Anden Sang om Helge Hundingsbane

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

H. G. Møller: Den ældre Edda
Heimskringla Reprint

Oldnordiske Gudesange
Den ældre Edda

Oversat af
H. G. Møller
Udgivet 1870

Anden Sang om Helge Hundingsbane

Kong Sigmund, Völsungs Sön, havde til Hustru Borghild af Brålund. De kaldte deres Sön Helge op efter Helge Hjörvardsson. Hagal var Helges Fosterfader. Hunding hed en rig Konge; efter ham har Hundland fået sit Navn. Han var en stor Kriger og havde mange Sönner, som vare på Hærtog. Der var Ufred og Fjendskab imellem Kong Hunding og Kong Sigmund, og de dræbte hinandens Slægtninge. Kong Sigmund og hans Ætmænd kaldtes Völsunger og Ylvinger. Helge drog hemmeligt som Spejder til Kong Hundings Hird. Dengang var Kong Hundings Sön Heming hjemme. Men da Helge drog bort, fik han fat på en Hyrde og sagde til ham:

1.
"Sig du til Heming,
at Helge mindes
den brynjeklædte,
som Kæmper fælded.
I ulvegrå Kofte
var han derinde.
Hunding mente,
At Hamal det var."

Hamal var en Sön af Hagal. Kong Hunding sendte Mænd til Hagal at lede efter Helge, og ikke kunde Helge undgå Faren anderledes end ved at tage en Trælkvindes Klædning på og gå hen at male. De ledte og fandt ikke Helge. Da sagde Blind, der kaldtes den snedige:

2.
"Hvasse Öjne
har Hagals Terne;
ej er det Karleæt,
som ved Kværnen står:
Stenene revne;
i Møllen det ryster.

3.
Hård er den Lod,
som Helten har fanget,
Når Fyrsten skal male
Byggryn på Mølle,
For sådan Hånd
bedre sig sömmer
Sværdets Hjalte
end Møllens Sving."

Hagal svarede og sagde:

4.
"Ej er det Under,
om Møllen brager,
når en kongelig Mø
Kværnen drejer.
Höjt over Sky
svæved hun forhen,
voved at kæmpe
som Vikinger bolde.
Så tog Helge
hende til Fange.
Søster hun er
til Sigar og Högne.
Bistre Öjne
har Ylvingemø."

Helge slap da bort derfra og fór i Leding med Hærskibe. Han fældede Kong Hunding og kaldtes siden Helge Hundingsbane. Han lå med sin Hær i Brunavågerne og øvede der Strandhug; dér åd de råt Kød, Högne hed en Konge; hans Datter var Sigrun. Hun var en Valkyrje og red gennem Luft og Hav. Det var Svåva, som var genfødt. Sigrun red til Helges Skibe og kvad:

5.
"Hvo lader Skibe
ved Stranden flyde?
Hvor monne Heltene;
Hjemstavn have?
Hvad vente I på
i Brunavåger?
Hvorhen lyster jer
Farten at vende?"

Helge.
6.
"Hamal lader Skibe
ved Stranden flyde.
Hjemstavn eje
vi på Hlesø;
på Bør vi vente
i Brunavåger;
mod Øst os lyster
vort Løb at vende."

Sigrun.
7.
"Hvor har du, Høvding!
leget Hilds Leg
og fodret Guns
Søstres Fugle?
Hvi er din Brynje
blodbestænket?
Hvi æde hjelmklædte Kæmper
Kødet råt?"

Helge.
8.
"Det Arbejd havde nys
Ylvingers Ætling
vesten for Hav,
- om dig lyster at vide -,
at jeg Bjørne fanged
i Bragalund
og med Sværdsodd mætted
Örnenes Slægt.

9.
Nu ved du, Mø!
hvad det volder.
Stegt Kød åd jeg
sjælden tilsøs."

Sigrun.
10.
"Drab du forkynder.
I Kamp mod Helge
måtte Kong Hunding
på Marken segne.
Strid der blev,
da I Slægtninge hævned,
og Blodet sprudled
om Sværdets Egge."

Helge.
11.
"Hvor vidste du,
hvem vi monne være
- du snilde Mø! -
som Slægtninge hævned?
Mange stolte
Sönner af Fyrster
er så frejdige Kæmper
som vore Frænder."

