Reginsmǫ́l

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


De gamle Eddadigte


Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag

København, 1932


Reginsmǫ́l A - B.




2. Sigurðr gekk til stóðs Hjálpreks ok kaus sér af hest einn, er Grani var kallaðr síðan. Þá var kominn Reginn til Hjálpreks, sonr Hreiðmars. Hann var hverjum manni hagari ok dvergr of vǫxt. Hann var vitr, grimmr ok fjǫlkunnigr. Reginn veitti Sigurði fóstr ok kenslu ok elskaði hann mjǫk. Hann sagði Sigurði frá forellri sínu ok þeim atburðum, at Óðinn ok Hœnir ok Loki hǫfðu komit til Andvarafors. Í þeim forsi var fjǫlði fiska. Einn dvergr hét Andvari. Hann var lǫngum í forsinum í geddu líki ok fekk sér þar matar. Otr hét bróðir várr, kvað Reginn, er opt fór i forsinn í otrs líki. Hann hafði tekit einn lax ok sat á árbakkanum ok át blundandi. Loki laust hann með steini til bana. Þóttusk æsir mjǫk hepnir verit hafa ok flógu belg af otrinum. Þat sama kveld sóttu þeir gisting til Hreiðmars ok sýndu veiði sína. Þá tóku vér þá hǫndum ok lǫgðum þeim fjǫrlausn at fylla otrbelginn með gulli ok hylja útan með rauðu gulli. Þá sendu þeir Loka at afla gullsins. Hann kom til Ránar ok fekk net hennar ok fór til Andvarafors ok kastaði netinu fyrir gedduna, en hon hljóp í netit. Þá mælti Loki:



Grani: af grǫn ‘læbe’, navnet kommer af, at overlæben havde en hvid-rødlig farve, som ofte ses på heste, hvis farve ellers er hvid(lig). — dvergr: stemmer ikke godt med, at R. kaldes ‘en jætte’ i Fáfn. 38. — fiska: ɔ: laks. — Andvari: bet. ‘luftning, svag vind’, ensbetydende hermed (omtr.) er Gustr v. 5; det er den samme person.
De følgende vers stammer fra to digte i forskellige versemål, de er kombinerede med hinanden for at supplere hinanden og den smhængende fremstilling. De er her betegnede med A og B. Titelen er ikke gammel.



A. 1.
Hvat ’s þat fiska,
es rinnr flóði í,
kannat við víti varask?
hǫfuð þitt
lęys þú hęlju ór,
finn mér lindar loga.



rinnr: løber, svömmer. — víti: straf, ulykke. — finn: skaf. — lindar loga: kildens lue, guld. — Verset findes også i Vǫls.s.



Andv. kv. 2.
Andvari hęitik,
Óinn hét minn faðir,
margan hęfk fors of farit,
aumlig norn
skóp oss í árdaga,
at skyldak í vatni vaða.



Óinn: ellers — ligesom Andvari selv — ukendt; betydn. usikker. — farit: løbet, sprunget i (over). — aumlig: elendig, ɔ: elendigt liv virkende. — vaða: leve, færdes.



L. kv. 3.
Sęg þat Andvari,
ef ęiga vill
líf í lýða sǫlum,
hvęr gjǫld
fáa gumna synir,
ef ljúgask orðum á?



ljúgask: se Krit. bem.



A. kv. 4.
Ofrgjǫld
fáa gumna synir,
þęirs Vaðgęlmi vaða,
ósaðra orða,
hvęrr ’s á annan lýgr,
oflęngi lęiða limar.



Ofrgjǫld: stærk gengæld, straf. — Vaðgęlmi: en (underjordisk) elv, egl. ‘med brusende (farligt) vadested’; straffen var ‘at vade i denne elv’; hvad der her er hovedsagen, sættes (som oftere) i en relativ sætning. — ósaðra orða: lögne; gen. styres af limar; dette bet. ‘grene’ ɔ: følger. — lęiða: ledsager. — hvęrr bör helst udgå.
Disse ord hentyder til Brynhilds falske beskyldning mod Sigurd, der af digteren her ligesom forudsiges; der er ingen grund til at erklære disse to vers som uoprindelige her.



3. Loki sá alt gull þat er Andvari átti. En er hann hafði framreitt gullit, þá hafði hann eptir einn hring, ok tók Loki þann af hánum. Dvergrinn gekk inn í steininn ok mælti:


B. 5.
Þat skal goll,
es Gustr átti,
brœðrum tvęim
at bana verða
ok ǫðlingum
átta at rógi;
mun míns féar
mangi njóta.



brœðrum tvęim: ɔ: Regin og Fáfnir. — ǫðlingum átta: det er noget vanskeligt at bestemme, hvilke fyrster der menes; det er måske: Sigurdr, Gutthormr, Gunnarr, Högne, Atli, Erpr, Sǫrli, Hamðir. — njóta: nyde, have glæde af og eje.



