Hyndlasangen (1923)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif



Atlantis, 1. Bind,
Aargang 1923


Oversættelse fra oldnordisk af
Thøger Larsen


Hyndlasangen
Indledning og oversættelse



Freya vækker Hyndla (W.G. Collingwood, 1908)

Pladshensyn nøder mig til i nærværende Tidsskrift at udelade et Stykke af Digtet. Jeg har udeladt Afsnittet fra Vers 17—28 incl., der kun er en Opremsning af Slægtregister og intet yderligere Bidrag giver til Forstaaelsen af Sangen. Med Hensyn til de oldnordiske Navnes Skrivemaade har jeg valgt at bruge de oldnordiske Endelser, dog med enkelt n for dobbelt og lign. Endelserne paa r og i kunde vel under Hensyn til Sprogets senere Ændring forandres i Overensstemmelse dermed, men de mange Forsøg, der er gjort i saa Henseende synes mig paa visse Omraader at savne Konsekvens. Det er en Gang vedtaget at skrive Odin og ikke Oden, Tyr og ikke Ty, Mimir og ikke Mime eller Mim[1]. Ved at beholde Endelserne uforandret er Navnene mere skikket til etymologiske Sammenligninger[2]; desuden mener jeg min Fremgangsmaade vel begrundet i den Omstændighed, at disse Navne ikke har fulgt Sprogets Udvikling, men har deres sidste Udviklingstrin i den Form, hvori Eddaerne har overleveret os dem.


Jeg har intet Hensyn taget til de saakaldte "Tekstforbedringer" eller tekstkritiske Forandringer, forsaavidt overhovedet en Analyse af den overleverede Tekst var mulig, og det er den i Hyndlasangen paa et eneste Sted nær i Strofe 41, anden Halvlinje. "Forbedringerne" og de kritiske Indgreb kan kun retfærdiggøres af Visheden om en fuld Forstaaelse af Digtets Indhold og er endda altid betænkelige[3]. De kan aldrig retfærdiggøres af, at man er i Vilderede med Tydningen. Selvfølgelig kan en gammel Afskriver have skrevet forkert eller husket forkert, men der skal ganske særlige Forhold til, hvis en langt senere Tid skal findes berettiget til at føre hans Pen eller rette ved hans Opfattelse. Thi selv om meget af det oprindelige Indhold han have været dunkelt for syv- otte Hundrede Aar siden, er det sandsynligvis ikke blevet klarere af at blive fjernere. Dernæst kan jeg ikke frigøre mig for den Opfattelse, at Tydningen af germansk Mytologi er tendentiøs, alt skal med Vold og Magt være af germansk Oprindelse, mens man dog veed, at selve Sproget ikke er isoleret germansk og mens man dog ikke veed meget sikkert om Germanernes Oprindelse. Det skulde ikke synes urimeligt at søge Tankegangens Kilder der, hvor man maa søge Ordforraadets Kilder.


Med Hensyn til Egennavnene frembyder der sig ofte en Vanskelighed overfor den strænge Filolog. De etymologiske Regler er vel underbyggede og skal nødvendigvis være det, for at denne Videnskab virkelig kan blive en Ariadnetraad for Forskeren. Alligevel kommer der trods alt let en Kurre paa Traaden. Med Reglerne paa Fingrene kan man komme til de absurdeste Resultater, hvis man ikke fastholder, at Meningen nogenlunde skal følge Ordet paa dets Vandring fra den ene Lydform til den anden. Jeg kunde nævne kuriøse Eksempler, men skal her afholde mig derfra. Et af de mindre grelle vil jeg dog nævne. Egennavnet "Alfrådhull" (en poetisk Betegnelse for Solen) oversættes ved "Alfestraale", Ordet "rådhull" maa vel da sammenstilles med det latinske "radius" eller "radiolus", hvad for Resten falder udenfor Reglen, da den nordiske Form jo skulde være råtull. Det naturlige latinske Ord at sammenstille rådhull med er rotula, et lille Hjul. Navnet skulde da betyde "Alfehjul", og denne Forklaring er saavidt langt den sandsynligste, som fra gammel Tid netop Hjulet er et Solsymbol.


