Olav den Helliges saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif


Snorre Sturlason

Heimskringla


Olav den Helliges saga


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2012-13



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons Heimskringla – Nóregs konunga sǫgur G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)


1. Indledning

Olav — søn af Harald den Grenske — voksede op hos sin stedfar — Sigurd So — og sin mor — Åsta. Rane den Vidtberejste opholdt sig hos Åsta; han opfostrede Olav Haraldson. Olav blev snart en dygtig dreng; han havde nydeligt udseende og var middel af højde. Han blev også tidligt klog og veltalende. Sigurd So var en meget driftig landmand, og han havde uafladeligt folk i arbejde; han så selv hyppigt til mark og eng eller til husdyrene og værkstederne eller de steder, hvor folk havde noget at gøre.


2. Om Olav og kong Sigurd So

Engang ville kong Sigurd ride fra gården, men der var ikke nogle folk hjemme på gården; han gav sin stedsøn — Olav — besked på at sadle sin hest. Olav gik til gedehuset og fandt dér den største buk; han førte den hjem og lagde kongens sadel på den. Så gik han hen til ham og sagde, at han havde klargjort befordringmidlet til ham. Kong Sigurd gik derhen og så, hvad Olav havde gjort; han sagde: »Det er let at se, at du ønsker at være fri for mine forlangender; din mor synes sikkert, at det er passende, at jeg ikke forlanger noget af dig, der er dig imod. Det er indlysende, at vi to ikke tænker ens; du er givetvis mere højsindet, end jeg er. Olav svarede ikke, men lo ad det og gik sin vej.


3. Om Olavs kunnen

Olav Haraldson blev ikke høj, da han voksede op, men middelstor og meget kraftig. Han havde mange kræfter, lysebrunt hår og et bredt hoved; han var lys og rødmosset i ansigtet. Han havde gode øjne; de var smukke, og han havde et gennemtrængende blik, så man blev bange for at se ham i øjnene, når han var vred. Olav havde på mange måder store evner; han skød godt med bue, var en god svømmer og den bedste med kastevåben. Han var fingernem og havde sans for alle slags håndværk, hvad enten han selv eller andre udførte det. Han blev kaldt Olav den Tykke. Han var ligefrem, veltalende og modnedes tidligt både med hensyn til kræfter og forstand. Han var vellidt blandt alle sine slægtninge og bekendte, men kappelysten i leg, og han ville være bedre end alle andre, sådan som han også burde være på grund af sin rang og stand.


4. Kong Olavs første togt

Halvdan Egedius: Rane og Olav på vikingetogt
Olav Haraldson var 12 år gammel, da han for første gang gik om bord på et krigsskib. Åsta — hans mor — satte Rane, som blev kaldt Kongsfostre, i spidsen for hæren, som skulle følge med Olav, for Rane havde ofte tidligere været på vikingetogt. Da Olav tog imod skibet og besætningen, gav folkene ham kongenavn; det var sædvanligt, at hærkonger, der drog på vikingetogt, og som var kongefødte, straks bar kongenavn, selv om de ikke havde kongesæde i land. Rane sad ved rorpinden, og derfor siger nogle folk, at Olav var rokarl, men han var ikke desto mindre konge over hæren.

De drog østpå langs landet og først til Danmark; således sagde Ottar den Sorte, da han digtede om kong Olav:


Djærvt til Danmark — konge! —
drog som ung du nordfra;
efter stadig stordåd
stræbte du på togtet.
Fuld besked om fyrstens
færden mig fortaltes;
herligt ledte havets
heste dig til magten.


5.

Da det blev efterår, sejlede han østpå langs Sverige, hvor han gav sig til at hærge og afbrænde landet, for han syntes, at han skyldte svenskerne fuldt fjendskab for at have taget livet af hans far. Ottar den Sorte fortæller utvetydigt, at han drog østpå fra Danmark:


Skibe snart med skjolde
(skinnende!) du lasted’;
østpå over havet
agted’ du at fare.
Ikke sjældent suste
sejlet fyldt af vinden;
brudt de salte bølger
blev af tag med årer.
Fjendefolket rædde
flygted’ hvor du ankom;
svært du svenskekysten
sved på krigerfærden.


6. Den første kamp

Det efterår udkæmpede Olav sit første slag; det var ved Soteskær, som ligger i den svenske skærgård. Dér kæmpede han imod vikinger, og ham, der stod i spidsen for dem, hed Sote; Olav havde en meget mindre hær, men større skibe. Han lagde sine skibe imellem nogle blindskær, hvor det var vanskeligt for vikingerne at lægge til; de vikingeskibe, der lå nærmest, slog de bådshager i og trak hen imod sig, hvorpå de ryddede dem. Vikingerne sejlede væk, og de havde mistet mange folk. Sigvat Skjald omtaler denne strid i det kvad, hvor han opregner kong Olavs kampe:


Fyrsten ud af fjorden
førte lange skibe;
mange måtte siden
mod hans vrede stride.
Første gang han foden
farved’ rød på ulven
var ved Soteskæret
(sådant mindes folket).


7. Hærfærd i Sverige

Kong Olav holdt østpå langs Sverige og sejlede ind i Lögaren, hvor han hærgede på begge sider. Han sejlede helt op til Sigtuna og lagde til ved Gamle Sigtuna. Svenskerne siger, at dér kan man endnu se de stabler af sten, som Olav lod lægge under sin landgangsbro.

Da det blev efterår, erfarede Olav, at Olaf Svenskekonge samlede en stor hær og tillige, at han havde ført jernkæder over Stoksund og sat vagt derved. Svenskekongen forventede, at kong Olav måtte afvente frosten dér, og svenskekongen lagde liden vægt på kong Olavs slagstyrke, da denne kun havde en lille hær. Så drog kong Olav ud til Stoksund, men han kunne ikke komme ud. Der lå et fæstningsværk øst for sundet, og der var en hær sydfor. Da de fik at vide, at svenskekongen var gået ombord, og at han havde en stor hær og talrige skibe, lod kong Olav grave gennem Agnafed ud til havet. Det regnede kraftigt. Alle vandløb i hele Sverige løber ud i Lögaren, men der er kun én munding til havet fra Lögaren, og den er så smal, at mange åer er bredere. Når det regner meget eller er tø, strømmer vandet så voldsomt, at der opstår et vandfald ved Stoksund, og Lögaren stiger så højt op i landet, at der sker store oversvømmelser. Da grøften nåede igennem ud til havet, løb vandet og strømmen udad; kong Olav lod da rorene tage af alle skibene og sejlene gå til tops. Der blæste medvind. De styrede med årerne, og skibene strøg med stor fart over grundene og kom alle uskadte ud på havet. Svenskerne opsøgte Olaf Svenskekonge og fortalte ham, at Olav den Tykke var kommet ud på havet. Svenskekongen bebrejdede kraftigt de folk, der skulle have sørget for, at Olav ikke kom ud. Det sted blev siden kaldt for Kongssund, og dér kan store skibe ikke passere, medmindre vandstanden er særdeles høj.

Nogle fortæller, at svenskerne blev klar over det, da Olavs folk havde gravet ud gennem feddet, så vandet strømmede ud, og at de løb til med en stor hær og agtede at forhindre Olav i at komme ud; da vandet imidlertid gravede sig ind fra to sider, skred jorden — og folkene med — hvorved mange gik tabt. Svenskerne modsiger dette og siger, at det er noget vrøvl, at der omkom nogle.

Kong Olav sejlede om efteråret til Gotland og beredte sig på at hærge dér, men goterne havde samlet sig og sendte folk til kongen og tilbød ham skat af landet; det anerkendte kongen, tog skat af landet og opholdt sig dér om vinteren. Således siger Ottar:


Gotlandshæren hell’re
— høvding! — valgte skatten,
voved’ ej med våben
værne deres rige.
Østpå sulted’ ingen
ulve (så jeg hørte);
alle fjender frygted’
fyrstehærens styrke.


8. Den anden kamp

Det fortælles, at kong Olav — da det blev forår — drog østpå til Øsel for at hærge. Han gjorde landgang dér, og øselboerne kom ned og kæmpede imod ham; dér vandt kong Olav sejr, jog dem på flugt og hærgede og ødelagde landet. Det fortælles, at da kong Olav kom til Øsel, tilbød bønderne ham først skat, men da de kom ned med skatten, gik han imod dem med fuldvæbnet hær; det tog da en anden drejning, end bønderne havde agtet, for de kom ikke ned med skat, men med hærvåben og kæmpede mod kongen, som det før blev sagt. Således siger Sigvat Skjald:


Olav gik på Øsel
anden gang til striden;
svig med sværdet mødtes
(svært blev landet ødet).
Bønder burde takke
benene for livet;
langt de fleste — fyrste! —
flygted’ væk fra kampen.


9. Den tredje kamp

Derefter sejlede han tilbage til Finland, hvor han hærgede og gik op i landet, men alle folk flygtede ind i skovene og tømte byerne for alt af værdi. Kongen drog langt ind i landet og gennem nogle skove; dér lå nogle småbyer i dalene, som hedder Herdalene. De fandt kun lidt af værdi, men tog ingen folk. Det var sidst på dagen, og kongen vendte om og tilbage mod skibene; da de kom til skoven, drev der folk imod dem fra alle sider, som skød på dem og søgte hårdt frem. Kongen bad da sine folk dække sig, men inden han kom ud af skoven, mistede han mange folk, og mange blev sårede. Sidenhen kom de om aftenen til skibene. Finnerne anrettede om natten uvejr og storm til søs med trolddom, men kongen lod ankrene tage op og sætte sejl og krydsede om natten ud for landet. Da viste sig igen — som ofte — kongens lykke større end finnernes trolddom; de krydsede om natten langs Bålegårdssiden og derfra ud på havet. Finnernes hær fór på land, alt imens kongen sejlede langs det. Således siger Sigvat:


Finners stål i striden
strakte mænd til jorden
ved den tredje træfning
(trang var Herdalsskoven).
Hæren — bølgebåret —
Bålegård da rømte;
langs med kysten krydsed’
— konge! — du i stormen.


10. Den fjerde kamp i Søndervig

Så sejlede kong Olav til Danmark; dér mødte han Torkel den Høje — jarl Sigvalds bror — og Torkel slog sig i følge med ham, for han var da i forvejen klar til at drage på hærtogt. De sejlede sydpå langs med Jylland til det sted, der hedder Søndervig, hvor de vandt sig mange vikingeskibe. De vikinger, der til stadighed lå ude og rådede over en stor hær, lod sig kalde konger, trods det at de ikke havde land at styre over. Kong Olav lagde dér til kamp, og det blev en vældig strid; kong Olav vandt sejren og et stort bytte. Således siger Sigvat:


Ærefuldt du atter
ophav var til striden;
fjerde gang blev freden
— fyrste! — bragt til ophør.
Nær Søndervig sydpå
(særligt kendt blandt danske)
vandt du ry som viking
ved i kamp at sejre.


11. Den femte kamp ved Friesland

Derpå sejlede kong Olav sydpå til Friesland, hvor han lå ud for Kinnlimakysten i hårdt vejr. Så gik kongen i land med sin flok, og landets indbyggere red ned imod dem og kæmpede mod dem; således siger Sigvat Skjald:


Den femte kamp førtes
(fæl den var for hjelme)
ved Kinnlima-kysten
(krap var bølgegangen).
Stolt til hest mod stranden
stævned’ hæren fremad;
modigt modtog fyrstens
mænd dem — klar til striden.


12. Svend Tveskægs død

Kong Olav sejlede derefter vestpå til England. Danekongen Svend Tveskæg var på denne tid i England med den danske hær; han havde siddet dér en tid og haft kong Adalråds land. Danskerne var vidt omkring faret over England, og det var kommet dertil, at kong Adalråd var flygtet ud af landet og var draget sydpå til Valland.

Det samme efterår, som kong Olav kom til England, skete det, at kong Svend Haraldsøn døde pludseligt om natten i sin seng, og det siges blandt engelske folk, at Eadmund den Hellige havde dræbt ham på samme vis, som den hellige Merkurius dræbte niddingen Julianus. Da den engelske konge — Adalråd — erfarede dette, vendte han straks tilbage til England, og da han kom tilbage til landet, sendte han besked til alle de mænd, der ville tage imod penge for at vinde landet sammen med ham; der samledes da en stor mængde folk om ham. Så sluttede kong Olav sig til hans flok med et stort følge af nordmænd; de lagde da først til i London i Themsen, men danskerne holdt borgen. På den modsatte side af åen ligger en stor købstad, der hedder Sudervirke; dér havde danskerne et stort anlæg — der var gravet en dyb grøft, og dér indenfor var der anbragt en mur af træ, sten og tørv, og dér opholdt sig en stor flok. Kong Adalråd lod dér foranstalte et stort angreb, men danskerne forsvarede sig, og kong Adalråd fik ikke noget ud af det. Der var en bro over åen imellem borgen og Sudervirke, og den var så bred, at to vogne kunne køre om ved hinanden. På broen var der lavet forsvarsanlæg — både kasteller og et brystværn imod strømretningen, som dækkede op over livet på folk — og under broen befandt sig stokke, som stod ned i åens bundløb. Da angrebet blev foretaget, stod hæren overalt på broen og forsvarede den. Kong Adalråd var meget bekymret over, hvorvidt han skulle erobre broen; han indkaldte alle hærens høvdinge og søgte deres råd. Så sagde kong Olav, at han ville forsøge at angribe med sin flok, hvis også de andre høvdinge ville angribe. Ved deres samtale blev det besluttet, at de skulle føre deres hær ind under broen; alle klargjorde da sine folk og skibe.


13. Den sjette kamp

Kong Olav lod fremstille store plader af flettet og blødt træ og ødelagte vidjehuse og satte dem over sit skib i en sådan bredde, at de nåede ud over rælingerne. Derunder lod han sætte stokke så tæt og så højt, at det var let at kæmpe under og samtidig stærkt nok til at modstå sten, hvis de blev kastet ned derpå ovenfra. Da hæren var klar, roede de op efter åen, men da de kom nær broen, blev der ovenfra både skudt på dem og kastet med så store sten, at intet kunne stå imod — hverken hjelme eller skjolde, og selv skibene tog meget skade. Mange lagde da fra, men kong Olav og nordmændene roede helt op under broen og lagde reb om de stokke, der holdt broen oppe, hvorefter de roede alle skibene — så kraftigt, som de magtede — med strømmen. Stolperne blev trukket langs bunden, indtil de gik løs under broen. Da den bevæbnede hær stod tætpakket på broen, og dér både fandtes mange sten og store mængder våben, brød broen sammen, da stokkene under den forsvandt; mange folk faldt ned i åen, og resten flygtede fra broen — nogle ind i borgen, andre til Sudervirke. Efter dette foretog de angreb mod Sudervirke og vandt den. Da folkene i borgen så, at åen Themsen var tabt, således at de ikke kunne forhindre skibsfart op i landet, frygtede de skibsfarten og opgav borgen og tog imod kong Adalråd. Således siger Ottar den Sorte:


Broen brat ved London
brød du under fjenden
(lykken — fyrste! — lader
land dig atter vinde).
Djærveligt du fremad
dengang gik i kampen;
grumt blev gamle skjolde
gennembrudt af sværdet.


Og tillige kvad han dette:


Adalråd du yded’
hjælp og førte derved
mænd’nes ven til magten
— mægtige land-værner!
Over eget fredland
Edmunds far kan råde;
nu styrer slægts-støtten
(striden var hård!) atter.


Desuden siger Sigvat om dette:


Sandt man — konge! — siger:
Sjette gang du kæmped’
bravt ved London-broen
(brudt blev anglers forsvar).
Vælske sværd ved volden
vikinger gav bane;
hæren havde boder
hist ved Sudervirke.


Erik Werenskiold: Kong Olav ødelægger broen ved London


14. Den syvende kamp

Kong Olav opholdt sig om vinteren hos kong Adalråd. Da deltog de i en stor kamp på Ringmare Hede i Ulfkelsland — det rige indehavde dengang Ulfkel den Modige. Kongerne vandt dér sejr; således siger Sigvat Skjald:


Syv’nde gang blev sværdet
svunget imod fjenden;
atter hented’ Olav
— i Ulfkels land — sejr.
Haraldssønnen heden
hærged’ ved Ringmare;
engelskmænd i mængder
måtte for ham vige.


Desuden siger Ottar således om denne kamp:


Våbendysten voldte
ved Ringmare Hede
flugt i fjendeskaren:
Fyrsten angler tugted’!
Lig i stak du lagde
(lod jeg mig fortælle);
blod fra faldne farved’
fjernt fra søen jorden.


Således blev store dele af landet igen lagt under kong Adalråd, men tingmænd og danskere holdt ved mange borge, og vidt omkring besad de endnu landet.


15. Den ottende og niende kamp

Kong Olav var høvding over hæren, da de drog til Kantaraborg, hvor de kæmpede, helt indtil de vandt byen; de dræbte mange folk dér og afbrændte borgen. Således siger Ottar den Sorte:


Fyrsteætten angreb
— Olav! — du med styrke;
tidligt i Kantara
tog du derved borgen.
Fort da flammerøgen
føg igennem byen;
livet måtte mange
mænd til kongen bøde.


Sigvat regner dette for kong Olavs ottende kamp:


For ott’nde gang ægged’
Olav folk til striden;
frem mod fæstningsporten
fór han i Kantara.
Byens mænd ej mægted’
modstå kongens angreb;
våbenskiftet vestpå
voldte megen kummer.


Kong Olav havde landeværnet for England, og han drog med hærskibe langs med landet og styrede ind i Nyjamoda; dér mødte han tingmandshæren. De kæmpede, og kong Olav sejrede; således siger Sigvat Skjald:


Anglers hov’der — hersker! —
heftigt rødt du farved’;
brunt på bladet størkned’
blod i Nyjamoda.
Den ni’nde strid nåed’
nu den unge konge,
dér hvor danske pile
drev i tætte byger.


Kong Olav drog derpå vidt omkring i landet og opkrævede enten skat af folk eller hærgede i modsat fald; således siger Ottar:


Ubønhørligt — herre! —
hævdede du skatten;
Englands folk dig ikke
opbød nogen modstand.
Tit i guld blev gælden
— gode konge! — udredt;
dyre herligheder
(hørte jeg) du modtog.


Dér opholdt kong Olav sig dengang i tre år.


16. Den tiende kamp i Ringsfjorden

Olav den hellige i Frankrig og Spanien.
Det tredje forår døde kong Adalråd; hans sønner — Edmund og Edvard — overtog da kongemagten. Kong Olav drog da sydpå over havet, kæmpede i Ringsfjorden og vandt kastellet på Hole, som husede vikinger. Han nedbrød kastellet; således siger Sigvat Skjald:


Stålets storm — den ti’nde!
stod i smukke Ringsfjord;
trofast fulgte flokken
fyrsten hen til striden.
Vikingers borg brød han
(brynjeklædt) ved Hole;
ikke ønsked’ de sig
atter slig en medfart.


17. Den ellevte, tolvte og trettende kamp

Kong Olav førte sin hær vestpå til Grislepoller, hvor han kæmpede mod vikinger ved Vilhelmsby. Kong Olav sejrede; således siger Sigvat:


Ell’vte gang du — Olav! —
atter sejren hented’;
fjendens fyrster talrigt
faldt ved Grislepoller.
Vikinger fik vest for
Vilhelmsbyen bane;
hjelme måtte modstå
mange hug fra kongen.


Dernæst kæmpede han vestpå i Fetlefjorden, som Sigvat siger:


Ulvetævens tænder
tolvte gang blev rødnet;
Fetlefjordens vande
fyldtes snart med dræbte.


Derfra drog kong Olav helt sydpå til Seljepoller, hvor han kæmpede; dér vandt han den borg, der hed Gunnvaldsborg — den var stor og gammel — og dér tilfangetog han jarlen, der stod for borgen og som hed Geirfinn. Så havde kong Olav en samtale med borgerne; han lagde skat på borgen og en løsesum på jarlen på 12 tusinde guldskillinger. Han blev betalt så meget af borgens folk, som han pålagde dem; således siger Sigvat:


Trønderkongen trådte
trett’nde gang i striden;
sorg i Seljepoller
sydpå han forvoldte.
Gunnvaldsborg (den gamle)
— Geirfinn hed jarlen —
faldt i fyrstens hænder
— folket måtte gælde.


18. Den fjortende kamp og kong Olavs drøm

Efter dette drog kong Olav med sine folk vestpå til Karlsåerne, hvor han hærgede og kom i kamp. Da kong Olav lå i Karlsåerne og afventede gunstig vind — han agtede at sejle ud til Nørvesund og derfra ud til Jorsalaheim — drømte han en mærkværdig drøm: En bemærkelsesværdig — men dog også skræmmende — mand viste sig tydeligt for ham og talte til ham og bad ham opgive sin plan om at rejse ud til fjerne lande: »— tag tilbage til dit arveland, for du skal være konge over Norge i al evighed!« Han forstod drømmen således, at han skulle blive konge over landet og hans efterkommere ligeså i lang tid efter.


19. Den femtende kamp

Efter denne åbenbaring afbrød han rejsen og lagde sig ved Peitaland, hvor han hærgede og afbrændte den købstad, der hedder Varrande. Dette nævner Ottar:


Djærve drot! — du Peita
dengang lagde øde;
frem du skjoldbeskærmet
skred i Tuskalandet.


— og desuden siger Sigvat således:


Mørekongens malmstrid
mætted’ ulveflokken,
da han sydfra sejled’
snart til Peitalandet.
Fyrsten langs med Leira
lod Varrande brænde;
gamle spyd mod spanter
splintret blev i kampen.


20. Om Rude-jarlerne

Kong Olav havde været på hærtogt vestpå i Valland i to somre og én vinter; da var der gået 13 år siden kong Olav Tryggvasons fald. I Valland var der dengang to jarler — Vilhelm og Robert. Deres far var Rikard Rudejarl, og de regerede i Normandiet. Deres søster var dronning Emma, som Adalråd englænderkonge havde været gift med; deres sønner var Edmund og Edvard den Gode, Edvig og Edgeir. Rikard Rudejarl var søn af Rikard, en søn af Vilhelm Langspyd, som var søn af Ganger-Rolf — ham, der vandt sig Normandiet; han var søn af Ragnvald Møre-jarl, som før er skrevet. Fra Ganger-Rolf stammer Rudejarlerne, og de regnede sig længe siden i slægt med Norges høvdinge og værdsatte dem længe siden derfor, og de var altid de største venner af nordmænd, og alle nordmænd, der ville tage imod det, havde fredland hos dem.

Om efteråret kom kong Olav til Normandiet; han opholdt sig om vinteren i Signa, hvor han havde fredland.


21. Om Einar Tambarskælver

Efter Olav Tryggvasons fald gav jarl Erik fred til Einar Tambarskælver — Eindride Styrkårsons søn. Einar drog med jarlen nordpå til Norge. Det siges, at Einar var stærkere end alle andre, og at han er den bedste bueskytte, der har været i Norge. Han skød hårdere end alle andre; han kunne skyde en stump pil gennem en rå og blød oksehud, der hang fra en lægte. Han var den bedste skiløber og den største og dueligste idrætsmand, og han kom fra en stor slægt og var rig. Jarl Erik og jarl Sven giftede Einar med deres søster — Bergljot Håkonsdatter — en meget gæv kvinde; deres søn hed Eindride. Jarlerne gav Einar store landindtægter i Orkdalen, og han blev den rigeste og gæveste mand i Trøndelagen; han var jarlernes største støtte og kæreste ven.


22. Om Erling Skjalgson

Jarl Erik udtrykte utilfredshed med, at Erling Skjalgson havde så meget magt, og jarlen tog al den kongeejendom, som kong Olav havde tildelt Erling, under sig selv, men Erling opkrævede stadig som før al jordleje i Rogaland, og landboerne betalte ofte to jordlejer, da han i modsat fald ødelagde landsbyerne. Jarlen modtog kun få bødeafgifter, for sysselmændene kunne ikke bliver dér, og jarlen drog kun på gæstebud dér, når han havde et stort følge. Dette nævner Sigvat:


Erlings store styrke
stifted’ frygt blandt jarler;
Tryggvesønnens svoger
sådan hævded’ magten.
Bønders raske revser
Ragnvald gav sin søster,
og Ulvs fader agted’
ægteskabet varigt.


Jarl Erik vovede sig ikke i strid mod Erling, da denne havde mange, magtfulde slægtninge, og han var mægtig og afholdt; han omgav sig altid med en sådan mængde folk, at det mindede om en konges livvagt. Erling var om sommeren ofte på hærtogt, hvor han vandt sig værdier, for han opretholdt sin pragt og stormandsadfærd, selv om han nu havde færre og mindre tjenlige landindtægter end i kong Olavs — sin svogers — dage. Erling var den smukkeste, største og stærkeste af alle og mere våbenduelig end andre; han var i alle idrætter mest lig kong Olav. Dette nævner Sigvat:


Ingen andre fandtes
som Erling blandt lendermænd;
djærvt han ofte dengang
deltog i kamphandling.
Modigt frem han mødte
mellem folk i slaget;
først han stod i striden,
stovt han holdt som sidsten.


Det har altid været talen blandt folk, at Erling har været den største af alle lendermænd i Norge. Erling og Astrids børn var: Aslak, Skjalg, Sigurd, Lodin, Tore og Ragnhild, som var gift med Torberg Arneson. Erling havde altid 90 eller flere frigivne omkring sig, og både vinter og sommer blev der drukket afmålt ved middagsbordet, men ved aftensmåltidet blev der drukket frit. Når jarlerne var i nærheden, havde han to hundrede mand eller flere. Han drog aldrig af sted med mindre end en 20-sæders, som var fuldt rustet. Erling havde en stor skeid, der var på 32 rum og stor i forholdt dertil; han brugte den på vikingetogt og i leding, og der var 200 mand eller flere ombord.


23. Om Erling Skjalgson

Erling havde bestandig 30 trælle foruden andet folk derhjemme; han pålagde sine trælle at arbejde om dagen, men gav dem derefter tid og lov til — som hver ville — at arbejde i skumringen eller om natten. Han gav dem markjord, så de kunne så sig korn og tage afgrøderne til fortjeneste. Han fastsatte for hver af dem deres værdi og løsesum, og mange købte sig fri efter det første halvår eller det andet — alle, der var driftige, løskøbte sig inden tre år. For disse penge købte Erling sig andre folk, og af de løskøbte henviste han nogle til sildefiskeri og andre til anden virksomhed; nogle ryddede skove og byggede gårde dér. Han satte alle i beskæftigelse.


24. Om jarl Håkon

Erik Werenskiold:
Jarl Erik tager afsked med sin søn — Håkon
Da jarl Erik havde regeret over Norge i 12 år, sendte Knud Danekonge — hans svoger — bud, at Erik med sin hær skulle drage med ham vestpå til England, idet Erik var blevet meget navnkundig af sine hærtogter, hvor han havde sejret i de to kampe, der har været de hårdeste i Nordlandene; den ene var, da jarl Håkon og Erik kæmpede imod jomsvikingerne, den anden da Erik kæmpede imod kong Olav Tryggvason. Dette nævner Tord Kolbeinson:


Jarlen — den hjelmklædte —
jeg igen må rose:
Krig’ren blev af kongen
kaldt til venskabsmøde.
Drotten ønsked’ dengang
djærve Eriks bistand.
(Hvad han overvejer
vides nok af skjalden).


Jarlen ønskede ikke at forhale kongens henvendelse, så han forlod landet og efterlod sin søn — jarl Håkon — til at styre Norge, men han betroede Einar Tambarskælver — sin svoger — at bestemme over landet for Håkon, da denne ikke var ældre end 17 år.


25.

Erik kom til England, hvor han opsøgte kong Knud og var med ham, da han vandt Londonborg. Jarl Erik kæmpede vest for Londonborg; der fældede han Ulfkel den Modige. Således siger Tord:


Guldets værner voldte
vest for London striden,
og havhestens fører
hærtog derved landet.
Ulfkel måtte møde
mægtige hug, dengang
sværdenes blå blade
bæved’ over tingmænd.


Jarl Erik var i England én vinter, og han deltog i nogle kampe, men efteråret efter agtede han at drage til Rom; så døde han af en åreladning dér i England.


26. Drabet på Eadmund

Kong Knud havde i England mange kampe mod sønnerne af Adalråd Englænderkonge, og de skiftedes til at klare sig bedst. Han var kommet til England den sommer, hvor Adalråd døde; så blev kong Knud gift med dronning Emma. Deres børn var Harald, Harde-Knud og Gunhild. Kong Knud blev forligt med kong Eadmund; hver af dem skulle have det halve England. Den samme måned dræbte Henrik Strjona kong Eadmund; derefter jog kong Knud alle kong Adalråds sønner ud af England. Således siger Sigvat:


Adalråds afkom
under ét blev dræbt
eller jaget
ud af Knud.


27. Om Olav og Adalråds sønner

Den sommer kom kong Adalråds sønner fra England til deres morbrødre i Rude i Valland, som Olav Haraldson kom vestfra fra sit vikingetogt. De opholdt sig alle den vinter i Normandiet og indgik forbund med det vilkår, at kong Olav skulle have Nordimbraland, hvis de vandt England fra danskerne. Kong Olav sendte om efteråret Rane — sin fosterfar — til England for dér at skaffe folk, og Adalrådsønnerne sendte ham — med bevis for hvem han kom fra — til deres venner og slægtninge; Olav gav ham mange værdier med, så han kunne lokke folk til sig, og Rane opholdt sig om vinteren i England, hvor han fik troskabsløfter fra mange magtfulde folk. Befolkningen ville hellere have en landsmand som konge over sig, men danskernes styrke i England var dog nu blevet så stor, at hele befolkningen var tvunget under deres magt.


28. Kong Olavs kampe

Om foråret drog de alle sammen vestpå — kong Olav og kong Adalråds sønner — og de kom til England dér, hvor det hedder Jungufurda; dér gik de i land og op til borgen med deres hær. Dér traf de mange af de folk, der havde lovet dem støtte; de vandt borgen og dræbte mange. Da kong Knuds folk blev klar over dette, samlede de en hær, og de blev snart så mange, at kong Adalråds sønner ikke havde styrke nok imod dem; de valgte da hellere det vilkår at tage væk og tilbage vestpå til Rude. Kong Olav skiltes fra dem; han ville ikke drage til Valland. Han sejlede nordpå langs England helt til Nordimbraland, hvor han lagde til i den havn, der hedder Furuvald; dér kæmpede han mod byens indbyggere, og han sejrede og vandt et stort bytte.


29. Kong Olavs ankomst i Norge

Kong Olav efterlod dér langskibene, men udrustede derfra to knarrer med to hundrede tyve mand, som var brynjeklædte og udvalgte folk. Han sejlede nordpå om efteråret og mødte et stort uvejr på havet, så der var fare for mændenes liv, men da de havde gode folk og kongens lykke med, gik det godt. Således siger Ottar:


Kriger! — du to knarrer
klargjorde da vestpå
(tit du fare trodsed’
tæt på fjendens styrker).
Den stride storm ville
straks ha’ skadet flåden,
dersom mindre djærve
drenge var i flokken.


— og desuden således:


Ej dig søen ængsted’
(oprørt hav du krydsed’);
aldrig får en fyrste
frygtløsere mandskab.
Skibet blev af bølgers
brodsøer da prøvet,
før du — Haralds frænde! —
fandt dig midt på Norge.


Her fortælles det, at kong Olav kom ind midt på Norge; øen, hvor de kom i land, var Sæla uden for Stad. Da sagde kongen, at det måtte være en lykkedag, siden de var landet ved Sæla i Norge; han sagde, at det måtte være et godt varsel, at det var sket således. Så gik de op på øen; kongen trådte med den ene fod, hvor der lå noget ler, og sank i knæ med det andet ben. »Nu faldt jeg!« sagde kongen. Da sagde Rane: »Du faldt ikke — konge! — du fæstede nu fødderne i landet.« Kongen lo og sagde: »Det kan være — hvis Gud vil.« Så gik de ned til skibene og sejlede sydpå til Ulvesund. Dér erfarede de om jarl Håkon, at han befandt sig sydpå i Sogn, men var ventet nordpå, så snart der kom gavnlig vind — og han havde ét skib.


30. Pågribelsen af jarl Håkon i Saudungsund

Kong Olav styrede sine skibe ind ad indsejlingen — da han kom syd for Fjaler — og vendte ind til Saudungsund, hvor han lagde til; de lå med skibene på hver sin side af sundet og havde et tykt tov imellem sig. Samtidig roede jarl Håkon Erikson ind i sundet på en fuldrustet skeid; de troede, at det var to købmandsskibe, der lå dér i sundet, og de roede frem mellem skibene. Så trak kong Olavs folk rebet op midt under skeidens køl og vandt det op med et gangspil; så snart det fik fat, gik agterenden op, mens forenden styrtede ned, så vandet stod ind over saxen og fyldte skeiden, som derfor kæntrede. Kong Olav pågreb da jarl Håkon og alle de af hans folk, som de kunne nå i vandet, men nogle dræbte de, og andre sank til bunds. Således siger Ottar:


Rige ravnefodrer!
— raskt du fanged’ Håkon;
skeid og mandskab måtte
modløst til dig opgi’s.
Ung du atter vandt dig
ætteland tilbage;
ikke megen modstand
mægted’ jarlen dengang.


Jarl Håkon blev ført op på kongens skib. Han var den flotteste mand, nogen har set; han havde langt hår, der var smukt som silke, og han havde bundet et guldbånd om hovedet. Han satte sig i forrummet. Så sagde kong Olav: »Det er ikke løgn, når det siges om jer slægtninge, hvor smukke I er at se på — men nu er det slut med jeres lykke.« Da sagde Håkon: »Dette er ikke en ulykke, der har ramt os; det har længe været sådan, at både den ene og den anden er blevet besejret. Sådan er det også gået imellem dine og vores slægtninge — det har skiftet mellem, hvem det er gået bedst. Jeg er for nylig trådt ud af barnealderen, og vi var heller ikke rede til at forsvare os — vi vidste ikke, at der nu var udsigt til ufred. Det kan være, at det går os bedre en anden gang, end det gjorde nu.« Kong Olav svarede: »Har du ikke tænkt på — jarl! — at det her er gået således, at du måske fra nu af hverken får sejr eller nederlag?« Jarlen sagde: »Det bestemmer du — konge! — denne gang.« Så sagde kong Olav: »Hvad vil du give — jarl! — for at jeg lader dig drage, hvorhen du vil? Hel og uskadt.« Jarlen spurgte, hvad han ville kræve. Kongen sagde: »Intet andet end at du forlader landet og opgiver din magt og sværger ed på, at du herefter ikke vil drage i kamp mod mig.« Jarlen svarede, at det ville han gøre. Så sværgede jarl Håkon den ed til kong Olav, at han aldrig derefter ville kæmpe imod ham eller forsvare Norge med ufred imod kong Olav eller søge imod ham. Så gav kong Olav ham og alle hans mænd fred; jarlen modtog det skib, som han før havde haft, og de roede deres vej. Dette nævner Sigvat Skjald:


Fyrsten krævet fandt det,
at fare mod Håkon;
i gamle Saudungsund
søgte kongen hæder.
Kongen i sin ungdom
ansås for næstfremmest
blandt dådrige drotter,
hvor dansk tunge mæles.


31. Jarl Håkons rejse

Efter dette drog jarlen hurtigst muligt væk fra landet og sejlede vestpå til England, hvor han fandt kong Knud — sin morbror — som han fortalte alt om, hvordan det var gået mellem ham og kong Olav. Kong Knud tog inderligt godt imod ham; han satte Håkon hos sig blandt sine livvagter og gav ham stor magt i sit rige. Jarl Håkon opholdt sig derpå længe hos Knud.

Da Sven og Håkon regerede i Norge, blev de forligte med Erling Skjalgson, og forliget blev bundet ved, at Aslak — Erlings søn — fik Sigrid — jarl Svens datter. Far og søn — Erling og Aslak — skulle have alle de landindtægter, som kong Olav Tryggvason havde tildelt Erling. Erling blev da jarlernes fuldkomne ven, hvilket de bekræftede ved sværgen imellem sig.


32. Åstas foranstaltninger

Kong Olav den Tykke vendte sig østpå langs landet og holdt vidt omkring ting med bønderne; mange gav sig under ham, men nogle talte imod — de var venner eller slægtninge af jarl Sven. Derfor drog kong Olav hurtigst muligt østpå til Viken; han førte sin hær ind i Viken, satte sine skibe op og gik i land. Da han kom til Vestfold, tog mange, som havde været venner eller bekendte af hans far, godt imod ham. Dér — omkring Folden — fandtes også mange af hans slægtninge.

Om efteråret drog han op i landet for at opsøge sin stedfar — kong Sigurd — og han ankom tidligt en morgen. Da kong Olav nærmede sig byen, løb nogle tjenestedrenge i forvejen til gården og ind i stuen. Åsta — kong Olavs mor — sad derinde sammen med nogle kvindfolk; drengene fortalte hende da, at kong Olav var på vej, og at han snart måtte forventes at ankomme. Åsta rejste sig straks og råbte til karle og piger, at de skulle stille an på bedste vis. Hun lod fire piger finde udstyret til stuen og i en fart anrette med dækkener og bænke; to karle strøede halmstrå på gulvet, to satte skænk og ølkar frem, to stillede bordet op, to kom med maden, to sendte hun ud af byen, to bar øllet ind og alle andre — karle og piger — gik ud på gårdspladsen. Sendebude fór ud, hvor kong Sigurd opholdt sig, og bragte ham hans stadstøj og hans hest med forgyldt sadeltøj; bidslet var besat med emalje og aldeles forgyldt. Hun sendte fire mænd ad fire veje rundt i byen og indbød alle stormænd til at komme til gilde, idet hun skulle afholde velkomstøl for sin søn. Alle andre, der var til stede, lod hun trække i det pæneste tøj, de havde, og hun udlånte tøj til de, der ikke selv havde noget.


33. Om kong Sigurds påklædning

Kong Sigurd So var ude i marken, da sendebuddene kom hen til ham og fortalte ham disse nyheder og om alt det, som Åsta havde foretaget sig hjemme på gården. De var mange folk hos ham; nogle høstede kornet, andre bandt det sammen — nogle kørte kornet hjem, andre stablede i stak eller i lade. Kongen og to andre mænd gik frem og tilbage mellem marken og dér, hvor kornet blev stakket. Det fortælles om hans påklædning, at han bar en blå kjortel og blå benklæder, lange sko, der var bundne om læggene, grå kappe og en grå, bredskygget hat med maske for ansigtet; i hånden havde han en stok med forgyldt sølvbeslag foroven, hvori der sad en sølvring.


Christian Krohg: Åstas sendebud træffer Sigurd So i marken


Det siges om kong Sigurds sindelag, at han var en meget arbejdsom landmand og selv stod for driften af ejendom og besætning. Han var ikke pragtlysten, men noget fåmælt; han var den klogeste blandt dem, der dengang var i Norge, og meget rig på løsøre, og han var fredsommelig og tilbageholdende. Åsta — hans kone — var gavmild og højsindet. Deres børn var: Guttorm var ældst, så kom Gunhild, så Halvdan, så Ingrid, så Harald.

Sendebuddene sagde: »Åsta bad os sige det til dig, at det nu ligger hende virkelig meget på sinde, at du fører dig frem på stormandsvis, og hun bad om, at du snarere skulle fremtræde som en slægtning af Harald Hårfager end af Rane Smaltud — din morfar — eller jarl Nereid den Gamle, også selv om disse var store vismænd.« Kongen sagde: »I fortæller store nyheder — og I fremfører dem tillige meget ivrigt! Åsta har før rakket meget ned på de mænd, der fortjente det mindre af hende, og jeg ser, at hun stadig har samme væsen. Hun er meget opsat på dette — bare hun får fulgt sin søn ud på lignende stormandsmanér, som hun nu fører ham ind. Det forekommer mig — hvis alt dette skal være — at de, der vover sig ind i denne sag, hverken lægger vægt på deres liv eller penge. Denne mand — kong Olav — kæmper imod stor overmagt, og danekongens og svenskekongens vrede vil ramme ham og hans sag, hvis han fremturer med dette.«


34. Gæstebuddet

Da kongen havde sagt dette, satte han sig ned, lod fodtøjet trække af sig og stak sine fødder i korduanshoser, hvortil han bandt gyldne sporer. Så tog han sin kappe og kjortel af og iklædte sig silketøj med en skarlagenskappe yderst, satte et sværd i bæltet, tog en forgyldt hjelm på sit hoved og steg derefter på sin hest. Han sendte arbejdsfolkene til byen og valgte 30 velrustede mand til at ride hjem i følge med sig; da de red ind på gårdspladsen foran stuen, så han på modsatte side af gårdspladsen kong Olavs banner blive ført hurtigt frem, og dér var han også selv sammen med hundrede mand, der alle var godt udrustede. Alle folk havde da også taget opstilling mellem husene.

Kong Sigurd modtog på hesten sin stedsøn — kong Olav — og dennes folk og indbød ham til at drikke med sig, men Åsta gik frem, kyssede sin søn og indbød ham til ophold hos sig og stillede alt, hvad hun formåede — land og folk — til hans rådighed. Kong Olav takkede hende meget for hendes ord. Hun tog ham i hånden og førte ham efter sig ind i stuen og til højsædet. Kong Sigurd satte mænd til at varetage deres tøj og give deres heste korn, mens han gik til sit højsæde, hvorefter gæstebuddet blev holdt på bedste vis.


35. Kong Olavs og kong Sigurds samtale

Kong Olav havde ikke opholdt sig længe dér, før det en dag skete, at han samlede sin stedfar — kong Sigurd — og sin mor — Åsta — og sin fosterfar — Rane — til en samtale. Så tog kong Olav til orde: »Det forholder sig sådan —« sagde han, »som I véd — at jeg er kommet her til landet efter at have været udenlands længe; jeg og mine mænd har i al den tid alene haft det til livsophold, som vi har skaffet ved at hærge, og i mange tilfælde med fare for både liv og sjæl. Mange er de mænd, der har været sagesløse, som har måttet overlade os deres værdier — og nogle endda livet, mens udlændinge sidder på de ejendomme, som min far og hans far og den ene efter den anden af vores slægtninge ejede, og som jeg er født med ret til. Og som om det ikke var tilstrækkeligt, har de tillige underlagt sig ejendommene tilhørende alle de af vores slægtninge, der på fædresiden stammer fra Harald Hårfager; nogle lader de beholde lidt deraf, men andre slet intet. Nu skal jeg afsløre for jer, hvad jeg meget længe har haft i tankerne: At jeg agter at kræve min fædrene arv, og jeg kommer hverken til at opsøge danekongen eller svenskekongen for at bede dem om det mindste, selv om de nu i nogen tid har kaldt det for deres, som var arven efter Harald Hårfager; snarere agter jeg — for at fortælle jer sandheden — at efterstræbe min slægtsarv med od og æg og med hjælp fra alle mine slægtninge og venner og alle de, der vil bakke mig op i denne sag. Og jeg vil forfølge dette krav sådan, at ét af to skal ske: Enten skal jeg tilegne mig herredømmet over hele det rige, de tog fra Olav Tryggvason — min slægtning — eller også skal jeg falde her på min slægtsarv. Nu forventer jeg af dig — Sigurd Stedfar! — og de andre mænd her i landet, der er født med ret til kongedømme i henhold til de love, Harald Hårfager fastsatte, at der ikke tilbagestår jer noget, før I rejser jer for at befri jer for denne slægtsskam, at I ikke alle skulle yde støtte til den, der vil være foregangsmand i at løfte vores slægt op. Men enten I vil udvise nogen manddom i denne sag eller ej, så ved jeg, hvordan befolkningens indstilling er; alle har de lyst til at slippe for de udenlandske høvdinges trældom, så snart muligheden byder sig. Jeg har ikke fremlagt denne sag for andre end dig af den årsag, at jeg ved, at du er en klog mand og har indsigt i, hvordan denne plan skal iværksættes fra begyndelsen — om man først i hemmelighed skal omtale det for få mænd, eller om man straks skal gøre det kendt for hele befolkningen. Jeg fik blod på tanden, da jeg tog jarl Håkon til fange, og nu er han stukket af fra landet; han gav mig med ed den del af riget, som han hidtil havde ejet. Jeg forventer, at det vil falde os lettere at have med jarl Sven at gøre, nu han er alene, end da de begge var der til at forsvare landet.«

Christian Krohg: Sigurd So, Åsta, Olav og Rane.
Da svarede kong Sigurd: »Det er ikke småting, du tumler med — kong Olav! Sådan som jeg ser det, udspringer disse planer mere af stridslyst end af indsigt, men der er jo forventeligt langt mellem min uanselighed og den store udfarenhed, du må besidde; allerede da du knapt var trådt ud af barndommen, var du fuld af stridslyst og ulig andre i alt, hvad du gjorde. Nu er du også meget prøvet i kamp og har lagt dig efter udenlandske høvdinges skikke. Nu ved jeg, at du har opsat dig så meget på dette, at det ikke nytter noget at fraråde det; der er heller ikke noget at sige til, at sådanne ting fylder meget hos dem, der er særligt pågående, når hele Harald Hårfagers slægt og kongedømme er ved at gå til grunde. Men jeg vil ikke binde mig til noget løfte, førend jeg ved, hvad de andre konger i Oplandene mener og foretager sig. Du har gjort vel i, at du først lod mig kende disse planer, inden du talte højt om dem for alle; jeg vil love dig min støtte mod kongerne og ligesådan mod andre høvdinge eller landets øvrige folk. Således skal — kong Olav! — mine midler stå til din rådighed for din sag. Først da ønsker jeg, at vi fremlægger dette for befolkningen, når jeg ser, at det kan få fremgang, eller at nogen støtte kan opnås til dette storforetagende — for det må du vide, at det er en stor mundfuld, at ville gå til kamp mod Olaf Svenskekonge og mod Knud, der nu både er konge i England og i Danmark, og det vil kræve opbydelse af stærke kræfter, hvis det skal nytte noget. Det forekommer mig ikke utænkeligt, at der kan samles godt med folk, for befolkningen har lyst til forandringer; sådan foregik det, dengang kong Olav Tryggvason kom til landet, at alle modtog det med glæde, men han nød dog ikke kongemagten længe.«

Da samtalen var nået hertil, tog Åsta til orde: »Det er sådan med mig — min søn! — at jeg er blevet glad for dig — og desto gladere, jo større din styrke måtte blive; jeg vil derfor ikke spare på noget, som jeg kan bidrage med, men jeg kan ikke støtte dig meget med mine råd. Hellere så jeg dog, at det indtraf, at du blev overkonge i Norge — også selv om du ikke skulle leve længere med kongemagten end Olav Tryggvason — end at du ikke blev en større konge end Sigurd So og døde af alderdom.«

Efter disse ord sluttede deres samtale. Kong Olav opholdt sig dér en tid sammen med hele sit følge. Kong Sigurd beværtede dem hver anden dag med fisk og mælk; de andre dage kom der kød og øl på bordet.


36. Om Oplandskongerne

På denne tid var der mange oplandske konger, der regerede over fylker, og de fleste af dem kom af Harald Hårfagers slægt. For Hedemark rådede to brødre — Rørek og Ring — og i Gudbrandsdalen var Gudrød. Der var også en konge i Romerike. Der var også en konge, der havde Toten og Hadeland; også i Valdres var der en konge.

Sigurd So holdt møde med fylkeskongerne oppe i Hadeland; Olav Haraldson var også til stede ved deres møde. Da forelagde Sigurd de fylkeskonger, som han havde indkaldt til møde, Olavs — sin stedsøns — forehavende og bad dem styrke det både med folk og råd og samtykke. Han opregnede, hvor nødvendigt det var for dem, at gøre sig fri af den underkuelse, som danskere og svenskere havde lagt på dem; han sagde, at nu var der en mand, der kunne gå foran i denne sag. Derpå opregnede han alle de bedrifter, kong Olav havde udført på sine rejser og hærtogter. Så sagde kong Rørek: »Det er sandt, at det er gået meget tilbage for Harald Hårfagers rige, når ingen af hans efterkommere er overkonge i Norge. Nu har folket her i landet prøvet forskelligt: Håkon Adalsteinnsfostre var konge, og det fandt alle godt, men da Gunhildsønnerne regerede landet, blev alle så lede ved deres voldsstyre og urimeligheder, at man hellere ville have udenlandske konger over sig, men være selvbestemmende — for udelandske høvdinge var altid længere væk og klagede ikke over folks skikke, når de fik den skat af landet, som de betingede sig. Men da de blev uenige — Harald Danekonge og jarl Håkon — hærgede jomsvikingerne i Norge; så samlede almuen og folkemængden sig imod dem og drev denne ufred væk fra sig. Folk opildnede da jarl Håkon til at tage landet fra danekongen og forsvare det med od og æg. Man da han mente fuldt ud at besidde magten — støttet af landets folk — blev han så hård og streng mod indbyggerne, at folk ikke tålte ham, og trønderne dræbte ham selv og hævede da Olav Tryggvason — der var født med ret til kongedømmet og på alle måder vel skikket til at være høvding — til magten; hele landets befolkning drev på for at få ham til konge over sig, og på ny rejse det rige, som Harald Hårfager havde tilegnet sig. Da Olav mente at være kommet fuldstændig til magten, kunne ingen mand selv bestemme for ham; han gik strengt imod os småkonger for at opkræve alle de afgifter, som Harald Hårfager fik her, men i andre dele var han endnu strengere, og under ham bestemte folk mindre over sig selv, så man ikke selv kunne vælge, hvilken gud man ville tro på. Siden han blev fjernet fra landet, har vi holdt venskab med danekongen, og vi har fra ham fået stor støtte i alle ting, som vi har krævet, og selvbestemmelse og ro indenlands og ingen undertvingelse. Jeg kan sige, at jeg har det sådan, at jeg er tilfreds med tingene, som de er; jeg ved ikke, om mine rettigheder forbedres, selv om min slægtning bliver konge over landet, men ellers vil jeg ikke tage del i denne sag.« Så sagde Ring — hans bror: »Jeg skal kundgøre min mening; det forekommer mig bedre — omend jeg besidder den samme magt og ejendom — at min slægtning er konge over Norge snarere end udenlandske høvdinge, så vores slægt igen kan hæves op her i landet. Det er min tanke om denne mand — Olav — at hans skæbne og lykke må råde for, hvorvidt han skal få magten eller ikke, men hvis han bliver enevældig konge over Norge, da forekommer det nok bedst for den, der for ham kan opregne en større del af hans venskab. Nu har han på ingen måde bedre vilkår end hver af os — og endda ringere, da vi har land og magt at råde over, mens han slet intet har; vi er heller ikke mindre arveberettigede til kongedømmet. Nu vil vi være så store støtter for ham, at vi under ham den højeste værdighed her i landet — og med det følger hele vores styrke. Hvorfor skulle han ikke belønne os godt derfor, hvis han er så stor en mand, som jeg tror, og som alle siger? Nu må vi vove det — hvis jeg skal bestemme — at knytte venskab med ham.« 

Derefter rejste hver af de andre sig og talte, og det kom da frem, at de fleste havde lyst til at indgå forbund med kong Olav. Han lovede dem sit fuldkomne venskab og forbedring af deres rettigheder, hvis han blev enevældig konge over Norge. De bekræftede da deres aftale ved at sværge.


37. Kong Olav får kongenavn

Efter dette indkaldte kongerne til ting; så forelagde kong Olav denne rådslagning for alle sammen med det krav, han havde på magten dér. Han bad bønderne anerkende ham som konge over landet, og han lovede dem til gengæld at holde de gamle love og at forsvare landet mod udenlandske hære og høvdinge. Han talte længe og godt for dette og fik gode tilråb til sin sag. Så rejste kongerne sig og talte — den ene efter den anden — og de frembar alle denne sag og dette ærinde for folket. Det endte med, at Olav blev givet kongenavn over hele landet, og man tildømte ham landet efter de oplandske love.


38. Kong Olavs rejse gennem Oplandene

Kong Olav begyndte da sin færd og lod byde til gæstebud for sig dér, hvor der var kongsgårde; han drog først gennem Hadeland, og så søgte han nordpå i Gudbrandsdalen. Det gik da, som Sigurd So havde sagt — at der kom så mange støtter til ham, at han syntes, det halve kunne være nok, og da havde han nærved tre hundrede mand. Så rakte gæstebuddene ikke til, som det var aftalt, for det havde været sædvanligt, at kongerne drog gennem Oplandene med 60 eller 70 mand, men aldrig flere end hundrede.

Kongen rejste hurtigt og var kun én nat på samme sted. Da han kom nordpå til fjeldet, begyndte han sin færd og kom norden over fjeldet og drog afsted, til han kom ned fra fjeldet på nordsiden. Kong Olav kom ned i Oppdal, hvor han blev om natten. Derefter drog han gennem Oppdalskoven og kom til Medaldal, hvor han krævede ting og indkaldte bønderne. Derefter talte kongen på tinget og krævede bøndernes anerkendelse; han tilbød dem til gengæld lov og ret, på samme måde som kong Olav Tryggvason havde gjort. Bønderne havde ikke styrke til at være uenige med kongen, og det endte med, at de gav kongen deres anerkendelse og bandt sig til det ved at sværge. De havde dog allerede sendt besked ned i Orkdal og til Skaun for at fortælle om kong Olavs rejse og alt det, de vidste om den.


39. Hærudbud i Trondheim

Einar Tambarskælver havde en gård på Husabø i Skaun; da nyhederne om kong Olavs færd nåede ham, lod han straks skære hærpil, som sendtes i fire retninger og kaldte høj som lav sammen fuldt bevæbnede. Det fulgte med beskeden, at de skulle forsvare landet imod kong Olav. Hærbuddet kom til Orkdal og Gauldal, og der samledes hærstyrker overalt.


40. Kong Olav i Trondheim

Kong Olav drog med sin hær ned i Orkdal; han færdedes meget varsomt og med fred. Da han kom ud til Grjotar mødte han dér bondeforsamlingen — og de havde flere end syv hundrede mand. Kongen stillede sin hær i slagorden, for han troede, at bønderne ville slås; da bønderne så det, begyndte de også at stille an i slagorden, men det gik dem ikke så let, for de havde ikke på forhånd aftalt, hvem der skulle være deres høvding. Da kong Olav så, at det ikke var nemt for bønderne, sendte han Tore Gudbrandson hen til dem, og da han kom frem, sagde han, at kong Olav ikke ønskede at kæmpe imod dem; han udpegede 12 mand — de gæveste i deres folk — til at komme til møde med kong Olav. Bønderne samtykkede og gik frem over en jordryg, der fandtes dér, og hen, hvor kongens hær stod. Så sagde kong Olav: »I bønder har gjort det godt, ved at jeg fik mulighed for at tale med jer, for jeg vil fortælle jer dette om mit ærinde her i Trondheim: For det første, at jeg ved, at I allerede har erfaret, at vi traf jarl Håkon i sommer, og vores møde endte med, at han overdrog mig hele det rige, han havde her i Trondheim, og det er — som I ved — Orkdalsfylke, Gauldalsfylke, Strindafylke og Øinafylke. Jeg har her vidner, der var til stede, og som så mit håndtryk med jarlen og hørte ordene og ederne og alle tilsagnene, som jarlen gav mig. Jeg vil tilbyde jer lov og fred på samme måde som kong Olav Tryggvason gjorde før mig.« Han talte længe og godt, og det endte med, at han bød bønderne to vilkår: Det ene var at give sig under ham og være ham lydig, det andet var at kæmpe imod ham. Derefter gik bønderne tilbage til deres flok og fortalte om deres ærinde; de søgte hos hele folket råd om, hvad de skulle vælge. Selv om de drøftede dette med hinanden en tid, så valgte de dog at give sig under kongen, hvilket blev bekræftet med ed på bøndernes vegne.

Så tilrettelagde kongen sin rejse, og bønderne afholdt gæstebud for ham. Kongen drog derpå ud til vandet og skaffede sig dér skibe. Han fik et langskib — en 20-sæders — af Gunnar på Gelmin; et andet skib — en 20-sæders — fik han af Lodin på Vigg; et tredje skib — en 20-sæders — fik han fra gården Angrar på Nes — den gård havde jarl Håkon ejet, men nu stod den forvalter, der hed Bård den Hvide, for den. Kongen havde fire eller fem skuder, og han drog hurtigt ind efter fjorden.


41. Jarl Svens færd

Jarl Sven opholdt sig da i Steinkjer inde i Trondheim, hvor han lod gøre klar til julegilde; dér var købstad. Da Einar Tambarskælver erfarede, at orkdølerne havde givet sig under kong Olav, sendte han budbringere til jarl Sven. De tog først til Nidaros, hvor de tog en roskude, som Einar havde; derefter drog de ind efter fjorden og kom sent en dag ind til Steinkjer, hvor de forelagde jarlen sagen og fortalte alt om kong Olavs færden. Jarlen havde et langskib, der flød teltet ved byen; han lod straks om aftenen skibet laste med sit løsøre og folkenes tøj og drikke og fødevarer — så meget som skibet kunne rumme — og roede straks om natten ud. Da det lysnede kom han til Skarnsund; dér så de kong Olav komme roende ind efter fjorden med sin hær. Jarlen vendte da ind mod land uden for Masarvik; dér var der tæt skov, og de lagde sig så tæt ved fjeldet, at blade og grene rakte ud over skibet. Så fældede de store træer og satte dem udenbords ned i vandet, så skibet ikke kunne ses for bladene. Det var ikke blevet helt lyst, da kongen roede ind forbi dem. Vejret var stille, og kongen roede forbi øen; da man ikke længere kunne se imellem dem, roede jarlen ud af fjorden og helt ud til Frosta. Dér lagde han til land; det var hans rige.


42. Jarl Svens og Einars rådslagning

Jarl Sven sendte folk ud i Gauldal efter Einar — sin svoger. Da Einar kom til jarlen, fortalte jarlen ham alt om, hvordan det var gået mellem ham og kong Olav, og han sagde tillige, at han ville samle en hær og drage imod kong Olav og kæmpe imod ham. Einar svarede således: »Vi må gå klogt til værks og holde øje med, hvad kong Olav agter at gøre; lad alene det forlyde om os, at vi forholder os i ro, så kan det være — hvis ikke han finder ud af, at vi samler hær — at han bliver i Steinkjer julen over, fordi dér nu er gjort klar til det. Hvis han erfarer, at vi samler folk, så vil han straks stævne ud af fjorden, og så får vi ikke fat på ham.« Der blev gjort, som Einar sagde; jarlen drog på gæstebud ved bønderne oppe i Stjørdal.

Da kong Olav kom til Steinkjer, tog han gæstebudsforsyningerne og lod dem bære om bord på sit skib; han skaffede sig dertil en byrding, tog både mad og drikkevarer og gjorde sig hurtigt klar til afgang og sejlede helt ud til Nidaros. Dér havde kong Olav Tryggvason ladet anlægge en købstad — således som det før blev skrevet — men da jarl Erik kom til landet, byggede han på Lade, hvor hans far havde haft sin hovedgård, og han gjorde ikke noget ved de huse, som Olav havde ladet opføre ved Nidelven; nogle af dem var nu styrtet sammen, mens andre endnu stod, men nærmest var ubeboelige. Kong Olav førte sine skibe op i Nidelven; han lod dér straks indrette til sig i de huse, der endnu stod, og han lod de huse, der var styrtet sammen, rejse. Til det arbejde brugte han mange folk. Han lod også både mad og drikke føre op i husene, og han agtede at opholde sig dér i julen. Da jarl Sven og Einar erfarede det, ændrede de deres planer.


43. Om Sigvat Skjald

Der var en islandsk mand, der hed Tord Sigvaldeskjald; han havde længe været hos jarl Sigvald og derefter hos Torkel den Høje — jarlens bror — men efter jarlens fald var Tord blevet købmand. Han mødte kong Olav, da denne var på vikingetogt vestpå, og han blev hans mand og fulgte ham siden; han var hos kongen, da dette skete.

Tords søn hed Sigvat; han blev opfostret hos Torkel ved Apavatn. Da han var blevet næsten voksen, drog han udenlands med nogle købmænd; deres skib kom om efteråret til Trondheim, og folkene fik logi i herredet. Den samme vinter kom kong Olav til Trondheim — som det før blev skrevet. Da Sigvat erfarede at Tord — hans far — var dér hos kongen, drog han hen til kongen, fandt Tord — sin far — og opholdt sig dér en tid. Sigvat blev tidligt en god skjald; han havde digtet et kvad om kongen, og han bad kongen høre det. Kongen sagde, at han ikke ville lade digte om sig, og at han ikke forstod sig på skjaldedigtning; så kvad Sigvat:


Herre! — hør mig kvæde
(helst en skjald du trænger —);
versemål jeg magter
(— mægtige havskibsfører).
Skyd kun andre skjaldes
skønne kvæden fra dig;
fuldt skal jeg så — fyrste! —
fremme om dig lovord.


Kong Olav gav Sigvat en guldring, der vejede en halv mark, i digterløn. Sigvat blev optaget i kong Olavs livvagt; så kvad han:


Sværdets fæste — fyrste! —
fatted’ jeg kun gerne;
denne id jeg agter
ikke fremtids svigte.
En håndgangen huskarl
har i mig du fået —
jeg en god og gavmild
(godt for begge) herre.


Jarl Sven havde om efteråret ladet tage det halve af det islandske skibs landingsafgift, sådan som det før var sædvanligt, for jarl Erik og jarl Håkon havde halvdelen af disse indtægter — som af andre — dér i Trondheim. Da kong Olav var kommet, fik han sine folk til at opkræve halv landingsafgift af de islandske sejlere, men de drog hen til kongen og bad Sigvat om hjælp; han gik da for kongen og kvad:


Fræk vil gribbens glæder
givetvis mig kalde;
Ægirs ild jeg modtog —
usle skind nu tigger.
Gavmilde gulddeler!
Giv tilbage knarrens
halve (højt jeg be’r dig —
herre!) landingsafgift.


44. Om jarl Sven

Jarl Sven og Einar Tambarskælver samlede en stor hær og drog over land ud til Gauldal og derfra ud til Nidaros; de havde nær 20 hundrede mand. Kong Olavs folk var ude på Gaularåsen, hvor de holdt hestevagt; de bemærkede, da hæren drog ned fra Gauldalen, og ved midnat forelagde de kongen nyheden. Kong Olav stod straks op og lod vække hæren. De gik straks til skibene og bar alt deres tøj og våben og alt, hvad de kunne få med sig, derud; så roede de ud på åen. På samme tid kom jarlehæren til byen; de tog hele juleforrådet og brændte alle husene. Kong Olav drog ud efter fjorden til Orkdal, hvor han steg af skibet; så drog de op gennem Orkdalen helt op på fjeldet og østpå over fjeldet til Dalene. Om dette — at jarl Sven nedbrændte byen i Nidaros — fortælles der i den flokk, der er blevet digtet om Kløng Bruseson:


Flammer (tror jeg) fælded’
fyrstens halvgjorte sal;
ved Nid soden sværted’
såre krigerskaren.


45. Om kong Olav

Kong Olav drog sydpå gennem Gudbrandsdalen og derfra ud til Hedemark. Han drog på gæstebud gennem hele højvinteren, men da det blev forår, samlede han en hær og drog ud til Viken. Kongerne havde givet ham mange folk fra Hedemark; derfra fulgte også mange lendermænd, deriblandt Ketil Kalv fra Ringnes. Kong Olav havde også folk fra Romerike, og kong Sigurd So — hans stedfar — kom med et stort følge af mænd for at støtte ham. Så søgte de ud til vandet, skaffede sig skibe og gjorde sig klar inde i Viken; de havde en stor og prægtig hær. Da de havde rustet folkene, sejlede de ud til Tønsberg.


46. Om jarl Svens hær

Jarl Sven samlede straks efter jul hær fra hele Trondheim; han udbød leding og klargjorde skibene. På denne tid fandtes der mange lendermænd i Norge; mange af dem var magtfulde og af så fornem slægt, at de stammede fra konger eller jarler få slægtled tilbage — de var tillige meget rige. Al støtte til de konger og jarler, der regerede landet, fandtes dér, hvor lendermændene var, for det blev sådan i hvert fylke, som lendermændene bestemte over bondeflokken. Jarl Sven stod på venskabelig fod med lendermændene; han havde let ved at få folk. Einar Tambarskælver — hans svoger — var på hans side sammen med mange andre lendermænd, og mange af dem — både lendermænd og bønder — havde vinteren før sværget troskabsed til kong Olav. Straks de var klar, stod de ud ad fjorden og drog sydpå langs landet, og de trak folk til sig fra alle fylker. Da de kom sydpå til Rogaland, kom Erling Skjalgson dem i møde med en stor flok, og der var mange lendermænd med ham. Hele hæren drog østpå til Viken; det var hen imod slutningen på langefasten, da jarl Sven stod ind i Viken. Jarlen førte flokken forbi Grenmar og lagde til ved Nesjar.


47. Om kong Olavs hær

Kong Olav førte på samme tid sin hær ud efter Viken; der var da kort imellem dem, og de vidste begge om hinanden lørdag før palmesøndag. Kong Olav havde det skib, der blev kaldt Mandshoved; det havde et udskåret kongehoved i forstavnen — han havde selv skåret det. Det hoved brugtes længe derefter i Norge på de skibe, som høvdinge førte.


48. Kong Olavs tale

Søndag morgen, så snart det blev lyst, stod kong Olav op og klædte sig på, gik i land og lod hele flokken kalde til landgang. Så holdt han en tale for hæren og sagde til forsamlingen, at han nu havde erfaret, at der var kort afstand imellem dem og jarl Sven: »Lad os nu,« sagde han, »gøre klar, for inden længe skal vi mødes. Nu skal alle fatte deres våben og gøre sig og sin plads rede, således som det allerede er fastlagt, sådan at alle er klar, når jeg lader blæse til afgang; derefter ror vi samlede — ingen sejler foran de andre, og heller ingen venter bagved, når jeg ror ud af havnen! — for vi kan ikke vide, hvor vi træffer på jarlen — om det bliver dér, hvor han ligger nu, eller om han søger imod os. Men hvis vi mødes, og det kommer til kamp, skal vores folk samle skibene og være klar til at binde dem sammen. I begyndelsen skal vi dække os og spare på vores våben, så vi ikke unyttigt kaster dem i vandet; men når der kommer gang i kampen, og skibene er blevet bundet sammen — gør da det voldsomste angreb, og fremstå alle som rigtige mænd!«


49. Kampen ved Nesjar

Christian Krohg:
Kong Olav lod blæse til kamp
Kong Olav havde hundrede mand på sit skib, og alle bar ringbrynjer og valske hjelme; de fleste af hans folk havde hvide skjolde, der havde det hellige kors indlagt med guld — andre var malet med rød eller blå farve. Han lod også male et hvidt kors i panden af alle hjelme. Han havde et hvidt banner — det forestillede en slange.

Så lod han læse messe for sig; derpå gik han om bord på sit skib og bad folkene spise og drikke noget. Derefter lod han blæse til kamp og lagde ud fra havnen. Da de kom til den havn, hvor jarlen havde ligget, var jarlens hær blevet væbnet og agtede at ro ud af havnen, men da de så kongehæren, gav de sig til at binde skibene sammen og sætte banneret op og gøre sig klar. Da kong Olav så dette, roede han imod dem, og kongen lagde sit skib imod jarlens. Så begyndte kampen; således siger Sigvat Skjald:


Kongen frygtløst fremad
fór til strid i havnen;
fjordens bølger blodrødt
blev i kampen farvet.
Drotten uden ophør
angreb fjendeskaren;
skjoldbehængte skibe
skyndsomst bandtes sammen.


Her siges det, at kong Olav drog til kamp, mens Sven lå i havnen. Sigvat Skjald var med i kampen; han digtede straks sommeren efter den flokk, der kaldes Nesjar-viserne, og her beretter han nøje om disse hændelser:


Øst for Agder kongen
uden tøven (så jeg)
lod Mandshoved lægge
langskibs imod jarlen.


Det blev den hårdeste kamp, og i lang tid kunne man ikke se, hvem der skulle vige; der faldt mange på begge sider, og mange blev såret. Således siger Sigvat:


Ej med sværdet svigted’
Sven i kampens hede;
heller ikke undlod
Olav hvast at dyste.
Liv og lemmer satte
landets mænd på højkant;
begge sider søgte
såre frem i striden.


Jarlen havde en større hær, men kongen havde på sit skib et udvalgt mandskab, der havde fulgt ham på hærtogter og som var så ypperligt udrustede — som det før blev fortalt — at alle bar ringbrynje; de blev ikke sårede. Således siger Sigvat:


Teit! De braves brynjer
bristed’ under sværdhug;
over skuld’ren skarpe
skud fløj gennem luften,
og — min ven! — det valske
værn på hov’det skjulte
helt mit hår (det sorte)
hist hvor kongen kæmped.


Da folk begyndte at falde på jarlens skib — og andre blev sårede — blev skibssiderne efterhånden tyndt besatte.


50. Jarl Svens flugt

Så gjorde kong Olavs folk klar til at borde; banneret blev båret op på det skib, der lå ved siden af jarleskibet, og kongen selv fulgte efter banneret. Således siger Sigvat:


Hæderfuldt fór hæren
hen mod jarleskibet;
fulgt af fyrsten (kampklar!)
førtes bannerstagen.
Ej de milde møers
mjødombæring ligned’
striden dér i stavnen;
stort blev mandefaldet.


Kampen blev meget hård, og der faldt mange blandt Svens folk, men nogle sprang over bord; således siger Sigvat:


Ledt af våbenlarmen
løb vi op mod skeiden;
klinger kløved’ skjolde
(klynken hørtes sjældent).
Trængt af kongen trådte
trætte mænd i vandet;
lig da lå på øren
længe efter slaget.


Og også dette:


Vores skjolde skifted’
snart i kampen farve;
blodets røde blandet
blev med hvidt på værnet.
Fyrsten — så jeg — frygtløst
frem på skibet træde;
sværdene blev sløvet,
sårfugl fik at drikke.


Mandefaldet begyndte da at vende sig mod jarlens flok; kongsmændene søgte mod jarleskibet, og det var lige ved, at de kom op på skibet. Da jarlen så, i hvilken knibe de var kommet, råbte han til folk i forstavnen, at de skulle kappe sammenbindingen og frigøre skibet; det gjorde de. Så satte kongsmændene hager i skeidens køller og fastholdt skibet. Jarlen sagde da, at stavboerne skulle hugge køllerne af; det gjorde de. Således siger Sigvat:


Sven de sorte køller
selv bød folket hugge;
vi i håb om hærfang
helt imod ham roed’.
Køllerne blev kappet
kun til gavn for ravnen;
grimme rædselsgribbe
grådigt næbet dypped’.


Einar Tambarskælver havde lagt sit skib ved den modsatte side af jarleskibet; så kastede de et anker i forstavnen af jarleskibet, og således flød de alle sammen ud på fjorden. Derefter flygtede hele jarlens hær og roede ud på fjorden. Berse Skjald-Torvason stod i forrummet på jarl Svens skib; da kong Olav genkendte Berse — han var let genkendelig, for han var en smuk mand og særligt godt udstyret med våben og tøj — sagde han højt: »Kom godt frem — Berse!« Han svarede: »Ha’ det godt — konge!« Således siger Berse i den flokk, han digtede, da han senere var blevet fanget af kong Olav og sad i lænker:

Christian Krohg: Skjalden Berse digter i fængslet
Drotten ord til afsked
ædelt sagde skjalden;
frelst at færdes ønsked’
fyrsten versesmeden.
Herskeren jeg hilste
(helst jeg standsed’ ikke),
bød den brynjeklædte,
brave konge leve.
Jeg på færden fulgte
(farligt var det!) jarlen,
dengang kolde klingers
klirren vide hørtes.
Denne store stridsmand
stræbte efter kampen;
næppe nogensinde
når en mand hans højde.
Jeg for kongen kryber
(kædelænket!) ikke
— klargjort fyrstens fartøj
findes straks i havnen —
sent jeg sådan glemme
skulle gamle venner;
jeg som ung din uven
allerede kendte.


51. Da jarl Sven forlod landet

Nogle af jarlens folk flygtede nu i land, andre tog imod fred. Så roede jarl Sven og de andre ud ad fjorden, hvorpå de lagde deres skibe samlet; høvdingene talte sammen, og jarlen søgte råd hos lendermændene. Erling Skjalgson rådede til, at de skulle sejle nordpå, skaffe sig folk og atter kæmpe mod kong Olav, men da de havde lidt store tab, foretrak de fleste, at jarlen forlod landet og opsøgte svenskekongen — sin svigerfar — for dér at skaffe folk. Einar støttede dette råd, for han fandt ikke, at de havde midler til at kæmpe imod kong Olav. Derpå opløstes deres hær; jarlen sejlede sydpå forbi Folden i følge med Einar Tambarskælver. Erling Skjalgson og mange andre lendermænd, der ikke ville flygte fra deres arvejord, drog nordpå til deres hjem; Erling havde om sommeren en stor mængde folk omkring sig.


52. Om kong Olav og Sigurd So

Kong Olav og hans mænd så, da jarlen samlede skibene. Så opfordrede kong Sigurd So til, at de skulle angribe jarlen og lade det blive endeligt afgjort imellem dem. Kong Olav sagde, at han først ville se, hvad jarlen gjorde — om de holdt flokken samlet, eller om hæren skiltes fra ham. Sigurd sagde, at kongen bestemte: »— men det er min mening,« sagde han, »at med din indstilling og stræben efter magt varer det længe, inden du bliver enige med de der store bukke, sådan som de er vant til at gå helt og holdent imod høvdinge.« Der blev ikke noget af angrebet; de så at jarlens flok hurtigt skiltes. Så lod kongen de faldne ransage; de blev dér nogle dage og fordelte byttet. Da kvad Sigvat Skjald disse viser:


Dér i sundet sydpå
— sandt jeg nu beretter —
mødte mange nordfra
— mordraske! — til kampen.
Færre så jeg frelste
førtes hjem fra striden;
heldet Sven da svigted’
— svært blev mandefaldet.
Imod overtallet
angreb kongeflokken;
kloge kvinder næppe
klandrer os for dåden.
Hell’re sku’ de håne
hæren vi besejred’;
fjendeblodet farved’
Foldens vande røde.


— og tillige denne:


Oplandsk støtte styrker
stadig kongemagten;
fyrstens venner voldte
ve i jarleflokken.
Hedemarkske hærfolk
heftigt stred i kampen;
andet end at tylle
øl de dygtigt evner.


Kong Olav uddelte ved afskeden gaver til kong Sigurd So — sin stedfar — og ligeledes til de andre høvdinge, der havde forsynet ham med folk; han gav Ketil fra Ringnes en 15-sæders karve, og Ketil førte karven op gennem Raumelven og helt op til Mjøsen.


53. Om kong Olav

Kong Olav holdt øje med jarlens færden, og da han erfarede, at jarlen havde forladt landet, drog han vestpå fra Viken; støtter drev da til ham, og han blev taget til konge på tinget. Sådan fortsatte han helt til Lindesnes; dér erfarede han, at Erling Skjalgson havde samlet mange folk. Han blev ikke i Nord-Agder, for han fik gunstig vind; han drog da så hurtigt som muligt nordpå til Trondheim. Dér anså han landets hovedstyrke for at være, hvis han fik det lagt under sig, mens jarlen var ude af landet. Da kong Olav kom til Trondheim, mødte han ingen modstand, og han blev taget til konge dér, og han opholdt sig om efteråret i Nidaros, hvor han indrettede til vinterophold. Han lod bygge hus på kongsgården og rejste Klemenskirken på det sted, hvor den står endnu. Han afmærkede grunde til gårde og gav dem til bønder eller købmænd eller andre, som han udvalgte, og som ville bygge. Han sad der omgivet af mange folk, for han regnede ikke med trøndernes trofasthed, hvis jarlen kom tilbage til landet; indtrønderne gav klarest udtryk for dette, og han fik ingen indtægter derfra.


