Bjarkemål

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Axel Olrik

Bjarkemål
Danske Oldkvad i Sakses Historie

Gengivne af Axel Olrik,

Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse
København 1898

Hjalte,
ene ude ved Nat, ser den kommende Fjendehær. Han vender sig til Kongehallen og kalder ad Kæmperne:
Vaagner, vaagner,
Venneskare!
alle den ypperstes
Adel-Svende.
Vaagner ej til Vin,
eller Vivs Tale,
heller til Hildes
haarde Leg.

Bjarke
vaagner og tror, at der er kommet Gæster til Gaarde; han kalder ad sin Smaadreng:
Rejs du dig, Skalk,
skynd dig at ilde!
feje Arnen,
pust i Æmmer!
knitre lad Luen
af Knast og Ved,
godt er med varm Haand
Ven at møde.

Hjalte
udenfor:
Gavmilde Konning
gav til sine Hirdmænd
Sakssværd, Hjælm, Ringe,
side Jernbrynjer;
hvad vi i Fred finge,
først i Strid tjenes;
Orlog skal ævne
hvad ved Øl loves.

Daners Kampfører
valgte sig de kække;
nu de raske kendes
der, hvor de rædde flyr;
Trang er der i Kamptummel
til hver trøstig Kæmpe:
tryggest gaar Høvding;
der hvor tro Hird følger.

Kaarne Huskarle,
kryst om Sværdhjaltet,
Skjold hængt paa Skulder
skynder jer til Valen;
Bryst aabent imod Bryst
byder vi vor Fjende,
Næb imod Næbbe
vil vi nappes som Ørne.

Fremmest i Fylking
farer der Hjarvard,
glad ved Striden,
under Guldhjælmen;
grumme Gøter
gange ham efter,
med ringlagt Hjælm,
raslende Spær.

Skuld ham ægged,
Skjoldunge-Disen,
Frænde at daare,
Drotten at svige;
ør er hun
og afsindig
af onde Norner
til Udaad skabt.

Sidste Skaal
er nu Hirdmænd skænket;
efter den ædelbaarne
ingen skal leve,
er han ej saa veg,
at han viger for Hug,
eller for dvask
sin Drot at hævne.

Løft nu, Hrut,
lyslokket Pande;
gak af Buret
for den bragende Strid
- - - - - - - - - - - - - - - -
- - - - - - - - - - - - - - - -
Borgen nu brydes,
og Leddet brister.

Brynjerne slides,
Lemmerne søndres,
Kongens Skjold er brustet
for Bilens Ægge;
Grinden højt gaber
og de gæve viger,
Økser fælt gnaver
i Mændenes Isse.

Hjalte henter en Brand i Huset for at afbrænde Borgen. Da opdager han inde i Buret Hruts Husbond, Bjarke, liggende i dyb Søvn.

Bier du end, Bjarke!
binder dig Søvnruner?
gak nu ud med mig,
før dig Ild nøder!
Bjørn med Brand jages,
og nu med Baal Fjender:
Buret højt blusser,
Borgen styrter i Grus. -

Hjalte samler atter Kæmperne:

Fylker fast Skaren!
følg, hvad Rolf lærte,
Hrøriks haarde Bane,
den ringkarriges.
Fattig var Hrørik,
dog han Fæ ejed:
Guld kun han sanked,
ej gæve Kæmper.

Rolf ham med Hær gæsted;
Gaver bød da Hrørik,
tømte for Porten
Pungens gyldne Byrde,
strøede for Kongeborgen
Kisternes Malmpragt
- ødte paa Uven,
hvad for egne spartes.

Skjoldung ham dog fældte,
skifted saa Godset
blandt fuldtro Svende,
selv tog han intet.
Intet var saa dyrt ham:
dem det undtes;
intet var saa kært,
at det jo Kæmperne gaves.

Segnet er til Mulde
den mildeste Høvding;
leden er det Liv,
der længst vil mindes:
saa stunded han mod Striden
som Strøm imod Hav,
fór saa rask mod Fjenden
som fodrappe Hjort.

