Snorre Sturlasøns fortale

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif
Norsk.gif


Snorre Sturlasøn

Kongesagaer


oversat af

Gustav Storm

Kristiania
J.M. Stenersen & Co
1900

Nationaludgave (2den udgave)


Snorre Sturlasøns fortale


I denne bog lod jeg skrive gamle frasagn om høvdinger, som har havt riger i Nordlandene og har talt i dansk tunge[1], saaledes som jeg har hørt frode[2] mænd fortælle, ligeledes nogle af deres slegtrækker, saaledes som man har lært mig dem; noget af det findes i den forfædrerække, hvori konger eller andre storættede mænd har regnet sin slegt, og noget er skrevet efter gamle kvæder eller saga-digte, som man har havt til skjemt; og skjønt vi ikke har vished om det, kjender vi dog tilfælder, hvor gamle frode mænd har regnet sligt for sandt. Tjodolv fra Kvine[3] var skald hos Harald den haarfagre; han digtede ogsaa om kong Ragnvald «heidum-hære» det kvæde, som kaldes Ynglinge-tal. Ragnvald var søn af Olav Geirstade-alv, broder til Halvdan Svarte. I det kvæde nævnes 30 af hans forfædre, og der fortælles om hver enkelts død og gravsted. Fjålne nævnes den, som var søn af Yngve-Frøi, som Svearne længe senere blotede[4] til; efter hans navn [Yngve] er Ynglingene kaldte. Øivind skalde-spilder regnede ogsaa op Haakon jarl den mægtiges forfædre i det kvæde, som heder Haaløigje-tal og er digtet om Haakon. Der nævnes først Sæming, søn af Yngve-Frøi; der fortælles ogsaa om hver enkelts død og haugsted. Efter Tjodolvs digt er først Ynglingenes levnet skrevet og dertil øget efter frode mænds udsagn. Den første tidsalder kaldes brænd-alder; da skulde man brænde alle døde mænd og reise bautastener efter dem, men efterat Frøi var hauglagt ved Upsaler, da gjorde mange høvdinger ikke mindre hauger end bautastener til minde om sine frænder. Men siden Dan den storladne, danekongen, lod gjøre sig en haug og bød, at han efter døden skulde bæres did i kongeskrud og hærklæder med hest og sadeltøi og meget andet gods, da gjorde siden mange af hans ætmænd det samme, og det blev ophav til haug-alderen der i Danmark; men brænd-alderen holdt sig længe efter blandt Svear og Nordmænd. Men da Harald den haarfagre var konge i Norge, byggedes Island. Hos Harald var det skalder, og endnu kan man deres kvæder, ligesaa kvæder om alle de konger, som det siden har været i Norge; og vi tager helst vidnesbyrd fra det, som findes i de kvæder, som blev sagt frem for høvdingene selv eller for deres sønner; vi tager alt det for sandt, som findes i de kvæder om deres færder eller kampe. Det er nok skaldenes vis at rose mest den, som de kvæder til, men ingen turde dog vove at fortælle en selv om saadanne handlinger af ham, som alle de hørende, og han selv med, vidste var løgn og løs tale; det vilde være spot, men ikke ros.


Are prest den frode, søn af Torgils Gellesøn, var den første, som her i landet [d. e. Island] skrev paa norrønt maal[5] om fortiden, baade om gammelt og nyt. I førstningen af sin bog skrev han mest om, hvorledes Island blev bygget og dets love grundlagte, dernæst om, hvor længe hver af lovsigemændene[6] havde sagt loven, og regnede derom aarstal, først til den tid, da kristendommen kom til Island, og derefter lige til sine dager; han tog der med ogsaa mange andre hændelser, baade om kongernes levnet i Norge og i Danmark og tillige i England og desuden om store tidender, som havde hændt her i landet[7]. Og tykkes mig alle hans fortællinger meget troværdige; han var meget forstandig og tillige saa gammel, at han var født aaret efter Harald Sigurdsøns fald. Han skrev, som han selv siger, Norges kongers levnet efter fortælling af Odd Kolsøn, sønnesøn af Hall paa Sida; men Odd fik sin kundskab fra Torgeir Avraadskoll, som var en vís mand og saa gammel, at han boede paa Nidarnes, da Haakon jarl den mægtige blev dræbt; paa det samme sted lod kong Olav Trygvesøn reise kjøbstaden der, den nu er. Are prest kom 7 vintre gammel til Haukadal[8] til Hall Torarensøn og blev hos ham 14 vintre. Hall var en meget vís mand, med god hukommelse; han mindedes det, at Tangbrand prest døbte ham tre vintre gammel; det var én vinter før, end kristendommen blev lovtagen paa Island. Are var 12 vintre gammel, da biskop Isleiv døde. Hall fór mellem landene [Island og Norge] og havde bolag med kong Olav den hellige og fik meget gavn deraf; derfor kjendte han godt til kongens styrelse. Men da biskop Isleiv døde, var det gaaet henved 80 vintre efter kong Olav Trygvesøns fald. Hall døde ni vintre senere end biskop Isleiv; da var Hall 94 vintre gammel. Han var 30 vintre gammel, da han satte bo i Haukadal, og boede der 64 aar; saa skrev Are. Teit, søn af biskop Isleiv, blev fostret hos Hall i Haukadal og boede der siden; han lærte Are prest og gav ham megen kundskab om fortiden, som Are senere skrev ned. Are fik ogsaa megen kundskab hos Turid, datter af Snorre gode; hun var meget klog; hun kunde mindes sin fader Snorre, som var næsten 35aarig, da kristendommen kom til Island, men døde aaret efter Olav den helliges fald. Det var ikke underligt, at Are var sandkyndig om gamle tidender baade her og udenlands [d. e. i Norge], thi han havde faaet sin kundskab fra gamle og vise mænd, men selv var han lærelysten og havde en god hukommelse. Men kvæderne tykkes mig mest troværdige, hvis de bliver rigtig kvædne og forstandig opfattede.


Noter:

  1. Dansk tunge kaldtes i oldtiden det sprog, som taltes i alle de nordiske lande.
  2. Frod (fróðr) kyndig, især om fortiden, «historiekyndig».
  3. Kvine (Hvinir) er fjorden og landet om Kvinesdal, i Lister og Mandals amt.
  4. Blote (blóta) er at ofre til de gamle guder; blot-sted er offersted.
  5. Norrønt maal (egentlig norsk sprog) kaldtes skriftsproget i Norge og paa Island i 12te og følgende aarhundreder.
  6. Lovsigemand hed formanden for lagretten, den lovgivende myndighed paa altinget paa Island; han kaldtes saa, fordi han «sagde, hvad der var lov».
  7. Are frode, født 1067, død 1148, skrev mellem 1122 og 1133 sin Islendingabók, hvis indhold her gjengives. Bogen er tabt, men kjendes dels af uddrag, dels af Ares egen senere udgave (fra omtr. 1135), hvori han udelod afsnittene om de islandske stamtavler og om kongerne i Norge, Danmark og England. Denne udgave kaldes ogsaa Islendingabók eller (rettere) Libellus Islandorum og er trykt mange gange.
  8. Haukadal (Haukadalr), gaard i Árnessysla i det sydlige Island.