Solens Sang (FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange


Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821


Solens Sang


I.
1. Ejendom og Liv
Fra Mennesker raned
Hin den grumme Kjæmpe;
Over den Vej,
Som vogtedes af ham,
Kunde ingen Levende komme.


2. Ene han
Som oftest aad,
Aldrig böd han en anden til Maaltid,
Indtil udmattet
Og svag af Kræfter
En vandrende Gjæst
Fra Vejen kom.


3. Drik sig behöve
Sagde den trætte Mand,
Og lod som om hungrig han var,
Saa at med bange Hjerte
Han satte nu sin Lid
Til ham som för havde svigfuld[1] været.


4. Mad og Drik han gav
Den, som modig var,
Alt af oprigtigt Hjerte;
Paa Gud han tænkte,
Godt ham yded,
Thi han saa sig syndig[2] at være.


5. Hin stod op,
Ondt han tænkte,
Uerkjendtlig[3] modtog han [det Gode].
Hans Synd svulmed,
Han sovende myrded
Den varsomme, kloge.


6. Himlens Gud
Sig hjelpe han bad,
Da saaret han vaagned.
Den anden blev for
Hans Synder ansvarlig,[4]
Som havde ham uskyldig sveget.


7. Hellige Engle kom
Fra Himlene ned
Og toge hans Sjæl til sig;
I herligt[5] Liv
Den skal evig leve
Med almægtig Gud.


II.
8. Rigdom og Hilsen
Raader ingen for,
Gaaer det end godt for ham.
Mange det hændes
Som de mindst vente;
Ingen raader selv for Freden!


9. Ikke de tænkte,
Unnar og Sævalde,
At Lykken skulde gaa til Grunde;
Nögne de bleve,
Fredlöse allevegne,
Og rendte som Ulve til Skoven.


III.
10. Vellystens Magt
Har mangen bedrövet;
Ofte voldes Qval af Qvinder.
Smittede[6] de bleve,
Skjöndt den mægtige Gud
Skabte dem skjære.


11. Enige de vare,
Svavad og Pragt-Hedin,
Ingen kunde den anden undvære,
För rasende de bleve
For en Qvindes Skyld;
Hun blev dem til Meen[7] bestemt.


12. Ikke de agted,
For den skinnende Mö,
Leeg eller lyse Dage;
Intet mindes
De andet kunde
End det herlige Billed.[8]


13. Sorgfulde bleve
Dem de dunkle Nætter,
Aldrig var dem Sövnen söd;
Men af den Harm
Had opspired[9]
Mellem Hjertevenner.


14. Uhörlige Bröder,
Som oftest skulle
Grummelig gjengjeldes.
I Tvekamp de ginge
For den væne Mö,
Og funde begge Bane.


IV.
15. Overmodet bör
Ingen hylde,
Det haver jeg sandelig seet;
Thi de fleste
Som fölge det
Falde fra sin Gud.


16. Rige de vare
Radny og Vebode,
Og troede kun Godt sig gjöre.
Nu de sidde
Og Saarene vende
Mod[10] brændende Baal.


17. Paa sig de troede,
Og tyktes ene være
Ophöjede over Andre;
Men deres Kaar
Bedömtes anderledes
Af den almægtige Gud.


18. Vellystigt Levnet
De öved mangelunde.
Og havde sig Guldet til Glæde;
Det nu de undgjelde,
Da de gange skulle
Mellem Frost og Flamme.


V.
19. Dine Uvenner
Bör du aldrig tro,
Skjönt de give dig skjönne Ord.
Godt bör du dem love —
Got er det at blive forsigtig
Af andres Skade.


20. Saa det gik
Sörle hin Godraade
Da han gav sig i Vigulvs Vold.
Sin Broders Drabsmand
Oprigtig han troede
Men faldt for hans Rænker.


21. Fred han dem gav
Af godt Hjerte;
De loved ham Guld igjen.
Venner de syntes[11]
Mens de sammen drukke,
Siden kom Falskheden frem.


22. Thi da derefter
Paa anden Dag
De rede i Dalen blandt Fjelde,[12]
Med Sværd de saared
Ham der saglös var
Og lode hans Liv udfare.


23. Hans Lig de slæbte
Ad lönlig Sti,
Smaahugget i Sump[13] det nedsænkte.
Dölge de vilde,
Dog det Herren saa
Hellig fra Himlen.


24. Hans Sjæl indböd
Den sande Gud
Til herligste Fryd:
Men Forbryderne silde
Ville, som jeg troer,
Kaldes bort fra Qvaler.


