Det første Gudrunskvad

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Eddadigte


Det første Gudrunskvad

Guðrúnarkviða in fyrsta


oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2020



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónsson: De gamle Eddadigte G. E. C. Gads Forlag, København, 1932.


Johann Heinrich Füssli: Gudrun ved Sigurds lig

Gudrun sad ved den døde Sigurd. Hun græd ikke som andre kvinder, men hun var nær ved at briste af sorg. Både kvinder og mænd kom for at trøste hende, men det var ikke nemt. Man siger, at Gudrun havde spist af Fafners hjerte og derfor forstod, hvad fuglene sagde. Desuden er dette blevet kvædet om Gudrun:


1.
Gudrun længtes
mod livets ende;
hun sad sorgfuld
ved Sigurds lig,
men klagede ikke,
som kvinder plejer,
med hænders vriden
og hulkende gråd.


2.
Jarler trådte
hjælpende til
med trøst for at lette
det tunge sind,
men Gudrun holdt
gråden tilbage
med bristet hjerte
og bøjet af kummer.


3.
Jarlekoner
af ædel byrd
sad guldsmykkede
ved Gudruns side,
og skiftevis
skildrede hver
den bitreste sorg,
de selv havde tålt.


4.
Da sagde Gjafløg —
Gjukes søster:
»Jeg har mistet mere
end mange andre:
Fem ægtemænd,
otte brødre
samt to døtre
og tre søstre —
kun jeg alene
er endnu i live.«


5.
Men Gudrun holdt
gråden tilbage;
hun sad ved liget
lammet af sorg,
mærket af smerten
ved mandens død.


6.
Da sagde Herborg —
Hunelands dronning:
»Vist var jeg udsat
for værre kvide:
Mine syv sønner
faldt sydpå i kamp,
og min mand blev dræbt
dér som den ottende.


7.
Min far og mor
og fire brødre
styrtede i havet,
da stormen tog dem;
de knustes mod skibet
i kraftig søgang.


8.
Jeg måtte selv smykke dem,
måtte selv svøbe dem,
måtte selv lægge
ligene i graven.
Det samme halvår
hændte dette,
men ingen bistod
med hjælp og trøst.


9.
Senere hen
det samme år
blev jeg hærtaget
og holdt som træl;
jeg hjalp hersens
hustru om morgenen,
bragte klæder
og bandt hendes sko.


10.
Hun skældte ud,
var skinsyg og ond,
gav hårde hug
hele tiden;
en finere herre
fandt jeg aldrig,
en værre frue
fandt jeg næppe.«


11.
Men Gudrun holdt
gråden tilbage;
hun sad ved liget
lammet af sorg,
mærket af smerten
ved mandens død.


12.
Da sagde Guldrand —
Gjukes datter:
»Du er givet klog —
gode fostre! —
men ingen trøst
for den unge kvinde.
Men fjern nu lagnet
fra fyrstens lig!«


13.
Hun drog lagnet
af den døde fyrste,
lod hustruen se
hans hoved på puden:
»Kik på din kære
og kys hans mund,
som om du favnede
en uskadt Sigurd!«


14.
Da så Gudrun
på Sigurds lig;
blodet klæbede
til bragningens hår,
hans skarpe blik
var brustent og dødt,
sværdenes spor
sås på hans bryst.


15.
Da faldt Gudrun
frem over lejet
med højrøde kinder
og håret løsnet,
mens øjets regn
ramte hendes skød.


16.
Da græd Gudrun —
Gjukes datter,
så tårerne fugtede
tøjet, hun bar,
og gæssene på tunet
gækkede derved —
de herlige fugle
husfruen ejede.


17.
Da sagde Guldrand —
Gjukes datter:
»Ingen andre
har oven mulde
elsket hinanden,
som I to gjorde;
ude som inde
var du aldrig glad —
min søde søster! —
når Sigurd var væk.«


18. (Gudrun:)
»Mod Gjukes sønner
er Sigurd at ligne
med løget, der rejser sig
rankt over græsset,
en tindrende perle
trukket på snor,
den ædleste sten
blandt alle fyrster.


19.
I Sigurds hird
blev jeg selv regnet
for højt hævet
over Herjans diser;
jeg føler mig nu
ved fyrstens død
så ganske ringe
som restløv på pilen.


20.
Jeg savner min ven
på sædet og lejet;
de gjorde mig ondt —
Gjukes sønner.
Gjukes sønners
grusomme værk
har bragt søsteren
til bitter gråd.


21.
Snart lægger I
landet øde,
så som I sveg
svorne eder.
Og guldet — Gunnar! —
gavner dig næppe;
de ringe, véd jeg,
skal volde din død.


22.
Der var ofte glæde
i hjemmet her,
før min Sigurd
sadlede Grane
og red til Brynhild —
det rædsomme væsen! —
på frierfærd,
føj, for en ulykke!«


23.
Da sagde Brynhild —
Budles datter:
»Må hun evigt gå
ugift og barnløs,
den tøs, som drev dig
til tårer — Gudrun! —
og her til morgen
gav dig mælet igen.«


24.
Da sagde Guldrand —
Gjukes datter:
»Alle hader dig,
så hold din kæft!
Du har altid voldt
ædle mænds død,
er drevet alene
af en dårlig skæbne.«


25.
Da sagde Brynhild —
Budles datter:
»Men alt det onde
har Atle voldt —
min egen bror,
Budles arving.


26.
Blandt hunner sad jeg
i hallen og så
Fafners leje
funkle på kongen,
men dette syn
blev dyrt betalt;
en evig frygt
har fulgt mig siden.«


27.
Da stod Brynhild —
Budles datter
og genvandt styrken
støttet til søjlen;
med gnistrende øjne
og edderfnysende,
så hun sårene
på Sigurds lig.


Gudrun forlod stedet og gik gennem skov og ødemark helt til Danmark, hvor hun opholdt sig hos Tora Håkonsdatter i syv halvår. Brynhild ønskede ikke at leve efter Sigurds død. Hun lod sine otte trælle og fem trælkvinder dræbe, og derpå gennemborede hun sig med et sværd og døde, således som det berettes i Det korte kvad om Sigurd.