Magnussønnernes saga (dansk)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Snorre Sturlason

Heimskringla


Magnussønnernes saga


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons Heimskringla – Nóregs konunga sǫgur G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)


1.

Efter kong Magnus Barfods fald overtog hans sønner — Øistein, Sigurd og Olav — kongemagten i Norge; Øistein havde den nordlige del af landet og Sigurd den sydlige. Kong Olav var da fire eller fem år gammel, og den tredjedel af landet, som han havde, varetog begge de to andre. Sigurd blev taget til konge, da han var 13 eller 14 år — Øistein var ét år ældre. Sigurd lod irerkongens datter blive tilbage vesten for havet.

Da Magnus’ sønner var taget til konger, kom der mænd ude fra Jorsalaland — og nogle fra Miklagård; det var folk, der var draget ud med Skofte Øgmundson, og de blev meget navnkundige og kunne fortælle mange forskellige historier. Mange folk i Norge fik på grund af disse nyheder lyst til sådan en rejse; det blev fortalt, at nordiske mænd, der ville tage imod hyre i Miklagård, modtog masser af penge. De bad kongerne om, at én af dem — Øistein eller Sigurd — skulle drage med og lede den flok, der ville af sted. Kongerne samtykkede heri, og der blev klargjort til rejsen på begges bekostning. Mange stormænd — både lendermænd og mægtige bønder — tog del i færden, men da man var klar, blev det bestemt, at Sigurd skulle drage af sted, mens Øistein skulle styre landet på begges vegne.


2. Om Orknøjarlerne

En vinter eller to efter Magnus Barfods fald kom Håkon — jarl Påls søn — østpå fra Orknøerne, og kongerne gav ham jarledømme og styrelse over Orknøerne, således som jarlerne — hans far Pål og hans farbror Erland — havde haft før ham. Håkon drog derefter vestpå til Orknøerne.


3. Kong Sigurd forlader landet

Fire år efter kong Magnus’ fald, drog kong Sigurd med sin hær fra Norge; han havde da 60 skibe. Således siger Torarin Stutfeld:


Hos den kloge
konge stilled’
modige mænd
i mængdevis;
skønne skibe
— skærmet af Gud —
tres i tallet
tog da herfra.


Gerhard Munthe: Kong Sigurd sejler fra Norge


Kong Sigurd sejlede om efteråret til England; dér var Henrik — søn af Vilhelm Bastard — konge. Kong Sigurd opholdt sig dér om vinteren; således siger Einar Skuleson:


Kongen — stærk i striden —
styred’ flåden vestpå;
havets heste under
herren fór til England.
Dér den djærve fyrste
dvæled’ over vint’ren
(sjældent så man stige
slig en gram af skibet).


4. Kong Sigurds rejse

Kong Sigurd drog foråret efter med sin hær vestpå til Valland og kom om efteråret ud til Galizieland, hvor han opholdt sig den anden vinter. Således siger Einar Skuleson:


Fyrsten, som befaled’
fremmest under solen,
valgte vinterophold
vestpå i Jakobs land;
hørt jeg har at gramen
hævned’ jarlens svigten
(kampsvanen af kongen
kød fik tit at æde).


Det forholdt sig sådan med den hændelse, at jarlen, som stod for landet dér, indgik aftale med kong Sigurd, og jarlen skulle hele vinteren igennem lade afholde marked til Sigurds madindkøb, men det holdt han ikke længere end til jul, og så blev der mangel på mad, for jorden er dér mager og et dårligt madland. Så drog kong Sigurd med en stor hær til det kastel, hvor jarlen var, men jarlen flygtede væk, da han kun havde en lille hær. Kong Sigurd tog dér meget forråd og meget andet bytte og lod det føre til sine skibe; de tog derefter af sted og drog vestpå langs Spanien. Da kong Sigurd sejlede langs Spanien, skete det, at nogle sørøvere, der var på jagt efter bytte, kom imod ham med en flåde af galejer, men Sigurd lagde til kamp imod dem og havde således sin første strid mod hedenske mænd; han vandt otte galejer fra dem. Således siger Haldor Skvaldre:


Voldske sig da vendte
vikinger mod kongen;
stærkt i Fjølnes stormvejr
stred høvdingen dengang,
og otte galejer
indtog hæren (mange
faldt i fjendens skare);
fyrsten vandt sig bytte.


Derefter styrede kong Sigurd til det kastel, der hedder Sintre — det er i Spanien — hvor han udkæmpede den anden kamp. Dér sad hedenske folk, som hærgede blandt de kristne. Han vandt kastellet og dræbte alle folk dér, idet de ikke ville lade sig kristne, og han tog mange værdier. Således siger Haldor Skvaldre:


Her skal fyrstens hærtogt
hist i Spanien skildres
(til strid guldets giver
gerne skred i Sintre);
kongen gjorde kampen
kras for sine fjender
— alle de som ikke
under Gud sig hengav.


5. Lizebon vindes

Efter det ledte kong Sigurd hæren til Lizebon; det er en stor borg i Spanien, som er halvt kristen og halvt hedensk — dér skilles det kristne Spanien fra det hedenske Spanien, og alle herrederne, der ligger vest derfor, er hedenske. Dér havde kong Sigurd den tredje kamp mod hedninger, og han sejrede og vandt et stort bytte; således siger Haldor :


Du Lizebon lod da
— Lofdes ætling! — tage;
den tredje sejr sydpå
snildt du derved hented’.


Så førte kong Sigurd hæren vestpå langs det hedenske Spanien og lagde til ved den borg, der hedder Alkasse; dér havde han den fjerde kamp mod hedninge og vandt borgen. Han dræbte mange folk dér, sådan at borgen lagdes øde. De fik dér et stort udbytte; Haldor Skvaldre siger dette:


Fjerde gang du — fyrste! —
(folk mig så beretter)
voldte våbenskifte
var ved Alkasse-borg.


— og dertil dette:


Sorg hedningens hustru
havde dér at udstå
(fjendeflokken hastigt
flygted’ væk fra borgen).


6. Kampen ved Forminterra

Derpå fortsatte kong Sigurd sin færd og sejlede ind i Nørvesund, men i sundet mødtes han af en stor sørøverhær; kongen lagde til kamp mod dem og havde dér sin femte strid, som han vandt. Således siger Haldor Skvaldre:


Rask du sværdet rødned’
— ravnen åd af faldne —
nær ved Nørvesundet
(nyttigt Gud dig bistod).


