Goðrúnarkviða hin forna (II)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


De gamle Eddadigte
Reprint Add.jpg
Finnur Jónsson:
De gamle Eddadigte II
Heimskringla Reprint


Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag

København, 1932


Goðrúnarkviða hin forna
(II)


Dráp Niflunga
Gunnarr ok Hǫgni tóku þá gullit alt, Fáfnis arf. Ófriðr var þá milli Gjúkunga ok Atla. Kendi hann Gjúkungum vǫld um andlát Brynhildar. Þat var til sætta, at þeir skyldu gipta hánum Guðrúnu, ok gáfu henni óminnisveig at drekka, áðr hon játti at giptask Atla. Synir Atla váru þeir Erpr ok Eitill, en Svanhildr var Sigurðar dóttir ok Guðrúnar. Atli konungr bauð heim Gunnari ok Hǫgna ok sendi Vinga eða Knéfrøð. Guðrún vissi vélar ok sendi með rúnum orð, at þeir skyldu eigi koma, ok til jartegna sendi hon Hǫgna hringinn Andvaranaut ok knýtti i vargshár. Gunnarr hafði beðit Oddrúnar, systur Atla, ok gat eigi. Þá fekk hann Glaumvarar, en Hǫgni átti Kostberu. Þeira synir váru þeir Sólarr ok Snævarr ok Gjúki. En er Gjúkungar kómu til Atla, þá bað Guðrún sonu sína, at þeir bæði Gjúkungum lífs, en þeir vildu eigi. Hjarta var skorit ór Hǫgna, en Gunnarr settr í ormgarð. Hann sló hǫrpu ok svæfði ormana, en naðra stakk hann til lifrar. Þjóðrekr konungr var með Atla ok hafði þar látit flesta alla menn sína. Þjóðrekr ok Guðrún kærðu harma sín á milli. Hon sagði hánum ok kvað:



Prosa (Dráp Niflunga). Vinga eða Knéfrøð: det første er hæntet fra Atlam., det sidste fra Atlakv. — knýtti í: í er adv., ikke præpos. — Indholdet er i det hele hæntet fra de følgende kvad. De faktiske historisk-kronologiske forhold var følgende: Kong Jörmunrekk d. store døde 376, Atle 453, Tjodrek fødtes omkr. 455; Gjukungernes (Burgundernes) undergang faldt i året 437.



1.
Mær vask męyja,
móðir mik fœddi,
bjǫrt í búri,
unnak brœðrum vęl,
unz mik Gjúki
golli ręifði,
golli ręifði,
gaf Sigurði.



1. bjǫrt: hører naturligvis til mær (ikke til móðir). — búri: ordet bruges i eddadigtene særlig om de unge kvinders opholdsrum (»jomfruburet«).



2.
Svá vas Sigurðr
of sonum Gjúka
sęm væri grœnn laukr
ór grasi vaxinn,
eða hjǫrtr hóbęinn
of hǫsum dýrum
eða goll glóðrautt
af grǫ́u silfri.



2. hǫsum dýrum: grå dyr, ulve. hǫsum er en rettelse f. hvǫssum, der hverken metrisk el. realiter passer. — af: fejl f. of? , el. har digteren tænkt på bera af ‘overgå’.



3.
Unz mér fyrmunðu
mínir brœðr,
at ættak ver
ǫllum fręmra,
sofa né mǫ́ttut
né of sakar dœma,
áðr þęir Sigurð
svelta létu.



3. fyrmundu: misundte.



4.
Grani rann af þingi,
gnýr vas at hęyra,
ęn þá Sigurðr
sjalfr ęigi kom;
ǫll vǫ́ru sǫðuldýr
svęita stokkin,
of vanið vási,
und vegǫndum.



4. rann: kom løbende. — sǫðuldýr: sadeldyr, heste. — vegǫndum: drabsmændene.



5.
Gekk ek grátandi
við Grana rœða,
úrughlýra
jó frák spjalla,
hnipnaði Grani,
drap í gras hǫfði,
jór þat vissi,
ęigęndr né lifðut.



5. úrughlýra: med (gråd)våde kinder, naturligvis Gudrun selv. — ęigęndr: her plur. f. sing., som oftere; Sigurd er ment.



