bunden foran Gnipahulen, er sluppen løs. Dette fæle Uhyre kæmper mod Tyr, til de begge falder. Tor giver Midgaardsormen Banesaar, men da han er gaaet ni Fjed fra den, segner han død til Jorden som Følge af, at han er overspyet af Ormens Edder. Ulven sluger Odin, det bliver hans Bane, men straks efter gaar Vidar frem og træder med sin ene Fod i Ulvens Underkæbe. Paa den Fod har han Skoen, som der har været samlet sammen til i alle Tider af de Strimler, Mennesker skærer fra deres Sko for Taaen eller Hælen; derfor skal enhver, som vil tænke paa at gavne Aserne, bortkaste disse Strimler. Med den ene Haand tager Vidar fat i Ulvens Overkæbe og sønderriver Gabet. Det bliver Ulvens Bane. Loki kæmper mod Hejmdal, og de fælder hinanden. Derpaa slynger Surt Ild over Jorden og brænder hele Verden. Saaledes siger Vålvens Spaadom[86]:

Højt blæser Hejmdal, Horn er i Luften,
mæler Odin med Mims Hoved.
Da skælver Yggdrasils Ask standende,
jamrer det gamle Træ, og Jætten løsner.

Hvad nu med Aser? Hvad nu med Alfer?
Gnyr al Jåtunhejm, Aser er paa Tinge,
Dværge stønner ved Stendøre,
Bjergvægs vise. - Hvad ved I mon mer?

Hrym ager østfra, holder Skjold for,
Jårmungand snor sig jætteharmfuld.
Ormen slaar Bølger, og Ørnen larmer,
nipper Lig Nidfål, Naglfar løsner.

Skib staar østfra, stævne monne Muspells
Mænd mod Lande, og Loki styrer,
Fimbul-Sønnerne følger Ulven,
dem er Bylejsts Broder iblandt.

Surt gaar sydfra med Skoves Vaade,
Valgud-Sol fra Sværdet skinner,
Grusbjerge ramler, Gyger tumler,
Mænd gaar hen ad Helvej, og Himlen revner.

Da iler mod Hlin den anden Sorg,
naar Odin gaar til Ulvkampen
og Belis Bane blank imod Surt;
der maa Friggs Fryd falde.

Odins Søn gaar mod Ulven at kæmpe,
Vidar at kæmpe mod Valdyret,
hugger med sit Haandsværd Hvedrungsønnen
haardt i Hjertet, hævner sin Fader.

Vakler Odins vældige Søn
noget fra Slangen, for Nid dog rolig;
alle maa Verdens Vidder rømme,
naar Midgaards Vogter myrder i Harme.

Solen sortner, synker Land i Hav,
haster af Himlen herlige Stjerner,
Emmen raser, og Aldernærer[87],
leger højt Hede ved Himlen selve.

Her hedder det endvidere saaledes[88]:

Vigrid hedder Sletten, hvor i Slag skal mødes
Surt og de sæle Guder.
Til hver Side er der hundrede Raster.
Sletten er valgt til Slaget".


LI.

Gangleri spurgte: "Hvad bliver tilbage, naar Himlen og Jorden og hele Verden er brændt, og alle Guderne og Ejnherjerne og Menneskene er døde? I har jo før sagt, at hvert Menneske skal leve i en eller anden Verden for alle Tider". Tridi svarer: "Der er mange gode og mange slemme Boliger. Det bedste Sted at være er paa Gimle i Himlen. For dem, der finder Glæde ved god Drik, er der særdeles godt i den Sal, som hedder Brimir, den staar ogsaa paa Himlen[89]. Paa Nædefjældene er der ogsaa en god Sal, Sindri, af det røde Guld[90]. I disse Sale skal alle gode og dadelfri Mennesker bo. Paa Ligstrandene er der derimod en stor og hæslig Sal, hvis Dør vender mod Nord; den er overalt flettet af Ormerygge som et Vaandfletshus, og alle Slangehovederne vender ind i Huset og blæser Edder, som flyder gennem Salen, og i disse Strømme vader Edbrydere og Rovmordere. Som det siges her[91]:

Sal ved jeg staa, fra Solen fjern,
paa Dødningstrand med Døren mod Nord,
Edderdraaber slaar ind ad Lyren,
slynget om Salen er Slange-Rygge.

Der skal vade Vandene tunge
Meneds-Mænd mellem Mord-Ulve.

