Hyndlasangen (V.B.Hjort)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r


Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865


10. Hyndlasangen
eller Den lille Valasang


Freya.
1.
Vaagn Møbarn fin,
Vaagn op min Veninde,
Søster Hyndla!
I Hulen derinde.
Mens Mulmet raader
Vi ride i Ro
Til Valhals hellige
Gudebo.


2.
Hærfader vi bede
At være os huld,
Han gjælder og giver
De Mægtige Guld;
Hjelm og Brynje
Hermoder fik,
Sværdet i Sigmunds
Eje gik.


3.
Sejr giver han Sønner,
Og Rigdom ibland,
De Store Veltalenhed,
Jævne Forstand,
Vikinger Bør
Og Skalde Sange,
Mandemod giver han
Kjæmper mange.


4.
Til Thor hun blote
Og bede vil,
At stedse med Dig
Et ærligt Spil
Han driver, skjøndt ikke
Om ham man siger,
At gjerne han gantes
Med Jættepiger.


5.
Af Staldens Ulve
Du vælge Dig een,
Paa Gudevej er
Din Galt for seen;
Med Galtens Mile
Den render bedst,
Nu tømmer jeg op
Min stolte Hest.


Hyndla.
6.
Falsk er Du, Freya,
Med al Din Smiger,
Tydeligt nu
Dit Øje mig siger:
Som Skygge Dig følger
Din Yndling i Løn,
Ottar den Unge,
Insteins Søn.


Freya.
7.
Du drømmer nok Hyndla
I Vilderede,
Min Yndling troer Du
I Løn tilstede
Her, hvor det lyser
Af Galten min
Med gyldne Børster,
Hildesvin,
Som Dværge tvende,
Danne og Nabbe,
Mig gjorde behænde.


8.
Kom, lad os snakke
Fra Sadelbom,
Og Kongers Ætter
Vi tale om,
De Helte, som stamme
Fra Guder ned;
Ung Ottar om arvet
Kostbarhed,
Med Angantyr
Har slaaet Væd.


9.
Til Fædrenearv
Efter Frænder at faae,
Den unge Fyrste
Jeg hjælpe maa.


10.
En Harg af Stene
Han stable mig lod,
Der sprængte han Øxnes
Rene Blod;
Nu ere de Kampe
Som Glar saa glatte,
Sin Tro til Asynier
Stedse han satte.


11.
Nu regn Du op
De Slægter gamle,
I hvilke sig Mændenes
Ætter samle:
Hvo ere Skjoldunger,
Hvilke Skilfinger,
Hvilke Ødlinger,
Hvilke Ylfinger,
Hvo Hølderbaarne,
Hvo Hersebaarne,
Paa Jorderige
De meest Udkaarne?


Hyndla.
12.
Dig Ottar Instein
Avlet har,
Og Alf den Gamle
Var Insteins Fa'r,
Alfs Fader Ulf,
Ulfs Fader Søfar,
Men Svan den Røde
Har avlet Søfar.


13.
Din Fader ægted'
En smykkerig Kvinde,
Hun hed nok Hledis,
Guders Præstinde,
Var Frodes og
Friantes Datter;
Fyrster al den
Slægt omfatter.


14.
Fordum var Ale
Den vældigste Mand,
Først Halfdan højest
I Skjoldungelag,
Hans Værker stege
Til Himlens Rand,
De Hellede holdt
Berømte Slag.


15.
Ved stolten Ømund
Han mere mægted,
Med svale Egge
Sigtryg vejed,
Almvejg, den ypperste
Kvinde, han ægted,
Atten Sønner
De avled og ejed.


16.
Derfra Skjoldunger,
Derfra Skillinger,
Derfra Ødlinger,
Derfra Ynglinger,
De Hølderbaarne,
De Hersebaarne,
Paa Jorderige
De meest Udkaarne;
Din Æt tilhobe,
Ottar, Du Taabe!


17.
Hildegun hendes
Moder var,
Hvem ved Søkongen
Svava bar;
Din Æt tilhobe,
Ottar, Du Taabe!
Sligt vide Du maa,
Skal vi længere gaae?


18.
Dags Hustru Thora
Drengmoder var,
Der ypperste Kjæmper
I Æt sig samle:
Fradmar, Gyrd,
To Freker og Mar,
Am og Jøfur
Og Alf den Gamle.
Sligt vide Du maa,
Skal vi længere gaae?


19.
Med Ketil Klypsøn
De holdt tilgode,
Ham kan Du din Moders
Morfader kalde;
Først var der Kaare
Og saa kom Frode,
Men Alf var ældst
Af disse alle.


20.
Saa kom Nanna,
Nøkkves Datter,
Hendes Søn var
Din Faders Maag,
Det gamle Frændskab
Flere omfatter,
Brod og Hørve
Jeg kjendte og;
Din Æt tilhobe,
Ottar, Du Taabe!


21.
Ølmod var Isolfs
Og Asolfs Fa'r,
Skekkils Datter,
Skurhilde, dem bar;
Fyrster mange
I Slægten indgange;
Din Æt tilhobe,
Ottar, Du Taabe!


22.
Gunnar Storm
Og Grim Plovskraber,
Thorer Jernskjold,
Ulf den Gaber,
Barre, Reifner,
Brame og Bo,
Tind og Tyrfing
Og Haddinger to.
Din Æt tilhobe,
Ottar, Du Taabe!