VI.
25. Guddommeligt Ords
Gudinder[14] du bede
Være dig hulde i Hu;
Da Ugen derefter
Alt, som du vil,
Skal dig hændes til Held.


26. Vredes[15] Gjerning,
Som gjort du har,
Med Ondt du aldrig böde;
Hvem du bedröved
Med Godt du tröste,[16]
Det gavner din Sjæl.[17]


27. Om gode Ting
Man Gud skal anraabe,
Ham, som Mennesker skabte.
Megen Skjændsel sig
Den Mand paadrager,
Som ligger med sin Fader i Fejde.


28. Udbedes det bör,
Med yderste Flid,
Hvad man föler sig fattes.
Alt maa undvære
Hvo om intet beder,
Faa kjende den tiendes Tarv.


29. Sildig jeg kom,
Tidlig jeg kaldtes,
Til ypperst Dommers Dör;
Did jeg nu stunder,
Thi mig lovet blev,
Den faaer Kraas som kræver.


30. Synder det volde
At vi sörgende fare
Fra havomgivne[18] Jord;
Ingen frygter
Som Ondt ej gjorde;
Godt er det uskyldig at være.


31. Ulve lige
Synes alle de
Hvis Sjæl af Svig er fuld;
Det er dem bestemt
At vandre de skulle
Paa glödende Veje.


32.Venskabelige Raad,
Viselig udtænkte,[19]
Lærer jeg dig syv tilsammen;
Lær dem tilgavns
Og glem dem aldrig;
Nyttigt er dem alle at fatte.


VII.
33. Derom vil jeg tale,
Hvor salig jeg var
Paa havomgivne Jord;[20]
Og for det andet
Hvor nödigen Menneskers Sönner
Forvandles til Lig.


34. Vellyst og Stolthed
De Mennesker svige
Som efter Rigdom hige.
Blanke Penge
Langvarig Sorrig volde;
Mangen en har
Guldet bedaaret!


35. Mange Glæder
Troede Folk jeg havde;
Kun[21] lidet jeg vidste forud!
Meget ynderig
Gud den Verden skabte
Hvor dog kun dvæle vi skulle.


VIII.
36. Længe jeg luded,
Kroget jeg sad,
Og lysted saa gjerne at leve;
Men han raaded
Som stærkere[22] var;
Fremad maa den Döende gaa.[23]


37. Hels Reeb snoede
Haardeligen
Sig om mine Sider;
Slide dem jeg vilde,
Men de stærke vare —
Let er lös at fare.


38. Ene jeg fölte
Hvor fra alle Kanter
Smerter svulmed mig.
Hels Möer böde
Grueligen mig
Hjem til sig hver Aften.


39. Solen saa jeg segne,
Den sande Dagstjerne,
Ned mod dundrende Hav.[24]
Hels Portes svære
Knirken horte
Jeg fra anden Kant.


40. Solen saa jeg omgivet
Af blodig röde Straaler;
(Da helded jeg svarlig fra Verden).
Den paa mange Maader
Mægtigere syntes
Mig, end för den var.


41. Solen jeg saa,
Det syntes mig
Som saa jeg den herlige Gud;
For den jeg mig
Böjed sidste Gang
I Menneskers Verden.


42. Solen jeg saa
Saa den straalte
At jeg tyktes intet vide;
Men Gjöls Strömme
Brölte fra anden Kant,
Blandede med Blod.


43. Solen jeg saa
Med bævende Blik,
Ængstet, nedböjet;
Thi mit Hjerte
Frygteligen var
Smelted hen af Smerte.[25]


44. Solen jeg saa
Sjelden meer bedrövet;
Da heldet jeg svarlig fra Verden.
Da var som Træ
Min Tunge bleven,
Kold den ydre Krop.


45. Sol jeg saa
Siden ret aldrig
Efter den dunkle Dag.
Fjeldströmmene luktes
Over mit Hoved,[26]
Hen foer jeg, kaldet fra Qvaler.


46. Haabets Stjerne flöj
Da födt jeg var
Bort fra mit Bryst;
Hojt foer den op,
Ej daled den ned
At den kunde Hvile nyde.


XI.
47. Allerlængst var mig
Den ene Nat
Da jeg laa stivnet paa Straa;
Da föles det sande
Guddommens Ord:[27]
Mennesket er Muld.


