Vølvens spådom (Brøgger)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk	Latin
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Eddadigte

Vølvens spådom

Gendigtet af
Suzanne Brøgger
København, 2015

Gengivet på Heimskringla
med forfatterens venlige tilladelse.

---

Odin
Georg von Rosen, 1886.

Stilhed,

hør,

høj og hellig,

lav og luset;

Stamfar, det er dig der vil,

at vølven vælder over

med minder om dengang

og hvad jeg husker.

I begyndelsen var Ymer.

Jeg husker jætter

der opdrog mig

i gamle dage;

Ni verdner

husker jeg,

ni rødder

og et højtbesunget træ

under jorden.

Den morgen verden vågned

af urtids intet,

var der hverken sand eller sø,

ingen kølige bølger,

jorden fandtes ikke,

himlen fandtes ikke,

gab og gold tomhed,

intet græs.

Burs berømte sønner,

byggede Midgård

med Ymers øjenvip

som værn;

Sol faldt sydfra

på salens stene,

af jorden groede

grønne spydløg.

Solen kom sydfra,

søster til månen,

på vej langs himmelranden

for at finde sin plads;

Solen vidste ikke,

hvor den skulle være,

stjernerne sad

ikke så sikkert,

månen vidste ikke,

hvad månemagt var.

Da gik de højeste

og helligste

til tinge,

de drøftede

ved domstolen

og gav naturen navne;

De nævnede natten,

morgen og middag,

eftermiddag og aften

og talte år.

Aserne mødtes

på Idavolden,

de gjorde altre

og gudehus,

lavede esser,

hamrede guld

smedede tænger

og tilvirkede værktøj.

Tit de i tunet

tavlebord leged,

de savned ikke guldet,

fordi de var så glade;

Indtil den dag

tre tursemøer,

tarvelige,

kom fra jætteland.

Da gik de højeste

og helligste

til tinge,

de drøftede

ved domstolen,

hvordan de skulle danne dværge

af blod fra Brimer

og Blåens knogler.

Den største blev Motsogner,

mægtigst formet,

dværgenes konge;

Så kom Durin og andre

der skabtes

i menneskets billede,

dværge af jorden,

som Durin sagde.

Ny og Næ,

Nordre og Søndre,

Østre og Vestre,

Altyv og Dvalen,

Gul og gusten,

Gråmand og Dødbleg,

Bimbe og Bambe,

Åen og Ånar,

Oen

Og Mjødulven.

Da drog tre aser

kærlige og kraftfulde

langs havet;

På stranden fandt de

to træer,

Ask og Embla,

visne

og våde – skæbneløse.

Træet havde ikke ånd,

kunne ikke tænke

eller tale,

koldt og vådt som det var;

Odin gav det ånde.

Høner gav det ånd,

Lodur gav det lød

og livets varme.

Jeg ved, at verdenstræet

rejser sig

og hedder Yggdrasil,

hvilken hvid slam

som vander vækstens rødder;

Derfra kommer duggen,

der falder i dale.

Træets krone evigt grøn

over Urds brønd.

Tre møer

som også var norner

kom fra den sø

under træets rod;

Urd hed den ene,

den anden Verdande,

Skuld hed den tredje;

De ristede runer,

nedfældede loven,

lod livet ske

og skabte

skæbnen.

Jeg husker

den første fejde

i verden,

hvor Vanen vaklede,

Gullveig

grumt spiddet

og brændt

i den Højes hal

tre gange,

uden at hun døde.

Heid hed hun som søgte husly,

vidsynet Vane

og vis vølve,

hun spåede og troldede,

hvor hun kom og

kunne sejde,

henrykt fryded hun

onde kvinder.

Da gik de højeste

og helligste

til tinge

og de drøftede

ved domstolen;

Skulle bare aserne

bære krænkelsen

eller skulle de kræve hævn?

