Kvadet om Helge Hundingsbane og Hødbrodd (Olaf Hansen)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Den ældre Edda


Oversat af
Olaf Hansen
1911


Kvadet om Helge Hundingsbane og Hødbrodd


1.
Det var ældgammel Tid
og Ørne skreg.
Der faldt hellige Vande
fra Højfjældstinder.
Da blev Helge
den helteprude,
Borghilds Søn,
i Braalund født.

2.
Det blev Nat i Gaarden,
Norner der kom,
lagde hans Livs
Lod og Dage,
bød ham blive
boldest i Ry,
den ypperste
af alle Konger.

3.
De tvandt hans Skæbnes
Traade med Kraft,
mens Braalunds Borge
brødes og faldt,
redte dem ud,
de røde Baand,
og fæsted dem midt
under Maanens Sal.

4.
I Øst og Vest
blev Enderne skjult;
de rakte rundt
om Riget, han fik.
Neres Søster
svang om Norges Land
den ene Traad -
bad den altid holde.

5.
Een Sorg vented
den Ylfingesøn
og den unge Viv,
der elskede højt.
En Ravn raabte
til en Ravn - den sad
i et højt Træ, hungrig:
"Hør, hvad jeg ved.

6.
I Brynjesærk
staar Sigmunds Søn.
Eet Døgn kun han er -
nu er Dagen kommet.
Hans Øje er hvast
som en Vaabendrots.
Han er Ulvenes Ven -
nu skal vi være fro."

7.
Skaren saa straks
en Styrer i ham,
sagde, gode Aar
randt op for Landet.
Selv gik Kongen
fra Kampens Larm,
gav den unge Høvding
det herlige Løg -

8.
gav ham Navnet Helge,
gav ham Ringsted,
Solfjæld, Snefjæld,
Sigarsletten -
gav Ringsted, Højtun
og Himmelvang
og et draget Sværd
til Sinfjøtles Bror.

9.
Saa voksed han op
ved Vennernes Bryst
den unge Helt
saa elskelig.
Gerne gav han
Guld til Hirden,
sparede ej
paa den spydvundne Skat.

10.
Ej lod han Vaabnene
vente paa sig.
Femten Aar gammel
gik han i Kamp,
hugged den haarde
Hunding ned,
som længe styred
Lande og Folk.

11.
Men Hundings Sønner
sendte Helge Bud,
krævede Gods
og Guld og Ringe.
De skyldte jo ham
Hævn for det meget
Bytte, han fik,
og Faderens Død.

12.
Kongen sendte
ej Sønnerne Bod
og heller ej
de andre Frænder.
Han sagde, det trak op
til en Uvejrsstorm
af graa Spyd og
med Odins Vrede.

13.
Kongerne drog
til Kampstævnet.
Lagt det var
ved Logafjæld.
Frodefreden endte,
Fjenderne mødtes.
Vidrers Hunde løb
liggridske om Ø.

14.
Kampen var endt
Under Ørneklippen
sad Helge - Alf
og Eyjolf var dræbt,
Hjørvard og Havard,
hver Hundings Søn,
og al hans Æt
ryddet ud med Sværd.

15.
Da brød der et Lysskær
fra Logafjæld,
og ud fra Skæret
skød der Lyn.
*

16.
Da saa Kongen
Kvinder til Hest,
hjælmdækte, høje,
paa Himlens Vange.
Deres Brynjer var
stænket vaade af Blod;
fra Spydene stod
der Straaler ud.

17.
Der fløj straks Raab op
fra det Ulvebo:
Drotten spurgte
hin Dis fra Syd,
om hun vilde hjem
med Helteskaren
den Nat, naar de drog -
Der blev Drøn af Buer.

18.
Men fra sin Hest
sagde Høgnes Datter
- Skjoldgnyet tav -
til den tapre Drot:
"Jeg tror, vi har andet
at tænke paa
end at drikke Øl
med dig og dine.

19.
Fæstet jeg er
ved min Faders Ord
bort til Granmars
grumme Søn.
Men, Helge, jeg sagde
Hødbrodd, at han,
den lydefri,
var mig led som en Trold.

20.
Dog kommer Fyrsten
om faa Nætter,
hvis ej du fordrer
ham ud til Kamp
eller fører mig bort
fra min Bejlers Vold."
*

Helge:
21.
"Vær uden Frygt
for Isungs Bane.
Hvis jeg ikke dør,
skal jeg ile til Kamp."

