Af Gylveginning og Skaldskabsmål

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif Faeroysk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Titelside til manuskript
af Snorres Edda
(1700-tallet)
Kort nordisk Gudelære
og Oversættelse af vedkommende Dele af Eddaerne

København, 1867

Af Gylveginning og Skaldskabsmål


Oversat af
Carl Arnold Edwin Jessen


I.
(Alverden.)

— Alfader lever i alle Tider, og styrer hele sit Rige, og råder over alle Ting, store og små. Han ’smedede' Himmel og Jord og Luft og alt hvad i dem er. Det er mest, at han gjorde Mennesket og gav det den Ånd, som skal leve og aldrig forgå, om end Legemet 'funer' i Mulde eller brænder til Aske. Og alle Mennesker, som er retskafne, skal leve, og være med ham selv, dér som heder Gimle eller Ven-gulv[?]. Men onde Mennesker farer til Hel og derfra til Nivl-hel [?], det er ned i det niende 'Hjem'. Før Himmel og Jord skabtes, var han hos Rimturser.] —Det var mange Tider før Jord skabtes, at Nivlhjem blev gjort. Midt deri ligger den Brønd, som heder Hver-gelme; og derfra falder Åer, som heder: Sval, Gunn-tro, Form, Fimbul, Tul, Slid, Rid, Sylg, Ylg, Vid, Léft, og Gøll, der er næst Hel-grindene. Men først var dog den Verden mod Sønden, som heder Muspel; den er lys og hed, luende og brændende, Og ufør for dem, der er udenlandske der, og ikke har Odel der. Den heder Surt, som sidder dér ved Landsende til Landværn; han har et luende Sværd; og ved Verdens Ende mon han fare og hærje, og sejre over alle Guder, og brænde al Verden med Ild. — Da de Åer, som kaldes Elivåge, var kommen så langt fra deres Udspring, at den 'Edder-kvæge', som fulgte med, hårdnede, ligesom Sinder fra Ild, da blev det til Is. Og da den Is stansede, og ikke flød, da lagde den Ós sig over, som stod af Edderen, og frøs til Rim. Og Rimen øgedes Lag over Lag helt ud i Ginnunge-gab. Den Del af Ginnunge-gab , som vendte mod Nord, fyldtes med Tyngde og Vægt af Is og Rim; og indefter derfra stod Regn og Blæst. Men den søndre Del af Ginnungegab mildnedes ved Gnister og 'Sier', som fløj fra Muspelhjem. Som Kulde stod fra Nivlhjem, og alt dér var barskt, således var det, som vendte nær op til Muspelhjem, hedt og lyst. Men Ginnungegab var så stille som vindløs Luft. Men da Rimen og Hedestrømningen mødtes, så det smæltede og dryppede, så kom der Liv i Dråberne ved dens Kraft, som sendte Heden. Og der kom en Mands Skikkelse. Og han kaldtes Yme. Men Rimturserne kalder ham Ør-gelme. Og derfra er Rimtursernes Ætter komne. — Da han sov, svedede han. Da voksede under hans venstre Arm en Mand og en Kvinde. Og hans ene Fod fik en Søn med den anden. Og derfra kom Ætter; det er Rimturser. — Næstefter, mens Rimen dryppede, kom deraf en Ko, som hed Ød-humle. Fire Mælkeåer løb fra dens Yver, og nærede Yme. — Koen levede af at slikke Rimstene, som var salte. Første Dag, hun slikkede, kom af Stenen, ved Kvæld, Mands-Hår, anden Dag et Mands-Hoved; tredje Dag var der en hel Mand; han kaldes Bure. Han var favr af Udseende, stor, og kraftig. Han fik den Søn, som hed Bør. Han fik den Kone, som hed Besla, Datter af Jætten Bøl-torn; og dé fik tre Sønner: den ene hed Odin, den anden Vilje, den tredje Væ. — Børs Sønner dræbte Jætten Yme. Da han faldt, løb så meget Blod af hans Sår, at deri druknede de hele Rimtursernes Æt; kun én slap derfra med sine Folk; ham kalder Jætterne Ber-gelme. Han steg på sin 'Lúr' [?] med sin Kone, og holdt sig der. Og fra dem er Rimturse-Ætter komne. — Børs Sønner tog Yme, flyttede ham midt ud i Ginnungegab, og gjorde af ham Jorden; af hans Blod Søen og Vandene; Jorden gjordes af Køddet, Bjærgene af Benene; Grus og Stene gjorde de af Tænder og af de Ben, som var brudte. Af dét Blod, som flød af hans Sår, og »>fór løst«, deraf gjorde de den Sø, hvormed de omgærdede og sammenfæstede Jorden, og lagde den Sø i Ring uden om Jorden; og det mon tykkes de fleste Folk Uføre at komme derover. De tog og hans 'Høs' og gjorde deraf Himlen, og satte den op over Jorden med fire Hjørner; og under hvert Hjørne satte de en Dværg; de heder så: Østre, Vestre, Nordre, Søndre. Så tog de Sier og Gnister, som fór løse, og som var kastet ud fra Muspels Verden, og satte midt på Ginnunge-Himmel både for oven og for neden, til at lyse Himmel og Jord. De gav alle 'Ildinger' Sted, nogle på Himlen; andre for løse under Himlen; og dog satte de dém Sted og skabte dem Bane. — Jorden er rund som en Ring udenom; og dér udenom ligger hin dybe Sø. Og langs den Søstrand gav de Jætte-Ætterne Lande til Bygd. Men inde på Jorden gjorde de en 'Borg' omkring Hjem, mod Jætternes Ufred; og til den Borg brugte de Jætten Ymes Bråer, og kaldte den Borg Mid-gård. De tog og hans Hjærne, og kastede i Været, og gjorde deraf Skyerne. — Da Børs Sønner gik langs Søstranden, fandt de to Træer, og tog dem op, og skabte deraf Mennesker. Den første gav Ånd og Liv, den anden Vid og 'Røring', den tredje Åsyn og Mæle og Hørelse og Syn. De gav dem Klæder og Navne. Manden hed Ask, Kvinden Embla; og derfra stammede Menneske-Ætter, hvem Bygden under Midgård blev given. Dernæst gjorde de sig en 'Borg' midt i Hjem, som kaldes Ås-gård. Der byggede Guderne og deres Ætter. Dér er et Sted, som heder Lidskjalv. Når Odin sætter sig der i Højsæde, ser han over alle Verdener. Hans Kone hed Frigg, Fjørgvins Datter; og fra dem er komne Åse-Ætterne. Derfor kan han hede Al-fader, fordi han er alle Guders og Menneskers Fader. Jord var hans Datter og Kone. Af hende kom den første Søn; det er Åsa-Tor; ham fulgte Kraft og Styrke; derfor sejrer han over alle Levende. Nørve eller Narve hed en Jætte, som byggede i Jættehjem. Han havde en Datter, som hed Nat; hun var sort og mørk, som hun havde Æt til. Hun blev gift med den Mand, som hed Naglfare; deres Søn hed Unn [?Ød?]. Derefter blev hun gift med den, som hed Anden; Jord hed deres Datter. Sidst fik hende Delling; han var af Åse-Æt; deres Søn var Dag; han var lys og favr efter sit Fæderne. Da tog Alfader Nat og Dag, hendes Søn, og gav dem to Heste og to Kærrer, og satte dem op på Himlen, at de skal drage hvert Døgn om Jorden. Nat drager forrest med den Hest, som heder Rim-fakse; hver Morgen dugger den Jorden med 'Mile-Dråber'. Den Hest, Dag har, heder Skinfakse; og det lyser over Luft og Jord af hans 'Faks'. — En Mand hed Mundel-føre, som havde to Børn; de var så favre og skønne, at han kaldte det ene Måne, og Datteren Sol, hvem han giftede med en, der hed Glen. Men Guderne vrededes over dette Hovmod, og tog de Søskende, og satte dem på Himlen, lod Sol køre de Heste, som drog Solens Kærre, som Guderne havde skabt, til at lyse Verdenerne, af en 'Sie' fra Muspelhjem. De Heste heder År-våg og Al-svinn; og under deres Bove satte Guderne Vindbælge at køle dem; i nogle Viser kaldes det »isarn-kol«. Måne styrer 'Tunglets' Gang, og råder for Ny og Næ; han tog to Børn fra Jorden, som heder Bil og Hyke, da de gik fra den Brønd, som heder Byrge, og bar på Skuldrene den 'Så', som heder Sæg, med Stangen Simul. Vid-finn heder deres Fader. Disse Børn følger Måne, som ses kan fra Jorden. — Sol farer hurtig, fordi nær går den, der søger hende; og ingen Udvej har hun uden at undløbe. Der er to Ulve. Den heder Skøll, som farer efter hende; og hun ræddes for ham; og han mon tage hende. Den heder Hate, Rod-vitnes Søn, som løber forved hende; og han vil tage Tunglet; og så mon ske. — En Gyge bor Øst for Midgård i den Skov, som heder Jærn-ved; i den Skov bor de Troldkvinder, som heder Jærn-vedjer. Den gamle Gyge fostrer som Sønner mange Jætter, alle i Ulveskikkelse; og derfra er disse Ulve komne. Og så siges, at af Ætten bliver én vældigst, som heder Måne-garm; han fyldes med alle de Menneskers Liv, som dør; og han sluger Tunglet, og stænker med Blod Himmel og Luft. Deraf mister Solen sit Skin; og Vinde er da urolige, og gnyr heden og deden. — Guderne gjorde en Bro fra Jord til Himmel; den heder Bæv-rast; den er af tre Farver, og meget stærk. Men så stærk den er, 'brudner' den, når Muspels Sønner rider over den; og deres Heste svømmer over store Åer; således kommer de frem. — Da Åsgård var gjort, satte Alfader i Begyndelsen Styrere, og bad dem dømme med ham Menneskers Skæbne, og råde for Borgens Ordning. Det var dér, som heder Ide-vold, midt i Borgen. Det var deres første Værk, at gøre et Hov, hvori deres Sæder står, tolv andre, og Højsædet, som Alfader har. Det Hus er bedst gjort og størst på Jorden; alt er det, uden og inden, som lutter Guld. Det Sted kaldes Glads-hjem. En anden Sal gjorde de; det var Gydjernes 'Harg'; den er helt fager; det Hus kaldes Ven-gulv. Dernæst gjorde de dét, at de lagde Esser; og dertil gjorde de Hammer og Tang og Ambolt, og derefter alle andre 'Tól'; og derefter smedede de Malm og Sten og Træ, og så rigelig det Malm, som heder Guld, at alt Bohave havde de af Guld; og den Old kaldes Guldalder; til den ødtes ved Kvinders Komme; de kom fra Jættehjem. Derefter satte Guderne sig på deres Sæder, og rettede deres Domme, og mindedes, hveden Dværge var kommet til Liv i Muld og Jord, som Madker i Kød. Dværgene var bleven til først, og havde fået Liv i Ymes Kød, og var dengang Madker. Men ved Gudernes Afgørelse fik de Mandvid og Mandsskikkelse, og bor dog i Jord og Stene. Modsogne var en Dværg, og en anden Durin, som Vølvespå siger og fremdeles nævner af Dværgenavne: Ny, Næ, Nordre, Søndre, Østre, Vestre, Al-tyv, Dvalin, Nå, Nåin, Niping, Dåin, Bivur, Bavur, Bømbur, Nore, Ore, Onar, Gin, Mod-vitne, Vig, Gand-alv, Vind-alv, Torin, File, Kile, Funden, Vale, Tro, Troin, Tekk, Lit, Vit, Ny, Ny-råd, Rekk, Rådsvinn; disse bor i Muld, men følgende i Stene: Drøpne, Dolg-tvare, Hørr, Hug-stare, Ledj-ulv, Gloin, Dore, Ore, Duv, And-vare, Hefte, File, Hår, Sjår[?]. Men disse kom fra Svarins Høj til Ør-vange på Jøruvolde1)… disse er deres Navne: Skirve, Virve, Skavin, Åe, Alv, Inge, Ekin-skjalde, Fal, Froste, Finn, Ginnar. — Ved Ygg-drasils Ask, dér skal Guderne holde sine Domme hver Dag. Asken er størst og bedst af alle Træer. Dens Grene breder sig over al Verden, og står over Himlen. Tre Rødder holder Træet op, og står umådelig vidt ud. Den ene er hos Æser, den anden hos Rimturser, der hvor fordum var Ginnungegab; den tredje står over Nivlhjem; og under den Rod er Hver-gelme1) Men Nid-hugg gnaver Roden forneden. Under den Rod, som vender til Rimturserne, er Mimes brønd, hvori Kløgt og Mandvid er skjult; og den, som ejer Brønden, heder Mime; han er fuld af Kundskab, fordi han drikker af Brønden af Hornet Gjalle-horn. Dér kom Alfader og bad om en Drik af Brønden; men han fik den ikke, for han lagde sit Øje som Pant. Askens ene Rod står på Himlen; og under den Rod er den Brønd, som er meget hellig, og heder Urde-brønd. Dér har Guderne deres Domsted. Hver Dag rider Æserne derhen op ad Bæv-rast, som og heder Ås-bro. Æsernes Heste heder, som følger: Slépne er bedst; den ejer Odin; den har otte Fødder; så er der Glad, Gylle, Glar, Ske-brime, Sølvertop, Sine, Gils, Falhovne, Guldtop, Letfjed; Balders Hest blev brændt med ham; men Tor går til Dom, og vader over de Åer, som heder Kørmt og Ørmt og Kar-løge to. — Det røde, som ses i Bævrasts Bue, er brændende Ild. Rimturser og Bjærgriser vilde gå op på Himlen, hvis alle kunde fare ad den. Mange fagre Steder er på Himlen; og der er trindt guddommeligt Værn for. Der står en fager Sal på Himlen under Asken ved Brønden; og af den Sal kommer tre Møer, som heder Urd, Verdande, Skuld. Disse Møer skaber Menneskene 'Alder'; dem kalder vi Norner. End er der fler Norner, som kommer til hvert Menneske, når det fødes, at skabe det Alder; og disse er af Gudeæt, men andre af Alveæt, og en tredje Slags af Dværgeæt, som her siges:

'Sønderbårne' meget
tror jeg Norner at være;
ej har de Æt sammen;
somme er af Åse-Æt,
somme af Alve-Æt,
somme ere Dvalins Døtre.