Men Egennavnene i Germansk, hvoraf sikkert mange ikke daglig har været paa Lægfolks Tunge, er tit overleverede i en mangelfuld Stavning. Saaledes forekommer Motsognir og Modhsognir, Mutspelli og Mudhspelli, Ottar og Odhr, Vidholfr og Vittolfr, Veksel mellem ey og ei osv. Disse Forhold vanskeliggør i høj Grad den etymologiske Sikkerhed. Yderligere er Egennavnene ikke alle samtidig vandret fra det ene Folk til det andet. Nogle har undergaaet den normale Lydflytning, andre er langt nyere og maa nærmest betragtes som Laaneord. Skønt Emnet trænger til en meget udførligere Behandling, maa jeg her nøjes med disse Bemærkninger, idet jeg dog vil tilføje, at Tankegrundlaget for de ariske Folks Mytologiudvikling ikke alene lader sig finde ved Hjælp af Etymologiens Ledetraad og de brudstykkeagtige og i Mysterier delvis formummede mytologiske Overleveringer. Jeg tror at have gjort den Erfaring, at det ikke mindre kommer an paa at kunne gøre sig fortrolig med Stjernehimlens Omdrejningsforhold i de gamle Tider. Jeg siger ikke, at Indsigt paa disse tre Omraader er tilstrækkeligt Grundlag. Der er mange Huller endda, og Vildspor er uundgaaelige. Men jeg tror, det ved Hjælp af disse tre Nøgler er muligt at trænge saa langt ind i Krypten, at visse arkitektoniske Fikspunkter i den i Virkeligheden storslaaede Bygning, paa hvis Grundvold hele Nutidens videnskabelige Pragtslot er rejst, lader sig bestemme med ikke ringe Sikkerhed. Endelig er det nødvendigt at fjerne al pangermansk Nationalfølelse fra Undersøgelserne, bruge Ur-kilderne uberørt af tekstkritiske Pegefingre og udvikle en rent objektiv Sporsans. Skulde en bedre trænet Haand end min melde sig til Tjeneste ved Brugen af de nævnte Nøgler, vil jeg hilse den velkommen.


II


Hvem Hyndla er eller rettere til hvilken Skikkelse hun svarer i ældre Mytologier, lader sig vanskeligt bestemme. Hun søges af Freyja, fordi hun paa en Vålves Vis sidder inde med en ældgammel Viden om Guders og Heltes Slægtregister. Det ligger da nær at slutte, at hun staar i nær Forbindelse med Maanen, der hos de gamle Grækere og Romere er Fødselsgudinde. Freyja søger hende imidlertid i Mørket og i hendes Sovetid, og det synes, som om hendes Gangere er Maaneulvene, det nævnte Himmellegemes farlige Fjender, der kun kan være synlige i Maaneskin[4]. Hendes Navn peger hen paa den romerske Fødsels- og Maanegudindes Medhjælperske Candelifera, Kertebæreren, der ved Forløsningen antænder Livskerten. Ogsaa Sanskrit har Betegnelsen Candrá til Maanen, blot i Betydningen "den skinnende". Den nordiske Form skulde da nærmest have været Hyntla, men nogen Udtaleforskel mellem Hyntla og Hyndla bliver næppe bemærkelsesværdig. Y'et i første Stavelse svarer til Ændringen i Laaneordet kyndill fra candêla, Kerte.


