Kvadene om Helge Hundingsbane (JJA)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


J.J. Aars.jpg
Udvalgte norske oldkvad


Oversat af
Jacob Jonathan Aars
1864


Kvadene om Helge Hundingsbane
(Helgakviða Hundingsbana I. og II.)


I nærmere eller fjærnere Forbindelse med de hedenske Folks Gudesagn staar næsten altid en Række Sagn om mærkværdige Helte, der var udstyrede med større Kraft og herligere Egenskaber end senere Tiders Mennesker, ofte antoges at nedstamme fra Guderne og havde udført store og forunderlige Bedrifter. Den Tid, i hvilken disse Helte skulde have levet, kalder man Sagntiden i Modsætning til den historiske Tid, den, hvorom vi har paalidelige historiske Efterretninger. Disse Heltesagn er nær knyttede til Gudesagnene. I Sagntidens Begivenheder griber gjærne Guderne eller andre overnaturlige Væsener umiddelbart ind. Disse Heltesagn tjener derfor til at supplere de egentlige Gudesagn. Men tillige aabner de os et Blik ind i Menneskelivet i Folkenes ældste Tider. Ti i Regelen ligger der altid noget virkeligt til Grund for dem, i det mindste forsaavidt, som det for en stor Del maa antages, at lignende Begivenheder har tildraget sig, lignende Tænkesæt raadet, lignende Maade at være og handle paa været almindelig. Og som Menneskenes religiøse Tro altid afpræger sig i deres Liv, saaledes maa ogsaa disse Sagn, hvor megen Blanding af Opspind og Virkelighed de end indeholder, for en stor Del vise os, hvorledes Folkenes ældste Tro har indvirket paa deres Liv og givet dette dets Skikkelse. Medens de tre første Kvad, vi har betragtet, især har vist os den gamle Gudelære teoretisk, saa lærer vi i Rigsmál og i de Kvad og Sagaer, som indeholder Heltesagn, at kjende forskjellige Sider ved det Oldtidsliv, hvorpaa hin Gudelære praktisk har øvet sin Indflydelse.

Hedningefolkenes gamle Sagn i Almindelighed, baade Heltesagnene og de egentlige Gudesagn, er ofte vidt forgrenede mellem forskjellige Folk og Stammer; deres Stof er af den Art, at det saa let har kunnet omdannes og forøges; og da Folkene med sin hele Sjæl har levet i disse Sagn, haft sin Lyst og Glæde og Stolthed i dem, da disse Sagn er det umiddelbare Udtryk, som Folkenes poetiske Trang har fundet og tillige den eneste Art af historisk Overlevering, som dengang gaves, (og en Tradition om Forfædrenes Bedrifter maa ethvert Folk have, og jo kraftigere og friskere Folket er, desto mere vil det have af saadanne Traditioner), saa er det naturligt, at disse Sagn har udbredt sig stærkt mellem de gamle Folk, at de er gaat over fra den ene beslægtede Stamme til den anden, altid forøgede, altid omdannede, at de altsaa idelig har modtaget en ny Skikkelse, men dog ikke er blevne mere forskjellige indbyrdes, end at man kan se den fælles, oprindelige Kjærne, som ligger til Grund.

Saaledes er det f. Eks. med mange af de græske Stammers Sagn, baade om Guder og Helte. Saaledes er det ogsaa hos de germaniske Folk (se P. 2). Der er hele Sagnkredse, som er fælles for de forskjellige Grene af den germaniske Stamme, Sagn, som er en fælles Ejendom for flere af de germaniske Folk, og som hos hvert af dem har modtaget sin ejendommelige Form, hvori de er opbevarede lige til vore Tider. Dette gjælder her især om Heltesagnene. Vi skal nu gjøre Bekjendtskab med et Afsnit af en af disse Sagnkredse, nemlig den store og vidtløftige Sagnkreds om Volsunger og Nivlunger, som har forgrenet sig vidt om mellem de germaniske Folk og omfatter en stor Mængde af Sagn, der, som det synes, har været kjendte og kjære for alle de germaniske Folk og i forskjellig Skikkelse og forskjellige Sprog for en stor Del endnu er levnede. Ogsaa hos vort Folk levede disse Sagn, og en hel Række af vore Oldkvad har fra dem sit Stof.

Heltesagnene har ligesom Gudesagnene været opbevarede paa to Maader; dels har de nemlig i ubunden, prosaisk Form gaat fra Mund til Mund, dels har de været indklædte i en poetisk Fremstilling og har saaledes forplantet sig i en bestemt, afsluttet Skikkelse Tiderne igjennem; dels har endelig den ene Form ledsaget den anden saaledes, at et Digt har maattet suppleres ved tilføjede Beretninger i Prosa. Baade de Kvad, som indeholder saadanne Sagn, og de prosaiske Fortællinger har naturligvis i Tidernes Løb kunnet forandres paa mange Maader, og saaledes har mange af de Viser, som endnu synges blandt Folket, og mange af de Sagn og Æventyr, som endnu fortælles, sin Rod i disse gamle Aandsfrembringelser fra den hedenske Tid og er for en større eller mindre Del Omdannelser af disse.

