Ravnkel Frøjsgodes Saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif


Billeder af Livet paa Island
Islandske Sagaer


Ravnkel Frøjsgodes Saga


Paa Dansk ved Fr. Winkel Horn
C. A. Reitzels Forlag,
1871-1876


I Kong Harald Haarfagers Dage kom der en Mand ved Navn Halfred til Island til Brededalen, nedenfor Fljotsdalsherred i den østre Fjerding. Ombord paa hans Skib var hans Hustru og hans femten Aar gamle Søn, Ravnkel, en flink Knøs, som tegnede til at ville blive en dygtig Mand. Halfred slog sig til Ro, hvor han var kommen i Land; Stedet blev kaldt Arntrudsstad efter en udenlandsk Trælkvinde, som hed Arntrud og døde der om Vinteren. Men næste Vaar flyttede Halfred nordpaa over Hederne og nedsatte sig i Gededalen. En Nat drømte han, at der kom en Mand til ham og sagde: »Saare farligt er det for dig at ligge her, Halfred! Flyt bort herfra vest over Lagarfljot; derovre er din Lykke.« Saa flyttede han over Rangaa til Tunge, til det Sted, som siden heder Halfredsstad, og der boede han, til han blev en gammel Mand. Men i Gededalen blev der en Buk og en Ged tilbage, og samme Dag som Halfred var draget bort, kom der et Skred over Gaarden, og begge Dyrene omkom. Af denne Hændelse har Dalen sit Navn.

Ravnkel red tidt om Sommeren ud paa Hederne: Jokulsdalen var dengang helt bebygget. Han red op langsmed Fljotsdalsherred og saa’ da engang, at der gik en Dal ud fra Jøkulsdalen. Den tyktes Ravnkel mere værd at tage Bo i end de andre Dale, han havde set. Da han kom hjem, bad han sin Fader om at skifte med ham, og sagde, at han vilde slaa sig ned der. Dette gik hans Fader ind paa, og han byggede sig saa en Gaard i Dalen der og kaldte den Adelbol. Han blev gift med Odbjørg, Skjaldulvs Datter, fra Laxaadalen. De fik to Sønner; Tore hed den ældste og Aasbjørn den yngste.

Da Ravnkel havde taget Land ved Adelbol, anstillede han et stort Blot og byggede et stort Gudehus. Han sattte ingen af Guderne højere end Frøj, men ham gav han ogsaa Hælvten af alt det bedste, han ejede. Han havde én Kostbarhed, som han satte over alt andet; det var en Hest brun med en sort Stribe henad Ryggen; den hed Frøjfaxe, fordi han havde indviet den til sin Ven Frøj, saaledes at de skulde være halvt om den. Denne Hest var ham saa kjær, at han gjorde det højtidelige Løfte, at han vilde raade den Mand Bane, som red paa den imod hans Vilje.

Ravnkel bebyggede hele Dalen og gav Folk Land under sig; men deres Overmand vilde han være, og han tog Godordet over dem; deraf fik han Tilnavn og blev kaldet Frøjsgode. Han tog ikke meget Hensyn til andre Folks Ret, men havde for Resten mange gode Egenskaber. Jøkulsdalsmændene tvang han til at blive hans Tingmænd. Mod sine egne Mænd var han mild og blid, men imod Jøkulsdalsmændene var han haard og ubøjelig, og det var tidt, at han ikke vilde lade Folk faa deres Ret. Han stod tidt i Tvekamp, men gav aldrig Bøder for nogen; det fik ingen ham til, hvad han end gjorde.

Fljotsdalsherred er slemt at fare igjennem; der er baade stenet og sumpet. Dog red Halfred og Ravnkel tidt hen og besøgte hinanden, thi Forholdet var godt imellem dem. Den almindelige Vej tyktes det Halfred slemt at fare paa; saa lagde han Vejen ovenfor Fjeldene i Fljotsdalsherred; den hedder endnu Halfredsvej; den er tørrere, men længere, og kan kun befares af Folk, der er rigtig godt kjendte i Herredet.

Paa Gaarden Laugarhus i Ravnkelsdalen boede der en Mand ved Navn Bjarne. Han var gift og havde med sin Hustru to Sønner, Saam og Øjvind, begge smukke og haabefulde Mænd. Øjvind var hjemme hos sin Fader, men Saam var gift og boede i Dalen nordpaa, paa Gaarden Lejkskaale. Han var meget rig, en overmodig, men lovkyndig Mand. Øjvind gav sig paa Rejser; han drog til Norge og var der om Vinteren; derfra rejste han videre ud og tog Ophold i Miklegaard, hvor han blev en Stund og stod i god Anseelse hos Grækerkongen.

Bjarne havde en Broder, som hed Torbjørn; han boede i Ravnkelsdal paa Gaarden Hol, ligeoverfor Adelbol imod øst. Torbjørn var en fattig Mand og havde mange at sørge for; hans ældste Søn hed Ejnar, en stor og dygtig Mand. Saa var det en Vaar, at Torbjørn sagde til Ejnar, at han maatte søge sit Ophold et eller andet Sted, »thi jeg behøver ikke flere til det Arbejde, her er at gjøre, end dem, her er dig foruden, og det vil være en let Sag for dig at faa en Tjeneste, saa dygtig en Svend som du er. Det er ikke Mangel paa Kjærlighed, der volder, at jeg beder dig gaa, thi du er mig mest til Nytte af alle mine Børn; det er min Fattigdom og min Mangel paa Evne, der er Grunden; nu blive mine andre Børn ogsaa arbejdsdygtige, og du vil have lettere ved at faa en Tjeneste end de.» Ejnar svarede: »Det er vel sent, du har sagt mig dette, thi nu er alle de bedste Tjenester borte, og jeg synes dog ikke om kun at have dem at vælge imellem, som de andre har vraget.« Saa red han til Adelbol. Ravnkel sad i Stuen og tog godt og venlig imod ham. Ejnar spurgte, om han kunde faa Tjeneste hos ham. »Hvorfor kommer du saa sent og spørger om det?« svarede Ravnkel, »dig vilde jeg først og fremmest have taget imod; men nu har jeg sat alle mine Folk i Arbejde, der er kun én Gjerning tilbage, og den vil du vist ikke paatage dig.« Ejnar spurgte, hvad det var. Ravnkel svarede, at han havde ikke faaet nogen Mand til at røgte Smaakvæget, og til det Arbejde trængte han til en dygtig Mand. Ejnar sagde, at han brød sig ikke om, hvad han tog sig for, enten det blev det Arbejde eller et andet, men han vilde have Tjeneste for to Halvaar. »Saa vil jeg strax sige dig mine Vilkaar«, sagde Ravnkel, »du skal vogte halvtredsindstyve Faar i Sæteren, skove al Sommerbrændselen og skaffe den hjem; dette Arbejde vil jeg give dig Kosten for i to Halvaar. Men en Ting vil jeg sige dig ligesom mine andre Hyrder: Frøjfaxe gaar om i Dalen med sin Flok, ham skal du have Opsigt med baade Vinter og Sommer, og derom varer jeg dig: sæt dig aldrig op paa ham, hvor nødvendigt det end maa tykkes dig, thi jeg har svoret en dyr Ed paa, at den Mand, som rider paa ham, vil jeg raade Bane. Der er tolv Hopper i Følge med ham; hvilken af dem du vil ride paa, er til din Tjeneste baade Nat og Dag. Ret dig nu efter, hvad jeg har sagt; du kjender det gamle Ord: Forord bryder ingen Trætte; nu véd du, hvad jeg har bestemt.« Ejnar sagde, at saa taabelig var han da ikke, at ride paa en Hest, som var ham forbudt, naar der var andre.

