Magnussønnernes saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Snorre Sturlasøn

Kongesagaer


oversat af

Gustav Storm

Kristiania
J.M. Stenersen & Co
1900

Nationaludgave (2den udgave)


Titelfrise Magnussønnernes saga.jpg


Magnussønnernes saga

[1103-1130]


1. Efter kong Magnus Barfots fald tog hans sønner kongedømme i Norge, Øistein, Sigurd og Olav. Øistein havde den nordre del af landet, men Sigurd den søndre. Kong Olav var da fire eller fem vintre gammel; men den tredjedel af landet, som han eiede, havde begge de andre at styre. Sigurd blev taget til konge, da han var 13 eller 14 vintre gammel; men Øistein var én vinter ældre. Kong Sigurd lod Irekongens datter blive efter vestenfor havet.

Da Magnussønnerne var tagne til konger, kom mænd ude fra Jorsaleland, og nogle fra Miklegaard, slige som havde faret ud med Skofte Ågmundsøn; de blev meget navnkundige og kunde fortælle mange slags tidender. Men af disse nyheder fik en mængde mænd i Norge lyst til denne færd; det blev sagt, at i Miklegaard fik Nordmænd, som vilde gaa i tjeneste for sold, fuldt op af gods. De bad kongerne, at én af dem, Øistein eller Sigurd, skulde fare og være høvding for de mænd, som vilde med i udfærden. Men kongerne samtykkede i det og rustede den færd ud paa begges vegne. I denne færd tog mange stormænd del, baade lendermænd og mægtige bønder. Men da færden var rede, blev det fastsat, at Sigurd skulde fare, men Øistein skulde styre landet paa begges vegne.


2. En vinter eller to efter Magnus Barfots fald kom Haakon, Paal jarls søn, øster fra Orknøerne, men kongerne gav ham jarldømme og styrelse over Orknøerne, saaledes som jarlene, hans fader Paal eller hans farbroder Erlend, havde havt før ham. Fór da Haakon vester til Orknøerne.


3. Fire vintre efter kong Magnus’s fald[1] fór kong Sigurd med sin hær fra Norge; da havde han 60 skibe. Saa siger Toraren Stuttfeld:

Saa mange var det
af modige mænd,
som kom sammen
med kongen hulde,
at sexti skibe,
skjønt bygte,
med Guds vilje
gled ud herfra.

Kong Sigurd seilede om høsten til England; da var Heinrek[2], Viljalm Bastards søn, konge der. Kong Sigurd var der om vinteren. Saa siger Einar Skulesøn:

Sjøfareren styred’
med stort følge vester;
Æges hest[3] til England
under herren vader.
Stavnen gav kampglade høvding
hvile, og vinteren over
blev han der (paa skibe
en bedre gram ei stiger).


4. Kong Sigurd fór vaaren efter [1108[4]] med sin hær vester [syd] til Valland og kom om høsten frem til Galizaland og dvælte der den anden vinter. Saa siger Einar Skulesøn:

Og han, som raaded’ over bedste
rige under solens rand,
tjodkongen, leved’ i Jakobs
land[5] den anden vinter.
Hærkongen der straffed’
(hørte jeg) kjække jarl
for løftesbruddet (gramen
gav hærfugler[6] føde).

Men det hang saaledes sammen, at den jarl, som raadede for landet, gjorde aftale med kong Sigurd; jarlen skulde lade holde torv for kong Sigurd til madkjøb hele vinteren, men det fuldførte han ikke længer end til julen, og da blev det ondt for mad, thi landet er magert og et daarligt madland. Da fór kong Sigurd med en stor hær til det kastel, som jarlen eiede, og jarlen flyede unda, thi han havde faa mænd. Kong Sigurd tog der mange madvarer og meget andet hærfang og lod det, flytte til sine skibe; han gjorde sig siden [1109[7]] rede til at fare bort og fór vester langs Spanien[8]. Da kong Sigurd seilede langs Spanien, hændte det, at nogle vikinger, som fór efter hærfang, kom imod ham med en hær af galeier; men kong Sigurd lagde til strid med dem, og det var hans første kamp imod hedenske mænd; han vandt otte galeier fra dem. Saa siger Haldor Skvaldre:

Og de vikinger onde
ilte frem mod kampens
mægtige leder (kongen
krigere dræbte i striden).
Hæren naaed’ at rydde
raskt otte galeier
(de fleste folk blev fældte);
fyrsten fik der hærfang.

Siden styrede kong Sigurd til det kastel, som heder Sintre[9] og kjæmpede der den anden kamp. Det er i Spanien; i det sad hedenske folk og herjede paa kristne. Han vandt kastellet og dræbte alt folket der (thi ingen vilde lade sig kristne) og tog der meget gods. Saa siger Haldor Skvaldre:

Nu skal jeg kongens storverk
nævne, som i Spanien
han gjorde; imod Sintre
søgte kongen modigt.
Hærmændene af den haarde
høvding fik stor skade,
de som ei vilde tage
troen, som han bød dem.


5. Efter det styrede kong Sigurd med sin hær til Lizebon; det er en stor borg i Spanien, halv kristen og halv hedensk; der skilles det kristne Spanien og det hedenske, og hedenske er der alle herreder, som ligger vest [syd] for den[10]. Der havde kong Sigurd den tredje kamp med hedenske mænd og vandt seier; der fik han meget gods[11]. Saa siger Haldor Skvaldre:

I syd den tredje seir,
snilde kongeætling,
du vandt der, hvor I landed’:
Lizebon borgen kaldes.

Derpaa styrede kong Sigurd med hæren vester [syd] forbi det hedenske Spanien og lagde til den borg, som kaldes Alkasse[12] og havde der den fjerde kamp med hedenske mænd og vandt borgen; han dræbte der mange folk, saa at han lagde borgen øde. De fik der umaadelig meget gods. Saa siger Haldor Skvaldre:

Ude ved Alkasse
ønskede du (jeg hørte)
hærkonge! fjerde gangen
den hvasse strid at vinde.

Og fremdeles dette;

I øde borg seier
til sorg for hedenske kvinde
(jeg hørte) du vandt; paa flugten
hæren drev mændene.


6. Derefter holdt kong Sigurd frem med sin færd og seilede til Nårvesund, men i sundet mødte han en stor vikingehær, og kongen lagde til kamp med dem; han havde der den femte kamp og fik seier. Saa siger Haldor Skvaldre:

Du ønskede sverd-eggen
østenfor Nårvesundet
at farve (Gud hjalp dig);
føde ny fik ørnen.


Kart til Sigurd Jorsalfarers færd i og omkring Middelhavet.


Siden styrede kong Sigurd med sin hær paa den søndre side[13] langs Serkland og kom til den ø, som kaldes Forminterra[14]. Der havde en stor hær af hedenske Blaamænd sat sig ned i en hule og satte en stor stenvæg foran hulens aabning; de herjede vide paa landet og førte alt hærfang til hulen. Kong Sigurd gjorde opgang paa øen og fór til hulen og holdt til paa et berg; det var høit at gaa op til stenvæggen ved hulen, men berget heldede frem over stenvæggen. Hedningene vergede stenvæggen og var ikke rædde for Nordmændenes vaaben, thi de kunde kaste sten og skud ned paa Nordmændene under sine fødder. Nordmændene vilde heller ikke gjøre opgang under slige vilkaar. Da tog hedningene pell og andre kostbarheder og bar dem ud paa væggen og svang dem imod Nordmændene og raabte paa dem og eggede dem og kaldte dem modløse. Da søgte kong Sigurd at finde paa raad. Han lod tage to skibsbaader, som kaldes barker[15], og lod drage dem op paa berget over hule-aabningen og binde digre taug baade under ribberne og om stavnene. Siden gik saa mange mænd deri, som det var rum til, og de lod da skibene sige ned over hulen med reb. Da skjød de, som var i skibene, og kastede sten, saa at hedningene veg bort fra stenvæggen. Da gik kong Sigurd med sin hær op i berget under stenvæggen, og de brød væggen og kom saa op i hulen, men hedningene flyede ind forbi stenvæggen, som var sat tvers over hulen. Da lod kongen flytte store trær til hulen og kaste et stort baal i hule-aabningen og tænde ild i det. Men da ilden og røgen søgte til hedningene, da lod nogle livet, andre gik imod Nordmændenes vaaben, men alt folket blev dræbt eller brændt. Der fik Nordmændene det meste hærfang, som de havde taget paa denne færd. Saa siger Haldor Skvaldre:

Stævnede saa
den stridslystne
freds-øder
til Forminterra.
Der Blaamænds hær,
før bane de fik,
maatte egger
og ild taale.