Sigrun.
12.
"Ej var jeg fjærn,
du Folkets Fører!
da Fyrsten imorges
faldt i Kampen.
Sigmunds Sön
er snild tilvisse,
taler i Valruner
om vilde Kamp.

13.
Jeg så dig engang
på de lange Skibe,
da du havde Bo
i blodige Stavne,
og de kolde Søer
skylled om Dig.
Nu vil Fyrsten
sig for mig dølge,
men Högnes Datter
Helge kender."

Granmar hed en rig Konge, som boede på Svarinshöj. Han havde mange Sönner: den ene hed Hödbrod, den anden Gudmund, den tredje Starkad. Hödbrod var ved et Kongemøde og fæstede sig Sigrun Högnedatter, men da hun spurgte det, så red hun med Valkyrjer gennem Luft og Hav at søge Helge. Dengang var Helge ved Logafjælde og havde kæmpet med Hundings Sönner; der fældede han dengang Alv og Øjolv, Hjörvard og Hervard, og var han hel træt af Kampen og sad under Örnestén; der fandt Sigrun ham og kastede sig om hans Hals og kyssede ham og sagde ham sit Ærinde, som det hedder i det gamle Völsungekvad:

14.
Sigrun søgte
den sejrende Helt;
Helges Hånd
hun drog med sin höjre;
hjelmklædte Konge
med Kys hun hilsed.
Til Kvinden Helges
Hu sig vendte.

15.
Hun sagde sig elske
af al sim Sjæl
Sigmunds Sön,
för hun ham skued.

16.
"For Hær jeg blev
til Hödbrod fæstet,
men en anden Høvding
jeg eje vilde.
Frænders Vrede,
Fyrste! jeg skuer,
siden jeg brød
min Faders Bud."

17.
Ej talte Högnes
Datter usandt.
Helges Elskov
eje hun vilde.

Helge.
18.
"Ej skal du agte
Högnes Vrede
eller din Æts
onde Hu.
Hos mig skal du leve,
du unge Mø!
Ej må du tro,
at din Æt mig ængster."

Da samlede Helge en stor Flåde og drog til Frekastén, men på Havet fik de et Uvær, der truede dem med Undergang. Der kom da Lyn over dem, og der faldt Stråler i Skibet. De så ni Valkyrjer ride i Luften og de kendte Sigrun. Da lagde Stormen sig, og de kom i Behold til Land. Granmars sönner sad på et Bierg; da Skibene sejlede til Landet, Gudmund sprang op på en Hest og red op på Bjerget ved Havnen; da tog Völsungerne Sejlene ind. Da sagde Gudmund:

19.
"Hvo er den Skjoldung,
som Skibene styrer
og sætter det gyldne
Krigsskjold i Stavnen?
Ej tykkes til Fred
det Tog at stunde.
Over Vikinger skinner
det røde Skjold."

Sinfjötle.
20.
"Her kan Hödbrod
Helge kende,
Flugtens Hader,
midt i Flåden.
Din Æts Eje,
Fjörsungers Arv,
har med Vælde
Fyrsten vundet."

Gudmund.
21.
Först vi skal
ved Frekastén
slutte Forlig
og om Sagerne tale.
Tid er det, Hödbrod!
Hevn at vinde.
Den svages Lod,
for længe vi bar."

Sinfjötle.
22.
"För må du, Gudmund!
Geder vogte,
Klavre i Kløfter
på Klipper bratte
og føre i Hånd
en Hasselkæp.
Det er blidere Lod
end Sværdets Leg."

Helge.
23.
Bedre det sömmer
sig dig, Sinfjötle!
Kamp at øve
og Örne at glæde
end unyttige
Ord at skifte,
om end med Had
Heltene mødes.

24.
Ej tykkes mig Granmars
Sönner gode,
men Fyrster det sömmer
sandt at tale.
Vel man mærked
i Moinshejm,
at Mod de ej savne
til Sværd at svinge;
raske Helte
må vel de hedde."

Gudmund red hjem med Krigsbud; da samlede Granmars Sönner en Hær. Der kom mange Konger; der var Sigruns Fader Högne og hans Sönner Brage og Dag. Der var en stor Kamp, og alle Granmars Sönner faldt og alle deres Høvdinger undtagen Dag Högneson, der fik Fred og svor Völsungerne Eder. Sigrun gik ud på Valpladsen og fandt Hödbrod, som var ved at dø. Hun sagde:

25.
"Ej skal Sigrun
fra Sevafjælde,
i din Arm hvile,
du vældige Hödbrod!
Livet er ledet.
Der er nok af Lig,
o Granmars Sönner!
for Grådyrs Skarer."