6.
Lęngi hvarfaðak,
lęngi hugir dęilðusk,
áðr of frægak
folkvǫrð at gram.



6. hvarfaðak: vaklede jeg. — hugir dęilðusk: var mit sind tvivlende (tænkte snart på det ene, snart på det andet). — folkvǫrd: ɔ: Gunnar.



7.
Hnipnaði Gunnarr,
Hǫgni mér sagði
frá Sigurðar
sǫ́rum dauða:
»liggr of hǫggvinn
fyr handan ver
Gotþorms bani
of gefinn ulfum.



7. Hǫgni: som den altid djærve, hensynsløse. — fyr handan ver: hinsides havet; dette udtryk er ubegribeligt (selv om man kunde tænke sig, at Rinen var ment, men Rinen kunde ikke kaldes ver), medmindre man antager, at det er digteren, der fra sit (norske) standpunkt har benyttet det. Der er andre lignende ting i digtet. — L. 7: efter dette går digteren ud fra, at Guttorm har dræbt Sigurd på tinge.



8.
Lít þar Sigurð
á suðrvegi;
þar hęyrir þú
hrafna gjalla,
ǫrnu gjalla
æzli fęgna,
varga þjóta
of veri þínum.«



8. á suðrvegi: også dette udtryk er mere digterens end Högnes. — þar: en selvfølgelig rettelse f. þa i R.



9.
Hví mér Hǫgni
harma slíka
viljalaussi
vill of sęgja?
þitt skyli hjarta
hrafnar slíta
víð lǫnd yfir,
an vitir manna.



9. slíta víð lǫnd yfir: rive i stykker (og sprede det) over o. s. v. — an: må her fungere som hęldr an. — vitir manna: ved, kender noget til mennesker, ɔ: er blandt de levende.



10.
Svaraði Hǫgni
sinni ęinu,
trauðr góðs hugar,
af trega stórum:
»þess átt Goðrún
grœti at flęiri,
at hjarta mitt
hrafnar slíti.«



10. sinni ęinu: er her ret betydningsløst. — L. 3: »uvillig til (at vise) velvilligt sind«. — af trega stórum: af (udfra) stor sorgfølelse; han er altså ikke helt fri for at blive bevæget; l. 3 bet. måske han som ellers var o. s. v.



11.
Hvarfk ęin þaðan
andspilli frá
á við lesa
varga lęifar;
gęrðigat hjúfra
né hǫndum sláa
né kvęina umb
sęm konur aðrar.
(þás sat soltin
of Sigurði).



11. lesa: samle. — varga lęifar: ulvenes lævninger (af Sigurds lig). — L. 9-10 er sikkert en senere tilföjelse (mindelse fra Guðrkv. I, 1); soltin er uden mening, det skulde da have heddet soltnum.



12.
Nótt þótti mér
niðmyrk vesa,
es sárla satk
of Sigurði,
ulfar þóttumk
ǫllu bętra
ef léti mik
lífi týna.
(eða bręndi mik
sęm birkinn við).



12. niðmyrk: bælgmörk; R har -myrkr, men det er ikke naturlig tale (appos. til nótt), r er her også rent dittografisk. — sárla: med smærte (i sind). — L. 5-8: »jeg syntes at det var bedre end alt andet, om ulvene lod mig miste livet«. Jfr. Krit. bem. — L. 9-10 er åbenbart tilföjet senere. Subj. til bręndi kan jo ikke være ulvene, verbet forudsætter noget helt andet; birkinn ‘afbarket’ (no. har birkjen ‘tör, hård’, hvilket også kunde være rigtigt); isl. kender flere sådanne udtryk; sål. bet. hreistraðr(fiskr) ‘afskællet’ (som skællene er skrabet af) o. s. v.



13.
Fórk af fjalli
fimm dœgr talið,
unz hǫll Halfs
hóva þękðak.



13. af fjalli: hvilket fjæld? Digteren har overført sit eget lands fjælde til digtets skueplads. — fimm: kan man ikke tillægge nogen særlig betydning. — Halfs: er vist identisk med Alfr, der ægtede Sigurds moder, se prosa foran Gríp. — þękðak: fik öje på, så.