Ejnar farer nu hjem efter sine Klæder og bringer dem til Adelbol. Saa flyttede man hen til den Sæter i Ravnkelsdalen, som heder Grjottejgssæter. Det gaar meget godt for Ejnar om Sommeren, thi lige til Midsommer blev der ingen Faar borte for ham; men saa forsvandt der en Nat næsten tredive Faar. Ejnar leder omkring paa alle Græsgangene, men uden at finde dem, og Faarene var borte for ham næsten en Uge. Saa gik han ud en Morgen tidlig, da Søndentaagen var lettet og Regnen hørt op; han tager en Stav, et Bidsel og et Dækken med sig. Han gaar over Grjottejgsaa, som løber forbi Sæteren; der laa det Kvæg paa Aabredden, som havde været hjemme om Aftenen; han drev det hjem til Sæteren og gik saa ud igjen for at lede efter det, der var borte. Han faar øje paa Stodhestene paa Aabredden og faar i Sinde at tage sig en Hest at ride paa; naar han red, tænkte han, bar det vel hurtigere frem, end om han gik. Da han kom hen til Hestene, jagede han efter dem; men da de aldrig havde været vante til at bære nogen, var de sky, undtagen Frøjfaxe; han stod saa stille, som om hans Ben var gravede ned i Jorden. Det lider allerede paa Morgenen, og Ejnar tænker, at Ravnkel faar det vel aldrig at vide, om han rider paa Hingsten; han tager den da, bidsler den og lægger Dækkenet paa dens Ryg og rider op langs mod Grjotaakløften, op til Jøklerne, vesterpaa langs med Jøklen dertil, hvor Jøkelaaen falder, og saa ned langs med den til Reykjasæteren. Han spurgte alle Hyrder ved Sæterne, om de ikke havde set noget til hans Faar, men ingen havde set dem. Ejnar red paa Frøjfaxe fra Daggry til Midaften; den bar ham hurtig afsted og vidt omkring, thi det var en god Hest. Det faldt nu Ejnar ind, at det var paa Tide, at han drev det Kvæg ind, som var derhjemme ved Sæteren, selv om han ikke fandt det andet. Han red da østerpaa over Højene til Ravnkelsdal; men da han kom ned til Grjottejg, hørte han Brægen fra Kløften, som han før var redet forbi; han drejer da af derhen, og der kommer tredive Faar imod ham, de samme, som havde været borte hele Ugen. Han drev dem nu hjem tillige med det andet Kvæg. Hesten var drivvaad af Sved, saa det dryppede af den; den var stænket til med Ler og umaadelig træt; den væltede sig tolv Gange om, udstødte en høj Vrinsken og fór saa i fuldt Firspring afsted henad Vejen. Ejnar farer efter den og søger at komme foran den for at gribe den og føre den tilbage til Hopperne, men den var nu saa vild, at han ikke kunde komme den nær. Den farer frem igjennem Dalen og standser ikke, før den kommer hjem til Adelbol, og da den kommer udenfor Døren, vrinsker den højt. Ravnkel, som sad ved Bordet, sagde til en Kvinde, som vartede op for Borde, at hun skulde gaa til Døren, »thi jeg hørte en Hest vrinske, og det tyktes mig, jeg kjendte Frøjfaxe«. Hun gaar hen i Døren og ser den ilde tilredte Hest. Hun siger Ravnkel, at det er Frøjfaxe, der staar derude, »og han ser meget snavset ud«. »Hvad mon Knægten vil, siden han er kommen hjem?« siger Ravnkel, »det betyder neppe noget godt«. Saa gik han ud, og da han saa’ Frøjfaxe, sagde han: »Ilde, tykkes det mig, er der handlet med dig, Fostersøn; men din Forstand har du i Behold, da du har sagt det til mig; det skal blive hævnet; gaa nu tilbage til din Flok«. Hesten gik strax op ad Dalen tilbage til sin Flok.

Ravnkel gik i Seng og sov om Natten; men om Morgenen lod han en Hest sadle og red op til Sæteren; han havde blaa Klæder paa; en Øxe, han havde i Haanden, var hans eneste Vaaben. Ejnar havde nylig drevet Faarene ind i Foldene og laa paa Gjærdet og talte dem, men Kvinderne vare ved at malke. De hilste paa Ravnkel: han spurgte, hvordan det gik dem. Ejnar svarede: »Ilde er det gaaet mig, thi næsten i en Uge har jeg savnet tredive Faar; men nu er de fundne«. Ravnkel sagde, at sligt brød han sig ikke om, »det er ikke sket saa tidt, som man kunde vente, at der har været Kvæg borte for dig; men er der ikke sket det, som værre er? har du ikke redet paa Frøjfaxe i Gaar?« Ejnar svarede, at det kunde han ikke nægte. »Hvorfor red du paa den Hest, som jeg havde forbudt dig, da der dog var nok, som du havde Lov at ride paa? dog skulde jeg have tilgivet dig, dersom jeg ikke havde svoret saa dyr en Ed; men du har vedgaaet det som en brav Karl«. Og eftersom det var Tro, at det ikke gik Folk godt, som brød deres Løfter, sprang han af Hesten, fór imod ham og hug ham Banehug. Derefter red han hjem til Adelbol og fortalte, hvad der var sket. Han sendte en anden Mand op til Sæteren at røgte Kvæget; men Ejnars Lig lod han føre fra Sæteren vester paa til Brinken: der begrov han ham, og ved Dyssen rejste han en Varde. Den kaldes Ejnarsvarde, og naar Solen staar over den, holdes der Midaften paa Sæteren.

