Gudrun hidser sine Sönner

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

H. G. Møller: Den ældre Edda
Heimskringla Reprint

Oldnordiske Gudesange
Den ældre Edda

Oversat af
H. G. Møller
Udgivet 1870

Gudrun hidser sine Sönner

Gudrun gik til Havet, da hun havde dræbt Atle; hun gik ud i Søen og vilde dræbe sig selv, men hun kunde ikke synke, og blev drevet over Fjorden til Jonakrs Land. Han tog hende til Ægte. Deres Sönner vare Sörle, Erp og Hamde. Der opfødtes Svanhild, Sigurds Datter. Hun blev gift med Jörmunrek den mægtige. Hos ham var Bikke. Han rådede, at Randve, Kongens Sön, skulde bemægtige sig hende. Dette røbede Bikke for Kongen. Kongen lod Randve hænge og Svanhild træde under Hestehove. Men da Gudrun spurgte dette, talte hun til sine Sönner.

1.
Det er det vildeste
Stridsråb, jeg ved,
den tunge Smertes
trange Tale,
dengang da Gudrun,
gram i Hu,
heftigt til Drab
sine Sönner hidsed.

2.
"Hvi sidde I hen
og sove i Livet?
Hvi ledes I ej
ved lystig Tale?
Eders Søster,
ung af Alder,
trådtes af Hestenes
Hove på Vejen.
(Jörmunrek vilde det),
af Goternes hvide
og sorte og grå
travende Gangere.

3.
Ej er I gæve,
som Gunnar var det;
ej heller I ligne
den kække Högne.
Hævn for jer Søster
søge I vilde,
om Mod I ejed
som Brødrene
mine eller Hunekongers
hårde Hu."

4.
Da mælte Hamde,
den storsindede Helt:
"Dog du ej roste
Högnes Dåd,
da de Sigurd vakte
brat af Sövne.
Da var dine blåhvide
Lagners Duge
røde af den slagne
Sigurds Blod.

5.
Den bratte Hævn,
som for Brødre du tog,
blev dig grum og bedsk,
da dine Börn du myrded.
- Vel kunde vi tre,
når vi enige vare,
på Jörmunrek hævne
vor unge Søster.

6.
Bær Hunekongernes
Hærvåben frem!
Du har hidset os såre
til Sværdenes Leg."

7.
Leende Gudrun
gik til Kammeret;
Kongernes Hjelme
af Kisten hun tog
og de side Brynjer
til Sönnerne bragte.
Modigt de svang sig
i Gangernes Sadler.

8.
Da mælte Hamde,
den storsindede Helt:
"Da först kommer
den i Kampen faldne
Spydsvinger fra Godthjod
til sin Moders Gård,
når du Arveøl drikker
for os alle tillige,
både for Svanhild
og Sönnerne dine."

9.
Grædende Gudrun
Gjukes Datter
sorgfuld gik
og satte sig ned.
Hun sad og talte
med Tårer på Kind
om Sorg og Men
så mangelunde.

10.
"Tre Ildsflammer jeg kendte,
tre Arner jeg kendte,
trende Mænd
til Hustru mig toge.
Sigurd ene
var bedre end alle;
ham mine Brødre
Bane voldte.

11.
Aldrig jeg så,
og aldrig jeg kendte
så usalig en Mø
over Mulde.
End mere de tyktes
mig at bedrøve,
da Ædlinger gav mig
som Viv til Atle.

12.
I Lön jeg de vilde
Drenge lokked.
Ej mægted jeg Bøder
for Men at vinde,
for Nivlungers Hoveder
af jeg hug.

13.
Til Strand gik jeg ned
og Norner forbanded;
den vrede Skæbne
trodse jeg vilde.
Ej sank jeg; de höje
Vover mig hæved.
I Land jeg steg;
leve jeg skulde.

14.
For tredje Gang
(bedst det mig tyktes)
Lejet jeg delte
med Landets Hersker.
Börn jeg avled,
Arvetagere,
Arvetagere,
Jonakrs Sönner.

15.
Men om Svanhild
Terner sad.
Hun, var det Barn,
jeg höjest elsked.
Sådan var Svanhild
i min Sal,
ret som Solens
herlige Stråle.

16.
Med Guld jeg hende smykked,
med strålende Klæder,
för jeg til Godthjod
bort hende gav.
Det er mig hårdest
af al min Harm,
at Svanhilds lyse
Lokker trådtes
under Hestenes
Hove i Dynd.

17.
Den Sorg var dog svarest,
da min Sigurd
sejrberøvet
i Sengen dræbtes,
og den var grummest,
da de glinsende Orme
kröb hen at give
Gunnar Döden,

18.
og den var skarpest,
da Hjertet de skar
af Kongen, mens end
den kække leved.
Meget ondt jeg mindes;
megen Harm jeg mindes.

19.
Spor nu, Sigurd!
den sorte Ganger,
den hurtige Hest;
lad hid den rende.
Her sidder ingen
Datter hos mig,
som kunde Gudrun
Smykker give.

20.
Mindes nu, Sigurd!
hvad vi mælte,
da vi begge
på Sengen sad,
at du vilde modig
mig besøge
fra Hel, og jeg
drage heden til dig.

21.
Rejs brat, I Jarler!
Egetræsbålet,
og lad under Helten
höjest det vorde.
Lad nu Ilden brænde
det smertefulde Bryst,
og det sörgende Hjerte.
Lad Kvalerne smelte."

22.
Gid alle Jarlers
Id det bedre,
gid alle Kvinders
Kummer det mildne,
at disse Sorger
blev sungne for dem.