Hovedpersonen i Sangen er Ottar, der betegnes som Freyjas Mand og altsaa maa være den samme, som almindelig kaldes Odhr. Han skildres her som en Yngling, og Snorres Edda siger om ham, at han havde en Datter med Freyja ved Navn Hnoss, efter hvem alt skønt og kostbart nævnes. Odr drog langt bort, men Freyja græder af Sorg derover, hendes Taarer er det røde Guld. Freyja har mange Navne, hun kaldte sig paa forskellig Maade, da hun færdedes blandt ukendte Folkeslag for at finde Odr. I Hyndlasangen synes hun at have ham formummet i Skikkelse af Galten Gyldenbørste eller Hildesvin. Stærke Træk peger her hen paa de græsk-romerske fra Asien stammende Sagn om Rhea Kybele og hendes Ven Ynglingen Attis, hvis Navn turde være identisk med Odr[5]. Rhea ombyttes her med Freyja, om hvem Navnet (særligt i Formen Rheia) minder og med hvem "den store Moder" har flere Ligheder. Sagnet er rimeligvis sent indvandret hos Nordboerne, siden Formen Ottar eksisterede ved Siden af Odr, hvorved ogsaa Ombytningen af Navnene Rhea og Freyja er forstaaeligere, thi de er utvivlsomt af forskelligt Udspring. Rheas Yndling, Elskede eller muligvis Søn Attis berøver sig selv sin Manddom og dør; han forvandles til en Gran, og Rhea sørger dybt. Men hvert Foraarsjævndøgn fejres hans Genopstandelse. I nærværende Tidsskrifts første Hefte ("Et Maanekort fra Oldtiden") har jeg paavist, at Attis er en Figur i Maaneskivens højre Side, den første, der kommer frem i den tiltagende Maane. Endogsaa Freyjas Ytring i Hyndlasangen, om at Ottar har bygget hende et skønt Alter og derefter farvet det rødt i Oksers Blod, hentyder paa Attisdyrkelsens Tyreofring (Taurobolium) og Daab i Tyreblodet.


Hvem Attis Modpart Angantyr er, faar staa hen i det uvisse. Til Navnet skulde svare et græsk Agkhon- (Ankhon-), og man turde maaske gætte paa Aphrodites i Unaade faldne Elsker Ankhises. Det har dog mindre Interesse at klare dette Spørgsmaal, da Angantyr jo i Digtet ikke spiller anden Rolle end at være Foranledningen og bare nævnes. Man maa uvilkaarlig tænke paa et Slags Medbejlerskab mellem Ottar og Angantyr.


Nu tænker jeg mig, Freyja henvender sig til Kertetænderen Hyndla for at vække hende af Mulmsøvnen og faa Maanen tændt. Tredje Dag efter dens Tænding begynder Attisfiguren at vise sig og er først fuldt fremme naar Maanen er i 1. Kvarter. Tredje Dag efter Besøget hos Hyndla skal Væddekampen med Agantyr finde Sted. End ikke den gamle Forestilling om "Erindringens" Medvirken ved Maanens Genfødelse eller om dens Fyldning med Gudedrikken mangler. Hyndla faar Anmodning om at bære Minde-Øl for Galten.


III


To kendte mytologiske Skikkelser faar en særlig indgaaende Omtale i Slutningen af Hyndlasangen, Heimdalr og Loki. Heimdalr er en af de vanskeligt bestemmelige Skikkelser i den nordiske Mytologi. Dog peger mange Træk i Retning af, at han er Maanegud og særlig den voksende Maanes Guddom, hvormed tillige følger, at han er Gud for Vækst og Frugtbarhed: "han kan høre Græsset gro". Han har Binavnene Gullintanni (Gyldentand) og Hallinskidhi (aftagende Del[6]); det sidste Navn, hvis det er rigtigt tydet, siger dog, at han repræsenterer Maanens hele Faseforløb. Hyndla lægger imidlertid hele Vægten paa hans Fødsel og Fremvækst og hvorledes han næres af Jordens og Havets Kræfter.


I "Lokis Kiv" Strofe 48 siger Loki:

"Ti du, Heimdalr, dig blev i Olddage
det lede Liv beskikket
med gylden[7] Bag som Gudernes Vagt
evig og altid at vaage.

Dette karakteriserer ogsaa Heimdalr som Maanegud.