— Gode Norner, og af god Æt, skaber god 'Alder'; men når Folk har hård Skæbne, volder onde Norner det. — En Ørn sidder i Askens Grene; og han véd meget; og mellem hans Øjne sidder den Høg, som heder Værfølne. Det Egern, som heder Rata-tøsk, render op og ned ad Asken og bærer Avindsord mellem Ørnen og Nidhugg. Fire Hjorte render på Askens Grene og bider af dens Løv; de heder: Dåin, Dvalin, Dun-ør, Dura-tro. Men så mange Orme er i Hvergelme med Nidhugg, at ingen Tunge kan udsige det. Det siges, at de Norner, som bygger i Urdebrønd, tager hver Dag Vand i Brønden, og tillige Leret, som ligger om Brønden, og øser op over Asken, for at dens Grene ikke skal 'træne' eller 'fune'. Men det Vand er så helligt, at alle Ting, som kommer der i Brønden, bliver så hvide, som den Hinde, der heder 'Skæl', og ligger inde ved Æggeskaller, Den Dugg, som falder fra Asken, kalder Mennesker 'Honningsfald'; og deraf næres 'Bifluer'. To Fugle fostres i Urdebrønd; de heder Svaner; og fra dem er den Fugleslægt kommen, som heder så. — Der er end fler Hovedsteder på Himlen foruden det ved Urdebrønd. Der er et Sted, som heder Alv-hjem. Dér bygger det Folk, som heder Lys-alver. Men Svart-alver bor nede i Jorden, og er de andre ulige i Udseende, og end meget mer i Væsen. Lysalver er fagrere end Solen; men Svartalver er sortere end Beg. Der er et Sted, som heder Brede-blik, og intet Sted er fagrere. Fremdeles dét, som heder Glitne, hvor Vægge og Piller og Stolper er af Guld , og Taget af Sølv. Så er der det Sted, som heder Himmelbjærge; det står ved Himlens Ende ved Brohovedet, der hvor Bævrast kommer til Himlen. Der er end et stort Sted, som heder Valaskjalv; det Sted ejer Odin; det gjorde Guderne, og takte det med det skære Sølv; og dér er Lid-skjalv i denne Sal, det Højsæde, som heder så; når Alfader sidder i det Sæde, ser han over al Verden. Ved Himlens søndre Ende er den Sal, som heder Gimle. Den skal stå, når både Himmel og Jord er forgået; og i det Sted bygger gode og retskafne Folk i alle Tider. Det forgår ikke, når Surts Lue brænder Himmel og Jord, og det af følgende Grund. Der siges, at der er en anden Himmel sønder op fra denne Himmel; og den heder And-lang; og end en tredje op fra den; og den sidste heder Vid-blåin; og i den Himmel tror vi, at Gimle er. Og på de Steder tror vi, at kun Lysalver bygger nu. — Ved Himlens Nordende sidder den Jætte, som heder Ræ-svelg; han har Ørneham. Når han sætter af til Flugt, da står Vindene fra hans Vinger. — Svåsud heder den, som er Sommers Fader; og hans Liv er blidt. Men Vinters Fader kaldes dels Vind-lone, dels Vind-sval; han er Søn af Vasad; og den Æt er barsk og koldbrystet; og Vinter har dens Væsen. — Der er tolv Æser af Gudeæt. Og ikke er Åsynjerne uhelligere, og ej har de mindre Magt. Odin er ypperst og ældst af Æser. Han råder for alle Ting; og så mægtige end de andre Guder er, tjæner de ham alle, som Børn Fader. Frigg er hans Kone. Hun kender Menneskers Skæbne, skønt hun ikke siger Spådomme. Odin kaldes Al-fader, fordi han er alle Guders Fader. Han heder og Val-fader, fordi hans tiltagne Sønner er alle de, som falder i Val. Dem giver han Plads i Valhal og Ven-gulv; og så heder de Én-herjer. Han heder og Hænge-gud, Hafte-gud, Farme- gud; og end har han kaldt sig med fler Navne, da han var kommen til Kong Ger-rød: Grim, Ganger, Herjan, Hjælmbære, Tekk, Tredje, Tunn, Unn, Hel-blinde, Hår, Sann, Sann-getal, Hær-tét, Nikar, Bil-øj, Bål-øj, Bøl-værk, Fjølne, Grimne, Glap-svinn, Fjøl-svinn, Sid-hat, Sid-skæg, Sejr-fader, Nikud, Al-fader, At-rid, Farma-Ty, Óske, Ome, Javn-hå, Bævlinde, Gøndler, Har-bard, Svidur, Svidre, Jalk, Kjalar, Vidur, Tro, Ygg, Tund, Vak, Skilving, Våvud, Rofta-Ty, Gøt, Vera-Ty. — Af andre Guder er Tor fremmest. Han kaldes Åsa- Tor eller Age-Tor. Han er stærkest af alle Guder og Mennesker. Han har det Rige, som heder Trud-vange. Hans Hal heder Bil-skirne. I den Sal er fem hundrede og firti Gulve. Det Hus er størst af dem, Mænd har gjort. Tor har to Bukke som heder Tand-gnyst og Tand-grisne, og Kærre til at køre; men Bukkene drager Kærren. Derfor kaldes han Agetor. Han har og tre Kostbarheder. Den ene er Hammeren Mjølne, som Rimturser og Bjærgriser kender, når den kommer; og det er ikke underligt; den har knust mangen Hovedskal på deres Fædre og Frænder. Den anden store Kostbarhed er Megin-gjorde; når han spænder dem om sig, vokser hans Åse-kraft tofold. Den tredje store Kostbarhed er Jærnhansker; dem kan han ikke undvære ved Hammerskaftet. Men ingen er så kundskabsrig, at han kan fortælle alle hans Storvirker. — En anden Søn af Odin er Balder. Om ham er godt at sige; han er bedst; og ham roser alle. Han er så fager af Udseende og så 'bjært', at det lyser af ham; og én Urt er så hvid, at den lignes ved Balders-Bråer; den er hvidest af alle Urter. Han er visest af Æserne, og fagrest talende, og mildest. Men den Natur følger ham, at ingen Dom af ham kan holdes [?]. Han bor dér, som heder Bredeblik; det er på Himlen. På det Sted kan intet Urent være. Den tredje Ås heder Njord. Han bor på Himlen på det Sted, som heder Noa-tun. Han råder for Vindens Gang, og stiller Sø og Ild; han skal påkaldes ved Søfart og [Jagt og] [?] Fiskeri; han er så rig, at han kan give dem, der beder ham derom, Overflod af Lande og rørligt Gods. Han opfødtes i Vane-hjem; men Vanerne gav ham som Gissel til Gilderne, og modtog som Gissel fra Æserne ham, der heder Høne; han blev til Forlig for Guder og Vaner. Njord har den Kone, som heder Skade, Datter af Jætten Tjasse. Skade vil have det Bo-sted, som hendes Fader havde ejet; det er på nogen Fjælde, dér, som heder Trum-hjem. Men Njord vil være nær Søen. De enedes om, at de skulde være ni Vintre [?] i Trumhjem, og andre ni i Noatune. Men da Njord kom tilbage til Noatune fra Fjældet, kvad han dette:

Lede er mig Fjælde;
ej var jeg der længe.
Nætter kun ni;
Ulve-Tuden
mig tyktes ilde være
mod Svane-Sang.

Da kvad Skade dette:

Sove jeg kunde ej
på Strande ved Sø
for Fugle-Jærm:
den mig vækker,
som fra Voven kommer,
hver Morgen, Mågen.

Da fór Skade op på Fjældet, og byggede i Trymhjem, og farer meget på Skier og med Bue, og skyder Dyr; hun kaldes Ski-gud eller Ski-dis. Njord i Noatune fik siden to Børn: Sønnen hed Frø, Datteren Frøja. De er fagre af Udseende og mægtige. Frø er ypperst af Æser. Han råder for Regn og Solskin, og dermed for Jordens Grøde. Til ham er godt at råbe om godt År og Fred; han råder og for Menneskers Held med Formue. Men Frøja er ypperst af Åsynjer. Hun har den Gård på Himlen, som heder Folk-vange; og hvor som hun rider til Kamp, ejer hun den halve Val, men Odin den halve. Hendes Sal er Sessrymne, stor og fager. Hun ager med to Katte og sidder i Kærre. Hun er velvilligst mod Menneskers Påkaldelse. Af hendes Navn er det Navn: Fruer, hvormed fornemme Kvinder kaldes. Hun syntes godt om Elskovssang; og hende er det godt at påkalde til Elskov. — Så er der den Ås, som heder Ty. Han er djærvest og modigst, og råder meget for Sejr i Kamp; han er god at påkalde for Helte. Det er et 'Ordtag', at den er djærv som Ty, der overgår andre Mænd og ikke ser sig for. Vid havde han og, så at man siger, at den er snild som Ty, der har Vid. Det er ét Vidnesbyrd om hans Djærvhed: da Æserne lokkede Fenresulv, for at lægge Fodlænken Glépne på ham, da trode han dem ikke, at de vilde løse ham, før de som Pant lagde Tys Hånd i Ulvens Mund. Men da Æserne ikke vilde løse ham, bed han Hånden af, dér som nu kaldes 'Ulv-led'. Og han er enhåndet, og kaldes ikke Mænds Forliger. Brage heder en; han er navnkundig for Kløgt og især for Ordsnildhed og Ordlethed. Han kan mest af Skaldskab; og efter ham kaldes Skaldskab 'Brag'; og efter hans Navn kaldes den 'Brag' blandt Mænd, eller Kvinder, som har Ordsnildhed fremfor andre. Hans Kone er Idun. Hun gemmer i sin Æske de Æbler, som Guderne skal bide, når de ældes; og så bliver de alle unge; og så mon være lige til Ragna-rokkr. — Hemdal heder en. Han kaldes den hvide Ås. Han er stor og hellig. Ham fødte som Søn Møer ni, og alle Søstre. Han heder og Hallin-skie og Gylden-tande. Hans Tænder var af Guld. Hans Hest heder Guldtop. Han bor dér, som heder Himmelbjærge, ved Bæv-rast. Han er Guders Vogter, og sidder dér ved Himlens Ende, at vogte Broen mod Bjærgriser. Han behøver mindre Søvn end en Fugl. Han ser lige godt, Nat som Dag, hundrede 'Raster' fra sig. Han hører og Græs gro på Jord, og Uld på Får, såvelsom alt, hvad der lyder højere. Han har den Lur, som heder Gjalle-horn; og dens Klang høres over alle Verdener. Hemdals Sværd kaldes 'Hoved'. Han siger selv i Hemdals-Galder:

Ni er jeg Mødres Barn:
ni er jeg Søstres Søn.