22.
Saa bød Kongen
sine Bud drage ud
over Land og Hav
for at hente sig Folk,
bød dem gaa
til gamle og unge
og byde dem
af Bølgens Glans.

23.
"Bed dem saa gaa
om Bord i Hast,
sejle til Brandø
og samles ved den."
- Dér vented Kongen,
til kommet de var
i Hundredevis
fra Hedinsø.

24.
Og straks fra Stavnsnæs'
Strand der stod
prægtige Skibe
prydet med Guld.
Helge raabte
hen til Hjørleif:
"Har du mon Tal
paa vor tapre Flok?"

25.
Den unge Drot svared
den anden unge Drot,
Det tog Tid at tælle
fra Traneøre
de Langhoved-Skibe,
der Skarerne bar,
som sejlede ind
i Ørvasund.

26.
*
"Tolv Hundrede
trofaste Mænd
og i Højtun endda
dobbelt saa mange
Kongekæmper –
Kampen er nær."

27.
Styreren kasted
Stavnteltene af,
saa de mange Dragers
Drotter vaagned,
og Høvdingerne
hejsede brat
de vævede Sejl
paa Varinsfjord.

28.
Aarer dirred,
Ægge klirred,
Rand slog mod Rand -
det gik rovant frem.
Pilsnart stod
med den stolte Hær
Kongens Flaade
fra Kysten ud.

29.
Og Drøn der kom,
naar Kolgas Søster
løb imod
de lange Køle,
som brød mod Bjærge
Brændingers Sprøjt.
*

30.
Helge bød dem sætte
end højere Sejl.
De styred kækt
mod de store Søer,
da Ægirs frygteligt
fraadende Datter
søgte at styrte
deres Stagstyrdyr.

31.
Men over de sejlende
Sigrun red,
kækt frelste hun dem
og Fartøjet med.
Med Kraft fra Ran
rev hun Kongens
Skumvangsganger
ved Gnipalund.

32.
Trygt gyngede hvert
et guldsmykt Skib
ved Aftenstid
i Unavaag,
mens selve de
fra Svarinshøj
med Sorg i Sind
saa og talte.

33.
Gudeætlingen
Gudmund spurgte

*

"Hvad hedder den Høvding,
Hæren lyder,
de vældige Flokke,
der føres mod Land?"

34.
Sinfjøtle svared
- han svang mod Raa
det røde Skjold,
dets Rand var af Guld.
En Sundvagt var han,
der vidste at svare
og skifte Ord
med andre Drotter:

35.
"Fortæl, naar du giver
Grise i Aften
og slaar Mad i Tævernes
Mælketrug,
de var Ylfinger, de,
der kom østenfra
til Gnipalund
af Lyst til Kamp.

36.
Der skal Hødbrodd
faa Helge at se,
den flugtsky Drot,
i Flaadens Midte.
Saa mangen Gang
han mætted Ørnen,
mens du stjal Kys
paa en Kværn fra en Tøs."

Gudmund:
37.
"Drot, har du glemt
gamle Dage,
siden du lyver
mig saadan paa?
Du har rendt og ædt
Ulvekræs
og undlivet
din egen Bror.

38.
*
med klam Mund suget
sivende Blod
og udstødt overalt
flakket om i Stenskred."

Sinfjøtle:
39.
"Du var en Vølve
paa Varinsø,
en lumsk Skabning,
fuld af Løgn og Skryd -
sagde, du aldrig
vilde ægte en Mand,
en brynjeklædt Yngling,
fik du ej Sinfjøtle.

40.
Du var, din skumle
Skifting, Valkyrje
i Odins Gaard,
grum og ful.
Alle Einherjer
kom op at slaas,
dit træske Dyr,
for din Skyld.

41.
Paa Sagas Næs
fik du ni Unger,
alle med mig,
du Ulvemor."

Gudmund:
42.
"Du var ikke Far
til de Fenrisulve,
de ældste af alt,
husker ellers jeg ret,
ti gildet du blev
foran Gnipalund
af Tursemøer
paa Torsnæsset.

43.
Du var Siggeirs Stesøn,
laa i Straa hjemme,
blev ulvehylvant
ude i Skoven,
da du undlived
din egen Bror
og vandt et Navn
ved Nidingsdaad."