Men Heimdalrs Forbillede (tør man vel sige) i den gamle Mytologi er ikke saa let med Sikkerhed at paavise. Jeg tror dog nok, de fleste Spor viser i Retning af Grækernes Poseidon. Han opfattes i Almindelighed slet og ret som Havgud, hvad dog ingenlunde er en udtømmende Bestemmelse af hans Væsen. Poseidon minder i meget om den oldindiske Gud Pushan, den store Nærer, der bringer Blomstring, Trivsel og Velstand. Guderne lader ham ægte Solsøsteren Sûryâ, der ogsaa betegnes som Somas (Maanens) Ægtefælle. Han sejler i gyldne Skibe paa Havet og i Luften (Maanebaaden), ledsager Solen og driver Stjernehjorden, er i det hele Vogter af Hjordene, han kører til Offerfester med Gedeforspand og nævnes ofte sammen med Indra og Soma.


Poseidon er ogsaa en stor Nærer og Befordrer af Vækst og Frugtbarhed, som saadan hedder han Phytalmios*)[8]. Ogsaa Gedens Navn forekommer ofte i Forbindelse med Poseidon, særlig i Kystnavne, idet Bølgerne sammenlignedes med hoppende og springende Geder (Preller). Poseidon staar i flere Henseender Dionysos nær. Han er Havgud, men synes mere en Gud for den frugtbargørende Fugtighed end egentlig Havgud. Det vilde svare mere til hans samlede Egenskaber at være Maanegud. Derved er han tillige Havets Herre, idet han er Tidevandets Fører; Poseidon er nemlig særlig Flodbølgens Gud og Kysternes, Flodernes og Kildernes Guddom. Som Jordskælvgud er han udstyret med Trefork (muligvis en Forestilling opstaaet ved Lynnedslag i Havet). Ligesom Maaneguddommene skildres han ofte i Tyreskikkelse (med Maanehornene), og han dyrkes med Tyreofre. Han er ogsaa ligesom Pushan Gud for Hjordene. Det er naturligvis ikke Meningen at sammenstille Navnene Pushan og Poseidon i samme Forstand som f. Eks. Varuna og Uranos, der selv om en haarfin Etymolog vil pille ved n'et i de to Navne utvivlsomt er et og samme Navn, men kun at vise Sandsynligheden af, at de i Betydning og Rod hører sammen.


Et af Poseidons Binavne er Kymothalés*)[9], der synes at svare til det nordiske Heimdalr (eller Heymdalr). Betydningen er "den bølgespirede" og passer godt til Maanens Fødsel af Havet. De ni Jætterkvinder, som føder Heimdalr ved Jordgudindens Fødselsorgan, er utvivlsomt de ni Muser, Svangerskabsmaanedernes Gudinder (se Artiklen Fimbul i forrige Hefte). Man vil indvende, at deres nordiske Navne ikke svarer til de græske, men de græske Musers Navne varieres ogsaa, navnlig ændres de med deres Antal; man tør ikke vente en saa detailleret Overensstemmelse, hvor Myten har været paa saa lang en Vandring. Det stemmer nu godt med de anførte Forudsætninger, at Heimdalr er "øget", bragt i Vækst og Tiltagen ved Jordens Kræfter, den svalkolde Sø og Offerblodet. Det stemmer yderligere, at han er Gud for Regnbuen, denne Fremtoning i Luftens Vande. Hans nære Forbindelse med Erindringsguddommen Mimir forstaas ogsaa bedre. Det Øje, Odin har pantsat hos Mimir, er nemlig Maanen, der er i Erindringsguddommens Vold, mens den er borte fra Himlen. Mimir drikker Mjød af Gjållrs Horn (Gjallarhornet), hos Grækerne Akheloos' afbrækkede Horn, Maanehornet. Heimdalr blæser i samme Horn, Stormenes Hyl under Maanehornet. Og ligesom Maanen hos Grækerne og Romerne er Fødselsgudinde, er Heimdalr Stændernes Stamfader.


For nu igen at vende tilbage til Odr eller Ottar (Attis), hvis Figur (det ene Ben) begynder at vise sig paa Maaneskiven, naar Maanen er ca. 3 Dage gammel, da skal vel hans Opregning af Slægtregisteret ved Hjælp af Erindrings-drikken forstaas som Betingelsen for hans Genfødelse;" ligesom Maanen genfrembringes ved Erindringens Hjælp, maa Maanefiguren genfrembringe sig selv gennem Erindringen om sin Herkomst.