54. Jarl Svens hærtogt

Jarl Sven drog først til Svitjod, hvor han opsøgte Olaf Svenskekonge — sin svigerfar — og fortalte ham alt om sit mellemværende med Olav den Tykke, og han spurgte svenskekongen til råds, hvordan han skulle forholde sig. Kongen sagde, at jarlen kunne være hos ham — hvis han ville — og dér råde over et rige, der forekom ham passende: »— men i modsat fald,« sagde han, »skal jeg give dig rigeligt mandskab til at tage landet fra Olav.« Jarlen valgte dette, for det ønskede alle de af hans folk, som havde store ejendomme i Norge, og som var med ham. Da de sad ved denne rådslagning, enedes de om at drage over land gennem Hälsingland og Jämtland og så ned i Trondheim, for jarlen mente, at indtrønderne ville give ham størst støtte og folkehjælp, hvis han kom dér. De traf dog det valg først at drage på togt i Østersølandene om sommeren for at skaffe sig midler.


55. Jarl Svens død

Jarl Sven drog med sit følge østpå til Gardarige og hærgede dér. Han blev dér om sommeren, men da det blev efterår vendte han med sine folk tilbage mod Svitjod. Da fik han den sygdom, der blev hans død. Efter jarlens død drog den hær, der havde fulgt ham, tilbage til Svitjod, men nogle tog til Hälsingland og derfra til Jämtland og så østpå over Kølen til Trondheim, hvor de fortalte, hvad der var sket på deres togt; da fik man sikker efterretning om jarl Svens død.


56. Om trønderne

Einar Tambarskælver og den skare, der fulgte ham, drog om vinteren til svenskekongen, hvor de blev godt modtaget; dér befandt sig også mange andre mænd, der havde fulgt jarlen. Svenskekongen var meget utilfreds med, at Olav den Tykke havde slået sig ned i hans skatteland og bortdrevet jarl Sven; kongen truede derfor Olav med den største afstraffelse, når han kunne komme til det. Han sagde, at Olav ikke skulle være så dristig at underlægge sig det rige, som jarlen havde haft; alle svenskekongens mænd bekræftede, at sådan skulle det være. Da trønderne imidlertid fik vished for, at jarl Sven var død og ikke kunne ventes til Norge, vendte hele befolkningen sig til lydighed mod kong Olav. Mange drog da inde fra Trondheim til kong Olav og blev hans mænd, mens andre sendte bud om, at de ville tjene ham. Så drog han om efteråret ind i Trondheim og holdt ting med bønderne; han blev dér taget til konge i alle fylker. Han drog derpå ud til Nidaros, hvortil han lod føre alle kongelige indtægter og gjorde vinteropholdet klar.


57. Kongsgården opføres

Kong Olav lod kongsgården i Nidaros opføre. Der blev bygget et stor hal til livvagten — med dør i begge ender — og kongens højsæde stod midt i salen, og tættest ved sad Grimkel — hans hofbiskop — og derefter hans andre præster, og yderst sad hans rådgivere. I det andet højsæde over for ham sad hans staller — Bjørn den Tykke — og dernæst hans gæster.[1] Når gæve folk kom til kongen, blev der sørget godt for dem. Dengang drak man øl ved ildstederne. Han fordelte mændene til forskellige tjenester, sådan som det var sædvanligt blandt konger. Han havde 60 livvagter og 30 gæster hos sig, og han fastsatte lov og orden for dem; han havde også 30 huskarle, der skulle arbejde på gården, hvor det behøvedes, og hente og bringe. Han havde også mange trælle. På gården var der et stort soverum, hvor livvagterne sov; der fandtes også en stor stue, hvor kongen holdt møde med livvagten.


58. Om kong Olavs skikke

Kong Olav havde for vane at stå tidligt op om morgenen for at klæde sig på og vaske hænder; så gik han i kirke for at høre ottesang og morgengudstjeneste, hvorefter han gik til møde for at forlige folk eller tale om andet, han fandt påkrævet. Han tilkaldte både mægtige og ringe og alle dem, der var de klogeste. Han lod ofte de love, som Håkon Adalsteinnsfostre havde fastlagt i Trondheim, fremsige for sig. Han ændrede lovene efter råd fra de forstandigste folk — fjernede noget eller lagde til, hvor han syntes. Han fastsatte kristenretten i samråd med biskop Grimkel og andre præster, og han lagde al sin vægt på at gøre op med hedenskab og gamle skikke, som han fandt ødelæggende for kristendommen. Det kom dertil, at bønderne samtykkede i de love, kongen fastsatte. Således siger Sigvat:


Bølgeøgets aver!
Evigt skal du sætte
lov og landsret mellem
de lydskyldige folk.


Kong Olav var en sædelig mand, ganske besindig og fåmælt. Han var gavmild, men pengeglad. Dengang var — som det før blev fortalt — Sigvat Skjald og flere islandske mænd hos kongen. Kong Olav spurgte nøje til, hvordan kristendommen blev overholdt på Island; han syntes, at der manglede meget i, at det var godt, for de fortalte ham det om overholdelsen af kristendommen, at det efter loven var tilladt som hedninge at spise hestekød og at sætte børn ud, og de fortalte også om flere andre ting, der var skadelige for kristendommen. De fortalte kongen om de mange stormænd, der dengang var på Island. Skafte Toroddson var da lovsigemand i landet. Kongen spurgte de folk, der viste mest om det, om folks skikke vidt omkring i landene, men han førte for de meste spørgsmålene hen på kristendommen, og hvordan den blev overholdt både på Orknøerne og på Hjaltland og på Færøerne, og han fik det svar, at der manglede meget i, at det var godt. Sådan tale havde han ofte i munden, eller han talte om lov og landsret.


59. Asgaut Fogeds død

Den samme vinter ankom kong Olaf den Svenskes sendebud østfra fra Svitjod; i spidsen for dem stod to brødre — Torgaut den Skårede og Asgaut Foged — og de havde 24 mand. Da de kom vestpå over Kølen og ned i Værdalen, indkaldte de bønderne til ting, hvor de talte med dem og krævede skatter og afgifter på vegne af svenskekongen. Bønderne rådslog og blev enige om, at de ville betale det, som svenskekongen krævede, såfremt kong Olav ikke opkrævede hos dem; de sagde, at de ikke ville betale til begge. Sendebuddene drog væk ud gennem dalen, og på hvert ting, de holdt, fik de samme svar af bønderne, men ingen penge. Så drog de ud til Skaun, hvor de holdt ting og igen krævede skattebetaling — alt gik på samme vis som tidligere. Derpå drog de ind i Stjørdal, hvor de krævede ting, men bønderne ville ikke møde op. Så indså sendebuddene, at de ikke fik noget ud af deres ærinde; Torgaut ville da tilbage østpå. »Jeg synes ikke, at vi har udført kongens ærinde;« sagde Asgaut, »jeg vil opsøge kong Olav den Tykke — bønderne skyder jo deres sag under ham.« Han bestemte, og de drog da ud til byen og fandt sig logi. Dagen efter gik de til kongen — han sad ved bordet — og de hilste ham og sagde, at de kom i svenskekongens ærinde. Kongen bad dem komme igen næste dag.

Dagen efter — da kongen havde overværet gudstjenesten — gik han til sit tinghus; han lod svenskekongens mænd kalde derhen og bad dem fortælle, hvad de ville. Da talte Torgaut, og han sagde først, hvilket ærinde de havde og var sendt i; derefter fortalte han, hvad indtrønderne havde svaret og derpå bad han kongen afgøre, hvilket udfald deres ærinde dér skulle have. Kongen sagde: »Det var ikke underligt, da jarlerne regerede her i landet, at folket var dem lydskyldige, for de var her slægtsbårne til magten — hellere det, end at bøje sig for udenlandske konger. Det var dog mere rigtigt, hvis jarlerne udviste lydighed og tjenestevilje mod de konger, der havde ret til magten her — frem for mod udenlandske konger ved med ufred at rejse sig mod de rette konger og fælde dem fra landet. Men når Olaf Svenskekonge gør krav på Norge, så ved jeg ikke, hvilke retmæssige fordringer han har, men dét mindes vi — hvilken mandskade vi har fået af ham og hans slægtninge.« Da sagde Asgaut: »Det er ikke underligt, at du kaldes Olav den Tykke. Med store ord svarer du sendebuddene til sådan en høvding; du ved vist ikke, hvor tungt det vil være for dig at bære kongens vrede — sådan er det gået folk, der havde større styrke, end du ser mig ud til at have. Hvis du hårdnakket vil beholde dit rige, så er der kun det at gøre at opsøge ham og blive hans mand. Så skal vi sammen med dig bede om, at han giver dig dette rige i len.« Så svarede kongen — og han talte roligt: »Jeg vil give dig at andet råd — Asgaut! Drag I nu østpå — tilbage til jeres konge — og fortæl ham, at jeg tidligt på foråret vil gøre mig klar til at drage østpå til landegrænsen, der førhen har dannet skel mellem norskekongens og svenskekongens riger. Så kan han komme dér, hvis han vil, så vi kan blive forligte og hver af os beholde det rige, som vi er arveberettigede til.« Sendebuddene vendte sig og gik tilbage til deres logi, hvor de gjorde sig klar til at tage af sted, mens kongen gik til bords. Sendebuddene gik derpå ind i kongsgården, men da dørvogterne så det, fortalte de det til kongen. Han bad dem ikke lukke sendebuddene ind: »— jeg vil ikke tale med dem,« sagde han. Så drog sendebuddene væk. Torgaut sagde, at han og hans mænd ville vende hjem, men Asgaut sagde, at han ville forfølge kongens ærinde. Så skiltes de. Torgaut drog da ind i Strind, mens Asgaut og de 12 andre drog op til Gauldal; han agtede at drage sydpå til Møre for dér at udføre kongens ærinde. Da kongen fandt ud af det, sendte han gæsterne ud efter dem; de fandt dem ude på næsset ved Stein, hvor de pågreb dem og førte dem ind på Gaularåsen. Dér rejste de en galge, hvor de hængte dem, så de kunne ses af folk, der sejlede ude på fjorden. Torgaut erfarede denne hændelse, inden han drog fra Trondheim; han drog derefter af sted, lige til han fandt svenskekongen, som han fortalte, hvad der var sket på deres færd. Kongen blev meget vred, da dette blev ham fortalt; da skortede det ikke på store ord.


60. Kong Olavs forlig med Erling Skjalgson

Efteråret efter udbød kong Olav hæren i Trondheim og gjorde klar til at drage østpå i landet. Da skulle en Islandsfarer af sted fra Nidaros. Kong Olav sendte da bud til Hjalte Skæggeson og indkaldte ham til møde; han sendte også bud til Skafte Lovsigemand og de andre mænd, der særligt forestod lovgivningen på Island, at de fra lovene skulle fjerne det, han syntes stred mest imod kristendommen. Han sendte desuden venskabelige ord til samtlige landets beboere.

Kongen drog sydpå langs med landet og gjorde holdt i alle fylker, hvor han holdt ting med bønderne; på hvert ting lod han de kristne love og de bud, der fulgte, læse op. Han fjernede derved straks mange uvaner og megen hedenskab blandt folk, for jarlerne havde overholdt den gamle lov og landsret, men med hensyn til at holde kristendommen lod de hver gøre, som han ville. Det var kommet dertil, at vidt omkring ved kysten var folk blevet døbt, men den kristne lov var ukendt for de fleste; øverst oppe i dalene og i fjeldbebyggelserne var de fleste dog fuldstændig hedenske, for så snart folk selv fik lov at bestemme, da fæstede den tro sig mest i deres sind, som de havde tillagt sig i barndommen. De folk — både mægtige og ringe — der ikke ville rette sig efter kongens ord om kristendommen, blev truet med hårde vilkår. Kong Olav blev taget til konge over hele landet på alle lovting, og ingen talte da imod ham.

Da han lå i Karmsund, drog der bud mellem ham og Erling Skjalgson for at forlige dem, og der blev aftalt forligsmøde på Hvitingsø; da de mødtes, talte de selv sammen om forliget. Det forekom Erling, at der lå andet i kongens ord, end han var blevet fortalt. Erling sagde, at han ville have alle de landindtægter, som Olav Tryggvason og siden jarlerne Sven og Håkon havde givet ham: »— så skal jeg blive din mand og trofaste ven,« sagde han. Kongen sagde: »Det forekommer mig — Erling! — som om det ikke er værre for dig at modtage lige så store landindtægter af mig, som du gjorde af jarl Erik — den mand, der har voldt dig størst skade. Jeg kan lade dig være den mest hædrede mand i landet, men jeg vil dog tildele landindtægterne efter min egen bestemmelse, og ikke lade som om lendermænd er arveberettigede til mit land og købe deres tjeneste for mangefold af værdien.« Erling havde ikke i sinde, at bede kongen om nogen ændring i det, for han indså, at kongen ikke var føjelig. Han indså også, at der var to vilkår for hånden: Det ene var ikke at blive forligt med kongen, og så se, hvordan det gik; det andet var at lade kongen afgøre sagen alene — og dette valgte han, skønt det var ham meget imod, og han sagde til kongen: »Min tjeneste vil være dig nyttigst, hvis jeg yder den frivilligt.« De sluttede samtalen. Derefter kom Erlings slægtninge og venner til ham og bad ham give efter og fare frem med omtanke og ikke med overmod: »Du vil,« sagde de, »altid være den mest hædrede lendemand i Norge, både med hensyn til duelighed, slægtskab og indtægter.« Erling fandt, at dette var et godt råd, og at de, der talte sådan, gjorde det af velvilje. Derfor gjorde han det, at han gik kongen til hånde på den måde, at kongen bestemte vilkårene. Derefter skiltes de og blev kaldt forligte. Olav fortsatte da østpå langs med landet.


61. Drabet på Eilif den Götiske

Christian Krohg:
Kong Olav og Brynjolf Kamel
Så snart kong Olav kom til Viken, og det rygtedes, drog de danskere, som dér havde embede for danekongen, væk — de søgte til Danmark og ville ikke afvente kong Olav. Kong Olav drog ind gennem Viken og holdt ting med bønderne; hele landets befolkning gik da under ham, og han tog dér alle kongelige indtægter og opholdt sig i Viken om sommeren.

Han drog østpå over Folden fra Tønsberg og helt østpå til Svinesund; dér begyndte svenskekongens rige, og dér havde han som sysselmænd sat Eilif den Götiske over den nordlige del og Roe den Skelende over den østlige del helt til Elven. Roe havde slægtninge på begge sider af Elven og en stor gård på Hisingen; han var en mægtig mand og meget rig. Også Eilif kom af en stor slægt. Da kong Olav kom til Ranrike med sin hær, indkaldte han dér til ting med indbyggerne, og de folk, der boede på øerne og nær havet, mødte op. Da tinget var sat, talte Bjørn Staller og bad bønderne dér anerkende kong Olav, som man havde gjort andre steder i Norge. Der var en gæv bonde, der hed Brynjolf Kamel; han rejste sig og sagde: »Vi bønder véd, hvor det rette skel fra gammel tid har gået mellem de norske konger og svenskekongen og danekongen — at Götaelven har været gældende fra Vänern til havet, og nordpå skovbebyggelserne til Edskoven og derfra Kølen helt nordpå til Finnmarken. Vi ved også at forskellige har gået på de andres land. Svenskerne har længe haft rige helt til Svinesund, men sandt at sige kender jeg dog mange folk, der ville finde det bedre at tjene Norges konge, men de har ikke modet til det; svenskekongens rige findes både øst og syd for os, og det må forventes, at Norges konge vil drage længere nordpå i landet, dér hvor der findes størst styrke, og vi evner ikke at holde strid med göterne. Nu må kongen komme med et godt råd til os; vi kunne have lyst til at blive hans mænd.« Efter tinget blev Brynjolf om aftenen budt hen til kongen — og tilsvarende dagen efter. De talte længe sammen i enrum.

Kongen drog østpå mod Viken, men da Eilif erfarede, at kongen var dér, lod han holde øje med dennes færden. Eilif havde 30 mand i sit følge; han var i den øvre del af skovbebyggelserne og havde samlet bønderne dér. Mange bønder opsøgte kong Olav, og andre sendte venskabsord til ham. Der drog folk imellem kong Olav og Eilif, og bønderne bad længe begge parter om, at de holdt ting sammen og aftale en slags fred; de sagde til Eilif, at de måtte forvente hård medfart af kongen, hvis de ikke rettede sig efter hans ord, og de sagde, at Eilif ikke skulle mangle støtte. Det blev da aftalt, at de skulle komme ned og holde ting med bønderne og kongen. Så sendte kongen Tore Lange — sin gæstehøvding — og 11 andre hen til Brynjolf; de bar brynjer under kjortlerne og hætter over hjelmene. Dagen efter ankom bønderne i stor mængde sammen med Eilif. Til stede i flokken var da Brynjolf , og i hans følge var Tore. Kongen lagde skibene, hvor en klint skød ud i vandet; dér gik han og hans folk op og satte sig på klinten. Ovenfor var der en flad strækning, og dér var bondeflokken, og Eilifs mænd dannede skjoldborg foran ham. Bjørn Staller talte længe og klogt på kongens vegne. Da han satte sig, rejste Eilif sig op og tog ordet, men i samme øjeblik rejste Tore Lange sig; han trak sværdet og huggede Eilif over halsen, så hovedet røg af. Så sprang hele bondehæren op, men göterne løb for at undslippe; Tores mænd dræbte nogle af dem. Da hæren standsede og postyret ophørte, rejste kongen sig og sagde, at bønderne skulle sætte sig ned; det gjorde de, og så blev der talt længe, og det endte med, at bønderne gav sig under kongen, og han lovede dem til gengæld ikke at skilles fra dem og blive dér, indtil han og Olaf Svenskekonge på én eller anden måde fik afsluttet deres mellemværende.

Efter dette lagde kongen det nordlige syssel under sig, og han drog om sommeren østpå til Elven; dér fik han alle kongelige indtægter langs havet og på øerne. Sidst på sommeren vendte han tilbage til Viken og sejlede op ad Raumelven. Dér findes et stort vandfald, som heder Sarp, og et næs skyder ud i floden nord for vandfaldet; dér lod kong Olav sætte et gærde af sten, tørv og grene tværs over næsset, og udenfor lod han grave en grøft. Han rejste dér en stor jordborg, og i borgen lod han anlægge en købstad; dér lod han bygge en kongsgård og Mariakirken. Han lod også afmærke grunde til andre gårde, som han fik folk til at bygge. Om efteråret lod han derhen bringe det forråd, han behøvede til vinterophold, og han sad dér om vinteren med en stor skare omkring sig, men han havde sine folk ude i alle syslerne. Han forbød al udførsel fra Viken op til Götaland — både sild og salt — og dette kunne göterne dårligt undvære. Han holdt et stort julegæstebud og indbød mange storbønder fra de omliggende herreder.


62. Om Ejvind Uroksehorn

En mand hed Ejvind Uroksehorn; han stammede fra Øst-Agder. Han var en stor mand af fornem slægt, og han drog hver sommer på hærtogt — indimellem vestpå i havet og andre gange i Østersølandene eller sydpå til Friesland. Han havde en 20-sæders — en godt udrustet snekke. Han havde været med ved Nesjar og ydet kong Olav støtte; da de skiltes dér, lovede kongen ham sit venskab, og Ejvind lovede kongen sin støtte, når som helst han ønskede den. Ejvind var om vinteren som gæst hos kong Olav, og han modtog gode gaver af ham. Brynjolf Kamel var der også, og han fik i julegave et guldprydet sværd af kongen og tilmed den gård, der hedder Vettaland — det er en stor hovedgård. Brynjolf digtede en vise om gaverne, og dette er omkvædet:


Kongen gav mig
klinge og Vettaland.


Så gav kongen ham lendermandsnavn, og Brynjolf vedblev at være kongens gode ven.


63. Drabet på Trond

Den vinter drog Trond den Hvide fra Trondheim østpå til Jämtland for at opkræve skat på vegne af kong Olav den Tykke, men da han havde samlet skatten, kom svenskekongens folk og dræbte ham sammen med de 11 andre, og de førte skatten til svenskekongen. Dette erfarede kong Olav, og han syntes ikke godt om det.


64. Kristendomspåbud i Viken

Kong Olav påbød den kristne lov i Viken på samme måde som i nordlandet, og det havde god fremgang, for vikværingerne havde mere kendskab til kristne skikke end folk nordpå i landet; dér i Viken var der både vinter og sommer store mængder købmænd — både danske og saxiske,. Vikværingerne drog også meget på handelsrejser til England og Saxland eller Flæmingeland og Danmark, og nogle var på vikingetogt og havde vintersæde i kristne lande.


65. Roes fald

Om foråret sendte kong Olav bud, at Ejvind skulle komme til ham; de talte længe sammen i enrum. Derefter drog Ejvind på vikingetogt. Hen sejlede sydpå i Viken og lagde til ved Eikerøerne uden for Hisingen. Dér erfarede han, at Roe den Skelende var draget nordpå til Orust, hvor han havde samlet ledingshær og landskatter, og man ventede, at han nu ville komme sydpå; så roede Ejvind ind til Høgesund. Roe kom da roende nordfra, og de mødtes i sundet og kæmpede; dér faldt Roe og næsten 30 mand, men Ejvind tog alle de værdier, Roe havde haft. Så drog Ejvind ud i Østersøen, og han var dér på vikingetogt om sommeren.


66. Gudleiks og Torgaut den Skåredes fald

Der var en mand, der hed Gudleik den Gerdske; han stammede fra Agder. Han var søfarende og en stor købmand; han var rig og drog på handelsrejser til forskellige lande. Han drog ofte til Gardarige, og derfor blev han kaldt Gudleik den Gerdske. Det forår klargjorde Gudleik sit skib, og han agtede om sommeren at drage østpå til Gardarige. Kong Olav sendte ham besked, at han ønskede at møde ham. Da Gudleik kom til ham, sagde kongen til ham, at han ville indgå kompagniskab med ham; han bad ham købe sig sådanne kostbarheder, som det var vanskeligt at skaffe dér i landet. Gudleik sagde, at det skulle være, som kongen bestemte. Da lod kongen overdrage så mange penge til ham, som han syntes.

Gudleik drog om sommeren ud i Østersøen. De lå en tid ved Gotland; da skete det — som det ofte sker — at ikke alle kunne holde mund, og indbyggerne blev klar over, at Olav den Tykkes kompagnon var på det skib. Gudleik drog østpå til Holmgård, hvor han købte ypperligt silkestof, som han tiltænkte kongen som stadstøj; han fandt desuden kostbare skind og fortrinligt bordtøj.

Om efteråret — da Gudleik drog østfra — fik han modvind, og de lå længe ved Øland. Torgaut den Skårede havde om efteråret fået nys om Gudleiks rejse; han kom dér imod dem med et langskib og kæmpede. De forsvarede sig længe, men da overtallet var stort, faldt Gudleik og meget af hans besætning, og mange blev sårede. Torgaut tog alle deres penge og kong Olavs kostbarheder; Torgaut delte alt byttet lige med sine mænd, men han sagde, at svenskekongen skulle have kostbarhederne: »— så kan det,« sagde han, »være en del af den skat, han skulle have fra Norge.« Så drog Torgaut østpå til Svitjod.

Disse hændelser rygtedes snart. Ejvind Uroksehorn kom kort efter til Øland, og da han erfarede dette, sejlede han efter Torgaut østpå, og de mødtes ved Sveaskærene og kæmpede; dér faldt Torgaut og de fleste af hans folk — andre sprang i havet. Ejvind tog alle de værdier, de havde taget fra Gudleik, og tillige kong Olavs kostbarheder. Ejvind drog om efteråret tilbage til Norge, og han overrakte kong Olav dennes kostbarheder; kongen takkede ham meget for hans færd og lovede ham på ny sit venskab. Da havde kong Olav været konge i Norge i 3 år.


67. Mødet mellem kong Olav og jarl Ragnvald

Den samme sommer havde kong Olav ledingshæren ude, og han drog igen østpå til Elven, hvor han opholdt sig længe den sommer. Der drog sendebude mellem kong Olav og jarl Ragnvald og Ingebjørg Tryggvedatter — jarlens kone. Hun ville med al kraft støtte kong Olav, og hun drev hårdt på i denne sag. Dette havde to årsager: At der var tæt slægtskab mellem mellem kong Olav og hende; desuden at hun ikke kunne glemme, at svenskekongen havde været med til at fælde Olav Tryggvason — hendes bror — og at han for den sags skyld mente at have krav på at råde over Norge. Jarlen blev på grund af hendes overtalelser vendt til venskab med kong Olav; det kom dertil, at kongen og jarlen aftalte at mødes, og de traf hinanden ved Elven, hvor de talte om mange ting og meget om mellemværendet mellem norskekongen og svenskekongen. De sagde begge — som sandt var — at både vikværinger og göter led stor skade ved det, at der ikke var handelsfred mellem landene; det endte med, at de aftalte fred imellem sig indtil næste sommer. De gav hinanden gaver ved afskeden og erklærede sig som venner. Så drog kongen nordpå i Viken, og han havde da de kongelige indtægter helt til Elven, og alle landets indbyggere havde givet sig under ham. Olaf Svenskekonge nærede så stor modvilje mod Olav Haraldson, at ingen turde benævne denne ved hans rette navn, så kongen hørte det; de kaldte ham ‘den tykke mand’ og talte altid dårligt om ham, når han blev nævnt.


68. Fredsforhandlingerne indledes

Bønderne i Viken talte om, at der kun var ét at gøre: At kongerne aftalte fred og forlig. De mente sig ilde stedt, hvis kongerne fortsatte deres hærgen, og når ingen dristede sig til at forelægge kongerne dette. Så bad de Bjørn Staller forlægge kongen det forslag, at han skulle sende folk til svenskekongen for at bede om forlig på sine vegne. Bjørn var uvillig og bad sig fri, men efter bøn fra mange venner lovede han til sidst at tale med kongen om dette. Han sagde dog, at kongen nok ikke ville se mildt på på nogen måde at skulle bøje sig for svenskekongen.

Den sommer kom Hjalte Skæggeson ude fra Island på kongens bud; han opsøgte straks kong Olav, og kongen tog godt imod ham og indbød Hjalte til at opholde sig dér. Han anviste ham plads ved Bjørn Staller; de havde da fælles kosthold og blev snart gode kammerater. Engang, da kong Olav holdt møde med sin livvagt og med bønderne for at tale om landets styrelse, sagde Bjørn Staller: »Hvad agter du — konge! — at gøre ved den ufred, der hersker mellem dig og Olaf Svenskekonge? Nu har I på begge sider mistet mænd på grund af den anden, men det er ikke mere end før afgjort, hvem der skal have hvad af landet. Du har siddet én vinter og to somre her i Viken og vendt ryggen til hele landet nordpå; nu er de folk, der har ejendomme og arvejord nordpå i landet, lede ved at sidde her. Nu ønsker lendermændene og andre støtter og ligeledes bønderne, at der sker noget, og fordi der nu er aftalt fred og frit lejde med jarlen og vestgöterne — som er nærmest herved — så anser folk det for rimeligst, at du sender folk til svenskekongen på dine vegne; det vil finde støtte hos mange af de folk, der er hos svenskekongen, for det vil være til gavn for dem, der bebor landene — både her og dér.« Mændene gav gode tilråb til Bjørns tale. Så sagde kongen: »Dette råd — Bjørn! — som du her frembærer, er det rimeligst, at du selv indfrier — og du skal drage på denne færd. Så nyder du godt af det, hvis det er et godt råd — og hvis der er livsfare forbundet med det, har du i høj grad selv været ude om det. Det er jo også din beskæftigelse at sige det på møder, som jeg vil have fremlagt.« Så rejste kongen sig og gik i kirke, hvor han overværede højmessen; derefter gik han til bords.

Dagen efter sagde Hjalte til Bjørn: »Hvad tynger dig — mand? Er du syg eller vred på nogen?« Bjørn fortalte, hvad kongen havde sagt, og kaldte det en farlig færd. Hjalte sagde: »Sådan er det for dem, der følger konger. Sådanne folk har stor ære og anses for mere end andre mænd, men de kommer ofte i livsfare, og de må finde sig i begge dele. Kongens lykke er stor, og der er stor hæder at vinde ved denne færd, hvis den går godt.« Bjørn sagde: »Du tager let på denne færd; du vil måske med? Kongen sagde, at jeg skulle have et følge med på rejsen.« Hjalte sagde: »Selvfølgelig vil jeg tage med, hvis du ønsker det. Jeg vil få svært ved at finde en tilsvarende sidemand, hvis jeg skilles fra dig.«


69. Bjørn Stallers rejse

Få dage senere — mens kongen var til møde — kom Bjørn derhen fulgt af 11 andre; han fortalte da kongen, at de var klar til at foretage rejsen, og at hestene stod sadlede udenfor: »— og nu vil jeg vide,« sagde Bjørn, »hvilke ærinder jeg skal pleje, og hvilket ordrer du giver os.« Kongen sagde: »I skal fortælle svenskekongen disse mine ord, at jeg vil stifte fred imellem vores lande til de landegrænser, som Olav Tryggvason havde før mig — og få det bundet med faste aftaler, at ingen af os går længere. Vedrørende spildet af mennesker, så behøves dette ikke at nævnes, hvis et forlig skal opnås, for svenskekongen kan ikke erstatte den mandskade, svenskerne har forvoldt os, med pengebøder.« Så rejste kongen sig og gik ud sammen med Bjørn; han tog et guldprydet sværd og en guldfingerring, som han gav Bjørn: »Dette sværd giver jeg dig; det gav jarl Ragnvald mig i sommer. I skal drage til ham og fortælle ham disse mine ord, at han skal lægge sine råd og sin styrke til, at du får fremført ærindet. Jeg anser det for godt udført, hvis du hører svenskekongens svar — om han enten siger ja eller nej. Men denne guldfingerring skal du vise til jarl Ragnvald; det tegn vil han genkende.« Hjalte gik hen til kongen og hilste ham: »— og nu behøver vi meget — konge! — at du lægger din lykke til denne færd —« og han ønskede, at de igen måtte træffe hinanden i god behold. Kongen spurgte, hvor Hjalte skulle hen. »Med Bjørn,« svarede han. Kongen sagde: »Det vil være gavnligt for denne færd, at du drager med dem, for du har ofte prøvet lykken; I skal vide for vist, at jeg skal lægge alle mine tanker bag — hvis det kan betyde noget — og dertil giver jeg jer alle min lykke med.«

Bjørn og de andre red deres vej og kom til jarl Ragnvalds hof, hvor de blev godt modtaget. Bjørn var navnkundig blandt mange folk og kendt både af udseende og for sin tale blandt alle, der havde set kong Olav, for Bjørn rejste sig på alle ting og forelagde kongens ærinder. Ingebjørg — jarlens kone — gik hen og talte til Hjalte; hun kendte ham, for hun var hos Olav Tryggvason — sin bror — dengang Hjalte også var dér, og Hjalte regnede slægtskab mellem kongen og Vilborg — Hjaltes kone — for Erik Bordskalle — far til Astrid, der var kong Olav Tryggvasons mor — og Bødvar — far til Ålof, der var mor til Gissur den Hvide, som var far til Vilborg — var brødre og sønner af Vikinge-Kåre — lendermanden i Voss. Nu var de dér, og de blev beværtet godt.

En dag gik Bjørn og de andre hen for at tale med jarlen og Ingebjørg; så fortalte Bjørn om sit ærinde og viste jarlen kong Olavs tegn. Jarlen spurgte: »Hvad har du gjort — Bjørn? — siden kongen ønsker dig død? Du har ringe vilkår med denne sendefærd, for jeg tror ikke, at nogle vil kunne nævne dette for svenskekongen og slippe væk uden afstraffelse; Olaf Svenskekonge er så storagtig, at man ikke i hans nærvær skal sige noget, der er ham imod.« Da sagde Bjørn, at han ikke havde gjort noget, »— som har gjort kong Olav vred på mig, men der er mange af hans påbud — både til ham selv og til andre — som for umodige folk må synes at kunne få et farligt udfald. Alle hans råd har imidlertid indtil nu vendt sig til det bedre, og vi håber, at det igen vil gå sådan. Nu kan jeg sige dig — jarl! — at jeg vil opsøge svenskekongen og ikke vende tilbage, før jeg har ladet ham høre alle de ord, som kong Olav bad mig sige til hans ører, medmindre døden tager mig, eller jeg bliver forhindret, så jeg ikke kan komme frem; dette vil jeg gøre, hvad enten du vil lægge nogen vægt på kongens ord eller ej.« Da sagde Ingebjørg: »Jeg vil straks sige min mening: Jeg ønsker — jarl! — at du lægger al vægt på at hjælpe kong Olavs budbringer, således at dette ærinde når frem til svenskekongen, hvad han så end vil svare. Jeg vil meget hellere vove svenskekongens vrede eller at miste al magt og ejendom, end at det skal hedde sig, at du tilsidesætter kong Olavs sendebud på grund af skræk for den svenske konge. Du har både rang og stand og al mulig ret til at være så fri her i Sveavældet, at du kan sige det, der sømmer sig, hvad enten mange eller få, mægtige eller ringe hører derpå — også om så selve kongen hører det.« Jarlen svarede:»Det er til at få øje på, hvad du opildner til. Det kan godt være, at du råder til, at jeg lover kongsmændene at følge dem, så de kan nå at forelægge svenskekongen deres ærinde — hvad enten kongen synes godt eller skidt om det — men jeg vil selv bestemme, hvordan det skal gribes an, og jeg vil ikke rette mig efter Bjørns eller andres ophidselse i så vanskelig en sag. Jeg ønsker, at de opholder sig hos mig til den tid kommer, hvor det forekommer mig mest sandsynligt, at denne sag kan få fremgang.« Da jarlen sådan havde bragt for dagen, at han ville støtte og hjælpe dem i denne sag, takkede Bjørn ham meget og sagde, at han ville følge hans råd. Bjørn og de andre opholdt sig da længe hos jarlen.


70. Samtalen mellem Bjørn og Ingebjørg Tryggvedatter

Ingebjørg var særligt venlig imod dem; Bjørn omtalte sin sag for hende, og han fandt det ilde, at færden skulle udsættes så længe. De og Hjalte talte ofte sammen om dette; da sagde Hjalte: »Jeg kan drage til kongen, hvis I synes; jeg er ikke nordmand, og svenskerne har ikke noget at bebrejde mig. Jeg har hørt, at der hos svenskekongen er islændinge, som bliver behandlet godt; de er mine bekendte og kongens skjalde: Gissur den Sorte og Ottar den Sorte. Af dem kan jeg få at vide, hvad jeg skal tro om svenskekongen — om denne sag er så udsigtsløs, som det nu siges, eller om noget andet kan gøres. Jeg må finde på et ærinde, som jeg finder passende.« Dette syntes Ingebjørg og Bjørn var meget snarrådigt, og de stadfæstede dette imellem sig. Så udrustede Ingebjørg Hjalte til færden og forsynede ham med to götiske mænd, som hun påbød følge ham og gå ham til hånde — både ved tjenester og hvis han ønskede at sende dem steder hen. Ingebjørg gav ham 20 mark vejet sølv til rejsepenge. Hun sendte ord og tegn med ham til Ingegerd — kong Olavs datter — at hun skulle lægge al vægt på hans sag, lige meget hvad han måtte bede hende om af nødvendig hjælp.

Hjalte drog af sted, så snart han var klar, og da han kom til kong Olaf, opsøgte han med det samme skjaldene Gissur og Ottar, som gladelig tog imod ham og straks førte ham for kongen; de fortalte kongen, at denne mand — som var deres landsmand — var kommet dertil, og at han var meget anset i det land. De bad kongen om at tage godt imod ham. Kongen bad dem tage Hjalte og dennes følgesvende med i deres folk.

Da Hjalte havde været dér et stykke tid, og folkene havde lært ham at kende, blev han vellidt af alle. Skjaldene var ofte hos kongen, idet de var veltalende; de sad ofte om dagen foran kongens højsæde i selskab med Hjalte — ham regnede de på alle måder for mest. Han blev da også bekendt med kongen; kongen talte ofte med ham og spurgte om tildragelser fra Island.


71. Om Sigvat Skjald

Inden Bjørn drog hjemmefra, havde han bedt Sigvat Skjald om at tage med sig; denne var dengang hos kong Olav. Folk havde ikke lyst til at tage del i denne rejse, men venskabet var godt mellem Bjørn og Sigvat; han kvad:


Hidtil i hævd venskab
holdt jeg med vor konges
stallere — de som drotten
djærvt med råd tjente.
Bjørn! Min bøn du ofte
bragte hen for drotten;
gavnlige råd giver
— gode ven! — du altid.


Halvdan Egedius: Sigvat kvæder på vej til Skara.
Da de red op i Götaland, kvad Sigvat disse vers:


Frisk jeg ofte favned’
fjordens hårde vinde;
blæstens slid i sejlet
såre lod os ase.
Havets hest fortrinligt
hasted’ over sundet,
da kongens køl vandet
kløved’ hist ved Lista.
Bølgen skylled’ skibet
(skærmet under telte
lå vi) langt fra kysten
— led da dermed som’ren.
Ved høst havets ganger
havtornen nær droges;
sadlen nu jeg slider
(sådan veksler idet).


— og mens de red gennem Götaland sent om aftenen, kvad Sigvat:


Hungrig løber hesten
hen ad lange veje
(endnu anes solen)
ind mod byens haller.
Gennem bække bener
blakken fjernt fra daner;
(dagen hermed hælder)
Hov! Nu snubled’ dyret.


Så red de ind i købstaden ved Skara og frem gennem gaderne imod jarlens gård; han kvad:


Skønne kvinder skæver
(skyen af støv ser de)
her, når rask vi rider
Ragnvalds by igennem.
Lad de kloge kvinder
(krikken skal vi spore!)
hestenes tramp høre
helt inde i stuen.


72. Om Hjalte og kong Olaf

En dag trådte Hjalte for kongen sammen med skjaldene. Så tog Hjalte til orde: »Det er sådan — konge! — som du ved, at jeg har opsøgt dig her efter en lang og vanskelig rejse; da jeg var kommet over havet og hørte om din højhed, forekom det mig uforstandigt at drage tilbage uden at have mødt dig og din berømmelse. Det er lov mellem Island og Norge, at islandske mænd skal betale landingsafgift, når de kommer til Norge, og da jeg kom over havet, indsamlede jeg landingsafgiften fra hele skibsbesætningen. Af den årsag at jeg ved, at du har rette adkomst til Norgesvældet, opsøgte jeg dig for at overrække dig landingsafgifterne.« Så viste han kongen sølvet og hældte 10 mark sølv i skødet på Gissur den Sorte. Kongen sagde: »Kun få har givet os sådant fra Norge på det seneste; jeg vil — Hjalte! — byde dig tak for, at du har anstrengt dig så meget for at føre landingsafgiften til mig i stedet for at betale den til vores fjender. Jeg ønsker dog, at du skal modtage disse penge af mig sammen med mit venskab.« Hjalte takkede kongen med mange ord. Fra da af nød Hjalte den største gunst hos kongen, og han talte ofte med ham; kongen fandt — som sandt var — at han var en klog og veltalende mand.

Hjalte fortalte Gissur og Ottar, at han var sendt med tegn for at opnå Ingegerd Kongedatters støtte og venskab, og han bad dem sørge for, at han kunne få hende i tale. De sagde, at det var nemt, og de gik en dag til hendes hus, hvor hun sad og drak med mange folk; hun tog godt imod skjaldene, for hun kendte dem godt. Hjalte overbragte hende hilsen fra Ingebjørg — jarlens kone — og sagde, at hun havde sendte ham dertil for at få støtte og venskab — han viste hende tegnet. Kongens datter optog det godt og sagde, at han havde ret til hendes venskab. De sad længe om dagen og drak; kongens datter spurgte Hjalte om mange tildragelser og bad ham komme ofte til samtale dér. Det gjorde han, og han kom tit og talte med kongedatteren; han fortalte hende i fortrolighed om hans og Bjørns rejse og spurgte, hvad hun mente — hvordan svenskekongen ville optage sagen om stiftelse af forlig mellem kongerne. Kongedatteren sagde, at man ikke skulle gøre sig forhåbninger om, at kongen ville forliges med Olav den Tykke; hun sagde, at kongen var blevet så vred på Olav, at han ikke ville høre ham omtalt.

En dag sad Hjalte hos kongen og talte med ham; kongen var meget munter og nok så fuld. Da sagde Hjalte til kongen: »Her kan man se mange herligheder, og nu har jeg fået set det, som jeg ofte har hørt omtalt: At ingen konge i Nordlandene er så stor som du. Det er meget sørgeligt, at vi har så lang og farlig en vej hertil: Først er der det store hav, og så er det ikke fredeligt at drage gennem Norge for de folk, der i venskabelighed søger hertil. Hvorfor er der ikke nogen, der forsøger at stifte forlig mellem dig og Olav den Tykke? Jeg hørte, at man talte meget om dette i Norge og ligeledes i det vestlige Götaland — at alle havde lyst til, at der blev fred. Jeg hørte også sikre forlydender om Norges konges ord — at han havde lyst til at blive forligt med dig, og jeg ved, at det vil komme dertil, at han vil indse, at han har meget mindre styrke, end du har. Det blev også omtalt, at han agtede at fri til Ingegerd — din datter — og sådant giver håb om et fuldstændigt forlig; jeg har hørt fra pålidelige folk, at han er en udmærket mand.« Så svarede kongen: »Sådan skal du ikke sige — Hjalte! — men jeg vil ikke laste dig for dine ord, for du ved ikke, hvad man skal vogte sig for; den tykke mand skal ikke kaldes konge her ved mit hof! Han er meget mindre værd, end mange folk siger, og det vil du forstå, når jeg fortæller dig, at det svigerskab ikke vil være passende, for jeg er den tiende konge i Uppsala, sådan at den ene af os slægtning har taget over efter den anden og været enevældige konger over Sveavældet og over mange andre, store lande — og vi har alle været overkonger over andre konger i Nordlandene. Norge er tyndt og spredt befolket; dér har der været småkonger, men Harald Hårfager har været den største konge i det land, og han var uenig med fylkeskongerne og tvang dem under sig. Han indså det gavlige ved ikke at være grisk efter svenskekongens vælde, og svenskekongerne lod ham derfor være i fred; det kom endda dertil, at der blev slægtskab imellem dem. Da Håkon Adalsteinnsfostre kom til i Norge, blev han ladt i fred, indtil han hærgede i Götaland og Danmark; derefter rejste en flok sig imod ham, og han blev fældet fra landet. Gunhildsønnerne blev også dræbt, så snart de blev ulydige imod danekongen; Harald Gormsøn lagde derpå Norge under sig og opkrævede skat, men vi anser dog kong Harald Gormsøn for mindre end os Uppsalakonger, for Styrbjørn — vores slægtning — kuede ham, og Harald blev hans mand, men Erik den Sejrrige — min far — overvandt Styrbjørn, da de prøvede kræfter. Da Olav Tryggvason kom til Norge og kaldte sig konge, lod vi ham ikke lykkes med det; Svend Danekonge og jeg drog ud og tog livet af ham. Nu har jeg tilegnet mig Norge — ikke med mindre magt, end du nu kunne høre, og ikke med ringere adkomst, end at jeg søgte det i kamp og besejrede den konge, der tidligere rådede over det. Du må vide — klog som du er — at det skal vare længe, før jeg lader magten fare for den tykke mand, og det er underligt, at han ikke husker på, at han kun med nød og næppe slap ud af Lögaren, da vi havde spærret ham inde. Jeg troede, at han havde andet i tankerne, når han slap med livet i behold, end igen at strides med os svenskere. Nu skal du — Hjalte! — ikke oftere komme til mig med den slags snak.« Hjalte mente, at der var ringe håb om, at kongen ville lytte til forsøg på forlig, så han holdt inde og talte om noget andet.

Senere hen, da Hjalte talte med Ingegerd Kongedatter, fortalte han hende hele sin samtale med kongen. Hun sagde, at hun havde forventet et sådant svar fra kongen. Hjalte bad hende lade nogle ord falde til kongen og mente, at det snarere ville nytte. Hun sagde, at kongen ikke ville høre efter, hvad hun end sagde: »— men jeg skal nævne det,« sagde hun, »hvis du ønsker det.« Hjalte sagde sig være taknemmelig derfor.

Ingegerd Kongedatter talte en dag med sin far; hun fandt, at han var i godt humør, så hun sagde: »Hvad tænker du om striden mellem dig og Olav den Tykke? Mange folk klager over denne knibe; nogle siger, at de har mistet værdier — andre slægtninge — til nordmændene. Ingen af dine folk kan komme til Norge, sådan som det er nu. Det var meget uheldigt, at du gjorde krav på magten i Norge; det er et fattigt land, som er svært at regere, og folket er upålideligt. Folk dér i landet vil hellere have en hvilken som helst anden konge end dig. Hvis jeg nu skulle bestemme, skulle du afholde dig fra at gøre krav på Norge og hellere undertvinge dig det rige ved Østersøen, som de tidligere svenskekonger havde, og som Styrbjørn — vores slægtning — for nylig underlagde sig; så kunne du lade Olav den Tykke beholde sit arveland og blive forligt med ham.« Kongen sagde vredt: »Det er dit råd — Ingegerd! — at jeg opgiver magten i Norge og gifter dig med Olav den Tykke. Nej!« sagde han, »— det skal snarere ske, at jeg til vinter på Uppsalating skal gøre det klart for alle svenskere, at der skal være fuld ledingshær ude, inden isen går af vandet; så skal jeg drage til Norge og lægge landet øde med od og æg og brænde alt og på den måde gengælde deres troløshed.« Kongen blev så rasende, at man ikke kunne svare ham; hun gik da sin vej. Hjalte holdt øje og gik straks hen for at finde hende, og han spurgte hende, hvordan hendes ærinde hos kongen var forløbet. Hun sagde, at det gik som forventet: At man ikke kunne komme til orde for kongen, og at han svarede med trusler. Hun bad Hjalte aldrig nævne denne sag for kongen.

Når Ingegerd og Hjalte talte sammen, talte de ofte om Olav den Tykke. Han fortalte hende meget om ham og hans væremåde, og han roste ham, når han kunne, men det var sandt, hvad han sagde; hun syntes godt om det. En gang de talte sammen, sagde Hjalte: »Må jeg — kongedatter! — med din tilladelse fortælle dig noget, som ligger mig på sinde?« »Tal du,« sagde hun, »så kun jeg hører det.« Da sagde Hjalte: »Hvad ville du svare, hvis kong Olav — Norges konge — sendte folk til dig for at fri?« Hun rødmede, men svarede langsomt og eftertænksomt: »Jeg har ikke tænkt over noget svar på det, for jeg tror ikke, at jeg får behov for at svare på det, men hvis Olav på alle måder er, som du siger, kunne jeg ikke ønske mig min mand anderledes — hvis det da ikke er sådan, at du i mange henseender har rost ham vel rigeligt.« Hjalte sagde, at han på ingen måde havde talt bedre om kongen, end sandt var. Dette talte de ofte om; Ingegerd bad Hjalte tage sig i agt for ikke at nævne det for andre: »— af den grund, at kongen vil blive vred på dig, hvis han bliver klar over det.« Hjalte fortalte dette til skjaldene Gissur og Ottar; de sagde, at det ville være den største lykke, hvis det fik fremgang. Ottar var en veltalende mand og vellidt blandt høvdinge; han gav sig snart i tale med kongedatteren om denne sag, og han opregnede på samme måde som Hjalte kongens dyder. De og Hjalte talte ofte sammen om denne sag, og da Hjalte var blevet sikker på udfaldet af sit ærinde, bortsendte han de to götiske mænd, som havde fulgt ham derhen; han lod dem drage tilbage til jarlen med de breve, som Ingegerd Kongedatter og Hjalte sendte til jarlen og Ingebjørg. Hjalte lod også noget følge om de samtaler, han havde haft med Ingegerd, og om hendes svar. Sendebuddene kom til jarlen noget før jul.


73. Kong Olav i Oplandene

Da kong Olav havde sendt Bjørn østpå til Götaland, sendte han andre folk til Oplandene i det ærinde, at sørge for gæstebud til ham. Han agtede den vinter at tage på gæstebud i Oplandene, fordi det havde været de tidligere kongers skik at tage på gæstebud i Oplandene hver tredje vinter. Han indledte om efteråret sin færd fra Borg; kongen tog først til Vingulmark. Han tilrettelagde turen således, at han gæstede oppe i nærheden af skovbebyggelserne, og han indkaldte alle stedets indbyggere — til og med de, der boede fjernest fra hovedbebyggelsen — til sig. Han undersøgte, hvordan folk holdt kristendommen; dér, hvor han fandt forbedringer påkrævet, lærte han folk de rette skikke og uddelte så strenge straffe — hvis der var nogle, der ikke ville opgive hedenskabet — at han jog nogle ud af landet, lod andre lemlæste på hænder eller fødder eller stak øjnene ud på dem. Atter andre lod han hænge eller halshugge, og han lod ingen ustraffet, der ikke ville tjene Gud. Således drog han igennem hele det fylke. Han straffede uden skelnen mellem rige og fattige. Han forsynede dem med præster og nedsatte så mange af disse i hvert herred, som han så var gavnligst. Med denne fremfærd rejste han igennem dette fylke. Han havde tre hundrede bevæbnede mand, da han drog op til Romerike; han bemærkede snart, at overholdelsen af kristendommen blev tilsvarende mindre, jo længere han kom ind i landet. Han fortsatte på samme vis, omvendte hele folket til den rette tro og tildelte strenge straffe til de, der ikke ville efterkomme hans ord.


74. De oplandske kongers sammensværgelse

Da den konge, der regerede i Romerike, erfarede dette, fandt han sagen meget vanskelig, for hver dag kom der mange folk til ham — både rige og fattige — der klagede over sådant. Kongen valgte at tage til Hedemark for at opsøge kong Rørek, for han var den klogeste af de konger, der dengang herskede dér. Da kongerne talte sammen, blev de enige om, at sende bud til kong Gudrød nordpå i Dalene og ligeledes til Hadeland til den konge, der var dér, og bede dem komme til Hedemark og opsøge kong Rørek. De opsatte ikke afrejsen, og de fem konger mødtes i Hedemark på det sted, der kaldes Ringsager. Den femte konge var Ring — kong Røreks bror.

Halvdan Egedius: Kongerne gik til samtale i enrum
Kongerne gik først til samtale i enrum. Ham, der var kommet fra Romerike, tog først ordet og berettede om Olav den Tykkes fremfærd og den ufred, han skabte ved både at dræbe og lemlæste folk; nogle fordrev han fra landet, og han beslaglagde værdier fra alle dem, der talte ham noget imod, og han fór med en hel hær over landet og ikke med det følge, som loven foreskrev. Han sagde også, at det var på grund af denne ufred, at han var flygtet dertil, og fortalte, at mange andre stormænd var flygtet fra deres odelsjord i Romerike: »— og selv om dette uføre sker nærmest os, kan det ikke vare længe, før I bliver udsat for tilsvarende, og derfor er det bedst, at vi alle i fællesskab beslutter, hvad der skal gøres.« Da han havde endt sin tale, vendte kongerne sig til Rørek for at få svar. Han sagde: »Nu er det sket — som jeg mistænkte ville ske, da vi holdt møde i Hadeland og I alle havde travlt med at hæve ham op over alles hoveder — at han ville blive vanskelig for os at tumle, så snart han havde fået eneherredømme over landet. Nu er der to vilkår for hånden: Det ene er, at vi alle opsøger ham og lader ham råde og regere over alt imellem os — og det tænker jeg, er det bedste for os. Det andet vilkår er, at vi rejser os imod ham nu, inden han farer videre over landet. Selv om han har tre eller fire hundrede mand, så er det os ikke en overmagt, hvis vi alle følger samme råd, men det er ofte vanskeligere at sejre for dem, hvor flere har lige meget magt, end for ham, der alene leder hæren — og det er derfor mit råd ikke at vove at prøve lykken mod Olav Haraldson.« Derefter sagde hver af kongerne, hvad de syntes; nogle talte imod, andre talte for, og der blev ikke truffet nogen afgørelse, da man så vanskeligheder ved begge forslag. Da tog Gudrød Dalekonge til orde og talte således: »Det forekommer mig underligt, at I nøler så meget med en afgørelse i denne sag, når I helt igennem er rædde for Olav. Vi er her fem konger, og vi er ikke af ringere afstamning end Olav. Vi gav ham hjælp til at kæmpe imod jarl Sven, og han har tilegnet sig dette land med vores støtte. Hvis han nu vil formene hver af os det lille rige, som vi hidtil har haft, og tilføje os tvang og underkuelse, så kan jeg for min del sige, at jeg vil frigøre mig fra kongens trældom, og jeg kalder ikke den af jer for en rigtig mand, der ræddes for at tage ham af dage, hvis han kommer i hænderne på os her i Hedemark — for dét kan jeg sige jer, at vores hoveder ikke er sikre, så længe Olav er i live.« Efter denne ansporing støttede de alle dette råd. Så sagde Rørek: »Efter denne beslutning mener jeg, at vi har brug for at gøre vores sammenhold stærkt, således at ingen svigter opbakningen til de andre. Når I nu agter at angribe kong Olav på et aftalt tidspunkt, når han kommer her til Hedemark, så vil jeg ikke vise jer den tillid, at nogle af jer kan befinde jer nordpå i Dalene og andre længere ude i Hedemark; hvis vi skal stadfæste denne vedtagelse, vil jeg have, at vi forbliver samlet — dag og nat! — indtil beslutningen bliver sat i værk.« Dette bekræftede kongerne, og de færdedes da alle samlet; de lod indrette et tilholdssted for sig ude på Ringsager og drak dér på omgang, mens de havde spejdere ude i Romerike. De lod straks andre spejdere tage ud, når de første kom tilbage, således at de dag og nat vidste, hvad der foregik på Olavs færd, og hvor mange folk han havde.

Kong Olav drog på gæstebud gennem Romerike og hele tiden på samme vis, som før blev omtalt, men forsyningerne tog ende på grund af de mange folk. Så lod han bønderne skyde til for at forøge forsyningerne dér, hvor han fandt det nødvendigt at tage ophold, men nogle steder opholdt han sig kortere tid, end det forud var bestemt, og hans rejse op til søen gik derfor hurtigere end planlagt.

Da kongerne havde stadfæstet deres beslutning, sendte de bud til deres lendermænd og storbønder og indkaldte dem til sig; da disse ankom, holdt kongerne møde med dem i enrum og gjorde dem klart, hvad der var besluttet, og de fastlagde den dag, hvor planen skulle virkeliggøres. De fastsatte, at hver af kongerne skulle have tre hundrede mand; de sendte derpå lendermændene hjem igen, for at de skulle samle folk og komme kongerne i møde dér, hvor det var aftalt. De fleste syntes godt om denne beslutning, men det var dog sådan — som man siger — at alle har en ven blandt uvenner.


75. Mishandling af Oplandskongerne

Ketil fra Ringenes var til stede på dette møde. Da han kom hjem om aftenen, spiste han aftensmad, og så klædte han og hans huskarle sig på, gik ned til vandet og satte den karve frem, som Ketil ejede, og som kong Olav havde givet ham; den stod sejlklar i bådehuset. De fordelte sig ved årerne og roede ud på vandet. Ketil havde 40 mand, der alle var godt bevæbnede. De kom tidligt på dagen til søens ende, og Ketil drog af sted med 20 mand, men lod andre 20 bevogte skibet. Kong Olav var da i Eid øverst i Romerike; Ketil kom dér, da kongen gik fra morgengudstjeneste. Han tog godt imod Ketil; Ketil sagde, at han ville tale med kongen med det samme, og de gik hen for at tale sammen under fire øjne. Ketil fortalte da kongen, hvilken beslutning kongerne havde taget, og om alle de forberedelser, han havde kendskab til.

Da kongen blev klar over dette, kaldte han folk til sig og sendte nogle til landsbyerne og bad dem dér skaffe sig rideheste; han sendte nogle ned til søen for at holde de robåde, de kunne få fat i, klar til sig. Så gik han til kirken og lod læse messe for sig, og straks derefter gik han til bords. Da han havde spist, gjorde han sig klar i en fart og tog ned til søen; dér kom skibene ham i møde. Han gik selv om bord på karven med så mange folk, som karven kunne rumme, mens resten gik om bord på de skibe, som de kunne få fat i. Ud på aftenen lagde de fra land; det var stille vejr. De roede op på langs med søen; kongen havde nær ved fire hundrede mand.

Han kom op til Ringsager, før solen stod op; vagtposterne blev ikke klar over noget, før flokken kom op til gården. Ketils folk vidste nøje, i hvilke rum kongerne sov; kongen lod alle disse rum indtage og bevogte, således at ingen kom væk. Derpå afventede de, at det skulle lysne. Kongerne havde ikke mandskab nok til at forsvare sig, og de blev alle pågrebet og ført for kongen. Rørek var en meget klog og hård mand; kong Olav mente ikke at kunne stole ikke på ham, selv om han blev forligt med ham. Han lod Rørek blinde på begge øjne og beholdt ham hos sig. Han lod tungen skære af Gudrød Dalekonge, og Ring og de to andre lod han sværge ed på, at de ville drage væk og aldrig komme tilbage til Norge. Af de lendermænd og bønder, der var vidner til denne sammensværgelse, jog han nogle ud af landet, mens andre blev lemlæstet; med atter andre blev han forligt. Om dette siger Ottar den Sorte:


Dristigt drotten handled’
(drevent fór han natligt);
Hedemarkens herrer
hævnen fik at mærke.
Landets sande leder
lønned’ sviget mærkbart;
gævt han grumme planer
gengjaldt uden skånsel.
Endnu inden striden
udbrød, blev den tøjlet;
kongens større styrke
strakte den til jorden.
Flere konger flittigt
flygted’ ud af landet;
Gudrød tabte tungen
— tavst han sidder nordpå.
Førhen fem i tallet
fandtes Oplandskonger;
nu har Gud dig givet
— gæve konge! — magten.
Ættelandet ligger
lige til Eid østpå;
ingen herre hersked’
hidtil over mere.


Kong Olav underlagde sig de riger, disse fem konger havde haft, og tog gidsler af lendermændene og bønderne. Han pålagde Dalene og vidt omkring i Hedemark gæstebudsskat og vendte derefter tilbage til Romerike og derpå vestpå til Hadeland. Den vinter døde Sigurd So — hans stedfar. Så tog kong Olav til Ringerike, hvor Åsta — hans mor — modtog ham med et stort gilde.

Nu bar alene Olav kongenavn i Norge.


76. Kong Olavs brødre

Halvdan Egedius:
Kong Olav med sine halvbrødre
Det fortælles, at engang da kong Olav var på gæstebud hos sin mor — Åsta — førte hun sine børn frem og viste ham dem. Kongen satte sin bror — Guttorm — på sit ene knæ og sin bror — Halvdan — på det andet knæ. Kongen så på drengene; så skar han ansigter og kikkede vredt på dem. Drengene blev skræmte. Så bar Åsta sin yngste søn hen til ham; han hed Harald og var dengang 3 år gammel. Kongen skar ansigter ad ham, men han kiggede bare op på ham. Så tog kongen fat i drengens hår og trak; drengen tog fat i kongens skæg og rykkede i det. Da sagde kongen: »Du bliver vist en hævngerrig én — min dreng!«

Dagen efter gik kongen omkring ved gården, og hans mor Åsta fulgte ham. De gik hen til en dam; dér sad Åstas sønner — Guttorm og Halvdan — og legede. De havde lavet store gårde og store kornlader og havde mange kvæg og får; det var det, de legede. Kort derfra ved en leret pyt af dammen sad Harald med nogle træspåner, der i stort tal flød nær land. Kongen spurgte ham, hvad det skulle forestille; han sagde, at det var hans krigsskibe. Så lo kongen og sagde: »Det kan være — min dreng! — at den tid kommer, hvor du skal råde over skibe.« Så kaldte kongen Halvdan og Guttorm derhen; han spurgte da Guttorm: »Hvad ville du helst eje flest af — min dreng?« »Markjorder!« svarede han. Kongen sagde: »Hvor store marker kunne du tænke dig at eje?« Han svarede: »Jeg ville have, at dette næs, der går ud i vandet, hver sommer var helt tilsået« — der var ti gårde. Kongen svarede: »Dér kunne stå meget korn.« Så spurgte han Halvdan, hvad han helst ville eje flest af. »Køer!« sagde han. Kongen spurgte: »Hvor mange køer skulle du have?« Halvdan sagde: »Når de gik for at drikke, skulle de stå tæt hele vejen rundt om vandet.« Kongen svarede: »Store gårde ville I da eje; det er lige som jeres far.« Så spurgte kongen Harald: »Hvad ville du helst have flest af?« Han svarede: »Huskarle!« Kongen sagde: »Hvor mange skulle du så have?« »Det skulle være sådan, at de til ét måltid kunne æde alle min bror Halvdans køer.« Kongen lo og sagde til Åsta: »Her opfostrer du vist en konge — mor!«

Mere er der ikke fortalt om deres ordveksling.


77. Om Svitjods inddeling og love

I Svitjod var det gammel landsskik — da man var hedninge — at hovedofferfesten skulle holdes i gjø-måned; da skulle man ofre for fred og kongens sejr, og derhen skulle folk søge fra hele Sveavældet. Da skulle også alle svenskernes ting afholdes. Der blev også da afholdt marked, og det varede en uge. Da kristendommen kom til Svitjod, holdt man stadig lovting og marked da, men nu, hvor kristendommen var blevet almindelig i Svitjod, og kongerne ikke længere sad i Uppsala, blev markedet flyttet til kyndelmisse; da er det blevet holdt lige siden, men nu varer det ikke mere end tre dage. Dér holdes svenskernes ting, og dertil søger de fra hele landet.

Sveavældet er inddelt i mange dele. Én del er Västergötland og Värmland og Marker og det, som ligger til dér; det er så stort et rige, at der under den biskop, der er dér, hører 11 hundrede kirker. En anden del er Östergötland, som hører under en anden bispestol; dermed følger Gotland og Øland og det hele tilsammen er et endnu større bispedømme. I selve Svitjod hedder en del af landet Södermanland; det er ét bispedømme. Så er der Vestmanland og Fjädrundraland; det er ét bispedømme. Den tredje del af Svitjod kaldes Tiundaland. Så kaldes den fjerde Åttundaland, og den femte del er Sjåland og det, som ligger til østpå ud mod havet. Tiundaland er den fornemste og bedste bebyggelse i Svitjod; derunder hører hele riget, og dér findes kongesædet og dér er ærkebiskoppens sæde. Efter det er Uppsala Gods opkaldt — svenskerne kalder svenskekongens ejendom for Uppsala Gods.

I hver af disse landsdele sættes et lovting, og man har på mange måder sin egen lov. I hver landsdel er der en lovmand, og han bestemmer mest blandt bønderne, for det, som han lader fremsige, gælder som lov. Hvis kongen eller en jarl eller en biskop drager gennem landet og holder ting med bønderne, så svarer lovmanden på bøndernes vegne, og de støtter ham alle i den grad, at overmægtige mænd knapt tør komme på deres alting, hvis ikke bønderne og lovmanden tillader det. I de tilfælde, hvor lovene er forskellige, skal alle henholde sig til Uppsalaloven, og andre lovmænd er underordnet den lovmand, der er i Tiundaland.


78. Om Torgny Lovmand og om jarls Ragnvalds møde med Ingegerd Kongedatter

Dengang var der i Tiuandaland en lovmand, der hed Torgny; hans far hed Torgny Torgnyson, og hans forfædre havde været lovmænd i Tiundaland i mange kongers tid. Torgny var da gammel; han havde mange folk om sig, og han blev kaldt den klogeste mand i Sveavældet. Han var i slægt med jarl Ragnvald og dennes fosterfar.

Vi fortsætter nu fortællingen med, at de mænd, som Ingegerd Kongedatter og Hjalte sendte østfra, kom til jarl Ragnvald; de forelagde deres budskab for jarl Ragnvald og Ingebjørg — jarlens kone — og fortalte, at kongedatteren ofte havde talt med svenskekongen om forlig mellem ham og kong Olav den Tykke, og at hun var kong Olavs bedste ven, mens svenskekongen var blevet vred, hver gang hun nævnte Olav, og hun syntes således ikke, der var håb om forlig. Jarlen fortalte Bjørn, hvad han havde fået at vide østfra, men Bjørn sagde stadig det samme: At han ikke ville vende om, før han havde mødt svenskekongen, og han sagde, at jarlen havde lovet at føre ham til svenskekongen.

Nu gik vinteren, og straks efter jul gjorde jarlen klar til færden, og han havde 60 mand — derimellem Bjørn Staller og dennes følgesvende. Jarlen drog helt østpå i Svitjod, og da han søgte op i landet, sendte han sine folk i forvejen til Uppsala med besked til Ingegerd Kongedatter, at hun skulle drage ham i møde ude på Ulleråker; dér ejede hun en stor gård. Da jarlens ord nåede kongedatteren, opsatte hun ikke færden, men gjorde sig klar sammen med mange folk. Hjalte gjorde sig klar til at tage med hende, men før han drog væk, gik han for kong Olaf og sagde: »Hav det godt konge! Sandt at sige har jeg ingen andre steder været, hvor jeg så noget så storslået, som hos dig; det skal jeg fortælle, hvor jeg siden kommer hen. Jeg vil bede dig om — konge! — at du vil være min ven.« Kongen svarede: »Hvorfor taler du, som om du var på vej væk? Hvor skal du hen?« Hjalte svarede: »Jeg skal ride ud til Ulleråker sammen med Ingegerd — din datter.« Kongen sagde: »Farvel da! Du er en klog mand, og du fører dig godt frem og forstår at færdes blandt fyrster.« Hjalte gik.

Ingegerd Kongedatter red til sin gård ude på Ulleråker, hvor hun anrettede et stort gæstebud for jarlen. Jarlen kom dertil og blev godt modtaget; han opholdt sig dér nogle nætter. Han og kongedatteren talte meget sammen og mest om den svenske og den norske konge; hun fortalte jarlen, at hun mente, at der var ringe håb om forlig. Så sagde jarlen: »Hvad siger du til det — min slægtning! — hvis Olav — Norges konge — frier til dig? Det forekommer os, at det snarest skulle være tilstrækkeligt til forlig, hvis der kom et sådant slægtsbånd mellem de to konger, men jeg vil ikke fortsætte med sagen, hvis jeg ved, at det er stik imod dit ønske.« Hun sagde: »Min far skal vel afgøre det vilkår for mig, men du er den næste af mine slægtninge, som jeg helst vil lade råde for mig i sager, jeg anser for vigtige. Men hvor tilrådeligt forekommer dette dig?« Jarlen tilskyndede hende meget og fortalte mange hæderfulde ting til kong Olav ros. Han fortalte hende nøje om de hændelser, der var sket for nylig, da kong Olav på én morgen havde pågrebet fem konger og frataget dem deres magt og lagt deres ejendomme og riger under sit vælde. De talte meget om denne sag, og blev i alle henseender enige. Jarlen drog væk, da han var klar; Hjalte drog med ham.


79. Om jarl Ragnvald og Torgny

Jarl Ragnvald kom en aften til Torgny Lovmands gård; dér var der store og prægtige bygninger. Der var mange folk ude; de tog godt imod jarlen og tog sig af hestene og rejsegodset. Jarlen gik ind i stuen, hvor der var mange folk. I højsædet sad en gammel mand; Bjørn og de andre havde aldrig set så stor en mand. Hans skæg var så langt, at det lå i hans skød og bredte sig over hele brystet; han var en flot og gæv mand. Jarlen gik for ham og hilste. Torgny tog godt imod ham og bad ham sætte sig dér, hvor han plejede at sidde; jarlen satte sig i det andet højsæde over for Torgny. De opholdt sig dér nogle nætter, før jarlen fremlagde sit ærinde; han bad Torgny gå med dem ind i mødestuen. Bjørn og hans følgesvende gik derind sammen med jarlen; så tog jarlen ordet og fortalte, hvordan Olav Norskekonge havde sendt sine folk østpå for at stifte fred, og jarlen talte længe om, hvordan det var vanskeligt for vestgöterne, når der dér var ufred med Norge. Han fortalte også, hvordan Olav Norskekonge havde sendt mænd dertil — og her var nu kongens sendebude — og at han selv havde lovet at følge dem til svenskekongen. Han fortalte, at svenskekongen tog så hårdt på denne sag, at han sagde, at ingen skulle lykkes med at forelægge ham den; »— og nu er det sådan — Fosterfar!« sagde jarlen, »— at jeg ikke kan afgøre denne sag selv; derfor har jeg nu opsøgt dig, og jeg håber her at finde din støtte og gode råd.« Da jarlen sluttede sin tale, tav Torgny en tid, og da han tog ordet, sagde han: »I er mærkelige; I stræber efter at få fyrstenavn, men kan ikke tage beslutninger eller udvise omtanke, så snart I kommer i vanskeligheder. Hvorfor tænkte du ikke på — før du lovede dig til denne færd — at du ikke har magt til at tale kong Olaf imod? Det forekommer mig ikke mindre værdigt at blive regnet blandt bønder, når man har frihed til at tale og sige, hvad man vil, uanset om kongen hører på. Nu skal jeg komme til Uppsalating og dér give dig støtte til, at du uden frygt kan tale til kongen, sådan som du har lyst til.« Jarlen takkede ham meget for dette løfte, og han opholdt sig hos Torgny og red siden sammen med ham til Uppsalating. Der var en stor folkemængde til stede; Kong Olaf var dér med sin livvagt.


80. Om Uppsalatinget

Den første dag — da tinget var sat — sad kong Olaf i sin stol omgivet af livvagter. På modsatte side af tinget sad jarl Ragnvald og Torgny i hver sin stol, og foran dem sad jarlens livvagt og Torgnys følge af huskarle. Bag stolene og rundt omkring stod alle bønderne; nogle gik op på højdedrag og høje for at høre på derfra.

Da kongens ærinder — sådanne som man plejede at drøfte på tinget — var drøftet og tinget var slut, rejste Bjørn Staller sig ved jarlens stol og sagde højt: »Kong Olav har sendt mig hertil i det ærinde, at han vil tilbyde svenskekongen forlig og de grænser for landene, som fra gammel tid har været mellem Norge og Svitjod« — og han talte højt, så svenskekongen nøje kunne høre det. Da svenskekongen først hørte ‘kong Olav’, tænkte han, at nogen fremlagde hans ærinde, men da han hørte, at der blev talt om forlig og landegrænser mellem Svitjod og Norge, forstod han, hvor det kom fra, og han sprang op og råbte, at den mand skulle tie. Så rejste jarlen sig og talte; han fortalte om Olav den Tykkes budskab og forligstilbud til Olaf Svenskekonge, og hvordan alle vestgöter sendte besked til kong Olaf, at der måtte stiftes forlig med nordmændene. Han opregnede hvilke vanskeligheder vestgöterne var i, når de manglede alle de ting fra Norge, som kunne forbedre deres kår, mens de på den anden side var udsatte for angreb og hærfærd, hvis norskekongen samlede hær og hærgede blandt dem. Jarlen sagde også, at Olav Norskekonge havde sendt mænd dertil i det ærinde, at han ville fri til Ingegerd — kongens datter. Da jarlen sluttede sin tale, rejste svenskekongen sig; han svarede vredt om forliget og rettede hårde ord mod jarlen — at denne var så dristig, at han havde aftalt fred og frit lejde med den tykke mand og gjort sig til ven med ham. Han kaldte ham skyldig i landsforræderi og sagde, at det var rimeligt, at jarl Ragnvald blev jaget ud af landet; han sagde, at alle disse sager hidrørte fra Ingebjørgs — jarlens kones — opildnen, og at det havde været den dårligste beslutning, da jarlen fulgte sin lyst til at få sådan en kone. Han talte længe og hårdt og vendte så igen talen mod Olav den Tykke.

Da han satte sig, var der først stille. Så rejste Torgny sig — og da han rejste sig, rejste alle de bønder sig, der før havde siddet, og alle, som før havde opholdt sig andre steder, strømmede til for at høre, hvad Torgny ville sige. Der var først en masse støj af mange mennesker og våben, men da der blev ørenlyd, sagde Torgny: »Sindelaget hos svenskekongen er nu anderledes, end det tidligere var. Torgny — min farfar — kunne huske Uppsalakongen Erik Emundson, og han fortalte det om ham, at han — så længe han var i sin bedste alder — havde ledingshæren ude hver sommer, og han drog til forskellige lande og underlagde sig Finland og Karelen, Estland og Kurland og Østersølandene vidt omkring — og endnu kan man dér se de jordborge og andre store anlæg, som han foranstaltede. Og han var ikke så stormodig, at han ikke ville lytte til folk, hvis de ville tale med ham om noget. Torgny — min far — opholdt sig længe hos kong Bjørn, og han kendte hans vaner; i Bjørns tid var riget en stormagt og det formindskedes ikke — og han var rimelig mod sine venner. Jeg kan huske Erik den Sejrrige, og jeg var med ham på mangen hærfærd; han forøgede det svenske rige og forsvarede det med hårdhed. Vi havde nemt ved at forelægge ham råd, men til den konge, vi har nu, tør ingen sige andet, end det kongen selv vil, og derpå lægger han alle sine kræfter, men han lader sine skatlande glide fra sig af mangel på kraft og mod. Han tragter efter at beholde Norgesvældet under sig, som ingen svenskekonge før har tragtet, og det giver uro blandt mange folk. Nu ønsker vi bønder, at du bliver forligt med Olav den Tykke — Norges konge — og gifter ham med din datter — Ingegerd. Hvis du ønsker at genvinde de riger ved Østersøen, som dine slægtninge og forfædre før har haft, så vil vi alle følge dig i det, men hvis du ikke gør, som vi siger, vil vi angribe dig og dræbe dig, da vi ikke tåler ufred og ulovligheder fra dig. Sådan har vore forfædre før gjort: De kastede på Mulatinget fem konger i en kilde, fordi disse var fyldt af overmod, som du nu er imod os. Sig nu straks, hvilket vilkår du vælger!« Da slog folkene på våbnene og lavede en vældig larm. Kongen rejste sig og talte; han sagde, at han i alt ville gøre, som bønderne ønskede. Han sagde, at sådan havde alle svenske konger gjort — ladet bønderne råde med sig i alt, hvad de ønskede. Bøndernes knurren ophørte.

Så talte høvdingene samme — kongen og jarlen og Torgny — og de stiftede fred og forlig på svenskekongens vegne i henhold til det, som den norske konge tidligere havde sendt bud om. Det blev dér på tinget bestemt, at Ingegerd — kong Olafs datter — skulle giftes med kong Olav Haraldson. Kongen overgav jarlen hendes fæstemål og overdrog ham fuldmagt i denne giftermålssag, og de skiltes dér på tinget med afsluttet sag. Da jarlen drog hjemad, mødtes han med Ingegerd Kongedatter, og de talte sammen om denne sag; hun sendte kong Olav en kjortel af fornemt stof med guldsømme og silkebånd. Jarlen drog tilbage til Götaland sammen med Bjørn; Bjørn opholdt sig dér en kort tid, før han vendte tilbage til Norge med sine følgesvende. Da han mødte kong Olav og fortalte ham, hvordan sagen var endt, takkede kongen ham meget for færden og sagde — som sandt var — at Bjørn havde haft lykken med sig, når han trods sådan ufred havde kunnet fremme sit ærinde.


81. Kong Røreks svig

Kong Olav drog — da det blev forår — ud til vandet; han lod sine skibe klargøre, indkaldte folk til sig og drog fra Viken helt ud til Lindesnes. Han drog helt nordpå til Hordaland, hvor han sendte bud til lendermændene og udpegede alle de mægtigste folk i herredet. Han udstyrede færden meget prægtigt, da han skulle drage imod sin forlovede; brylluppet skulle om efteråret holdes østpå ved Elven — ved landegrænsen.

Kong Olav lod den blinde kong Rørek tage ophold hos sig. Da dennes sår var helet, gav kong Olav ham to mand som tjenestefolk, lod ham sidde i højsædet ved siden af sig og forsynede ham med drikkevarer og tøj, så han på ingen måde var ringere stillet, end da han tidligere havde holdt sig selv. Rørek var fåmælt og svarede tvært og kort, når folk henvendte sig til ham. Han havde for vane at lade sin tjener følge sig rundt udendørs om dagen — væk fra andre folk; så bankede han den unge mand, og når denne så løb fra ham, sagde han til kong Olav, at tjeneren ikke ville hjælpe ham. Så skiftede kong Olav hans tjenestefolk ud, men det gik som før, at ingen tjenestefolk kunne udholde kong Rørek.