Odin sendte sit spyd

ud mod fjenden,

det var den første fejde

i verden;

Bjælkehegnet rundt om Asgård

blev brudt ved Vaners trolddom;

Vaners væbnere rykkede frem,

sikre på sejr.

Da gik de højeste og helligste

til tinge

og de drøftede ved domstolen,

hvem der havde ladet luften

med led list

og lokket Freja til at bole

med ond jætte

og blive hans brud.

Tor er tændt af vrede,

sidder aldrig ned,

når han hører sådan noget;

Alle svor de

falsk,

alle brød de ord og løfter,

ingen tro og tilsagn

holdt.

Jeg ved,

at Heimdals hørelse

gemtes

under højt og helligt

træ;

Hvor faderens øje lå som pant

faldt fossen frugtbart.

Var der mere I ville vide?

Jeg sad derude

og vølvede i natten,

da oldgamle Odin

fanged mit blik;

Hvad vil du mig!

Lad mig være!

Jeg ved jo alt,

at du gemte

dit øje

i Mimers kilde,

og at han hver morgen

drikker mjød

af din kraft.

Var der mere I ville vide?

Af hærfaderen fik jeg

en ring af guld,

og vølvestaven varslede viist;

Jeg så vidt

og vidnede

om alle verdner.

Jeg så valkyrierne

komme

klare til kamp;

Skuld holdt skjoldet

og Skogul fulgte,

Gun, Hild, Gondul

og Geirskogul,

Herjans møer,

rustede

og rede at ride.

Jeg så Balder

blive ofret

blodigt barn af Odin,

hans livstråd skåret;

over græsset det grønne

voksede

en mild, myg

mistelten.

Af træet som syntes så tyndt

blev der en dødsens pil;

det var Hød der skød.

Vali,

Balders bror,

var kun én nat gammel,

da han hævnede

Balder.

Vali vaskede ikke hænder

og redte ikke sit hår

før han havde båret

Balders bane

på bålet;

Men Frigg begræd

Valhals ve.

Var der mere I ville vide?

Da snoede Vali

de dødsensfarlige lænker

af tarme,

lange og strenge.

Jeg så Loke lænket

i svovlørknen,

surret med tarme,

ledt var synet;

Dér sidder Sigyn, hans kone,

vagt hos sin mand,

og hun har det ikke for sjovt.

Var der mere I ville vide?

Elven fosser østfra

gennem isdale

med knive og sværd;

Slid er dens navn.

Jeg så dværgsal

i dødsriget,

nordpå

ved Nidavolden,

gylden

og jætters ølhal,

kølig.

Jeg så salen

fjernt fra solen

den lå på ligkysten

med døren vendt

mod nord;

Giftdråber dryppede i stuen,

om salen snor sig

slangerygge.

Jeg så tunge strømme,

trægt vadende,

ménedende mænd

og mordulve

og dem der gik i gang

med de andres koner;

Dragen der sugede saft

af de fremfarne,

mens ulven vred sig vredt

og åd dem.

Var der mere I ville vide?

Østpå i Jernskoven

ved grænsen

rider jættekvinden

og føder ulveslægter,

solen sluges,

tyv

forklædt

som trold.

Den fylder flaben

med de faldnes livssaft,

blodet ryger ramt

og gør himlen rød;

Sort skinner solen

i somre derefter,

vinden hvæser hvast.

Var der mere I ville vide?

På højen sad jættekvindens

hyrde, glade Eggder,

og spillede harpe;

Over ham galede

den røde hane,

Fjalar,

gennem grene.

Gyldenkam galede

blandt aserne

hos hærens far

og vækker kæmper

sodrød hane galer

i jorddybet

i dødsrigets sale.

Garm giammer glubsk

ved Gnipahulen,

lænken slides,

ulven løber;

Jeg ser i fortiden langt borte

og fremtiden ikke så fjern,

hvor aser rammes af

ragnarok.

