Aser (Nordisk Mytologi efter Kilderne)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Nordisk Mytologi efter Kilderne

Kr. Arentzen og St. Thorsteinsson
1891


Aserne.


Odin er den ældste og höjeste af Guderne og hersker over alt. Han hedder Alfader, fordi han er alle Guders Fader. Han hedder ogsaa Valfader, thi alle, som falde paa Valen, ere hans elskede Sönner. Krigen kaldes Odins Leg, Sværdet Odins Ild. Han er den viseste af alle. Han beskrives som gammel, höj, langskægget og enöjet - sit ene Öje pantsatte han for en Drik af Mimers Visdomsbrønd. Han ejer en stor Hal i Himlen ved Navn Valaskjalf, der er tækket med skært Sølv; i denne Sal er det Höjsæde, som hedder Hlidskjalf; naar Alfader sidder i det Sæde, overskuer han hele Verden. Han rider paa sin ottefodede Hest Slejpner [1] gennem Luft og over Hav med blaa Kappe, Guldhjælm og Spydet Gungner. [2] Han behøver ingen Mad, Vin er ham baade Mad og Drikke; Maden, som staar paa hans Bord, giver han sine Ulve, Gere og Freke. To Ravne, Hugin og Munin, sidde paa hans Skuldre og fortælle ham alt, hvad de se og høre: han sender dem i Dagbrækningen ud over hele Verden, og de vende tilbage ved Davretid. Hans Svend hedder Hermod. Han ejer Guldringen Drypner, af hvilken der hver niende Nat drypper otte lige saa tunge Guldringe. [3] Odin er Runernes Opfinder. Han vinder med Besvær Skjaldemjøden [4]; Poesien kaldes derfor Odins (ogsaa: Asernes) Drik. Med Saga drikker han alle Dage glad af gyldne Kar i hendes Bolig, Søkkvabæk, over hvilken de svale Bølger suse.

Thor, Odins og Jordens Sön, er den höjeste Gud efter Odin. Han er den stærkeste af alle Guderne og Asgaards og Midgaards Værn imod Jætterne. Hans Rige hedder Thrudvang; hans Borg, Bilskirner, hvori der er 540 Sale, er den störste i Verden. Han ejer en Kærre, hvori han ager, som trækkes af to Bukke under Torden og Lyn, - heraf har han Tilnavnet: Agethor. Han ejer end videre tre herlige Klenodier. Det ene er Hammeren Mjølner [5], som er vel kendt af Bjærgriser og Rimthurser, da den har knust mangen af deres Hjerneskaller. Det andet er Styrkebæltet; naar han spænder det om sig, fordobles hans Asastyrke. Det tredje er et Par Jærnhandsker til at holde om Hammerskaftet med.

Balder er en Son af Odin og Frig. Han er den bedste af Guderne, og alle prise ham. Han er saa fager og lys, at det skinner af ham. Han er viis, veltalende og barmhjertig. Hans Bolig hedder Brejdablik, der maa intet urent være. Hans Hustru hedder Nanna.

Njørd raader for Vindens Gang, stiller Sø og Ild og paakaldes til Søfart og Fiskeri. Han er rig og skænker Rigdom. Han er opvokset i Vanahejm; men Vanerne gave ham, som Gissel, til Aserne, da Krigen imellem dem endtes, og de sluttede Forlig med hinanden. Hans Hustru er Jætten Thjasses Datter, Skade [6]. Hans Bolig, Noatun, ligger ved Søen.

Frejr en en Sön af Njørd. Han er skøn og mægtig, raader for Regn og Solskin og Jordens Afgrøde, paakaldes om godt Aar og Fred og skænker Velstand. Han hersker over Alfhejm og Lysalferne. Han ejer Skibet Skidbladner og Galten Gyldenbørste [7]. Hans Tjener hedder Skirner.

Tyr er en Sön af Odin. Han er Kampgud, djærv og forvoven, raader meget for Sejer i Strid, og det er godt for Kæmperne at paakalde ham, Fenris-ulven bed hans ene Haand af [8].

Brage er ligeledes Odins Sön. Han er viis, veltalende og Skjaldegud. Han kaldes den langskæggede As Ofte blev hans Skaal drukken ved Gilder, og man svor da at udføre en eller anden Stordaad.

Hejmdal [9] er en stor og hellig As, der kaldes den hvide As. Han er født af ni Mødre, der vare Søstre. Hans Tænder ere af Guld. Hans Hest hedder Guldtop. Han ser saa vel Nat som Dag hundrede Mile vidt, behøver mindre Sövn end en Fugl og hører Græsset vokse paa Jorden og Ulden paa Faarene. Han er Gudernes Vogter. Hans Bopæl er Himmel-bjærgene ved Bifrøst ved Himlens Ende, hvor han vogter Broen for Bjærgriserne. Han har en Lur, der hedder Gjallarhorn, som høres over al Verden. Hans Sværd hedder Hoved.

Høder, en Sön af Odin, er blind, men meget stærk.

Vidar, den tavse As, hvis Land er bevokset med Krat og höjt Græs, er en Sön af Odin og Jætinden Grid. Han er den stærkeste Gud efter Thor, og i ham have Aserne en stor Støtte i al Trængsel.

Vale er en Sön af Odin og Rind.. Han er djærv i Kamp og træffer, hvor han sigter.

Uller er Thors Stifsön, Sifs Sön. Han er fager, en vældig Kæmpe, en udmærket Bueskytte og Skiløber. Det er godt at paakalde ham i Tvekamp.

Forsete er en Sön af Balder og Nanna. Hans Sal i Himlen, Glitner, hviler paa Guldpiller og er tækket med Sølv. Han jævner alle Uenigheder, og hans Domstol er den bedste i Himlen og paa Jorden.


Fodnoter:

1) Se Slejpner (Side 27).
2) Se Gudeklenodier (Side 30).
3) Se Gudeklenodier (Side 30).
4) Se Skjaldemjøden (Side 67).
5) Se Gudeklenodier (Side 30).
6) Se Jætten Thjasses Datter Skade ægter Njørd (Side 64).
7) Se Gudeklenodier (Side 30).
8) Se Fenrisulven bindes (Side 33).
9) I Digtet i den ældre Edda, der handler om, hvorledes Thor mister sin Hammer, men faar den igen, kaldes Hejmdal forudseende som andre Vaner og regnes altsaa til Vanerne (Se Side 37).