Sinfjøtle:
44.
"Du var Granes Brud
paa Braasletten,
havde Guldbidsel paa
og Gjorden spændt.
Tit har jeg redet dig
træt og slunken,
jog vi i Hast,
Heks, Bakke ned.

45.
Du foragtedes
som en Usselryg,
mens du malked Gullnes
Gedeflokke,
og dernæst, da du
som Datter af Imd
gik om i Laser. -
Har du Lyst til mer?"

Gudmund:
46.
"Jeg vil heller fejde
ved Frekasten,
til Ravnen kan æde
din røde Krop
end slaa Mad i Tævernes
Trug hos jer
og strø Svinekost. -
Hel kives med dig!"

Helge:
47.
"Det sømmed sig bedre
for jer begge, Sinfjøtle,
at gaa i Kamp
og glæde Ørnen
end staa og dænges
med dumme Ord,
hades I end
aldrig saa stærkt.

48.
Jeg tror ikke for godt
om Granmars Sønner.
Dog bør Konger
kun tale sandt.
De har vist i Mark
paa Moinsheim,
de ikke er bange
for at bruge et Sværd."

49.
- Saa jog de afsted
i strygende Fart
paa Svipud og Svegjod
ad Solheim til,
over duggvaade Dale,
ad dunkle Lier.
Jorden rysted,
hvor Rytterne for.

50.
De traf Fyrsten
ved Tunledet.
Med Hjælm over Haar
stod Hødbrodd ude,
fulgte sin Slægts
susende Ridt.
"Niflunger, hvorfor ser I
saa nedslagne ud?"

Gudmund:
51.
"Rappe Skibe
render mod Strand,
Masterings-Hjorte
og mægtige Ræer,
Flokke af Skjolde,
skinnende Aarer,
et Drot med sine gæve,
de glade Ylfinger.

52.
Alt stiger femten
Fylker i Land,
og ude i Sogn
er der syv Tusind.
Kulsorte Skumvangsdyr,
der skinner af Guld,
er gaaet i Fold
foran Gnipalund.

53.
*
Deres største Styrke
har de stillet der.
Nu slaar Helge til,
saa hurtig han kan."

Hødbrodd:
54.
Sadl op! Lad rende
til Reginting,
men Sporvitner
til Sparinshede.
Alle skal komme,
ingen maa blive,
der mægter at svinge
et Sværd i Haand.

55.
Rid til Høgne
og Hrings Sønner,
Atle og Yngve
og Alf den gamle.
De gaar gerne med,
naar det gælder en Kamp.
Lad os vise den Vølsung,
man værger sig her."

56.
- Der gik kun et Nu,
og graa Spyd fløj
mod graa Spyd frem
ved Frekasten.
Altid var Helge,
Hundings Bane,
forreste Mand,
hvor Folkene stred.

57.
*
Ypperst i Kampen,
uvant med Flugt.
Den Fyrste havde
et frygtløst Sind.

58.
Fra Himlen kom
Valkyrier ned
- Spydgnyet voksed -
de værned Fyrsten.
Da sagde Sigrun
- de susede frem,
Ulvene rev
i Ravnens Føde -:

59.
"Hil dig, Fyrste,
hersk fro og glad,
du Yngveætling,
i al din Tid;
ti fældet du har
den flugtsky Drot,
ham, der har slaaet
Helten ihjel.

60.
Tilfulde vandt du,
Fyrste, baade
det røde Malm
og den mægtige Mø.
Nyd bold og fro
det Bytte, du vandt,
baade Høgnes Datter,
Drot, og Ringsted,
[Lande og Sejr."
Nu slutter Kampen.]



