Thorgnyr lagmand paa Upsalating

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif


Udvalgte sagastykker


Fordanskede af Mag. Grímur Thomsen


Udgivet af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug
Kjöbenhavn 1846


Thorgnyr lagmand paa Upsalating

(Snorri Sturluson, Ólafs saga helga, 79-80; smnlgn. H. Friðriksson isl. Læseb. p. 64-69.)


— — —

Mellem Sverriges konge Olaf Skotkonning og Norges konge Olaf den hellige, eller, som han ogsaa kaldes, Olaf hin digre (d. e. tykke) var der ufred. Sveakongen vilde betragte Norge som et til Sverrige skatgyldigt land efter slaget ved Svolder, men Olaf den hellige vilde ingen skat betale. Denne ufred var begge landes grænsebeboere ukjær, navnlig Vestgöterne, hvis handel derved maatte lide. Nordmændene vare ogsaa utilfredse dermed, og derfor sendte Olaf den hellige sin stallar Björn med et passende fölge, som sendemænd til Sverrige for at mægle fred, samt anholde om Sveakongens datter Ingigerdes haand for Olaf hin digre. Den svenske jarl Rögnvaldur, der var gift med Olaf Tryggvasons söster Ingeborg, og var velvillig sindet imod Nordmændene, lovede at understötte deres ærinde.

— — —


En dag henimod aften kom Rögnvaldur jarl til Thorgnyr lagmands gaard. Det var en stor og mægtig gaard; mange mænd stode der ude; de böd jarlen velkommen, og sörgede for hestene og töjet. Jarlen gik ind i stuen; der var en mængde mennesker; der sad en gammel mand i höisæde; aldrig havde Björn eller hans fæller set saa stor en mand. Hans skjæg var saa langt, at det rakte ham til knæerne, og det bredte sig ud over hele hans bryst; han var en smuk mand og havde hövdingemine. Jarlen gik frem for ham og hilsede ham. Thorgnyr böd ham velkommen og bad ham gaa til det sæde, hvor han var vant at sidde. Jarlen satte sig paa den anden side lige overfor Thorgnyr. De bleve der nogle dage, förend Jarlen frembar sit ærinde, og nu bad han Thorgnyr fölge med til talestuen. Björn stallar og hans fölge gik derhen med jarlen. Da tog jarlen til orde og fortalte, at Olaf Norges konge havde sendt mænd der öster paa til at mægle fred; han talte og udförlig om, hvilken meen det var for Vestgöterne, naar der var ufred mellem deres land og Norge; han fortalte at Olaf Norges konge havde sendt sendemænd, som nu vare der tilstede, og at han havde lovet at fölge dem til Sveakongen. Han tilföjede, at Sveakongen tog denne sag saa tungt, at han strængt havde forbudt alle, at tage sig deraf. »Nu er det saa, min fosterfader, at jeg er mig ei selv nok i denne sag; er jeg nu af den grund kommen her til dig, og venter jeg godt raad og bistand af dig.« Men da jarlen endte sin tale, taug Thorgnyr en stund; og da han tog til orde, sagde han: »underlig ere I beskaffne, hige efter hæderstitler, men se ingen udvei, naar I komme i vaande; hvi tænkte du ei derpaa, för du lovede at paatage dig denne færd, at du ingen magt har til at modstaa Olaf Sveakonge; tykkes mig det ikke mindre hæderligt at være i bondetal, men have sit ord frit, til at sige hvad man vil, om saa kongen er tilstede. Nu vil jeg komme til Upsalating, og yde dig den bistand, at du uden frygt skal kunne sige kongen din mening.« Jarlen takkede ham for dette löfte, blev hos Thorgnyr og red med ham til Upsalating; der var en talrig mængde forsamlet; kong Olaf var der med sin hird.