4. Æsir reiddu Hreiðmari féit ok tráðu upp otrbelginn ok reistu á fœtr. Þá skyldu æsirnir hlaða upp gullinu ok hylja. En er þat var gǫrt, gekk Hreiðmarr fram ok sá eitt granahár ok bað hylja. Þá dró Óðinn fram hringinn Andvaranaut ok hulði hárit. Loki kvað:



Andvaranaut: -nautr bruges om genstande, man har fået (taget) af en anden, dennes navn sættes så som første led.



A. 6.
Goll ’s þér nú ręitt
ęn þú gjǫld of hefr
mikil míns hǫfuðs,
syni þínum
verðra sæla skǫpuð;
þat verðr ykkarr bęggja bani.



ręitt: udredet; ordet mgl. R. — syni: her kollektivt, ‘sönner af dig’. Verset findes også i Vǫls.s.



Hr. kv. 7.
Gjafar þú gaft,
gaftat ástgjafar,
gaftat af hęilum hug;
fjǫrvi yðru
skylduð firðir vesa,
ef vissak þat fár fyrir.



L. 5: »I skulde være bleven berøvede«.



L. kv. 8.
Ęnn es verra
þat vita þykkjumk,
niðja stríð of nępt;
jǫfra óborna
hygg þá ęnn vesa,
es þat es til hatrs hugat.



Ęnn: Fremdeles. — niðja: efterkommeres. — stríð: kummer, elendighed. — nępt: kan kun være adj. neppr, ‘knap, ringe’, og vel transitivt, ‘forringende’, jfr. nauð gerir neppa kosti. — L. 6: »de, hvem det er tiltænkt til had, ɔ: strid, fordærv«.



H. kv. 9.
Rauðu golli
hygg mik ráða munu,
svá lęngi sęm ek lifi;
hót þín
hræðumk ękki lyf,
ok haldið hęim heðan.



ękki lyf: ikke det mindste; lyf egl. ‘kraftigt middel’; »ikke en eneste partikel (korn) af et på organismen stærkt virkende middel« (S. Bugge).



5. Fáfnir ok Reginn krǫfðu Hreiðmar niðgjalda eptir Otr bróður sinn. Hann kvað nei við. En Fáfnir lagði sverði Hreiðmar fǫður sinn sofanda. Hreiðmarr kallaði á dœtr sínar:



niðgjalda: erstatning for en (dræbt) slægtning.



10.
Lynghęiðr ok Lofnhęiðr,
vitið mínu lífi farit,
mart ’s þats þǫrf þéar.
Lh. kv.
Fǫ́ mun systir,
þótt fǫður missi,
hęfna hlýra harms.



Døtrene er ellers ukendte. L. 3: »Meget er det, hvortil nødvendigheden tvinger en«, der sigtes til faderhævnen. — Fǫ́ systir: ingen søster. — hlýra: broder, dativ. »Ingen søster vil, for at hævne sin fader, slå sin broder (faderens banemand) ihjæl«. Dette er udtryk for den ellers stærkt fremtrædende søskendekærlighed.



B. Hr. kv. 11.
Al þú þó dóttur,
dís ulfhuguð,
ef getrat son
við siklingi,
fá męy manni
í męginþarfar;
þá mun þęirar sonr
þíns harms reka.



ulfhuguð: med ulvesind, ɔ: fuld af hævntanker; hendes egenskab vil så overføres til datteren og fra denne til dennes sön; adj. er her ikke blot beskrivende men også motiverende. — męginþarfar: hoved-behov, ɔ: hævnens fuldbyrdelse.
Om þu her er Lynghęiðr el. Lofnhęiðr er umuligt at sige, da verset er af et andet digt end det foreg. vers. Det slægtregister, hvortil der her hentydes, skulde være følg.:

Slægtstavle Reginsmál.jpg


der altså her skulde blive hævneren.



6. Þá dó Hreiðmarr, en Fáfnir tók gullit alt. Þá beiddisk Reginn at hafa fǫðurarf sinn, en Fáfnir galt þar nei við. Þá leitaði Reginn ráða við Lyngheiði systur sína, hvernig hann skyldi heimta fǫðurarf sinn. Hon kvað:


A. 12.
Bróður kveðja
skalt blíðliga
arfs ok œðra hugar,
esa þat hœft,
at hjǫrvi skylir
kvęðja Fáfni féar.



Verset er atter et udtryk for den stærke søskendefølelse.



