Helge Hundingsbane, andet Kvad (V.B.Hjort)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Svensk.gif
Svensk.gif


Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)


Reprint Add.jpg


Vilh. B. Hjort: Den gamle Edda
Heimskringla Reprint
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r


Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865


21. Helge Hundingsbane
Andet Kvad


Kong Sigmund, Vølsungs Søn, havde til Ægte Borghild af Braalund, de kaldte deres Søn Helge efter Helge Hjørvardsøn. Hagal opforstrede Helge. Hunding hed en mægtig Konge, efter hvem Hundland har faaet Navn; han var en stor Kriger, og havde mange Sønner, som vare paa Krigstog. Der herskede Ufred og Fjendskab imellem Kongerne Hunding og Sigmund, og de dræbte hinandens Frænder. Kong Sigmund og hans Ætmænd hedde Vølsinger og Ylfinger. Helge drog hen, og udspejdede lønlig Kong Hundings Huustrop; Kong Hundings Søn Heming var hjemme. Men da Helge drog bort, traf han en Hyrdedreng, og kvad:


1. "Siig Heming, at Helge
I Minde tog
Den Brynjemand,
Hvem Krigerne vog;
En Graaulv Eder
Hjemsøgt har,
Kong Hunding troede
Det Hamal var."


Hamal var Hagals Søn. Kong Hunding sendte Folk til Hagal for at lede efter Helge; men Helge kunde ikke slippe derfra ad anden Udvej, end at han tog en Trælkvindes Klæder paa og gav sig til at male Korn. De ledte og fandt ikke Helge. Da kvad Blind den Bølvise:


2.
Hvast er Øjet
Raa Hagalsternen,
Bondens Æt
Ej stander ved Kværnen:
Stenene revned
Og Rammen sprang!
Skjæbnen er vorden
Helten trang,
Naar Kongens Søn
Nu her tilhuse
Stridigt Byg
Paa Steen maa knuse;
Bedre i slig en
Haand man gav
Hjaltegreb
End Møllestav.


Hagal svarede og kvad:


3. Intet Under,
At Møllen brumler,
Naar en Kongemø
Skaftet tumler;
Fordum hun op over
Skyerne stræbte,
Dristig som Vikingen
Mænd hun dræbte,
Til Trældomsbaand
Hende Helge lod bære;
Hun Søster til Sigar
Og Høgne mon være,
Deraf fik
Ylfingpigen
Sit fyrige Blik.


Helge undkom, og drog i Søkrig. Han fældede Kong Hunding, og blev siden kaldet Helge Hundingsbane. Han laae med sin Hær i Brunevaag, hvor de gjorde Strandhug og spiste raat. Høgne hed en Konge, hans Datter var Sigrun; hun blev en Valkyrie og red Luft og Sø; hun var den gjenfødte Svava. Sigrun red til Helges Skibe og kvad:


4.
Hvo lagde de Skibe
Ved Brinken i Leje,
Hvor monne Krigerne
Hjemstavn eje?
Hvad vente I paa
I Brunevaag,
Hvorhen mon I agte
At stile jert Tog?


Helge.
5.
Hamal ved Brink
Lagde Skibe i Leje,
Paa Læsø vi
Vor Hjemstavn eje;
Paa Bør vi vente
I Brunevaag,
Mod Østen vi agte
At stile vort Tog.


Sigrun.
6.
Hvor har Du, Fyrste!
Krig optændt,
Og Valmøens Fugl
Sit Bytte sendt?
Hvi er af Blod
Din Brynje saa rød,
Hvi æde I væbnede
Raat jert Kjød?


Helge.
7. Nys maatte Ylfingers
Ætling stride
Vesten for Hav,
Om Dig lyster at vide:
I Brages Lund
Jeg fangede Bjørne,
Med Spyd jeg mættede
Unge Ørne;
Nu gjorde jeg Rede
For Tingen, Mø!
Thi æder jeg lidet
Stegt paa Sø.


Sigrun.
8.
Du tillyser Drab!
Med Helge stred
Kong Hunding og
I Græsset bed;
I Frænder hevned,
Da Kampen stod,
Mod Sværdets Egge
Busede Blod.


Helge.
9.
Jomfru snild!
Hvorledes veed
Du, hvem der hist
For Blodhævn stred?
Blandt Krigersønner
Ej Faa Uvenner
Og fjendske ere
Mod vore Frænder.