Men i Hvergelmir er der værst:

Der piner Nidhåggs Næb de døde".


LII.

Gangleri spurgte: "Mon nogen af Guderne lever til den Tid? Og mon der da er nogen Jord og Himmel?" Har siger: "Jorden skyder da op af Havet og er grøn og fager. Usaaede bærer Agrene Afgrøde. Vidar og Vali lever, uskadte af Søen og Surtluen, og de bygger paa Idasletten, hvor Asgaard før laa. Der kommer ogsaa Tors Sønner Modi og Magni, som har Mjållnir med sig. Og Baldr og Håd kommer fra Hel. Alle sætter sig og samtaler og mindes deres Runer og taler om de fordums Begivenheder, om Midgaardsormen og Fenrirsulven. Da finder de i Græsset de Guldtavl, som Aserne havde ejet. Det hedder derom[92]:

De viede Steder skal Vidar og Vali
bebo, naar Surts Ild slukner.
Modi og Magni skal Mjållnir eje,
naar Vingnir ligger paa Valen.

Og mens Surtluen raser, skjuler to Mennesker, Lif og Lejftrasir, sig paa det Sted, som hedder Hoddmimirsholt, de lever af Morgendug. Fra dem skal der nedstamme saa stor en Efterslægt, at hele Verden beboes paany. Som det hedder[93]:

Lif og Lejftrasir i Løn skal leve
skaanet i Hoddmimirs Skov.
Maden, de nyder, er Morgenduggen,
Ætter igen de avler.

Og det vil forundre dig, at Solen har født en Datter, ikke mindre herlig end hende selv, hun vil følge sin Moders Bane. Som som det siges her[94]:

Alfehjul skal avle en Datter,
førend hun sluges af Fenrir.
Gylden skal ride, naar Guderne dør,
Møen, hvor Moderen red.

Hvis du kan spørge om noget, som ligger længere ude i Tiden, ved jeg ikke, hvorledes det falder dig ind. Thi aldrig hørte jeg noget Menneske fortælle Tidens Gang udover det, du har hørt. Vær tilfreds med det".


LIII.

Derefter hørte Gangleri et stort Bulder til alle Sider og saa sig om. Og ved nøjere Eftersyn finder han sig staaende ude paa en slet Flade, hvor han hverken ser Hal eller Borg. Saa gaar han sin Vej og kommer hjem til sit Rige. Der fortæller han, hvad han har set og hørt, og fra ham gik disse Sagn i Arv fra Mand til Mand.


SLUTNINGSORD.

Men Aserne satte sig til Samtale og til at raadslaa og huskede alt, hvad der var fortalt ham, og gav de Navne, der var meddelt ham, til de Mennesker og Steder, der var, for at Menneskene ikke efter lange Tiders Løb skulde tvivle paa, at de Aser, hvorom der her var fortalt, alle var de samme som de, der nu bar de samme Navne. Der er saaledes ham, som kaldtes Tor, han er Asator den gamle og Agetor, og ham har man tillagt de Storværker, som Ektor[95] udøvede i Troja. Og man mener, at Tyrkerne har talt om Ulixes[96] og kaldt ham Loki, fordi Tyrkerne var hans værste Uvenner.


Fodnote:

I Sn. E. (Vidh-aukar) læses følgende:
OM FENRISULVEN.

Amtsvartnir hedder et Vand, og Lyngvi en Holm i Vandet, og Siglitnir en Høj paa Holmen, og Tviti heddcr en Pæl, der staar paa Højen, og Gnjøll hedder et Hul, som er boret i Pælen. Og Hræda hedder et Fæste, som Fenrirsulven er bundet ved, og som er slaaet igennem Hullet, og Gelgja hedder Pinden, som er stukket for. Lænken, som holder den, hedder Glejfnir. Der blev [først] gjort to Lænker til den, Dromi og Læding, men ingen af dem holdt. Da blev Glejfnir dannet af seks Ting:

Af Kattens Døn og af Konens skæg,
af Fiskens Aande og Fuglens Mælk,
af Bjergets Rødder og Bjørnens Sener,
deraf blev ham Glejfnir gjort.

Derfor findes disse Ting ikke siden, thi det blev altsammen brugt dengang. To Aaer falder af Ulvens Mund, den ene hedder Vil, den anden Vån, og derfor er det rigtigt at betegne Vand som dens spyt. Og Gæller (Gjålnar) kaldes dens skæg.


