Vers af Sólarljóð

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Eddalignende tekster


Vers af Sólarljóð[1]

Til min mor Anna Grete Lauridsen (29.12.1939 ‒ 16.07.2018)


oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2018



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónssons Eddukvæði, 1954.


37.
Hels bånd
var bundet stramt
omkring kroppen på mig;
jeg sled dem helst,
men de holdt mig fast
— det er nemt for en fri at fare.


39.
Solen så jeg,
den sande dagstjerne,
synke i susenes verden;
jeg hørte også,
at Hels port
knirkede højt i hængslet.


47.
Længst af alle
var den ene nat,
da jeg lå stivnet på strå;
som Gud har sagt,
ser man det her:
At menneske og muld er ét.


82.
Vi genser hinanden
på glædens dag,
skønt vi må skilles her.
Giv — min drot! —
de døde fred,
men dem, der lever, lindring.




Note:

  1. Det bemærkelsesværdige kvad Sólarljóð (Solsangen), der menes at være digtet i sidste halvdel af 1100-tallet, lægges i munden på en død mand, som for sin søn beretter om hændelser efter døden. Kvadets indhold er tydeligt kristent, men den anonyme skjald har givetvis ladet sig inspirere af bl. a. Hávamál.