Hød heder en Ås. Han er blind. Såre stærk er han. Men ville monde Guderne, at denne Ås ikke behøvede at nævnes; ti hans Hånds Værk mon længe haves i Minde hos Guder og Mennesker. Vidar heder en, hin tavse Ås. Han har tyk Sko. Han er stærk næst efter Tor. Af ham har Guderne stor Hjælp i al Trængsel. Ale eller Vale heder en, Søn af Odin og Rind. Han er djærv i Kamp, og meget dygtig i at skyde. Ull heder en; Søn af Siv, Ste-søn af Tor. Han er så god Bueskytte og Skiløber , at ingen kan kappes med ham. Han er fager af Udseende, og har krigersk Væsen. Han er god at påkalde i Enekamp. Forsete heder Balders og Nanna Nepsdatters Søn. Han har den Sal på Himlen, som heder Glitne. Men alle, som kommer til ham med vanskelige Sager, går forligte fra ham. Det er det bedste Domsted blandt Guder og Mennesker. Dén tælles end til Æserne, hvem somme kalder Æsernes Smæder og Svigeren, og alle Guders og Menneskers Skam. Han nævnes Loke eller Loft, Jætten Far-bøtes Søn. Hans Moder er Løv-ø eller Nål; hans Brødre By-lést og Hel-blinde. Loke er smuk og fager af Udseende, ond i Sind, meget omskiftelig. Han har den Kløgt fremfor andre, som heder Snuhed, og bruger Kneb ved alt. Han flk Æserne tit i fuld Vånde, og løste dem så tit med listige Råd. Hans Kone heder Sygin, deres Søn Nare eller Narve. End havde Loke fler Børn. Anger-bode hed en Gyge i Jættehjem; med hende havde Loke tre Børn; et var Fenres-ulv, det andet Jørmun-gand eller Midgårds- orm, det tredje Hel. — Hendes Sal (i Nivlhjem] heder Eljudne, Hunger hendes Disk, Sult hendes Kniv, Ganglade Trællen, Ganglad Trælkvinden, Faldetræ hendes Tærskel, Sotleje hendes Sæng, stirrende Kval hendes Sængeomhæng Hun er halv blå, halv med Hudfarve, ti er hun god at kende og temmelig ludende og barsk. — Af Åsynjer er Frigg ypperst; hun har den Gård, som heder Fen-sale; og den er helt herlig. Den anden er Saga; hun bor på Søkkva-bæk; det er et stort Sted. Den tredje er Ér; hun er den bedste Læge. Den fjærde er Gevjun; hun er Mø; og hende tjæner de, der dør som Møer. Den femte er Fulla; hun er og Mø; hun går med løst Hår og Guldbånd om Hovedet. Hun bærer Friggs Æske, og passer hendes Skotøj, og véd Lønråd med hende. Den sjætte, Frøja, er fornemst tillige med Frigg. Hun blev gift med den Mand, som heder Ód. Deres Datter heder Noss; hun er så fager, at efter hendes Navn kaldes alle fagre og prydende Ting 'Nosser'. Ód fór bort lange Veje; og Frøja græder efter ham; og hendes Gråd er rødt Guld. Frøja har mange Navne; og det kommer af, at hun gav sig forskellige Navne, når hun fór blandt ukendte Folk for at lede om Ód: hun heder Mar-døll, Hørn, Gevn, Syr. Frøja ejede Brisingemen. Hun kaldes Vane-dis. Den syvende er Sjøvn; hun giver sig meget af med at vende Folks Hu til Elskov, Kvinders og Mænds. Af hendes Navn kaldes Elskov 'Sjævne'. Den ottende, Lovn, er så mild og god til Påkaldelse, at hun får Tilladelse af Alfader og Frigg til at forene Mænd og Kvinder, selv når det iforvejen var nægtet og forbudt. Den niende. Vår, lytter til Mænds Eder, og Aftaler, som Kvinder og Mænd gør sammen, og tager Hævn over dem, som svigter; hun er også klog og fritsom, så intet kan skjules for hende. Den tiende. Syn, vogter Døre i Hallen, og lukker for dem, som ikke må gå ind; hun er og sat til Indsigelse på Tinge for de Sager, hun vil, hos Æserne. Den ellefte, Lin, er sat til at våge over de Folk, Frigg vil hjælpe af Fare. Den tolfte, Snotra, hun er klog og fin af Væsen. Den trettende, Gnå, hende sender Frigg om i Verdener i sine Ærender. Hun har en Hest, som render i Luft og på Hav, og heder Hovvarpne. Det var engang, hun red, at nogle Vaner så hendes Ridt i Luften; da mælte en:

Hvad mon dér flyve?
hvad mon dér fare,
eller i Luften lide?

hun svarer:

Ej jeg flyver;
dog jeg farer
og i Luften lider
på Hov-hvarvne,
som Ham-skerpe,
fik med Gård-rove.

Sol og Bil tælles mellem Åsynjer; om deres Væsen er for talt. End er der andre, som skal tjæne i Valhal, bære Drik, passe Bordtøj og Drikkekar. De nævnes i Grimnesmål: Rist og Mist, Skeggj-øld, Skogul, Hild, Trúd, Løkk, Her-fjøtur, Gøll, Gera-hød, Randgrid, Råd-grid, Regin-lév. Disse heder Val-kyrjer. Dem sender Odin til hver Kamp. De råder for Liv og Død og for Sejr. Gunn og Rota og den yngste Norn, Skuld, rider idelig at 'kåre Val' og råde for Kamp. Jord, Tors Moder, og Rind, Vales Moder, tælles mellem Åsynjer. — Alle Mænd, som siden Verdens Ophav er faldne i Kamp, er komne til Odin i Valhal. Dér er stor Mængde; og langt større bliver den, og mon dog synes for ringe, når Ulven kommer. Men aldrig er så stor Mængde i Valhal, at ikke Flæsk af den Galt, som heder Sø-rimne slår til for dem; den sydes hver Dag, og er hel om Aftenen. And-rimne heder Stegeren, og Ild-rimne Kedelen. — Den Kost, som står på Odins Bord, giver han to Ulve, som han har, og som heder Gere og Freke; og ingen Kost behøver han; Vin er ham både Drik og Mad. To Ravne sidder på hans Aksler, og siger ham i Øre alle Tidender, som de ser og hører: de heder Hugin og Munin. Dem sender han i Dagningen at flyve over al Verden; og de kommer tilbage ved Davremål; deraf vorder han vis på mange Tidender. Derfor kaldes han Ravnegud. — Den Ged, som heder Héd-rún, står oppe på Valhal og bider af det Træs Grene, som er meget navnkundigt, og som heder Lærad; og af dens Yver løber den Mjød, hvormed den hver Dag skal fylde Karrene; det er så meget, at alle Enherjer får fuldt nok deraf. — Hjorten Ég-tyrne står på Valhal og bider af dét Træs Grene ; og af dens Horn kommer så stort Dryp, at det kommer ned i Hver-gelme; og derfra falder de Åer, som heder Sid, Vid, Sekin, Ekin, Sval, Gunn-tro, Fjørm, Fimbul-tul, Gipul, Gøpul, Gamul, Gér-vimul; disse falder om Æsers Bygder; end nævnes disse : Tyn, Vin, Tøll, Bøll, Gråd, Gunn-tråin, Nyt, Nøt, Nønn, Rønn, Vina, Vejsvinn, Tyd-numa. — Hvor mange Døre der er på Valhal, og hvor brede, siges i Grimnesmål. Hver Dag, når Enherjerne har klædt sig, tager de Hærklæder på, går ud i Gården, og slås, og fælder hverandre; det er deres Leg. Og når det lider ad Davremål, da rider de hjem til Valhal, og sætter sig til Drik. — Ski-bladne er bedst af Skibe, og gjort med mest Kunst. Men Nagl -fare er det største Skib, det som Muspel [?] ejer. Nogle Dværge, Sønner af Ivalde, gjorde Skibladne og gav Frø Skibet. Det er så stort, at alle Æser rummes der med Våben og Hær-boned. Og det har Bør, såsnart Segl er draget, hvor det så skal hen. Men når det ej skal fare på Sø, da er det gjort af så mange Dele, og med så stor List, at det kan rulles sammen som en Dug, og haves i Pung.


II.
(Borgen om Åsgård.)

Det var årle, i Gudernes første Tid, da Guderne havde sat Midgård og bygget Valhal, da kom en Smed, og tilbød at gøre dem en 'Borg' i tre Halvår, så god, at den var forsvarlig og sikker for Bjærgriser og Rimturser, selv om de kom ind over Midgård. Men det nævnede han som Løn, at han skulde 'egnes' Frøja; og have vilde han Sol og Måne. Da ginge Æserne at tale og holdt Råd; og blev det Køb gjort med Smeden, at han skulde egnes dét, han havde nævnt, hvis han fik gjort Borgen på én Vinter. Men den første Sommerdag, om nogen Del var ugjort på Borgen, da skulde han være ude af Købet. Han skulde af intet Menneske have Hjælp til Værket. Og da de sagde ham disse Kår, da bad han, at de skulde tillade, at han havde Hjælp af sin Hest, som hed Svadelfare. Men Lokes Råd gjorde, at det blev ham tilstædt. Han tog fat første Vinterdag, at gøre Borgen, Men om Natten hentede han Sten på Hesten. Og det tyktes Æserne stort Under, hvor store Bjærge den Hest drog; og 'halv' mere Kæmpearbejd gjorde Hesten end Smeden. Men ved deres Køb var stærke Vidner og mange Eder, fordi at Jætten tyktes ikke trygt, at være hos Æserne 'gred-løs', hvis Tor kom hjem. Men han var da faren i Østervej at 'bærje' Trolde. Men da Vinteren skred til Ende, da fremmedes Borgen meget. Og den var så høj og stærk, at dét kunde man ikke anke over. Men da der var tre Dage til Sommer, da var det kommet næsten til Borgleddet. Da satte Guderne sig på sine Domstole, og ledede om Råd, og sporte hverandre, hvem der stod for det Råd at gifte Frøja til Jættehjem, eller øde Luft og Himmel så, at tage derfra Sol og 'Tungel', og give Jætter. Men det var alles Ord, at dette monde den have rådet for, der volder mest ondt, Loke Løvøs Søn, og kaldte ham værd til en ond Død, om han ikke hittede Råd til, at Smeden kom ud af Købet; og de gik ind på ham. Men da han blev ræd, da svor han Eder, at han skulde så mage, at Smeden kom ud af Købet, hvad han så skulde gribe til. Og samme Kvæld, da Smeden agede ud efter Sten med Hesten Svadelfare, da sprang ud af en Skov en Hoppe ad Hesten til, og vrinskede ad den. Men Hesten blev gal, og sled Rebene itu, og løb mod Hoppen, men den løb bort til Skovs; og Smeden efter, og vil tage Hesten. Men disse Heste løber hele Natten; og Smeden sinkes den Nat. Og efter om Dagen blev ikke således smedet, som før. Og da Smeden ser, at han ikke får endt Værket, da føres han i Jættemod. Men da Æserne så dét for vist, at dér var kommen en Bjærgrise, da skånedes ikke Ederne, og de kaldte på Tor. Og på Stedet kom han; og så fór Hamren Mjølne i Været, og betalte da Smedekøbet, istedenfor med Sol og Tungel, ja lod ham end ikke bygge og bo i Jættehjem , men slog med ét Hug, så at 'Høsen' knustes i små Stumper, og sendte ham ned under Nivlhel.


III.
(Ty og Fenre.)

Angerbode hed en Gyge i Jættehjem. Med hende havde Loke tre Børn: et var Fenresulv, det andet Midgårdsorm eller Jørmungand, det tredje Hel. Men da Guderne vidste, at, disse tre Søskende opfødtes i Jættehjem, og Guderne fandt i Spådomme, at af disse Søskende monde dem stort Mén og Uhap stande, og alle tyktes Udsigt til meget Ondt af dem, først af deres Møderne, og end værre af deres Fæderne, så sendte Alfader Guderne hen at tage Børnene og føre dem til ham. Og da de kom til ham, kastede han Ormen i den dybe Sø, som ligger om alle Lande. Og den Orm voksede således, at den ligger midt i Havet om alle Lande, og bider sig i Halen. Hel kastede han i Nivlhjem, og gav hende Vold over ni Hjem, at hun skulde tilvise alle dem Ophold, der sendtes til hende; men det var sotdøde Mænd og ældedøde. Hun har der store Bosteder; og er hendes Gårde vidunderlig høje, og Grindene store.

Ulven opfødte Æserne hjemme; og Ty ene havde Mod til at gå til Ulven og give ham Mad. Men da Guderne så, hvor meget han voksede hver Dag, og alle Spådomme sagde, at han monde være dem lagt til Skade, da tog Æser det Råd, at de gjorde en såre stærk Fodlænke, som de kaldte Løding, og bar den til Ulven, og bad ham prøve sin Styrke med Lænken. Men Ulven tyktes sig det ikke for svart, og lod dem fare dermed, som de vilde. Første Gang Ulven 'spørnede' imod, brødes den Lænke; således løstes han fra Løding. Dernæst gjorde Æserne en anden Lænke, 'halv' stærkere, som de kaldte Drome, og bad fremdeles Ulven prøve, den Lænke, og sagde, han vilde blive meget navnkundig for Styrke, når slige 'Storsmider' ikke kunde holde for ham. Men Ulven hugsede, at denne Lænke var meget stærk, og dét med, at ham var Styrke vokset, siden han brød Løding; kom og ihu, at han fik at lægge sig i Fare, hvis han skulde vinde Navn, og lod lægge Lænken på sig. Og da Æserne sagde, de var færdige, da rystede Ulven sig, spørnede imod, og sprængte Lænken til Jorden, så at Stumperne fløj langt om. Således sled han sig af Drome. Dét haves siden til Ordtag, at løse af Løding, eller slide af Drome, når noget søges gjort med al Magt. Derefter ræddedes Æserne, at de skulde ikke få bundet Ulven. Da sendte Alfader den Svend, som heder Skirne, Frøs Sendemand, ned i Svartalvehjem til nogle Dværge, og lod gøre den Lænke, som heder Glépne. Den var gjort af seks Dele: af Kattedøn, og af Kvindeskæg, af Bjærgerødder, og af Bjørnegræs [?], af Fiskeånde, og af Fuglemælk; deraf var Glépne gjort. Den var glat og blød som Silkebånd, men så sikker og stærk, som nu bliver at høre. Da Lænken var ført til Æserne, takkede de Sendemanden vel for hans Ærender. Da fór Æserne ud på det Vand, som heder Am-svartne, til den Holm, som heder Lyngve, og kaldte Ulven med sig, og viste ham Silkebåndet, og bad ham slide det over, og sagde, det var noget stærkere, end man skulde vænte efter Tykkelsen, og gav hverandre det, og prøvede det med Håndkraft, og det brast ikke; men dog, sagde de, vilde Ulven kunne sprænge det. Da svarer Ulven: så synes mig om denne Lidse, som om jeg ingen Hæder kan vinde, om jeg så sønderslider så tyndt Bånd; men hvis det er gjort med List og Svig, skønt det synes lidet, da kommer det Bånd ikke på mine Fødder. Da sagde Æserne, at han vilde snart sønderslide et spinkelt Silkebånd, når han før havde brudt store Fodjærn; men hvis du får ikke slidt dette Bånd, da skal du ikke kunne ængste Guderne; og så skal vi løse dig. Ulven svarer: hvis I binder mig, så at jeg ikke får løst mig, så er I upålidelige nok til, at det vil vorde sent for mig at få Hjælp af jer; ulysten er jeg efter at lade dette Bånd lægge på mig. Men heller end at I siger noget på mit Mod, da lægge en sin Hånd i min Mund som Pant, at dette er gjort uden Svig. Men Æserne så til hverandre; og tyktes nu at være to onde Kår. Ingen vilde give sin Hånd til, før Ty holdt sin højre Hånd frem, og lægger den i Munden på Ulven. Men da Ulven spørner, da hårdnede Båndet; og jo stærkere han stred imod, jo skarpere blev Båndet. Da lo alle, undtagen Ty; han mistede Hånden. Da Æserne så, at Ulven var bunden tilfulde, da tog de Fæstet, der var ved Fodbåndet, og som heder Gelge, og drog det gennem en stor Helle, den heder Gøll, og fæstede Hellen langt ned i Jorden. Så tog de en stor Sten, og skød den end længer ned i Jorden, den heder Tvite, og havde den Sten til 'Fæstehæl'. Ulven gabede voldsomt, og sled meget, og vilde bide dem. De skød et Sværd i Munden på ham, med Hjaltet mod den nedre Gumme, og Odden mod den øvre. Det er hans 'Gummesparre'. Han hyler fælt; og Fråde render af hans Mund; det er den Å, som heder Vån. Der ligger han til Ragnarøk. Så meget ærede Guderne sine Helligdomme og Fredsteder, at de vilde ikke plette dem med Ulvens Blod, skønt så siger Spådommene, at han skal vorde Odin til Bane.


