Solens Sang (FM)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange

Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821

Solens Sang

I.

1. Ejendom og Liv

Fra Mennesker raned

Hin den grumme Kjæmpe;

Over den Vej,

Som vogtedes af ham,

Kunde ingen Levende komme.

2. Ene han

Som oftest aad,

Aldrig böd han en anden til Maaltid,

Indtil udmattet

Og svag af Kræfter

En vandrende Gjæst

Fra Vejen kom.

3. Drik sig behöve

Sagde den trætte Mand,

Og lod som om hungrig han var,

Saa at med bange Hjerte

Han satte nu sin Lid

Til ham som för havde svigfuld været.

4. Mad og Drik han gav

Den, som mödig var,

Alt af oprigtigt Hjerte;

Paa Gud han tænkte,

Godt ham yded,

Thi han saa sig syndig at være.

5. Hin stod op,

Ondt han tænkte,

Uerkjendtlig modtog han [det Gode].

Hans Synd svulmed,

Han sovende myrded

Den varsomme, kloge.

6. Himlens Gud

Sig hjelpe han bad,

Da saaret han vaagned.

Den anden blev for

Hans Synder ansvarlig,

Som havde ham uskyldig sveget.

7. Hellige Engle kom

Fra Himlene ned

Og toge hans Sjæl til sig;

I herligt Liv

Den skal evig leve

Med almægtig Gud.

II.

8. Rigdom og Hilsen

Raader ingen for,

Gaaer det end godt for ham.

Mange det hændes

Som de mindst vente;

Ingen raader selv for Freden!

9. Ikke de tænkte,

Unnar og Sævalde,

At Lykken skulde gaa til Grunde;

Nögne de bleve,

Fredlöse allevegne,

Og rendte som Ulve til Skoven.

III.

10. Vellystens Magt

Har mangen bedrövet;

Ofte voldes Qval af Qvinder.

Smittede de bleve,

Skjöndt den mægtige Gud

Skabte dem skjære.

11. Enige de vare,

Svavad og Pragt-Hedin,

Ingen kunde den anden undvære,

För rasende de bleve

For en Qvindes Skyld;

Hun blev dem til Meen bestemt.

12. Ikke de agted,

For den skinnende Mö,

Leeg eller lyse Dage;

Intet mindes

De andet kunde

End det herlige Billed.

13. Sorgfulde bleve

Dem de dunkle Nætter,

Aldrig var dem Sövnen söd;

Men af den Harm

Had opspired

Mellem Hjertevenner.

14. Uhörlige Bröder,

Som oftest skulle

Grummelig gjengjeldes.

I Tvekamp de ginge

For den væne Mö,

Og funde begge Bane.

IV.

15. Overmodet bör

Ingen hylde,

Det haver jeg sandelig seet;

Thi de fleste

Som fölge det

Falde fra sin Gud.

16. Rige de vare

Radny og Vebode,

Og troede kun Godt sig gjöre.

Nu de sidde

Og Saarene vende

Mod brændende Baal.

17. Paa sig de troede,

Og tyktes ene være

Ophöjede over Andre;

Men deres Kaar

Bedömtes anderledes

Af den almægtige Gud.

18. Vellystigt Levnet

De öved mangelunde.

Og havde sig Guldet til Glæde;

Det nu de undgjelde,

Da de gange skulle

Mellem Frost og Flamme.

V.

19. Dine Uvenner

Bör du aldrig tro,

Skjönt de give dig skjönne Ord.

Godt bör du dem love —

Got er det at blive forsigtig

Af andres Skade.

20. Saa det gik

Sörle hin Godraade

Da han gav sig i Vigulvs Vold.

Sin Broders Drabsmand

Oprigtig han troede

Men faldt for hans Rænker.

21. Fred han dem gav

Af godt Hjerte;

De loved ham Guld igjen.

Venner de syntes

Mens de sammen drukke,

Siden kom Falskheden frem.

22. Thi da derefter

Paa anden Dag

De rede i Dalen blandt Fjelde,

Med Sværd de saared

Ham der saglös var

Og lode hans Liv udfare.

23. Hans Lig de slæbte

Ad lönlig Sti,

Smaahugget i Sump det nedsænkte.

Dölge de vilde,

Dog det Herren saa

Hellig fra Himlen.

24. Hans Sjæl indböd

Den sande Gud

Til herligste Fryd:

Men Forbryderne silde

Ville, som jeg troer,

Kaldes bort fra Qvaler.

VI.

25. Guddommeligt Ords

Gudinder du bede

Være dig hulde i Hu;

Da Ugen derefter

Alt, som du vil,

Skal dig hændes til Held.

26. Vredes Gjerning,

Som gjort du har,

Med Ondt du aldrig böde;

Hvem du bedröved

Med Godt du tröste,

Det gavner din Sjæl.

27. Om gode Ting

Man Gud skal anraabe,

Ham, som Mennesker skabte.

Megen Skjændsel sig

Den Mand paadrager,

Som ligger med sin Fader i Fejde.

