Sangen om Grimne (F.W.Horn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869

Sangen om Grimne
(Grimnismál)

Kong Hraudung havde to Sønner; den ene hed Agnar, den anden Gejrrød. Agnar var ti Vintre, men Gejrrød otte. De rode ud sammen i en Baad paa smaafiskeri. Vinden drev dem tilhavs, og i Nattens Mørke strandede de ved Land; de gik op og fandt en Bondemand; hos ham var de om Vinteren. Konen fostrede Agnar, men Manden fostrede Gejrrød og gav ham Raad. Om Vaaren gav Bonden dem et Skib, men da han og Konen fulgte dem til Stranden, talte han i Énrum med Gejrrød. De fik Bør og kom til deres Faders Bo. Gejrrød var fremmerst i Skibet, han sprang i Land og stødte Skibet ud og sagde: far du nu did, hvor Trolde eje dig. Skibet drev tilhavs, men Gejrrød gik op til Gaarden; der blev taget vel imod ham, men hans Fader var da død. Gejrrød blev tagen til Konge og blev en berømmelig Mand.

Odin og Frigg sad i Lidskjalf og saa ud over Alverden. Odin sagde: ser du Agnar, din Fostre, hvor han avler Børn med en Jættekvinde i Fjeldet? men Gejrrød, min Fostersøn, er Konge og raader nu for Landet. Frigg siger: Saa madkarrig er han, at han sulter sine Gjæster, naar de tykkes ham at blive for mange. Odin siger, at det er den værste Løgn; derom vædde de da. Frigg sendte Fulla, sin Æskemø, til Gejrrød. Hun bad Kongen vare sig, at han ikke blev forgjort af den Troldmand, der var kommen i Landet, og sagde det Mærke paa ham, at ingen Hund var saa gal, at den vilde fare i ham. Det var den værste Snak, at Kong Gejrrød var madkarrig, men den Mand lader han haandtage, som Hundene ikke vilde give sig ilag med. Han havde en blaa Kappe paa og kaldte sig Grimne, mere sagde han ikke om sig, skjøndt han blev spurgt. Kongen lod ham pine for at faa ham til at tale og satte ham mellem to Baal; der sad han otte Nætter og Dage. Kong Gejrrød havde en Søn, der var ti Vintre gammel og hed Agnar efter hans Broder. Agnar gik til Grimne og gav ham et fuldt Horn at drikke af og sagde, at hans Fader gjorde ilde i at pine ham, sagesløs Mand som han var. Grimne drak ud; da var Ilden kommen saa nær, at Kappen brændte paa ham. Han kvad:

1. Hed du er, du Veddets Øder!

Lue, bort! for stærkt du brænder!

Kaaben svides, højt jeg løfter

Skindet, dog det brænder alt.

2. Otte Døgn imellem Luer

sad jeg her, og Ingen bød mig

Mad undtagen ene Agnar,

Gejrrøds Søn, som snart skal raade

ene over Goters Land.

3. Hil og sæl skal vist du være,

Agnar Veraty nu byder

Held og Lykke dig at følge,

aldrig bedre Løn du fange

skal for nogen Drik end nu.

4. Helligt er det Land, jeg skuer

ligge Aser nær og Alfer,

men i Trudhjem Thor skal være,

indtil alle Guder dø.

5. Ydal, saa er Dalen nævnet,

hvor sin Højsal Ull har tømret,

Frøj i Tidens Gry som Tandfæ

Alfehjem af Guder fik.

6. End en Borg jeg véd at nævne,

hvor de milde Guder tækked

Salene med Sølv det skjære,

Valaskjalf den hedder, Odin

bygged den i Tidens Gry.

7. Søkkvabæk en Højborg hedder,

svale Bølger om den bruse,

hver Dag drikker der med Saga

Odin glad af gyldne Horn.

8. Gladhjem er den Højborg nævnet,

hvor den gyldne Valhal knejser,

der, hvor Hropt sig hver Dag kaarer

Mænd, som Vaaben bed i Strid.

9. Let den Højsal er at kjende

for Enhver, som Odin gjæster:

hvasse Spyd er Tagets Sparrer,

Salen er med Skjolde tækket,

Brynjer er paa Bænke bredt.

10. Let den Højsal er at kjende

for Enhver, som Odin gjæster:

Ulven hænger vest for Døren,

Ørnen svæver over den.

11. Thrymhjem hedder den, hvor Thjasse

bode før, den lede Jætte,

men nu bygger ene Skade,

Guders skjære, fagre Kvinde,

i sin Faders gamle Bo.

12. Brejdablik en Borg er nævnet,

der har Balder sine Sale,

mindst af Mén og Vanheld, véd jeg,

ruger over Balders Land.