IV.
(Klenodjerne.)

Loke, Løv-øs Søn, havde gjort den Træskhedsgerning at klippe alt Hår af Siv. Men da Tor blev det var, tog han Loke, og vilde knust hvert Ben i ham, før han svor, at opnå hos Svart-alver, at de skal gøre Siv Hovedhår af Guld, som skal vokse ligesom andet Hår. Derefter for Loke til de Dværge, som heder Ivalde-sønner; og dé gjorde Håret og Ski-bladne og Geren, som Odin ejede, som heder Gungne. Da væddede Loke om sit Hoved med den Dværg, som heder Brokk, at hans Broder Sindre ikke kunde gøre tre lige så gode Sager som disse. Men da de kom til Smedjen, lagde Sindre et Svineskind i Essen, og bad Brokk blæse, og ikke stanse, før han tog ud af Essen det, som han lagde i. Men straks, som han gik ud af Smedjen, og den anden blæste, da satte en Flue sig på hans Hånd og stak. Men han blæste som før, til Smeden tog det ud af Essen; og det var en Galt, og Børsterne af Guld. Dernæst lagde han Guld i Essen, og bad ham blæse, og ikke holde op, før han kom tilbage; gik så bort. Da kom Fluen og satte sig på hans Hals og stak nu 'halv' stærkere. Men han blæste, til Smeden tog ud af Essen den Guldring, som heder Drøpne. Da lagde han Jærn i Essen, og bad ham blæse, og sagde, at spildt monde det være, hvis Blæsningen afbrødes. Da satte Fluen sig mellem Øjnene på ham, og stak i Øjelågskanterne; og Blodet løb i Øjnene, så han ikke kunde se. Da greb han til med Hånden som hurtigst, mens Bælgen sank, og viskede Fluen af sig. Og da kom Smeden der og sagde, at nu var det nær ved, at alt det, som var i Essen, var spildt. Så tog han af Essen en Hammer. Disse Sager gav han da sin Broder Brokk i Hænde, og bad ham fare til Åsgård og løse Væddemålet. Men da han og Loke bar Kostbarhederne frem, satte Æserne sig på Domstole, og skulde den Afgørelse stande, som Odin, Tor og Frø sagde. Da gav Loke Odin Geren Gungne, men Tor Håret, som Siv skulde have, og Frø Ski-bladne, og sagde Besked om Sagerne, at Geren aldrig stanede i Stødet, at Håret groede til Køddet, såsnart det kom pa Sivs Hoved, og at Ski-bladne havde Bør, såsnart Sejl kom op, hvor man så skulde fare hen, og kunde svøbes sammen som en Dug og puttes i Pung, når man vilde dét. Så bar Brokk sine Kostbarheder frem. Han gav Odin Ringen, og sagde, at hver niende Nat dryppede otte lige så tunge Ringe af den. Frø gav han Galten, og sagde, at den kunde rende i Luft og over Hav, Nat og Dag, mer end nogen Hest; og aldrig blev så mørkt af Nat eller i Mørk-verdener, at der ikke var lyst nok, hvor den fór; således lyste det af Børsterne. Så gav han Tor Hammeren, og sagde, han kunde slå så hårdt han vilde på hvadsomhelst, og ikke skulde Hamren give sig; og hvis han kastede med den, vilde den aldrig gå fejl, og aldrig flyve så langt bort, at den ikke søgte til hans Hånd igen; og når han vilde, var den så lille, at han kunde putte den ind ved Brystet; men den Lyde havde den, at Forskaftet var noget kort. Dét var deres Dom, at Hammeren var bedst af alle Kostbarheder, og mest Værn mod Rimturser; og de dømte, at Dværgen skulde have Pantet. Da tilbød Loke at udløse sit Hoved. Dværgen svarer og siger, at dét blev der ikke noget af. Tag du mig da, sagde Loke. Men da han vilde tage ham, var han langt borte. Loke havde Sko, hvormed han løb ad Luft og Hav. Da bad Dværgen Tor, at han skulde tage ham ; og dét gjorde han. Da vilde Dværgen hugge Hovedet af Loke; men Loke sagde, at han ejede Hovedet, men ikke Halsen. Da tog Dværgen Rem og Kniv, og vil stinge Huller i Lokes Læber, og rimpe Munden sammen. Men Kniven bed ikke. Da sagde han, at bedre var hans Broders Syl; og lige som han nævnede den, var Sylen der; og den bed i Læberne. Han rimpede Læberne sammen, men sled dem op igen. Den Rem, hvormed Loke blev rimpet, heder Vartare.


V.
(Suttungs Mjød.)

Æser og Vaner skabte, da Ufreden mellem dem jævnedes, den Mand, som kaldtes Kvase. Han var så kløgtig, at aldrig sportes han om den Ting, han ikke kunde afgøre. Han fór vide om Verden, at lære Folk Kundskab. Og da han kom, indbuden, til nogen Dværge, Fjalar og Galar, kaldte de ham med sig til Enetale, og dræbte ham, lod hans Blod rinde i to Kar og én Kedel; den heder Ód-røre, og Karrene Són og Bodn. De blandede Honning i Blodet. Deraf blev den Mjød, som gør hver den, der drikker deraf, til Skald eller Vismand. Dværgene sagde til Æserne, at Kvase var kvalt i sin Visdom, fordi ingen dér var kløgtig nok til at spørge noget af den ud af ham. Derefter bød disse Dværge til sig den Jætte, som hed Gilling, og hans Kone. Dværgene sporte Gilling, om han vilde ro ud på Søen med dem. Og idet de fór langs Land, roede Dværgene ind på et Skær, og hvælvede Båden. Gilling kunde ikke svømme, og omkom. Men Dværgene rettede Skibet op, og roede i Land. De sagde denne Tildragelse til hans Kone. Hun tog sig det nær, og græd højt. Da sporte Fjalar hende, om det vilde lette hendes Hu at se ud på Søen, hvor han var omkommen. Dét vilde hun. Da sagde han til Galar, sin Broder, at han skulde gå op over Døren, når hun gik ud, og lade en Kværnsten falde i Hovedet på hende, og sagde, at hendes Skrål var ham det ledeste. Og således gjorde han. Da Jætten Suttung, Gillings Søn, sporte dette, kom han, og tog Dværgene, og flyttede dem ud i Søen på en Flu. De beder Suttung om Livet, og byder ham til Forlig i Faderbøde Mjøden hin dyre. Og derom enes de. Suttung flytter Mjøden hjem, gemmer den dér, som heder Nitbjærge, og sætter til at vogte den sin Datter Gunn-lade.

Der fortælles, at Odin drog hjemmefra, og kom dér, hvor ni Trælle slog Hø. Han spør, om de vil, han skal hvæsse deres Leer. De siger ja. Da tager han en Hén af sit Bælte, og hvæssede. Og Leerne tyktes dem bide meget bedre; og de falede om Henen. Han sagde, at hvem der købte, skulde betale efter Rimelighed. Dét sagde alle, de vilde, og bad ham sælge den. Han kastede Henen op; og alle vilde gribe den. Da gik det så, at de skar hverandre i Halsen med Leerne. Odin søgte Natsted hos den Jætte, som hed Bøge, Suttungs Broder. Bøge sagde, det stod ilde med hans Husholdning, at hans ni Trælle havde dræbt hverandre, og at han ingen Udsigt havde til at få Arbejdsfolk. Odin kaldte sig Bøl-værk, og tilbød at påtage sig ni Mænds Arbejde hos Bøge, og nævnede som Løn én Drik af Suttungs Mjød. Bøge sagde, at han ikke rådede over Mjøden; at Sutlung vil ene have den; men at han vil gå med Bølværk og prøve, om de fik Mjøden. Bølværk udrettede om Sommeren ni Mænds Arbejd hos Bøge. Ved Vintertid bad han Bøge om sin Løn. De drager da begge hen. Bøge fortæller sin Broder om Købet mellem ham og Bølværk; men Suttung nægter rent ud hver Dråbe af Mjøden. Da sagde Bølværk til Bøge, at de skulde prøve List, om de kan nå til Mjøden. Bøge lader dét være vel. Da drager Bølværk en Naver frem, som kaldes Rate, og siger, at Bøge skal bore Bjærget, hvis Naveren bider. Dét gør han. Da siger Bøge, at Bjærget er boret igennem. Men Bølværk blæser i Navergangen, og Spånerne farer op imod ham. Han fandt da, at Bøge vilde svige ham. Han bad ham bore igennem Bjærget. Bøge borede fremdeles. Men da Bølværk blæste anden Gang, da føg Spånerne ind. Bølværk tog da Ormeskikkelse, og skred ind i Navergangen. Men Bøge stak efter ham med Naveren, men ramte ikke. Bølværk fór da hen, hvor Gunnlad var. Han blev dér tre Nætter. Så tillod hun ham at drikke tre Drikke af Mjøden. I første Drik drak han alt af Odrøre, i anden af Bodn, i tredje af Són, og havde således fået al Mjøden. Da tog han Ørneham, og fløj som stærkest. Men da Suttung så Ørnen flyve, tog han Ørneham, og fløj efter ham. Men da Æserne så, hvor Odin fløj, satte de Kar ud i Gården. Da Odin kom ind i Åsgård, spyede han Mjøden i Karrene. Men da Suttung var kommen ham så nær, at han var nær ved at nå ham, havde han spildt noget af Mjøden efter sig. Dét brød man sig ikke om, og dét tog, hvem der vilde; og dét kaldes Tåbe-Skjalde-Drik. Men Suttungs Mjød gav Odin Æserne, og dem, der kan 'yrke' Skaldskab.


VI.
(Tjasse. Idun. Skade.)

Tre Æser fór hjemmefra, Odin og Loke og Høne, og drog over Fjælde og Ødemarker. Der var dårligt med Føde. Men da de kom ned i en Dal, så de en Øksneflok, og tog en Okse, og gav sig til at koge den. Men da de tror, den må være kogt, og afbryder Kogningen, så var Oksen ikke kogt. Og anden Gang, da en Stund var gået, og de afbryder Kogningen, var den heller ikke kogt. Og de taler sammen om, hvoraf dét kan komme. Da hører de Røst i Egen op over sig; og den, som dér sad, sagde, at han var Skyld i, at Kogningen ikke hjalp. De så op; og der sad en Ørn, og ikke lille. Da sagde Ørnen: vil I give mig nok af Oksen, så hjælper Kogningen. Dét sagde de ja til. Da lader den sig dale ned fra Træet, sætter sig ved Ilden, og lægger straks først Oksens to Lår og begge Bove fra. Da blev Loke vred, greb en stor Stang, svinger af al Magt, og hugger den mod Ørnens Krop. Ørnen farer tilbage for Hugget, og flyver op. Da var Stangen fast ved Ørnens Krop, og den anden Ende ved Lokes Hænder. Ørnen flyver hårdt, så at Lokes Fødder tager i Grus og Stene og Træer. Og han synes, hans Arme vil slides ud af Akslerne. Han råber og beder ynkelig Ørnen om Fred. Men den siger, at Loke skal aldrig slippe løs, uden han gør Ed på at få Idun ud af Åsgård med sine Æbler. Men dét vil Loke, og kommer løs, og farer til sine Lagsmænd. Og siges ikke den Gang fler Tidender om deres Færd, til de kommer hjem. Men på aftalt Tid lokker Loke Idun udenfor Åsgård ud i en Skov, og siger, at han har fundet Æbler, som vist vil tykkes hende kostelige, og beder hende tage sine Æbler med, og sammenligne dem med hine. Da kommer dér Jætten Tjasse i Ørneham, og tager Idun og. flyver bort med hende, og til Trymhjem, til sin Bo. Men Æserne léd ved Iduns Bortkomst, og blev hurtig grå og gamle. Da holdt Æserne Ting, og spor hverandre, hvad sidst vidstes om Idun. Men dét var sidst sét, at hun gik ud af Åsgård med Loke. Da blev Loke tagen, ført på Tinget, og truet med Død eller Pinsel. Men da han blev ræd, sagde han, han vilde søge efter Idun i Jættehjem, hvis Frøja vil låne ham den Falkeham, hun ejer. Og da han får Falkehammen, flyver han Nord til Jættehjem, og kommer en Dag til Jætten Tjasse. Men han var roet ud på Søen, og Idun var ene hjemme. Loke iførte hende Skikkelse af en Nødd, tog hende i sine Kløer, og flyver som stærkest. Men da Tjasse kommer hjem og savner Idun, tager han Ørneham, og flyver efter Loke, og fløj med Ørnefart. Men da Æserne så, hvor Falken fløj med Nødden, og hvor Ørnen fløj, da gik de ud nedenfor Åsgård, og bar derhen Byrder af Høvlspåner. Og da Falken kom ind over Borgen, lod den sig falde ned ved Borgvæggen. Da stak Æserne Ild i Spånerne. Men Ørnen kunde ikke stanse sig, da den savnede Falken. Da tog Ilden fat i Ørnens Fjer, og stansede dermed Flugten. Da var Æserne nær, og dræbte Jætten Tjasse indenfor Åsgrind. Og dét er et navnkundigt Drab.