Blandt de mærkeligste og skjønneste af de gamle norske Heltekvad er to, som gjensidig supplerer hinanden, om Helge Hundingsbane. Sagnet er opbevaret ogsaa i prosaisk Form, nemlig i den saakaldte Volsungasaga. Tillige er det andet af de to nævnte Kvad ledsaget af mange indskudte prosaiske Beretninger. Jeg vil her meddele det meste af disse Kvad, sammendragne til et, saaledes, at jeg fuldstændig oversætter det første af dem, men af det andet forbigaar nogle Vers, som ikke vilde være meget mere end en Gjentagelse af, hvad der staar i det første; de Vers af det andet Kvad, hvis Stof hører ind under det, som fortælles i det første, sætter jeg ind paa det tilsvarende Sted i dette, for at det hele lettere kan læses i Sammenhæng; dog betegner jeg overalt, hvilket af de to Kvad Versene tilhører, ved Tallene I. og II.

Odins Søn Sige var Konge i Hunaland. Hans Søn Rere havde en Søn Volsung. Denne havde igjen ti Sønner og en Datter, Signy; af hans Sønner var Sigmund den ældste og i alle Dele den første. Denne Æt kaldtes Volsunger. De var store og stærke og overgik alle andre Mennesker i Krigerdygtighed og al anden Idræt. Sigmund og hans Søn Sinfjotle, som han havde avlet med sin Søster Signy uden at vide, at hun var hans Søster, havde udført mange store Bedrifter. Sigmund fik sin Faders Rige og var en stor og mægtig Konge. Senere egtede han Borghild af Braalund. Med hende avlede han to Sønner, Helge og Haamund.

De øvrige Oplysninger, som er nødvendige til Digtenes Forstaaelse, skal meddeles i Form af Anmærkninger nedenunder. Det maa mærkes, at flere af de forekommende Stedsnavne ikke længere med Vished kan forklares.


I, 1.
Aarle i Old,
da Ørne skreg,
hellige Vand
flød fra Himmelfjæld,
da blev Helge
den hugstore
baaren af Borghild
i Braalund.

I, 2.
Nat var i Gaarden,
Norner kom,
den ædle Helts
Liv de ordned;
ham bød de herligste
Høvding vorde
og for den første
af Fyrster gjælde.

I, 3.
Stærkt de snode
Skjæbnens Traade,
da Borge brødes
i Braalund;
gyldne Traade
ud de grejed,
fæsted dem midt
under Maanesalen1).

I, 4.
I Øst og Vest
de Enderne skjulte,
derimellem
fik Drotnen2) Land,
og Neres Søster3)
mod Norden kasted
den ene Traad,
bød den evig holde.

I, 5.
Et var til Angst
for Ylvingers Søn4)
og Kvinden5), som fødte
det kjære Barn6);
Ravn kvad til Ravn -
sad højt paa Kvist
uden Føde - 7):
“et jeg ved:

I, 6.
Staar i Brynje
Sigmunds Søn
et Døgn gammel,
nu er Dagen kommen;
Øjne som krigersk
Konge han hvæsser,
han er Ulves Ven8),
og vi faar Glæde.”

I, 7.
Hæren i ham
sin Høvding saa,
sagde en Guders
Sending kommen9);
selv gik Kongen
af Kampens Gny
sin unge Søn
en Løg at skjænke10).

I, 8.
Navn gav han Helge,
skjænked ham Haatun,
Solfjæld, Snefjæld
og Sigarsvold,
Ringstad, Haatun
og Himmelvang11),
et Sværd saa skjønt
gav han Sinfjotles Broder12).

I, 9.
Da tog at vokse
ved Venners Bryst
det ædle Skud13)
i straalende Glans;
med Guld han lønned
og gav sine Mænd,
paa Gods og Skatte
spared ej Fyrsten.

I den prosaiske Indledning til det andet Kvad om Helge heder det: Helge blev opfostret af Hagal. Der var en mægtig Konge, som hed Hunding; han var en stor Kriger og havde mange Sønner, som laa i Strid. Der var Ufred og Krig mellem Kong Hunding og Kong Sigmund, og de dræbte hinandens Frænder. Helge drog ukjendt til Kong Hunding for at udspejde hans Hird. Men da han drog bort, mødte han en Gjætergut, og da kunde han ikke bare sig for at fortælle denne, hvem har var, (II, 1). Hunding sendte Mænd til Hagal for at søge efter Helge, og Helge kunde ikke redde sig paa anden Vis, men tog en Trælkvindes Klæder paa og gik at male14). De søgte, men fandt ikke Helge. En af Helges Mænd, Blind den rænkefulde, fattede rigtignok Mistanke og kvad:

II, 2,
“Hvasse Øjne
har Hagals Tærne,
ej er det Karls Æt15),
som ved Kværnen staar,
Stene revner,
Kværnen springer16).