13. Himmelborg en Højborg hedder,

Hejmdal siges der at bygge,

glad i lyse Haller drikker

Guders Kure Mjøden skjær.

14. Folkvang hedder den, hvor Frøja

raader over Bænk og Sæde,

Hælvten kaarer hun af Valen,

men de andre gaa til Hropt.

15. Glitne staar med gyldne Søjler,

og med Sølv den Sal er tækket,

altid sidder der Forsete,

bringer hver en Strid til Ro.

16. Noatun den Borg er nævnet,

hvor sin Højsal Njord har bygget,

højt mod Sky det Tempel knejser,

hvor den Folkekonning raader,

som alt Mén og Ondskab skyr.

17. Vidars Land er Vide nævnet,

Græs der gror og tætte Buske,

der den frækne Søn skal sætte

Sig paa Hesteryg og æske

Hævnen for sin Faders Fald.

18. Andhrimner Sæhrimner koger

i Eldhrimner, Flæsk ej bedre

findes maa, men faa kun vide,

hvad Ejnherjer næres ved.

19. Gere og Freke mætter Odin,

Valens vidt berømte Fader,

men af Vinen ene lever

Hropt den vaabenstærke As.

20. Daglig flyve Hugin og Munin

over Jordens vide Sletter,

frygte maa jeg for, at Hugin

ikke mér tilbage kommer,

mér dog ængster Munin mig.

21. Tuder Thund, i Floden svømmer

Fisken, som Thjodvitne nævnes,

altfor stærk mig Strømmen tykkes,

til at Valen der kan vade.

22. Valgrind, Navnet er paa Ledet,

som fra Slettens Grund sig løfter

helligt foran hellige Døre,

gammelt er det Led, men faa kun

véd, hvordan dets Laas er lukt.

23. Døre kjender jeg paa Valhal,

Hundreder fem og fyrgetyve,

otte hundrede Ejnherjer

skal, naar de til Kampen fare

imod Fenrisulven, gange

sammen af den samme Dør.

24. Sale véd jeg i Bilskirne

- ud og ind den Borg sig bugter -

Hundreder fem og fyrgetyve;

af de Huse, som jeg skued,

ved jeg, at min Søns er størst.

25 Hejdrun, saadan Geden hedder,

som paa Odins Højsal stander

og af Læraads Kviste bider;

fylde skal den Drikkekarret

med den skjære Drik, og aldrig

savnes Drikken dyr og drøj.

26. Ejkthyrne, den Hjort er nævnet,

som paa Odins Højsal stander

og af Læraads Kviste bider;

af dens Takker Vandet drypper,

Draaberne Hvergelme samler,

derfra strømmer alle Vande.

27. Sid og Vid, Sækin og Ækin,

Svøl og Fimbulthul og Gunnthro

Fjørm og Rin, Gipul og Render,

Gøpul, Gømul og Gejrvimul,

de om Guders Land sig bugte.

Thyn og Vin og Thøll og Høll og

Graad og Gunnthorin ligervis.

28. Vina, Thjodnuma og Vegsvin,

Nyt og Naut og Nønn og Hrønn,

Slid og Hrid og Sylg og Ylg,

Vid og Vaan og Vønd og Strønd,

Gjøll og Leipt, de falde alle,

nær ved Mandhjem ned til Hel.

29. Kørmt og Ørmt, Kerlauger tvende,

over dem maa Vingthor vade

daglig, naar til Asketræet

han for Dom at kjende farer,

thi i Luer brænder Asbro,

hellige Vande staar i Brand.

30. Gler, Skejdbrime, Glad og Gylle,

Gisl, Falhofne, Sølvtop, Sine,

Guldtop, Letfod, paa de Gangre

ride Aser, naar de fare

for at kjende Dom ved Asken.

31. Rødder tre fra Asken brede

vidt sig ud til trende Sider

under en har Hel sin Bolig,

under en Rimthurser bygge,

under en er Mandhjem lagt.

32. Ratatosk det Egern hedder,

som i Askens Grene løber,

Ørnens Ord skal ned han bære,

bringe Nidhøg Bud fra den.

33. Fire Hjorte gnave Løvet

knejsende med krumme Halse,

Daain hedder en, de andre

Dvalin, Dunør og Durathror.

34. Flere Orme under Asken

ligger der end nogen tænker,

Goin og Moin, Gravvitners Sønner,

Graabak og Gravvøllud, Ofne og Svofne,

altid, tænker jeg, de Orme

tære skal paa Træets Marv.

35. Større Mén maa Asken lide,

end i Mandhjem Nogen aner:

Hjorten gnaver den foroven,

trødsket raadner den paa Siden,

Nidhøg gnaver paa dens Rod.