Derefter førte kong Sigurd hæren frem på den sydlige side langs med Serkland og kom til den ø, der hedder Forminterra. Dér havde en stor hær af hedenske blåmænd slået sig ned i en grotte, og de havde bygget en stor stenmur foran grotteåbningen; de hærgede vidt omkring i landet og bragte alt bytte til grotten. Kong Sigurd gik i land på denne ø og hen til grotten, som var på et bjerg; der var højt op til stenmuren ved grotten, og bjerget skød frem ud over stenmuren. Hedningerne forsvarede stenmuren, og de var ikke bange for nordmændenes våben, for de kunne kaste sten og skyde ned på nordmændene under sig. Således stillet foretog nordmændene heller ikke opstigning. Så tog hedningerne silkestof og andre kostbarheder, som de førte ud til muren og viftede foran nordmændene, mens de råbte til dem og tilskyndede dem og klandrede dem for ikke at have mod. Så fandt kong Sigurd på noget. Han tog to skibsbåde — den slags, der kaldes barkasser — og lod dem trække op på bjerget henover grotteåbningen og fæstne med tykke reb både under spanterne og omkring stavnene; derefter steg der så mange folk i dem, som der var rum til, og så lod de bådene hejse i rebene ned foran grotten. De, som var i bådene, skød da og kastede sten, således at hedningerne trak sig væk fra stenmuren. Så gik kong Sigurd med hæren op på bjerget under stenmuren; de nedbrød muren og kom dermed op i grotten, mens hedningerne flygtede ind bag stenvæggen — den som var sat på tværs af grotten. Kongen lod da store træer føre til grotten og byggede et stort bål i grotteåbningen, som blev antændt. Da ilden og røgen nåede hedningerne, lod nogle livet, mens andre gik imod nordmændenes våben, men hele flokken blev dræbt eller brændt. Dér vandt nordmændene det største bytte, de havde fået på denne færd. Haldor Skvaldre siger således:


Fra stavnen så
den stridslystne
fredsforstyrrer
Forminterra;
dér hvor blåmænd
bål og sværdæg
før de dræbtes
døje måtte.


— og endvidere:


Ned mod gygens genvej
— gram! — du fired’ både
(drottens dåd mod serker
dérfor er berømmet).
Nedenfra du førte
flokken op ad bjerget;
gny i Gøndul-tinget
gik du til i hulen.


Torarin Stutfeld siger desuden:


Fyrsten frejdigt
fordrede da
bragt på bjerget
bør-ulve to;
ned mod hulen
hejstes siden
folk i både
båret af reb.


Middelhavet


7. Kamp

Kong Sigurd drog derpå videre frem og kom til den ø, der hedder Iviza, hvor han kom i kamp og sejrede; dette var den syvende kamp. Således siger Haldor Skvaldre:


Skjold-øderen anløb
Iviza (dér voldte
stridens fremmer fortsat
fredsbrud) med hærskibe.


Efter det kom kong Sigurd til den ø, der hedder Manork, og dér havde han den ottende strid mod hedninger og sejrede; således siger Haldor Skvaldre:


For ott’nde gang gramen
(grønne Manork blev da)
stred i pilestormen
(stænket rød på færden).


8. Hertug Rodgeir får kongenavn

Kong Sigurd kom om foråret til Sikelø, hvor han opholdt sig længe. Dengang var Rodgeir hertug dér; han tog godt imod kongen og indbød ham til gæstebud. Kong Sigurd kom dertil sammen med et stort følge; de blev herligt beværtet, og hver dag under gæstebuddet stod hertug Rodgeir og tjente ved kong Sigurds bord. På gæstebuddets syvende dag, da man havde taget bad, tog kong Sigurd hertugen ved hånden og førte ham op i højsædet og gav ham kongenavn og den rettighed, at han skulle være konge over Sikeløvældet — før havde der siddet jarler over det rige.


9. Om kong Rodgeir

Rodgeir Sikeløkonge var den mægtigste konge; han vandt hele Pul og underlagde sig også mange andre storøer i Grækenlandshavet. Han blev kaldt Rodgeir den Mægtige. Hans søn var kong Vilhelm af Sikelø, som længe havde ufred med kejseren i Miklagård. Kong Vilhelm havde tre døtre, men ingen søn. Han giftede sin ene datter med kejser Heinrik — søn af kejser Fredrik — og deres søn er Fredrik, som nu er kejser i Romaborg. Kong Vilhelms anden datter var gift med hertugen af Kipr, og den tredje var gift med korsarhøvdingen Margrit — begge disse blev dræbt af kejser Heinrik. Rodgeir Sikeløkonges datter var gift med kejser Manuel i Miklagård; deres søn var kejser Kirjalax.


10. Kong Sigurd i Jorsala

Om sommeren sejlede kong Sigurd ud gennem Grækenlandshavet til Jorsalaland; derefter drog han ud til Jorsalaborg, hvor han mødte Baldvin Jorsalakonge. Kong Baldvin tog overmåde godt imod kong Sigurd og red med ham ud til floden Jordan og tilbage til Jorsalaborg; således siger Einar Skuleson:


Det græske Hav gramen
gennemfór på svale
skibe (skelligt roser
skjalden kongens storhed),
førend fyrsten landed’
flåden ved Akers borg
(høvdingens hærskare
hilste glade morg’nen).
Den kampglade konge
kom til Jorsallandet
(ingen mand så udsøgt
under himlen kendes);
fyrsten fór til Jordan-
floden — dér han baded’
(herren for sin handling
hæder fuldt fortjener).


Kong Sigurd opholdt sig meget længe i Jorsalaland om efteråret og i begyndelsen af vinteren.


11. Erobring af Sæt

Kong Baldvin holdt et flot gæstebud for kong Sigurd og mange af dennes folk. Da gav kong Baldvin kong Sigurd mange helligdomme, og der blev efter kong Baldvins og patriarkens råd taget en spån af det hellige kors, og de sværgede begge ved helligdommen, at dette træ var fra det hellige kors, som Gud selv var blevet pint på. Derpå blev denne helligdom givet til kong Sigurd, idet han — og 12 andre mænd med ham — forud sværgede, at han ville fremme kristendommen med alt han formåede og skaffe en ærkebiskopstol til landet, hvis han kunne, og at korset skulle være dér, hvor den hellige kong Olav hvilte, og at han ville fremme tienden og selv yde den. Kong Sigurd drog derefter til sine skibe i Akersborg. Så klargjorde også Baldvin sin hær til at drage til Syrland til den borg, der hedder Sæt; den borg var hedensk. Kong Sigurd var med ham på denne færd. Da kongernes hær havde siddet omkring borgen i kort tid, gav de hedenske folk op, og kongerne tilegnede sig borgen, men hærmændene det øvrige bytte. Kong Sigurd gav kong Baldvin hele borgen; således siger Haldor Skvaldre:


Magtfuldt — ulvemætter! —
(modig i strid) vandt du
hedningers fort, førend
flot du gav det hele.


Også Einar Skuleson fortæller om dette:


Sæt af døle-drotten
(dette mindes) toges;
blider i Hrists bulder
brød da fjendens virke.
Ravnens mætter rødned’
rask de blanke ægge;
fortjent kunne kongen
kampen sejrrigt ende.