14.
Satk með Þóru
sjau missęri
dœtr Hákonar
i Danmǫrku,
hón mér at gamni
gollbókaði
sali suðrœna
ok svani danska.



14. Þóru: ellers ukendt; ligeledes faderen Hákon; i Egils s. ok Ásmundar nævnes en konge Hákon Hámundarson i Danmark. — gollbókaði: indsyde (indvævede) figurer med guldtråd. — svani: i sin egl. betydn.



15.
Hǫfðum á skriptum
þats skatar léku,
ok á hannyrðum
hilmis þegna,
randir rauðar,
rekka búna,
hjǫrdrótt, hjalmdrótt,
hilmis fylgju.



15. L. 1: »Vi fremstillede i billeder«; skriptum: låneord; bet. også ‘maleri’ og ‘billeder skårne i træ’. — hannyrðum: håndarbejder. — búna: i krigsudstyr; R har huna, hvilket ikke kan være rigtigt, da Sigurd næppe betragtedes som tilhørende Hunnerne (hvad digteren af Sigsk. dog har gjort!). Iøvrigt er det usikkert, hvem den hilmir er, der menes; hvis det er Toras mand, er Húna endnu mere umuligt. — Sagaen har: allan konungs búnað, hvilket tyder på læsemåden búna. — fylgju: her ‘følge’, ‘mandskab’.



16.
Skip Sigmundar
skriðu frá landi,
gyldar grímur,
grafnir stafnar,
byrðum á borða
þats bǫrðusk þęir
Sigarr ok Siggęirr
suðr á Fjóni.



16. Skip: ɔ: på billederne. — grímur: forstavnsfigurer. — grafnir: udskårne. — byrðum: dannet af borði, ‘fremstille’ (ved broderi). — Sigarr, Siggęirr: sikkert danske sagnpersoner, — navnene er specielt danske —; dette viser, at læsemåden Fjóni, som Vols.s. har, er den eneste rigtige; R har Fivi, hvilket er fremkommet derved, at et forkortelsestegn over o har været udvisket (el. overset) i en original, og o kan ofte meget ligne et v. Sigarr og Siggeirr er vel fjender. — suðr: atter fra digterens norske synspunkt.



17.
Þá frá Grímhildr,
gotnesk kona,
hvar værak komin
hyggju þrungin;
hón brá borða
ok buri hęimti
þrágjarnliga
þess at spyrja:



17. L. 3-4 se Krit. bem. — hyggju þrungin: bekymret (angst) i sind. — brá borða: holdt op med sit arbejde. — þrágjarnliga: ‘længselsgærne’.



18.
Hvęrr vildi son
systur bœta
eða ver veginn
vildi gjalda;
gǫrr lézk Gunnarr
goll at bjóða,
sakar at bœta,
ok hit sama Hǫgni.



18. systur: ɔ: Gudrun.



19.
Hón frétti at því,
hvęrr fara vildi
vigg at sǫðla,
vagn at bęita.
hęsti ríða,
hauki flęygja,
ǫrum at skjóta
af ýboga.



19. vigg: heste. — bęita: spænde trækdyr for; med vagn kan man særlig tænke på Grímild selv, jfr. v. 38. — De følgende 4 linjer har intet at göre i smhængen; de beskriver en alml. jagtudflugt. — ýboga: bue af barlind.



20.
Valdarr Dǫnum
með Jarizlęifi,
Ęymóðr þriði
með Jarizkári.



20. Falder ganske udenfor smhængen. De her nævnte konger er ukendte; de to navne med Jariz- er slaviske (russiske). Valdarr kendes som sagnhistorisk fyrste. — Dǫnum: må været styret af et réð i en tabt vershalvdel.



21.
Inn gingu þá
jǫfrum glíkir
langbarðs liðar,
hǫfðu loða rauða,
stuttar brynjur,
stęypða hjalma,
skǫlmum gyrðir,
hǫfðu skarar jarpar.