Halvdan Egedius: Kong Rørek og Sven
Så fik kong Olav en mand, der hed Sven, til at følge og passe på Rørek; han var en slægtning af kong Rørek og havde tidligere været én af dennes folk. Rørek fastholdt sin vane med at tale tvært og ligeså med at gå alene, men når han og Sven bare var de to, var Rørek glad og snakkesalig; han mindedes da, hvordan mange ting havde været førhen, og det som var sket i hans dage — dengang han var konge. Han huskede på sit tidligere liv, på sin magt og lykke og hvem, der havde forandret det og gjort ham til en fattiglars: »— men det allerværste er dog,« sagde han, »hvordan du og mine andre slægtninge, der var lovende unge mænd, nu er blevet så store vendekåber, at I ikke hævner den vanære, der bliver begået imod vores slægt.« Sådan harmfuld tale kom han ofte med. Sven svarede og sagde, at de havde med stor overmagt at gøre og kun kunne stille lidt op derimod. Rørek sagde: »Hvorfor skulle vi leve længe med skam og lemlæstelse? Det kunne godt hænde, at jeg — blind! — vandt over dem, der besejrede mig, mens jeg sov. Kom, lad os dræbe Olav den Tykke! Han er ikke bange for noget nu; jeg skal udtænke planen, og jeg ville ikke spare mig for at gøre det selv, hvis jeg kunne, men det kan jeg ikke, fordi jeg er blind — derfor skal du bruge våben imod ham! Så snart Olav er blevet dræbt, ved jeg — det har jeg forudset! — at magten overgår til hans fjender. Så kan det være, at jeg bliver konge, og så skal du være min jarl.« Han talte så godt for sin sag, at Sven gik med til at følge denne onde plan.

Planen var sådan udtænkt, at da kongen gjorde klar til at gå til aftengudstjeneste, stod Sven foran ham ude i svalegangen med et blottet saks under overkappen. Da kongen gik ud af stuen, nærmede han sig imidlertid hurtigere, end Sven havde ventet; han så kongen i ansigtet, så blegnede han og blev hvid som et lig. Han lod hænderne falde. Kongen bemærkede hans rædsel og sagde: »Hvad er den af — Sven? Vil du forråde mig?« Sven kastede overkappen og sakset fra sig, faldt for kongens fødder og sagde: »Alt er i Guds og dine hænder — konge!« Kongen bad sine mænd gribe Sven, og han blev lagt i lænker. Så lod kongen Røreks sæde flytte over på den anden bænk, men han gav fred til Sven, hvorpå denne forlod landet.

Kongen tildelte Rørek et andet soveværelse end det, han selv sov i; i det soveværelse sov mange livvagter. Han fik to livvagter til at følge Rørek dag og nat; det var folk, der længe havde været hos kong Olav, og han kendte deres trofasthed — der foreligger ikke noget om, at de skulle være af fornem slægt. Rørek opførte sig på forskellig vis: Han tav i mange dage, sådan at ingen kunne slå et ord af ham, men nogle gange var han så opstemt og glad, at de morede sig over hvert et ord, han sagde; andre gange talte han meget, men da kun ondt. Det var også sådan, at han nogle gange drak enhver under bordet og gjorde alle, der var i nærheden af ham, uduelige, men som oftest drak han kun lidt. Kong Olav gav ham rigeligt med penge til forbrug. Ofte gjorde Rørek sådan, når han kom til soveværelset, inden han skulle sove, at han lod nogle bøtter mjød føre ind og lod alle folkene i soveværelset drikke deraf; af den grund blev han vellidt.


82. Om Lille-Finn

Der var en mand, der hed Lille-Finn; han var oplandsk, men nogle siger, at han var af finsk afstamning. Han var mindre end alle andre, men også hurtigere end alle andre, således at ingen hest kunne løbe fra ham; han var den kyndigste mand med ski og bue. Han havde længe været i kong Røreks tjeneste og drog ofte ud i dennes ærinder — den slags, der krævede fortrolighed; han kendte vejene over alt i Oplandene og var også bekendt med alle stormændene dér. Da kong Rørek blev sat under opsyn, gav Finn sig i deres følgeskab, og han fulgtes oftest med vagterne og tjenestefolkene, men hver gang han kunne, gik han kong Rørek til hånde, og han talte ofte med ham. Kongen ville kun føre korte samtaler med ham; han ville ikke lade deres samtaler give anledning til mistanke.

Da de i løbet af foråret begav sig ud til Viken, forsvandt Finn fra flokken i nogle dage; så kom han tilbage igen og blev der en tid. Sådan foregik det tit, og det blev ikke tillagt nogen betydning, for hæren blev fulgt af mange løsgængere.


83. Drabet på kong Olavs livvagter

Kong Olav ankom til Tønsberg før påske og blev dér meget længe om foråret. Dengang kom der mange handelsfartøjer dertil — både saxer og danskere og folk fra øst for Viken og nordpå i landet; der samledes en stor folkemængde. Det var gode tider, og der blev drukket godt.

En aften skete det, at kong Rørek kom noget sent hjem — han havde fået rigeligt at drikke og var meget opstemt; så kom Lille-Finn med en mjødbøtte, og det var en urtekrydret og meget stærk mjød. Det gav kongen at drikke til alle, der var derinde, lige indtil de alle faldt i søvn i deres senge. Finn var da gået, men der brændte lys i soveværelset. Så vækkede Rørek de folk, der plejede at følge ham, og sagde, at han skulle på lokum. De tog lys med, da de gik, men det var bælgmørkt udenfor. I gården fandtes et stort das, der var bygget på stolper, med en trappeopgang til døren. Da Rørek og de andre sad på lokum, hørte de, at en mand sagde: »Hug den Fanden!« Derpå hørte de et smæld og et bump, som om noget faldt. Kong Rørek sagde: »De må være godt fulde, de som dér har med hinanden at gøre; løb straks ned og skil dem ad!« De gjorde sig hurtigt færdige og løb ud, men da de kom på trappen, blev han hugget ned først, der gik bagerst — begge blev dog dræbt. Det var kong Røreks folk, der var kommet: Sigurd Bælg, der havde været hans bannerfører, og de var 12 i alt; Lille-Finn var der også. De trak ligene ind mellem husene og tog kongen med sig; de løb om bord på en skude, de havde, og roede væk.

Sigvat Skjald sov i kong Olavs værelse; han stod om natten op sammen med sin tjener og gik ud på det store das. Da de skulle gå tilbage og ned ad trappen, gled Sigvat, faldt på knæ og tog for sig med hænderne; det var vådt derunder, og han sagde, mens han lo: »Jeg tænker, at kongen her til aften har gjort mange af os dinglevorne.« Da de kom ind, hvor der brændte lys, spurgte tjeneren: »Har du revet dig, eller hvorfor er du helt blodig?« Han svarede: »Jeg har ikke revet mig, men dette kunne tyde på, at der er sket noget.« Han vækkede bannerføreren Tord Foleson — sin sengekammerat — og de gik ud med en lygte og så snart blodet; så ledte de og fandt hurtigt ligene, som de genkendte. De så også, at der lå en stor træstub forsynet med mange skråhug, og man erfarede senere, at det var blevet gjort til forstillelse for at lokke de to ud, der var blevet dræbt. Sigvat og den anden blev enige om, at det var nødvendigt, at kongen hurtigst muligt fik dette at vide. De sendte straks en dreng til det rum, hvor kong Rørek havde været; dér sov alle folk, men kongen var væk. Drengen vækkede de mænd, der var derinde, og fortalte om hændelserne; de stod op og løb straks derhen i gården, hvor ligene lå. Selv om nødvendigheden bød, at kongen med det samme fik dette at vide, turde ingen vække ham. Så sagde Sigvat til Tord: »Hvad vil du helst — min ven! — vække kongen eller fortælle ham, hvad der er sket?« Tore sagde: »Jeg tør under ingen omstændigheder vække ham, men jeg kan godt fortælle ham, hvad der er sket.« Da sagde Sigvat: »Der er endnu længe tilbage af natten, og det kan være, at Rørek inden det lysner, får skaffet sig et sådant gemmested, at han ikke bliver let at finde; de kan ikke være kommet langt væk, for ligene var endnu varme. Den skam skal aldrig overgå os, at vi ikke fortæller kongen om dette forræderi; gå du — Tord! — op til soveværelset og afvent mig dér.« Så gik Sigvat hen til kirken, vækkede ringeren og bad ham ringe for kongens livvagters sjæl — han nævnte de mænd, der var blevet dræbt. Ringeren gjorde, som han bad. Kongen vågnede ved ringningen og satte sig op; han spurgte, om det var tid for morgengudstjenesten. Tord svarede: »Det er værre! Der er sket store ting; kong Rørek er stukket af, og to af dine livvagter er blevet dræbt.« Da spurgte kongen, hvordan hændelserne var indtruffet. Tord fortalte ham det, han vidste. Så stod kongen op og lod livvagten sammenkalde til møde, og da flokken samledes, udpegede kongen folk til at fare alle vegne fra byen for at lede efter Rørek — til lands og til vands.

Tore den Lange tog en skude og drog af sted med 30 mand, og da det lysnede, så de to små skuder sejle foran dem; da de så hinanden, roede begge parter alt, hvad de kunne. Dér var kong Rørek, og han havde 30 mand. Da de nærmede sig hinanden, styrede Røreks folk mod land, og dér løb de alle i land på nær kongen; han satte sig i løftingen og bød dem farvel og at komme godt hjem. Derpå roede Tores folk i land; så afskød Lille-Finn en pil, og den ramte Tore midt på livet, hvilket blev hans død. Sigurd og hans folk løb alle til skovs, men Tores folk tog hans lig og ligeledes kong Rørek og førte dem til Tønsberg.

Kong Olav tog da kong Rørek i sin varetægt; han lod ham omhyggeligt bevogte og var meget opmærksom på hans svigefuldheder — han satte folk til at bevogte ham dag og nat. Kong Rørek var da meget lystig, og ingen kunne mærke på ham, at han ikke befandt sig storartet.


Halvdan Egedius: Kong Røreks folk løb i land, mens kongen satte sig i løftingen og bød dem farvel


84. Kong Røreks overfald

Det skete på Kristi himmelfartsdag, at kong Olav gik til højmesse; da førte biskoppen kongen i procession rundt om kirken, og da de kom tilbage til kirken, førte biskoppen kongen til dennes sæde nordligst i koret. Kong Rørek sad ved siden af, som han plejede; han havde trukket overkappen for sit ansigt. Da kong Olav havde sat sig, lagde kong Rørek sin hånd på hans skulder og klemte; han sagde: »Er du nu klædt i silketøj — slægtning?« Kong Olav svarede: »Nu holder vi en stor højtid til minde om, at Jesus Kristus steg fra jorden op til himlen.« Kong Rørek svarede: »Jeg forstår ikke det, I siger om Kristus, så det påvirker mig; det meste af det, I siger, forekommer mig at være ret utroligt. Men der er selvfølgelig sket meget i gamle dage.«

Da messen var afsluttet, rejste kong Olav sig og holdt hænderne over hovedet, mens han bøjede sig mod alteret; overkappen gled ned fra hans skuldre. Da sprang kong Rørek pludseligt og hurtigt op; han huggede efter kong Olav med en kniv af den slags, der kaldes en ryting. Hugget traf i kappen ved skuldrene, da kongen bukkede sig ned; der blev skåret meget i tøjet, men kongen blev ikke såret. Da kongen blev opmærksom på overfaldet, løb han ud på gulvet. Kong Rørek huggede for anden gang efter ham med kniven, men han traf ham ikke og sagde: »Flygter du nu — Tykke-Olav! — for blinde mig?« Kongen bad sine mænd gribe ham og føre ham ud af kirken, og dette blev gjort.

Efter disse hændelser opfordrede folk kong Olav til at lade Rørek dræbe: »— det er,« sagde de, »at udfordre skæbnen — konge! — at du har ham hos dig og skåner ham, hvilke ugerninger han end finder på; han tænker dag og nat på at berøve dig livet. Hvis du sender ham væk fra dig, ser vi ingen, der kan bevogte ham sådan, at det ikke kan ventes, at han slipper væk; og hvis han slipper fri, kan han snart samle en flok og foranstalte meget ondt.« Kongen svarede: »Det er rigtigt, når man siger, at mange er blevet dræbt for mindre forseelser end Røreks, men jeg vil helst ikke skæmme den sejr, jeg vandt over de oplandske konger, da jeg overvandt de fem på én morgen og tog alle deres riger uden at behøve at dræbe én eneste af dem. De var jo alle mine slægtninge. Trods det kan jeg nu ikke rigtigt vurdere, om ikke Rørek tvinger mig til at dræbe ham.«

Rørek havde lagt hånden på skulderen af kong Olav af den årsag, at han ville vide, om denne bar brynje.


85. Torarin Nefjolfson fører kong Rørek til Island

Der var en mand, der hed Torarin Nefjolfson; han var islænding og stammede fra nordlandet. Han kom ikke ud af en stor slægt, men han var en klog mand og veltalende; han talte godt med mænd af stand. Han kom vidt omkring og var ofte udenlands. Torarin var en meget uskøn mand, og dét fremgik mest af, hvor vanskabte hans lemmer var; han havde store, grimme hænder, men fødderne var dog endnu grimmere. Torarin befandt sig i Tønsberg, da de hændelser, som før blev omtalt, fandt sted; han var kong Olavs bekendte. Torarin klargjorde på dette tidspunkt et købmandsskib, han ejede, og han agtede sig til Island om sommeren. Torarin boede i nogle dage i kong Olavs hus, hvor de talte sammen; han sov i kongesoveværelset.

Christian Krohg: Torarin fremviser sine fødder
En tidlig morgen vågnede kongen, mens de andre mænd i rummet endnu sov; solen var lige stået op, og det var meget lyst derinde. Kongen så, at Torarin havde strakt den ene fod uden for dynen; han så på foden et stykke tid, og imens vågnede mændene i rummet. Kongen sagde om Torarin: »Jeg har været vågen et stykke tid, og jeg har set noget, der forekommer mig bemærkelsesværdigt; det er en mandsfod — og jeg tror ikke, at der her i byen findes én, der er grimmere.« Han bad de andre mænd se efter, hvad de syntes; alle, der så den, bekræftede, at sådan var det. Torarin blev klar over, hvad de talte om, og svarede: »Det er de færreste ting, man ikke skal forvente at finde magen til — og sandsynligvis er det også sådan her.« Kongen sagde: »Jeg vil snarere hævde, at der ikke findes en lige så grim fod — og jeg er villig til at vædde om det.« Så sagde Torarin: »Jeg er villig til at vædde med dig om, at jeg her i byen kan finde en grimmere fod.« Kongen sagde: »Da skal den, der får ret, have opfyldt et ønske af den anden.« »Sådan skal det være,« sagde Torarin. Han stak da den anden fod frem fra dynen; den var på ingen måde pænere, og storetåen manglede. Torarin sagde: »Se nu her — konge! — den anden fod; og den er grimmere, fordi den mangler en tå — jeg har vundet væddemålet!« Kongen sagde: »Den første fod var værre, for den havde fem fæle tæer; den her har kun fire — og jeg skal have et ønske opfyldt af dig!« Torarin sagde: »Kongens ord er hårde! Men hvad ønsker du dig af mig?« Han sagde: »Det, at du tager Rørek med til Grønland og fører ham til Leif Erikson.« Torarin svarede: »Jeg har aldrig været i Grønland.« Kongen sagde: »Du som er så berejst! Nu er det på tide at tage til Grønland, hvis du ikke har været der før.« Torarin svarede i begyndelsen kun fåmælt på dette, men da kongen fremturede i sagen, var Torarin ikke helt afvisende og sagde: »Jeg skal fortælle dig — konge! — det ønske, som jeg havde tænkt at bede om, hvis jeg havde vundet væddemålet, og det er, at jeg ville bede dig om optagelse i livvagten; hvis du medgav mig det, blev jeg mere forpligtet til ikke at afslå det, du måtte ønske.« Kongen anerkendte dette og gjorde Torarin til medlem af sin livvagt.

Så klargjorde Torarin sit skib, og da han var klar, modtog han kong Rørek. Da de skiltes — kong Olav og Torarin — sagde Torarin: »Hvis det nu indtræffer — konge! — hvilket ikke er usædvanligt og ofte kan forekomme — at vi ikke fuldfører Grønlandsrejsen, men ender på Island eller i et andet land; hvorledes skal jeg så skille mig af med denne konge, så det behager dig?« Kongen sagde: »Hvis du kommer til Island, skal du overlade ham til Gudmund Eyolfson eller Skafte Lovsigemand eller en anden, der vil modtage mit venskab og bevis herpå, men hvis du kommer til et andet land af dem, der ligger her i nærheden, skal du drage omsorg for, at du med sikkerhed kan sige, at Rørek aldrig igen kommer levende til Norge — men gør det kun, hvis du ikke ser anden udvej.«

Da Torarin var klar og vinden artede sig, sejlede han udenskærs forbi øerne, og nordpå fra Lindesnes styrede han ud til havs. Han fik ikke straks medvind, men han ønskede for alt ikke at komme i land; han sejlede sønden om Island og havde landkending, så vesten om landet og ud i Grønlandshavet. Dér kom skibet i drift og fik en meget hård medfart, og sidst på sommeren landede han i Bredefjord på Island. Torgils Areson var den første betydningsfulde mand, der kom til dem; Torarin viderebragte ham kong Olavs besked og venskab og det bevis herpå, som fulgte med modtagelsen af kong Rørek. Torgils optog det godt og bød kong Rørek hjem til sig, og han var hos Torgils Areson om vinteren. Han trivedes ikke dér, og han bad Torgils føre sig hen til Gudmund og sagde, at han mente at have hørt, at det hos Gudmund var det mest storslåede sted på Island, og at han skulle have været sendt hen til ham. Torgils gjorde, som han bad om, og fik nogle til at følge ham hen til Gudmund på Mødrevold. Gudmund tog på grund af kong Olavs ord godt imod Rørek, og denne var hos Gudmund den næste vinter; så trivedes han ikke længere dér. Da skaffede Gudmund ham ophold på en lille gård, der hed Kalveskind, hvor der var få husfolk. Dér var Rørek den tredje vinter, og han sagde, at siden han havde mistet kongemagten, havde han dér haft det, som han bedst kunne lide det, fordi han dér var den af alle, der regnedes for mest. Om sommeren fik Rørek en sygdom, som blev hans død. Det siges, at han er den eneste konge, der hviler på Island.

Torarin Nefjolfson var siden længe på farten, men indimellem var han hos kong Olav.


86. Kampen i Ulfreksfjord

Den sommer, hvor Torarin drog til Island med Rørek, drog også Hjalte Skæggeson til Island, og kong Olav sendte ham af sted med vennegaver, da de skiltes.

Den samme sommer drog Ejvind Uroksehorn på vikingetogt vestpå, og han kom om efteråret til Irland til irerkongen Konofogor. Om efteråret mødtes irerkongen og jarl Einar fra Orknøerne i Ulfreksfjord, og der opstod en hård kamp; kong Konofogor havde en langt større hær og sejrede, mens jarl Einar flygtede med et eneste skib. Han kom således tilbage til Orknøerne om efteråret, at han havde mistet størstedelen af sit mandskab og hele det bytte, de havde vundet. Jarlen var meget utilfreds med sin færd, og han gav de nordmænd, der havde fulgt irerkongen i kampen, skylden for sit nederlag.


87. Om kong Olav

Nu må vi fortsætte, hvor vi før slap: Da kong Olav den Tykke drog på brudefærd for at møde sin forlovede — Ingegerd, datter af Olaf Svenskekonge. Kongen havde et stort følge, som var nøje udvalgt; han blev fulgt af alle de stormænd, han kunne få, og hver af disse magtfulde mænd havde et udvalgt følge både hvad angik slægt og gævhed. Følget var udstyret på bedste vis både med hensyn til skibe, våben og klæder. De styrede deres flok østpå til Kongshelle, men da de kom dér, hørte de ikke noget til svenskekongen, og der var ikke kommet nogen på hans vegne. Kong Olav opholdt sig længe ved Kongshelle den sommer, og han forespurgte meget, om nogle kunne fortælle noget om svenskekongens færden eller gøremål, men ingen kunne sige ham noget sikkert derom. Så sendte han sine folk op i Götaland til jarl Ragnvald for at spørge ham, om han vidste, hvad årsagen var, til at svenskekongen ikke kom til mødet, som det var aftalt. Jarlen sagde, at han ikke vidste det: »— men hvis jeg blive klar over det,« sagde han, »skal jeg straks sende mine folk til kong Olav og lade ham vide, hvad det skyldes, og om denne henstand beror på andet, end de mange gøremål som ofte kan føre til at svenskekongens rejser forhales mere, end han agter.«


88. Om svenskekongens børn

Ingegerd Olafsdatter
(1001–1050)
Her som Skt. Anna af Novgorod
Olaf Svenskekonge Erikson havde først en frille, der hed Edla — datter af en jarl fra Vendland; hun var tidligere blevet hærtaget og blev kaldt kongens trælinde. Deres børn var Emund, Astrid og Holmfrid. Siden fik han med dronningen en søn, som blev født Jakobsmessedag; da drengen skulle døbes, gav biskoppen ham navnet Jakob. Det navn syntes svenskerne ikke godt om og sagde, at svenske konger aldrig havde heddet Jakob. Alle kong Olafs børn så godt ud og havde god forstand.

Dronningen var højsindet og ikke god ved sine stedbørn. Kongen sendte Emund — sin søn — til Vendland, hvor han voksede op blandt sin mors slægtninge, og han faldt snart fra kristendommen. Astrid Kongedatter voksede op i Västergötland hos en gæv mand, der hed Egil; hun var en smuk kvinde, veltalende og munter, beskeden og gavmild. Da hun blev voksen opholdt hun sig ofte hos sin far, og hun var vellidt af alle.

Kong Olaf var højsindet og uvenlig i talen; han var meget utilfreds med, at landsfolket havde rejst sig imod ham på Uppsalatinget og truet ham med hårde vilkår, og han tillagde det mest jarl Ragnvald. Han gjorde ingen forberedelser til brudefærden, selv om det om vinteren var blevet aftalt, at han skulle bortgifte sin datter — Ingegerd — til Olav den Tykke — Norges konge — og om sommeren drage til landegrænsen. Som tiden gik, ville mange gerne vide, hvad kongen agtede at foretage sig — om han ville holde forliget med norskekongen, eller om han ville bryde forliget og tillige freden. Mange var foruroligede over dette, men ingen var så dristige, at de turde spørge kongen om det. Mange klagede herover til Ingegerd Kongedatter og bad hende finde ud af, hvad kongen havde tænkt sig. Hun svarede: »Jeg har ikke lyst til at tale med kongen om hans forhold til Olav den Tykke, for ingen af dem er den andens ven; han svarede mig meget hårdt den ene gang, jeg fremførte Olav den Tykkes sag.« Denne sag gik Ingegerd Kongsdatter meget på; hun blev bekymret og nedtrykt, og hun ville meget gerne finde ud af, hvad kongen agtede at gøre. Hun fornemmede stadig mere, at han ikke ville holde sit ord til norskekongen, af den grund, at han blev vred, hver gang Olav den Tykke blev kaldt for ‘konge’.


89. Svenskekongens jagt

Tidligt en morgen red kongen ud med sine høge og hunde og fulgt af sine folk. Da de slap høgene fri, dræbte kongehøgen to urhaner i ét slag; straks derefter slog den igen og dræbte da tre urhaner. Hundene løb til og hentede alle de fugle, der faldt til jorden; kongen red efter, tog selv sit bytte og pralede meget, idet han sagde: »De fleste af jer må jage længe, før I får sådan et bytte!« De bekræftede dette og sagde, at de mente, at ingen anden konge kunne have så stor jagtlykke. Kongen og alle de andre red hjem; han var da meget glad.

Ingegerd Kongedatter kom ud fra sit værelse; da hun så, at kongen red ind i gården, vendte hun sig derhen og hilste på ham. Han tog leende imod hende, fremviste med det samme fuglene og fortalte hende om sin jagt: »Har du hørt om en konge, der har fået så stort et bytte på så kort tid?« Hun svarede: »Dette er en god morgenjagt — herre! — at du har nedlagt fem urhaner. Større var det dog, da Olav — Norges konge — på én morgen tog fem konger og underlagde sig alle deres riger.« Da kongen hørte dette, sprang han af hesten, vendte sig imod hende og sagde: »Det skal du vide — Ingegerd! — at selv om du har forelsket dig nok så meget i den tykke mand, så skal du aldrig komme til at nyde godt af det — det skal ingen af jer! Jeg skal gifte dig med en af de høvdinge, som jeg kan pleje venskab med. Jeg kan aldrig blive ven med denne mand, der har taget mit rige med væbnet magt og gjort mig stor skade med ran og manddrab!«

Således endte deres samtale, og de gik hver til sit.


90. Om Olav Norskekonge

Ingegerd Kongedatter vidste nu sandheden om, hvad kong Olaf agtede, og hun sendte straks folk ned i Västergötland til jarl Ragnvald for at fortælle ham, hvad der var på færde med svenskekongen, og at alle aftaler med den norske konge var brudt; hun bad jarlen og andre vestgöter tage sig i agt, da de nu ikke kunne forvente fred fra nordmændene. Da jarlen erfarede dette, sendte han bud rundt i hele sit rige og bad folk være vagtsomme, hvis nordmænd ville hærge dér. Jarlen sendte også bud til kong Olav den Tykke og lod ham fortælle de ord, han havde erfaret; han sagde tillige, at han ville holde forliget og venskabet med kong Olav, og han bad derfor kongen om ikke at hærge i hans rige.

Da dette budskab kom til kong Olav, blev han meget vred og bekymret, og der gik nogle dage, hvor ingen fik et ord ud af ham. Derefter holdt han husting med sine støtter; da rejste Bjørn Staller sig først, og han indledte sin tale med, hvordan han vinteren før var draget østpå for at stifte fred, og han fortalte, hvordan jarl Ragnvald havde taget godt imod ham. Han fortalte også, hvor tvært og vredt svenskekongen først havde taget denne sag: »— men det forlig, der blev indgået,« sagde han, »skyldes mere folkemængdens støtte og Torgnys magt og jarl Ragnvalds hjælp, end svenskekongens gode vilje; derfor mener vi at vide, at det er kongen, der har forvoldt forligsbruddet, og at jarlen ikke skal have skylden for det — han har vist sig som en sand ven af kong Olav. Nu vil kongen have at vide af høvdinge og andre støtter, hvilken beslutning han skal tage: Hvorvidt han skal drage op i Götaland og hærge med den hær, vi nu har, eller om I synes, han skal tage en anden beslutning.« Han talte både længe og godt. Efter det talte mange mægtige mænd, og talerne endte næsten alle med, at de frarådede at hærge; de sagde: »Selv om vi har mange folk, så er der her samlet mægtige og gæve mænd — men unge mænd, som godt kunne tænke sig at vinde bytte og hæder, er ikke mindre egnede til at drage i kamp. Det er også magtfulde mænds skik — når de skal drage i kamp eller strid — at de har mange folk til at gå foran sig og beskytte sig — og ofte kæmper de folk, der ikke ejer mange værdier, jo ikke værre end dem, der er vokset op i rigdom.« Efter deres overtalelse besluttede kongen at opløse ledingen, og han gav da hver af dem lov til at drage hjem, men han bekendtgjorde, at han næste sommer ville have leding ude fra hele landet og så drage imod svenskekongen for at hævne dette løftebrud; det syntes de alle godt om. Så drog kong Olav nordpå i Viken, og han tog om efteråret ophold i Borg, hvortil han lod føre det forråd, som han behøvede til vinterophold. Han sad dér om vinteren omgivet af mange folk.


91. Sigvat Skjalds rejse

Meningerne var delte om jarl Ragnvald; nogle sagde, at han oprigtigt var kong Olavs ven, men andre fandt det ikke troligt og sagde, at han i så fald nok ville formå svenskekongen til at stå ved sit ord og overholde sit forligsmål med kong Olav den Tykke. Sigvat Skjald viste sig i det, han sagde, som en nær ven af jarl Ragnvald, og han talte ofte med kong Olav om denne sag; han tilbød kongen at opsøge jarl Ragnvald og se, hvad han kunne få at vide om svenskekongen, og prøve, om han kunne få et forlig i stand. Kongen syntes godt om dette, for han glædede sig ofte over at tale med sine fortrolige om kongedatteren Ingegerd. I begyndelsen af vinteren drog Sigvat Skjald sammen med to andre fra Borg østpå til Marker og vidre til Götaland. Før de skiltes — kong Olav og Sigvat — kvad Sigvat disse vers:


Sid nu støt i stolen
— stridsmand! — til vi atter
(Højt jeg kongen hylder!)
her på stedet mødes.
Jeg dig — Olav! — under
altid her i landet
hæderfuldt at herske
— hermed ender verset.
Sagt er alt vi syntes
særligt måtte vægtes,
dog til sidst jeg dertil
dette — konge! — føjer:
Gid for landet gavmildt
Gud dig lader råde;
du er født til — fyrste! —
folket at regere.


Derefter drog de østpå til Ed, hvor de krydsede elven på et dårligt fartøj — en slags pram — og nær ikke var kommet over; Sigvat kvad:


Tørre over elven
ej ved Ed vi droges;
vandtæt virked’ skuden
(væltefærdig!) ikke.
Kun med nød og næppe
nåed’ prammen bredden;
Fanden ta’ den færge!
— fæl den var at skue.


Så drog de gennem Edskoven; Sigvat kvad et vers:


Tretten mil vi trælsomt
traved’ gennem skoven
(nydelse vel næppe
nogen heri finder).
Vores fødder værked’
— vabler mangled’ ingen;
vi sålerne såre
sled den dag på vejen.


Derpå drog de gennem Götaland og kom om aftenen til den gård, der hedder Hov; der var døren låst, og de kunne ikke komme ind. Folkene sagde til dem, at det var helligdag, og de gik derfra. Sigvat kvad:


Døren — lav og lukket —
lod ved Hov os vente;
krummet ned med næsen
nær en glug jeg kaldte.
»Helligdag vi holder,
hum jer!« gjalled’ svaret.
Jeg bad trolden tage
tåben (stygge hedning!)


Så kom han til en anden gård. Dér stod konen i døren og forbød ham at komme ind; hun sagde, at de holdt offerfest for alferne. Sigvat kvad:


»Stands, din usle støder!«
strengt mig konen skældte.
»Hedensk blot vi holder
her til gunst for alfer;
Odins vrede vil os
— hvis du bliver — ramme.«
Denne kælling drev mig
dernæst bort fra gården.


Næste aften kom han til tre bønder, der alle hed Ølve — og de jog ham alle væk. Sigvat kvad:


Natlogi os nægted’
navner tre på stribe;
herfra lyder lovord
langtfra: Skam jer, bønder!
Mig dog først og fremmest
frygten vældigt piner:
Sæt nu alle Ølve’r
aldrig husly giver.


Så drog de videre om aftenen og mødte en fjerde bonde, og denne sagdes at være den bedste mand på egnen — ud jog han dem. Sigvat kvad:


Venlighed jeg vented’
ved den fjerde bonde;
god og gæstfri ansås
gårdens ejer være.
Denne »Fjøsets Fyrste«
fjendtligt mig betragted;
hvis en værre fandtes
var han slem at gæste.
Øst for Ed på vejen
Åstas gård jeg savned’,
når jeg hedensk husly
her for natten søgte.
Fire gange gav os
gårdsfolk — på én aften! —
onde ord til velkomst
— ingen pli de ejer.


Da de kom til jarl Ragnvald, bemærkede jarlen, at de havde haft en besværlig rejse; Sigvat kvad:


Sygners konge sendte
sendebude nordfra;
hård var færden — fyrste! —
før vi målet nåed’.
Megen møje tålte
mændene på turen;
når til fods man færdes,
findes vejen læng’re.
Drøjt det var for drottens
drenge hid at komme;
ikke gik vi gerne
gennem skoven atter.
Jeg som kongers jævning
— Jarl! — dig herligt priser,
dog dit folk på færden
fjendtlighed mig viste.


Jarl Ragnvald gav Sigvat en guldring. En kvinde sagde, at så havde han da fået noget ud af sin gåtur: »— du, med disse sorte øjne.« Sigvat kvad:


Sorte er de øjne
(islandske!) som ledte
mig ad stejle stier
støt mod denne guldring.
Mens du ombar mjøden
mødte jeg strabadser;
næppe hvor jeg vandred’
vil man din mand træffe.


Sigvat Skjald opholdt sig i lang tid hos jarl Ragnvald, hvor han blev godt behandlet. Så erfarede han af et brev sendt fra kongedatteren Ingegerd, at der var kommet sendebude til Olaf Svenskekonge østfra fra kong Jarislav i Holmgård for på Jarislavs vegne at fri til Ingegerd — Olaf Svenskekonges datter, og tillige, at kong Olaf havde modtaget dette meget venligt. Så kom også kong Olafs datter — Astrid — til jarl Ragnvalds hof; da blev der anstillet et stort gæstebud. Sigvat kom snart i tale med kongedatteren; hun kendte til ham og hans slægtsforhold, for Ottar Skjald — Sigvats søstersøn — havde længe i venskabelighed opholdt sig hos Olaf Svenskekonge. Der blev talt om mange ting; jarl Ragnvald spurgte, hvorvidt Olav — Norges konge — ville gifte sig med Astrid: »— og hvis han vil,« sagde jarlen, »så venter jeg ikke, at vi spørger svenskekongen til råds i denne sag.« Det samme sagde Astrid — kongens datter.

Efter dette drog Sigvat hjem og kom kort før jul til Borg, hvor han opsøgte kong Olav; da han gik ind i hallen, så han på væggene og kvad:


Fyrstens hird har hallen
herligt klædt i våben;
her ses blanke brynjer
blandt hjelmene hænge.
Sikkert kan det siges:
Sjældent så man konger
eje sligt et udstyr
— alt herinde stråler.


Derpå fortalte han om sin rejse og kvad dette vers:


Djærve hirdfolk! — hør nu
her de vers jeg gjorde,
mens jeg måtte lide
megen tort på rejsen.
Sidste høst i Sverrig
søvn mig næppe undtes;
på en farlig færd jeg
fór med bud fra kongen.


— og da han talte med kongen, kvad han:


Alting forud aftalt
overholdt jeg trofast,
da jeg mødtes med den
mægtige jarl Ragnvald.
Jeg og jarlen talte
jævnligt længe sammen;
herligt sin sag — høvding! —
hædersmanden lyste.
At du venligt — Olav! —
ønsker jarlen af dig,
modta’r mænd, han sender,
måtte hid de komme.
Ligeså han lover
— Lister-konge! — dine
folk, der færdes østpå,
fred og værn i landet.
Svigefulde folk jeg
fandt kun på min rejse;
Eriks slægt til udåd
ægger stedse folket.
Uden Ulfsons støtte
østfra — konge! — måtte
snart du landet slippe,
som fra Sven du hærtog.
Rettelig jer regner
Ragnvald nu forligte;
han har lovet lejde
— lægges hen kan sagen!
Jarlen bad mig bringe
bud om fortsat venskab:
Gammelt nag bør glemmes;
gavne vil det freden.


Sigvat fortalte straks kong Olav de nyheder, han havde erfaret; kongen blev til at begynde med meget nedslået, da Sigvat fortalte ham om kong Jarislavs frieri. Kong Olav sagde, at han kun forventede ondt fra svenskekongen: »— og vi skal snart give ham igen, så han husker det!« Senere udspurgte kongen Sigvat meget om, hvad der var sket østpå i Götaland. Sigvat fortalte ham meget om Astrid kongedatters skønhed og veltalenhed, og ligeledes, at alle mænd dér havde sagt, at hun på ingen måde stod tilbage for Ingegerd — hendes søster. Dette lød godt i kongens ører. Sigvat gengav alle de samtaler, han og Astrid havde ført imellem sig, og kongen syntes godt om dette og sagde: »Svenskekongen tror nok ikke, at jeg tør gifte mig med hans datter imod hans vilje.« Denne sag blev ikke fremlagt for andre. Kong Olav og Sigvat Skjald talte ofte om denne sag. Kongen spurgte Sigvat indgående, hvad han vidste om jarl Ragnvald: »— om han er vores ven?« Sigvat svarede, at jarlen var kong Olavs bedste ven. Så kvad Sigvat:


Hold i hævd forliget
— herre! — med jarl Ragnvald;
nat og dag du nyder
nytte af hans støtte.
Ingen ven (det véd jeg!)
vandt du — konge! — bedre
langs med østerleden
lige ud til havet.


Efter jul forlod Tord Skallesmækker — Sigvat Skjalds søstersøn — sammen med en af Sigvats tjenere hoffet i hemmelighed; de drog østpå til Götaland — de havde efteråret forinden taget den vej østpå sammen med Sigvat. Da de kom til jarlens hof, tilkendegav de sig over for jarlen på den måde, som kong Olav selv i fortrolighed havde meddelt jarlen. Jarlen gjorde sig med det samme klar til at tage af sted, og Astrid Kongedatter tog med ham; de havde nærved hundrede mand med sig — en udvalgt flok af både livvagter og rige bondesønner, og alle var udstyret på det bedste, både med hensyn til våben og tøj og heste. De red derefter nordpå til Norge og ankom ved kyndelmisse til Sarpsborg.


Halvdan Egedius: Jarl Ragnvald og Astrid Kongedatter ankommer til Sarpsborg


92. Kong Olavs bryllup

Kong Olav havde stillet an: Der var alle slags drikkevarer — de bedste, der kunne fås — og alt andet forråd var også af bedste slags. Han havde også inviteret mange magtfulde mænd fra de omliggende herreder. Da jarlen kom dertil med sit følge, tog kongen hjerteligt imod ham; jarlen blev tildelt et stort og godt opholdssted, der var herligt udstyret, og hvor der var tjenestefolk og mandskab, der sørgede for, at der ikke manglede noget, der kunne gøre festen pragtfuld.

Da dette gæstebud havde varet et par dage, mødtes kongen, jarlen og kongedatteren til samtale; deres møde endte med, at det blev bestemt, at jarl Ragnvald gav Astrid — datter af Olaf Svenskekonge — til Olav — konge af Norge — med den medgift, som det før var blevet fastlagt, at Ingegerd — hendes søster — skulle have haft med hjemmefra. Kongen skulle også i tilgift give Astrid det samme, som han skulle have givet Ingegerd — hendes søster.

Så tog festlighederne til, og man drak da kong Olavs og dronning Astrids bryllup med stor hæder. Derefter drog jarl Ragnvald tilbage til Götaland, og ved afskeden forærede kongen jarlen store og gode gaver; de skiltes som de bedste venner, og det forblev de, så længe de begge levede.


93. Forliget med den norske konge brydes

Aldeigjaborg og Holmgård
Efteråret efter kom kong Jarislavs sendebude østfra fra Holmgård til Svitjod for at få indfriet det løfte, at kong Olaf sommeren før havde lovet at gifte sin datter — Ingegerd — med kong Jarislav. Kong Olaf drøftede denne sag med Ingegerd og sagde, at det var hans vilje, at hun blev gift med kong Jarislav. Hun svarede: »Hvis jeg skal giftes med kong Jarislav, så vil jeg,« sagde hun, »som min tilgift have Aldeigjaborg og det jarledømme, der hører til.« De gerdske sendebude samtykkede i dette på vegne af deres konge. Så sagde Ingegerd: »Hvis jeg skal drage østpå til Gardarige, vil jeg vælge den mand i Sveavældet, som jeg anser for bedst egnet til at drage med mig; jeg sætter også det vilkår, at han dér østpå ikke skal have en mindre rang end her og på ingen måde have færre rettigheder eller mindre hæder, end han har her.« Dette bekræftede kongen, og det samme gjorde sendebuddene; kongen afgav løfte herom, og det samme gjorde sendebuddene. Så spurgte kongen Ingegerd, hvilken mand i hans rige det var, hun ville udnævne til at følge sig. Hun svarede: »Den mand er jarl Ragnvald Ulfson — min slægtning.« Kongen svarede: »Jeg havde på anden vis tænkt at lønne jarl Ragnvald for det højforræderi, at han drog til Norge med min datter og solgte hende som frille til den tykke mand, som han vidste var min værste fjende. Han skal til sommer blive hængt for den sag.« Ingegerd bad sin far holde det løfte, han havde givet hende; det kom dertil, at hendes bønner bevirkede, at kongen sagde, at jarl Ragnvald skulle have frit lejde til at forlade Sveavældet, men han skulle ikke vise sig for kongen igen eller komme til Svitjod, så længe Olaf var konge. Ingegerd sendte folk af sted for at opsøge jarlen og fortælle ham disse tildragelser og aftale, hvor de skulle mødes. Jarlen gjorde straks klar til rejsen og red op i Östergötland, hvor han skaffede sig skibe og førte sit følge til møde med Ingegerd Kongedatter. De drog alle sammen østpå til Gardarige om sommeren. Så blev Ingegerd gift med kong Jarislav; deres sønner var Valdemar, Vissevold og Holte den Modige. Dronning Ingegerd gav jarl Ragnvald Aldeigjaborg og det jarledømme, der hørte til. Jarl Ragnvald var længe dér som en agtet mand. Jarl Ragnvalds og Ingebjørgs sønner var jarl Ulf og jarl Eilif.


94. Fortællingen om Emund Lovmand

Der var en mand, der hed Emund af Skara; han var lovmand i Västergötland og en meget klog og veltalende mand. Han kom af en stor og fornem slægt og var meget rig. Han blev anset for at være listig og kun nogenlunde pålidelig. Han var den mægtigste mand i Västergötland, nu da jarlen var rejst.

Det forår, da jarl Ragnvald forlod Götaland, holdt göterne ting, hvor de indgående drøftede, hvad svenskekongen ville gøre; de erfarede, at han var vred på dem, fordi de havde gjort sig til venner med Olav — Norges konge — hellere end at kæmpe imod ham. Han anklagede også de folk, der havde fulgt Astrid — hans datter — til Norge. Nogle sagde, at de skulle søge støtte hos den norske konge og tilbyde ham deres tjeneste; andre frarådede dette og sagde, at vestgöterne ikke havde styrken til at strides med svenskerne: »— og den norske konge er os fjernere,« sagde de, »ved det, at hans hovedstyrke er os fjernere, og det første, vi har at gøre, er at sende folk til svenskekongen og forsøge, om vi kan blive forligte med ham. Hvis det ikke kan opnås, er der den mulighed at søge støtte hos norskekongen.« Så bad bønderne Emund at påtage sig denne færd. Han sagde ja til det og drog af sted med 30 mand og kom frem i Östergötland, hvor mange af hans slægtning og venner var; han blev dér modtaget godt. Han holdt dér møde med de klogeste mænd om denne vanskelige sag, og de blev helt enige og fandt det, kongen gjorde imod dem, uværdigt og ulovligt. Så drog Emund op i Svitjod, hvor han mødtes med mange magtfulde folk, og det endte dér på samme måde. Han fortsatte sin rejse, til han en aften kom til Uppsala, hvor han fandt sig logi og opholdt sig om natten.

Dagen efter opsøgte Emund kongen; kongen sad da i møde omgivet af mange folk. Emund gik for ham, bukkede og hilste ham. Kongen så på ham og hilste på ham og spurgte om nyheder. Emund svarede: »Det er småt med nyheder om os göter, men vi fandt det bemærkelsesværdigt, da Atte den Dølske fra Värmland i vinter drog op i skovene på ski og med sin bue; vi anser ham for at være den største jæger. Han havde på fjeldet fået så mange egernskind, at han havde fyldt sin skislæde med så meget, som han kunne slæbe efter sig; så vendte han hjemad fra skoven. Han fik øje på et egern i et træ, og han skød efter det, men bommede. Så blev han vred og slap slæden og løb efter egernet; egernet løb imidlertid hele tiden dér, hvor skoven var tættest, og indimellem blandt trærødderne eller oppe i grenene; så kastede den sig mellem grenene til et andet træ, og når Atte skød efter den, fløj skuddet hver gang enten over eller under. Egernet løb hele tiden dér, hvor Atte kunne se det. Han blev så ivrig efter denne fangst, at han fór efter den hele dagen, men han fik alligevel ikke ram på egernet. Da det blev mørkt, lagde han sig ned i sneen, som han plejede, og lå dér om natten; det føg med sne. Dagen efter tog Atte ud for at finde sin skislæde, men han fandt den aldrig siden og måtte således drage hjem. Dette var mine nyheder — herre!«

Kongen sagde: »Det var ikke store nyheder, hvis der ikke er mere at fortælle.« Emund svarede: »For kort tid siden skete desuden det, der må kaldes en nyhed: Gaute Toveson drog med fem krigsskibe ud ad Götaelven, og da han lå ved Eikerøerne, kom der nogle danskere på fem store købmandsskibe. Gautes folk vandt hurtigt de fire købmandsskibe uden at miste én eneste mand, og de vandt et stort bytte, men det femte skib slap ud på havet og fik hejst sejlet. Gaute drog efter dem med ét skib, og han nærmede sig dem til at begynde med; så tog vinden til, og så sejlede købmandsskibet hurtigere og nåede åbent hav. Så ville Gaute vende om, men det blev stormvejr; han forliste skibet ved Læsø, og mistede alle værdier og størstedelen af sit mandskab. Imens skulle hans følgesvende vente ved Eikerøerne; dér kom danskerne imod dem med 15 købmandsskibe og dræbte alle og tog hele det bytte, de havde vundet — det fik de ud af deres grådighed.«

Kongen svarede: »Dette var store nyheder og omtale værd — men hvad er dit ærinde her?« Emund svarede: »Jeg kommer — herre! — for at finde en løsning på en vanskelig sag, hvor vores lov adskiller sig fra Uppsalaloven.« Kongen spurgte: »Hvad er det, du vil klage over?« Emund sagde: »Der var to ædelbårne mænd; de kom af lige fornemme slægter, men havde forskellig ejendom og sindelag. De var i strid om nogle jorder og gjorde hinanden skade — den mest, som var mægtigst — inden deres sag blev forligt og pådømt på allemandstinget. Det pålagdes ham, der før var den mægtigste, at betale, men ved første afdrag betalte han med gæslinger for gås, med grisling for gammelt svin, og for en mark brændt guld udredte han en halv mark i guld og den anden halvdel i ler og møg, og endvidere truede han den, der havde fordring på disse værdier, med mishandling. Hvad dømmer du i denne sag — herre?« Kongen sagde: »Han skal betale det fulde beløb, som han blev idømt, og tre gange det samme til kongen, og hvis det ikke er betalt inden samme tid næste år, da skal han være fredløs ved al sin ejendom, og hans værdier skal tilfalde halvt kongen og halvt ham, som han skulle betale.« Emund skød denne afgørelse til vidnesbyrd ved alle de mægtigste mænd, og han henskød sagen under den lov, der gjaldt for Uppsalating. Derpå hilste han kongen og gik ud. Derefter forelagde andre folk deres klagesager for kongen.

Da kongen gik til bords, spurgte han, hvor Emund Lovmand var; han fik at vide, at denne var hjemme i sit logi. Så sagde kongen: »Hent ham! Han skal være min gæst i dag.« Så kom maden ind, og derefter spillemænd med harper og giger og andre musikredskaber, og så kom drikkevarerne. Kongen var meget munter og havde mange mægtige folk som gæster, og han glemte alt om Emund. Han drak hele den dag og sov natten efter.

Om morgenen, da kongen vågnede, kom han i tanker om, hvad Emund havde sagt dagen før. Da han var påklædt, lod han sine vismænd tilkalde; kong Olaf havde 12 meget kloge mænd hos sig, og de afsagde domme sammen med ham og afgjorde vanskelige sager. Dette var ikke uden vanskelighed, for kongen syntes ikke om det, hvis dommen ikke var ret, og han hørte ikke efter, når folk modsagde ham. På deres møde tog kongen ordet og bad om, at Emund Lovmand blev tilkaldt, men sendebudet kom tilbage: »Herre!« sagde han, »— Emund Lovmand red af sted i går, så snart han havde spist.« Så sagde kongen: »Sig mig — gode høvdinge! — hvad var meningen med den lovforespørgsel, Emund gjorde i går?« De svarede: »Herre! Du må være kommet frem til, at det betød noget andet, end det han sagde.« Kongen sagde: »Når han fortalte om de to ædelbårne mænd — de, som var blevet uenige, og hvor den ene var mægtigere end den anden, og som gjorde hinanden skade — så mente han Olav den Tykke og mig.« »Det er — herre!« sagde de, »— som du siger.« Kongen sagde: »Der blev afsagt dom i vores sag på Uppsalating. Men hvad var det, han sagde med, at der blev dårligt betalt med gæsling for gås og gris for gammelt svin og halvt ler for guld?« Arnvid den Blinde svarede: »Herre!« sagde han, »— der er forskel på rødt guld og ler, men større forskel på konge og træl. Du lovede Olav den Tykke din datter — Ingegerd — som er kongebåren på alle måder og af Uppsalaslægten, som er den mest hædrede i Nordlandene, fordi den slægt kommer fra selve guderne, men nu har kong Olav fået Astrid, som nok er kongens barn, men hendes mor er dog en træl og desuden vendisk. Der er stor forskel på konger, når den ene med tak modtager sådant, men det kan ikke ventes, at en nordmand kan måle sig med Uppsalakongen. Lad os nu alle sige tak for, at dette vedbliver, for guderne har længe udvist omsorg for deres efterkommere, selv om mange nu forsømmer denne tro.«

De var tre brødre: Arnvid den Blinde, som var så svagsynet, at han knapt var våbenduelig, men han var meget klog; den anden var Torvid den Stammende, som ikke kunne sige to ord i sammenhæng, men som var meget støt og pålidelig; den tredje hed Freyvid den Døve, og han hørte dårligt. Disse brødre var alle mægtige og rige; de kom fra en stor slægt, og de var kloge og afholdte af kongen. Så sagde kong Olaf: »Hvad betød det, Emund sagde om Atte den Dølske?« Ingen svarede — de så bare på hinanden. Kongen sagde: »Sig det nu!« Så sagde Torvid den Stammende: »Atte, trætte — pengefro, skadefro — dølsk, falsk!« Kongen sagde: »Hvem sigter det på?« Så svarede Freyvid den Døve: »Herre! Vi skal tale ligefremt med din tilladelse.« Kongen sagde: »Sig det — Freyvid! — som du vil sige. Med min tilladelse.« Freyvid begyndte: »Torvid — min bror — som kaldes den klogeste af os, siger det samme om én: Atte og trætte, dølsk og falsk. Det siger han om den, der er så led ved fred, at han stræber efter småting, som han dog ikke får, og af den årsag mister meget nyttige ting. Nu er jeg temmelig døv, men mange har dog talt sådan, at jeg har forstået, at folk — både mægtige og almindelige — synes dårligt om, at du — herre! — ikke holder dit ord til den norske konge, og — endnu værre — at du bryder den dom, folket afsagde på Uppsalating. Du behøver ikke frygte norskekongen eller danekongen eller andre, så længe den svenske hær vil følge dig, men hvis landets folk på én gang vender sig imod dig, så ser vi — dine venner — ikke noget råd, som vi med sikkerhed véd nytter.« Kongen spurgte: »Hvem er hovedkraften bag at tage landet fra mig?« Freyvid svarede: »Alle svenskere vi have de gamle love og deres fulde ret. Se nu her — herre! — hvor mange af dine høvdinge, der sidder med i din rådslagning. Jeg tror — sandt at sige — at vi her er seks, som du kalder dine rådgivere, og alle de andre, tror jeg, er redet bort ud i herrederne, hvor de holder ting med befolkningen, og sandheden er, at der bliver skåret og sendt hærpil rundt i hele landet for at indkalde til straffeting. Alle vi brødre er blevet bedt om at tage del i denne beslutning, men ingen af os ønsker at blive kaldt kongeforræder, for det var vores far ikke.« Kongen tog da ordet: »Hvilken udvej skal vi finde? En stor vanskelighed har nu ramt os. Giv nu — gode høvdinge! — et godt råd til, hvordan jeg kan beholde kongemagten og min fædrene arv; jeg vil ikke slås mod hele den svenske hær.« Arnvid den Blinde svarede: »Herre! Det forkommer mig mest tilrådeligt, at du rider ned til Åros med den flok, der vil følge dig, og dér tager dit skib og sejler ud på Lögaren; indkald da folket til møde, og far ikke frem med stridbarhed, men tilbyd folk lov og landsret og stands hærpilen — den er vel endnu ikke kommet vidt omkring i landet på så kort tid. Send de af dine mænd, som du har tiltro til, hen at opsøge de folk, der står for dette, for at finde ud af, om denne uro kan bringes til ro.« Kongen sagde, at han ville rette sig efter dette råd: »— og jeg ønsker,« sagde han, »at I brødre drager på denne færd, for jeg tror mest på jer af mine folk.« Så sagde Torvid den Stammende: »Jeg vil blive tilbage, men Jakob skal drage af sted — det behøves!« Da sagde Freyvid: »Lad os gøre sådan — herre! — som Torvid siger; han vil ikke skilles fra dig i denne fare, men Arnvid og jeg vil drage af sted.«

Dette råd blev fulgt: At kong Olaf drog til sine skibe og sejlede ud i Lögaren, hvor han snart blev talstærk. Freyvid og Arnvid red ud til Ulleråker, og de havde Jakob Kongesøn med sig, men holdt det dog hemmeligt. De blev snart klar over, at der foregik samling og opløb af hærfolk, for bønderne holdt ting dag og nat. Freyvid og Arnvid mødte dér deres slægtninge og venner og fortalte dem, at de ville gå med i flokken, hvilket alle gladelig tog imod. Beslutningerne blev da straks lagt under dem, og mange samlede sig om dem og sagde enstemmigt, at de ikke længere ville have kong Olaf over sig og ikke ville tåle hans ulovligheder og sådant overmod, at han ikke ville lytte til nogen, selv om storhøvdinge fortalte ham sandheden. Da Freyvid så folkets ophidselse, indså han, hvilket uføre de var kommet i; han holdt da møde med landets høvdinge og talte til dem og sagde: »Det forekommer mig — hvis dette store foretagende, at drive Olaf Erikson fra magten, skal have fremgang — at vi opsvenskere skal gå foran; det har altid været sådan, at det de opsvenske høvdinge har stadfæstet imellem sig, har de andre høvdinge rettet sig efter. Vores fædre behøvede ikke hjælp fra vestgöterne til at styre landet; nu skal vi ikke slægte dem så dårligt på, at Emund behøver give os råd. Jeg ønsker, at vi — slægtninge og venner! — beslutter os sammen.« Alle samtykkede i dette og fandt det vel talt. Derefter vendte hele folkemængden sig til den sammenslutning, de opsvenske høvdinge havde dannet; så blev Freyvid og Arnvid høvdinge for flokken.

Da Emund erfarede dette, overvejede han, om denne beslutning ville få nogen fremgang; han opsøgte da brødrene, og de talte sammen. Freyvid spurgte Emund: »Hvad ville I sige til, at Olaf Erikson blev dræbt? Hvem ville I så have til konge?« Emund sagde: »Den, vi finder bedst egnet — hvad enten han er af høvdingeslægt eller ej.« Freyvid svarede: »Vi opsvenskere ønsker ikke, at kongemagten skal tages fra de gamle kongers slægt i vore dage, mens der er så mange at vælge mellem, som der er nu. Kong Olaf har to sønner, og vi vil have én af dem til konge. Der er dog stor forskel på dem: Den ene er ædelbåren og svensk i hele sin slægt, men den anden er søn af en trælkvinde og halvt vendisk.« Dette valg blev mødt med høje tilråb, og alle ville have Jakob til konge. Så sagde Emund: »I opsvenskere har magten til at bestemme denne gang, men det siger jeg jer — og det kommer også til at ske — at de af jer, der nu ikke vil høre tale om andet, end at kongemagten i Svitjod skal gå fra far til søn — I kommer også til at give samtykke til, at kongemagten overgår til andre slægter, og det vil gavne os.«

Gerhard Munthe:
Kongerne spiller terninger
Efter dette lod brødrene — Freyvid og Arnvid — Jakob Kongesøn lede frem til tinget, og de lod ham dér modtage kongenavn; svenskerne gav ham derved navnet Ønund, hvilket han siden blev kaldt, så længe han levede. Han var da ti eller tolv år gammel. Derpå antog kong Ønund sig livvagter og udvalgte sig høvdinge; de havde tilsammen så stor en hær, som kongen mentes at behøve. Han gav hele bondebefolkningen lov til at drage hjem. Sidenhen drog der sendebude mellem kongerne, og derefter mødtes de selv og blev forligte. Kong Olaf skulle være konge over landet, så længe han levede; han skulle holde fred og forlig med den norske konge og ligeledes med alle de mænd, der havde været medvirkende i denne sag. Ønund skulle også være konge og have så stor en del af landet, som han og faderen kunne blive enige om, men han var pligtig til at følge bønderne, hvis kong Olaf gjorde noget, bønderne ikke ville tåle af ham.

Derefter blev der sendt bud til kong Olav i Norge med den besked, at han skulle komme til møde med svenskekongen i Kongshelle og desuden, at svenskekongen ønskede, at de skulle bekræfte deres forlig. Da kong Olav hørte dette budskab, var han — som før — klar til at holde fred, og han drog af sted med sit følge, som det var blevet aftalt. Så kom også svenskekongen dertil, og da de to svogre mødtes, bandt de sig til fred og forlig. Da var kong Olaf Svenskekonge medgørlig og let at tale med.

Torstein den Lærde fortæller, at der lå en bebyggelse på Hisingen, som skiftevis havde hørt til Norge og Götaland. Da aftalte kongerne, at de skulle trække lod om ejerskabet ved terningekast; den, der slog det største slag, skulle have det. Så slog svenskekongen to seksere og sagde, at kong Olav ikke behøvede at slå. Denne sagde, mens han rystede terningerne i sine hænder: »Der er endnu to seksere på terningerne, og for min Gud er det en smal sag, at lade dem vende op.« Han slog og fik to seksere. Så slog Olaf Svenskekonge og fik igen to seksere. Så slog Olav Norskekonge, og den ene terning viste seks, men den anden gik i stykker og viste da syv. Så fik han bebyggelsen.

Vi har ikke hørt om flere tildragelser fra deres møde. Kongerne skiltes forligte.


95. Om kong Olav

Efter disse hændelser, der lige er blevet omtalt, vendte kong Olav tilbage til Viken med sin hær; han drog først til Tønsberg, hvor han opholdt sig i kort tid. Så drog han nordpå i landet og om efteråret helt nordpå til Trondheim, hvor han lod indrette til vinterophold og sad om vinteren. Da var Olav enevældig konge over hele det rige, som Harald Hårfager havde haft — og så meget desto mere, da han var enekonge over landet. Han havde med fred og forlig fået den del af landet, som Olaf Svenskekonge før havde haft, men den del af landet, som danekongen havde haft, havde han taget med magt, og han rådede over den del som over andre steder i landet. Knud Danekonge regerede dengang både i England og i Danmark; han opholdt sig for det meste i England og satte høvdinge til at styre landet i Danmark. Han gjorde på denne tid ikke krav på Norge.


96. Jarlernes historie

Orknøjarlerne 875-1064
(Navnenes stavemåde afviger lidt fra oversættelsens)
Det siges, at Orknøerne blev bebyggede i Harald Hårfagers — Norges konges — dage; før havde det været et tilholdssted for vikinger. Den første jarl på Orknøerne hed Sigurd; han var søn af Øistein Skrald og bror til Ragnvald Mørejarl. Efter Sigurd kom Guttorm — hans søn — til i ét år. Efter ham overtog Tørve-Einar jarledømmet; han var søn af jarl Ragnvald, og var længe jarl og en mægtig mand. Halvdan Højben — søn af Harald Hårfager — drog imod Tørve-Einar, og drev ham væk fra Orknøerne. Einar kom derefter tilbage og dræbte Halvdan på Rinansø. Efter det drog kong Harald med sin hær til Orknøerne; Einar flygtede da til Skotland. Kong Harald lod orknøboerne tilsværge sig al odelsjord. Derefter forligtes kongen med jarlen, og jarlen blev hans mand og modtog landet i forlening af kongen; han skulle ikke svare skat deraf, fordi det var meget udsat for hærgen. Jarlen betalte kongen 60 mark guld. Derpå hærgede kong Harald i Skotland, således som det er nævnt i Glymsdrapa.

Efter Tørve-Einar blev landet regeret af hans sønner — Arnkel, Erland og Torfinn Skallekløver. I deres dage kom Erik Blodøkse fra Norge, og så blev jarlerne ham lydskyldige. Arnkel og Erland faldt på hærtogt, men Torfinn styrede landet og blev gammel. Hans sønner var Arnfinn, Håvard, Lodve, Ljot og Skule. Deres mor — Grelød — var datter af jarl Dungad på Katanæs; hendes mor var Groa — datter af Torsten den Røde. I jarl Torfinns senere dage kom Blodøkses sønner fra Norge; de var flygtet fra jarl Håkon. De begik mange overgreb på Orknøerne.

Jarl Torfinn døde af sygdom; efter ham styrede hans sønner landet, og der findes mange beretninger om dem. Lodve levede længst af dem, og han styrede da landet ene; hans søn var Sigurd den Tykke, der overtog jarledømmet efter ham. Han var magtfuld og en stor kriger. I hans dage drog Olav Tryggvason i vesterviking med sin hær. Han lagde til ved Orknøerne og tilfangetog jarl Sigurd på Ragnvaldsø; han lå dér med ét skib. Kong Olav pålagde jarlen, at han kunne løskøbe sit liv ved at blive døbt og antage den rette tro; han skulle blive hans mand og påbyde kristendommen på alle Orknøerne. Kong Olav tog hans søn, der hed Hund eller Hvalp, som gidsel. Derfra drog Olav til Norge, hvor han blev konge. Hund var hos kong Olav i nogle år — så døde han; derefter udviste jarl Sigurd ingen lydskyldighed mod kong Olav. Han blev derpå gift med en datter af Melkolm Skottekonge; deres søn hed Torfinn. Jarl Sigurds ældre sønner var Sumarlide, Bruse og Einar Skævmund.

Fem — eller fire — år efter Olav Tryggvasons fald drog jarl Sigurd til Irland; han satte sine ældste sønner til at råde for landet. Han sendte Torfinn til dennes morfar — skottekongen. På denne færd faldt jarl Sigurd i Brianslaget; da dette blev erfaret på Orknøerne, blev brødrene Sumarlide, Bruse og Einar taget til jarler, og de delte landet i tredjedele mellem sig. Torfinn Sigurdson var fem år gammel, da jarl Sigurd faldt. Da skottekongen hørte om hans fald, gav han sin slægtning — Torfinn — Katanæs og Suderland og jarleværdighed derover; han skaffede mænd til at styre landet med ham. Jarl Torfinn var allerede i opvæksten på alle måder tidligt udviklet; han var stor og stærk. Efterhånden som han blev ældre, blev det tydeligt, at han var pågående, hård, grusom og klog; dette nævner Arnor Jarleskjald:


Aldrig sås en yngre
— under himlen — sådan;
Einars bolde broder
bjærgsomt værned’ landet.


97. Om jarl Einar og jarl Bruse

De to brødre — Einar og Bruse — havde forskelligt sindelag. Bruse var mild og meget fredelig, klog, veltalende og afholdt; Einar var stivsindet, fåmælt og uvenskabelig, pågående, grisk og en stor kriger. Sumarlide var lig Bruse i sindelag; han var den ældste af brødrene, og han levede kortvarigst — han døde af sygdom. Efter hans død gjorde Torfinn krav på sin del af Orknøerne. Einar svarede, at Torfinn havde Katanæs og Suderland; det rige, som førhen deres far — jarl Sigurd — havde haft. Han hævdede, at det var meget mere end en tredjedel af Orknøerne, og han ville ikke unde Torfinn noget skifte, men Bruse åbnede for skifte for sit vedkommende: »— og jeg vil ikke,« sagde han, »begære at have mere af landet end den tredjedel, jeg har retmæssigt.« Derpå lagde Einar to dele af øerne under sig; han blev da en mægtig mand med et stort følge. Han var ofte på hærtogt om sommeren og gjorde stor hærudskrivning i landet, men vikingetogterne gav meget ujævnt udbytte. Så begyndte bønderne at blive lede ved anstrengelserne, men jarlen opretholdt strengt alle pålæg og tålte ikke, at nogen modsagde ham; jarl Einar var den mest hovmodige mand. Der opstod under hans herredømme knaphed på grund af de anstrengelser og omkostninger, bønderne havde, men i den del af landet, Bruse indehavde, var der gode tider og roligt blandt bønderne; han var vellidt.


98. Om Torkel Fosterfar og jarlerne

Der var en mand, der hed Åmund; han var rig og mægtig og boede på Skridenæs i Sandvig på Hrossø. Hans søn hed Torkel, og han var den dygtigste mand på Orknøerne. Åmund var en meget klog mand og én af de mest ansete på øerne. Et forår havde jarl Einar igen udskrevet hæren, som han plejede, men bønderne knurrede slemt og forelagde sagen for Åmund og bad ham tale deres sag for jarlen. Han svarede: »Jarlen hører ikke efter« — han mente ikke, det tjente noget formål overhovedet at bede jarlen om dette. »Mit venskab med jarlen er godt for tiden; sådan som vi begge er indrettede, tror jeg det kan blive farligt, hvis vi bliver uenige. Jeg vil ikke,« sagde Åmund, »have noget med det at gøre.« Så forelagde de det for Torkel; han var uvillig, men gav dog omsider tilsagn på grund af folkenes tilskyndelser. Åmund mente, at han havde været for hurtig til at love det. Da jarlen holdt ting, talte Torkel på bøndernes vegne; han bad jarlen være mere lempelig i, hvad han pålagde folkene, og han opregnede folkets trængsler. Jarlen svarede pænt og sagde, at han skulle vægte Torkels ord meget: »— jeg havde egentlig tænkt at føre seks skibe fra landet, men nu vil jeg ikke have flere end tre. Men du — Torkel! Kom ikke igen med sådanne bønner!« Bønderne takkede Torkel meget for hans hjælpsomhed. Jarlen drog på vikingetogt og kom tilbage om efteråret.

Gerhard Munthe: Jarlen blev vred og rasende
Foråret efter udbød jarlen imidlertid samme antal, som han plejede, og han holdt ting med bønderne. Da talte Torkel igen og bad jarlen om lempelser for bønderne; jarlen svarede vredt og sagde, at bøndernes vilkår nu skulle blive værre, fordi han havde bragt det på bane. Han blev så vred og rasende, at han sagde, at de næste forår ikke begge skulle komme helskindede til tinget; dermed afsluttedes dette ting. Da Åmund blev klar over, hvad Torkel og jarlen havde sagt til hinanden, bad han Torkel drage væk, og han tog over til jarl Torfinn på Katanæs. Dér opholdt Torkel sig længe derefter, og han var meget afholdt af jarlen, mens denne var ung; han blev siden kaldt Torkel Fosterfar og var en berømmelig mand. Der var flere stormænd, der på grund af jarl Einars magt flygtede fra deres odelsjord på Orknøerne; de fleste flygtede over til jarl Torfinn på Katanæs, men nogle flygtede fra Orknøerne til Norge og andre til øvrige lande.

Da jarl Torfinn blev voksen, sendte han bud til sin bror — jarl Einar — og fordrede af ham det rige, han mente at eje på Orknøerne, og det var en tredjedel af øerne. Einar havde ikke travlt med at formindske sin magt, og da Torfinn erfarede det, udbød han hær på Katanæs og drog ud til øerne. Da jarl Einar blev klar over det, samlede han folk og agtede at forsvare landet. Jarl Bruse samlede også folk; han drog imod dem og bragte forlig i stand mellem dem. De kom overens med, at Torfinn skulle have en tredjedel af Orknøerne, således som han havde ret til. Bruse og Einar lagde deres dele sammen, og Einar skulle alene råde for dem, men hvis den ene af dem døde, skulle den, der levede længst, overtage landet efter den anden. Denne aftale forekom dog ikke rimelig, idet Bruse havde en søn, der hed Ragnvald, mens Einar var sønneløs.

Jarl Torfinn satte sine mænd til at varetage det rige, han havde på Orknøerne, men han opholdt sig for det meste på Katanæs. Jarl Einar var om sommeren for det meste på hærtogt i Irland, Skotland og Bretland. En sommer, da jarl Einar hærgede i Irland, kæmpede han — som før blev skrevet — mod irerkongen Konofogor i Ulfreksfjorden; jarl Einar led et stort nederlag og mandefald. Sommeren efter drog Ejvind Uroksehorn vesten fra Irland og agtede sig til Norge, men da vinden var hård og strømmen ufarbar, vendte Ejvind om til Asmundsvåg og måtte ligge dér et stykke tid på grund af vejret. Da jarl Einar fik det at vide, førte han en stor flok dertil, kom over Ejvind og lod ham dræbe, men gav fred til de fleste af hans mænd; de drog om efteråret østpå til Norge, opsøgte kong Olav og fortalte ham om Ejvinds endeligt. Kongen svarede kun lidt, men man fornemmede, at han syntes, det var et stort tab, som var påført ham i stor trods; han var for det meste fåmælt om de ting, han syntes, gik ham imod.

Jarl Torfinn sendte Torkel Fosterfar ud til øerne for at indkræve sine skatter. Jarl Einar gav Torkel en stor del af skylden for, at Torfinn havde rejst krav på øerne. Torkel drog hastigt fra øerne og over på Katanæs; han sagde til jarl Torfinn, at han var sikker på, at jarl Einar havde agtet at dræbe ham, hvis ikke han havde fået nys derom af sine slægtninge og venner: »Nu må jeg,« sagde han, »have det at gøre, at mødes med jarlen sådan, at det bliver afgjort mellem os. Det andet vilkår er at rejse længere væk til et sted, som han ikke har magt over.« Jarlen ønskede, at Torkel skulle drage østpå til Norge og opsøge kong Olav: »Du skal,« sagde han, »blive højt agtet, hvor end du kommer blandt fornemme mennesker, og jeg ved om jer begges sindelag — dit og jarlens — at I ikke spilder tiden på at tage sigte.«

Så gjorde Torkel sig klar og drog om efteråret til Norge. Derpå opsøgte han kong Olav og var om vinteren hos kongen i stort venskab; kongen rådførte sig meget med Torkel og syntes — som sandt var — at Torkel var en klog og gæv mand. Kongen fandt, at han fortalte meget forskellige beretninger om jarlerne; han var en stor ven af Torfinn, men havde modvilje mod jarl Einar. Tidligt på foråret sendte kongen et skib vestpå over havet for at opsøge jarl Torfin med besked om, at jarlen skulle komme østpå til kongen; jarlen opsatte ikke rejsen, for der fulgte forsikring om venskab med meddelelsen.


99. Drabet på jarl Einar

Jarl Torfinn drog østpå til Norge og opsøgte kong Olav; han blev godt modtaget og blev dér længe om sommeren. Da han gjorde klar til at drage vestpå, gav kong Olav ham et stort, godt langskib med fuld udrustning. Torkel Fosterfar beredte sig til at tage med jarlen, og jarlen forærede ham det skib, han var kommet på vestfra om sommeren. Kongen og jarlen skiltes i stor venskabelighed.

Gerhard Munthe: Torkel Fosterfar efter drabet på jarl Einar
Jarl Torfinn kom om efteråret til Orknøerne, og da jarl Einar erfarede det, lå han med en stor flok ude på skibene. Jarl Bruse opsøgte da begge brødre og mæglede imellem dem; det endte igen med, at de forligtes og bandt sig dertil med eder. Torkel Fosterfar skulle være forligt og i venskab med jarl Einar, og det blev aftalt, at de hver især skulle have den anden til gæstebud; jarlen skulle først besøge Torkel i Sandvig. Da jarlen var dér på gæstebud, var beværtningen upåklagelig; jarlen var ikke fornøjet. Det foregik i en stor stue med døre i begge ender. Den dag, jarlen skulle af sted, skulle Torkel følge med ham til gæstebud. Torkel sendte mænd ud for at udspejde den rejserute, de skulle følge om dagen, og da spejderne kom tilbage, sagde de til Torkel, at de havde fundet tre baghold med bevæbnede mænd: »— og vi tror,« sagde de, »at der kan være tale om svig.« Da Torkel fik dette at vide, udsatte han forberedelserne til afrejse og samlede sine mænd om sig. Jarlen bad ham blive klar og sagde, at det var tid at ride. Torkel sagde, at han havde meget at ordne; han gik skiftevis ind og ud. Der var ildsteder på gulvet. Han gik ind ad den ene dør, og efter ham fulgte en mand, der hed Hallvard; han var islandsk og fra Østfjordene. Han lukkede døren efter sig. Torkel gik hen mellem ildstedet og dér, hvor jarlen sad. Jarlen spurgte: »Er du ikke klar endnu?« Torkel svarede: »Nu er jeg klar.« Så huggede han jarlen i hovedet. Jarlen faldt om på gulvet. Da sagde islændingen: »Aldrig så jeg magen til rådvildhed; at I ikke hiver jarlen ud af ilden!« Han tog en stridsøkse, stak den under jarlens nakkeben og vippede ham op på bænken. Torkel og hans følgesvend gik begge hurtigt ud ad døren modsat den, de var kommet ind ad; derude stod Torkels mænd fuldt bevæbnede. Jarlens folk greb i jarlen, men han var død, og alle var i vildrede med hensyn til at hævne; det kom sig af, at det skete så brat, og ingen havde ventet denne handling af Torkel, fordi de alle troede, at det skulle være, som det var aftalt — at jarlen og Torkel var venner. De fleste derinde var desuden ubevæbnede, og mange var allerede gode venner med Torkel. Deres skæbner gjorde, at Torkel var bestemt til et længere liv. Da Torkel kom ud, var hans flok ikke mindre end jarlsmændenes. Torkel begav sig til sit skib og jarlsmændene drog væk. Torkel sejlede straks den dag til havs og østpå — det var efter vinternat — og han kom uskadt til Norge og opsøgte da hurtigst muligt kong Olav, som modtog ham godt. Kongen udtrykte tilfredshed med det passerede, og Torkel var hos ham om vinteren.


100. Overenskomst mellem kong Olav og jarl Bruse

Efter jarl Einars fald overtog jarl Bruse den del af landet, som jarl Einar før havde, for mange havde bevidnet, hvilke vilkår brødrene Einar og Bruse havde stiftet deres fællesskab på. Torfinn fandt det retteligst, at de hver havde halvdelen af øerne; Bruse beholdt dog den vinter to dele af landet. Da det blev forår, afkrævede Torfinn Bruse halvparten af det land, han ville have sammen med Bruse, men Bruse gav ikke samtykke til dette. De holdt ting og fremførte deres sager; deres venner søgte at ordne sagen i mindelighed, og det blev sådan, at Torfinn ikke ville lade sig nøjes med mindre end halvdelen af øerne; han sagde tilmed, at Bruse ikke behøvede mere end en tredjedel — med det sindelag, han havde. »Jeg tog til takke,« sagde Bruse, »med at have den tredjedel af landet, som jeg arvede efter min far. Der var heller ingen, der krævede den fra mig. Men nu har jeg efter gældende aftale taget endnu en tredjedel i arv fra min bror. Og selv om jeg ikke formår at strides med dig — bror! — vil jeg dog forsøge noget andet, end at gå med til at afgive magten på denne måde.« Således sluttedes dette sagsmøde. Da Bruse indså, at han ikke ville have styrke til at stå sig mod Torfinn, idet Torfinn havde meget mere magt og støtte af skottekongen — sin morfar — besluttede Bruse sig for at tage ud af landet østpå og opsøge kong Olav. Han havde sin søn — Ragnvald — med sig; denne var da 10 år gammel.