Efter det drog kong Sigurd til sine skibe og væk fra landet; de sejlede nordpå til den ø, der hedder Kipr, og dér opholdt kong Sigurd sig nogen tid. Derefter drog han til Grækenland og lagde hele flåden ude ved Engelsnæs, hvor han lå en halv måned; der var hver dag strygende vind til at sejle nordpå ad havet, men han ville vente på vind, der var på tværs af sejlretningen, så sejlet kunne brases langs efter skibet, for både på forsiden og på agtersiden var hele hans sejl beklædt med silkestof, da ingen — hverken mandskabet i forstavnen eller de, der var agter — ville se den mindre prydede del af sejlet.


12. Kong Sigurd i Miklagård

Da kong Sigurd sejlede ind mod Miklagård, sejlede han nær ved land; dér ligger overalt oppe i land borge og kasteller og landsbyer ud i ét. Da så man fra land alle de udspilede sejl uden mellemrum, så det så ud, som var det et gærde. Alle folk stod ude for at se kong Sigurds sejlads. Kejser Kirjalax havde også erfaret kong Sigurds færden, og han lod åbne den port ind til Miklagård, der kaldes Guldvarta; igennem den port skal kejseren ride, når han længe har været væk fra Miklagård og har vundet store sejre. Så lod kejseren silkestof brede ud over alle byens gader fra Guldvarta til Laktjarna — dér findes kejserens prægtigste haller. Kong Sigurd sagde til sine folk, at de skulle ride uimponerede ind i borgen og ikke lade sig blænde af alle de nye og usædvanlige ting, de så — og sådan gjorde de. Med en sådan hæderfuldhed red kong Sigurd og alle hans mænd til Miklagård og så til kejserens prægtigste haller, hvor alt var gjort klar til dem.


Gerhard Munthe: Kong Sigurd og hans mænd rider ind i Miklagård


Kong Sigurd opholdt sig dér nogen tid; så sendte kejser Kirjalax sine folk til ham og spurgte, om han ville modtage seks skippund guld af kejseren, eller om han ville, at kejseren skulle lade anstille de lege, som kejseren plejede at afholde på hestevæddeløbsbanen. Kong Sigurd valgte legene, og sendebuddene sagde, at legene ikke kostede kejseren mindre end dette guld. Så lod kejseren anstille til lege, og der blev afholdt lege som sædvanligt, og det gik denne gang bedst for kejseren i alle legene. Dronningen havde den halve leg, og hendes og kejserens mænd kappedes i alle legene, og grækerne siger, at når kejseren vinder flere lege end dronningen på væddeløbsbanen, så vil kejseren sejre, hvis han drager på hærfærd.


13. Sigurd Jorsalfarers rejse

Efter dette gjorde kong Sigurd klar til hjemrejsen. Han gav kejseren alle sine skibe; hovederne var guldbelagte på det skib, kongen havde styret, og de blev sat på Peterskirken. Kejser Kirjalax forærede kong Sigurd mange heste og forsynede ham med vejvisere gennem hele sit rige. Kong Sigurd drog da fra Miklagård, men mange af hans folk blev tilbage og tog hyre. Kong Sigurd drog først ind i Bulgarerland og så gennem Ungarerrige, så gennem Pannonia og gennem Svava og gennem Bejaraland; dér mødte han kejser Lozarius af Romaborg, som tog særdeles godt imod ham, gav ham vejvisere gennem hele sit rige og lod holde torv for dem, så de kunne købe alt, hvad de behøvede. Og da kong Sigurd kom til Slesvig i Danmark, holdt jarl Eilif et storslået gæstebud for ham — det var ved midsommertid. I Hedeby mødte han Nikolaus Danekonge, og denne modtog ham overmåde godt og fulgte ham selv nordpå i Jylland og gav ham et fuldt udrustet skib, på hvilket han kom til Norge. Kong Sigurd drog da hjem til sit rige; han blev vel modtaget og folk sagde, at der ikke havde været gjort en mere hæderfuld færd fra Norge end denne. Han var da 20 år gammel; han havde været tre år på denne rejse. Olav — hans bror — var da 12 år gammel.


14. Om kong Øisteins tiltag

Kong Øistein havde udrettet meget nyttigt i landet, mens kong Sigurd var på rejse. Han rejste et munkekloster på Nordnes i Bergen og lagde mange værdier dertil; han lod Mikaelskirken opføre — den herligste stenkirke. Han lod også kongsgården Apostelkirken opføre — en trækirke; dér lod han også bygge den store hal, som er det herligste træhus, der er blevet bygget i Norge. Han lod også en kirke opføre på Agdenes, og byggede virke og havn — dér var før havnløst. Han lod også Nikolauskirken opføre i kongsgården i Nidaros, og det hus var særligt udvalgt med hensyn til udskæringer og al slags håndværk. Han lod også opføre en kirke i Vågan i Helgeland og gav præbende dertil.


15. Om kong Øistein og jemterne

Kong Øistein sendte bud til de største og klogeste mænd i Jämtland og indbød dem til sig, og han tog imod alle dem, der kom, med megen venskabelighed og gav dem vennegaver ved afskeden og bandt dem således til venskab med sig. Mange vænnede sig til at komme til ham og modtage hans gaver, men nogle — dem, som ikke kom til ham — sendte han gaver til, og sådan opnåede han fuldkomment venskab med alle de mænd, der stod for landet. Sidenhen talte han med dem og sagde, at det var dårligt gjort af jemterne, dengang de vendte deres lydighed og skattegaver væk fra Norges konger; han fortalte om, at jemterne var gået under kong Håkon Adalsteinnsfostre og siden længe havde været under Norges konger, og han nævnte også, hvor mange nødvendigheder de kunne få fra Norge, og hvor besværligt det ville være for dem at søge det, de behøvede, hos svenskekongen. Og med sin tale opnåede han, at jemterne selv bad ham og tilbød, at de ville vende sig til lydighed mod kong Øistein, og de sagde, at det var tiltrængt og nødvendigt for dem. Deres forbund kom sådan i stand, at jemterne gav hele landet under kong Øisteins magt. Først modtog stormændene dér troskabsed af hele folket i denne sag, og derefter kom de til kong Øisten og tilsvor ham landet, og det har været sådan lige siden. Kong Øistein vandt Jämtland med klogskab og ikke med overfald som nogle af hans forfædre.


16. Om kong Øistein

Kong Øistein var en meget smuk mand af udseende; han havde blå og noget store øjne, lyst og krøllet hår. Han var af middelhøjde, klog og begavet, forstandig i alt — love og fortællinger; han besad menneskekundskab og gav gode råd, og han talte meget klogt og godt. Han var en meget glad mand og ligetil over for undersåtter, og han var afholdt og elsket af hele folket. Han var gift med Ingebjørg — datter af Guttorm Steig-Toresøn — og deres datter var Maria, som siden blev gift med Gudbrand Skafhugson.


