Uddrag af Reginsmál

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Eddadigte

Uddrag af Reginsmál

oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013-14

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons De gamle Eddadigte G. E. C. Gads Forlag, København, 1932.

---

Oddergælden

Loke med fiskenettet

— — Dengang var Regin — Reidmars søn — kommet til Hjalprek. Han overgik alle i fingerfærdighed og var dværg af vækst. Han var begavet, grusom og troldkyndig. Regin opfostrede Sigurd og oplærte ham og elskede ham meget højt. Han fortalte Sigurd om sine forfædre og om det, der skete, da Odin og Høner og Loke var kommet til Andvarefossen. Der var mange fisk i den fos. En dværg hed Andvare. Han opholdt sig ofte i fossen i skikkelse af en gedde, og han skaffede sig mad dér. »Vi havde en bror, der hed Odder,« sagde Regin, »— som ofte drog til fossen i skikkelse af en odder. Han havde fanget en laks og sad på åbrinken, hvor han åd med lukkede øjne. Loke slog ham ihjel med en sten. Aserne mente, at de i høj grad havde haft heldet med sig og flåede skindet af odderen. Den samme aften søgte de overnatning hos Reidmar og fremviste deres jagtbytte. Så pågreb vi dem og pålagde dem som løsesum at fylde odderbælgen med guld og desuden dække den med det røde guld. De sendte da Loke af sted for at skaffe guldet. Han besøgte Ran og fik hendes net og drog da til Andvarefossen og kastede nettet efter gedden, og den gik i nettet. Da sagde Loke:

1.

Hvem er fisken,

der farer i strømmen,

men ikke er særligt forsigtig?

Fly mig på stedet

flodens lue —

og frels dit hoved fra Hel!

Gedden svarede:

2.

Andvare er navnet —

Oinn var min far —

jeg færdes ofte ved fosser.

Længe var jeg tvunget

til livet i vand;

det voldte en nedrig norne.

— — Loke så alt det guld, Andvare ejede, og da denne havde udredet guldet, havde han én ring tilbage, og den tog Loke fra ham. Dværgen gik ind i stenen, idet han sagde:

5.

Men to brødres

bane forvoldes

af guldet her,

som Gust ejede,

og otte fyrster

ender i strid;

mine skatte

vil skade mange!

Aserne overdrog Reidmar værdierne og fyldte odderbælgen og rejste den på fødderne. Derpå skulle aserne dynge guld over den og dække den. Da det var gjort, gik Reidmar frem og fik øje på et knurhår, som han bad dem dække. Da tog Odin ringen Andvareseje og skjulte håret. Loke sagde:

6.

Guldet er dit,

gælden er betalt;

det var dyrt at beholde hovedet,

men de sønner, du har,

skal savne lykken;

den skat bli’r begges bane.

Reidmar sagde:

7.

Gavmildt gav du,

men godhjertet ikke;

det blev snarest betalt i trods.

Vidste jeg før,

hvad jeg véd nu,

havde I næppe levet så længe.

Loke sagde:

8.

Jeg synes at vide

om værre ting

og kommende slægters slagsmål;

jeg aner endnu

ufødte fyrster

for hvem den strid er bestemt.

Reidmar sagde:

9.

Jeg agter at råde

for det røde guld,

lige så længe jeg lever;

Pak dine trusler,

tror du jeg skræmmes?

— kan I så se at forsvinde!

— —

Sigurd og Hnikar

— — Kong Hjalprek skaffede Sigurd skibsmandskab, så han kunne hævne sin far. De løb ind i en voldsom storm og krydsede under et bjergfremspring. Der stod en mand på bjerget og sagde:

16.

Hvem rider her

Ræfils heste

på det buldrende havs

høje bølger?

Sejlets Stuf’er

stænkes af skumsprøjt,

og vinden truer

vovens mære.

Regin svarede:

17.

Her er Sigurds flok

på søens træer;

en drabelig bør

driver os frem,

og bølgen slår hårdt

mod den høje stavn

på spantehesten —

hvem spørger om dette?

Manden sagde:

18.

Hnikar blev jeg kaldt,

da kampen stod på,

og den unge Vølsung

gav æde til Hugin;

kald du nu enten

karlen fra bjerget

for Fang eller Fjølner

på farten med jer!

De lagde til land, manden gik ombord, og da blev vejret roligt. Sigurd sagde:

19.

Fortæl hvad du véd

om varsler — Hnikar! —

der gavner guder og mennesker;

findes mon nogle,

der nytter i strid,

og hjælper, hvor sværd skal svinges?

Hnikar sagde:

20.

Der er mange varsler,

mænd bør kende,

som gavner, når sværd skal svinges:

Når et sværdtræ følges

af den sorte ravn,

tror jeg, det varsler vel.

21.

Et andet er,

når du agter dig bort,

og står færdig til færden,

men øjner to

uden for huset —

mænd, der hungrer efter hæder.

22.

Et tredje er

en tudende ulv,

der høres fra under en ask;

det varsler om held

mod våbenklædte,

hvis du ser dem først.

23.

Gå aldrig frem

mod fjendehæren

i lavt modlys

fra månens søster;

sejren er sikret

den sværdlegsfremmer,

som kan se og kæmper

i kilefylking.

24.

I stridens stund

er den største skade

at snuble foran fjenden;

troløse diser

står tæt ved din side —

de ønsker at se dig såret.

— —