Og fremdeles dette:

Du lod, hærkonge, barkene
(Bragningens verk vidkjendt
blevet er imod Serker)
sige ned for berget.
Men op imod muren,
mandige krigerfyrste!
mod folkefyldte hule
med følget dit du søgte.

Endvidere siger Toraren Stuttfeld:

Gramen lod drengene
drage to
blaasorte baader
til berget op,
saa at i reb
de sænkedes ned,
fulde af hærmænd,
for hulens dør.


7. Da fór kong Sigurd frem paa sin færd og kom til den ø, som heder Iviza; han havde der kamp og fik seier. Det var den syvende kamp. Saa siger Haldor Skvaldre:

Den vidkjendte skjolde-bærer
kom med skibsflaaden
(fyrsten vilde vække
freds-brud) til Iviza.

Efter det kom Sigurd til den ø, som heder Manork[16], og holdt der den ottende kamp med hedenske mænd og fik seier. Saa siger Haldor Skvaldre:

End kunde den ottende
kamp siden vækkes
paa den grønne Manork;
mændene skjød med piler.


8. Kong Sigurd kom om vaaren til Sikelø og dvælte der længe. Der var da Rodgeir hertug; han tog vel imod kongen og bød ham til gjestebud. Kong Sigurd kom did og mange mænd med ham. Der var en herlig modtagelse, og hver dag ved gjestebudet stod hertug Rodgeir og gjorde tjeneste ved kong Sigurds bord. Og den 7de dag i gjestebudet, da mændene havde taget bad, tog kong Sigurd hertugen i haand, leiede ham op til høisædet og gav ham kongenavn og den ret, at han skulde være konge over Sikeløs vælde, men forhen havde det der været jarler over det rige.


9. Rodgeir, Sikeløs konge, var den mægtigste konge; han vandt hele Pul[17] og lagde ligeledes under sig mange storøer i Grækenlands-havet; han blev kaldt Rodgeir den mægtige. Hans søn var kong Viljalm, som længe havde havt stor ufred med keiseren i Miklegaard[18]. Kong Viljalm havde tre døtre, men ingen søn[19]; en af sine døtre giftede han med keiser Heinrek[20], keiser Frireks søn, men deres søn var Frirek, som nu[21] var keiser i Romaborg. En anden datter af kong Viljalm fik hertugen af Kiper[22], den tredje havde flaadehøvdingen Margrit; dem begge dræbte keiser Heinrek. En datter af Rodgeir, konge i Sikelø, havde keiser Manule i Miklegaard[23]; deres søn var keiser Kirjalax[24].


10. Om sommeren seilede kong Sigurd ud gjennem Grækenlandshavet til Jorsaleland; han fór siden ud til Jorsaleborg og mødte der Jorsale-kongen Baldvine. Kong Baldvine tog overmaade vel imod kong Sigurd og red med ham ud til aaen Jordan og tilbage til Jorsaleborg. Saa siger Einar Skulesøn:

Den havkolde skibsside
høvdingen lod svæve
(fyrstens lov jeg fremmer)
frem gjennem Grækerhavet,
indtil han kasted’ sit anker
ved Akersborgen[25] brede;
alle glade med kongen
aarle hilste morgnen.
Jeg ved, at kampglade konge
kom til Jorsale-bygden
(ei under vide himmel
mer herlig fyrste kjendes).
Og raske guld-fiende
fik sig bade i Jordans
rene vand (roses
det raad maatte af alle).

Kong Sigurd dvælte meget længe i Jorsaleland om høsten og i førstningen af vinteren.


Gerhard Munthe: Kong Sigurd og kong Balduin rider fra Jorsaleborg til aaen Jordan.


11. Kong Baldvine gjorde et fagert gjestebud for kong Sigurd og mange af hans mænd. Da gav kong Baldvine kong Sigurd mange helligdommer, og da blev taget en spaan af det hellige kors efter kong Baldvines og patriarkens raad, og de svor begge ved helligdommen, at dette træ var af det hellige kors, som Gud selv var pint paa. Siden blev den helligdom givet til kong Sigurd under det vilkaar, at han og 12 andre mænd med ham forud svor, at han skulde fremme kristendommen af al sin magt og føre erkebiskop-stol i landet, om han kunde, og at korset skulde være der, den hellige Olav hvilte, og at han skulde fremme tienden og selv give tiende. Kong Sigurd fór siden til sine skibe i Akersborg; da rustede ogsaa kong Baldvine sin hær for at fare til Syrland[26] til den borg, som heder Sæt[27]; den borg var hedensk. I den færd var kong Sigurd med ham. Og da kongerne havde siddet en kort tid om borgen, gav de hedenske mænd sig op, og kongerne vandt borgen[28], men hærmændene fik alt andet hærfang. Kong Sigurd gav Baldvine hele borgen. Saa siger Haldor Skvaldre:

Den hedenske borg vandt du
med vælde, men bort du gav den;
gavmilde ulve-mætter,
altid du seired’ i kampen.

Einar Skulesøn siger ogsaa herom:

Sæt tog Dølernes[29] drotten
(drengene vil det mindes);
hvast tog val-slyngerne
til at svinge i striden.
Der den sterke stridsmand
det store virke fik bryde;
de fagre sverd blev farvet,
fyrsten fik hilse seieren.

Efter det fór kong Sigurd til sine skibe og fór bort fra Jorsaleland; de seilede nord til den ø, som heder Kiper[30], og der dvælte kong Sigurd nogen tid. Han fór siden til Grækenland og lagde alle sine skibe ude ved Engelsnes[31] og laa der en halv maaned; det var hver dag sterk vind til at seile nord efter havet, men han vilde bie den bør, naar det kunde være sidevind og man kunde strække seilene langs efter skibet, thi alle hans seil var klædte med pell, baade paa frem- og agtersiden, thi ingen, hverken frembyggerne eller de, som var agter, vilde se ufagrere seil.


12. Da kong Sigurd og hans mænd seilede ind til Miklegaard, seilede han nær land; der er overalt oppe i land borger og kasteller og smaabyer, saa at de ingensteds hører op. Da saa man fra land alle seilene spændte, og ingen aabning imellem, som om det var et gjærde. Ude stod alle folk, som kunde se kong Sigurds seiling. Keiser Kirjalax[32] havde ogsaa spurgt om kong Sigurds færd og lod lukke op den borgport i Miklegaard, som heder Guldvarta[33]; den port skal keiseren ride ind igjennem, naar han har været længe borte fra Miklegaard og har vundet stor seier. Da lod keiseren brede pell over alle borgens stræter fra Guldvarta til Laktjarner[34]; der er keiserens herligste haller. Kong Sigurd talte til sine mænd, at de skulde ride overmodig ind i borgen og lidet undre sig over nye og usedvanlige ting, som de saa, — og det gjorde de. Med slig pragt red kong Sigurd og hans mænd i Miklegaard og saa til kongens herligste haller, og der var alt gjort istand til dem. Kong Sigurd dvælte der nogen tid. Da sendte kong Kirjalax sine mænd til ham og spurgte, om han vilde modtage af keiseren 6 skippund guld eller han vilde, at keiseren skulde lade gjøre rede den leg, som han var vant til at lade lege paa Padreimen[35]. Kong Sigurd valgte legen, og sendemændene sagde, at legen kostede keiseren ikke mindre end dette guld. Da lod keiseren gjøre rede til legen, og det blev da legt som vanligt, og det gik den gang bedst for kongen i alle leger. Dronningen har den halve leg, og hendes og kongens mænd kappedes i alle leger; og Grækerne siger, at naar kongen vinder flere leger paa Padreimen end dronningen, da vinder kongen seier, naar han farer i hærfærd.