Da jarlen traf kongen, tog denne godt imod ham. Jarlen fremførte sit ærinde og fortalte kongen, hvordan sagen mellem de to brødre hang sammen; han bad kongen give sig støtte til at fastholde sin magt og tilbød til gengæld sit fuldkomne venskab. Kongen svarede og indledte med, at Harald Hårfager havde erhvervet al odelsjord på Orknøerne, og at jarlerne lige siden havde haft landet i len, men aldrig til ejendom: »— og det bevises af,« sagde han, »at da Erik Blodøkse og hans sønner var på øerne, da var jarlerne dem lydskyldige. Og da Olav Tryggvason — min slægtning — kom dertil, blev jarl Sigurd — din far — hans mand. Nu har jeg taget hele arven efter kong Olav, og jeg vil byde dig det vilkår, at du bliver min mand; da skulle jeg give dig øerne i len. Så kunne vi prøve — hvis jeg giver dig min støtte — hvorvidt det kan nytte bedre, end den støtte din bror — Torfinn — får af skottekongen. Men hvis du afslår dette vilkår, vil jeg efterstræbe de ejendomme og den odelsjord, som vore slægtninge og forfædre har ejet derude vestpå.« Jarlen lagde sig denne tale på sinde og forlagde sine venner den, og søgte deres råd, hvorvidt han skulle samtykke, og om han dermed skulle komme overens med kong Olav og blive hans mand: »— og det er mig uklart, hvad der sker mig, når vi skilles, hvis jeg siger nej dertil, for kongen har meddelt det krav, han har på Orknøerne. Med hans storrådighed og det, at vi er kommet her, vil det være en smal sag for ham, at gøre med os, som det passer ham.« Selv om jarlen havde anmærkninger på begge vilkår, valgte han det, at overlade alt i kongens hænder — både sig selv og sit rige. Kong Olav overtog da magt og herredømme over hele jarlens arveland; jarlen blev hans mand og forpligtede sig med ed.


101. Overenskomst mellem jarlerne og kong Olav

Orknøerne (kart).jpg
Jarl Torfinn erfarede, at Bruse — hans bror — var taget østpå til kong Olav for at søge støtte hos ham. Da Torfinn tidligere havde opholdt sig hos kong Olav og havde opnået hans venskab, mente han at have en god sag dér og vidste, at mange ville tale hans sag dér, men dog ventede han, at der ville være flere, hvis han selv mødte op. Jarl Torfinn tog den beslutning, at han hurtigst muligt gjorde klar og drog østpå til Norge; han agtede at gøre Bruses forspring så lille som muligt, så dennes ærinde ikke skulle være tilendebragt, før Torfinn mødte kongen. Det gik imidlertid anderledes, end jarlen havde planlagt, for da jarl Torfinn kom for kongen, var kongens og jarl Bruses forligsmål afsluttet og endeligt. Jarl Torfinn vidste heller ikke — før han kom til kong Olav — at Bruse havde opgivet sin magt. Straks de mødtes — jarl Torfinn og kong Olav — fremkom kong Olav med samme krav til magten på Orknøerne, som han havde gjort over for jarl Bruse, og forlangte det samme af Torfinn — at han skulle overlade kongen de dele af landet, som han hidtil havde ejet. Jarlen besvarede kongens ord godt og velovervejet og sagde, at han lagde stor vægt på kongens venskab: »— og hvis du — herre! — mener at trænge til min hjælp imod andre høvdinge, så har du allerede fuldt ud fortjent den, men det er mig ikke muligt at blive dig håndgangen, da jeg allerede er skottekongens jarl og ham lydskyldig.« Da kongen fornemmede unddragelse i jarlens svar på den anmodning, han forinden havde fremsat, sagde han: »Hvis du — jarl! — ikke vil være min mand, da er vilkåret, at jeg sætter den mand over Orknøerne, som jeg vil; og jeg vil have, at du sværger på ikke at kræve dette land og lader den, som jeg sætter over landet, være i fred. Hvis du ikke er indforstået med nogle af disse vilkår, kan det forekomme dem, der bestemmer over landet, som om man kunne vente ufred af dig; da må du ikke undres over, at dal følger efter bakke.« Jarlen svarede og bad ham give sig frist til at overveje denne sag; det gjorde kongen og gav jarlen tid til at drøfte disse betingelser med sine folk. Så anmodede han om, at kongen skulle give ham frist til næste sommer, så han først kunne drage vestpå over havet, for derhjemme var hans rådgivere, mens han selv kun var et barn af alder. Kongen bad ham vælge nu.

Torkel Fosterfar opholdt sig på det tidspunkt hos kong Olav; han sendte hemmeligt en mand til jarl Torfinn og bad ham — hvad han så end havde tænkt sig — ikke at skilles sådan fra kong Olav, at de ikke var kommet overens, når han således var kommet i hænderne på kongen. Af sådanne påmindelser syntes jarlen at forstå, at den eneste udvej var, at lade kongen bestemme. Det forekom ham ikke ønskeligt, ikke at have håb om sin egen fædrenearv, og sværge på, at de, der ikke var født dertil, skulle have riget i fred, men da hans afrejse tegnede usikkert, valgte han at gå kongen til hænde og blive hans mand, sådan som Bruse var blevet. Kongen fandt, at Torfinn var meget mere stor på det end Bruse og havde det værre ved denne underkuelse; kongen havde mindre tiltro til Torfinn end til Bruse, og han indså, at Torfinn nærede håb om at få støtte af skottekongen, såfremt han brød denne overenskomst. Kongen udledte forstandigt, at Bruse var træg i indgåelse af alle forlig, og kun lovede det, som han agtede at holde; Torfinn — derimod — når han havde besluttet, hvad han ville gøre, indgik han glat alle aftaler og ændrede ikke noget, som han først var gået ind på. Kongen anede, at jarlen ville omgå forliget i nogle henseender.


102. Jarl Torfinns afrejse

Da kong Olav havde gennemtænkt hele denne sag, lod han blæse til stormøde og indkaldte jarlerne dertil. Så sagde kongen: »Jeg vil nu kundgøre mit forlig med Orknøjarlerne for alle. De har nu anerkendt min ejendomsret til Orknøerne og Hjaltland; de er begge blevet mine mænd og har bundet sig til det hele med ed. Jeg vil nu give dem landet i len, således som de hidtil har haft: Bruse en tredjedel og Torfinn en anden tredjedel, men den tredjedel, som tilhørte Einar Skævmund, den lader jeg tilfalde min gård, fordi han dræbte Ejvind Uroksehorn, der var min livvagt, kompagnon og kære ven; jeg vil råde over den del af landet, som jeg selv synes. Det vil jeg også betinge mig af jer — mine jarler! — at jeg vil have, at I tager imod forlig af Torkel Åmundssøn for drabet på Einar — jeres bror; jeg ønsker, at denne dom fældes af mig, hvis I samtykker dertil.« Og det blev såden — som i øvrigt — at jarlerne samtykkede i alt, hvad kongen sagde. Så gik Torkel frem og modtog kongens dom i denne sag, og således sluttede dette ting. Kong Olav idømte bøder for jarl Einar som for tre lendermænd, men på grund af egen skyld skulle en tredjedel af beløbet bortfalde.

Jarl Torfinn bad kongen give sig lov til at rejse, og så snart han fik det, gjorde han sig hurtigst muligt klar. Da han var omtrent rejsefærdig, skete det en dag, hvor jarlen drak ombord på skibet, at Torkel Åmundsson uventet opsøgte ham, lagde sit hoved på jarlens knæ og bad ham gøre dermed, som han ville. Jarlen spurgte, hvorfor han gjorde sådan: »— vi er allerede forligte ved kongsdommen. Rejs dig nu op — Torkel!« Det gjorde han. Torkel sagde: »Det forlig kongen stiftede, vil jeg holde i Bruses og min sag, men for det, der angår dig, skal du alene råde; selv om kongen har tilkendt mig ejendomme og opholdstilladelse på Orknøerne, så kender jeg dit sindelag og ved, at det bliver umuligt for mig på øerne, med mindre jeg er dér med din tilladelse — jarl! Jeg vil love dig, aldrig at komme på Orknøerne, uanset hvad kongen siger til det.« Jarlen tav længe, før han talte; han sagde: »Vil du hellere — Torkel! — at jeg dømmer i vores sag, end at følge kongens dom? Så vil jeg lægge til grund for vores forlig, at du skal drage med mig til Orknøerne og være hos mig og ikke skilles fra mig, uden mit medhold og min tilladelse; du skal være forpligtet til at forsvare mit land og gøre alt det, jeg beder dig om, så længe vi begge er i live.« Torkel sagde: »Det er op til dig — jarl! — ligesom alt andet, der vedkommer mig.« Så trådte Torkel frem og stadfæstede alt, hvad jarlen havde krævet. Jarlen sagde, at pengebøderne ville han fordre senere, men han modtog derpå Torkels ed. Torkel beredte sig med det samme til afrejse med jarlen, og jarlen tog af sted, straks da han var klar, og han og kong Olav så aldrig hinanden siden.

Jarl Bruse blev tilbage og klargjorde i ro og mag; før han tog af sted, holdt kong Olav møde med ham og sagde således: »Det forekommer mig — jarl! — at jeg kan have dig som tillidsmand derude vest for havet Jeg havde tænkt, at du skulle have to dele af landet at råde for, sådan som du havde før; jeg vil ikke have, at du er en ringere og fattigere mand nu, da du er min håndgangne, end du var før. Jeg vil sikre mig din trofasthed på den måde, at jeg beholder Ragnvald — din søn — her hos mig. Så tror jeg, at du, når du har min støtte og to andele af landet, godt kan hævde din ret over for Torfinn — din bror.« Bruse modtog med tak det at have to andele af landet. Derefter ventede han kun kort tid, inden han tog af sted, og om efteråret kom han vestpå til Orknøerne. Ragnvald — Bruses søn — blev tilbage hos kong Olav; han var meget smuk og havde langt hår, der var gult som silke. Han blev tidligt stor og stærk; han var fuldendt, både hvad angår forstand og høviskhed, og han opholdt sig længe hos kong Olav. Dette nævner Ottar den Sorte i den drapa, han digtede om kong Olav:


Dygtigt værges vældet,
hvor kongerne hersked’;
fyrsten styrer fortsat
folket hist på Hjaltland.
Ingensinde så man
slig en herlig fyrste;
østfra overvandtes
øerne dér vestpå.


103. Om jarlerne Bruse og Torfinn

Da de to brødre — Torfinn og Bruse — kom vestpå til Orknøerne, tog Bruse rådighed over to andele af landet, men Torfinn en tredjedel; han var for det meste på Katanæs og i Skotland, men satte sine mænd til at råde over øerne. Bruse forestod da alene landeværnet for øerne; på den tid var de meget udsatte, fordi nordmænd og danskere hærgede meget på vikingetogter vestpå, og de kom ofte til Orknøerne — når de drog vestpå eller vestfra — for at røve på næssene. Bruse klandrede derfor Torfinn — sin bror — for ikke at have nogen ledingsfolk ude ved Orknøerne og Hjaltland, selv om han ubeskåret modtog skatter og afgifter af sin del. Så tilbød Torfinn ham det vilkår, at Bruse skulle have én tredjedel af landet, men Torfinn to andele samt alene forestå landeværnet for begges udgifter. Selv om fordelingen ikke straks blev til noget, fortælles det dog i Jarlesagaerne, at denne fordeling blev gennemført, så Torfinn havde to andele og Bruse én tredjedel, da Knud den Store havde lagt Norge under sig, og kong Olav havde forladt landet. Jarl Torfinn Sigurdson har været den mest betydningsfulde jarl på øerne og har haft størst magt af Orknøjarlerne; han underlagde sig Hjaltland, Orknøerne og Suderøerne, og han havde også stor magt i Skotland og Irland. Herom kvad Arnor Jarleskjald:


Alle skjoldets øder
adlød fra Turseskær
(sandt nu siges Torfinns
saga) helt til Dublin.


Torfinn var den største kriger; han overtog jarledømmet, da han var fem år gammel, og styrede i mere end 40 år og døde af sygdom mod slutningen af Harald Sigurdsons dage. Bruse døde i Knud den Stores tid — kort efter kong Olav den Helliges fald.


Gerhard Munthe: Vikinger ved Orknøerne


104. Om Hårek på Tjøtta

Nu går det fremad med to fortællinger, og nu skal vi fortsætte, hvor vi slap, da Olav Haraldson som sagt havde stiftet fred med svenskekongen, og da kong Olav den sommer drog nordpå til Trondheim. Han havde da været konge i fem år. Dette efterår indrettede han til vintersæde i Nidaros, hvor han opholdt sig om vinteren. Den vinter var Torkel Fosterfar Åmundson hos kong Olav, som det tidligere blev skrevet.

Kong Olav forespurgte meget, hvordan kristendommen blev overholdt i landet, og han fik at vide, at kristendommen ikke blev overholdt, så snart man kom nordpå i Helgeland, og at der manglede meget i, at det var godt i Namdalen og inde i Trondheim.

Der var en mand, der hed Hårek; han var Ejvind Skjaldefordærvers søn, og han boede på den ø, der hedder Tjøtta — det er i Helgeland. Ejvind havde ikke været meget rig, men han kom af en fornem slægt og var meget gæv. Tjøtta var da beboet af småbønder — og der var ikke få af dem. Hårek købte først en ikke særligt stor gård og slog sig ned dér, men i løbet af få år fik han ryddet alle de bønder, der hidtil havde boet dér, af vejen, således at han nu var eneejer af øen. Så byggede han en stor hovedgård. Hårek blev hurtigt meget rig; han var en meget klog og driftig mand. Han havde længe nydt stor anseelse blandt høvdingene; han regnede sig i slægt med Norges konger, og af den grund var han højt værdsat blandt landets ledere. Gunhild — Håreks farmor — var en datter af jarl Halvdan og Ingebjørg — Harald Hårfagers datter. Hårek var oppe i årene, da dette skete. Hårek var den mest ansete mand i Helgeland, og han havde da i lang tid haft handlen med finnerne og kongens syssel i Finnmarken; indimellem havde han den alene, og andre gange sammen med andre. Han havde aldrig opsøgt kong Olav, men der var draget sendebude mellem dem, og alt foregik i venskabelighed. Den vinter, hvor kong Olav opholdt sig i Nidaros, drog der folk imellem ham og Hårek på Tjøtta. Så bekendtgjorde kongen, at han sommeren efter agtede at drage nordpå til Helgeland og helt nordpå til landets ende; helgelændingene så meget forskelligt på denne færd.


105. Om helgelændingene

Kong Olav gjorde sig nu om foråret klar med fem skibe, og han havde nærved tre hundrede mand. Da han var klar, begyndte han sin rejse nordpå langs med landet, og da han kom til Namdalsfylke, indkaldte han bønderne til ting. Han blev da taget til konge på alle ting. Han lod også dér — som på andre steder — de love oplæse, hvormed han påbød folket dér i landet at overholde kristendommen, og han lovede tab af liv og lemmer eller al ejendom for alle, der ikke ville underkaste sig den kristne lov. Kongen tildelte dér store straffe til mange, og han lod det gå lige hårdt ud over mægtige som ringe folk; han forlod først et herred, når hele folket havde samtykket i at overholde den hellige tro. De fleste mægtige mænd og mange storbønder holdt gæstebud for kongen; på den måde drog han nordpå helt til Helgeland. Hårek på Tjøtta holdt gæstebud for kongen; dér var mange folk til stede, og forsyningerne var storslåede. Hårek blev da lendermand, og kong Olav gav ham landindtægter, sådan som han havde fået af de tidligere ledere af landet.


106. Om Asmund Grankelson

Der var en mand, der hed Grankel eller Granketil — en rig bonde. Han var noget oppe i årene, men da han var ung, havde han hærget meget på vikingetogter; han var en meget dygtig mand, når det drejede sig om fleste færdigheder. Hans søn hed Asmund, og han var på alle måder lig sin far eller endda bedre. Mange folk sagde, at når det drejede sig om godt udseende, styrke og færdigheder, var han den tredjebedste i Norge — de første, sagde man, var Håkon Adalsteinnsfostre og Olav Tryggvason. Grankel indbød kong Olav til gæstebud, og serveringen var storartet. Grankel tog afsked med ham med store vennegaver; kongen bad Asmund drage med sig, og han talte så meget om det, at Asmund ikke syntes, at han kunne afslå denne hæder. Han drog med kongen, blev siden hans mand og var i stor yndest hos kongen. Kong Olav opholdt sig størstedelen af sommeren i Helgeland, og han drog igennem alle tingkredse og kristnede hele folket dér.

Dengang boede Tore Hund på Bjarkø; han var den mægtigste mand dér nordpå, og han blev da kong Olavs lendermand. Mange mægtige bønders sønner rejste med kong Olav. Mod slutningen af sommeren kom kongen nordfra og drog ind i Trondheim og til Nidaros, hvor han opholdt sig vinteren efter. Den vinter kom Torkel Fosterfar vestfra fra Orknøerne, da han havde dræbt jarl Einar Skævmund. Dette efterår var der mangel på korn, men der havde længe forud været god vækst. Helt nordpå i landet var der mangel, og det blev værre, jo længere nordpå man kom, men østpå i landet og i Oplandene var der godt med korn. I Trondheim nød man godt af, at folk dér havde rigeligt gammelt korn.


107. Om trøndernes ofringer

Dette efterår fik kong Olav den efterretning fra det indre Trondheim, at bønderne dér ved vinternætterne havde afholdt gæstebud med mange deltagere; det havde været store drikkegilder. Det blev berettet for kongen, at alle mindebægrene efter gammel skik var blevet tilegnet aserne; ifølge skildringen var der også blevet dræbt kvæg og heste og rødfarvet hedenske altre med blodet og udført ofringer ledsaget af sådan påkaldelse, at det skulle være for bedre tider. Dette blev gjort, fordi alle folk mente, at det var tydeligt, at guderne var blevet vrede over, at helgelændingene havde vendt sig til kristendommen. Da kongen erfarede disse begivenheder, sendte han folk ind i Trondheim for ved navns nævnelse at indkalde bønder til møde med sig.

En mand hed Ølve på Egge — han var opkaldt efter den gård, han boede på. Han var en magtfuld mand og kom af en fornem slægt; han var leder af den flok, der på bøndernes vegne drog til kongen. Da de opsøgte kongen, forlagde kongen bønderne disse beskyldninger. Ølve svarede på bøndernes vegne og sagde, at de det efterår ikke havde afholdt gæstebud, bortset fra deres drikkelag og sammenskudsgilder og nogle vennebesøg: »— og angående det,« sagde han, »som du har fået at vide om vi trønders talemåde, når vi drikker, så forstår alle kloge folk at vogte sig for at tale sådan, men jeg kan ikke svare for, hvad enfoldige og berusede folk skulle have sagt.« Ølve var veltalende og sagde tingene ligeud; han afviste alle disse anklager imod bønderne. Til sidst sagde kongen, at indtrønderne nok selv ville vise »— hvad de tror på.« Bønderne fik derpå lov til at drage hjem, og de tog af sted, så snart de var klar dertil.


Gerhard Munthe: Kong Olav indkaldte bønderne til møde


108. Om indtrøndernes ofringer

Senere på vinteren blev det fortalt kongen, at indtrønderne var talstærkt forsamlede på Mæren, hvor der ved midvinter blev afholdt en stor offerfest; de ofrede dér for fred og en god vinter. Da kongen anså underretningen om dette for sand, sendte han folk med besked ind i Trondheim og indkaldte bønderne til møde i byen; igen udnævnte han dertil de mænd, der forekom ham klogest. Bønderne talte da sammen og rådslog om denne meddelelse; de, der tidligere på vinteren havde været af sted, var mest uvillige til færden. På alle bøndernes anmodning tog Ølve af sted, og da han kom ud til byen, opsøgte han hurtigt kongen, og de talte sammen. Kongen anklagede bønderne for, at de havde afholdt midvinterofring; Ølve svarede og sagde, at bønderne var uskyldige i dette forhold: »— vi havde,« sagde han, »julegilde og sammenskudsgilder vidt omkring i herrederne; bønderne forbereder sig ikke så knapt til deres julegilder, at der ikke bliver meget tilovers, og af dette — herre! — drak folkene længe derefter. På Mæren findes en hovedgård med store bygninger og mange bebyggelser omkring; dér finder folkene stor glæde ved at drikke mange sammen.« Kongen svarede fåmælt og var noget vred, da han syntes at kende en anden sandhed end den, der her blev forelagt. Kongen bad bønderne drage hjem: »— men jeg skal,« sagde han, »dog få sandheden at vide, selv om I skjuler den og ikke vil stå ved det. Hvad der så end er foregået, så gør det ikke igen!« Bønderne drog da hjem og fortalte om deres rejse, og om at kongen var noget vred.


109. Drabet på Ølve på Egge

Kong Olav holdt et stort gæstebud til påske, og han havde indbudt mange byfolk og tillige bønder. Efter påske lod kongen sine skibe sætte frem og forsyne med redskaber og årer; han lod lægge bundplanker i og udstyrede skibene med teltduge, og således lod han skibene flyde klargjorte ved kajkanten.

Kong Olav sendte efter påske folk til Verdalen. Der var en mand, der hed Toralde; han var kongens forvalter, og han varetog kongens gård på Haug. Kongen sendte ham besked om, at han hurtigst mulig skulle komme til ham; Toralde lod ikke sagen vente, men drog straks ud til byen sammen med sendebuddene. Kongen kaldte ham til samtale i enrum og spurgte efter sandheden i det, »— der er blevet mig fortalt om indtrøndernes skikke. Om det forholder sig sådan, at de er begyndt at ofre. Jeg forlanger,« sagde han, »at du siger det, som det er, og som du ved er sandt; det er din pligt, for du er min mand.« Toralde svarede: »Herre! Det vil jeg først sige dig, at jeg medbragte mine to sønner og min kone og alt det løsøre, som jeg kunne magte, her til byen. Hvis du forlanger, at jeg skal fortælle dig dette, skal det ske efter dit ønske, men hvis jeg fortæller det, som det er, så må du beskytte mig.« Kongen sagde: »Sig du sandheden om det, jeg spurgte om! Så skal jeg sørge for, at der ikke sker dig noget.« »Sandheden er — konge! — hvis jeg skal sige det, som det er, at inde i Trondheim er næsten alle folk fuldstændig hedenske i troen, trods det, at nogle mænd dér er døbte. Det er deres skik, at holde én ofring om efteråret for at byde vinteren velkommen, en anden ved midvinter og en tredje ved sommerens begyndelse for at byde sommeren velkommen. I dette deltager folk fra Eynafylke, Sparbyggjafylke, Verdalsfylke og Skeynafylke; der er 12 mand, der står for offerfesterne, og her i foråret skal Ølve afholde højtideligheden; han er nu godt beskæftiget på Mæren, og dertil er flyttet alt forråd, der behøves til festen.« Da kongen erfarede sandheden, lod han sin hær sammenkalde og lod mændene vide, at de skulle gå til skibene. Kongen lod udnævne styrmænd og ligeledes høvdinge for flokkene og bestemte, hvor hver flok skulle indskibes. Der blev hurtigt gjort klar; kongen havde fem skibe og tre hundrede mand, og de styrede ind efter fjorden. Der var god medvind, og snekkerne tøvede ikke længe i vinden; ingen var forberedte på, at kongen kunne komme så hurtigt derind.

Kongen kom om natten ind på Mæren, og folkene slog straks ring om husene; Ølve blev pågrebet, og kongen lod ham og mange andre mænd dræbe. Kongen tog hele gildeforrådet og lod det flytte til sine skibe; ligeledes tog han alle værdier — både indbo, klæder og kostbarheder — og fordelte som bytte mellem sine folk. Kongen overfaldt hjemme hos dem de bønder, der forekom ham at have størst del i dette foretagende; nogle blev pågrebet og lagt i lænker, mens andre undslap ved at løbe væk, men mange mistede deres ejendele. Kongen indkaldte da til ting med bønderne, og fordi han havde pågrebet mange stormænd og havde dem i sin magt, bestemte deres slægtninge og venner at være kongen lydige, og der blev ved denne lejlighed ikke gjort modstand mod kongen. Han omvendte dér hele folket til den rette tro og anviste præster og lod opføre og indvie kirker. Kongen fastsatte, at der ikke skulle bødes for Ølve, og underlagde sig alle de værdier, denne havde ejet; af de andre mænd, der forekom ham mest skyldige, lod han nogle dræbe og andre lemlæste, men nogle jog han ud af landet og andre fratog han deres værdier. Kongen drog derpå igen ud til Nidaros.


110. Om Arnesønnerne

Der var en mand, der hed Arne Armodson; han var gift med Tora — datter af Torstein Galge. Disse var deres børn: Kalv, Finn, Torberg, Åmund, Kolbjørn, Arnbjørn, Arne og Ragnhild — hun var gift med Hårek på Tjøtta. Arne var lendermand, rig og gæv og en god ven af kong Olav. Dengang var hans sønner — Kalv og Finn — hos kong Olav, hvor de blev meget værdsat.

Den kone, der havde været gift med Ølve på Egge, var ung og smuk og rig, og hun kom af en stor slægt; hun ansås for at være et godt gifte, men derover bestemte nu kongen. Hun og Ølve havde to unge sønner. Kalv Arneson bad kongen om at blive gift med den kone, som Ølve havde haft, og for venskabs skyld medgav kongen ham dette og dermed alle de ejendomme, Ølve havde haft. Kongen gjorde ham da til lendermand og gav ham embede i det indre Trondheim; Kalv blev da en stor høvding, og han var en klog mand.


111. Kong Olavs rejse til Oplandene

Da havde kong Olav været i Norge i syv år. Den sommer kom jarlerne fra Orknøerne — Torfinn og Bruse — til ham; da tilegnede kong Olav sig det land, sådan som det tidligere blev skrevet. Den sommer drog kong Olav gennem begge Mører og ind i Romsdal om efteråret; dér stod han af sine skibe og drog så til Oplandene og kom til Lesjar. Han lod dér pågribe de bedste mænd — både i Lesjar og Dovre — og de måtte blive kristne eller lide døden eller flygte væk, hvis de kunne. De, som antog kristendommen, måtte som tegn på trofasthed overgive deres sønner til kongen som gidsler. Kongen opholdt sig om natten i Lesjar, der hvor det hedder Bøar, og han indsatte dér præster. Derefter drog han gennem Lorodal og så Ljårdal og kom ned dér, hvor det hedder Stavabrekka; en å render gennem dalen — den hedder Otta — og på begge sider af åen findes en smuk bebyggelse, der hedder Loar. Kongen kunne se ned gennem bebyggelsen. »Det er skade,« sagde kongen, »at sådan en smuk bebyggelse skal brænde« — og han tog vejen ned i dalen sammen med sit følge. De opholdt sig om natten på den gård, der hedder Nes, og kongen tog sig logi på et loft, hvor han selv sov — og det hus står endnu den dag i dag, og der er ikke ændret noget ved det siden. Kongen var dér fem nætter, og han skar tingbudspil og indkaldte folk både fra Vågar og fra Lom og fra Hedal, og han lod det følge med indkaldelsen, at de enten skulle kæmpe mod ham og tåle hans afbrænding eller blive kristne og give ham deres sønner som gidsler. De opsøgte derefter kongen og gik ham til hånde; nogle flygtede sydpå i Dalene.


112. Om Dale-Gudbrand

Der var en mand, der hed Dale-Gudbrand; han var som en konge over Dalene, men var herse af navn. Sigvat Skjald ligestillede ham med Erling Skjalgson med hensyn til magt og jordbesiddelser; Sigvat kvad om Erling:


Kun til én jeg kender
— kriger! — som dig ligner;
Gudbrand hedder hersen
hist i Dale-landet.
Han må sandt at sige
som din jævning regnes;
løgn det ville være
hvis man hævded’ andet.


Gudbrand havde en søn, som her omtales. Da Gudbrand fik at vide, at kong Olav var kommet til Loar og tvang folk til at blive kristne, skar han hærpil og indkaldte alle dalboer til møde med sig på den gård, der hedder Hundtorp; alle mødte op, og det var en meget stor flok, for nær derved findes den elv, der hedder Lågen, og folk kunne komme dertil såvel med skib som over land. Gudbrand holdt dér ting med dem og sagde, at der til Loar var kommet en mand, »— der hedder Olav, og han vil påbyde os en anden tro end den, vi hidtil har haft, og bryde alle vores guder i stykker. Han siger, at han har en meget større og mægtigere gud, men det er et mirakel, at jorden ikke åbner sig under ham, når han vover at tale sådan, og at vores guder lader ham være til længere. Jeg forventer, at hvis vi bærer Tor — ham, der står på denne gård og som altid har gavnet os — ud af vores gudehus, og han får Olav og hans folk at se, da vil dennes gud smelte tillige med ham selv og hans folk og blive til intet!« Derpå råbte de alle op samtidig og sagde, at Olav aldrig skulle komme derfra, hvis han opsøgte dem, »— og han vover nok ikke at drage længere sydpå imod Dalene,« sagde de. Derefter udpegede de syv hundrede mand til at drage nordpå til Breiden for at udspejde; Gudbrands søn — 18 år gammel — var høvding for den flok, og han blev fulgt af mange andre gæve mænd. De kom til den gård, der hedder Hov, hvor de opholdt sig tre dage; dér kom mange folk til dem, der var flygtet fra Lesjar og Lom og Vågar, og som ikke ville antage kristendommen.

Kong Olav og biskop Sigurd efterlod sig præster i Lom og i Vågar, derefter drog de over Urga-rast og kom ned til Sel, hvor de blev om natten og erfarede, at en stor hær ventede dem. Dette fik også bønderne, der var på Breiden, at vide, og de gjorde sig klar til at kæmpe imod kongen. Da kongen stod op, klædte han sig til kamp og drog sydpå mod Selvoldene og gjorde ikke ophold før på Breiden, hvor han så en stor hær — klar til kamp — foran sig. Derpå stillede kongen sin flok i slagorden; han red selv i spidsen og tiltalte bønderne og påbød dem at antage kristendommen. De svarede: »Du kunne få andet for i dag, end at gøre nar af os!« — og råbte kampråb og slog med våbnene på deres skjolde. Så løb kongsmændene frem og kastede deres spyd; bønderne vendte sig da straks på flugt, således at få stod tilbage. Derpå blev Gudbrands søn pågrebet; kong Olav skånede ham og tog ham med sig.

Dér blev kongen i tre dage, så sagde han til Gudbrands søn: »Drag du tilbage til din far og fortæl ham, at jeg sikkert snart kommer!« Han drog derpå hjem igen og fortalte sin far, hvor skidt det var gået, og at de havde mødt kongen og kæmpet imod ham: »— men hele vores hær flygtede straks i begyndelsen, og jeg blev pågrebet,« sagde han, »men kongen skånede mig og bad mig tage hen og fortælle dig, at han snart kommer her. Nu har vi ikke større hær end to hundrede mand ud af hele den flok, vi havde imod ham; nu råder jeg dig til — far! — ikke at kæmpe imod denne mand!« »Man kan høre,« sagde Gudbrand, »at alt mod er blevet slået ud af dig. Du drog hjemmefra med uheld, og længe skal din færd mindes; nu tror du straks på det blændværk, som den mand kommer med — ham, som har nedværdiget dig og dine folk.«

Natten efter drømte Gudbrand, at en lys mand, som var meget skræmmende, kom til ham og talte til ham: »Din søn fik ingen sejr imod kong Olav, og endnu mindre vil du få, hvis du agter at strides med kongen; du skal selv falde sammen med hele din flok, og ulve skal flå og ravne slide i dig og i jer alle!« Han blev meget skræmt af dette syn og fortalte det til Tord Fedtvom, der var høvding over dalboerne. Denne sagde: »Det samme viste sig for mig.« Om morgenen lod de kalde til ting og sagde, at det forekom dem rådeligt at holde møde med den mand, der kom nordfra med nye påbud, og finde ud af, hvorvidt han talte sandt. Derefter sagde Gudbrand til sin søn: »Nu skal du — i følge med 12 mand — opsøge denne konge, der skånede dig.« Således blev det, og de opsøgte kongen og fortalte ham deres ærinde, at bønderne ville mødes med ham og holde våbenhvile imellem sig og kongen. Kongen sagde, at han var tilfreds dermed, og de forpligtede sig dertil ved særskilt aftale, sålænge dette møde skulle vare; således drog de tilbage og fortalte Gudbrand og Tord, at der var indgået våbenhvile.

Kongen drog derpå til den gård, der hedder Lidstad, hvor han opholdt sig i fem dage. Så opsøgte kongen bønderne og holdt ting med dem. Den dag var det meget vådt i vejret. Da tinget var blevet sat, rejste kongen sig og sagde, at man i Lesjar og Lom og i Vågar havde bekendt sig til kristendommen og revet sine gudehuse ned, »— og nu tror de på den rette gud, som skabte himlen og jorden, og som véd alt.« Derefter satte kongen sig, og Gudbrand svarede: »Vi ved ikke, hvem du taler om; du kalder én for gud, som hverken du eller andre kan se, men vi har en gud, som kan ses hver dag — men han er ikke ude i dag, fordi det regner. Han vil forekomme dig rædselsvækkende og stor, og jeg forventer at en skræk farer dig i livet, når han kommer til tinget. Og siden du siger, at din gud kan så meget, så lad ham nu gøre sådan, at vejret i morgen bliver skyet, men uden regn — så mødes vi her.«

Kongen drog derefter hjem til sit logi, og Gudbrands søn fulgte med ham som gidsel; kongen gav dem en anden mand til gengæld. Om aftenen spurgte kongen Gudbrands søn, hvordan deres gud så ud. Han sagde, at han lignede Tor, »— og han har en hammer i hånden, er velvoksen og hul indeni. Under ham er der lavet et slags stel, som han står ovenpå, når han er ude. Han mangler ikke guld og sølv. Fire brød bliver der ført til ham hver dag — og dertil slagtekød.« Derefter gik de til ro, men kongen var vågen den nat og bad sine bønner. Da det blev dag, gik kongen til gudstjeneste og derefter til måltidet og så til tings. Vejret havde artet sig sådan, som Gudbrand havde bedt om. Så rejste biskoppen sig i sin messekåbe; han havde en mitra på hovedet og en krumstav i hånden, og han forkyndte kristendommen for bønderne og fortalte om mange mirakler, som Gud havde udrettet, og han fuldførte sin tale godt. Så svarede Tord Fedtvom: »Meget taler ham den hornede, der i hånden har en stav, som foroven er krummet som et vædderhorn. Eftersom I fæller påstår, at jeres gud udretter mange mirakler, så tal I med ham, så han i morgen før solopgang lader det være klart og solskin! Lad os så mødes og gøre ét af to: Enten at blive forligte i denne sag eller gå i kamp.« Dermed skiltes de for denne gang.


113. Dale-Gudbrands dåb

Kolbein den Stærke hed en mand, som var hos kong Olav; han stammede fra Fjordene. Han var altid således bevæbnet, at han havde et sværd i bæltet og i hånden en stor kølle, som man kaldte for en klubbe. Kongen sagde til Kolbein, at han skulle stå ved siden af ham om morgenen. Siden sagde han til sine folk: »Gå I i nat derhen, hvor bøndernes skibe ligger, og bor huller i dem alle! Rid også deres heste væk fra de gårde, hvor de står!« Dette blev gjort.

Kongen tilbragte hele natten i bøn, og han bad Gud om, at denne ville løse vanskeligheden gennem sin mildhed og barmhjertighed. Da kongen havde fulgt gudstjenesten, og det var hen imod dag, drog han til tings; da han kom til tinget, var der kommet nogle af bønderne. Da så de en stor mængde bønder nærme sig tinget, og de bar imellem sig en stor mandsskikkelse, der var prydet overalt med guld og sølv. Da de bønder, der var på tinget, så dette, sprang de alle op og bukkede for skræmslet. Derefter blev det stillet midt på tingsletten; på den ene side sad bønderne — på den anden kongen og hans folk. Så rejste Dale-Gudbrand sig og sagde: »Hvor er nu din gud — konge? Jeg tænker, at han nu bærer hageskægget noget lavt, og nu forekommer din skryden mig mindre end den anden dag, og tilsvarende gælder denne hornede mand, som I kalder biskop, og som sidder dér hos dig. For nu er vores gud, som råder for alt, kommet, og han kikker på jer med et skarpt blik, og jeg ser, at I nu er fulde af rædsel og næsten ikke tør se op. Kast nu jeres overtro fra jer og tro på vores gud, som har jer fuldstændig i sin magt!« Dermed sluttede han sin tale.


Halvdan Egedius: Kong Olav og bønderne holder ting på Hundtorp


Kongen sagde til Kolbein, således at bønderne ikke bemærkede det: »Hvis det sker under min tale, at de ser væk fra deres gud, så hug til ham — så hårdt du kan! — med din kølle.« Derpå rejste kongen sig og sagde: »Meget har du sagt til os denne morgen; du undrer dig over, hvorfor du ikke kan se vores gud, men vi forventer, at han snart kommer til os. Du prøver at skræmme os med din gud, der er blind og døv, og hverken kan hjælpe sig selv eller andre, og som ikke rører sig af stedet, medmindre han bliver båret. Jeg forventer nu, at han om kort tid kommer til skade, og kig nu op og se mod øst; dér kommer nu vores gud med meget lys!« Da stod solen op, og alle bønderne så hen imod solen; i samme øjeblik slog Kolbein til deres gud, så den gik fuldstændig i stykker, og ud derfra løb mus så store som katte og øgler og slanger. Bønderne blev så bange, at de flygtede; nogle løb til skibene, men da de satte skibene på søen, løb vandet ind i dem og fyldte dem, og de kunne ikke komme ombord. De, der løb til deres heste, fandt dem ikke.

Derefter lod kongen bønderne tilkalde og sagde, at han ville tale med dem; bønderne vendte om og satte tinget, hvorefter kongen rejste sig og talte: »Jeg ved ikke,« sagde han, »hvorfor I anstiller dette ståhej og faren rundt, men nu kan I se, hvad jeres gud formåede — ham, som I gav guld og sølv, mad og ophold. Og se nu, hvem der havde nytte af det: Mus og slanger, øgler og padder! Det er værst for dem, der tror på sådan noget og ikke vil opgive sådanne tåbeligheder. Tag jeres guld og kostbarheder, som nu ligger her på sletten, og bring det hjem til jeres kvinder, men hæng det aldrig herefter på stokke eller sten. Der er nu to vilkår at vælge os imellem: Enten antager I kristendommen, eller også kæmper I imod mig i dag — og så vinder de af os, som den gud, vi tror på, ønsker.« Så rejste Gudbrand sig og sagde: »Vi har lidt stor skade på vores gud, men da han ikke formåede at hjælpe os, vil vi nu tro på den gud, som du tror på.« — og de antog da alle kristendommen. Så døbte biskoppen Gudbrand og hans søn og efterlod sig præster dér på stedet. De, som før var uvenner, skiltes som venner, og Gudbrand lod opføre en kirke dér i Dalene.


114. Kristningen af Hedemark

Kong Olav drog derefter ud til Hedemark og kristnede dér. Dengang han dér havde taget kongerne til fange, vovede han ikke efter sådan en stordåd at drage vidt omkring i landet; derfor var det småt med kristendommen i Hedemark. Men på denne færd standsede kongen ikke, før Hedemark var fuldstændig kristnet, og kirker var indviet med tilhørende præster. Så drog han ud til Toten og Hadeland og rettede op på folks skikke, og han stoppede ikke, før der var fuldkristnet dér. Derfra tog han til Ringerike, og dér gav alle sig under kristendommen. Romerne erfarede, at kong Olav agtede sig derhen, så de samlede en stor hær og talte om, at de godt kunne huske den seneste gang, Olav var rejst igennem dér. Så gik bondeforsamlingen imod ham ved den å, der hedder Nitja. Bønderne havde en stor hær, men da de mødtes, fór bønderne med det samme frem til kamp, men det blev snart til skade for dem selv; de trak sig hurtigt tilbage og blev bankede til forbedring, således at de antog kristendommen. Kongen drog igennem det fylke og forlod det ikke, førend alle dér var blevet kristne. Derfra drog han østpå til Solør og kristnede den bebyggelse. Dér kom Ottar den Sorte til ham og bad om at måtte gå kong Olav til hånde. Tidligere den vinter var Olaf Svenskekonge død; så blev Ønund Olafson konge i Svitjod. Kong Olav vendte tilbage til Romerike; da var der gået meget af vinteren. Så indkaldte kong Olav til et talstærkt ting på det sted, hvor der siden har været holdt Heidsæveting. Han fastsatte da i loven, at oplændingene skulle søge til dette ting, og at Heidsæveloven skulle gælde over alle fylker i Oplandene og endvidere andetsteds — sådan som det siden er gået. Da det begyndte at blive forår, søgte han ud til vandet, lod sine skibe klargøre og drog om foråret ud til Tønsberg, hvor han opholdt sig om foråret, da byen var mest befolket og varer blev tilført fra andre lande. Der var da god årsvækst i hele Viken, og der var tilstrækkeligt helt nordpå til Stad, men der var stor mangel derfra og nordpå.


115. Forlig mellem kong Olav og Einar Tambarskælver

Kong Olav sendte om foråret bud vestpå til Agder og helt nordpå til Rogaland og Hordaland, at han hverken ville lade korn eller malt eller mel føre væk derfra; han lod det følge, at han ville komme dertil med sin hær, og tage på gæstebud, som han plejede. Dette budskab fór gennem alle disse fylker, men kongen opholdt sig i Viken om sommeren og drog helt østpå til landets grænse. Einar Tambarskælver havde opholdt sig hos Olaf Svenskekonge, lige siden jarl Sven — hans svoger — døde, og han var blevet svenskekongens mand og havde modtaget et stort len af denne. Da kongen var død, havde Einar lyst til skabe fred med Olav den Tykke, og der var om foråret draget sendebude imellem dem. Da kong Olav lå i Elven, kom Einar dertil med nogle folk; han og kongen talte da om forlig, og de blev enige om, at Einar skulle drage nordpå til Trondheim og dér have alle sine ejendomme igen og tillige de jorder, der havde fulgt Bergljot som medgift. Ejnar drog da af sted nordpå, mens kongen tog til Viken, hvor han længe opholdt sig i Borg om efteråret og begyndelsen af vinteren.


116. Forlig mellem kong Olav og Erling Skjalgson

Erling Skjalgson holdt sit rige sådan, at han helt fra Sognsø i nord og østpå til Lindesnes bestemte alt over bønderne, men han havde meget færre kongelige indtægter end førhen. Der stod dog så meget ærefrygt om ham, at ingen gjorde andet, end det han ville. Kongen fandt, at Erlings magt var blevet for stor.

Der var en mand, der hed Aslak Fitjaskalle; han var mægtig og kom af en stor slægt. Skjalg — Erlings far — og Askel — Aslaks far — var sønner af brødre. Aslak var en god ven af kong Olav, og kongen satte ham over Sunnhordland og gav ham dér et stort len og store landindtægter; kongen bad ham stå imod Erling. Men det blev ikke til noget, så snart kongen ikke var i nærheden; da var Erling ene om at bestemme mellem dem, sådan som han ville. Han blev ikke blidere af, at Aslak ville stille sig ved siden af ham; deres sag endte sådan, at Aslak ikke blev ved sysselen, og han opsøgte kongen og fortalte om sit mellemværende med Erling. Kongen bad Aslak blive hos sig, »— indtil Erling og jeg mødes.« Kongen sendte bud til Erling, at denne om foråret skulle opsøge kongen i Tønsberg. Da de mødtes, sagde kongen: »Det fortælles mig om din magt — Erling! — at der fra Sognsø nordpå til Lindesnes ikke findes den mand, der kan være i fred for dig. Der er mange folk dér, som mener at være ædelbårne til at få deres ret af mænd af samme stand. Her er nu Aslak — din slægtning — og han fornemmer nok så megen kulde fra dig i jeres mellemværende. Nu ved jeg ikke, hvorvidt han har skyld i det, eller om han skal bøde for, at jeg har sat ham dér til at varetage mine anliggender. Uagtet jeg nævner ham i denne sammenhæng, så klager mange andre til mig over tilsvarende — både de, der sidder i syslerne, og forvaltere, der varetager mine gårde og skulle holde gæstebud for mig og mit følge.« Erling svarede: »Det skal jeg straks svare på,« sagde han, »og jeg nægter, at jeg forfølger Aslak eller folk, der er i din tjeneste; jeg skal dog tilstå, at det er nu, som det længe har været, at hver af os slægtninge vil være mere end de andre. Jeg vil også tilstå, at jeg villigt bøjer nakken for dig — kong Olav! — men jeg vil finde det vanskeligt at bukke for Sæl-Tore, som er trælbåren i alle slægtled, trods det at han nu er din forvalter, og ligeledes for andre, der har samme baggrund som ham, selv om du har hædret dem.« Da tog begges venner til orde og bad om, at de blev forligte; de sagde, at ingen anden udviste kongen så stor en støtte som Erling , »— hvis han kan være din fuldkomne ven.« På den anden side sagde de til Erling, at han skulle give efter for kongen; de sagde, at hvis han holdt venskabet med kongen, ville det være let for ham, at føre sig sådan frem, som han ville. Deres møde endte med, at Erling skulle have de samme indtægter, som han hidtil havde haft, og at alle de anklager, kongen havde mod Erling, skulle bortfalde; Skjalg — hans søn — skulle drage til kongen og opholde sig hos ham. Aslak drog da hjem til sin gård, og de var at regne for forligte. Erling drog også hjem til sine gårde og vedholdt sin magtudøvelse.


117. Her begynder fortællingen om Sælsbane

Der var en mand, der hed Sigurd Toreson; han var en bror til Tore Hund på Bjarkø. Sigurd var gift med Sigrid — datter af Skjalg og søster til Erling. Deres søn hed Asbjørn; han forekom alle lovende i sin opvækst. Sigurd boede på Trondenes på Åmd; han var en meget rig og agtet mand. Han var ikke kongens håndgangne, og Tore blev mest agtet af de to brødre, fordi han var kongens lendermand, men hjemme på gården førte Sigurd sig dog på ingen måde mindre storslået. Han plejede — i hedenskabens dage — at afholde tre offerfester hver vinter: Én ved vinternætterne, en anden ved midvinter og en tredje ved sommertidens begyndelse. Da han blev kristen, bibeholdt han sin sædvane med gilder; han holdt da om efteråret en stor fest for sine venner og tillige om vinteren et julegilde, hvortil han igen indbød mange folk. Det tredje gæstebud holdt han til påske; dér kom også mange gæster. Sådan blev han ved, så længe han levede. Sigurd døde af sygdom; da var Asbjørn 18 år gammel, og han arvede sin far. Han fortsatte den gamle skik og holdt tre gilder hver vinter, som hans far havde gjort.

Der gik kort tid, fra Asbjørn havde modtaget sin fædrene arv, til tiderne blev dårligere, og folks høst slog fejl. Asbjørn vedblev med sine gilder og nød derved godt af, at der fandtes gammelt korn og gammelt forråd af det, der behøvedes, men da det halvår var gået, og et nyt kom, stod kornet på ingen måder bedre end i fjor. Da ville Sigrid have, at gilderne blev aflyst — nogle af dem eller alle; det satte Asbjørn sig imod. Om efteråret opsøgte han sine venner og købte korn dér, hvor han kunne — af nogle fik han. Den vinter gik således, at alle gilderne blev holdt, men foråret efter blev der ikke sået meget, idet ingen havde mulighed for at købe sædekorn. Sigrid talte om, at antallet af huskarle skulle formindskes; det ville Asbjørn ikke, og alt fortsatte som hidtil den sommer. Kornhøsten tegnede igen dårlig. Dertil kom, at det blev sagt sydpå i landet, at kong Olav forbød at føre korn, malt og mel fra den sydlige del af landet nordpå.

Asbjørns rejse
Nu fandt Asbjørn det vanskeligt at få forråd til gården. Han besluttede da at lade en byrding, han ejede, sætte i vandet; det var af størrelse et havgående skib. Det var et godt skib med udvalgt udstyr; det førte et stribet sejl. Asbjørn gjorde sig rejseklar sammen med 20 mand; de tog nordfra om sommeren, og der fortælles ikke noget om deres rejse, før de en aften kom til Karmsund og lagde til ved Avaldsnes. Der lå et kort stykke inde på Karmø en stor gård, der hed Avaldsnes; det var en kongsgård og en fortrinlig ejendom. Den blev bestyret af Tore Sæl; han var kongens forvalter. Tore var af ringe afstamning, men havde gjort det godt; han var arbejdsom, veltalende, meget indsmigrende, pågående og ubøjelig. Dette var muligt for ham, fordi han havde kongens støtte; han var en åbenmundet mand med svar på rede hånd. Asbjørn og hans folk lagde til om natten, men om morgenen, da det var blevet lyst, gik Tore ned til skibet sammen med nogle folk; han spurgte, hvem der bestemte over dette flotte skib. Asbjørn gav sig til kende og nævnte sin far. Tore spurgte, hvor han var på vej hen og i hvilket ærinde; Asbjørn sagde, at han ville købe korn og malt, og — som sandt var — at tiderne var meget dårlige nordpå i landet, »— men vi har fået at vide, at tiderne er gode her. Vil du — bonde! — sælge os korn? Jeg ser her store høstakke; det ville være til stor hjælp for os, at vi ikke behøvede at sejle videre.« Tore svarede: »Jeg skal sørge for, at du ikke behøver drage yderligere på kornkøb her i Rogaland. Jeg kan fortælle dig, at du lige så godt kan vende om og ikke sejle længere, for du får hverken korn her eller andre steder; kongen har forbudt at sælge korn herfra til nord i landet. Tag hjem igen — helgelænding! — det er det bedste for dig!« Asbjørn sagde: »Hvis det er, som du siger — bonde! — at vi ikke må købe korn, da er mit ærinde ikke mindre, at tage på besøg på Sola og se min slægtnings — Erlings — hus og hjem.« Tore sagde: »Hvor tæt beslægtet er du med Erling?« Han svarede: »Min mor er hans søster.« Tore sagde: »Det kan godt være, at jeg har talt over mig, hvis du er søstersøn af rygernes konge.« Så tog Asbjørns folk teltdugene ned og vendte skibet udefter. Tore råbte da efter dem: »Farvel for nu! Og kom tilbage hertil på hjemturen!« Asbjørn sagde, at det ville de gøre.

De sejlede videre og kom om aftenen til Jæren; Asbjørn gik i land med 10 mand, mens andre 10 bevogtede skibet. Da han kom til gården, blev han godt modtaget, og Erling var meget glad for at se ham. Erling gav ham plads ved siden af sig og udspurgte ham meget om nyt fra nordlandet; Asbjørn gjorde det klart, hvilket ærinde han havde. Erling sagde, at det ikke var godt, eftersom kongen forbød kornsalg, »— og jeg tror ikke,« sagde han, »at der er håb om, at nogle her tør bryde kongens lov; jeg vil ikke tirre kongen, for der er mange, der vil ødelægge vores venskab.« Asbjørn sagde: »Sent skal man høre sandheden! Jeg har siden barnealderen fået at vide, at min mor var født fri i alle slægtled og tillige, at Erling på Sola var den mest agtede af hendes slægtninge, men nu hører jeg dig sige, at du er så bundet af kongens trældom, at du ikke kan gøre med dit eget korn, som du har lyst til.« Erling så på ham, grinte bredt og sagde: »I helgelændinge ved mindre om kongens magt end vi ryger. Det er nemt, at være stor i munden hjemme; det har du ikke fra fremmede! Lad os nu først drikke — min slægtning! — så ser vi i morgen, hvordan det går med dit ærinde.« Det gjorde de så og morede sig om aftenen.

Dagen efter taltes de ved — Erling og Asbjørn — og Erling sagde: »Jeg har tænkt over dit kornkøb — Asbjørn! Hvor nøjeregnende er du med, hvem du skal handle med?« Han svarede, at han aldrig lagde vægt på, hvem han købte korn af, så længe det blev solgt ham med hjemmel. Erling sagde: »Det forekommer mig sandsynligt, at mine trælle ejer korn nok til, at du kan købe det, du skal bruge; de skal ikke følge samme love og regler som andre folk.« Asbjørn sagde, at han valgte det vilkår. Så fik trællene besked om denne handel; de fandt korn og malt frem, som de solgte til Asbjørn, og han lastede sit skib med så meget, han ville. Da han var klar til afrejse, fulgte Erling ham på vej med vennegaver, og de skiltes i venskabelighed.

Asbjørn fik god vind og lagde om aftenen til ved Avaldsnes i Karmsund, hvor han overnattede. Tore Sæl havde allerede erfaret Asbjørns afrejse og ligeledes det, at hans skib var lastet til bristepunktet. Tore indkaldte folk om natten, så han havde 60 mand ved daggry; han opsøgte Asbjørn, straks det lysnede, og de gik med det samme ud på skibet. Asbjørn og hans folk var kommet i tøjet, og Asbjørn hilste på Tore. Tore spurgte, hvilken last Asbjørn havde på skibet. Han svarede, at det var korn og malt. Tore sagde: »Så gør Erling som han plejer og tager alt, hvad kongen siger, for tom snak; han er ikke ked af hele tiden at være kongens modstander, og det er mærkeligt, at kongen finder sig i det.« Tore gav ondt af sig en tid, og da han tav, sagde Asbjørn, at kornet havde tilhørt Erlings trælle. Tore svarede skarpt, at han ikke brød sig om hans og Erlings kneb, »— og nu bliver det sådan — Asbjørn! — at I går i land; i modsat fald kaster vi jer over bord, for vi vil ikke have jer til at stå i vejen, mens vi rydder skibet.« Asbjørn indså, at han ikke havde folk nok imod Tore; Asbjørn og hans folk gik i land, mens Tore lod hele lasten føre fra skibet. Da skibet var blevet ryddet, gik Tore langs det; han sagde: »De helgelændinge har et usædvanligt godt sejl; tag det gamle sejl fra vores byrding og lad dem få det! Det er godt nok til dem, når de sejler uden last.« Dette blev gjort og sejlene ombyttede.

Asbjørn drog således udstyret væk og stævnede nordpå langs landet og standsede ikke, førend han kom hjem i begyndelsen af vinteren. Den rejse blev meget omtalt. Alle de anstrengelser, Asbjørn havde gjort for at holde gilde den vinter, var spildte. Tore Hund indbød Asbjørn og hans mor til julegilde sammen med de mænd, de ønskede at tage med; Asbjørn ville ikke af sted og blev hjemme. Det fremgik, at Tore syntes, at Asbjørn ringeagtede indbydelsen; Tore gjorde nar af Asbjørns rejse: »— der er,« sagde han, »stor forskel i anseelsen af os — Asbjørns slægtninge — og desuden gør han stor forskel: I sommer gjorde han store anstrengelser for at komme på besøg hos Erling på Jæren, men han vil ikke komme til mig, som bor lige ved siden af! Jeg ved ikke, om han tror, at Sæl-Tore er at finde på hver eneste lille ø.« Sådanne ord — og flere lig dem — hørte Asbjørn fra Tore. Asbjørn var meget ked af sin tur, og det blev værre, når han hørte den latterliggjort og spottet. Han blev hjemme om vinteren og tog ingen steder på gæstebud.


118. Drabet på Sæl-Tore

Asbjørn havde et langskib; det var en 20-sæders snekke, der stod i et stort bådehus. Efter kyndelmisse lod han skibet sætte i vandet, fandt udstyr og klargjorde skibet. Han tilkaldte sine venner, og de blev nær 90 mand — alle godt bevæbnede. Da han var klar, og der var vind, sejlede han sydpå langs landet; de sejlede af sted, men fik sent vind. Da de kom sydpå i landet, drog de udenskærs snarere end ad den sædvanlige sejlrute. Der fortælles intet om deres tur, før de om aftenen på påskens femte dag kom til ydersiden af Karmø; denne er således beskaffen, at det er en stor ø, der er lang, men for det meste ikke bred. Den ligger på ydersiden af den sædvanlige sejlrute; dér findes en stor bebyggelse, men på den side, der vender ud mod havet, er øen for det meste ubebygget. Asbjørn og hans folk landede på ydersiden af øen — hvor der var ubebygget.

Da de havde slået teltdugene op, sagde Asbjørn: »Nu skal I blive tilbage her og afvente mig; jeg vil gå op på øen og spejde, hvad der sker, for det har vi ikke hørt om i forvejen.« Asbjørn bar et simpelt antræk og en bred hat; han havde en stage i hånden og et sværd i bæltet under tøjet. Han gik op i land og hen over øen. Da han kom til et højdedrag, hvor han kunne se til gården på Avaldsnes og helt til Karmsund, så han dér stor trængsel af folk både på søen og i land; alle folk søgte mod gården på Avaldsnes, hvilket han fandt påfaldende. Han gik derefter hen til gården og derhen, hvor tjenestefolkene tilberedte maden; han overhørte deres samtale og udledte straks deraf, at kong Olav var kommet på gæstebud og tilmed, at kongen var gået til bords.


Erik Werenskiold: Asbjørn går over Karmø med retning mod Avaldsnes


Asbjørn gik hen til stuehuset, og da han kom ind i forstuen, gik én mand ud og en anden ind, og ingen lagde mærke til ham. Stuedøren var åben, og han så, at Tore Sæl stod foran højsædebordet. Det var sent på aftenen. Asbjørn hørte, at nogle spurgte Tore om hans mellemværende med Asbjørn, og at Tore svarede med en lang historie; Asbjørn fandt, at han åbenbart fortalte historien énsidigt. Så hørte han, at en mand spurgte: »Hvordan tog ham Asbjørn det, da I ryddede skibet?« Tore sagde: »Han tog det nogenlunde — dog ikke godt! — da vi ryddede skibet, men da vi tog sejlet fra ham, græd han.« Da Asbjørn hørte dette, trak han kort og godt sværdet, løb ind i stuen og huggede i det samme til Tore; hugget faldt bag på halsen, så hovedet faldt ned på bordet foran kongen, mens kroppen faldt for hans fødder. Borddugene blev helt og holdent sølet til med blod. Kongen sagde, at han skulle pågribes, hvilket skete; Asbjørn blev taget og ført ud af stuen. Så blev duge og dækketøj taget ud, ligesom Tores lig blev fjernet, og alt blodindsmurt blev rengjort. Kongen var meget vred, men talte meget roligt, sådan som han plejede. Skjalg Erlingson rejste sig, gik for kongen og sagde således: »Nu er det som ofte før — konge! — at man skal finde hjælp dér, hvor du er; jeg vil tilbyde penge for denne mand, for at han må beholde liv og lemmer, men du — konge! — må skalte og valte med alt øvrigt.« Kongen sagde: »Gælder det ikke livet — Skjalg! — hvis en mand bryder påskefreden? Eller i øvrigt, hvis han dræber en mand i kongens stue? Eller for det tredje — hvilket du og din far vel ikke regner for noget — at han brugte mine fødder som huggeblok?« Skjalg svarede: »Det er beklageligt — konge! — at du er utilfreds; gerningen var ellers godt gjort! Men selv om denne gerning — konge! — er dig imod, og du tillægger den stor betydning, da forventer jeg, at modtage meget af dig for min tjeneste; mange ville sige, at det kunne du godt gøre.« Kongen sagde: »Selv om jeg sætter pris på dig — Skjalg! — kan jeg ikke bryde loven og fralægge mig kongeværdigheden for din skyld.« Skjalg vendte sig da bort og gik ud af stuen. Der havde været 12 mand med Skjalg; de fulgte alle efter ham, og mange andre gik også med ham væk. Skjalg sagde til Torarin Nefjolfson: »Hvis du vil bevare mit venskab, sætter du alle dine evner ind på, at manden ikke bliver dræbt før søndag.«

Derefter gik Skjalg og hans mænd hen til en roskude, han ejede; de roede sydpå, så hurtigt de kunne, og kom ved daggry til Jæren. De gik straks op til gården og til det loftsrum, hvor Erling sov; Skjalg kastede sig mod døren, så den brækkede i naglerne. Erling og de andre, der var derinde, vågnede derved; han kom hurtigt på fødderne, greb sit skjold og sværd og løb hen til døren og spurgte, hvem der fór så voldsomt frem. Skjalg gav sig til kende og bad om, at døren blev åbnet. Erling sagde: »Med så tåbelig en fremfærd kunne man snarest forvente, at det var dig — eller er der nogen efter jer?« Døren blev lukket op; så sagde Skjalg: »Det kan godt være, at du synes, jeg er for voldsom, men jeg forventer ikke, at Asbjørn — din slægtning — synes det er for hurtigt, dér hvor han sidder i lænker — nordpå på Avaldsnes; så var det mere mandigt at tage op og hjælpe ham!« Derefter talte far og søn sammen; Skjalg fortalte da Erling alt, hvad der var sket, da Sæl-Tore blev dræbt.


119. Om Torarin Nefjolfson

Kong Olav tog atter plads i sit sæde, da der var gjort i stand i stuen — og han var meget vred. Han spurgte, hvad der var blevet af drabsmanden; han fik at vide, at han blev holdt fangen ude i svalegangen. Kongen spurgte: »Hvorfor er han ikke blevet dræbt?« Torarin Nefjolfson svarede: »Kaldes det ikke mord — herre! — at dræbe folk om natten?« Så sagde kongen: »Sæt ham i lænker og dræb ham i morgen!« Så blev Asbjørn lænket og lukket inde i et hus for natten.

Dagen efter hørte kongen morgengudstjeneste; derefter gik han til møde og sad dér frem til højmessen. Da han gik fra tjenesten, sagde han til Torarin: »Nu må solen da stå så højt, at din ven — Asbjørn — kan blive hængt.« Torarin bukkede for kongen og sagde: »Herre! Biskoppen sagde sidste fredag, at den almægtige konge måtte tåle pinsler — og salig er den, der snarere ville ligne ham, end dem, der dengang dømte manden til døden, eller dem, der begik manddrabet. Nu er der ikke langt til i morgen; så er det søgnedag.« Kongen så på ham og sagde: »Du skal få lov at bestemme, at han ikke bliver dræbt i dag; du skal nu overtage ham og have ham i din varetægt, men vid, at dit liv står på spil, hvis han på nogen måde slipper væk!« Kongen gik derpå sin vej, og Torarin gik derhen, hvor Asbjørn var lagt i jern. Torarin lod lænkerne tage af ham og førte ham til en lille stue, hvor han lod ham få mad og drikke og fortalte ham, hvad kongen havde bestemt, hvis han stak af. Asbjørn sagde, at Torarin ikke behøvede frygte dette. Torarin opholdt sig længe dér om dagen, og han sov der også om natten.

Lørdag stod kongen op og gik til morgengudstjeneste. Derefter gik han til møde; der var kommet mange bønder, og de havde meget at klage over. Kongen var dér hele dagen, og det var blevet noget sent, da han gik til højmesse. Derefter gik kongen til bords, og da han havde spist, drak han en tid, mens bordene stod fremme. Torarin gik hen til den præst, der varetog kirken, og gav ham to øre sølv for at få ham til at ringe helligdagen ind samtidig med, at kongens bord blev sat væk. Da kongen havde drukket den tid, han fandt for godt, blev bordet fjernet. Så sagde kongen, at det var tid, at trællene førte drabsmanden væk og slog ham ihjel. I det øjeblik blev helligdagen ringet ind; da gik Torarin for kongen og sagde: »Den mand skal vel have fred helligdagen over, selv om han har gjort noget slemt?« Kongen sagde: »Hold øje med ham — Torarin! — så han ikke slipper væk!« Derefter gik kongen i kirke til nonsmesse, men Torarin sad igen hos Asbjørn den dag.

Søndag kom biskoppen til Asbjørn og modtog hans skrifte og gav ham lov til at høre højmessen. Så gik Torarin til kongen og bad denne få nogle til at bevogte drabsmanden: »— jeg vil,« sagde han, »ikke længere have med hans sag at gøre.« Kongen sagde ham tak for det. Så fik han folk til at passe på Asbjørn; han fik da lænker på. Da man gik til højmesse, blev Asbjørn ført til kirken; han stod udenfor kirken sammen med dem, der bevogtede ham, mens kongen og hele menigheden overværede messen.


120. Forlig mellem Erling og kong Olav

Nu skal der fortsættes, hvor vi tidligere slap: Da Erling og Skjalg — hans søn — rådslog om denne vanskelige sag. Det blev efter tilskyndelse fra Skjalg og Erlings øvrige sønner vedtaget, at de skulle samle folk. De skar hærpil, og der samlede sig snart en stor flok; de gjorde skibene klar og holdt mandtal — de var næsten 15 hundrede mand. De drog af sted med denne flok og kom om søndagen til Avaldsnes på Karmø, hvor de gik op til gården med hele flokken og ankom netop, da læsningen af evangeliet var tilendebragt. De gik straks hen til kirken og befriede Asbjørn, og lænkerne blev brudt af ham. Ved denne støj og larm af våben løb alle, der ellers havde stået udenfor, ind i kirken, og de, der var i kirken, kikkede alle ud på nær kongen; han blev stående og så sig ikke omkring. Erlings folk fordelte sig på begge sider af den vej, der gik fra kirken til stuehuset; Erling og hans sønner stillede sig ved stuehuset. Da alle bønner var blevet afsunget, gik kongen straks ud af kirken; han gik forrest igennem rusen, og derefter kom — én efter én — hans mænd.


Erik Werenskiold: Kong Olav går frem mod Erling Skjalgson


I det samme han kom til indgangen, trådte Erling for døren, bukkede og hilste på kongen. Kongen svarede og bad Gud hjælpe ham. Så tog Erling til orde: »Jeg har fået at vide, at Asbjørn — min slægtning — har begået en stor forbrydelse, og det er skidt — konge! — hvis det er gået sådan, at du er blevet misfornøjet. Nu er jeg kommet for at tilbyde forlig for ham med sådanne bøder, som du selv fastsætter, for at han derimod beholder liv, lemmer og ret til at være i landet.« Kongen svarede: »Det forekommer mig — Erling! — som om I nu måtte mene at have overtaget i Asbjørns sag. Jeg ved ikke, hvorfor du lader som om, du vil tilbyde forlig for ham; jeg tror, du har samlet så mange folk her, fordi du nu agter at bestemme i vores mellemværende.« Erling sagde: »Du skal afgøre sagen — og afgør den sådan, at vi skilles forligte!« Kongen sagde: »Prøver du på at skræmme mig — Erling? Er det derfor, du har så mange folk?« »Nej,« svarede han. »For hvis der ligger andet under, vil jeg nu ikke flygte,« sagde kongen. Erling sagde: »Du behøver ikke minde mig om, at vi hidtil har mødtes sådan, at jeg har haft et mindre mandskab end du. Nu skal jeg imidlertid ikke skjule for dig, hvad jeg har i sinde: At jeg ønsker, vi skilles forligte; i modsat fald tror jeg ikke, jeg vil vove flere møder imellem os.« Erling var da blodrød i ansigtet. Så trådte biskop Sigurd til og sagde til kongen: »Herre! Jeg beder dig — for Guds skyld! — at lytte og forliges med Erling, eftersom han tilbyder, at denne mand beholder liv og lemmer, mens du alene råder for forligets vilkår.« Kongen sagde: »I bestemmer!« Så sagde biskoppen: »Erling! Giv kongen den forsikring, som han ønsker! Så kan Asbjørn modtage fred og overgive sig til kongens nåde.« Erling gav forsikringen, og kongen tog imod. Derpå modtog Asbjørn fred, overgav sig til kongens nåde og kyssede hans hånd. Derefter tog Erling og hans folk derfra — der blev ikke taget afsked.

Kongen gik da ind i stuen fulgt af Asbjørn; derefter bekendtgjorde kongen forligsvilkårene og sagde således: »Det er grundlaget for vores forlig — Asbjørn! — at du underkaster dig den landslov, at når en mand dræber kongens tjenestemand, da skal han overtage den samme tjeneste, hvis kongen ønsker det. Nu ønsker jeg, at du overtager den forvalterstilling, som Sæl-Tore havde, og her råder for min gård på Avaldsnes.« Asbjørn sagde, at det skulle ske, som kongen ønskede: »— først må jeg dog drage hjem til min gård og sørge for den.« Kongen stillede sig tilfreds dermed og drog derfra til et andet gæstebud, der var anstillet for ham, mens Asbjørn gjorde klar til at tage af sted med sine følgesvende. De havde, i al den tid Asbjørn var væk, ligget i skjul i vige; de havde opsnuset, hvad der var overgået ham, og ville ikke drage væk, før de vidste, hvordan det gik. Derefter tog Asbjørn af sted og han gjorde ikke ophold, før han ud på foråret kom nordpå til sin gård. Han blev derefter kaldt Asbjørn Sælsbane.

Asbjørn havde ikke været hjemme længe, da han og Tore — de to slægtninge — mødtes og taltes ved. Tore udspurgte nøje Asbjørn om dennes rejse og alle de hændelser, der var forekommet, og Asbjørn berettede da, hvad der var sket. Så sagde Tore: »Så mener du vel at have frigjort dig fra den vanære, at du blev ranet i efteråret?« »Sådan er det,« sagde Asbjørn, »— eller hvad mener du — min slægtning?« »Det skal jeg snart sige dig,« sagde Tore: »Din første rejse, som du gjorde sydpå i landet, var meget vanærende, men det kunne der gøres noget ved. Denne færd er til skam for både dig og dine slægtninge, hvis det får fremgang, at du skal gøres til kongens træl og lig den værste mand — Tore Sæl. Vær nu så mandig, at du hellere bliver på dine ejendomme her! Så skal vi — dine slægtning — støtte dig sådan, at du aldrig herefter kommer i en lignende knibe.« Asbjørn fandt dette rimeligt, og før han og Tore skiltes, blev det vedtaget, at han skulle opholde sig på sin gård og ikke siden opsøge kongen eller gå i dennes tjeneste — og sådan gjorde han og blev hjemme på sin gård.


121. Om horderne

Efter kong Olavs og Erling Skjalgsons møde i Avaldsnes, voksede på ny uenigheden mellem dem, og den tog til, til der opstod fuldt fjendskab imellem dem.

Kong Olav drog om foråret på gæstebud i Hordaland; dér tog han op til Voss, for han erfarede, at folk dér kun i mindre omfang var troende. Han holdt ting med bønderne dér, hvor det hedder Vang; da bønderne mødte op i stor mængde og med fuld bevæbning, påbød kongen dem at antage kristendommen, men bønderne tilbød til gengæld kamp. Det kom dertil, at begge flokke stillede deres hær i slagorden. Da blev det sådan blandt bønderne, at modet svigtede dem, så ingen ville stå forrest; til sidst skete det, der var bedst for dem, at de gav sig under kongen og antog kristendommen. Kongen forlod ikke stedet, før alle dér var blevet kristne.

Det skete en dag, da kongen red af sted og sang sine salmer, at han kom forbi nogle høje. Han gjorde holdt og sagde: »Disse mine ord skal siges fra mand til mand: At jeg råder til, at Norges konge aldrig herefter drager imellem disse høje.« Og det siges blandt folk, at de fleste konger har taget sig i agt for det siden. Så drog kongen ud til Osterfjorden; han kom dér frem til sine skibe og drog nordpå i Sogn og på gæstebud om sommeren.

Gerhard Munthe:
Kong Olavs folk afbrænder Valdres
Da det blev efterår, vendte han indefter fjorden; derfra drog han op til Valdres, hvor der hidtil havde været hedensk. Kongen fór hurtigst muligt op til søen; han kom dér uventet over bønderne, tog deres skibe og gik ombord med hele sit følge. Derefter skar han tingbud, og tinget sattes så nær ved vandet, at kongen havde fuld rådighed over skibene, såfremt han skulle synes at få behov derfor. Bønderne kom til tinget i stor, fuldvæbnet mængde. Kongen påbød dem kristendom, men bønderne råbte imod og bad ham tie; de lavede straks larm og slog på våbnene. Da kongen så, at de ikke ville adlyde det, han formanede dem, og desuden, at de var så talstærke, at han ikke ville kunne stå sig imod dem, vendte han sin tale og spurgte, om der var nogle folk dér på tinget, der havde sager imellem sig, som de ønskede, han forligte. Man kunne snart af bøndernes ord mærke, at der var meget i vejen mellem dem, der var stimlet sammen for at tale imod kristendommen. Straks da bønderne begyndte at klage over deres vanskeligheder, skaffede de sig hver især følge til at fremme deres sag. Sådan gik hele den dag, og om aftenen blev tinget hævet.

Så snart bønderne havde erfaret, at kong Olav var draget over Valdres, og at han var kommet til bebyggelsen, havde de udsendt hærpil og kaldt høj og lav sammen; med den hær drog de imod kongen, mens husene vidt omkring henlå fuldstændig øde. Bønderne forblev samlede, da tinget var slut; dette fik kongen at vide. Da han kom om bord på sit skib, lod han om natten ro tværs over vandet; dér lod han folk gå op til husene for at afbrænde og plyndre. Dagen efter roede de fra næs til næs; kongen lod al bebyggelse afbrænde.

Da de bønder, der var forsamlede, så røg og flammer fra deres gårde, blev der vaklen i rækkerne; alle vendte sig væk og søgte hjemad i håb om at finde deres husfolk. Så snart der kom opbrud i flokken, fór folk omkring hinanden, indtil det hele opløstes i småflokke. Men kongen roede da over vandet og afbrændte på begge bredder. Så opsøgte bønderne ham, bad ham forbarme sig og tilbød deres underkastelse. Han gav alle, der kom til ham og bad om det, fred og ligeledes deres værdier igen. Ingen talte da imod kristendommen; kongen lod folket døbe og tog gidsler af bønderne.

Kongen opholdt sig længe dér om efteråret. Han lod skibene trække over en tange mellem vandene; kongen forlod kun sjældent skibet for at drage over land, for han stolede ikke på bønderne. Han lod dér opføre og indvie kirker og nedsætte præster. Da kongen syntes, der kunne ventes frostvejr, søgte han i land og kom således frem til Toten.

At kong Olav havde brændt i Oplandene, omtalte Arnor Jarleskjald, da han digtede om hans bror — Harald:


Før har fyrsteslægten
flammetugtet Opland;
mægtigt bønder måtte
mærke kongens vrede.
Uvenskab han ikke
eftergav sin fjende;
gerne lod den gæve
galgen dengang bruge.


Derefter drog kong Olav nordpå gennem Dalene helt til fjeldet og gjorde ikke ophold, førend han kom til Trondheim og helt til Nidaros. Dér indrettede han til vinterophold og blev om vinteren; dette var den tiende vinter i hans regeringstid.

Sommeren forud forlod Einar Tambarskælver landet, og han drog først vestpå til England, hvor han mødte jarl Håkon — sin nevø — og blev hos ham en tid. Derefter opsøgte Einar kong Knud, og af ham fik han store gaver. Efter det drog Einar sydpå over havet og helt til Romaborg, hvorfra han kom tilbage sommeren efter; så tog han hjem til sine gårde, og han og kong Olav traf da ikke hinanden.


122. Kong Magnus den Godes fødsel

Der var en kvinde, der hed Alfhild; hun blev kaldt kongens trælinde. Hun var dog ud af en god slægt, og hun var en smuk kvinde. Hun opholdt sig ved kong Olavs hof. Det forår viste det sig, at Alfhild var med barn; kongens tillidsmænd vidste, at han måtte være far til dette barn. Så skete det en nat, at Alfhild fik veer; der var kun få folk til stede — nogle koner, præsten, Sigvat Skjald og få andre. Alfhild var meget medtaget, og hun var døden nær; hun fødte et drengebarn, og der gik en tid, hvor man ikke vidste med sikkerhed, om der var liv i barnet. Men da barnet begyndte at ånde — omend meget svagt — bad præsten Sigvat gå hen og fortælle kongen det. Han svarede: »Jeg tør på ingen måde at vække kongen, for han har forbudt enhver, at forstyrre sin søvn, før han vågner af sig selv.« Præsten svarede: »Nødvendigheden byder nu, at dette barn bliver døbt; det forekommer mig ikke særlig levedygtigt.« Sigvat sagde: »Jeg turde snarere råde til, at du døber barnet, end at jeg vækker kongen — og så må jeg tage ansvaret og navngive.« Som sagt, så gjort: Barnet blev døbt og hed Magnus.