Bror skal bekæmpe

bror,

søskende bryde

slægtsbånd,

hårdhed skal herske

og hor;

Krigstid, kamptid,

kløvede skjolde,

ulvetid, stormtid

til verden ender

og ingen skåner

nogen.

Jættesønner godter sig

og Gjallarhornet

varsler manges skæbne,

larmende.

Højt blæser Heimdal,

Odin mæler

med Mims mund.

Den ældgamle, ask ryster

i sine rødder,

Yggdrasil klager

højlydt,

men Loke river sig løs.

Alle mænd vredes på dødsvejen,

ilden brænder træet.

Hvordan går det med aser

og alfer?

buldrer det og brager i jætteland.

Aser er på tinge,

stønner dværgene

der løb bort fra bjergene,

klippekloge.

Var der mere I.ville vide?

Garm giammer glubsk

ved Gnipahulen,

lænken slides,

ulven løber;

Jeg ser i fortiden langt borte

og fremtiden ikke så fjern,

hvor aser rammes af

ragnarok.

Jætte kommer østfra

og hæver skjoldet.

Midgårdsormen krummer sig,

ormen pisker havet i kæmpevrede,

men ørnen skriger og slår næbbet

i det døde kød, mens skibet,

lavet af ligenes negle,

løsnes.

Skibet stævner østfra,

skarer sejler

fra Muspel

mod land

og Loke styrer;

Troldkarle følger

ulven

og Loke.

Surt kommer sydfra med ild,

rammer gudebåret sværd,

skinnende sol;

Fjeldvæggen falder

på fæle trolde,

det går ad helvede til

og himlen

revner.

Frigg falder nu igen

i dybeste sorg,

Odin skal kæmpe

med ulven

og lyse Frej slås

med Surt,

da falder Friggs fryd

i kampen.

Garm giammer glubsk

ved Gnipahulen;

lænken slides,

ulven løber;

jeg ser i fortiden langt borte

og fremtiden ikke så fjern,

hvor aserne rammes af ragnarok.

Da kommer Odins seje søn,

Vidar kæmper

mod det vilde dyr

og hugger sværd

i ulven,

hårdt i hjertet

og hævner

sin sejrsfar.

Jordens bælte, ormen,

rager op i luften,

den onde orm gaber

højt deroppe.

Tor, Odins søn,

rammes af ormens gift,

men ormen dræbes

i ragnarok.

Jordens tapre søn

Tor slås med slangen,

Tryg ved sit ry.

Verdens vogter

ta'r sin tunge hammer,

uden liv

ligger landet øde;

Tor tager ni skridt,

tung

dødsmærket.

Solen sortner

og jorden synker

i havet.

Stjernerne styrter

fra himlen,

heden brænder højt

og leger ildtagfat med

luften.

Garm glammer glubsk

ved Gnipahulen,

lænken slides,

ulven løber;

Jeg ser i fortiden langt borte

og fremtiden ikke så fjern,

hvor aser rammes af

ragnarok.

Jeg ser nu

jorden stige

igen af havet,

evigt grøn.

Fosser falder,

ønen flyver

over fjeldet,

fanger fisk.

Aserne samles

på Idavolden,

de taler om Midgårdsormen

og mindes

mangen modig dåd

og Odins gamle runer.

Igen skal underfulde

gyldne tavler

findes

i græsset

som aserne havde

i urtiden.

Da vil usået sæd spire

bitterhed bedres,

Balder vil komme til Hød

og Odins sønner således søge

alting sonet.

Var der mere I ville vide?

Høner biir valgt

til at tage varsel,

mens sønner

af Balder og Hød

vælger verden at bo i.

Var der mere I ville vide?

Jeg ser salen rejses,

lys som solen

og gyldent tag i Gimle;

Dér skal skyldfri skarer

mødes og leve

lykkedage

i lys,

evigt.

Dér flyver den dunkle drage,

øgle dækket med ækle skæl

fra skumle bjerge;

I fjerene føres de faldne –

den flyver

højt.

Nu synker jeg

i jorden.