48. Skatte det og vide
Den vældige[28] Gud,
Han, som Jord og Himmel skabte,
Hvor forladte[29] Mange
Fare heden, fra
Frænder og Venner.[30]


49. Lön som forskyldt
Faaer enhver;
Salig den, som gjör det Gode!
Mig fra min Rigdom
Var bestemt
En Seng med Sand beströet.


50. Hudess Hunger
Ofte lokker Folk,
For meget mange den föle.
Bade-Vandet mig
Modbydeligst blev
Nu af alle Ting.


51. Paa Norners Stol
Sad jeg i ni Dage,
Deden man paa Hest mig hæved;
Da Troldes Sol
Forfærdelig glimted
Gjennem dryppende Skyer.


X.
52. Uden og inden
Tyktes jeg mig gjennemfare;
Under-Verdener[31] syv.
Oppe og nede
Sögte jeg höjere Veje
Og gjenneste[32] Sti.


53. Derom vil jeg tale
Hvad jeg först öjned
Da jeg var til Qval-verden kommen
Svedne Fugle
Som Sjæle vare
Flöj der saa mange som Myg.


54. Fra Vesten saa jeg flyve
Von-Flodens[33] Drager,
Og danne glödende Baner;
Vingene de rysted,
Saa vidt omkring mig tyktes
Jord og Himmel briste.


55. Solens Hjort jeg saa
Fra Sönden fare,
Ham ledte to tillige.
Paa Jorden hans
Födder stode,
Hans Horn til Himlen rakte.


56. Fra Norden saa jeg ride
Natmörkets Sönner,
De vare syv sammen.
Med fyldte Horn
Drak de den rene Mjöd
Af Kreds-Gudens Kilde.


XI.
57. Vinden taug,
Vandene standsed,
Da hörte jeg en frygtelig Hvinen.
Sine Mænd
Onde[34] Koner
Maled Muld til Föde.


58. Blodbestænkte Stene
De sortladne[35] Qvinder
Ængsteligen droge.
Blodige Hjerter
Paa Brystet ude hængte,
Af megen Sorrig matte.


59. Mangen Mand jeg saa
Saaret vandre
Ad ildströede Veje.
Deres hele Aasyn
Syntes mig at blusse
Af rygende Blod.


60. Mange Mænd jeg saa
Til Muld nedfarne
Paa Vanhelliges Vis.[36]
Hedenske Stjerner
Dem over Hovedet stode
Med fæle (flammende) Vaande.


61. Der saa jeg Mænd
Som megen Avind
Nærte over andres Held;
Blodige Runer
Dem paa Brystet vare
Smertelig indskaarne.[37]


62. Der saa jeg Mænd,
Mange, u-glade,
Alle fore de vild paa Veje.
Det kjöber den
Som af denne Verdens
Fordærvelser bedaares.


63. Der saa jeg Mænd
Som mangelunde
Sig andres Eje tillisted;
Flokkevis de ginge
Til den Gjerriges Borg
Og slæbte paa Byrder af Bly.


64. Der saa jeg Mænd
Som mange havde
Gods og Liv berövet;
Gjennem deres
Bryst sig grove
Uhyre Ædderdrager.


65. Der saa jeg Mænd
Som mindst vilde
Holde Helligdage;
Haardt deres Hænder
Til hede Stene
Naglede vare.


66. Der saa jeg Mænd
Som af Overmod
Ophöjed sig meer end de burde;
Deres Klæder
Latterligen vare
Bebræmmede med Luer.


67. Der saa jeg Mænd
I mange Ord som havde
Ondt om andre löjet;
Helveds Ravne dem
Grueligen slede
Öjne ud af Hoved.


68. Alle Plager
Du ej at vide faaer
Som de hel-gangne have.
Söde Synder
Til svarest Bod forvandles;
Vee maa paa Vellyst fölge.


XII.
69. Hist saa jeg Mænd
Som meget havde
Givet efter Guds Love;
Rene Kjerter[38]
Over deres Hoveder
Skinnende brændte.


70. Der saa jeg Mænd
Som med megen Flid
Fremmed Fattiges Bedste.
Engle læste
Hellige Skrifter
Over deres Hoved.


71. Der saa jeg Mænd
Hvis Legeme var
Af Hunger udtæret;
Guds Engle sig
Böjed for dem alle,
Det er den ypperste Fryd!


72. Der saa jeg Mænd
Som Moder havde
Givet Mad i Mund;
Hvilesteder dem vare
Paa Himmelstraaler
Zirligen satte.


73. Hellige Möer
Havde mildelig
Renset af Synder
De Menneskers Sjæle,
Som mangen Dag
Spæged egen Krop.


74. Höje Karme
Saa jeg mod Himlen fare,
De stunde til Gud
Og styres af Mænd
Som myrdede vare
Uden al Bröde.


XIII.
75. Mægtige Fader!
Höjeste Sön!
Himlens hellige Aand!
Dig som os skabte
Jeg skille beder
Alle os fra Jammer.


76. Bjugvör og Listvör
Sidde i Hærders Port
Paa skraldende Trommer;
Staalsvangert Blod
Af Næsen de udgyde,
Det Fejde blandt Levende vækker.


