Det første kvad om Helge Hundingsbane

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Eddadigte

Det første kvad om Helge Hundingsbane

Helgakviða Hundingsbana I  eller  Vǫlsungakviða

oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2015

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons De gamle Eddadigte G. E. C. Gads Forlag, København, 1932.

---

Robert Engels: Helge og Sigrun (1919)

Her begynder kvadet om Helge Hundingsbane og Hødbrod.

1.

En oldtidsdag,

mens ørne skreg,

faldt helligt vand

fra Himmelfjeld.

Da blev Helge,

den herligt tapre,

født af Borghild

i Brålunden.

2.

Om natten kom

norner til stedet;

liv og levned

lagde de fast:

De bød ham blive

den bedste ødling

og stå blandt budlunger

som størst af alle.

3.

Skæbnens tråde

tvandt de med kraft,

mens borge brast

i Brålunden;

de gyldne bånd

blev grundigt spændt

og fastgjort midt

i månens sal.

4.

I øst og vest

blev enderne gemt;

dér fik lofdungen

land imellem.

Nordpå strakte

Neres søster

én, som hun bad

evigt bestå.

5.

Én ting smertede

Ylfings slægtning

og kvinden, der holdt

den højt elskede:

En sulten ravn

sagde til en anden

til vejrs i et træ:

»Jeg véd noget —

6.

Sigmunds arving

er iklædt brynje

— kun døgngammel —

dagen er kommet!

De hårde øjne

er hildingers præg;

han er vargens ven,

og vi skal frydes.«

7.

Og folket så

en sand døgling;

de tog det som tegn

på tidernes bedring.

Selv gik kongen

fra kampens larm

og gav den unge

et udsøgt løg.

8.

Han kaldtes Helge,

bekom Ringstad,

Solfjeld, Snefjeld

og Sigarssletten,

Ringsted, Højtun

og Himmelvangen;

en smykket blodorm

fik Sinfjøtles bror.

9.

I venners lag

voksede han op —

strålende flot,

den fødte kriger.

Gavmildt gav han

guld til hirden,

var ikke karrig

med kampvundet gods.

10.

Kort lod kongen

kampen vente,

da fyrsten fyldte

femten vintre:

Han lod den hårde

Hunding fælde,

som længe styrede

land og folk.

11.

Gods til gengæld

— og guld — krævede

Hundings sønner

af Sigmunds arving;

pligten til hævn

påhvilede dem

for drøje tab

og den døde far.

12.

Budlungen afslog

bødekravet,

udredte ingen

ætlingebod,

men gav dem udsigt

til Odins vrede

og de grå spyds

grumme stormvejr.

13.

Så gik hildinger

til sværdstævnet;

Frodefreden

fandt sin ende.

Ved Luefjeld

hvor fjender mødtes

løb Vidres hunde

valgriske rundt.

14.

Fyrsten holdt hvil,

men først dræbte han

Hundings sønner

Håvard og Hjørvard

og Alf og Eyjolf

ved Ørnestenen;

han sparede ingen

i Spydmimers slægt.

15.

Da fremkom et lys

over Luefjeld,

og lyn skød ud

fra det lysende skær

— — — —

16

— — — —

med hjelme — højt

på Himmelvangen;

de brynjer, de bar,

var blodsmurte,

fra spyddene stod

stråler af lys.

17.

Fra vargens skjul

efter våbens larm

spurgte hildingen snart

en sydlandsk dis,

om de ville følge

flokken af mænd

til døglingens hjem

i denne nat.

18.

Da skjoldgnyet svandt,

svarede hun fyrsten

— Høgnes datter —

fra hestens ryg:

»Vigtigere ting

venter os nu,

end øldrikken

hjemme hos dig;

19.

Min far har udset

sin egen datter

som brud til Granmars

grusomme søn.

Jeg kaldte — Helge! —

Hødbrod dengang

en sjofel konge

og søn af en trold.

20.

Men fyrsten kommer

om få dage,

hvis ikke du kalder

til kampstævne

og løser kvinden

fra kongens greb.«

21. Helge sagde:

»Hav ingen angst

for Isungs bane;

sværdlarm skal lyde

så længe jeg står.«

22.

Med pilens bud

bød den vældige

hærfolk til kamp;

fra hele riget

med elvens ild

i udstrakt mål

drog han stormænd

og disses sønner.

23.

»Bed dem sejle,

så snart de kan,

og lægge sig rede

rundt ved Brandø!«

Fyrsten ventede,

og folkene kom

hundredtalligt

fra Hedins Ø.

24.

Ud fra stranden

på Stavnsnæsset

sejlede snekker

— smykket med guld —

mens Helge spurgte

høvdingen Hjørleif:

»Har du tal på alle

de tapre kæmper?«

25.

Da sagde den anden

unge konge,

at man sent fik talt

den sejlende flok,

som styrede ud

på stavnhøje skibe

fra Traneøre

mod Ørvesund.

26.

»Tolv hundrede

trofaste folk —

i Højtun dog

er dobbelt så mange

i kongens skare;

der er kamp i sigte!«

27.

Styreren slog da

stavnteltet ned,

så den milde fyrstes

mænd blev vækket;

ved masten hejste

høvdingens folk

den vævede dug

på Varinsfjorden.

28.

Til årers støj

og stål der klang,

da skjold traf skjold,

blev skibet roet;

lofdungens flåde

fór fra landet

i vældig fart

ved vikingers tag.

29.

De lange køle

og Kolgas søster

stødte sammen,

så støjen lød

— — — —

som bjerges bristen

eller brændingens slag.

30.