Torbjørn syntes meget ilde om den Tidende, der bragtes ham, da Budskabet om hans Søn Ejnars Drab naaede over til Hol. Han rider strax til Adelbol og krævede Bøder for Drabet. Ravnkel svarede, at Ejnar var ikke den eneste Mand, han havde dræbt, »og du véd jo nok, at jeg giver aldrig Bod for nogen: Folk faa finde sig deri, som det er. Dog vil jeg tilstaa, at dette mit sidste Drab tykkes mig at være en værre Gjerning end noget af de andre, jeg har øvet. Du har længe været min Nabo, jeg har altid godt kunnet lide dig, og vi har bestandig staaet paa en god Fod med hinanden. Heller ikke skulde der være kommet Smaating imellem Ejnar og mig, havde han blot ikke redet paa Hesten, men nu maa jeg angre, at jeg har sagt for meget, og sjeldnere kommer man til at fortryde, at man har havt for lidt end for meget af Munden. Nu skal jeg lade Syn gaa for Sagn, at denne Gjerning tykkes mig værre end nogen anden, jeg har øvet. Jeg vil forsyne din Gaard med Malkekvæg i Sommer og med Slagtekvæg til Høst, og det vil jeg gjøre hvert Aar, saa længe du vil føre din egen Husholdning. Dine Sønner og Døtre skal jeg hjælpe dig med at udstyre og sørge saadan for, at de skulle faa gode Kaar. Alt, hvad du véd, jeg har i mit Hus, og som du trænger til, skal du faa, naar du blot siger til, og du skal aldrig mere komme til at lide Trang paa noget. Du kan føre dit eget Hus, saa længe du har Lyst dertil, og naar du bliver kjed deraf, skal du flytte over til mig, jeg skal da sørge for dig til din Dødsdag, og lad os saa være forligte; jeg venter, at de fleste ville sige, at det har været mig et dyrt Drab«. »De Vilkaar tager jeg ikke imod«, siger Torbjørn. »Hvad vil du da?« siger Ravnkel. Torbjørn svarer: »Jeg vil, at vi skulle tage Folk til at dømme os imellem«. Ravnkel svarer: »Saa tager det sig ud, som om du var min Ligemand: paa slige Vilkaar kommer det ikke til Forlig imellem os«. — Saa red Torbjørn bort, ned igjennem Ravnkelsdalen. Han kom til Laugarhusene og fortalte sin Broder Bjarne, hvad der var sket, og bad ham tage sig noget af denne Sag. Bjarne svarede, at han regnede sig ikke for Ravnkels Ligemand, »selv om vi har en Del Penge imellem Hænder, kan vi dog ikke maale os med ham, og det er et sandt Ord, som siger, at den er en vís Mand, som véd, hvad han kan; han har gjort det broget med Retssager for mange, som har havt mere Magt end du og jeg, og du har ikke handlet meget klogt ved at afslaa saa gode Vilkaar; jeg vil ingenting have at gjøre med dette«. Torbjørn sagde da Bjarne mange bitre Ord og lod ham blandt andet vide, at jo mere det gjaldt, des mindre duede han til. Saa skiltes Brødrene temmelig ublidt, og Torbjørn red sin Vej. Han standsede ikke, før han kom ned til Lejkskaale; der banker han paa Døren og beder den, som lukker ham op, om han maa tale med Saam. Saam tog vel imod sin Frænde og bød ham at slaa sig til Ro. Torbjørn var noget sen til at tage imod Tilbudet, og Saam ser da hans Bedrøvelse og spørger, hvad der er sket; han fortæller ham da sin Søn Ejnars Drab. »Det er ikke store Tidender«, siger Saam », at Ravnkel slaar Folk ihjel«. Torbjørn spørger, om Saam vil yde ham nogen Hjælp; »det er saa med denne Sag, at skjønt Manden stod mig nærmest, er der heller ikke hugget langt fra dig«. »Har du henvendt dig til Ravnkel om Bod?« spørger Saam. Torbjørn fortæller da ærlig, hvordan det var gaaet mellem ham og Ravnkel. »Det har jeg aldrig hørt for«, siger Saam, »at Ravnkel har gjort nogen sligt Tilbud. Nu skal jeg ride med dig op til Adelbol, og lad os saa te os ydmyg overfor Ravnkel og høre, om han vil staa ved sit Tilbud; det gjør han nok«. »Nej«, siger Torbjørn, »dels vil han vist neppe det mere, og dels er jeg heller ikke mere til Sinds at tage imod det nu, end da jeg red derfra«. Saam siger: »Tungt, tænker jeg, vil det blive at strides med Ravnkel for Retten«. Torbjørn svarer: »Det er Grunden til, at I unge Mennesker aldrig bliver til noget, at alting voxer i Øjnene paa jer, saa I ræddes for det. Ingen, tænker jeg, har saadanne Uslinger til Frænder som jeg; jeg synes nok, det staar daarlig til med saadanne Folk som dig, der mener at have Forstand paa Lov og Ret og er hidsige i Smaasager, men ikke vil tage ved en Sag som denne, der er saa klar; det vil da ogsaa blive lagt dig til Last, som rimeligt er, eftersom du er den stridbareste i vor Æt. Nu ser jeg nok, hvordan Sagen vil ende«. Saam svarer: »Hvad godt opnaar du da, om jeg nu tager ved Sagen, og det bliver til Beskjæmmelse for os begge?« Torbjørn svarer: »Det vil være mig en stor Trøst, i Fald du tager ved Sagen, det faar saa gaa med den, som det maa«. Saam svarer: »Jeg gaar kun nødig dertil, og gjør det mest for vort Frændskabs Skyld; men det skal du vide, at jeg mener, du er en daarlig Karl.« Saa rakte Saam Haanden frem og overtog Sagen for Torbjørn.

Saam lader nu tage sig en Hest og rider op igjennem Dalen; han rider hen til en Gaard og fremlyser Drabet, og samler saa Folk imod Ravnkel. Da Ravnkel hørte dette, tyktes det ham latterligt, at Saam havde paataget sig en Sag imod ham. Saa gik Sommeren og den næste Vinter. Men om Vaaren, da Stævnedagene kom, rider Saam op til Adelbol og stævner Ravnkel for Drabet paa Ejnar. Derefter red han ned igjennem Dalen og opbød Vidner til at ride til Tings med ham, og saa holdt han sig i Ro, til Folk lavede sig til at fare til Tings. Ravnkel sendte da Bud ned i Jøkulsdalen og opbød Folk; han faar halvfjerdsindstyve Mand med sig fra sit Tinglag. Med denne Flok rider han østerpaa gjennem Fljotsdalsherred, omkring Enden af Søen, over Landryggen til Skridedalen, op igjennem den og sønder over Øxeheden til Berufjord og den lige Tingvej til Sida. Fra Fljotsdalen sydpaa er der sytten Dagsrejser til Tingmarken. Da han var redet bort fra Herredet, samlede Saam Folk, men det var mest løse og ledige Mennesker, han fik til at ride med sig, foruden de Vidner, han havde opbudt; disse Mænd forsyner han med Vaaben og Klæder og sørger for deres Underhold. Saam drager en anden Vej ud af Dalen; han rider nordpaa til Broen, over den, og derpaa over Mødredalsheden; de blev i Mødredal om Natten, derfra red de saa til Herdebredstunge, ovenom Blaafjeldene ned i Krogsdalen og saa sydpaa over Sand; saa kom de ned til Saudafell og derfra til Tingmarken, hvor Ravnkel endnu ikke var kommen, da han havde en længere Vej. Saam tjelder ikke Bod for sine Mænd i Nærheden af det Sted, hvor Østfjordingerne plejer at gjøre det; men da Ravnkel noget senere kom til Tings, tjeldede han, som han var vant til. Da han fik at vide, at Saam var paa Tinge, tyktes det ham saare latterligt. Dette Ting var meget talrigt; der var til Stede de fleste Høvdinger, som var paa Island. Saam gik til dem allesammen og bad dem om Hjælp og Bistand, men han fik det samme Svar hos dem alle, at de ikke var Saam saa meget skyldige, at de vilde give sig i Strid med Ravnkel Gode og sætte deres Anseelse paa Spil derved, og at det er gaaet de fleste, som har havt Retstrætter med Ravnkel, saaledes, at de er komne ud af Sagerne med Spot og Skam. Saam gaar hjem til sin Bod, og baade han og Torbjørn var ilde til Mode og bange for, at deres Sag vilde falde saadan ud, at de ikke fik andet end Spot og Spe af den, og saa bekymrede var begge Frænderne, at de hverken kunde sove eller spise, thi alle Høvdingerne nægtede dem Bistand, ogsaa de, som de havde haabet vilde hjælpe dem.