II, 3,
Saa haard en Skjæbne
har Høvdingen faat,
naar mægtige Konge
skal Kværnen dreje;
bedre sømmer sig
saadan Haand
skarpe Sværd
end Kværnens Svev.”

Hagal svarede og kvad:

II, 4.
“Det er ej Under,
om Kværnen dønner,
da en Høvdings Datter
Haandtaget fører;
højere end Skyer
svæved hun før17)
og voved at kjæmpe
som Vikinger,
før Helge til Fange
hende gjorde;
Søster er hun
til Sigar og Hogne;
ti har hvasse Øjne
den Ylvingers Tærne.

Helge undkom og drog i Kamp mod Kong Hunding, og fældte ham, som her fortælles:

I, 10.
Kort den Konge
paa Kampen bied;
da Fyrsten var
femten Vintre,
vog han Hunding
den haardføre,
som længe havde raadet
Land og Rige.

Deraf blev Helge kaldet Helge Hundingsbane. Efter Slaget laa han med sin Hær i Brunavaag og gjorde Strandhug, og der aad de raat Kjød. Der var en Konge Hogne, hvis Datter hed Sigrun; hun var Valkyrje og red Luft og Hav. Hun red nu hen til Helges Skibe og kvad:

II. 5.
Sigrun:
“Hvem lader de Skibe
ved Stranden flyde?
hvor har I Hærmænd
eders Hjem?
hvad bier I paa
i Brunavaag,
hvor vil I nu
Vejen tage?”

II, 6.
Helge:
“Hamal de Skibe
ved Stranden fører,
hjemme vi
paa Lessø har,
vi bier paa Bør
i Brunavaag,
øst vil vi nu
Vejen tage.”

II, 7.
Sigrun:
“Hvor har du Konge,
Kampen vakt
eller Valkyrjers Fugle
Føde givet?18)
hvi er din Brynje
sprængt med Blod?
hvi æder I Krigere
Kjødet raat?”

II, 8.
Helge:
“Det gjorde sidst
Ylvingers Søn
vestenfor Havet,
om du vide det lyster,
at Bjørne jeg tog
i Bragalund,
og Ørnes Slægt
med Spydet mætted19).”

II, 9.
Nu har du, Kvinde,
Grunden hørt;
derfor jeg paa Sjø
aad lidet stegt.

II, 10.
Sigrun:
“Om Krig du melder;
for Helge maatte
Hunding Konge
i Kampen segne;
haard blev Striden,
da I hevnede Frænder,
flød Strømme af Blod
paa Sværdeegge.”

II, 11.
Helge:
“Hvor vidste du dog,
du vise Mø,
at Frændehevn
vi havde at øve?
mange krigerske
Kongesønner
er os Frænder
fiendske af Sind.”

II, 12.
Sigrun:
“Ej stod jeg fjærnt,
du Kampens Fyrste,
ved mangen daadrig
Konges Død;
slu dog synes mig
Sigmunds Søn,
som med dunkle Ord
om Kampdaad melder.

II, 13.
Jeg saa dig før
paa de lange Skibe,
da du stod
i blodige Stavn,
og de svale Bølger
bruste højt;
nu vil Fyrsten
dølge sig for mig;
men Hognes Datter
Helge kjender.”

I,11.
Krævede siden
Hundings Sønner;
gyldne Skatte
af Sigmunds Søn
ti at hevne de havde
paa Heltekongen
Færov20) stort
og Faderens Død.

I, 12.
Ej fik de Bøder
af Faderens Bane,
ej Sønnerne Guld
han for Skaden gav:
“vænte de kunde
et vældigt Vejr
af de hvasse Vaaben21)
og Odins Vrede.”

I, 13.
Farer de Konger
til Kampstevne,
som de lagde
til Logsfjæld;
Frodes Fred22)
mellem Fienderne brast,
farer graa Ulve
graadige om Ø.

I, 14.
Satte sig Fyrsten, -
da han slaget havde
Alv og Øjolv, -
under Arastejn,
Hjorvard og Haavard,
Hundings Sønner,
ødt havde han hele
Heltens Æt.

I, 15.
Da kom en Lysglans
fra Logafjæld,
og fra det Lys
kom Lynstraaler;
kom høje23), hjælmklædte
Kvinder paa Himmelvang,
Brynjerne deres
med Blod var stænket,
men af Spydene
Straaler stod.

I, 16.
Aarle da spurgte
paa Slagmarken24)
Kongen de ædle
Kvinder fra Syden,
om hjem de med høje
Høvdinger vilde
den Nat fare;
der klang Vaaben.

I, 17.
Men fra Hesten
Hognes Datter25)
stilled Skjoldegny
og til Fyrsten sagde:

Sigrun:
“Andet, ved jeg,
har vi at gjøre
end hos ædle Konge
Øl at drikke.

I, 18.
Nu har min Fader
mig, sin Datter,
lovet til Granmars
grumme Søn;
men jeg, o Helge,
har Hodbrodd kaldt
en Konge saa kjæk
som dovne Kat26).