Men Skade, Jætten Tjasses Datter, tog Hjælm og Brynje og alle Hærvåben, og farer til Åsgård at hævne sin Fader. Men Æserne bød hende Forlig og Bøder, og dét først, at hun skal vælge sig Mand blandt Æserne, og vælge efter Fødderne, og ikke se mer af dem. Da så hun en Mands Fødder, mærkelig smukke, og sagde: denne vælger jeg; lidet mon være grimt på Balder. Men det var Njord fra Noatune. Dét fik hun også ind i Forliget, at Æserne skulde gøre, hvad hun mente, de ikke kunde, få hende til at le, som dog lykkedes Loke. Så siges, at Odin føjede til Boden, at han tog Tjasses Øjne, og kastede dem op på Himlen, og gjorde dem til to Stjærner.

Tjasses Fader hed Øl-valde. Han var meget rig på Guld. Og da han døde, og hans Sønner skulde skifte Arv, da målte de Guldet, som de skiftede, ved at hver tog af det i Mundfuld, alle lige mange. Af dem var Tjasse den ene, Ide den anden, Gang den tredje.


VII.
(Frø og Gerd.)

Gyme hed en Mand, og hans Kone Ørboda; hun var af Bjærgriseæt. Deres Datter er Gerd, fagrest blandt Kvinder. Det var en Dag, at Frø var gået op i Lidskjalv, og så over alle Verdner. Men da han så mod Nord, da så han i en Gård et stort Hus og fagert; og til det Hus gik en Kvinde; og da hun løftede Armene og lukkede Hurd op og i for sig, da lyste af hendes Arme både i Luft og over Hav, og alle Verdner bjærtedes af hende. Og således hævnedes på ham det store Overmod at sætte sig i det hellige Sæde, at han gik bort fuld af Harm. Og da han kom hjem, mælte han ikke; hverken sov han eller drak; ingen torde fritte ham. Da lod Njord kalde til sig Skirne, Frøs Skosvend, og bad ham gå til Frø, og bede ham om Ord, og spørge, hvem han var så vred på, at han mælte ikke til Folk. Men Skirne lovede at gå, og det ikke gærne, og sagde, han kunde vænte sig ilde Svar af ham. Men da han kom til Frø, da sporte han, hvi Frø var så nedslået og mælte ikke til Folk. Da svarer Frø og sagde, at han havde set en fager Kvinde, og for hendes Skyld var han så sorgfuld, at ej monde han længe leve, om han skulde ej nå hende. Og nu skal du fare og bede om hende for mig, og have hende hjem hid, enten hendes Fader vil eller ej; og jeg skal lønne dig det vel. Da svarer Skirne, sagde så, at han skal fare Sendefærd; men Frø skal fly ham sit Sværd. Det var så godt Sværd, at det svang sig selv. Men Frø lod ikke skorte på dét, og gav ham Sværdet. Da for Skirne, og bad om Kvinden for ham, og fik hende lovet. Og ni Nætter efter skulde hun komme der, som heder Bar-ø, og da gange til Bryllup med Frø. Men da Skirne sagde Frø sit Ærende, da kvad han dette:

lang er Nat;
lang er anden;
hvor kan jeg tåle tre?
ofte mig en Måned
mindre tyktes
end halve den »Hy-nat«.[?]

Dette er Grunden til, at Frø er så våbenløs, når han slås med Belje og dræber ham med Hjortehorn. Og han savner Sværdet, når Muspels Sønner fare og hærje.


VIII.
(Tor og Udgårdeloke.)

Agetor fór med sine Bukke og sin Vogn, og med ham den Ås, som heder Loke. De kommer i Kvæld til en Bonde, og får der Natsted. Men om Kvælden tog Tor sine Bukke, og skar begge. Derefter blev de flåt og båren i Kedlen. Men da det var kogt, satte Tor sig til Nadver med sin Følgesvend. Tor bød til Mad med sig Bonden og hans Kone og deres Børn. Bondens Søn hed Tjalve, og Datteren Røskva. Da lagde Tor Bukkeskindene hen fra Ilden, og sagde, at Bonden og hans Folk skulde kaste Benene i Skindene. Tjalve, Bondens Søn, holdt på et Bukkelårben, og sprættede i med sin Kniv, og kløvede det for at få Marven. Tor dvælede der om Natten. Men i 'Otte' før Dag stod han op og klædte sig, tog Hammeren Mjølne, og hævede den, og viede Bukkeskindene. Da stod Bukkene op, og var da den ene halt på det ene Bagben. Det fandt Tor, og sagde, at Bonden eller hans Folk måtte ikke have faret varlig med Bukkebenene: han kender, at Lårbenet er brudt. Ikke behøves at tale langt herom: det kan alle vide, hvor ræd Bonden monde være, da han så, at Tor lod Brynene synke ned for Øjnene; men hvad han så af Øjnene, da trode han at skulle falde for Synet alene. Han knugede Hænderne om Hammerskaftet, så at Knoerne hvidnede. Men Bonden gjorde, som væntes kunde, og alle Folkene: de råbte højt og bad om Fred, og bød, at isteden måtte komme alt, hvad de ejede. Men da han så deres Rædsel, da gik Vreden af ham, og han formildedes, og tog af dem i Forlig deres Børn, Tjalve og Røskva; og de blev da Tors undergivne Tjænestefolk, og følger ham stadig siden.

Han efterlod dér Bukkene, og børjede Færden øster i Jættehjem, og lige til Havet; og så fór han ud over Havet, det hint dybe. Men da han kom til Land, da gik han op, og med ham Loke og Tjalve og Røskva. Da de havde gået en liden Stund, var for dem en stor Skov. De gik hele den Dag, til det blev mørkt. Tjalve var fodrappest af alle Mennesker. Han bar Tors 'Kyl'. Men med Føde var det ikke godt. Da det var blevet mørkt, ledede de om Natsted, og fandt for sig en såre stor 'Skåle'. Døren var ved Enden , og lige så bred som Skålen. Der søgte de Nattely. Men midt om Natten blev der stort Landskælv; Jorden gik under dem som Bølger; og Huset skalv. Da stod Tor op, og kaldte på sine Lagsmænd; og de følte sig frem, og fandt et Afhus til højre midt i Skålen, og gik derind. Tor satte sig i Døren; men de andre var indenfor; og dé var rædde. Men Tor holdt Hammerskaftet og tænkte at værje sig. Da hørte de stort Bulder og Gny. Men da det dagedes, gik Tor ud, og ser, hvor en Mand lå kort fra ham i Skoven; og han var ikke lille; han sov, og snorkede stærkt. Da tyktes Tor at vide, hvad Bulder det havde været om Natten. Han spænder sig med Megingjord, og ham voksede Åsestyrken. Men i det samme vågner den Mand, og stod hurtig op. Og da siges, at Tor denne ene Gang tøvede at slå med Hamren, og sporte ham om Navn. Men han kaldte sig Skryme. Men ej har jeg nødig, sagde han, at spørge dig om Navn; jeg kender, at du er Åsa-Tor. Men mon du har draget bort min Hanske? Da langede Skryme til, og tog sin Hanske op. Ser Tor da, at det havde han om Natten haft til Skåle; men Afhuset, det var Hanskens Tomling. Skryme sporte, om Tor vilde have hans Ledsagelse; men det sagde Tor ja til. Da tog Skryme og løste sin Madpose, og gjorde sig rede til at æde Davre. Og på samme Måde Tor og hans Fæller. Skryme tilbød da, at de skulde lægge Madfællig; og det sagde Tor ja til. Da bandt Skryme deres 'Nist' alt i én 'Bagge', og lagde på sin Rygg. Han gik forved om Dagen, og tog temmelig lange Skridt. Men siden om Kvælden fandt Skryme Natsted til dem under en stor Ég. Da sagde Skryme til Tor, at han vil lægge sig ned at sove; men tag I 'Nistbaggen', og gør jer rede til Nadver. Dernæst sovner Skryme, og snorker stærkt. Men Tor tog Nistbaggen, og skal løse den. Men så er at sige, som utroligt mon tykkes, at ingen Knude fik han løst, og ingen Reb-ende draget, så den var løsere end før. Og da han ser, at dette Værk kan ikke udføres, da blev han vred, greb Hamren Mjølne med begge Hænder, og steg frem med den ene Fod henimod hvor Skryme lå, og hugger i Hovedet på ham. Men Skryme vågner, og spør, om et Løvsblad faldt i Hovedet på ham, og om de nu havde spist, og var rede at gå til Hvile. Tor siger, at de vil nu gå at sove. Går de da hen under en anden Ég. Sandt at sige var dér da ikke at sove uden Frygt. Men ved Midnat hører Tor, at Skryme snorker og sover hårdt, så det donner i Skoven. Da står han op, går til, og svinger Hamren op, med Fart og hårdt, og hugger ned midt i Hvirvelen på ham; han kender, at Hammermunden synker dybt i Hovedet. I det samme vågner Skryme, og mælte: hvad er nu? faldt et Agern i Hovedet på mig? eller hvorledes står det med dig, Tor? Men Tor gik skyndsomt tilbage, og svarer, at han var da nyvågnet, sagde, at nu var det Midnat, og endnu var Tid at sove. Da hugsede Tor, at om han kom så i Føre, at slå ham det tredje Hugg, at aldrig skulde han da se ham siden. Ligger nu og passer på, om Skryme sovnede fast. Men lidt før Dagning, da hører han, at Skryme mon nu være sovnet; står da op, og springer til ham, svinger Hamren af al Magt, og hugger i Tindingen, den som vendte op; synker Hamren da op til Skaftet. Men Skryme satte sig op, strøg sig om Kinden, og mælte: mon her sidder Fugle i Træet over mig? jeg synes, da jeg vågnede, at noget Kvas af Kvistene faldt i Hovedet på mig. Er du vågen, Tor? Tid mon være at stå op og klæde sig. Men ikke har I nu lang Vej frem til Borgen, som kaldes Udgård. Hørt har jeg, at I har kviset imellem jer, at jeg var ikke lille Mand af Vækst. Men se skal I dér større Mænd, om I kommer i Udgård. Nu vil jeg råde jer Gavnråd: lad ikke for stort på det; ikke mon Udgårdelokes Hirdmænd vel tåle Mundkådhed af slige Småsvende. Men ellers vend tilbage; og dét, mener jeg, er gavnligst for jer. Men hvis I vil fare frem, da stævn i Øster. Men jeg skal nu Nord til disse Fjælde, som I nu mon se der. Tager Skryme Nistbaggen og kaster på sin Rygg, og vender tværs bort i Skoven fra dem. Og dét mældes ikke, at Æserne bad, de måtte mødes karske.