Saa var det en Morgen tidlig, at den gamle Torbjørn vaagnede; han vækker Saam og beder ham staa op: »Jeg kan ikke sove«, siger han. Saam staar op og klæder sig paa. Saa gaa de ud, ned til Øxeaaen, nedenfor Broen; der vaske de sig. Torbjørn sagde: »Jeg tror, det bliver det raadeligste, at du lader vore Heste hente, at vi kunne komme hjem; det er aabenbart, at vi ikke faar andet end Skam ud af det«. Saam svarer: »Det er godt nok til dig, da du ikke vilde andet end prøve Kræfter med Ravnkel i Stedet for at tage imod saadanne Vilkaar, som mangen vilde have taget imod med Glæde, der havde Eftermaal efter sin nære Frænde; da bebrejdede du mig og alle dem, som ikke vilde tage Del med dig i denne Sag, Fejghed; nu vil jeg ikke lade af, før det tykkes mig, at alt Haab er ude, om at jeg kan faa noget udrettet«. Dette gjør saa stærkt Indtryk paa Torbjørn, at han kom til at græde. I det samme se de vestenfor Aaen, noget nedenfor hvor de sad, fem Mænd, som gik sammen fra en Bod. Forrest gik en høj, men ikke meget før Mand i en løvgrøn Kjortel og med et prægtigt Sværd i Haanden; han saa’ godt ud, havde regelrette Ansigtstræk, var rødmusset og havde et svært lysebrunt Haar; der var et godt Kjendemærke ved ham, thi paa venstre Side havde han en lys Haarlok. Saam sagde: »Lad os staa op og gaa vester over Aaen og gaa disse Mænd i Møde«. De gik da ned langs med Aaen; Manden, som gik forrest, hilser dem først og spørger, hvem de er; de siger det. Saam spurgte saa Manden, hvad han hed; han svarede, at han hed Torkel Tjostarssøn. Saam spurgte, hvor han stammede fra, og hvor han havde hjemme; han sagde, at han af Slægt og Herkomst var en Vestfjording og havde hjemme i Torskefjorden. »Er du Godordsmand?« spurgte Saam. Nej, det var han ikke. »Er du da Bonde?« siger Saam. Nej, det var han da heller ikke. »Hvad er du da?« sagde Saam. »Jeg er løs og ledig«, svarede den anden, »jeg kom herud til Island sidste Sommer; jeg har været borte i Miklagaard og er Gaardkongens haandgangne Mand; nu opholder jeg mig hos min Broder Torgejr«. »Er han Godordsmand?« siger Saam. »Ja«, svarer Torkel, »han er Godordsmand over Torskefjord og videre over Vestfjordene«. »Er han her paa Tinget?« siger Saam. »Ja, han er«, svarer Torkel. »Hvor mange Folk har han med sig?« siger Saam. »Halvfjerdsindstyve Mand«, svarer Torkel. »Er I flere Brødre?« siger Saam. »Ja, der er en til«, svarer Torkel. »Hvad hedder han?« »Han hedder Tormod og bor i Gardar paa Alptanæs; han er gift med Tordis, Torolf Skallegrimsøns Datter fra Borg«. »Vil du yde os nogen Hjælp?« siger Saam. »Hvad trænger I til?« spørger Torkel. »Høvdingers Hjælp og Styrke«, siger Saam, »thi vi har en Sag for med Ravnkel Gode om Ejnar Torbjørnssøns Drab, og vi kunne nok være sikre paa at faa den fremmet, hvis du vil staa os bi«. Torkel svarer: »Det er, som jeg har sagt, jeg er ikke Godordsmand«. »Hvorfor er du blevet saaledes tilsidesat«, siger Saam, »da du dog er en Høvdingssøn ligesaa godt som dine Brødre?« Torkel svarede: »Jeg har ikke sagt, at jeg ikke har noget Godord; men jeg overgav det til min Broder Torgejr, inden jeg forlod Island, og siden har jeg ikke overtaget det igjen, eftersom det tykkes mig at være i gode Hænder, saa længe han varetager det. Gaa I til ham og bed ham hjælpe jer; han er en udmærket Mand, brav og dygtig i alle Henseender, og dertil baade ung og ærgjerrig; saadanne Folk er det just, som der er mest Udsigt til vil hjælpe jer«. Saam svarer: »Vi opnaa neppe noget hos ham, hvis du ikke taler vor Sag«. Torkel siger: »Jeg lover jer, at jeg mere skal være for end imod jer, thi det kan nok gjøres nødigt, tykkes mig, at Eftermaalet efter en saa nær Frænde fremmes. Gaa nu ind i Boden; Folkene ligger og sover derinde. I vil se, at der ligger to Skindsække derinde tværs over Boden; jeg har ligget i den ene, og i den anden ligger min Broder Torgejr; han har havt en stor Byld paa Foden, derfor har han kun sovet lidt om Nætterne, siden han kom til Tinge, men i Nat brast Bylden, og fra da af har han sovet; Foden har han strakt frem over Fodbrættet paa Grund af den stærke Hede, der er i den; lad saa den gamle Mand gaa foran ind igjennem Boden, han ser mig ud til at være baade affældig og svagsynet af Ælde. Naar du saa kommer til Skindsækken, skal du vakle dygtig, saa du falder over paa Fodbrættet, grib saa for dig og faa fat i den Taa, som der er bundet om, og ryk i den; lad os saa se, hvad han siger til det«. Saam sagde: »Du raader os vistnok, som du bedst véd, men dette synes mig dog ikke raadeligt«. Torkel svarer: »Et af to faar I gjøre, enten gjøre, som jeg siger jer, eller ogsaa søge Raad et andet Sted«. Saam sagde: »Saa vil vi gjøre, som du raader os«. Torkel sagde, at han vilde komme bagefter, »jeg venter paa mine Mænd«.

Nu gik Saam og Torbjørn ind i Boden; alle de, som var derinde, laa og sov. De faa strax Øje paa, hvor Torgejr ligger. Den gamle Torbjørn gik forrest og vaklede stærkt, og da han kom til Skindsækken, faldt han over imod Fodbrættet, faar fat i den syge Taa og rykker i den. Torgejr vaagnede derved og fór op fra Lejet og spurgte, hvem det var, der brasede saadan paa Folks Ben, som allerede var daarlige nok i Forvejen; men hverken Saam eller Torbjørn havde noget at sige. Da kom Torkel ilsomt ind i Boden og sagde til sin Broder: »Bliv ikke saa hidsig og vred over dette, Broder, thi det vil ikke skade dig; men mangen kommer galere afsted, end han har i Sinde, og tidt gaar det saa, at man ikke faar set sig lige godt for i alt, naar man har meget paa Sinde; man kan ikke regne, Broder, at din Fod gjør ondt, eftersom den har været meget daarlig, det vil du bedst kunne føle paa dig selv. Det kan ogsaa være, at den gamle Mand føler nok saa megen Smerte over Tabet af sin Søn, som han ingen Bøder faar for, og selv lider han Mangel paa alt; det kan han bedst mærke paa sig, og det er ikke mere, end man maa vente, at en Mand ikke altid ser sig for, naar han har meget paa Sinde«. Torgejr svarede: »Jeg synes ikke, at han behøvede at lade det gaa ud over mig, thi jeg har ikke dræbt hans Søn, saa han har ingen Grund til at tage Hævn over mig for det«. »Han vilde ikke hævne sig paa dig«, siger Torkel, »han tog haardere paa dig, end han havde i Sinde, det var hans daarlige Syn Skyld i; men han venter sig nogen Bistand af dig. Det er en god Gjerning at hjælpe en gammel, trængende Mand. For ham er det en Nødvendighed; det er ikke af Begjærlighed, thi det er hans Søn, Eftermaalet gjælder; men nu undslaa alle Høvdingerne sig for at hjælpe disse Mænd og bære sig derved meget umandig ad«. Torgejr sagde: »Imod hvem føre disse Mænd Kæremaal?« Torkel svarede: »Ravnkel Gode har dræbt Torbjørns Søn sagesløs; han øver den ene Ildgjerning efter den anden og vil aldrig give Bøder derfor«. Torgejr sagde: »Det gaar mig som de andre, jeg véd ikke af, at jeg er disse Mænd saa meget skyldig, at jeg vil give mig i Kast med Ravnkel. Han tykkes mig hver Sommer at fare saadan frem med de Mænd, der have Sager imod ham, at de fleste faa liden eller ingen Hæder deraf, før det ender, og jeg ser, at det gaar alle paa samme Maade; derfor, tænker jeg, er de fleste uvillige til at indlade sig derpaa, naar ikke Nødvendigheden driver dem«. Torkel svarer: »Det kan være, at det vilde gaa mig ligesaadan, hvis jeg var Høvding, at jeg vilde synes ilde om at binde an med Ravnkel; men nu tænker jeg ikke saaledes; jeg vilde synes bedst om at have med den at gjøre, som alle andre før har maattet ligge under for, og jeg vilde synes, at min Hæder øgedes meget, om jeg fik Ravnkel bragt i Klemme, og at den ikke mindskedes, om det gik mig som andre, thi jeg kan bære, hvad andre bære, og det gaar for det meste saa, at hvo, som vover, vinder«. »Jeg ser nok«, siger Torgejr, »hvordan det staar sig med dig, og at du vil hjælpe disse Mænd; nu vil jeg overdrage dig mit Godord, saa du har samme Myndighed, som jeg før har havt, og siden ville vi have det begge i Fællesskab; hjælp du saa hvem du vil«. »Det tykkes mig«, siger Torkel, »at vort Godord er bedst forvaret, naar det bliver i dine Hænder i det længste; jeg under ingen det saa godt som dig, thi du har mange ypperlige Egenskaber fremfor os Brødre; men jeg er i Tvivl om, hvad jeg for Øjeblikket skal gjøre. Du véd, Broder, at jeg ikke har blandet mig i meget, siden jeg kom hjem til Island; nu kan jeg se, hvad mine Raad gjælder; jeg har nu sagt min Mening for dennesinde, og det kan nok hænde, at Torkel Lok kommer derhen, hvor hans Ord holdes mere i Ære«. Torgejr sagde: »Nu ser jeg, Broder, hvordan det staar sig, at dette huer dig ilde; men saadan skal det ikke være, og vi ville da gaa med disse Mænd, naar du vil det, hvorhen det saa gaar«. »Jeg beder kun om den ene Ting«, siger Torkel, «som det tykkes mig bedst sker«. »Hvad mener I at være i Stand til, Mænd«, siger Torgejr, »som kan fremme eders Sag?« »Det er saa, som jeg sagde i Dag«, siger Saam, »at vi behøve Bistand af Høvdinger; Sagens Førelse har jeg under mig«. Torgejr sagde, at saa var han god at hjælpe; »nu er det nødvendigt, at Sagen indledes saa rigtig som muligt; men jeg tænker, det er Torkels Mening, at I skal besøge ham, før Sagerne gaa til Doms; I vil da faa et af to for jer Møje, nogen Oprejsning eller ogsaa endnu større Ydmygelse end før og Sorg og Bedrøvelse. Gaa nu hjem og vær ved godt Mod, thi det kan vel gjøres nødig, naar I skal strides med Ravnkel Gode, at I holder Modet oppe en Stund; men fortæl ikke til nogen, at vi har lovet jer Hjælp«. Derefter gik de hjem til deres Bod og var overmaade glade. Alle Folk undrede sig over, hvor hurtig de var blevne anderledes til Mode, saa nedslagne som de havde været, da de fór hjemmefra.