Da fandt hun Helge og blev meget glad. Helge sagde:

26.
"Ej er du mægtig
i alt, du vise!
Dog have Nornerne
noget voldet.
Her faldt imorges
ved Frekastén
Brage og Högne;
jeg var deres Bane.

27.
Men ved Styrklev
faldt Kong Starkad
og ved Hlebjerg
Hrolløgs Sönner.
Starkad, den vilde
Helt, jeg skued;
Kroppen foruden
Hoved kæmped.

28.
Slagne ere
Slægtninge dine;
på Jord de ligge;
Lig er de vordne;
Skyld har du ikke,
Din Skæbne det var,
at du de vældiges
Strid skulde volde."

Da græd Sigrun. Han sagde:

29.
"Trøst du dig, Sigrun!
Strid har du os voldet.
Skjoldunger Skæbnen ej böje."

Sigrun.
"Nu ønsker jeg, at de leved,
hvis Liv er, ledet;
kunde jeg blot i din Favn mig fjæle."

Helge tog Sigrun til Ægte, og de havde Sönner med hinanden. Helge var ikke gammel. Dag Högneson offrede til Odin for at få Hevn for sin Fader. Odin lånte Dag sit Spyd. Dag traf sin Måg Helge på det Sted, som hedder Fjöturlund; han gennemborede Helge med Spydet. Der faldt Helge, men Dag red til Sevafjælde og bragte Sigrun den Tidende.

30.
"Tungt er det mig, Søster!
Sorg dig at melde.
Nødig jeg voldte dig
Kummer, du væne!
Imorges faldt
ved Fjöturlund
den bedste Ædling,
som Verden ejed.
Sin Fod han satte
på Fyrsternes Hals."

Sigrun.
31.
"Dig skal alle
Eder ramme,
de, som til Helge
du har svoret
både ved Lynets
lysende Vande
og ved Strömmens
klamme Sten.

32.
Ej skride det Skib,
som under dig skrider,
om end ønskelig Bør
efter det følger;
ej rende den Hest,
som under dig render,
om end du skal fly
dine Fjender gramme.

33.
Ej bide det Sværd,
som du mon svinge,
når ej om dit eget
Hoved det hviner.
Da var hævnet på dig
den døde Helge,
om en Ulv du var
ude i Skoven,
uden Ejendom,
uden Gammen,
som ej slider anden
Æde end Lig."

Dag.
34.
"Gal er du, søster!
uden Samling,
du, som byder
din Broder Vanheld.
Odin ene
den Jammer volder;
hans Runer Fred
mellem Frænder brød.

35.
Dig byder din Broder
de røde Ringe
og Vandilsve
og Vigdale.
Du og dine Sönner,
ringsmykkede Søster!
tage det halve Rige
til Bod for jer Harm."

Sigrun.
36.
"På Sevafjælde
sent og tidlig
jeg sidder; lidet
ved Livet jeg glædes,
hvis ej Lysning fra Kongen
over Folket kommer,
hvis ej hurtigt Vigblær,
den guldbidslede Hest,
iler hid under Fyrsten,
så jeg atter ham favner.

37.
Så havde Helge
slaget med Rædsel
alle Fjender
og Fjenders Frænder,
som når for Ulven
ængstede Geder
skræmte flygte
fra Fjældets Stene.

38.
Så knejste Helge
over Heltene alle,
som den ædle
Ask over Tjörnen,
som den stærke Hjort,
af Duggen stænket,
der ypperst er
iblandt alle Dyr.
Mod Himlen selv
Hornene skinne."

En Höj blev kastet efter Helge; men da han kom til Valhal, da bød Odin ham at råde for alt i Forening med sig. Helge sagde:

39.
"Du skal, Hunding!
til hver en Mand
Fodbad berede
og Flammen tænde,
Hunde binde
og Heste vogte,
give Svinene Foder,
för at sove du går."