I, 19.
Dog kommer Fyrsten
om faa Dage,
om ej du til Strid
ham stevne vil,
eller den milde Konge
hans Mø ham røver.”

I, 20.
Helge:
“Ej du frygte
Isungs Bane27)
før skal Stridslarm høres,
saasandt jeg lever.

II, 18.
Ej du vyrde
Hognes Vrede
eller din Æts
ilde Sind!
du, unge Mø,
hos mig skal leve,
din Æt, du gode,
ej jeg ræddes.”

I, 21.
Sendte da Bud
den stærke Konge
over Sø, over Strand,
Hjælp at søge,
rige Gaver
af Guld at byde
de stridsvante Mænd
og Sønnerne deres.

I, 22.
Helge til sine Sendemænd:
“Beder dem straks
til Skibene gaa
og rejse til28) Brandø,
rede til Kamp!”
Da bied Kongen,
til derhen kom
Hundreder Helte
fra Hedinsø.

I, 23.
Og der fra Strand
paa Stavnsnes
skred Skibe ud,
smykked' med Guld;
Helge spurgte
Hjorlejv om det:

Helge:
“Har du talt
de tapre Helte?”

I, 24.
Den unge Konge
kvad til den anden:

Hjorlejv:
“Sent er at tælle
fra Traneøren
de lange Skibe
med Ledingsmænd,
de, som ind i
Orvasund for.

I, 25.
Tolv Hundreder29)
trofaste Mænd,
dog er i Haatun
dobbelt saa stor
Kongens Stridshær,
Kamp er at vænte.”

I, 26.
Styrmanden tog
Stavnstjælde af,
saa mægtige Kongers
Mængde vaagned,
og Fyrsterne saa
den straalende Dag,
og Høvdingerne
hejste paa Mast
de vævede Sejl
paa Varinsfjord.

I, 27.
Blev Aareslag
og Sværdebrag,
slog Skjold mod Skjold,
de Sjøfolk rode;
der bruste frem
under Krigere barske
Fyrstens Flaade
fjærnt fra Land.

I, 28.
Naar sammen stødte
de store Bølger
og høje Skibe,
at høre var det,
som naar Brændinger
mod Bjerge brydes.

I, 29.
Helge bød drage
højere Sejlene,
Mandskabet svigted ej
Møde med Bølgen30),
da det skrækkelig
stormende Hav
Skibet vilde
i Dybet styrte.

I, 30.
Der kom stridbare Mø,
Sigrun, fra oven,
dem selv til Hjælp
og Skibet deres;
med Kraft hun rev
af Raans31) Hænder
Skibet, og det landed
ved Gripalund.

I et prosaisk Stykke mellem V. 18 og 19 i Helgakv. Hund. II. fortælles: De fik i Havet farligt Uvejr; der kom Lyn over dem, og Straalerne slog ned i Skibet; de saa i Luften ni Valkyrjer ride, og de kjendte Sigrun; da, stilnede Stormen, og de kom velbeholdne til Land. Granmars Sønner sad paa et Fjæld, da Skibene sejlede til Land. Gudmund (se Anm. 25) steg op paa en Hest og red ud for fra Fjældet at have Udkig over Havnen; da tog Volsungerne (Helge og hans Folk) Sejlene ned.

I, 31.
I Unavaag
om Aften den hele32)
fagre Flaade
flyde kunde;
men Granmars Sønner
fra Svarinshaug
med harmfuld Hu
Hæren mønstred.

I, 32.
Den gudebaarne
Gudmund spurgte:

Gudmund:
“Hvem er den Høvding,
som Hæren styrer
og Fiendeflok
fører til Landet?”

I, 33.
Sinfjotle33) kvad, -
slang op ved Raa
et rødt Skjold,
Randen var af Guld;
den Sjøhelt vidste
vel at svare i
og med Ædlinger34)
Ord at skifte -:

I, 34.
Sinfjotle:
“Sig du iaften,
naar du Svinene giver
og eders Hunde
til Æde fører,
at Ylvinger35)
fra Øst er komne,
lystne paa Kamp
ved Gnipalund.

I, 35.
Der kan Hodbrodd36)
Helge finde,
midt i Flaaden;
den Fyrste ej flygter;
ofte har han
Ørne mættet37),
medens du ved Kværnen38)
Kvinder kyssed.”

I, 36.
Gudmund:
“Du glemmer nok, Fyrste,
de gamles Ord,
da Ædlinger du
med Uret laster;
selv du aad jo
Ulves Spise
og er din Broders
Bane vorden,
ofte sued du
Saar med din Mund,
skyet af alle
skred du i Fjældet39).

I, 37.
Sinfjotle:
“Du var en Volve
paa Varinsø,
listig Kvinde,
med Løgn du for;
ingen Mand
du eje vilde
eller stærke Kriger
uden Sinfjotle.

I, 38.
Du var den værste
Valkyrje og Trold,
vild og vældig,
hos Valfader;
da monne alle
Ejnherjer strides,
snedige Kvinde,
for din Skyld.

I, 39.
Paa Saaganes
vi havde ni
Ulve avlet,
jeg var alles Fader”40).