Nu holde de sig inde, til Retten skal sættes. Da kalder Saam paa sine Mænd og gaar til Lovbjerget; Retten var sat. Saam gik djærvelig frem for Retten; han nævnede strax Vidner og søgte Sagen imod Ravnkel med Dygtighed og uden at fortale sig. Derefter kom Tjostarssønnerne med en stor Skare Folk; alle Mænd vestenfra ydede dem Bistand, og det skjønnedes, at de var vennesæle. Saam forfulgte Sagen, og tilsidst bød han Ravnkel forsvare sig, hvis der ingen var til Stede, som vilde paatage sig Værnet for ham paa lovlig Vis. Der lød stærkt Bifald efter hans Tale, og man spurgte, om ingen vilde bære Lovværn for Ravnkel. Folk løb nu til Ravnkels Bod og sagde ham, hvordan Sagerne stod. Han fór strax op, kaldte paa sine Mænd og gik ud til Stedet, hvor Retten holdtes, i den Tanke, at der var vel kun ringe Forsvar tilrede; han havde i Sinde at gjøre Smaafolk kjede af at sagsøge ham, og agtede at sprænge Retten for Saam og jage ham fra Sagen. Men det lod sig ikke gjøre; der var saa stor en Flok imod ham, at Ravnkel ikke kunde komme derhen, og han blev trængt tilbage med stor Overmagt, saa at han ikke kunde høre, hvad de sagde, som sagsøgte ham, og det var derfor ikke let for ham at faa fremført sit Lovværn. Men Saam førte Sagen igjennem efter Lovene, saa Ravnkel blev dømt helt fredløs paa dette Ting. Ravnkel gaar strax til sin Bod og lader sine Heste tage; saa red han bort fra Tinget, ilde tilfreds med den Udgang, hans Sag havde faaet, thi sligt var aldrig timet ham før. Han rider øster over Lyngdalsheden og til Sida, og standser ikke, før han kommer til Ravnkelsdal; der slaar han sig til Ro paa Adelbol og lader, som om der intet var sket. Men Saam blev paa Tinget og gik omkring og var meget stor paa det. Mange tykkes, at det er gaaet saa, at Ravnkel har lidt en stor Ydmygelse, og mindes nu, at han har været ubillig imod mange. Saam venter, til Tinget er sluttet, og Folk lave sig til at fare hjem; han takker da Brødrene for deres Bistand. Torgejr spurgte smilende, hvordan han syntes, det gik. Saam svarede, at han var vel tilfreds. Torgejr sagde: »Synes du nu, at du er naaet videre end før?« Saam svarede: »Jeg synes, at Ravnkel har lidt en stor Skam, som længe vil mindes, og det er mange Penge værdt«. Torgejr sagde: »Helt fredløs er Manden ikke, saalænge Namsretten ikke er sat (1); det skal gjøres paa hans Hjemsted, fjorten Nætter efter Vaabentaget«. (Vaabentaget kaldes det, naar Folk rider fra Altinget). »Men jeg tænker«, siger Torgejr, »at Ravnkel er kommet hjem og agter at blive paa Adelbol; jeg tænker ogsaa, at han vil beholde Høvdingskabet i Fred for jer. Men du tænker vel at ride hjem og blive paa din Gaard i bedste Fald, om du naar det. Det har du faaet ud af din Sag, at du kan kalde ham Skovgangsmand; men jeg tænker nok, at Folk har den samme Skræk for ham som før, undtagen at du kommer til at bukke endnu dybere«. »Det bryder jeg inig ikke om«, siger Saam. »Du er en rask Mand«, siger Torgejr, »og jeg tænker, at min Broder Torkel ikke vil ende med at sætte dig saadan i Forlegenhed. Han vil nu følge med dig, til det er bragt til Ende mellem Ravnkel og dig, og du kan slaa dig til Ro; nu synes I vel, at vi er nærmest til at følge jer, da vi har taget os mest af Sagen, og vi skal nu for en Gangs Skyld følge med dig til Østfjordene. Kjender du nogen Vej did foruden Alfarvejen?« Saam blev meget glad over dette og sagde, at de kunde ride samme Vej, som han var kommen østenfra. Torgejr valgte fyrretyve af sine Folk til at følge sig, og Saam havde ogsaa fyrretyve Mand; de var alle vel udstyrede med Vaaben og Heste. De red saa hele den samme Nat, og da de kom til Jøkulsdalen, red de over Aaen paa Broen; det var ved Daggry, den Dag, da Namsdommen skulde fuldbyrdes. Torgejr spørger, hvordan de bedst kan komme bagpaa dem paa Adelbol; Saam siger, at det véd han Raad for. Han drejer strax af fra Vejen op paa Fjeldpynten og rider langs ad Aasen mellem Ravnkelsdal og Jøkulsdal, indtil de komme frem under det Fjeld, hvorunder Adelbol ligger; der gik græsbevoxede Fordybninger op i Heden, men ned imod Dalen var der en brat Brink, og ved Foden af den laa Gaarden. Der stiger Saam af Hesten og siger: »Lad os nu slippe vore Heste løse og lade tyve Mand blive tilbage for at passe paa dem, men vi andre tresindstyve ville skynde os til Gaarden; jeg tænker nok, at der er ikke mange paa Benene«. De gjorde, som han sagde, og det Sted heder siden Hestegangene. De skyndte sig til Gaarden. Det var over den Tid, da Folk plejer at staa op, men paa Gaarden laa de endnu. De løb Døren ind med en Bjælke og trængte ind. Ravnkel laa i sin Seng; de greb ham og alle dem af hans Huskarle, som vare vaabenføre; Kvinder og Børn bleve drevne ind i et Hus. Paa Tunet stodder et Udbur; derfra og hen til Stuehusvæggen var der anbragt en Stang til at tørre Tøj paa; derhen føre de Ravnkel og hans Mænd. Han gjorde mange Tilbud for sig og sine Mænd, men da det ikke hjalp, bad han om Livet for sine Folk, »de har ikke gjort jer noget; det er ikke nogen Vanære for mig, at I dræbe mig, jeg skal heller ikke sige noget derimod, men jeg vil bede jer lade være at mishandle mig; det har I ingen Hæder af«. Torkel sagde: »Efter hvad vi have hørt, har du ikke været videre lemfældig imod dine Uvenner, og det er godt, at du kan komme til at prøve det selv i Dag«. Saa tog de Ravnkel og hans Mænd og bandt deres Hænder paa Ryggen; derefter brød de Udburet op og tog Reb ned fra Krogene, tog saa deres Knive og gjennemborede deres Haser, trak Rebene igjennem Hullerne, kastede dem op over Stangen og bandt dem saaledes otte sammen. Da sagde Torkel: »Det er nu kommet saa vidt med dig, Ravnkel, som du har fortjent, og du har vel ment, at det var urimeligt, at nogen skulde kunne lade dig overgaa en saadan Skam, som den, du nu lider. Hvad vil du nu gjøre, Torkel? vil du blive her hos Ravnkel og passe paa dem, eller vil du følge med Saam bort fra Gaarden, saa langt som en Pil rækker, til en stenet Bakke, hvor der hverken er Ager eller Eng, og forkynde Namsdommen?« (Det skulde gjøres, naar Solen var lige i Syd). Torkel svarer: »Jeg vil blive siddende her hos Ravnkel; det, synes mig, er der mindst Ulejlighed ved«. Torgejr og Saam gik da hen og forkyndte Namsdommen; derefter gik de hjem og tog Ravnkel og hans Mænd ned og satte dem paa Tunet; da var Blodet sunket dem ned for Øjnene. Torgejr sagde nu til Saam, at han skulde gjøre med Ravnkel, hvad han vilde: »nu synes jeg ikke, han er vanskelig at komme tilrette med«. Saam sagde: »To Kaar giver jeg dig at vælge imellem, Ravnkel; det ene er, at du og de Mænd, jeg finder for godt, skal føres bort fra Gaarden og dræbes; men da du har mange at forsørge, vil jeg unde dig at sørge for dem; det andet er, at om du vil beholde dit Liv, da skal du flytte bort fra Adelbol med alle dine Folk og blot have saa meget Gods, som jeg vil give dig, og det bliver ikke meget; men din Gaard og dit Høvdingskab vil jeg have, og hverken du eller dine Arvinger maa nogensinde gjøre Fordring derpaa; heller ikke maa du være nærmere end østen for Fljotsdalsherred. Nu faar du give mig Haandslag derpaa, hvis du vælger dette Kaar«. Ravnkel sagde: »Mange vilde tykkes, at en brat Død var bedre end slige Ydmygelser; men det gaar mig som mangen anden, at jeg vælger Livet, naar jeg kan beholde det; mest gjør jeg det for mine Sønners Skyld, thi de vil ikke naa langt frem, naar jeg dør fra dem«. Saa blev Ravnkel løst og overgav Saam Selvdømme; Saam gav ham af Godset, hvad han vilde, og det var saare lidt; det eneste Vaaben, Ravnkel fik med sig, var hans Spyd. Samme Dag flyttede han med alle sine Folk bort fra Adelbol. Torkel sagde til Saam: »Jeg forstaar ikke, hvorfor du gjør dette; du vil selv mest komme til at angre, at du skjænker Ravnkel Livet«. Saam svarede, at det fik nu blive, som sket var.

