Solsangen

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Nordens Gudekvad


Oversat fra oldnordisk af
Thøger Larsen
Udgivet 1926


Solsangen


HER skrives Solsangen, som det siges, at Sæmund Præst den frode skal have kvædet, da han laa død paa Baaren[1]. Sæmund udaandede 1133, under hvilke Omstændigheder har vi ikke hørt. Dog siger man, at han den tredje Dag har rejst sig fra Ligbaaren og kvædet det Drapa, som plejer at følge hans Sang-Edda, og som kaldes "Solsangen"[2].

I.

1. GODS og Liv ved den grumme Grep
misted mangen Mand.
Ad Vejen der, hvor han vogtede,
kom ingen i levende Live.

2. Ene aad han ofte umættelig,
bød aldrig andre til Bordet,
førend en mødig og magtesløs
Gæst kom gaaende ad Vejen.

3. Den trætte lod, som han trængte til Drik
og sulted saa saare,
lod som han ængsteligt lided paa den,
der ellers havde ondt i Sinde.

4. Han gav den mødige Mad og Drikke
alt af ærligt Hjerte,
kom Gud ihu og var god mod Næsten,
thi han syntes saare elendig.

5. Gæsten stod op og ondt han tænkte,
havde ej endnu faaet nok,
gav Synden Magt og myrded i Søvnen
den, som ellers vogted sig varsomt.

6. Denne bad Himlens Gud om Hjælp,
da han til Døden vaagnede.
Saa fik hin hans Synder at bære,
som havde ham sageløs sveget.

7. Hellige Engle fra Himlen kom
og tog hans Sjæl til sig;
i ædelt Liv skal den evigt leve
med den almægtige Gud.

II.

8. Ingen raader for Rigdom og Helsen,
gaar det ham aldrig saa godt;
mangen det rammer, som mindst han venter,
ingen er Udfaldets Herre.

9. Ikke sig tænkte Unnar og Sævaldi,
Lykken dem skulde forlade;
nøgne de blev og enhver til Bytte
og veg til Skoven som Varge.

III.

10. Attraaens Magt har mangen formørket,
tit vækker Kvinderne Kvaler,
fyldtes af Mén, skønt den mægtige Gud
skabte dem skære og rene.

11. Sammen holdt Svafad og Skarthedin,
var altid helst hos hinanden,
før Lyst de søgte hos samme Kone,
hun blev deres bitre Skæbne.

12. De glemte hver for den hvide Mø
Leg og lyse Dage,
aldrig de tænkte paa andet siden
end hendes lyse Lemmer.

13. Sorgfulde blev dem de sorte Nætter,
sødelig sov de ej mere,
men ud af Sorgen svulmede Had,
skilte Vennen fra Vennen.

14. Hvem uhørt øver, faar oftest Grumhed
i Gen-gældelsens Bæger,
til Kamp de gik for den kyndige Viv,
og begge fik deres Bane.

IV.

15. Til Overmod bør ingen forfalde,
sandelig har jeg det set;
flest, som Hovmod føler i Bryst,
viger fra Guds Vej.

16. Vældige Radny og Vebodi
mente kun godt at gøre,
sidder og vender Vunderne nu
mod Ilden vekselvis.

17. Stolede kun paa sig selv og troede
sig over alle andre;
deres Forhold fandt den almægtige
Gud dog ganske omvendt.

18. Øvede mange Arter af Vellyst,
brugte Guld til Gammen,
Straffens Ve er at vandre nu
mellem Is og Ild.

V.

19. U-vennerne tro du aldrig,
selv om sødt de taler.
Lov dem gyldent! Godt er det andres
Vaade at have til Varsel.

20. Sligt den oprigtige SÖrli fornam,
da Vigulf han gav sig i Vold;
trygt sin Broders Bane han troede,
men denne bar dulgte Rænker.

21. Han loved dem sikre af sandt Hjerte,
de loved ham Guld til Gengæld;
de syntes hans Venner, mens sammen de drak,
men siden kom Svigen frem.

22. Og allerede paa Andendagen,
da de var i Rygjardal redet,
med Sværd de saared den sageløse
og lod ham tage af Live.

23. Ad lønlig Sti blev da Liget slæbt
og søndret og sænket i Hul.
De agted at dølge, men alting saa
den hellige Herre fra Himlen.

24. Den sande Gud til Salighed
bad nu Sjælen stige:
sent vist vorder de, som vog ham,
kaldt fra deres Kvaler.

VI.

25. Æsk af Guds Ords Diser
Huldskab i deres Hu,
Ugen efter skal alt, hvad du vil,
efter dit Ønske gaa.

26. Naar du Vredens Værk har virket,
dæk det aldrig med ondt.
Hvem Graad du voldte, med Godt du glæde,
det skaffer dig Ro i Sjælen.