13. Efter dette gjorde kong Sigurd sig rede til hjemfærd. Han gav keiseren alle sine skibe, og det var guldprydede hoveder paa det skib, som kongen havde styret; de blev satte paa Peterskirken[36]. Keiser Kirjalax gav kong Sigurd mange hester og lod ham faa veivisere over hele sit rige. Fór da kong Sigurd bort fra Miklegaard, men en stor mængde af hans mænd dvælte efter og gik i sold. Kong Sigurd fór først ind til Bulgareland[37] og derfra gjennem Ungareriget[38], Pannonia[39], Svaava[40] og Bejareland[41]. Der fandt han keiser Lozarius[42] af Romaborg; han tog overmaade vel imod ham, gav ham veivisere gjennem hele sit rige og lod holde torv for dem, saavidt de trængte til alslags kjøb. Men da kong Sigurd kom til Slesvig i Danmark, da gav Eiliv jarl ham et kostbart gjestebud; det var ved midsommertid [1110[43]]. I Heidaby[44] fandt han danekongen Nikolas[45]; han modtog ham meget godt og fulgte ham selv nord i Jylland og gav ham et skib med fuld udrustning, som han seilede paa til Norge. Fór da kong Sigurd hjem til sit rige og blev vel modtaget, og det var mænds tale, at ingen havde faret større hædersfærd fra Norge, end denne var; han var da 20 vintre gammel og havde været tre vintre paa denne færd. Hans broder Olav var da 12 vintre gammel.


14. Kong Øistein havde gjort meget i landet, det som nyttigt var, medens kong Sigurd var paa sin færd. Han grundlagde Munkeliv paa Nordnes i Bjårgyn og lagde meget gods dertil; han lod der bygge Mikalskirken[46], det herligste stenmunster; han lod ogsaa bygge i kongsgaarden Apostelkirken, en trækirke. Der lod han ogsaa bygge den store hal, det herligste træhus, som har været bygget i Norge[47] Han lod ogsaa bygge kirke ved Agdenes og lod der gjøre et virke og en havn, hvor det før var havnløst. Han lod ogsaa bygge i kongsgaarden i Nidaros Nikolaskirken[48], og det hus var meget omhyggelig udført i udskjæring og alskens arbeide; han lod ogsaa bygge en kirke i Vaagar[49] paa Haalogaland og lagde en præbende[50] dertil.


15. Kong Øistein sendte bud til Jæmteland til de viseste og mægtigste mænd og bød dem til sig, men tog imod alle dem, som kom, med megen blidhed og ledsagede dem bort med vennegaver og lokkede dem saaledes til venskab med sig. Men da mange af dem vænnede sig til at fare til ham og tog imod hans gaver, men han sendte gaver til somme, som ikke kom did, da kom han i fuldkomment venskab med alle de mænd, som raadede for landet. Siden talte han for dem og sagde, at Jæmterne havde gjort ilde, da de havde vendt sig bort fra Norges konger i lydighed og skattegaver; han talte om, at Jæmterne havde gaaet under kong Haakon Adalsteinsfostres rige og havde længe siden været under Norges konger; han nævnte ogsaa det, hvor mange nødvendige ting de kunde faa fra Norge, eller hvor megen umage det vilde være for dem at søge hos sveakongen det, de trængte. Og han kom saa langt med sine taler, at Jæmterne selv bød ham og bad ham, at de maatte vende sig til lydighed imod kong Øistein, og de kaldte det sin trang og fornødenhed. Deres forbund drog sig saaledes sammen, at Jæmterne gav alt landet under kong Øisteins rige. Først tog stormændene der troskabseder af alt folket til denne sag; siden fór de til kong Øistein og svor ham landet til, og det har stadig holdt sig siden. Saa vandt kong Øistein Jæmteland med visdom, men ikke med overfald, som nogle af hans forfædre.


16. Kong Øistein var den vakreste mand af udseende, havde blaa og noget store øine, blegt og krøllet haar, var middels af høide, vis og forstandig, kundskabsrig i alt, i love, i fortællinger og i menneskers skjæbne, raadsnild og ordsindig og duelig, meget glad og nedladende, tækkelig og elsket af hele folket. Han var gift med Ingebjårg, datter af Guthorm, Steige-Tores søn; deres datter hed Maria, som siden Gudbrand Skavhåggsøn fik til hustru.


17. Kong Sigurd var stor af vext og brun af haar, storsindet, ikke fager, velvoxen og rask i adfærd, faamælt og oftest ikke venlig, vennegod og trofast, ikke meget talelysten, sedelig og ærelysten. Kong Sigurd var nidkjær for sin myndighed og streng til at straffe, holdt lovene vel, var gavmild paa gods, mægtig og hædret. Kong Olav var høi og smal, vakker og glad, nedladende og vennesæl. Da disse brødre var konger i Norge, tog de af mange paalæg, som Danerne havde lagt paa folket, dengang Svein Alfivasøn raadede for landet, og derfor blev de meget vennesæle hos almuen og hos stormændene.


18. Kong Olav fik den sygdom, som førte ham til døden; han blev jordet ved Kristkirken i Nidaros, og man sørgede meget over ham. Siden raadede de to andre brødre for landet, Øistein og Sigurd, men forud havde de tre brødre været konger i tolv vintre, fem siden Sigurd kom til landet, men syv forud. Kong Olav var sytten vintre gammel, da han døde, men det var XI. kalendas Januarii (22de december) [1115]. Da kong Øistein havde været én vinter øster i landet, men Sigurd var nord i landet, da sad kong Øistein længe om vinteren i Sarpsborg.


19. Olav i Dal hed en mægtig bonde og rig mand; han boede paa Mikle Dal[51] i Aamord[52]. Han havde to børn. Hans søn hed Haakon Fauk, men hans datter Borghild; hun var den vakreste kvinde og forstandig og meget kundskabsrig. Olav og hans børn var længe om vinteren i Borg, og Borghild var stadig i tale med kongen, og folk talte meget forskjellig om deres venskab. Men sommeren efter fór kong Øistein nord i landet, men Sigurd fór øster, og vinteren efter var kong Sigurd øster i landet. Han sad lange stunder i Konungahella og styrkede meget den kjøbstad. Der gjorde han et stort kastel og lod grave et stort dige om; kastellet blev gjort af torv og sten; han lod bygge huser i kastellet og lod gjøre der en kirke. Det hellige kors lod han være i Konungahella og holdt i dette ikke sine eder, som han svor i Jorsaleland, men tienden fremmede han og det meste andet, som han havde svoret. Men det, at han satte korset øster ved landsenden, det troede han skulde blive til vern for alt; men det blev til det største uraad, at sætte den helligdom saaledes næsten under hedenske mænds vold, som det siden viste sig. Borghild Olavsdatter hørte det rygte, at folk talte ilde om hende og kong Øistein om deres samtaler og venskab; da fór hun til Borg og fastede der til jernbyrd og bar jern for denne sag og blev vel renset. Men da kong Sigurd spurgte dette, da red han paa én dag saa langt, som var to store dagsreiser, og kom frem i Dal til Olav; der var han om natten. Da tog han Borghild til frille og havde hende bort med sig. Deres søn var Magnus; han blev snart sendt bort til fostring nord til Haalogaland til Vidkunn Jonsøn i Bjarkø, og der fødtes han op. Magnus var den vakreste mand og gjorde raske fremskridt i vext og i kraft.