Ravnkel flyttede nu øster over Fljotsdalsherred og tværs over Fljotsdalen til østenfor Lagarfljot. Ved Enden af Søen laa en lille Gaard, som hed Lokhylla. Den Jord kjobte Ravnkel paa Borg, thi han havde ikke flere Penge, end der krævedes til at anskaffe sig Bohave for. Folk talte meget om, hvordan hans Overmod var blevet knækket, og mangen kom nu det gamle Ordsprog i Hu, at Hovmod staar for Fald. Den Grund, han havde kjøbt, var meget vidt udstrakt og bevoxet med Skov, men Bygningerne var der ingenting ved; derfor fik han Grunden for saa godt Kjøb. Men Ravnkel saa’ ikke meget paa, hvad det, kostede; han fældede Skoven, som var stor, og byggede sig en statelig Gaard, den, som endnu heder Ravnkelsstad, og den har altid været anset for en god Gaard. Det var forbundet med mange Ulæmper at bo der det første Aar, skjønt der var god Fiskefangst. Ravnkel arbejdede selv meget med, medens Gaarden var under Bygning. Om Vinteren opdrættede han Kalve og Kid i de første Aar, og han havde Lykken med sig, saa at næsten alt, hvad der blev lagt til, levede; man kunde næsten sige, at der var to Hoveder paa hvert Dyr. Den samme Sommer var der stor Rigdom paa Fisk i Lagarfljot: Folk i Herredet havde derfor rigeligt Udkomme, og det gik godt hver Sommer.

Saam tog Bo paa Adelbol efter Ravnkel. Han gjorde et stateligt Gilde og indbød dertil alle dem, som havde været Ravnkels Tingmænd. Han bod sig til at være deres Høvding i Ravnkels Sted, og deri samtykte de, men alle tænkte dog ikke ens om den Ting. Tjostarssønnerne raadede ham til, at han skulde være venlig og gavmild, hjælpsom imod sine Undergivne og understøtte enhver, som trængte dertil, »og om de da ikke yde dig Hjælp, naar du har det Behov, saa er de ikke for Mænd at regne. Men vi give dig disse Raad, fordi vi gjerne saa’, at det gik dig godt, thi du tykkes os en rask Mand; pas nu godt paa og vær varsom, thi vanskeligt er det at vare sig for de Onde«. Tjostarssønnerne lod Frøjfaxe og hans Flok hente og sagde, at de vilde se det Dyr, som der gik saa store Frasagn om. Hestene blev da drevne hjem, og Brødrene saa’ paa dem. Torgejr sagde: »Disse Heste se ud til at kunne blive til Nytte for Gaarden; det Raad giver jeg, at du lader dem gjøre, hvad Arbejde de kan til Gavn for Folk, indtil de blive saa gamle, at de ikke kan leve længer. Men ikke tykkes denne Hingst mig bedre end andre, snarere værre, eftersom den har været Ophav til meget ondt; jeg vil ikke, at den skal volde flere Drab, end den allerede har faaet øvet; nu er det billigt, at han, som den tilhører, faar den«. Saa førte de Hesten ned over Marken, frem paa en Klippe nede ved Aaen; nedenfor var der et dybt Vandhul. Tjostarssønnerne tog et Klæde og lagde om Hovedet paa Hesten, bandt en Sten om Halsen og stødte den ned med lange Stænger, saa den omkom. Det Sted kaldes siden Frøjfaxeklippen. Ovenfor stod det Gudehus, som Ravnkel havde bygget. Torkel vilde derind; han lod Klæderne tage af alle Gudebillederne, og derefter stak han Ild paa Gudehuset, saa det brændte altsammen. Gjæsterne lave sig saa til at fare bort; Saam giver Brødrene kostelige Gaver: de love hverandre fuldkomment Venskab og skilles som de bedste Venner. De ride nu den lige Vej vesterpaa til Fjordene og komme hjem til Torskefjord med Hæder. Saam lod Torbjørn bosætte sig paa Lejkskaale, men Saams Hustru flyttede ind hos ham paa Adelbol, og der bor han en Stund.