17. Om kong Sigurd og kong Olav

Kong Sigurd var stor af vækst og havde brunt hår. Han var mandig, men ikke smuk, velvoksen, rask, fåmælt og ofte uvenlig. Han var god mod sine venner og urokkelig, ordknap, sædelig og værdig. Kong Sigurd var myndig og straffede strengt; han lagde vægt på loven, var gavmild med penge, magtfuld og hædret. Kong Olav var en høj, slank mand; han så godt ud, var glad, ligetil over for sine undergivne og vellidt.

Da brødrene var konger i Norge, afskaffede de mange af de bestemmelser, som danskerne havde pålagt folket, dengang Svend Alfifasøn styrede landet; af den grund blev de meget afholdte blandt jævne mennesker og stormænd.


18. Kong Olavs død

Kong Olav fik en sygdom, som førte til hans død, og han er begravet ved Kristkirken i Nidaros; der blev sørget meget over ham. Derefter regerede de to konger — Øistein og Sigurd — landet, men forinden havde de tre brødre været konger i 12 år — fem efter Sigurd kom til landet og syv forud herfor. Kong Olav var 17 år gammel, da han døde, og det skete elleve dage før januar måned. Efter at kong Øistein havde været én vinter østpå i landet, mens Sigurd var nordpå, sad Kong Øistein længe om vinteren i Sarpsborg.


19. Magnus den Blindes fødsel

Gerhard Munthe:
Borghild faster til jernbyrd
Der var en mægtig og rig bonde, der hed Olav i Dal; han boede på Store Dal i Åmord. Han havde to børn; hans søn hed Håkon Fauk, og hans datter Borghild. Hun var den smukkeste kvinde og meget klog og begavet. Olav og hans børn opholdt sig om vinteren længe i Borg; Borghild var uafbrudt i samtale med kongen, og folk havde forskellig mening om deres venskab.

Sommeren efter drog kong Øistein nordpå i landet, og Sigurd drog østpå, og vinteren efter blev kong Sigurd østpå i landet; han sad længe i Kongshelle og styrkede den købstad meget. Han byggede dér et stort kastel og lod grave en bred grøft rundt om. Kastellet var bygget af tørv og sten; han lod huse opføre i kastellet, og han lod dér bygge en kirke. Det hellige kors lod han blive i Kongshelle, og han holdt således ikke den ed, han svor i Jorsalaland, men han fremmede tienden og det mest af det andet, han havde sværget. Dette — at han satte korset østpå ved landegrænsen — mente han skulle være det bedste værn, men det blev den største ulykke, at anbringe den helligdom næsten under hedningers rådighed, som det siden skulle vise sig.

Borghild Olavsdatter hørte det rygte, at folk talte ondt om hendes og kong Øisteins samtaler og venskab; så drog hun til Borg, hvor hun fastede til jernbyrd og bar jern i denne sag og blev helt renset. Da kong Sigurd erfarede dette, red han på én dag det, der svarede til to lange dagsrejser, og kom frem til Olav i Dal; det var om natten. Så tog han Borghild til elskerinde og førte hende med sig væk. Deres søn var Magnus; han blev tidligt sendt væk nordpå til opfostring hos Vidkun Jonson på Bjarkøy i Helgeland, hvor han voksede op. Magnus var en meget smuk mand, og han tog snart til i vækst og styrke.


20. Kong Sigurds giftermål

Sigurd blev gift med Malmfrid — datter af kong Harald Valdemarson østpå i Holmgård. Kong Haralds mor var dronning Gyda den Gamle — datter af den engelske kong Harald Gudineson. Malmfrids mor var Kristin — datter af den svenske kong Inge Steinkelson. Malmfrids søster var Ingilborg, som var gift med Knud Lavard — søn af den danske kong Erik den Gode, der var søn af Svend Ulfsøn. Knuds og Ingilborgs børn var: Valdemar, der fik kongedømmet efter Svend Eriksøn, og Margrete, Kristin og Katrin. Margrete var gift med Stig Hvidlæder; deres datter var Kristin, som blev gift med Karl Sørkveson, og deres søn var kong Sørkve.


21. Kongernes mandejævning

Kong Øistein og kong Sigurd var en vinter begge på gæstebud i Oplandene, og de var på hver deres gård. Da der imidlertid var kort imellem de gårde, hvor kongerne var på gæstebud, tog man den beslutning, at de skulle være sammen på gæstebud — og det skiftevis på hver deres gård. De var først begge samlet på den gård, som Øistein havde, men om aftenen, da man begyndte at drikke, var øllet ikke godt, og folk sad tavse. Så sagde kong Øistein: »Mændene er jo tavse; det er bedre ølskik, at folk morer sig. Lad os få noget ølskæmten, så morskaben igen kan brede sig blandt folk. Bror Sigurd! — alle vil finde det passende, at vi fandt noget muntert at snakke om.« Kong Sigurd svarede noget afmålt: »Du kan snakke alt, det du vil — bare jeg får lov at tie for dig.«