20. Kong Sigurd blev gift med Malmfrid, datter af kong Harald[53] Valdemarsøn østenfra Holmgaard. Kong Haralds moder var dronning Gyda den gamle, datter af Englands-kongen Harald Gudinesøn; Malmfrids moder var Kristin, datter af sveakongen Inge Steinkelsøn. Malmfrids søster var Ingelborg, som var gift med Knut Lavard, søn af danekongen Eirik den gode, søn af Svein Ulvsøn. Knuts og Ingelborgs børn var Valdemar[54], som tog kongedømme i Danmark efter Svein Eiriksøn, Margrete, Kristin og Katrin. Margrete var gift med Stig Hvitaleder; deres datter var Kristin, som sveakongen Karl Sørkvesøn[55] blev gift med; deres søn var kong Sørkve[56].


21. Kong Øistein og kong Sigurd var en vinter begge til gjestning paa Oplandene, og de havde hver sin gaard. Men da det var kort stykke mellem de gaarder, der kongerne skulde tage gjestning, da tog mændene det raad, at de skulde være begge sammen i gjestning, og skiftevis paa den andens gaard; de var da først begge sammen paa den gaard, som kong Øistein eiede. Men om kvelden, da mændene tog paa at drikke, da var øllet ikke godt, og mændene var tause. Da sagde kong Øistein: «Mændene er jo tause. Det er dog bedre øl-sed, at man vækker sig glæde. Lad os faa nogen morskab ved øllet, da vil det endnu blive til gammen blandt mændene. Broder Sigurd, det vil tykkes alle sømmeligst, at vi to tager fat paa en skjemtetale.» Kong Sigurd svarer temmelig kort: «Vær du saa snaksom, som du vil, men lad mig faa lov til at tie for dig.» Da sagde kong Øistein: «Det har ofte været øl-sed, at man tager sig jevningsmænd; saa vil jeg lade det være nu». Da tiede kong Sigurd. «Jeg ser,» sagde kong Øistein, «at jeg faar først tage fat paa denne gammen; jeg vil tage dig, broder, til jevningsmand med mig. Jeg nævner det, at lige navn har vi begge og lige eie; og jeg gjør ingen forskjel mellem vor æt og opfostring.» Da svarer kong Sigurd: «Mindes du ikke det, at jeg kastede dig paa ryggen, naar jeg vilde, og dog var du én vinter ældre.» Da siger kong Øistein: «Jeg mindes ikke mindre det, at du ikke vandt den leg, som krævede myghed.» Da sagde kong Sigurd: «Mindes du, hvorledes det gik med os, naar vi svømte; jeg kunde dukke dig ned, naar jeg vilde.» Kong Øistein siger: «Jeg svømte ikke kortere end du, og jeg var ligesaa god til at svømme under vandet; jeg kunde ogsaa gaa paa islegger[57] saa at jeg ikke vidste nogen, som kunde kappes med mig deri; men det kunde du ikke bedre end et naut.» Kong Sigurd siger: «En mere høvdingelig idræt og nyttigere tykkes mig den at kunne skyde vel med bue; jeg tænker, at du ikke kan bruge min bue, om du end spænder den med fødderne.» Øistein svarer: «Ikke er jeg saa buesterk som du, men mindre forskjel er det paa vor færdighed i at skyde til maals, og jeg kan meget bedre staa paa ski, og det har ogsaa før været kaldt en god idræt.» Kong Sigurd siger: «Mig tykkes det i høiere grad høvdingeligt, at den, som skal være andre mænds overmand, er stor i flokken, sterk og bedre vaabenfør end andre mænd og let at se og kjende, naar mange er sammen.» Kong Øistein siger: «Ikke er det mindre udmerket, at en mand er vakker, og da kjendes han ogsaa let i mandemængde; det tykkes mig ogsaa høvdingeligt, thi til et vakkert ydre sømmer den bedste dragt sig; jeg kan ogsaa bedre lovene end du, og tillige i hvad vi skal tale er jeg meget mere veltalende.» Kong Sigurd siger: «Det kan være, at du har lært flere lovkroker, thi jeg havde da andet at stræve med, og ingen negter dig en glat tunge; men det siger mange, at du ikke er ret ordholden, lægger liden vegt paa, hvad du lover, og taler dem efter munden, som er hos dig, og det er ikke kongeligt.» Kong Øistein siger: «Det kommer af det, at naar mænd bærer sine sager for mig, da tænker jeg først paa det, at gjøre saadan ende paa enhver mands sag, at det kunde tykkes dem bedst; derefter kommer ogsaa ofte en anden, som har sag med ham, og da bliver det ofte draget til at lempe saaledes, at begge skal være tilfredse. Det er ogsaa ofte, at jeg lover det, som man beder mig om, thi jeg vilde, at alle skulde fare glade fra møde med mig. Jeg ser ogsaa det vilkaar, om jeg vil have det, som du gjør, at love alle ondt; men jeg hører ikke nogen klage over, at du ikke opfylder det.» Kong Sigurd siger: «Det har været mænds tale, at den færd, som jeg fór fra landet, var meget høvdingelig, men du sad imens hjemme som din faders datter.» Kong Øistein svarer: «Nu tog du paa bylden! Ikke vilde jeg vække denne tale, hvis jeg ikke her kunde svare noget; nær tyktes det, som jeg sendte dig hjemmefra som min søster, da du blev rustet til færden». Kong Sigurd siger: «Hørt har du vel det, at jeg holdt mange slag i Serkland, som du vel har hørt nævne, og jeg fik i dem alle seier og mange slags kostbart hærfang, sligt som det ikke er kommet mage til hid til landet; jeg tyktes mest værd der, jeg fandt de gjæveste mænd, men jeg tror, at du endnu ikke har kastet hjemfødningen af dig.» Kong Øistein siger: «Spurgt har jeg, at du havde nogle kampe udenlands, men nyttigere for vort land var det, at jeg imens byggede op fem kirker fra grunden af; jeg gjorde ogsaa havn ved Agdenes, hvor det før var havnløst og hver mand maatte forbi, naar man fór nord eller syd langs landet; jeg gjorde ogsaa taarnet i Sinholmsund[58] og hallen i Bjårgyn, medens du i Serkland slagtede Blaamænd til Fanden; jeg tænker, det var til lidet gavn for vort rige.» Kong Sigurd siger: «Jeg fór paa min færd lige ud til Jordan, og jeg svømmede over aaen; men ude paa aabakken er det smaatrær, og der blandt dem knyttede jeg en knude og talte saa over den, at du, broder, skulde løse den eller ogsaa faa slig paatale, som blev lagt paa det.» Kong Øistein siger: «Ikke vil jeg løse den knude, som du knyttede mig; men jeg kunde knytte dig den knude, som du meget mindre kunde faa løst, dengang du seilede med ét skib ind i min hær, da du kom til landet.» Efter det tiede begge og var begge vrede. Flere ting hændte i skiftet mellem brødrene, saa man saa, at hver drog sig og sin sag frem og hver vilde være størst; men dog holdtes freden mellem dem, saa længe de levede.


Gerhard Munthe: «Der blandt dem knyttede jeg en knude.»


