Marsk Stig (den lange Vise)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Dansk.gif


De sammensvorne rider fra Finnerup
Otto Bache, 1882
Dansk folkedigtning


Historiske viser
28. Marsk Stig.
(Den lange Vise)[1]


Danske Folkeviser i Udvalg
Ved Axel Olrik og Ida Falbe-Hansen



1. Marstig han vaagner om Midjenat,
og taler han til sin kære:
„Mig har drømt saa underlig,
Gud raade, hvad det skal sæde!
Min ædelig Herre hin unge Hr. Marstig.


2. Mig drømte om mit store Skib,
var vorden til liden Baad,
og alle de Aarer for Borde laa[2],
der var ikke Styre paa.


3. Mig tykte, det jeg og mine Mænd
var ridende over en Bro,
min Ganger han slog mig under sig,
han løb til vilden Stod.“


4. „Hør I det, min ædelig Herre:
I give det intet i Gem!
det volder: Bønder og Bomænd
vil føre eder Skatten hjem.“


5. Ind kom Marstigs liden Smaadreng,
og stedtes han for Bord:
„Her kommer Kong Eriks liden Smaadreng
ridende i vor Gaard.“


6. Op stod unge Hr. Marstig,
han klædte sig for sin Seng;
saa gik han i Gaarden ud,
at tale med Kongens Dreng.


7. „Hør I det, unge Hr. Marstig,
og hvad jeg siger dig;
I skal ride til Kongens Gaard,
og følge skal I mig.“


8. „Hør du det, liden Smaadreng,
og hvad jeg siger dig:
vedst du noget af Kongens Raad,
da dølg det ikke for mig!“


9. „Jeg ved ikke af Kongens Raad,
før I faar det at høre;
foruden I skal i Leding i Aar
og Kongens Banner at føre.“


10. Det var unge Hr. Marstig,
han svøber sig Hoved i Skind;
saa gaar han i Højeloft
for skønne Fru Ingeborg ind.


11. Hr. Marstig han ind ad Døren tren,
han var i Huen saa gram:
„Saa Mænd ved, skønne Fru Ingeborg,
nu vil min Drøm gaa fram.[3]


12. Det jeg drømte, min gode Hest
han løb til vilden Stod,
det volder: jeg bliver vejen i Strid,
min Hest bliver slagen mig fraa.“


13. „Tier I kvær, min ædelig Herre,
og siger I ikke saa!
den rige Krist i Himmerig
eder fuldvel vogte maa.“


14. Det var unge Hr. Marstig,
han rider i Kongens Gaard;
ude stod Dannerkongen,
han var vel svøbt i Maar.


15. „Hør du, unge Hr. Marstig,
hvad jeg siger dig:
„du skal udi Leding i Aar
og føre mit Banner for mig.“


16. „Skal jeg fare af Lande i Aar
og vove mit unge Liv,
da vogter I mig min Hustru,
hun er saa væn en Viv.“


17. Det svared unge Kong Erik,
han smiler under Skind:
„Hende skal ikke mere ad Skade blive[4],
end hun var Søster min.


18. Saa vel skal jeg hende vogte,
saa vel skal jeg hende gemme;
hende skal ikke mere ad Skade blive,
end I vare selv hjemme.“


19. Det var unge Hr. Marstig,
han skulde af Landet ride[5];
igen sad skønne Fru Ingeborg,
hun mon de baade sørge og kvide.


20. Det Var unge Kong Erik,
han beder lægge Sadel paa Heste:
„Vi vil ride os op ad Land,
saa høvisk en Frue at gæste.“


21. Det var unge Kong Erik,
han svøber sig Hoved i Skind;
saa gaar han i Højeloft
for skønne Fru Ingeborg ind.


22. „Her sidder I, skønne Fru Ingeborg:
og vil I være mig huld,
da syr I mig en Skjorte,
singler[6] den med røden Guld.“[7]


23. „Skulde jeg sy eder en Skjorte
og single med røden Guld,
saa Mænd ved, Dannerkonning,
da var jeg Hr. Marstig uhuld!“


24. „Hør I, skønne Fru Ingeborg,
og vil I have mig kær,
alle de Dage, jeg leve maa,
jeg vil eder elske og ære.“


25. „Hr. Marstig han gav mig Guldringe
og Kæden om min Hals,
saa Mænd ved, Dannerkonning,
jeg bliver ham aldrig falsk!


26. Det loved I Hr. Marstig,
der han af Lande for:
I skulde mig vogte og gemme,
som jeg eders Søster vaar.“


27. De tændte op de Vokselys,
de stode paa Bord og brændte;
saa saare græd skønne Fru Ingeborg,
de fulgte hende med Kongen til Senge.