23.
Fødte bleve
Til Tummel og Tørn
Arngrims og
Øfuras Børn;
De Ulykkesfugles
Berserkerdands
Foer om som en Lue
Til Lands og Vands.
Din Æt tilhobe,
Ottar, Du Taabe!


24.
Jeg kjendte baade
Hørve og Brod,
I Rolf den Gamles
Hird de stod,
Fra Jarmunrek
De alle stamme,
Paa Sagnet Du agte,
En Maag af Sigurd,
Den Folkegramme,
Der Fafner ombragte.


25.
Af Vølsungsstammen
Den Konge var,
Af Hrødungsstammen
Hjørdis var,
Men Ødlingsstammen
Ejlime bar;
Din Æt tilhobe,
Ottar, Du Taabe!


26.
Gunnar og Høgne,
Afkom af Gjuke,
Søstren Gudrun
Paa samme Maade,
Ej var Guttorm
I Æt med Gjuke,
Skjøndt en Broder
Af disse baade;
Din Æt tilhobe,
Ottar, Du Taabe!


27.
Avlet Harald
Hildetand var
Af Rørik Slyngering,
Aude ham bar,
Ivars Datter,
Den grundrige Aude,
Men Randver til Fader
Radbard havde;
Det Heltehold
Var i Guders Vold;
Din Æt tilhobe,
Ottar, Du Taabe!


28.
Elleve Aser
Blev der talt,
Der Balder paa Dødning-
Lejet faldt;
Vale var værdig
Til Hævn at tage,
Sin Broders Bane
Han tog af Dage;
Din Æt tilhobe,
Ottar, Du Taabe!


29.
Burs Arvtager
Gav Balder Liv,
Frey tog Gerda
Gymsdatter til Viv,
Af Ørbodes og
Jætters Æt,
Ogsaa i Frændskab
Med Thjasse stedt,
Den Pragtglade;
Hans Datter var Skade.


30.
Meget er sagt,
Mere vi vide,
Giv nøje Agt!
Vil Du længere skride?


31.
Blandt Hvednas Sønner
Bedst Hake dog var,
Hjørvard Hvedna
Avlet har,
Hrimner var Heids
Og Hrosthjovs Far.


32.
Fra Vidolf stamme
Vøler alle,
Fra Vilmeid stamme
Spaamænd alle,
Fra Sortehoved
Sejdmænds Ætter,
Fra Ymer komme
Alle Jætter.


33.
Meget er sagt,
Mere vi vide,
Giv nøje Agt!
Vil Du længere skride?


34.
I Tidens Morgen
Een blev baaren,
Af Gudeslægten
I Kraft udkaaren,
Ni Jættekvinder
Ved Jordens Rand
Fødte den fred-
begavede Mand.


35.
Ham bar Gjalp,
Og ham bar Greip,
Ham bar Eistla
Og Angeyja,
Ham bar Ulfrun
Og Eyrgjafa,
Imd og Atla,
Jernsaxa.


36.
Han blev næret
Af Jordens Kraft,
Af svalkolde Sø,
Af Soningssaft;
Meget er sagt,
Mere vi vide,
Giv nøje Agt!
Vil Du længere skride?


37.
Ulv avled Loke
Ved Angerbode,
Ved Sudleføre
Han Sleipner bar,
En Hex man fælest
Af Alle troede,
Af Byleists Broder
Hun kommen var.


38.
Af Hjertebrand Loke
Fik sit Sind,
En Kvinde-Husteen
Halvsveden han fandt;
Da brændte sig Lopt
Paa den onde Kvind,
Hvert jordisk Utyske
Deraf randt.


39.
Stødviis stiger
Havets Vand
Mod Himlen og sænker sig
Ned over Land;
Men Luften arges
Og Sneefald komme
Med snelle Vinde,
Da vil man finde
At Regntid er omme.


40.
Een blev baaren,
Større end Alle,
Jordens Fylde
Var hans Amme,
Drotten den Rige
De ham kalde,
Nær beslægtet
Med hver en Stamme.


41.
Da kommer en Anden
Med større Magt,
Han, hvis Navn
Jeg ej tør nævne;
Faa have længere
Forudsagt,
End Odins og Ulvens
Sammenstævne.


Freya.
42.
Ræk min Gjæst
En Mindedrik,
Saa at han Ord
For Ord fremsætter
Paa tredje Morgen
Den Lære, han fik,
Naar han og Angantyr
Regne Ætter.


Hyndla.
43.
Pak Dig bort,
Nu sove jeg vil,
Her faaer Du ej flere
Smukke Ting;
Om Nat, Du Lystbrand!
Er ude paa Spil,
Som Hejdrun farer
Med Bukke omkring.


44.
Rasende løb Du
I stadig Begjær,
Flere dit Forklæde
Kom for nær;
Du Lystbrand ude
Om Natten farer,
Som Heidrun løber
Med Bukkeskarer.


Freya.
45.
Ild jeg skal
Om Ividien slaae,
At bort herfra
Du ikke kan gaae;
Du Lystbrand ude
Om Natten farer,
Som Heildrun løber
Med Bukkeskarer.


Hyndla.
46.
Ild seer jeg flamme
Og Jorden brænde,
Om Livet vil man jo
Gjerne tinge;
Giv Du da Ottar
Drikken ihænde,
Af Edder fuld
Den Vanheld bringe!


Freya.
47.
Dit Vanheldsord
Har ingen Kraft,
Skjøndt Ondt Du maner,
Du Jættebrud!
Fortære han skal
Den dyre Saft;
Nu Gunst for Ottar
Hos hver en Gud!