22. Kong Sigurd var paa Oplandene i et gjestebud, men der blev det gjort bad. Men da kongen var i bad og det var tjeld over karret, da tyktes det ham, at det løb en fisk i badet hos ham, og da kom han saa sterkt i latter, at det fulgte vanvid dermed, og det kom siden meget ofte over ham.

Ragnhild, kong Magnus Barfots datter, giftede hendes brødre med Harald Kesja; han var søn af danekongen Eirik den gode. Deres sønner var Magnus, Olav, Knut og Harald.


23. Kong Øistein lod gjøre et stort skib i Nidaros; det blev gjort i vext og ydre efter det, som Ormen lange havde været, som Olav Trygvesøn havde ladet gjøre; det var ogsaa dragehoved frempaa, men en krog agterud, og begge gyldne; skibet var bordhøit, men stavnene syntes noget mindre, end det saa bedst ud. Han lod ogsaa gjøre der i Nidaros nøst, baade saa store, at det var merkeligt, og gjorte af de bedste emner og herligt arbeide.

Kong Øistein var paa gjestebud paa Stim[59] paa Hustader, han fik der en braa sott, som førte ham til bane. Han døde IV. kalendas Septembris (29de august) [1123], og hans lig blev flyttet nord til Kaupangen, og der er han jordet i Kristkirken; og det er mænds tale, at det ikke har staaet ved nogen mands lig saa mange mænd i Norge saa sorgfulde, siden kong Magnus, kong Olav den helliges søn, var død. Øistein var konge i Norge i 20 vintre, men efter kong Øisteins død var Sigurd ene konge i landet, saalænge han levede.


24. Danekongen Nikolas, søn af Svein Ulvsøn, giftede sig siden med Margret Ingesdatter, som kong Magnus Barfot før havde havt[60]; hendes søn med Nikolas hed Magnus den sterke. Kong Nikolas sendte bud til kong Sigurd Jorsalefare og bød ham give sig folk og al støtte af sit rige og at fare med kong Nikolas øster langs Sveavælde til Smaaland og kristne folket der; thi de, som byggede der, holdt ikke kristendommen, om end nogle havde taget den kristne tro. I den tid var vide i Sveavælde mange folk hedenske og mange lidet kristne; thi dengang var det nogle konger, som kastede kristendommen og holdt blót oppe, saaledes som Blótsvein gjorde eller siden Eirik den aarsæle. Kong Sigurd lovede at fare, og kongerne aftalte at holde stævne i Øresund. Siden bød kong Sigurd almenning ud fra Norge, baade i mænd og skibe. Men da den hær kom sammen, da havde han vel tre hundrede[61] skibe. Kong Nikolas kom meget før til stævnen og biede der længe; da knurrede Danerne ilde og sagde, at Nordmændene ikke vilde komme. Siden løste de op ledingen; kongen og hele hæren fór bort. Siden kom kong Sigurd did og likte ilde dette; de styrede da øster til Svimrar-ós[62] og holdt der husting, og kong Sigurd talte om kong Nikolas’s løse ord, og de blev enige om, at de skulde gjøre noget hærverk i hans land for den sags skyld. De tog op det torp, som heder Tumatorp[63] og ligger ikke langt fra Lund, og styrede siden østover til den kjøbstad, som heder Kalmarner, og herjede der og ligesaa i Smaaland; de lagde kosthold paa Smaaland, femten hundrede[64] naut, og Smaalændingene tog ved kristendommen. Siden vendte kong Sigurd om med hæren og kom til sit rige med mange og store kostbarheder og hærfang, som han havde vundet i denne færd, og denne leding blev kaldt Kalmarne-ledingen. Det var sommeren før det store mørke[65]. Det var den eneste leding, som kong Sigurd roede, saalænge han var konge.


25. Kong Sigurd var en gang paa en af sine gaarder, og om morgenen, da kongen var klædt, var han faamælt og uglad, og hans venner ræddedes for, at nu ogsaa vanviddet skulde være kommet over ham. Men aarmanden var en klog og djerv mand og talte til kongen og spurgte, om han havde hørt nogen tidende, som var saa stor, at den gjorde ham uglad, eller om det var det, at han ikke likte gjestebudet, eller om det var slige ting, som man kunde raade bod paa. Kong Sigurd siger, at det kom ikke af noget sligt, som han talte om; «men det kommer snarere deraf,» siger han, «at jeg tænker paa den drøm, som bares for mig i nat.» «Herre,» siger han, «gid det var en god drøm; men høre den vilde vi gjerne.» Kongen sagde: «Mig tyktes, at jeg stod ude her paa Jæderen og jeg saa ud i havet, og jeg saa et stort mørke, og det var fart i det, og det nærmede sig hid; derefter syntes det mig, som det var et stort træ, og grenene rakte op, men rødderne gik ned i sjøen. Men da træet kom henimod land, da brødes det, og stykker af træet drev vide om landet, baade om fastlandet og om udøer, skjær og strander; og da fik jeg et syn, saa at jeg tyktes at se om hele Norge langs sjøkanten, og jeg saa, at stykker af dette træ var drevet ind i hver en vik, og de fleste var smaa, men nogle større.» Da siger aarmanden, at det var rimeligst om denne drøm, «at I selv vil bedst forstaa den, og vi vilde gjerne høre, at I raadede den.» Da sagde kongen: «Det tykkes mig rimeligst, at det varsler om nogen mands komme til dette land, og han vil vel stadfæstes her, og hans afkom vil sprede sig vide om dette land og blive af meget forskjellig storhed.»


Gerhard Munthe: Harald Gilles skirsel.
26. Halkel Huk, søn af Joan Smørbalte, var lendermand paa Møre[66]; han fór vester over havet og lige til Suderøerne. Did kom til møde med ham ude fra Irland en mand, som hed Gille-Krist[67] og sagde, at han var søn af kong Magnus Barfot; hans moder fulgte ham og sagde, at han med et andet navn hed Harald. Halkel tog imod disse to og førte dem med sig til Norge og fór strax til kong Sigurd med Harald og hans moder. De bar sit erende frem for kongen. Kong Sigurd talte om denne sag med høvdingene, at enhver skulde lægge raad til efter sit sindelag; men alle bad ham selv raade for sagen. Da lod kong Sigurd kalde Harald til sig og siger ham, at han ikke vil negte Harald at fremme skirsel[68] til at vise sin fædrene herkomst med det forord, at han vil lade det være fast, at om han end godtgjør sin herkomst, skal Harald ikke kræve kongedømmet, saalænge kong Sigurd eller Magnus kongssøn lever; og denne aftale blev lovet med eder. Kong Sigurd sagde, at Harald skulde træde jern for at vise sin herkomst; men den skirsel syntes meget sterk, thi han skulde fremme skirselen for at vinde faderskab, men ikke kongedømme, det havde han forud svoret sig fra. Men Harald gik ind paa dette, og nu blev den skirsel gjort, som har været den største i Norge, at ni gloende plogjern blev lagt ned, og Harald gik over dem med bare fødder, og to biskoper leiede ham. Og tre dager senere blev skirselen prøvet, da var hans fødder ubrændte. Efter det tog kong Sigurd vel imod frændskabet med Harald; men hans søn Magnus var meget uvenlig imod ham, og mange høvdinger rettede sig efter ham. Kong Sigurd stolte saa paa sin vennesælhed hos alt landsfolket, at han krævede, at alle skulde sverge, at Magnus, kong Sigurds søn, skulde være konge efter ham; og den ed fik han da af alt landsfolket.