Da sagde kong Øistein: »Det har ofte været brugt ved øllet, at man sammenligner mænd — sådan vil jeg, at det skal være her.« Kong Sigurd var tavs. »Jeg ser,« sagde kong Øistein, »at jeg må indlede denne morskab; jeg vil — min bror! — sammenligne dig med mig. Jeg vil sige, at vi begge har samme titel og formue, og jeg ser ingen forskel på vores slægt og opvækst.« Så svarede kong Sigurd: »Husker du ikke, hvordan jeg kunne kaste dig til jorden, hvis jeg ville? — og du var et år ældre.« Da sagde kong Øistein: »Jeg mindes ikke mindre de gange, hvor du ikke vandt de lege, der krævede smidighed.« Så sagde kong Sigurd: »Mindes du, hvordan det gik, når vi svømmede? — jeg kunne dukke dig, når jeg ville.« Kong Øistein sagde: »Jeg svømmede ikke kortere, end du gjorde, og jeg var ikke ringere til at dykke; jeg kunne også løbe på skøjter — og jeg kendte ingen, som deri kunne måle sig med mig — men det magtede du ikke bedre end en ko.« Kong Sigurd sagde: »Det forekommer mig at være en mere høvdingeagtig og nyttig idræt, at være god med buen. Jeg tror ikke, at du kunne spænde min bue, om du så tog fødderne til hjælp.« Øistein svarede: »Jeg er ikke så buestærk som du, men der er mindre forskel på vores træfsikkerhed, og jeg er meget bedre end dig til at stå på ski — det er også før blevet kaldt en god idræt.« Kong Sigurd sagde: »Jeg mener i langt højere grad, at det er mere høvdingeagtigt, at den, der skal være overhoved for andre mænd, skiller sig ud i flokken, er stærk og mere våbenduelig end andre og er let at få øje på og genkende, når mange er samlet.« Kong Øistein sagde: »Det er ingen mindre udmærkelse, at en mand ser godt ud — han er også let genkendelig i menneskemængden. Det forekommer mig også høvdingeagtigt, for til et godt udseende passer den bedste klædedragt, og jeg kender også meget bedre til loven, end du gør, og når vi skal tale, er jeg meget mere veltalende.« Kong Sigurd sagde: »Det kan godt være, at du har lært flest lovkneb, for jeg har haft andet at bestille, og der er ingen, der bestrider din glatte tunge, men der er mange, der siger, at du ikke er troværdig og kun lægger lidt vægt på det, du lover, og at du eftersnakker dem, der er hos dig — og det er ikke kongeligt.« Kong Øistein sagde: »Det kommer sig af, at når folk kommer til mig med deres sag, så lægger jeg først og fremmest vægt på at afgøre enhvers sag sådan, at han vil synes bedst muligt om det; ofte kommer der så en anden, som har en sag med ham, og så bliver der ofte givet og taget, så begge vil kunne godtage det. Det hænder også tit, at jeg lover folk det, som jeg bliver anmodet om, for jeg ønsker, at alle skal gå tilfredse fra et møde med mig. Der er også en anden udvej, hvis jeg vil gøre, som du gør: Du lover alle ondt — og jeg hører ingen klager over din manglende indfrielse.« Kong Sigurd sagde: »Det er blevet sagt, at den rejse, jeg gjorde i udlandet, var meget høvdigeagtig, og du sad hjemme imens — som din fars datter.« Kong Øistein svarede: »Dér ramte du bylden! Jeg ville ikke havde indledt denne snak, hvis jeg ikke nu kunne svare; snarere syntes det som om, jeg sendte dig hjemmefra som min søster, da du blev gjort klar til rejsen.« Kong Sigurd sagde: »Jeg havde mange kampe i Serkland — det må du have hørt omtalt — og jeg vandt i dem alle sejr og mange slags kostbarheder, hvis lige ikke er kommet her til landet; jeg ansås for mest værd dér, hvor jeg mødte de gæveste mænd, mens du stadig sider her som en hjemmefødning.« Kong Øistein sagde: »Jeg har hørt, at du deltog i nogle kampe udenlands, men det var mere gavnligt for landet, at jeg imens rejste fem kirker fra grunden; jeg lavede også en havn ved Agdenes, hvor der ingen var før, og hvor alle, der drog nord- eller sydpå langs landet, sejlede forbi. Jeg byggede også sømærket i Sinholmsund og hallen i Bergen, mens du i Serkland huggede blåmænd i stykker for Fanden — det anser jeg ikke for at have gavnet vores rige meget.« Kong Sigurd sagde: »Jeg tog på min rejse helt ud til Jordan og svømmede over floden, og ude på flodbrinken findes der et krat, og dér i krattet bandt jeg en knude og talte sådan over den, at du — bror! — skulle løse den eller lide den forudsigelse, som dér blev fæstet.« Kong Øistein sagde: »Jeg vil ikke løse den knude, som du bandt til mig, men jeg kunne have knyttet en knude til dig, som du meget mindre skulle kunne få løst, da du med ét skib sejlede ind i min hær, dengang du kom til landet.«

Derefter tav de begge og var hver især vrede. Flere ting hændte i forholdet mellem de to brødre, hvor det viste sig, hvordan hver af dem fremhævede deres sag og ønskede at være bedre end den anden. Freden mellem de to holdt sig dog, så længe de levede.


22. Om karbadet

Kong Sigurd var i Oplandene på gæstebud, og der blev anstillet bad, men da kongen var i badet, og der blev sat teltdug over karret, forekom det ham, at der svømmede fisk i badet hos ham, og da blev han slået af så voldsom en latter, at det fulgtes af vanvid. Dette kom siden meget hyppigt over ham.

Ragnhild — kong Magnus Barfods datter — blev af sine brødre gift med Harald Kesja; han var søn af den danske kong Erik den Gode. Deres sønner var Magnus, Olav, Knud og Harald.


23. Kong Øisteins skibsbyggeri

Kong Øistein lod et stort skib bygge i Nidaros; det blev i størrelse og udseende lavet efter, hvordan Ormen Lange havde været, og som Olav Tryggvason havde ladet bygge. Der var også et dragehoved forrest og en krog agter — og begge dele var guldbelagte. Skibet var højbordet, men stavnene forekom noget lavere, end det så bedst ud. Han lod også dér i Nidaros bygge bådehuse, der både var så store, at det var usædvanligt, og lavet af de bedste emner og udsøgt forarbejdet.

Kong Øistein var på gæstebud på Hustad på Stim; dér fik han pludselig en sygdom, der førte til hans død. Han døde fire dage før september måned, og hans lig blev ført nordpå til købstaden, og dér er han begravet i Kristkirken. Det siges, at ikke siden kong Magnus døde — den hellige kong Olavs søn — har så mange folk stået lige så sorgfulde over én mands lig. Øistein var konge i Norge i 20 år, og efter kong Øisteins død var Sigurd enekonge i landet, så længe han levede.


Gerhard Munthe: Kong Øisteins ligfærd


24. Kristningen af Smålandene

Den danske kong Nikolaus — søn af Svend Ulfsøn — blev siden gift med Margrete — Inges datter — der tidligere havde været gift med Magnus Barfod; hendes og Nikolaus’ søn var Magnus den Stærke. Kong Nikolaus sendte bud til kong Sigurd Jorsalfarer og bad ham give sig folk og støtte fra hele sit rige til at fare med kong Nikolaus østpå langs Sveavælde til Småland for at kristne folk dér, for de folk, som boede dér, overholdt ikke kristendommen, om end nogle havde antaget den kristne tro. Vidt omkring i Sveavældet var folk på den tid hedenske, og mange var dårligt kristnede, for der var dengang nogle konger, som forkastede kristendommen og vedblev at ofre, sådanne som Blot-Sven og sidenhen Erik den Årsæle. Kong Sigurd lovede at drage af sted, og kongerne aftalte at mødes i Øresund. Derefter udbød kong Sigurd almen leding i hele Norge — både af folk og af skibe — og da den hær blev samlet, havde han godt tre hundrede skibe. Kong Nikolaus kom meget tidligere til mødet og ventede længe dér; så knurrede danskerne vredt og sagde, at nordmændene ikke ville komme. Derefter opløste de ledingen; kongen og hele hæren drog væk. Siden kom kong Sigurd dertil, og han var ikke tilfreds; han styrede derpå østpå til Svimraros, hvor de holdt husting, og kong Sigurd talte om kong Nikolaus’ upålidelige snak, og man blev enige om at foretage noget hærværk i hans land på grund af denne sag. De indtog den landsby, der hedder Tumatorp, som ligger kort fra Lund, og styrede derefter østpå til den købstad, der hedder Kalmarnar, hvor de hærgede, og tilsvarende i Smålandene, hvor de pålagde smålændingene at udrede fødevarer — 15 hundrede stykker kvæg. Smålændingene antog da kristendommen. Derpå vendte kong Sigurd om med hæren og kom til sit rige med mange store kostbarheder og pengebytte, som han havde vundet på denne færd. Denne leding kaldtes Kalmarna-ledingen; det var sommeren før det store mørke. Kong Sigurd roede kun denne ene leding, mens han var konge.