Ravnkel spurgte øster i Fljotsdalen, at Tjostarssønnerne havde dræbt Frøjfaxe og opbrændt Gudehusene; da sagde han: »Jeg mener, det er Tant at tro paa Guder«, og han lovede, at han aldrig mere skulde tro paa dem, og det Løfte holdt han og blotede aldrig siden. Han sad paa Ravnkelsstad og samlede sig Gods og vandt stor Anseelse i Herredet; alle sad og stod, som han vilde have det. Faa den Tid kom der mange Skibe til Island fra Norge, og det meste Land der i Herredet byggedes i Ravnkels Dage; men Ingen naaede at bosætte sig med Sikkerhed, uden at have bedet Ravnkel om Forlov; alle maatte ogsaa love at følge ham, og han lovede dem til Gjengjæld sin Bistand; paa denne Vís lagde han alt Landet østenfor Lagarfljot under sig, og dette Tinglag blev snart større og folkerigere end det, han før havde havt; det strakte sig op over Skridedalen og helt op langs med Lagarfljot. Der var nu foregaaet en Forandring med hans Sindelag, og han var langt vennesælere end før; med Hensyn til Hjælpsomhed og Uegennyttighed var han den samme, men han var i alle Henseender bleven en langt gjævere og omgængeligere Mand end før. Han og Saam mødtes tidt, hvor Folk kom sammen, men deres Mellemværende talte de aldrig om. Saaledes led sex Vintre. Saam var godt lidt af sine Tingmænd, thi han var sagtmodig og medgjørlig og billig i sine Afgjørelser, og mindedes de Raad, Brødrene havde givet ham. Prægtige Klæder var han meget for.

Saa fortælles der, at der kom et Skib fra Havet ind i Reydarfjord; Styrmanden var Øjvind Bjarnessøn; han havde været borte fra Island i syv Aar, havde erhvervet sig stor Dygtighed og var bleven en saare rask Mand. Han fik strax at vide, hvad der havde tildraget sig, men han sagde ingenting til det, thi han var en Mand, der ikke blandede sig meget i andres Sager. Saa snart Saam hører, at han er kommen, rider han ned til Skibet, og der blev stor Glæde mellem Brødrene over Gjensynet. Saam byder ham hjem til sig vesterpaa, og Øjvind tager imod Tilbudet, men beder Saam ride hjem først og sende Heste til at bære hans Varer. Saa satte han sit Skib paa Land og drog Omsorg for det, men Saam fór hjem og sendte Heste afsted; da Øjvind har sørget for sine Varer, giver han sig paa Vej til Ravnkelsdalen, op langs med Reydarfjord. De var fem i Følge, to af Saams Huskarle og tre Kjøbmænd, alle med brogede Klæder og fagre Skjolde. Øjvinds Skosvend var ogsaa med; han var en Islænding af Herkomst og i Slægt med ham; Øjvind havde taget ham fra fattige Kaar, taget ham med sig udenlands og holdt ham som sig selv; denne Gjerning var bleven bekjendt, og det var den almindelige Mening, at faa vare Øjvinds Lige. De red op paa Torsdalsheden og havde sexten Heste, alle belæssede med Kløvbyrder, som de drev foran sig; de red tværs over Skridedal og over Hals til Fljotsdalen til det Sted, som heder Bulungsmarkerne, og ned paa Gilsaabredden; denne Aa løber østerfra ned til Søen mellem Halormsstad og Ravnkelsstad; saa ride de op langs med Lagarfljot, nedenfor Marken ved Ravnkelsstad, saa omkring Enden af Søen og over Jøkulsaaen ved Skaalevad; det var lige imellem den Tid, da man plejer at staa op, og Davretid. Nede ved Vandet stod der en Tjenestekvinde og vaskede sit Lærred; hun ser Mændene komme ridende, samler saa strax sit Tøj sammen og løber hjem. Hun kaster Lærredet ved en Brændestabel og løber ind. Ravnkel var ikke staaet op endnu; de anseligere Mænd laa i Stuen, men Arbejdsfolkene vare gaaede til deres Gjerning; det var i Høhøstens Tid. Kvinden tog til Orde, da hun kom ind: »Ret faar det gamle Ord for det meste, som siger: hver arges, som han ældes. Den Hæder bliver kun ringe, som tidlig erhverves, naar man siden opgiver den med Vanære og aldrig har Mod til at hævde sin Ret; men saare underligt er det at finde sligt hos en Mand, som dog har været modig; anderledes er det med dem, der voxe op hos deres Fædre og synes jer for intet at regne i Sammenligning med jer, men som dog, naar de ere voxne, fare fra Land til Land og staa i stor Anseelse, hvor de komme hen; saa komme de hjem og tykkes da større end Høvdingerne. Øjvind Bjarnessøn red over Aaen derhenne ved Skaalevad med saa fagert et Skjold, at det lyste af det; han er saa gjæv en Mand, at ham var det værdt at hævne sig paa«. Saaledes farer hun fort med stor Ivrighed. Ravnkel rejser sig da og svarer hende: »Det kan være, at meget, af hvad du siger, kun er altfor sandt — ikke fordi du siger det i nogen god Hensigt — derfor er det bedst, at du faar mere at gjøre endnu; skynd dig sønderpaa til Videmarkerne til Halstenssønnerne, Sigvard og Snorre, og bed dem komme hurtig til mig med de vaabenføre Mænd, de har hos sig«. En anden Tjenestekvinde sender han ud til Rolvsstad efter Rolvssønnerne, Tord og Halle, og de vaabenføre Mænd, de havde; alle disse Mænd vare saare gjæve og dygtige. Ravnkel sendte ogsaa Bud efter sine egne Huskarle, saa de blev i det hele atten, alle godt væbnede til Strid. De ride over Aaen der, hvor de andre før var redne over; da var Øjvind og hans Følge komne op paa Heden; de ride vesterpaa, til de komme midt paa Heden til det Sted, som heder Bessevejene; der er en Mose uden Grønsvær; det er, som om man red i Mudder, og det naaede bestandig til Knæet eller midt op paa Benet, stundom gik man i til Maven, men underneden er der saa haardt som Sten. Vest derfor er der en stor Lavastrækning, og da de kommer op paa den, ser Svenden sig tilbage og siger til Øjvind: »Der kommer nogle Mænd ridende efter os, ikke færre end atten; der er en høj Mand til Hest, og jeg synes, han ligner Ravnkel Gode, skjønt jeg nu længe ikke har set ham«. »Hvad angaar det os«, svarer Øjvind, »jeg véd ikke af, at jeg har nogen Grund til at være bange for Ravnkels Ridt; jeg har ikke gjort ham noget imod. Han kan jo have et Ærinde i Dalen vesterpaa til sine Venner«. Svenden svarer: »Det aner mig, at det er dig, han vil træffe«. »Jeg véd ikke«, siger Øjvind, »at der er foregaaet, noget imellem ham og min Broder Saam, siden de bleve forligte«. Svenden svarer: »Jeg vilde dog ønske, at du vilde ride vesterpaa ind i Dalen, saa er du i Sikkerhed. Jeg kjender Ravnkels Sind; os gjør han ingenting, hvis han ikke naar dig, saa alt er vel forvaret, naar du blot er det; og da er der ikke noget Dyr i Garnet, og vel er det, hvordan det saa end gaar os«. Øjvind sagde, at han vilde ikke strax ride bort, »thi jeg véd ikke, hvem disse Mænd er, og det vilde tykkes mange latterligt, om jeg løb min Vej uden at have set mig for«. De ride nu vesterpaa over Lavastrækningen og komme saa til en anden Mose, som heder Oxemyr; den er tæt bevoxet med Græs, men der er bløde Steder i den, saa der næsten er uført; derfor lagde den gamle Halfred Vejen oven om, skjønt det var længere. Øjvind red vest over Mosen; Hestene gik tidt i for dem, og det sinkede dem meget. De andre vandt hurtig ind paa dem, da de red uden Oppakning; Ravnkel og hans Mænd ride nu ogsaa ud paa Mosen; Øjvind og hans Mænd ere da komne over den, og de kjende nu Ravnkel og begge hans Sønner. De bad da Øjvind om at ride fra dem, »nu er du over alle de vanskelige Steder, saa du kan naa til Adelbol, medens Mosen er imellem«. Øjvind svarer: »Jeg vil ikke fly for disse Mænd, som jeg intet, ondt har gjort«. De red da op paa Aasen; der er nogle smaa Klipper og imellem dem en meget bar Sandbanke, der falder af med bratte Skrænter til alle Sider. Øjvind rider hen til Banken, stiger af Hesten og venter paa dem der, »nu ville vi snart faa at vide, hvad de vil«, sagde han. Saa gaa de op paa Banken og bryder nogle Sten op. Ravnkel drejer af fra Vejen og sønderpaa til Banken; han sagde ikke et Ord til Øjvind, men angreb strax. Øjvind værgede sig vel og mandig; hans Skosvend ansaa’ sig ikke for stærk nok til at slaas, tog derfor sin Hest og red vesterpaa over Aasen til Adelbol og fortalte Saam, hvad der gik for sig. Saam brød strax op og sendte Bud efter Folk, saa de blev tyve i Følge, alle vel rustede. De red øst over Heden, men da de kom til Stedet, hvor Kampen stod, var alt forbi; Øjvind og alle hans Mænd vare faldne, og Ravnkel var redet bort østerpaa efter at have fuldbragt sit Værk. Det første, Saam gjorde, var at undersøge, om der endnu var Liv i hans Broder; men det var paalidelig gjort: de var døde alle fem. Af Ravnkels Mænd var der faldet tolv, og de andre sex vare redne bort. Saam blev der kun kort, saa red han og hans Flok efter Ravnkel og hans Mænd, der red saa fort de kunde paa deres mødige Heste. »Naa dem kan vi«, sagde Saam, »thi deres Heste ere trætte, men vore ere alle friske, og der skal ikke mangle meget i, at vi naa dem, før de er komne over Heden«. Da var Ravnkel kommen over Oxemyr. Begge Flokkene ride nu, til Saam kommer til Udkanten af Heden; da saa’ han, at Ravnkel var kommen langt ned imellem Bakkerne, og han skjønnede da, at han vilde slippe bort ned i Herredet. »Lad os nu vende om«, sagde han, »nu vil Ravnkel have let ved at faa Folk«. Saa vendte de om, og da de kom til Stedet, hvor Øjvind laa, gav de sig til at kaste en Høj over ham og hans Fæller. Stederne der har nu Navn efter ham og kaldes Øjvindsbanke, Øjvindsfjelde og Øjvindsdal. Derefter vender Saam hjem til Adelbol og fører alle Varerne med sig. Og da han er kommen hjem, sender han Bud til sine Tingmænd, at de skal komme der næste Morgen før Davretid; han agter sig da østerpaa over Heden, »vor Færd blive saa, som den vil«. Allerede om Aftenen, da han gik i Seng, var der kommet mange Folk.