I, 40.
Gudmund:
“Ej var du Fader
til Fenrisulvene,
ældre end alle,
det jeg kan mindes;
ti gildet blev du
ved Gnipalund
af Tursemøer
paa Torsnes.

I, 41.
Du var Siggejrs Stedsøn
og skjulte dig hjemme41),
Ulvenes Skrig
i Skoven du kjendte,
og alslags ondt
over dig kom,
da din Broders Bryst
du gjennembored;
navnkundig blev du
af Nidingsværk.”

I, 42.
Sinfjotle:
“Du var Granes42) Brud
paa Braavolden,
med gyldne Tøjler,
tæmmet til Løb;
dit Trold! ved mangt et
Ridt jeg trætted
dig, svang43) under Sadlen,
ad stejle Fjæld!”

I, 43.
Gudmund:
“En Svend du tyktes
af ilde Seder,
da du Gullners44)
Gjeder mælked,
og efter dig
en Jotundatter,
en laset Gjente, -
vil du længer tale ?”

I, 44.
Sinfjotle:
“Før jeg vilde
ved Frekastejn
Fugle give
dit Lig til Føde
end eders Hunde
til Æde føre
eller Svin give;
Trold stride med dig!”

I, 45.
Helge:
“Bedre, Sinfjotle,
sømmed det eder
Kamp at yppe
og Ørne glæde
end med unyttige
Ord at strides,
om end Heltenes Sind
af Had er fuldt!

I, 46.
Mig tykkes ej gode
Granmars Sønner,
dog sandt at sige
sømmer sig Fyrster;
vist de har
ved Moinshejm,
at Mod dem ej svigted
til Sværd at drage.”

I, 47.
Hurtig lod de
Hestene vende,
Svipud og Sveggjud,
til Solhejm det gik
gjennem duggede Dale
og dunkle Lier;
skalv Mists Hest 45),
hvor Mændene for.

I, 48.
Fyrsten traf de
i Tunledet,
sagde grumme
Stridsmænds Komme ;
ude stod Hodbrodd
hjælmdækket,
saa sine Ætmænd
ivrig ride:

Hodbrodd:
”Hvi er harmfuldt Blik
i Heltes Aasyn?”

I, 49.
Gudmund:
”Ved Stranden snor sig
hurtige Skibe,
raske Snekker
og lange Rær,
mange Skjolde,
skavne Aarer,
herlige Kongehær,
Høvdinger glade.

I, 50.
Der gaar femten
Flokke i Land
og syv Tusinder
er ude paa Sjø;
her ligger ved Land
for Gnipalund
de Sjødyr47) sorte,
smykked’ med Guld;
der nu størst er
deres Mængde,
ej vil nu Helge
med Kampen vænte.

I, 51.
Lad Heste nu rende
til Heltes Stevne,
Sporvitner
til Sparinshejm,
Melner og Mylner
til Mørkskoven!
lad ingen Mand nu
efter sidde
af dem, som Sværdet
svinge kan!

I, 52.
Kalder nu Hogne
og Hrings Sønner,
Atle og Yngve,
Alv den gamle!
saare gjærne
i Strid de gaar,
de Volsunger skal
tages vel imod!”

I, 53.
En Svip det var,
og sammen kom
de funklende Sværd
ved Frekastejn;
altid var Helge
Hundingsbane
først i Skaren,
hvor Heltene stred,
skarpest i Kampen,
senest til Flugt;
den Høvding havde
saa haardt et Hjærte.

I, 54.
Der kom fra Himlen
hjælmvise48) Kvinder
til Værn for Fyrsten;
Vaabenlarm vokste;
da kvad Sigrun,
saarvante Mø,
mens Ulven aad
af Aadslerne49).

I, 55.
Sigrun:
“Med Lykke, Helt,
skal du herske over Mænd,
du Yngves Frænde,
og fagert leve,
da fældet du har
den flugttræge
Konge, som volded
den vældiges50) Død.

I, 56.
Og eje skal du,
ædle Fyrste,
baade straalende Guld
og stærke Mø,
glad skal du nyde
begge Goder,
Hognes Datter,
dertil Ringstad,
Sejer og Land,
saa er Striden endt.”

I et prosaisk Stykke mellem V. 24 og 25 i Helgakv. Hund. II. fortælles om Kampen og dens Udfald; alle Granmars Sønner og alle deres Høvdinger faldt; kun Dag Hognessøn fik Grid og svor Ed til Volsungerne. Sigrun gik ind imellem de faldne og fandt Hodbrodd næsten død. Da kvad hun:

II, 25.
Sigrun:
“Ej skal du Sigrun
fra Sevafjæld,
Hodbrodd Konge!
holde i din Arm;
leden er Granmars
Sønners Livstid,
ofte faar Ulvene
Aadsler nu51).

Derpaa fandt hun Helge og blev saare glad. Han kvad:

II, 26.
Helge:
“Ei gik alt dig
efter Ønske,
dog Nornerne52)
har nogen Skyld;
faldt imorges
ved Frekastejn
Brage og Hogne53),
jeg blev deres Bane.