»Hæv nu sejlet!«

lød Helges bud,

og ingen veg

fra vovetinget,

da Ægirs datter

drabeligt lod

stagmæren slå

med styrtsøer.

31.

Stridsvante Sigrun

sikrede fra oven

færden for både

folk og skibe;

med kraft trak hun

kongens havdyr

ud af Rans greb

og mod Gnipalund.

32.

Den fagre flåde

fandtes da samlet

ud på aftenen

i Unavig.

Men fra Svarinshøj

synede fjender

med ondt i sinde

den ankomne hær.

33.

»Hør!« sagde Gudmund,

den højbårne:

»— hvem er kongen,

der kommer her

med en stor styrke

og stiler mod land?«

34.

Sinfjøtle råbte

— mod råen svang han

det røde skjold

med rand af guld —

til sundets vogter,

som vidste at svare

ødlingen her

i ordskiftet:

35.

»Sig, når du fodrer

svin i aften,

og dine tæver står

tøjret og æder,

at ved Gnipalund

ligger ylfinger;

de kom fra øst,

og kamp må ventes.

36.

Hødbrod kan træffe

vor høvding dér

— den flugtsky Helge —

i flådens midte;

han lod ofte

ørne mætte,

mens du tog på

tøser ved kværnen.«

37. Gudmund sagde:

»Du véd kun lidt

om hvad der er sket

— fyrste! — du taler

falsk om ødlinger,

men ulvegodter

åd du engang,

og du slog din mors

sønner ihjel.

38.

— — — —

du slubrede sår

med savl om munden,

og søgte, hadet,

hulernes skjul.«

39. Sinfjøtle sagde:

»Men du var vølve

på Varinsø;

som kælling gik du

omkring med løgn,

og ingen anden

ønskede du hos dig

af karlfolk i brynje —

kun Sinfjøtle.

40.

Med mig som far

fødte du ni

ulvesønner

på Saganæs.«

41. Gudmund sagde:

»Far var du næppe

til fenrisulvene

— ældre end alle —

som jeg husker det,

for du blev gildet

ved Gnipalund

af troldens døtre

fra Torsnæsset.

42.

Du sad derhjemme

som Siggeirs stedsøn,

men var kendt med ulve

i ødemarken.

Begge dine brødres

bryst har du flået;

du vandt dit ry

ved rædsom dåd.«

43. Sinfjøtle sagde:

»Du var Granes brud

på Bråsletten,

og gerne løb du

med gyldent bidsel.

Tit red jeg dig

træt under bjerget

— Simul! — du sled

under sadelbyrden.«

44. Gudmund sagde:

»Du blev tidligt kendt

som en tølperhvalp;

du malkede Gullners

geder dengang,

og som Imds datter

drev du omkring

i mølædt tøj —

var der mere, du ville?«

45. Sinfjøtle sagde:

»Jeg lagde helst

dit lig til gavn

for ravneflokken

ved Frekasten,

før jeg syslede

med svinefoder

og tøjrede tæver —

må trolden få dig!«

46. Helge sagde:

»Nu — Sinfjøtle! —

sømmer det sig mest

at få gang i kampen

og glæde ørnen.

Afbryd denne

unødige snak;

at mødes i strid

er stormænds lod.

47.

Der er intet godt

ved Granmars sønner,

men last dem ikke

med løgn — sikling!

De mødte engang

ved Moinsheim

og fór dristigt

med dragne sværd.«

48.

For fuld kraft

fór de af sted;

på Svipud og Sveggjud

til Solheim gik det

ad dugvåde dale

langs dunkle bakker;

himlen skælvede

ved hildingers ridt.

49.

De traf fyrsten

på tunet hjemme,

hvor Hødbrod stod

med hovedet hjelmklædt

og blikket rettet

mod brødrenes ridt:

»I er synligt vrede —

sig mig hvorfor!«

50. Gudmund sagde:

»En hær er kommet

på hurtige køle,

på løftingshjorte

med lange ræer,

glatte årer

og godt med skjolde —

en mægtig styrke

af muntre ylfinger.

51.

Fra femten skibe

gik flokken i land,

men i Sogn venter

syv tusinde;

i flodens gab

ved Gnipalund

ses bølgeheste

i blåsort og guld.

Langt deres største

styrke er dér,

og snart kalder Helge

til sværdets ting.«

52. Hødbrod sagde:

»Få en rytter af sted

til Reginsting

og Sporvitner

til Sparinshede!

Og ingen mand

må undslå sig her,

som véd at svinge

sårets flamme.

53.

Rid til Høgne

og Rings sønner,

Atle og Yngve

og Alf den gamle!

De kommer gerne

til kampstævnet;

så tager vi varmt

mod vølsunger her.«

54.

Med vældige brag

slog blanke odde

farligt sammen

ved Frekasten,

og Helge stod

— Hundings bane —

forrest i mødet,

hvor fyrster sloges;

han var skrap i strid

og skyede flugt —

den høvding havde

et hårdt sinds-korn.

55.

Da hjelm-væsner,

som værnede fyrsten,

steg ned fra himlen

til heftig spydgny,

sagde Sigrun

— svævedisen —

mens Hålas hest

åd Hugins korn:

56.

»Lev nu livet

lykkeligt — konge! —

og nyd æren

— Yngves slægtning!

En flugtsky mand

har du fældet her:

Fyrsten der voldte

sin fjendes død.

56.

Og du — budlung! —

har både fortjent

den gæve kvinde

og gyldne ringe;

tillykke — budlung! —

med begge dele:

Høgnes datter

og herlige Ringstad.«