IV


Endnu maa kort omtales Verset angaaende Lokis Afkom. Der er her ikke Plads til nærmere at behandle selve Lokiskikkelsen. Men Beretningen om Lindr, der blev brændt, og hvis halvsvedne Hjerte Loki aad, henpeger tydeligt paa den græske Myte om Dionysos Zagreus, der blev sat paa Himmeltronen, men sønderreves af Titanerne. Zeus nedslugte det endnu bankende Hjerte og fødte Dionysos paa ny. Dionysos har Binavnet Lênaios, der her synes at være blevet til Lindr, den kvindelige Bakkhos, og Loki har overtaget den mandlige Moderrolle, ligesom da han fødte Odins Hest Sleipnir. Afkommet er alle "flagdh'er" paa Jorden, det vil sige alle Bakkhantinder, thi Bakkhos har ogsaa Binavnet Plagktér. Navnet flagdh gengives bedst ved Flane, der er af samme Rod.


Bakkhos (Dionysos) er den Gud, der hos Grækerne, ligesom Indra hos Oldinderne, beruser sig i Maanens Soma og overfører den til Elementerne som den frugtbargørende Kraft, Skyernes Regn, Planternes Saft, Druens Vin (der hos Grækerne erstatter den jordiske Soma). Denne Virksomhed omtales i Strofe 42, hvor Havet suges stormpisket mod Himlen, Luften er i Oprør, der dannes Sne og snare Vinde, hvorefter Regnen strømmer ned. Bakkhos' og Poseidons Virksomhed falder i den Henseende til en vis Grad sammen.


I Strofe 43 omtales atter Heimdalr. "Kvindens Ven i alle Hjem", nemlig som Stændernes Stamfader, se "Sangen om Rigr".


Hermed har jeg i størst mulig Korthed begrundet min Opfattelse af Hyndlasangens Indhold og gaar over til den poetiske Gengivelse af Sangen.



HYNDLASANGEN


FREYJA
1. Vaagn, Møers Mø, vaagn, min Veninde,

Hyndla, Søster, som i Hulen bor.
Nu er Mørket mørkest, Mø, lad os ride
til Val-Hallen og Helligdommen.


2. Hærfader beder vi bo os i Sinde,
Guld han giver, hvem godt skal lønnes.
Gav han Hermodr Hjælm og Brynje
og Sigmundr Sværd i Eje.


3. Giver somme Sejren og somme Guldet,
giver mange Maalpragt og Mænd Visdom,
Rygvind til Roere, Rim til Skjalde
og Mandsmod til mangen Kæmpe.


4. Til Thor vil jeg blote og til ham bede,

at han vil yde dig evigt Lejde,
skønt jævnlig fjendsk imod Jættekvinder.


5. Træk nu din ene Ulv af Stalden

ud at ile med Ornen min.
HYNDLA
Sen gaar din Galt paa Gudernes Veje,
ej vil min herlige Hest jeg sadle.


6. Ful er du Freyja, en falsk Frister,

ud det lyser af Øjnene paa dig,
at du veed, din Mand er i Valfølget,
unge Ottar, Innsteins Søn.


FREYJA
7. Daaret er du, Hyndla, drømmehildet,
naar du venter min Mand er i Valfølget,
hvor Galten glimrer, Gyldenbørsten,
Hildesvinet, som de herligt skabte
Dværgeparret Dain og Nabbi.


8. Sammen fra Sadlerne sidde og tale
Ord om de øverstes Ætter vil vi,
Ord om de gæve, fra Guder komme.


9. Væddemaal har om Valamalmet
unge Ottar med Angantyr.
Hjælp maa vi yde den unge at skaffe
sig efter Frænderne Fædrearven.


10. Alter han gav mig af Offerstene —

festlig straaler nu Fjældets Skærver —

øste derover af Okser Blodet,
troede altid paa Asakvinder.