Senere — om morgenen — da kongen var vågnet og blevet påklædt, fortalte man ham alt, hvad der var foregået. Så lod kongen Sigvat kalde til sig; kongen sagde: »Hvordan kunne du være så dristig, at du lod mit barn døbe, førend jeg vidste noget om det?« Sigvat svarede: »Fordi jeg hellere ville give Gud to mand, end Fanden én.« Kongen sagde: »Hvordan skulle det være på spil?« Sigvat svarede: »Barnet var døden nær, og var blevet Fandens mand, hvis det døde som hedning — men nu blev det Guds mand; desuden vidste jeg, at selv om du blev vred på mig, ville der ikke stå andet på spil end mit liv. Hvis du ønsker, at jeg skal miste det på grund af denne sag, forventer jeg, at jeg bliver Guds mand.« Kongen sagde: »Hvorfor kaldte du drengen Magnus? Det navn bruges ikke i vores slægt.« Sigvat svarede: »Jeg opkaldte ham efter kong Karlemagnus; jeg vidste, at han var den bedste mand i verden.« Da sagde kongen: »Du er en stor lykkefugl, Sigvat! Det er ikke mærkeligt, at lykken følger den kloge, men det er underligt — som det af og til sker — at den samme lykke følger ukloge mænd, så dårlige råd vendes til lykke.« Kongen blev derefter meget glad. Drengen voksede op og blev snart evnerig, efterhånden som han blev ældre.


123. Drabet på Sælsbane

Det samme forår overdrog kong Olav Asmund Grankelson halvt syssel i Helgeland i deling med Hårek på Tjøtta; denne havde før haft det hele — noget som indtægt, noget i forlening. Asmund havde en skude og på den næsten 30 mand, der var velbevæbnede. Da Asmund kom nordpå, mødtes han med Hårek; Asmund fortalte ham, hvordan kongen havde omfordelt sysselen, og kongens bevis herpå fulgte med. Hårek sagde, at kongen bestemte over, hvem der havde sysselen, »— men tidligere høvdinge gjorde dog ikke sådan, at de fratog rettigheder fra os, der er slægtsfødte til at gives magt af kongen, for at lægge dem i hænderne på nogle bondesønner, der ikke tidligere har haft dem.« Selv om det kunne mærkes på Hårek, at han fandt, dette gik ham imod, lod han dog Asmund tage den syssel, som kongen havde givet besked om.

Asmund drog da hjem til sin far; han opholdt sig dér en tid og drog derefter til sin syssel nordpå i Helgeland. Da han kom nordpå til Langø, boede dér to brødre, hvoraf den ene hed Gunnstein, den anden Karle; de var rige og meget agtede mænd. Gunnstein stod for gårdsdriften og var ældst af de to brødre; Karle så godt ud og var meget pragtglad. De havde begge på mange måder store evner. Asmund blev godt modtaget og blev dér en tid; han hjemtog da fra sysselet, som det kom. Karle nævnte for Asmund, at han ville drage med ham sydpå for at opsøge kong Olav og søge optagelse i livvagten. Asmund støttede dette foretagende og lovede at gøre sit ved kongen til, at Karle opnåede det hverv, som han ønskede; denne fulgtes da med Asmund.

Halvdan Egedius: Tore Hund med spyddet Sælshævner
Asmund erfarede, at Asbjørn Sælsbane var draget sydpå til fiskeriet i Vågan på Leka med en byrding, som han ejede og havde nær 30 mand på, og at han nu kunne ventes sydfra. Asmund og de andre sejlede sydpå langs landet i modvind, som dog ikke var stærk. Der kom skibe imod dem, som var af Våganflåden, og de forhørte sig i det stille om Asbjørns færden; det blev sagt dem, at han var på vej sydfra. Asmund og Karle var sengekammerater og de bedste venner. En dag, da Asmunds folk roede frem i et sund, sejlede en byrding imod dem. Skibet var let genkendeligt; det var lyst i farven, malet både hvidt og rødt og havde et stribet sejl. Da sagde Karle til Asmund: »Du snakker tit om, at du meget godt kunne tænke dig, at se ham Asbjørn Sælsbane; jeg dur ikke til at genkende skibe, hvis ikke det er ham, der sejler dér.« Asmund svarede: »Vær så venlig — makker! — at lade mig vide, hvis du genkender ham.« Så sejlede skibene forbi hinanden, og Karle sagde: »Dér sidder ham Sælsbane ved roret iført blå kjortel.« Asmund svarede: »Jeg skal gi’ ham en rød kjortel!« Derpå kastede Asmund et spyd efter Asbjørn Sælsbane; det ramte ham midt på livet, gik igennem ham og stod så fast i hovedfjælen. Asbjørn faldt død ned fra roret. Derefter sejlede de hver sin vej.

De førte Asbjørns lig nordpå til Trondenes. Sigrid sendte bud til Bjarkø efter Tore Hund. Han ankom, mens Asbjørns lig blev gjort i stand efter deres skikke. Da de tog derfra, uddelte Sigrid gaver til sine venner. Hun fulgte Tore til skibet, og inden de skiltes, sagde hun: »Det er sådan — Tore! — at Asbjørn — min søn — fulgte dine velmente råd. Nu blev der ham ikke liv beskåret til at kunne lønne det, som det var værd. Selv om jeg nu ikke gør det så godt, som han kunne have gjort, så skal jeg dog have viljen til det: Her er en gave, som jeg vil give dig, og jeg ønsker, at du får glæde af den,« — det var et spyd — »og det er det spyd, der gennemborede Asbjørn — min søn — og blodet er endnu derpå; så kan du bedre mindes, at det passer til det sår, du så på Asbjørn — din brors søn. Nu var det mest mandigt, hvis du skilte dig af med dette spyd på den måde, at det sad i brystet på Olav den Tykke. Og det siger jeg dig,« sagde hun, »at du skal være hver mands nidding, hvis ikke du hævner Asbjørn!« Så vendte hun sig væk. Hendes ord gjorde Tore så vred, at han ikke kunne svare, og han ænsede hverken at slippe spyddet eller kajkanten, så han ville være gået i vandet, hvis ikke hans folk havde taget fat i ham og støttet ham, da han gik om bord på skibet. Det var et målspyd; det var ikke stort og havde guldindlagt dølle. Tore og hans folk roede væk og hjem til Bjarkø.

Asmund og hans følgesvende drog deres vej, indtil de kom sydpå til Trondheim, hvor de opsøgte kong Olav. Asmund fortalte kongen, hvad der var forekommet på hans tur. Karle blev medlem af kongens livvagt; han og Asmund vedligeholdt deres venskab. De ord, som Asmund og Karle havde vekslet før Asbjørn blev dræbt, forblev ikke hemmeligholdte, for de fortalte dem selv til kongen, og det var sådan — som man siger — at alle har en ven blandt uvenner; der var nogle dér, der huskede sådant, og derfra kom det videre til Tore Hund.


124. Om kong Olav

Kong Olav gjorde sine skibe klar hen imod slutningen af foråret; derefter drog han om sommeren sydpå langs med landet. Han holdt ting med bønderne, forligte folk og satte skik på landet; han opkrævede også afgifter, hvor han kom frem. Kongen drog om efteråret helt østpå til landegrænsen. Kong Olav havde da kristnet hele landet, der hvor storherrederne var. Da havde han også stiftet lov over hele landet. Han havde da også underlagt sig Orknøerne, sådan som det tidligere blev fortalt. Han havde også fremsendt bud — og derved skaffet sig mange venner — både til Island og Grønland og ligeledes Færøerne. Kong Olav havde sendt kirketømmer til Island, og den kirke blev bygget ved Þingvellir — dér hvor Altinget er; han sendte en stor klokke med, som endnu findes dér. Dette skete efter, at islændingene havde ændret deres lov og indført kristenret, sådan som kong Olav havde sendt bud om. Siden kom der mange ansete mænd fra Island, som blev kong Olavs håndgangne; det var Torkel Eyolfson, Torleik Bolleson, Tord Kolbeinson, Tord Børkson, Torgeir Håvarson og Tormod Kulbrynskjald. Kong Olav havde sendt mange vennegaver til høvdinge på Island, og de sendte ham sådanne ting, som fandtes dér, og som de mente, han ville synes var værd at få. Men der stak — som det siden skulle vise sig — mere under disse venskabstegn, som kongen sendte til Island.


125. Om islændingenes samråd

Kong Olav sendte denne sommer Torarin Nefjolfson til Island i sit ærinde. Torarin førte sit skib ud fra Trondheim, da også kongen tog af sted, og de fulgtes sydpå til Møre; så stak Torarin til havs og fik så strygende medvind, at han kun sejlede otte halvdøgn, før han kom til Eyrar på Island. Han drog straks til Altinget og kom dertil, da man var på Lovbjerget; han gik straks til Lovbjerget, og da man dér havde afgjort retssagerne, tog Torarin Nefjolfson ordet: »Jeg skiltes for fire dage siden fra kong Olav Haraldson; han sender her til landet sin og Guds hilsen til alle høvdinge og rådmænd og desuden alle almuemænd og -kvinder — unge som gamle, salige som usle — og tillige budskab om, at han ønsker at være jeres overhoved, hvis I vil være hans undersåtter, så I bliver hinandens venner og støtter til gavn for alt godt.« Man svarede pænt på hans tale; alle sagde, at de gladelig ville være kongens venner, hvis han var en ven af folket her til lands. Da tog Torarin til orde: »Det følger med kongens hilsen, at han i venskab beder nordlændingene give ham øen — eller havskæret — der ligger ud for Eyjafjord, og som kaldes Grimsey. Til gengæld herfor vil han erlægge de herligheder fra sit land, som man kunne ønske af ham — og han sender meddelelse til Gudmund på Mødrevold om at iværksætte denne sag, for han har hørt, at Gudmund har mest at skulle have sagt i den henseende.« Gudmund svarede: »Jeg er opsat på kong Olavs venskab, som jeg regner for meget mere gavnligt end det havskær, han beder om, men kongen har ikke ret i, at jeg har større beføjelser derover end andre, idet det nu er gjort til fællesjord. Nu skulle vi, der har mest gavn af øen, samles til møde.« Derefter gik man til boderne.

Grimsey
Efter dette holdt nordlændingene møde og drøftede sagen sammen; hver og én fremlagde da sin mening. Gudmund fremmede denne sag, og mange andre rettede sig da efter det. Så spurgte man, hvorfor Einar — hans bror — ikke udtalte sig, »— for han forekommer os,« sagde de, »at have god forstand på det meste.« Da svarede Einar: »Jeg er fåmælt i denne sag, fordi ingen har spurgt mig, men hvis jeg skal sige min mening, da tror jeg, at det ville være bedst for folk her til lands, ikke at binde sig til alle kong Olavs skattegaver og lignende pålæg, som han foreskriver folk i Norge. Den ufrihed ville vi ikke blot lade overgå os selv, men både os og vores sønner og alle vores slægtninge — de, der bebor dette land — og aldrig skulle den tvang tage ende eller forsvinde fra landet. Selv om denne konge skulle være en god mand — hvilket jeg tror, han er — så kommer det til at gå herefter som hidtil, når konger udskiftes, at de er forskellige: Nogle er gode, andre er dårlige. Hvis befolkningen ønsker at bibeholde sin frihed — den de har haft, siden dette land blev beboet — da må det være sådan, at kongen ikke overdrages noget, der kunne opfattes som lydskyldighed — hverken ved at give ham ejendomsret til jord eller ved det, at der herfra betales fastlagte ydelser. Jeg finder det passende, at de, der måtte ønske det, sender kongen vennegaver — høge og heste, teltdug og sejl eller andre genstande, der kan overbringes; sådant er velanbragt, hvis det gengældes med venskab. Vedrørende Grimsey er der det at sige, at hvis man ikke fører noget derfra, der er spiseligt, har man føde nok til en hær — og hvis det er en udenlandsk hær, der kommer derfra på langskibe, tror jeg nok, at mange småbønder vil finde, at der bliver trængsel ved dørene.« Så snart Einar havde forklaret sagen og alle dens omstændigheder, samtykkede hele flokken i, at dette ikke måtte ske. Torarin indså nu, hvad udgangen på hans sag blev.


126. Om islændingenes svar

Torarin gik dagen efter til Lovbjerget for atter at tale sin sag; han indledte således: »Kong Olav sender en meddelelse til sine venner her til lands — han nævnte i den forbindelse Gudmund Eyolfson, Snorre Gode, Torkel Eyolfson, Skafte Lovsigemand og Torstein Hallson; han sender jer besked om, at I skulle opsøge ham og derved modtage bevis på hans venskab; han sagde, at hvis I fandt hans venskab noget værd, ville I ikke opsætte denne rejse.« De svarede på henvendelsen, takkede kongen for hans indbydelse og sagde, at de ville tale med Toraren om deres færd senere, når de og deres venner havde overvejet sagen.

Da høvdingene drøftede sagen sammen, sagde hver, hvad han mente om denne rejse. Snorre Gode og Skafte frarådede at vove dette med nordmændene — at alle de mænd, der havde mest at sige på Island, samtidig skulle forlade landet; de sagde, at de af dette budskab fik mistanke om — som Einar havde anført — at kongen agtede at påføre islændingene en form for tvang, hvis han fik lov at bestemme. Gudmund og Torkel Eyolfson havde stor lyst til at følge kong Olavs indbydelse og sagde, at det kunne blive en meget ærefuld færd. Da de havde gransket sagen sammen, blev de dog enige om, at det var bedst, de ikke selv tog af sted, men hver især sendte én på deres vegne — den, de fandt bedst egnet til formålet. Således stillet skiltes de ved dette ting, og der blev ingen udlandsrejse den sommer.

Torarin drog både frem og tilbage den sommer; han opsøgte om efteråret kong Olav og fortalte ham, hvordan det var gået med hans ærinde og tillige, at høvdingene — eller, i andet fald, deres sønner — ville komme fra Island, sådan som han havde bedt om.


127. Om færingerne

Samme sommer kom Gille Lovsigemand, Leif Øssurson, Toralf fra Dímun og mange andre bondesønner på kong Olavs bud fra Færøerne til Norge; også Trond i Gøta gjorde klar til afrejse, men da han var næsten rejseklar, blev han ramt af så alvorlig en sygdom, at han ingen steder kunne komme, og han blev hjemme. Da færingerne opsøgte kong Olav, indkaldte han dem til samtale og holdt møde med dem; han afslørede da, hvilket formål der lå bag deres rejse: At han ville skatlægge Færøerne og tillige, at færingerne skulle følge de love, som kong Olav gav dem. På dette møde fremgik det af kongens ordvalg, at han til opfyldelse af dette agtede at kræve sikkerhed fra de færøske mænd, der var kommet dér, hvis de ville sværge ved denne overenskomst. Han tilbød de mænd, der forekom ham mest udsøgte, at de kunne blive ham håndgangne og modtage hæder og venskab af ham, men færingerne opfattede kongens ord således, at det kunne formodes, at deres sag ville tage en ubehagelig drejning, hvis ikke de underkastede sig alt det, kongen forlangte af dem. Der blev afholdt flere møder om denne sag, før den blev afgjort, og dog fik alt det fremgang, som kongen forlangte. Leif og Gille og Toralf gik kongen til hånde og blev hans livvagter, og alle følgesvendene sværgede kong Olav den ed at holde den lov og landsret på Færøerne, som han satte for dem, og betale den skat, som han krævede. Derefter gjorde færingerne klar til hjemrejsen. Ved afskeden gav kongen dem vennegaver, og de, der var blevet hans håndgangne, drog af sted, da de var klar.

Kongen lod udruste et skib, skaffede mandskab og sendte det til Færøerne for at indsamle den skat, som færingerne skulle betale ham. De blev ikke tidligt rejseklar, og om deres færd er der det at sige, at de ikke kom tilbage. Sommeren efter kom der heller ingen skat, for de var aldrig kommet til Færøerne; dér havde ikke været nogen for at indsamle skat.


128. Ketils og Tords giftermål

Kong Olav drog om efteråret ind i Viken og lod sende bud til Oplandene om at anstille gæstebud; han agtede at drage til Oplandene om vinteren, og han indledte siden færden og tog til Oplandene. Kong Olav opholdt sig den vinter i Oplandene; han drog dér på gæstebud og rettede på de ting, han syntes trængte til forbedring, og han befæstede igen kristendommen dér, hvor han fandt, det behøvedes.

Det skete — mens kongen var i Hedemark — at Ketil Kalv fra Ringenes friede; han bad om Gunhild — datter af Sigurd So og Åsta og søster til kong Olav. Kongen skulle svare og bestemme i denne sag; han optog det velvilligt af den grund, at han vidste om Ketil, at denne kom af en fornem slægt, var rig, klog og en stør høvding — han havde hidtil været en god ven af kong Olav, sådan som det tidligere er blevet anført her. Det hele førte til, at kongen undte Ketil denne sag; det blev fremmet, at Ketil skulle have Gunhild, og kongen var med ved gildet.

Kong Olav drog på gæstebud nordpå i Gudbrandsdalen. Dér boede den mand, der hed Tord Guttormson, på den gård, som hedder Steig. Tord var den mægtigste mand i den nordlige del af Dalene; da han og kongen mødtes, friede Tord og bad om Isrid Gudbrandsdatter — kong Olavs mors søster. Kongen skulle svare i dette anliggende, og sagen blev afsluttet med, at det blev besluttet at fremme giftermålet, hvorpå Tord fik Isrid; han blev siden kong Olavs meget gode ven ligesom mange andre af Tords venner og slægtninge, der rettede sig efter ham.

Kong Olav drog derpå tilbage sydpå gennem Toten og Hadeland og så til Ringerike og derfra ud til Viken. Han tog om foråret til Tønsberg og opholdt sig længe dér, mens handlen og tilførslen var på sit højeste; han lod da sine skibe udruste og havde en stor mængde folk hos sig.


129. Om islændingene

Denne sommer ankom Stein — søn af Skafte Lovsigemand — og Torodd — søn af Snorre Gode — og Gelle — søn af Torkel — og Egil — søn af Sida-Hall og bror til Torstein — fra Island efter kong Olavs bud. Gudmund Eyolfson var død vinteren før. De islandske mænd opsøgte, så snart de kunne, kong Olav; da de mødte kongen, blev de godt modtaget, og de opholdt sig alle hos ham.

Den samme sommer erfarede kong Olav, at det skib, han sidste sommer havde sendt til Færøerne efter skat, var bortkommet — og ingen steder havde man hørt, at det var kommet i land. Kongen skaffede da et andet skib med tilhørende mandskab og sendte det til Færøerne efter skatten; folkene drog af sted ud på havet, men siden hørte man ikke mere til dem end til de forrige, og der blev gættet meget på, hvad der var blevet af de to skibe.


130. Om Knud den Mægtige

Knud den Mægtige — som nogle kalder Knud den Gamle — var på denne tid konge over England og over Danmark. Knud den Mægtige var søn af Sven Tveskæg Haraldsøn. Deres forfædre havde længe regeret i Danmark. Harald Gormsøn — Knuds farfar — havde tilegnet sig Norge efter Harald Gunhildsons fald og dér opkrævet skat; han satte jarl Håkon den Mægtige til at styre landet. Svend Danekonge — Haralds søn — herskede også over Norge, og han lod jarl Erik Håkonson styre landet. Brødrene Erik og Sven Håkonson styrede så landet, indtil jarl Erik drog vestpå til England efter bud fra sin svoger — Knud den Mægtige; han efterlod da jarl Håkon — sin søn og Knud den Mægtiges søstersøn — med magten over Norge. Sidenhen, da Olav den Tykke kom til Norge, pågreb denne som det første jarl Håkon og satte ham fra magten, således som det før er blevet skrevet. Håkon opsøgte da Knud — sin morbror — og blev derefter hos denne hele tiden, indtil på dette sted i beretningen.

Knud den Mægtige havde vundet sig England med krig og kamp, og han måtte gøre sig mange anstrengelser, før landets folk blev ham lydigt. Da han mente at have fået fuldstændig styr på landet dér, kom han i tanker om, at han mente at have krav på et rige, som han ikke selv havde i sin varetægt — og det var Norge. Han mente at have arveret til hele Norge, men Håkon — hans søstersøn — mente at have krav på en del og syntes tillige at have mistet denne med vanære. Der var én årsag til, at Knud og Håkon havde været tilbageholdende med kravet på Norge: I begyndelsen, da Olav Haraldson kom til landet, rejste befolkningen sig talstærkt og ville ikke høre tale om andet, end at Olav skulle være konge over hele landet — og sidenhen, da folk ikke syntes, de kunne råde selv på grund af hans magt, rejste mange væk fra landet; i stort tal havde stormænd og mægtige bønders sønner opsøgt kong Knud i forskellige ærinder, og enhver, der kom til kong Knud for at give sig under ham, fik af ham hænderne fulde af penge. Man kunne også dér opleve meget mere fornemhed end andre steder — både i den store folkemængde, som var dér til daglig, og i øvrigt i det udstyr, der fandtes på de tilholdssteder, som kongen ejede og selv opholdt sig på.

Knud den Mægtige opkrævede skatter og afgifter af de folkeslag, der var de rigeste i Nordlandene, og eftersom han havde mere at tage af end andre konger, så gav han også tilsvarende mere end alle andre konger. I hele hans rige herskede der så god en fred, at ingen turde bryde den, og indbyggerne selv nød fred og rettigheder efter landenes gamle love. På denne vis skaffede han sig stor berømmelse i alle landene. Mange af dem, der kom fra Norge, klagede over deres ufrihed, og de forelagde for jarl Håkon — nogle for selve kongen — at nordmændene nu nok kunne være klar til at give sig under kong Knud og jarlen igen og modtage deres frihed af dem. Sådan tale faldt godt i jarlens smag, og han fremførte dette for kongen og bad denne undersøge, om kong Olav ville overdrage magten til dem eller dele den ved nogen form for forlig; der var mange, der delte jarlens opfattelse.


131. Om kong Knuds sendebude

Knud den Mægtige sendte folk østpå fra England til Norge, og de var prægtigt udstyret til rejsen; de medbragte Knud Englænderkonges brev og indsegl. De opsøgte Olav Haraldson — den norske konge — i Tønsberg om foråret. Da kongen fik at vide, at der var kommet sendebude fra Knud den Mægtige, blev han vred derover og sagde, at Knud ikke skulle sende folk dertil i ærinder, der kunne være denne eller hans mænd til gavn, og det varede nogle dage, før sendebuddene fik foretræde for kongen. Da de fik lov til at tale med kongen, gik de for ham og forelagde kong Knuds brev og fortalte hvilket budskab, der medfulgte: »— at kong Knud gør krav på hele Norge som sin ejendom og anfører, at hans forfædre har besiddet dette rige før ham. Og af den årsag, at kong Knud vil tilbyde alle lande fred, vil han ikke drage med hærskjold til Norge, hvis der foreligger andre muligheder. Hvis kong Olav Haraldson ønsker at være konge over Norge, skulle han opsøge kong Knud og tage landet i len af ham og blive hans mand og betale ham sådanne skatter, som jarlerne førhen betalte.« Derefter fremlagde de brevet, og dér stod nøjagtig det samme.


Halvdan Egedius: Kong Knuds sendebude kommer til kong Olav i Tønsberg


Så svarede kong Olav: »Jeg har hørt gamle fortællinger berette, at Gorm — danskernes konge — anså sig for at være en fuldgod konge — og han regerede kun over Danmark. Men de danske konger, der har været siden, har ikke fundet det tilstrækkeligt. Nu er det kommet dertil, at Knud råder over Danmark og England, og endda har han undertvunget sig en stor del af Skotland. Nu kræver han min fædrene arv fra mig! Nu må han snart udvise mådehold med sin grådighed! Eller agter han ene at regere over alle Nordlandene? Eller agter han ene mand at æde alle kålene i England? Det får han fuldført, førend jeg giver ham mit hoved eller viser ham nogen lydighed. Nu kan I fortælle ham disse ord: Jeg vil forsvare Norge med od og æg, så længe jeg undes at være i live, og jeg betaler ingen mand skat af mit rige!« Efter dette svar gjorde kong Knuds sendebude klar til afrejse, og de var ikke glade for deres ærindes udfald.

Kong Knuds sendebude drog hjem igen, og de fik god vind over havet. Derpå opsøgte de kong Knud og fortalte ham, hvordan deres ærinde var faldet ud og ligeledes de afsluttende ord, som kong Olav havde sagt dem. Kong Knud svarede: »Kong Olav gætter forkert, hvis han tror, at jeg ene mand vil æde al kål i England. Jeg så hellere, at han fandt ud af, at der inde under mine sideben findes andet end bare kål, for herefter skal der komme kolde råd imod ham ud gennem hvert et sideben!«

Den samme sommer kom Aslak og Skjalg — sønner af Erling på Jæren — fra Norge til kong Knud; de blev dér godt modtaget, for Aslak var gift med Sigrid — datter af jarl Sven Håkonson — og hende og jarl Håkon Erikson var søskendebørn. Kong Knud overlod de to brødre store skatteindtægter hos sig.

Sigvat Skjald havde opholdt sig hos kong Knud, og kong Knud gav ham en guldring, der vejede en halv mark. Også Berse Skjald-Torvason opholdt sig dengang hos kong Knud, og kong Knud gav ham to guldringe, der hver vejede en halv mark, og dertil et udsmykket sværd. Så kvad Sigvat:


Guld vi begge — Bamse![2]
bær᾿ hos Knud på armen.
Den kampkække fyrste
kostbar pynt os skænked᾿:
Du fik en mark og mere
(modtog et sværd tilmed);
jeg erholdt det halve —
Herre Gud alt råder.


Sigvat gav sig i samtale med kong Knuds sendebude og spurgte dem efter mange nyheder. De svarede, som han spurgte, om deres samtale med kong Olav og ligeledes, hvordan sagen var endt. De sagde, at han havde taget deres sag ilde op: »—og vi ved ikke,« sagde de, »hvorfra han får modet til sådan at nægte at opsøge kong Knud og blive hans mand; dette ville være hans bedste vilkår, for kong Knud er så mild, at selv om høvdinger gør nok så meget imod ham, så tilgiver han alt, så snart de opsøger ham og viser ham lydighed. Her for kort tid siden kom to konger nordfra — fra Fife i Skotland — til ham, og han lod sin vrede imod dem fare og gav dem alt det land, de hidtil havde ejet, og dertil store vennegaver.« Så kvad Sigvat:


Konger nordfra kom til
Knud med deres ho’der;
Fifes fyrster ønsked’
fred dermed at købe.
Aldrig så man sådan
sejrsvante Olav
sin hovedskal skamløst
skænke andre konger.


132. Om kong Olav

Kong Olav indkaldte sine lendermænd og havde mange folk omkring sig om sommeren, for der var forlydender om, at Knud den Mægtige ville komme vestfra den sommer. Man syntes at kunne forstå fra de købmandsskibe, der kom vestfra, at Knud ville samle en stor hær i England, og som sommeren gik påstod nogle — mens andre afviste — at hæren ville komme. Kong Olav var om sommeren i Viken, og han havde folk ude for at spejde efter, om kong Knud kom til Danmark. Om efteråret sendte kong Olav folk østpå til Svitjod for at opsøge kong Ønund — sin svoger — og fortælle ham om kong Knuds budskab og det krav på Norge, han havde rejst mod kong Olav — og han lod det følge, at han mente, at hvis Knud underlagde sig Norge, ville Ønund kun i kort tid have Sveavælde i fred, og at han anså det for tilrådeligt, at de slog sig sammen og rejste sig til modstand, idet han sagde, at de da ikke ville mangle styrke til at strides med kong Knud. Kong Ønund tog godt imod kong Olavs henvendelse og sendte de ord tilbage, at han for sin del ville indgå fællesskab med kong Olav, således at hver af dem skulle yde hjælp fra sit rige dér, hvor det først var tiltrængt. Det aftaltes også, at de skulle mødes og finde på råd. Kong Ønund agtede at drage gennem Västergötland vinteren efter, og kong Olav beredte vintersæde i Sarpsborg.

Knud den Mægtige kom det efterår til Danmark, hvor han opholdt sig om vinteren omgivet af mange folk. Han fik at vide, at der var draget udsendinge med ord mellem norskekongen og svenskekongen, og at der kunne ligge store planer bag. Kong Knud sendte om vinteren folk til Svitjod for at opsøge kong Ønund, og han sendte ham store gaver og venskabsord, idet han sagde, at kong Ønund kunne være helt rolig i forhold til Knuds strid med Olav den Tykke, »— for kong Ønund« sagde han, »og hans rige skal være i fred for mig.« Da sendebuddene mødte kong Ønund, gav de ham de gaver, kong Knud sendte sammen med sit venskab. Kong Ønund tog ikke nådigt imod deres tale, og det forekom sendebuddene, at han ville være meget tilbøjelig til venskab med kong Olav, så de drog hjem og fortalte kong Knud, hvordan det var gået, og sagde, at han ikke måtte forvente venskab af kong Ønund.


133. Bjarmelandsfærden

Gerhard Munthe:
Kong Olav sender Karle på rejse til Bjarmeland
Den vinter opholdt kong Olav sig i Sarpsborg med mange folk omkring sig. Så sendte han Karle den Helgelandske nordpå i landet i sit ærinde. Karle drog først til Oplandene og derefter nordpå over fjeldet, inden han kom til Nidaros, hvor han modtog så mange af kongens penge, som denne havde givet besked om, samt et godt skib, som han fandt særdeles velegnet til den rejse, kongen havde tiltænkt dem — og det var at drage nordpå til Bjarmeland. Det var aftalt, at Karle skulle indgå fælleseje med kongen, og at de hver især skulle have halvdelen af fortjenesten. Karle drog tidligt om foråret nordpå til Helgeland; dér sluttede Gunnstein — hans bror — sig til hans færd, og han medbragte selv handelsvarer. De var nær 25 mand på skibet, og de drog straks i begyndelsen af foråret nordpå til Finnmark.

Da Tore Hund erfarede dette, sendte han folk til de to brødre med besked om, at han om sommeren agtede at rejse til Bjarmeland; han opfordrede til, at de skulle sejle sammen og dele det udbytte, der blev. Karle og hans bror svarede, at Tore skulle stille med 25 mand, ligesom de selv havde; de ville have det sådan, at det udbytte, der blev, skulle deles ligeligt mellem skibene — herfra dog undtaget de handelsvarer, som mændene selv stod for. Da Tores udsendinge vendte tilbage, havde han lagt en stor langskibsbusse, han ejede, frem, og ladet den klargøre; han bragte sine huskarle ombord, og de var næsten 80 mand på skibet. Tore alene var leder af denne flok og skulle således have alt, der kom ud af færden. Da Tore var klar, sejlede han skibet nordpå langs landet og traf Karle oppe i Sandvær; derefter rejste de videre sammen for god vind.

Gunnstein sagde til Karle — sin bror — straks da de mødte Tore, at Tore efter hans mening var vel talstærk: »— og jeg tænker,« sagde han, »at det ville være tilrådeligt, om vi vender tilbage og ikke rejser på sådan vis, at Tore sætter alle vilkårene for os, for jeg stoler ikke på ham.« Karle sagde: »Jeg vil ikke vende om, men det er rigtigt, at hvis jeg — da vi var hjemme på Langø — havde vidst, at Tore ville slutte sig til os med så stort et følge, som han har gjort, så skulle vi have haft flere folk med os.« Brødrene nævnte dette for Tore og spurgte, hvordan det gik til, at han havde mange flere med sig, end de havde talt om. Han svarede således: »Vi har et stort og mandskabskrævende skib, og her forekommer mig ikke at være én god mand for meget til en så farlig færd.« Om sommeren sejlede de for det mest sådan, som skibene var til; når der var let vind, løb Karles skib hurtigere, og de sejlede da forud, men når vinden blev hårdere, vandt Tore og de andre ind igen. De var sjældent samlede, men havde dog bestandigt kending af hinanden.

Da de kom til Bjarmeland, lagde de til ved købstaden, hvor der så blev handlet; alle, der havde penge at bruge, fik fyldt op med varer. Tore fik mange egernskind og bæver og zobel; Karle brugte også mange penge, som han købte mange skindvarer for. Da handlerne var afsluttet, holdt de ud langs floden Dvina; så blev freden med landets befolkning opsagt. Da de kom ud til havet, holdt de skibsråd. Tore spurgte, om folkene var friske på at gå i land for at skaffe sig bytte; mændene svarede, at det havde de lyst til, hvis der var udsigt til at få fat i noget. Tore sagde, at der var bytte at hente, hvis heldet var med dem: »— men det er ikke utænkeligt, at færden bliver livsfarlig.« Alle sagde, at de ville råde til, hvis der var håb om bytte. Tore sagde, at det var skik dér, når rige mænd afgik ved døden, at løsøret skulle deles mellem arvingerne og den døde, sådan at denne skulle have halvdelen eller en tredjedel — nogle gange mindre. Disse genstande skulle bæres ud i skove eller til høje, hvor de skulle dækkes med jord; nogle gange blev der opført et hus over. Han sagde, at de skulle være klar til færden sidst på dagen. Det blev pålagt, at ingen måtte løbe fra de andre, og at ingen måtte blive tilbage, når lederne havde sagt, at man skulle væk.

De lod folk blive tilbage for at bevogte skibene, da de gik op i land. Der var først en flad slette og derefter en stor skov. Tore gik foran de to brødre — Karle og Gunnstein. Tore bad folk være stille: »— og flæk bark af træerne, så man kan se fra det ene træ til det næste!« De kom frem til en stor rydning, og i rydningen var der et aflukke bag et højt plankeværk med en låset dør i. Hver nat skulle seks af landets folk bevogte plankeværket — to i hvert treholdsskift. Da Tore og de andre ankom til plankeværket, var vagtposterne gået hjem, og de, der derefter skulle bevogte, var endnu ikke stillet til vagten. Tore gik hen til plankeværket og hagede øksen fast, halede sig op og kom således over plankeværket på den ene side af indgangen. Karle var også kommet over plankeværket på den anden side af indgangen. De kom samtidig til porten, slog slåen fra og åbnede porten, og mændene gik ind i aflukket. Tore sagde: »I dette aflukke findes en høj, der er blandet sammen af guld, sølv og jord; dér skulle mændene tage fat. Men her i aflukket står bjarmernes gud, der hedder Jomale; ingen må være så dristig at plyndre ham!« Derpå gik de til højen og tog så mange værdier, som de kunne bære derfra i deres tøj; som forventeligt fulgte der meget jord med. Derefter sagde Tore, at folkene skulle skynde sig væk; han sagde: »Nu skulle I brødre — Karle og Gunnstein — gå først, så går jeg sidst.« De gik alle hen mod udgangen. Tore vendte tilbage til Jomale og tog en sølvskål, der stod i hans skød; den var fuld af sølvmønter. Han væltede sølvet over i sin kjortel, stak armen i hanken, der var på skålen, og gik så hen til udgangen. Hans følgesvende var alle kommet uden for plankeværket, da de blev klar over, at Tore var blevet tilbage. Karle vendte tilbage for at lede efter ham, og de mødtes inden for porten; Karle så da, at Tore havde sølvskålen. Karle løb derpå hen til Jomale; han så, at denne bar et tykt smykke om halsen. Karle løftede øksen og overhuggede snøren, som smykket var fæstnet med bag på halsen; hugget var så kraftigt, at hovedet røg af Jomale. Det gav et sådant brag, at alle undrede sig derover. Karle greb smykket; så løb de væk. Samtidig som braget havde lydt, kom vagtposterne til rydningen og blæste straks i deres horn; dernæst hørtes lurblæsen fra alle sider. Tore og de andre søgte frem mod skoven og ind i skoven og hørte råb og kalden fra rydningen bagved; bjarmerne var kommet.

Tore Hund gik bagerst af alle i sin flok. To mand gik foran ham og bar på en sæk for ham; der var noget i, der lignede aske. Tore stak hånden deri og dryssede det i sporene efter dem; ind imellem kastede han det fremad over flokken. Således gik det ud af skoven og frem over sletten. De hørte, at hæren af bjarmer kom efter dem under fæl råben og skrigen; disse stormede efter dem frem gennem skoven og var ligeledes på begge sider af dem, men hverken bjarmerne eller deres våben kom så nær dem, at de pådrog sig skade. Deraf sluttede de, at bjarmerne ikke kunne se dem. Da de kom til skibene, gik Karles flok først ombord, idet de var forrest, mens Tore blev længst i land. Så snart Karles folk var kommet på skibet, slog de teltdugene ned og kastede los; derefter satte de sejl, og skibet stod hurtigt til havs. Det gik langsommere for Tores folk; deres skib var ikke lige så let at håndtere, og da de begyndte sejladsen, var Karle kommet langt fra land.

Begge hold krydsede Gandvig — natten var endnu lys på den tid af året — og de sejlede begge nat og dag, lige til Karle sidst på dagen lagde til ved nogle øer. Dér tog de sejlet ned og kastede anker, mens de afventede strømmens aftagen, for der var en voldsom hvirvelstrøm foran dem. Da indhentede Tore dem, og lagde sig også for anker; derefter satte de båden ud, hvorefter Tore i følge med nogle folk roede hen til Karles skib. Tore gik ombord, og brødrene hilste ham venligt. Tore bad Karle give smykket fra sig: »— det forekommer mig rimeligst, at jeg får de kostbarheder, der blev taget dér; jeg mener, at I kan takke mig for, at vi kom væk uden at lide mandskade, mens du — Karle! — efter min mening førte os i den største fare.« Så sagde Karle: »Kong Olav ejer halvdelen af det bytte, jeg skaffer på denne færd; jeg tiltænker ham smykket. Du kan jo opsøge ham, hvis du vil; det kan være, at han giver dig smykket, fordi han ikke vil have noget, jeg har taget fra Jomale.« Da svarede Tore, at han mente, de skulle gå i land på øen og fordele byttet. Gunnstein sagde, at nu skiftede strømmen, og at det var tid at sejle; derefter begyndte de at hæve ankeret. Da Tore så det, sprang han ned i båden; de roede tilbage til deres skib.

Halvdan Egedius: Tore dræber Karle
Karle og hans folk havde allerede hejst deres sejl og var kommet langt væk, inden Tores folk havde fået deres sejl op. De sejlede sådan, at Karle hele tiden var forrest, men begge gav sig det, de kunne. De sejlede på denne måde, indtil de kom til Gjesvær — dér findes det første landingssted, når man kommer nordfra. De ankom ikke før sidst på dagen og lagde dér til ved landingsstedet. Tore lå inde i havnen, mens Karle lå i den yderste del af havnen. Da Tores folk havde slået teltene op, gik han i land sammen med mange af sine folk; de gik hen til Karles skib, hvor man da havde gjort sig klar. Tore råbte ud mod skibet og bad lederne gå i land; brødrene gik i land sammen med nogle mænd. Da fortsatte Tore med den samme sag som før; han bad dem komme på land, så det bytte, de havde fået på togtet, kunne blive fordelt. Brødrene sagde, at det ikke var nødvendigt, førend de kom hjem til landsbyen. Tore sagde, at det ikke var sædvanlig at vente med at fordele byttet, til man kom hjem, og således betvivle folks troværdighed. De vekslede nogle ord om dette og havde hver deres mening. Så vendte Tore sig væk, men da han havde gået et kort stykke, vendte han om og sagde, at hans følgesvende skulle vente dér. Han kaldte på Karle: »Jeg vil tale med dig — kun os!« sagde han; Karle gik ham i møde. Da de mødtes, stak Tore ham midt på livet med sit spyd, så det gik igennem ham. Da sagde Tore: »Sådan genkender man én fra Bjarkø, Karle! Jeg formoder, at du også genkender spydet Sælshævner!« Karle døde straks, men Tore og hans flok gik tilbage til skibet.

Gunnstein og de andre så Karle falde; de løb straks til og tog liget. De bar det til deres skib, tog straks teltene ned og landgangene ind og stod fra land; derefter satte de sejl og sejlede deres vej. Da Tore og hans mænd så det, flåede de teltene ned og gjorde så hurtigt som muligt klar, men da de ville sætte sejl, gik staget i stykker og sejlet faldt ned tværs over skibet. Tore blev meget forsinket, inden de atter fik deres sejl op. Gunnstein var kommet lang væk, inden der kom skred i Tores skib. Tores folk roede samtidig med, at de gik for sejl; det samme gjorde Gunnsteins. Begge sejlede alt, hvad de kunne — dag og nat. Der gik længe, inden de nærmede sig hinanden, for så snart der blev flere øer i farvandet, blev det lettere for Gunnsteins skib at undvige; dog halede Tore ind på dem, så da Gunnstein kom til Lenvik styrede de mod kysten og løb fra skibene op i land. Lidt senere ankom Tore; de gik i land og forfulgte de andre. En kone hjalp Gunnstein og skjulte ham, og det siges, at hun var meget troldkyndig.

Tores folk gik tilbage til skibene, tog alt af værdi, der var på Gunnsteins skib, og lagde sten i stedet; de trak skibet ud på fjorden og huggede huller i det, hvorefter det sank. Derefter drog Tore hjem til Bjarkø. Gunnstein og hans folk færdedes i begyndelsen i hemmelighed; de benyttede småbåde og drog af sted om natten, men lå stille om dagen. På den måde kom de forbi Bjarkø og ud af Tores område; Gunnstein drog først hjem til Langø og blev der en kort tid. Derpå tog han straks vejen mod syd; han standsede ikke, før han kom sydpå til Trondheim, hvor han mødtes med kong Olav og fortalte ham, hvad det var sket på Bjarmelandsrejsen. Kongen var utilfreds med deres foretagende, men han indbød Gunnstein til at blive hos sig og sagde, at han skulle rette op på hans sag, når han kunne komme til det. Gunnstein takkede for indbydelsen og opholdt sig herefter hos kong Olav.


134. Kong Olavs sendebude

Som det tidligere blev fortalt, var kong Olav den vinter østpå i Sarpsborg, mens Knud den Mægtige opholdt sig i Danmark. Ønund Svenskekonge red den vinter gennem Västergötland med mere end 30 hundrede mand; så drog der sendebude mellem ham og kong Olav, og de aftalte at mødes ved Kongshelle til foråret. De udsatte mødet af den grund, at de først ville vide, hvad kong Knud foretog sig. Sidst på foråret gjorde kong Knud klar til at drage vestpå til England med sin hær; han lod da Hardeknud — sin søn — blive tilbage over Danmark sammen med jarl Ulf — søn af Torgils Sprakeleg. Ulf var gift med Astrid — datter af kong Svend og søster til Knud den Mægtige; deres søn var Svend, som sidenhen blev konge i Danmark. Jarl Ulf var en meget bemærkelsesværdig mand.

Knud den Mægtige drog vestpå til England, og da kongerne Olav og Ønund erfarede det, mødtes de i Elven ved Kongshelle. De mødte gladelig hinanden og førte meget venskabelige samtaler, mens alle overværede det, men de drøftede dog også meget, som kun de to vidste om, og noget af dette fik siden fremgang og blev åbenbart for alle. Ved afskeden gav kongerne hinanden gaver, og de skiltes som venner. Så drog kong Ønund op i Götaland, mens kong Olav drog nordpå i Viken og derefter ud til Agder og derfra nordpå langs landet; han lå meget længe i Ekersund og afventede vind. Han erfarede, at Erling Skjalgson sammen med jærboerne lå i samling og havde en stor hær. Det skete en dag, at kongens folk snakkede om vejret — om vinden kom fra syd eller sydvest, og om den var egnet eller ikke til at føre dem langs Jæren. De fleste mente, at den ikke var brugbar til sejlads. Så svarede Halldor Brynjolfson: »Jeg skulle mene,« sagde han, »at man ville anse det for godt nok, at sejle forbi Jæren for denne vind, hvis Erling Skjalgson havde anstillet gæstebud for os på Sola.« Så sagde kong Olav, at de skulle tage teltene ned og lægge skibene ud; dette blev gjort, og de sejlede den dag forbi Jæren, og vinden var upåklagelig. De lå om aftenen ved Hvitingsø. Derefter drog kongen nordpå til Hordaland, hvor han tog på gæstebud.


135. Drabet på Toralf

Gerhard Munthe: Trond kom ind i stuen …
Det forår var et skib kommet fra Norge ud til Færøerne; med dette skib fulgte besked fra kong Olav, at én af hans livvagter — Leif Øssurson, Gille Lovsigemand eller Toralf fra Dímun — skulle komme til ham. Da denne besked kom til Færøerne, og de selv fik den, drøftede de imellem sig, hvad der kunne ligge bag beskeden; de nåede frem til, at de mente, at kongen sikkert ville spørge til de forlydender om hans udsendinges uheld, som nogle havde påstået var sket på øerne — historien om de to skibe, hvorfra ingen var kommet frem. De aftalte, at Toralf skulle drage af sted; han gjorde klar til rejsen og udrustede en byrding, som han ejede, og skaffede folk til det; de var 10 eller 12 ombord.

Da de var klar og afventede vind, skete det i hos Trond i Gøta på Østerø, at en dag vejret var godt, kom Trond ind i stuen. På bænkene lå hans to brodersønner Sigurd og Tord — sønner af Torlak — og en tredje var Gaut den Røde — også deres slægtning. Tronds fostersønner var alle dygtige mænd; Sigurd var den ældste og fremmeste af dem i det meste. Tord havde et tilnavn — han blev kaldt Tord den Lave; han var imidlertid en meget høj mand, og det kom sig mere af, at han var kraftig og stærk. Så sagde Trond: »Meget ændrer sig på en menneskealder! Dengang da jeg var ung, skete det sjældent, at unge og friske mænd sad og hang, når vejret var godt; i gamle dage havde folk ikke anset det for sandsynligt, at der skulle være mere slag i Toralf fra Dímun end i jer. Den byrding, som jeg ejede og som står her i bådehuset, tænker jeg nu er blevet så gammel, at den rådner under tjæren, og her er alle husene fulde af uld, der ikke bliver sat til salg. Det var ikke sket, hvis jeg havde været nogle år yngre!« Sigurd sprang op og råbte på Gaut og Tord og sagde, at han ikke ville finde sig i Tronds bebrejdelser; de gik ud og derhen, hvor huskarlene var, og fik dem til at sætte byrdingen i vandet. De lod handelsvarer tilføre og lastede skibet; der var ikke mangel på varer hjemme, heller ikke på skibsudstyr; de klargjorde på få dage og de var 10 eller 12 mand på skibet. De og Toralf stod alle ud for den samme vind, og de havde jævnt hen kending af hinanden på havet.

De kom til land ved Hennøerne en aften; Sigurd og hans folk lagde til længere ude ved strandene, og dog var der kort imellem dem. Om aftenen — da det var mørkt, og Toralf og hans folk ville gøre sig klar til at gå i seng — gik Toralf i land sammen med en anden mand; de skulle for sig selv. Da de var færdige til at gå tilbage — således fortalte ham, der fulgte Toralf — blev et klæde blev kastet over hovedet på ham, og han blev løftet op fra jorden; i samme øjeblik hørte han et smæld. Derefter blev han ført bort og slynget ned; der var vand under, og han blev kastet i dybet, men han reddede sig i land. Han løb derhen, hvor han og Toralf havde skiltes. Dér han fandt han ham; han var kløvet ned til skuldrene, og han var død. Da skibsmandskabet blev klar over dette, bar de hans lig ud på skibet og vågede natten igennem.

På dette tidspunkt var kong Olav på gæstebud i Lygra; der blev sendt bud dertil. Så blev der ved pilebud indkaldt til ting, og kongen var på tinget. Han havde ladet færingerne fra begge skibe stævne dertil, og de var kommet til tings. Da tinget blev sat, rejste kongen sig og sagde: »Her er der sket noget, som man helst kun sjældent hører om; en god mand har mistet livet, og jeg mener, at han var sagesløs. Er der nogle her på tinget, der kan fortælle, hvem der øvede dette værk?« — men ingen vedgik det. Så sagde kongen: »Det skal ikke skjules, hvad jeg mener om dette værk — at jeg tiltror det færingerne; det forekommer mig snarest, at være gennemført sådan, at Sigurd Torlakson nok har dræbt manden, mens Tord den Lave har smidt den anden i havet. Deraf følger, at jeg gætter på, at årsagen kunne være, at de ikke ville have, at Toralf afslørede de ugerninger, de har begået, og som han vidste besked om, men som vi mistænkte — det vil sige de mord og forbrydelser, der fandt sted, da mine udsendinge blev myrdede.«

Da kongen endte sin tale, rejste Sigurd Torlakson sig; han sagde: »Jeg har ikke før talt på tinget, og jeg tror ikke, at nogen vil finde mig veltalende, men dog synes jeg, det er nødvendigt at komme med et svar. Jeg formoder, at den tale som kongen fremførte, må være kommet fra tungerne på mænd, der er meget mere uvidende og ringere end ham; det er ikke svært at se, at de helt og aldeles må være vores uvenner. Det er urimeligt at påstå, at jeg ville tilføje Toralf skade, for han var min fosterbror og gode ven. Men hvis det forholder sig anderledes, og der var uoverensstemmelse mellem Toralf og jeg, er jeg så begavet, at jeg snarere havde vovet dette værk hjemme på Færøerne, end her inden for din rækkevidde — konge! Hermed afviser jeg denne sag mod mig og hele skibsmandskabet; jeg vil sværge den ed derpå, som jeres lov foreskriver; hvis det forekommer dig mere retsgyldigt, vil jeg bære jernbyrd, og jeg vil have, at du selv overværer bevisførelsen.«

Gerhard Munthe: Trond skældte ud …
Da Sigurd havde endt sin tale, gjorde mange deres mening gældende og bad kongen om, at Sigurd måtte få mulighed for at bevise sin uskyld; de syntes, at Sigurd havde talt vel og sagde, at det måtte være usandt, hvad der blev tillagt ham. Kongen sagde: »Der kan herske stor tvivl om denne mand. Hvis denne sag er påløjet ham, må han være en god mand; den anden mulighed er, at han er noget dristigere, end tilfældet ellers er — og dette hælder jeg ikke mindst til, men jeg tænker, at han selv må føre bevis.« På mændenes forbøn modtog kongen Sigurds forpligtelse til jernbyrd; han skulle dagen efter komme til Lygra, og biskoppen skulle forestå bevisførelsen — og dermed sluttede tinget.

Kongen drog tilbage til Lygra, og Sigurd og rejsefællerne til deres skib. Snart faldt natten på. Da sagde Sigurd til sine rejsefæller: »Vi er sandt at sige kommet i en vanskelig stilling og blevet påløjet meget, og denne konge er udspekuleret og bedragerisk; det er let at se, hvad der venter os, hvis han skal bestemme. Først lod han Toralf dræbe, og nu vil han gøre os til ubodsmænd; det er let for ham at forfalske denne jernbyrd. Nu tænker jeg, at det bliver værst for den, der vil vove dette imod ham. Nu blæser fjeldvinden også ud gennem sundet; jeg råder til, at vi hejser vores sejl og sejler ud på havet. Så kan Trond rejse med sin uld til næste sommer, hvis han vil have den solgt, men hvis jeg kommer væk, forekommer det mig sandsynligt, at jeg herefter aldrig igen kommer til Norge.« Hans rejsefæller fandt, at dette var vel talt; de satte sejl og stod om natten ud i havet så hurtigt, de kunne. De lod sig ikke opholde, før de kom til Færøerne og hjem til Gøta. Trond skældte ud over deres foretagende, og de svarede ikke pænt, men blev dog hjemme hos Trond.


136. Om islændingene

Kong Olav erfarede snart, at Sigurd og folkene var draget væk, og der blev da talt ondt om deres sag; der var mange, der før havde benægtet og talt imod, der nu sagde, at det var sandsynligt, at Sigurd og de andre var skyldige. Kong Olav talte kun lidt om denne sag, men han syntes nu at have vished om det, som han før havde mistænkt. Kongen drog derpå af sted på gæstebud dér, hvor der var blevet stillet an for ham.

Kong Olav indkaldte de mænd, der var kommet fra Island, til samtale: Torodd Snorreson, Gelle Torkelson, Stein Skafteson og Egil Hallson. Så tog kongen ordet: »I har i sommer rejst den sag over for mig, at I ville gøre jer klar til Islandsfærd, og jeg har ikke givet noget endeligt svar i sagen; nu skal jeg fortælle jer min hensigt. Gelle! — jeg har til hensigt, at du skal drage til Island, hvis du vil tage dertil i mit ærinde; af de andre islandske mænd, der er her nu, må ingen drage til Island, før jeg erfarer, hvordan det går med det ærinde, som du — Gelle! — skal rejse i.« Da kongen havde klarlagt dette, mente de, der havde lyst til at rejse, men var blevet det forbudt, sig meget uvenligt behandlet, og de syntes dårligt om deres ophold og anså det for tvang. Gelle gjorde sig klar til rejsen og drog om sommeren til Island med budskabet, som han fremførte på tinget sommeren efter. Og kongens budskab var, at han krævede af islændingene, at de skulle overholde de love, han havde fastsat i Norge, og fra landet betale ham andele af drabsbøder og næseskat — for hver næse én penning af den slags, der går 10 af på en alen vadmel. Det fulgte med, at han lovede folk sit venskab, hvis de ville samtykke, men i andet fald hårde vilkår for dem, som han måtte få fat i. Folk sad længe og talte om denne sag, og de blev til sidst — med alles samtykke — enige om at afvise alle krav om skatter og pålæg. Gelle drog den sommer fra Island og opsøgte kong Olav, og han traf ham det efterår østpå i Viken, da han var kommet ned fra Götaland — jeg forventer at vende tillbage og berette om dette senere i kong Olavs saga. Sidst på efteråret søgte kong Olav nordpå i Trondheim, og han førte sine folk til Nidaros; dér lod han sit vintersæde indrette. Kong Olav opholdt sig den følgende vinter i købstaden; det var den trettende vinter i hans regeringstid.


137. Om Jämtlands bebyggelse

Der var engang en mand, der hed Ketil Jemte — en søn af jarl Ønund fra Sparbu i Trondheim. Han flygtede østpå over Kølen fra kong Øistein den Onde, og han ryddede skov og byggede dér, hvor det nu kaldes Jämtland. Derhen østpå flygtede også mange fra Trondheim for ufred, for kong Øistein pålagde trønderne skatter og satte sin hund, der hed Saur, over dem. Ketils sønnesøn var Tore Helsing; efter ham er Hälsingland benævnt — dér byggede han. Da Harald Hårfager ryddede riget for sig, stak også mange af fra ham og ud af landet — trønder og namdøler — og da blev også det østlige Jämtland bebygget, og nogle drog helt til Hälsingland østpå ved havet, hvor de gav sig under svenskekongen. Da Håkon Adalsteinnsfostre regerede over Norge, blev der stiftet fred og drevet handel mellem Trondheim og Jämtland, og fordi kongen var så vellidt, opsøgte jemterne ham østfra og samtykkede i at adlyde ham og betale ham skat. Han stiftede lov og landsret for dem; de ville hellere gå under hans kongemagt end under svenskekongen, for de var af norsk afstamning. Sådan gjorde også alle de helsinger, som stammede fra nord for Kølen, og det holdt sig længe siden — helt indtil Olav den Tykke og Olaf Svenskekonge havde strid om landegrænserne; da vendte jemter og helsinger sig til svenskekongen. Derefter udgjorde Edskoven landegrænsen østpå og derfra Kølen helt nordpå til Finnmarken; da tog svenskekongen skat af Hälsingland og ligeledes Jämtland. Kong Olav mente, at det fulgte af hans forlig med svenskekongen, at skatten fra Jämtland skulle gå den modsatte vej af, hvad den forud havde gjort, men det var dog i langt tid forblevet sådan, at jemterne havde betalt skat til svenskekongen, og fra ham var også landets sysselmænd kommet. Svenskerne ville heller ikke høre andet, end at alt det land, der lå øst for Kølen, hørte under svenskekongen. Det var sådan — som det ofte forekommer — at selv om der var svogerskab og venskab mellem kongerne, så ville hver af dem have al den magt, som han fandt at have noget krav på. Kong Olav havde sendt det budskab gennem Jämtland, at han ville have, at jemterne udviste ham lydskyldighed, og han truede dem med hårde vilkår i modsat fald; jemterne havde imidlertid besluttet, at de ville adlyde svenskekongen.


138. Fortællingen om Stein

Torodd Snorreson og Stein Skafteson var utilfredse med, at de ikke måtte bestemme over sig selv. Stein Skafteson var en meget flot mand og god i idrætter; han var en god skjald, pragtglad og fuld af hovmod. Skafte — hans far — havde digtet en drapa om kong Olav, som han havde lært Stein; tanken var, at denne skulle fremføre kvadet for kongen. Stein holdt sig ikke tilbage fra ord og bemærkninger mod kongen — både i bunden og ubunden tale. Både han og Torodd talte meget uvarsomt, og de sagde, at kongen skulle få det værre end dem, der tillidsfuldt havde sendt ham deres sønner, som kongen nu berøvede friheden. Kongen blev vred.

Det skete en dag, at Stein Skafteson gik for kongen og spurgte, om han ville høre den drapa, som Skafte — hans far — havde digtet om kongen. Denne sagde: »Først — Stein! — skal du kvæde det, du har digtet om mig.« Stein sagde, at han ikke havde digtet noget, »— jeg er ikke skjald — konge!« sagde han, »— og hvis jeg kunne digte, ville det vel snarest forekomme dig uvæsentligt — ligesom alt andet, der vedrører mig.« Så gik Stein, og han syntes at vide, hvad kongen talte om.

Gerhard Munthe: Stein bad Torgeir skaffe sig en hest og slæde
Kongen havde en forvalter, der hed Torgeir, som stod for hans gård i Orkdal. Han var da hos kongen og hørte dennes samtale med Stein. Torgeir drog kort tid efter hjem. Det skete en nat, at Stein løb væk fra gården fulgt af sin tjenestedreng; de drog op over Gaularåsen og videre ud, til de kom til Orkdal. En aften kom de til den kongsgård, som Torgeir bestyrede; Torgeir indbød Stein til at være dér om natten og spurgte, hvorfor han var på farten. Stein bad ham skaffe sig en hest med tilhørende slæde; han så, at man dér kørte korn ind. Torgeir sagde: »Jeg ved ikke, hvordan det står til med din færd — om kongen har givet dig lov til den; den anden dag forekom der mig ikke at være blide ord mellem dig og kongen. Stein sagde: »Jeg kan måske ikke bestemme selv i forhold til kongen, men jeg skal dog ikke stå til regnskab overfor hans træl.« Så trak han sværdet og dræbte derpå forvalteren; han tog hesten og bad drengen springe bagpå, mens Stein satte sig i slæden. Så drog de af sted og var på farten hele natten, og de drog videre, indtil de kom ned til Surnadal i Møre. Derpå skaffede de sig overfart over fjorden; han fór af sted så hurtigt som muligt. De fortalte ikke noget om dette drab, hvor de kom frem, men de sagde, at de var kongsmænd; så mødte de gæstfrihed dér, hvor de kom.

En aften kom de til Torberg Arnesons gård i Giske; han var ikke selv hjemme, men hans kone, som hed Ragnhild — Erling Skjalgsons datter — var hjemme. Dér blev han meget godt modtaget, for de kendte hinanden i forvejen. Det var sket — da Stein var draget fra Island på et skib, han selv ejede — at han kom i land ud for Giske og lå dér ved øen. Da lå Ragnhild i barselsseng, og hun var meget dårlig, men der var ingen præst på øen og ingen i nærheden. Der var kommet folk til købmandsskibet for at spørge, om dér var en præst; der var en præst, som hed Bård, på skibet — en ung mand fra Vestfjordene, som ikke havde meget erfaring. Sendebuddene bad præsten tage med sig til husene; denne fandt det meget vanskeligt og ville ikke af sted, da han var klar over sine manglende evner. Så talte Stein med præsten og bad ham tage af sted. Præsten svarede: »Jeg skal tage af sted, hvis du tager med mig; jeg tror, jeg kan finde støtte i dine råd.« Stein sagde, at det ville han gerne hjælpe med. Derefter tog de hen til gården, hvor Ragnhild var. Kort efter fødte hun barnet; det var en pige, som forekom noget svagelig. Så døbte præsten barnet, og Stein holdt pigen under dåben, og hun kom til at hedde Tora. Stein gav pigen en guldfingerring. Ragnhild lovede Stein sit fuldkomne venskab og sagde, at han skulle opsøge hende dér, hvis han behøvede hendes hjælp. Stein svarede, at han ikke forventede at skulle holde flere pigebørn under dåben — og således skiltes de. Men nu var det kommet dertil, at Stein ville have indfriet Ragnhilds løfte, og han fortalte, hvad der var sket ham, og at han var udsat for kongens vrede. Hun sagde, at hun skulle støtte ham så meget, hun formåede; hun bad ham dér afvente Torberg, og hun gav ham plads ved siden af sin søn — Øistein Urhane — han var da 12 år gammel. Stein gav Ragnhild og Øistein gaver

Torberg havde hørt alt om Steins færd, før han kom hjem, og han var noget uvenlig. Ragnhild talte med ham og fortalte ham om Steins færd og bad ham tage imod Stein og sørge for hans sag. Torberg sagde: »Jeg har hørt, at kongen har holdt pileting efter Torgeir, og at Stein er blevet fredløs, og tillige at kongen er meget vred. Jeg er for klog til at hjælpe en udenlandsk mand og derved pådrage mig kongens vrede; lad du Stein komme væk herfra så hurtigt som muligt.« Ragnhild svarede og sagde, at enten ville de begge — hende og Stein — tage af sted, eller også ville de begge blive. Torberg bad hende tage af sted, hvis hun ville, »— men jeg forventer,« sagde han, »at du snart kommer tilbage, hvis du tager af sted, for hér bliver du mest værdsat.« Så trådte Øistein Urhane — deres søn — frem og sagde, at han ikke ville blive tilbage, hvis Ragnhild tog væk. Torberg sagde, at de viste sig meget stridbare og heftige i dette, »— og nu må det forventes,« sagde han, »at I afgør dette, som synes jer meget om at gøre, men det ligger for meget til din slægt — Ragnhild! — sådan at ringeagte kong Olavs ord.« Ragnhild sagde: »Hvis det er for meget for dig, at have Stein her, så tag du selv med ham til Erling — min far — eller skaf ham et sådant følge, at han kan komme dertil i fred.« Torberg sagde, at han ikke ville sende Stein derhen: »Erling har rigeligt med sager, som kongen er utilfreds med.« Stein var dér om vinteren.

Efter jul kom kongens sendebude til Torberg med den besked, at Torberg skulle opsøge ham inden midfasten — og der blev lagt vægt bag dette budskab. Torberg forelagde det sine venner og bad om råd — om han skulle vove at opsøge kongen, sådan som sagen stod. De fleste frarådede ham det og sagde, at det var rådeligst at skille sig af med Stein, før man gav sig i kongens vold. Torberg var opsat på ikke at udsætte færden.

Noget senere opsøgte Torberg Finn — sin bror — og forelagde ham sagen og bad ham drage med sig. Finn svarede, at han ikke var meget for sådan et kællingevælde, hvor man på grund af konen ikke turde være trofast mod landets herre.« »Du kan jo vælge,« sagde Torberg, »ikke at tage af sted, men jeg tror dog, at du gør sådan mere på grund af frygt end af trofasthed mod kongen.« De skiltes i vrede. Derpå opsøgte Torberg Arne Arneson — sin bror — og fortalte ham, hvordan sagen stod, og bad ham drage med sig til kongen. Arne sagde: »Det forbavser mig — så klog og omhyggelig en mand du er! — at du har kastet dig ud i så stor en ulykke og pådraget dig kongens vrede uden nødvendig grund. Der kunne nok bæres over med det, hvis du skjulte din slægtning eller fostbror, men slet ikke dette — at have taget en islandsk mand til sig, at skjule en fredløs for kongen og nu bringe dig selv og alle dine slægtninge i fare.« Torberg sagde: »Som det siges: Der er en vanslægtning i alle familier. Det er let for mig at se min fars uheld, og hvordan det gik galt med at få sønner, når han til sidst skulle få én, der ikke ligner vores slægt og er uden kraft. Man skulle tro — hvis det ikke var fordi jeg fandt, at det ville være skammelig snak om mor — at jeg aldrig skulle kalde dig vores bror.« Torberg vendte sig om, drog hjem og var meget nedslået.

Sidenhen sendte han bud nordpå til Trondheim til Kalv — sin bror — og bad ham komme og møde sig ved Agdenes. Da sendebuddene traf Kalv, lovede han uden indvendinger at tage afsted. Ragnhild sendte folk østpå til Jæren til Erling — sin far — og bad ham sende sig folk. Erlings sønner — Sigurd og Tore — tog derfra, og de havde hver deres 20-sæders med 90 mand på. Da de kom nordpå til Torberg, modtog han dem på bedste vis og med stor glæde. Torberg gjorde sig klar til færden, og han havde en 20-sæders; de drog af sted nordpå. Da de kom til . . . . . . . . ventede dér Finn og Arne — Torbergs brødre — med to 20-sæders. Torberg modtog sine brødre godt og sagde, at hvæsningen havde gjort gavn. Finn bemærkede, at det sjældent var nødvendigt med ham. Derpå drog de med hele denne flok nordpå til Trondheim — Stein var også med. Da de kom til Agdenes, lå Kalv Arneson dér med en godt udrustet 20-sæders. De drog nu med denne hær ind til Nidarholmen, hvor de lå om natten.

Morgenen efter talte de sammen; Kalv og Erlings sønner ville, at de skulle føre hele hæren ind til byen og så lade det gå, som skæbnen bød, men Torberg ville, at man først skulle fare med lempe og tilbyde bod — i dette samtykkede Finn og Arne. Det blev da bestemt, at Finn og Arne først skulle opsøge kongen i følge med få mænd. Kongen havde da erfaret, hvor mange folk de havde, og han tiltalte dem meget brysk. Finn tilbød bøder på vegne af Torberg og ligeledes Stein; han tilbød kongen, at denne skulle få så mange penge, som han ville, hvis Torberg måtte forblive i landet og beholde sine landindtægter, og hvis Stein blev skånet på liv og lemmer. Kongen sagde: »Det forekommer mig, at denne færd skulle være tilrettelagt sådan, at I nu mener at have halvdelen eller mere at skulle have sagt; jeg havde sidst ventet af jer brødre, at I skulle komme imod mig med en hær. Jeg genkender nok de råd, der sikkert kommer fra jærboerne, og det nytter ikke noget at tilbyde mig bøder.« Så sagde Finn: »Vi brødre har ikke samlet folk af den grund, at vi vil byde dig ufred — konge! Det er snarere sådan — konge! — at vi først vil tilbyde dig vores tjeneste, men hvis du afslår det og agter at byde Torberg svære vilkår, så vil vi alle drage med den hær, vi har, hen for at opsøge Knud den Mægtige. Da så kongen på ham og sagde: »Hvis I brødre vil sværge at følge mig inden- og udenlands og ikke forlade mig, medmindre jeg giver lov til det, og ikke vil skjule det for mig, hvis I kender til forræderi imod mig, så vil jeg modtage forlig fra jer.«

Finn drog tilbage til sine støtter og fortalte om disse vilkår, som kongen havde givet dem. De talte da sammen; Torberg sagde, at han for sin del tog imod disse vilkår: »Jeg har ikke lyst til,« sagde han, »at flygte fra mine ejendomme og søge til udenlandske høvdinge. Jeg tænker, at det altid vil være ærefuldt for mig at følge kong Olav og være dér, hvor han er.« Så sagde Kalv: »Jeg vil ikke sværge kongen nogen ed, men være med kongen, så længe jeg modtager mine landindtægter og andre hædersbevisninger, og så længe kongen vil være min ven. Det er mit ønske, at vi alle gør sådan.« Finn svarede: »Jeg vil råde til, at lade Olav alene afgøre sagen mellem os.« Arne Arneson sagde: »Når jeg har besluttet at følge dig — bror Torberg! — selv når du vil kæmpe mod kongen, så skal jeg heller ikke skilles fra dig, når du tager en bedre beslutning — og jeg skal følge dig og Finn og tage imod de vilkår, som I vælger.«.

De tre brødre — Torberg, Finn og Arne — gik om bord på ét skib og roede ind til byen, hvorefter de opsøgte kongen. Forligt kom da i stand ved, at brødrene svor ed til kongen. Torberg søgte da Stein forligt med kongen, og kongen sagde, at Stein kunne drage, hvorhen han ville, i fred for ham, »— men han skal ikke komme til mig herefter,« sagde han. Så drog Torberg og de andre ud til hæren. Kalv tog da ind til Egge, og Finn tog ind til kongen, mens Torberg og resten af hæren drog sydpå og hjem. Stein tog sydpå sammen med Erlings sønner, og tidligt på foråret tog han vestpå til England, hvor han siden gik Knud den Mægtige til hånde og længe havde gode forhold hos ham.


139. Finn Arnesons Helgelandsfærd

Finn Arneson havde kun opholdt sig kort tid hos kong Olav, da kongen kaldte Finn til samtale med sig og nogle andre mænd, som han plejede at have med til sine rådslagninger. Så tog kongen ordet og sagde: »Jeg har besluttet mig for, at jeg dette forår agter at udbyde leding i hele landet — både folk og skibe — for derefter at drage imod Knud den Mægtige med hele den hær, jeg kan få; han har gjort krav på mit rige, og jeg ved, at han ikke agter at lade det blive ved tom snak. Nu er der det at sige — Finn Arneson! — at jeg ønsker, at du foretager en rejse nordpå til Helgeland på mine vegne og dér forestår udbuddet; udbyd fuld leding af folk og skibe og før denne flok til møde med mig på Agdenes.« Derpå udnævnte kongen andre mænd og sendte nogle ind i Trondheim og andre sydpå i landet, således at han lod denne befaling nå ud i hele landet.

Om Finns rejse kan fortælles, at han havde en skude med næsten 30 mand på, og da han var klar, drog han af sted, til han kom til Helgeland; dér indkaldte han bønderne til ting, bekendtgjorde sit ærinde og krævede leding. Bønderne dér i herredet havde store, ledningsegnede skibe, og de rettede sig efter kongens befaling og udrustede deres skibe. Da Finn kom længere nordpå i Helgeland, holdt han også ting dér, men hvor han fandt det gavnligt, sendte han nogle af sine folk for at kræve ledingen. Finn sendte folk til Tore Hund på Bjarkø og lod dér kræve ledning som de andre steder. Da Tore fik kongens befaling, gjorde han klar til afrejse og bemandede det skib, hvorpå han sommeren før var draget til Bjarmeland med sine huskarle; denne udrustning gjorde han for egen bekostning.

Gerhard Munthe: Finn satte spydspidsen for Tores bryst ...
Finn indkaldte alle helgelændingene, der kom nordfra, til Vågan; dér samledes om foråret en stor hær, og de afventende alle, at Finn kom nordfra — da var også Tore Hund ankommet. Da Finn kom, lod han straks hele ledingshæren indkalde til husting; på det ting fremviste folk deres våben, ligesom også hvert ledingsområdes udskrivning blev efterset. Da det var ordnet, sagde Finn: »Jeg vil spørge dig — Tore Hund! — hvilken erstatning du vil tilbyde kong Olav, fordi du dræbte Karle — hans livvagt. Eller hvad med tyveriet, da du stjal kongens penge nordpå i Lenvik? Jeg har kongens fuldmagt i denne sag, og nu vil jeg gerne høre dit svar!« Tore så sig om og bemærkede, at mange fuldt bevæbnede folk stod på begge sider af ham; han genkendte dér Gunnstein og en stor del af Karles øvrige slægtninge. Så sagde Tore: »Mit tilbud er hurtigt gjort — Finn! Jeg lægger hele sagen — det han mener at have imod mig — under kongens dom.« Finn svarede: »Det må dog forventes, at du får mindre hæder af sagen, for nu må du lægge sagen under min dom, hvis der skal blive noget forlig.« Tore sagde: »Også det anser jeg for passende, og jeg skal ikke unddrage mig.« Derpå gik Tore frem til løfteafgivelse, og Finn afgjorde sagen helt og aldeles. Derefter meddelte Finn forligsvilkårene: Tore skulle betale kongen 10 mark guld; Gunnstein og de andre slægtninge skulle have andre 10 mark, og for tyveri og skade på ejendom var bøden yderligere 10 mark, »— og du skal betale nu. Med det samme!« sagde han. Tore sagde: »Dette er et stort pengebeløb.« »Det andet vilkår er, at forliget ophæves helt,« sagde Finn. Tore sagde, at Finn måtte tilstå ham en frist, så han kunne prøve at låne blandt sit følge. Finn bad ham betale på stedet og lagde til, at Tore skulle udlevere det store halssmykke, som han havde taget fra den døde Karle. Tore sagde, at han ikke havde taget et smykke. Så trådte Gunnstein frem og sagde, at Karle havde haft smykket om halsen, da de skiltes, »— men det var væk, da vi fandt hans lig.« Tore sagde, at han ikke havde været opmærksom på det smykke, »— men hvis vi har noget smykke, så må det ligge hjemme på Bjarkø.« Så satte Finn spydspidsen for Tores bryst og sagde, at han skulle udlevere halssmykket; Tore tog da smykket af sin hals og overlod det til Finn. Derpå vendte Tore sig om og gik ud på sit skib.

Finn gik efter ham ud på skibet fulgt af mange folk. Finn gik skibet efter, og hans folk efterså rummene. Ved sejlet så de — nede under tiljerne — to tønder, der var så store, at det forekom dem meget underligt. Finn spurgte, hvad der var i tønderne; Tore svarede, at de indeholdt hans drikkevarer. Finn sagde: »Hvorfor byder du os ikke noget at drikke — min ven! — når I nu har så meget?« Tore sagde til en af sine folk, at han skulle tappe fra tønden i en skål; derefter fik Finn og de andre at drikke, og det var drikkevarer af den bedste slags. Så bad Finn Tore udrede beløbet. Tore gik gennem skibet — frem og tilbage — og talte med forskellige folk. Finn råbte til ham og bad ham komme med pengene. Tore bad ham gå i land og sagde, at han ville betale ham dér. Så gik Finn og hans folk i land. Derpå kom Tore til og betalte med sølv; fra en pung blev der betalt 10 mark vejet. Så tog han mange sammenknyttede klædestykker frem; i nogle var der én mark vejet, i andre en halv eller nogle ører. Da sagde Tore: »Dette er lånte penge, som forskellige folk har ladet mig låne, for jeg tror, at det er slut på de rede penge, jeg har.« Derefter gik Tore ud på skibet, og da han kom tilbage, betalte han med små summer sølv ad gangen, og sådan blev det sent på dagen.

Så snart tinget var afsluttet, var mændene gået til deres skibe og havde gjort klar til at lægge fra land; folkene begyndte at sejle, så snart de var klar, og det kom således dertil, at de fleste var afsejlet. Så så Finn, at det tyndede ud blandt mændene omkring ham; folkene kaldte på ham og bad ham blive færdig. Da var endnu ikke en tredjedel af pengene udredt. Finn sagde: »Det tager lang tid med betalingen — Tore! Jeg ser, at det er hårdt for dig at udrede pengene; lad det nu ligge indtil videre — så kan du skylde kongen det, der mangler.« Så rejste Finn sig; Tore sagde: »Jeg finder det godt — Finn! — at vi skilles. Jeg vil bestræbe mig på at betale denne gæld, så hverken kongen eller du føler jer dårligt betalt.« Derpå gik Finn om bord på sit skib og sejlede efter sin hær.

Tore og hans folk blev sent færdige til at forlade havnen, men da deres sejl blev hejst, stod de ud over Vestfjorden og derefter sydpå langs med landet så langt ude på havet, at havoverfladen sås midt på fjeldsiderne og indimellem dækkede landet. Således gik det sydpå, til han sejlede ud i Englandshavet og kom frem til England; derefter opsøgte han kong Knud, og denne tog godt imod ham. Så kom det frem, at Tore havde meget løsøre med sig; han havde dér alle de penge, som han og Karle havde fået i Bjarmeland. I de store tønder sad bunden tæt ved låget, og derimellem var drikken, men selve tønderne var fyldte med skind fra egern, bæver og zobel. Tore opholdt sig herefter hos kong Knud.