Christian Krohg:
Thorgnyr lagmand paa Upsalating
Den förste dag, da tinget var sat, sad kong Olaf paa en stol, og hans hird omkring ham. Ligeoverfor sad Rögnvaldur jarl og Thorgnyr lagmand paa en stol og foran dem jarlens hird og Thorgnyrs huskarlefölge; men bagved dem stod hele bondealmuen, alle i en kreds omkring dem. Nogle stode paa höje og bakker, for derfra at höre til. Da nu de kongens ærinder, som det var skik og brug at forhandle paa tinge, vare tilendebragte, reiste Björn stallar sig ved jarlens stol og sagde höit: »kong Olaf sendte mig hid i det ærinde, at han vil byde Sveakongen forlig, og den landgrændse, som fra gammel tid har været mellem Norge og Sverrige.« Han talte höit, saa at Sveakongen hörte hans ord tydelig; men först da han hörte kong Olaf nævne, troede han at det var ham selv; men der han hörte tale om forlig og landgrændse mellem Sverrige og Norge, da fattede han, fra hvilken rod det kom; han sprang da op og raabte höit, at den mand skulde tie, slig tale förte til intet. Björn satte sig derpaa. Men da larmen havde sat sig, reiste jarlen Rögnvaldur sig og talte om Olaf hin digres ordsending og forligsbud til Olaf Sveakonge, og om, at Vestgöterne sendte Olaf det bud, at han skulde gjöre forlig med Norges konge; han opregnede, hvilken skade Vestgöterne lede derved, at savne alle de varer fra Norge, som kunde tjene dem til underhold, og derimod være udsatte for deres fjendtlige anfald, om Norges konge samlede hær og bekrigede dem. Dertil föjede jarlen, at Olaf Norges konge havde sendt mænd did i det ærinde paa hans vegne at beile til Sveakongens datter Ingigerde. Men da jarlen hörte op at tale, reiste sig Olaf Sveakonge; han svarte tungt paa forslaget om forlig; men gjorde jarlen haarde og store bebreidelser for hans dristighed, der han havde gjort fred og forlig med den tykke mand, og indgaaet venskab med ham; han beskyldte ham for höiforræderi, og sagde det var fortjent, om Rögnvaldur jarl blev jaget ud af riget; alt sligt, mente han, jarlen havde sin kone Ingeborgs opmuntring at takke for, og sagde det havde været det uklogeste indfald af ham, at fange lyst til slig en kvinde. Han talede længe og haardt, og vendte stedse sin tale imod Olaf digre. Da han derpaa satte sig var der i förstningen aldeles stille.

Da stod Thorgnyr op; men da han reiste sig, stode alle de bönder op, som for havde siddet, og strömmede til fra alle kanter, for at höre paa, hvad Thorgnyr sagde. I förstningen var der en stor gny af folkemængden og af vaaben; men da der blev stille, holdt Thorgnyr fölgende tale: »anderledes er nu Sveakongernes sindelag, end det för har været. Thorgnyr min farfader mindedes Upsalakongen Erik Emundsson, og sagde det om ham, at medens han var i sine bedste aar, var han hver sommer i ledingsfærd og drog til forskjellige lande, underlagde sig Finnland, Kirjaleland, Kurland, Estland og Österlandene vide omkring, og kunne endnu de jordborge ses og andet storværk, som han gjorde; og dog var han ei saa storagtig, at han jo hörte paa dem, som havde noget med ham at tale. Min fader Thorgnyr færdedes i lang tid med kong Björn og var vel bekjendt med hans sæder og skikke. I Björns levetid bestod hans rige med megen magt, uden noget afbræk; blid var han og mod sine venner. Kong Erik den sejersæle kan jeg selv mindes; var jeg med ham i mangen hærfærd; han udvidede Sverriges grændser og værgede sit rige mandigen; ogsaa ham var det godt at meddele sine raad. Men denne konge, som vi nu have, lader ingen fordriste sig til at tale med sig, uden det, ham selv lyster at höre; dertil opbyder han al sin kraft, men lader sine skatlande gaa fra sig af svaghed og vankelmod; han begjærer at holde Norges vælde under sig, som ingen Sveakonge for ham bar begjært, og volder derved mangen mand uro. Nu er det vor vilje, vi bönder, at du, kong Olaf! forliger dig med Olaf hin digre, Norges konning, og giver ham din datter Ingigerde til ægte. Men vil du igjen vinde under dig de riger i österleden, som dine frænder og forfædre der have havt, da ville vi alle være dig dertil fölgagtige. Men vil du ei gjöre som vi sige, da angribe vi dig og dræbe dig og taale ei ufred og ulov af dig. Saa gjorde hine vore forfædre, der de styrtede fem konger i en sump paa Muleting, som vare fulde af samme overmod, som du mod os; sig nu i en hast, hvad du beslutter.« Da gjorde bondemassen strax vaabenbrag og megen gny. Kongen stod da op og sagde at han vilde lade det forblive ved böndernes vilje. »Saa«, sagde han, »have alle svenske konger gjort, og have ladet bönderne i alt raade efter deres vilje.« Da stansede bondesurren.