77. Odins Hustru
Roer paa Jordens Skib;
Efter Vellyst hun higer.[39]
Sildig hendes Sejl
Strögne blive,
Skjöndt i svage Toug[40] de hænge.


XIV.
78. Sön! Jeg din Fader
Med Solkatlas Sönner
Har dig ene forklaret
Det Hjortehorn,
Som fra Höjen udbar
Den kloge Vig-Dvalin.[41]


79. Her ere Runer
Som ristet have
Njords Döttre ni;
Böjgvör den ældste,
Og Kreppvör den yngste,
Med deres Söstre syv.


80. Hvormegen Vold
Have de bedrevet
Svaver og Svaver-Loge!
De udgjöde Blod
Og suede Vunder
Efter gamle, onde Vane.


81. Dette Digt
Som dig jeg lærte,
Skal du for de Levende synge.
Solens Sang
Som synes vil
Fri for falske Sagn.[42]


82. Her vi adskilles,
Men atter vi mödes
Paa Glædens Dag.[43]
[44]) Gud de döde
Give Ro,
Tröst dem som leve!


83. Ypperlig Lære
Blev dig i Drömme forkyndt,
Men du saa det sande. —
För Solens Sang
Synges[45] hörte
Ej nogen blandt Mænd.[46]




Noter:

  1. El. ondskabsfuld, ildesindet.
  2. El. elendig, stedt i Fare.
  3. E. O. nyttigen, værdigen.
  4. E. O. Modtog Synderne.
  5. E. O. reent: maaske: skyldfrit.
  6. El. skadelige; bringende Uheld.
  7. El. Last, Bröde, Vanære.
  8. EL. Form, Skikkelse, Legeme.
  9. E. O. groede sammen.
  10. El. forskjellige (Baal eller Arnesteder). See. Anm.
  11. El. de lode som om de vare forligte.
  12. El. Rygiardal (som Reikiardal eller Hitardal) et omskrevet Steds-navn.
  13. El. i en Brönd, Pyt.
  14. El. Herrens Ords Helginder. See Anm.
  15. El. Hidsigheds.
  16. El. stille tilfreds.
  17. E. O. Det, sige de, er nyttigt for Sjælen.
  18. El. a) frygtelig; b) yndig [Magnæus]; c) sörgelig, Sorgens Bolig [Afzelius].
  19. E. O. Sammenföjede med Visdom (el. Forstand).
  20. See Var. 18.
  21. E. O. Thi.
  22. E. O. stærk, vældig.
  23. E. O. For den, som snart skal dö gaaer (el. hedder) Vejen fremad (ɔ: er lige, kort, ufravigelig).
  24. E. O. i Dönnets Verden (Luften eller Havet).
  25. El. sönderbrustet til (som) en sej Klump.
  26. El. for mit Aasyn.
  27. El. guddommeligt Sagn; Guds-Ord.
  28. E.O.virksomme: dannede. A. vise.
  29. E. O. ensomme.
  30. El. Skjöndt de forlade Slægtninge (og Venner).
  31. E. O. Sejer-Verdener. See Anm.
  32. El. letteste.
  33. El. Haabets.
  34. El. vægelsindede, falske, trædske.
  35. El. sorte (af Krop eller Sjæl).
  36. See Anm.
  37. El. mærkede.
  38. El. Lys, Fakler.
  39. El. Modig i Lyster el. Vellyst, Overdaad.
  40. Jfr. de mange synderlige Varianter i den store Udgave.
  41. E. O. Kampstiller, Striddysser, ɔ: Fredstifter.
  42. E. O. Mindst i meget löjet (ɔ: opdigtet).
  43. E. O. paa Mændenes el. de Levendes Glædesdag (eller glade Gjensyns-Möde).
  44. E. O. Min Gud.
  45. A. siges.
  46. E. O. ingen Mand skabtes saa viis, at för han hörte Solens Sang (el. de deri indeholdte Sagn).