Finn Arneson drog med sin hær til kong Olav og fortalte ham alt om sin rejse og tillige, at han troede Tore havde forladt landet og var taget vestpå til England til Knud den Mægtige, »— og jeg tænker, at han vil blive os til stor skade.« Kongen sagde: »Jeg tror, at Tore vil blive vores uven, men det forekommer mig altid bedre at have ham længere fra mig end tættere på.«


140. Håreks og Asmund Grankelsons uenighed

Gerhard Munthe:
Asmund Grankelson overfalder Håreks folk
Asmund Grankelson havde den vinter passet sin syssel i Helgeland og var nu hjemme hos sin far — Grankel. Dér fandtes ude i havet en fangstplads, hvor man både kunne jage sæler og fugle, samle æg og fiske; den havde siden gammel tid hørt til den gård, Grankel ejede. Hårek på Tjøtta gjorde imidlertid krav derpå; det var kommet dertil, at han i nogle år havde haft al gavn af pladsen. Nu fandt Asmund og hans far, at de havde kongens støtte i alle retlige sager; far og søn opsøgte da begge om foråret Hårek og overbragte ham kongens ord samt beviser herpå — at Hårek skulle frafalde kravet på fangstpladsen. Hårek svarede tvært og sagde, at Asmund rendte til kongen med bagtalelse og lignende, »— jeg har retten helt på min side. Du skulle holde lidt igen — Asmund! — selv om du nu tror noget stort om dig selv, fordi du har kongens støtte. Den får du også brug for, hvis det skal lykkes for dig at dræbe høvdinge uden at betale bøder for dem og rane fra os, der hidtil ansås for at kunne holde på vores ret, når folk af vores egen slags var imod os. Men det er nu langt fra, at I er mine jævnbyrdige, når det handler om afstamning.« Asmund svarede: »Det lader du mange føle — Hårek! — at du har mange store venner og stor magt; mange sidder med tab på grund af dig, men nu er det dog mest sandsynligt, at du — Hårek! — må lede efter et andet sted, end over for os, at bedrive din uretfærdighed og gribe til så store ulovligheder, som dette er.« Derefter skiltes de.

Hårek sendte 10 eller 12 af sine huskarle med en stor rofærge. De tog ud på fangstpladsen, hvor de fik sig al slags fangst, som de lastede på båden. De de var klar til at tage af sted, kom Asmund Grankelson over dem med 30 mand og bad dem lade hele fangsten ligge; Håreks huskarle svarede noget trægt på det, og derpå gik Asmund og de andre løs på dem. Forskellen i styrke blev da åbenbar; af Håreks huskarle blev nogle bankede, andre sårede og atter andre smidt i vandet. Hele lasten blev båret fra borde, og Asmund og de andre tog alt med sig. Således tog Håreks huskarle hjem og fortalte Hårek om deres tur; han svarede: »Den var ny! Dette er ikke sket før — at mine folk får bank.« Derefter blev sagen lagt hen; Hårek omtalte den ikke og var i vældig godt humør.

Hårek lod en 20-sæders snekke klargøre til foråret og bemandede den med sine huskarle; det skib var meget godt udrustet, både hvad angik mandskab og øvrigt udstyr. Om foråret drog Hårek på ledingsfærd; da han traf kong Olav, var også Asmund Grankelson til stede. Kongen samlede da Asmund og Hårek til et møde, hvor han forligte dem; sagen blev henskudt til kongens dom. Derefter fremførte Asmund vidner på, at Grankel havde ejet fangstpladsen, og kongen dømte i henhold til dette. Sagen fik ulige udfald: Håreks huskarle fik ingen bøder, men fangstpladsen blev tildømt Grankel. Hårek sagde, at det ikke var nogen skam for ham at rette sig efter kongens dom, hvordan den sag så siden blev ordnet.


141. Fortællingen om Torodd

Torodd Snorreson var forblevet i Norge efter kong Olavs ordre, dengang Gelle Torkelson fik lov til at drage til Island, sådan som det tidligere blev skrevet, og han opholdt sig da hos kong Olav og trivedes dårligt med den ufrihed, at han ikke kunne tage derhen, hvor han gerne ville. I begyndelsen af den vinter, hvor kong Olav befandt sig i Nidaros, kundgjorde kongen, at han ville sende nogle til Jämtland for at inddrive skat, men folk var uvillige til færden, fordi de af kong Olav sendebude, som han forinden havde sendt — Trond den Hvide og de elleve andre, således som det tidligere blev skrevet — havde mistet livet. Jämterne havde siden været svenskekongen lydskyldige. Torodd Snorreson tilbød sig til denne færd, for han brød sig kun lidt om, hvad der overgik ham, når han fik lov at bestemme selv. Kongen samtykkede, og Torodd og de andre tog af sted — tolv i alt.

Erik Werenskiold: Torodd og trællene
De kom frem østpå i Jämtland og opsøgte den mand, der hed Torar; han var lagmand dér og den mest ansete. De fik dér en god modtagelse. Da de havde været der kort tid, fremlagde de deres ærinde for Torar. Han sagde, at svaret på det spørgsmål på ingen måde tilkom de øvrige landsmænd og høvdinge mindre end ham, og at han ville indkalde til ting. Dette blev gjort; tingbud blev skåret, og der blev indkaldt til talstærkt ting. Torar drog til tings, men sendebuddene blev imens hjemme hos ham. Torar fremlagde denne sag for folket; alle blev enige om, at de ikke ville betale skat til Norges konge, og sendebuddene ville nogle lade hænge, mens andre ville ofre dem. Det blev besluttet, at de skulle tilbageholdes dér, indtil svenskekongens sysselmænd ankom; så skulle de bestemme over dem, som de ville med råd fra landsmændene. Man skulle give sendebuddene det indtryk, at de var i god behold, og at de blev forsinkede, fordi de måtte vente på skatten, og man skulle fordele dem — to og to — til forplejning.

Torodd boede sammen med en anden hos Torar. Der blev holdt et stort julegilde med sammenskudsøl. Der var mange bønder dér i landsbyen, og de drak alle sammen til jul. En anden landsby lå kort derfra; der boede Torars svoger, som var magtfuld og rig. Han havde en voksen søn. De to svogre skulle drikke den halve jul på skift hos hinanden og først hjemme hos Torar. De to svogre drak hinanden til — og Torodd og bondesønnen — og de drak om kap. Om aftenen var der ordstrid og mandjævning mellem nordmænd og svenskere og derefter om deres konger — både de, der før havde været, og de, der var nu — og så om de sammenstød, der i manddrab og ran havde været mellem landene. Så sagde bondesønnen: »Hvis vores konger har mistet flere mænd, så skal svenskekongens sysselmænd nok udligne det med tolv mands liv, når de kommer sydfra efter jul. I ved knapt nok — stakkels mænd! — hvorfor I holdes tilbage.« Torodd tænkte sit, men mange lo af dette og kom med hånsord over dem og ligeledes deres konge. Noget kom da frem — eftersom øllet talte for jemterne — som Torodd ikke før havde overvejet.

Dagen efter tog Torodd og den anden alle deres klæder og våben og anbragte dem inden for rækkevidde; natten efter, da folkene var faldet i søvn, løb de væk til skoven. Om morgenen, da man blev klar over deres bortløben, fór man efter dem med sporhunde, fandt dem dér i skoven, hvor de havde skjult sig, og bragte dem hjem til en lille hytte; deri fandtes en dyb grav, hvor de blev sat ned, hvorpå lemmen blev låst. De havde en smule mad og kun det tøj, de havde på.

Da det var midt i julen, drog Torar sammen med alle fri mænd hen til sin svoger; han skulle dér drikke den sidste del af julen. Torars trælle skulle bevogte graven; de havde fået tildelt rigeligt med drikkevarer, men de udviste ringe mådehold og blev hurtigt berusede om aftenen. Da de mente at have slukket tørsten, talte de, der skulle give mændene i graven mad, sammen om, at der ikke skulle spares. Torodd fremførte kvad og underholdt trællene; de sagde, at han måtte være en venlig mand, og gav ham et stort vokslys og tændte det. Så gik de trælle ud, der før var inde, og råbte højt, at de andre skulle gå ind, men de var begge hold så fulde, at de hverken lukkede graven eller hytten efter sig. Da rykkede Torodd og den anden deres skindkapper i strimler, bandt disse sammen og lavede en knude for enden, som de kastede op på hyttegulvet; den viklede sig om foden på en kiste og sad fast. Så prøvede de at komme op; Torodd løftede sin følgesvend, indtil denne stod på skuldrene af ham og derefter halede han sig op gennem gluggen. Der var ingen mangel på reb i hytten, og han sænkede ét ned til Torodd, men da han skulle trække Torodd op, kom denne ikke ud af stedet. Så sagde Torodd, at han skulle kaste rebet over den tværbjælke, der var i hytten, lave en løkke for enden og deri lægge træ og sten, så det var tungere end hans vægt. Han gjorde sådan, og modvægten sank i graven, mens Torodd steg op. De tog det tøj i hytten, som de havde behov for. Derinde fandtes nogle rensdyrhuder; de skar klovene af og bandt dem omvendt under fødderne på sig. Inden de løb væk, satte de ild til en stor kornlade, der var dér, hvorefter de løb væk i bælgmørket; laden brændte sammen med mange andre huse i landsbyen. Torodd og den anden fór hele natten gennem ødemarken og gemte sig om dagen. Om morgenen manglede man dem; der blev med sporhunde ledt efter dem på alle veje væk fra gården, men hundene fulgte sporene tilbage til gården, idet de kunne kende rensdyraftrykkene og fulgte sporet den vej, som rensdyrklovene vendte, og de blev ikke fundet.

Torodd og den anden drog længe gennem ødemarken og kom en aften til et lille gårdhus, hvor de gik ind. Der sad en mand og en kvinde ved ilden; han sagde, at han hed Tore og at det var hans kone, der sad dér, og at de ejede denne lille hytte. Bonden indbød dem til at blive, og de takkede ja. Han fortalte dem, at han var kommet dertil, fordi han var flygtet fra landsbyen på grund af en drabssag. Der blev sørget godt for Torodd og den anden; de spiste alle ved ilden. Derefter blev der redt op for Torodd og den anden dér på bænken, og de lagde sig til at sove; der var endnu flammer i bålet. Da så Torodd, at en mand kom fra et andet hus, og han havde aldrig set så stor en mand; denne mand bar skarlagensklæder, der var pyntet med guldbånd, og han var et stadseligt syn. Torodd hørte, at han lastede de andre for at tage imod gæster, når de knapt havde mad nok til sig selv. Husfruen svarede: »Vær du ikke vred — bror! — dette sker jo sjældent; giv dem hellere noget nyttig hjælp — det er du bedre til, end vi.« Torodd hørte, at den store mand blev kaldt Arnljot Gelline, og desuden, at husfruen var hans søster. Torodd havde hørt Arnljot omtalt og det med, at han var den største landevejsrøver og ugerningsmand. Torodd og den anden sov om natten, for de var trætte af at være på farten, men da der var vel en tredjedel af natten tilbage, kom Arnljot og bad dem stå op og gøre klar til afrejse. Torodd og den anden stod straks op og klædte sig på; så fik de morgenmad. Derefter fik de begge et par ski; Arnljot gjorde klar til at tage med dem, og han tog ski på, der både var brede og lange. Men så snart han tog fat med skistavene, var han langt foran dem. Så ventede han og sagde, at på den måde kom de ingen vegne; han bad dem stige op på hans ski, og det gjorde de. Torodd stod nærmest ham og holdt fast i Arnljots bælte, mens Torodds følgesvend holdt i ham. Arnljot skred så hurtigt af sted, som var han alene.

Halvdan Egedius:
Torodd og hans følgesvend på ski med Arnljot Gelline
De kom til et ly for rejsende, da en tredjedel af natten var gået; de slog ild og tilberedte maden. Mens de spiste, bad Arnljot dem om ikke at smide noget af maden væk — hverken ben eller smuler. Arnljot fandt et sølvfad frem fra under sin skjorte, og de spiste maden deraf; da de var mætte, gemte Arnljot deres rester. Derefter gik de til sengs. I den ene ende af huset var der et loft oppe over tværbjælkerne; Arnljot og de andre gik op på loftet og lagde sig dér til at sove. Arnljot havde et stort hugspyd med guldindlagt dølle, og skaftet var så kort, at man med hånden kunne nå døllen; han havde et sværd i bæltet. De havde både deres våben og klæder hos sig oppe på loftet. Arnljot bad dem være stille; han lå yderst på loftet.

Lidt senere kom der tolv mand til huset; det var købmænd på vej til Jämtland med deres varer. Da de kom til huset, var de meget støjende og opstemte. De tændte sig et stort bål; mens de spiste kastede de alle knogler fra sig. Derefter redte de natleje og lagde sig ned på bænkene ved ilden. Da de havde sovet en kort tid, kom der en stor troldkælling til huset; da hun kom ind, fejede hun hurtigt omkring sig og tog knogler og alt, hvad hun fandt spiseligt, og stoppede i munden. Derefter greb hun den mand, der var nærmest, rev og flåede ham aldeles i stykker og smed ham på ilden. Så vågnede de andre som af en ond drøm og sprang op, men hun sendte hver eneste af dem til Helvede, så at kun én endnu var i live; han løb ind under loftet og råbte på hjælp — om der var noget på loftet, der kunne redde ham? Arnljot strakte sig efter ham, tog ham i skuldrene og hev ham op på loftet. Så kastede hun sig frem til ilden og begyndte at æde de mænd, der var stegte. Da rejste Arnljot sig op, greb hugspyddet og kørte det mellem skuldrene på hende, så spidsen stak ud af brystet; hun sprang voldsomt op, skreg frygteligt og løb ud. Arnljot slap spyddet og hun førte det med sig væk. Arnljot gik frem og fjernede mændenes lig og satte dør og karm for stuen, for det havde hun brudt helt fra, da hun løb ud. Derefter sov de det, der var tilbage af natten.

Da det lysnede, stod de op og spiste da først deres morgenmad; da de havde spist, sagde Arnljot: »Her skilles vores veje; I skulle nu drage tilbage langs disse slædespor, som købmændene i går lavede hertil, men jeg vil lede efter mit spyd. Jeg vil — som betaling for det, jeg har udført — have det, der synes mig penge værd af de genstande, disse mænd har ejet. Du skal — Torodd! — overbringe kong Olav min hilsen, og fortæl ham, at han er den mand, som jeg har mest lyst til at møde — men min hilsen vil vel ikke forekomme ham af værdi.« Han tog sølvfadet frem, tørrede det med dugen og sagde: »Giv du kongen dette fad — og sig, at det er min hilsen!« Derefter gjorde de hver især klar til afrejse, og således skiltes de.

Torodd og hans følgesvend fulgtes med den mand, der var undkommet af købmændene. Torodd drog af sted, til han fandt kong Olav i købstaden og fortalte ham alt om sin rejse; han overbragte ham Arnljots hilsen og gav ham sølvfadet. Kongen sagde, at det var ærgerligt, at Arnljot ikke havde opsøgt ham: »— og det er stor skade, at så meget ondt skulle ramme en så god og bemærkelsesværdig mand.« Torodd blev derpå hos kong Olav i den tid, der var tilbage af vinteren, og han fik sommeren efter lov af ham til at drage til Island. Han og kong Olav skiltes i venskab.


142. Kong Olavs hærudbud

Kong Olav gjorde om foråret klar til at tage fra Nidaros, og der samledes mange folk om ham både fra Trondheim og nordfra i landet. Da han var rejseklar drog han først med sin flok sydpå til Møre og samlede ledingsfolk derfra og fra Romsdal. Derefter drog han til Sunnmøre. Han lå længe ved Herøy og ventede på sine folk; dér afholdt han ofte husting. Der kom meget for hans øre, som han mente krævede hans omhu. Det var på et husting, han afholdt, at han bragte den sag på bane, at han havde lidt tab af mænd på grund af færingerne, »— og den skat, som de har lovet mig,« sagde han, »den kommer ikke frem. Nu agter jeg atter at sende mænd dertil efter skatten.« Kongen henvendte sig med denne sag til forskellige mænd for at tilskynde dem til at tage af sted, men han fik det svar, at alle undslog sig for færden. Da rejste en stor og meget statelig mand sig på tinget; han bar en rød kjortel og havde hjelm på hovedet, sværd i bæltet og et stort hugspyd i hånden. Han tog til orde: »Det er sandt at sige,« sagde han, »at her er der stor forskel på folk! I har en god konge, men han slette mænd; I afslår en sendefærd, som han beder jer om, men I har dog forlods modtaget vennegaver og mange hæderfulde ting fra ham. Jeg har hidtil ikke været en ven af denne konge; han har også været min uven, og han mener at have grunde til det. Nu vil jeg tilbyde dig — konge! — at tage af sted på denne færd, hvis der ikke er bedre folk at få.« Kongen sagde: »Hvem er dette mandfolk, der svarer på mit spørgsmål? Du skiller dig ud fra de andre mænd, der er her, når du er klar til at tage af sted, mens dem, jeg havde tiltænkt at ordne det, undslår sig. Jeg kan dog ikke genkende dig, og jeg kender ikke dit navn.« Han svarede således: »Et navn mangler jeg ikke — konge! — det er sandsynligt, at du har hørt mig omtalt; jeg bliver kaldt Karl den Mørske.« Kongen sagde: »Sådan er det — Karl! Jeg har hørt dig omtalt før, og der er det at sige, at der har været de tidspunkter, hvor du ikke ville være kommet fra vores møde, så du kunne fortælle om det, men nu vil jeg ikke være værre end dig — når du tilbyder mig din støtte — at jeg ikke skulle gengælde med tak og påskyndelse. Du skal — Karl! — komme til mig og være min gæst i dag; så skal vi drøfte denne sag. Karl sagde, at sådan skulle det være.


143. Fortællingen om Møre-Karl

Karl den Mørske havde været viking og den største ransmand; kongen havde meget ofte sendt mænd efter ham for at tage livet af ham. Karl kom af en fornem familie og var en meget foretagsom mand; han var en idrætsmand og dygtig på mange områder. Da Karl havde besluttet at tage på denne færd, forligte kongen sig med ham og viste ham derefter venskab og udrustede ham til færden på bedste vis. De var nær 20 mand på skibet. Kongen medsendte beskeder til sine venner på Færøerne, at de skulle hjælpe og støtte — det var til Leif Øssurson og Gille Lovsigemand, at han sendte sine tegn. Karl tog af sted, straks han var færdig; de fik god vind og kom til Færøerne, hvor de lagde til i Tórshavn på Strømø. Derefter blev der indkaldt til ting, og der kom mange mennesker. Trond i Gøta kom med en stor flok; Leif og Gille kom også med er stor folkemængde. Da de havde teltet boderne og gjort sig i stand, opsøgte de Karl den Mørske; de hilste venligt på hinanden. Derefter overbragte Karl kong Olavs besked og tegn og venskabsord til Gille og Leif. De tog godt imod det og indbød Karl til sig for at støtte op om hans ærinde og give ham så meget hjælp, som de kunne; han modtog det med taknemmelighed. Lidt senere kom Trond derhen og tog godt imod Karl: »Jeg er,« sagde han, »glad over, at en sådan mand er kommet her til vort land i et ærinde for vor konge, som vi alle skylder undergivenhed. Jeg vil ikke godtage andet — Karl! — end at du kommer til vinterophold hos mig, og det med så mange mænd, at din hæder derved bliver større end allerede.« Karl sagde, at han allerede havde besluttet sig for at tage hen til Leif, »— men ellers ville jeg,« sagde han, »gerne have takket ja til dette tilbud.« Trond sagde: »Da er det Leifs lod at få ære af denne sag; men er der da andre ting, jeg så kunne gøre for dig, som var til din hjælp?« Karl svarede, at han syntes det ville være en stor hjælp, om Trond drev skatten sammen på Østerø og på alle Norderøerne. Trond sagde, at det var hans pligt og ansvar at give kongens sag fremgang; derefter gik Trond tilbage til sin bod. Mere skete der ikke på dette ting.

Karl tog med Leif Øssurson hjem, og dér opholdt han sig vinteren efter. Leif indsamlede skatten på Strømø og på alle øerne syd derfor. Foråret efter blev Trond i Gøta syg; han fik øjenpine og desuden andre sygdomme. Han gjorde dog klar til at drage til tings, som han plejede. Da han kom til tinget, og hans bod blev teltet, lod han inderst beklæde med sort teltdug, for at der skulle skinne mindre lys igennem.

Da nogle dage var forløbet af tinget, gik Leif og Karl til Tronds bod med et stort følge. Da de kom til boden, stod der nogle mænd udenfor. Leif spurgte, om Trond var inde i boden; de sagde, at det var han. Leif sagde, at de skulle bede Trond komme ud: »Karl og jeg har et ærinde hos ham,« sagde han. Da mændene kom igen, sagde de, at Trond havde en sådan øjenpine, at han ikke kunne komme ud, »— men han bad dig — Leif! — at du skulle komme ind.« Leif sagde til sine følgesvende, at de skulle være varsomme, når de kom ind i boden og ikke skabe trængsel: »Den går først ud, som kom sidst ind.« Leif gik først ind, dernæst Karl og så følgesvendene; de var fuldt bevæbnede, som om de var på vej til kamp. Leif gik ind mod de sorte teltduge og spurgte så, hvor Trond var. Trond svarede og hilste Leif. Leif modtog hans hilsen og spurgte, hvorvidt han havde indkrævet noget skat på Norderøerne, og hvordan det nu forholdt sig med betalingen af sølvet. Trond svarede og sagde, at det ikke var gået ham af minde, hvad han og Karl havde talt om, og at der skulle blive gjort rede for skatten: »Her er en pung — Leif! — som du skal tage imod; den er fuld af sølv.« Leif så sig omkring, men så få mænd i boden; nogle lå på bænkene og enkelte sad op. Derefter gik Leif hen til Trond og modtog pungen, som han bar længere ud i boden, hvor der var lyst; han hældte sølvet ud på sit skjold, rørte i det med hænderne og sagde, at Karl skulle se på sølvet. De så på det en tid; så spurgte Karl, hvad Leif syntes om sølvet. Han sagde: »Jeg tror, at hver eneste dårlig mønt, der findes på Norderøerne, må være kommet hertil.« Trond hørte dette og sagde: »Synes du ikke om sølvet — Leif?« »Sådan forholder det sig,« svarede han. Trond sagde: »Så er vore slægtninge ikke bare andenrangs uslinge, som man ikke kan betro noget! Jeg sendte dem i foråret nordpå for at hente skat på øerne, da jeg ikke selv var i stand til det, men de har vel modtaget bestikkelse af bønderne for at modtage sådanne falske mønter, som ikke er gangbart betalingsmiddel. Det er nok bedst — Leif! — at du ser dette sølv, der er blevet mig betalt som lejeafgifter.« Leif bar sølvet tilbage og modtog en anden pung, som han bragte til Karl. De undersøgte pengene, og Karl spurgte, om Leif syntes om disse penge. Han sagde, at han fandt disse penge dårlige, men ikke sådan, at man ikke kunne tage imod dem i opkrævninger, hvor man ikke var så nøjeregnende, »— men jeg vil ikke modtage disse penge til kongen.« En mand, der lå på bænken, trak skindtæppet væk fra hovedet og sagde: »Sandt er det gamle ord: Man svækkes, som man ældes; det gælder også dig — Trond! — sådan som du lader Karl den Mørske vrage penge for dig hele dagen.« Det var Gaut den Røde. Trond sprang op ved Gauts ord; han skældte ud og gjorde sine slængtninge store bebrejdelser, men til sidst sagde han, at Leif skulle aflevere det sølv: »— men tag denne pung, som mine egne landboere har bragt hjem til mig dette forår; selv om jeg ikke ser klart, er dog ens egen hånd mest pålidelig.« En mand, der lå på bænken, rejste sig op på albuen. Det var Tord den Lave; han sagde: »Det er ikke bare almindelige ondskabsfuldheder vi får af ham Møre-Karl; det skulle han have løn for.« Leif modtog pungen og bragte den til Karl; de så på pengene, og Leif sagde: »Jeg behøver ikke se længe på dette sølv; her er den ene mønt bedre end den anden, og vi vil modtage disse penge. Få du — Trond! — en mand til at overvære afvejningen.« Trond sagde, at han syntes sig bedst tjent med, at Leif så til på hans vegne.

Erik Werenskiold: En mand kom løbende og kaldte på Leif …
Så gik Leif og de andre ud og lidt væk fra boden, hvor de satte sig ned og vejede sølvet. Karl tog hjelmen af sit hoved og hældte det sølv deri, som var blevet vejet. De så en mand gå forbi. Han bar en pigøkse i hånden, en bredskygget hat på hovedet og en grøn kappe; han var barfodet og havde bundet lærredsbukserne til benene. Han stak pigøksen i jorden og gik derfra, mens han sagde: »Pas nu på — Møre-Karl! — at du ikke skader dig på min pigøkse.« Lidt senere kom en mand løbende og kaldte ivrigt på Leif Øssurson; han bad ham hurtigst muligt komme til Gille Lovsigemands bod: »Sigurd Torlakson løb ind gennem teltåbningen og sårede en mand i boden dødeligt!« Leif sprang straks op og opsøgte Gille; alle hans mænd gik med ham, men Karl blev tilbage omringet af nordmændene. Gaut den Røde løb frem og huggede med en håndøkse hen over skuldrene på mændene; hugget traf Karl i hovedet, men såret blev ikke stort. Tord den Lave rykkede pigøksen, der stod i jorden, op og slog på øksehammeren, så øksen trængte ned i hjernen. Da stormede en masse folk ud af Tronds bod. Karl blev båret død derfra.

Trond beklagede dette værk, men bød dog penge til forlig for sine slægtninge. Leif og Gille forfulgte drabssagen, og der blev ikke noget med pengebøder. Sigurd blev kendt fredløs for den skade, han havde forvoldt Gilles mand i boden, og Tord og Gaut for drabet på Karl. Nordmændene klargjorde det skib, som Karl havde ført dertil, og drog østpå for at opsøge kong Olav; han var meget utilfreds med dette forløb, men det blev ikke kong Olav forundt at hævne dette på Trond og hans slægtninge på grund af den ufred, der på dette tidspunkt var opstået i Norge, og som senere skal omtales.

Nu er der ikke mere at fortælle om de hændelser, der udsprang af, at kong Olav opkrævede skat på Færøerne. Siden opstod der efter drabet på Karl den Mørske strid på Færøerne mellem slægtningene til Trond i Gøta og Leif Øssurson — herom findes der lange fortællinger.


144. Kong Olavs hærudbud

Nu skal der fortælles om det, som før blev nævnt, da kong Olav var ude med sin hær og udskrev folk i landet. Han blev da fulgt af alle lendermænd fra nordpå i landet på nær Einar Tambarskælver; denne havde forholdt sig roligt på sine gårde, siden han kom til landet, og han tjente ikke kongen. Einar havde meget store ejendomme, og han førte sig prægtigt frem, selv om han ikke havde kongelige indtægter. Kong Olav førte denne hær sydpå forbi Stad; også dér kom der mange folk til ham fra herrederne. Dengang havde kong Olav det skib, som han havde ladet bygge vinteren forud; det var et meget stort skib, som hed Bisonoksen — i forstavnen havde det et forgyldt bisonoksehoved. Dette nævner Sigvat Skjald:


Tryggvesønnen sejled’
(sjældent ræd i kampen)
på den lange lyngfisk
(ledt af Herrens vilje).
Bisonoksen ejed’
Olav Digre siden;
dyrets horn af havet
herligt bliver vasket.


Kongen drog derpå sydpå til Hordaland. Han fik at vide, hvordan Erling Skjalgson havde forladt landet med en stor hær og fire eller fem skibe; han havde selv den store skeid og hans sønner tre 20-sæders. De var sejlet vestpå til England for at opsøge Knud den Mægtige. Så drog kong Olav østpå langs landet med en meget stor hær. Han spurgte for sig, om folk vidste noget om Knud den Mægtiges færden, og alle kunne fortælle, at han var i England; det blev også sagt, at han havde ledingshæren ude og agtede sig til Norge. Af den grund, at kong Olav havde en stor hær, men ikke erfarede sandheden om, hvor han skulle sejle hen for at møde Knud, og at folkene fandt sig dårligt tjent med at forblive ét sted med så stor en hær, besluttede han at sejle med hæren sydpå til Danmark; han havde hele den hær med sig, som han fandt mest kampdygtig og bedst udrustet, således som det er blevet digtet:


Med åretag Olav
Oksen fører nordfra,
mens kampkongens drage
kløver bølgen sydfra.


Nu drog den flok hjem, som han anså for mindst gavnlig. Kongen havde da en stor og prægtig hær; dér var de fleste norske lendermænd, på nær de — som det før blev omtalt — der havde forladt landet eller blev siddende hjemme.


145. Om kong Olav og kong Ønund

Kong Olav sejlede til Danmark og styrede mod Sjælland. Da han kom dertil, begyndte han at hærge og gøre landgang; indbyggerne blev røvet, og nogle blev dræbt, mens andre blev pågrebet, bundne og således ført til skibene. Alle, der kunne komme til det, flygtede, og der blev ikke gjort nogen modstand. Kong Olav forøvede meget hærværk dér. Mens kong Olav var på Sjælland, erfarede han, at kong Ønund Olafson havde ledingshær ude og drog med en stor hær østfra langs Skåne, hvor han hærgede. Da blev det åbenlyst, hvad kong Olav og kong Ønund havde planlagt, da de mødtes i Elven for at indgå forbund og venskab: At de begge skulle gøre modstand mod kong Knud. Kong Ønund drog af sted, indtil han fandt kong Olav — sin svoger — og da de mødtes, gjorde de det klart både for deres folk og landets indbyggere, at de agtede at underlægge sig Danmark og kræve anerkendelse af landets indbyggere. Det var sådan — som man ofte har set det — at da landets indbyggere blev udsat for hærgen og ikke fandt styrke til modstand, da samtykkede de fleste i de pålæg, som de kunne købe sig fred med. Så blev det sådan, at mange mænd gik kongerne til hånde og var lydige over for dem. De lagde vidt omkring landet under sig, hvor de kom frem, og i modsat fald hærgede de. Sigvat Skjald nævner dette hærtogt i den drapa, han digtede om kong Knud den Mægtige:


Knud var under himlen —
Hørt jeg har berettet
at hær-hu havde
Haraldssønnen,
som sydpå sendte
samlingsflokken
— årsæle Olav —
ud fra Nid.
Fyrsten da førte
(folket det spurgte)
til Sjællands sletter
svale køle,
og under kong Ønund
andre skibe
drog imod dansken
drevet af svenskere.


146. Om kong Knud

Kong Knud havde vestpå i England erfaret, at kong Olav havde ledingshær ude, og ligeledes at han med den hær var draget til Danmark, og at der var ufred i hans rige dér. Så samlede Knud folk, og han fik hurtigt en stor hær og en mængde skibe. Jarl Håkon var det andet overhoved i den hær.

Sigvat Skjald kom den sommer vestpå til England fra Rude i Valland sammen med en mand, der hed Berg; de var draget dertil på handelsrejse sommeren før. Sigvat digtede den flokk, der kaldes Vestfarerviser, og dette er begyndelsen:


Berg! Vi mangen en morgen
mindes Rude-borgen;
skibet lod vi lægge
langs den vestre flodbred.


Da Sigvat kom til England, opsøgte han straks kong Knud og ville bede om lov til at drage til Norge. Kong Knud havde nedlagt rejseforbud for alle købmandsskibe, indtil han havde klargjort sin hær. Da Sigvat kom til ham, gik denne hen til det logi, hvor kongen befandt sig, men det var aflåst. Han stod længe udenfor, men da han traf kongen, fik han lov, som han bad; da kvad han:


Længe dér jeg dvæled’
(døren var fast riglet),
før jeg fik i tale
fyrsten over jyder.
Gorms slægtning dog gunstigt
gjorde min sags udfald.
(Ofte jeg på armen
ærmer af jern bærer).


Da Sigvat blev klar over, at kong Knud gjorde klar til hærfærd imod kong Olav, og da han vidste, hvor stor en styrke kong Knud havde, kvad han:


Olavs liv de ønsker
(ingen midler skyr de)
— Knuds og Håkons hærfolk
(hersker’ns død jeg frygter).
Helst min høvding så jeg
hel fra mødet slippe;
fjendens flok dog næppe
fyrstens liv vil skåne.


Sigvat digtede flere vers om Knuds og Håkons færd; han kvad endvidere:


Den brave jarl burde
bønder til sig kalde
for at mægle mildhed
mellem dem og Olav.
Før har Håkon handlet
hov’det sit med Olav;
ikke glemmer Eriks
afkom gammelt fjendskab.


147. Om kong Knuds drageskib

Knud den Mægtige havde klargjort sin hær til at forlade landet; han havde en mængde folk og utroligt store skibe. Han havde selv en drage, der var så stor, at den var på 60 rum; hovederne på den var guldbelagte. Jarl Håkon havde en anden drage, der var på 40 rum, og også den havde gyldne hoveder. Begges sejl var stribede med blåt og rødt og grønt. Skibene var farvelagte overalt over vandgangen, og skibenes hele udstyr var meget prægtigt. De havde mange andre skibe, der var store og godt udrustede; dette nævner Sigvat Skjald i Knudsdrapa:


Knud var under himlen —
Den herlige konge
erfared’ om fjendens
færden østfra;
på skønne skibe
skred da vestfra
ud den ædle
Adalråds fjende.
Og blåt i blæsten
blafred’ da sejlet
(dyrt fór drotten)
i dragens rå;
over salten sø
slanke køle
til Limfjorden ledte
ledingen vestfra.


Det siges, at kong Knud førte denne store hær østpå fra England og kom uskadt med alle sine folk til Danmark, hvor han lagde til i Limfjorden; dér var landets indbyggere forsamlede i stort tal.


148. Hardeknud tages til konge

Jarl Ulf Sprakeleg var blevet sat til at forsvare Danmark, da kong Knud drog til England. Kongen havde overgivet jarl Ulf sin søn, som hed Hardeknud. Dette skette sommeren forud, som det tidligere blev skrevet. Jarlen sagde straks, at kong Knud ved deres afsked havde pålagt ham det ærinde, at han ønskede, at Hardeknud — kongens søn — skulle tages til konge over Danevældet, »— og derfor gav han os ham i hænderne; jeg har,« sagde han, »samme med andre hærførere og høvdinge ofte klaget til kong Knud over, at folk finder store vanskeligheder ved at sidde kongeløse her i landet, når de tidligere danske konger mente at have nok at gøre med at have kongedømme i Danmark alene. Og i gamle dage regerede mange konger dette rige, men det er dog nu meget vanskeligere, end det førhen har været, for selv om vi indtil nu har opnået at sidde i fred for udenlandske høvdinge, så erfarer vi nu det, at Norges konge agter at hærge blandt os, og folk mistænker også, at svenskekongen vil slutte sig til denne færd — men kong Knud er nu i England!« Jarlen fremviste derpå kong Knuds brev og indsegl, som bekræftede det, jarlen havde fortalt. Dette foretagende blev støttet af mange andre høvdinge, og efter deres anbefalinger besluttede landets folk at tage Hardeknud til konge; dette blev gjort på det samme ting. Dronning Emma var ophavsmand til denne plan. Hun havde ladet dette brev med indsegl fremstille; hun havde i hemmelighed fået fat i kongens indsegl, og alt dette foregik skjult for ham selv.

Da Hardeknud og jarl Ulf fandt ud af, at kong Olav var kommet nordfra fra Norge med en stor hær, drog de til Jylland, for dér findes Danevældets hovedstyrke; de udsendte da hærpil og kaldte en stor hær sammen. Da de erfarede, at også svenskekongen var kommmet dertil med sin hær, mente de ikke af have styrke til at gå til kamp mod begge. De holdt sig da samlede i Jylland og agtede at forsvare det land imod kongerne; de samlede hele skibshæren i Limfjorden og afventede således kong Knud. Da de hørte, at kong Knud var kommet vestfra til Limfjorden, sendte de udsendinge til ham og dronning Emma for at bede hende finde ud af, om kongen var vred på dem, og så lade dem vide dette. Dronningen drøftede denne sag med kongen og sagde, at Hardeknud — deres søn — ville bøde, som kongen ønskede, dersom han havde gjort noget, som kongen fandt, gik ham imod. Han svarede og sagde, at Hardeknud ikke selv havde fundet på dette, »— men det er gået sådan for sig,« sagde han, »— som det kunne forventes, da han er et barn og uvidende — at han har villet hedde ‘konge’, og så er den vanskelighed overgået ham, at udenlandske høvdinge nu vil fare over hele landet med hærskjold for at underlægge sig det, hvis ikke vi kommer til hjælp. Hvis han nu på nogen måde vil forliges med mig, så opsøger han mig og opgiver denne forfængelighed, at han har ladet sig kalde konge.« Dronningen sendte derpå disse samme ord til Hardeknud og lagde til, at hun bad ham ikke at opsætte sin færd; hun sagde — som sandt var — at han ikke kunne få støtte nok til at stå imod sin far. Da dette budskab kom til Hardeknud, søgte han råd ved jarlen og de andre høvdinge, der var hos ham. Det viste sig hurtigt, at så snart folket erfarede, at Gamle-Knud var kommet, så begav hele landets almue sig til ham og satte al deres lid til ham. Jarl Ulf og hans følgeskab indså, at der var to vilkår for hånden: Enten at opsøge kong Knud og overlade alt til ham, eller i andet fald at forlade landet. Alle opfordrede Hardeknud til at opsøge sin far, og det gjorde han. Da de mødtes, kastede han sig for sin fars fødder og lagde indseglet, som fulgte med kongenavnet, i hans skød. Kong Knud tog Hardeknud ved hånden og satte ham så højt i sædet, som han før havde siddet. Jarl Ulf sendte Svend — sin søn — til kong Knud; Svend var kong Knuds søstersøn, og han bad kongen om fred og forlig for sin far, og han tilbød sig som gidsel på vegne af jarlen. Svend og Hardeknud var jævnaldrende. Kong Knud bad sige til jarlen, at han skulle samle hær og skibe og så komme til kongen, og dette gjorde jarlen.


149. Hærtogt i Skåne

Da kong Olav og kong Ønund erfarede, at kong Knud var kommet vestfra, og at han tilmed havde en uovervindelig hær, sejlede de østpå i Skåne, hvor de hærgede og afbrændte herrederne; de søgte således østpå imod svenskekongens rige. Straks da folket hørte, at kong Knud var kommet vestfra, ville ingen gå kongerne til hånde. Dette nævner Sigvat Skjald:


De raske konger
kunne ej Danmark
trods hurtig hærfærd
helt betvinge;
Danernes fjende
fór over Skåne
da hårdt med hæren.
— herligst af konger.


Så søgte kongerne østpå langs landet og lagde til dér, hvor det hedder Helligåen; dér blev de en tid. Så erfarede de, at kong Knud kom efter dem østpå med sin hær. De rådslog sammen, og det endte med, at kong Olav sammen med en del af sit følge gik i land og helt op gennem skovene til det vand, som Helligåen falder fra. Dér byggede de en dæmning af tørv og træ i åens udspring og opstemmede således vandet; de gravede desuden store grøfter og førte flere vandløb sammen, så der opstod en stor oversvømmelse, og de fældede store træer ned i åløbet. De brugte mange dage på dette arbejde, og kong Olav havde alt tilsyn med foretagendet, mens kong Ønund stod for skibshæren. Kong Knud fik at vide om kongernes fremfærd, og hvilken stor skade de havde gjort i hans rige; han styrede da imod dem dér, hvor de lå i Helligåen, og han havde en stor hær, der var dobbelt så stor som deres tilsammen. Dette nævner Sigvat:


Jyllands konge
— kommet til landet —
agtede ikke
afstå riget;
danernes værner
ville ej tåle
hærfolks hærgen.
— herligst af konger.


150. Kampen ved Helligåen

En aften så kong Ønunds spejdere kong Knuds skibe komme sejlende, og han havde ikke langt derhen, hvor de var. Så lod kong Ønund blæse til kamp. Folkene slog teltene ned og hærklædte sig; de roede ud af havnen og østpå langs landet, hvor de lagde skibene ved siden af hinanden, bandt dem sammen og gjorde klar til kamp. Kong Ønund sendte spejdere op i landet; de opsøgte kong Olav og fortalte ham disse nyheder. Så lod kong Olav dæmningen nedbryde, og åen løb da i sit leje; han drog om natten ned til sine skibe. Da kong Knud kom til havnen, så han, hvordan kongernes hær lå klar til kamp. Han syntes, at det var for sent på dagen til at lægge til kamp, hvis hans hær skulle være helt klar, for hans flåde krævede meget plads på søen til at sejle; der var langt imellem det forreste skib og det sidste, og tilsvarende imellem det, der sejlede yderst, og det, der sejlede nærmest land. Vinden var svag. Da kong Knud så, at svenskere og nordmænd havde rømmet havnen, lod han de skibe, der var plads til, lægge til havn; størstedelen af hæren lå dog ude på havet. Om morgenen — da det var blevet lyst — var mange af folkene oppe på land; nogle talte sammen, og andre fordrev tiden med leg. De vidste ikke noget af det, før vandet væltede frem imod dem som et vandfald; store træer fulgte med, som ramte deres skibe, så skibene tog skade, og vandet flød ud over hele landjorden. Alle de folk, der var i land, gik til, og tilsvarende mange på skibene. Alle, der kunne komme til det, huggede deres fortøjninger over og frigjorde sig; skibene drev da spredte omkring.


Halvdan Egedius: Kong Knuds hær rammes af vandmasserne


Den store drage, som kongen selv var på, drev ud for strømmen; den var ikke let at vende med årerne, og den drev ud imod kong Ønunds flåde. Da de genkendte skibet, lagde de sig straks rundt om det, men af den grund, at skibet var meget højt — som var det en borg — og at der ombord var mange gode og udvalgte og svært bevæbnede folk, var det ikke let at angribe det. Der gik også kun kort tid, inden jarl Ulf lagde til med sit følge, og så begyndte striden. Dernæst kom kong Knuds hær til fra alle sider. Kongerne Olav og Ønund indså da, at de nu havde vundet det, der for denne gang var blevet dem beskåret; de lod skibene trække tilbage, løste sig fra kong Knuds hær og skilte flåderne. Af den grund, at dette angreb ikke var blevet foretaget på den måde, som kong Knud havde planlagt, og at skibene ikke var blevet lagt som fastsat, blev der ikke nogen efterroning; kong Knuds mænd eftergik hæren og fordelte folkene og gjorde klar. Da man var blevet skilt og hver af flåderne sejlede for sig, eftergik kongerne deres mandskab og fandt, at de ikke havde lidt mandefald. De indså også, at hvis de afventede, at kong Knud fik klargjort hele den hær, han havde, og siden angreb dem, ville overtallet være så stort, at der ikke var meget håb om, at de ville sejre, og det var indlysende — hvis der blev kamp — at mandefaldet ville blive meget stort. Nu tog de den beslutning at ro hele flokken østpå langs landet. Da de så, at kong Knuds flåde ikke satte efter dem, rejste de masterne og hejste deres sejl. Ottar den Sorte omtaler dette møde i den drapa, han digtede om Knud den Mægtige:


Ud for Helligåen
— angrebslystne konge! —
slog du svenskehæren;
snart blev ulven mættet.
Raskt du revsed’ fjenden
(ravnen sulted’ ikke);
to konger du kasted’
kraftfuldt ud af landet.


Skjalden Tord Sjårekson digtede en arvedrapa om kong Olav den Hellige; den kaldes Korsdrapa, og deri nævnes dette møde:


Egders konge — Olav —
ypped’ strid mod jyders
kække konge — han som
kløver brynjers ringe.
Skånes konge skarpe
skud mod fyrsten sendte;
ulven kunne atter
over dræbte hyle.


151. Kong Olavs og kong Ønunds rådslagning

Kong Olav og kong Ønund sejlede østpå langs med svenskekongens rige, og ved aftenstid lagde de til land dér, hvor det hedder Barvik; dér lå kongerne natten over. Man kunne mærke på svenskerne, at de havde lyst til at drage hjem; en stor del af den svenske hær sejlede om natten østpå langs landet, og de standsede ikke deres færd, førend de alle kom hjem. Da det lysnede blev kong Ønund klar over dette, og han lod da blæse til husting. Hele flokken gik i land, og tinget blev sat; kong Ønund tog ordet: »Det er sådan,« sagde han, »som du ved — kong Olav! — at vi i sommer alle har turet sammen og hærget vidt omkring i Danmark; vi har vundet et stort bytte, men ikke noget land. Jeg havde i sommer tre et halvt hundrede skibe, men nu er der ikke mere end ét hundrede tilbage. Det forekommer mig, at vi ikke vil vinde mere hæder med så lille en hær, som vi nu har — trods det, at I har de 60 skibe, som I havde i sommer. Nu anser jeg det for mest tilrådeligt at drage tilbage til mit rige, og ‘det er godt at køre hjem med en hel vogn’; vi har vundet på denne færd, men intet tabt. Nu vil jeg — svoger Olav! — tilbyde dig at tage med mig, så vi tilbringer denne vinter sammen. Tag så meget af mit rige, at du kan holde dig selv og den flok, som følger dig, godt. Så kan vi — når det bliver forår — beslutte, hvad vi har lyst til. Såfremt I hellere vil tage det vilkår, at drage igennem vores land og rejse ad landvejen til dit rige i Norge, så skal I have lov til det.«

Kong Olav takkede kong Ønund for det venskabelige tilbud, han havde gjort ham, »— men hvis jeg skulle bestemme,« sagde han, »skulle vi tage en anden beslutning og holde denne hær, der nu er tilbage, sammen. Jeg havde i sommer — før jeg drog fra Norge — først tre et halvt hundrede skibe, men da jeg forlod landet, udvalgte jeg fra hæren den flok, jeg anså for bedst; dem fordelte jeg på de 60 skibe, som jeg nu har. Det samme forekommer mig om din hær: At de, som er stukket af, var dem, der var mest dådløse og mindst støtte i. Her ser jeg alle dine høvdinge og hærførere, og jeg véd, at den flok, der er livvagter, er mere våbenduelige. Vi har en stor hær og så god en flåde, at vi kan ligge ude på skibene hele vinteren, sådan som konger førhen har gjort. Kong Knud vil kun kortvarigt ligge i Helligåen, for dér er ingen havn til så mange skibe, som han har. Han kan drage østpå efter os, men så kan vi sejle væk, og så vil folk snart samles om os; eller han kan vende om til dér, hvor der er en havn, som han kan lægge sin flåde i, og så skal der nok ikke være færre folk end her af hans hærfolk, der får hjemve. Jeg forventer, at vi i sommer har ordnet det sådan, at småbønderne i både Skåne og Halland véd, hvad de skal tage sig til. Kong Knuds hær vil snart spredes vidt omkring, og så er jeg ikke sikker på, hvem der undes sejren. Lad os først udspejde, hvilken beslutning han træffer.« Alle folk gjorde gode tilråb, da Kong Olav således sluttede sin tale, og det, som han ville, blev besluttet. Der blev da sendt spejdere til kong Knuds hær, mens begge konger blev liggende dér.


152. Om kong Knud og jarl Ulf

Kong Knud så, at den norske konge og den svenske konge førte deres flok østpå langs landet. Han sendte straks folk i land, og lod dem ride ad landvejen dag og nat, som kongernes flok drog af sted på vandet; nye spejdere fór frem, når andre tog tilbage. Kong Knud fik hver dag nyheder om deres færden; hans spejdere var i kongernes hær. Da han erfarede, at en stor del af hæren var draget derfra, førte han sin hær tilbage til Sjælland, og lagde hele hæren i Øresund; en del af hæren lå ved Sjælland og resten ved Skåne.

Kong Knud red dagen før Mikkelsmesse til Roskilde fulgt af en stor skare mænd. Dér modtog jarl Ulf — hans svoger — ham med et gæstebud. Jarlen diskede særligt flot op og var meget fornøjet. Kongen var fåmælt og noget uomgængelig; jarlen henvendte sig til ham og førte deres samtale hen på det, som han vidste, kongen ville synes bedst om. Kongen svarede kun lidt. Så spurgte jarlen ham, om han ville spille skak. Han svarede ja; de fandt da skakspillet og spillede.

Jarl Ulf var en rapmundet mand; han var nådesløs — både i det han sagde og på alle andre måder. Han var en meget handlekraftig mand, når det gjaldt magt, og en stor kriger, og der fortælles store historier om ham. Jarl Ulf var den mægtigste mand i Danmark, lige efter kongen. Jarl Ulfs søster var Gyda, som var gift med jarlen Gudine Ulfnadson; deres sønner var den engelske konge Harald, jarl Toste, jarl Valthjof og jarl Mørukåre, og deres datter var Gyda, der var gift med den engelske konge Edvard den Gode.


153. Drabet på jarl Ulf

Springer.jpg
Da de spillede skak — kong Knud og jarl Ulf — lavede kongen en grov fingerfejl, hvorefter jarlen slog hans springer. Kongen flyttede hans brik tilbage og sagde, at han skulle lave et andet træk, men jarlen blev sur, væltede skakbrættet og rejste sig og gik. Kongen sagde: »Der render du — Ulf den Rædde!« Jarlen vendte sig i døren og sagde: »Længere var du rendt ved Helligåen, hvis du havde kunnet komme til det. Du kaldte mig ikke Ulf den Rædde, dengang jeg lagde til for at hjælpe jer, da svenskerne pryglede jer som hunde.« Så gik jarlen ud og hen for at sove. Lidt senere gik kongen i seng.

Morgenen efter, da kongen klædte sig på, talte han med sin tjener: »Gå du,« sagde han, »hen til jarl Ulf og dræb ham!« Tjeneren gik, var væk et stykke tid og kom tilbage. Da sagde kongen: »Dræbte du jarlen?« Han svarede: »Jeg dræbte ham ikke, for han var gået til Luciuskirken.« Der var en mand, der hed Ivar den Hvide — han var af norsk herkomst; han var medlem af kong Knuds livvagt og boede i dennes hus. Kongen sagde til Ivar: »Gå du hen og dræb jarlen!« Ivar gik til kirken og ind i koret og stak dér sværdet igennem jarlen; det døde jarl Ulf af. Ivar gik til kongen med det blodige sværd i hånden. Kongen spurgte: »Har du så dræbt jarlen?« Ivar svarede: »Nu har jeg dræbt ham.« »Det var godt gjort,« sagde kongen. Men bagefter, da jarlen var blevet dræbt, lod munkene kirken aflåse. Dette blev sagt til kongen. Han sendte en mand til munkene og bad dem åbne kirken og holde gudstjeneste; de gjorde, som kongen påbød. Da kongen kom i kirken, tilskødede han kirken så meget jordtilliggende, at det udgjorde et stort herred, og sådan blev dette stift meget betydeligt, eftersom disse jorder siden har hørt dertil. Kong Knud red derefter til sine skibe og opholdt sig om efteråret længe dér med en meget stor hær.


154. Om kong Olav og svenskerne

Da kong Olav og kong Ønund erfarede, at kong Knud var styret til Øresund, og at han lå dér med sin hær, holdt kongerne husting. Kong Olav talte og sagde, at det var gået, som han havde gættet: At kong Knud ikke var blevet længe i Helligåen, »— og jeg forventer nu, at flere ting i vores mellemværende skal gå, som jeg gættede. Nu har han ikke så mange folk, som han havde i sommer, og han vil sidenhen få endnu færre, for det bliver ikke mindre utåleligt for dem end for os at ligge ude på skibene senere på efteråret, og så vil sejren blive os forundt, hvis vi ikke fattes dristighed og beslutsomhed. Det er gået sådan for sig i sommer, at vi har haft mindre mandskab, men de har mistet både mænd og værdier til os.« Så begyndte svenskerne at knurre meget, og den ene talte i munden på den anden; det blev da besluttet, at kong Ønund drog væk med hele sit følge, mens kong Olav blev tilbage.


155. Om Egil og Tove

Mens kong Olav lå dér, havde han ofte samtaler og rådslagning med sine folk. En nat skulle Egil Hallson holde vagt på kongens skibe sammen med den mand, der hed Tove Valgautson; han kom af en stor slægt og stammede fra Västergötland. Da de sad på vagten, hørte de gråd og jammer derfra, hvor de hærtagne folk sad bundet — de blev om natten bundet oppe på land. Tove sagde, at han ikke syntes om at høre på deres hylen, og han bad Egil om, at de skulle løsne folkene og lade dem løbe væk. Dette gjorde de; de gik hen og skar rebene over, og alle folkene stak af. Denne gerning blev anset for meget forkastelig; kongen var også så vred, at deres liv var i fare. Sidenhen, da Egil blev syg, gik der længe, hvor kongen ikke ville komme og se til ham, selv om mange bad ham om det. Egil angrede da meget, at han havde gjort noget, som kongen syntes dårligt om, og han bad kongen tilgive ham; dette tilstod kongen ham omsider. Kong Olav lagde sine hænder på siden af Egil — dér hvor smerten var — og sang sine bønner, og smerterne ophørte øjeblikkelig; derefter fik Egil det bedre, og Tove opnåede siden forlig. Det siges, at han for at få det, skulle føre sin far til kongen; Valgaut var hedensk som en hund, men ved kongens ord antog han kristendommen, og han døde straks, da han var blevet døbt.


156. Forræderi mod kong Olav

Når kong Olav havde samtale med sine folk, spurgte han høvdingene til råds om, hvad de skulle gøre, men de kunne kun blive enige om lidt; det, den ene kaldte et dårligt råd, fandt den anden brugbart, og de talte meget længe frem og tilbage. Kong Knuds spejdere var hele tiden i deres hær, og de kom i tale med mange folk, og de fremlagde tilbud om penge og venskab på vegne af kong Knud; mange lod sig lede til at sælge deres trofasthed, sådan at de skulle blive kong Knuds mænd og overlade ham landet, hvis han kom til Norge. Dette stod senere klart om mange, selv om det i begyndelsen blev holdt skjult. Nogle tog straks imod pengegaver, andre blev lovet penge senere. Der var mange, som allerede havde modtaget store vennegaver af ham, for det kunne siges med sandhed om kong Knud, at enhver mand, der opsøgte ham, og som han fandt, der var noget mandsmod i, han fik af ham hænderne fulde af penge. Kong Knud blev derfor meget afholdt, og hans gavmildhed var størst mod udenlandske mænd og særlig de, som kom længst væk fra.


157. Kong Olavs rådslagning

Kong Olav havde ofte samtale og møde med sine folk, som han spurgte til råds, men da han fandt, at alle lagde deres til, mistænkte han, at der var nogle, der sagde andet end det, der måtte forekomme mest tilrådeligt, og han kunne da ikke vide, hvorvidt alle udviste ham den rette trofasthed. Mange opfordrede til at de skulle følge vinden og sejle til Øresund og så nordpå til Norge; de sagde, at danskerne ikke ville turde at lægge imod dem, selv om de lå dér med en stor hær. Kongen var dog så klog, at han begreb, at dette ikke lod sig gøre. Han vidste også, at det var gået anderledes for Olav Tryggvason, da denne gik til strid mod en stor hær med kun få folk, end at danskerne ikke turde slås. Kongen vidste også, at der var mange nordmænd i kong Knuds hær; kongen mistænkte at de, der rådede ham til sådant, måtte være mere tro mod kong Knud end mod ham selv. Kong Olav afgjorde sagen og sagde så, at de folk, der ville følge ham, skulle gøre sig klar og drage over land gennem det øvre Götaland og derfra til Norge, »— men vores skibe,« sagde han, »og alle tunge ting, som vi ikke kan føre med os, vil jeg sende østpå til svenskekongens rige, og dér lade det varetage for os.«


158. Hårek fra Tjøttas afrejse

Hårek fra Tjøtta svarede på kong Olavs tale og sagde: »Det er indlysende, at jeg ikke kan drage til Norge til fods; jeg er en gammel og besværet mand, der ikke er vant til at gå. Jeg vil nødig skilles fra mit skib; jeg har brugt lang tid på det skib og dets udrustning, og det vil gøre mig ondt, at lade mine uvenner få fat i det.« Kongen svarede: »Tag du med os — Hårek! Vi skal bære dig, hvis du ikke kan gå!« Hårek kvad da et vers:


Dette — guldets deler! —
dog jeg har besluttet:
Havets hest jeg rider
hell’re end langt vandrer,
selv om Øresundet
sikkert endnu huser
(folk min karskhed kender)
Knuds mægtige flåde.


Så lod kong Olav gøre klar til sin færd; folkene havde deres våben og gangtøj, og det, som kunne fås af rideheste, blev belagt med kløvsadler med tøj og løsøre. Han sendte folk af sted og lod dem føre skibene østpå til Kalmar; dér lod de skibene sætte op, og alt udstyr og andre varer blev bragt under tilsyn.

Hårek gjorde, som han havde sagt: Han afventede medvind og sejlede derefter østfra langs Skåne, indtil han kom vestpå til Höllviken; det var om aftenen, og der var kraftig medvind. Han lod da sejl og mast tage ned og tog vindfløjen ned, dækkede skibet fuldstændig over vandlinjen med grå teltdug og lod ro i nogle rum for og agter; han lod de fleste folk sidde lavt i skibet. Kong Knuds vagter så skibet og talte sammen om, hvad det var for et skib; de gættede på, at der blev fragtet salt eller sild, siden de så så få folk og så beskeden roning. Skibet forekom dem gråt og utjæret — som om det var bleget af solen — og de kunne se, at det var tungt lastet. Da Hårek kom frem i sundet og forbi hæren, lod han masten rejse og sejlet hejse, og han lod den gyldne vindfløj sætte op; sejlet var hvidt som sne og med røde og blå striber. Det så kong Knuds folk, og de fortalte kongen, at det forventeligt var kong Olav, der var sejlet forbi, men kongen sagde, at kong Olav var så klog en mand, at han ikke var sejlet med ét skib igennem kong Knuds hær; han sagde, at det var mere sandsynligt, at det havde været Hårek fra Tjøtta eller en lignende mand. Folk anser det for sandt, at kong Knud kendte til Håreks færd, da denne ikke ville have gjort sådan, hvis der ikke forud var gået venskabelige ord imellem ham og kong Knud, og det forekom klart senere, da kong Knuds og Håreks venskab blev kendt for alle. Hårek digtede dette vers, da han sejlede nord om Väderö:


Ikke skal Lunds enker
eller danske møer
(fremad, forbi øen,
føres skuden) kunne
hævde, at jeg havde
i høst ikke modet
til frit at befare
Frodes salte veje.


Så sejlede Hårek sin vej, og han standsede ikke, før han kom nordpå til Helgeland og sin gård på Tjøtta.


159. Kong Olavs rejse fra Svitjod

Kong Olav indledte sin rejse; han drog først op gennem Småland og kom frem til Västergötland. De drog varsomt og fredsommeligt af sted, og landets indbyggere ydede dem god hjælp. Kongen drog videre, til han kom ned til Viken, og derfra nordpå gennem Viken til han kom til Sarpsborg; dér slog han sig ned, og dér lod han indrette til vinterophold. Kongen gav størstedelen af sin hær lov til at tage hjem, men han beholdt de af lendermændene, som han ønskede hos sig. Da var alle Arne Armodsons sønner hos ham; de blev højest værdsat af kongen. Så kom Gelle Torkelson til kong Olav; han var forud om sommeren kommet fra Island, sådan som det før blev skrevet.


160. Om Sigvat Skjald

Sigvat Skjald havde — som det her er blevet skrevet — længe været hos kong Olav, og kongen havde gjort ham til sin staller. Sigvat var ikke en hurtigtalende mand i ubunden tale, men skjaldskab faldt ham så let, at han uden videre kvad, som om han talte almindeligt. Han havde været på handelsrejse til Valland, og på denne rejse var han kommet til England, hvor han havde mødt Knud den Mægtige og af ham fået lov til at drage til Norge, sådan som det tidligere blev skrevet. Da han kom til Norge opsøgte han straks kong Olav og mødte ham i Borg; han gik for kongen, da denne sad ved bordet. Sigvat hilste ham; kongen så på ham, men tav. Sigvat kvad:


Hjem er — krigerkonge! —
kommet nu din staller.
(Folk min tales flyden
fatter som det kommer).
Sig mig, hvilket sæde
så du helst, jeg indtog?
Alle pladser anses
i din hal for gode.


Da måtte man sande det gamle ord, at ‘mange er kongens ører’; kong Olav havde erfaret alt om Sigvats færden, og at han havde mødt kong Knud. Kong Olav sagde til Sigvat: »Jeg ved ikke, hvorvidt du agter at være min staller — eller om du nu er blevet kong Knuds mand.« Sigvat kvad:


Knud, som guldet giver,
gjorde mig et tilbud:
Ham at gå til hånde
helt som hos dig — Olav!
Snart jeg kongen svared’
(sandt jeg fandt mit gensvar):
Kun én gram ad gangen
gør jeg til min herre.


Da sagde kong Olav, at Sigvat skulle gå til det sæde, som han førhen plejede at have. Sigvat genvandt snart den samme yndest, som han tidligere havde nydt.


161. Om Erling Skjalgson

Erling Skjalgson og alle hans sønner havde om sommeren været i kong Knuds hær og i jarl Håkons følge; dér var også Tore Hund, som blev meget værdsat. Da kong Knud erfarede, at kong Olav var draget ad landvejen til Norge, opløste han ledingshæren og gav alle folkene lov at indrette sig til vinterophold. Der var da i Danmark en stor hær af udenlandske folk; der var både englændere og nordmænd og folk fra andre lande, som om sommeren var kommet til hæren. Erling Skjalgson drog om efteråret til Norge med sine folk, og han fik store gaver af kong Knud ved deres afsked. Tore Hund blev tilbage hos kong Knud. Kong Knuds sendebude drog med Erling nordpå til Norge, og de havde mange penge med sig; de drog om vinteren rundt i landet og udredte da de beløb, som kong Knud om efteråret havde lovet folk for at støtte sig. De gav også til mange, som de med penge købte til venskab med kong Knud, og de fik på færden støtte af Erling. Det gik sådan, at store mængder folk vendte sig til venskab med kong Knud og lovede ham deres tjeneste og tilmed, at de ville gøre modstand imod kong Olav; nogle gjorde det åbenlyst, men der var mange flere, der holdt det skjult for almenheden. Kong Olav erfarede disse hændelser; mange kunne fortælle ham om, hvad der var sket, og der blev talt meget om det ved hoffet. Sigvat Skjald kvad dette:


Folk med pengepunge
pranger nu blandt folket;
gerne vil de give
guld for kongens hoved.
Enhver må dog vide:
Hvis man sælger fyrsten,
venter hede helved’
(helt fortjent) for sviget.


— og endvidere kvad Sigvat dette:


Derpå drøjt i himlen
drottensviger’n lønnes:
Høje flammers hede
ham i dybet venter.


Man talte ofte om, hvor usømmeligt det var af jarl Håkon at føre en hær imod kong Olav, når denne havde skænket jarlen livet, dengang han var kommet i kongens vold. Sigvat var en meget god ven af jarlen, og da han hørte jarlen blive klandret, kvad han fremdeles:


Krybe så man kongens
karle snart for jarlen,
om han dem for Olavs
endeligt bød penge.
Ingen hæder høster
hirden af slig tale;
helt for svig at slippe
snarest bedst os tjente.


162. Om kong Olavs julegaver

Kong Olav holdt et stort julegilde, og mange stormænd var da kommet til ham. På julens syvende dag gik kongen i følge med få mænd. Sigvat fulgte kongen dag og nat, og han var da hos ham. De gik ind i et hus; dér blev kongens kostbarheder forvaret. Han havde da gjort store forberedelser — som han plejede — og samlet sine kostbarheder for at uddele vennegaver på julens ottende dag. Der stod ikke så få guldbelagte sværd i huset; da kvad Sigvat:


Sværd på række (smukke
sårflods gyldne årer);
ros jeg gerne giver:
Gramens hædren glæder.
(Ofte djærvt med drotten
drog jeg) gerne tog jeg
ét, om skjalden skulle
skænkes nu en gave.


Kongen tog et sværd og gav det til ham; det var guldvævet på grebet og guldbelagt på tværstykket, og det var en meget kostbar genstand. Men gaven vakte misundelse, hvilket kom frem sidenhen. Straks efter jul indledte kong Olav sin rejse til Oplandene, for han havde mange folk omkring sig, men der var om efteråret ikke kommet nogle indtægter til ham fra nordpå i landet; ledingshæren havde været ude om sommeren og kongen havde afholdt alle omkostningerne med det, han kunne få tag i. Han havde ingen skibe, hvormed han kunne drage nordpå i landet med sit følge. Han hørte også kun sådant nordfra, at det ikke forkom ham at blive fredeligt, hvis ikke han drog af sted med en stor hær. Af den grund besluttede kongen at drage gennem Oplandene. Der var ikke forløbet længe, siden han havde været på gæstebud dér, sådan som loven foreskrev, eller som det havde været kongers sædvane. Da kongen søgte op i landet, bød lendermændene og de mægtige bønder ham imidlertid hjem til sig og lettede således hans omkostninger.


163. Om fogeden Bjørn

Der var en mand, der hed Bjørn; han var af götisk afstamning og en ven og bekendt af dronning Astrid, som han var noget i slægt med. Hun havde skaffet ham en fogedstilling og syssel i det øvre Hedemark; han havde også styrelse over Østerdalen. Kongen syntes ikke om Bjørn, og han var heller ikke vellidt blandt bønderne. Det var tillige sket i det område, som Bjørn stod for, at mange køer og svin var blevet væk; Bjørn lod da indkalde til ting, hvor han eftersøgte det bortkomne. Han sagde, at det bedst kunne ligne de folk, der boede i skovbebyggelserne fjernt fra andre folk, at begå sådanne ildesindede gerninger; dermed sigtede han til dem, der boede i Østerdalen — den bebyggelse var meget spredt, idet der var bygget ved vandet eller i rydninger i skoven, men kun få steder lå der større, samlede bebyggelser.


164. Om Røds sønner

Der var en mand, der hed Rød, som boede dér i Østerdalen. Hans kone hed Ragnhild og hans sønner Dag og Sigurd; de var meget lovende mænd. De var til stede på tinget, hvor de svarede på dalboernes vegne og nægtede anklagerne. Bjørn fandt, at de førte sig hovmodigt frem og var meget storagtige i deres bevæbning og klædedragt. Bjørn vendte talen mod de to brødre og sagde, at det ikke var usandsynligt, at de havde forårsaget dette; de nægtede sig skyldige, og således sluttede tinget. Kort tid efter kom kong Olav med sit følge til gæstebud hos fogeden Bjørn. Da blev sagen, som havde været oppe på tinget, indbragt for kongen; Bjørn sagde, at han anså det for sandsynligst, at Rødsønnerne havde voldt denne skade. Så blev der sendt bud efter Røds sønner, og da de traf kongen, mente han ikke, at de så ud som tyve, så han frikendte dem for anklagen. De indbød kongen med hele følget til deres far, for dér at være på gæstebud i tre dage. Bjørn frarådede at tage derhen; kongen tog ikke desto mindre af sted.

Der var det prægtigste gæstebud hos Rød. Kongen spurgte, hvor Rød og hans kone kom fra. Rød sagde, at han var svensker, og at han var rig og kom af en stor slægt, »— men jeg stak af derfra,« sagde han, »med denne kone, som jeg har haft siden; hun er søster til kong Ring Dagson. Kongen fik da rede på begges slægter; han fandt, at far og sønner var forstandige mænd, og han spurgte da til deres evner. Sigurd sagde, at han kunne tyde drømme og bestemme tidspunktet på dagen, selv når han ikke kunne se himmellegemerne. Kongen efterprøvede disse evner, og det var, som Sigurd havde sagt. Dag angav det som sin evne, at han kunne se fejl og fortrin hos hver en mand, der kom for hans øjne, hvis han ville lægge mærke til det og tænkte over det. Kongen bad ham fortælle, hvilke fejl han så ved hans sind. Dag angav det, som kongen anså for rigtigt. Så spurgte kongen om fogeden Bjørn, og hvilke fejl han havde. Dag sagde, at Bjørn var en tyv, og han sagde tilmed, hvordan Bjørn på sin gård havde skjult både ben og horn og huder af det kvæg, han havde stjålet om efteråret, »— og han begik,« sagde han, »alle de tyverier, der fandt sted i efteråret, og som han har beskyldt andre for.« Dag fortalte kongen nøjagtig, hvor denne skulle lede. Da kongen drog fra Røds gård, blev han ledt ud med store vennegaver; Røds sønner tog med kongen. Kongen drog først hen til Bjørn, og alt viste sig at være, som Dag havde sagt. Siden lod kongen Bjørn forlade landet, og han kunne takke dronningen for, at han beholdt liv og lemmer.


165. Drabet på Tore

Tore — søn af Ølve på Egge, Kalv Arnesons stedsøn og søstersøn af Tore Hund — var en meget smuk, stor og stærk mand; han var da 18 år gammel. Han var blevet godt gift på Hedemark og havde fået rigdom med i købet; han var meget vellidt og ansås for et godt høvdingeemne. Han indbød kongen med følge til gæstebud; kongen takkede for buddet og tog hen til Tore, hvor han fik en meget god modtagelse. Der blev holdt et storstilet gæstebud; opvartningen var meget overdådig, og forplejningen var på alle måder den bedste. Kongen talte med sine mænd om, at de syntes, alt passede sammen, og de kunne ikke afgøre, hvad der forekom dem mest fortræffeligt — Tores stue eller indboet, borddækningen eller drikkevarerne eller den mand, der stod for det. Dag udtalte sig kun lidt derom. Kong Olav plejede ofte at samtale med Dag; han spurgte ham om forskellige ting. Kongen anså alt, hvad Dag sagde, for sandhed — hvad enten det omhandlede det, som var passeret, eller det, der endnu ikke var sket; kongen fæstede stor tillid til hans udtalelser.

Christian Krohg
Tore fremviser kong Knuds ring
Kongen kaldte Dag i enrum og talte med ham om mange ting; afslutningsvis påpegede kongen for Dag, hvilken herlig mand Tore var, der holdt et så storstilet gæstebud for dem. Dag sagde kun lidt dertil og samtykkede i alt, hvad kongen havde sagt. Så spurgte kongen, hvilke anmærkninger han havde til Tores væsen. Dag sagde, at han mente Tores sindelag var godt, hvis han var sådan, som alle kunne se, at han udgav sig for at være. Kongen bad ham svare på det, han spurgte om, og sagde, at det var hans pligt. Dag svarede: »Så må du — konge! — love mig, at jeg får lov at bestemme straffen, når jeg skal finde forbrydelsen.« Kongen sagde, at han ikke ville henskyde sine domme under andre, men bad Dag svare på det, han spurgte om. Dag svarede: »Kongens ord er hårde! Jeg kan se den fejl ved Tores væsen, som kan tilskrives adskillige: Han er pengeglad.« Kongen spurgte: »Er han tyv eller ransmand?« Dag svarede: »Det er ikke det …« sagde han. »Hvad er det så?« spurgte kongen. Dag svarede: »Han har tjent penge på at være kongeforræder; han har modtaget penge af Knud den Mægtige til gengæld for dit hoved.« Kongen spurgte: »Hvordan kan du bevise det?« Dag sagde: »Han har på sin højre arm — oven for albuen — en tyk guldring, som kong Knud har givet ham; han lader ingen se den.« Dermed sluttede han og kongen samtalen; kongen var meget vred.

Da kongen sad ved bordet, og man havde drukket et stykke tid, så mændene var meget opløftede, gik Tore rundt og sørgede for folk. Så lod kongen Tore kalde hen til sig; denne gik frem til bordet og støttede hænderne på bordpladen. Kongen spurgte: »Hvor gammel er du — Tore?« »Jeg er 18 år gammel,« svarede han. Kongen sagde: »Du er en stor og gæv mand — i så ung en alder — Tore!« Kongen tog om hans højre arm og strøg ham op over albuen. Tore sagde: »Vær forsigtig dér! Jeg har en hævelse på armen.« Kongen holdt på armen og kunne mærke noget hårdt under tøjet. Kongen sagde: »Har du ikke hørt, at jeg er læge? Lad mig se hævelsen!« Tore indså, at det ikke nyttede noget at skjule det; han viste ringen frem. Kongen spurgte, om det var en gave fra kong Knud; Tore svarede, at det ikke kunne nægtes. Kongen lod da Tore pågribe og sætte i jern. Så trådte Kalv frem; han bad om at Tore blev løsladt og tilbød penge for ham. Mange støttede denne sag og tilbød deres penge. Kongen var så vred, at ingen kom til orde ved ham; han sagde, at Tore skulle have en tilsvarende straf, som denne havde tiltænkt ham. Derefter lod kongen Tore dræbe. Denne gerning vakte den største utilfredshed både dér i Oplandene og på ingen måde mindre nordpå i Trondheim, hvor Tore havde de fleste af sine slægtninge. Kalv tog sig også denne mands bortgang meget nær, for Tore havde i sin ungdom været hans fostersøn.


166. Grjotgards fald

Grjotgard — søn af Ølve og bror til Tore — var den ældste af de to brødre. Han var også en meget gæv mand og omgav sig med et følge; han opholdt sig på dette tidspunkt også på Hedemark. Da han hørte om Tores aflivning, foretog han overfald dér, hvor han stødte på kongens folk eller ejendom, og ellers holdt han til i skoven eller på andre gemmesteder. Da kongen erfarede denne ufred, lod han Grjotgards færden udspejde. Kongen fik klarhed over hans bevægelser; Grjotgard have taget natteophold ikke langt fra, hvor kongen var. Kongen tog straks af sted om natten, kom dertil først på dagen og omringede den hytte, hvor Grjotgard og hans folk var. Disse vågnede ved larmen af mænd og våben; de fattede straks deres våben, og Grjotgard løb ud i forstuen. Grjotgard spurgte, hvem der var fører for den flok; han fik at vide, at det var kong Olav, der var kommet. Grjotgard spurgte, om kongen kunne høre, hvad han sagde. Kongen stod foran døren; han sagde, at Grjotgard kunne sige det, han ville: »— jeg hører dine ord,« sagde kongen. Grjotgard sagde: »Jeg beder ikke om fred!« Derpå løb Grjotgard ud; han havde et skjold over hovedet og et trukket sværd i hånden. Det var kun lysnet lidt, så han så ikke så tydeligt; han stak med sværdet efter kongen, men ramte Arnbjørn Arneson. Stikket gik under brynjen og ind i maven; det blev Arnbjørns død. Grjotgrad blev også straks dræbt sammen med de fleste af sine folk.

Efter disse hændelser vendte kongen tilbage sydpå til Viken.


167. Om kong Olavs udsendinge

Da kong Olav nu kom til Tønsberg, sendte han mænd til alle sysler, og kongen krævede folk og leding. Han fik kun få skibe; der var ingen skibe bortset fra bondefartøjer. Der kom dog mange folk til ham fra herrederne dér, men kun få kom længere væk fra, og det viste sig snart, at landsfolket måtte have svigtet deres trofasthed imod kongen. Kong Olav sendte sine folk østpå til Götaland efter sine skibe og de ting, de efterlod om efteråret, men mændenes færd trak ud, for det var da ikke bedre end om efteråret at drage igennem Danmark, idet kong Knud om foråret havde hæren ude i hele Danevældet, og han havde ikke færre end 12 hundrede skibe.


168. Kong Olavs rådslagning

I Norge erfarede man de nyheder, at Knud den Mægtige samlede en meget stor hær i Danmark, og tilmed at han agtede at føre denne hær til Norge for at lægge landet under sig. Når sådant rygtedes, blev det endnu værre for kong Olav at komme til rette med folket, og han fik derefter kun småt med støtte fra bønderne. Hans folk talte ofte sammen om dette; da kvad Sigvat:


Englands styrer stiller
stridsberedt, mens andre
kun får klejnt med støtte
(kongen ræddes lidet).
Lavt det var, hvis landet
lod sin konge mangle
mandskab (til fals folkets
fasthed er for penge).