Tor fór frem på Vej, og hans Fæller, og gik frem til Middag. Da så de en Borg stande på Sletter, og lagde Nakken bag over, for de fik set op over den. De går til Borgen; der var Grind for Borgleddet, og lukket. Tor gik til Grinden, og fik den ikke åbnet. Men da de gjorde alt for at komme ind i Borgen, så smøg de sig mellem Spalerne, og kom således ind, så da en stor Hal, og gik derhen. Hurden var åben. Da gik de ind, og så der mange Mænd på to Bænke, og de fleste tålelig store. Dernæst kommer de frem for Kongen, Udgårdsloke, og hilste ham. Men han så sent til dem, og glottede om Tænderne, og mælte: sent spørges Tidende ad lang Vej; eller er det anderledes, end jeg tror, at den Småknøs er Agetor? Men måske du er større, end du synes mig. Eller hvad Idræt er det, som I Fæller tykkes kvæmme til? Ingen skal her være hos os, som ikke kan nogen Slags Konst eller Færdighed fremfor de fleste Mænd. Da siger den, som gik bagerst, som heder Loke: jeg kan den Idræt, som jeg er hél rede til at rønne, at ingen er her inde, som skal æde sin Mad hurtigere end jeg. Da svarer Udgårdeloke: Idræt er dét, hvis du evner det; og fristes skal da denne Idræt. Kaldte nedefter på Bænken, at den, som heder Lue, skal gange frem på Gulv, og prøve sig mod Loke. Da blev taget et Trug, og båret ind på Hallens Gulv, og fyldt med Kød. Satte Loke sig ved den ene Ende, men Lue ved den anden. Og åd hver som rappest, og mødtes midt i Truget. Havde da Loke ædt alt Kød af Benene. Men Lue havde også ædt alt Kød, og Benene med, og ligeså Truget. Og syntes nu alle, som Loke havde tabt i Legen. Da spør Udgårdeloke , hvad han, den unge Mand, kunde lege. Men Tjalve siger, at han mon friste at rende nogle Løb med hvem Udgårdeloke får til. Han siger, Udgårdeloke, at dette er god Idræt, og kalder det ikke godt at modsige, at han er fremragende i Hurtighed, hvis han skal inde denne Idræt. Men han siger, at snart skal dette prøves. Står da op Udgårdsloke, og går ud; og var dér god Bane at rende ad den jævne Slette. Da kalder Udgårdeloke til sig en Småsvend, som nævnes Huge, og bad ham rende om Kap med Tjalve, Da tager de det første Løb; og er Huge så meget fremmer, at han vender sig om imod ham ved Banens Ende. Da mælede Udgårdsloke: du må lægge dig mer frem, Tjalve, hvis du skal vinde Legen; men dog er det sandt, at ikke er her kommet Folk, som tyktes mig fodrappere end så. Da tager de atter andet Løb. Og da Huge er kommen til Banens Ende, og vender sig om, da var langt Kolvskud til Tjalve. Da mælte Udgårdsloke: godt tykkes I mig at rende Løbet; men ikke tror jeg nu, at han vinder Legen; men nu kan prøves, når de render tredje Gang. Da tager de atter Løb. Men da Huge er kommen til Banens Ende, og vender sig om, da er Tjalve ikke kommen midt på Banen. Da siger alle , at denne Leg er prøvet. Så spør Udgårdsloke Tor, hvad Idrætter det mon være, han vil vise dem, så store Sagn som Folk har gjort om hans Storvirker. Da sagde Tor, at helst vil han tage til at prøve Drik med nogen. Udgårdsloke siger, at det kan godt ske, går ind i Hallen, og kalder sin Skudelsvend, beder ham tage det 'Videshorn', som hans Hirdmænd er vant at drikke af. Dernæst kommer Skudelsvenden med Hornet, og flyr Tor det ihænde. Da mælte Udgårdsloke: af dette Horn tykkes da vel drukket, når det tømmes i én Slurk; men somme tømmer det i to; men ingen er så ringe Drikker, at han ikke gør det i tre. Tor ser på Hornet; og det synes ham ikke stort, og er dog temmelig langt; men han er meget tørstig. Han tar på at drikke, og svælger storlig, og tænker, at ikke skal han have at lude tiere til Hornet den Gang. Men da Været slap for ham, og han hæver sig fra Hornet, og ser, hvor det gik med Drikken, synes ham at være såre lille Mon, hvad det nu er lavere i Hornet end før. Da sagde Udgårdsloke: godt er drukket, og ej for meget; ej monde jeg tro, om det var mig sagt, at Åsator monde ej drikke større Drik; men dog véd jeg, at Du vil drikke af i anden Drik. Tor svarer ikke, sætter Hornet for Munden, og tænker nu, at han skal drikke større Drik, og holder ved, som Været slog til, og ser endnu, at Hornspidsen vil ikke så meget op, som ham liger. Og da han tog Hornet af Munden, og ser, synes ham nu så, som det havde minsket mindre end første Gang. Er der nu god Bærebord på Hornet. Da mælte Udgårdsloke: hvad nu, Tor? mon du ikke gemmer til én Drik mer, end dig er kvæmt? så synes mig, hvis du skal nu drikke af Hornet tredje Drik, som om den er udregnet størst. Men ikke kan du her hos os hede så stor Mand, som Æserne kalder dig, hvis du ikke udretter mere ved andre Lege, end mig synes ved denne. Da blev Tor vred, sætter Hornet for Munden, og drikker, som stærkest han kan, og holder som længst ved med Drikken. Men da han så i Hornet, da var nu snarest nogen Mon. Da byder han Hornet op, og vil ikke drikke mer. Da sagde Udgårdsloke: godt at se er nu, at din Magt er ej så stor, som vi trode. Men vil du friste fler Lege? Ses kan nu, at ikke vinder du heraf. Tor svarer: friste kan jeg end nogle Lege; men underligt monde mig tykkes, da jeg var hjemme hos Æserne, om slige Drikke kaldtes så små. Men hvad Leg vil I nu byde mig? Udgårdsloke mælte: det gør her unge Svende, hvad kan synes Småting, at hæve op fra Jorden min Kat; men ikke vilde jeg sige sligt til Åsator, hvis jeg ikke havde set før, at du er langt mindre af dig, end jeg trode. Så sprang frem en grå Kat på Hallens Gulv, og temmelig stor. Men Tor gik til og tog med Hånden ned midt under Bugen, og løftede op; men Katten skød Ryg, alt som Tor rettede Hånden op. Men da Tor strakte sig så langt op, som længst han kunde, da lettede Katten én Fod; og Tor får ikke fremmet denne Leg. Da mælte Udgårdsloke: så fór denne Leg, som jeg væntede; Katten er temmelig stor, men Tor lav og lille mod de store Folk, som her er hos os. Da sagde Tor: så liden som I kalder mig, så gange nu en til og brydes med mig; nu er jeg vred. Da svarer Udgårdsloke, og ser om på Bænkene, og mælte: ej ser jeg den Mand her inde, som ikke vil finde det en Småting at brydes med dig. Og end mælte han: lad os først se; kald mig hid Kærlingen, min Fostermoder, Ælle; lad Tor brydes med hende, om han vil; fældet har hun de Mænd, som har syntes mig ikke ustærkere, end Tor er. Så gik ind i Hallen en gammel Kærling. Da sagde Udgårdsloke, at hun skal tage Fang med Åsator. Ikke er her langt ved at gøre: så fór det Fang, at jo hårdere Tor tog fat i Fanget, jo fastere stod hun. Da greb Kærlingen til Kneb; og blev Tor løs på Fødder; og var de Sving meget voldsomme, og ikke længe, før Tor faldt i Knæ med det ene Ben. Da gik Udgårdsloke til, bad dem holde op med Fanget, og sagde som så, at ikke havde Tor nødig at byde fler Folk Fang i hans Hal. Var det da og ud på Natten. Udgårdsloke viste Tor og hans Fæller til Sæde; og de dvæler der Natten over i god Fagned.

Men om Morgenen, så snart det dagede, står Tor og hans Fæller op, klæder sig, og er færdige til at gå bort. Da kom dér Udgårdsloke, og lod sætte Borde for dem. Skortede da ej på god Fagned, Mad og Drik. Men da de har spist, skrider de til Færden. Udgårdeloke følger dem ud, går med dem bort fra Borgen, og ved Skilneden, da mælte Udgårdeloke til Tor, og spør, hvorledes hans Færd tykkes ham vorden, eller om han har fundet nogen mægtigere Mand, end ham. Tor svarer, at ej kan han dét sige, at han ikke har hentet stor Vanære i deres Vedskifte. Men jeg véd, at I mon kalde mig et Småmenneske; og det er jeg ilde tilfreds med. Da mælte Udgårdsloke: nu skal Sandheden siges dig, siden du er kommen ud af Borgen, at, hvis jeg lever og råder for det, da skal du aldrig oftere komme i den; og det véd min Tro, at aldrig var du kommen ind, om jeg havde vidst før, at du havde så stor Kraft; og du havde nær bragt os i stort Uføre. Men Synhværvinger har jeg gjort dig, så at først var det mig, der fandt dig i Skoven. Og da du skulde løse Nistbaggen, havde jeg bundet med »Gresjærn« [?]; men du fandt ikke, hvor du skulde lukke op. Men dernæst hug du efter mig med Hamren tre Hug; og var det første mindst, og var dog så stort, at det vilde været mig nok til Bane, hvis det havde ramt. Men der, hvor du så ved min Hal tre Fjælde, og oven i dem tre firkantede Dale, og én dybest, dér var dine Hammerspor. Fjældene kom jeg for Huggene; men ikke så du det. Så var og med Legene, som I havde med mine Folk. Det var det første, hvad Loke gjorde; han var meget sulten, og åd rapt. Men den, som hed Lue, han var »Vildild« [?]; og brændte han lige hurtigt Køddet og Truget. Men da Tjalve prøvede Løb med ham, der hed Huge, det var min Hu; og var ikke at vænte, at Tjalve kunde hamle op i Hurtighed med ham. Og da du drak af Hornet, og det syntes dig at gå sent, da véd min Tro, at da var et Under, som jeg ikke vilde trot kunde være. Den ene Ende af Hornet var ude i Havet; men det så du ikke. Men nu, når du kommer til Søen, da kan du se, hvad Vandminskelse du har drukket på Søen. Det kaldes nu Fjærer. Og end mælte han: ikke tyktes det mig mindre værdt, da du løftede Katten; og at sige dig sandt, da ræddedes alle de, som så, hvor du løftede én Fod fra Jorden. Men den Kat var ikke, som du syntes. Dét var Midgårdsorm, som ligger om alle Lande. Og næppe slog dens Længde til, at Hale og Hoved rørte ved Jorden. Og så langt rakte du op, at skamt var da til Himlen. Men dét var og stort Under med Fanget, da du brødes med Ælle. Ti ingen har været, og ingen mon vorde, når han er så gammel, at han bier på Ælde, at Ælde ikke kommer alle til Fald. Og er nu dét sandt at sige, at vi mon skilles; og mon det da være bedst for begge, at I kommer ikke tiere at hitte mig. Jeg mon end anden Gang værje min Borg med slige 'Vær', eller andre, så I ikke får Bugt med mig. Men da Tor hørte denne Tale, greb han til Hamren, og svinger den i Været. Men da han skal svinge frem, ser han der ingensteds Udgårdsloke, og vender da atter mod Borgen, og vil da bryde Borgen. Da ser han vide og fagre Sletter, men ingen Borg. Vender han da om, og drager sin Færd, til han kom tilbage til Trudvange. Men dét er sandt at sige, at da havde han foresat sig, at se ad, om han kunde findes med Midgårdsorm, som og siden skede.


IX.
(Tor og Hyme).

Tor oprettede denne Færd, som nu blev fortalt, og dvælede ikke længe hjemme, før han gjorde sig så skyndsomt rede til Færd, at han ikke havde Vogn, og ikke Bukke, og ikke Ledsagere. Han gik ud over Midgård, som ung Dreng, og kom en Aften ved Kvæld til en Jætte, som hed Hyme. Tor dvælede der som Gæst om Natten. Men i Dagningen stod Hyme op og klædte sig på, og lavede sig til at ro ud på Havet at fiske. Men Tor sprang op, og var hurtig rede og bad, at Hyme skulde lade ham ro med ud på Søen. Men Hyme siger, at ringe Hjælp vilde han være til, da han var så lille og ung; og du fryser, når jeg sidder så længe, og så langt ude, som jeg er ván. Men Tor sagde, at for den Sags Skyld kunde han ro fra Land, at ej var vist, om han først bad om at ro indefter. Og Tor vrededes så på Jætten, at da var han nær ved straks at lade Hamren smælde ham. Men han lod være, fordi han agtede da at prøve sin Kraft et andet Sted. Han sporte Hyme, hvad de skulde have til Madding; men Hyme bad ham selv få sig Madding. Da gik Tor hen, hvor han så en Øksneflok, som Hyme ejede. Han tog den største Okse, som hed Himmelbryd, og sled Hovedet af, og fór med det til Søen. Da havde Hyme skudt Båden ud. Tor gik ud på Skibet, satte sig i Øserummet, tog to Årer, og roede; og Hyme syntes, det skred ved hans Roning. Hyme roede for ude; og Roningen gik hurtig. Sagde da Hyme, at de var kommen til de Grunde, hvor han plejede at sidde og tage Fladfisk. Men Tor siger, han vil ro meget længer; og de roede da endnu til. Så sagde Hyme, at de var kommen så langt ud, at det var farligt at ligge længer ude for Midgårdsormen. Men Tor siger, han vil ro endnu et Tag; og så gjorde han. Men Hyme var da helt uglad. Men da Tor lagde Årerne op, rullede han en temmelig stærk Line op; og ej var Krogen mindre eller svagere. Tor satte Oksehovedet på Krogen, og kastede det ud; og Krogen gik til Bunds. Og dét kan siges, at ikke ginnte Tor da Midgårdsormen mindre, end Udgårdeloke havde spottet Tor, da han løftede Ormen med sin Hånd. Midgårdsormen gén over Oksehovedet; men Krogen gik ind i Gummen på Ormen. Men da Ormen mærkede det, sprællede den så, at. begge Tors Næver daskede i Rælingen. Men da blev Tor vred, førtes i Åsestyrke, spørnede imod så fast, at han satte begge Fødder gennem Skibet, og spørnede mod Bunden, og drog da Ormen op til Rælingen. Men dét kan siges, at ingen har set gyselige Syner, som ikke fik dét at se, hvor Tor hvæssede Øjne ad Ormen, men Ormen gloede op imod ham, og blæste Edder. Da er sagt, at Jætten skiftede Lødd, blegnede, og ræddedes, da han så Ormen, og hvor Søen gik ind og ud over Båden. Og idet Tor greb Hamren, og førte den i Været, famlede Jætten efter Kniven, og hug Tors Line fra Bord; men Ormen sank i Søen. Tor kastede Hamren efter den; og Folk siger, at han slog Hovedet af den ved Bunden. Men, at sige sandt, tror jeg, at Midgårdsorm lever end, og ligger i 'Om-sø' Men Tor slog til med Næven, og sætter den ved Øret på Hyme, så han drattede over Bord, og vendte Fodsålerne op. Men Tor vadede iland.