II, 27.
Og ved Styrklejv
Starkad Konge
og ved Hlebjærg
Hrollaugs Sønner;
det var den haardeste
Helt jeg saa;
ti Kroppen hug,
men Hovedet var borte.

II, 28.
Paa Jorden ligger
de allerfleste
af dine Frænder,
faldne er de;
ej var du i Striden,
din Skjæbne var
at volde Kamp
blandt vældige Mænd.”

Da græd Sigrun. Han kvad:

II, 29.
Helge:
“Klag ej, Sigrun!
Kampmø54) var du os,
ej Skjoldunger55) over Skjæbnen sejrer.”

Sigrun:
“llive jeg ønsked
dem, som ledne er56);
men dog i din Favn jeg hvile vilde.”

Helge fik Sigrun tilegte, og de fik Sønner. Dag Hognessøn (Sigruns Broder) blotede (ofrede) til Odin for at faa Faderhevn; Odin laante Dag sin Gejr (sit Spyd). Dag fandt Helge, sin Maag, ved Fjoturlund; han gjennemborede Helge med Gejren; der faldt Helge; men Dag red til Sevafjæld og sagde Sigrun Tidende:

II, 30.
Dag:
“En Sorg, o Søster,
jeg siger dig nødig;
ti med Smærte har jeg voldet
min Søsters Graad;
faldt imorges
under Fjoturlund
den Fyrste, som var
den første i Verden
og mangen Helt
paa Halsen traadte.”

II, 31.
Sigrun:
“Dig skal alle
Eder bide,
som du Helge
havde svoret57)
ved det lyse
Lynets Vand
og den kolde
Havets Klippe.

II, 32.
Ej skride det skib,
som skal under dig skride,
om end bedste
Medbør blæser!
ej rende den Hest,
som skal under dig rende,
om end du Fiender
har at fly!

II, 33.
Ej bide det Sværd,
som du vil svinge,
uden dig selv
det synger om Hoved!
da var hevnet
Helges Død,
om du var en Varg
i vilde Skove,
sprang over Lig
for Spise at finde!”

II, 34.
Dag:
“l Vanvid, Søster!
vildes du,
da din Broder
du bander saa;
Odin ene
Ondet volder,
ti mellem Frænder
han Fiendskab vakte.

II, 35.
Din Broder røde
Ringe dig byder,
hele Vandilsve
og Vigdale;
det halve Land
til Bod for din Harm58),
dig og dine Sønner,
guldsmykkede Mø!”

II, 36.
Sigrun:
“Saa sæl jeg ej sidder
paa Sevafjæld,
aarle eller silde,
at Livet jeg elsker,
uden jeg Helges straalende
Hær fik se
og hans herlige Hest
under Høvdingen rende,59)
og jeg kunde
min Konge favne!”

II, 37.
Saa havde Helge
haardt forfærdet
alle sine Fiender
og Frænderne deres,
som rasende, rædde
for Ulven render
Gjeder i Fjældet,
fulde af Skræk.

II, 38.
Saa stod Helge
over Høvdinger alle,
som den ædle
Ask over Tornen,
eller Dyrekalven60),
dugbesprængt,
som farer over
alle Dyr,
og dens Horn glinser
mod Himmelen selv.”

Der blev gjort Haug efter Helge. Men da han kom til Valhal, da bød Odin ham at raade over alt med sig. Helge sagde da:

II, 39.
“Du, Hunding! skal
for Heltene alle
Fodbad ordne
og Ilden tænde,
Hundene binde,
Hestene stelle,
Svinene fodre,
før tilsengs du gaar61).

Sigruns Trælkvinde gik om Aftenen ved Helges Hang og saa, at Helge gik til Haugen med mange Mænd. Trælkvinden kvad:

II, 40.
Trælkvinden:
“Er det kun Svig62),
hvad se jeg tykkes,
eller Ragnarok?
- her Dødninger rider,
og Hestene eders
I heftig sporer, -
eller er Heltene
Hjemlov givet?

II, 41.
Helge:
“Ej er det Svig kun,
hvad se du tykkes,
eller Tidens Ende,
skjønt os du ser,
skjønt vi Hestene
heftig sporer;
men der er Heltene
Hjemlov givet.”

Hjem Trælkvinden og sagde til Sigrun:

II, 42.
Trælkvinden:
“Ud gaa du, Sigrun
fra Sevafjæld,
om Krigerfyrsten
finde dig lyster;
aaben er Haugen,
Helge er kommen;
Kampspor63) bløder,
Kongen bad dig,
at de dryppende Saar
du skulde lindre.”

Sigrun gik ind i Haugen til Helge og kvad:

II, 43.
Sigrun:
“Nu frydes jeg saa
ved dig at finde,
som de aadselgridske
Odins Ravne,
naar om Val64) de ved
og varme Bytte
eller dugdryppende
Dagsbryn65) ser.

