Förste Sang om Helge Hundingsbane
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► | ||||||
Den ældre Edda
Oversat af
H. G. Møller
Udgivet 1870
1.
Årle var det i Tiderne,
da Örnene skrege;
hellige Vande randt
fra Himmelfjælde.
Da havde Borghild
i Brålund båret
Sönnen Helge,
den höjsindede Helt.
2.
Nat blev det i By;
Norner kom;
Ædlingens Skæbne
råde de skulde.
Vidspurgt Hersker
bød de ham vorde
og tykkes den förste
blandt Fyrster alle.
3.
Da monne i Brålund
Borge brydes;
mægtige Møer tvandt
Skæbnens Tråde.
Udslagne Guldbånd
de ordned med Snille,
fæsted dem midt
under Måne-Sal.
4.
Fra Öst til Vest
udspændte de Båndet,
gave alt det Land
i Ædlingens Eje.
Mod Nord en Kæde
Nornen slynged:
evig bød hun
det Bånd at holde.
5.
Én Ting ængstede
Ylvingers Ætling,
ængstede Borghild,
som Barnet fødte:
Ravn kvad til Ravn
i det höje Træ
- Æde de vented -:
"Jeg véd noget.
6.
Sigmunds Sön
stander i Brynje,
én Dag gammel.
Dagen er kommen.
Hvast han skuer
som Kampens vældige.
Han er Ulvenes Ven,
en Vellyst for Ravne."
7.
Herlig tyktes
Helten at være;
gode År
Guderne sendte.
Selv gik Kongen
fra Kampens Bulder
med helligt Løg
til den unge Helt.
8.
Helge han kaldte ham,
skænked ham Hringsted,
Solfjæld, Snefjæld,
Sigersvange,
Hringsted, Håtun,
Himinvange
og et prægtigt Sværd
til Sinfjötles Broder.
9.
Væn blandt Venner
monne han vokse,
den ædle Yngling,
yndig at skue.
Med gylden Gave
gæve han lönned;
stormodig Fyrste
på Skatten ei spared.
10.
Ej længe Kongen
at kæmpe tøved.
Da femten Vintre
Helten fyldte,
blev han den hårde,
Hundings Bane,
som længe råded
for Land og Mænd.
11.
Siden kræved
Hundings Sönner
Skat og Ringe
af Sigmunds Ætling,
fordrede Bod
for slagen Fader
og alt det Gods,
den gæve raned.
12.
Ej Drabet at sone
Fyrsten agted
eller til Slægten
for Slag at bøde,
Heller han stævned
til stålgrå Landsers
vældige Uvær,
til Odins Vrede.
13.
Folkenes Styrere
stævne til Sværdkamp,
drage af Lande
til Logafjælde,
Frodes Fred
mellem Fjender brødes;
Vidris Hunde
Til Valplads ile.
14.
Under Örnesten
Ædlingen sad.
Ulv og Øjolv
havde han fældet,
Hjörvard og Havard,
Hundings Sönner
Heden var faret
Heltens Slægt.
15.
Over Logafjælde
brat det lysned;
ud af Lysningen
Lynglimt fore.
Hjelmklædte Kvinder
over Himlen rede;
Brynjer de bare
blodbestænkte;
blanke Stråler
fra Spydsodd stod.
16.
Fluks da spurgte
Folkenes Fører
mellem Ulves Skarer
Diser fra Sønden:
om vel i Natten
hjem de vilde
med Helte drage.
Landserne döned.
17.
Men fra Hesten
Högnes Datter
- Gnyet forstummed -
til Kongen sagde:
"Andet Arbejd
vi tykkes mig have
end med Ringbryder
Öl at drikke.
18.
Til den grumme
Sön af Granmar
Har min Fader
sin Datter fæstet.
Jeg har, Helge!
skældet Hödbrod,
den stolte Konge,
Sön af en Kat.
19.
Om få Nætter
Fyrsten kommer,
hvis ej du ham viser
til Valens Stævne
eller fra den mægtige
Møen røver."
Helge.
20.
"Ikke du frygte
Isungs Bane.
För vil med Fjender jeg kæmpe,
hvis ej Döden mig kalder."
21.
Sendte den mægtige
Sendebud deden
gennem Land, over Hav,
til Leding at byde.
Meget Guld han
Mændene skænked;
Havets Glans
han gav deres Sönner.
22.
"Byd dem i Skynding
til Skibene gange,
möde fra Brandø
i Brynje klædte."
Der tøved Fyrsten.
Didhen droge
utallige Helte
fra Hedins Ø.
23.