7. Þessa hluti sagði Reginn Sigurði. Einn dag er hann kom til húsa Regins, var hánum vel fagnat. Reginn kvað:


B. 13.
Kominn es hingat
konr Sigmundar,
sęggr hinn snarráði,
til sala várra,
móð hęfr męira
an maðr gamall
ok es mér fangs vǫ́n
at frekum ulfi.



Dette vers og alle de følgende findes også optagne i Norna-gestsþ., v. 18 også i Vǫls.s. — Kominn: antyder Sigurds første besøg hos Reginn, der jo altså skulde være Sigurds mormors broder. — L. 7-8 er ordsprog, jfr. Fáfn. 35: »af en grådig (hungrig) ulv kan man vænte en hård (bryde)kamp«.



14.
Ek mun fœða
folkdjarfan gram;
nú ’s Yngva konr
með oss kominn;
sjá mun ræsir
ríkstr und sólu;
þrymr of ǫll lǫQnd
ørlǫgsímu.



fæða: opdrage. — Yngva konr: Sigurd; Yngvi må her være brugt i almlh. som betegnelse for en fyrste; næppe har det her sin oprl. betydning ‘en af Ynglingeslægten’. — þrymr: sing. f. plur., idet subj. kommer bagefter; ‘står fast’; »hans skæbnetråde er fastgjorte i (over) alle lande«, d. v. s. hans navn og ry vil blive udbredt over hele jorden.



8. Sigurðr var þá jafnan með Regin ok sagði hann Sigurði, at Fáfnir lá á Gnitaheiði ok var í orms líki. Hann átti œgishjalm, er ǫll kvikvendi hræddusk við. Reginn gerði Sigurði sverð, er Gramr hét. Þat var svá hvast, at hann brá því ofan í Rín ok lét reka ullarlagð fyrir straumi ok tók í sundr lagðinn sem vatnit. Því sverði klauf Sigurðr í sundr steðja Regins. Eptir þat eggjaði Reginn Sigurð at vega Fáfni. Hann sagði:



Gnitaheiði: i oldtiden henlagdes denne hede til West-falen. — œgishjalm: skrække-hjælm, hjælm der (ved sit udseende) egner sig til at indgyde rædsel.



15.
Hátt munu hlæja
Hundings synir,
þęirs Ęylima
aldrs synjuðu,
ef męir tyggja
munar at sœkja
hringa rauða
an hęfnd fǫður.



munar: har lyst til. — Eylime og Sigmund faldt i samme kamp.



9. Hjálprekr konungr fekk Sigurði skipalið til fǫðurhefnda. Þeir fengu storm mikinn ok beittu fyrir bergsnǫs nǫkkura. Maðr einn stóð á berginu ok kvað:


16.
Hvęrir ríða þar
Rævils hęstum
hóvar unnir,
haf glymjanda?
seglvigg eru
svęita stokkin,
munat vágmarar
vind of standask.



Taleren er ‘manden på klippen’ ɔ: Odin, der skærmer Sigurd. — Rævils hęstum: søkongens heste ɔ: skibene. — seglvigg: sejlhestene ɔ: skibene. — svęita: skumspröjtet. — vágmarar: bølgehestene ɔ: skibene; munat kan både være sing. og pl.



R. kv. 17.
Hér erum vér Sigurðr
á sætréum,
es oss byrr gefinn
við bana sjalfan,
fęllr brattr breki
brǫndum hæri,
hlunnvigg hrapa,
hvęrr spyrr at því?



sætréum: sø-træer, skibe. — við bana: så at vi er lige ved at omkomme. — brattr: höj og stejl. — hlunnvigg: rullestokkenes heste ɔ: skibe. — hrapa: styrter (forover i dybet).



Hn. kv. 18.
Hnikar hétu mik,
þás hugin gladdi
Vǫlsungr ungi
ok vegit hafði;
nú mátt kalla
karl af bergi
Fęng eða Fjǫlni;
far vilk þiggja.



Hnikar: er Odins-navn; egl. ‘den der støder til’ ɔ: med spyd (Gungnir). — hétu: de, ɔ: man, kaldte. — Vǫlsungr: Sigurds farfader; Odin henviser til den hjælp, han tidligere har ydet Völsung, nu vil han hjælpe sönnesönnen. — karl af bergi: den gamle på klippen; af betegner kun udgangspunktet, og indeholder ingen antydning af, at Odin er fjældgud el. færdes på fjælde. — Fęng eða Fjǫlni: symbolske navne, fęngr = fangst; Odin var i öjeblikket en goðr fengr; Fjǫlnir = den meget vidende; Odin stiller havets oprør ved sin tryllesang. »Det er ligegyldigt hvad du vil kalde mig; jeg vil få plads i dit skib«.



