Det første kvad om Helge Hundingsbane

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Eddadigte


Det første kvad om Helge Hundingsbane

Helgakviða Hundingsbana I  eller  Vǫlsungakviða


oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2015



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons De gamle Eddadigte G. E. C. Gads Forlag, København, 1932.


Robert Engels: Helge og Sigrun (1919)
Her begynder kvadet om Helge Hundingsbane og Hødbrod.


1.
En oldtidsdag,
mens ørne skreg,
faldt helligt vand
fra Himmelfjeld.
Da blev Helge,
den herligt tapre,
født af Borghild
i Brålunden.


2.
Om natten kom
norner til stedet;
liv og levned
lagde de fast:
De bød ham blive
den bedste ødling
og stå blandt budlunger
som størst af alle.


3.
Skæbnens tråde
tvandt de med kraft,
mens borge brast
i Brålunden;
de gyldne bånd
blev grundigt spændt
og fastgjort midt
i månens sal.


4.
I øst og vest
blev enderne gemt;
dér fik lofdungen
land imellem.
Nordpå strakte
Neres søster
én, som hun bad
evigt bestå.


5.
Én ting smertede
Ylfings slægtning
og kvinden, der holdt
den højt elskede:
En sulten ravn
sagde til en anden
til vejrs i et træ:
»Jeg véd noget —


6.
Sigmunds arving
er iklædt brynje
— kun døgngammel —
dagen er kommet!
De hårde øjne
er hildingers præg;
han er vargens ven,
og vi skal frydes.«


7.
Og folket så
en sand døgling;
de tog det som tegn
på tidernes bedring.
Selv gik kongen
fra kampens larm
og gav den unge
et udsøgt løg.


8.
Han kaldtes Helge,
bekom Ringstad,
Solfjeld, Snefjeld
og Sigarssletten,
Ringsted, Højtun
og Himmelvangen;
en smykket blodorm
fik Sinfjøtles bror.


9.
I venners lag
voksede han op —
strålende flot,
den fødte kriger.
Gavmildt gav han
guld til hirden,
var ikke karrig
med kampvundet gods.


10.
Kort lod kongen
kampen vente,
da fyrsten fyldte
femten vintre:
Han lod den hårde
Hunding fælde,
som længe styrede
land og folk.


11.
Gods til gengæld
— og guld — krævede
Hundings sønner
af Sigmunds arving;
pligten til hævn
påhvilede dem
for drøje tab
og den døde far.


12.
Budlungen afslog
bødekravet,
udredte ingen
ætlingebod,
men gav dem udsigt
til Odins vrede
og de grå spyds
grumme stormvejr.


13.
Så gik hildinger
til sværdstævnet;
Frodefreden
fandt sin ende.
Ved Luefjeld
hvor fjender mødtes
løb Vidres hunde
valgriske rundt.


14.
Fyrsten holdt hvil,
men først dræbte han
Hundings sønner
Håvard og Hjørvard
og Alf og Eyjolf
ved Ørnestenen;
han sparede ingen
i Spydmimers slægt.


15.
Da fremkom et lys
over Luefjeld,
og lyn skød ud
fra det lysende skær
— — — —


16
— — — —
med hjelme — højt
på Himmelvangen;
de brynjer, de bar,
var blodsmurte,
fra spyddene stod
stråler af lys.


17.
Fra vargens skjul
efter våbens larm
spurgte hildingen snart
en sydlandsk dis,
om de ville følge
flokken af mænd
til døglingens hjem
i denne nat.


18.
Da skjoldgnyet svandt,
svarede hun fyrsten
— Høgnes datter —
fra hestens ryg:
»Vigtigere ting
venter os nu,
end øldrikken
hjemme hos dig;


19.
Min far har udset
sin egen datter
som brud til Granmars
grusomme søn.
Jeg kaldte — Helge! —
Hødbrod dengang
en sjofel konge
og søn af en trold.


20.
Men fyrsten kommer
om få dage,
hvis ikke du kalder
til kampstævne
og løser kvinden
fra kongens greb.«


21. Helge sagde:
»Hav ingen angst
for Isungs bane;
sværdlarm skal lyde
så længe jeg står.«


22.
Med pilens bud
bød den vældige
hærfolk til kamp;
fra hele riget
med elvens ild
i udstrakt mål
drog han stormænd
og disses sønner.


23.
»Bed dem sejle,
så snart de kan,
og lægge sig rede
rundt ved Brandø!«
Fyrsten ventede,
og folkene kom
hundredtalligt
fra Hedins Ø.


24.
Ud fra stranden
på Stavnsnæsset
sejlede snekker
— smykket med guld —
mens Helge spurgte
høvdingen Hjørleif:
»Har du tal på alle
de tapre kæmper?«


25.
Da sagde den anden
unge konge,
at man sent fik talt
den sejlende flok,
som styrede ud
på stavnhøje skibe
fra Traneøre
mod Ørvesund.


26.
»Tolv hundrede
trofaste folk —
i Højtun dog
er dobbelt så mange
i kongens skare;
der er kamp i sigte!«


27.
Styreren slog da
stavnteltet ned,
så den milde fyrstes
mænd blev vækket;
ved masten hejste
høvdingens folk
den vævede dug
på Varinsfjorden.


28.
Til årers støj
og stål der klang,
da skjold traf skjold,
blev skibet roet;
lofdungens flåde
fór fra landet
i vældig fart
ved vikingers tag.