Sigrun.
10.
Du Fylkingfører!
Fjærnt just ej
Fra Fyrsters Dødsfald
Gik min Vej;
Men Sigmundssønnen
Slug jeg priser,
Han melder Drab
I forblommede Viser.


11.
Med Langskibe saae
Jeg forleden Dig gaae,
Mens Du i blodig
Stavn Dig stilled,
Og medens Bølgen
Vaadkold spilled;
Nu Kongen vil lege
Skjul for mig,
Men Høgnes Datter
Dog kjender Dig.


Granmar hed en mægtig Konge, der boede paa Svarinshøj; han havde mange Sønner, en hed Hodbrod, den anden Gudmund, den tredje Starkad. Hodbrod drog til Kongestævne, og fæstede sig der Sigrun Høgnedatter; men da hun spurgte dette, red hun med Valkyrier ad Luft og Hav at opsøge Helge. Helge var da ved Luebjerg og havde kjæmpet med Hundings Sønner; der fældede han Alf og Ejulf, Hjørvard og Hervard, og var han da heelt kampmødig og sad under Ørnesteen. Der traf Sigrun ham, faldt ham om Halsen, kyssede ham og sagde ham sit Ærinde, saaledes som det er fortalt i det gamle Vølsungekvad:


12.
Til gladen Fyrste
Sigrun drog,
Helges Haand
Hun til sig tog,
Under Hjælm ham gav
Et Kys paa Kind.


13.
Til Pigen da vendte sig
Kongens Sind;
Hun havde, sagde hun,
Elsket i Løn,
Før hun saae ham,
Sigmunds Søn.


14.
"Til Hodbrod blev jeg
Fæstet ved Gilde,
Men anden Konge
Jeg have vilde;
For Frænders Vrede
Er jeg i Nød,
Min Faders Yndlings-
Plan jeg brød."


15.
Ej skjulte sin Tanke
Den ædle Kvinde,
At Helges Elskov
Hun vilde vinde.


Helge.
16.
Høgnes Vrede
Ej ændse Du,
Ej heller Frænders
Fjendske Hu!
Den unge Mø
Hos mig skal være,
Jeg holder mig fra
Din Slægt, min Kjære!


Helge samlede da en stor Krigsflaade og drog til Ulvesteen; men paa Havet fik de et farligt Uvejr. Da kom der Lyn over dem, og Straaler udgik fra Skibene. De saae ni Valkyrier ride i Luften, og kjendte Sigrun; da lagde Stormen sig, og de kom i god Behold til Land.
Granmars Sønner sade paa et Bjærg, da de sejlede mod Landet. Gudmund sprang tilhest, og red for at spejde ned til Klinten ved Havnen; da strøg Vølsungerne Sejlene. Gudmund kvad, som før er skreven i Sangen om Helge:


Hvo styrer den Flaade
Som første Mand
Og fører saa talrig
Hær mod Land?


Og dette kvad Gudmund, Granmars Søn:


17.
Hvo er den Skjoldung,
Som Skibe ejer,
Hvis Krigsfane gylden
Fra Stavnen vajer?
Fra Færden et dejligt
Syn udgaaer,
En Vaabenrøde
Om Vikinger staaer.


Sinfjøtle Sigmundssøn svarede saaledes, som før er optegnet:


18.
Hodbrod kan Helge
Her blive vaer,
Midt i Flaaden
Til Flugt ej snar;
Han har, hvad før
Var i Eders Magt,
Fiskenes Rige
Sig underlagt.


Gudmund.
19.
Derfor skulle vi
Skifte vor Sag
Ved Ulvesteen
I Ro og Mag;
Tid er nu, Hodbrod!
Hævn at tage,
Længe vi maatte
Vanlod smage.


Sinfjøtle.
20.
Før skal Du, Gudmund!
Vogte Geder,
Klattre i stejle
Klippereder,
Mens Hesselkjøllen
I Haand Dig staaer;
Sværdets Dom
Vorder strengere Kaar.


Helge.
21.
Bedre det vilde
Sinfjøtle klæde
Kamp at yppe
Og Ørne glæde,
End Ord at vexle
Til ingen Nytte,
Skjøndt Krigere deres
Had udbytte.


22.
Granmars Sønner
Jeg ikke berømmer,
Men Sandt at sige
En Konge sømmer,
Det gyldne Mærke
Hisset tyder,
At modigt man os
Kampen byder;
Som raske Kjæmper
Jeg Roes dem yder.