X.
(Tor og Rungne.)

Tor var faren i Østerveje at bærje Trolde. Men Odin red på Slépne til Jættehjem, og kom til den Jætte, som hed Rungne. Rungne spør, hvad Mand det er med Guldhjælmen, som rider ad Luft og Hav, og siger, at han har en vidunderlig god Hest. Odin siger, at han vil vædde om sit Hoved, at ingen så god Hest er i Jættehjem. Rungne siger, at god er den Hest, men at han har en, der tager meget længere Skridt; den heder Guldfakse. Rungne blev vred, og sprang op på sin Hest, og farer efter ham , og vil lønne ham for hans store Ord. Odin fór således, at han var ét 'Lede' forud. Men Rungne var i så stort Jættemod, at han ikke fandt, for han stævnede ind gennem Åsgrindene. Og da han kom til Hallens Dør, bød Æserne ham til Drik. Han gik i Hallen, og bad give sig Drik. Da toges de Skåler, som Tor var vant at drikke af; og Rungne tømte hver i ét Drag. Men da han blev drukken, skortede det ikke på store Ord. Han sagde, han vilde tage hele Valhal op, og føre det til Jættehjem, sænke Åsgård, og dræbe alle Guder, undtagen Frøja og Siv; dem vil han tage hjem med sig. Men Frøja gik da at skænke for ham. Og drikke, sagde han, han vilde alt Æsernes Øl. Men da Æserne blev lede ved hans Skryderi, nævner de Tor. Straks kom Tor i Hallen, og havde Hamren løftet, og var helt vred, og spør, hvem der volder, at hundvise Jætter skal drikke dér, eller hvem der gav Rungne 'Gred' at være i Valhal, eller hvi Frøja skal skænke for ham, som ved Gilde for Æserne. Da svarer Rungne, og ser ikke med Venneøjne til Tor, siger: at Odin bød ham til Drik, og at han var i hans Gred. Da sagde Tor, at den Indbydelse skal Rungne angre, før han kommer ud. Rungne siger, at for Åsator er dét ringe Hæder at dræbe ham våbenløs; dét er større Modsprøve, om han tør slås med ham ved Landskellet på Gry tune gårde; og det var en stor Dårskab, sagde han, at jeg efterlod hjemme mit Skjold og min Hén; men hvis jeg havde mine Våben her, da skulde vi nu prøvet Holmgangen; men i andet Fald lægger jeg dig det til Nidingskab, hvis du vil dræbe mig våbenløs. Tor vil på ingen Måde undlade at komme til Enekamp, når han var udfordret til Holmgang, fordi ingen har før kommet til ham med dét. Fór da Rungne sin Vej bort, og red voldsomt, til han kom til Jættehjem. Og hans Færd blev såre navnkundig hos Jætterne, såvelsom og, at det var kommet til Stævnelag mellem ham og Tor. Jætterne tyktes at have meget på Spil, hvem der sejrede; ti de kunde vænte sig Ondt af Tor, hvis Rungne faldt; for han var stærkest iblandt dem. Så gjorde Jætterne en Mand af Ler på Grytunegårde; han var ni Raster høj, og tre bred under Armene. Men ikke fik de Hjærte så stort, at det passede ham, før de tog det af en Hoppe. Men det blev ham ikke stadigt, da Tor kom. Rungne havde et berømmeligt Hjærte af hård Sten, pigget og trekantet; af Sten var og hans Hoved; Skjoldet var en bred og tyk Sten; og det havde han for sig, da han stod på Grytunegårde, og biede på Tor; men en Hén havde han til Våben, og lagde den over Skulderen; og han var ikke blid. Ved hans Side stod Ler-jætten, som kaldtes Mokkerkalve; og han var helt ræd. Tor fór til Holmstævne, og med ham Tjalve. Da løb Tjalve fremad, hvor Rungne stod, og sagde til ham: du står uvarlig. Jætte; du har Skjoldet for dig: men Tor har set dig; og han farer nede i Jorden, og kommer nedenfra mod dig. Da skød Rungne Skjoldet under sine Fødder, og stod på det, og tog Henen i begge Hænder. Så så han Lyn, og hørte vældig Torden. Så han da Tor i Åsemod. Han fór vældig, svang Hamren og kastede den ad lang Vej mod Rungne. Rungne løfter Henen med begge Hænder, og kaster den imod. Den møder Hamren i Flugten; og Henen går itu; det ene Stykke falder på Jorden; og deraf er alle Hénbjærge kommen; det andet Stykke fór i Hovedet på Tor, så at han faldt frem på Jorden. Men Hamren Mjølne kom midt i Hovedet på Rungne, og knuste Høsen i små Stumper; og han faldt frem over Tor, så at hans Fod lå over Tors Hals. Men Tjalve kæmpede med Mokkerkalve; og hhn faldt med liden Hæder. Da gik Tjalve til Tor, og skulde tage Rungnes Fod af ham, men magtede det ikke. Så gik alle Æser til, da de sporte, at Tor var falden om, og skulde tage Rungnes Fod af ham, men kom ingen Vej dermed. Da kom Magne til, Søn af Tor og Jærnsakse. Han var tre Nætter [? Vintre ?] gammel. Han kastede Rungnes Fod af Tor, og sagde: se dét var slem Skade, Fa'r, at jeg kom så silde; jeg tror, jeg skulde have dasket denne Jætte ihjel med Næven, hvis jeg havde fundet ham. Da stod Tor op, og tog glad mod sin Søn, og sagde, at han vilde blive noget stort. Og jeg vil, sagde han, give dig Hesten Guldfakse, som Rungne ejede. Da mælte Odin og sagde, at Tor gjorde Fejl i at give den gode Hest til en Gyges Søn, og ikke til sin Fader. Tor fór hjem til Trudvange; og Henen stod i hans Hoved. Da kom en Vølve til, som hed Groa, Ørvandel Kraftkarls Kone. Hun gol sin Galder over Tor, til Henen løsnedes. Da Tor mærkede dét, og fandt vænteligt, at Henen kunde fås ud, vilde han lønne Gro for Helbredelsen, og gøre hende fornøjet; sagde hende den Tidende, at han havde vadet nordfra over Elivåge, og havde båret i en Kurv på Ryggen Ørvandel nordfra fra Jættehjem, og det til Jærtegn, at én Tå havde stået ud af Kurven; og den var frossen, så at Tor brød den af, kastede den på Himlen, og gjorde den til den Stjærne, som heder Ørvandels Tå. Tor sagde, at ikke monde der være langt til, at Ørvandel kom hjem. Men Groa blev så fornøjet, at hun ingen Galdre huskede. Og Henen blev ikke løsere, og står endnu i Hovedet på Tor. Og det bruges til Advarsel mod at kaste Hén tværs over Gulvet, at da røres Henen i Tors Hoved.


XI.
(Tor og Ger-rød.)

Tor fór til Gerrødsgårde. Da havde han ikke Hammeren Mjølne, ej heller Megin-gjord og Jærnhansker. Og dét voldte Loke; han fór med ham. Ti Loke havde det hændt, da han en Gang fløj at more sig med Frøjas Falkeham, at han af Nysgerrighed fløj til Gerrødsgårde, og så dér en stor Hal, satte sig, og så ind ad en Glugg. Men Gerrød så imod ham, og sagde, at man skulde tage Fuglen og bringe ham den. Sendemanden kom med Nød op ad Hallens Vægg; så høj var den. Da tyktes det Loke godt, at han søgte til ham med Møje; og han tænkte, han havde Stunder, så han ikke havde at flyve, før Manden havde faret hele den vanskelige Del af Vejen. Men da Manden søgte til ham, da sætter han af til Flugt, og spørner hårdt fra; men Fødderne sidder da fast. Så blev Loke tagen med Hænder og ført til Jætten Gerrød. Men da han så hans Øjne, da tænkte han nok, det kunde være et Menneske, og bad ham svare; men Loke tav. Da låsede Gerrød Loke inde i en Kiste, og lod ham sulte dér tre Måneder. Så tog Gerrød ham op, og bad ham mæle; og Loke sagde, hvem han var, og for at løse Livet gjorde han Gerrød Ed på, at han skulde få Tor til Gerrødsgårde, således at han hverken havde Hammeren eller Megingjord.

Tor kom i Herberg hos den Gyge, som heder Grid; hun var Moder til Vidar den Tavse. Hun sagde Tor sandt om Gerrød, at han var en 'hundvis' og ustyrlig Jætte. Hun lånte ham Styrkebælte og Jærnhandsker, som hun ejede, og sin Stav, Gridevål. Så fór Tor til den Å, som heder Vimur, en vældig Å. Da spændte han sig med Styrkebæltet, og støttede Gridevål nedefter med Strømmen. Men Loke holdt sig under Styrkebæltet. Og da Tor kom midt i Åen, da steg den, så den brød mod hans Skulder. Da kvad Tor:

Voks ej nu, Vimur,
siden vade jeg skal
til Jætners Gårde;
véd du, om du vokser,
da vokser min Åsemagt
så højt op som Himlen.

Da ser Tor oppe i en Fjældkløft Gerrøds Datter Gjalp, som fik Åen til at stige. Så tog Tor op af Åen en stor Sten, og ramte hende med den. På samme Tid kom Tor hen til Land, og fik Tag i en Rønnebusk, og steg således op af Åen. Deraf kommer det Ordtag: Røn er Tors Bjærgning. Men da Tor og hans Fælle kom til Gerrød, da blev han og hans Fælle først vist til Herberg i et Gæstehus; og dér var til Sæde én Stol. Dér satte Tor sig. Da blev han vár, at Stolen steg under ham op mod Taget. Han stak Gridevål op i Rafterne , og trykkede sig hårdt ned på Stolen. Da blev der stort Brag, og højt Skrål fulgte med. Dér havde været under Stolen Gerrøds Døtre Gjalp og Grép; og han havde brudt Ryggen i dem begge. Tor kvad:

Engang jeg brugte
Åse-Magten
i Jætners Gårde,
da Gjalp og Grép,
Gerrøds Døtre,
vilde til Himlen mig hæve.

Så lod Gerrød kalde Tor til Hallen til Lege. Dér var store Ilde langs gennem hele Hallen. Da tog Gerrød med en Tang en gloende 'Jærn-sie', og kaster mod Tor. Men Tor greb den med Jærnhansken , og fører Sien iværet; men Gerrød sprang bag en Jærn-sule for at undgå ham. Tor kastede Sien, og slog den gennem Sulen, og gennem Gerrød, og gennem Væggen, og så udenfor ned i Jorden.


XII.
(Balder. Hermod)

Balder hin gode drømte store og svare Drømme om sit Liv. Og da han sagde Æserne Drømmene, da holdt de Råd, og vedtog, at bede Gred for Balder mod al Slags Fare. Og Frigg tog Eder på, at skånes skulde Balder af Ild og Vand, Jærn og alskens Malm, Stene, Jord, Træer, Sotter, Dyr, Fugle, Edderorme. Men da dette var sket og Eftersyn holdt [?], da var det Balders og Æsernes Skæmt, at han skulde stå på Tinge, og alle andre skulde, somme skyde på ham, somme hugge, somme kaste Sten. Men hvad end gjordes, skadede det ham ikke; og det tyktes alle stor Fremme. Men da Loke, Løv-øs Søn, så dette, døjede han det ilde, at intet skadede Balder. Han gik til Fensal til Frigg, i Kvindeskikkelse. Da spør Frigg, om den Kvinde vidste, hvad Æser havde for på Tinge. Hun sagde, at alle skød på Balder, så og, at intet skadede ham. Da mælte Frigg: ej monne Våben eller Træer skade Balder; Eder har jeg fået af alle dem. Da spør Konen: har alle Ting vundet Ed på at skåne Balder? Da svarer Frigg: der vokser et Planteskud Øst for Valhal; det heder Mistelten; den tyktes mig for ung til at kræve Ed af. Så var Konen borte. Men Loke tog Mistelten, og sled den op, og gik til Tings. Men Hød stod yderlig i Mandringen; ti han var blind. Da sagde Loke til ham: hvi skyder du ikke på Balder? Han svarer: fordi jeg ser ikke, hvor Balder er; og desuden er jeg våbenløs. Da sagde Loke: gør dog som andre Mænd, og vis Balder Ære, som andre Mænd; jeg mon vise dig, hvor han står; skyd på ham med denne Vånd. Hød tog Mistelten, og skød på Balder, efter Lokes Tilvisen. Skuddet gik gennem ham, og han faldt død til Jorden. Og har dét været det størsie Uhap hos Guder og Mennesker. Da Balder var falden, svigtede for alle Æser Ord, så og Hænder til at tage på ham. Og hver så til anden. Og alle var i én Hu mod den, der havde gjort Værket. Men ingen kunde hævne: så stort Fristed var dér. Men da Æserne prøvede at tale, da kom dog først Gråd op, så ingen kunde sige den anden om sin Harm. Men Odin bar af den Grund værst denne Skade, at han mest kunde skønne, hvor stort Tab og Savn Balders Frafald var Æserne. Men da Guderne kom til sig selv, da mælede Frigg, og sporte, hvem den var blandt Æser, der vilde vinde hele hendes Godhed og Nåde, og vilde ride ad Hel-vej, og friste, om han fik fundet Balder, og byde Hel Ildløsen, om hun vilde lade Balder fare hjem til Åsgård. Men dén heder Hermod hin Raske, Odins Svend, som bød sig til den Færd. Da toges Slépne, Odins Hest, og førtes frem; og steg Hermod på den Hest, og fór bort.