29.
De lange køle
og Kolgas søster
stødte sammen,
så støjen lød
— — — —
som bjerges bristen
eller brændingens slag.


30.
»Hæv nu sejlet!«
lød Helges bud,
og ingen veg
fra vovetinget,
da Ægirs datter
drabeligt lod
stagmæren slå
med styrtsøer.


31.
Stridsvante Sigrun
sikrede fra oven
færden for både
folk og skibe;
med kraft trak hun
kongens havdyr
ud af Rans greb
og mod Gnipalund.


32.
Den fagre flåde
fandtes da samlet
ud på aftenen
i Unavig.
Men fra Svarinshøj
synede fjender
med ondt i sinde
den ankomne hær.


33.
»Hør!« sagde Gudmund,
den højbårne:
»— hvem er kongen,
der kommer her
med en stor styrke
og stiler mod land?«


34.
Sinfjøtle råbte
— mod råen svang han
det røde skjold
med rand af guld —
til sundets vogter,
som vidste at svare
ødlingen her
i ordskiftet:


35.
»Sig, når du fodrer
svin i aften,
og dine tæver står
tøjret og æder,
at ved Gnipalund
ligger ylfinger;
de kom fra øst,
og kamp må ventes.


36.
Hødbrod kan træffe
vor høvding dér
— den flugtsky Helge —
i flådens midte;
han lod ofte
ørne mætte,
mens du tog på
tøser ved kværnen.«


37. Gudmund sagde:
»Du véd kun lidt
om hvad der er sket
— fyrste! — du taler
falsk om ødlinger,
men ulvegodter
åd du engang,
og du slog din mors
sønner ihjel.


38.
— — — —
du slubrede sår
med savl om munden,
og søgte, hadet,
hulernes skjul.«


39. Sinfjøtle sagde:
»Men du var vølve
på Varinsø;
som kælling gik du
omkring med løgn,
og ingen anden
ønskede du hos dig
af karlfolk i brynje —
kun Sinfjøtle.


40.
Med mig som far
fødte du ni
ulvesønner
på Saganæs.«


41. Gudmund sagde:
»Far var du næppe
til fenrisulvene
— ældre end alle —
som jeg husker det,
for du blev gildet
ved Gnipalund
af troldens døtre
fra Torsnæsset.


42.
Du sad derhjemme
som Siggeirs stedsøn,
men var kendt med ulve
i ødemarken.
Begge dine brødres
bryst har du flået;
du vandt dit ry
ved rædsom dåd.«


43. Sinfjøtle sagde:
»Du var Granes brud
på Bråsletten,
og gerne løb du
med gyldent bidsel.
Tit red jeg dig
træt under bjerget
— Simul! — du sled
under sadelbyrden.«


44. Gudmund sagde:
»Du blev tidligt kendt
som en tølperhvalp;
du malkede Gullners
geder dengang,
og som Imds datter
drev du omkring
i mølædt tøj —
var der mere, du ville?«


45. Sinfjøtle sagde:
»Jeg lagde helst
dit lig til gavn
for ravneflokken
ved Frekasten,
før jeg syslede
med svinefoder
og tøjrede tæver —
må trolden få dig!«


46. Helge sagde:
»Nu — Sinfjøtle! —
sømmer det sig mest
at få gang i kampen
og glæde ørnen.
Afbryd denne
unødige snak;
at mødes i strid
er stormænds lod.


47.
Der er intet godt
ved Granmars sønner,
men last dem ikke
med løgn — sikling!
De mødte engang
ved Moinsheim
og fór dristigt
med dragne sværd.«


48.
For fuld kraft
fór de af sted;
på Svipud og Sveggjud
til Solheim gik det
ad dugvåde dale
langs dunkle bakker;
himlen skælvede
ved hildingers ridt.


49.
De traf fyrsten
på tunet hjemme,
hvor Hødbrod stod
med hovedet hjelmklædt
og blikket rettet
mod brødrenes ridt:
»I er synligt vrede —
sig mig hvorfor!«


50. Gudmund sagde:
»En hær er kommet
på hurtige køle,
på løftingshjorte
med lange ræer,
glatte årer
og godt med skjolde —
en mægtig styrke
af muntre ylfinger.


51.
Fra femten skibe
gik flokken i land,
men i Sogn venter
syv tusinde;
i flodens gab
ved Gnipalund
ses bølgeheste
i blåsort og guld.
Langt deres største
styrke er dér,
og snart kalder Helge
til sværdets ting.«


52. Hødbrod sagde:
»Få en rytter af sted
til Reginsting
og Sporvitner
til Sparinshede!
Og ingen mand
må undslå sig her,
som véd at svinge
sårets flamme.


53.
Rid til Høgne
og Rings sønner,
Atle og Yngve
og Alf den gamle!
De kommer gerne
til kampstævnet;
så tager vi varmt
mod vølsunger her.«


54.
Med vældige brag
slog blanke odde
farligt sammen
ved Frekasten,
og Helge stod
— Hundings bane —
forrest i mødet,
hvor fyrster sloges;
han var skrap i strid
og skyede flugt —
den høvding havde
et hårdt sinds-korn.


55.
Da hjelm-væsner,
som værnede fyrsten,
steg ned fra himlen
til heftig spydgny,
sagde Sigrun
— svævedisen —
mens Hålas hest
åd Hugins korn:


56.
»Lev nu livet
lykkeligt — konge! —
og nyd æren
— Yngves slægtning!
En flugtsky mand
har du fældet her:
Fyrsten der voldte
sin fjendes død.


56.
Og du — budlung! —
har både fortjent
den gæve kvinde
og gyldne ringe;
tillykke — budlung! —
med begge dele:
Høgnes datter
og herlige Ringstad.«

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.