10. Þeir viku at landi ok gekk karl á skip ok lægði þá veðrit.


A. S. kv. 19.
Sęg mér Hnikarr,
alls hvártvęggja vęizt
goða hęill ok guma:
hvęr bǫzt eru,
ef bęrjask skal,
hęill at sverða svipun.



hęill: held, gunstige varsler. — guma: må, på grund af goða, være gen. pl., en yngre form f. gumna. — sverða svipun: sværdenes bevægelse (kamp).



Hn. kv. 20.
Mǫrg eru góð,
ef gumar vissi,
hęill at sverða svipun;
dyggva fylgju
hygg hins døkkva vesa
hrotta męiði hrafns.



dyggva: pålidelig, heldig. — hrotta męiði: af hrotta męiðr, sværd-træ, kriger.



21.
Þat ’s annat,
ef est út of kominn,
ek est á braut búinn,
tvá þú lítr
á tái standa
hróðrfúsa hali.



á braut búinn: rede til at rejse, braut, står her i sin egl. betydn. — tái: af ntr., et fælles nordisk ord, der bet. ‘en faststampet plads foran huset’ (bet. i no. også kvægvej, kvægfold); jfr. sitja á tái (Guðr.hv. 9); i isl. er ordet afløst af hlað. — hróðrfúsa: som er lystne efter at vinde ry.



22.
Þat es hit þriðja,
ef þjóta hęyrir
ulf und asklimum;
hęilla auðit
verðr þér af hjalmstǫfum,
ef sér þá fyrri fara.



af hjalmstǫfum: overfor ɔ: i din kamp med hjælm-stavene, krigerne. — þá: kan kun gå på hjalmstafar. — fyrri: er nom. sg.; »du vil sejre over dine fjender, hvis du ser dem för de ser dig«. Dette er i overensstemmelse med gammel folketro.



B. 23.
Ęngr skal gumna
í gǫgn vega
síð skínandi
systur mána,
þęir sigr hafa,
es séa kunnu,
hjǫrlęiks hvatir,
eða hamalt fylkja.



Ęngr: yngre form f. ęngi; dog tilhører den det 10. årh. — síð: om eftermiddagen el. aftenen. — systur mána: solen. — séa kunnu: har den fulde brug af deres syn. — hjǫrlęiks hvatir: raske i (til) sværdlegen (kampen). — eða: omtr. = ok. — hamalt: i kileform (»svinfylking«). — Indholdet af den sidste halvdel kan gengives sål.: »for krigerne er to ting bedst: ikke at skulle kæmpe med den nedgående sol imod sig (da blændes man) og at anvende svinfylking«.
Dette vers falder udenfor de øvrige vers ikke blot ved sin form, men også derved, at det ikke indeholder noget hęill.



A. 24.
Þat ’s fár mikit,
ef fœti drepr,
þars at vígi vęðr,
tálar dísir,
standa pér á tvær hliðar
ok vilja þik sáran séa.



fæti drepr: snubler, modsat ordsproget: fall er farar heill. — tálar: snarest at opfatte som adj., ‘svigfulde’; kan også være gen. af tǫ́l, fem. — dísir: her menes vel fylgjur, følgeånder.



25.
Kęmbðr ok þveginn *
skal kœnna hvęrr *
ok at morni męttr, *
þvít ósýnt es, *
hvar at apni kemr; *
ilt ’s fyr hęill at hrapa. *



Dette vers falder ganske udenfor al den øvrige smhæng; det er ordet hęill i sidste linje, der har bevirket, at det er blevet optaget her. — Den sidste linje er et ordsprog; sprogligt er det blevet tolket på forskellig måde. Den sandsynligste tolkning er denne: »det er slemt at styrte frem forud for (det gunstige) varsel«, d. v. s. »man skal ikke fare overilet frem«; hęill altså ntr.



11. Sigurðr átti orrostu mikla við Lyngva Hundingsson ok brœðr hans. Þar fell Lyngvi ok þeir þrír brœðr. Eptir orrostu kvað Reginn:


B. 26.
Nú ’s blóðugr ǫrn
bitrum hjǫrvi
bana Sigmundar
á baki ristinn,
ęngr vas fręmri,
sás fold ryði,
hilmis arfi,
ok hugin ględdi.



blóðugr ǫrn: = blóðǫrn i prosa; den bestod i, at ribbenene blev skårne fra rygraden, og rettede ud til siderne (som örnevinger). — ględdi: sål. må der læses, i lighed med ryði, og ikke gladdi som hds. har.



HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.