Saarstrøm rinder
fra slagen Val,
Hjarvard i Hærfærd
Hilds Leg fremmer.
Dog i Døden
Drotten smiler,
(som ved gladest Gilde
Gæst han var).

Frodes Frænde
paa Fyresvolde
Guldet saaede,
glad udi Hu;
glade vor Fyrste
vi følge paa Helfærd,
frejdige i Tale
og faste i Hu.

Troskaben la'r vi kende
i de tunge Sværdhug,
Mindet om stor Manddom
synker aldrig i Mulde, -
Lukket og laaset
lader end Hallen!
tredje Gang, Bjarke,
jeg byder dig ud!

Bjarke:
Højt mon du Hjalte,
Rolfs Maag hidse;
men til stort Ord
skal Stordaad svare.
Bi, medens Bjarke
Brynjen spænder;
andet han nu agter
end inde at brænde.

Jeg er baaren paa Holm,
bar og liden;
tolv Bo gav Rolf mig
at raade med alle,
(Bo at raade
og røden Guld,
Søster til Viv:
det er værd at lønne),

Bjarke styrter sig ud i Kampen.

Kaster Brynjen,
naar I Bane søger!
kun den rædde
ruster sig nu;
blotter Brystet!
bort med Skjoldet!
guldtynget Arm
gir tungeste Hug.

Vog jeg nys med Vaaben
den »vilde Hjort« i Striden,
slog ham med mit Sakssværd,
det som Snirtir nævnes,
Kæmpenavn vandt jeg fordum,
først jeg krydsted dets Hjalte,
da jeg Agnar ødte,
IngjaIds Søn fældte.

Han hug mod mit Hoved,
Høking sprang i sønder,
Blod-tenen var brusten
imod Bødvars Pande;
mit Sværd da mejede,
skar Midjen gennem,
venstre Haand hug af,
højre Fod med i Hugget.

Aldrig var der - huer jeg -
haardere Kæmpe,
end da IngJalds-barnet
æggmødig segned;
laa han i sit Livsbrudd,
lo han imod Døden,
gik glad i Huen
til Gladhjems Vange.

Ulivssaar gav jeg
Ædling ret nys,
ung af Alder,
men ypperst af Mod;
Brynje ham ej baaded
eller buklet Skjold,
sent min Snirtir
sagtner sin Gang.

Kommer, I gæveste
Gøternes Høvdinger!
hersbaarne ene
holde nu Strid.

- - - - - - - - - - - - - - - -
- - - - - - - - - - - - - - - -
- - - - - - - - - - - - - - - -
- - - - - - - - - - - - - - - -

Ædlinge falde,
Stor-ætter ødes;
Thegn kun, ej Træl,
tager nu Hel:
aldrig faldt - tykkes mig -
tættere Hug,
trende jeg faar,
mens et jeg fører.

Ene i Live
blandt livløse
af Valdyngen
Værn jeg bygger.
Hvor er nu han,
der hidsed mig før,
tirred mig saa frækt,
som han tolv Liv havde?

Hjalte:
Lidet er nu Følget,
fjærn er dog jeg ikke,
tung er os Trang til
tapreste Kæmper;
søndreter mig Skjoldet
skaaret og kløvet;
Syn for Sagn gælder:
selv du det skuer.

Strider du nu, Bjarke,
som du bied førre.

Bjarke:
Hadingsord haarde,
hidse mig ej længer;
ikke jeg selv volder,
om jeg end sent kæmper;
Sviers Sværdklinge
saart mig har truffet,
den skar Vaabenklæder,
som den i Vand førtes.

Bjarkes Hustru, Hrut, har nu opsøgt sin haardt saarede Husbond paa Valen, hvor Striden stilner af.

Men hvor er Odin,
Gubben den enøjede?
sig mig, Hrut, snarlig
ser du ham ikke?

Hrut:
Sænk dit øje,
se gennem Arm mig:
sign først Synet
med Sejrsruner:
trygt skal du, Bjarke,
Blikket fæste,
se da og kende
Sejrsfader.