27. Harald Gille var en høi og slankvoxet mand, med lang hals og noksaa langt ansigt, sortøiet, mørkhaaret, rask og snar; han havde oftest irsk klædedragt, var kort klædt og let klædt. Han havde vanskeligt for at tale norsk og famlede meget for at finde ord; mange mænd havde meget at spotte over det. Harald sad en gang ved drikken og talte med en mand, fortalte ham noget vesten fra Irland; det var det i hans tale, at det var de mænd i Irland, som var saa fodrappe, at ingen hest tog dem i skeid[69]. Kongssønnen Magnus hørte dette og sagde: «Nu lyver han atter, som han er vant til.» Harald svarer: «Dette er sandt, at slige mænd mon findes paa Irland, at ingen hest i Norge kan løbe forbi dem.» De talte nogle ord om dette; de var begge drukne. Da sagde Magnus: «Det skal du vedde om med dit hoved, hvis du ikke render lige saa raskt, som jeg rider med min hest; men jeg vil sætte min guldring imod.» Harald svarer: «Jeg siger ikke det, at jeg render saa raskt; men finde kan jeg i Irland de mænd, som kan rende saaledes, og om det kan jeg vedde.» Magnus kongssøn svarer: «Ikke vil jeg fare til Irland; her skal vi to vedde, men ikke der.» Harald gik da at sove og vilde ikke have mere med ham at gjøre. Dette hændte i Oslo. Men morgenen efter, da morgenmessen var endt, red Magnus op i Gaterne[70]; han sendte bud til Harald om at komme did. Men da han kom, var han klædt saaledes: han havde skjorte og buxer med stropper, en kort kappe, en irsk hat paa hovedet og et spydskaft i haanden. Magnus satte merke for skeidet. Harald sagde: «For langt gjør du skeidet.» Magnus satte det strax meget længere og sagde, at det dog var altfor kort. Mange mænd var tilstede. Da tog de paa skeidet, og han fulgte stadig hestebogen. Men da de kom til enden, sagde Magnus: «Du holder i sadelremmen, og hesten drog dig.» Magnus havde en meget rask hest fra Gautland. De tog nu et andet skeid igjen, og Harald løb da hele tiden foran hesten. Men da de kom til skeidets ende, spurgte Harald: «Holdt jeg nu i sadelremmen?» Magnus sagde: «Nu løb du først ud.» Da lod Magnus hesten puste en stund; men da han var rede, kjørte han til hesten med sporerne og kom strax i løb. Harald stod da rolig. Da saa Magnus sig om og raabte: «rend nu,« sagde han. Da løb Harald og kom strax frem forbi hesten og langt videre frem og saa til skeidets ende; han kom meget før, saa at han lagde sig ned og sprang op og hilsede Magnus, da han kom. Siden fór de tilbage til byen; men kong Sigurd havde imens været ved messen, og han vidste ikke derom for end efter maaltidet om dagen. Da sagde han vredelig til Magnus: «I kalder Harald uvittig, men mig tykkes, at du er en daare; ikke kjender du udenlandske mænds seder. Du vidste ikke forud, at udenlandske mænd tæmmer sig til andre idrætter end at tylle drik i sig eller at gjøre sig ør og ufør, saa at de ikke har vid og sans; giv Harald hans ring og spot ham aldrig siden, saalænge mit hoved er ovenfor mulden.»


Gerhard Munthe: «Skal vi lade kongen dræbe manden?»
28. Da kong Sigurd engang var ude paa skibe, lagde de ind i en havn, og et kjøbskib laa ved siden af dem, en Islandsfarer. Harald Gille var i forrummet paa kongens skib, men nærmest fremme for ham laa Svein Rimhildsøn; han var søn af Knut af Jæderen[71]. Sigurd Sigurdsøn var en navnkundig lendermand; han styrede der et skib. Det var en godveirsdag, solen skinte klart, og mange folk fór ud i vandet baade fra langskibene og fra kjøbskibet. En islandsk mand, som var ude at svømme, havde gammen af at dukke ned de mænd, som svømte mindre godt. Man lo af det. Kong Sigurd saa og hørte det; siden kastede han klæderne af sig, løb ud i vandet og svømte til Islændingen, greb ham, førte ham under vandet og holdt ham nede, og strax efter, da Islændingen kom op, førte kongen ham atter ned, og siden den ene gang efter den anden. Da sagde Sigurd Sigurdsøn: «Skal vi lade kongen dræbe manden?» En mand sagde, at ingen havde stor lyst til at fare. Sigurd sagde: «Det kunde nok være en mand til det, hvis Dag Eilivsøn var her.» Sigurd løb siden overbord, svømte hen til kongen, tog fat i ham og sagde: «Dræb ikke manden! Alle ser nu, at du svømmer meget bedre.« Kongen sagde: «Lad mig løs, Sigurd, jeg skal dræbe ham; han vil dukke vore mænd.» Sigurd svarer: «Vi to skal nu lege først, men du, Islænding, søg til land!» Han gjorde saa, men kongen lod Sigurd løs og svømte til sit skib; saa gjorde ogsaa Sigurd. Men kongen talte og bød, at Sigurd ikke maatte vorde saa djerv, at han kom ham i øiesyn. Det blev sagt Sigurd, og han gik op i land.


29. Om kvelden, da mændene fór at sove, legte somme mænd oppe paa land. Harald var med i legen og bad sin svend fare ud paa skibet og gjøre hans leie rede og bie der paa ham. Svenden gjorde saa. Kongen var gaaet til hvile. Men da svenden syntes, det tog lang tid, lagde han sig op i Haralds rum. Svein Rimhildsøn sagde: «Det er stor skam for duende mænd at fare dertil hjemmefra sine gaarder, at tjenestegutter drages frem ligesaa høit som de selv.» Svenden svarer og siger, at Harald viste ham did. Svein Rimhildsøn sagde: «Det tykkes os ikke for godt et vilkaar, at Harald ligger her, om han ikke drager her op træler eller stavkarler,» — og han greb op en stok og slog svenden i hovedet, saa at blod flød om ham. Svenden løb strax op paa land og sagde Harald, hvad som havde hændt. Harald gik strax op i skibet og agter i forrummet; han hugg med haandøx til Svein og gav ham et stort saar i armen. Harald gik strax op paa land. Svein løb efter ham op paa land; derefter drev Sveins frænder til, tog Harald til fange og vilde hænge ham. Men da de holdt paa med det, gik Sigurd Sigurdsøn ud paa kong Sigurds skib og vækkede ham. Men da kongen aabnede øinene og kjendte Sigurd, sagde han: «For dette samme skal du dø, at du kom mig i øiesyn; thi jeg forbød dig det,» — og løb op. Sigurd sagde: «Det kan du gjøre, konge, naar du vil, men andre sysler er nu først mere nødvendige; far nu alt det, du kan, op paa land og hjælp Harald, bror din; Rygerne vil nu hænge ham.» Da sagde kongen: «Gud hjælpe os nu! Sigurd, kald paa lursvenden; lad blæse mændene op efter mig.» Kongen løb op paa land, men alle, som kjendte ham, fulgte ham did, hvor galgen var reist; han tog strax Harald til sig, men alt folket strømte strax til kongen, fuldt væbnet, saasnart luren havde lydt. Da siger kongen, at Svein og alle hans fæller skulde fare utlæge; men ved alle mænds bøn fik man af kongen lov til, at de skulde faa have landsvist og sine eiendommer, men saaret kom det ikke bøder for. Da spurgte Sigurd Sigurdsøn, om kongen vilde, at han nu skulde fare bort. «Det vil jeg ikke,» siger kongen, «aldrig kan jeg være uden dig.»


30. Kolbein hed en mand, ung og fattig; men Tora, moder til kong Sigurd Jorsalefare[72], lod skjære tungen ud af hans hoved, og det var ikke større aarsag til det, end at den unge mand Kolbein havde ædt et halvt stykke fra kongsmoderens fad og sagde, at stegeren havde givet ham det, men han turde ikke vedstaa det for hende. Siden fór denne mand maalløs i lang tid; om det taler Einar Skulesøn i Olavs-draapa:

Tungen lod gjæve kvinde
for ganske ringe sag
ud skjære af den fattige
unge mands hoved.
Denne mand saa jeg
sandelig røvet for mælet,
faa uger senere,
som jeg til Lid[73] var kommen.