27. Kald paa Gud for godt Udfald,
ham, som skabte Slægten;
hver den Mand maa meget døje,
som sent finder sin Fader.

28. Først og fremmest maa man flittigt bede
om alt, man synes at savne.
Hvem der beder om intet, bli'r uden alt,
faa fatter den tavses Tarv.

29. Silde leg kom, skønt kaldet aarle,
til Domvolderens Dør;
did søger jeg, thi det sagdes mig:
den kræses for, som kræver.

30. Det er Syndens Skyld, vi med Sorg maa fare
ud af Angstens Verden.
Ingen ængstes, som ondt ej øver,
lydefri er lifligt at være.

31. Ulve lig synes alle de,
som har et svigefuldt Sind;
deres Straf bliver den at skulle
gaa paa de glødende Veje.

32. Venlige Raad, med Visdom bundne,
siger jeg dig, syv tilsammen;
husk dem til Gavns og glem dem aldrig,
alle er nyttige at nemme.

VII.

33. Nu maa jeg sige, hvor salig jeg var,
i yppige Yndeverden,
og melde, hvor saare Menneskesønner
nødig vil ligge Lig.

34. Lyst og Hovmod hilder Mennesker,
som efter Rigdom raser,
lyse Penge giver lang Tids Kval,
Guld gjorde mangen til Galning.

35. Glad ved mangt jeg gjaldt for at være,
før kun saa lidet erfor jeg.
Dvæleverden har Herren dannet
fuld af fager Lyst.

36. Ludende sad jeg, længe jeg hældede,
hvor havde jeg Lyst til at leve!
men han styred, som stærkest var;
vandret er døendes Veje.

37. Haardt strammede Hels Reb,
snoet om mine Sider;
jeg vilde dem søndre, men sejge de var;
løs kan løbe let.

38. Ene jeg vidste, hvor alle Vegne
Smerter svulmede mod mig;
Hels Møer uhyggeligt bød mig
hjem hver eneste Aften.

39. Solen jeg saa, den sande Dagstjerne,
dale mod Dønnets Verdner,
Hels Laage jeg hørte fra en anden
Side tungt at tude.

40. Solen jeg saa besat med Blodruner,
da luded jeg langt ud af Verden,
mere mægtig paa mange Maader
den forekom mig end før.

41. Solen jeg saa, og det syntes mig,
som saa jeg den store Gud,
jeg bøjed mig saare og sidste Gang
for dens Lys i Livets Verden.

42. Solen jeg saa, saadan den tindrede,
at næsten jeg ænsede intet.
Gilfs Strøm mumled til modsat Side,
larmende, blandet med Blod.

43. Solen jeg saa med skælvende Øjne,
bange og bøjet bedrøvet,
saa at mit Hjerte jeg hardtad følte
revet sønder i Saar.

44. Solen jeg saa, usigelig sørgende,
da luded jeg langt ud af Verden,
Tungen blev mig som Træ i Munden
og kølnet alt foruden.

45. Solen jeg saa sidenhen aldrig
efter hin Uhyggedag;
Fjældvande skyllede sammen omkring mig,
og jeg blev fra Kvalerne kaldt.

VIII.

46. Vons Stjerne, da jeg vel var født,
bort fra Brystet mig fløj,
fløj højt oppe, satte sig aldrig,
holdt ej Rast eller Hvile.

47. Ingen Nat var saa lang som den ene,
da jeg laa stiv paa Straa,
som det engang af Gud er sagt,
at Mand skal gives Mulden.

48. Vide kan kun den værnende Gud,
hvis Haand danned Himlen og Jorden,
hvor dybt alene mange dør,
staar end deres egne omkring dem.

49. Hver skal gives Løn for sin Gerning,
den glædes, som gør det gode.
Rig jeg var, men der ventede mig
Seng i Sandet redt.

50. Legemets Lyst forlokker saa tit,
af den har mange for meget.
Badets Vand er blevet mig ledest,
æklest af alle Ting.

IX.

51. Ni Dage sad jeg paa Nornernes Stol,
derfra paa Hest blev jeg hævet,
Gygens Sole skinnede grufuldt
gennem Skydrupnirs Skyer.

52. En efter en gennem alle syv
[Himle] jeg syntes at svæve,
oppe og nede altid jeg søgte
bedre banede Veje.

X.

53. Nu vil jeg sige, hvad først jeg saa,
kommen til Veernes Verden:
Svedne Fugle, som Sjæle var,
svirred i Mængde som Myg.

54. Af Vest saa jeg flyve Vons Drager
[og bryde Lysenes Bane].
Vingerne hug, saa Jord og Himmel
syntes at sønderrives.

55. Solens Hjort saa af Syd jeg fare,
tøjlet af to tilsammen,
hans Fødder havde Fæste paa Jord,
hans Horn berørte Himlen.