11. Giv nu Besked om de gamle Slægter,

alle avlede Ætter af Mænd:
hvem er Skjoldunger? hvem er Skilfinger?
hvem er Ådlinger? hvem er Ylfinger?
hvem er Odel? hvem er Øverster?
af Midgaards Mænd de mest udvalgte?


HYNDLA
12. Ottar! Du er Innstein baaren
og Innstein Alfr den gamle,
Alfr fødtes Ulfr, Ulfr Sæfari
og Sæfari Svanr den røde.


13. Din Faders Moder havde fagre Smykker,
hun hed vist Hledis Hovpræstinde;
Frodi hendes Fader, Friund hendes Moder;
Øverster alle i Ætten var.


14. Ali var fordum første Mand,
før ham Halfdanr højeste Skjoldung;
Ry af Kampe, hans Kæmper øved,
syntes at hvirvle langs Himlens Hvælving.


15. Hans Fælle blev Eymundr, ypperste Mand,

men Sigtryggr vog han med svale Egge,

ægtede Almveig, ypperste Kvinde,
de avled og ejed atten Sønner.


16. Fra dem kom Skjoldunger, fra dem kom Skilfinger,

derfra Ådlinger, derfra Ynglinger,
derfra Odelen, derfra Øverster, —
alt er det din Æt, Ottar Daare!


– – – – –


29. Der var elleve Aser tilbage,
da Baldr blegned ved Banetuen.
Det fandt sig Vali værdig at hævne,
slog sin Broders Bane i Mulde.
Alt er det din Æt, Ottar Daare!


30. Baldrs Fader var Burs Arving,

Freyr gifted Gerdr, Gymirs Datter,

Jætters Ætling og Aurbodis.
Dog var Thjassi deres Frænde,
skødkær Jætte, Skadi[10] var hans Datter.


31. Mangt vi siger dig, mere vi mindes.
Vel maa man vide det, vil du end mere?


32. Haki var Hvednas højst priste Søn,

Hjårvardr var Hvednas Fader;
Heidr og Hrossthjofr af Hrimnirs Slægt.


33. Alle Vålver fra Vidolfr stammer,

alle Troldmænds Ætter fra Vilmeidr,

Sejdsydere fra Svarthåfdi,
alle Jætter er Ymirs Yngel.


34. Mangt vi siger dig, mere vi mindes.
Vel maa man vide det, vil du end mere?


35. Een blev baaren i Olddage,

uhørt voksende, Asers Ætling,

frodigtbaaren[11] han fødtes af ni

Jættemøer ved Jårds Legem[12].


36. Mangt vi siger dig, mere vi mindes.
Vel maa man vide det, vil du end mere?


37. Hun Gjalp ham bar, hun Greip ham bar,

bar ham Eistla og Eyrgjafa,
ham bar Ulfrun og Angeyja,
Imdr og Atla og Jarnsaxa.


38. Ham har øget Jordens Evne,
Søen den svale og Soneblodet.


39. Mangt vi siger dig, mere vi mindes.


40. Loki fik Ulven med Angrboda,
fødte Sleipnir ved Svadilfari,
een var af Uting allerfulest,
hun[13] var Byleistrs Broders[14] Afkom.


41. Lindr[15] blev brændt, og Loki aad[16] Hjertet,

han havde fundet det halvsvedent,

Loptr[17] blev svanger af den lede Kone,

deraf fødtes hver Flane[18] paa Jorden.


42. Hav stiger stormfuldt mod Himlen selve,

løber Land over, og Luft raser,
det avler Snevejr og snare Vinde,
varsler om Regn i rivende Strømme[19].


43. Een blev øverst af alle baaren,
ham har øget Jordens Evne,
ham kalder Ryet rigest af alle,
Kvindens Ven i al Verdens Hjem.


44. Da kommer een, end mere mægtig,
ej tør jeg nævne det Navn, han bærer,
faa nu øjner fremad længer
end til Odin Ulven møder.