II, 44.
Kysse vil jeg
døde Konge,
før du blodige
Brynje kaster;
dit Haar er, Helge,
hyllet med Rim,
Kongen er ganske
med Kampdug66) sprængt,
Hænderne kolde
paa Hognes Maag67),
hvorledes skal jeg
din Skade bøde ?”

II, 45.
Helge:
“Ene volder du, Sigrun
fra Sevafjæld,
at Helge er sprængt
med Sorgens Dug68):
græder du, guldsmykte!
grumme Taarer,
solklare Sydens Mø,
før tilsengs du gaar,
hver Taare blodig
paa Bryst mig falder,
kold og isnende,
kvalopfyfldt.

II, 46.
Vel skal vi drikke
dyre Mjød,
om baade vor Lyst
og Land vi savner,
Sørgesang
skal ingen synge,
om end blodige Saar
han ser paa mit Bryst:
nu er Kvinder
i Haugen komne,
Kongedøtre
hos os døde.”

Sigrun redede Seng i Haugen.

II, 47.
Sigrun:
“Redet har jeg, Helge,
her dig et Leje,
sorgeløst,
du Ylvingers Søn!
i din Favn vil jeg,
Fyrste, sove
saa, som jeg laa,
da ilive du var.”

II, 48.
“Nu er intet
mer utroligt,
sildig eller snart,
paa Sevafjæld,
da i ikke levendes
Arm du hviler,
du Hognes straalende
Datter i Haugen,
og dog du lever,
Kongedatter!

II, 49.
Ride maa jeg nu
de røde Veje69),
lade blege Hest
Luftsti træde;
jeg skal vestenfor
Vindhjælms Bro70),
før Salgovner
Sejrfolket vækker”71).

Helge og hans Mænd red sin Vej; men Kvinderne drog hjem til Gaarden. Den næste Aften lod Sigrun Trælkvinden holde Vagt ved Haugen. Men imod Dagens Ende kom Sigrun til Haugen, og Trælkvinden kvad:

II, 50.
Trælkvinden:
“Kommen var nu,
om han komme vilde,
Sigmunds Søn
fra Odins Sale;
nu svinder Haabet,
at hid han kommer,
da paa Asketrær
Ørnene sidder,
og alt Folket drager
til Drømmeting72).

II, 51.
Vær ej saa gal
ene at fare,
du Skjoldungers Datter,
til Dødes Hjem:
stærkere73) bliver
stedse om Natten
de døde Kjæmper
end om lyse Dag.”

Sigrun blev ikke gammel, paa Grund af sin Sorg og Kvide. Det var Tro i gamle Dage, at Folk blev gjenfødte; men det regnes nu for Kjærringdaarskab. Om Helge og Sigrun sagde man, at de blev gjenfødte; han hed da Helge Haddingjaskate (Haddingernes Helt) og hun Kaara Halvdansdatter, som kvædet er i Káruljóð, og hun var Valkyrje74).




Noter:

1) D. e. Himmelen.
2) Fyrsten, Helge.
3) En af Nornerne, Skjæbnegudinderne (se Vsp. V. 23), der ved et Menneskes Fødsel bestemmer hans Lod og Kaar i Livet; symbolsk betegnes dette derved, at de væver hans Skjæbnes Væv eller spinder hans Skjæbnes Traad, en Forestilling, som vi finder hos flere gamle Folk.
4) Volsungerne kaldtes ogsaa Ylvinger (sml. Anm. 39); Ylvingesønnen er Sigmund Volsungssøn, Helges Fader.
5) Borghild.
6) Helge.
7) Det var Tro, at Fuglene kunde tale; og ofte i Heltesagnene aabenbarer Fugle Fremtidens Begivenheder og andre Hemmeligheder . Men at kunne forstaa deres Røst er en stor og sjælden Gave; se Rigsmál V. 44.
8) Alle Rovdyr og Rovfugle glæder sig over den store Kriger; ti han skaffer dem rigelig Aadsler til Føde.
9) Efter Læsemaaden goðár; se Bugges Udg. P. 180; Meningen er altsaa, at Helge er dem sendt fra Guderne (eller fra en Gud, Odin).
10) En symbolsk Handling, der betegner ham som Arving til Landet.
11) Navne paa forskjellige Ejendomme; i Originalen staar Ringstad, ikke Haatun to Gange.
12) Helge; se P. 87.
13) Af Volsungeætten, d. e. Helge.
14) Det var gjærne Trælkvinders Gjerning at dreje Haandkværnene.
15) Bondeæt, men derimod en af Fyrsteæt; se Rigsmál.
16) Saa voldsomt og kraftig drejer han.
17) Var en Valkyrje, en af Krigens Møer (se Voluspá V 31); de er ikke altid egentlige Gudinder, men ofte Kongers og Høvdingers Døtre.
18) Se Anm. 8; Valkyrjernes Fugle er Rovfuglene.
19) Billedlige Udtryk om store og vanskelige Krigsbedrifter.
20) Plyndring, Rov af Gods.
21) Spydenes, Vaabnenes Uvejr er den voldsomme Kamp.
22) Frode var en dansk Konge, som der er mærkelige Sagn om; de er os opbevarede hos den danske Forfatter “Saxo Grammaticus”, men har ogsaa været udbredte i Norge. - Kong Frode bød efter mange Krigsbedrifter, at der skulde være Fred over hele hans Rige; (han havde da underlagt sig umaadelig store Landstrækninger); under ham var der saadan Orden og Tryghed overalt, som man aldrig før havde kjendt. Udtrykket Frodes Fred betegner altsaa en fuldkommen Fred eller ogsaa, som her, blot Fred i Almindelighed.
23) Efter Konjektur af Bugge.
24) Tekst og Fortolkning tvilsom.
25) Sigrun var altsaa en af Valkyrjerne i V. 15.
26) Granmar hed en mægtig Konge, som bode paa Svarinshaug; han havde mange Sønner; en hed Hodbrodd, en anden Gudmund, en tredje Starkad. Hodbrodd var i Kongestevne; han fæstnede sig Sigrun Hognesdatter. Men da hun hørte det, red hun med Valkyrjer over Luft og Hav at søge Helge. Han var da ved Logafjæld og havde kjæmpet med Hundings Sønner. Der fandt Sigrun ham, kastede sig om hans Hals og kyssede ham og talte saaledes med ham, som her i vort Kvæde er sagt; blandt andet sagde hun, at hun havde elsket Sigmunds Søn af al sin Hu, før hun havde seet ham. - (Dette er Indholdet af et prosaisk Stykke foran V. 14 i Helgakv. II. og af V. 14-16).
27) Maa betegne Hodbrodd, der altsaa har fældet Isung.
28) Se Bugges Udg. P. 182.
29) Et Hundrede var dengang = 120; ialt altsaa 1440.
30) Efter Bugges Forklaring; se hans Udg. P. 184; det betegner altsaa Skibsfolkenes Mod.
31) Raan, Øgers Hustru, er Havgudinde; at falde i hendes Hænder er at lide Skibbrud.
32) Konjektur af Bugge samt for sat.
33) se P. 87.
34) Konger.
35) Se Anm. 4.
36) Se Anm. 26.
37) Se Anm. 8.
38) Altsaa Trælkvinder; se Anm. 14.
39) Sinfjotle og hans Fader Sigmund havde en Tid været i Ulveham; senere havde Sinfjotle dræbt sine to smaa Halvbrødre, Sønner af hans Moder Signy og hendes Egtemand Siggejr, Gautlands Konge.
40) Det var det værste, man kunde sige en Mand paa, at han var eller havde været en Kvinde; saadanne Skjældsord forekommer ogsaa oftere; sml. Kvadet om Tors Hammerhentning V. 17.
41) Sigmund og Sinfjotle havde skjult sig paa Siggejrs Gaard for at overfalde ham.
42) Grane var en ypperlig Hest af Slejpners Æt (se Anm. 2 til Vegtamskviða).
43) Smal, smækker.
44) En Jotun.
45) Som nu kommer til.
46) Mists Hest er en af de Omskrivniner, som det oldnorske Digtersprog er saa rigt paa; men dens Betydning er usikker; maaske betegner det Jorden, maaske Ulven.
47) D. e. Skibe.
48) Stridsvante.
49) Efter Bugges Konjektur.
50) Den vældige, eg. frygtelige, hvis Død Hodbrodd havde voldet, er formodentlig Isung; se V. 20.
51) Efter Bugges Konjektur.
52) Se Anm. 3.
53) Brage var Sigruns Broder, Hogne hendes Fader; se P. 92.
54) “Hildr”, den, der vækker Kampen.
55) Konger.
56) De faldne, hendes Fader og Broder.
57) Se det pros. Stykke foran II, 25.
58) Sorg.
59) Eg. “uden der stod en Straaleglans ved Kongens Hær, og den til Guldbidsel vante Vigblor (Hestens Navn) løb derhen under Fyrsten.”
60) Den unge Hjort.
61) Endnu efter Døden varer altsaa det bitre, hevngjerrige Sind mod Fienden.
62) Sansebedrag.
63) Saar.
64) Faldne Krigere.
65) Morgenrøden.
66) Blod.
67) Her Svigersøn.
68) Blod.
69) Gjennem den frembrydende Morgenrøde.
70) D. e. Bevrost, Broen, som førte fra Jorden til Himmelen, (Regnbuen); se Gylfag. K. 17.
71) Før Hanen i Valhal vækker Ejnherjerne, altsaa før Dagen bryder frem. Denne Valhals Hane heder i Voluspá (V. 44) Gullinkambe.
72) D. e. da det allerede er Nat; Drømmenes Ting, Sammenkomst, d. e. Søvnen.
73) Og derfor farligere.
74) Denne Slutningsbemærkning - og maaske flere af de indskudte prosaiske Stykker - synes at være tilsat af en senere Samler af disse Kvad; Digtet Káruljóð er ubekjendt; men Helge Haddingjaskate og hans elskede, Kaara, omtales ogsaa i en gamme Saga.