Anmærkninger:
”Da Natten falder over Egnen, kommer Nornerne og tildeler Helge hans Livsskæbne. De lover ham stor Navnkundigbed og Magt. Mens en Kamp raser om hans Faders Borg, bestemmer de hans Livslod. Dette symboliseres ved, at de snor Skæbnetraade, som de fra et Punkt paa Himmelhvælvingen fæster i tre forskellige Verdenshjørner som Tegn paa hans tilkommende Riges mægtige Udstrækning . . . . Medens saaledes alt synes at varsle stort og godt for den nyfødte, venter der dog straks ham og hans Moder en stor Sorg. . . . En Ravn siger nemlig: Sigmunds Søn staar i Brynje, eet Døgn gammel. Nu er Dagen kommen.”. . . Det kan ikke betegne, at Helge er saa stor og stærk fra Fødslen, at han kan iføre sig Brynje og kæmpe; dette strider nemlig mod Vers 10, hvor det anføres som noget særligt tidligt, at Helge gaar i Kamp 15 Aar gammel . . . . Ravnens Ord bliver da et Udtryk for, at der paahviler Helge en Hævnpligt fra hans Fødsel . . . . et nænsomt omskrivende Udtryk for, at Sigmund skal falde i den Kamp, vi maa tænke os som Baggrund for hele Fødselsoptrinet og Ravnens Spaadom. ”Nú es dagr kominn” betyder da vist: nu er den af Skæbnen bestemte Dag kommen, da Sigmund skal falde. Han faar kun Tid til at ile bort fra Kampen et Øjeblik hen til Skaren, der beundrer og glæder sig over den nyfødte, for at lyse ham i Kuld og Køn og skænke ham Navn, Lande og et Sværd, inden han styrter sig ind i den sidste Kamp mod sine Fjender, sandsynligvis Kong Hundings Hær. I Vers 9 siges da ogsaa, at Helge vokser op hos sine Venner. ikke hos sin fader.”
(Henrik Ussing).

Vers 1:7. Borghild, Sigmund Vølsungsøns Hustru (Se Prosastykket om Sinfjøtles Død).
Vers 4. Neres Søster, en Norne.
Vers 5:2. Ylfinger, i Digtet = Vølsunger.
Vers 7:7,8. Denne Handling betyder, at han lyser ham i Kuld og Køn.
Vers 8:8. Sinfjøtle, Helges ældre Broder.
Vers 10:3. Femten Aar var Myndighedsalderen.
Vers 12:6,7. En Uvejrsstorm af graa Spyd d.e. en Kamp.
Vers 13:5. Frodefreden, egl. Freden paa Frode Fredegods Tid, her blot den lange Fred.
Vers 13:7. Vidrers (Odins) Hunde d. e. Ulve.
Vers 17:2. Ulvebo d.e. det Sted, hvor Ulven søger hen, holder til - Valpladsen.
Vers 18:2. Høgnes Datter, Valkyrien Sigrun. Navnet nævnes først Vers 31.
Vers 22:3. Bølgens Glans d.e. Guld.
Vers 29:2. Kolga, en af Ægirs Døtre. Hendes Søster er Bølgen.
Vers 30:5,6. Ægirs Datter, se foranstaaende Note.
Vers 30:8. Stagstyrdyr, Dyr, der styres ved Stag d.e. Skibe.
Vers 31:5. Ran, Havguden Ægirs Hustru.
Vers 31:7. Skumvangsganger d.e. Skib.
Vers 32:3,6. Selve de fra Svarinshøj d.e. Granmars Sønner.
Vers 33:2. Gudmund, den ene af Granmars Sønner.
Vers 34:1. Se Noten til Vers 8:8.
Vers 34:3. Det røde Skjold er et Kamptegn.
Vers 37:5,8. Efter Vølsungesaga havde Sinfjøtle og hans Fader Sigmund en Tid levet som Ulve i Skoven. I samme Saga fortælles, at Sinfjøtle dræbte to af sin Moders Sønner med Kong Siggeir – de opdagede Sigmund og ham, da de havde listet sig ind i Siggeirs Hal for at dræbe Siggeir. Fjendskabet mellem Siggeir og Sigmund stammede fra, at Siggeir ved et forræderisk Overfald havde villet berøve Sigmund det Sværd, Odin havde skænket ham.
Vers 39 o.f. Om de Begivenheder, der sigtes til i disse Vers, foreligger ellers intet. Sandsynligvis er de først opfundne af Kvadets Forfatter (og Skændescenen bygget over den tilsvarende i det gamle Kvad om Vølsungerne).
Vers 42:2. Fenrisulve d.e. vældige Ulve.
Vers 50:7. Niflunger kaldes Hødbrodd og hans Brødre ved en Misforstaaelse eller en Vilkaarlighed af Kvadets Forfatter. Niflunger er i de ældre Digte Gunnar og hans Slægt.
Vers 51:3. Masterings-Hjorte d.e. Skibe.
Vers 54:3. Sporvitner, en Hest.
Vers 55. Høgne er Sigruns Fader, de andre ukendte.
Vers 59:3. Yngveætling d.e. Ætling af Freyr (hvad Vølsungerne for øvrigt ikke er, idet de nedstamme fra Odin). Maaske har Freyr været Ylfingeættens Stamfader.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.