21. langbarðs: den langskæggedes. Det må være Atles mænd, der menes. — loða: se Grímn. 1; »en kappe af grovt uldtöj« (Hj. Falk), næppe rigtigt, jfr. feldir rauðir. — stęypða: med ansigtsskærm. — skǫlmum: korte, enæggede sværd.



22.
Hvęrr vildi mér
hnossir vęlja,
hnossir vęlja
ok hugat mæla,
ef mætti mér
margra súta
tryggðir vinna,
né trúa gęrðak.



22. hugat: alvorlig-fortroligt (trøstende). — tryggðir: (fremtids)- løfter (om alt godt).



23.
Fœrði mér Grímhildr
full at drekka
svalt ok sárligt,
né sakar munðak;
þat vas of aukit
jarðar magni,
svalkǫldum sæ
ok sonar dręyra.



23. sárligt: bittert. — L. 4: »jeg glemte (straks) krænkelserne«. — jarðar magni: se Hávm. v. 137; R skr. vrþar (skæbnegudindens?). — sonar dręyra: se Vspá hin sk. 9; når R skr. sonom er endelsen blot dittografi af det foreg, (kǫld)um og dativen sæ; sónum som dativ af sóinn (E. H. Lind) er der næppe grund til at antage, stedet belyses af det fra Vspá hin sk. anførte.



24.
Vǫ́ru í horni
hvęrs kyns stafir
ristnir ok roðnir,
ráða né máttak;
lyngfiskr lagar,
lands Haddingja
ax óskorit,
innlęið dyra.



24. í horni: ɔ: ristede indvendig i hornet. — L. 5-8 er for os, hvad indhold angår, uforståelige. — lyngfiskr: lyng-fisk er kenning for slange; lagar er forsåvidt overflødigt; der skal vist læses: lynglagar, ‘lynghavets (= lyngområdets, hedens) fisk’, slange. — lands — óskorit: hvad Haddingja land er, vides ikke; óskorit ‘ikke skåret af med kniv el. le’, d. v. s. revet op med roden. — innlęið dyra (versemålet viser, at der ikke bör læses dýra), ‘vejen ind igennem döråbningen’, de her antydede tryllemidler er, som i de fleste andre tilfælde, ukendte. — De 3 ting, der her er nævnte, er sikkert ikke betegnelser for runer, men for de trylleingredienser, som drikken indeholdt, de mange bǫl i næste vers.



25.
Vǫ́ru þęim bjóri
bǫl mǫrg saman,
urt alls viðar
ok akarn brunnin,
umbdǫgg arins,
iðrar blótnar,
svíns lifr soðin;
því hón sakar dęyfði.



25. urt: = rót, rødder. — akarn brunnin: sål. Vǫls.s., akarninn R; ‘brændte agern’; men det burde hedde ǫkurn i plur., mulig er brunnin fejl f. brunnit. — umbdǫgg arins: fugtigheden (fugtig jord) omkring arnen. — iðrar blótnar: ofrede indvolde (indvolde af offerdyr). — því: dermed (R’s þviat er åbenbar fejl).



26.
Ęn þá glęymðak,
es getit hafðak,
alls jǫfurs bǫls,
bjórvęig í sal;
kómu konungar
fyr kné þrennir,
áðr hón sjalfa mik
sótti at máli.



26. jǫfurs: ɔ: Sigurds. — bjórvęig: øl-drikken. Se Krit. bem. — fyr kné: til mig (udtrykket er ikke at forstå bogstaveligt). — hón: ɔ: Grímild.



27.
»Gefk þér Goðrún
goll at þiggja,
fjǫlð alls féar,
at þinn fǫður dauðan,
hringa rauða,
Hlǫðvés sali,
ársal allan
at jǫfur fallinn.



27. at—dauðan: efter din faders død; derefter skulde Gjuke endnu være i live; men ordene kan vel også forstås som ‘den arv, der var efter din fader’. — hringa rauða: er gentagelse af goll. — Hlǫðvés sali: ganske usikkert, hvad der menes, el. hvad det kan være for en Hlǫðvér, der her pludselig dukker op. — ársal: sængeomhæng; om dette ord se Hj. Falk i Maal og Minne 1916. — fallinn: dræbt (ɔ: Sigurd).