56. Næets Sønner af Nord saa jeg ride,
og de var syv tilsammen,
i Hornfulde drak de den herlige Mjød
af Baugregins Brønd.

57. Vinden tystned, Vandet stilnede,
da hørte jeg grueligt Gny.
For deres Mænd falske Koner
malede Muld til Mad.

58. Blodige Kværne de mørke Kvinder
drog med Sorg i Sind;
blodigt Hjertet hang dem paa Brystet,
mat af megen Kvide.

59. Mangen Mand saa jeg ménslagen
gaa paa de gloende Veje,
over alt deres Ansigt syntes
blusse af Kvindeblod.

60. Mange Mænd saa i Muld jeg gangne,
før Sakramentet de fik;
over deres Hoveder hedenske Stjerner
skinned med skumle Tegn.

61. Mænd saa jeg da, der meget led af
Avind mod andres Eje,
blodige Runer bar de paa Brystet
præget pinefuldt.

62. Mænd saa jeg da, mange uglade,
vild ad Vejene faret.
Det er dens Løn, som af denne Verden
lokkes fra sin Lykke.

63. Mænd saa jeg da, som ved megen Falskhed
sneg sig til andres Eje,
i Flokke gæsted de Gerrigheds Borg
og havde Byrder af Bly.

64. Mænd saa jeg da, som fra mangen havde
Liv og Rigdom ranet,
gennem Brystet brød dem nu stærke
onde Edderdrager.

65. Mænd saa jeg da, som mindst muligt
hædred hellige Dage.
Hænderne var til hede Stene
nu i Nød naglet.

66. Mænd saa jeg da, som i megen Hovmod
satte sig selv for højt,
om deres Klæder var nu kunstige
Slyng af Ild slagen.

67. Mænd saa jeg da, som mangt havde
løjet ondt om andre;
af deres Hoveder Hels Ravne
ivrigt Øjnene sled.

68. Al Slags Gru faar du ikke at vide,
som hine helgangne har;
søde Synder - sviende Bod,
altid kommer Ve efter Vellyst.

XI.

69. Mænd saa jeg da, som meget havde
givet efter Guds Vilje,
rene Kerter klarligen brændte
hen over deres Hoveder.

70. Mænd saa jeg da, som af megen Godhed
ydede fattige Fremme;
Engle læste over deres Hoveder
højt af hellige Skrifter.

71. Mænd saa jeg da, som meget havde
med Hunger hærget Kødet;
alle sig bøjed Guds Engle for dem,
det er den dejligste Glæde.

72. Mænd saa jeg da, som mættet havde
Moderens hungrende Mund,
Hvilesteder paa Himlens Straaler
var dem venligt redte.

73. Hellige Møer for Mænd havde
Synden toet af Sjælen,
Mænd, som tit og mangen Gang
straffed strængt sig selv.

74. Høje Karme langs Himlen kørte,
Vogne paa Vej til Gud.
Mænd dem styred, som myrdede var
uden egen Aarsag.

75. Herskende Fader, højeste Søn,
hellige Aand i Himlen!
Du, som har skabt os, hør mig, skil os
alle ved Ynk og Jammer!

XII.

76. Bjugvår og Hlistvår i Herdirs Døre
sidder paa Organs Sæde,
Jerns Draaber drypper fra Næserne,
det gør Folk til Fjender.

77. Odins Kvinde paa Jords Fartøj
ror i vejrende Vellyst;
Sejlene der bliver sent sænket,
blaffer fra Traas Tove.

78. Arving! din Fader har ene dig raadet
sammen med Solkatlas Sønner
Hjortens Horn, han af Højen bar,
den vise Vig-Dvalin.

79. Her er Runer, og dem har de ristet,
Njårds ni Døtre,
Radvejg, den ældste, og Kreppvår, den yngste,
og deres syv Søstre.

80. Hvem i Lysten de lænket har,
Svafar og Svafarlogi,
Saar de bed og sugede Blod,
Vunder af evig ond Vane.

81. Dette Kvad, som du kender fra mig nu,
skal du de levende lære:
Solens Sang, som synes maa dig
mindst om mangt at lyve.

82. Her vi skilles, men hist vi mødes
paa Slægternes Salighedsdag.
Drotten min! Giv de døde Ro,
Ly for dem, som lever!

83. Underfuld Kundskab, kvædet i Drømme,
fik du og saa det sande.
Fordum ingen fødtes saa vis,
saa han hørte Solsangens Saga.


Fodnoter:

[1] Codex oblongus, Nr. 738, 4to Papir, Arnamagnæanske Samling.
[2] Jon Arnason efter Manuskript fra 17. Aarh.