Gudrunes Opfordring (FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif


Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange


Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821


Gudrunes Opfordring.


[el. Tilskyndelse; i Orig. Gudrúnar-Hvata el. Hvöt. See den kb. Udg. II, 519-34, 956-59. Saga-Bibl. II, 82-92. Vol. S. Kap. 48-50. Den yngre Edda (eller Skalda) Stockh. Udg. S. 142-45. Jfr. Saxos danske Histories 8de Bog og Jornandes de rebus Geticis 24de Kap. I sit anförte Skrift har P. E. Müller tilstrækkelig godtgjort at de nordiske Sagn ere grundede paa gamle Folkesange og aldeles uafhængige af Jornandes, hvis Fortællinger igjen ere byggede paa syd-gothiske Qvad og Traditioner. Jfr. min Anm. til den kh. Udg. II, 956].


Gudrun gik til Stranden efter at hun havde dræbt Atle; hun gik ud paa Söen og vilde ombringe sig selv; hun kunde ikke synke, [1] men drev over Fjorden til Kong Jonakurs Land. Han tog hende til Ægte. Deres Sönner vare Sörle, Erpur og Hamder. [2] Der opfödtes Svanhilde, Sigurds Datter. [3] Hun blev gift med Jormunrek den Mægtige. Hos ham var Bicke. Han gav det Raad at Randver, Kongens Sön, skulde tage[4] hende. Det sagde Bicke til Kongen. Kongen lod Randver hænge, men Svanhilde trædes (ihjel) af Heste.[5]
Da Gudrun spurgte det tiltalede hun sine Sönner:[6]


1. Den Ordstrid jeg
Grueligst spurgte,
Tung Tale fremsagt
Af stor Sorrig,
Da haardsindet
Med grumme Ord
Gudrun egged sine
Sönner til Kamp.


2. "Hvi sidder I,
Bortsovende Livet?
Hvi jer tungt ej falder
At tale muntre Ord?
Da Jörmunrek
Eders Söster,
Ung af Alder,
Nedtraadte med Heste
Hvide og sorte
Paa Hær-Vejen,[7]
Med graa gang-tamme
Gothers[8] Ög.


3. Ej bleve I lige
Gunnar og Dem,
Eller saa kjække
Som Högne det var —
Hende I skulde
Hævne söge
Hvis mine Brödres
Mod I havde
Eller Hunne-Kongers
Haarde Sind."


4. Da sagde det Hamder
Heftig i Sind:
"Lidt vist du har
Högnes Daad berömmet,
Da de Sigurd af
Sövne vakte
Og dine blaahvide
Tepper farvedes
I din Mages Blod
Ud af Vunder strömmet.[9]


5. Brödres Hævn,
Hastig fuldbyrdet,
Blev dig grum og svar
Da Sönner du myrded;[10]
Nu med enigt Sind
Kunnet vi havde[11]
Paa Jörmunrek hævne
Vor unge Sösters Drab.


6. Bær da Hunne-Kongers
Kostbarheder frem;
Os har du egget
Til Sværd-Stævne." —


7. Leende Gudrun
Sprang til Forraadshuset,[12]
Af Kister optog[13]
Kongers Hjelme,[14]
Side Brynier,
Og Sönner bragte —
Bolde de Hestes
Bove nedtynged.


8. Da sagde det Hamder,
Heftig i Sind:
'"Saa skal gjenkomme
Moder at hjemsöge
Spydsvingeren, fældet
I Gothers Land,
At Arve-öl du efter
Os alle drikker —
Efter Svanhilde
Og Sönner dine."[15]


9. Grædende Gudrun
Giukes Datter
Gik nödig til Sæde
Og Samtale,[16]
For med Taarer
At fortælle
Mangfoldige Sagn
Om Frænders Vanskjæbne.[17]


10. "Tre Ilde jeg kjendte,
Tre Arner jeg kjendte;
Til trende Ægtemænds
Hus blev jeg fört;
Bedre end alle
Mig ene Sigurd var,
Og ham mine Brödre
Bragte Döden!


11. Ikke (de) svære
Saar jeg hævne kunde,[18]
End mere de tyktes
Mig dog bedröve
Da de Ædlinge
Med Atle mig gifted. — —


12. Jeg raske Drenge kaldte
Til hemmelig Samtale;
Ej fik jeg mine Sorger
Fuldelig hævnet
För jeg de Niflungers
Hoveder afskjar.[19]


13. Til Stranden jeg gik,
Gram var jeg Norner,
Jeg vilde deres grumme
Forfølgelser standse;
Mig hæved höje Bölger
Men ej nedsænked,
Og Land jeg besteg
For leve jeg skulde![20]


14. I Brudeseng jeg gik —
En bedre Skjæbne vented —
Tredje Gang med
En mægtig Konning.
Börn jeg födte
Arv at vogte —
Arv at vogte
For Jonakurs Sönner,[21]


15. Men omkring Svanhilde
Sade Terner,
Af mine Börn hende
Mest jeg elskte —
Saa i min Sal
Svanhilde var
Som en Solstraale
Ynderig at skue.[22]


16. Med Guld og herligst Dragt[23]
Begaved jeg hende,
För hende jeg bortgifted
Til Gothers Land.[24]
Haardest af alle
Sorger mig det qvæler,
At de Svanhildes
Skinnende[25] Haar
I Dynd lod nedtrampes
Af Gangeres Födder —
Dog bittrest er den Harm
At de min Sigurd
Sejer berövet,
I Sengen myrded —
Og den grummest
Da i Gunnars Bryst
De glindsende
Slanger indtrængte —
Men den hvassest
Som Hjertet gjennembored,
Da de haardför Konning
Levende opskjare.[26]


17. Jeg mindes Uhelds Mængde,
Mængde af Sorger —
Vend Sigurd! hid
Din sorte Ganger;
Den hurtige Hest
Hid du rende lade[27]
Her ingen Sönnekone
Eller Datter sidder,
Som Gudrun med Gaver[28]
Glæde kunde.


18. Kom Sigurd! ihu
Hvad vi talte
Da sammen vi begge
Sade paa Lejet,
At du, höjmodige!
Hjemsöge mig skulde,
Fra Dödninges Land —
Dig jeg fra Verden![29]


19. Opreiser I Jarle!
Egebaalet,
Lad det under Himlen[30]
höjest vorde,
At harmfuldt Bryst
Brænde kan,
Ild om Hjertet
Sorger optöe."[31]


20. Alle Jarlers Sind
Lettere vorde!
Alle ædle[32] Qvinders
Sorrig mindre —
For denne Klagers Række
Fremsiges til Ende![33]


Noter

  1. See Atlamaal Str. 102. Vols. S. Kap. 48. "Gudrun gik til Söen, tog Stene i sit Skjöd og sprang ud i Vandet, i den Hensigt at drukne sig. Da hævede store Bölger hende hen over Havet, og hun bevægedes ved deres Kraft og kom omsider til Kong Jonakurs Borg. Han var en mægtig Konge" o. s. v. Jfr. her foran S. 80. Den yngre Eddas Beretning (S. 142) er her aldeles overensstemmende med dette nærværende Sted af den ældre.
  2. Hermed stemme Vols. S. og d. y. Edda l. c. Den sidste lægger til om de tre Brödre: "De havde alle ravnsorte Haar ligesom Gunnar og Högne og andre Niflunger." Ordenen er i Vols. S. Hamder, Sörle, Erp; i d. y. E. Sörle, Hamder, Erp. Erp synes at have været Jonakurs men ikke Gudruns Sön, efter Digtet Hamdersmaal (Især 10de og 11te Str.)
  3. Jfr. foran S. 77, 78, 80, 104.
  4. ɔ: Bortföre eller ægte.
  5. Det 49de Kap. Vols. S. indeholder en meget udførligere Beretning om Jormunreks Frierie til Svanhilde, Gudruns Raad om Afslag, Bickes forföriske Taler paa Hjemreisen med Randver, samt om en Hög, hvoraf han plukkede Fjædrene da han blev ført til Galgen, og sendte sin Fader den som et Sindbillede, der dog blev for sildig forstaaet m. m. Müller slutter rigtig heraf, at Vols. S. Forf. har havt flere Qvad om denne Tildragelse al rette sig efter, end de vi nu have. Den y, E. Fortælling herom er ogsaa temmelig vldtlöftig, og formodentlig hentet fra samme eller lignende Kilder. Efter den havde Randver og Svanhilde virkelig fattet det Forjæt at fölge Bickes onde Raad, men i Vols. S. bliver det ved venlige Samtaler. Her siges og, at Jormunrek og hans Hoffolk nedtraadte Svanhilde under Hestefödder, da de rede hjem fra Jagten, men hun sad ude for at blege sit Haar (ligesom Brynhilde og Gudrun i Rhinen, efter samme Forf. Beretning, ved deres förste Ordstrid). Efter Vols. S. blev Svanhilde bunden i Borgporten, men da hun slog Öjnene op torde Hestene ikke trampe hende. Da Bicke saa det, raadte han at trække en Bælg over hendes Hoved, og saaledes lod hun sit Liv. Saxo siger at Hestene ikke vilde sætte deres Födder paa hendes Krop förend hun blev lagt paa Jorden med Ansigtet vendt mod den. Hans Fortælling ligner ellers de övrige i de fleste Poster, undtagen deri, at Randver (som hun kalder Broder) endelig slap for al döe i Galgen. Den er uden Tvivl ligeledes grundet paa gamle folkesange. Lignende Afvigelser finde vi endnu mellem visse af de danske, færöiske, svenske, skotske o. fl. Folks Kjæmpeviser, skjönt de ere bygte paa den samme Hoved-Grundvold.
  6. Af det fölgende Digt er det 50de Kap. af Vols. S. et kortfattet Uddrag.
  7. ɔ: Kongevejen, Landevejen i Alaman Herwech, i nyere Tydsk Heerstrasze.
  8. Den historiske Ermerik eller 'Ermanrik rar virkelig Gothernes Konge. jfr. str. 16. Ellers kan Ordet Gotnar ogtaa betyde Mænd i Dlgtersproget.
  9. See foran S. 67, 68.
  10. See S. 179.
  11. ɔ: dersom de havde levet.
  12. Her indskyder Vols. S. föigende: "Gudrun fyldte store
bægere som hun gav dem at tömme."
  13. E. O. valgte.
  14. E. O. Hjelmprydelser. Den y. Edda siger og: "Da de lavede sig til Reisen gav hun dem Brynier og Hjelme, saa stærke at de ikke kunde gjennemtrænges af Jernvaaben." (Jfr. Hamdersmaal 26de Str.) I Vols. S. heder det her blot: "Hun udvalgte dem gode Brynier og Hærklæder."
  15. Jeg har för troet at Strophens Orden maatte være forrykket af Afskriverne, men falder fra den Mening ved at læse Afzelius's Oversættelse — hvorimod Textens meírr vel maatte læses man (mun) eller kömz (kémst) for komaz. Man havde den Overtro i det gamle Norden, som paa flere Steder, at de Afdöde indfandt sig ved deres Arve-öl. See f. E. den af Thorkelin udgivne Eyrbyggia-Saga, om en slig begivenhed paa Gaarden Frodaa.
  16. "til at sidde paa Tæerne! oversætte mine Forgjængere. er egentlig en Samtale mellem Tvende. See Gloss. til kbh. Udg. II, 812-13.
  17. Kunde og oversættes: At fortælle sin Broder (el. Frænde,— men om ham vide vi ellers intet) sörgelige Sagn.
  18. Her maaske vilde (da hun elskede sine Brödre saa höit). Jfr. Atlamaal Str. 67-68.
  19. See den 5te Str. med Anm.
  20. See Indl. med Anm. 1.
  21. Er Læsemaaden her rigtig er Meningen, at hendes med Jonakar avlede Sönner vare kun bestemte til at vogte eller beskytte hans andre Sönners Arv. Men ikke til selv at faa den i Besiddelse. Ellers maatte Ordet for udelades og Talen kun være om de tre Brödre.
  22. Jfr. foran S. 78. Vols. S. har disse Ord (Kap. 48): "Saaledes overgik hun andre Qvinder i Skjönhed som Solen med sin Glands fordunkler Himlens övrige Stjerner." Den y. Edda "Hun var skjönnest af alle Qvinder."
  23. I Orig. Gudvef. Altsaa Klæder eller Tepper (maaske begge Dele) af dette kostbare Töj. See foran S. 90, Anm. 2.
  24. Jfr. Str. 2. Anm. 8.
  25. E. O. hvide (lyse). Jfr. Anm. 5, om den Umage hun gjorde sig for at blege det.
  26. See foran S. 175.
  27. Jfr. III, 305, 307, 310. Helhesten er endnu bekjendt blandt Almuen.
  28. El. med Godt, gode Ting, Kostbarheder.
  29. Disse mærkelige Ord udtrykkes saaledes i Vols. Saga."Bedre var det at Sigurd kom mig i Möde, og jeg foer med ham. Her er nu ingen Sön (læst Sonr for Snör) eller Datter for at tröste mig. Mindes nu Sigurd! om det vi talte da vi stege i en Seng, at du vilde besöge mig fra Hel og hente mig."
  30. Saaledes i den svenske (himni). Andre læse hilmi (Kongen, Fyrsten).
  31. Heraf skulde man slutte, at Gudrun fölte sin Död nærme sig, og saaledes anordnede sin Llgbegjængelse ved Dödningbaalet. Jfr. S. 63.
  32. Egtl. dannede (Snótom).
  33. Den sidste Strophe fremsiger vel Digteren i sit eget Navn. Jfr. III, 144,172.