28. Det var skønne Fru Ingeborg
hendes[8] allerstørste Kvide:
han red til hende baade aarle og silde,
han lagde hende hos sin Side. —


29. Det var unge Hr. Marstig,
han kom fra Leding hjem;
saa stærke var de Tidend’,
der ham ginge igen[9].


30. Hjem kom unge Hr. Marstig,
red i sin egen Gaard;
ikke vilde skønne Fru Ingeborg
gaa ham ud imod.


31. Det var unge Hr. Marstig,
han ind ad Døren tren;
ikke vilde skønne Fru Ingeborg
staa ham op igen.[10]


32. Længe stod Herre Marstig,
og tænkte han ved sig:
„Hvi monne skønne Fru Ingeborg
ikke ville staa op mod mig?“


33. „Den Tid I ud af Lande for,
da var jeg en Ridders Frue;
nu er jeg Dronning i Danmark,
det monne saa lidet due.


34. Den Tid I ud af Landet for,
da var jeg en Ridders Viv;
nu er jeg Dronning i Danmark,
det angrer mig al min Tid.[11]


35. Nu skal jeg aldrig Søvnen sove
hos eders hvide Side,
førend I faar vejet Kong Erik,
som mig har gjort den Kvide.


36. Nu vil jeg aldrig Søvnen sove
udi eders hvide Arm,
førend I faar vejet Kong Erik,
som mig har gjort den Harm.“


37. Hr. Marstig klæder sig og sine Mænd
baade i Brynje og Jern;
saa rider han til Landsting
og undsiger Kongen der.


38. Det var unge Hr. Marstig,
han gaar for Kongen fram;
der hilser ham alt Rigens Raad,
saa mangen ærlig Mand.


39. Hr. Marstig staar paa breden Ting
og han begyndte at kære:
„Min Hustru er med Volde tagen,
derfor er jeg kommen here.


40. Jeg var mig af Landet ud
og voved for Riget mit Liv;
hjemme sad I, Kong Erik,
voldtog min væne Viv.“


41. Det svared unge Kong Erik,
han smiler under Skind:
„Hendes Ja og hendes Vilje
den var saa god som min.“


42. Det svared Hr. Marstig,
han var ikke meget glad:
„Det er nu et gammelt Ord:
Spotten og Skaden vil følges ad


43. I har voldtaget min væne Hustru
og gjort mig det til Møde;
I skal det vide, Kong Erik:
I skal for hende dø!“


44. Hr. Marstig gik af Tinge,
og han tog til sin Hat:
„I lader eder mindes, alt Rigens Raad,
det har jeg Kongen undsagt.“


45. „Hør du, unge Hr. Marstig:
du lader bortfare slig Ord;
jeg giver dig Borg og Fæste
og dertil grønnen Jord.“


46. „Jeg skøtter ikke om eders Borge,
de kommer ikke i min Hu:
jeg vilde, den Gerning var aldrig gjort
alt mod min skønne Fru’.“


47. „Marstig du rider ikke saa stærkt,
jeg kan mig jo for dig vare;
vil du ikke være min Ven,
da maa du vel lade det fare.“


48. „Ikke rider jeg saa stærkt,
ikke heller er jeg saa streng;
man finder dog tit en Mynde,
der løber ind Hjort og Hind.


49. Drages det vel til Minde,
at jeg har eder undsagt;
det kommer saa tit, at liden Tue
hun vælter fuldstort et Las.“ —


50. Fru Ingeborg har en Søstersøn,
Rane er hans Navn;
han tjente unge Kong Erik,
det var ikke for hans Gavn.


51. Fru Ingeborg og unge Rane
de gaar dem i Raad,
alt hvor de skulde Kong Erik
hans unge Liv forraade.


52. Det var liden Rane,
han staar for Kongens Bord;
han sagde Kongen af Hjorte og Hinde,
som spilled udi den Skov.


53. „Jeg ved mig baade Hjorte og Hinde,
de spiller udi den Lund;
tykkes eder saa, min ædelig Herre,
did vil vi ride en Stund.“


54. Det var unge Kong Erik,
beder sadle Ganger graa:
„Vi vil ride til Landsting
og se, hvor Landet mon staa


55. I rider nu frem, mine gode Mænd,
I reder mig Herberg der:
jeg vil ride med Rane,
om hans Ord de Sanding er.“


56. Han bad alle sine gode Mænd
til Viborg om Herberg ride;
det kom saa lidet udi hans Hu,
at Rane vilde ham svige.


57. De hidsed efter Hjort og Hind
og ligesaa efter Raa;
de holdt det saa længe,
at Dagen den monde forgaa.


58. Det mælte unge Kong Erik,
han var i Huen saa ve:
„Hjælp nu, Gud–Fader i Himmerig!
jeg er ud af min Led.“[12]


59. Saa saa han sig saa lidet omkring
udi de tykke Ris;
der blev han var et lidet Hus,
der brændte baade Ild og Lys.


60. Han gik sig i Huset ind,
han var i Huen saa ve;
der stod inde saa skøn en jomfru,
som nogen Mand vilde se.


61. Han tog hende listelig i sin Arm,
han talte til hende saa brat:
„Hør I det, min skønne jomfru,
I sover hos mig i Nat.“