25. Kong Sigurds drøm

Kong Sigurd var en gang på en af sine gårde, men om morgenen, da kongen var blevet påklædt, var han fåmælt og uglad, og hans venner frygtede, at vanviddet nu igen var kommet over ham. Fogeden var dog en klog og uforsagt mand; han talte til kongen og spurgte ham, om han havde erfaret nogle hændelser, der var så tungtvejende, at de stod i vejen for hans glæde, eller om det var sådan, at gæstebuddet ikke behagede ham, eller om det var noget, som man kunne råde bod på. Kong Sigurd sagde, at det ikke skyldtes noget af det, han sagde, »— men snarere,« sagde han, »at jeg tænker på den drøm, der viste sig for mig i nat.« »Bare det var en god drøm — herre!« sagde han, »— og vi ville gerne høre den.« Kongen sagde: »Det forekom mig, at jeg var herude på Jæren, og at jeg så ud over havet, og dér så jeg et stort mørke, som bevægede sig og var på vej hertil; så forekom det mig, at det var et stort træ, og grenene flød ovenpå, mens rødderne gik ned i vandet. Da træet kom ind mod land, gik det itu, og stykker af træ drev vidt omkring i landet — både ved fastlandet og omkring øer, ved skær og strande; så fik jeg et syn, og det forekom mig, at jeg så hele Norges kyst langs havet, og jeg så, at der var drevet stykker af dette træ ind i hver en vig — de fleste stykker var små, men nogle større.« Fogeden sagde, at det rimeligste ved denne drøm var, »— at du selv bedst kan forstå den, men vi ville gerne høre dig tyde den.« Da sagde kongen: »Det forekommer mig rimeligst, at det varsler en mands komme til dette land, og han vil slå sig ned hér, og hans afkom vil sprede sig vidt omkring i dette land og være af meget forskellig storhed.«


26. Harald Gille kommer til Norge

Halkel Krum — Jon Smørbjørns søn — var lendermand på Møre; han drog vestpå over havet og helt til Suderøerne. Dér blev han opsøgt af en mand ude fra Irland, som hed Gillekrist og sagde, at han var søn af kong Magnus Barfod; hans mor fulgtes med ham og sagde, at han med et andet navn hed Harald. Halkel tog imod disse folk, og tog dem med sig til Norge, hvor han straks opsøgte kong Sigurd sammen med Harald og dennes mor. De fremlagde deres ærinde for kongen. Kong Sigurd talte om denne sag med høvdingene, så hver af dem skulle råde efter sit sindelag, men alle bad ham selv bestemme. Så lod kong Sigurd Harald kalde til sig og sagde til ham, at han ikke ville nægte Harald at prøve gudsdom om sin fædrene herkomst, men at han dog ville lade det være vilkåret, at Harald — såfremt denne beviste sin herkomst — ikke ville kræve kongemagten, så længe kong Sigurd eller Magnus Kongesøn var i live. Dette vilkår blev bekræftet ved sværgen. Kong Sigurd sagde, at Harald skulle gå på jern for at bevise sin fædrene herkomst, men den gudsdom forekom noget streng, for han skulle kun have gudsdom for sin herkomst og ikke til kongemagten, som han forud havde afsvoret sig. Men Harald samtykkede i dette. Han fastede forud for jernprøven, og så blev den gudsdom gennemført, som er den største, der er foretaget i Norge: Ni gloende plovjern blev lagt frem; Harald gik hen over dem med bare fødder, og han blev ledsaget af to biskopper. Tre dage senere blev gudsdommen prøvet, og da var hans fødder ikke forbrændte. Efter dette godtog kong Sigurd slægtskabet med Harald, men Magnus — hans søn — syntes meget dårligt om ham, og mange høvdinge gjorde som han. Kong Sigurd forlod sig så meget på, at han var elsket af landets befolkning, at han forlangte, at alle skulle sværge, at Magnus — kong Sigurds søn — skulle være konge efter ham, og han fik denne ed af hele folket.


27. Haralds og Magnus’ væddemål

Harald Gille var en høj, granvoksen mand, langhalset og med et noget langt ansigt, sortøjet, mørkhåret, rask og hurtig. Han brugte overvejende irsk klædedragt med kort og let tøj. Det norrøne sprog faldt ham svært, og han famlede meget efter ordene, hvilket mange gjorde meget nar ad.

Harald sad engang ved drikken og talte med en anden mand og fortalte ham nyt vesten fra Irland; han fortalte om, at der fandtes mænd i Irland, der var så rapfodede, at ingen hest kunne løbe fra dem. Kongens søn — Magnus —hørte dette og sagde: »Nu lyver han igen — som han plejer.« Harald svarede: »Det er sandt,« sagde han, »at der i Irland kan findes mænd, som ingen heste i Norge vil kunne løbe fra.« De skiftede nogle ord om dette; de var begge berusede. Så sagde Magnus, at »— her skal du sætte dit hoved på spil, hvis du ikke render lige så hurtigt, som jeg rider på min hest — og jeg satser derimod min guldring.« Harald svarede: »Jeg sagde ikke, at jeg kunne løbe så hurtigt; jeg kan i Irland finde de mænd, der kan løbe sådan — og det vil jeg vædde om.« Magnus Kongesøn sagde: »Jeg skal ikke til at fare til Irland — vi skal vædde her og ikke dér!« Så gik Harald hen for at sove, og han ville ikke have mere med ham at gøre. Dette skete i Oslo.

Morgenen efter — da morgengudstjenesten var til ende — red Magnus op i gaderne; han sendte besked til Harald om at komme dertil. Da denne kom, var han sådan klædt: I skjorte og bukser med fodstropper, med en kort kappe, en irsk hat på hovedet og et spydskaft i hånden. Magnus afmærkede væddeløbsstrækningen. Harald sagde: »Du gør strækningen alt for lang.« Magnus gjorde den straks meget længere og sagde, at det endda var alt for kort. Der var mange, der så på. Så begyndte de væddeløbet, og han holdt stadig trit med hestens forben, men da de kom i mål, sagde Magnus: »Du holdt i sadelgjorden, og hesten trak dig!« Magnus havde en meget hurtig hest fra Götaland. Så gennemførte de endnu et væddeløb; da løb Harald hele strækningen foran hesten, og da de kom i mål, spurgte han: »Holdt jeg nu i sadelgjorden?« Magnus sagde: »Du tyvstartede!« Så lod Magnus hesten puste en tid, men da han var klar, gav han hesten sporen, så den straks satte i løb. Harald stod stille; da så Magnus sig tilbage og råbte: »Løb nu!« Så løb Harald, og han kom straks forbi hesten og var langt foran helt til mål; han kom så meget før, at han lagde sig ned og sprang op og hilste Magnus, da denne kom. Derefter tog de tilbage til byen. Kong Sigurd havde imens været til messe, og han vidste ikke noget om dette, førend efter dagens måltid. Så sagde han vredt til Magnus: »Du kalder Harald dum, men det forekommer mig, at du selv er et fjols! Du kender ikke udenlandske mænds skikke; du véd heller ikke, at udenlandske mænd øver sig i andre idrætter end at tylle øl og gøre sig øre og uføre og sanseløse. Giv Harald hans ring og plag ham ikke mere, så længe mit hoved er oven mulde!«