36. Hrist og Mist til mig skal bære

Horn, men Hild, Skeggjøld og Skøgul,

Hløkk, Herfjøtur, Gøll, Gejrønul,

Thrud og Randgrid, Raadgrid og Reginlyst

bære til Ejnherjer Øl.

37.

Aarvak, Alsvid, smækre Gangre

drage Solen op paa Himlen,

men de milde Aser gjemte

under deres Bove Blæst.

38. Svalin, saa er Skjoldet nævnet

som for Solens Glands er stillet,

Bjerg og Brænding, véd jeg, brænder,

om det falder fra engang.

39. Skøll er Ulvens Navn, som følger

Guden med det lyse Aasyn,

til den Skov, som Jorden hegner,

Hate, som Hrodvitne avled,

løber foran Himlens Brud.

40. Skabt af Ymes Kjød blev Jorden,

af hans Blod de dybe Have,

af hans Bén de høje Bjerge,

af hans Haar de grønne Træer,

Himlen af hans Hovedskal.

41. Af hans Bryn de milde Guder

satte Gjærdet omkring Mandhjem,

men af Jættens Hjerne skabtes

alle tunge Skyer graa.

42. Ulles Gunst og alle Guders

vinder hver, som først ved Ilden

rører, thi for Asers Sønner

bliver da først Verden aaben,

naar af Ilden Kjedlen tages.

43. Ivalds Æt i Tidens Dæmring

gik for Skidbladne at skabe,

bedst det er af alle Skibe,

Frøj det fik, Njords milde Søn.

44. Yggdrasils Ask er bedst blandt Træer.

Skibladne er bedst blandt Skibe,

Odin mellem alle Aser,

Slejpner mellem alle Heste,

Bilrøst bedst er iblandt Broer,

Brage iblandt alle Skjalde,

Haabrok iblandt alle Høge,

bedst blandt alle Hunde Garm.

45. Sejrguders stærke Sønner

lod jeg nu mit Aasyn skue,

derfor skal nu Lykken vaage,

følge Aserne til Gilde,

følge dem til Øges Bænk.

46. Grim jeg hedder og Ganglere,

Herjan og Hjelmbærer, Thekk og Tredje,

Thud og Ud, Helblind og Haar,

Sad og Svipal og Sanngetall,

Hertejt og Hnikar, Bileyg og Bøleyg,

Bølverk, Fjølne, Grim og Grimne,

Glapsvid og Fjølsvid, Sidhat og Sidskjæg,

Sejrfader, Hnikud, Alfader og Valfader,

Atrid og Farmatyr;

aldrig ét Navn nok mig tyktes,

mens imellem Folk jeg foer.

47. Grimne nævntes jeg hos Gejrrød,

Jaalk de mig hos Asmund kaldte,

Kjalar da jeg foer med Kjælker,

Thror paa Thing, i Striden Vidurr,

Oske og Ome, Jævnhøj og Biflinde,

Gøndle og Haarbard mellem Guder,

Svidur og Svidre hed jeg hos Søkmime,

da den gamle Thurs jeg daared,

da jeg ene raadte Bane,

Midvitnes berømte Søn.

48. Drukken er af Øl du, Gejrrød,

stort er det, som nu du mister,

Hjælp af mig, Ejnherjer alle,

Odins Gunst har nu du tabt.

49. Mangt var det, som jeg dig sagde,

lidet er kun det, du mindes,

træske Venner nu sig nærme,

jeg min Yndlings Sværd ser ligge,

rødt og vaadt det er af Blod.

50. Sværdtræt Val vil Ygg nu have,

nu jeg véd, dit Liv er ledet,

gramme er dig alle Diser,

Odin selv kan nu du skue,

kom mig nær, ifald du kan.

51. Odin nu jeg hedder, nylig,

hed jeg Ygg, end før hed Thund jeg

Vak og Skilfing, Vafud, Hroptaty,

Gaut og Jaalk imellem Guder.

Ofnir, Svofnir, alle véd jeg,

ene bleve til af mig.

Kong Gejrrød sad og havde sit Sværd liggende over sine Knæ, og det var halvt draget; men da han hørte, at det var Odin, der var kommen, stod han op og vilde tage ham fra Ilden. Sværdet faldt ud af hans Haand, saa at Hjaltet vendte nedad; Kongen gled ud med Foden og faldt forover; Sværdet stod igjennem ham, og han fik Bane. Odin forsvandt, men Agnar var Konge der længe siden.

Fodnoter

Note: I Winkel Horns oversættelse er versene ikke nummererede. Dette fungerer i en trykt udgave, men bliver uoverskueligt i en digital, derfor har versene her fået fortløbende numre efter den rækkefølge de står i i den trykte udgave. / clm.