Hist fra Strande
og fra Stævnsnæs
Hærskibe skrede
skinnende af Guld.
Helge spurgte
Hjörvard så:
"Véd du de kække
Kæmpers Tal?"
24.
Tog den unge
Konning til Orde:
"Sént var det at tælle
langstavnede Skibe.
Fra Traneøre
ad Örvasund
stod de til Land
med Mænd i Stavne,
25.
tolv Gange hundred
trofaste Mænd.
Dog er i Håtun
Hælvten flere
af Kongens Kæmper.
Til Kamp er vi vant."
26.
Brat monne Styreren
Stavntjældet løsne,
så at de vakre
Helte vågned,
og djærve Kæmper
Daggry skued.
Sejlene hejste
Höjt i Mast
Hövdingers Flok
i Varins Fjord."
27.
Årerne larmed,
Jernet gnyed,
Skjold runged mod Skjold,
Vikinger roede.
Skummende stævned
under Ædlinges Skare
Fyrstens Flåde
fjærnt fra Land.
28.
Så var det at høre
da sammen kom
de lange Køle
med Kolgas Søster,
ret som om Bjerge
og Brænding brødes.
29.
Höjere bød Helge
Sejl at hejse.
Hans Mænd ej svigted
i Bølgernes Møde,
da Gud Øges
gramme Datter
trued at styrte
den stolte Rejsning.
30.
Men over Vandene
Sigrun værned,
den mandige Mø,
om Mændenes Rejse.
Ran af Hænde
rev hun med Vælde
Fyrstens Södyr
ved Gnipalund,
31.
Ved Aften lå han
i Unavåg;
den fagre FIåde
flad på Bølge.
Fra Svarinshöj
Fyrsterne selv
med Harme i Hu
Hæren skued,
32.
Spurgte da Gudmund,
den gudbårne Hersker:
"Hvo er den Fyrste,
som Folket styrer
og Fjenders Flok
til Landet fører?"
33.
Sinfjötle svared
- i Rå han hejste
det røde Skjold
med gylden Rand.
En Vogter var der,
som vidste at tale
og med Ædlinge
Ord at skifte -:
34.
"Sig du iaften,
når Svin du fodrer
og lokker Tæver
til Ædetruget,
at Ylvinger ere
fra Østen komne,
fra Gnipalund.
Til Kamp de længes.
35.
Der monne Hödbrod
Helge finde
midt i Flåden;
Flugt han ej kender.
Ofte har han
mættet Örne,
mens du ved Kværnen
Trælkvinder kyssed."
Gudmund.
36.
"Lidet til Fortids
Frasagn du kender,
usandt taler
om ædle Helte.
Du har dig kvæget
ved Ulves Kost,
Brödrene dine
Bane voldet.
Med svale Mund
Sår du suged,
da i Hulen du leved,
led for alle."
Sinfjötle.
37.
"En Vølve du var
på Varins Ø;
listige Kvinde!
Lögn du taled.
Ingen Mand,
ej brynjeklædt Høvding
eje du vilde
uden Sinfjötle.
38.
Ulykkebringer
Ond og led,
vild Valkyrje
var du i Valhal.
Snart du voldte,
snedige Kvinde!
at alle Ejnherjer
om dig kæmped.
39.
På Sågas Næs
ni Börn vi havde.
Ulve vi avled;
deres Fader var jeg."
Gudmund.
40.
"Ej var du Fader
til Fenrisulve,
de ældste af alle,
om jeg mindes,
siden dig gilded
ved Gnipalund
Thursekvinder
på Thorsnæs Strand.
41.
Du var Siggejrs Stedsön.
I Skov derude
til Ulvehyl vant
bag Væg du lured.
Alle Ulykker
over dig kom,
da i Broders Bryst
dit Sværd du bored.
Berømt er du vorden
ved Nidingsværk."
Sinfjötle.
42.
"Du var Hranes Brud
på Bråvallahede;
guldbidslet var du,
gæv til at rende.
I mangt et Løb
red jeg dig mat.
Under Sadlen du stönned
på bratte Skrænter."
Gudmund.
43.
"En uselig Svend
forsand du tyktes,
dengang du Gullnes
Geder malked.
En anden Gang var du
en Jættetøs
i Pjalter hyllet.
Vil mere du höre?"
Sinfjötle.
44.
"För jeg vilde
ved Frekastén
give dit Ådsel
til Ravne at æde
end lokke jere Tæver
til Ædetruget
eller fodre Galte. -
Til lede Vætter du gå!"
Helge.
45.
"Bedre det sömmed
sig eder, Sinfjötle!