Men Æserne tog Balders Lig, og flyttede det til Søen. Ringhorne hed Balders Skib; det var størst af alle Skibe. Dét vilde Guderne sætte frem, og gøre derpå Balders Bålfærd. Men Skibet vilde ikke gå frem. Da sendtes Bud til Jættehjem efter den Gyge, som hed Hyrrokkin. Hun kom ridende på en Ulv med Huggorme til Tømme, og sprang af Hest. Men Odin kaldte til fire Bærsærker at holde Hesten; og de fik ikke holdt den, uden ved at kaste den ned. Da gik Hyrrokkin til Skibets Fremstavn, og drev det frem ved første Tag, så Ild stod af Rullestokkene, og alle Lande skalv. Da blev Tor vred, og greb Hammeren, og vilde da bryde hendes Hoved, til alle Guder bad om Fred for hende. Da bares Balders Lig ud på Skibet. Og da hans Kone så det, Nanna, Neps Datter, da brast hun af Harm, og døde. Hun blev båren på Bålet, og Ild tændt. Da stod Tor ved, og viede Bålet med Mjølne. Men for hans Fødder løb en Dværg, som nævnes Lit; og Tor spørnede med Foden til ham, og slyngede ham i Ilden; og han brændte. Men denne Bålfærd søgte mange Slags Folk til: først at nævne Odin, og med ham Frigg, og hans Valkyrjer og Ravne; men Frø agede i Kærre med den Galt, som heder Gyldenbørste eller Slidrugtanne; Hemdal red den Hest, som heder Guld-top; og Frøja agede med sine Katte. Der kom og meget Folk af Rimturser og Bjærgriser. Odin lagde på Bålet den Guldring, som heder Drøpne; den fulgte siden den Natur, at hver niende Nat dryppede af den otte Guldringe lige så tunge. Balders Hest med Ridetøj ledtes på Bålet.

Men dét er at sige om Hermod, at han red ni Nætter mørke Dale og dybe, så at han så ikke, før han kom til Åen Gøll (Gjall), og red på Gjalle-bro; den er takt med Lyse-Guld. Modgunn er nævnt den Mø, som vogter Broen. Hun sporte ham om Navn og Æt, og sagde, at Dagen før red over Broen fem Fylker døde Mænd: men ej dønner Broen mindre under dig ene; og ej haver du døde Mænds Lødd; hvi rider du her på Hel-vej? Han svarer: jeg skal ride til Hel at finde Balder; eller har du set til Balder på Helvej? Men hun sagde, at Balder havde redet over Gjallebro; men ned og nord ligger Helvej. Da red Hermod, til han kom til Hel-grind. Da steg han af Hesten, gjordede den fast, steg op, og drev den med Sporer; men Hesten sprang så hårdt til over Grinden, at den ikke kom den nær. Da red Hermod op til Hallen, steg af, gik ind i Hallen, så der sidde i Højsæde Balder, sin Broder. Hermod blev der om Natten. Men om Morgenen, da bad Hermod Hel, at Balder skulde ride hjem med ham, og sagde, hvor stor Gråd der var hos Æser. Men Hel sagde, at dét skulde prøves således, om Balder var så astsæl, som sagt er: hvis alle Ting i Verden, levende og døde, græder for ham, da skal han atter fare til Æserne, men holdes hos Hel, hvis nogen mæler imod eller ikke vil græde. Da stod Hermod op; men Balder fulgte ham ud af Hallen, og tog Ringen Drøpne, og sendte Odin til Mindegave. Men Nanna sendte Frigg Linned-dug, og end flere Gaver, og Fulla Fingerguld. Da red Hermod atter sin Vej, og kom til Åsgård, og sagde alle Tidender, som han havde set og hørt.

Dernæst sendte Æser Bud over al Verden, at bede, at Balder skulde grædes fra Hel. Alle gjorde dét. Mennesker og Dyr og Jord og Stene og Træ og alt Malm. Da Sendemændene fór hjem, og havde udrettet sine Ærender vel, da finder de i en Helle, hvor der sad en Gyge; hun kaldte sig Tøkk. De beder hende græde Balder fra HeL Hun svarer:

Tørre Tårer
Tøkk mon græde
for Balders Bålfærd;
levende eller død
mig Karls Søn ej lindred;
holde Hel hvad hun har.

Men det siger Folk, at dér har været Loke, Løv-øs Søn, som mest af Ondt har gjort hos Æser.


XIII. (Loke bindes)

Da Guderne var bleven så vrede på Loke, som væntes kunde, løb han bort, og skjulte sig i et Fjæld, gjorde dér Hus, og fire Døre, at han kunde se fra Huset til alle fire Åtter. Men ofte om Dage skiftede han sig til Lakseskikkelse, og skjulte sig dér, som heder Frånangers Fors. Da hugsede han for sig, hvad Væl Æserne monde finde til at tage ham i Fossen. Men da han sad i Huset, tog han Lin og Garn, og knyttede Masker, så som Net er siden. Men Ild brændte for ham. Da så han, at Æser havde skamt til ham. Odin havde set fra Lidskjalv, hvor han var. Han sprang straks op, og ud i Åen, og kastede først Nettet frem på Ilden. Men da Æserne kom til Huset, da gik først den ind, som var aller visest, som heder Kvase. Og da han så på Ilden, da så han Falsken, hvor Nettet havde brændt. Da skønnede han, at dét monde være Væl til at tage Fisk, og sagde det til Æserne. Så tog de og gjorde sig Net, som de så af Falsken, at Loke havde gjort det. Og da Nettet var færdigt, da går Æserne til Åen, og kaster Nettet i Fossen. Tor holdt ved den ene Ende, og alle andre Æser ved den anden, og drog Nettet. Men Loke for frem forved det, og lægger sig ned mellem to Stene. De drog Nettet hen over ham, og kendte, at der var noget levende, og for anden Gang op til Fossen, kaster Nettet ud, og binder så tungt ved, at ikke noget skal kunne slippe under. Farer da Loke frem forved Nettet; men da han ser, at skamt er til Søen, da springer han over Telnen, og render op til Fossen. Nu så Æserne, hvor han fór. De går da atter til Fossen, og deler Flokken i to. Men Tor vader midt langs gennem Åen. Og således går de ad Søen til. Men Loke ser to Kår: det var Livsfare at løbe ud i Søen, og lige så igen at springe over Nettet. Men dét gjorde han: han sprang som snarest over Net-telnen. Tor greb efter ham, og tog om ham. Men han gled i Tors Hånd, så Hånden først stansede ved Halen. Derfor er Laksen agtersmal. Nu var Loke tagen gred-løs. De fór med ham til en Fjældhule. Så tog de tre Heller, satte dem på Kant, og slog Hul gennem hver. Så toges Lokes Sønner, Vale og Nare eller Narve. Æserne skiftede Vale om i Ulveskikkelse; og han sønderrev sin Broder Narve. Så tog Æserne hans Tarme, og bandt Loke dermed over de tre Stene, den ene under Herderne, den anden under Lænderne, den tredje under Knæhaserne; og de Bånd blev til Jærn. Da tog Skade en Edderorm, og fæstede over ham, så at Edderen skulde dryppe fra Ormen i hans Andled. Men Sigyn, hans Kone, står hos ham, og holder et Bækken under Edderdråberne. Men når Bækkenet er fuldt, da går hun ud, og slår Edderen ud. Men imens drypper Edder i hans Andled. Så spræller han så hårdt, at hele Jorden skælver; dét kaldes Jordskælv. Dér ligger han i Bånd til Ragnarok.


XIV.
(Ragnarok. Ny Verden.)

Den Vinter kommer, som kaldes Fimbul-vinter. Da driver Sne fra alle Verdenshjørner; der er stor Frost, hvasse Vinde; og ikke virker Solen. Slige Vintre kommer tre sammen, og ingen Sommer imellem. Men iforvejen går andre tre Vintre, hvori der over al Verden er store Kampe; da dræber Brødre hinanden af Rovsyge; og ingen skåner Fader eller Søn i Manddrab og Slægtskabsbrud. Da sker dét, som tykkes store Tidender, at Ulven sluger Solen; så tager den anden Ulv 'Tunglet'; og Stjærnerne svinder af Himlen. Da sker og, at så skælver hele Jorden og Bjærgene, at Træer løsnes op af Jorde, og Bjærgene rynje, og alle Bånd brudne og slidne. Da vorder Fenre løs; og Havet skyller over Landene, fordi Midgårdsorm kommer i Jættemod, og søger op på Land. Da sker og, at Naglfar løsnes, det Skib, som heder så, og er gjort af døde Mænds Negle. Og det er derfor værdt at tage sig i Vare, fordi hvis Mænd dør med uskårne Negle, øges Æmne til Skibet Naglfar, som Guder og Mennesker ønsker sent færdigt. Og i denne Søgang flyder Naglfar. Rym heder Jætten som styrer Naglfare. Men Fenresulv farer med gabende Mund; den øvre Kæbe er ved Himlen, den nedre ved Jorden; gabe monde den mere, hvis Rum var til; Ild brænder af hans Øjne og Næse. Midgårdsorm blæser Edder, så den stænker gennem Luft og over Hav. Og den er helt forfærdelig, og er ved Siden af Ulven. Under dette Gny klovner Himlen; og dér igennem rider Muspels Sønner frem: Surt rider forrest; og både før og efter ham er brændende Ild. Hans Sværd er ypperligt, og skinner bjærtere end Solen. Men når de rider ad Bæv-rast, da brudner den. Muspels Sønner søger frem på den Slette, som heder Vigrid. Dér kommer da og Fenresulv og Midgårdsorm. Dér er da og Loke kommen, og Rym, og med ham alle Rimturser. Men med Loke følger alle Hels 'Sinner'. Men Muspels Sønner har Fylking for sig; og den er såre strålende. Sletten Vigrid er hundrede Raster bred hver Vej. — Men når disse Tidender vorde, da stander op Hemdal, og blæser vældig i Gjallehorn, og vækker alle Guder. Og de holder Ting sammen. Da rider Odin til Mimes Brønd, og tager Råd af Mime for sig og sin Hær. Da skælver Yggdrasils Ask. Og alt er da Rædsel på Jord og Himmel. Æserne ruster sig, og alle Enherjer, og søger frem på Sletterne. Forrest rider Odin med Guldhjælm og fager Brynje og sit Spyd, som heder Gungne. Han stævner mod Fenresulv, men Tor ved Siden ad ham; men han kan ikke hjælpe ham, fordi han har fuldt Fang, at slås med Midgårdsorm. Frø kæmper mod Surt; og dér vorder hårdt Sammenstød, for Frø falder. Dét bliver hans Bane, at han savner det gode Sværd, som han gav Skirne. Da er og Hunden Garm kommen løs, som er bunden for Gnipahelle; han er det største Udyr. Han kæmper mod Ty; og de vorder hinandens Bane. Tor bær Baneord fra Midgårdsorm, og skrider ni Fjed bort derfira. Da falder han død til Jorden af det Edder, Ormen blæser på ham. Ulven sluger Odin; og det er hans Bane. Men straks efter svinger Vidar sig frem, og træder med den ene Fod i Ulvens Underkæbe. På den Fod har han den Sko, hvortil der har været samlet i alle Tider; det er de Skindstrimler, som Folk snider af sine Sko ved Hæl og ved Tæer; derfor skal hver den, der vil tænke på at komme Æserne til Hjælp, kaste de Skindstrimler bort. Med den anden Hånd tager han i Ulvens Overkæbe, og sønderriver hans Gab; og dét vorder Ulvens Bane. Loke kæmper med Hemdal; og de bliver hinandens Bane. Derefter slynger Surt Ild over Jorden, og brænder al Verden. —

Når Himmel og Jord og al Verden er brændt, da er mange gode Boliger, og mange onde. Bedst er da at være i Gimle inde på Himlen. Og helt godt er med gode Drikke; for hvem dét tykkes Gammen, i den Sal, som heder Brime; dén står og på Himlen. Det er og en god Sal, som står på Nide-fjælde, gjort af det røde Guld, og som heder Sindre. I disse Sale skal bo gode og skikkelige Folk. På Nå-strande er en stor og fæl Sal; og mod Nord vender Døren; den er og helt vunden af Ormerygge, som et Hus flettet af Grene; og alle Ormehovederne vender ind i Huset og blæser Edder, så at Edder-Åer løber langs gennem Salen; og i de Åer vader Menedere og Mordulve. Men i Hvergelme er værst, hvor Nidhugg piner de fremfarne Lig. —

Jorden skyder op af Sø, og er da grøn og fager. Da vokser usåte Agre. Vidar og Vale lever; så at dem har Havet og Surts Lue ikke skadet. Og de bor på Idevold, dér hvor før Åsgård var. Og der kommer Tors Sønner, Mode og Magne, og har der Mjølne. Fremdeles kommer Balder og Hød der fra Hel. De sætter sig da alle sammen og tales ved, og mindes deres 'Runer', og taler om fordums Tidender, og om Midgårdsorm og Fenresulv. Da finder de i Græsset de 'Tavler', som Æserne havde ejet. Men dér, som heder Hodd-Mimes-Holt, skjules to Mennesker i Surts Lue; og de heder Liv og Liv-trase, og har Morgendugg til Mad. Men fra dem kommer så stort Afkom, at hele Verden 'bygges'. Og Solen har fået en Datter, ikke ufagrere; og hun drager ad Moderens Stier.




Noter:

1. Vølvespå: »de som søgte, fra Salens Sten, til Ørvange-sæder, til Jøru-volde.«


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.