Kongen holdt møder med sin livvagt og indimellem husting med alle sine støtter, hvor han spurgte mændene til råds om, hvad der forekom mest fremgang i, »— vi behøver ikke skjule for os selv,« sagde han, »at kong Knud vil komme til os til sommer, og han har en stor hær, som I nok har hørt, mens vi — sådan som sagen står — har få folk til gå imod hans hær med, og folket i landet er ikke til at stole på.« De, som kongen henvendte sig til, svarede meget forskelligt på hans tale; dette omtales, når Sigvat siger:


Fyrstens fjender burde
flygte, men vi klandres;
folk os kalder feje
(frygtsom jeg benævnes).
Hver af kongens venner
vil sig selv nu hjælpe;
manges lykke mindskes,
mens sviget sig viser.


169. Indebrænding af Grankel

Det samme forår skete det i Helgeland, at Hårek på Tjøtta, kom i tanker om, at Asmund Grankelson havde stjålet fra ham og banket hans huskarle. Det skib, som Hårek ejede — en 20-sæders — flød teltet og tiljet ved hans gård. Han sagde til folk, at han agtede at drage sydpå til Trondheim. En aften gik Hårek om bord på skibet med sin flok af huskarle, og de var nær 80 mand. De roede om natten og kom hen under morgenen til Grankels gård. De omringede huset og gik derpå til angreb og stak ild på huset; dér brændte Grankel inde sammen med sine folk — nogle blev dræbt udenfor, og i alt omkom 30 mand. Efter endt værk drog Hårek hjem og opholdt sig på sin gård. Asmund var hos kong Olav. Blandt de mænd, der var i Helgeland, var der ingen, der afkrævede Hårek bøder for denne gerning, og han tilbød desuden ikke nogle.


170. Kong Knuds færd til Norge

Knud den Mægtige samlede sin hær og styrede til Limfjorden. Da han var klar, sejlede han derfra til Norge med hele flokken; han drog hurtigt af sted og lagde ikke til land øst for fjorden. Så sejlede han over Folden og lagde til i Agder, hvor han krævede ting; bønderne kom ned og holdt ting med kong Knud. Dér blev Knud taget til konge over hele landet; han indsatte dér mænd i syslerne og tog gidsler af bønderne — ingen talte ham imod. Kong Olav opholdt sig i Tønsberg, da Knuds hær drog udenskærs over Folden. Kong Knud drog nordpå langs landet; dér kom mænd til ham fra herrederne, og de bekræftede alle deres lydighed mod ham. Kong Knud lå en tid i Egersund; dér kom Erling Skjalgson til ham med et stort følge. Da knyttede han og kong Knud på ny venskabet imellem sig. Kong Knud lovede blandt andet Erling, at denne skulle få styrelsen over alt land mellem Stad og Rygjarbit. Derefter drog kong Knud sin vej, og om hans færd kan kort fortælles, at han ikke standsede, før han kom nordpå i Trondheim og styrede til Nidaros. Så indkaldte han til 8-fylkersting i Trondheim, og på det ting blev Knud taget til konge over hele Norge. Tore Hund var draget fra Danmark sammen med kong Knud, og han var dér. Da var også Hårek fra Tjøtta kommet dertil. Han og Tore blev da kong Knuds lendermænd, og de bandt sig med eder. Kong Knud gav dem store landindtægter og overdrog dem finnehandelen; oven i gav han dem store gaver. Alle lendermænd, der ville vende sig til ham, udstyrede han med både landindtægter og penge; han lod da alle få større magt, end de havde haft forud.


171. Om kong Knud

Kong Knud havde underlagt sig alt land i Norge. Han holdt da et talstærkt ting med både sine folk og landets indbyggere. Dér lyste kong Knud, at han ville give jarl Håkon — sin slægtning — herredømmet over alt det land, han havde vundet på denne færd; det fulgte med, at han førte Hardeknud — sin søn — til højsædet hos sig og gav ham kongenavn og dermed Danevældet. Kong Knud tog gidsler af alle lendermændene og storbønderne; han tog deres sønner eller brødre eller andre nære slægtninge eller de mænd, der forekom ham bedst egnede. Kongen fæstede mændenes troskab til sig, således som det nu er blevet fortalt. Så snart jarl Håkon havde modtaget magten i Norge, gik Einar Tambarskælver — hans onkel — i forbund med ham; denne fik da alle de landindtægter, som han havde haft før, da jarlerne regerede landet. Kong Knud gav Einar store gaver og knyttede ham til sig i stort venskab; han lovede, at Einar skulle blive den største og fremmeste i Norge blandt ikke-fyrstelige mænd, sålænge han havde magt over landet. Han lod det følge, at Einar eller dennes søn — Eindride — for slægts skyld forekom ham bedst egnet til at bære fyrstenavn i Norge, hvis ikke det var for jarlen. Einer påskyndede disse løfter meget og lovede til gengæld sin trofasthed. Deraf opstod på ny Einars høvdingedømme.


172. Om Torarin Lovtunge

Der var en mand, der hed Torarin Lovtunge. Han var af islandsk slægt og en stor skjald; han havde længe opholdt sig hos konger eller andre høvdinge. Han var hos kong Knud den Mægtige og havde digtet en flokk om ham, men da kongen blev klar over, at Torarin havde digtet en flokk om ham, blev han vred og påbød ham at fremføre en drapa for sig næste dag, mens kongen sad ved bordet. Hvis han ikke gjorde det, sagde kongen, at Torarin skulle blive hængt for den frækhed at have digtet en visestump om kong Knud. Torarin digtede da et omkvæd til kvadet, som han forøgede med nogle strofer og vers; dette er omkvædet:


Som Gud holder himlen,
hytter Knud nu landet.


Kong Knud lønnede kvadet med 50 mark sølv; denne drapa kaldes Hovedløsen. Torarin digtede en anden drapa om kong Knud; den kaldes Tøgdrapa, og i den drapa fortælles om kong Knuds færd, da han drog fra Danmark nordpå til Norge. Dette er en afdeling med omkvæd:


Knud er under solens —
Sindigt min ven
hertil da fór
fulgt af mange;
krigerkongen
klogt den store
flåde førte
fra fjord til hav.
Fyrstens fremfærd
frygt da indgød
alle egder
øvet i strid;
gramens ganske
gyldne skibe
mig syn for sagn
således gav.
Ud for Lista
løb de sorte
havets heste
hurtigt fremad;
tæt ved skæret
skibe fyldte
søen syd for
sundet ved Eger.
I kongens karles
kølvand lagdes
Hjørnagles høj
fra hedenold;
stavnene stod
Stadtland forbi
— hvor skønt at skue
skibenes færd!
Børen bragte
bølgehjortes
slanke sider
snarest til Stem.
Sydfra sejled’
sådan hæren;
til Nid nordpå
nåed’ kongen.
Jyders kloge
konge skænked’
søstersønnen
siden Norge.
Drotten derpå
Danmark gavmildt
(så jeg siger)
sønnen foræred’.


Her nævnes det, at den, som kvad dette, havde syn for sagn om kong Knuds færd, for Torarin roser sig af, at han var i kong Knuds følge, da han kom til Norge.


173. Om kong Olavs udsendinge

De mænd, som kong Olav havde sendt østpå til Götaland efter sine skibe, tog af sted på de skibe, der forkom dem bedst, men de andre brændte de; med sig bragte de udstyr og andre ejendele, som tilhørte kongen og hans mænd. De sejlede østfra, da de erfarede, at kong Knud var draget nordpå til Norge. Så sejlede de vestpå gennem Øresund og derefter nordpå til Viken, hvor de opsøgte kong Olav og førte hans skibe til ham; han var da i Tønsberg. Da kong Olav erfarede, at kong Knud drog med sin flok nordpå langs landet, styrede kong Olav ind i Oslofjorden og op til det vand, der hedder Dramn, hvor han forblev, til kong Knuds hær var draget forbi sydpå. På den færd, hvor kong Knud drog nordpå langs landet, holdt han ting i alle fylker, og på hvert ting blev han tilsværget landet og givet gidsler. Han drog østpå over Folden til Borg, hvor han holdt ting; dér blev landet ham tilsværget som andre steder. Derefter drog kong Knud sydpå til Danmark, og han havde underlagt sig Norge uden kamp; han herskede da over tre lande. Således sagde Hallvard Håreksblis, da han digtede om kong Knud:


Drotten — den stridsdjærve —
Danmark nu og England
ene (sådan sikres
snarest freden) styrer.
Krigerkongen også
kunne Norge vinde;
blodhøgenes hunger
herved blev formindsket.


174. Om kong Olav

Kong Olav førte sine skibe ud til Tønsberg, så snart han erfarede, at kong Knud var draget sydpå til Danmark. Derefter gjorde han sig klar til at drage af sted med den flok, der ville følge ham, og han havde da 13 skibe. Han drog derpå ud gennem Viken, men han fik kun få penge og ligeså folk; kun de, som beboede øer og udnæs, fulgte ham. Kongen gik da ikke op i land, men fik de penge og folk, som faldt på hans vej. Han mente da, at landet var frataget ham ved svig. Han drog af sted, som vinden var til. Det var i begyndelsen af vinteren. De fik sent vind; de lå meget længe ved Sæløerne og hørte dér nyheder nordfra i landet fra købmænd. Kongen fik da at vide, at Erling Skjalgson havde samlet en stor hær på Jæren; hans skeid lå fuldt rustet ved land sammen med en mængde andre skibe, som bønderne ejede — det var skuder og fiskerbåde og store rofærger. Kongen førte flokken vestpå og lå en tid i Egersund. Begge parter erfarede da om hinanden; Erling samlede da så mange folk, som han kunne.


175. Om kong Olavs sejlads

Tidligt om morgenen Thomasmesse før jul sejlede kongen ud af havnen; der var god, men noget hård vind. Han sejlede nordpå rundt Jæren. Vejret var vådt med drivende tåge. Rygtet om ham løb straks over land på Jæren, mens kongen sejlede langs dermed. Da Erling blev klar over, at kongen var draget vestover, lod han kalde hele sin flok til skibene. Da flokkedes alle ved skibene og gjorde klar til kamp. Kongens skib sejlede hurtigt nordpå forbi Jæren. Så styrede han indenskærs; han agtede at sejle ind i fjordene og dér få mandskab og penge. Erling sejlede efter ham med en stor hær og en mængde skibe. Skibene skred rask fremad, for der var ikke andet ombord end folk og våben. Erlings skeid sejlede meget hurtigere end de andre skibe; han lod da sejlet rebe og ventede på sit følge. Kong Olav så, at Erling og hans folk vandt ind på ham; det skyldtes, at kongens skibe var mættede og opsvulmede af vand, da de havde været på søen hele sommeren og efteråret og vinteren dertil. Han indså, at styrkeforskellen ville være stor, hvis han mødte hele Erlings styrke på én gang. Så lod han råbe fra skib til skib, at man skulle fire sejlene ganske langsomt ned og tage reb ind, og dette blev gjort. Erling og hans mænd bemærkede det. Så råbte Erling opmuntrende til sin flok og bad dem sejle hurtigere: »I ser,« sagde han, »at deres sejl nu aftager, og at de slipper fra os.« Han lod da givlinerne løbe ud på skeidens sejl; hun tog straks fart.


176. Erling Skjalgsons fald

Kong Olav stævnede inden for Bokn; da kunne man ikke længere se imellem dem. Derefter bad kongen om at lade sejlene stryge og ro frem i sundet, da det var trangt. Så lagde de skibene ved siden af hinanden dér, hvor en klippe skød frem i vandet. Da var alle mændene kampklædte. Erling sejlede ind mod sundet, men de opdagede ikke, at der lå en hær foran dem, før de så, at kongsmændene roede alle skibene mod dem samtidig. Erlings mænd lod sejlet tage ned og greb til våben, men kongshæren lå på alle sider af skibet. Kampen begyndte og den var meget hård; snart vendte mandefaldet sig mod Erlings flok. Erling stod i løftingen på sit skib; han havde hjelm på hovedet, skjold ved siden og et sværd i hånden. Sigvat Skjald var blevet tilbage i Viken, og dér hørte han om dette. Sigvat var Erlings bedste ven, og han havde modtaget gaver af ham og opholdt sig hos ham. Sigvat digtede en flokk om Erlings fald, og disse strofer forekommer deri:


Erling red på bølgen
— rødt og hvidt var skibet —
ud mod ørnekløer
i alt til strid beredt.
Skeiden lagdes langskibs
— lastet med od og æg —
kongens konvoj imod;
kampen blev som hårdest.


Så begyndte Erlings folk at falde, og med det samme striden tog til, og skeiden blev bordet, faldt hver i sit rum. Kongen selv gik hårdt på; således siger Sigvat:


Dristigt drotten hugged’
(drabeligt han vredtes);
tungt på skeidens tiljer
tumled’ mænd for sværdet.
Kongens fremgang farved’
fjorden nord for Tunger;
fra de varme vunder
vælted’ det røde blod.


Sådan faldt hele Erlings flok, så ingen bortset fra ham selv stod op på skeiden. Det var både sådan, at kun få bad om fred — og ingen fik det, selvom de bad — og at de ikke kunne flygte væk, da skibe omringede skeiden. Det fortælles også — som sandt er — at ingen prøvede på at flygte. Sigvat siger endvidere:


Alle Erlings støtter
ude ved Tunger faldt;
skjoldene på skeiden
skærmed’ ej mod kongen.
Længe og alene,
— lænet mod agterstavn —
stod den stolte kriger
stovt ved Boknfjorden.


Så blev Erling angrebet både fra forrummet og fra de andre skibe. Der var god plads i løftingen, og den lå højt over de andre skibe; man kunne ikke komme dertil undtagen med skud og til en vis grad spydstik, men dem huggede han alle fra sig. Erling forsvarede sig så heltemodigt, at ingen havde kundskab om, at én mand før havde stået sig så længe mod så mange mænds angreb; han forsøgte aldrig at undslippe eller bede om fred. Således siger Sigvat:


Selv da kongens styrker
stod ham efter livet.
værged’ Skjalgs søn værdigt
hvert et fjendtligt angreb.
Midt i buers byge
bad om fred han aldrig;
ikke så man siden
slig en fuldendt kriger.


Kong Olav søgte da agterover til forrummet og så, hvad Erling foretog sig. Så talte kongen til ham og sagde: »Du vender ansigtet til i dag — Erling!« Han svarede: »Ørne skal rives ansigt til ansigt.« Disse ord omtaler Sigvat:


Kongen søgte selv at
syne denne kæmpe,
som i stavnen stadig
stred mod overmagten.
Nord for Utstein Erling
ytred’ ham da til svar:
Ansigt vendt mod ansigt
ørne skulle rives.


Da sagde kongen: »Vil du blive min håndgangne — Erling?« »Det vil jeg,« svarede han. Så tog han hjelmen af sit hoved, lagde sværdet og skjoldet og gik frem til forrummet. Kongen stak ham i kinden med øksespidsen og sagde: »Kongeforræderen skal kendemærkes.«


Erik Werenskiold:
Kong Olav stak Erling i kinden ...


Så sprang Aslak Fitjaskalle frem og huggede Erling i hovedet med en økse, så den stod ned i hjernen; det var straks dødeligt, og dér mistede Erling sit liv. Da sagde kong Olav til Aslak: »Så hugger du, din store usling! Nu huggede du Norge ud af hænderne på mig.« Aslak sagde: »Det er ilde — konge! — hvis du får skade af hugget; jeg mente nu at hugge Norge i din hånd. Men hvis jeg har skadet dig — konge! — og du giver mig utak for dette værk, er det mig ikke til nogen gavn, for så får jeg for dette værk fjendskab og utak fra så mange mænd, at jeg snarere havde brug for din støtte og dit venskab.« Kongen sagde, at sådan skulle det være. Derefter bad kongen hver især gå til sit skib og hurtigst muligt klargøre til afgang: »Vi skal,« sagde han, »ikke rane fra disse faldne; nu må hver beholde det, han har.« Så gik mændene tilbage på skibene og klargjorde så hurtigt som muligt, men da de var klar, sejlede bondehærens skibe ind i sundet sydfra. Da skete dét — som ofte sker, når en stor hær er samlet, men mandskabet lider store tab og mister sine høvdinge — at mændene ikke havde mod til angreb og var uden ledelse. Erlings sønner var der ikke, og der blev ikke noget af bøndernes fremstød; kongen sejlede sin vej nordpå, og bønderne gjorde Erlings lig i stand og tog det hjem til Sola sammen med alle de andre, der var faldet dér. Man sørgede meget over Erling, og det er blevet sagt, at Erling Skjalgson var den gæveste og mægtigste mand i Norge blandt dem, der ikke førte højere hæderstitel. Sigvat skjald digtede også dette:


Kongen vandt på valen
(voldte død for mange);
faldt da også Erling
uden våben i hånd.
Ingen større stridsmand
straktes før til jorden;
næppe nogensinde
nævntes mandens lige.


Dernæst siges det også, at Aslak havde begået frændedrab og det helt uden grund.


Aslak øved’ drabet
— uden grund — på Erling;
vagtens værk blandt folket
vækked’ idel harme.
Frændedrab ej freden
fremmer, men tværtimod;
så sku’ slægtens grene
sande de gamle ord.


177. Om kong Olavs færden

Af Erlings sønner var nogle nordpå i Trondheim hos jarl Håkon, andre var nordpå i Hordaland, og andre igen inde i fjordene, hvor de samlede folk. Da Erlings fald rygtedes, fulgtes budskabet af udbud østfra over Agder og Rogaland og Hordaland; dér blev hæren udbudt, og der kom en stor mængde folk. Denne hær drog da med Erlings sønner nordpå efter kong Olav. Da kong Olav drog af sted fra sin kamp mod Erling, sejlede han nordpå gennem sundene, og det var da sent på dagen; det siges, at han da digtede dette vers:


Føje vil den faldne
fryde sig på Jæren;
i strid stod vi — ravnen
stikker nu til liget.
Landet volder valfald
(vred jeg gik på skeiden);
sviget mod mig sådan
særligt Erling ramte.


Kongen drog derefter nordpå langs landet med sin hær; han erfarede da alt om bøndernes samling. Der var mange lendermænd hos kong Olav; alle Arnesønnerne var dér. Dette nævner Bjarne Guldbrynsskjald i det kvad, han digtede om Kalv Arneson:


Haralds arving østpå
ud for Bokn påbød —
Kalv! — jer djærvt at kæmpe;
kunnen din du viste.
Heksens sorte heste
hungred’ ej i julen;
forrest imod fjenden
fór du mellem våben.
Erling nord for Utstein
(ej godt kom af striden)
faldt, mens blodets fossen
farved’ skibets planker.
Kongen misted’ magten
(mest ved svig, man aner);
med overmagt egder
undertvang sig landet.


Kong Olav drog afsted, indtil han kom nord for Stad og lagde til ved Herøy; dér erfarede han, at jarl Håkon havde en stor hær i Trondheim. Derefter søgte kongen råd mellem sine støtter; Kalv Arneson opildnede meget til at søge til Trondheim og kæmpe imod jarl Håkon, selv om der var stor forskel i styrke. Mange andre støttede dette forslag, men nogle frarådede det; afgørelsen blev da henskudt til kongen.


178. Drabet på Aslak Fitjaskalle

Derefter styrede kong Olav ind i Steinvåg, hvor han lå for natten. Aslak Fitjaskalle styrede sit skib ind til Borgund; dér blev han om natten. Vigleik Arneson var til stede dér, og om morgenen, da Aslak ville gå til sit skib, angreb Vigleik ham for at hævne Erling; dér faldt Aslak.

Der kom mænd til kongen — hans livvagter — fra Frekøy nordpå; det var dem, der havde siddet hjemme om sommeren, og de fortalte kongen, at jarl Håkon — og mange lendermænd med ham — om aftenen var kommet til Frekøysund med mange folk, »— og de vil slå dig ihjel — konge! — og dine støtter, hvis de får magt til det.« Kongen sendte mænd op på det fjeld, som er dér; da de kom op på fjeldet, så de nordpå mod Bjarnø, at en stor hær og mange skibe kom nordfra. De gik ned igen og fortalte kongen, at hæren kom nordfra; kongen lå da dér med 12 skibe. Derefter lod han blæse til samling, slog teltene ned på skibene, og så tog de til årerne. Da de var helt klar og lagde ud af havnen, sejlede bondehæren nordfra forbi Tjotande, og de havde 25 skibe. Så stævnede kongen inden for Narve og ind forbi Hundsvær. Da kong Olav kom lige ud for Borgund, kom det skib, som Aslak havde haft, ham i møde. Da de mødte kong Olav, fortalte de ham, at Vigleik Arneson havde taget livet af Aslak Fitjaskalle, fordi denne havde dræbt Erling Skjalgson. Kongen beklagede disse nyheder, men kunne dog ikke opsætte sin færd for ufreds skyld, så han drog igennem Vegsund og forbi Skot. Dér skiltes folk fra ham; Kalv Arneson og mange andre lendermænd og skibsstyrere forlod ham og styrede imod jarlen. Kong Olav fortsatte sin færd og standsede ikke, før han kom til Tafjord og lagde til i Valldalen , hvor han gik af sine skibe, og han havde da fem skibe, som han satte op; han lod sejl og redskaber varetage. Derefter slog han sit landtelt op på den øre, som hed Sult, hvor der findes fine sletter, og han rejste dér ved øren et kors.

Der boede en bonde, der hed Bruse, på Møren, og han var høvding over dalen. Derpå kom Bruse sammen med mange andre bønder ned til kong Olav, og de hilste ham pænt, som sømmeligt var; han tog venligt imod deres modtagelse. Så spurgte kongen, om det var farbart op i landet — gennem dalen — og til Lesjar. Bruse fortalte ham, at der var en ur i dalen, som hed Sevsur, »— og dér er det hverken farbart for mænd eller heste.« Kong Olav svarede ham: »Det skal vi nu prøve — bonde! Det går som Gud vil, men kom nu her i morgen med jeres trækdyr og jer selv, så får vi se, hvordan det går, når vi kommer til uren — om vi dér kan finde en udvej til at komme over med heste eller mænd.«


179. Om brydningen af uren

Da det blev dag, kom bønderne ned med deres trækdyr, sådan som kongen havde sagt til dem. De fragtede da deres ejendele og klæder på dyrene, mens hele hæren — og kongen selv — gik. Han gik til det sted, der hedder Korsbrinken; han hvilte sig, da han kom til brinken, og sad dér en tid og så ned på fjorden og sagde: »De har gjort det besværligt for mig — mine lendermænd, som for nylig var mine venner og trofaste støtter, men som nu har skiftet troskab.« Der står nu to kors efter på brinken, hvor kongen sad.

Kongen steg på en hest og red op gennem dalen og standsede ikke, før de kom til uren. Så spurgte kongen Bruse, om der var noget sæterhus dér, som de kunne bo i. Han sagde, at det var der. Kongen slog sit landtelt op, og opholdt sig dér om natten, men om morgenen bad kongen dem gå til uren og prøve, om de kunne komme over uren med vogne. De gik i gang, mens kongen sad hjemme i landteltet, men om aftenen kom de hjem — kongens livvagter og bønderne — og sagde, at de havde arbejdet hårdt, men ikke var kommet nogen vegne, og de sagde, at dér ville aldrig komme eller lægges vej igennem. De blev dér endnu en nat, og kongen bad sine bønner hele natten. Straks da kongen så, at det blev dag, bad han mændene gå til uren og igen prøve, om de kunne komme over med vogne. De gik, men var uvillige og sagde, at de ikke ville få udrettet noget. Da de var taget af sted, kom den mand, der stod for maden, til kongen og sagde, at der ikke var mere mad end to slagtekvæg, »— men du har fire hundrede mand i dit følge og hundrede bønder.« Da sagde kongen, at han skulle tage lågene af alle gryderne, og i hver gryde lægge noget af kødet — og dette blev gjort. Kongen kom til, gjorde korsets tegn derover og bad dem lave mad. Kongen gik til Sevsuren — dér hvor de skulle rydde vejen — men da han kom dertil, sad de alle og var blevet trætte af arbejdet. Da sagde Bruse: »Jeg sagde dig — konge! — og du ville ikke tro mig: Denne ur kan man ikke gøre noget ved.« Derpå lagde kongen sin kappe og sagde, at de alle skulle gå hen og prøve igen, hvilket blev gjort, og da flyttede 20 mand sten, hvorhen de ville, som før hundrede mand på ingen måde havde kunnet rokke, og vejen var ryddet ved middag, så der ikke vanskeligere end på flad slette var farbart for både mænd og heste med kløvsadler. Derpå gik kongen igen ned til det sted, hvor maden var, og som nu hedder Olavshellen. Der findes også en kilde nær hellen, og deri vaskede kongen sig, og hvis folks husdyr i dalen bliver syge og drikker af vandet dér, da bedres disse dårligdomme. Derefter gik kongen og alle de andre til måltidet, og da kongen var mæt, spurgte han, om der var en sæter i dalen oven for uren og nær fjeldet, som de kunne bo i om natten. Buse sagde: »Der findes en sæter, der hedder Grønning, men dér kan ingen mand være om natten på grund af troldgang og onde skabninger, som findes ved sæteren.« Derpå sagde kongen, at de skulle gøre klar til at tage af sted, og han sagde, at han om natten ville være dér på sæteren. Da kom den mand, som stod for maden, til ham og sagde, at der var rigeligt med mad, »— men jeg véd ikke, hvorfra den er kommet.« Kongen takkede Gud for dennes sending, og han lod lave madpakker til de bønder, der drog tilbage ned i dalen, men blev i sæteren om natten. Midt på natten, da mændene sov, lød der et frygteligt skrig ude fra malkepladsen: »Sådan brænder kong Olavs bønner mig nu,« sagde skabningen, »at jeg ikke kan være i mit hjem, og jeg vil nu flygte og aldrig igen komme til denne sæter.« Om morgenen, da mændene vågnede, drog kongen til fjelds, men sagde til Bruse: »Her skal man nu opføre en gård, og den bonde, som bor her, skal altid have udkomme, og kornet skal aldrig blive frossent her, selv om det fryser både oven og neden for gården.« Kongen drog derpå over fjeldet og kom frem til Einbu, hvor han var om natten.

Kong Olav havde da været konge i Norge i 15 år, medregnet den vinter, hvor både han og jarl Sven var i landet, og denne, som der nu en tid er blevet fortalt om, og som da var gået hen over jul, da han forlod sine skibe og gik i land, som det nu blev fortalt. Denne opgørelse over hans kongedømme blev først nedskrevet af præsten Are den Lærde Torgilsson, som både var pålidelig og havde god hukommelse og var så gammel en mand, at han huskede de mænd — og havde hørt fortællinger fra dem — der var så gamle, at de på grund af deres alder kunne huske disse tildragelser, sådan som han selv har omtalt det i sine bøger, hvor han nævner disse mænd, som han havde fået lærdom af. Men det siges almindeligvis, at kong Olav var konge i Norge i 15 år, før han faldt, og de, der siger sådan, medregner til jarl Svens herredømme den sidste vinter, han var i landet, for Olav var derefter konge i 15 år, mens han levede.


180. Kong Olavs spådom

Efter kong Olav havde være om natten i Lesjar, drog han dag efter dag af sted med sine folk — først til Gudbrandsdalen og derfra ud til Hedemark. Det viste sig nu, hvem der var hans venner, for de fulgte ham da, mens de, der havde tjent ham med mindre trofasthed, nu skiltes fra ham — og nogle vendte sig til uvenskab eller fuldt fjendskab, sådan som det blev åbenbart. Dette mærkedes meget blandt mange oplændinge, som ikke havde syntes om aflivningen af Tore, sådan som det før blev nævnt. Kong Olav gav hjemlov til mange af sine mænd; dem som havde gård og børn at sørge for, fordi det forekom uvist, hvorvidt der ville blive givet fred til ejendomme tilhørende folk, der forlod landet med kongen. Kongen gjorde det klart for sine venner, at det var hans hensigt, at forlade landet — først østpå til Sveavældet, for dér at beslutte sig, hvorhen han agtede at vende sig derfra. Han bad sine venner tro på, at han igen ville agte sig tilbage til landet og søge sin magt, såfremt Gud lod ham leve længe nok; han sagde, at det anede ham, at hele folket i Norge igen ville gå i hans tjeneste, »— men jeg skulle mene,« sagde han, »at jarl Håkon kun i kort tid vil have magten i Norge, og det vil ikke forekomme mange underligt, for jarl Håkon har før haft mangel på lykke imod mig; men kun få vil vel tro det, selv om jeg siger det, som jeg aner vil hænde Knud den Mægtige — at han inden få år vil være død og hele hans rige gået til grunde, og at hans slægt vil ikke rejse sig igen, hvis det går sådan, som mine ord sigter til.«

Da kongen sluttede sin tale, gjorde folkene klar til deres færd; kongen vendte da med den flok, der fulgte ham, østpå til Edskoven. Med ham var da dronning Astrid, Ulfhild — deres datter, Magnus — kong Olavs søn, Ragnvald Bruseson, Arnesønnerne Torberg, Finn og Arne og endnu flere lendermænd; han havde et godt udvalg af mænd. Staller Bjørn fik hjemlov, og han drog tilbage og hjem til sin gård; mange andre af kongens venner tog også hjem til deres gårde med hans tilladelse. Kongen bad om, at de skulle lade ham vide det, hvis der skete noget i landet, som det var nødvendigt for ham at vide. Kongen drog da sin vej.


Erik Werenskiold: Kong Olav drager gennem Edskoven til Sverige


181. Kong Olavs rejse til Holmgård

Det er at fortælle om kong Olavs færd, at han først drog ud af Norge østpå ved Edskoven til Värmland og så ud til Vadsbo og derfra gennem den skov, hvor vejen fører, og frem til Närke. Dér fandtes en mægtig og rig mand, der hed Sigtryg; hans søn var Ivar, der siden blev en gæv mand. Dér hos Sigtryg opholdt kong Olav sig om foråret, men da det blev sommer, gjorde kongen sig rejseklar og skaffede sig skibe; han drog af sted om sommeren og standsede ikke, før han kom østpå til Gardarige til kong Jarislav og dronning Ingegerd. Dronning Astrid og Ulfhild Kongedatter blev tilbage i Svitjod, men kongen havde sin søn — Magnus — med sig østpå. Kong Jarislav tog godt imod kong Olav og indbød ham til at være hos sig og dér modtage land til sådanne indtægter, som han behøvede for at holde sine folk; kong Olav tog imod det og blev dér.

Det siges, at kong Olav var sædelig og omhyggelig med bønner til Gud i hele sin levetid, men siden han fandt, at hans magt blev mindre, og modstanderne fik fremgang, lagde han al sin vægt på det at tjene Gud, og han blev ikke afholdt derfra af andre pligter eller det arbejde, han før havde haft for hånden. I den tid han besad kongedømmet, havde han arbejdet med det, der forekom ham at være mest nytte i — først at skabe fred i landet og befri det fra udenlandske høvdinges underkuelse, og derefter at vende landets folk til den rette tro og derigennem stifte lov og landsret, og den del gjorde han for retfærdigheds skyld, for at straffe dem, der ville uret. Det havde i Norge været en meget udbredt skik, at sønner af lendermænd og mægtige bønder drog ud på hærskibe og således skaffede sig penge ved at hærge både udenlands og indenlands, men efter kong Olav overtog kongedømmet, gjorde han landet fredeligt ved at forbyde al ran dér i landet, og som straf lod han intet andet komme på tale, end at de mistede liv eller lemmer; da hjalp hverken folks bønner eller tilbud om penge. Således siger Sigvat Skjald:


Med rødgyldne gaver
gerningsmænd forsøgte
fyrstens fred at købe;
fyndigt kongen afslog.
Derpå deres hov’der
drotten af bød hugge;
den slags straf var synlig
— så bør landet værnes.
Kongen, han som hindred’
hungren iblandt ulve,
røverfolk og ransmænd
revsed’ skarpt med afhug.
Både ben og arme
blev på tyve hugget;
freden da af fyrsten
fremmet blev i landet.
Hver en vikings nakke
hvast af sværdet mødtes;
dermed kunne kongen
klart sin magt bevise.
Ikke sjældent sejred’
sådan Olav Digre;
megen hæder hented’
herved Magnus’ fader.


Han lod samme straffe overgå mægtige som ringe, men landets folk anså det for hovmodigt og fyldtes af fjendskab, når de mistede deres slægtninge ved kongens retmæssige domme — også selv om der var grundlag for sagen. Det var ophavet til den rejsning, folket gjorde imod kong Olav, at de ikke tålte hans retfærd, mens han hellere ville opgive kongeværdigheden end retfærdigheden. Han blev med uret anklaget for at være nærig med penge overfor sine folk, for han var meget gavmild imod sine venner; medvirkende til at man rejste ufred imod ham var, at folk fandt ham hård og streg i sine straffe, og dertil tilbød kong Knud mange penge. Storhøvdingene blev dog lokket til ham ved det, at han lovede dem alle værdighed og magt, og desuden fordi folk i Norge havde lyst til give sig under jarl Håkon, idet han havde været meget afholdt af landets indbyggere, dengang han tidligere regerede landet.


182. Om Jøkul Bårdson

Jarl Håkon havde ført sin hær fra Trondheim og var draget imod kong Olav sydpå i Møre, sådan som det tidligere blev skrevet. Da kongen styrede ind i fjorden, søgte jarlen efter. Da kom Kalv Arneson og de andre mænd, der havde forladt kong Olav, ham i møde; Kalv blev taget godt imod. Derpå styrede jarlen ind dér, hvor kongen havde sat sine skibe op — i Valldalen i Tafjord. Dér tog jarlen de skibe, kongen havde haft; jarlen lod skibene sætte i vandet og klargøre, og der blev blandt mændene trukket lod om, hvem der skulle styre skibene. Hos jarlen var der en mand, der hed Jøkul — en islandsk mand, der var søn af Bård Jøkulson fra Vatnsdal. Det faldt på Jøkul at skulle styre Bisonoksen, som kong Olav havde haft. Jøkul digtede dette vers:


Fra Sult jeg nu sejler
selve Olavs skude
— sent skal kvinden kende
kviden, som mig nager.
Heftig storm på havets
hestes eng jeg venter.
Gramen selv i sommer
sejren blev berøvet.


Det må her kort fortælles, hvad der skete meget senere, da Jøkul mødte kong Olavs folk på Gotland og blev pågrebet; kongen lod ham føre til halshugning, og hans hår blev snoet om en pind, som en mand holdt i. Jøkul satte sig på en forhøjning, og en mand gjorde sig klar til at hugge ham, men da Jøkul hørte suset, rettede han sig op, så hugget traf ham i hovedet, og der blev et stort sår. Kongen så, at det var dødeligt, og bad dem lade ham i fred. Jøkul sad da op og digtede dette vers:


Plagsomt svider såret
(siddet har jeg bedre);
rødt væsken af vundens
væld nu utrægt løber.
Blod bruser af hugget
(boldt jeg mandig fremstår);
den hjelmklædte konge
kasted’ på mig vreden.


Derefter døde Jøkul.


183. Om Kalv Arneson

Kalv Arneson drog med jarl Håkon nordpå til Trondheim, og jarlen indbød ham til sig og bad ham blive hans håndgangne. Kalv sagde, at han først ville drage ind til sin gård på Egge og siden give besked. Det gjorde Kalv, men da han kom hjem, fandt han snart at Sigrid — hans kone — var noget opbragt og opregnede de sorger, som hun sagde, kong Olav havde givet hende: For det første, at han lod hendes mand — Ølve — dræbe, »— og derefter,« sagde hun, »mine to sønner, og du — Kalv! — var til stede, da de blev dræbt, og det havde jeg sidst ventet af dig.« Kalv sagde, at det havde været meget imod hans vilje, at Tore blev dræbt, »— og jeg tilbød,« sagde han, »penge for ham — og da Grjotgard blev fældet, mistede jeg Arnbjørn — min bror.« Hun sagde: »Det er godt, at det blev dig til del fra kongen, så kan det være, at du vil hævne ham, når du nu ikke vil hævne mine sorger. Du så, da Tore — din fostersøn — blev dræbt, hvor meget kongen værdsatte dig.« Lignende harmfuld tale luftede hun bestandig for Kalv. Kalv svarede ofte vredt, men til sidst lod han sig dog lede af hendes overtalelser og lovede at blive jarlens håndgangne, hvis denne ville forøge hans landindtægter. Sigrid sendte bud til jarlen og lod sige, hvordan sagen stod med Kalv. Straks da jarlen blev klar over dette, sendte han bud til Kalv, at denne skulle komme ud til ham i byen. Kalv opsatte ikke færden og drog kort efter ud til Nidaros, hvor han mødte jarlen og blev godt modtaget; han og jarlen talte sammen, og de blev helt enige og aftalte, at Kalv skulle blive jarlens håndgangne og få store landindtægter af ham. Derpå drog Kalv hjem til sin gård; han havde da mest at sige i hele indre Trondheim.

Så snart det blev forår, klargjorde Kalv det skib, han ejede, og straks da han var klar, sejlede han ud på havet og styrede skibet vestpå til England, for han havde hørt om kong Knud, at denne tidligt på foråret var sejlet fra Danmark og vestpå til England. Da havde kong Knud givet jarlemagt i Danmark til Harald — Torkel den Højes søn. Kalv Arneson opsøgte kong Knud med det samme, han kom til England; således siger Bjarne Guldbrynsskjald:


Kongen skibes køle
kløve lod da havet;
østpå måtte Olav
— ud til Gardarige.
Sjældent har jeg smykket
sagn om folks bedrifter:
Da du fór fra fysten,
fandt du Knud på stunden.


Da Kalv kom til kong Knud, tog kongen ovenud godt imod ham og havde samtaler med ham; det fremgik af kong Knuds tale, at han bad Kalv forpligte sig til at gøre rejsning imod Olav den Tykke, hvis denne søgte tilbage til landet, »— og jeg skal da,« sagde kongen, »give dig jarledømme og lade dig bestemme i Norge, mens Håkon — min slægtning — skal komme til mig; det er han bedst egnet til, for han er så redelig, at jeg tror, han ikke engang vil kaste et skaft imod kong Olav, selv om de skulle mødes.« Kalv lyttede til det, kongen sagde, og blev opsat på værdighedstitlen; således blev aftalen mellem kong Knud og Kalv stadfæstet. Kalv gjorde klar til hjemrejsen, og ved afskeden gav kong Knud ham hædersgaver; dette nævner Bjarne Skjald:


Englands konge kan du
— kække jarleætling! —
takke godt for gaver
(gævt du sagen frembar).
Londons konge landet
lod dig give, inden
hjem du vendte vestfra
— vel dit liv sig mager!


Derefter drog Kalv tilbage til Norge og kom hjem til sin gård.


184. Jarl Håkons død

Jarl Håkon drog den sommer ud af landet og vestpå til England, og da han kom dertil, tog kong Knud godt imod ham. Jarlen havde en forlovet dér i England, og han kom for at hente bruden og agtede at holde sit bryllup i Norge; han samlede i England de ting, han anså for vanskelige at skaffe i Norge. Jarlen gjorde om efteråret klar til hjemrejsen, men blev noget sent færdig; han sejlede ud på havet, da han var klar. Der er det at sige om hans rejse, at skibet gik tabt, og at ingen folk blev reddet; nogle folk siger, at skibet en aften var blevet set i stærk storm nord for Katanæs, hvor vinden stod ud over Petlandsfjorden. De, som tror på dette, siger at skibet må være blevet trukket ned i malstrømmen. Men det véd man med sandhed, at jarl Håkon bortkom på havet, og at ingen, der var på det skib, kom i land. Det sammer efterår fortalte købmænd, at det rygte løb over landet, at man mente, at jarlen var forsvundet; alle vidste, at han dette efterår ikke var kommet til Norge, og at landet da var uden høvding.


185. Om staller Bjørn

Christian Krohg:
Staller Bjørn fristes af det engelske sølv
Staller Bjørn opholdt sig, efter han skiltes fra kong Olav, hjemme på sin gård. Bjørn var en anset mand, og det forlød hurtigt vidt omkring, at han havde slået sig til ro. Dette kom jarl Håkon og andre af landets styrere for øre; disse mænd sendte da bud til Bjørn. Da sendebuddene kom frem, tog Bjørn godt imod dem; derefter indkaldte Bjørn sendebuddene til samtale med sig, og han spurgte da til deres ærinde. Deres anfører tog ordet og overbragte hilsner til Bjørn fra kong Knud og jarl Håkon og endnu flere høvdinge: »— og desuden det,« sagde han, »at kong Knud har hørt meget om dig — også hvordan du længe har fulgt Olav den Tykke, men været en stor uven af kong Knud; det synes han dårligt om, for han vil være ven med dig — som med alle andre mænd, der dur til noget — hvis du vil ophøre med at være hans uven. Der er for dig nu kun ét at gøre: Straks at søge støtte og venskab dér, hvor der er mest af det at finde, og hvor nu alle mænd i verdens nordligste del finder det mest passende. Nu kan I, som har fulgt Olav, rigtig se, hvordan han har forladt jer! I er alle uden støtte i forhold til kong Knud og hans folk — I, som hærgede hans land sidste sommer og dræbte hans venner. Du bør med tak tage imod det, når kongen tilbyder sit venskab, og det havde været mere passende, at du bad om det eller tilbød penge for det.«

Da manden havde endt sin tale, svarede Bjørn således: »Jeg vil fra nu af forholde mig i ro hjemme på min gård og ikke tjene høvdinge.« Sendebuddet svarede: »I er kongsmænd — sådan nogle som dig! Jeg kan fortælle dig, at du har to vilkår for hånden: Det ene er, at du fredløs forlader dine ejendomme, således som nu din kammerat — Olav — gør. Det andet vilkår — som må forekomme mere tilrådeligt — er at modtage venskab fra kong Knud og jarl Håkon og blive deres mand, byde dem din trofasthed og her modtage din løn derfor.« Han hældte derpå engelsk sølv ud af en stor pung.

Bjørn var en pengeglad mand, og han blev meget tungsindig og tavs, da han så sølvet. Han overvejede, hvad han skulle beslutte; det forekom ham betragteligt, at skulle miste sine ejendomme, og det virkede usandsynligt, at kong Olav atter skulle rejse sig i Norge. Da sendebuddet bemærkede, at Bjørn fandt behag i pengene, smed han to tykke guldringe oveni og sagde: »Tag nu pengene — Bjørn! — og sværg eden. Jeg forsikrer dig, at dette beløb er småting i forhold til det, du kan få, hvis du opsøger kong Knud.« Beløbets størrelse og de gavmilde løfter om store pengegaver gjorde Bjørn begærlig; han tog pengene, blev håndgangen og svor troskabsed til kong Knud og jarl Håkon. Derpå drog sendebuddene væk.


186. Staller Bjørns rejse

Staller Bjørn erfarede det, som før blev omtalt, at jarl Håkon var forsvundet. Da skiftede hans sindelag, og han fortrød, at han havde brudt sin trofasthed imod kong Olav; han syntes sig nu løst fra de aftaler om lydighed, han havde indgået med jarl Håkon. Bjørn fandt da, at der var håb om, at kong Olav kunne genskabe sin magt, hvis han kom til Norge, der nu var uden høvding. Bjørn klargjorde hurtigt sin rejse, og han havde nogle få mand med sig; han drog derefter afsted dag og nat — til hest, når han kunne, og på skib, når muligheden bød sig — og intet ophold blev gjort, før han om vinteren ved juletid var kommet østpå til Gardarige, hvor han opsøgte kong Olav.

Kongen blev meget glad, da Bjørn fandt ham. Kongen spurgte da til mange hændelser fra Norge nordpå; Bjørn fortalte, at jarlen var forsvundet og at landet nu var uden høvding. Denne nyhed vakte stor glæde blandt de mænd, der havde fulgt kong Olav fra Norge og dér havde haft ejendomme, slægtninge og venner, og de fik stor længsel efter at rejse hjem. Bjørn fortalte kongen om mange andre hændelser fra Norge, som denne var ivrig efter at høre. Så spurgte kongen til sine venner, og hvordan de havde bibeholdt troen på ham; Bjørn sagde, at det var meget forskelligt. Derefter rejste Bjørn sig og faldt for kongens fødder; han tog om kongens fod og sagde: »Alt er i Guds og dine hænder — konge! Jeg har modtaget penge af Knuds mænd og sværget dem troskabsed, men nu vil jeg følge dig og ikke skilles fra dig, så længe vi begge er i live.« Kongen svarede: »Rejs dig straks op — Bjørn! Du skal være forligt med mig; dette må du afregne med Gud. Jeg indser, at der nu må være et fåtal i Norge, der har fasthold sin støtte til mig, når sådanne som du svigter. Det er også sandt, at når jeg er langt væk, befinder folk sig dér i en vanskelig stilling, når de er udsat for mine fjenders ufred.« Bjørn fortalte kongen, hvem der mest havde forpligtet sig til at udøve fjendtlighed imod kongen og dennes mænd; i den forbindelse nævnte han sønnerne af Erling på Jæren og deres øvrige slægtninge, Einar Tambarskælver, Kalv Arneson, Tore Hund og Hårek på Tjøtta.


187. Om kong Olav

Siden kong Olav var kommet til Gardarige, havde han haft meget at tænke på, og han overvejede, hvilken beslutning han skulle tage. Kong Jarislav og dronning Ingegerd indbød Olav til at blive hos dem og overtage det rige, der hedder Vulgaria — det er en del af Gardarige, og folket i det land var hedensk. Kong Olav overvejede dette tilbud, men da han forelagde sine mænd det, rådede de alle fra at slå sig ned dér og opildnede kongen til søge til sit rige i Norge. Kongen havde det også i sine overvejelser at opgive kongeværdigheden og drage ud i verden — til Jorsala eller andre hellige steder — og gå i kloster. Oftest tænkte han dog på, om der var mulighed for, at han kunne genvinde sin magt i Norge. Når han tænkte på det, mindedes han, at i de første 10 år af hans kongedømme faldt alt heldigt og lykkeligt ud for ham, men sidenhen var alle hans beslutninger blevet tunge og vanskelige og lykken ham altid imod; af den grund tvivlede han nu på, om det ville være en klog beslutning at stole så meget på lykken og drage med en lille styrke imod sine fjender, når hele folket havde sluttet sig til dem for at byde kong Olav modstand. Sådanne tanker gjorde han sig ofte, og han henskød sin sag til Gud og bad ham lade det vise sig, som han så var mest gavnligt; han tænkte frem og tilbage og vidste ikke, hvad han skulle vælge, for det forekom ham at være åbenbart ulykkeligt, hvad han end besluttede.


188. Kong Olavs drøm

Det skete en nat, at Olav længe lå vågen i sin seng og overvejede sine beslutninger, og han havde mange bekymringer i tankerne. Da han blev meget træt i sindet, sænkede søvnen sig over ham, men så let, at det forekom ham, at han var vågen og så alt, hvad der skete i huset. Han så en stor og agtværdig mand iført prægtige klæder stå ved sengen; kongen mente snarest, at det var Olav Tryggvason, der var kommet. Manden sagde til ham: »Er du meget bekymret om dine planer, og hvilken beslutning du skal tage? Jeg finder det underligt, at du tvivler, og også at du overvejer at opgive den kongeværdighed, som Gud har givet dig, og at du tilsvarende agter at blive her og tage til takke med udenlandske og dig ubekendte kongers rige. Drag du hellere tilbage til dit rige, som du har fået i arv, og som du længe har rådet for med den styrke, Gud gav dig, og lad ikke dine undergivne skræmme dig. Det er kongens hæder at besejre sine uvenner, og en ærefuld død at falde i kamp med sine støtter. Eller har du nogen tvivl om, at du har retten på din side i jeres strid? Det skal du ikke gøre — skjule sandheden for dig selv. Du kan sagtens begive dig til landet, for Gud vil bære vidnesmål om, at det er din ejendom!« Da kongen vågnede, syntes han at se et glimt af manden, der gik væk. Fra da af tog han sig sammen og besluttede sig for at drage tilbage til Norge, sådan som han forud havde haft lyst til, og sådan som han fandt, at alle hans mænd helst ville havde det. Han overbeviste sig om, at landet måtte være let at tage, da det var uden høvding, sådan som han havde hørt; han mente, at mange endnu ville støtte ham, hvis han selv kom til. Da kongen fremlagde denne beslutning for sine mænd, tog de alle imod det med tak.


189. Om kong Olavs lægekunst

Det fortælles, at det skete i Gardarige — mens kong Olav var dér — at sønnen til en gæv enke fik en hævelse i halsen, og den tog sådan til, at drengen ikke kunne få mad ned, og man anså ham for at være dødsens. Drengens mor gik til dronning Ingegerd, som var hendes bekendte, og viste hende drengen. Dronningen sagde, at hun ikke kunne helbrede det, »— men gå du,« sagde hun, »til kong Olav; han er den bedste læge her, og bed ham lægge sine hænder på drengens lidelse — og fortæl ham mine ord, hvis ellers han ikke vil.« Hun gjorde, som dronningen sagde. Da hun fandt kongen, fortalte hun, at hendes søn var døden nær af halshævelsen, og hun bad ham lægge hænderne på hævelsen. Kongen sagde til hende, at han ikke var læge, og bad hende gå hen, hvor der var læger. Hun sagde, at dronningen havde henvist hende dertil, »— og hun bad mig sige, at du skulle øve den lægegerning, som du forstår, og hun sagde, at du er den bedste læge her i byen.« Så tog kongen fat og strøg hænderne over drengens hals og gned hævelsen meget længe, indtil drengen åbnede munden. Så tog kongen et brød og smuldrede det og lagde det i et kors i sin håndflade. Derefter lagde han det i drengens mund — og han slugte det. Derpå aftog al smerte i halsen, og på få dag blev han fuldkommen rask. Hans mor og drengens andre slægtninge og venner blev meget glade. Dette blev først betragtet som om kong Olav havde så gode lægehænder, som det siges om de mænd, der øver denne kunst meget, at de har gode hænder, men sidenhen — da hans mirakler blev almindeligt kendte — blev dette opfattet som et sandt mirakel.


190. Da kong Olav brændte spånerne

Christian Krohg:
»Det er mandag i morgen — konge!«
En søndag skete det, at kong Olav sad i sit højsæde ved bordet og var faldet i så dybe tanker, at han glemte, hvad tid det var; han havde en kniv i hånden, tog en træpind og snittede nogle spåner af den. En tjener stod ved siden af ham med et fad i hånden; han så, hvad kongen havde for og sluttede, at denne havde tankerne et andet sted. Han sagde: »Det er mandag i morgen — konge!« Kongen så på ham, da han hørte dette, og indså da, hvad han havde gjort. Så bad kongen om, at man rakte ham et vokslys; han fejede alle spånerne, som han havde snittet, sammen i sin hånd, satte derefter flammen til og lod spånerne brænde i sin håndflade. Deraf kunne man fornemme, at han agtede at håndhæve love og påbud og ikke ville tilsidesætte det, han vidste, var det retteste.


191. Om kong Olav

Da kong Olav havde besluttet sig for at rejse hjem, forelagde han det for kong Jarislav og dronning Ingegerd. De frarådede ham rejsen og sagde, at han i deres rige skulle få den magt, han anså for passende; de bad ham ikke drage i hænderne på sine fjender med så lille en styrke, som han havde dér. Så fortalte kong Olav dem om sine drømme og tilmed, at han mente, at det var Guds forsyn. Da de mærkede, at kongen havde bestemt sig for at drage tilbage til Norge, tilbød de ham al den rejsehjælp, han ville modtage fra dem. Kongen takkede dem med smukke ord for deres velvilje og sagde, at han gladelig ville modtage det fra dem, som han havde behov for til sin rejse.


192. Kong Olavs færd fra Gardarige

Straks efter jul gjorde kong Olav sig klar; han havde da nær to hundrede mand dér. Kong Jarislav gav dem alle heste og dertil udstyr, hvor der var behov for det. Da han var klar, drog han af sted; kong Jarislav og dronning Ingegerd tog ærefuld afsked med ham. Han lod Magnus — sin søn — blive tilbage hos kongen.

Så drog kong Olav østfra — først over frosne vande helt til havet. Da det blev hen imod forår og isen løsnede, gjorde de deres skibe klar, og da de var færdige, og der kom gunstig vind, sejlede de, og deres færd gik godt. Kong Olav kom med sine skibe til Gotland; dér fik han nyheder både fra Sveavældet og Danmark og helt fra Norge. Da fik han vished for, at jarl Håkon var omkommet, og at landet i Norge var uden høvding; kongen og hans mænd mente da, at der var håb for deres færd, og de sejlede derfra, da der kom vind, og styrede til Svitjod. Kongen førte sin hær ind i Lögaren og styrede op i land i Åros; han sendte derefter folk til Ønund Svenskekonge og aftalte møde med ham. Kong Ønund tog godt imod sin svogers budskab og opsøgte kong Olav. Da kom også dronning Astrid og de mænd, der havde fulgt hende, til kong Olav; der blev da et glædeligt møde mellem dem alle, og svenskekongen hilste venligt på kong Olav — sin svoger — da de mødtes.


193. Om lendermændene

Nu skal det berettes, hvad der foregik i Norge i denne tid. Tore Hund havde haft finnehandelen disse to vintre, og han havde begge vintre været længe på fjeldet og skaffet sig store værdier. Han gjorde mange slags handler med finnerne. Han lod dér lave 12 rensdyrkofter med så megen trolddom, at ingen våben bed på dem — endnu mindre end på en ringbrynje. Det sidste forår udrustede Tore et langskib, han ejede, og fordelte sine huskarle derpå. Han indkaldte bønderne til møde og krævede leding helt til den nordligste tingkreds; han samlede en stor folkemængde og drog om foråret nordfra med den hær. Hårek på Tjøtta samlede også folk og fik en stor hær. Der deltog mange flere stormænd i deres færd, men de var dog selv de mest navnkundige. De bekendtgjorde, at denne hærsamling skulle drage imod kong Olav og forsvare landet imod ham, hvis han kom østfra.


194. Om Einar Tambarskælver

Einar Tambarskælver havde — siden jarl Håkons død blev kendt — mest at sige i ydre Trondheim; han og hans søn — Eindride — mente at have størst ret til de ejendomme og det løsøre, jarlen havde haft. Einar huskede da de løfter og venskabelige ord, som kong Knud havde rettet til ham ved afskeden. Einar lod da udruste et godt skib, som han ejede, og gik selv ombord med mange følgesvende; da han var klar, styrede han sydpå langs landet og derefter vestpå over havet, og han standsede ikke sin rejse, før han kom til England. Dér opsøgte han med det samme kong Knud; kongen tog godt imod ham. Derpå forelagde Einer sit ærinde for kongen og sagde, at han var kommet for at få indfriet de løfter, kongen havde givet — at Einar skulle bære fyrstenavn over Norge, hvis jarl Håkon ikke var til rådighed. Kongen sagde, at denne sag nu stod fuldstændig anderledes, »— og jeg har nu,« sagde han, »sendt folk med mit bevis til Danmark til Svend — min søn — og jeg har dermed lovet ham magten i Norge. Men jeg vil fastholde dit venskab, og du skal af mig få en sådan rang, som du har stand til, og være lendermand og få store landindtægter og være så meget større end andre lendermænd, som du er mere duelig end andre lendermænd.« Einar indså da, hvad der blev ham til del, og hvad udfaldet af hans ærinde ville blive; han gjorde da klar til hjemrejse. Da han imidlertid vidste, hvad kongens hensigt var, og tillige, at der var stor mulighed for, at det ikke ville blive fredeligt i landet, hvis kong Olav kom østfra, faldt det Einar ind, at der ikke var grund til at fremskynde færden mere end højst nødvendigt, hvis de skulle kæmpe imod kong Olav, og da ikke have mere magt end forud. Einar sejlede derpå ud på havet, da han var klar, men kom først til Norge da de hændelser, der gjaldt mest den sommer, allerede var sket.


195. Om høvdingene i Norge

Høvdingene i Norge sendte spejdere østpå til Svitjod og sydpå til Danmark i tilfælde af, at kong Olav kom østfra fra Gardarige; de fandt snart — så hurtigt som folk kunne fare — ud af, at kong Olav var kommet til Svitjod, og straks, da det blev bekræftet, blev hæren udbudt over hele landet. Der blev udbudt fuld leding, og der samlede sig da en hær. De lendermænd, der var i Agder og Rogaland og Hordaland, fordelte sig; nogle vendte sig nordpå, andre mod øst, og begge steder mente man, at trænge til støtte. Erlings sønner drog østpå fra Jæren med hele den flok, der hørte til øst for dem, og de var høvdinge for den hær; mod nord drog Aslak fra Finnøy og Erland fra Gerde og de lendermænd, der var hjemmehørende nord for dem. Disse — som her blev nævnt — havde alle sværget ed til kong Knud om at dræbe kong Olav, hvis de fik mulighed for det.


196. Harald Sigurdsons færd

Da det rygtedes i Norge, at kong Olav var kommet østfra til Svitjod, samlede hans venner sig — de, som ville støtte ham. Den fornemmeste mand i den flok var Harald Sigurdson — kong Olavs bror; han var da 15 år gammel og en stor mand af vækst og fuldvoksen at se på. Der var også mange andre gæve folk dér. De fik i alt seks hundrede mand, da de tog fra Oplandene, og med den hær drog de østpå gennem Edskoven til Värmland. Derpå drog de østpå gennem skovene til Svitjod; de spurgte sig dér for om kong Olavs færden.


197. Om kong Olavs færd fra Svitjod

Kong Olav blev i Svitjod om foråret og sendte derfra spejdere nordpå til Norge; han erfarede derfra alene det, at det ville blive ufredeligt at tage dertil, og de folk, som kom nordfra, frarådede ham meget at tage til landet. Han havde — som før — én mening om den sag: At drage af sted. Kong Olav spurgte kong Ønund, hvilken støtte denne ville give ham til at søge sit land. Kong Ønund svarede og sagde, at svenskerne ikke var meget for at drage på hærtogt til Norge, »— for vi ved,« sagde han, »at nordmænd er hårde og store krigere og farlige at hjemsøge med ufred. Jeg skal ikke vente med at sige dig, hvad jeg vil lægge til; jeg vil give dig fire hundrede mand — udvalgte og godt til strid udrustede hærfolk fra min livvagt. Derpå vil jeg give dig lov til at drage gennem mit land, og dér samle dig al den støtte, du kan få, og som vil følge dig.« Kong Olav modtog dette vilkår, og gjorde sig derpå rejseklar. Dronning Astrid og Ulfhild Kongedatter blev tilbage i Svitjod.


198. Kong Olav i Järnbäraland

Da kong Olav indledte sin rejse, kom den styrke til ham, som han havde fået af svenskekongen — og det var fire hundrede mand. Kongen drog ad de veje, som svenskerne kendte; de tog op i landet til skovene og kom frem dér, hvor det kaldes Järnbäraland. Dér mødtes kongen af den hær, som fra Norge var draget ham i møde, som det her tidligere blev fortalt. Dér mødte han Harald — sin bror — og mange andre af sine slægtninge, og det var et meget glædeligt møde. De havde da alle tilsammen 12 hundrede mand.


199. Om Dag Ringson

Der var en mand, der hed Dag, om hvem det sagdes, at han var søn af kong Ring, som var flygtet ud af landet for kong Olav, og man siger, at Ring var søn af Dag, som var søn af Ring, som var søn af Harald Hårfager; Dag var kong Olavs slægtning. Far og søn — Ring og Dag — havde slået sig ned i Sveavældet og havde dér fået et rige at regere. Om foråret — da kong Olav var kommet til Svitjod østfra — sendte han den besked til sin slægtning Dag, at denne skulle slutte sig til hans færd med hele den styrke, han kunne få, og hvis de vandt landet i Norge, skulle Dag dér få ikke mindre magt, end hans forfædre før havde haft. Da dette budskab kom til Dag, fandt han det tillokkende; han længtes meget efter at komme hjem til Norge og dér besidde den samme magt, som hans slægtninge før havde haft. Han svarede med det samme og lovede at tage med. Dag var en hurtig mand i ord og gerning; han var meget pågående og modig, men ikke videre klog. Han samlede sig derpå en hær og fik nær 12 hundrede mand; han opsøgte kong Olav med denne hær.


200. Kong Olavs færd

Kong Olav sendte sine bude ind i bebyggede områder og gav besked om, at de mænd, der ønskede at skaffe sig værdier ved at hente krigsbytte og plyndre de steder, som kongens uvenner stod for, skulle komme til ham og følge ham. Kong Olav førte da sin hær frem, og de drog gennem skovbebyggelser og indimellem gennem ødeskove og ofte over store vande; de bar eller trak skibene efter sig mellem vandene. Der kom mange folk til kongen — nogle var mænd fra skovene, andre stimænd. Mange af de steder, hvor han gjorde natteophold, er siden blevet kaldt Olavsboderne. Han standsede ikke sin færd, før han kom til Jämtland; derpå drog han nordpå til Kølen. Hans følge fordelte sig i bebyggelserne og drog meget spredt frem, så længe de ikke ventede ufred. Når de delte sig, fulgte nordmændene altid kongen, mens Dag drog en anden vej med sit følge og svenskerne en tredje vej med deres følge.


201. Om stimændene

To mænd er omtalt; den ene hed Gøge-Tore, den anden Avrafaste. De var de værste stimænd og blev fulgt af 30 mand lig dem selv. Disse brødre var større og stærkere end andre mænd, og de manglede hverken dristighed eller mod. De hørte om den hær, der drog gennem landet, og talte indbyrdes om, at det kunne være en god idé at drage til kongen og følge ham til hans land og dér gå i krig med ham for således at prøve det, for de havde aldrig før deltaget i kamp, hvor hære blev stillet op imod hinanden; de var meget nysgerrige efter at se kongens hær. Deres følgesvende fandt denne beslutning god; de drog da af sted for at opsøge kongen. Da de kom dertil, gik de for kongen med deres følge, og hele flokken var fuldt bevæbnede. De hilste ham. Han spurgte, hvad de var for mænd. De sagde, hvad de hed, og at de var folk dér fra landet. Så fremlagde de deres ærinde og tilbød kongen at drage med ham. Kongen sagde, at det forekom ham, at sådanne mænd måtte være gode at have i sit følge, »— og jeg har lyst til,« sagde han, »at tage imod sådanne folk — men er I kristne?« Gøge-Tore svarede, at han hverken var kristen eller hedning, »— vi kammerater har ingen anden tro end troen på os selv, vores styrke og vores sejrslykke — og det er tilstrækkeligt for os.« Kongen svarede: »Det er stor skade, at mænd, der virker så duelige, ikke tror på Kristus — deres skaber.« Tore svarede: »Findes der sådanne i dit følge — konge? Kristne mænd, som er vokset mere på dagen end vi brødre?« Kongen bad dem lade sig døbe og dermed antage den rette tro, »— og så kan I følge mig«, sagde han, »— da skal jeg gøre jer til meget agtede mænd. Men vil I ikke det, drag da tilbage til det, I kom fra!« Avrafaste svarede, at han ikke ville antage kristendommen. Derefter gik de væk. Da sagde Gøge-Tore: »Dette er en stor skam — at denne konge afviser os; jeg har aldrig før været, hvor jeg ikke var god nok til at følges med andre mænd. Jeg skal aldrig vende tilbage på denne måde.« De gav sig derpå i følge med andre skovfolk og fulgte flokken. Kong Olav søgte da vestpå til Kølen.


Christian Krohg: Kong Olav mødes med brødrene Gøge-Tore og Avrafaste


202. Kong Olavs syn

Da Kong Olav drog østfra over Kølen og derefter søgte vestpå ned fra fjeldet, hvorfra landet bredte sig nedad mod havet vestpå, så han derfra ud over landskabet. Mange gik af sted foran kongen, og mange var bagved ham; han red dér, hvor der var plads omkring ham. Han var tavs og talte ikke med nogen; han red længe om dagen uden at se sig meget omkring. Så red biskoppen hen til ham og spurgte ham, hvad han tænkte på, siden han var så tavs — for kongen var ellers altid glad og talte på sine farter meget med mændene og opmuntrede således dem, der var nær ham. Kongen svarede da med stor eftertænksomhed: »Underlige ting har en tid vist sig for mig. Jeg så nu ud over Norge, da jeg drog vestpå fra fjeldet; da faldt det mig ind, at jeg har tilbragt mange dage i glæde i dette land. Jeg fik da det syn, at jeg så ud over hele Trondheim og dernæst over hele Norge, og jo længere dette syn var for mine øjne, desto videre så jeg omkring, helt til jeg så hele verden — både land og hav. Jeg genkendte nøje de steder, som jeg har besøgt og set, men lige så tydeligt så jeg de steder, som jeg ikke før har set — nogle af dem, som jeg har hørt om, men tilmed dem, som jeg ikke før har hørt omtalt — både bebyggede og ubebyggede, så vidt verden strækker sig.« Biskoppen sagde, at dette syn var helligt og meget bemærkelsesværdigt.


203. Miraklet med ageren

Da kongen var søgt ned fra fjeldet, kom de til den gård, som hedder Sula, i den øverste del af bebyggelsen i Værdals fylke. Da de søgte ned mod gården, lå der dyrkede marker langs vejen. Kongen bad mændene gå roligt frem og ikke ødelægge afgrøden for bonden; dette gjorde folk også, så længe kongen var i nærheden, men de flokke, der kom senere, gav ikke agt på dette, og folk rendte sådan omkring i ageren, at den blev aldeles nedtrampet. Bonden, som boede dér, hed Torgeir Plet; han havde to netop voksne sønner. Torgeir tog godt imod kongen og dennes mænd og tilbød al den hjælp, han formåede. Kongen modtog det gerne og spurgte så Torgeir om nyheder — hvad der var hændt dér i landet, og om der dér var sket nogen samling imod ham. Torgeir sagde, at en stor hær var drevet sammen dér i Trondheim, og at der var kommet lendermænd både fra sydpå i landet og fra nordpå i Helgeland, »— men jeg véd ikke,« sagde han, »hvorvidt de agter at føre hæren imod dig eller et andet sted hen.« Derpå klagede han til kongen over den påførte skade og mændenes manglende omtanke, da de havde ødelagt og nedtrådt alle hans agrer. Kongen sagde, at det var skidt, at han havde lidt overlast. Derefter red kongen derhen, hvor kornet havde stået og så, at ageren var jævnet med jorden. Han red omkring den og sagde derpå: »Jeg forventer — bonde! — at Gud vil udbedre din skade, og at denne ager vil blive bedre inden en uges forløb.« Og det blev den bedste ager, således som kongen havde sagt. Kongen opholdt sig dér om natten, men om morgenen gjorde han klar til afrejse. Han sagde, at Torgeir Bonde skulle drage med ham, men denne tilbød sine to sønner til færden; kongen sagde da, at de ikke skulle drage med ham. Drengene ville dog af sted, men kongen bad dem blive tilbage; da de ikke ville høre efter, agtede kongens livvagter at binde dem. Da kongen så det, sagde han: »Lad dem gå! De kommer tilbage.« Det gik med drengene, som kongen sagde.


204. Stimændenes dåb

De førte nu deres hær ud til Stav, og da kongen kom til Stavemosen, holdt han hvil. Da fik han vished for, at bønderne drog imod ham med en hær, og at han snart ville komme i kamp. Kongen mønstrede da sin hær og holdt mandtal; han havde mere end 30 hundrede mand. Der var ni hundrede hedenske folk i hæren, men da det gik op for kongen, bad han dem lade sig døbe, idet han sagde, at han ikke ville gå i kamp med hedninger, »— for vi kan ikke,« sagde han, »forlade os på styrkens størrelse; vi skal sætte vores lid til Gud, for med hans kraft og miskundhed kan vi sejre. Jeg vil ikke blande hedenske folk med mine mænd.« Da hedningene hørte det, holdt de rådslagning, og til sidst lod fire hundrede mand sig døbe, men fem hundrede nægtede at antage kristendommen, og den flok vendte tilbage til deres land. Så gik de to brødre — Gøge-Tore og Avrafaste — atter frem med deres flok, og de tilbød igen at følge kongen. Han spurgte, om de da var blevet døbt. Gøge-Tore sagde, at det var de ikke. Så bad kongen dem blive døbt og antage den rette tro eller i modsat fald drage væk. De vendte sig da væk og talte sammen og drøftede, hvad de skulle gøre. Så sagde Avrafaste: »Jeg kan sige, at jeg ikke er til sinds at drage tilbage; jeg vil fare i kamp og hjælpe den eller eller anden, og det forekommer mig ligegyldigt, i hvis flok jeg befinder mig.« Da svarede Gøge-Tore: »Hvis jeg skal deltage i kamp, så vil jeg give kongen min støtte, for hans flok trænger mest til det. Og hvis jeg skal tro på nogen gud, hvorfor skulle det så blive værre for mig at tro på Hvidekrist end på en anden gud? Det er nu mit forslag, at vi lader os døbe, siden kongen synes, at det er så stor en sag; så kan vi derefter gå til kamp med ham.« Dette gav alle samtykke til, og de gik derpå til kongen og sagde, at de nu ville tage dåben. De blev da døbt af præsterne og derpå konfirmerede af biskoppen. Kongen optog dem derpå i sin livvagt og sagde, at de skulle gå under hans banner i kampen.


205. Kong Olavs tale

Kong Olav havde nu fået vished om, at han inden længe måtte kæmpe imod bønderne. Efter at han havde mønstret sin hær og holdt mandtal, havde han nu mere end 30 hundrede mand, hvilket ansås for at være en stor hær på én slagmark. Sidenhen holdt kongen tale for hæren og sagde således: »Vi har en stor hær og et flot mandskab. Nu vil jeg fortælle folkene, hvordan jeg vil have hæren fordelt. Jeg vil lade mit banner føre frem midt i hæren, og det skal mine livvagter og gæster følge sammen med den flok, som kom til os fra Oplandene, og tilsvarende den flok, som er kommet til os her i Trondheim. Til højre hånd for mit banner skal Dag Ringson være sammen med hele den flok, som han gav os som følgesvende; han skal have det andet banner. Til venstre hånd for min opstilling skal den hær stå, som svenskekongen gav os, og hele den flok, der kom til os i Sveavældet; de skal have det tredje banner. Jeg ønsker, at folkene skal fordeles i grupper, så slægtninge og bekendte samles, for så kan enhver bedst hjælpe de andre, og alle kender hinanden. Vi skal mærke hele vores hær og sætte hærtegn på vores hjelme og skjolde ved med hvidt at male det hellige kors derpå. Og hvis vi kommer i kamp, skal vi alle have ét kampråb: ‘Frem, frem! Kristmænd, korsmænd, kongsmænd!’ Vi må nøjes med en smal opstilling, hvis vi har færre folk, for jeg vil ikke have, at de omringer os med deres hær. Fordel nu folk i grupper; derefter skal grupperne samles i slagorden, og enhver skal kende sin plads og være opmærksom på, hvor han står i forhold til det banner, han hører under. Vi skal fra nu opretholde slagordenen, og folk skal være fuldt bevæbnede dag og nat, indtil vi véd, hvor vi og bønderne skal mødes.« Da kongen havde talt, ordnede de deres hær og fordelte sig sådan, som kongen forinden havde sagt.

Derpå holdt kongen møde med hærens høvdinge. Da var de mænd kommet, som kongen havde sendt rundt i herredet for at kræve støtte hos bønderne. De kunne fortælle fra bebyggelserne — dér hvor de havde været — at det vidt omkring var tomt for våbenføre mænd, og at disse havde sluttet sig til bondesamlingen; dér, hvor de fandt mænd, ville kun få følge med dem, og de fleste sagde, at de sad hjemme af den grund, at de hverken ville følge den ene eller den anden — de ville ikke kæmpe imod kongen og heller ikke imod deres slægtninge. De havde kun fået få folk. Så spurgte kongen mændene, hvad der forekom dem mest tilrådeligt. Finn svarede på kongens spørgsmål: »Jeg vil sige,« sagde han, »hvordan det skulle gøres, hvis jeg skulle bestemme; da skulle vi fare med hærskjold gennem alle bebyggelser og rane alle værdier og afbrænde alle huse så eftertrykkeligt, at ikke ét skur stod tilbage, og således lønne bøndernes kongeforræderi. Jeg tror, at mange ville sidde løst på flokken, hvis de kunne se hjem på røg eller flammer ved sine huse, og de ikke rigtig vidste, hvad der var sket med børn og koner og gamle folk — deres fædre eller mødre eller andre slægtninge. Jeg forventer, at hvis nogle beslutter at bryde samlingen, vil det snart tynde ud i deres slagorden, for bønder er sådan indrettet, at alle synes bedst om det, som senest er blevet besluttet.« Da Finn sluttede sin tale, gjorde folk gode tilråb; mange syntes godt om, at skulle skaffe sig bytte, og alle fandt, at bønderne kunne fortjene skaden, og at det var sandsynligt — som Finn sagde — at mange af bønderne ville blive løse i sammenholdet. Tormod Kulbrynsskjald kvad da dette vers:


Helst jeg alle huse
helt til Hverbjørg brændte
(hæren vil med våben
værne land for kongen);
ilden skulle alle
indtrøndernes gårde
til koldt kul forvandle,
kunne jeg bestemme


Da kong Olav hørte sine folks ophidselse, krævede han ørenlyd og sagde derpå: »Bønderne havde nok fortjent, at der blev gjort således, som I vil; de véd, at jeg før har afbrændt deres huse og tildelt dem andre strenge straffe. Dengang gjorde jeg det — afbrændte hos dem — fordi de forinden var gået fra troen og begyndt at ofre og ikke ville rette sig efter mine ord; dengang håndhævede vi Guds ret. Nu må dette kongeforræderi regnes for meget mindre, selv om de ikke holder deres troskab imod mig, og dog synes dette ikke at være passende for dem, der vil udvise mandighed. Jeg har her mere hjemmel til at udvise skånsomhed, når de forbryder sig imod mig, end da de var hadske imod Gud. Nu ønsker jeg, at mændene farer roligt frem og ikke øver hærværk. Jeg vil først gå imod bønderne, og hvis vi bliver forligte, er det godt, men hvis de kæmper imod os, er der to vilkår for hånden: Hvis vi falder i kamp, er det en god beslutning, ikke at drage derhen med stjålne værdier, og hvis vi sejrer, så skal I være arvtagere til dem, der nu står imod os, for af dem vil nogle falde og andre flygte, og i begge tilfælde har de forspildt al deres ejendom — så er det godt at kunne gå til store huse og prægtige gårde, mens ingen kan nyde godt af det, som er brændt. Således går tyvekoster i langt højere grad til spilde, end at der blive nydt godt af dem. Vi skal nu drage spredt gennem bebyggelserne og tage alle de våbenføre mænd, som vi kan få, med os; vi skal også slå dyr ned eller tage andet forråd, som folkene har brug for som føde, men ikke gøre anden skade. Jeg anser det for godt, at bøndernes spejdere blive dræbt, hvis I får tag i dem. Dag og hans flok skal drage ned gennem dalen ad den nordlige vej, mens jeg vil følge hovedvejen; så mødes vi til aften og overnatter alle samme sted.« 


206. Om kong Olavs skjalde

Det siges, at da kong Olav ordnede sin hær, udpegede han mænd til en skjoldborg, som skulle holdes for ham i kamp; han valgte dertil de mænd, som var de stærkeste og modigste. Så tilkaldte han sine skjalde og bad dem indgå i skjoldborgen, »— for I skal,« sagde han, »være her, og se de hændelser, som indtræffer her; så behøver man ikke fortælle jer om det, og så kan I selv berette og digte om det siden.« Til stede var da Tormod Kulbrynsskjald og Gissur Guldbryn — Hovgårds-Rævs fosterfar — og den tredje var Torfinn Mund. Så sagde Tormod til Gissur: »Lad os ikke stå så tæt — makker! — at der ikke er plads til Sigvat Skjald, hvis han kommer; han vil nok være foran kongen, og kongen vil heller ikke synes om andet.« Kongen hørte dette og svarede: »Der er ingen grund til at hakke på Sigvat, fordi han ikke er her; han har ofte fulgt mig godt, og han vil nu bede for os, og det kan vi stadig trænge meget til.« Tormod sagde: »Det kan godt være — konge! — at du nu trænger mest til bønner, men der ville blive tyndt befolket omkring bannerstangen, hvis alle dine livvagter nu var på vej til Rom. Det var også med rette, når vi før klagede over, at ingen fik plads for Sigvat, når de ville tale med dig.« Så talte de sammen indbyrdes og sagde, at det ville være godt, at digte nogle mindevers om de hændelser, som snart ville overgå dem. Da kvad Gissur:


Ej jeg vil min ængsten
unge bondedøtre
selv nu lade syne
(sådan er mit rygte).
På skjoldets ting tror jeg
trængsel snart os venter;
straks til Åles stormvejr
stiller vi for kongen.