28. Udbedes det bör,

Med yderste Flid,

Hvad man föler sig fattes.

Alt maa undvære

Hvo om intet beder,

Faa kjende den tiendes Tarv.

29. Sildig jeg kom,

Tidlig jeg kaldtes,

Til ypperst Dommers Dör;

Did jeg nu stunder,

Thi mig lovet blev,

Den faaer Kraas som kræver.

30. Synder det volde

At vi sörgende fare

Fra havomgivne Jord;

Ingen frygter

Som Ondt ej gjorde;

Godt er det uskyldig at være.

31. Ulve lige

Synes alle de

Hvis Sjæl af Svig er fuld;

Det er dem bestemt

At vandre de skulle

Paa glödende Veje.

32.Venskabelige Raad,

Viselig udtænkte,

Lærer jeg dig syv tilsammen;

Lær dem tilgavns

Og glem dem aldrig;

Nyttigt er dem alle at fatte.

VII.

33. Derom vil jeg tale,

Hvor salig jeg var

Paa havomgivne Jord;

Og for det andet

Hvor nödigen Menneskers Sönner

Forvandles til Lig.

34. Vellyst og Stolthed

De Mennesker svige

Som efter Rigdom hige.

Blanke Penge

Langvarig Sorrig volde;

Mangen en har Guldet bedaaret!

35. Mange Glæder

Troede Folk jeg havde;

Kun lidet jeg vidste forud!

Meget ynderig

Gud den Verden skabte

Hvor dog kun dvæle vi skulle.

VIII.

36. Længe jeg luded,

Kroget jeg sad,

Og lysted saa gjerne at leve;

Men han raaded

Som stærkere var;

Fremad maa den Döende gaa.

37. Hels Reeb snoede

Haardeligen

Sig om mine Sider;

Slide dem jeg vilde,

Men de stærke vare —

Let er lös at fare.

38. Ene jeg fölte

Hvor fra alle Kanter

Smerter svulmed mig.

Hels Möer böde

Grueligen mig

Hjem til sig hver Aften.

39. Solen saa jeg segne,

Den sande Dagstjerne,

Ned mod dundrende Hav.

Hels Portes svære

Knirken hörte

Jeg fra anden Kant.

40. Solen saa jeg omgivet

Af blodig röde Straaler;

(Da helded jeg svarlig fra Verden).

Den paa mange Maader

Mægtigere syntes

Mig, end för den var.

41. Solen jeg saa,

Det syntes mig

Som saa jeg den herlige Gud;

For den jeg mig

Böjed sidste Gang

I Menneskers Verden.

42. Solen jeg saa

Saa den straalte

At jeg tyktes intet vide;

Men Gjöls Strömme

Brölte fra anden Kant,

Blandede med Blod.

43. Solen jeg saa

Med bævende Blik,

Ængstet, nedböjet;

Thi mit Hjerte

Frygteligen var

Smelted hen af Smerte.

44. Solen jeg saa

Sjelden meer bedrövet;

Da helded jeg svarlig fra Verden.

Da var som Træ

Min Tunge bleven,

Kold den ydre Krop.

45. Sol jeg saa

Siden ret aldrig

Efter den dunkle Dag.

Fjeldströmmene luktes

Over mit Hoved,

Hen foer jeg, kaldet fra Qvaler.

46. Haabets Stjerne flöj

Da födt jeg var

Bort fra mit Bryst;

Höjt foer den op,

Ej daled den ned

At den kunde Hvile nyde.

XI.

47. Allerlængst var mig

Den ene Nat

Da jeg laa stivnet paa Straa;

Da föles det sande

Guddommens Ord:

Mennesket er Muld.

48. Skatte det og vide

Den vældige Gud,

Han, som Jord og Himmel skabte,

Hvor forladte Mange

Fare heden, fra

Frænder og Venner.

49. Lön som forskyldt

Faaer enhver;

Salig den, som gjör det Gode!

Mig fra min Rigdom

Var bestemt

En Seng med Sand beströet.

50. Hudens Hunger

Ofte lokker Folk,

For meget mange den föle.

Bade-Vandet mig

Modbydeligst blev

Nu af alle Ting.

51. Paa Norners Stol

Sad jeg i ni Dage,

Deden man paa Hest mig hæved;

Da Troldes Sol

Forfærdelig glimted

Gjennem dryppende Skyer.

X.

52. Uden og inden

Tyktes jeg mig gjennemfare;

Under-Verdener syv.

Oppe og nede

Sögte jeg höjere Veje

Og gjenneste Sti.

53. Derom vil jeg tale

Hvad jeg först öjned

Da jeg var til Qval-verden kommen

Svedne Fugle

Som Sjæle vare

Flöj der saa mange som Myg.

54. Fra Vesten saa jeg flyve

Von-Flodens Drager,

Og danne glödende Baner;

Vingene de rysted,

Saa vidt omkring mig tyktes

Jord og Himmel briste.

55. Solens Hjort jeg saa

Fra Sönden fare,

Ham ledte to tillige.