Han søgte siden til Trondhjem og til Nidaros og vaagede i Kristkirken. Men ved ottesangen paa den senere Olavsmesse[74] sovnede han og syntes at se Olav den hellige komme til sig, tage med sin haand i tungestumpen og trække til sig; men da han vaagnede, var han helbredet og takkede glad vor Herre og kong Olav, som han havde faaet helse og miskund af: han havde faret did maalløs og søgte hans hellige skrin, men derfra fór han helbredet og med flydende tunge.


31. En ung mand, dansk af fødsel, tog hedenske mænd og flyttede til Vendland og havde ham der i baand med andre hærtagne mænd. Nu var han om dagen ene i jern uden vogter, men om nætterne var bondens søn i lænker med ham, for at han ikke skulde løbe fra ham. Men den ulykkelige mand fik aldrig søvn eller ro for sin harm og sine sorger. Han tænkte frem og tilbage paa, hvad som kunde blive ham til hjælp, sørgede meget over sin nød og ræddedes baade for sult og pinsler og ventede sig ingen udløsning af sine frænder, fordi de to ganger havde løst ham med gods fra hedenske lande og han derfor tyktes at vide, at det vilde tykkes dem baade vanskeligt og dyrt at tage dette paa sig for tredje gang. Godt har den mand det, som ikke frister slig ulykke i denne verden, som han tyktes da at lide! Nu havde han ingen anden udvei end at løbe bort og komme sig unda, hvis det kunde lykkes. Dernæst forsøger han det ved nattetid og dræber bondesønnen, hugger foden af ham og stævner saa unda til skogen med lænken. Men om morgenen efter, da det blev lyst, blev de var, hvad som havde hændt, og farer efter ham med to hunder, som var vante til at søge op dem, som løb unda, og de finder ham i skogen, der han laa og gjemte sig for dem. Nu tager de ham til fange og banker og slaar ham og mishandler ham paa alle maader. Siden drager de ham hjem og lader ham med nød og neppe have livet, men ikke nogen anden miskund; de drog ham til pinsler og satte ham strax i mørkestuen, der det forud var sexten kristne mænd inde, og bandt ham der baade i jern og i andre baand saa fast, som de kunde. Saa tyktes ham ulykken og de pinsler, som han før havde havt, som det blot var en skygge af alt det onde, som han nu fik. Ingen mand saa han i dette fængsel, som bad om miskund for ham, ingen mand ynkedes over den ulykkelige undtagen de kristne mænd, som laa bundne der med ham; de sørgede og græd over hans mén og sin egen nød og ulykke. Og en dag gav de ham raad og bad, at han skulde love sig til den hellige kong Olav og give sig til tjenestemand i hans hellige hus, hvis han med Guds miskund og hans bønner kom ud af dette fængsel. Nu lovede han glad dette og gav sig strax til den kirke, som de bad ham. Natten efter tyktes han i søvne at se en mand, ikke høi, staa ganske nær hos sig og tale saaledes: «Hør, du arme mand,» siger han, «hvi staar du ikke op?» Han siger: «Min herre, hvad for mand er du?» «Jeg er kong Olav, som du kaldte paa.» «Ak, min gode herre,» siger han, «jeg vilde med glæde staa op, hvis jeg kunde; men jeg ligger bunden i jern, og dertil i lænker, med de mænd, som her sidder bundne.» Siden kalder han paa ham og taler saaledes til ham: «Staa du raskt op, og frygt ikke; vist er du nu løs!» Dernæst vaagnede han og fortalte sine fæller, hvad han havde drømt. Siden bad de ham staa op og friste, om det var sandt. Op stod han og merkede, at han var løs. Nu sagde hans andre fæller, at det ikke vilde komme ham til nogen nytte, da døren var læst udentil og indentil. Da lagde en gammel mand, som sad der i haardt fængsel, sine ord med og bad ham ikke mistro den hellige mands miskund, som havde løst ham, — og sagde tillige: «Han har vel gjort jertegn imod dig, for at du skulde nyde hans miskund og blive løst herfra, men ikke for at du skulde faa større ulykke og pinsel. Vær nu rask,» siger han, «og søg til døren, og hvis du kan komme ud, saa er du hjulpen.» Saa gjorde han, fandt strax døren aaben, løb strax ud og bort i skogen. Saasnart de blev dette var, slap de sine hunder og fór efter saa raskt, de kunde, men han ligger og gjemmer sig og ser nøje, den stakkers mand, hvor de farer efter ham. Nu mistede hundene strax sporet, da de kom nær ham, men for alle forvildedes synet, saa at ingen kunde finde ham, og dog laa han der for deres fødder; de vendte da hjem igjen derfra og klagede meget og harmedes over, at de ikke kunde faa stanset ham. Kong Olav lod ham ikke tage skade, da han var kommet til skogen, men gav ham hørsel og fuld helse, medens de forud havde slaaet ham og banket ham overalt i hovedet, indtil han blev døv. Dernæst kom han paa et skib med to kristne mænd, som længe havde været pinte der, og de brugte da alle sammen den farkost, som de kunde bedst, og flyttede sig saaledes fremad paa denne flugt. Siden søgte han til den hellige mands hus; han var da bleven helbredet og sterk. Da angrede han sine løfter, brød sine ord til den milde konge og løb da bort en dag og kom henimod kvelden til en bonde, som gav ham herberge for Guds skyld. Siden om natten, da han laa i søvn, saa han tre møer gaa til sig, vakre og fagert klædte, og de talte strax til ham og rettede haarde ord imod ham, fordi han skulde være saa djerv, at han løb fra den gode konge, som havde vist ham saa stor miskund, at han løste ham først fra jern og siden fra fængsel, og saaledes fjernede sig fra den kjære herre, som han havde gaaet i tjeneste hos. Dernæst vaagnede han, fuld af rædsel, og stod strax op aarle og fortalte sin drøm til husbonden; men den gode bonde gav ham ikke lov til andet end at vende hjem tilbage til det hellige sted. Den mand skrev først om dette jertegn, som selv saa manden og merkerne efter jernene paa ham.


32. Kong Sigurd lod styrke saa meget kjøbstaden i Konungahella, at det blev ikke dengang nogen mægtigere kjøbstad i Norge, og han sad der lange stunder for at verge landet. Han lod bygge en kongsgaard i kastellet. Han lagde paa alle de herreder, som var i nærheden af kjøbstaden, og ligesaa paa bymændene, at hvert aar skulde hver mand, ni vintre gammel eller ældre, bære til kastellet fem vaabenstener eller fem staurer, som man skulde gjøre hvasse i den ene ende og fem alen høie. Der i kastellet lod kong Sigurd bygge Korskirken; det var en trækirke og omhyggelig bygget baade i emne og udstyr. Korskirken blev viet, da Sigurd havde været konge i fire og tyve vintre [1137]. Da lod kongen det hellige kors og mange andre helligdommer være der. Kirken blev kaldt Kastelkirken. Foran alteret satte han den tavle, han havde ladet gjøre i Grækenland; den var gjort af erts og sølv og fagert forgyldt, og deri sat emalje og ædelstener. Der var et skrin, som danekongen Eirik Eimune[75] havde sendt til kong Sigurd, og en plenarius[76] skrevet med guldbogstaver, som patriarken[77] havde givet kong Sigurd.