Fodnoter

1. Sverige.
2. Sjælland.
3. Mälaren.
4. Øjne.
5. Odins Salbark = Skjoldene.
6. Værelser.
7. Havimaal I.
8. Den sydlige Halvkugle.
9. Uppsala-Codex: Svart.
10. Ild.
11. Hyndla-Sangen 33.
12. Vaftr. Maal 30 og 31.
13. Eller Haand.
14. Vaftr. Maal 35.
15. Østre, Vestre, Nordre, Sydre.
16. Vålv. Sp. 5.
17. Grimnirs Maal 40-41. Sml. Vaftr. Maal 21.
18. Rimmanke.
19. Skinmanke.
20. I en Variant: Hviki.
21. I andre Haandskrifter: Byrgir.
22. I en Afdeling af Snorris Edda (Vidh-aukar) anføres følgende vers, vistnok tilhørende en Variant af Grimnirsmaal (39b): Sæg hedder Karret og Simul Stangen, Som Bil og Hjuki bærer. Saadan hedder, hvad der ses i Maanen.
23. Jættekvinde.
24. Vål. Sp. 41-42.
25. Vål. Sp. 9-16.
26. Vål. Sp. 28-29.
27. Grimnirsmaal 30.
28. Grm. 29.
29. Fafnirsmaal 13.
30. Grm. 32.
31. Grm. 33.
32. Grm. 35.
33. Grm. 34.
34. Vål. 19.
35. Vål. 67.
36. Vaftr. 37.
37. Vaftr. 27.
38. Loki-Spl. 29.
39. Grm. 46. 47. 48,1-2. 49,6-7. 50,1. 49,2-5. 54,3-4.
40. 540 Værelser.
41. Grm. 24.
42. Jærnhandskerne.
43. Grm. 12.
44. Efter andre Hdskr. [ni Vintre i T. og ni i N.] eller [ni Nætter i T. og tre i N.].
45. Grm. 2.
46. Grm. 14.
47. Sæderummeren.
48. Grm. 13.
49. Grm.15.
50. Efter andre Hdskr. [Fald-i-Nød hendes Laage, Taalmod hendes Tærskel] osv..
51. Efter andet Hdskr. Levding.
52. Se den følgende Fodnote fra Vidh-aukar. OM FENRISULVEN.
53. Efter andre Hdskr. Aursvartnir, Amsvarnir.
54. Se den følgende Fodnote fra Vidh-aukar. OM FENRISULVEN.
55. Asakvinder.
56. Sökkvabekkr.
57. Tilladelse.
58. Hofvarpnir.
59. Grm. 36.
60. Skrm. 42.
61. Grm. 18.
62. Grm. 19.
63. Grm. 20.
64. I Sn. E. III forekommer følgende Strofe: [Fra Hnikars Aksler fløj ud to Ravne, Hugin til hængt og til Rad Munin].
65. Se Grm. 25.
66. Grm. 26.
67. Grm. 27-28.
68. Flodnavnene er ikke alle helt ens i de forskellige Hdskr.
69. Grm. 23.
70. Vaftr. 41.
71. Grm. 44.
72. Vål. 25-26.
73. Sml. Hym. 37-38.
74. Efter anden Variant: Skrymnir.
75. Sml. Hymir-Kvadet.
76. De fleste Hdskr. skriver Ymir, et enkelt veksler med Ymir og Hymir.
77. Himinhrjótr, Himinhrjódhr, Himinjódhr, Himinbrjótr.
78. Sml. Vegtams-Kvadet.
79. Giftslangerne. Efter andre Hdskr. Edderen, Ormene.
80. Sveinbjörn Egilsson læser efter cod. reg. = øst.
81. Mistelgren.
82. Slidhrugtanni.
83. Karl = Odin.
84. Vål. 35.
85. Vål. 46-47.
86. Vål. 48-60.
87. Aldersnærer = Her Kenning for Ild.
88. Vaftr. 18.
89. Efter andre Hdskr.: den staar paa Okolnir. Sml. Vål. 37, hvor det dog snarest er Meningen, at Brimir er Jættens Navn.
90. Sml. Vål. 37, hvor Salen tilhører Dværgen Sindris Æt.
91. Vål. 39-40.
92. Vaftr. 51.
93. Vaftr. 45.
94. Vaftr. 47.
95. Hektor.
96. Ulysses.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.