Gudmund red hjem med Krigsbudskabet. Da samlede Granmars Sønner en Hær. Mange Konger mødte, deriblandt Sigruns Fader Høgne og hans Sønner Brage og Dag. Der stod et stort Slag, i hvilket alle Granmars Sønner faldt med alle deres Høvdinger, undtagen Dag Høgnesøn, som fik Fred og svor Vølsungerne Ed.
Sigrun gik over Valen og fandt Hodbrod døende. Hun kvad:


23.
Ej Kong Hodbrod
Skal have det Held
At favne Sigrun
Fra Sevafjæld;
Dit Liv er forbi,
Snart roder op
Gygernes Graahest[1]
Din døde Krop.


Da mødte hun Helge, og blev meget glad. Helge kvad:


24.
Ej alt Du Vise
Kan vende til Baade,
For nogen Deel
Maa Nornerne raade;
Ved Ulvesteen
Faldt Høgne og Brage
Imorges, og jeg
Dem tog af Dage.


25.
Ved Styrklev Konning
Starkad segned,
Ved Hlebjerg Rollaugs
Sønner blegned,
Forfærdeligst dog
Sig Gylfe tede,
Med afhugget Hoved
End Lemmerne strede.


26.
Af dine Slægtninge
Fast enhver
Ligger nu Lig
Paa Jorden her;
Ej din var Skylden,
Det var din Skjæbne,
At skulle til Fejde
Stormænd væbne.


Da græd Sigrun. Han kvad:


27.
Trøst Dig, Sigrun!
Os beskjæret
Til en Hilde
Har Du været;
Imod Skjæbnen
At bestaae
Ingen Konge
Kan formaae;
Gjerne, hvis
Til mig det stod,
Jeg de Faldne
Leve lod,
Kun de ikke
Negted mig,
At jeg maatte
Favne Dig.


Helge fik Sigrun, og de avlede Sønner, men han blev ikke gammel. Dag Høgnesøn blotede til Odin for Faderhævn, og Odin laante Dag sit Spyd. Dag traf sin Svoger Helge paa et Sted, som hed Fjæderlund. Han gjennemborede Helge med Spydet. Der faldt Helge, men Dag red til Sevafjæld og bragte Sigrun Budskab:


28.
"Nødig, Søster!
Mit Ord Dig saarer,
Tvungen voldte jeg
Kvinden Taarer;
Ved Fjæderlund
Faldt i denne
Morgenstund
Den bedste Konge
I Verdens Riger,
Som knækkede Hals
Paa mangen Kriger."


Sigrun.
29.
"Dig skulle alle
De Eder bide,
Paa hvilke Du Helge
Svor at lide,
Ved Lynets Flamme
Paa Skyens Grund,
Ved Klippen den klamme
Paa Havets Bund."


30.
"Ej skride det Skib,
Hvor Du er ombord,
Om agterind
Vinden end foer!
Ej rende den Hest,
Som Dig skal bære,
Om end Du for Fjender
Paa Flugt monne være!"


31.
"Ej bide det Sværd,
Som Du skal føre,
Med mindre det hviner
Dig selv om Øre!
Da først hævnet
Var Helges Død,
Naar Du som en Ulv
Gjennem Skovene brød,
Ej havde Gods
Og ej havde Glæde,
Ej mindste Mad
Uden Aadsler at æde."


Dag.
32.
"Du raser, Søster!
Dig Vanvid betager,
Din egen Broder
Du ønsker Plager;
Kun Odin til Ulykken
Aarsag var,
Kampruner blandt Svogre
Han kastet har."


33.
"Dig røden Guld
Din Broder yder,
Vendilsøe og
Vigdal byder;
Tag med dine Sønner
Det halve Land,
Ringprydede Kvinde!
I Bod for din Mand."


34.
"Saa sæl jeg ej sidder
Aarle og silde
Ved Sevafjæld,
At leve jeg vilde,
Naar Kongen ej Glands
Over Følget spreder,
Naar ej han ""Kampvind""
I Guldbidslet leder
Og iler hid,
Hvor jeg Glæde bereder."


35.
"Saa lod Helge
En Rædsel falde
Paa Fjenderne sine
Med Frænder alle,
Som Geder for Ulven
I Frygtsomhed
Forvildrede styrte
Fra Fjældet ned."


36.
"Saa hæved sig Helge
I Helteflok,
Som velvoxen Ask
I Tjørneskok,
Eller som naar
Hjorten den unge
I Morgendug staaer
Og højt over alle
Dyrenes Rækker
De glimrende Horn
Mod Himmelen strækker."