33. Tre vintre efter, at Korskirken blev viet, fik kong Sigurd sott; da var han i Oslo. Han døde der én nat efter Mariamessen i faste[78]. Han blev jordet i Halvardskirken, lagt i stenvæggen ude fra koret paa den søndre side. Magnus, kong Sigurds søn, var da i byen; strax da kong Sigurd døde, tog han alle kongens skattegjemmer. Sigurd var konge over Norge i syv og tyve vintre; han var 40 aar gammel, og hans tid var god for landsfolket, det var da baade gode aar og fred.


Slutvignet Magnussønnernes saga.jpg


Noter:

  1. Snorre regner korstoget ét aar for sent, saa at aarstallene 1107 til 1110 er feil for 1108 til 1111.
  2. Henrik I 1100-35.
  3. Æges eller havgudens hest, d. e. skibet.
  4. d. e. 1109.
  5. Jakobsland, d. e. Galizien, kaldet saa efter apostelen Jakob, som der havde et berømt valfartssted, Santiago.
  6. d. e. ravner.
  7. d. e. 1110.
  8. d. e. den spanske halvø, her Portugal.
  9. Cintra paa halvøen nordvest for Lissabon var i 1109 efter kong Alfonso’s død bleven taget af Maurerne; Sigurd har her hjulpet grev Henrik af Portugal, som i 1110 tog Cintra tilbage fra Maurerne.
  10. Det «hedenske» (d. e. mohamedanske) Spanien begyndte dengang ved Tejo.
  11. Sigurd har ogsaa hjulpet grev Henrik aar 1110 med at beleire Lissabon; det lykkedes dem ikke at tage borgen.
  12. En borg ved floden Sadão, syd for Setubal, som endnu i 1436 kaldes Sandago d’Alcazar.
  13. d. e. søndre side af Spanien ligeoverfor Serkland (Marokko).
  14. Den sydvestligste af de Baleariske øer.
  15. Middelald.-latin barca, barkasse.
  16. d. e. Minorka.
  17. d. e. Apulien eller Syditalien. Grev Roger vandt Apulien efter sin fætter Vilhelms død 1127, blev konge 1130 og døde 1154.
  18. Rogers søn Vilhelm I (1154-66) er her slaaet sammen med sin søn Vilhelm II († 1189); det var den sidste, som førte krige med det græske rige.
  19. Vilhelm I havde foruden sønnen Vilhelm II to døtre; den ene var gift med Isaak Komnenos, uafhængig keiser paa Cypern (1183-91), den anden med Berengar Margarito, admiral i Sicilien.
  20. Keiser Henriks hustru (Constantia) var datter af Roger, ikke af Vilhelm.
  21. d. e. paa Snorres tid. Fredrik II blev kronet til keiser 1220, døde 1250.
  22. d. e. Cypern, se note 3 [Note 19].
  23. Emanuel Komnenos var græsk keiser 1143-80.
  24. Kirjalax (græsk Kyr-Alexios, eller hr. Alexios), her Alexius II, keiser 1180-83. hans moder var ikke sicilisk prinsesse, men datter af fyrst Raimund af Antiochia.
  25. Sigurd landede ved Joppe, ikke ved Akersborg (Acre).
  26. Syrland, d. e. Syrien.
  27. Sæt, d. e. Sidon (Sagitta).
  28. Sidon blev overgivet til kong Balduin 19de dec. 1110.
  29. Dølerne, d. e. Gudbrandsdølerne, her for: Nordmændene.
  30. Cypern.
  31. Cap St. Angelo eller Malea, sydøstligst i Grækenland.
  32. Kirjalax betegner her keiser Alexios Komnenos (1081-1118).
  33. Gullvarta, d. e. den gyldne port (gr. chrysé porté), den sydvestligste i Konstantinopel.
  34. Laktjarner, d. e. paladset Blachernæ i stadens nordligste del.
  35. Padreimen, d. e. Hippodromen, væddeløbsbanen, søndenfor Sofiakirken i stadens østlige del.
  36. Peterskirken laa mellem Sofiakirken og det «store palads» østligst i staden.
  37. Bulgarien var dengang en græsk provins.
  38. Ungarn naaede dengang til det vestlige Bulgarien (ved Donau).
  39. Pannonia er det latinske navn paa det vestlige Ungarn.
  40. d. e. Schwaben, som ellers urigtig nævnes foran Baiern, da det ligger vestenfor.
  41. Bejare-land, d. e. Baiern (med Østerrige).
  42. Lozarius, d. e. Lothar, hertug af Sachsen, som først 1125 blev tysk-romersk keiser efter Henrik V (1106-25); hertug Lothar var rigsvikar under keiserens ophold i Italien vaar 1111.
  43. d. e. 1111.
  44. Heidaby er egentlig det samme som Slesvig.
  45. Dansk konge 1104-1134.
  46. Mikalskirken var klostrets kirke.
  47. Denne ældste «kongehal» i Bergen laa der, hvor nu kommandantboligen paa Bergenhus er. Apostelkirken laa nordenfor den, se kartet side 746 no. 8. [Kartet Bergen på Snorres tid i Kartarkivet].
  48. Se kartet side 525 no. 15. [Kartet Nidaros i Kartarkivet].
  49. Vaagan i Lofoten.
  50. d. e. gav gods til kirken og presten.
  51. Nu Store Dal.
  52. Aamord, nu Borge herred i Smaalenene.
  53. Harald, d. e. Mstislav, søn af Vladimir Monomach, russisk storfyrste 1125-32.
  54. Valdemar den store, konge 1157-82.
  55. Karl, svensk konge 1161-67.
  56. Sørkve (Sverke), svensk konge 11961210.
  57. Skøiter af glattede faareben.
  58. Sundet mellem Senholmen og fastlandet i Askvolds herred, Nordre Bergenhus amt. «Taarnet» har været reist som sjømerke.
  59. Halvøen mellem Romsdalen og Sundalsfjorden, hvor fjeldet Stemshesten er; her laa kongsgaarden Hustader, nu Hustad.
  60. Se side 667 [I Magnus Barfots saga, kap. 16.]
  61. 360.
  62. Nu Simrishamn i det sydøstlige Skaane, se kartet side 550. [Kartet Danmark på Snorre Sturlasons tid i Kartarkivet].
  63. Nu Tomarp søndenfor Simrishamn.
  64. 1800
  65. «Det store mørke» er solformørkelsen 11te august 1124.
  66. Ætten boede paa Blindheim paa Søndmøre.
  67. Gille-Krist, d. e. Kristi tjener, blev i Norge forkortet til «Gille».
  68. Se side 406 note 1. [I Olav den helliges saga, kap. 135, note 272.]
  69. «Skeid» (udtales «skjei») er det sedvanlige navn paa kapløb, vedderidt o. l.
  70. Gaterne (Götur) kaldtes den vei, som gik fra Halvardskirken mod nord til Martestokker (Galgeberg), nuvær. St. Halvardsgade (før «Galgebergsgade»), se kartet side 779. [Kartet Oslo på Snorres tid i Kartarkivet].
  71. Knut Sveinsøn paa Sole var sønnesøn af Aslak Erlingsøn, se s. 249. [I Olav den helliges saga, kap. 31].
  72. I den ældste legende er denne Tora ikke Sigurd Jorsalefares, men Sigurd Munds moder. Jertegnet skulde altsaa være foregaaet omkr. aar 1150.
  73. Gaarden Lien i Bratsbergs sogn, Strinden herred, i Søndre Trondhjems amt.
  74. 3dje august.
  75. Konge i Danmark 1134-37.
  76. Plenarius, «fuldstændig» (bog) kaldtes en fuldstændig samling af kirkelige texter, som ellers hørte hjemme i forskjellige hefter, f. ex. de fire evangelier eller det nye testamente eller epistler og evangelier for hele kirkeaaret.
  77. d. e. patriarken i Konstantinopel.
  78. 26de mars 1130.