28. Om svømningen

Gerhard Munthe: »Skal vi lade kongen dræbe manden?«
Da kong Sigurd engang var ude på skibene, lagde de til i en havn, og et købmandsskib lå ved siden af dem — en islandsfarer. Harald Gille var i forrummet på kongeskibet, og nærmest frem for ham lå Sven Rimhildson; han var Knud på Jærens søn. Sigurd Sigurdson var en navnkundig lendermand; han styrede et skib dér. Det var en dag, hvor vejret var godt — det var klart solskin — og mændene fra både langskibene og købmandsskibet sprang i vandet. En islandsk mand, der var ude at svømme, havde morskab ved at dukke de folk, som var dårligere svømmere. Mændene lo ad det. Kong Sigurd så og hørte det. Så smed han tøjet, sprang i vandet og svømmede imod islændingen, som han greb og trak under og holdt nede, og straks da islændingen kom op, trak kongen ham ned anden gang og igen den ene gang efter den anden. Da sagde Sigurd Sigurdson: »Skal vi lade kongen dræbe manden?« En mand sagde, at ingen havde meget lyst til at springe i. Sigurd sagde: »Der havde nok været en mand til det, hvis Dag Eilifson havde været her.« Sigurd sprang derpå over bord, svømmede hen til kongen og tog fat i ham og sagde:»Slå ikke manden ihjel! Alle ser nu, at du er meget bedre til at svømme.« Kongen sagde: »Slip mig — Sigurd! Jeg skal dræbe ham; han vil drukne vores folk.« Sigurd svarede: »Først skal vi to lege! Og du — islænding! — se at komme i land.« Det gjorde han, og kongen slap Sigurd og svømmede til sit skib; det gjorde Sigurd også. Kongen sagde, at Sigurd ikke skulle være så dristig at vise sig for hans øjne. Dette blev meddelt Sigurd, og han gik i land.


29. Om Harald og Sven Rimhildson

Om aftenen, da folkene gik hen for at sove, legede nogle mænd i land. Harald deltog i legen og bad sin tjener gå ud på skibet og gøre hans sengeleje klar og afvente ham der. Det gjorde tjeneren. Kongen var gået til ro. Da tjeneren syntes, at det trak ud, lagde han sig op i Haralds rum. Sven Rimhildson sagde: »Det er en stor skam for duelige mænd at fare hjemme fra sine gårde, for her at se tjenere hæve sig op til deres ligemænd.« Tjeneren svarede og sagde, at Harald havde vist ham dertil. Sven Rimhildson sagde: »Vi anser det ikke for et svært stort gode, at Harald ligger her, selv når han ikke slæber trælle og tiggere hertil ...« — og han greb en stok og slog tjeneren i hovedet, så blodet løb på ham. Tjeneren løb med det samme i land og fortalte Harald, hvad der var sket. Harald gik straks ud på skibet og tilbage til forrummet; han huggede med en håndøkse til Sven og gav ham et stort sår på armen. Harald gik straks i land; Sven løb efter ham i land, og da kom Svens slægtninge til og pågreb Harald og agtede at hænge ham. Mens de gjorde klar til det, gik Sigurd Sigurdson ud på kong Sigurds skib og vækkede ham, men da kongen slog øjnene op og genkendte Sigurd, sagde han: »For dette samme skal du dø: At du viste dig for mine øjne, selv om jeg forbød dig det ...« — og kongen sprang op. Sigurd sagde: »Det står dig frit for at gøre, så snart du vil — konge! — men nu er der først andre sysler, der må passes. Du må hurtigst muligt i land for at hjælpe din bror — Harald. Rygerne vil hænge ham nu.« Da sagde kongen: »Gud hjælpe os nu — Sigurd! Kald på lurblæseren og lad hæren kaldes sammen om mig.« Kongen løb i land, og alle, der genkendte ham, fulgte efter ham derhen, hvor galgen var gjort klar. Han tog straks Harald til sig, og alle folk stormede fuldt bevæbnede til kongen, straks da luren havde lydt. Da sagde kongen, at Sven og alle hans følgesvende skulle være fredløse; på alle mænds forbøn kom det dog til, at kongen tillod dem at blive i landet og beholde deres ejendomme, men såret skulle der ikke bødes for. Så spurgte Sigurd Sigurdson, om kongen ville, at han nu skulle drage væk. »Det vil jeg ikke,« sagde kongen, »— jeg vil aldrig være dig foruden.«


30. Kong Olavs mirakel

Der var en ung og fattig mand, der hed Kolbein. Tora — kong Sigurd Jorsalfarers mor — lod tungen skære ud af hovedet på ham, for ingen større sag, end at den unge mand — Kolbein — havde ædt et halvt stykke fra kongemoderens fad og sagt, at stegemesteren havde givet ham det, men denne turde ikke vedgå det for hende. Siden var manden i langt tid umælende; dette nævner Einar Skuleson i Olavsdrapaen:


Slet den fine Freja
fratog en mand tungen,
dog hans udåd ikke
angik noget særligt.
Jeg på staklen stødte
(stum han var utvivlsomt)
få uger derefter
— ude på Lid var jeg.


Han søgte sidenhen til Trondheim og til Nidaros, hvor han vågede i Kristkirken. Ved ottesangen på den senere Olavsmesse, faldt han dog i søvn, og han syntes at se den hellige Olav komme til sig og med sin hånd tage i tungestumpen og trække; da han vågnede, var han helbredt, og han takkede lykkelig Vorherre og kong Olav for at have modtaget helse og barmhjertighed. Han var kommet dertil uden mæle og havde søgt hans hellige skrin, og han tog helbredt derfra med talens fulde brug.


31. Kong Olavs mirakler

En ung mand af dansk herkomst blev pågrebet og ført til Vendland af hedenske folk, som dér holdt ham i fangenskab med andre hærtagne mænd. Nu lå han om dagen ubevogtet i jern, men om natten var en bondesøn lænket sammen med ham, for at han ikke skulle flygte fra ham. Den arme mand fik aldrig søvn eller ro på grund af krænkelsen og sorgen; han tænkte meget over, hvad der kunne gøres, og sørgede meget over nøden og frygtede både sult og pinsler, men forventede ikke, at hans slægtninge ville frikøbe ham, for de havde allerede to gange før brugt penge på at løskøbe ham fra hedenske lande, og derfor mente han at vide, at de ville anse det for både dyrt og vanskeligt at påtage sig det for tredje gang. Godt har den mand det, som ikke lider sådant ondt her i verden, som denne mand da syntes at udstå.

