Sagafortælleren
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
||||
|
|
Fordanskede af Mag. Grímur Thomsen
Udgivet af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug
Kjöbenhavn 1846
Sagafortælleren.
Förend Harald haardraade blev konge i Norge, var han i en række af aar anförer for Væringerne i Miklagaard; der oplevede han en hel del æventyr, hvoraf nogle bevise hans tapperhed og vaabendjærvhed, men andre ligesaa meget hans gjerrige og listige sind. Paa denne færd var Islænderen Haldor Snorrason bestandig med ham.
Det skete en sommer, at en ung og vakker, men fattig Islænder kom til kong Harald haardraade, og bad ham om understöttelse; kongen spurgte, om han havde lært noget; Islænderen foregav at kunne nogle sagaer. Kongen sagde: »jeg vil da beholde dig her, og skal du være ved min hird i vinter, og altid more folk ved dine fortællinger, hvo der end anmoder dig derom«. Islænderen gjorde saa; han blev snart afholdt, hirdmændene gave ham klæder, men kongen selv gav ham vaaben. Da det lakkede hen ad julen, blev Islænderen tungsindig; kongen mærkede det, og spurgte hvoraf det kom; han sagde, at hans mismod var skyld deri. Kongen svarede: »det er ikke saa, jeg vil gjætte grunden; min formodning er, at du nu har brugt dit forraad af sagaer op, efterdi du hele vinteren har moret enhver, som har bedt dig derom, og det stundom baade nat og dag; nu er du vel ilde ved, at dine historier slippe op for dig i selve julen, men vil dog vist nödig fortælle de samme om igjen«. Islænderen svarede: »I gjætter rigtig, herre! thi nu er kun den saga tilbage, som jeg ikke tör fortælle, og det er fortællingen om eders færd i Miklagaard«. Kongen sagde: »dog er det netop den, jeg helst gad höre; derfor skal du nu ikke more folk indtil jul, thi i denne mellemtid have alle travlt, men den förste juledag skal du begynde denne saga, og fortælle et stykke deraf ad gangen, naar der drikkes tæt i hallen, thi da ville folk ei sidde saa længe og höre til; skal jeg mage det saaledes, at fortællingen skal först ende med julen, og medens du fortæller, skal du ikke mærke, om din saga behager mig eller ei«. Det gik og saaledes; Islænderen begyndte sin fortælling förste juledag; og havde ikke fortalt længe, förend kongen böd ham standse. Da talte folk meget om denne gammen; nogle sagde, at den Islænder var altfor kjæk, at fortælle höit en saadan saga, og de gade vidst, hvorledes saadant huede kongen; andre fandt Islænderen fortalte godt, men andre fandt det modsatte. Kongen paasaa nöje, at man lyttede opmærksomt til; og det slog til ved kongens forsorg, at da julen var tilende, var fortællingen og sluttet. Den trettende dag i julen sagde kongen: »Islænder, er du ikke nysgjerrig efter at vide, hvorledes din fortælling huer mig?« Han svarer: »jeg er ikke uden frygt i den henseende«. Kongen sagde: »den er godt fortalt, og intetsteds falsk fra indholdets side, men hvem har lært dig den?« Han svarer: »da jeg var hjemme paa Island, plejede jeg hver sommer at ride til tings; da lærte jeg hver sommer noget af historien af Haldor Snorrason, som fortalte den«. Kongen sagde: »da er det intet under, at du kan den godt, siden du har lært den af ham, og snarere skal den nytte dig end skade, skal du være mig velkommen al den stund du vil være hos mig.«