28.
Húnskar męyjar,
þærs hlaða spjǫldum
ok gęra goll fagrt,
svát þér gaman þykki;
ęin skalt ráða
auði Buðla,
golli gǫfguð,
ok gefin Atla.«



28. Húnskar: ɔ: under forudsætning af, at Gudrun bliver gift med Atle. — hlaða spjǫldum: opstable spjæld; der sigtes til den såkaldte spjaldvefnaðr, hvortil der benyttedes firkantede tynde træplader; verbet er hlaða, hlóð, spjældene opstabledes ved siden af hinanden. — gęra: udarbejder. — goll: töj hvortil guld brugtes. — ok gefin: under forudsætning af, at du bliver gift (med Atle).



29.
Vilk ęigi ek
með veri ganga,
né Brynhildar
bróður ęiga;
samir ęigi mér
við son Buðla
ætt at auka
né una lífi.


30.
»Hirða hǫlðum
hęiptir gjalda,
þvít vér hǫfum
valdit fyrri;
svá skalt láta
sęm lifi báðir
Sigurðr ok Sigmundr,
ef sonu fœðir.«



30. hǫlðum: hermed menes vist Atle, som modsætning til vér. — hęiptir gjalda: vise uvenskab. — vér: vi (ɔ: Gjukungerne). — Med tanken i l. 5-8 kan jævnføres Egils Sonat. v. 17.



31.
Mákak, Grímhildr,
glaumi bęlla,
né vígrisnum
vánir tęlja,
síz Sigurðar
sárla drukku
hrægífr huginn
hjartblóð saman.



31. glaumi bęlla: vise glæde. — vígrisnum: ɔ: Atle. — sárla: smærtelig, til sorg for mig (og andre). — hrægífr: lig-trolde, må her bet. ‘ulve’.



32.
»Þann hęfk allra
ættgǫfgastan
fylki fundit
ok framast nøkkvi;
hann skalt ęiga,
unz aldr þik viðr,
verlaus vesa,
nema vilir þenna.«



32. framast nøkkvi: i nogen henseende forrest; nøkkvi er dativ af nøkkvat. — L. 6: »så længe du lever«.



33.
Hirða bjóða
bǫlvafullar
þrágjarnliga
þær kindir mér;
hann mun Gunnar
grandi bęita
ok ór Hǫgna
hjarta slíta.



33. þær kindir: mand af den slægt. — Gudrun optræder her, som Brynhild, som fremsynt.



34.
Munkak létta,
áðr lífs hvatan
ęgglęiks hvǫtuð
aldri næmik.



34. lífs hvatan: rask (tapper) i livet, ɔ: Atle. — ęgglęiks hvǫtuð: kampens fremskynder, kriger. — Dette halvvers er vist versets sidste del.



35.
Grátandi Grímhildr
gręip við orði,
es burum sínum
bǫlva vætti
ok mǫgum sínum
męina stórra.



35. gręip við orði: tog ordet (for at svare). — es: da hun (i henhold til Gudruns spådom). — Der mgl. to linjer i verset.



36.
»Lǫnd gefk ęnn þér,
lýða sinni,
Vinbjǫrg, Valbjǫrg,
ef vill þiggja;
ęig of aldr þat
ok uni dóttir.«



36. lýða sinni: (stort) følge af mænd, må vel bet. ‘mange at herske over’. — Vinbjǫrg o. s. v.: ukendte stednavne.



37.
Þann munk kjósa
af konungum
ok þó af niðjum
nauðig hafa;
verðr ęigi mér
verr at ynði,
né bǫl brœðra
at bura skjóli.



37. af niðjum hafa: modtage (ham) af mine slægtninge (der tilbyder mig ham). — bǫl brœðra: hendes brødres død. — bura: de sönner, hun får med Atle. Også her udtaler Gudrun sig profetisk.



38.
Sęnn vas á hęsti
hvęrr dręngr litinn,
ęn víf valnesk
í vágn hafin;
vér sjau daga
svalt land riðum,
ęn aðra sjau
unnir kníðum
ęn hina þriðju sjau
þurt land stigum.