Paa Jorden hans

Födder stode,

Hans Horn til Himlen rakte.

56. Fra Norden saa jeg ride

Natmörkets Sönner,

De vare syv sammen.

Med fyldte Horn

Drak de den rene Mjöd

Af Kreds-Gudens Kilde.

XI.

57. Vinden taug,

Vandene standsed,

Da hörte jeg en frygtelig Hvinen.

Sine Mænd

Onde Koner

Maled Muld til Föde.

58. Blodbestænkte Stene

De sortladne Qvinder

Ængsteligen droge.

Blodige Hjerter

Paa Brystet ude hængte,

Af megen Sorrig matte.

59. Mangen Mand jeg saa

Saaret vandre

Ad ildströede Veje.

Deres hele Aasyn

Syntes mig at blusse

Af rygende Blod.

60. Mange Mænd jeg saa

Til Muld nedfarne

Paa Vanhelliges Vis.

Hedenske Stjerner

Dem over Hovedet stode

Med fæle (flammende) Vaande.

61. Der saa jeg Mænd

Som megen Avind

Nærte over andres Held;

Blodige Runer

Dem paa Brystet vare

Smertelig indskaarne.

62. Der saa jeg Mænd,

Mange, u-glade,

Alle fore de vild paa Veje.

Det kjöber den

Som af denne Verdens

Fordærvelser bedaares.

63. Der saa jeg Mænd

Som mangelunde

Sig andres Eje tillisted;

Flokkevis de ginge

Til den Gjerriges Borg

Og slæbte paa Byrder af Bly.

64. Der saa jeg Mænd

Som mange havde

Gods og Liv berövet;

Gjennem deres

Bryst sig grove

Uhyre Ædderdrager.

65. Der saa jeg Mænd

Som mindst vilde

Holde Helligdage;

Haardt deres Hænder

Til hede Stene

Naglede vare.

66. Der saa jeg Mænd

Som af Overmod

Ophöjed sig meer end de burde;

Deres Klæder

Latterligen vare

Bebræmmede med Luer.

67. Der saa jeg Mænd

I mange Ord som havde

Ondt om andre löjet;

Helveds Ravne dem

Grueligen slede

Öjne ud af Hoved.

68. Alle Plager

Du ej at vide faaer

Som de hel-gangne have.

Söde Synder

Til svarest Bod forvandles;

Vee maa paa Vellyst fölge.

XII.

69. Hist saa jeg Mænd

Som meget havde

Givet efter Guds Love;

Rene Kjerter

Over deres Hoveder

Skinnende brændte.

70. Der saa jeg Mænd

Som med megen Flid

Fremmed Fattiges Bedste.

Engle læste

Hellige Skrifter

Over deres Hoved.

71. Der saa jeg Mænd

Hvis Legeme var

Af Hunger udtæret;

Guds Engle sig

Böjed for dem alle,

Det er den ypperste Fryd!

72. Der saa jeg Mænd

Som Moder havde

Givet Mad i Mund;

Hvilesteder dem vare

Paa Himmelstraaler

Zirligen satte.

73. Hellige Möer

Havde mildelig

Renset af Synder

De Menneskers Sjæle,

Som mangen Dag

Spæged egen Krop.

74. Höje Karme

Saa jeg mod Himlen fare,

De stunde til Gud

Og styres af Mænd

Som myrdede vare

Uden al Bröde.

XIII.

75. Mægtige Fader!

Höjeste Sön!

Himlens hellige Aand!

Dig som os skabte

Jeg skille beder

Alle os fra Jammer.

76. Bjugvör og Listvör

Sidde i Hærders Port

Paa skraldende Trommer;

Staalsvangert Blod

Af Næsen de udgyde,

Det Fejde blandt Levende vækker.

77. Odins Hustru

Roer paa Jordens Skib;

Efter Vellyst hun higer.

Sildig hendes Sejl

Strögne blive,

Skjöndt i svage Toug de hænge.

XIV.

78. Sön! Jeg din Fader

Med Solkatlas Sönner

Har dig ene forklaret

Det Hjortehorn,

Som fra Höjen udbar

Den kloge Vig-Dvalin.

79. Her ere Runer

Som ristet have

Njords Döttre ni;

Böjgvör den ældste,

Og Kreppvör den yngste,

Med deres Söstre syv.

80. Hvormegen Vold

Have de bedrevet

Svaver og Svaver-Loge!

De udgjöde Blod

Og suede Vunder

Efter gamle, onde Vane.

81. Dette Digt

Som dig jeg lærte,

Skal du for de Levende synge.

Solens Sang

Som synes vil

Fri for falske Sagn.

82. Her vi adskilles,

Men atter vi mödes

Paa Glædens Dag.

) Gud de döde

Give Ro,

Tröst dem som leve!

83. Ypperlig Lære

Blev dig i Drömme forkyndt,

Men du saa det sande. —

För Solens Sang

Synges hörte

Ej nogen blandt Mænd.

---

Noter: