Gudruns opfordring til hævn

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Eddadigte


Gudruns opfordring til hævn[1]

Guðrúnarhvöt


oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2020



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónsson: De gamle Eddadigte G. E. C. Gads Forlag, København, 1932.


Jenny Nyström:
Gudrun ægger til hævn

Om Gudrun

Gudrun gik ned til havet, da hun havde dræbt Atle. Hun gik ud i vandet og ville tage livet af sig, men hun kunne ikke synke til bunds og drev over fjorden til kong Jonakers land. Han giftede sig med hende. Deres sønner var Sørle og Erp og Hamder. Svanhild Sigurdsdatter blev opfostret dér. Hun blev gift med Jørmunrek den Mægtige. Han havde Bikke hos sig, og han fik kongens søn Randver til at tage Svanhild. Dette fortalte Bikke kongen. Kongen lod Randver hænge og Svanhild træde ihjel af heste. Da Gudrun erfarede det, henvendte hun sig til sine sønner.


I


1.
Man hørte næppe
hårdere tale —
en vældig sorg
voldte ordene,
dengang Gudrun
med grusomme ord
søgte at ægge
sine sønner til drab:


2.
»Hvordan kan I sidde
og dovne her
med munter tale
uden mindste skam,
når Jørmunrek lod
jeres unge søster
træde ihjel
af tunge heste?


3.
I er givet ikke
Gunnars ligemænd,
og Høgnes mod
mangler I ganske,
for Svanhilds død
var snart hævnet,
hvis blot I besad
mine brødres sind.«


4. (Hamder:)
»Roste du Høgne
for heltedåden,
dengang Sigurds
søvn blev afbrudt,
og sengeklædernes
sort-hvide striber
drev af blodet
fra din dræbte mand?


5.
Du tog bitter hævn
for brødretabet
og ombragte koldt
dine egne sønner;
med dem havde vi
hævnet vor søster
i fælles flok
og fældet Jørmunrek.


6.
— — — —
— — — —
— — — —
— — — —
Hent nu hunnerkongens
herlige våben
og send os af sted
til sværdenes ting!«


7.
Da lo Gudrun
og løb til sit gemme,
hvor hun fandt fyrstens
flotteste hjelme
og lange brynjer,
som hun bragte sønnerne;
rede til striden
steg de på hestene.


8. (Hamder:)
»Men spyddets Njord
slipper næppe hjem
fra goternes land
for at gense sin mor,
så drik du øllet
ved arvegildet
for både Svanhild
og de sønner, der faldt.«


9.
Da gik Gudrun —
Gjukes datter —
ud på tunet
med tårer på kinden;
tynget af sorgen
sad hun og græd
og tænkte over
sin triste skæbne:


10.
»Jeg har kendt tre arner
og tre ildsteder,
for tre ægtemænd
tog mig til hustru.
Sigurd var den,
jeg særligt holdt af —
mine brødre voldte
hans bratte død.


11.
En svær smerte
— — — —
— — — —
— — — —
men endnu mere
måtte jeg udstå,
da ødlingerne gav mig
til Atle som brud.


12.
— — — —
— — — —
så jeg kaldte i smug
på kongens sønner,
og drevet af ønsket
om at opnå hævn
lod jeg hovederne
hugge af drengene.


13
Jeg agtede i vrede
at omgå nornernes
grumme lovbud,
så jeg gik til stranden,
men de høje bølger
holdt mig oppe,
og jeg drev i land,
for leve skulle jeg.


14.
Jeg blev taget som brud
for tredje gang
af en folke-fyrste —
jeg fandt, det var bedst;
jeg avlede børn,
arvens vogtere —
arvens vogtere
var Jonakers sønner.


15.
Trælkvinder sad
tæt om Svanhild,
som jeg elskede mest
af alle mine børn;
når jeg så Svanhild
sidde i hallen,
var hun mere smuk
end solens stråler.


16.
Jeg gav hende gudvæv
og gyldne ringe,
før hun blev gift
med goternes fyrste;
med den største sorg
vil jeg stadigt mindes
de lange lokker
på lyse Svanhild.


17.
Mit tungeste tab
tålte jeg dengang,
min Sigurd blev dræbt
sovende på lejet.
Det grusomste mén
måtte jeg døje,
da Gunnar døde
blandt glinsende slanger.


18.
Min hæsligste stund
var da Høgne fik brystet
skåret op til hjertet
uden at klynke.
Jeg mindes endnu
megen ondskab
— — — —
— — — —



II


19.
Sæt dig — Sigurd! —
på den sandgrå hingst,
lad den raske hest
rende til mig;
jeg sidder datterløs
uden sønners koner,
og ingen skænker mig
skønne gaver.


20.
Mindes du — Sigurd? —
vort møde på lejet,
hvor vi sad sammen
og svor hinanden,
at du kom til mig
fra de dødes rige,
og jeg til dig
fra denne verden.


21.
Rejs nu — stormænd! —
stabler af tømmer,
og læg herskeren
på det højeste bål;
lad ilden fortære
mit tunge sind
og smelte sorgen,
der smerter mit hjerte.«




Note:

  1. Guðrúnarhvöt er kun overleveret fragmentarisk i Codex Regius. Kvadet består tilsyneladende af brudstykker af mindst to forskellige kvad, idet overgangen fra vers 18 til 19 indebærer et langt spring tilbage i tiden til kort efter Sigurds død.