Den anden eller den gamle Sang om Gudrun

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

H. G. Møller: Den ældre Edda
Heimskringla Reprint

Oldnordiske Gudesange
Den ældre Edda

Oversat af
H. G. Møller
Udgivet 1870

Den anden eller den gamle Sang om Gudrun

Kong Thjodrek var hos Atle og havde der mistet så godt som alle sine Mænd. Thjodrek og Gudrun klagede indbyrdes deres Sag for hinanden. Hun kvad og sagde til ham:

1.
"Mø jeg var.
Min ædle Moder
i Bure mig fostred.
Mine Brødre jeg elsked,
indtil Gjuke
med Guld mig pryded,
med Guld mig pryded
og gav mig til Sigurd.

2.
Sådan var Sigurd
blandt Gjukes Sönner,
som det grönne Løg,
der over Græsset vokser ,
som höjbenet Hjort
over de hurtige Dyr,
som glorødt Guld
over Sølvet det grå.

3.
Ej mine Brødre
monne mig unde,
at jeg ejed en Mand,
der var ypperst af alle.
Ej kunde de sove
og om Sager tale,
för de fik Sigurd
slagen til Døde.

4.
Grane løb til Thinge.
Et Gny blev hørt.
Ej kom Sigurd
Selv til Møde.
Stænkede med Blod
var de sadlede Heste;
mødige var de redne
under Morderne.

5.
Grædende gik jeg
med Grane at tale,
våd om Kind,
vilde alting vide,
Grane sænked
sit Hoved mod Græsset.
Hesten vidste,
at dens Herre ej leved.

6.
Længe var jeg rådvild,
længe jeg tvivled,
för jeg Folkets Herre
om Helten spurgte.

7.
Gunnar sit Hoved
sænked, men Högne
meldte om Sigurds
svare Drab:
"Fældet ligger
hinsides Floden
Guthorms Bane,
givet til Ulve.

8.
Sög du efter Sigurd
på søndre Veje;
ret skal du da høre
Ravne skrige,
Örne skrige,
glade ved Æde,
Ulve tude
om din Ægtemands Lig."

9.
"Hvi vil du, Högne!
sådan Harm
sige til mig
sörgende Kvinde?
Gid Ravne slide
dit Hjerte sønder
vidt over Lande,
så du ej lever blandt Mænd."

10.
Da sagde Högne
- kun den Gang gjorde
den store Sorg
ham gram i sind -:
"Det volder dig, Gudrun!
end mere Gråd,
når Ravne slide
mit Hjerte sønder."

11.
Ene gik jeg bort,
da vi Ord havde skiftet,
at samle, hvad Ulve
i Skoven levned.
Ej jeg hulked,
ej slog jeg med Hænder,
ej jeg jamred
som andre Kvinder,
da i Kval jeg sad
over Sigurds Lig.

12.
Natten mig tyktes
mörk som Næ,
da jeg sörgende
sad over Sigurd.
Ulvene tyktes mig
allerbedst,
om det dem lysted
mit Liv at røve.
Gid jeg var brændt
som Birkens Ved.

13.
Fra Fjældet jeg fór
fem samfulde Dage,
til jeg kendte Halvs
höje Hal.
Der sad jeg med Thora
i Halvår syv,
hist i Danmark,
hos Hakons Datter.

14.
Med Guld hun syede
mig til Gammen
sydlandske Sale
og danske Svaner.
Vi syede med Kunst,
hvordan Kæmperne leged;
med Nål vi maled
Kongens Mænd,

15.
røde Skjolde,
Sværdenes Svingere,
hjelmdækte Huner,
Heltens Følge.
Sigmunds Skibe
skred fra Lande.
Guldhoveder stod
på udskårne Stavne.

16.
På Tæppe vi syed
de tappres Kamp,
Sigars og Siggejrs,
sønder i Fyen.
Da spurgte Grimhild,
den gotiske Kvinde,
hvad jeg havde
for Tanker i Hu.

17.
Sin væv hun kasted
og kaldte sine Sönner;
med ivrig Hast
hun spurgte dem alle,
hvo der vilde til Søstren
for Sönnen bøde
eller for den slagne
Sigurd give Bod.

18.
Gerne Gunnar
Guld vilde give;
Högne vilde Bod
for Brøden byde.
Grimhild spurgte,
hvo der vilde gå
Ganger at sadle,
Vogn at styre,
(Hest at ride,
med Høg at jage,
Pile at skyde
fra spændig Bue).

19.
Valdar den danske,
dertil Jarislev
og endnu Ejmod
og Jarisskare
skred da ind
som Konger at skue.
Langbards Kæmper
havde røde Kjortler,
smykkede Brynjer,
støbte Hjælme,
Sværd ved Lænd,
lysbrunt Hår.

20.
Da monne de byde mig
dyre Smykker,
dyre Smykker
og smigrende Ord,
om jeg vilde give dem
Fred og Glemsel,
af al min Sorg,
men jeg trode dem ej.

21.
Grimhild bød mig
det fulde Bæger.
Det var koldt og bittert.
Da glemte jeg min Kummer.
Drikken var øget
med Jordens Urkraft,
med iskold Sø
og med sonende Blod.

22.
Ristede i Hornet
var alskens Runer;
røde var de,
ej kunde jeg dem råde:
den lange Lyngorm
fra Haddingers Land,
uskåret Ax,
Udyrs Tarme.

23.
Meget ondt
var i det Øl,
al Slags Plantesaft,
brændte Agern,
Sod fra Arnen,
vaskede Indvolde,
kogt Lever af Svin
for Strid at dysse.

24.
Af Bægret jeg drak,
og brat jeg glemte
i Salen Fyrsten.
som var segnet for Jernet.
Trende Konger
for mig knælte,
og Grimhild til mig
sådan talte:

25.
"Jeg giver dig, Gudrun!
Guld at tage
og fuldtop af Gods
efter din Faders Død;
røde Ringe,
rige Tæpper.
og Hlödves Haller
efter den faldne Helt,

26.
hunske Kvinder,
som kunstigt væve
og virke fagert i Guld,
så at det Gammen dig tykkes.
Ene skal du råde
for Budles Rigdom;
prydet med Guld
skal du gives til Atle."

27.
"Ej jeg agter
en Mand at ægte,
ej heller Brynhilds
Broder at eje.
Ej sömmer det mig
med Budles Sön
Ætten at øge
og Livet at elske."

Grimhild.
28.
"Ej må du gengælde
ondt med ondt,
skönt vi Ve
voldet dig have.
Lad du nu,
som om begge leved,
Sigurd og Sigmund,
når Sönner du føder."

29.
"Ej kan jeg, Grimhild!
juble i Glæde
eller håbe atter
en Helt at ægte,
siden Ligenes Æder,
Ulven, og Ravnen
grådig suged
Sigurds Hjerteblod."

Grimhild.
30.
"Den ædleste i Slægt
af alle Konger,
den ypperste Fyrste
har jeg fundet.
Ham skal du eje
til Livets Ende,
men mandløs være,
hvis du dig vægrer."

31.
"Ej skal du byde
mig så ivrigt
sådan Slægt,
som er svanger med Men.
Atle vil Gunnar
med ondt forfølge
og udrive Helten
Högnes Hjerte.
Ilter han
til Sværdlegen iler,
men ej jeg helmer,
för hans Liv jeg øder."

32.
Grædende tog
Grimhild til Orde
(hun tænkte på Sönnernes
tunge Skæbne,
på ondt, som skulde
hendes Afkom ramme):

33.
"Lande jeg dig giver
og gæve Mænds Følge,
Vinbjörg og Valbjörg,
om så du vil.
Til din Død du det eje
med Glæde, min Datter."

34.
"Så vil jeg kåre
denne Konge
efter eders Råd;
skönt ej jeg det önsker.
Ej får jeg Glæde
af Ægtemanden;
mine Brødres Skæbne
vil ej Börnene frelse."

35.
Siden sås Mænd
tilhest at sidde;
de vælske Kvinder
løftes på Vogne.
Syv Dage red vi
gennem Landet det svale;
syv Dage Havets
Bølger vi sloge;
i de fölgende syv
op i Landet vi steg.

36.
Brat monne Vogterne
på Borgen den höje
lukke Gitteret op,
for i Gården vi red.

-- -- --

37.
Atle mig vakte;
jeg tyktes mig Være
tung i Sind
over Slægtninges Død.

Atle.
38.
"Nys mig vække
Norner af Sövne;"
(om den onde Spådom
spörge han mig vilde)
"du tyktes mig, Gudrun,
Gjukes Datter!
et forgiftet Sværd
i mit Hjerte at støde."

39.
"Ild det betyder,
når om Jern man drömmer,
Overmod og Vellyst,
når om Kvindes Vrede.
For det onde skal jeg
ved Ild dig helbrede,
lindre og læge,
om end led du mig er."

Atle.
40.
"Mig tyktes i Gården
de voksne Grene
at ligge på Jorden
(lidet det mig hued),
revne op med Rode,
røde af Blod.
De bares hen på Bænkene;
man bød mig dem tygge

41.
Mig tyktes Høgene
mig af Hænde at flyve:
Æde de ej havde;
til Helhejm de flöj.
Jeg tyktes mig deres Hjerter
med Honning at tygge;
af Blod de svulmed.
Borg var i mit Sind.

42.
Mig tyktes Hundene
mig af Hænde at fare.
Ej gøede de höjt,
men hyled ilde.
Mig tyktes, deres Legem
til Lig var vordet.
Nødtvungen Lig
nyde jeg måtte."

43.
"Mænd skal om Fangst
af Fiske tale;
Hvidlingers Hoved
hugge de af.
Lidt for Dag
deres Dræt de fortære,
men med få Nætters
Frist skal de dø."

Atle.
44.
"Så tyktes jeg mig at ligge
trodsig på Lejet.
Ej vilde jeg sove.
Det mindes jeg vel."

---

Noter:

14. Svaner. Dermed menes vel Skibe.
18. De fire sidste Linjer ere måske fejlagtig indsatte her.
25. Hlödves Rigdom var i Gjukungernes Eje.
43. Atles Drömme indeholde et Varsel om den Død, der vil blive hans Sönner til Del. Gudrun søger ved dunkle Tydninger at lede hans Tanke andetsteds hen.
43. Dette Vers er kun et Brudstykke. Atle fortæller endnu en Dröm.