Der blev opkastet en Høj over Helge, men da han kom til Valhal, tilbød Odin ham at raade over Alt tilligemed sig. Helge kvad da:


37.
"Hunding! Du for
Hver en Mand
Fodbad gjøre
Skal istand,
Tænde Ilden
Op herinde,
Heste passe,
Hunde binde,
Og for Sviin
Hensætte Æde,
Før Du tør
Ved Søvn Dig glæde."


Sigruns Terne gik om Aftenen ved Helges Høj og saae, at Helge red til Højen med mange Mænd.


Ternen.
38.
Mon Blændværk det er,
Hvad jeg seer fremskride,
Eller Ragnarøk,
Thi Dødninge ride?
Eller mon Helte
Med Hjemlov fore,
Siden saa stærkt
Eders Heste I spore.


Helge.
39.
Ej Blændværks Skue
Dig her monne hænde,
Vort Syn bebuder
Ej Verdens Ende,
Ej Helte fik Lov
Til Hjemmet at gjæste,
Om end vi spore
Paa Kraft vore Heste,


Ternen gik hjem og sagde til Sigrun:


40.
Sigrun! Du ile
Fra Sevafjæld,
Vil Folkets Fører
Du træffe i Kvæld;
Højen er aaben
Og Helge kom,
Vunderne bløde
Han bad mig om,
At ham Du vilde
Forblødningen stille.


Sigrun gik ind i Højen til Helge og kvad:


41.
Nu er jeg saa glad
Ved Mødet her,
Som Odins Høge
I Rovbegjær,
Naar varme Brade
De færdige vide,
Eller i Dug
See Dag fremskride.


42.
Mit Kys først livløs
Konge smager,
Før blodig Brynje
Af han drager;
Dig svulmer Svedens
Riim dit Haar,
Af Kongens Porer
Valdug staaer,
Og Høgnes Maag
Har Hænder klamme,
Hvor skal jeg Bod
For Saadant ramme?


Helge.
43.
Det volder kun Sigrun
Fra Sevafjæld,
At Helge er slagen
Med Harmdugs Væld;
Du rene Sydmø
I gyldne Klæder
Paa Lejet grumme
Taarer græder,
Mit Bryst hver enkelt
Blodig rammer,
Iiskold, indtrængende,
Fuld af Jammer.


44.
Vi vel skulle nyde
Den dyre Drik,
Skjøndt Elskov og Rige
Tabt os gik;
Og viser mit Bryst
End Vunder mange,
Skal Ingen dog synge
Sørgesange;
Selv Kvinder vi nu
I Højen have,
Kongemøer
Til Gjæst i Grave.


Sigrun redede en Seng i Højen:


45.
"Jeg her Dig, Helge!
Et Leje har lagt,
Ej Ylfingen kaste
Paa det Foragt,
Thi der, i din Favn,
Jeg Søvn vil tage,
Som før i Kongens
Levende Dage."


Helge.
46.
"Ved Sevafjæld
Jeg aldrig meer
Skal negte at
Utroligt skeer,
Naar Høgnes Datter,
Med hviden Barm,
Vil sove i Høj
Paa Dødningarm,
Skjøndt Kongens Viv
End har sit Liv."


47.
"Tid er paa rødnede
Veje at ride,
Gangeren bleg
Gjennem Luften maa skride
For at jeg Vesten for
Vindbroen rækker,
Førend Salgofner
Sejrheltene vækker."


Helge og hans Mænd rede deres Vej, og Kvinderne droge hjem til Byen. Den anden Aften lod Sigrun Ternen holde Vagt ved Højen; men da Sigrun kom til Højen ved Dagslut, kvad hun:


48.
"Vist Sigmunds Søn,
Hvis komme han vil,
Fra Odins Sal
Var naaet hertil;
Om Heltens Komme
Snart Haabet er omme,
Naar Ørn paa Askens
Green sig hviler,
Og hele Folket
Til Drømthing iler."


Ternen.
49.
Vær ej saa taabelig
Skjoldungfrue!
Ene at vandre
Til Dødningstue,
Om Natten har
Alt Tøj, som kyser,
Mere Magt,
End naar Dagen lyser.


Sigruns Liv forkortedes af Sorg og Savn. Den Tro var i gamle Dage, at Mennesker kunde blive fødte paany; men det kaldes nu Kjællingesnak. Man sagde, at Helge og Sigrun vare fødte igjen; han hed da Helge Haddingsskade, saaledes som fortalt er i Kaarevisen; hun var ogsaa en Valkyrie.




Noter:

  1. d. e. Ulven .