Sigruns Terne gik om Aftenen ved Helges Höj og så, at Helge red til Höjen med mange Mænd. Ternen sagde:

40.
"Er det en Svig,
som at se jeg tykkes,
eller Ragnarok ?
- Dødninger ride;
Heste med hvasse
Sporer I hugge -.
Er Hjemlov givet
de gæve Helte?"

Helge.
41.
"Ej er det Svig,
som at se du tykkes;
eller Tidernes Ende,
skönt os du skuer,
skönt vore Heste
med Sporer vi hugge,
men Hjemlov er givet
de gæve Helte."

Ternen gik hjem og sagde til Sigrun:

42.
"Ud gå du, Sigrun
fra Sevafjælde!
om Folkets Hersker
at finde du lyster.
Höjen står åben.
Helge er kommen.
Sårene bløde;
Herskeren bad dig,
at du det strömmende
Blod vilde stanse."

Sigrun gik i Höjen til Helge og sagde:

43.
"Så meget glædes
jeg nu ved vort Møde,
som Odins grådige,
griske Høge,
når Val de vide
med varme Brade,
eller når våde af Dug
de Dagning skue.

44.
Nu vil jeg kysse
den døde Konge,
för du den blodige
Brynje kaster.
Helge! af Rim
dit Hår er stivnet;
med Blod er Helten
helt bestænket
og Hænderne klamme
på Högnes Måg.
Hvordan skal jeg, du bolde!
råde Bod derpå?"

Helge.
45.
"Du volder, Sigrun
fra Sevafjælde!
at Helge vædes
af Tårens Væld.
Hæftig Gråd
du græder, du guldsmykte,
solklare Sydmø!
for at sove du går.
Som Blod falder Tåren
på Mandens Bryst,
klam, fra dit indre,
med Kummer svanger.

46.
Vel skal vi drikke
den dyre Mjød,
skönt vi har Liv
og Lande mistet.
Ingen Mand skal
mig beklage,
om han end sér
mine sår i Brystet.
Nu skjules Brude
bag Höjens Stene;
Heltenes Diser
hos Dødninge hvile."

Sigrun redte en Seng i Höjen:

47.
"Her har jeg Hvilen
for Helge beredet,
uden Kummer,
du Ylvingeætling!
I din Favn
vil jeg sove, Fyrste!
som om jeg lå
i den levende Helts."

Helge.
48.
"Nu er der intet,
der ej kan ventes
tidlig og silde
ved Sevafjælde,
da du i Arm
hos den døde sover
i Höj, du lyse
Datter af Högne!
skönt end du lever,
du ædelbårne!

49.
Nu er Tid at ride
ad rødmende Veje,
lade den blege Løber
Luftsti træde.
Vesten skal jeg være
for Vindhjelms Bro,
för Salgovne
Sejrfolket vækker."

Helge og hans Folk red nu deres Vej, men Kvinderne gik hjem til deres Bo. Den næste Aften lod Sigrun Ternen holde Vagt ved Höjen, men ved aften, da Sigrun kom til Höjen, da sagde Ternen:

50.
"Nu var kommen,
hvis komme han vilde,
Sigmunds Sön
fra Odins Sale.
Håbet om Kongens
Komme svinder,
På, Askegrene
Örne sidde,
og alle drage
til Drömmenes Hjerm.

51.
Vær ej så gal
ene at vandre
til Dødningers Huse,
du Skjoldungedis!
Mere mægter
l Nattens Mörke
Dødningers Hær
end ved Dagens Lys."

Sigrun døde snart af Sorg og Kummer. Det trodes i gamle Dage, at Mænd blev genfødte, men det kaldes nu Kærlingesnak. Helge og Sigrun siges at være genfødte. Han hed da Helge Haddingjaskate og hun Kåra Halvdansdatter, som fortalt er i Kåresangene; og var hun Valkyrje.

---

Noter:

1. Helge har altså været Vidne til en af sine Slægtninges Drab hos Hunding.
7. Guns Søstre dvs.: Valkyrjerne; deres Fugle dvs.: Örne og Ravne.
12. Taler i Valruner dvs.: taler forblommet, i billedlige Udtryk, om Kampen.
20. Fjörsunger må være et andet Navn for Hundings Slægt.
21. "Slutte Forlig og om Sagerne tale" er sagt ironisk. Han mener: "kæmpe".
26. Vel er Granmars Sönner døde, men også Sigruns nærmeste.
49. Salgovne dvs.: Valhals Hane.