FREYJA
45. Øs du Minde-Øl for min Galt,

saa at han alle de Ord kan huske,

som du har talt, til tredje Morgen,

naar Ætter med Angantyr han tæller.


HYNDLA
46. Skynd dig af sted nu! Søvnen lokker mig.
Vidt ej rakte mit Venskab for dig, Lystveninde[20],
der løber om Natten, som til Bukke bisser Heidrun[21].


47. Evig gejl du glubende[22] rendte,

flere har følt dig bag Forklædet,

Lystveninde, der løber om Natten,

(som til Bukke bisser Heidrun).


FREYJA
48. Om dig slynger jeg Ild, Ividja[23],

saa du skal ingen Udvej finde.


HYNDLA
49. Ild ser jeg brænde og Baal[24] at lue,

Liv maa til lejes mod Løsepenge;

bær du til Ottar Øl i Hænde,
deri er Edder og ond Trolddom.


FREYJA
50. Af Trylleordene trækker jeg Kraften,

skønt Jættekvinde, ilde du varsler.

Ham vil jeg give en herlig Drik,

alle Guder staa Ottar bi!




Noter:

  1. I den senere Tid er der dog enkelte Gange gjort Brud paa denne Tradition.
  2. Hvor jeg drager saadanne, er Navnenes oprindelige Skrivemaade med dh og dobbelt n osv. anvendt i Fodnoter.
  3. En Sag for sig er det selvfølgelig, hvor der er Tale om flere Varianter af de oprindelige Haandskrifter.
  4. Sol- og Maaneulvene er udviskede Afspejlinger i Luftdunsterne af Solens og Maanens Skiver.
  5. Han kaldes Attis, Attês, Attys og Atys. Navnlig den sidste Form kunde tyde paa langt A. Eller skulde den rigtige nordiske Form være Ådhr.
  6. Jeg sammenstiller skidhi i dette Egennavn med græsk skisis, Kløven. Adskillen, forøvrigt af Rod som oldn. skidhi, frakløvet Træstykke.
  7. Jeg forstaar aurugr som gylden.
  8. Rimeligvis oldnordisk Budhli.
  9. Kyma af samme Rod som græsk koîlos, hul (Grassmann).
  10. Skadhi, græsk Skotos, Mørke .
  11. "Nadhbåfugr" madhr (sml. lat. natus, Fødsel, favor, Lykke, Gunst), "den fødselsbegunstigede" Mand; jvf. Dværgen Bafurr, lat. Favor.
  12. "Thråmr", egl. Fødselsorgan, græsk tramê, trema, trêmê. "Gudinden Jords Organ".
  13. Hel.
  14. Byleistr = Odin. Byleistrs Broder = Loki.
  15. Lindr opfatter jeg som Egennavn, Bakkhantinde; græsk Lênaîos, Binavn til Bakkhos = "Vinperseren"; Lênê, Bakkhantinde.
  16. G Der staar "af" i Stedet for "aad", men det giver ingen Mening. Alm. læses "aad". Fortællingen svarer til ej Sagn om Bakkhos.
  17. Binavn til Loke.
  18. flagdh, græsk Plagkter, Binavn til Bakkhos, plagktós, forvirret, forvildet, omflakkende, formodentlig har Bakkhantinder ogsaa været kaldt plagktai," ligesom tênai.
  19. Jeg forstaar thrjóta som latinsk trûdo og det tilsvarende gotiske Ord.
  20. Edhl –, græsk ethelo-; edhlvina, Lystveninde, lysten Kvinde, Veninde paa Grund af Begær.
  21. Egennavn: Den mytiske Ged paa Valhals Tag.
  22. Jeg kan ikke se det berettiget at ændre ædi til Odi, thi Odhr kaldes jo i dette Digt hele Tiden Ottar.
  23. Ividhja rimeligvis lat. Invidia, pers. Misundelse, Avind, Had; sml. ividhgjarn, lysten efter Ondt, osach. inwid, Ondskab, oldhøjtysk: inwît, Ondskab.
  24. Jeg opfatter ikke her hauddr som Kenning for Jord, snarere svarende til græsk kausis.