38. valnesk: vælske, betegner her vel gotiske (burgundiske). — í vagn hafin: vognene var så höje, at kvinderne måtte løftes op i dem, jfr. vognene i Osebergskibet. — L. 9-10 er senere tillæg.



39.
Þar hliðvęrðir
hórar borgar
grind upp luku,
áðr í garð riðum.



39. borgar: ɔ: Atles borg. — Efter verset synes noget at mangle. En så brat sceneveksling foregår ikke. Der må have stået noget om modtagelsen. Nogen tid må tænkes at være gået mellem dette og v. 40; imidlertid er nemlig Gjukungerne blevne dræbte.



40.
Vakði mik Atli,
ęn vesa þóttumk
full ills hugar
at frændr dauða.


41.
»Svá mik nýla
nornir vękja
vílsinnis spǫ́;
vildigat réðisk;
hugðak þik Goðrún
Gjúka dóttir
læblǫndnum hjǫr
leggja mik gǫgnum."



41. vílsinnis spǫ́: med spådom om trængsler. — L. 4: »jeg vilde ikke, at den gik i opfyldelse«; R skriver: vildi at ek réða, der er uden mening. — læblǫndnum: giftblandet, giftig (om æggen). M. h. t. réðisk kan anføres den velkendte sætning: svona ráðast sumra manna draumar.



42.
Þat ’s fyr ęldi,
es éarn dręyma,
fyr dul ok vil
drósar ręiði;
munk þik við bǫlvi
bręnna ganga,
líkna ok lækna,
þótt mér lęiðr séir.



42. es fyr: bebuder, varsler om. — L. 2: »når man drömmer om jærn«. — dul ok vil: overmod og glæde. — ręiði: nom. — bǫlvi: ulykke, kan næppe være brugt om et legemligt onde. — bręnna: hentyder til et helbredelsesmiddel ved hjælp af opvarmet jærn.



43.
»Hugðak hér í túni
tęina fallna,
þás vilda ek
vaxna láta,
rifnir með rótum,
roðnir í blóði,
bornir á bękki,
beðit mik at tyggva.



43. tęina: unge skud (hentyder til Atles unge sönner). — rifnir o. s. v.: konstruktionen veksler, uden at man mærker nogen egl. anomali. — beðit: man bad.



44.
Hugðak mér af hęndi
hauka fljúga
bráðalausa
bǫlranna til;
hjǫrtu hugðak þęira
við hunang tuggin,
sorgmóðs sefa,
sollin blóði.



44. hauka: sigter også til sönneme. — bǫlranna: ɔ: dødens hjem. — við: sammen med. — sorgmóðs sefa: gen. abs. ‘med sorgfyldt sind’. Mærkeligt nok findes ingen tydninger af Gudrun af disse to drömme; der er mulig to vers glemte her.



45.
Hugðak mér af hęndi
hvelpa losna,
glaums andvana,
gylli báðir,
hold hugðak þęira
at hræum orðit,
nauðigr nái
nýta skyldak.«



45. hvelpa: også hentydning til sönnerne. — glaums: glæde. — gylli: formentlig af smærte. — hold: legemer. — nýta: spise.



46.
Þar munu sęggir
of sœing dœma
ok hvítinga
hǫfði næma;
þęir munu fęigir
fára nátta
fyrir dag lítlu,
drótt of bęrgja.



46. sœing: ofring. — hvítinga: uvist hvad der menes, da ordet er flertydigt; snarest hvide dyr, heste, får? — fára nátta: i løbet af nogle få nætter (dage). — fyrir dag lítlu: ved daggry. Viser det, at ofringer foretoges ved den tid? — drótt of (R skr. drottom): hirden (el. man) vil spise dem. Herefter mgl. vist noget.



47.
Lágak síðan,
né sofa vildak
þrágjǫrn í kǫr,
þat mank gǫrva.



47. Lágak: = lá-ek-a-ek, jeg lå ikke ɔ: jeg stod op. Jfr. Krit. bem. Det er naturligst at tænke sig, at dette er Gudruns replik; læses Lægak med R, måtte det være Atles, jfr. gjarn, men den sidste linje synes at tale herimod. — kǫr: bet. her blot sæng; Gudrun betegner måske sængen sål., fordi den var hende kvalfuld.