Ravnkel red hjem og fortalte, hvad der var sket. Saa sætter han sig til at spise, og derpaa samler han Folk, rider saa med halvfjerdsindstyve Mand i Følge vester over Heden og kommer uventet over dem paa Adelbol. Saam, som ligger i sin Seng, griber han og fører ham ud. »Nu har dine Sager taget en saadan Vending, Saam«, sagde han, »som du mindst ventede for en Stund siden, thi nu er dit Liv i min Vold. Jeg vil nu ikke være værre imod dig, end du var mod mig. Jeg vil byde dig tvende Kaar; det ene er, at jeg dræber dig, det andet at jeg ene afgjør og raader for, hvad der er os imellem«. Saam sagde, at saa valgte han at beholde Livet; dog fandt han, at begge Kaar vare haarde. Ravnkel svarede, at deri havde han Ret, »thi jeg skylder dig Gjengjæld, og jeg skulde have handlet langtbedre imod dig, om du havde fortjent det. Du skal flytte bort fra Adelbol til Lejkskaale og bosætte dig paa din Gaard der. Det Gods, som har tilhørt Øjvind, faar du tage med dig; alt, hvad du selv har ført med hid, maa du ogsaa tage med, men heller ikke mere. Mit Godord overtager jeg igjen og ligesaa Hus og Gaard; jeg ser, at mit Gods er blevet øget meget, men deraf skal du ingen Gavn have. Din Broder Øjvind faar du ingen Bøder for, fordi du førte saa skammeligt Eftermaal efter din Frænde Ejnar; ham har du faaet rigelig Bod for, da du har raadet for min Magt og mit Gods i sex Aar, og Øjvinds og hans Mænds Drab tykkes mig ikke at skulle betales dyrere end de Lemlæstelser, du lod mig og mine Mænd lide. Du fordrev mig fra Egnen, men jeg finder mig i, at du bliver paa Lejkskaale; det kan nok lade sig gjøre, naar du ikke fører dig overmodig op til din egen Fortræd. Min Undermand skal du være, saa længe vi begge leve. Du kan ogsaa vente, at jo mere ondt der er os imellem, des værre vil det gaa dig«. Saa drager Saam bort med sine Mænd og tager Bo paa Lejkskaale, men Ravnkel fordeler Arbejdet paa Adelbol imellem sine Folk; sin Søn Tore bosætter han paa Ravnkelsstad og har nu Godordet i begge Egne. Aasbjørn, som var yngre, var hos sin Fader.

Saam blev paa Lejkskaale den Vinter. Han var tavs, og tog kun Del i lidet, og mange skjønnede, at han var ilde tilfreds med sin Lod. Men da Dagene begyndte at længes, drog Saam bort med en Mand i Følge og tre Heste, over Broen, saa over Mødredalshede paa Færgen over Jøkulsaa, videre til Myvatn, over Fljotsheden og Ljosavatnsskard og standsede ikke, før han kom vester til Torskefjord. Han blev godt modtaget der; Torkel var nylig kommen hjem, han havde været borte fra Island i fire Aar. Saam blev der en Uge og hvilede sig; saa fortæller han, hvorlunde det er gaaet mellem ham og Ravnkel, og beder Brødrene om at tage sig af ham og hjælpe ham ligesom forrige Gang. Men nu var det Torgejr, som førte Ordet for Brødrene; han sagde, at han vilde holde sig udenfor Sagen, »der er en lang Vej imellem os. Det tykkes os, at vi havde lagt det godt tilrette for dig, før vi gik fra det, saa at det havde været let for dig at holde det vedlige. Nu er det gaaet, som jeg tænkte, da du skjænkede Ravnkel Livet, at det vilde du komme til at angre; vi tilskyndede dig nok til at tage ham af Live, men du vilde raade. Det er let at skjønne, hvor meget klogere han er end du, da han lod dig sidde i Fred, og først gik løs paa dig, da han havde faaet den af Vejen, som tyktes ham værre at have med at gjøre end du. Vi kan ikke lade din Vanskjæbne blive os til Fald og er heller ikke saa opsatte paa at prøve Kræfter med Ravnkel, at vi tiere skulde sætte vor Anseelse paa Spil for den Sags Skyld. Men vi ville byde dig at komme hid og give dig under os med alle dine Husfolk, om det tykkes dig mindre tungt at være her end i Ravnkels Nærhed«. Saam sagde, at det vilde han ikke, saa vilde han hjem, og bad dem bytte Heste med sig; det var de strax villige til; de vilde ogsaa give ham gode Gaver med, men dem vilde han ikke tage imod; de var nogle lavsindede Mænd, sagde han. Saa red Saam hjem til Lejkskaale, og der boede han til sin Alderdom, og han fik aldrig Oprejsning over Ravnkel. Men Ravnkel sad paa sin Gaard og vedligeholdt sin Anseelse. Han døde af Sot, og hans Høj staar i Ravnkelsdalen udenfor Adelbol; i Højen hos ham blev der lagt meget Gods, alle hans Hærklæder og hans gode Spyd. Hans Sønner overtog Høvdingskabet efter ham; Tore boede paa Ravnkelsstad og Aasbjørn paa Adelbol; de havde Godordet sammen og regnedes for anselige Mænd. — Her ender Ravnkels Saga.


Note:

1. Ved Namsretten forkyndte Sagsøgeren den over Sagvolderen fældede Dom og satte den igjennem.