62. Det da svared den skønne jomfru,
saa hjertelig hun lo:
„Svar du først, Kong Erik,
den Gerning, du har sidst gjort!“[13]


63. „Min skønne jomfru, ved I det saa,
da ved I ogsaa mere:
I siger mig det, min skønne jomfru,
hvor længe mit Liv skal vare.“


64. Det da svared den skønne jomfru,
saa hjertelig der hun lo:
„Spørg du ad den liden Krog,
der dit Sværd hænger paa.“[14]


65. Det var tinge Kong Erik,
han efter den Jomfru tog;
hun blev borte imellem hans Hænder,
han hende aldrig mere saa.


66. Den Stund den Jomfru hos ham var,
da havde han Ild og Lys;
saa snart som hun var kommen ham fraa,
han stod i tykken Ris.


67. Det var unge Rane,
saa tog han oppaa:
„Herre, vi rider af denne Skov,
medens Maanen skinner saa klar!


68. Der ligger en By her lidet fraa
for uden den grønne Lund;
tykkes eder saa, min ædelig Herre,
did vil vi ride en Stund.


69. Did vil vi ride saa længe,
at Maanen han skin;
saa Mænd ved, unge Kong Erik,
os sker der ingen Men!“


70. Saa red de til Finderup,
der bad de om Hus;
det var i–saa sildig,
slukt var baade Ild og Ljus.


71. Saa stalded de ind i Finderup Lade,
og ingen Mand dem kendte;
det var end aldrig i hans Agt,
ham skulde saa gaa i Hænde.[15]


72. Det mælte unge Kong Erik,
og saa tog han oppaa:
„Rane, du lukker den Ladedør,
som jeg monne dig tiltro!


73. Luk du vel den Ladedør,
som jeg monne dig tiltro:
du tænke paa unge Hr. Marstig
og mindes paa hans Ord!“


74. „Marstig, min ,Frænde, er snar i Sind
og underlig i sine Ord;
saa Mænd, min ædelig Herre;
I tør det ikke tro![16]


75. Viben vil værge om hvert et Sted,
som udi Marken mon staa;
kunde hun end værge det mindste Sted,
som hun skal bygge paa!“


76. Det var ikke andre Sværd eller Spyd,
som monde for Døren staa:
det vil jeg for Sandingen sige,
han satte derfor to Straa.


77. De var ikke brader’[17]
og brader’ i Laden lagt[18],
saa kom skønne Fru Ingeborgs Bud
udi den Bondegaard.


78. Saa stødte de paa Døren
med Glavind og med Spjud:
„Du stat op, unge Kong Erik,
du gak hid til os ud!“


79. Det svared unge Rane,
saa tog han oppaa:
„Ikke er unge Kong Erik herinde,
I tør det ikke tro!“


80. Han kaste over hannem Hø,
han kaste over ham Straa;
det vil jeg for Sandingen sige,
han viste dem, hvor han laa.


81. Han hug over Bjælke,
og han hug over Balk;
saa fast hug han for Kong Erik:
han værged ham som en Skalk. —


82. „Hvem vil ride til Viborg
og følge Kongens Lig?
hvem vil ride til Skanderborg,
sige Dronningen Tidende slig?“


83. Ingen vil ride til Viborg
og følge Kongens Lig;
en Dreng sendte de til Skanderborg,
sige Dronning Tidende slig.


84. Ind saa kom den liden Smaadreng,
og stedtes han for Bord;
han var snild i Tale sin,
han kunde vel føje sine Ord.


85. „Hil sidder I, Dannerdronning,
er klæd i Skarlagen rød!
vejen er unge Kong Erik,
i Finderup ligger han død.“


86. De stak ham ind ved højre Arm
og ud ved venstre Side;
— I vogter saa vel det lidet Barn,
al Danmark bær for Kvide!


88. „Det skal du have for Tidende,
enddog de er ikke gode:
Øl og Mad udi min Gaard,
den Stund vi lever baade.“


89. Marstig vog Kongen i Finderup,
han agter det i–saa ringe;
Saa red han til Skanderborg,
han lader sin Ganger springe.


90. Det var danske Dronning,
hun ud ad Vinduet saa:
„Hisset ser jeg den selvgjorte Konge
ridendes i vor Gaard.“


91. „Jeg er ikke selvgjort Konge,
fordi du siger saa;
men det var Drost Hr. Lovmand,
sidst i dine Arme laa.