Kamp at øve
og Örne at glæde,
end med unyttige
Ord at kives,
om end med Had
Herskerne mødes.
46.
Ej tykkes mig Granmars
Sönner gode,
men Fyrster det sömmer
sandt at tale.
Vel man mærked i Moinshejm,
at Mod de ej savne
til Sværd at svinge."
47.
Bud de sendte,
bød dem at ile.
Svipud og Svegjod
til Solhejm fore
gennem duggede Dale,
over disige Höje,
Tågede Marker skalv
under Mændenes Ridt.
48.
Ved Kongsgårdens Led
Kongen de mødte,
forkyndte Fyrsten
Fjendernes Komme.
Ude stod Hödbrod
hjelmbedækket;
så han da
sine Slægtninge ride:
"Hvi skue Nivlunger
vredt af Åsyn?"
49.
"Hurtige Snekker
ved Strand sig vugge,
ringbærende Hjorte
og lange Rær,
utallige Skjolde
og glatte Årer,
Fyrstens glimrende Hær,
glade Ylvinger.
50.
Femten Skarer
stige i Land;
dog ligge syvtusind
i Söen derude.
I Havnene ligge
for Gnipalund
blåsorte Sødyr,
smykkede med Guld.
På dem er de fleste
af deres Folk.
Nu stævner Helge
til Sværdenes Thing."
Hödbrod.
51.
"Lad de bidslede Heste
hurtigt ile;
styrer til Thinge,
hvor Konger samles;
Sporvitne skal ile
til Sparinshede,
Melne og Mylne
ad Myrkvid til.
Ingen Mand
må sidde inde,
som Sårets Lue
forstår at svinge.
52.
Byde I Högne
og Hrings Sönner,
Atle og Yngve,
Alv den gamle!
Gerne de Kæmper
Kamp vil öve.
Gæve Fjender
skal Völsunger få."
53.
Da blev der et Brag,
da blege Lanser
sammen törned
ved Frekastén.
Altid var Helge
Hundingsbane
först i Flokken,
hvor Fjender kæmped.
Til Kamp han iled;
Flugt han ej ænsed;
så hårdt et Hjerte
den Fyrste havde.
54.
Fra Himlen kom
de hjelmklædte Møer,
som værned om Kongen
-Våbengny voksed -.
Da talte Sigrun
- höjt hun svæved -
Ulven åd
af Ravnens Æde -:
55.
"Hil Dig, Hövding!
Over Mænd du herske,
Yngves Ætling!
og livet du nyde,
da fældet du har
Flugtens Hader,
Kongen, der voldte
Kæmpens Død.
56.
Dig anstår det, Fyrste!
alt at eje,
de røde Ringe
og den rige Mø.
Hil dig, du bolde!
Nyde du både
Högnes Datter
og dertil Hringsted,
Sejr og Lande.
Så, endtes Kampen."
Noter:
4. De udspændte Bånd betegne Udstrækningen af de Riger, som Skæbnen bestemte Helge.
5. Ylvingers Ætting dvs.: Sigmund, Helges Fader.
7. Løgets Overrækkelse var en Symbolsk Handling. som man i Oldtiden foretog, når man overdrog Grundejendom fra Hånd til Hånd.
8. Sinfjötle var Sigmunds ældre Sön.
13. Vidris Hunde dvs.: Odins Hunde, Ulvene.
17. Ringbryder kaldes den gavmilde Konge, der uddeler af sine Skatte.
26. Skibsteltene tages af Helges Skibe.
28, Kolga er Datter af Øge. Kolgas Søster er Bølgen.
30. Ran - Havgudinden
47. Svipud og Svegjod ere Navne på Heste.
49. Ringbærende Hjorte dvs.: Masterne.
51. Sårets Lue dvs.: Sværdet.
55. Den Kæmpe, Hödbrod havde fældet, er Vel Isung: s.V. 20.
Dette Digt om Helge Hundingsbane og alle de følgende Sange indtil Sangen om Hamde inclusive danne en sammenhørende Gruppe, idet de behandle Hovedbegivenhederne i den store Sagnkreds om Völsunger og Nivlunger, der i en fjærn Oldtid var meget udbredt blandt de germaniske Folk, og som vi genfinde i en middelalderlig romantiseret Form i det tyske Njebelungenlied, Hvo som ønsker et Overblik over den hele Sagnkreds, kan henvises til den islandske Völsungasaga, der er en prosaisk Omskrivning af de her oversatte samt af andre, nu tabte, Digte. Den er oversat på Dansk af Rafn i "nordiske Kæmpehistorier."