Nu var der ikke andet for ham at gøre, end at stikke af og komme væk, hvis det kunne gennemføres. Derpå forsøgte han det i den mørkeste nat; han dræbte bondesønnen, huggede foden af ham og løb således ind i skoven med lænkerne efter sig. Om morgenen, da det blev lyst, blev man klar over det og løb efter ham med to hunde, der var vant til at opspore folk, som løb væk; de fandt ham i skoven, dér hvor han lå og skjulte sig for dem. Så greb de ham og slog og bankede ham og gjorde alt muligt ondt. Derpå halede de ham hjem og lod ham knapt være i live; de viste ham ingen anden barmhjertighed, men slæbte ham til pinebænken og satte ham straks i fangehullet, hvor der allerede sad 16 mand — alle kristne — og de bandt ham dér, så fast de kunne, med både jern og andre bånd. Da forekom den elendighed og de pinsler, han før havde døjet, som bare en skygge af alt det onde, han nu blev udsat for. Han så ingen mand i dette fængsel, der bad om nåde for ham, og ingen havde ondt af staklen på nær de kristne mænd, der lå bundne sammen med ham; de sørgede og græd over hans mén og deres egen nød og ulykke. En dag rådede de ham til og bad ham om, at han skulle love sig til den hellige kong Olav og gøre sig til tjenestemand for denne og hans hellige hus, hvis han med Guds barmhjertighed og hans bønner kom fri af dette fængsel. Nu samtykkede han gladelig og gav sig straks til den kirke, som de bad ham om.

Natten efter syntes han i søvne at se en ikke høj mand stå ved siden af og tale til sig på denne måde: »Hør — du arme mand!« sagde han, »— hvorfor rejser du dig ikke?« Han svarede: »Min herre! Hvem er du?« »Jeg er kong Olav, som du kaldte på.« »Åh — min gode herre!« sagde han, »— jeg ville med glæde rejse mig, men jeg ligger bundet med jern og er desuden lænket til de mænd, som her sidder bundne.« Derpå kaldte han på ham og sagde således: »Rejs dig med det samme, men vær ikke bange — for vist er du nu fri.« Så vågnede han og fortalte sine kammerater, hvad der havde vist sig for ham. De bad ham derpå rejse sig og prøve, om det var sandt. Han rejste sig op og mærkede, at han var fri. Nu sagde hans andre kammerater, at det ikke ville blive ham til nogen nytte, for døren var låst både ude og inde. Da lagde en gammel mand, som sad dér i elendighed, ord til og bad ham om ikke at tvivle på barmhjertigheden fra den mand, der havde løst ham, og han sagde, at »—han har vel gjort dette under for dig, for at du skulle nyde hans barmhjertighed og gå fri herfra, og ikke for at du skulle få flere ulykker og pinsler. Vær nu rask og gå til døren! Hvis du kan komme ud, så er du hjulpet.« Det gjorde han og fandt straks døren åben; han løb med det samme ud og væk til skoven. Så snart de blev klar over dette, slap de deres hunde løs og løb efter så hurtigt som muligt, mens han lå i skjul — den arme mand! — og tydeligt så, hvordan de kom efter ham. Nu tabte hundene sporet, straks da de nærmede sig ham, og de fik alle forstyrret synet, så ingen kunne finde ham, selv om han lå for fødderne af dem; de vendte da hjem derfra og beklagede sig meget og var vrede over, at de ikke kunne få standset ham.

Kong Olav lod ham ikke lide skade, da han var kommet til skoven, men gav ham hørelse og fuldstændig helse, idet de forinden havde slået og banket ham overalt i hovedet, indtil han var blevet døv. Dernæst skaffede han sig på et skib sammen med to kristne mænd, som længe var blevet pint dér, og de gjorde da alle nytte på dette fartøj, så godt som de kunne, og kom derved videre på deres flugt.

Sidenhen søgte han til denne hellige mands hus; han var da blevet helbredt og hærfør. Så fortrød han sine løfter og rendte fra sine ord til den milde konge; han løb væk en dag og kom mod aften til en bonde, der gav ham logi for Guds skyld. Senere om natten, da han sov, så han tre unge kvinder — yndige og i smukt tøj — komme imod sig, og de talte med det samme til ham og gav ham hårde ord med på vejen, fordi han var så dristig at løbe fra den gode konge — som havde vist ham så stor barmhjertighed, at han først havde løst ham fra lænkerne og siden fra fængslet — og forlade den milde herre, som han havde gået til hånde. Derpå vågnede han forskræmt og stod straks tidligt op og fortalte det til husbonden, men den gode bonde lod intet andet overgå ham, end at vende tilbage og hjem til det hellige sted. Den mand, som først skrev om dette mirakel, så selv manden og hvordan lænkerne havde siddet på ham.


32. Styrkelse af købstaden i Kongshelle

Kong Sigurd lod købstaden i Kongshelle styrkes så meget, at der ikke fandtes en mægtigere i Norge dengang, og han sad længe dér til landets forsvar. Han lod en kongsgård opføre i kastellet; han pålagde alle de herreder, der lå i nærheden af købstaden, og tilsvarende bymændene, at en gang hver tolvte måned skulle hver en mand — ni år gammel eller ældre — bringe fem våbensten eller fem stokke, som skulle gøres spidse i den ene ende og være fem alen lange, til kastellet. Dér i kastellet lod kong Sigurd Korskirken opføre; den var i træ og meget udvalgt med hensyn til emner og udførelse. Da Sigurd havde været konge i 24 år, blev Korskirken viet; så lod kongen det hellige kors og mange andre helligdomme være dér. Den blev kaldt Kastelkirken. Foran alteret lod han sætte den tavle, han havde ladet fremstille i Grækenland; den var lavet af kobber og sølv, var smukt forgyldt og besat med emalje og ædelsten. Dér var et skrin, som den danske kong Erik Emune havde sendt kong Sigurd, og en plenarius — skrevet med guldbogstaver — som patriarken havde givet kong Sigurd.


33. Kong Sigurds død

Tre år efter Korskirkens vielse, blev kong Sigurd syg; han opholdt sig da i Oslo. Han døde dér én nat efter den første Mariamesse i fasten; han blev begravet i Hallvardskirken og lagt i stenmuren ud fra koret på den sydlige side. Magnus — kong Sigurds søn — var da til stede i byen; han tog straks hele kongens skattebeholdning, da kong Sigurd døde. Kong Sigurd var konge af Norge i 27 år; han blev 40 år gammel, og hans tid var god for landets folk — da var der både årsvækst og fred.


Slutvignet Magnussønnernes saga.jpg