92. Saa lidt agter du Kong Eriks Død,
saa lidt agter du den Kvide:
meden du har Drost Lovmand,
og du ser ham i Live.“


93. Det mælte Hertug Kristoffer,
han stod i Skarlagen rød:
„Alt er det fuld ond en Bod
for min kære Faders Død!“


94. Det mælte Hertug Kristoffer,
han talte et Ord med Ære:
„Alt skal du ud af Landet rømme,
om jeg skal Kronen bære!“


95. „Skal jeg ud af Landet rømme
og ligge paa Vandet hint kolde,
saa mangen Enke da skal jeg gøre
og mest af Fruer hin’ bolde.


96. Skal jeg ud af Danmark rømme
fra Hustru og Børn saa smaa,
alt skal jeg min Føde i Danmark hente
baade Vinter og Sommer og Vaar.“


97. Saa red han fra Skanderborg;
han lod sin Ganger springe;
han red sig til Møllerup[19],
hin skønne Fru Ingeborg at finde.


98. Det var unge Hr. Marstig,
red i sin egen Gaard;
op stod skønne Fru Ingeborg.
hun gik hannem ud imod.


99. Det mælte unge Hr. Marstig,
han tog hende i sin Arm:
„Nu har jeg vejet Kong Erik,
som dig har gjort den Harm.


100. Hvad heller vil du være en fattig Kvinde
og følge en fredløs Mand,
heller du vil være en Slegfred
og bære det Hadings–Navn?“


101. „Langt heller vil jeg være en Dannekvinde
og følge en fredløs Mand,
end jeg vil være en Slegfred
og bære det Hadings–Navn.“


102. Marstig han drog sig til Hjælm
og saa tog han det ind;
det vil jeg for Sandingen sige:
derfor blegned mangen Kind.


103. Saa lod de gøre det Hus paa Hjælm,
saa lod de det gøre saa fast;
de skøtte hverken om[20] Bøsse eller Pil[21]
ikke heller om Blidekast.


104. Bonden gaar ad Marken,
og der saar han sit Korn:
„Hjælp os, Gud Fader i Himmerig,
har Hjælm nu faaet Horn!“


105. Marstig han lader opbygge Hjælm,
han sætter der Mur og Tinde;
Kongen drog derfor med al sin Magt,
kunde ham det ikke afvinde.
Min ædelig Herre, hin unge Hr. Marstig.



Fodnoter

  1. Indl. S. 54—56; DgF. Nr. 145 A. De fleste Oplysninger om Udtryk i denne Vise maa søges under de kortere Viser (Nr. 25—27), som Digteren i høj Grad har benyttet ved dens Affattelse.
  2. 2 laa for Borde, laa drevne over Bord.
  3. 11 gaa fram, gaa i Opfyldelse.
  4. 17 ad Skade, til Skade.
  5. 19 han skulde af Landet ride, han maatte ride af Landet (jf. V. 1 i forrige Vise).
  6. single, bræmme, baldyre.
  7. 22 En udsyet Skjorte var Fæstemøens Gave til Fæstemanden (jf. Nr.20 Esbern Snare) i Kongens Bøn til Fru Ingeborg er altsaa et Spørgsmaal, om hun vil være hans Elskerinde.
  8. 28 Fru Ingeborg hendes, Fru Ingeborgs.
  9. 29 ginge igen, mødte ham, (igen, imod).
  10. 31 staa ham op igen, staa op imod ham (ham er Hensynsbetegnelse).
  11. 34 det angrer mig, det nager og harmer mig.
  12. 58 ud af min Led, Vej, er faret vild.
  13. 62 svar du først den Gerning, gør først Rede for den Gerning.
  14. 64 Muligvis er Meningen: dit Liv vil ikke vare længere, end Sværdkrogen i dit Bælte holder.
  15. 71 ham skulde saa gaa i Hænde, at saadan en Skæbne skulde overgaa ham.
  16. 74 I tør det ikke tro, I behøver ikke at bryde eder derom.
  17. 77 bradere, hurtigere (jf. brat, hurtig).
  18. de var lagt, de havde lagt dem.
  19. 97 Herregaarden Møllerup i Feldballe Sogn ved Æbeltoft var — ifølge Overleveringen — Marsk Stigs Bopæl.
  20. de skøtter ikke om, de regner ikke for noget.
  21. 103 Bøsser ɔ: Kanoner) nævnes tidligst under Valdemar Atterdag, og kunde nok være kendte paa den Tid, da Visen digtedes (derimod sikkert ikke, dengang Hjælm blev belejret af Erik Menved); de ældre Kastemaskiner (Blider) var dog stadig de almindeligste Belejringsredskaber.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.