Så kvad Torfinn Mund et andet vers:


Heftigt haglstorm ser jeg
hegn af skjolde true;
Verdals folk vil fyrsten
følge tæt i striden.
Lad os gavmildt give
gribben blod og fælde
trønder i Tunds uvejr
(tit vi dertil ægges).


Derpå kvad Tormod:


Snart vil Åles uvejr
ind på hvermand trænge;
ej må folk nu frygsomt
famle i sværdstriden.
Ingen her skal ytre
ord om mod, der fattes;
nu vi skal til skjoldting
skride djærvt med Olav.


Folkene lærte sig da straks disse vers.


Halvdan Egedius: Skjaldene kvæder for kong Olavs hær


207. Kong Olavs sjælegave

Derpå gjorde kongen klar til sin afrejse og søgte ud gennem dalen; han standsede for natten, og dér samledes hele hans hær, og de lå om natten ude under deres skjolde. Straks da det lysnede, klargjorde kongen hæren, og da de var færdige til det, fortsatte de ud gennem dalen. Der kom mange bønder til kongen, og de fleste gik i hans flok, og de kunne alle fortælle det samme — at lendermændene havde samlet en enorm hær, og at de agtede at gå i strid mod kongen. Kongen tog da mange mark sølv og gav dem i hånden på en bonde, hvorpå han sagde: »Du skal varetage disse penge og sidenhen dele dem ud; nogle skal du lægge til kirken, andre skal præsterne have, og nogle skal gives til de fattige — og de skal gives for de mænds liv og sjæle, som falder i kampen og som kæmper imod os.« Bonden svarede: »Skal disse penge gives til sjælebod for dine mænd — konge?« Da svarede kongen: »Disse penge skal gives for sjælene til de mænd, der går med bønderne i kamp og falder for vores våben. De mænd, som følger os i kamp og falder dér — vi skal alle blive frelste.«


208. Om Tormod Kulbrynsskjald

Den nat, hvor kong Olav lå i hæren — som det før blev fortalt — var han længe vågen og bad til Gud for sig selv og sin hær, og han sov kun lidt. Henimod morgenen kom en døsighed over ham, og da han vågnede, gryede dagen. Kongen mente, at det var noget tidligt at vække hæren; så spurgte han, hvor Tormod Skjald var. Han var i nærheden og spurgte, hvad kongen ville. Kongen sagde: »Kvæd et eller andet for os!« Tormod satte sig op og kvad meget højt, så det hørtes over hele hæren; han kvad det gamle Bjarkemål, og dette er begyndelsen:


Dagen os hilser
— hanen den flakser;
nu armods sønner
til syslen må gå.
Vågn nu, så vågn nu,
våbenbrødre,
alle I udsøgte
Adils’ kæmper!
Høj den råstærke!
Rolf den skydende!
I ætgode mandfolk
som intet frygter,
hverken I vækkes
til vin eller kvinder,
men hel’re til Hilds
hårde lege.


Så vågnede hæren, og da kvadet var slut, takkede folk ham for det, og folk syntes meget godt om det og mente, at det var godt fundet — de kaldte kvadet ‘Huskarleæggelsen’. Kongen takkede ham for denne adspredelse; derpå tog kongen en guldring, som stod i en halv mark, og gav den til Tormod. Tormod takkede kongen for sin gave og sagde: »Vi har en god konge, men nu er det vanskeligt at se, hvor langt kongens liv bliver; det er min bøn — konge! — at du ikke lader os skilles, hverken i livet eller i døden.« Kongen svarede: »Vi skal alle gå sammen, så længe jeg bestemmer, hvis I ikke vil skilles fra mig.« Tormod sagde: »Jeg håber — konge! — hvad enten det bliver mere eller mindre fredeligt, at jeg står nær ved dig, så længe jeg har noget at sige — hvad vi så end hører om, hvor Sigvat drager hen med sit guldskæftede sværd.« Derpå kvad Tormod


Fast jeg hos dig — fyrste! —
fortsat står, mens dine
andre skjalde skorter
(skulle snart de komme?)
Ravnen skal vi række
rov og sejren hente
— eller alle ligge
efter (det er sikkert).


209. Drapet på Hrut fra Viggja

Kong Olav ledte hæren ud gennem dalen. Dag fulgte da stadig en anden vej med sin flok. Kongen standsede ikke sin færd, før han kom ud til Stiklestad; dér så de bøndernes hær, og den flok drog meget spredt frem. Der var så stor en folkemængde, at hver en sti var fuld af folk, og der var tæt af folk, hvor store skarer gik sammen. De så en flok mænd komme ned fra Verdalen; de havde været på udkig og gik tæt ved kongens hær, men ænsede dem ikke, førend der var så kort imellem dem, at folk kunne genkende hinanden. Det var Hrut fra Viggja med 30 mand. Kongen sagde, at gæsterne skulle gå imod Hrut og slå ham ihjel; mændene gik rask til værks. Så sagde kongen til islændingene: »Jeg har hørt, at det er skik på Island, at bønderne om efteråret er forpligtede til at give sine huskarle et slagtefår — nu vil jeg give jer en vædder[3] at slagte.« Islændingene var lette at opildne til dette værk, og de sprang straks på Hrut sammen med de andre folk; Hrut blev dræbt sammen med den flok, der fulgte ham.

Kongen gjorde holdt og standsede sin hær, da han kom til Stiklestad. Kongen bad folkene stige af hestene og ruste sig til kamp dér; mændene gjorde som kongen sagde. Derefter blev hæren stillet i slagorden og bannerne sat op. Dag var endnu ikke kommet med sin flok, og man manglede da den fløj af slagordenen. Så sagde kongen, at oplændingene skulle gå frem og fatte banneret, »— og det forekommer mig bedst,« sagde kongen, »at Harald — min bror — ikke deltager i kampen, for han er endnu kun et barn af alder.« Harald svarede: »Selvfølgelig skal jeg være med i kampen, og hvis jeg er så slap, at jeg ikke kan magte sværdet, så kender jeg et godt råd imod det — at binde hånden fast til grebet. Ingen skal vise bedre vilje end jeg til at skade bønderne; jeg vil følge mine mænd.« Det siges, at Harald derpå kvad dette vers:


Nok voved’ jeg værge
— vist det kvindfolk ønsker —
flanken, hvor jeg findes
(fermt jeg skjold vil rødne).
Ej for våben viger,
hvor i kamp de svinges,
denne unge digter
(drøjt nu bliver mødet).


Harald fik dermed lov at være med i kampen.


210. Om Torgils Halmason

Den bonde, der boede på Stiklestad, hed Torgils Halmason — faderen til Grim den Gode. Torgils tilbød kongen sin støtte og at gå i kamp med ham. Kongen bad ham have tak for tilbuddet, »— men jeg ønsker ikke,« sagde kongen, »at du — bonde! — deltager i kampen; lov os hellere det, at du efter kampen bjærger vores folk — de som er sårede — og sørger for dem, der falder i striden. Ligeledes, hvis det skulle indtræffe — bonde! — at jeg falder i denne kamp, yd da mit lig den hjælp, som nødvendigheden byder, hvis det ikke bliver dig forbudt.« Torgils lovede at gøre, som kongen bad.


211. Kong Olavs tale

Da kong Olav havde ordnet sin hær, holdt han tale for dem og sagde, at folkene skulle fatte mod og gå modigt frem, »— hvis der bliver kamp,« sagde han, »har vi en god og stor hær, og selv om bønderne har nogle flere folk, så vil skæbnen afgøre, hvem der vinder. Dette vil jeg sige jer: Jeg vil ikke flygte fra denne kamp — hvad enten jeg kommer til at besejre bøndene eller falde i striden. Jeg vil bede for, at dét sker, som Gud ser gavner mig mest. Vi skal trøste os med, at vi har en bedre sag end bønderne, og det tillige, at Gud vil frelse vores ejendele efter denne kamp, eller også give os en meget større løn, end vi selv kunne ønske os, for det tab vi måtte få her. Hvis jeg får noget at skulle have sagt efter kampen, så skal jeg belønne jer alle efter jeres værd, og efter hvordan I er gået frem i striden; der bliver — hvis vi sejrer — nok af både land og løsøre at fordele mellem jer — det, som vores uvenner nu besidder. Lad os gå så hårdt som muligt frem i begyndelsen, for det kan snart ændre sig, hvis der er stor forskel i styrke. Vi har håb om sejr ved hurtig handling, men det vil falde os tungt, hvis vi må kæmpe, til vi bliver trætte, således at folkene af den grund bliver ukampdygtige. Vi har færre folk end de til at inddele i grupper, hvor nogle går frem, mens andre bliver tilbage og hviler, men hvis vi gør så voldsomt et angreb, at de, som er forrest af de andre, vender om, så vil den ene falde over den anden, og så bliver deres ulykke så meget større, som de er flere samlet.« Da kongen afsluttede talen, gjorde folk høje tilråb dertil og opildnede hinanden.


212. Om Tord Foleson

Tord Foleson bar kong Olavs banner; således siger Sigvat Skjald i et vers, han indskød efter opstandelsesberetningen, i den arvedrapa, han digtede om kong Olav:


Tord (det mig fortaltes)
tæt med Olav fulgtes;
kækt til kampen dengang
kom de brave hjerter.
Øgmunds broder bar da
bannerstagen modigt
foran ringers fyrste
— fuldt han byrden løfted’.


213. Om kong Olavs udrustning

Kong Olav var således udstyret, at han bar en gylden hjelm på hovedet og et hvidt skjold, hvorpå det hellige kors var malet med guld. I den ene hånd havde han det spyd, der nu står ved alteret i Kristkirken; i bæltet havde han det sværd, der hed Hneite — det var det skarpeste sværd, med guldomvikling på grebet. Han bar ringbrynje; dette nævner Sigvat Skjald:


Dér i striden dræbte
Digre Olav mange;
sinjor søgte tappert
sejren klædt i brynje.
Svenske støtter stormed’
strøm af blod i møde
(uden omsvøb digter
altid jeg) for kongen.


214. Kong Olavs drøm

Da kong Olav havde ordnet sin hær, var bønderne ingen steder kommet i nærheden; så sagde kongen, at hæren skulle sætte sig ned og hvile. Kongen satte sig selv ned sammen med hele sin hær, og der var god plads imellem folk; han lænede sig tilbage og lagde hovedet i skødet på Finn Arneson. Da kom søvnen over ham en tid. Så fik de øje på bondehæren; nu søgte flokken imod dem, og de havde rejst deres bannere, og det var en meget stor folkemængde. Da vækkede Finn kongen og fortalte ham, at bønderne nu kom imod dem, men da kongen vågnede, sagde han: »Hvorfor vækkede du mig — Finn? — og lod mig ikke nyde min drøm?« Finn svarede: »Du drømte vel ikke noget sådant, at det ikke var mere påkrævet at vågne og gøre klar til den hær, som drager imod os. Eller ser du ikke, hvortil bondesamlingen nu er nået?« Kongen svarede: »De er endnu ikke så tæt på os, at det ikke var bedre, at jeg havde sovet.« Da sagde Finn: »Hvad drømte du da — konge? — siden du anser det for så stort et tab, at du ikke vågnede af dig selv?« Så fortalte kongen om sin drøm, at han syntes at se en høj stige, som han gik på op i luften — så langt, at himlen åbnede sig, og dertil førte stigen, »— og jeg var,« sagde han, »kommet til det øverste trin, da du vækkede mig.« Finn svarede: »Jeg synes ikke så godt om den drøm, som du nok gør; jeg anser dette for at kunne være et varsel om din død — hvis det da er andet end bare drømmeværk, der har vist sig for dig.«


215. Arnljot Gellines dåb

De skete endvidere — da kong Olav var kommet til Stiklestad — at en mand kom til ham. Dette var ikke i sig selv underligt, for der kom mange folk fra herrederne til kongen, men dette var bemærkelsesværdigt, fordi denne mand ikke var lig de andre, der var kommet til kongen. Han var så høj en mand, at ingen andre nåede til mere end skuldrene på ham; han var en meget flot mand at se på, og han havde smukt hår. Han var godt bevæbnet og havde en meget smuk hjelm og ringbrynje, et rødt skjold og i bæltet et udsmykket sværd; i hånden havde han et langt, guldindlagt spyd med så kraftigt et skaft, at det fyldte hånden. Denne mand gik for kongen og hilste ham og spurgte, om kongen ville modtage hjælp fra ham. Kongen spurgte, hvad han hed, hvem han stammede fra og hvilket land, han kom fra. Han svarede: »Jeg har min slægt i Jämtland og Hälsingland; jeg hedder Arnljot Gelline. Jeg kan særligt fortælle dig, at jeg ydede hjælp til dine folk — dem, som du sendte til Jämtland for dér at opkræve skat — og jeg overgav dem et sølvfad, som jeg sendte dig som bevis på, at jeg ville være din ven.« Så spurgte kongen, hvorvidt Arnljot var en kristen mand eller ej. Denne sagde det om sin tro, at han troede på sin egen kraft og styrke, »— og den tro har så vidt været mig tilstrækkelig, men nu agter jeg hellere at tro på dig — konge!« Kongen svarede: »Hvis du vil tro på mig, så skal du tro på det, som jeg lærer dig; du skal tro på det, at Jesus Kristus har skabt himlen og jorden og alle folk, og at alle, som er gode og rettroende, efter døden skal drage til ham.« Arnljot svarede: »Jeg har hørt Hvidekrist omtalt, men jeg véd ikke noget om hans gerninger, eller hvor han regerer. Nu vil jeg tro på alt det, som du fortæller mig — jeg lægger hele min vilje i dine hænder.« Derpå blev Arnljot døbt; kongen lærte ham det af troen, som han anså for mest nødvendigt, og indsatte ham forrest i slagordenen og foran sit banner. Dér var tillige Gøge-Tore og Avrafaste og deres følge.


216. Om hærsamlingen i Norge

Nu skal der fortælles om det, som før blev forladt — at lendermændene og bønderne samlede en talstærk hær, så snart de erfarede, at kongen var taget fra Gardarige i øst, og at han var kommet til Svitjod. Da de fik at vide, at kongen var kommet østfra til Jämtland, og at han agtede at drage østfra over Kølen til Verdalen, førte de hæren ind i Trondheim, hvor de samlede alle — høj som lav — sammen og således drog ind i Verdalen; de havde dér så stor en flok, at der ikke fandtes den mand, som havde set en lige så stor hær blive samlet i Norge. Det var — som det ofte er tilfældet i en stor hær — en meget forskellig flok; der var mange lendermænd og en stor mængde anselige bønder, men de fleste var dog småbønder og arbejdere. Det var den største del af hæren, som var samlet i Trondheim; den flok var mest voldsom i fjendtligheden imod kongen


217. Om Biskop Sigurd

Knud den Mægtige havde — som før blev skrevet — underlagt sig alt land i Norge, og dertil havde han givet magten til jarl Håkon. Han gav jarlen den hofbiskop, der hed Sigurd; han var af dansk slægt og havde længe været hos kong Knud. Biskoppen havde et heftigt sindelag og var særdeles veltalende; han ydede med sine ord kong Knud al den hjælp, han formåede, og han var den største uven af kong Olav. Denne biskop opholdt sig i hæren; han talte ofte til bondeflokken og opildnede meget til modstand imod kong Olav.


Christian Krohg: Biskop Sigurd taler til bønderne


218. Biskop Sigurds tale

Biskop Sigurd talte på et husting, hvor der var en stor folkemængde; han tog således til orde: »Her er nu samlet en så stor mængde folk, at der i dette fattige land næppe vil være mulighed for at få en større indenlandsk hær at se. Måtte denne store styrke nu blive jer til god nytte — hvilket også er en nødvendighed, hvis ikke denne Olav agter at holde inde med at bekrige jer. Allerede i en ung alder begyndte han at røve og dræbe folk og fór på den måde vidt omkring, men til sidst vendte han sig her til landet og hævede sig således op, at han blev uven med de bedste og mest magtfulde mænd. Kong Knud — som alle, der kan, er skyldige at tjene: I hans skatteland slog han sig ned. Det samme gjorde han ved Olaf Svenskekonge, og jarlerne Sven og Håkon jog han væk fra deres fædrene jord. Men imod sine egne slægtninge var han dog mest grusom, da han jog alle kongerne ud af Oplandene. Dette var dog på visse måder godt gjort, for de havde tidligere svigtet deres trofasthed og eder til kong Knud og fulgt denne Olav i hver en ugerning, som han påbegyndte. Nu sluttede deres venskab på en passende måde; han udsatte dem for mishandling, lagde deres riger under sig og gjorde således en ende på alle folk af rang i landet. Og I ved vel, hvad han derefter har gjort mod lendermændene? De ypperligste er blevet dræbt, og mange er blevet landflygtige på grund af ham. Han har også faret vidt omkring i dette land med tyvebander, brændt i herrederne og dræbt og bestjålet folk. Og hvor er her den stormand, der ikke har store sager at hævne på ham? Nu leder han en udenlandsk hær, hvor de fleste er skovmænd og stimænd eller andre tyveknægte. Venter I, at han vil skåne jer nu, når han færdes sammen med disse ugerningsmænd, og når han har bedrevet sådant hærværk, som alle de, der fulgte ham, frarådede? Jeg giver jer det råd, at I nu mindes kong Knuds ord — hvad han rådede jer til, hvis Olav igen vendte tilbage til landet, og hvordan I skulle beholde jeres frihed, sådan som kong Knud lovede jer. Han bad jer stå imod og befri jer for sådanne ufredsflokke. Nu er tiden til at fare imod dem og dræbe disse ugerningsmænd til gavn for ørn og ulv og lade dem ligge dér, hvor de bliver hugget ned, medmindre I hellere vil kaste deres lig i en skov eller på en stendynge; ingen må være så dristig, at føre dem til kirkerne, for de er alle vikinger og skadeforvoldere.« Da han havde afsluttet denne tale, brød alle folk ud i høje råb og gav samtykke til at gøre, som han sagde.


219. Om lendermændene

Lendermændene — de som var samlede dér — holdt møde og talte sammen; de aftalte og fordelte da, hvordan man skulle ordne hæren, og hvem der skulle være høvding for flokken. Så sagde Kalv Arneson, at Hårek på Tjøtta var bedst egnet til at være hovedmanden for denne hær, »— for han er kommet af Harald Hårfagers slægt. Kongen er ham meget fjendtligt sindet på grund af drabet på Grankel, og han vil få en meget hård medfart, hvis Olav kommer til magten; Hårek er meget prøvet i kamp og en ærekær mand.« Hårek svarede, at de mænd, som nu var i deres bedste alder, var bedre egnede til dette: »— for jeg er nu,« sagde han, »en gammel og svagelig mand, der ikke er bevendt til kamp. Der er også slægtskab mellem kong Olav og mig, og uagtet han kun har påskønnet det lidt ved mig, sømmer det sig dog ikke for mig at gå længere frem i denne ufred mod ham, end alle andre i vores flok. Du er — Tore! — godt egnet til at være hovedmanden til at strides imod kong Olav. Der findes også gode grunde derfor; du har både tab af slægtninge at hævne og dét, at han jog dig fredløs fra alle dine ejendomme. Du — og ligeledes dine slægtninge — har også lovet kong Knud at hævne Asbjørn, eller mener du, at der bliver en bedre lejlighed end nu til at hævne alle disse krænkelser?« Tore svarede på hans tale: »Jeg vil ikke forlade mig på at bære banner imod kong Olav eller at gøres til høvding for denne hær. Trønderne har her den største styrke, og jeg kender deres storladenhed — at de ikke vil adlyde en eller anden helgelandsk mand. Men man behøver ikke minde mig om de sager, jeg har at gengælde Olav; jeg husker tabene, og at Olav har taget livet af tre mænd, som alle var gæve af navn og af slægt: Asbjørn — min brors søn, Tore og Grjotgrad — min søsters sønner — og deres far — Ølve, og hver af dem er jeg forpligtet til at hævne. Nu er der det at sige om mig, at jeg har udvalgt 11 af mine huskarle — de skrappeste af dem — og jeg tænker ikke, at vi behøver overlade til andre at skifte hug med Olav, hvis vi får mulighed for det.«


220. Kalv Arnesons tale

Kalv Arneson tog da ordet: »Det vi behøver i den sag, vi har påbegyndt, er ikke at gøre det forgæves, at hæren er blevet samlet. Der må andet til, hvis vi skal kæmpe imod kong Olav, end dét, at alle undslår sig fra at gøre det vanskelige, for vi må forstå, at selv om Olav ikke har mange folk — sammenlignet med dem vi har — så er høvdingen standhaftig, og hele hans flok vil følge ham trofast. Hvis nu vi — som helst skulle være ledere for vores hær — ryster noget på hånden og ikke vil skærpe og opildne hæren eller gå foran, så vil størstedelen af hærmændene straks miste modet og dernæst hver især forsøge sig. Selv om en stor hær er samlet her, vil vi dog komme til at erfare — hvis vi møder kong Olav og hans hær — at nederlag er os beskåret, såfremt vi bestemmende mænd ikke selv er skarpe, og hvis ikke skaren styrter frem i enighed. Men hvis det ikke bliver sådan, så er det bedre for os ikke at vove os i kamp, og da vil det råd forekomme mest indlysende — at forlade sig på Olavs nåde, selv om han endda var hård, da han havde mindre grund til at være det, end han nu mener at have. Jeg véd dog, at der i hans hær findes sådanne folk, at jeg dér vil kunne opnå fred, hvis jeg søger den. Nu, hvis I vil som jeg, skal du — svoger Tore! — og du — Hårek! — gå under det banner, som vi alle skulle rejse og derefter følge. Lad os alle være modige og vedholdende i denne beslutning, som vi har taget, og lad os føre bondehæren sådan frem, at de ikke finder os frygtsomme; hvis vi går glade frem for at ordne og ægge hæren, vil det opildne de jævne folk.« Da Kalv havde afsluttet sit ærinde, sluttede alle sig til hans ord og sagde, at de ville have det helt, som Kalv rådede dem til. De ønskede da alle, at Kalv blev høvding for hæren og fordelte alle dér i flokke, sådan som han ville.


221. Om lendermændenes bannerførere

Kalv satte sit banner op og fordelte sine huskarle dér under banneret — deriblandt Hårek på Tjøtta og dennes folk. Tore Hund og hans flok stod forrest midt i slagordenen — foran bannerne; dér fandtes også på begge sider af Tore en udvalgt skare af bønder, som var blandt de modigste og bedst bevæbnede. Den afdeling blev gjort både lang og bred, og dér fandtes trønder og helgelændinge. Til højre herfor befandt sig en anden afdeling; til venstre for hovedafdelingen var ryger, horder, sogninger og fjordinger ordnet, og de havde dér det tredje banner.


222. Om Torstein Knarresmed

Der var en mand, der hed Torstein Knarresmed; han var købmand og en god håndværker, en stor og stærk mand, på alle måder meget ihærdig og en stor drabsmand. Han var blevet uenig med kongen, og kongen havde frataget ham et nyt og stort handelsfartøj, som Torstein havde bygget; dette var sket som straf for Torsteins voldsomhed og drabsbøder, som kongen havde til gode. Torstein befandt sig dér i hæren; han gik frem foran slagordenen og derhen, hvor Tore Hund stod. Han sagde således: »Jeg vil stå her i flokken — Tore! — sammen med dig, for jeg agter, hvis Olav og jeg mødes, at være den første til at bruge våben imod ham, hvis jeg kan komme tæt nok på ham, og således gengælde ham skibsranet, da han stjal det skib fra mig, som var et af de bedste til handelsrejser.« Tore og de andre tog imod Torstein, og han indgik i deres flok.


223. Om bøndernes slagorden

Da bønderne var blevet fordelt i slagordenen, talte lendermændene og bad folkene give agt på deres plads — hvor hver af dem skulle stå, eller hvilket banner de var under eller i nærheden af, og hvor i forhold til banneret de skulle stå. De bad mændene være agtpågivende og straks at stille sig i slagorden, når lurerne lød, og der blev blæst til kamp, og derpå gå frem i slagorden, for der var endnu lang vej at flytte hæren frem, og det kunne forventes, at slagordenen ville opløses under hærens fremadskriden. Derpå opildnede de hæren; Kalv sagde, at alle de mænd, der havde sorger og hævn at gengælde kong Olav, skulle gå frem under det banner, der skulle drage imod kong Olavs banner, og huske den skade, han havde forvold dem. Han sagde, at de nok ikke fik bedre lejlighed til at hævne deres sorg og frigøre sig fra den tvang og trældom, han havde bragt dem under, »— og nu er den,« sagde han, »en kryster, som ikke kæmper så tappert som muligt, for I har grund nok imod dem, der er imod jer — de vil ikke spare jer, hvis de kommer til.« Der blev gjort høje tilråb til hans tale; der blev da en vældig råben og opildnen i hele hæren.


224. Om kongens og bøndernes hær

Derefter førte bønderne deres hær til Stiklestad; hvor kong Olav var med sit følge. Forrest i hæren førte Kalv og Hårek banneret frem. Da de mødtes, blev der ikke straks gået til kamp, idet bønderne forhalede angrebet af den årsag, at deres flok ikke overalt var kommet lige langt frem, og de ventede på de folk, der kom bagefter. Tore Hund havde gået bagerst med sit følge, for han skulle sørge for, at folk ikke sakkede bagud, når hærråbet lød, eller når fjenden kom i sigte; Kalv og de andre ventede på Tore. Bøndernes hær havde dette slagord for at anspore flokken i kampen: ‘Frem! Frem! Bondemænd!’ Kong Olav foretog ikke angreb, idet han afventede Dag og den flok, der fulgte ham. Kongens folk fik da øje på det sted, hvor Dags hær drog fremad. Det siges, at bondehæren bestod af ikke mindre end hundrede hundreder, og Sigvat siger således:


Alt for få i flokken
fulgte østfra drotten;
dobbelt op af drenge
drog i bondehæren.
Fast om fæstet kongen
fatted’ da på sværdet;
overmagtens indtog
ingen jeg bebrejder.


225. Mødet mellem kongen og bønderne

Da begge hærene gjorde ophold, og folkene genkendte hinanden, sagde kongen: »Hvorfor er du dér — Kalv? Vi skiltes da som venner sydpå i Møre. Det er ikke sømmeligt for dig at kæmpe imod os eller skyde fjendeskud imod vores hær, for her er fire af dine brødre.« Kalv svarede: »Meget går nu anderledes — konge! — end det kunne forekomme mest passende; du forlod os således, at nødvendigheden bød, at vi forligtes med dem, der var tilbage. Nu må hver blive, hvor han er — men endnu kunne vi forliges, hvis jeg skulle bestemme.« Da svarede Finn: »Det er et kendetegn ved Kalv, at han er veltalende, når han har ondt i sinde.« Kongen sagde: »Det kan være — Kalv! — at du vil forliges, men I bønder synes mig ikke at virke fredelige.« Så svarede Torgeir fra Kvistad: »I skal nu få sådan en fred, som mange førhen har fået af jer — det skal I nu få betalt!« Kongen svarede: »Du behøver ikke længes så meget efter vores møde; I kommer ikke til at vinde over os i dag, for det er mig, der har ophøjet dig til magten fra ubetydelighed.«


226. Begyndelsen på Stiklestad-kampen

Nu ankom Tore Hund, og han gik med sit følge frem foran banneret og råbte: »Frem! Frem! Bondemænd!« Derpå løsnede de kampråb og skød med både pile og spyd. Kongsmændene råbte da kampråb; da det var tilendebragt, opildnede de således, som de tidligere var blevet lært, og sagde: »Frem, frem! Kristmænd, korsmænd, kongsmænd!« Da bønderne, der var på flanken, hørte dette, sagde de det samme, som de hørte de andre sige, men da de øvrige bønder hørte det, antog de dem for at være kongsmænd og angreb dem med våben; de kæmpede da indbyrdes, og mange faldt, før de genkendte hinanden.

Vejret var smukt og solen skinnede fra en skyfri himmel, men da kampen tog til, blev himlen — og ligeledes solen — rød, og før striden sluttede, blev det mørkt som om natten.

Kong Olav havde samlet sin hær på et højdedrag, og de styrtede oppefra imod bondehæren og angreb så voldsomt, at bøndernes slagorden gav efter, således at den forreste del af kongens styrke nu stod dér, hvor de bagerste i bondehæren før havde stået; bondehæren var da på nippet til at flygte, men lendermændene og lændermændenes huskarle stod fast, og da blev kampen meget skarp. Således siger Sigvat:


Brat af brynjeklædte
brødes sønder freden;
hærråb lød fra højen
— hastigt fulgt af angreb.
Morgensolen mødte
mange blanke hjelme;
ståluvejret Stikle-
stad da grusomt hærged’.


Lendermændene opildnede deres folk og tilskyndede til fremgang; dette nævner Sigvat:


Midt mod fjendens fylking
førtes trønders banner;
uden anger — dengang! —
angreb bondehæren.


Så søgte bondeflokken frem på alle sider; de forrest stående huggede, og de, der kom næstefter, stak med spyd, og alle de, der gik bagerst, skød med spyd eller pile eller kastede med sten, håndøkser eller stenkøller. Kampen medførte således snart mandskade, og der faldt mange på begge sider. I det første stormløb faldt Arnljot Gelline, Gøge-Tore og Avrafaste med hele deres følge, men hver af dem tog én eller to med sig — og nogle flere. Således tyndede det ud i rækkerne foran kongens banner. Kongen bad da Tord føre banneret frem, og han fulgte selv banneret sammen med den skare, han havde udvalgt til at være nær sig i kamp; det var de våbendueligste og bedst udrustede folk i hans hær. Dette nævner Sigvat:


Fyrsten bannerfør’en
fulgte tæt i striden;
kongen kæmped’ forrest
kun af mærket dækket.


Da kong Olav trådte frem fra skjoldborgen og stod i spidsen for hæren, og bønderne så ham i ansigtet, blev de skræmte og rådvilde; dette omtaler Sigvat:


Fælt det var for fjenden
fyrsten dér at møde;
skræmmende han skued’
skarpt (ej ulig ormen).
Olavs øjne lyned’
imod bondeflokken;
kongens blik i kampen
kyste trønderhæren.


Da blev striden meget voldsom; kongen gik selv hårdt frem i hugkamp. Således siger Sigvat:


Blanke skjolde blodigt
blussed’ foran kongen;
hårdt i hugkamp straffe
høvdingen lod fjenden.
Fyrsten farved’ klingen
flittigt rød i striden;
drotten drøje sværdhug
drev mod trønderhov’der.


227. Torgeir fra Kvistads fald

Kong Olav kæmpede da meget modigt; han huggede Torgeir fra Kvistad — den lendermand, der før blev omtalt — tværs over ansigtet, så næseskærmen på hjelmen bristede, og hovedet blev kløvet under øjnene, således at det næsten gik af. Da Torgeir faldt, sagde kongen: »Var det ikke sandt, som jeg sagde dig — Torgeir! — at du ikke skulle sejre i vores mellemværende?« I samme øjeblik stødte Tord bannerstagen så hårdt i jorden, at stagen blev stående. Da var Tord blevet dødeligt såret, og han faldt dér under banneret. Dér faldt Torfinn Mund og også Gissur Guldbryn; ham var to mand søgt imod, men han dræbte den ene af dem og sårede den anden, før han faldt. Således siger Hovgårds-Ræv:


Ene stod i stridens
storm den brave kriger;
to imod ham trængte
truende med våben.
Han den ene hugged’
hurtigt sår til bane,
ej den anden heller
uskadt slap fra mødet.


Da skete det, som før blev fortalt, at himlen var klar, men solen forsvandt ud af syne, og det blev mørkt; dette omtaler Sigvat:


Ej for ubetyd’ligt
ansås dette jærtegn:
Højt fra skyfri himmel
herligt solskin mangled’.
Solen svandt for oven,
snart blev dag som natten;
lysets vigen varsled’
vigtigt da om kongen.


På dette tidspunkt ankom Dag Ringson med den flok, der fulgte ham, og han begyndte da at stille folk i slagorden og sætte sit banner op. Af den grund, at det var meget mørkt, blev der ikke angrebet straks, for de vidste ikke, hvad der mødte dem, men de vendte sig dog derhen imod, hvor rygerne og horderne befandt sig.

Mange af disse hændelser forefaldt samtidig — nogle lidt før eller senere.


228. Kong Olavs fald

Kalv og Olav hed to slægtninge af Kalv Arneson; de stod på den ene side af ham — de var store og modige mænd. Kalv var søn af Arnfinn Armodsson og brorsøn af Arne Armodsson. På den anden side af Kalv Arneson gik Tore Hund frem. Kong Olav huggede Tore Hund over skuldrene; sværdet bed ikke, og det så ud som om støv røg fra rensdyrkoften. Dette nævner Sigvat:


Kraftigt måtte kongen
kæmpe imod trolddom;
Tore for sin frelse
finne-galder takked’.
Fyrsten hugged’ heftigt
Hunden over skuld’ren;
dyreskindet djævelsk
døved’ sværdets klinge.


Tore huggede efter kongen. De udvekslede nogle hug, men kongens sværd bed ikke, når det traf rensdyrkoften; Tore blev dog såret i hånden. Endvidere kvad Sigvat:


Tore kan ej klandres
(klart må hver det sande);
ej han misted’ modet
midt i kampens hede.
Først af alle fór han
frem at møde kongen;
sjældent søgte andre
sådan imod faren.


Kongen sagde til staller Bjørn: »Slå du hunden, som jern ikke bider på!« Bjørn vendte øksen i sin hånd og slog med hammeren. Slaget traf Tore på skulderen; det var et meget kraftigt slag, der fik Tore til at vakle. I samme øjeblik vendte kongen sig imod Kalv og dennes slægtninge, og han sårede Olav — Kalvs slægtning — dødeligt. Så stak Tore Hund med spydet midt på livet af staller Bjørn og dræbte ham. Da sagde Tore: »Sådan stikker man bjørne!« Torstein Knarresmed huggede med øksen til kong Olav, og hugget traf i venstre ben oven for knæet. Finn Arneson dræbte straks Torstein. Da kongen fik dette sår, støttede han sig til en sten, kastede sværdet og bad Gud hjælpe sig. Så stak Tore Hund efter ham med sit spyd; stikket kom under brynjen og gik ind i maven. Derpå huggede Kalv til ham; det hug traf på venstre side af halsen. Folk er uenige om, hvilken Kalv det var, der sårede kongen. Disse tre sår kostede kong Olav livet. Efter hans fald faldt størstedelen af det følge, der var gået frem sammen med kongen.

Bjarne Guldbrynsskjald digtede dette om Kalv Arneson:


Imod drotten dygtigt
du forsvared’ landet;
fjenden måtte modstand
møde (jeg fortaltes).
Du på Stiklestaden
storværk under fanen
øved’ mod kong Olav,
indtil han blev fældet.


Sigvat Skjald digtede dette om staller Bjørn:


Stallers stolte værk han
stræbsomt andre lærte;
Bjørn var først og fremmest
fyrstens tro bestyrer.
Hæder ved sit virke
vandt han stort i kampen;
lovprist skal han ligge
livløs tæt ved kongen.


Halvdan Egedius: Kong Olavs fald


229. Dags-angrebet

Dag Ringson fortsatte da kampen og gennemførte det første angreb så hårdt, at bønderne trak sig tilbage, og nogle vendte sig på flugt. Dér faldt mange i bøndernes flok og disse lendermænd: Erland fra Gerde og Aslak fra Finnøy; da blev det banner, som de før havde ført med sig, hugget ned. Kampen var da den allerhårdeste; folk kaldte det Dags-angrebet. Så vendte Kalv Arneson, Hårek på Tjøtta og Tore Hund sig — sammen med den flok, der fulgte dem — imod Dag; Dag blev derved overmandet, og han tog da flugten sammen med hele den flok, der var tilbage. En dal førte op dér, hvor de fleste flygtede; dér faldt mange, og folk spredte sig da væk til begge sider. Mange mænd var alvorligt sårede, og mange var så trætte, at de intet formåede. Bønderne forfulgte kun de flygtende et kort stykke, for høvdingene vendte snart tilbage dertil, hvor de faldne lå, idet mange ville lede efter deres venner og slægtninge.


230. Kong Olavs underfulde helbredelse af Tore Hund

Tore Hund gik derhen, hvor liget af kong Olav lå, og bragte det i stand; han lagde liget ned, rettede det ud og bredte et klæde over det. Da han tørrede blodet af ligets ansigt — sådan fortalte han senere — var kongens ansigt så fint, at der var rødmen i kinderne, som om han sov, og det var meget lysere end før, mens han var i live. Så fik Tore kongens blod på sin hånd, og det løb i håndfladen, dér hvor han tidligere var blevet såret; fra da af behøvedes ingen forbinding om dette sår — så hurtigt heledes det. Tore selv bevidnede denne hændelse for alle, da kong Olavs hellighed kom på tale; Tore Hund var den første blandt de magtfulde mænd, der havde været i kongens modstanderflok, der fremhævede hans hellighed.


231. Om Kalv Arnesons brødre

Kalv Arneson ledte efter sin brødre, som var faldet dér; han fandt Torberg og Finn, og folk siger, at Finn kastede et saks efter ham for at dræbe ham, og at han talte hårde ord til ham og kaldte ham fredsnidding og kongeforræder. Kalv tog sig ikke af det, men lod Finn og ligeledes Torberg bære væk fra kamppladsen. Deres sår blev da undersøgt, men de havde ikke livsfarlige sår; de var på grund af træthed faldet under våbnenes tyngde. Så søgte Kalv at føre sine brødre ned til skibene, og han tog selv med dem, men så snart han vendte sig væk, drog hele den del af bondehæren, der boede i nærheden, hjem på nær de folk, der hjalp deres sårede slægtninge og venner eller tog sig af ligene af dem, der var faldet. De sårede mænd blev ført hjem til gården, således at alle husene var fyldte med dem; der blev rejst telte over nogle udenfor. Lige så underligt mange folk, der blev samlet i bondehæren, tilsvarende fandt folk det ikke mindre ejendommeligt, hvor hurtigt samlingen blev spredt, da folk begyndte med det. Den største årsag dertil var, at de fleste folk var kommet dér fra herrederne, og de havde stor lyst til at komme hjem.


232. Om verdølerne

De bønder, der havde hjemme i Verdalen, opsøgte høvdingene Hårek og Tore, til hvem de klagede over deres vanskeligheder; de sagde: »De flygtende folk, som her er undsluppet, vil nu tage op gennem Verdalen og skade vores hjemsteder, og vi kan ikke drage hjem, så længe de er her i dalen. Vær nu så gode at tage efter dem med en hær, og lad ikke så meget som et barn slippe, for de havde tiltænkt os tilsvarende vilkår, hvis de havde klaret sig bedst i vores møde, og sådan vil de stadig gøre, såfremt vi mødes senere, hvor de har større styrke end os. Det kan være, at de vil slå sig ned i dalen, så længe de ikke venter noget ondt; så vil de straks drage ufredeligt omkring i vores bebyggelse.« Bønderne talte længe om dette og opildnede med stor iver høvdingene til at drage af sted og dræbe de folk, der var sluppet væk. Da høvdingene talte indbyrdes om dette, mente de, at bønderne havde sagt meget sandt i deres tale. De besluttede da, at Tore Hund skulle begive sig på færden med verdølerne; han havde da seks hundrede mand, som var hans folk. De tog derpå af sted, da det gik mod nat. Tore standsede ikke, før han om natten kom til Sula, og dér erfarede han, at Dag Ringson og mange andre flokke af Olavs mænd havde været dér om aftenen, hvor de havde holdt hvil og spist aftensmad og derpå var draget op på fjeldet. Da sagde Tore, at han ikke ville forfølge dem over fjeldet, og han vendte derpå om og ned i dalen, og de fik da kun dræbt få af mændene. Derefter drog bønderne til deres hjem, og dagen efter begav Tore og hans folk sig ud til deres skibe. De kongsmænd, der var førlige, reddede sig og gemte sig i skovene — nogle fik hjælp af folkene dér.


233. Om Tormod Kulbrynsskjald

Tormod Kulbrynsskjald deltog i kampen under kongens banner. Da kongen var faldet, og striden var på sit højeste, faldt kongens folk den ene efter den anden, og de fleste, der endnu stod, var sårede. Tormod blev hårdt såret; han gjorde da som alle andre og trak sig væk fra dér, hvor livsfaren syntes størst. Nogle stak af. Da opstod den kamp, der kaldes Dags-angrebet; dertil søgte alle kongsmænd, der var våbenføre, men Tormod kom ikke i kamp, fordi han var ukampdygtig både på grund af sår og træthed. Han blev dog hos sine kammerater, selv om han ikke formåede mere end det. Så blev han ramt af en pil i venstre side. Han knækkede pileskaftet af og gik så væk fra kampen — hjem til husene — og kom hen til en lade; det var en stor bygning. Tormod havde et blottet sværd i hånden, og da han var på vej ind, gik en mand ud imod ham; han sagde: »Der er en frygtelig lyd herinde — jamren og hylen; det er skammeligt, når store mandfolk ikke kan udholde deres sår. Det kan godt være, at kongsmændene gik godt fremad, men de bærer deres sår meget umandigt.« Tormod svarede: »Hvad er dit navn?« Han kaldte sig Skose. Tormod sagde: »Var du med i kampen?« »Det var jeg,« sagde han, »— med bønderne, som bedst var.« »Blev du såret?« spurgte Tormod. »Lidt,« sagde Skose, »men var du med i kampen?« Tormod svarede: »Jeg var med dem, der havde det bedst.« Skose så, at Tormod havde en guldring på armen; han sagde: »Du må være kongsmand. Giv du mig guldringen, så skal jeg skjule dig; bønderne vil sikkert dræbe dig, hvis du kommer i vejen for dem.« Tormod sagde: »Tag du ringen, hvis du kan; jeg har allerede mistet mere.« Skose rakte hånden frem og ville tage ringen. Tormod svingede sværdet og huggede hånden af ham, og det siges, at Skose ikke bar sit sår bedre end dem, han før havde lastet. Skose løb væk, men Tormod satte sig i laden og sad dér en tid og lyttede til mændenes tale. Snakken gik mest på den måde, at hver sagde, hvad han syntes at have bemærket i kampen, og der blev talt om mænds fremfærd; nogle roste mest kong Olavs duelighed, mens andre fremhævede andre mænd lige så meget. Da kvad Tormod:


Fyrsten stormed’ frygtløst
frem i kamp og ægged’;
Stikles stad da blodigt
stænket blev af sværdet.
Alle på nær Olav
under skjoldet (så jeg)
søgte værn mod våben
(voldsomt blev vi prøvet).


234. Tormods død

Tormod gik derefter hen til en lille hytte og gik derind. Der var i forvejen mange hårdt sårede mænd derinde; der var også en kvinde, som forbandt mændenes sår. Der var et bål på gulvet, og hun varmede vand til at rense sårene med. Tormod satte sig ned nærmest døren. Der gik nogle mænd ud — og andre ind — som tog sig af de sårede mænd. Så vendte én af dem sig mod Tormod, så på ham og sagde: »Hvorfor er du så bleg? Et du såret? Hvorfor beder du ikke om lægehjælp?« Tormod kvad da et vers:


Rask mit ansigts rødmen
rinder — mens på kvindens
mage endnu øjnes
udi kinden farve.
Her jeg såret sidder
— snart ingen mig ænser —
danske våben voldte
vunden i Dags-striden.


Derefter rejste Tormod sig og gik ind til bålet og stod dér en tid. Så sagde lægen til ham: »Du dér! Gå ud og hent mig det brænde, der ligger her uden for døren!« Han gik ud, bar en favnfuld brænde ind og smed den på gulvet. Lægen så ham da i ansigtet og sagde: »Denne mand er frygteligt bleg! Hvorfor ser du sådan ud?« Da kvad Tormod:


Kvinden ej bør undres
over skjaldens bleghed;
fagert — vid det! — farves
få i stålets haglvejr.
Malmgjort pilen mødte
min den ene side;
hjertet nær mig jernet
jog igennem kroppen.


Da sagde lægen: »Lad mig se dit sår, så jeg kan forbinde dig.« Han satte sig derpå ned og tog tøjet af. Da lægen så hans sår, undersøgte hun det sår, han havde i siden, og bemærkede, at der sad jern i det, men hun vidste ikke med sikkerhed, hvor langt jernet var trængt ind. Hun havde dér i en stengryde knust løg og andre urter og kogt det sammen; det gav hun de sårede mænd at spise, og hun kunne således finde ud af, om de havde húlsår, ved at mærke løglugten komme ud af de sår, der var i hulheden. Hun bragte dette til Tormod og bad ham spise. Han sagde: »Tag det væk! Jeg har ikke grødsyge!« Da tog hun en lås-tang og ville trække jernet ud, men det sad fast og kom ingen vegne; der stak kun lidt af det ud, fordi såret var opsvulmet. Så sagde Tormod: »Skær du ind til jernet, så det kan nås med tangen; lad så mig få den, så jeg kan trække.« Tormod tog derpå guldringen af sin arm, gav den til lægen og bad hende gøre dermed, hvad hun ville. »En god mand har ejet den,« sagde han, »— kong Olav gav mig denne ring i morges.« Så fattede han tangen og trak pilen ud; den havde modhager og derpå sad trevler af hjertet — nogle var røde, andre var hvide — og da han så det, sagde han: »Kongen har fodret os godt[4]; jeg er stadig fed om hjerterødderne.« Derefter lænede han sig tilbage og var død.

Herefter er der ikke mere at fortælle om Tormod.


235. Om hændelser i slaget

Kong Olav faldt onsdag tredjedagen før august måned; det var nær middag, da de mødtes, og striden begyndte før midmunde, men kongen faldt før nón, og mørket varede fra midmunde til nón. Sigvat Skjald siger dette om enden på kampen.


Savnet efter anglers
uven tungt nu mærkes;
kongen faldt i kampen
(kløvet blev da skjolde).
Fjendeskaren fælded’
fyrsten, da sværd brødes;
Dag flygtede — drotten
drog odde i møde.


Og desuden kvad han dette:


Ingensinde så man
slig en magt blandt bønder
eller herser (hoben
høvdingens død voldte)
— at de evned’ fælde
én så stor som Olav
(mange djærve drenge
dér i blodpøl henlå).


Bønderne plyndrede ikke de faldne, men straks efter slaget blev det snarere sådan, at mange af dem, som havde været imod kongen, ramtes af rædsel; de fastholdt dog deres fjendtlighed og bestemte i fællesskab, at alle de folk, som var faldet sammen med kongen, hverken skulle have den bistand eller grav, som var passende for gode mænd — de kaldte dem alle for ransmænd og fredløse. De mænd, som havde magt, og hvis slægtninge var blandt de faldne, tog sig dog ikke af det; de førte deres slægtninge til kirkerne og fik dem gravlagt.


236. Miraklet med den blinde mand

Torgils Halmason og Grim — hans søn — gik om aftenen, da det var blevet mørkt, til kamppladsen; de tog kong Olavs lig og bar det væk til et sted, hvor der stod et lille, tomt skur på den modsatte side af gården. De havde lys og vand med sig, og de tog da tøjet af liget, som de vaskede og derpå indsvøbte i linned og lagde dér i huset og dækkede med stykker af træ, så ingen kunne se det, selv om de kom ind i huset. Derefter gik de derfra og hjem til gården.

Begge hærene var blevet fulgt af mange tiggere og fattigfolk, som bad om mad, og om aftenen efter kampen var mange af disse folk blevet dér, og da natten kom, søgte de logi i alle husene — både i de store og i de små. Der var en blind mand, som der fortælles om; han var fattig, og hans søn fulgte ham og ledte ham. De gik omkring ved gården og søgte logi, og de kom da til det samme tomme skur; døren var så lav, at man nærmest måtte kravle ind. Da den blinde mand kom ind i huset, følte han for sig på gulvet og ledte efter et sted, hvor han kunne lægge sig; han havde en hat på hovedet, men hatten gled ned foran ansigtet på ham, da han bukkede sig ned. Han mærkede med hænderne, at der var fugtigt på gulvet; så rakte han den våde hånd op for at rette på hatten, og fingrene kom da nær øjnene. Han fik straks en så kraftig kløe ved øjenlågene, at han strøg selve øjnene med de våde fingre. Så krøb han baglæns ud af huset og sagde, at derinde kunne man ikke ligge, for dér var det helt vådt. Da han kom ud af huset, kunne han med det samme se sine hænder og alt det, der var i nærheden af ham — det han nu kunne se i nattemørket. Han gik straks tilbage til gården og ind i stuen, hvor han fortalte alle folk, at han havde fået sit syn igen, og at han nu så skarpt. Mange af folkene dér vidste, at han længe havde været blind, for han havde tidligere været dér og var gået omkring i bebyggelsen. Han sagde, at han først kunne se, da han kom ud fra et lille, usselt hus, »— og der var helt vådt derinde,« sagde han, »og jeg greb deri med hænderne og gned de våde hænder i mine øjne.« Han fortalte også, hvor det hus var. De folk, som var til stede og overværede denne hændelse, undrede sig meget over dette og drøftede, hvad der kunne være inde i det hus. Torgils Bonde og sønnen Grim mente dog at vide, hvoraf denne hændelse kunne være kommet. De var meget bange for, at kongens uvenner ville komme og ransage huset. De sneg sig siden væk og gik til huset og tog liget og førte det væk til et indhegnet stykke, hvor de skjulte det. Derefter gik de til gården, hvor de sov om natten.


237. Om Tore Hund

Tore Hund kom om torsdagen ned fra Verdalen og ud til Stiklestad. Mange folk fulgte ham, og dér var også mange fra bondehæren. Kamppladsen blev stadig ryddet; folk førte ligene af deres slægtning og venner væk og ydede hjælp til de sårede, som de ville behandle — mange var dog nu døde efter kampens ophør. Tore Hund gik derhen, hvor kongen var faldet, og ledte efter liget; da han ikke fandt det, spurgte han sig for, om nogen kunne fortælle ham, hvor liget var, men det var der ingen, der vidste. Så spurgte han Torgils Bonde, om han vidste noget om, hvor kongens lig var. Torgils svarede således: »Jeg deltog ikke i kampen, og jeg véd ikke meget om den. Der er mange forlydender; det siges nu, at kongen i nat er blevet set sammen med en flok mænd oppe ved Stav, men hvis han er faldet, så har dine folk vel skjult hans lig i en skov eller en stendynge.« Selv om Tore mente at have vished for, at kongen var faldet, tog mange det til sig og viderebragte det rygte, at kongen nok var kommet væk fra kampen, og at han snart ville få sig en hær og komme imod dem. Tore drog da til sine skibe og sejlede derpå ud gennem fjorden. Da blev hele bondehæren spredt, og man førte alle de sårede mænd væk — alle de, som var rørlige.


238. Kong Olavs ligfærd til Nidaros

Far og søn — Torgils Halmason og Grim — havde kong Olavs lig i deres varetægt, og de havde mange bekymringer om, hvordan de kunne få det ordnet sådan, at kongens uvenner ikke kunne komme til at mishandle liget, for de hørte fra bøndernes snak, at man — hvis kongens lig blev fundet — burde brænde det eller føre det ud på havet og sænke det ned. Far og søn havde om natten set, hvordan ligesom et lys brændte derover, hvor kong Olavs lig havde ligget på kamppladsen, og på samme måde siden — da de havde skjult liget — så de til stadighed om natten lys føre derhen, hvor kongen lå. De var bange for, at kongens uvenner ville finde liget, dér hvor det var, hvis de så dette tegn, og Torgils og sønnen havde lyst til at flytte liget væk til et sted, hvor det lå godt. De lavede meget omhyggeligt en kiste og lagde kongens lig deri; derefter lavede de så en anden ligkiste, som de fyldte med halm og sten, så det skulle svare til en mands vægt — de lukkede kisten omhyggeligt. Da hele bondehæren var forsvundet fra Stiklestad, gjorde Torgils og Grim klar til at tage af sted; de tog en rofærge, og de var tilsammen syv eller otte mand — alle var de Torgils’ venner eller slægtninge. De førte i hemmelighed kongens lig til skibet og satte kisten nede under bundplankerne. Den kiste, der var sten i, havde de også med sig; den satte de på skibet, så alle kunne se den. Derpå sejlede de ud gennem fjorden.

Turen gik godt, og de kom om aftenen — da mørket tog til — ud til Nidaros, hvor de lagde til ved kongsbryggen. Derefter sendte Torgils folk op i byen og lod Biskop Sigurd fortælle, at de dér havde kong Olavs lig. Da biskoppen hørte disse nyheder, sendte han straks sine folk ned til bryggen; dér tog de en roskude og lagde til ved Torgils’ skib, og de bad om at få kongens lig. Torgils og de andre tog da kisten, som stod oven på plankerne, og bar den over på roskuden; disse mænd roede derefter ud på fjorden, hvor de lod kisten synke ned. Det var da mørk nat. Torgils og de andre roede op ad åen til udkanten af byen, og de lagde til dér, hvor det hedder Saurlid — det er oven for byen. Dér bar de liget i land og ind i en forladt hytte, som stod dér væk fra de andre huse; dér vågede de om natten over liget. Torgils gik ned i byen; han talte da med folk, som havde været kongens bedste venner, og han spurgte dem, om de ville tage imod kongens lig, men det turde ingen gøre. Derefter flyttede Torgils og de andre liget op langs åen og gravede det ned i den sandbanke, som findes dér. De gjorde bagefter stedet i stand, så det ikke kunne ses, at der for nyligt var blevet arbejdet dér. Alt dette havde de tilendebragt, da det blev dag. Så gik de til deres skib og sejlede straks ud fra åen; de drog derefter af sted, indtil de kom hjem til Stiklestad.

239. Om kong Svend Alfifasøn

Svend — søn af kong Knud og Alfifa, som var datter af jarl Alfrin — var blevet sat til magten i Jomsborg i Vendland, men så var kong Knuds — hans fars — budskab kommet til ham, at han skulle drage til Danmark, og at han desuden derefter skulle drage til Norge og have magten over det rige, som fandtes dér, og dermed have kongenavn over Norge. Derpå drog Svend til Danmark, hvorfra han fik en stor hær; med ham var jarl Harald og mange andre stormænd. Dette nævner Torarin Lovtunge i det kvad, han digtede om Svend Alfifasøn, og som kaldes Havblikskvadet:


Danske folk
fulgte trofast
Dags ætling
— det ej skjultes.
Dér var først
og fremmest jarlen;
svende kom
siden flere
— hver af dem
dygtige mænd.


Derefter drog Svend til Norge fulgt af Alfifa — sin mor — og han blev dér taget til konge på alle lovting. Han var kommet østfra til Viken, mens slaget stod på Stiklestad og kong Olav faldt. Svend standsede ikke sin færd, før han om efteråret kom nordpå til Trondheim; dér blev han — som andre steder — taget til konge. Kong Svend bragte på mange måder nye love til landet; det var med danske love som forlæg, men nogle var meget strengere. Ingen mand måtte forlade landet uden kongens tilladelse, og hvis man gjorde, tilfaldt ens ejendom kongen. Enhver, der dræbte en mand, skulle miste land og løsøre. Hvis en mand var fredløs, og der tilfaldt ham en arv, så overtog kongen den arv. Til jul skulle alle bønder give kongen en mæle malt for hvert ildsted og et lår fra en treårs okse — det kaldtes ‘gårdsafgift’ — og en spand smør; hver en husfrue skulle betale ‘frue-uld’ — det var så meget uspundet uld, som man kunne nå om med den største og den længste finger. Bønderne var pligtige til at bygge alle de huse, kongen ville have på sine gårde. Syv mand skulle gøre én mand våbenfør, og det gjaldt for alle, der var over fem år gammel, og på samme vis skulle rorsmænd beregnes. Alle, der roede ud på havet, skulle betale ‘strandskat’ — og det var fem fisk — til kongen, hvor end de roede ud. Alle skibe, der forlod landet, skulle tværs over skibet holde et rum ledigt for kongen. Enhver mand, der drog til Island, skulle betale ‘landøre’ — indlændinge som udlændinge. Det fulgte også dermed, at danske mænd skulle regnes for så meget i Norge, at vidnesbyrd fra én af dem skulle omstøde ti nordmænds vidnesbyrd. Da denne lovgivning imidlertid blev forelagt folket, begyndte man straks at besvære sig og knurre. Så sagde de, som ikke havde været med i modstanden mod kong Olav: »Tag nu — I indtrøndere! — imod denne venskabelighed og løn af knytlingerne, fordi I kæmpede mod kong Olav og fældede ham fra landet. I blev lovet fred og bedring, men nu har I tvang og trældom og er dertil skyldige i stor synd og niddingskab.« Men det var ikke let at gøre noget i mod det; da indså alle, at der var givet uheldige råd. Folk havde dog ikke mod til at rejse sig imod kong Svend, og det mest af den grund, at man havde givet kong Knud sine sønner eller nære slægtninge som gidsler, og desuden fordi der ikke var nogle til at lede rejsningen. Folk klagede snart meget over kong Svend, men folk tillagde dog mest Alfifa skylden for alt det, der var dem imod. Da indså mange sandheden om kong Olav.


240. Kong Olavs hellighed nævnes

Den vinter begyndte mange folk dér i Trondheim at tale om, at kong Olav i sandhed var en hellig mand, og at der viste sig mange tegn på hans hellighed. Mange begyndte da at bede til kong Olav om de ting, der forekom dem vigtige. Disse bønner hjalp mange; nogle fik bedring af helbredet, andre held på rejsen eller i andre dele, hvor de mente at behøve det.


241. Om Einar Tambarskælver

Einer Tarbarskælver var vestfra fra England kommet hjem til sine gårde, hvor han havde de landindtægter, kong Knud havde givet ham, dengang de mødtes i Trondheim — og det var næsten et jarledømme. Einar Tambarskælver havde ikke deltaget i modstanden mod kong Olav, hvilket han roste sig af. Einer huskede, at Knud havde lovet ham jarledømme over hele Norge, og ligeledes at kongen ikke havde holdt sit løfte. Einar var den første af stormændene til at fremhæve kong Olavs hellighed.


242. Om Arnesønnerne

Finn Arneson opholdt sig kun kort tid på Egge hos Kalv, for det var ham meget imod, at Kalv havde været i strid mod kong Olav; Finn talte af den grund altid hårdt til Kalv. Torberg Arneson var mere tilbageholdende med sine ord end Finn, men Torberg havde dog lyst til at komme af sted og hjem til sin gård. Kalv gav sine brødre et godt og fuldt udrustet langskib med øvrigt udstyr og godt mandskab, og de drog hjem til deres gårde. Arne Arneson lå længe såret, før han helede og slap for mén; han tog derefter om vinteren sydpå til sin gård. Alle brødrene modtog fred fra kong Svend og forholdt sig i ro hjemme.


243.

Sommeren efter blev der talt meget om kong Olavs hellighed, og alle havde da skiftet mening om kongen; der var mange, som før var gået imod ham med fuld fjendtlighed og som på ingen måde havde anerkendt sandheden om ham, der nu indså, at kongen måtte være hellig. Folk begyndte da at bebrejde dem, der havde opildnet mest til modstand imod kongen. Meget af det gik ud over biskop Sigurd; folk blev i den grad fjendtlige imod ham, at han mente, det var bedst for ham at tage væk og opsøge kong Knud vestpå i England. Derefter sendte trønderne bud til Oplandene, at biskop Grimkel skulle komme nordpå til Trondheim. Kong Olav havde sendt biskop Grimkel tilbage til Norge, dengang kongen drog østpå til Gardarige; biskop Grimkel havde siden opholdt sig i Oplandene. Da biskoppen fik dette budskab, gjorde han sig straks klar til at tage af sted. At han tog af sted skyldtes tillige meget, at biskoppen mente, at der blev talt sandt om kong Olavs mirakler og hellighed.


244. Opgravning af kong Olavs hellige levninger

Biskop Grimkel opsøgte Einar Tambarskælver; Einar tog med glæde imod biskoppen, og de talte derpå om mange ting, særligt om de store begivenheder, der havde fundet sted i landet. De blev enige om alle sager imellem dem. Så drog biskoppen ind til byen, hvor befolkningen tog godt imod ham. Han spurgte indgående til de hændelser, der blev fortalt om kong Olav, og han fik god besked derom. Derefter sendte biskoppen bud til Stiklestad efter Torgils og dennes søn — Grim — og indkaldte dem til møde med sig i byen. Far og søn udskød ikke sagen, men drog ud til byen og opsøgte biskoppen. De fortalte ham alle de hændelser, som de havde kendskab til, og tillige hvor de havde gjort af kongens lig.

Derpå sendte biskoppen bud efter Einar Tambarskælver, og Einar kom til byen. Einar og biskoppen talte da med kongen og Alfifa og bad kongen give lov til, at kong Olavs lig måtte graves op af jorden; kongen gav lov til det og bad biskoppen gøre dermed, som denne ville. Der var da en stor folkemængde i byen. Biskoppen og Einar og nogle folk tog derhen, hvor kongens lig var blevet begravet, og de begyndte dér at grave. Kisten var da næsten kommet fri af jorden. På mange folks forslag lod biskoppen kongen begrave i jorden ved Klemenskirken, og da der var forløbet 12 måneder og 5 dage fra kong Olavs død, blev hans hellige levninger taget op. Kisten var igen næsten kommet fri af jorden, og kong Olavs kiste var da som ny — som var den nyhøvlet.

Biskop Grimkel trådte til, da kong Olavs kiste blev åbnet; der kom en herlig vellugt derfra. Så blotlagde biskoppen kongens ansigt, og dennes udseende var på ingen måde forandret; han havde rødmen i kinderne, som om han lige var faldet i søvn. De, der havde overværet kong Olavs fald, fandt stor forandring deri, at håret og neglene siden var vokset, næsten som det ville være sket, hvis han havde været i live her på jorden lige siden dengang, han faldt.

Kong Svend og alle de høvdinge, der var til stede, gik hen for at se kong Olavs legeme; da sagde Alfifa: »Folk rådner forbavsende langsomt i sand; sådan ville det ikke have været, hvis han havde ligget i muldjord.« Derefter tog biskoppen en saks og klippede kongens hår og ligeledes tog han af skægget; han havde haft langt overskæg, sådan som mænd brugte dengang. Så sagde biskoppen til kongen og Alfifa: »Nu er kongens hår og skæg så langt, som da han døde. Det er vokset så meget, som I her ser afskåret.« Da svarede Alfifa: »Det hår forekommer mig først helligt, hvis det ikke brænder i ild; vi har ofte set helt og uskadt hår på folk, der har ligget længere tid i jorden end denne mand.« Derpå lod biskoppen tænde ild i et røgelseskar; han velsignede den og lagde røgelse på. Derefter lagde han kong Olavs hår på ilden; da al røgelsen var brændt op, tog biskoppen håret ud af ilden, og da var det ikke brændt. Biskoppen viste det til kongen og de andre høvding. Så bad Alfifa dem lægge håret i uviet ild, men da svarede Einar Tambarskælver, og han bad hende tie stille og gav hende mange hårde ord med på vejen.

Det var da biskoppens afgørelse — med kongens samtykke — og folkets dom, at kong Olav i sandhed var hellig. Kongens legeme blev derpå båret ind i Klemenskirken og anbragt ved højalteret. Kisten blev svøbt i silkestof og helt overdækket med en dug af gudvæv. Der skete da straks mange slags mirakler ved kong Olavs hellige levninger.


245. Om kong Olavs mirakler

På den sandbanke, hvor kong Olav havde ligget i jorden, sprang der en skøn kilde, og af det vand blev folk helbredt for deres lidelser. Der blev sørget for stedet, og det vand er siden omhyggeligt blevet varetaget. Først blev der lavet et kapel dér, og alteret blev anbragt, hvor kongens grav havde været, men nu står Kristkirken på stedet. Ærkebiskop Øistein lod — da han rejste dette store tempel, der endnu står — højalteret anbringe på det sted, hvor kongens grav havde været. På samme sted stod også alteret i den gamle Kristkirke. Det siges, at Olavskirken nu står dér, hvor dengang det skur stod, som kong Olavs lig blev anbragt i for natten. Det kaldes Olavsvejen dér, hvor kongens hellige levninger blev båret op fra skibet, og det ligger nu midt i byen. Biskoppen varetog kong Olavs hellige levninger; han klippede hans hår og negle, for begge dele voksede som dengang, han levede her på jorden. Således siger Sigvat Skjald:


Ej om Olavs hårvækst
usandt jeg beretter;
drottens skæg i døden
— drenge! — endnu vokser.
Håret på vor høvding
(han, som blinde læged’)
trænger stadigt studsning;
stort er dette under!


Torarin Lovtunge digtede det kvad, der hedder Havblikskvadet, om Svend Alfifasøn; deri findes disse vers:

Olav den Helliges alter.jpg
Nu har sig
i sædet sat
kongen som
kræved tronen;
der vil han
hele livet
råde for
folkets velstand, —
dér, hvor før
Olav dvæled’,
inden han
til himmels fór;
alle ved
hvordan kongen
helgenry
sig hernæst vandt.
Haralds søn
— hårdt han råded’ —
hentet blev
til himlen op;
derfra fred
fyrsten mægler
— — — —
— — — —
Uskadt her
han nu ligger;
lovprist hans
leg’me være!
Stadigt gror
gramens negle,
og på ham
håret vokser.
Af sig selv
over kisten
kimer nu
klokker varigt;
folket kan
klokkers ringen
dagligt ved
drotten høre.
Oppe på
alterbordet
kerter for
Kristus brænder;
fri for synd
frelste Olav
før sin død
dermed sjælen.
Syge folk
til fyrstens skrin
strømmer nu
stærkt i tallet.
Blind og stum
be’r om helse;
uden mén
de atter går.
Han din bøn
hører nådigt;
af Guds ven
du vældet får.
År og fred
fyrsten giver
— i Guds navn —
gavmildt alle,
dersom du
dine bønner
beder for
Faders tjener.


Torarin Lovtunge opholdt sig hos kong Svend og hørte om disse store tegn på kong Olavs hellighed: At man ved himmelsk kraft hørte lyde over hans hellige levninger, som om klokker ringede, og at vokslys på alteret tændte sig selv af himmelsk ild. Når Torarin fortæller, at der til den hellige kong Olav i stort antal strømmede folk, der var halte og blinde eller på anden måde syge, men gik helbredte derfra, nævner eller forklarer han ikke andet, end at der må have været en utallig folkemængde, der blev helbredte dér, straks da den hellige kong Olav begyndte at udrette mirakler. Det er dog om kong Olavs største mirakler og de, der sidenhen indtraf, at der er blevet skrevet og forklaret mest.


246. Om kong Olavs alder og regeringstid

Det siges blandt folk, der regner nøjagtigt, at Olav den Hellige var konge over Norge i 15 år, siden jarl Sven forlod landet, men vinteren før gav oplændingene ham navn af konge. Sigvat Skjald siger således:


Olav over landets
øvre dele hersked’
fulde femten vintre
før til fald han bragtes.
Hvor i norden vil man
(vover jeg at spørge)
kongens lige kåre?
(Kort blev fyrstens lykke).


Kong Olav den Hellige var — ifølge præsten Are den Lærdes udsagn — 35 år gammel, da han faldt. Han havde da deltaget i 20 store slag; således siger Sigvat Skjald:


Herren kun den halve
hærflok ville agte;
kongen bad de kristne
kæmpe til hans højre.
Drotten stolt i striden
stræbte tyve gange;
gid nu Gud vil tage
godt imod den flugtsky.


Nu er en del af kong Olavs historie berettet: Nogle af de ting, der skete, mens han styrede Norge, ligeledes om hans fald og om, hvordan hans hellighed indtraf. Men nu skal ikke dét udelades, der yder ham mest ære, nemlig at fortælle om hans mirakler — derom skal der dog først senere skrives i denne bog.


247. Om trønderne

Kong Svend Knudsøn regerede nogle år Norge. Han var barnlig — både af alder og i sine beslutninger. Alfifa — hans mor — stod mest for styrelsen af landet, men landets indbyggere var uvenner med hende — både dengang og lige siden. Danske mænd havde da meget at sige i Norge, men landets indbyggere var meget imod det. Når sådanne ting kom på tale, beskyldte andre folk trønderne for mest at have forvoldt, at den hellige kong Olav blev fældet fra landet, og at nordmændene var blevet underkastet denne onde magt, hvor tvang og ufrihed ramte hele folket dér — både mægtige og ringe mænd og hele befolkningen; de sagde, at trønderne var forpligtede til at gøre oprør, »— sådan, at vi kan befri os for dette overherredømme.« Folk anså også trønderne for at have den største styrke i Norge med deres høvdinge og den store folkemængde, som var dér. Da trønderne blev klar over, at landets folk anklagede dem, vedkendte de, at det var sandt, og at det havde været en stor fejl, at de berøvede kong Olav liv og land, og at de tilmed var blevet dårligt lønnet for denne store ulykke.

Høvdingene holdt indbyrdes møde og rådslagning. Einar Tambarskælver var foregangsmand i denne sag. Det forholdt sig på samme måde med Kalv Arneson — nu indså han, hvilken fælde han var gået i ved kong Knuds opildnen; de løfter, han havde givet Kalv, var alle blevet brudt, for kong Knud havde lovet Kalv jarledømme og magt over hele Norge, og Kalv havde været hovedmanden i kampen mod kong Olav og i at fælde ham fra landet, men Kalv havde ikke større navn nu end tidligere. Han anså sig for grundig narret. Der sendtes da bud mellem brødrene Kalv og Finn, Torberg og Arne, og deres forhold bedredes.


248. Kong Svends hærudbud

Da kong Svend havde været konge i Norge i tre år, kom det rygte til Norge, at der vest for havet blev samlet folk, og at høvdingen derfor hed Tryggve; han kaldte sig søn af Olav Tryggvason og den engelske Gyda. Da kong Svend erfarede, at en udenlandsk hær ville komme til landet, udbød han hæren nordfra i landet, og de fleste lendermænd drog med ham fra Trondheim. Einar Tambarskælver blev hjemme og ville ikke drage med kong Svend. Da kong Svends budskab kom til Kalv inde på Egge — at han skulle ro i leding med kongen — tog Kalv en tyvesæders, han havde; han gik ombord med sine huskarle, gjorde hurtigst muligt klar og styrede derpå ud efter fjorden uden at afvente kong Svend. Derefter sejlede Kalv sydpå til Møre, og han standsede ikke, før han kom sydpå til Giske til Torberg — sin bror. Derpå holdt alle brødrene — Arnesønnerne — møde og rådslagning. Efter det drog Kalv tilbage nordpå, men da han kom til Frekøysund, lå kong Svend dér i sundet med sin hær. Da Kalv kom roende sydfra gennem sundet, blev der råbt til dem; kongsmændene bad Kalv lægge til og følge kongen og forsvare dennes land. Kalv svarede: »Jeg har til fulde — hvis ikke for meget — kæmpet imod landsmænd for at skaffe knytlingerne magt.« Kalv og de andre roede deres vej nordpå; han fortsatte, til han kom hjem til Egge. Ingen af Arnesønnerne roede denne leding med kongen. Kong Svend førte sin hær sydpå i landet, men da han ikke erfarede noget om, at hæren var kommet vestfra, drog han sydpå til Rogaland og helt til Agder; folk antog, at Tryggve først ville søge østpå til Viken, for dér havde hans forfædre været og haft mest støtte — han havde dér mange slægtninge.


249. Tryggves fald

Da kong Tryggve kom vestfra, kom han med sin hær ind til Hordaland. Så erfarede han, at kong Svend var sejlet sydpå; kong Tryggve styrede da sydpå til Rogaland. Da kong Svend fik nys om Tryggves færd, da denne kom vestfra, vendte han tilbage nordpå med sin hær, og han og Tryggve mødtes inden for Bokn i Soknesund — nær det sted, hvor Erling Skjalgson faldt. Dér opstod en stor og hård kamp. Det siges, at Tryggve kastede spyd med begge hænder; han sagde: »Sådan lærte min far mig at messe!« Hans uvenner havde sagt, at han nok var søn af en præst, men selv roste han sig af, at han mere lignede kong Olav Tryggvason — Tryggve var også en meget duelig mand. I denne kamp faldt kong Tryggve og mange af hans folk; nogle gav sig på flugt, og andre modtog fred. Således siges det i Tryggveflokken:


Æreivrigt Tryggve
ud da stævned’ nordfra;
Svend til kampen sydfra
søgte (død det voldte).
Straks i strid de gav sig
(stod da selv jeg nærved);
livet lod i kampens
larm da mange hærfolk.


Denne kamp nævnes i den flokk, der blev digtet om kong Svend:


Denne søndag — smukke! —
så man ingen ølkrus
bragt til mænd af møer
(mange faldt for sværdet);
Svend bad folk at snøre
sammen flådens stavne
(råt var kødet ravnen
risped’ efter slaget).


Kong Svend regerede fortsat landet efter denne strid; der var da god fred. Den efterfølgende vinter opholdt kong Svend sig sydpå i landet.


250. Kalvs og Einar Tambarskælvers rådslagning

Einar Tambarskælver og Kalv Arneson holdt den vinter møder og rådslagning sammen; de mødtes i købstaden. Dér kom kong Knuds sendebud til Kalv Arneson og overbragte ham kong Knuds budskab — at Kalv skulle sende ham tre tylvter økser, som skulle være meget udvalgte. Kalv svarede: »Jeg vil ikke sende nogle økser til kong Knud; fortæl ham, at jeg skal give Svend — hans søn — så mange økser, at han ikke vil synes, at det er for få.«


251. Einars og Kalvs udlandsrejse

Tidligt på foråret indledte Einar Tambarskælver og Kalv Arneson deres rejse, og de havde et stort følge af de bedste folk, der kunne fås i Trøndelagen. De drog om foråret østpå over Kølen og kom frem til Svitjod; dér skaffede de sig skibe og drog om sommeren til Gardarige, hvor de om efteråret kom til Aldeigjaborg. De sendte dér folk op til Holmgård for at opsøge kong Jarislav med det budskab, at de tilbød at tage imod Magnus — kong Olav den Helliges søn — og følge ham til Norge og give ham støtte, så han kunne få sin fædrene arv, og at gøre ham til konge over landet. Da dette budskab kom til kong Jarislav, rådførte han sig med dronningen og sine øvrige høvdinge. De blev enige om at sende bud til nordmændene og indkalde dem dertil til møde med kong Jarislav og Magnus; de blev tilstået frit lejde på færden. Da de kom til Holmgård, blev det stadfæstet mellem dem, at de nordmænd, der var kommet dertil, skulle gå Magnus til hånde og blive hans mænd, og dette blev bekræftet med ed over for Kalv og alle de mænd, som på Stiklestad havde været imod kong Olav. Kong Magnus gav dem fred og fuldt forlig og sværgede, at han ville være fredelig og ordholden imod dem, såfremt han fik magten og kongedømmet i Norge; han skulle være Kalv Arnesons fostersøn, og Kalv skulle være pligtig til at iværksætte alt, hvorved Magnus mente at kunne gøre sin magt større og mere uhindret end i forvejen.


— o —


Noter:

  1. Herved forstås ikke besøgende, men den gruppe af laverestående livvagter, der benævntes sådan.
  2. Berse (norrønt: Bersi) = bjørn.
  3. Navnet Hrut betyder vædder.
  4. Denne første del af Tormods berømte udgangsreplik er ikke inkluderet i Finnur Jónssons Heimskringla-udgave, der bygger på håndskriftet Kringla. Her er den dog alligevel medtaget, idet Tormods ytring i modsat fald virker lidt pointeløs.