Bjarke:
Fik jeg nu at skue
Frigges Husbonde,
Skjoldets raske Svinger
og Sleipnes Rytter,
saa ej med Livet
slap han fra Lejre,
Hævn over Kamp-as
kræved da Bjarke.

Her ved min Høvdings
Hoved jeg synker,
du ved hans Fødder
finde dig Leje.
Det skal Svend sande,
der søger paa Valen:
selv af livløse
lønnes mild Konning.

Snart vil os slide
sulten Ørns Kløer,
rovgridske Ravne
rives om vort Legem.
Hugprud, højbaaren
Hilding det sømmer
døende saa at favne
daadherlig Konning.

Kilder:

1. Edda og saga, Gyldendals Bibliotek, Bind 6, udgivet af Vilhelm la Cour, København, 1928-30
2. Axel Olrik: Danske Oldkvad i Sakses Historie, København, 1898

Kommentar:

"Filologen og folkemindeforskeren Axel Olriks genskabelse af Bjarkemålet omkring århundredskiftet bygger på en nøje sammenligning mellem de bevarede oldnordiske levninger og de tilsvarende steder i Saxos hexametervers med det formål at finde frem til digtets oprindelige form og tone. Resultatet udsendtes 1898 sammen med andre "Danske Oldkvad i Sakses Historie" af Selskabet for historiske Kildeskrifters Oversættelse. En indgående redegørelse for forsøget gav Olrik i sit værk Danmarks Heltedigtning, hvis første bind der udkom i 1903 handlede om Rolf Krake og den ældste Skjoldungrække."

Axel Olrik var usædvanlig veludrustet til opgaven. Han havde indgående kendskab til det oldnordiske åndsliv og var fortrolig med dets ytringer. Han havde en filologisk-kritisk skoling, udmøntet i hans skarpsindige doktordisputats om tvedelingen af Saxos kilder i norske og danske sagn. Han havde endelig en sikker sans for sprog og stil der hævede hans gendigtning til et stade svarende til samtidens digteriske oversættelser af Eddadigtene, Karl Gjellerups og Olaf Hansens.

Selv karakteriserede Axel Olrik sin gendigtning af Bjarkemålet således: »For den, som fordyber sig deri, lykkes det at bringe det gamle digterværk for dagen, selv hvor det syntes værst overklistret og forstyrret. Det afdækkes, når vi tager alle kilder i brug og lærer at udnytte hver især med forståelse af dens fortrin og fejl. Det gamle kvad stiger frem, alt eftersom vi fra de vundne faste punkter lever os ind i Bjarkemålets tankeverden... Igennem Sakses opdigtning kan vi lytte os til en mængde vægtige og ejendommelige linjer. Med lidt fortrolighed til nordisk digtning vil vi kunne bestemme stoffet til hver strofe, ofte til hver halvstrofe eller hvert linjepar... Fra Eddadigtene og de med dem beslægtede kvad låner vi udtryk og klangfarve«. Til at gengive kvadet på grundsproget savnede Olrik pålideligt sprogstof, men han vovede at fremlægge det på nudansk.

Historikeren Vilhelm la Cour, Axel Olriks jævnbyrdige, når det gjaldt indlevelse i oldnordisk kultur, har om hans gendigtninger af danske oldkvad sagt: »De er altså ikke ... oversættelser af gamle digte. De er omskrivninger - endda i anden potens, måske ikke noget for strenge videnskabsmænd, men så meget des mere for dem, der lytter med et rent menneskeligt øre, og som ikke sætter filologiske finesser højere end beåndet og skøn gendigtning af, hvad der en gang har været«.

Skulle nogen tvivle på troværdigheden af Axel Olriks gendigtning, så lad dem vers for vers sammenholde den med den latinske original eller de direkte oversættelser deraf til dansk. Prøver man det, må man indrømme, at dragten er skiftet, i sprog og stil, men ånd og indhold er uantastet under Olriks på en gang dristige og varsomme hænder."

(Kilde: Roar Skovmand i Bjarkemål, Wormianum, 1982)